Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status - Netfugl.dk

More documents

Recommendations

Info

øvre del af ryggen fremstår grålig til gråbrun uden oliven anstrøg. Oliven anstrøg kan derimod anes på gump og skulderfjer. Sving- og halefjerene er med fin olivengrøn kant, hvilket dog ofte er slidt af. Næbbet er lille og overvejende mørkt/sortagtigt, evt. med fin lys skæreflade. Det kan vise en anelse lyst ved basis af undernæbbet. Ben og fødder sorte. Armhuler og undervingedækfjer er gullige til lysende citrongule. Den vestlige population af tristis, som kaldes ’fulvescens’, er kendetegnet ved at have en smule gult og en anelse mere oliven i dragten, end den østlige tristis. Særligt på den nederste del af struben og brystet, som i begrænset omfang kan være gulstribet. Da der i området umiddelbart vest for Ural findes omfattende hybridisering, skal man være varsom med fugle med mere intermediære karakterer, men tristis-typer med ganske lidt gult (på undersiden) eller oliven anstrøg (på oversiden), er helt i overensstemmelse med ’fulvescens’-typen øst for Ural. Bestemmelse af tristis bør dog optimalt set bestå at både kald og dragtkendetegn, da kald har vist sig at være en meget stærk indikator for tristis. Kaldet er et klart og gennemtrængende, monotont ”iiiiht”, også kendt som ’kyllingekaldet’. Dette er umiskendeligt og minder ikke om andre kald fra nogen Phylloscopus. Kyllingekaldet kan ind imellem have en let nedadgående tendens, hvilket i så fald kan udgøre en faldgrube. Kald med tydeligt nedadgående tendens (i kontrast til Gransangers typiske opadgående kald ”sy-it” eller det fladere ”sweet”), kan både høres fra vores egne Gransangere, som ind imellem benytter alternative kald, eller østlige abietinus-fugle, som typisk kalder med et nedadgående ”sii-uuu”. Det er heller ikke unormalt af ungfugle af collybita, typisk i det tidlige efterår, kalder med et enstonigt tristis-lignende ”swiit”, hvilket imidlertid er mere lavmælt, skingert og knapt så gennemtrængende. ’Grå-og-hvide’ Gransangere En del fund af fugle i Vesteuropa, inkl. Danmark, har skabt undren, nemlig de såkaldte ’grå-oghvide’ Gransangere. De har været dømt for lyse til egentlige tristis-typer og for farveløse til at passe helt på ’fulvescens’. Undersøgelser (Bradshaw et al, 2010) har vist, at en subjektiv faktor har spillet ind i flere af tilfældene, og at lyse fugle oftest for hurtigt bliver kategoriseret som grå-og-hvide. Nærstudier af sådanne fugle viser, at der oftest er tale om ret typiske tristis af den blegere variation, endda oftest understøttet af det karakteristiske kyllingekald. Der ses dog alligevel fugle, som kan betegnes grå-og-hvide hvilke giver et koldt, næsten sølvagtigt indtryk. Sådanne fugle, helt uden lune nuancer, regnes i regelen som hybrider mellem tristis og abietinus. Det er dokumenteret i flere tilfælde, at disse ikke kalder med det typiske kyllingekald, men med abietinus-lignende ”siii-uu”-kald. Da abietinus ydermere er ret grå fugle med meget lidt gult, er tanken nærliggende. Om antallet af grå-og-hvide fugle alene kan dækkes ind under hybrider, er endnu uafklaret. Således kan det ikke udelukkes, at det kan dreje sig om fugle fra et endnu uafdækket område af tristis’ enorme udbredelse. Fældning Tristis har et andet fældningsmønster end vestlige Gransangere, idet de fælder meget senere. Således ser man tristis i kraftig fældning i det tidlige forår, hvor de øvrige Gransangere er færdigfældede. Oplever man sådan en ret farveløs fugl i foråret, med en afvigende melodisk sang, er det sandsynligvis en tristis. Biometriske mål Sibirisk Gransanger overlapper meget med de øvrige vestlige Gransangere mht. biometriske mål, og er biometrisk set på størrelse med collybita. Hos den lidt større abietinus er vinge og næb gennemsnitligt en anelse længere end hos tristis, men da variationen er stor hos racerne, er der ingen diagnostiske karakterer at støtte sig til, selvom P1 (den yderste håndsvingfjer) gennemsnitligt er kortere og smallere hos tristis.
Vurdering af farver Vurdering af farvenuancer kan være problematisk på flere måder. For det første er det forskelligt, hvad den enkelte observatør forstår ved farvenuancer som gråbrun, beige, smudsighvid, okkergul, buff m.m. Derudover er der problemet med at afkode farver på fotos. Fotos som ikke er helt i farvemæssig balance, som er taget under svære lysforhold eller med lidt for lys baggrund, kan være umulige at vurdere, når farvenuancer skal bestemmes præcist. Ydermere kommer selve eksponeringen, som let kan tage sig formørket eller overbelyst ud. Blot den mindste overeksponering kan komplet hvidvaske en beige underside eller få en oliven nuance til at forsvinde. Dermed er det helt essentielt, særligt ved problematiske fugle, at disse bedømmes ud fra gode neutrale fotos og gode feltobservationer i forskellige lysforhold, og ikke mindst understøttes af lydoptagelser eller grundige beskrivelser af kald. Fotoeksempler Herunder følger en gennemgang af en række udvalgte Gransangere i et forsøg på at vise variationsbredden for tristis samt antyde sandsynlige hybrider dvs. ’riphaeus’. Kommentarerne er knyttet på baggrund af fotos og observatørkommentarer, hvor dette var muligt, og der tages forbehold for digitalbilleders til tider uensartede fremtræden på skærme, og fotos der giver et fejlagtigt indtryk i forhold til fuglens reelle fremtræden i felten. Foto 1: Denne fugl ligner ren tristis med sine varme nuancer i hele oversiden, og frem for alt den varmbrune kind. Der er intet gult at spore i øjenbrynsstribe eller øjenring. Undersiden er desuden beskidthvid, om end i den lyse ende. Fuglen kaldte i hånden med kyllingekald. Foto: John Kyed, Hanstholm 25, 8. oktober, 2004. Foto 2: Denne fugl har varme nuancer på oversiden og ikke mindst på kinden, som synes okkerfarvet. Der er ingen oliven i krone, nakke eller forryg og øjenbrynsstriben og øverste del af øjenringen virker beigebrun. Den har en anelse mere oliven i vingefjerene, gumpen og halen end man ville se på en typisk tristis, en anelse gult ved forflanken og tendens til en gullig stribe på brystet. Fuglen passer således godt på den vestlige tristis-form ’fulvescens’. Dette understøttes yderligere af, at fuglen kaldte med kyllingekaldet. Foto: Klaus Malling Olsen, Uzbekistan, 12. nov. 2005 Uzbekistan
Page 1: Sibirisk Gransanger ssp. tristis -
Page 5 and 6: Foto 6: Denne fugl viser, på trods
Page 7: NB: Ovenstående vurderinger af dig

Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status - Netfugl.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?