I ulvens bo og i ørnens klo

I ulvens bo og
i ørnens klo
Svend Grundtvig (1824-1883)
Udgivet: 1876
Fra Danske Folkeeventyr - Bind 1
Afskrivning efter trykt forlæg og transkription af
håndskrevne optegnelser samt korrekturlæsning
er foretaget af cand.mag. Jan Pöhlmann
og assistenterne Jette Wahlberg, Bodil
Keiler, Marianne Bierrings, cand. phil.
Christa Paulsen og Oline Ellestad.
[www.estrup.org - ID: T265 - TS: 2007-02-03 21:36]
Side 1

Side 2
Der var engang en konge og en dronning, som havde en lille søn. Så en dag ville
kongen og dronningen køre ud sammen, men de ville ikke have sønnen med. Men han
ville med, og så gav han sig til at løbe bag efter vognen. Da han blev ved med det, så
lod kongen holde og sagde til prinsen, at når han ville tage den sølvkniv og gaffel, som
han nu gav ham, og bringe dem hjem til sin amme, så kunne han komme igen og køre
med. De skulle nok vente på ham så længe.
Prinsen tog sølvkniven og gaffelen og løb ad slottet til. Men det var jo kun et påskud
for at blive af med ham, da kongen sendte ham det ærinde; og da drengen var kommet
et lille stykke hjemad og vendte sig om, så han, at vognen kørte bort. Så vender han
straks om igen og løber efter den; men han kunne ikke nå den; og da han kom ind i
en skov, ville han derfor skyde en genvej; men så løb han vild og rendte lige ind i en
ulvs hule. Ulven var hjemme; men den var ikke sulten; den havde lige holdt et godt
måltid. Så gjorde den ikke drengen nogen fortræd, men gav sig til at lege med ham
som en hund.
Mens de sådan sprang om uden for ulvehulen, kom en ørn flyvende hen over deres
hoveder, så drengen, slog ned og tog ham i sine kløer og fløj bort med ham. Den ville
have ham med op i sin rede, som lå på en ø ude i havet; men på vejen blev drengen
den for tung, så lod den ham falde. Han faldt ned i havet, og i det samme kom der en
hvalfisk og slugte ham.
Da prinsen havde ligget noget inde i hvalfiskens bug, så blev det ham for
kedsommeligt. Så tog han sin sølvkniv og gaffel frem, og han gav sig til at skære løs
derinde. Det kunne hvalfisken ikke tåle; den døde af det og drev i land.
Drengen kunne endda ikke selv hitte ud; men da det rygtedes i landet, at der var
drevet en hval op, så var der mange, der kom ned til stranden, for at se og syne den.
Blandt dem var også en herremand med sin søn, en dreng på prinsens alder. Mens
de går omkring og beser hvalen, hører de nogen råbe og skrige inden i den. Og da de
skærer den op, kommer prinsen ud af den, lige så lyslevende, som da han blev slugt.
Herremanden tager da prinsen hjem med sig og lader ham opdrage sammen med
sin egen søn. De bliver snart gode venner, og prinsen har det rigtig godt dér på gården.
Da hænder det en dag, de to drenge går og spiller bold sammen, at prinsen af vanvare
driver bolden således, at den rammer herremandssønnen i tindingen, og det så hårdt,
at drengen styrter død om. Da blev herremanden så harmfuld, at han dømte, at de
skulle begraves sammen begge to, den levende dreng med den døde. Han mente, han
havde ret over ham, da han havde skåret ham ud af hvalens bug.
Det var på den tid, da folk endnu var hedninger og blev begravet i store høje ude
i marken. Og den levende kongesøn blev da sat med ind i højen, hvor de lagde hans
døde legekammerat, og højen blev lukket med store sten. Der sad den stakkels prins
da nede i mørke og kvalme. Da mærkede han noget levende, der puslede omkring
inde i højen. Han greb fat, så godt han kunne i mørket, det var i noget loddent; og han
blev da trukket af sted og slæbt igennem jorden. Det var en ræv, som havde gravet sin
hule under højen; den havde prinsen fået fat i halen, og den trak ham nu igennem en
af sine løngange og ind i sin rævegrav, og derfra videre ud i det fri; for den var jo helt
forskrækket og søgte blot at blive sin byrde kvit.
Da kongesønnen befandt sig ude under åben himmel, så gav han sig til at løbe og
søgte mod skoven. Til herregården, hvor han var blevet begravet fra, turde han ikke
komme mere. Han vankede da i flere dage gennem de mørkeste skove, han kunne
finde, indtil han blev truffet af en tyv og ransmand, som havde sin rede derude i den
vilde skov. Han tog drengen hjem med sig og gav ham mad og drikke og viste sig meget

Side 3
venlig imod ham. For sådan en enlig, vildfarende dreng kunne jo ikke være farlig for
ham; men han kunne være ham både til selskab og til nytte.
Tyven tog hver nat drengen ud med sig, og kongesønnen måtte finde sig i at hjælpe
ham at stjæle, både hos bønder og herremænd.
Så en nat kommer de til et stort slot, og der går de hen til stalden, og tyven siger, at
drengen skal krybe op igennem et lille staldvindue, der står åbent. I den øverste bås
står der en grå hest, der har fire guldsko; den vil tyven have fat i. Drengen skal løse
den og trække den igennem stalden og så lukke døren op indefra og føre den ud. Selv
vil tyven vente udenfor og tage imod dem.
Drengen gør, som det er sagt ham: han kommer ind ad det lille vindue, og han
finder op til den øverste bås, og han får hesten løst fra krybben, og han begynder da
at liste ned igennem staldgangen med den. Men da guldskoene klaprer på stenbroen,
så vågner først én staldkarl, og han kalder ad de andre, og de kommer i en fart med
lygter ned i stalden og griber drengen på fersk gerning.
Det bliver kongen meldt straks om morgenen - for det var en konge, hvem hesten
tilhørte, og han siger, de skal hænge tyven samme formiddag. Han vil selv komme og
se på, at det sker.
Da drengen nu allerede har strikken om halsen og skal klynges op, så beder han, om
han først må sige nogle ord og fortælle sin historie. Det bliver ham tilladt. Så siger han:
Nu har jeg været i ulvens bo
og jeg har været i ørnens klo,
i hvalfiskens bug i det åbne hav,
ved død mands side i den mørke grav;
selv er jeg faldet i tyvehånd,
derfor skal jeg nu opgive min ånd.
Men endnu har jeg sølvkniv og gaffel,
som lå på min kære faders taffel,
som jeg skulle have båret til min amme,
da fader og moder kørte bort med det samme.
Da kongen, som var til stede ved henrettelsen, hørte dette, så for han da hen og
omfavnede den lille tyv, som lige skulle have været hængt; for det var jo ingen anden
end hans egen søn.
Og der blev glæde over alt det land,
for kongens søn de atter fandt.
Nu rider han rask over bække og bro
på gangeren grå med de fire guldsko.