You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Vildmosens</strong> <strong>Vildt</strong> <strong>1936</strong><br />
<strong>Vildmosens</strong> vildt, ja man kunne lige så godt have<br />
sagt Danmarks vildt. På grund af sin særlige beskaffenhed<br />
huser den lille Vildmose omtrent alle<br />
repræsentanter for den danske fauna.<br />
Den lille Vildmose ligger mellem Limfjorden<br />
og Mariager Fjord og grænser mod øst til Kattegat<br />
på en strækning af ca. 7½ km kun adskilt<br />
fra havet ved en offentlig vej fra Mou til Øster<br />
Hurup og en klitrække på begge sider af vejen.<br />
Selve mosen er ca. 15 km lang fra nord til syd og<br />
5 til 6 km bred. Den dækker over en flade af ca.<br />
13.000 tdr. l. På få 100 tdr. l. nær hører den lille<br />
Vildmose under godset Lindenborg. I løbet af<br />
sommeren købte staten 5000 tdr. l. til opdyrkning.<br />
Dyrehaven blev ved salget ikke berørt.<br />
Vildmosen er en udpræget højmose, d.v.s. den<br />
er groet op fra bunden derigennem, at plantevegetationen<br />
er rådnet og blevet omdannet til<br />
tørv. Oprindelig har denne store flade sikkert<br />
været en del af Kattegat. Midt i mosen ligger en<br />
bakke, Toftbakken, som oprindelig har været en<br />
ø. Havbunden har hævet sig så meget, at den<br />
nuværende mosebund ligger 3 m over Kattegats<br />
overflade. Tørvelaget har en gennemsnitlig tykkelse<br />
af 4 m. Derved kommer moseoverfladen<br />
Af Lensgreve H.C. Schimmelmann<br />
(foredrag holdt samme år i Slagelse Jagtforening)<br />
til at ligge 7 m over Kattegats vandspejl. I tørvejorden<br />
findes rester af træer, egestammer og rødder,<br />
så man må antage, at mosebunden, inden<br />
mosen dannedes, var skovklædt. Tørvemosen er<br />
tildels fast, tildels hængedynd. Man skal være<br />
godt kendt med mosens forhold for at passere<br />
over den. Hængedyndet kan ikke bære, og man<br />
kan kun se mosejordens beskaffenhed på vegetationen.<br />
Rødt mos tyder på, at overfladen ikke<br />
kan bære. Holder man sig til vildtvekslerne, er<br />
man altid sikker, da vildtet instinktmæssigt undgår<br />
farlige steder. Mosens overflade er lyngklædt<br />
med mos og græs i bunden. På selve mosen gror<br />
enkelte birketræer, dog er den sydøstlige del<br />
skovklædt. Skoven (Toft Skov) er ca. 2500 tdr.<br />
l. stor. Den består af gammel løvskov, eg, bøg og<br />
rødel og senere plantede gran- og fyrplantager.<br />
Løvskoven er urskov og er ca. 600 tdr. l. stor.<br />
Gran- og fyrplantagerne er plantede for ca. 40 –<br />
50 år siden på selve mosejorden. Det er interessant<br />
at se, at træerne kan suge så meget vand ud<br />
af tørvejorden, at dens overflade er sunket indtil<br />
1 m. I mosen ligger enkelte søer, 3 store søer<br />
blev for 150 år siden udtørret. I den ene af de<br />
tørlagte søer er der oprettet en avlsgård – Vildmosegården<br />
– de andre 2 bruges til græsning af<br />
kreaturer. Afvanding af mosen sker igennem 3<br />
311
Fig. 2 Skelhuslågen i hegnet omkring Tofte Skov og Mose. Foto Frode Jakobsen.<br />
vandløb og 1 kanal. Den sydlige del af mosen,<br />
som nu er dyrehave, er desuden gennemkrydset<br />
af en mængde grøfter, der fører vand ud til<br />
vandløbene. Desforuden findes der jagtgrøfter,<br />
der udelukkende er gravet for at kunne komme<br />
kronvildtet på skudhold.<br />
Dyrehaven blev oprettet i 1906 – 07 derved,<br />
at hele den sydlige del af vildmosen med Toft<br />
Skov blev indhegnet. Indhegningen omfatter<br />
ca. 8.000 tdr. l. Hegnet består af egetræspæle,<br />
der står på 3 m afstand, 11 spændtråde og påsømmede<br />
granlægter. Desuden er der sat udenom<br />
vildthegnet en jordvold på 1 m højde for<br />
at holde vildsvinene inde. <strong>Vildt</strong>hegnets længde<br />
er 36 km. Ved alle veje, der fører ind i dyrehaven,<br />
er der sat porte med lås. Dette bevirker,<br />
312<br />
at krybskytter, der kommer ind i dyrehaven,<br />
bliver straffet for indbrudstyveri. Derfor er<br />
krybskytteri også yderst sjældne derude. I nærheden<br />
af den før omtalte Toftbakke lå engang 3<br />
forpagtergårde. Deraf er der kun 1 gård tilbage,<br />
som nu bruges som skovfogedsted. På Toftbakken<br />
ligger et jagthus, som kun bebos i jagttiden<br />
(se fig. 5, side 115). Andre beboelseshuse<br />
findes ikke indenfor vildthegnet. Vildmosen er<br />
et uberørt stykke dansk natur med store vidder<br />
og en ejendommelig skønhed. Der er ro og<br />
fred derude, og mosen er derfor særlig egnet til<br />
vildt af alle arter. Med undtagelse af dåvildt og<br />
sikavildt er som før sagt hele Danmarks fauna<br />
repræsenteret i Vildmosen. Når der senere bliver<br />
talt om jagt på småvildt gælder dette altid<br />
udenfor vildthegnet.
For nogle uger siden blev der endda sat en Bison-tyr<br />
ud. Den må ganske vist foreløbig nøjes<br />
med selskab af en rød kvie, men forhåbentlig får<br />
den engang en rigtig mage.<br />
Tjur blev sat ud i Vildmosen for 2 år siden, en<br />
hane og 3 høns, men desværre blev hanen slået<br />
af en havørn, og siden lever de 3 høns uden at<br />
kunne formere sig. Dog er der udsigt til, at jeg<br />
kan få 3 par fra Finland.<br />
Fuglelivet i Vildmosen er meget righoldigt. Efter<br />
flere års iagttagelser af en ornitolog er der konstateret<br />
106 forskellige fuglearter. Der er en ret<br />
god bestand af urfugle, jeg vil anslå antallet til en<br />
500-600 stk. Hanerne ses tit om foråret, når de<br />
kommer ud på engene for at spille og synge deres<br />
kærlighedssange. Jeg har tit talt op til 50 haner<br />
på en eng. Hønen derimod ses sjældent. På<br />
grund af de store flader i mosen er jagten på urfuglen<br />
meget vanskelig. En hane kan løbe både<br />
hund og jæger træt for til sidst at lette udenfor<br />
skudhold. En klapjagt er heller ikke mulig,<br />
fordi man ikke ved, hvor hanen opholder sig,<br />
og hvor de vil flyve hen. Derfor bliver der skudt<br />
forholdsvis få urhaner, og det vil være gavnligt<br />
for bestanden, om man kunne få lov til at skyde<br />
gamle haner bort i spilletiden. Om efteråret lykkes<br />
det sommetider at nedlægge en hane med<br />
riffel.<br />
Fig. 3 Bisontyren i Tofte <strong>1936</strong>. Dyret var den amerikanske art. Den fik aldrig en mage, men fik selskab af en tamkvægskvie<br />
og blev efter et par år sammen med kvien overført til Zoologisk Have i Aalborg. Foto Laurids Jakobsen.<br />
313
Vildmosen er et ypperligt terræn for snepper. I<br />
den lavtliggende lidt fugtige skov falder snepperne<br />
om foråret i hundredvis, dog af grunde<br />
som senere skal omtales eftersøges snepperne<br />
ikke med hund. Inden den nye jagtlov kom, blev<br />
snepperne jaget på træk om aftenen, og jeg har<br />
en enkelt aften set indtil 30 snepper og skudt<br />
2. Desværre er denne smukke og stemningsfulde<br />
jagtart nu forbudt. Jeg har intet bevis for, at<br />
sneppen yngler i mosen, men en af mine skovfogder<br />
mener bestemt at have set det.<br />
Agerhønsebestanden er ligeledes stor. Jagten på<br />
agerhøns, der kun drives udenfor vildthegnet, er<br />
også her vanskelig på grund af den høje lyng.<br />
Hunden kan ikke få fært af hønsene, navnlig når<br />
det blæser stærkt, og flokken vil sprede sig, så<br />
snart den kommer over i lyngen. Dog kan man<br />
med lidt tålmodighed godt skyde en 20-30 høns<br />
om dagen.<br />
Nærheden af Kattegat giver også rig lejlighed til<br />
jagt på ænder. Om aftenen trækker ænder i store<br />
flokke fra havet ind til de små indsøer i mosen.<br />
I en af søerne udenfor vildthegnet er der lavet<br />
kunstige øer til andetræk, og en smuk efterårsaften<br />
er det en uforglemmelig oplevelse at se<br />
solen gå ned ved mosens horisont, og ænderne<br />
komme i hundredvis fra havet, og udbyttet kan<br />
godt blive 20 – 30 ænder. Også om morgenen er<br />
der godt andetræk ved disse søer. Derimod er der<br />
sjældent at få ram på en gås. Grågåsen har jeg aldrig<br />
set derude i stort antal, men derimod er der i<br />
tusindvis af sædgæs om efteråret og hele vinteren<br />
over. De slår sig ned på græsmarkerne, og det kan<br />
lykkes af og til at skyde en gås med riffel.<br />
314<br />
I Havnø syd for Vildmosen er en hejrekoloni.<br />
Derfor ser man ret mange fiskehejrer ved søerne.<br />
Jeg har en aften talt 32, men da jeg godt kan<br />
lide den smukke fugl, har jeg fredet den på mit<br />
distrikt.<br />
En sjælden gang får mosen også besøg af traner.<br />
Jeg personligt har set dem 2 gange derude, hver<br />
gang en flok på ca. 20 stk.<br />
Den sorte stork vender årligt tilbage til sin rede<br />
i Toft Skov. Den er lidt mindre end den hvide<br />
stork, men ligner den ellers meget. Den har sin<br />
rede i et stort birketræ og ruger hvert år 3 – 4<br />
unger ud. For en del år siden havde jeg besøg<br />
af ornitologisk forenings bestyrelse, og vi var så<br />
heldige, at vi både så storken på reden og senere<br />
i luften. Medens vi spiste vor medbragte frokost<br />
ved jagthuset på Toftbakken, fløj begge storke i<br />
store kredse over os. Flere gange har fugleinteresserede<br />
folk henvendt sig til mig og bedt om<br />
tilladelse til at ringe storkeungerne. Jeg har altid<br />
givet afslag, fordi jeg nødig vil risikere, at den<br />
sjældne fugl skal forlade Toft Skov.<br />
Et distrikt, der er så godt besat med småvildt,<br />
trækker selvfølgelig også rovfuglene til. Både falkene,<br />
vågerne og høgene findes i rigeligt antal.<br />
Den lille lyse fiskeørn gæster hyppigt distriktet.<br />
Den fisker i Kattegat og sætter sig til ro i Toft<br />
Skov. Jeg har aldrig iagttaget, at den tager andet<br />
end fisk. Derimod er hans store mørke fætter,<br />
havørnen, en dyr gæst. I en enlig birk i mosen<br />
findes en gammel havørnerede, men den er ikke<br />
benyttet i mands minde. Derimod opholder<br />
havørnen sig stadig på distriktet. Foruden harer
Fig. 4 Tæveræven kommer hjem med mus. 7. maj 2005. Foto Jan Skriver.<br />
tager den vel mange ænder og småfugle. Jeg har<br />
set havørnen slå en fuldvoksen fasanhøne, og<br />
som sagt før tog den min eneste tjurhane.<br />
2 gange har Toft haft besøg af en kongeørn. Den<br />
er vel knap så grådig som havørnen, men den<br />
skal jo leve af småvildtet.<br />
Også firbenede rovdyr findes i stort antal. Der<br />
er mange ræve på distriktet, de trækker til fra<br />
de omliggende egne, fordi der er godt med føde<br />
til dem, og fordi der hersker fred og ro. Man<br />
kan tit se ræve ved højlys dag. Et enkelt år blev<br />
der nedlagt 70 ræve udelukkende ved riffelskud.<br />
Den lever af fuglevildtet, harer og rålam, i enkelt<br />
tilfælde vover den sig endda til kronkalve og<br />
vildgrise, når moderen ikke er i nærheden, ellers<br />
ville mikkel få sine velfortjente klø. En gammel<br />
hind eller so er ikke til at spøge med.<br />
Grævlingen er ingenlunde sjælden, den er fredet<br />
på distriktet, da den jo ingen skade kan gøre på<br />
storvildtet. Kun enkelte grævlinge måtte skydes,<br />
fordi de sløjfede jordvolden ved vildthegnet, og<br />
jeg derved kunne risikere, at vildsvinene brød<br />
ud.<br />
Skovmår og husmår ses tit, ligeledes ilderen. I<br />
vandløbene og søerne er odderen en hyppig gæst.<br />
Harebestanden er meget stor, der skydes kun enkelte<br />
harer på pürsch, ellers tjener de til føde for<br />
rovvildtet, dog skydes der en del harer udenfor<br />
hegnet.<br />
Af råvildt gik der vel en 300 stk., men da dette<br />
vildt på grund af indavl degenererede stærkt,<br />
blev alt råvildt skudt bort og udsat nyt vildt fra<br />
Svenstrup og Hverringe – i alt 11 stk. Råvildtet<br />
315
Fig. 5 Denne store vedbend på en fransk bjergfyr, plantet på østsiden af Tofte Bakke omkring år 1900, er formentlig<br />
kun lidt yngre end fyrretræet. Revirjæger Peter Knudsen husker nemlig, at vedbenden allerede ved hans tiltræden i<br />
1958 havde en ganske anselig størrelse. Individet havde således oppe på bakken overlevet de meget kolde vintre under<br />
2. Verdenskrig, der ellers slog mange danske vedbend ihjel.<br />
Vedbendens stedsegrønne blade er overalt i Danmark værdsat vinterføde for alle danske arter af hjortevildt. Bemærk<br />
her, hvordan krondyrenes regelmæssige vintergræsning friholder vedbenden for alle blade i op til ca. 2 meters højde.<br />
28. september 2008. Foto Poul Hald-Mortensen.<br />
316
ynder at stå på de store åbne mosestrækninger.<br />
Kun sjældent møder man det i skoven. Derfor<br />
er jagten på råvildtet meget vanskeligt. Når der<br />
skal skydes en råbuk, hænder det tit, at man skal<br />
kravle igennem lyngen 1 km og længere. Opsatserne<br />
var ret gode, en af dem har endda fået<br />
præmie på jagtudstilling i København. Råvildtet<br />
i mosen opfører sig anderledes end man ellers<br />
er vant til, de flytter sig meget mere end i andre<br />
distrikter. Grunden er vel de store bare flader.<br />
Jeg har engang skudt på en råbuk i en eng i udkanten<br />
af mosen. Kuglen gik forbi – det kan jo<br />
ske – og bukken flygtede over hele mosen og ind<br />
i skoven uden at standse en eneste gang. Afstanden<br />
var ca. 5 km.<br />
For at gøre et forsøg om vildsvin kunne leve i<br />
Vildmosen, købte jeg i 1926 6 stk. i Tyskland,<br />
3 orner og 3 søer. De blev lukket ind i en mindre<br />
indhegning i Toft Skov for at få bestanden<br />
op på ca. 20 stk., inden den blev sluppet ud,<br />
og for at benytte den tid til at sætte den føromtalte<br />
jordvold udenom vildthegnet. Det første år<br />
brød en af ornerne ud og blev skudt i nærheden<br />
af Terndrup ca. 15 km fra Toft Skov. En so gik<br />
til da den første gang skulle have smågrise. Den<br />
nuværende bestand er altså baseret på 4 stk. De<br />
formerede sig godt, og i løbet af kort tid var bestanden<br />
oppe på ca. 400 stk. Så kom der sygdom<br />
– lungeorme – som reducerede antallet kraftigt,<br />
i øjeblikket er der vel 300 vildsvin i Vildmosen.<br />
Sygdommen er nu overstået, og den nuværende<br />
bestand er sund og rask . Det er vel ikke nødvendigt<br />
at beskrive vildsvinets udseende, da de<br />
fleste vel har set ”Susse” og hendes datter (der i<br />
København fik det for en lille dame mærkelige<br />
navn ”Frederik”) på jagtudstillingen. ”Susse” har<br />
hvert år fået sine grise, men døde desværre i år.<br />
Også ”Frederik” har fået grise for første gang.<br />
Ornen kan altid kendes på de store hugtænder,<br />
som rager 3 tommer ud af underkæben. Den er<br />
lidt mere fyldig end søerne og lidt højere over<br />
skulderne. Smågrisene er stribede fra fødsel til<br />
første hårskifte. Vildsvinene lever i større eller<br />
mindre familier, kun gamle orner går alene. De<br />
er på benene hele natten, sover 3 – 4 timer om<br />
formiddagen og er så på benene resten af dagen.<br />
De lever hovedsageligt af græs og rødder, dog<br />
æder de også andet vildt, der dør på distriktet.<br />
De er altså et udmærket sundhedspoliti. For at<br />
søge efter rødder graver de jorden op på store<br />
strækninger, der kan sommetider se ud som om<br />
sådan et stykke jord var pløjet. Derfor vil vildsvinene<br />
gøre forfærdelig skade, hvor de kan komme<br />
ud på dyrkede marker. I skoven er de nærmest til<br />
nytte, de roder, skovbunden op, så der kan komme<br />
luft til rødderne, frøet fra træerne kan falde<br />
ned der og gro igen. I et stykke af mosen, som lå<br />
fuldstændig bar, er der ved hjælp af vildsvinene<br />
nu opstået ca. 100 tdr. l. birkekrat. Vildsvinets<br />
brunsttid falder i december, og grisene sættes i<br />
marts og begyndelsen af april. En so kan få op til<br />
12 grise, dog er 5 – 6 det almindelige. Jagten på<br />
vildsvin foregår foreløbig kun på pürsch. Man<br />
bør anvende en riffel af tilstrækkelig stor gennemslagskraft.<br />
En anskudt vildorne er en farlig<br />
modstander, det er ikke sjældent, at den går over<br />
til angreb. Derimod er vildsvinene, når de ikke<br />
er anskudt, ret fredelige. Det kan dog hænde, at<br />
en gammel so angriber, når man kommer hendes<br />
grise for nær. Dog går vildsvin straks til angreb<br />
over for hunde. De forliges i øvrigt udmærket<br />
317
med det øvrige vildt, og hverken jeg eller mine<br />
funktionærer har iagttaget, at de forgriber sig på<br />
levende vildt. Jeg har dog set, at de æder frøer,<br />
og det er ikke usandsynligt, at de også tager<br />
hugorme. Det er i hvert fald en kendsgerning,<br />
at hugormenes antal har taget betydelig af i de<br />
senere år. Der skydes foreløbig kun enkelte orner<br />
og svage grise hvert år. Kødet bliver godt betalt,<br />
indtil 2 kr. pr. kg.<br />
Det vildt, der præger dyrehaven i Vildmosen<br />
særlig, er utvivlsomt kronvildtet. Det er<br />
en gammel dansk stamme, som aldrig har fået<br />
blodfornyelse fra udlandet. Dog kommer hvert<br />
år hjorte ind over indspringene i hegnet enten<br />
fra Rold Skov eller Djursland. Bestanden levede<br />
frit i mosen, indtil vildthegnet blev sat, den<br />
var oprindelig på ca. 200 stk. og nåede i årenes<br />
løb efter indhegningen op på 1.000 stk. Da jeg<br />
syntes, at det var for meget i forhold til arealet,<br />
blev der i sidste sæson taget kraftigt fat, og ved<br />
at skyde godt 200 stk., er bestanden nu nedsat<br />
til ca. 800. Det er vel ikke nødvendigt at give<br />
en beskrivelse af kronvildtets udseende. Der er<br />
vel ingen, der ikke har set kronvildtet i dyrehaven<br />
ved Klampenborg eller i Zoologiske Haver.<br />
Jeg vil dog sige, at kronvildtet i Vildmosen<br />
gør et andet indtryk. Det store areal, det lever<br />
på bevirker, at det opfører sig som rigtigt vildt.<br />
Kronvildtet er udprægede skovdyr, det ynder<br />
store skovstrækninger med enge og moser og<br />
tætte tykninger. Ro og fred er hovedbetingelsen<br />
for det. Det er derfor, at der ude i dyrehaven i<br />
Toft aldrig bliver jaget på småvildtet, heller ikke<br />
søgt efter snepper med hund. Vildmosen er særlig<br />
egnet til at huse en kronvildtbestand. Store<br />
318<br />
sletter med græs, gode enge i forbindelse med<br />
skov og tætte tykninger giver ideelle forhold<br />
for vildtet. Græs er dets hovedernæring og det<br />
findes på distriktet i rigelige mængder. Dog er<br />
det nødvendigt i en særlig streng vinter at lægge<br />
lidt foder ud. Havreneg og kartofler er vel egnet<br />
til dette formål, lidt kløverhø eller enghø bliver<br />
også gerne taget. Dette foder skal helst blandes<br />
med roer eller kartofler, da hø alene er for tørt.<br />
Da der er rigeligt med lyng på distriktet er det<br />
ikke nødvendigt at give store mængder kunstigt<br />
foder. Kronvildtet er selskabeligt anlagt, det går<br />
i større eller mindre rudler, bestående af hinder,<br />
kalve, smalhinder, spidshjorte og enkelte små<br />
hjorte. De stærkere hjorte går i rudler for sig<br />
selv, kun den gamle hjort holder af at gå alene<br />
eller sammen med 1 eller 2 kammerater. Rudlen<br />
føres af en førerhind. Denne har til opgave at<br />
sørge for rudlens sikkerhed og vise de veje, den<br />
skal gå. De øvrige stoler blindt på førerhindens<br />
egenskaber. En stor rudel hinder på ca. 150 stk.<br />
holdt i fjor efter brunsten til på en stor åben<br />
moseflade. Det lykkedes aldrig, at komme dem<br />
på skudhold. Da der var mange goldhinder i<br />
rudlen, besluttede jeg, at lade skovfogeden og<br />
skytten trykke rudlen mod skoven. 2 jagtgæster<br />
og jeg selv stod for ved de bedste veksler. Dog<br />
var førerhinden så klog, at den altid førte rudlen<br />
på andre veksler end dem, der var besat. Selv<br />
med den bedste vind lykkedes det ikke. Førerhinden<br />
må have haft en sjette sans. Endelig en<br />
dag kom jeg på pürsch så nær rudlen, at jeg fik<br />
ram på førerhinden. De følgende 4 dage kom<br />
rudlen så hver gang på de besatte veksler, og en<br />
snes goldhinder måtte lade livet. Et bevis for,<br />
hvor vigtigt det er for rudlen at have en klog
Fig. 6. Kronhjort løber ved bredden af Tofte Sø. 13. juli 2005. Foto Jan Skriver.<br />
319
og erfaren førerhind. Hjorterudlerne bliver som<br />
regel ført af en mindre hjort eller måske også af<br />
en goldhind.<br />
I brunsttiden forandrer dette billede sig fuldstændigt.<br />
I dyrehaven i Toft begynder brunsttiden<br />
som regel i de første dage i september. Hjorterudlerne<br />
opløser sig, og de enkelte hjorte søger<br />
hen til hinderne. Den stærkeste hjort tilkæmper<br />
sig rudlen og bliver stående ved denne, indtil<br />
en større hjort driver ham væk, eller hindernes<br />
brunsttid er forbi. Pladshjorten, som man nu<br />
kalder ham, har meget travlt. Han skal sørge for<br />
at holde sin rudel sammen og passe på, at andre<br />
hjorte ikke snyder ham. Det heldigste for bestanden<br />
er, at rudlerne ikke er for store. Jeg har<br />
oplevet, at en enkelt gammel hjort har samlet sig<br />
en rudel på over 150 stk., så er der ikke andet at<br />
gøre end at skyde hjorten og håbe på, at et større<br />
antal lige stærke hjorte deler rudlen imellem sig.<br />
320<br />
Gevirdannelsen er ret god, ikke så få gevirer fra<br />
Toft Skov har opnået præmier både på den internationale<br />
Jagtudstilling i Leipzig i 1930 og på<br />
jagtudstillingen i København. Man skulle tro, at<br />
den kalkfattige mosejord ikke kunne frembringe<br />
stærke gevirer. Men hjortene får kalk på anden<br />
måde. I klitterne ved Kattegat, som for ca. 50 år<br />
siden blev beplantet med bjergfyr, holder hjortene<br />
gerne til. Jorden her er så mager, at fyrrerne<br />
ikke er over mands højde. Der er stor afstand<br />
imellem de enkelte træer og på bunden næsten<br />
ingen vegetation. Alligevel går hjortene der og<br />
æser. Det interesserede mig at konstatere, hvad<br />
de søgte. En dag var jeg så heldig, at en hjort<br />
kom imod mig med god vind. Jeg lagde mig under<br />
en fyr og iagttog den med kikkerten. Den<br />
tog af og til noget op fra jorden og tyggede. Da<br />
den var mig på 10 m nær, kunne jeg se, at det<br />
var strandskaller, den åd. Det var altså kalken,<br />
den trængte til.<br />
Fig. 7 En rudel af krondyr retter ofte fokus mod mennekser, der nærmer sig. 1. maj 2005. Foto Jan Skriver.
Fig. 8 Brunstig kronhjort brøler nær hind. September 2005. Foto Jan Skriver.<br />
Jagten på kronhjortene i Vildmosen<br />
foregår på følgende måde<br />
For at være sikker på, at det er de rigtige hjorte,<br />
der bliver skudt, holdes jagten i brunsttiden<br />
udelukkende ved pürsch. Man må selvfølgelig<br />
se at bevare de hjorte for bestanden, der har de<br />
bedste muligheder for at være gode faderdyr.<br />
Lige så lidt som man slagter sin præmietyr, bør<br />
man selvfølgelig skyde sine stærkeste hjorte.<br />
Derfor tager jeg personligt ophold på jagthuset i<br />
Toft 14 dage inden jagtens begyndelse og går ud<br />
med mine funktionærer hver dag, for at vælge<br />
de hjorte ud, der skal falde for en kugle. Når<br />
så jagtgæsterne kommer, er vi nogenlunde klare<br />
over, hvor vi skal føre dem hen, og hvilke hjorte<br />
de skal nedlægge. Dette er ikke så vanskeligt at<br />
gøre, fordi en brunsthjort står på den samme<br />
plads som regel mange dage i træk. Man har<br />
spurgt mig tit, hvad der var af særlige kendetegn<br />
på en gammel og en yngre hjort, dertil kan jeg<br />
kun svare, at det er en erfaringssag. Der er ikke<br />
særlige enkelte karakteristiske tegn, hvor vi ser<br />
det, det er hele hjortens fremtoning, der giver én<br />
den overbevisning, at man har en gammel hjort<br />
for sig. Selvfølgelig kan man tage fejl, man kan<br />
321
først bestemme en hjorts alder, når den ligger<br />
skudt på jorden, og man får lov til at se tænderne.<br />
Det samme er tilfældet med beskydningen<br />
af hinderne. Der skal det jo helst gå udover<br />
goldhinderne, det er altså gamle hinder, der ingen<br />
kalv har. Også her kan man med mange års<br />
erfaring se på dyret, om det er en goldhind eller<br />
en kalvhind, uden at jeg dog bestemt kan sige,<br />
hvorfor man kan se det. Jeg skød i fjor personlig<br />
52 hinder i Vildmosen, deraf var 48 goldhinder.<br />
4 gange har jeg altså taget fejl.<br />
Til jagt på kronvildt bør kun benyttes en riffel<br />
med stor virkning, kaliberets størrelse er underordnet,<br />
det er ladningen det kommer an på.<br />
Mannlicher riffel 6,5 mm virker til eksempel<br />
bedre end en Mannlicher 8 mm, fordi den lille<br />
kugle har den samme ladning som den store. Et<br />
hjerteskud eller lungeskud virker altid dræbende,<br />
hvorimod et waidskud eller et skud i løbene kan<br />
føre til, at man selv med en god hund må søge<br />
længe. Dog kan selv et dræbende skud ikke altid<br />
ses med det samme på hjorten. Jeg har oplevet,<br />
at en brunsthjort, der stod ved en rudel og brølede,<br />
efter skuddet gik langsomt videre og fortsatte<br />
med at brøle, så at jeg var overbevist om, at<br />
hjorten ikke var ramt. Men pludselig faldt den<br />
sammen og var forendt, og det viste sig, at hjorten<br />
havde en kugle midt igennem hjertet. En anden<br />
hjort, som jeg skød på, faldt i knald, men da<br />
skovfogeden og jeg gik hen for at se på geviret,<br />
rejste hjorten sig og gik igen. Efter fangstskud<br />
på halsen konstaterede vi, at den første kugle var<br />
gået igennem hjertet. Det er yderst sjældent, at<br />
en anskudt hjort kronhjort går over til angreb.<br />
Dog har jeg oplevet det én gang. Det var en lille<br />
322<br />
6-ender, der var waidskudt og satte sig i en holm<br />
af bregner. Jeg kunne se geviret og prøvede på at<br />
liste mig til den, uden at hjorten opdagede mig,<br />
for at give fangstskud. Da jeg var kommet den<br />
20 m på nær, rejste den sig pludselig og gik med<br />
sænket gevir lige løs på mig. På 10 m afstand fik<br />
den en kugle i halsen og faldt på pletten.<br />
En jagtdag på kronhjort begynder inden det bliver<br />
lyst. Allerede når vi forlader jagthuset, hører<br />
vi hjortene brøle; på en god brunstdag 20 – 30<br />
i forskellige retninger. Vi tager retning mod den<br />
hjort, der skal nedlægges og hører på stemmen,<br />
at det er den rigtige. Vinden er god og snart er vi<br />
på den pürschsti, der skjuler os for vildtets øjne.<br />
Det begynder at blive lyst nu, og vi nærmer os<br />
sletten. Uafbrudt lyder hjortens dybe stemme.<br />
Da vi kommer til skovkanten står solen op over<br />
horisonten og kaster sine stråler over et billede<br />
af uforglemmelig skønhed. Ikke 100 m fra os<br />
står rudlen og æser fredeligt. Hjorten står lidt<br />
længere borte og brøler lige imod os, så dampen<br />
står i en hvid sky ud af munden. Vi nænner<br />
næsten ikke at forstyre idyllen ved et skud. Men<br />
den gamle herre skal vige for at lade en anden og<br />
bedre komme til rudlen. Langsomt hæves riflen.<br />
Sigtekornet søger bladet og i knaldet farer hjorten<br />
frem sanseløs og vaklende. Pludselig forlader<br />
kræfterne den gamle kæmpe, og han styrter til<br />
jorden. Hinderne har samlet sig i en klump og<br />
stirrer nysgerrigt efter hjorten. De kan ikke forstå<br />
dens underlige opførsel. Vi rører os ikke. <strong>Vildt</strong>et<br />
må ikke få det indtryk, at skuddet og dets værste<br />
fjende – mennesket – hører sammen. Langsomt<br />
tækker rudlen bort og undrer sig, at hjorten ikke<br />
følger efter. De aner faren, men ved ikke rigtig,
Fig. 9 Skytte Laurids Jakobsen, der arbejdede i Tofte i perioden 1930-1956. Foto Frode Jakobsen.<br />
323
Fig. 10 En typisk famile-enhed hos krodyr. 21. september 2005. Foto Jan Skriver.<br />
hvor den kommer fra. Ved skovkanten standser<br />
hinderne igen og ser tilbage. Hjorten ligger stadig<br />
uden at røre sig. Til sidst forsvinder de en<br />
efter en i skoven. Nu kan vi gå til hjorten. Vi<br />
glæder os over den fine hjertekugle, det gode<br />
tolvendergevir, og de slidte brune hjørnetænder,<br />
der viser tydeligt, at en af de ældste har måtte<br />
lade livet. I glad stemning går vi hjemefter, og<br />
1 time senere hænger hjorten opbrækket ved<br />
skovfogedhuset. Vi sover formiddagen bort, og<br />
om eftermiddagen går vi ud igen til aftenpürsch.<br />
Det er et anstrengende, men herligt liv, vi fører,<br />
mens vi jager brunsthjorten.<br />
Når man har haft lejlighed til at iagttage kronvildtet<br />
i en længere årrække, kommer man ud<br />
for mange mærkelige oplevelser. Jeg har tit i<br />
brunsten set hjorte, der sloges for alvor, men jeg<br />
har aldrig oplevet at se, at en hjort blev stanget<br />
324<br />
ihjel. Derimod har jeg 2 gange fundet hjorte,<br />
der er blevet dræbt af andre hjorte. Dog har jeg<br />
set en hind blive stanget af en hjort. Jeg kom<br />
en formiddag kørende i bil ad en vej, hvor der<br />
er skov på den ene og slette på den anden side.<br />
En rudel kronvildt med en god tolvender stod<br />
på sletten, og førerhinden ville føre rudlen foran<br />
bilen ind i skoven. Dette passede af en eller anden<br />
grund ikke hjorten, og han prøvede på at<br />
vende rudlen ved at løbe frem og slå med geviret<br />
til førerhinden. Den faldt og rudlen og hjorten<br />
gik ud på sletten igen. Det viste sig, at hjortens<br />
øjenspros var trængt ind i hindens side ca. 5<br />
tommer dybt, og havde beskadiget ryghvirvlen.<br />
Hinden var ikke forendt, men kunne ikke rejse<br />
sig og måtte derfor aflives ved et fangstskud.<br />
En anden oplevelse, som ikke er helt almindelig,<br />
var at en hjort, som sprang over en grøft,<br />
brækkede det ene forløb. Jeg kom sammen med
en jagtgæst kørende i bil, og 3 hjorte prøvede<br />
at gå over vejen lige foran bilen. De nåede også<br />
at komme over ca. 10 m foran køleren, men de<br />
2 sidste hjorte stødte sammen i luften, og den<br />
ene hjort landede så forkert på den anden side af<br />
vejgrøften, at forløbet brækkede med så stærkt et<br />
knald, at vi kunne høre det i bilen. Det lykkedes<br />
mig at skyde hjorten – en lille seksender – inden<br />
den nåede tykningen.<br />
Kronvildtet skal jo også sove, men som regel sover<br />
det meget let. Dog har jeg oplevet 2 tilfælde,<br />
hvor kronvildt sov endda meget fast. En aften<br />
skulle jeg ud med min bror, der skulle skyde en<br />
gammel tolvender, som plejede at stå med en rudel<br />
på ca. 70 stykker vildt på en mosestrækning<br />
ikke langt fra skoven. Vi var heldige den aften<br />
og kom rudlen på 100 m nær i en grøft. Hjorten<br />
travede brølende frem og tilbage, og det var ret<br />
vanskeligt at få den fri til skud. Jeg bad derfor<br />
min bror om at gøre sig færdig, medens jeg holdt<br />
øje med hjorten i kikkerten. Kort tid efter stod<br />
den frit, og jeg bad min bror om at skyde. Hjorten<br />
faldt i knald, og hele rudlen gik for fuld fart<br />
ud i mosen, dog opdagede vi til vor skræk, at<br />
der lå en hind ved siden af hjorten. Jeg kunne<br />
jo ikke bebrejde min bror noget, fordi jeg selv<br />
havde givet lov til at skyde i den sikre overbevisning,<br />
at der hverken stod et stykke vildt foran<br />
eller bagved hjorten. Vi blev så enige om først<br />
at se på hinden, og da vi nærmede os den og var<br />
ca. 5 m fra den, løftede den hovedet, rejste sig og<br />
gik i trav ud i mosen efter rudlen og ved at se på<br />
den i kikkerten, blev vi overbeviste om, at den<br />
ikke fejlede noget. Den havde altså bare sovet<br />
så fast, at den hverken havde hørt skuddet eller<br />
rudlen, der i fuld fart gik ud i mosen og derved<br />
lavede et spektakel som en eskadron rytteri, der<br />
angriber i galop.<br />
I det andet tilfælde var det en hjort. Jeg kom<br />
med en jagtgæst kørende i bil om formiddagen<br />
efter endt morgenpürsch forbi en større slette,<br />
hvor der stod en flok kronvildt på ca. 50 stykker.<br />
Det undrede os, at denne rudel midt i brunsttiden<br />
stod uden hjort. Jeg standsede bilen, og vi<br />
diskuterede spørgsmålet. Rudlen blev urolig og<br />
begyndte først i skridt, så i trav og til sidst i galop<br />
at flygte i mod skoven, og midt på sletten lå<br />
hjorten på siden. Vi blev enige om, at den måtte<br />
være stanget ihjel af en anden hjort og forlod<br />
bilen og gik hen for at se på den. Vinden bar lige<br />
hen til den, og vi kom den så nær, at vi kunne<br />
have rørt ved den. Pludselig rejste den sig, ser sig<br />
forvildet omkring og tager så i fuld fart retning<br />
mod skoven. Den fejlede ingenting, den havde<br />
bare sovet.<br />
Når man jager så stort vildt som kronvildt er det<br />
nødvendigt, at man har en god hund, der holder<br />
foden sikkert efter et anskudt stykke. Jeg købte<br />
derfor for den del år siden i Tyskland en såkaldt<br />
hannoversk Schweisshund. Den gjorde udmærket<br />
nytte, men en dag gik det galt. Vi søgte efter<br />
en hjort, som en af mine gæster havde anskudt,<br />
da vi pludselig hørte hunden hyle. Da skovfogeden<br />
nåede derhen, viste det sig, at hunden var<br />
stanget af en frisk hjort. Hjortens øjensprosser<br />
var gået igennem hundens køller og havde efterladt<br />
2 store blødende sår. Hunden kom sig igen,<br />
men var fra den dag ubrugelig på kronvildt, og<br />
den måtte derfor skydes.<br />
325
Den bedste hund, jeg har haft til det brug, var<br />
en stor, måske ikke helt ægte, gravhund. Jeg<br />
har selv opdraget den, og den gik udelukkende<br />
på anskudt vildt. Ikke et eneste anskudt stykke<br />
kronvildt er gået tabt, når Daks var med til at<br />
søge efter. Den var klogere end mange mennesker.<br />
En af mine brødre havde været alene ude i<br />
skoven og skudt på en både ham og mig bekendt<br />
kronhjort. Han kom hjem fra jagten om formiddagen<br />
og sagde, at hjorten havde fået en weidkugle,<br />
og at det nok var nødvendigt at søge efter<br />
med Daks. Vi tog derud i bil så nær, vi kunne<br />
komme stedet og gik så derhen, og jeg satte Daks<br />
på anskudsstedet. Der var ganske vist hverken<br />
hår eller schweiss, men da min bror var af den<br />
sikre overbevisning at have ramt, lod jeg Daks gå.<br />
Ca. 10 minutter efter kom Daks tilbage, og jeg<br />
udtrykte overfor min bror min tvivl om, at han<br />
overhovedet havde ramt hjorten, men han holdt<br />
på sit. Jeg sendte Daks af sted igen. Vi stod vel 2<br />
a 3 timer og lyttede, men der var ikke noget at<br />
høre eller se. Det var stille vejr, og Daks’ standhals<br />
måtte kunne høres på meget lang afstand.<br />
Da det begyndte at blive frokosttid, foreslog jeg<br />
min bror at gå hen til bilen, så at vi kunne køre<br />
hjem og spise frokost. Daks kendte jo distriktet<br />
og skulle nok finde hjem alene. Da vi kom til<br />
bilen, fandt vi Daks liggende i vognen, hvor den<br />
havde rullet sig sammen på førersædet og sov. Nu<br />
var jeg overbevist om, at hjorten ikke var ramt.<br />
Min bror tvivlede stadig, derfor gik jeg sammen<br />
med ham ud om aftenen, og det viste sig, at<br />
hjorten stod på samme sted med samme rudel<br />
og brølede. Den fejlede ingenting, og Daks var<br />
selvfølgelig den klogeste. Han mente, at når han<br />
havde vist os en gang, at hjorten ikke var ramt, så<br />
326<br />
var det meningsløst at sende ham af sted anden<br />
gang, derfor tog han lige hen til bilen og lagde sig<br />
til at sove og lod os vente.<br />
Der kunne fortælles meget endnu om oplevelser<br />
med kronvildt, men til slut vil jeg gerne slå<br />
et lille slag for det vildt, jeg holder så meget af.<br />
Det gælder ikke vildtet i Vildmosen, der lever<br />
indenfor et solidt hegn, hvor krybskytterne<br />
ikke tør komme, fordi de, hvis de bliver taget<br />
der, bliver straffet for indbrudstyveri. Derimod<br />
har det kronvildt, der ellers lever her i landet ret<br />
vanskelige kår. Kronhjorten er fredløs hele året.<br />
Man spørger sig uvilkårligt om vort land ikke<br />
har råd til at huse de få stykker storvildt, der<br />
endnu er tilbage. Det vil, hvis man overhovedet<br />
tænker på at holde en fritlevende kronhjortebestand<br />
her i landet, være absolut nødvendigt, at<br />
give kronhjorten en fredningstid, som jeg ville<br />
ønske ville være fra 1. marts til 15. august. Men<br />
hvad der næsten er værre, det er, at kronvildtet<br />
må beskydes med våben, der er uegnede til dette<br />
formål. Det er mit håb, at begge de store jagtforeninger<br />
måske også dyreværnsforeningerne ville<br />
sætte alt ind på at foranledige lovgivningsmagten<br />
til at foretage en jagtlovsrevision og forbyde<br />
at skyde med hagl på kronvildt. Det er og bliver<br />
dyrplageri, fordi det kun er i ganske enkelte<br />
undtagelsestilfælde et stykke kronvildt falder for<br />
et haglskud, og selv en dårlig skytte kan ikke<br />
undgå at ramme så stort et stykke vildt med<br />
hagl, der spreder over en stor flade. Man kan<br />
dog godt sige, at det er en kulturnation uværdigt<br />
at tillade dyrplageri. Ingen tænker på, at forhindre<br />
husmanden eller bonden i, at nedlægge<br />
det storvildt, der ødelægger hans afgrøder. Men
Fig. 11 Krondyr i solopgang. 16. oktober 2011. Foto Jan Skriver.<br />
man kan forlange, at det sker på en human og<br />
jægermæssig måde. De fleste har vel dårlig råd<br />
til at købe en riffel. Men der findes udmærkede<br />
kuglepatroner til haglbøsser i handelen. Og man<br />
kan og bør forlange, at disse patroner anvendes,<br />
når kronvildt beskydes, selv om en patron af den<br />
art måske koster 10 øre mere. Derved ville dyrplageriske<br />
anskydninger for fremtiden være indskrænket<br />
betydeligt.<br />
Jeg har haft den glæde, at have besøg af mange<br />
lokale jagtforeninger både under Dansk Jagtforening<br />
og under Landsjagtforeningen. Jeg har<br />
altid gerne vist dem Dyrehaven i den lille Vildmose,<br />
og jeg tror, at også jagtforeningerne har<br />
haft glæde af deres besøg. Skulle Slagelse Jagtforening<br />
engang tage på udflugt til Nordjylland,<br />
så vil det være mig en særlig glæde at byde dem<br />
velkommen i Dyrehaven i Toft Skov.<br />
327