8. Klasse - Vester Skerninge Friskole

Ud af Anna og ind i Esther
Anna Egholm spiller Esther i filmene ”Max
Pinlig”. I den rolle er hun blevet kendt i
medierne og kommet ud i den brede
offentlighed. Men hvem er Anna, og hvem
er Esther – og hvordan påvirker det Annas
liv, at hun ikke længere kan gå på gaden
uden at blive genkendt?
Af: Sille Gohr-månsson & Sally Larsen
■Esther eller Anna?
”Mange tror, at jeg er ligesom Esther,” siger
den 16-årige skuespiller, Anna Egholm. Men
Esther er anderledes end den Anna, der spiller
hende. Der er også nogle ting, som Esther gør,
som Anna aldrig kunne finde på at gøre i
virkeligheden.
”I 3'eren spiller Esther heavymetal på guitar,
det kunne jeg ikke finde på! Hun drikker sig
også fuld derhjemme og kaster op ud af
vinduet. Det er bare ikke sådan noget, jeg gør.
Vi er meget forskellige, hun er meget mere
udadvendt, end jeg er. Mere flabet og sådan.”
”Når jeg spiller Esther i Max Pinlig, så prøver
jeg at leve mig ind i rollen og prøver at tænke
som hende. Så virker det mere rigtigt og ægte
på filmen. Der er ingen tvivl om, at Anna
spiller rollen overbevisende. Den gode
skuespilpræstation har dog en bagside, synes
hun:
”Folk er bange for at skrive til mig, fordi de
tror, at jeg er lige så snobbet som i filmen. Og
så kommer de til at kalde mig for Esther i
stedet for Anna. Det er ikke så fedt, men ja,
man vænner sig til det efterhånden.”
Heldige asen
Hun følte sig super heldig, da hun for første
gang kom med i en film.
”Det første, jeg blev kendt for, var, da jeg var
med i 'Oskar og Josefine'. Der var jeg kun 8
år, så jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det
var at blive genkendt på gaden, men jeg kan
huske, at jeg følte mig SUPER heldig!”
Fans
Anna har aldrig sagt nej til at få taget billeder
med fans eller til at skrive autografer.
”Jeg forsøger at være meget åben for at droppe
det der image, jeg har med at være den der
snobbede Esther. Jeg prøver at være mig selv og
komme lidt ud af Esther-rollen. Hvis de vil have
et billede, ja, så er det fint, selvom jeg ligner lort,
og hvis de vil have autografer, så får de det
selvfølgelig, det har jeg aldrig sagt nej til.”
Udleveret til publikum
”Nogle gange er der nogle ting, som jeg ikke
rigtig har lyst til at gøre foran et kamera, men
for det meste, bliver man bare nødt til at gøre
det,” siger Anna smilende. ”Men det er også det,
KUNST SKAL UD!
INTERVIEW MED
STREET-ART
K U N S T N E R E N
TEJN.
Side 2
der er det sjove ved at lave film. Netop det, at
man får lov til at gøre ting på film, som man
aldrig ville gøre i 'virkeligheden'. Men det er
også sjovt, for tingene betyder ikke noget i den
virkelige verden. Man kan gøre så mange
mærkelige ting, f.eks. i Max pinlig 2, hvor
Samuel (Max) og jeg skulle kysse.
Det var mit allerførste kys nogensinde. Det var
lidt akavet, og jeg ville virkelig ikke. Men altså,
det betød jo ikke noget..”
Anna fortsætter og fortæller, at det godt kan
være lidt for meget nogengange. I 2'eren hvor
hun skulle klæde om, var det meningen, at hun
ikke skulle have noget på overkroppen. Men
8. Klasse - Vester Skerninge Friskole - 2012
NÅR LIVET STÅR PÅ SPIL. Side 3
”Jeg prøver at være mig selv rigtig meget i rollerne jeg spiller, så hjælper det mig, med at virke mere naturligt, at spille, og
skuespillet bliver mere ægte” Siger, den 16 årige Anna.
hun fik dog lov til at beholde en sports-bh på i
stedet.
Ude i medierne
Der er også fordele ved at være ude i medierne.
”Jeg lærer nemt mange nye mennesker at kende,
fordi at jeg er kendt. Mange af mine bedste
venner har jeg mødt, fordi at de skrev til mig
som fans ude på internettet. ”
Anna fortæller, at der er også er ulemper ved at
være kendt. Haters er en stor del af det. ”Man
kommer til at modtage en masse hate-beskeder.
F.eks. er der en, der har skrevet til mig: ''Bare
FIRE GENERATIONER
UNDER
ÅBEN HIMMEL.
Side 4
fordi du har været med i en film, skal du ikke
tro, at du er noget'' Det bliver jeg rigtig
irriteret over.
Anna er også træt af, at hun ikke altid kan se,
hvem der skriver til hende for at få mere
popularitet og hvem, der skriver til hende for
at være rigtige venner.
”En fan har engang sendt mig et billede af mit
eget hus, uden at jeg havde givet personen min
adresse. Det var rimelig uhyggeligt.”
Ud af rampelyset
Anna satser på en karriere som violinist, men
så længe hun får tilbudt roller inden for
skuespillerbrancen, er hun glad.
Hun synes, at det ville være mærkelig, hvis
hun lige pludselig blev glemt. ”Nu hvor jeg har
vænnet mig til denne livsstil, hvor jeg nogle
gange bliver stoppet på gaden og sommetider
bliver genkendt, så tror jeg, at det vil være
mærkeligt, hvis jeg lige pludselig ville blive
glemt. Det ville være sørgeligt.”
Men selvom hun ikke vil blive glemt, så er det
heller ikke alle roller, hun siger jatak til.
Hun har før fået tilbudt en rolle i en film, hvor
hun skulle spille en kidnappet pige, som ville
blive voldtaget gentagende gange, men det var
ikke noget, hun havde lyst til at spille, så hun
takkede nej.
Sceneskræk
Selvom Anna er vant til at stå på scenen og
optræde, har hun stadig tit sceneskræk. Den
unge skuespillerinde skal nå helt ud til
publikum, så derfor er det vigtigt ikke at være
alt for nervøs og stå at ryste.
”Selvom jeg har være på scenen så mange
gange, slipper jeg aldrig helt af med at være så
nervøs, men jeg prøver bare at tænke på noget
andet, ogs å siger jeg til mig selv: 'Jeg kan det
jo godt', og så trækker jeg vejret rigtig dybt.
Når hun spiller en koncert på violin, skal det
lykkes første gang. "Det er noget andet bag
kameraene. Der kan man bare tage det om og
om igen,” slutter huns smilende.
Faktaboks:
Anna Agafia Svideniouk Egholm er født i 1996 i
København.
Hun går på Prins Henriks skole i 2.G
Hun har spillet violin i 11 år
Hun har medvirket i talent 2008, Oskar og
Josefine, Barda, Max Pinlig-serien og -filmene.
D. 25 december udkommer den nye Max Pinlig
film, hvor Anna medvirker som den lidt
snobbede Esther.
Anna kan tale 4 forskellige sprog flydende.

Tejn og fortæl...
￭Med elefanthue, klister og plakater sniger
Tejn sig rundt og sætter sine værker op i byen.
Johanne Rønde, Amanda Preisler og Jonas Elallafi
I en lille flække på Sydfyn, ud af en smal
landevej bor street-art kunstneren Tejn. Bag
hækken ud til vejen er der en lille have med et
stort træ og højt græs. Huset er højt og rødt med
en stor sort terrasse. Der er en lille lade bag ved
huset. Det er værkstedet. Ikke ligefrem et sted,
hvor man forventer at finde en street-artist med
verdens storbyer som sin udstillingplads.
Inde i stuen sidder Tejn og på bordet står der
kaffe og sodavand. Tejn laver kaffe til sig selv og
sætter sig over til bordet i stuen. I vinduerne,
står der lerskulpturer og andre små kreative
ting. Væggene er dægget med forskelige billeder,
som han selv har lavet. Tejn giver sig til at røre
rundt i sin kaffe.
Det var vildt fedt..
”Jeg startede med at lave street-art i 2008 sådan
cirka. Før jeg startede gik jeg rigtig meget op i
street-art og kiggede på det. Jeg syntes, det var
spændende. Jeg var med på et kursus i KBH
om street-art, og jeg syntes, det var vildt fedt,
både street-art og graffiti. Så jeg begyndte selv
at lave nogle ting i gaden, og det var faktisk
Hærværk eller kunst?
￭ Det er over det hele. Det er ulovligt. Nogle
kalder det hærværk, andre kalder det kunst.
Det er et hastigt voksende storbyfænomen.
Berlin er hjertet for det hele.
Af Johanne Rønde, Jonas Elallafi og Amanda Preisler
Flere tusinde mennesker laver street-art hver
nat i Berlin. Kun 36 politimænd er ansat til at
fange dem, så kunsten spreder sig til alle afkroge
af byen, og der bliver mere af det for hver dag,
der går.
5 år i fængsel kan være straffen, hvis du bliver
taget for at male direkte på en mur, men langt
mindre, hvis det handler om opklæbning.
Derfor udvikles meget street-art i det, der
kaldes ”post-ups”, altså en form for opklæbning.
Det giver også kunstnerne mulighed for at
skabe kunsten i deres værksteder og derefter
tage værkerne med ud i det åbne rum. Street-art
og graffiti har en mulighed for at komme ud til
mange flere mennesker i byen, som kunst på
gallerier ikke har.
Street-art er meget, men ikke kommercielt
Der findes virkelig mange forskelige former for
street-art og graffiti. Lock on's, og Paste up's er
to af dem. Lock on's er en skulptur, man låser
fast til en lygtepæl, en afløbsrist eller til et
afløbsrør. Paste up's er papir, som man skriver
eller tegner noget på, og derefter hænger det op
forskelige steder ude i byen med tapetklister.
Der er næsten altid et skjult budskab i streetart,
noget som kan skabe en debat. I storbyerne
ser man meget mere street-art, end i små byer.
Grunden til det er at kunstnerne ønsker at få
flere mennesker til at se det, og at der sker mere
i de store byer, som man kan enten kan kæmpe
for eller imod. Den uskrevne regel i street art og
graffiti er, at det ikke er kommercielt. Det er
kunst for kunstens og budskabets skyld, ikke for
pengenes skyld. Derfor sker det ofte at streetart
eller graffiti, der er blevet betalt for, bliver
malet over af andre kunstnere i miljøet.
600.000 6-taller
Går du gennem Berlins gader og kigger på
kunsten, som er der, vil du hurtigt kunne se at
nogle ting gentager sig. Tre af de kunstnere, som
har lave rigtig mange værker i Berlin er 1UP,
JUST og Mr.6. 1UP er en gruppe af kunstnere,
som laver graffiti på højhuse, det kaldes
”heaven spots”. Det samme gør gruppen JUST.
Begge grupper skriver direkte på væggen højt
oppe. De står på taget og skriver deres logo
ovenfra og ned med malerruller .
Mr.6 er en mand i 60er´ne, der i flere år har
lavet sekstaller rundt i byen. Ingen ved hvorfor,
men nogen har den ide, at det er fordi, der er 6
bogstaver i ”Berlin”. I år 2006 havde han lavet
op til 600.000 6-taller i Berlins gader. Han maler
6-tallerne oven på stykker af papir, som er
klistret på muren i forvejen, derfor er det ikke
ulovligt. Han er alene om det, og ingen ved,
hvem han er. Sådan er det med mange street-art
kunstnere, - de holder sig anonyme, for ellers
kan straffen være hård.
De lod som ingenting
En sen aften i Ho Chi Minh City, Vietnam,
bliver en lille dreng sparket af politibetjent.
Ingen reagerer, hverken lokale eller turister.
Af Louise Kristine Skov Rasmussen.
Iagttagelser fra et hotelvindue i Ho Chi Minh
City, Vietnam.
En dreng på gaden
Manden skubber til den lille, brune, fattige,
beskidte dreng med slidt tøj. Han trænger ham
videre op i en mørk krog af et brunt hus, som er
lyst op i et gulligt skær, og begynder at sparke
ham. Den lille dreng på 10 år ser bange op på
den vietnamesiske politimand og mærker endnu
et spark. Mandens hårde og vrede ansigtsudtryk
er koldt og skamløst. Det er varmt. Næsten 30
grader, luftfugtigheden er høj og tyk af
forurening. Der er mange mennesker ude på
gaden ved de nærliggende højlydte barer,
FAKTABOKS om Vietnam
• Befolkning: 86 mio
• Gadebørn: 22.000
• Underernæring: 1/3 af alle børn
• Fattigdomsgrænse: Faldet fra 63 til 21% fra
1993-2006
• Analfabetisme: 6%
• Børnedødelighed: 16%
• Børnearbejde: 30% af børn i alderen 6-17
arbejder
hverken street-art eller anden form for
kunst”.
Tejn fortæller, at der er en kæmpe forskel
på, hvad kunsten kan ude, som den ikke kan
inde.
”Udenfor har jeg overraskelses-momentet
med mig på en måde, jeg ikke har, hvis jeg
laver en udstilling. Hvis jeg laver en
udstilling et eller andet sted, så skal folk
gøre det valg, at de skal gå ind af den her
dør til det her sted med den her kunst. Det
valg tager folk, hvis de har tid og tænker det
er noget for dem. På gaden laver jeg kunst
for dem der går på gaden, for de er tvunget
til at se min kunst, og de bliver også tvunget
til at have en mening om det”.
Ikke det sammen, hvis det var lovligt
For Tejn er det vigtigste med hans street-art,
at han har kommunikation med dem. der ser
det.
”Det er en lille slags revolution, man bryder
loven, for at kommunikere med folket på en
anden måde en normalt. Det ville slet ikke
være det samme, hvis det var lovligt. Det er
superfedt med lovlige vægge til graffiti, men
det ville overhovedet ikke være det samme.”
hoteller og små forretninger. Men ingen lader
sig påvirke af det, der helt åbenlyst finder sted.
Hårde spark i gruset
Politimanden sparker videre på drengen i 5
sekunder mere, og så går han sin vej ned af den
store gade. Den lille dreng ser ned på sine to
små buketter, der ligger på den beskidte asfalt,
pakket ind i et tyndt lag, gennemsigtigt cellofan.
De fejler intet. Han samler buketterne op og
knuger sine hænder om dem, indtil knoerne
bliver helt hvide. Så går han videre hen ad
gaden, som er lyst op af de farvede lamper, der
hænger overalt. Sammen med tusinder af andre
lamper, lyser de den mørke nattehimmel op med
et rødligt skær.
Blomster der skal sælges
Drengen vil desparat prøve at sælge buketterne
igen til nogle andre turister, som sidder ved
baren i store, flettede lænestole med hvide puder
og drikker øl. Men denne gang kaster han hele
tiden et blik over skulderen for at se, om politiet
kommer igen, men han bliver forstyrret af den
enormt høje musik, de hundredevis af små
dyttende scootere, som det vrimler med selvom
klokken er halv tre om natten.
I håbet om at få solgt blomster-ne, drejer den
lille dreng ned ad en
mørk og skummel
side-gade, og forsvinder
ud i natten.
Gadebillede fra Ho Chi Minh City, Vietnam.
2
Udvid mener:
Vi skal ud og se
- med vores mening
Af Mads Kvartborg, Tobias Linnebjerg og
Rasmus Mondrup
￭ Danskerne rykker sig længere og længere
væk fra naturen, altså det der med bare at
komme uden for huset. Vi laver mad indenfor.
Når vi endelig skal være lidt sporty, så tager vi
også i fitness indenfor. Vi sidder inde i bilen på
vej til arbejde, og den eneste motion, vi får inde i
bilen, det er at skifte kanal på radioen.
Meget få jobs foregår udendørs, flere og flere
tager bilen hen på et kontor, og vejret har ikke
den store betydning Selv hvis det er en dejlig
solskinsdag med blå lækker himmel, så
foretrækker vi alligevel at tage bilen.
Både på arbejde og på ferie tager vi toget, flyet,
bilen ud i verden. At være "ude" er i mange
henseender at have succes - være udadvente,
udfordre os selv, udvikle potentialet osv.
Gadekunstnere bærer deres kunst ud i det
offentlige rum - kun dér kan det leve, sende
signaler og budskaber til mennesker, der haster
forbi. Næsten alt grafitti og street-art bliver
lavet udenfor, fordi kunstnerne gerne vil vise det
frem, det er en del af street-arten.
Myndighederne er ved at være godt trætte af
det, men de unge nyder godt af det. Byen lever i
det, vi nyder godt af det - det giver byen et frisk
og farverigt indhold.
Men at være "ude" kan også være det modsatte.
Du kan være lukket “ude” for omverdenen, du
kan være stemplet ude af fællesskabet, du kan
blive sat “ude” på bænken på dit fodboldhold.
Du kan også blive holdt uden for fællesskabet,
som kan føre til større skader. Fx kan du måske
havne i pillemisbrug for at dæmpe sorgen over
noget andet. Følelsen af, at du bare ikke
fungerer, at du ikke kan bruges til noget.
Mobning sker i skolegården, på arbejdspladser, i
din lokale fodboldklub, over det hele. Men hvad
kan vi så gøre for at stoppe det? Noget må vi jo
kunne gøre?
Tænk hvis der ikke fandtes mobning, alle var
glade og dansede med hinanden. Tænk, hvis
man kom kørerende forbi i hinanden på
cykelstien, og der lige blev klasket en high’five
med et smil på læben. En dejlig morgenkrammer
fra en af kammaraterne i klassen, lige når man
kommer i skole.
“Gi’ os landet tilbag’,
gi’ tolerancen et nyt folkeslag,
hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet,
jeg gerne vil kalde for mit.”
Som Per Krøis Kjærsgaard skriver i sangen
“Gi’ os lyset tilbage”

Uden for fællesskabet
￭ Vi har alle brug for at føle os som en del af fællesskabet, men desværre lykkes det ikke altid, da nogle unge skubber hinanden ud af fælleskabet.
Det skaber selvfølgelig rigtig mange problemer på de forskellige skoler rundt omkring i Svendborg. Der er mange unge, der prøver på at få sat en stopper
for mobning og få mobbeofrene med ind i fælleskabet, men det er ikke altid, at det lykkes.
Skrevet af: Bolette Egmose og Mia Hovmand
Nu drejer vi vinklen mod to piger ved navn
Mette Bruun og Cecilie Brohave, der befinder
sig på Nymarkskolen, 8. årgang. De er 14 år
begge to, og vi har spurgt ind til de to pigers
meninger, følelser og syn på det at føle sig uden
for fællesskabet og blive mobbet. Det er
desværre er et stort problem som mange unge
oplever i deres hverdag, i løbet af skolegangen.
Mette og Cecilie står midt på gangen, da vi går
hen ad Blok C. Vi følges med dem ind i en
gymnastiksal, som er helt tom, udover os fire
mennesker. Salen giver genlyd, og vi kan høre
hvert et skridt, vi selv tager. Vi smiler lidt til
hinanden og påbegynder interviewet.
Mobning
“Det er ondsskabsfuldt og respektløst over for
det offer, det går udover, det er bare rigtig
dumt. Det tror jeg også godt selv, at de ved, de
mennesker, der mobber og lukker folk
udenfor,” siger Cecilie imens hun skærer en lidt
bedrøvet grimasse. Mette nikker, imens Cecilie
fortæller:
“Jeg er aldrig blevet direkte mobbet,” siger
hun, “men der er jo tidspunkter, hvor man
bliver holdt udenfor og ikke føler sig godt tilpas
i hverdagen, for vi er jo mange forskellige
mennesker på ét sted.
Piller i blodet
￭ Martin rev sig løs fra pillerne efter 13 år, hvor de havde været hans flugtvej
væk fra problemer og dårligt selvværd. Han kunne endelig tage beslutningen om,
at ingenting skulle bestemme over ham. Nu 3 år efter er han helt ude af sit
misbrug.
Skrevet af: Sia Klostergaard, Rikke Chetronoch & Isabella Nansdal
Det gjorde mig glad
“Jeg tror, det havde noget at gøre med, at det
gjorde mig glad, så jeg tænkte, hvis jeg spiste
flere af dem, så blev jeg nok mere glad,” udtaler
Martin med et suk.
Den 36-årige mand har været på piller i 13 år.
Det hele startede, som det tit gør. Martin havde
det dårligt og skulle have noget imod det. Han
fik det bedre og tænkte, at hvis han nu tog nogle
flere dagligt, så ville smerterne gå væk.
Martins misbrug var problematisk, eftersom
han så let som ingenting blot kunne gå ned på
apoteket og købe, hvad han havde lyst til.
“I de fleste tilfælde kunne jeg jo selv gå til
lægen eller apoteket og købe dem. Så på den
måde var der ikke rigtig nogen, der fandt ud af
det i starten. Det var først senere,” fortæller
Martin. Eftersom han selv kunne styre, hvad
han købte og tog, var der ikke nogen, der fandt
ud af hans misbrug, før det tog overhånd.
Kampen ud af misbruget
“Jeg fandt ud af hvad for nogle stoffer, der var i
pillerne, der gjorde, at jeg blev afhængig af dem,
og det var nogle specielle piller med nogle
specielle stoffer,” udtaler Martin lettet.
Martin fandt ud af, hvilke stoffer han blev
afhængig af og har nu en god balance med at
holde sig fra de bestemte piller.
“Jeg vil ikke sige fristet, men når man har gjort
noget igennem mere end ti år, så bliver det jo en
vane på en eller anden måde, så jeg kan godt
komme i en situation, hvor kroppen nogle gange
reagerer. Hvor kroppen siger, nu plejer vi
normalt at spise piller. Når jeg har det sådan,
eller når jeg har oplevet noget svært, så kroppen
kan godt reagere, men min hjerne er på ingen
måde indstillet på, at det skal den, så på den
måde bliver jeg ikke fristet.”
Martin er helt ude af sit misbrug, men kan
stadig mærke, at hans krop sender signaler om
at ”nu plejer jeg få en pille”. Derimod ved hans
fornuft at han skal holde sig væk fra pillerne.
Endelig fri
“Jeg var pissetræt af at være afhængig af noget
eller nogen, og jeg ville gerne bruge mit liv på
noget andet,” siger han med en bestemt tone.
Martins beslutning om at stoppe sit misbrug var
nem, men det at tage handling og holde sig fra
Mette Bruun og Cecilie Brohave, fortæller om deres holdninger til mobning. Foto: Mia Hovmand
pillerne var svært. Han havde dannet en vane i
over 13 år, om at tage de piller hver dag.
Efter 13 lange år i Martins misbrug, beslutter
han sig for at kontakte kommunens misbrugscenter.
Der fik han den afvænning, som
han havde stærkt brug for. 10 måneder på
afvænning, og han var ikke længere afhængig af
pillerne. Men kampen var svær, for op til flere
gange forsøgte Martin at stoppe sit misbrug,
men forgæves. Første gang kunne han kun
holde sig fra pillerne i 14 dage. Anden gang
holdte det ca. en uge. Trejde gang holdte det
hele 5 uger, men pillerne fristede for meget, og
Martin røg tilbage i den dårlige vane.
Martin er stolt af nu at have været pillefri i
over 3 år.
Martin tidligere pillemisbruger skriver om sine
erfaringer på
Konferencelokalet er
koldt og tomt. Vibeke
smiler varmt. Stolene
har mange farver, og
der lugter lidt af
kaffe. En vandhane
drypper, og en kold
vind slår mod ruden.
Vi er på Svendborg
Sygehus. Vi kan høre
ambulancer i baggrunden.
”Jeg elsker mit
arbejde, og jeg glæder
mig til det hver dag,”
siger Vibeke.
Hun er ambulancelæge
ved Svendborg
sygehus og arbejder
hver dag for at redde
menne-skeliv. Hun
håber på at kunne
gøre en forskel.
Ude mellem mennesker
”Jeg bliver rigtig glad hvis folk er taknemlige
over for, hvad jeg har gjort for dem,” siger
Vibeke eftertænksomt. ”Der var engang, hvor
jeg kom ud til en mand, som havde vældig ondt i
maven. Jeg fik en mistanke om, at der var gået
hul på legemspulsåren. Jeg havde ret. Han blev
opereret, og et par uger senere modtog jeg en
hilsen. Det var rigtig rart,” mindes hun.
”En af de mere barske oplevelser jeg har haft,
var engang hvor det sneede så forfærdeligt. Jeg
var ude på landet for at hente en patient. Vejene
var dårlige, og det tog os en halv time at nå
frem. Jeg kan huske, at mine hænder frøs
vældig meget, for jeg skulle nemlig holde om
min patients hoved, så han ikke bevægede sig.”
Vibeke smiler beskedent, hun er god til at holde
modet oppe.
Pigerne er enige om, at der skal helst være
plads til alle, selvom det ikke altid er lige let at
blive accepteret for den, man er. "Man prøver
jo bare at passe ind i flokken," forklarer de.
Stop
“Ja, altså nu er det ikke så tit, jeg ser
mobning,” smiler Cecilie, “men det er
sørgerligt, at man ikke altid kan stoppe det,
selv hvis man siger noget til det, for der spiller
ens mening jo ingen rolle, hvis de er en større
gruppe.”
Mette synes heller ikke, at problemet er så
stort. Hun ser ikke dagligt mobning. “Nogle
gange kan man godt se, at nogle bliver holdt
lidt udenfor og måske ikke føler sig helt
velkommen," fortæller hun.
Fællesskab i grupper
På Nymarkskolen har pigerne det godt, med
gode venner omkring dem.
“Det er selvfølgelig delt op, hvem der hænger
ud med hvem, men jeg føler i hvert fald, at jeg
er velkommen i størstedelen af grupperne, der
er på min skole,” lyder det fra Cecilie.
“Jeg føler mig fint tilpas med de grupper, der
nu er. Efter min mening har vi et fællesskab -
et godt fællesskab,” slutter Mette.
Ambulancen rykker ud
￭ Når livet står på spil, rykker Vibeke ud. Hun behandler patienter, når de har
mest brug for det, og tiden er altafgørende – nemlig i ambulancen.
Skrevet af: Gustav Nogel & Magnus Madsen
3
Her ses Falck i udrykning. Foto: Henriksen
”Det behøver ikke at være de mest dramatiske
oplevelser, man husker bedst. Det kan også
være en sjov episode, hvor man måske havde et
grin med patienten,” siger Vibeke med et stort
smil.
Livets skrøbelighed
Livet som ambulancelæge er ikke altid let. Der
er smerte og ulykker hver eneste dag, men
Vibeke har lært at leve med det. Hun er stærk,
og ved godt, hvad konsekvenserne ved det her
arbejde er.
”Hvis man ikke kan tåle blod, og hvis man går
let går i panik, skal man nok ikke være
ambulancelæge.” griner hun. Vibeke valgte dette
job, fordi hun syntes, det var spændende og
udfordrende.
”Det påvirker ens personlighed, og man bliver
mere bevidst om livets skrøbelighed,” slutter
Vibeke, inden pligten kalder igen, og hun
skynder sig ned af hospitalsgangen ud til endnu
et menneske i nød.

Fanget ude på vandet
￭ Niels Trier Hansen er 67 år
gammel. Han har fisket, siden han
var 7. Han bor i Fjællebroen og har
boet der siden 1969.
Af: Jacob Lundsgaard og Mads Angelo
I den lille havn i Fjællebroen ligger
Niels Trier Hansens både til. Niels
Trier Hansen er mand, som tager ud
og fisker.
Da Niels var 7 år gammel, tog han
for første gang ud og fiskede. Efter
det har han været grebet af den
udendørs hobby.
Fiskefamilie gennem 4 generationer
Niels er nu 67 år. Han fisker i al slags
vejr sammen med sine fiskervenner i
Fjællebroen. Niels kommer fra en
fiskefamilie, der gennem fire generationer
har levet af at tage ud på det
store kolde hav ved det fynske øhav.
Startede et rejepilleri
Hele familien har sine rødder på
Avernakø - ved Korshavn, “hvor jeg
også selv har boet og opvokset,”
fortæller Niels.
“I 1969 flyttede jeg og min familie til
Sydfyn nærmere betegnet Fjællebroen”.
“Min kone, min søn og jeg begynde
at få interesse for at fange fjordrejer,
og efterspørgelsen på de flotte gyldne
fjordrejer fra det sydfynske øhav blev
større og større, og til sidst så stor, at
vi faktisk i år 2002 startede et
rejepilleri”.
I dag er Niels glad for at kunne
tilbyde et så friskt og unikt produkt,
som rejer fra de danske fjorde nu
engang er.
Ud og Se
￭ Flere tusinde danskere tager toget hver dag. Nogen skal på
arbejde, andre på ferie til familien eller hjem. Vi har snakket
med 4 danskere, som er på vej ud eller som har været ude.
Følg med og find ud af, hvorfor de tager ud.
Af: Josephine Thu Vu og Léa Voisin
Lotte får tid til at slappe af.
Foto: Josephine Thu Vu
Niels fisker efter rejer. Foto af: Jacob Lundsgaard
Lotte og hendes søn Malte på 4
år sidder i toget mod København
H. De skal til Lottes
veninde, som bor i Københavns
centrum.
“Vi tager toget, fordi det kører
hurtigere, og fordi Malte elsker
at køre i tog,” fortæller Lotte
smilende.
Man kan høre støjen inde i
toget, som kører med høj
hastighed. Når Lotte kører i bil,
er det ikke altid hun kan
koncentrere sig om både at køre
og snakke med sin søn.
“Jeg vil hellere tage toget, og
så er det nemmere og billigere,
når jeg køber orangebillet, og jeg
får noget tid til at slappe af, og så
kan jeg snakke og hygge med Malte,” forklarer Lotte inden hun
køber sandwich til Malte og til hende selv.
Af: Poul Bjærnild, Mathias Fink og Frederik Tilsted
Udforskning
Udsendelsen Ud-News udsender i denne udsendelse om
udsendte udforskere udenfor ved udgravningerne. Disse
udstødte udlændinge har det uudholdeligt. De er nu ved at
udbygge deres personlige udekøkken indenfor. Resten af de
udstødte er nu ved at udrense og udpumpe en sø. Udgravningen
ligner udefra underligt nok en bunke uddødt møg. Disse
uuddannede udlændinge er på udebane, når det gælder
udgravningernes udvikling udenfor. Udforskerne er udstyret
med udstyr, der er lavet til at udsprede utallige udgravnings
uddata.
I Københavns centrum, hvor livet drøner af
sted, sidder Søren udenfor på en kold våd bænk.
Han er en af de 5.000 hjemløse, der bor i
Danmark.
”Et liv på gaden er et godt, men et hårdt liv,”
forklarer han.
Noget at stå op til
Søren blev hjemløs som 26 årig og har boet på
gaden i lang tid. Siden 2005 har han solgt
hjemløseavisen ”Hus Forbi”, og det er han
meget glad for. ”Jeg står ude på gaden næsten
hverdag, alt fra 3 til 10 timer i stræk. Men jeg er
rigtig glad for det. Jeg er glad
for, at der er noget at stå op til
om morgenen, og så er jeg
selvfølgelig også glad for at
tjene lidt på det,” fortæller
Søren.
Familien blev ødelagt
Han endte på gaden for lang
tid siden, fordi han begyndte
at tage stoffer.
”Det betød desværre også, at
den lille kernefamilie, som vi
havde bygget op, var ødelagt
totalt. Så det endte med, at
min kæreste smed mig på
gaden".
Og så gik det helt ned af
bakke. Søren husker at han
tog stoffer hele tiden og kun
tænkte på sig selv.
"Det med at prøve stoffer er
den dummeste beslutning i mit
På Nyborg Station sidder den 16- årige Jack, inde i
venterummet.
Han sidder alene, og lyden runger herinde. Han er lige stået af
toget fra Odense, hvor han har været i skole.
”Det gode ved at tage med tog, er at man kan hurtigt kan
komme frem og tilbage,” fortæller Jack.
”Systemet er okay, og toget går hver halve time fra Nyborg,''
siger Jack med
et lille smil på
læben. “Det,
der kan være
lidt irriterende,
er, når jeg skal
møde i skole kl.
08:10, og toget
kommer kvart
i, så jeg komm
e r h e n t i l
s k o l e n k l .
0 8 : 2 0 . H v i s
toget kommer
1-2 minutter
for sent, så får
jeg fravær, og
det går i sidste
ende udover
min SU.”
Jack kommer hurtigt frem og tilbage.
Foto: Josephine Thu Vu
Ud-news
Smidt ud
￭ Søren er en mand på 49 år. Han bor på
gaden i København. Man ser ham ofte på gå
gaden, hvor han tit står og sælger Hus Forbi.
Søren har været igennem meget både misbrug
og sorg fra familien. Han føler, at han har
svigtet mange, og selvom han prøver at tilgive
sig selv, vil han aldrig helt kunne lægge
fortiden helt væk.
Af: Cilla Malou Møller Petersen og Julie Hansen
Kultur
Udspringeren Uffe Udmark udstiller udlandske udspringere på
uddanelsescenteret uden for Udby. Uffe Udmark er uddannet i
udvikling uden for et u-land. Uffe udtaler sig om udstilingen:
“Udstillingen er ualmindelig udadvendt for alle uddannede.
Udbyttet fra udstillingen bliver udnyttet udemarkedet til
udviklingen af udvalgte uddannelsesforløb.
4
liv,” siger han med eftertryk. Heldigvis er han
kommet ud af misbruget og og har været stoffri i
7 år.
Hård barndom
Han har haft en meget hård barndom med
meget vold og en alkoholisk mor. ”Da jeg var
omkring 7 år døde min bror, som var ca
halvandet år yngre end mig. Og den sorg og
kæmpe store omvæltning kunne min mor ikke
klare, så hun begyndte at drikke. Og der gik
ikke ret længe, før at det ikke bare var små
sjatter, hun drak. Men meget og hele tiden. De
gange hvor hun så var rigtig fuld, begyndte hun
også at slå mig, når min far ikke så det. Så da
min far ikke kunne holde det ud længere,
besluttede han at de skulle blive skilt. Så jeg tror
helt sikkert at jeg ikke sad her hvor jeg gør hvis
jeg havde haft en god barndom.”
Selvom Søren ikke selv lever i en kernefamilie,
med mor, far og børn, ser han sin søn på 23 år, i
ny og næ. Hans søn har været medvirkende til
at han stoppede med at tage stoffer, ”Hvis min
søn ikke var her, tror jeg ikke jeg var i live den
dag i dag”
Hus Forbi sælges på strøget i København. Foto: Julie Hansen
På Nyborg Station, sidder Henrik og Birte på en bænk og
venter på toget. Det er formiddag. Henrik skal på
forretningsrejse, så han skal til Kastrup Lufthavn. Henrik
fortæller, hvad han tænker om at tage toget:
“Jeg har kun haft én ubehagelig oplevelse med DSB. Det
var da toget stoppede ved udkanten af København, hvor jeg
måtte tage en taxi til Københavns lufthavn,” fortæller
Henrik, ”men DSB betalte for taxien.
“Jeg synes, det var fint nok,” slutter han og tager en tur
mere, når han har vinket farvel til sin kone, Birte.
Henrik og Birte har kun haft én ubehagelig oplevelse med DSB.
Foto: Josephine Thu Vu
Vejret
Og til vejret. I udlandet bliver det uforudsigeligt udevejr.
Sport
Til sporten. Udstrup vandt på udebane over Udinese. Uhørligt
høje udsalgspriser på transfer-market. Den udenlandske
udskifter Udo Udela er på uhørligt høj udsalgspris, sammen med
Uday Udall.