I Malstrømmen

Side 8
Det kan sé ud som Praleri; men hvad jeg her fortæller Dem, er den rene Sandhed
- jeg begyndte at tænke over, hvor herligt det vilde være at dø paa denne Maade, og
hvor taabeligt det var af, mig at have en saa smaalig Tanke som mit eget personlige
Jeg lige overfor et saadant Vidnesbyrd om Guds Almagt. Jeg tror endogsaa, at
Skamrødmen farvede mine Kinder, da dette stod klart for mig. Det varede heller ikke
længe, før jeg blev betagen af en levende Nysgerrighed efter rigtig at se Hvirvlen; jeg
følte et uimodstaaeligt Ønske om at udgrunde dens Dybder, selv med Opoffrelse af mit
Liv, og jeg sørgede blot over, at jeg aldrig vilde komme til at fortælle mine Kammerater
i Land om de Vidundere, jeg havde set. Det var ganske vist besynderlige Fantasier
for et Menneske, der var saaledes stillet, som jeg var i dette Øjeblik - og jeg har ofte
senere tænkt paa, at Baadens forrige voldsomme Gyngen op og ned vist havde virket
paa min Hjerne.
Der var endnu en Omstændighed, der hjalp mig til at samle mig igen, og det var, at
Stormen, der for Resten ikke kunde naa os, hvor vi nu var, hørte op - thi, som De selv
saa, er Skumbeltet udenom den egenlige Hvirvel betydeligt lavere end selve Havet,
og Søerne rundt om os taarnede sig op over os som en høj, sort Bjergkæde. Dersom
De aldrig har været paa Søen i en svær Orkan, kan De aldeles ikke gøre Dem nogen
Forestilling om, hvorledes Stormens Hylen og Bølgernes Skummen kan virke paa En.
Det gør En bande blind og døv og berøver En al Evne til at tænke og handle. Men vi var
nu paa en Maade fri for disse Ubehageligheder - ligesom dødsdømte Forbrydere, der
nyder godt af smaa Indrømmelser, som er dem nægtede, medens deres Dom endnu
ikke er falden.
Det er mig umuligt at sige, hvor mange Gange vi fløj rundt i det yderste Bolte. Vi
for omkring omtrent i en Time og kom bestandig nærmere og nærmere til Tragtens
frygtelige Rand. I al den Tid havde jeg ikke sluppet Ringbolten. Min Broder var forude
og havde klamret sig fast til en lille fastsurret Vandtønde, den eneste Genstand, der
endnu ikke var bleven vasket overbord, da Stormen satte i. Da vi nærmede os den
skrækkelige Afgrunds Rand, slap han sit Hold og søgte hen til mig, hvorpaa han gjorde
sig Umage for at rive min Haand væk fra mit Greb om Bolten, som vi ganske vist ikke
Begge kunde fan Plads ved. Jeg har aldrig havt en mere knugende Følelse, end da jeg
mærkede denne hans Hensigt, skønt jeg vidste, at han var aldeles afsindig af Frygt, da
han gjorde det. Jeg brød mig imidlertid ikke om at forsvare min Plads. Jeg vidste, at det
omtrent var ligegyldigt, om vi holdt fast eller ikke, og jeg overlod ham Bolten, medens
jeg selv krøb forud til Vandtønden. Jeg naaede derhen uden store Vanskeligheder, thi
Baaden fløj temmelig jævnt afstod og paa ret Køl, idet den kun svingede og svajede
ganske lidt i Strømmen. Neppe havde jeg sikkret mig selv paa mit nye Tilholdssted,
før vi gjorde et Spring til Styrbords og lige ned i Tragten. Jeg mumlede en Bøn til Gud
og troede, at Alt var forbi.
Da jeg mærkede den kvalmende Følelse, der kom over mig, eftersom vi gled nedad,
havde jeg uvilkaarligt knuget mig fast til `Tønden og presset Øjnene i. I et Par Sekunder
vovede jeg ikke at aabne dem og forundrede mig blot Over, at jeg ikke allerede laa i
min sidste Kamp med Vandene. Der forløb flere Øjeblikke. Jeg levede endnu. Jeg følte
ikke mere den føromtalte nedglidende Bevægelse, og Baaden syntes at gaa som i det
forrige og ydre Belte, kun at den laa lidt mere paa Siden. Jeg tog Mod til mig og saa
mig atter om.
Jeg skal aldrig glemme den Forbavselse, Rædsel og Beundring, der nu greb mig.
Baaden syntes som ved en eller anden Trolddomsmagt at hænge paa den indre Side af
en Tragt, uhyre af Omkres, rædselsfuld i Dybde, og hvis fuldkommen glatte Vægge man
kunde have antaget for Ibenholt, dersom det ikke havde været for den altforvildende