Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status - Netfugl.dk

øvre del af ryggen fremstår grålig til gråbrun uden
oliven anstrøg. Oliven anstrøg kan derimod anes
på gump og skulderfjer. Sving- og halefjerene er
med fin olivengrøn kant, hvilket dog ofte er slidt
af. Næbbet er lille og overvejende
mørkt/sortagtigt, evt. med fin lys skæreflade. Det
kan vise en anelse lyst ved basis af undernæbbet.
Ben og fødder sorte. Armhuler og
undervingedækfjer er gullige til lysende
citrongule.
Den vestlige population af tristis, som kaldes
’fulvescens’, er kendetegnet ved at have en smule
gult og en anelse mere oliven i dragten, end den
østlige tristis. Særligt på den nederste del af
struben og brystet, som i begrænset omfang kan
være gulstribet.
Da der i området umiddelbart vest for Ural findes
omfattende hybridisering, skal man være varsom
med fugle med mere intermediære karakterer,
men tristis-typer med ganske lidt gult (på
undersiden) eller oliven anstrøg (på oversiden), er
helt i overensstemmelse med ’fulvescens’-typen
øst for Ural. Bestemmelse af tristis bør dog
optimalt set bestå at både kald og
dragtkendetegn, da kald har vist sig at være en
meget stærk indikator for tristis.
Kaldet er et klart og gennemtrængende,
monotont ”iiiiht”, også kendt som
’kyllingekaldet’. Dette er umiskendeligt og minder
ikke om andre kald fra nogen Phylloscopus.
Kyllingekaldet kan ind imellem have en let
nedadgående tendens, hvilket i så fald kan
udgøre en faldgrube. Kald med tydeligt
nedadgående tendens (i kontrast til Gransangers
typiske opadgående kald ”sy-it” eller det fladere
”sweet”), kan både høres fra vores egne
Gransangere, som ind imellem benytter
alternative kald, eller østlige abietinus-fugle, som
typisk kalder med et nedadgående ”sii-uuu”. Det
er heller ikke unormalt af ungfugle af collybita,
typisk i det tidlige efterår, kalder med et
enstonigt tristis-lignende ”swiit”, hvilket
imidlertid er mere lavmælt, skingert og knapt så
gennemtrængende.
’Grå-og-hvide’ Gransangere
En del fund af fugle i Vesteuropa, inkl. Danmark,
har skabt undren, nemlig de såkaldte ’grå-oghvide’
Gransangere. De har været dømt for lyse
til egentlige tristis-typer og for farveløse til at
passe helt på ’fulvescens’. Undersøgelser
(Bradshaw et al, 2010) har vist, at en subjektiv
faktor har spillet ind i flere af tilfældene, og at
lyse fugle oftest for hurtigt bliver kategoriseret
som grå-og-hvide. Nærstudier af sådanne fugle
viser, at der oftest er tale om ret typiske tristis af
den blegere variation, endda oftest understøttet
af det karakteristiske kyllingekald. Der ses dog
alligevel fugle, som kan betegnes grå-og-hvide
hvilke giver et koldt, næsten sølvagtigt indtryk.
Sådanne fugle, helt uden lune nuancer, regnes i
regelen som hybrider mellem tristis og abietinus.
Det er dokumenteret i flere tilfælde, at disse ikke
kalder med det typiske kyllingekald, men med
abietinus-lignende ”siii-uu”-kald. Da abietinus
ydermere er ret grå fugle med meget lidt gult, er
tanken nærliggende. Om antallet af grå-og-hvide
fugle alene kan dækkes ind under hybrider, er
endnu uafklaret. Således kan det ikke udelukkes,
at det kan dreje sig om fugle fra et endnu
uafdækket område af tristis’ enorme udbredelse.
Fældning
Tristis har et andet fældningsmønster end
vestlige Gransangere, idet de fælder meget
senere. Således ser man tristis i kraftig fældning i
det tidlige forår, hvor de øvrige Gransangere er
færdigfældede. Oplever man sådan en ret
farveløs fugl i foråret, med en afvigende melodisk
sang, er det sandsynligvis en tristis.
Biometriske mål
Sibirisk Gransanger overlapper meget med de
øvrige vestlige Gransangere mht. biometriske
mål, og er biometrisk set på størrelse med
collybita. Hos den lidt større abietinus er vinge og
næb gennemsnitligt en anelse længere end hos
tristis, men da variationen er stor hos racerne, er
der ingen diagnostiske karakterer at støtte sig til,
selvom P1 (den yderste håndsvingfjer)
gennemsnitligt er kortere og smallere hos tristis.