Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status - Netfugl.dk

Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status
Af Ole Zoltan Göller
Fra at være en hvid plamage på det
videnskabelige kort, omgærdet af mystik og mere
eller mindre udokumenterede teorier, er der
efterhånden flere undersøgelser, der gennem de
senere år understøtter sikker bestemmelse af
typisk Sibirisk Gransanger Phylloscopus collybita
tristis. Omfattende feltstudier og DNA-analyser
peger på et mere og mere entydigt billede af de
østlige Gransangeres udseende, levested,
hybridisering og forekomst.
I Danmark har der efterhånden hobet sig en del
observationer op, som kan findes i både
DOFbasen og i Netfugls galleri. Flere
eksemplariske fugle er bestemt til tristis, men en
del svæver i et tilhørsmæssigt tomrum. Hvad skal
der stiles op med disse observationer, og hvad er
status? Der er ingen tvivl om at bestemmelsen
kan være kompleks og udfordrende, særligt fordi
den beror på farvenuancer, der kan være svære
at fornemme i felten. Jeg vil dog Indledningsvis
citere den seneste artikel om emnet fra BBRC
(British Birds Rarity Committee), for følgende
bemærkning: ”Siberian Chiffchaff does not
appear to be posing an identification challenge
greater than average for rarer taxa as a whole”.
Udbredelse
Gransangeren er udbredt hen over det nordlige
Eurasien fra Europa til Østsibirien. Racen collybita
afløses af den genetisk velafgrænsede abietinus
(Hansson et al., 2000) i Nordskandinavien og
videre mod øst. I området umiddelbart vest for
Uralbjergene, hybridiserer abietinus med den
vestligste tristis-form, ’fulvescens’, i hybridformen
’riphaeus’. Øst for Uralbjergene, og udenfor
overlapningszonen, findes tristis med
’fulvescens’-typen, som fortsætter i udbredelse til
Yenisei-floden, hvor den afløses af tristis videre
østover. Der har i feltornitologiske kredse
hersket en del forvirring om, hvordan især
’fulvescens’ skulle opfattes. Det som bl.a. skal
udredes af nyere viden herom er, at ’fulvescens’
bør betragtes som en farveform af tristis, og ikke
som en hybridform, som tidligere antaget.
Det har været tydeligt, at interessen for de grå og
gråbrune tristis-typer har været relativ lille blandt
danske feltornitologer, når de i efteråret har
været meldt bl.a. på diverse felttræf. Den
kendsgerning at man nu kender til udbredelsen af
de enkelte former, og tilmed har stort kendskab
til deres indbyrdes genetiske forhold, bør anspore
til større bevågenhed overfor tristis – ikke mindst
for at få et tydeligere billede af formernes
forekomst i Danmark. Faktum er, at østlige typer
af Gransanger hvert år dukker op i Danmark i
forskelligt omfang. Tristis dukker typisk op i
Vesteuropa fra primo oktober og videre ind i
november og ligger mellem Hvidbrynet Løvsanger
og Fuglekongesanger i hyppighed, at dømme ud
fra engelske og svenske tal, mens de danske
optegnelser, med ca. 25 fund (1997-2010) iflg.
DOFbasen, rangerer den noget sjældnere end
begge. Dette kan antyde manglende interesse for
at dokumentere de grå og gråbrune Gransangere.
Bestemmelse af Sibirisk Gransanger
For erfarne ornitologer vil Sibirisk Gransanger
oftest blive genkendt på det karakteristiske kald
(mere herom senere), men der er ydermere tale
om meget iøjnefaldende fugle, som fremstår
markant gråbrune og farveløse sammenlignet
med collybita og abietinus og for den sags skyld
andre arter af forventelige Phylloscopus. Tristis
varierer meget fra ret lyse, kølige individer til
mørkere og varmere typer.
Hos tristis er hele undersiden, inkl. undergump og
bukser, en smudsighvid farve uden gult – mørkest
på forflanke og brystsider. Det samme gælder for
øjenbrynsstribe og øjenring, som er smudsighvid
ofte med et strejf af okker og vigtigst - uden rent
gult. Oversiden fremstår i en nuance af gråbrun
indimellem med stik til sandfarvet. Issen og den

øvre del af ryggen fremstår grålig til gråbrun uden
oliven anstrøg. Oliven anstrøg kan derimod anes
på gump og skulderfjer. Sving- og halefjerene er
med fin olivengrøn kant, hvilket dog ofte er slidt
af. Næbbet er lille og overvejende
mørkt/sortagtigt, evt. med fin lys skæreflade. Det
kan vise en anelse lyst ved basis af undernæbbet.
Ben og fødder sorte. Armhuler og
undervingedækfjer er gullige til lysende
citrongule.
Den vestlige population af tristis, som kaldes
’fulvescens’, er kendetegnet ved at have en smule
gult og en anelse mere oliven i dragten, end den
østlige tristis. Særligt på den nederste del af
struben og brystet, som i begrænset omfang kan
være gulstribet.
Da der i området umiddelbart vest for Ural findes
omfattende hybridisering, skal man være varsom
med fugle med mere intermediære karakterer,
men tristis-typer med ganske lidt gult (på
undersiden) eller oliven anstrøg (på oversiden), er
helt i overensstemmelse med ’fulvescens’-typen
øst for Ural. Bestemmelse af tristis bør dog
optimalt set bestå at både kald og
dragtkendetegn, da kald har vist sig at være en
meget stærk indikator for tristis.
Kaldet er et klart og gennemtrængende,
monotont ”iiiiht”, også kendt som
’kyllingekaldet’. Dette er umiskendeligt og minder
ikke om andre kald fra nogen Phylloscopus.
Kyllingekaldet kan ind imellem have en let
nedadgående tendens, hvilket i så fald kan
udgøre en faldgrube. Kald med tydeligt
nedadgående tendens (i kontrast til Gransangers
typiske opadgående kald ”sy-it” eller det fladere
”sweet”), kan både høres fra vores egne
Gransangere, som ind imellem benytter
alternative kald, eller østlige abietinus-fugle, som
typisk kalder med et nedadgående ”sii-uuu”. Det
er heller ikke unormalt af ungfugle af collybita,
typisk i det tidlige efterår, kalder med et
enstonigt tristis-lignende ”swiit”, hvilket
imidlertid er mere lavmælt, skingert og knapt så
gennemtrængende.
’Grå-og-hvide’ Gransangere
En del fund af fugle i Vesteuropa, inkl. Danmark,
har skabt undren, nemlig de såkaldte ’grå-oghvide’
Gransangere. De har været dømt for lyse
til egentlige tristis-typer og for farveløse til at
passe helt på ’fulvescens’. Undersøgelser
(Bradshaw et al, 2010) har vist, at en subjektiv
faktor har spillet ind i flere af tilfældene, og at
lyse fugle oftest for hurtigt bliver kategoriseret
som grå-og-hvide. Nærstudier af sådanne fugle
viser, at der oftest er tale om ret typiske tristis af
den blegere variation, endda oftest understøttet
af det karakteristiske kyllingekald. Der ses dog
alligevel fugle, som kan betegnes grå-og-hvide
hvilke giver et koldt, næsten sølvagtigt indtryk.
Sådanne fugle, helt uden lune nuancer, regnes i
regelen som hybrider mellem tristis og abietinus.
Det er dokumenteret i flere tilfælde, at disse ikke
kalder med det typiske kyllingekald, men med
abietinus-lignende ”siii-uu”-kald. Da abietinus
ydermere er ret grå fugle med meget lidt gult, er
tanken nærliggende. Om antallet af grå-og-hvide
fugle alene kan dækkes ind under hybrider, er
endnu uafklaret. Således kan det ikke udelukkes,
at det kan dreje sig om fugle fra et endnu
uafdækket område af tristis’ enorme udbredelse.
Fældning
Tristis har et andet fældningsmønster end
vestlige Gransangere, idet de fælder meget
senere. Således ser man tristis i kraftig fældning i
det tidlige forår, hvor de øvrige Gransangere er
færdigfældede. Oplever man sådan en ret
farveløs fugl i foråret, med en afvigende melodisk
sang, er det sandsynligvis en tristis.
Biometriske mål
Sibirisk Gransanger overlapper meget med de
øvrige vestlige Gransangere mht. biometriske
mål, og er biometrisk set på størrelse med
collybita. Hos den lidt større abietinus er vinge og
næb gennemsnitligt en anelse længere end hos
tristis, men da variationen er stor hos racerne, er
der ingen diagnostiske karakterer at støtte sig til,
selvom P1 (den yderste håndsvingfjer)
gennemsnitligt er kortere og smallere hos tristis.

Vurdering af farver
Vurdering af farvenuancer kan være problematisk
på flere måder. For det første er det forskelligt,
hvad den enkelte observatør forstår ved
farvenuancer som gråbrun, beige, smudsighvid,
okkergul, buff m.m. Derudover er der problemet
med at afkode farver på fotos. Fotos som ikke er
helt i farvemæssig balance, som er taget under
svære lysforhold eller med lidt for lys baggrund,
kan være umulige at vurdere, når farvenuancer
skal bestemmes præcist. Ydermere kommer selve
eksponeringen, som let kan tage sig formørket
eller overbelyst ud. Blot den mindste
overeksponering kan komplet hvidvaske en beige
underside eller få en oliven nuance til at
forsvinde. Dermed er det helt essentielt, særligt
ved problematiske fugle, at disse bedømmes ud
fra gode neutrale fotos og gode feltobservationer
i forskellige lysforhold, og ikke mindst
understøttes af lydoptagelser eller grundige
beskrivelser af kald.
Fotoeksempler
Herunder følger en gennemgang af en række
udvalgte Gransangere i et forsøg på at vise
variationsbredden for tristis samt antyde
sandsynlige hybrider dvs. ’riphaeus’.
Kommentarerne er knyttet på baggrund af fotos
og observatørkommentarer, hvor dette var
muligt, og der tages forbehold for digitalbilleders
til tider uensartede fremtræden på skærme, og
fotos der giver et fejlagtigt indtryk i forhold til
fuglens reelle fremtræden i felten.
Foto 1: Denne fugl ligner ren tristis med
sine varme nuancer i hele oversiden, og
frem for alt den varmbrune kind. Der er
intet gult at spore i øjenbrynsstribe eller
øjenring. Undersiden er desuden beskidthvid,
om end i den lyse ende. Fuglen kaldte
i hånden med kyllingekald.
Foto: John Kyed, Hanstholm 25, 8. oktober,
2004.
Foto 2: Denne fugl har varme nuancer på
oversiden og ikke mindst på kinden, som
synes okkerfarvet. Der er ingen oliven i
krone, nakke eller forryg og
øjenbrynsstriben og øverste del af
øjenringen virker beigebrun. Den har en
anelse mere oliven i vingefjerene, gumpen
og halen end man ville se på en typisk
tristis, en anelse gult ved forflanken og
tendens til en gullig stribe på brystet.
Fuglen passer således godt på den vestlige
tristis-form ’fulvescens’. Dette understøttes
yderligere af, at fuglen kaldte med
kyllingekaldet.
Foto: Klaus Malling Olsen, Uzbekistan, 12.
nov. 2005 Uzbekistan

Foto 3: En overvejende gråbrun fugl
med varm rusttonet kind, smudsighvid
underside, beige øjenbrynsstribe og i
øvrigt uden gult i dragten. Sort
undernæb helt ind til basis, på et ganske
vist ret langt næb. Fuglen kaldte med
kyllingekaldet. En anden vigtig karakter
er desuden den slidte dragt, som i
foråret er en rigtig god indikation for
tristis pga. andet fældningsmønster.
Foto: Ole Zoltan Göller, Sneum Sluse, 25.
april, 2008.
Foto 4: En meget mørk fugl som passer
fint på de allermørkeste og brunlige
tristis, og fuglen giver let associationer til
Brun Løvsanger eller Bjerggransanger -
sidstnævnte ligner den særligt meget!
Komplet manglende gult i dragten, varm
kind, smudsig underside og manglende
oliven i isse og ryg passer fint på tristis.
Fuglen virker desuden slidt i dragten.
Fuglen blev ikke hørt.
Foto: Per Poulsen, Blåvandshuk, 25. april,
2008.
Foto 5: Denne fugl viser gode tegn
på tristis, med sit gråbrune
helhedsindtryk, kun brudt af oliven
anstrøg på svingfjerskanter, gump og
skulderfjer. Issen er uden spor af
grønt og kinden er varm. Undersiden
smudsig og der er intet gult at spore
i dragten. Fuglen giver desuden et
kortnæbbet og kortvinget indtryk.
Foto: Simon Sigaard Christiansen,
Ottenby, Öland. 20. nov. 2007.

Foto 6: Denne fugl viser, på trods af
tilsyneladende gråligt vejr, tydelig varm
gråbrun krone og øredækkere, samt
gråbrun nakke og forryg. Skulderfjerene
viser svagt tegn på oliventoning, det
samme gør svingfjerskanter og
overgump – helt i overensstemmelse
med tristis. Kaldte med kyllingekald.
Ben og overside af fødder er tydeligt
sorte – sidstnævnte ofte set brunlig hos
fugle mistænkte som ’riphaeus’.
I øvrigt et meget veldokumenteret
individ, med stemmeoptagelser:
Fuglens stemme fra xen-ocanto.org
Foto: Per Schans Christensen,
Mandehoved, Stevns, 31. okt. 2009.
Foto 7: En fugl som giver et ret ensartet
gråbrunt helhedsindtryk, hvilket dog
forstærkes af det bløde morgenlys,
hvorfor farvevurdering kræver
påpasselighed. Undersiden er smudsig,
særligt på flanke og brystsider, og der er
tydelig varme nuancer i
ansigtstegningen uden antydningen af
gult. Undernæbbet er desuden næsten
helt sort. Fuglen blev ikke hørt. Med
forbehold for farvens ægthed, er der
formentligt tale om et ret typisk
eksempel af tristis.
Foto: Knud Pedersen, Skagen, 10.
november, 2007
Foto 8: Denne grålige fugl ser
umiddelbart ud til at mangle varme
nuancer totalt (selvom lyset er køligt og
derfor drilsk i forhold til at spore varme
nuancer!). Dette kombineret med et
afvigende kald, gengivet som ”dyye” af
observatøren, gør det usandsynligt, at
der er tale om en ren tristis, men
formentligt en hybrid abietius x tristis
(’riphaeus’).
Foto: Thomas W. Johansen, Rødvig,
Stevns, 29. oktober, 2004.

2008.
Foto 9: Et eksempel på en meget kold og
næsten sølvfarvet fugl, med ensartet
hvidlig bug. Isse, ryg og kind fremstår grå
og øjenbrynsstriben er meget lys. Der er
tilsyneladende ingen brunlige eller
varme toner at spore og den bageste del
af fuglen viser en del grønt, med brede
lysegrønne til olivengrønne kanter på
alle synlige vinge- og halefjer. Næbbet
mørkt, men med en del lyst på
skærefladen og basis af undernæbbet.
Det fremgår ikke, om fuglen blev hørt.
Umiddelbart matcher fuglen en typisk
grå- og hvid Gransanger, af typen der
bedst passer på hybrid abietinus x tristis.
Foto: Per Kjær, Christiansø, 1991.
Foto 10: Denne fugl viser et mørkt
gråligt helhedsindtryk i kolde nuancer.
Fuglen har tydeligt gulstik i
øjenbrynsstriben og den øvre del af
øjenringen. Desuden ses oliven anstrøg
i rygfjerene, og undernæbbet er lyst
langt ud. Fuglen passer fint på en
abietinus af østlig herkomst, og kaldte
også som sådan med et nedadgående
”siii-uu”-kald.
Foto: Ole Zoltan Göller, Sneum Sluse,
ult. april, 2009.
Foto 11: En kold og grålig sag kun med
varmt anstrøg i kronen og med en gullig
nuance i øjenbrynsstriben og svag gullig
sværtning ved vingebøjningen.
Svingfjerene desuden med meget fine
grønlige kanter. Undersiden hvidlig
med gråsværtning ved forflanke og
brystsider. Næbbet med ret bred
rødgul skærekant. Intet oliven at spore
på fuglens ryg eller gump. Fuglen kaldte
ivrigt med kyllingekaldet. Et spektrum
af blandede karakterer, som næppe
kan henvises til tristis alene, trods
kaldet, men som formentligt er en
hybrid med karakterer fra både vestlig
tristis og østlig abietinus.
Foto: Ole Zoltan Göller, Ho, 13. okt.

NB: Ovenstående vurderinger af digitalfotos er gjort på baggrund af gennemsyn på forskellige skærme, mhp. at få så optimalt et
indtryk af farverne som muligt. Der er desuden vurderet mere end et foto af alle de udvalgte fugle. Alligevel tages der forbehold for
farvemæssige fejlvurderinger.
Art/race?
Det er foreslået at tristis, dvs. Sibirisk Gransanger, bør opfattes som en art (Bl.a. Svensson, 2005), og
’fulvescens’ som en vestligere race af denne. Der foreligger endnu ikke noget officielt herom, men taxonomi
uanfægtet, bør interessen for grundigt at dokumentere mistænkte fugle skærpes, så der kan dannes et
grundigere billede af tristis’ forekomst. Sibirisk Gransanger har været behandlet af SU ind til 1993, og kun
håndholdte fugle uden gult, bortset fra undervingedækkerne, har været accepteret. DKU har frem til nu
valgt at parkere alle fund uden berøring, ind til større klarhed har indfundet sig, under opfordring til stor
grundighed mht. beskrivelser i notefeltet.
Kilder:
* * *
Clement, P., Helbig A. J. & Small, B 1998. Taxonomy and identification of chiffchaffs in the Western Palearctic. Brit. Birds 91: 361-
376.
Bradshaw, C., Dean, M., Martin, J., Stoddard, A. & Walbridge, 2010. The status in Britain of ‘Siberian Chiffchaff’. Brit. Birds 103: 320-
337.
Dean, A. R. 2008. Colour nomenclature and Siberian Chiffchaffs. Brit. Birds 101: 146-149.
Dean, A. R. & Svensson, L. 2005. ’Siberian Chiffchaffs’ revisited. Brit. Birds 98: 396-410.
Hansson M.C., Bensch, S., Brännström, O. 2000. Range expansion and the possibility of an emerging contact zone between two
subspecies of Chiffchaff Phylloscopus collybita ssp. Journal of Avian Biology, Volume 31, Issue 4, pages 548–558,
Http://www.ntbc.org.uk/siberian%20chiffchaffs.html
http://www.btinternet.com/~deanar/tristis/tristis.htm
http://www.club300.de/articles/005_tristis/index.html
http://www.club300.de/articles/007_tristis/index.html
Der rettes en stor tak til fotografer for vederlagsfrit udlån af fotos, samt til Ottenby Fågelstation ved Simon Sigaard Christiansen for
udlån af spektrogrammer på forskellige gransanger-racer.