James Finn Garner - Et ungt menneske.pdf

Et ungt menneske
Der var engang en ung person ved navn Lille Rødhætte, der levede med sin mor i udkanten
af en stor skov. En dag spurgte hendes mor, om hun kunne tage en kurv frisk frugt og
mineralvand til hendes Bedstemors hus – ikke fordi dette var kvindearbejde, vil jeg lige sige
dig, men fordi dåden var generøs og hjalp med at fremme en følelse af fællesskab.
Derudover var hendes Bedstemor ikke syg, men snarere fuld af fysisk og mental sundhed og
var fuldt i stand til at tage vare på sig selv som moden voksen.
Så Lille Rødhætte tog af sted med sin kurv genne skoven. Mange folk troede, at skoven var
et uheldsvangert og farligt sted og satte aldrig fod i den. Lille Rødhætte derimod hvilede
tilstrækkeligt i sin egen spirende seksualitet til, at sådanne indlysende freudianske billeder
ikke intimiderede hende.
På vej til Bedstemors hus blev Lille Rødhætte antastet af en ulv der spurgte hende hvad der
var i kurven. Hun svarede, ”Nogle sunde snacks til min Bedstemor der helt sikkert er i stand
til at tage vare på sig selv som en moden voksent menneske”. Ulven sagde ”Ved du hvad
kære, det er ikke sikkert for en lille pige at vandre gennem disse skove alene” Lille
Rødhætte sagde ”Jeg finder din sexistiske bemærkning stødende i det ekstreme, men jeg vil
ignorere den, grundet din traditionelle status som udstødt fra samfundet og den stress der
har forårsaget udviklingen af dit, helt valide, verdenssyn. Og nu må du have mig undskyldt,
jeg må videre”
Lille Rødhætte gik videre ad hovedstien. Men grundet sin status som udstødt, havde
samfundet befriet ham fra hans slaviske afhængighed af linær vestlig tankegang, kendte
ulven en hurtigere rute til Bedstes hus. Han braste ind i huset og åd Bedste, en fuldstændigt
valid handling af en kødæder som ham. Derefter, ubundet af fastlåste traditionelle
opfattelser af hvad der er maskulint eller feminint, tog han Bedstes nattøj på og kravlede i
seng.
Lille Rødhætte trådte ind i hytten og sagde, ”Bedste, jeg har bragt dig nogle fedtfrie,
sodiumfrie snacks, for at salutere dig i din rolle som en klog og opfostrende matriark”Fra
sengen sagde ulven blødt, ”Kom nærmere barn, så jeg kan se dig”
Lille Rødhætte sagde, ”Åh, jeg glemt at du er optisk udfordret. Sikke store øjne du har
Bedste!”
”De har set meget og tilgivet meget, min kære”
”Sikke en stor næse du har, Bedste – relativt selvfølgeligt, og helt sikkert pæn på sin egen
måde”
”Den har lugtet meget og tilgivet meget, min kære”
”Hvilke store tænder du har, Bedste!”

Ulven sagde, ”Jeg er tilfreds med hvem jeg er og hvad jeg er”, og sprang ud af sengen. Han
greb Lille Rødhætte i sine kløer, med intention om at fortære hende. Lille Rødhætte skreg,
ikke på grund af ulvens tilsyneladende tendens til transvestit, men grundet hans viljefulde
invasion af hendes personlige rum.
Hendes skrig blev hørt af en passerende skovhugger (eller træ-brændsels-tekniker som han
foretrak at blive kaldt). Da han braste ind i hytten så han håndgemængen og prøvede at
blande sig. Men som han løftede sin økse, stoppede Lille Rødhætte og ulven begge op.”Og
hvad tror du lige at du laver?”, spurgte Lille Rødhætte.
Skovhugger-personen blinkede og prøvede at svare, men der kom ingen ord ud.”At brase ind
her som en neanderthaler, tiltroende dit våben at gøre din tænkning for dig”, udbrød hun.
”Sexist! Art-ist! Hvor vover du at antage at kvinder og ulve ikke kan løse deres problemer
uden en mands hjælp!
”Da hun hørte Lille Rødhættes passionerede tale, sprang Bedste ud af ulvens mund, greb
skovhugger-personens økse, og huggede hans hoved af. Efter denne dåd følte Lille
Rødhætte, Bedste og ulven en fælles fornemmelse af formål. De besluttede at lave et
alternativt hushold baseret på gensidig respekt og samarbejde, og de levede herefter
lykkeligt sammen i skovene.
Af James Finn Garner