I ulvens bo og i ørnens klo

Side 2
Der var engang en konge og en dronning, som havde en lille søn. Så en dag ville
kongen og dronningen køre ud sammen, men de ville ikke have sønnen med. Men han
ville med, og så gav han sig til at løbe bag efter vognen. Da han blev ved med det, så
lod kongen holde og sagde til prinsen, at når han ville tage den sølvkniv og gaffel, som
han nu gav ham, og bringe dem hjem til sin amme, så kunne han komme igen og køre
med. De skulle nok vente på ham så længe.
Prinsen tog sølvkniven og gaffelen og løb ad slottet til. Men det var jo kun et påskud
for at blive af med ham, da kongen sendte ham det ærinde; og da drengen var kommet
et lille stykke hjemad og vendte sig om, så han, at vognen kørte bort. Så vender han
straks om igen og løber efter den; men han kunne ikke nå den; og da han kom ind i
en skov, ville han derfor skyde en genvej; men så løb han vild og rendte lige ind i en
ulvs hule. Ulven var hjemme; men den var ikke sulten; den havde lige holdt et godt
måltid. Så gjorde den ikke drengen nogen fortræd, men gav sig til at lege med ham
som en hund.
Mens de sådan sprang om uden for ulvehulen, kom en ørn flyvende hen over deres
hoveder, så drengen, slog ned og tog ham i sine kløer og fløj bort med ham. Den ville
have ham med op i sin rede, som lå på en ø ude i havet; men på vejen blev drengen
den for tung, så lod den ham falde. Han faldt ned i havet, og i det samme kom der en
hvalfisk og slugte ham.
Da prinsen havde ligget noget inde i hvalfiskens bug, så blev det ham for
kedsommeligt. Så tog han sin sølvkniv og gaffel frem, og han gav sig til at skære løs
derinde. Det kunne hvalfisken ikke tåle; den døde af det og drev i land.
Drengen kunne endda ikke selv hitte ud; men da det rygtedes i landet, at der var
drevet en hval op, så var der mange, der kom ned til stranden, for at se og syne den.
Blandt dem var også en herremand med sin søn, en dreng på prinsens alder. Mens
de går omkring og beser hvalen, hører de nogen råbe og skrige inden i den. Og da de
skærer den op, kommer prinsen ud af den, lige så lyslevende, som da han blev slugt.
Herremanden tager da prinsen hjem med sig og lader ham opdrage sammen med
sin egen søn. De bliver snart gode venner, og prinsen har det rigtig godt dér på gården.
Da hænder det en dag, de to drenge går og spiller bold sammen, at prinsen af vanvare
driver bolden således, at den rammer herremandssønnen i tindingen, og det så hårdt,
at drengen styrter død om. Da blev herremanden så harmfuld, at han dømte, at de
skulle begraves sammen begge to, den levende dreng med den døde. Han mente, han
havde ret over ham, da han havde skåret ham ud af hvalens bug.
Det var på den tid, da folk endnu var hedninger og blev begravet i store høje ude
i marken. Og den levende kongesøn blev da sat med ind i højen, hvor de lagde hans
døde legekammerat, og højen blev lukket med store sten. Der sad den stakkels prins
da nede i mørke og kvalme. Da mærkede han noget levende, der puslede omkring
inde i højen. Han greb fat, så godt han kunne i mørket, det var i noget loddent; og han
blev da trukket af sted og slæbt igennem jorden. Det var en ræv, som havde gravet sin
hule under højen; den havde prinsen fået fat i halen, og den trak ham nu igennem en
af sine løngange og ind i sin rævegrav, og derfra videre ud i det fri; for den var jo helt
forskrækket og søgte blot at blive sin byrde kvit.
Da kongesønnen befandt sig ude under åben himmel, så gav han sig til at løbe og
søgte mod skoven. Til herregården, hvor han var blevet begravet fra, turde han ikke
komme mere. Han vankede da i flere dage gennem de mørkeste skove, han kunne
finde, indtil han blev truffet af en tyv og ransmand, som havde sin rede derude i den
vilde skov. Han tog drengen hjem med sig og gav ham mad og drikke og viste sig meget