video i den frivillige gymnastik - NAL MedieNet

Spejlneuronerne har en dobbeltfunktion 5. De
er aktive før selve bevægelsen udføres, men
samtidigt har forskerne observeret, at samme
neuroner er aktive, når andre individer, som
det lærende individ kan identificere sig med,
udfører den specifikke identificerede handling.
Det kunne være et flikflak eller volleysmash.
Det vil sige, at en idrætsudøver blot
ved at se en anden udøver, ubevidst medtænker
bevægelsen i sit eget motoriske neurale
netværk. Herigennem øges sandsynligheden
for, at bevægelseslæring kan foregå ubevidst
implicit (Schilhab, 2007), og i forlængelse her
af, mener vi, at det er det, der forstås ved
E. Jespersens krop-til-krop læring.
Karakteristisk for handlingsneuronerne er at
de, om man så må sige, kan tænke bevægelserne.
De kan således godt være aktive uden
det medføre aktuel muskelaktivitet initieret
gennem bevægelsesneuronerne – en form for
mentaltræning. Blot ved at se en bevægelse
medtænker spejlneuronerne, der også er
handlingsneuroner, bevægelsen. I figur 2 angives
denne funktion, ud fra observation af
video, af den optrukne sorte trekant. Der føres
6 FOCUS TIDSSKRIFT FOR IDRÆT
dermed dokumentation for det visuelles betydning,
på et neurofysiologisk plan, i forhold
til læring af bevægelseshandlinger.
Forsøg har endvidere dokumenteret at vises
blot mindre udvalgte dele af en bevægelse, da
vil forsøgspersonen selv forsøge at genskabe
hele forløbet – en form for intuition fortæller
forsøgspersonen – hvad resultatet af bevægelsen
vil være. I denne intuitive genskabelse
af bevægelsen vil der kunne optræde flere
fejlkilder, ja faktisk vil personen kunne tage
grundlæggende fejl. I disse situationer vil den
kritiske eftertanke være af afgørende betydning
for forestillingen, der skabes af det sete.
Hermed åbnes diskussionen om, at imitation
ikke kan stå alene som læringsform.
Som J. Bauer (2006) udtrykker det ’En iagttagelse
udløser en indre simulation i mennesket’.
Det har endvidere vist sig hos mennesket, at
blot omtalen af en bevægelse kan medføre
resonansaktivitet i spejlneuronerne. Så ikke
alene synet, men en hver ’iagttagelse’ eller association
af en bevægelse medfører spejlneuronaktivitet.
Således er det påvist at videofilm
og moderne PC-spil også frembringer reso-
nans i spejlneuronerne. Ikke desto mindre ses
kraftigst aktivitet, når den lærende imiterer en
bevægelse simultant. Dette, i kobling med
Banduras erfaringer fra læring ved anvendelse
af video og Eigil Jespersens (2002) ’krop-tilkrop
læring, mener vi kan danne grundlag for
begrebet om en »video-til-krop« læring.
I spejlneuronerne udføres der, om man så må
sige, en ’indre ’handling’ af bevægelsen’ – og
med reference til homunculus teorien – en
som om bevægelse. Samtidigt med at spejlneuronerne
aktiveres, løftes, med reference til
kropsforestilling/-billede og homunculus teorien,
de iagttagede bevægelser på videoerne
ind i personens egen forestillingsverden.
Kropslig mimesis
– indlevelse i bevægelsen
Menneskehjernes præmotoriske handlingsstyrende
område ligger i umiddelbar nærhed
af de nervecellenetværk, der producerer sproget.
Det kan derfor overvejes, om vores sprog
ikke består af andet end forestillinger om
handlingsprogrammer (J. Bauer 2006). Fænomenologien
hævder i øvrigt også at sproget
tager sit udgangspunkt i kroppens og dermed
bevægelsens ’rækken ud efter verdenen’. Det
er interessant, at der formodentlig også eksisterer
en omvendt funktion, hvor forestillingsskabende
fortællinger (narrativer), også
kan skabe resonans i spejlneuronerne. Det er
måske netop det den dygtige coach forsøger
at gøre, når øvelser skal korrigeres - noget
kunne tyde på det. Eksempelvis argumenterer
Stelter (1999) for at anvendelse af metaforer,
ved læring af bevægelser, kan være yderst
virkningsfulde.
E. Jespersen (2002) har således argumenteret
for kropslig mimesis som udgangspunkt for
læring af bevægelser. I mimesis begrebet, der
stammer fra litteraturen, henvises der til, at
der skal forekomme en form for identifikation,
for at historien har virkning på læseren. I forståelse
af den kropslige mimesis, vil det betyde,
at der også her skal findes identifikation
sted, for at krop-til-krop læringen er virkningsfuld.
Der vil i denne forbindelse også kunne drages
referencer til, at de sproglige fortællinger, der
etableres for at guide en korrektion/læring af
en bevægelse – også bør skabe mimesis – altså
fortællingen skal være forståelig og skabe
hensigtsmæssige 6 ”billeder” hos udøveren.
Det har i den forbindelse været påvist, at jo
mere den virtuelle aktør i computerspil ligner
en biologisk aktør des større er sandsynligheden
for, at der optræder identifikation. I den
henseende er der måske kun løftet et lille slør