Dorte Zangenberg - journalist tom okke

erg-hjem, hvor sådan noget ikke
hørte sig til. Så med den hemmelighed
gemt godt af vejen, gik de
to nyforelskede op ad kirkegulvet
og gav hinanden deres ja midt
under krigen. Kjolen blev syet af
stof fra nogle gamle gardiner. Alt
var rationeret.
Men kærligheden, den var der
nok af. I overflod. De to elskede
hinanden. Og resultatet hed Dorte.
Hun voksede op i en lille lejlighed
i Reventlowsgade tæt på Hovedbanegården
i København. Det var stort set det eneste sted,
hendes forældre kunne finde, for ingen andre
ville bo så tæt på hovedstadens trafikale knudepunkt
midt under krigen, hvis nu tyskerne
skulle finde på at bombe den.
Men den lille familie Zangenberg fik gode år i
lejligheden. Egentlig skulle Dorte være gået på
den lokale folkeskole på Gasværksvej, men dengang
var Vesterbro virkelig Vesterbro med alt,
hvad der hører sig til af prostituerede og lumre
værtshuse.
Så i stedet blev hun sendt op på Nørrevold og
ind i klasselokalet på den private pigeskole N.
Zahle. Her sad lille Dorte så side om side med det
finere borgerskabs unge piger. Eller bare prinsesserne,
som hun kaldte dem inde i sit hoved.
Familien Zangenberg Le
Stum boede først 10 år i et
rækkehus i Ordrup,
før de tog 20 år i en villa i
Hjortekær ved Dyrehaven
nord for København. I dag
har Dorte Zangenberg indrettet
sig sammen med sin
mand, Bernard Le Stum, i en
knap 100 kvadratmeter stor
lejlighed på Islands Brygge.
Det var en fin og fornem skole.
Med strenge regler og masser
af orden. Men på en eller anden
måde brød hun sig godt om miljøet.
For selvom der også var orden i
sagerne hjemmefra – takket være
moderens til tider strenge disciplin
– så kunne hun bedst lide,
hvis der var en eller anden form
styr på tilværelsen. Og det var der
bestemt her på skolen.
I fritiden derimod fik den fuld
skrue på kreativiteten. Faderen, Ingvar Zangenberg,
var et talent. Han kunne tegne, rigtig godt
endda. Når det blev sommer, tog han gerne sin
lille Dorte med sig ud på tur. Ud i naturen og sidde
og tegne akvareller. Lige meget hvor skørt
det end så ud, roste han altid det, Dorte havde
lavet på sin blok.
»Ingen tvivl. Jeg var fars pige. Vi var en slags
soulmates,« fortæller Dorte Zangenberg.
Helt så let var det ikke altid med moderen.
Hun led meget af migræne, og Dorte syntes
ofte, at hun var for streng. Men moderens eget
liv var også farvet af en opvækst, hvor daglige
skænderier fyldte de trange værelser godt ud.
Inger Zangenberg var datter af Martha Charlotte
Larsen – en på alle måder stor og varm
kvinde. Faderen var svensk, men han både drak
og slog. Alligevel holdt deres ægteskab til, at syv
børn blev sat i verden. Først derefter lod Martha
Charlotte Larsen sig skille.
Hun ernærede sig ved at gøre rent tidlig morgen
på Vesterbros mange skoler. Hun var ukuelig
og selvsikker. Sørgede altid for, at børnene
ikke led overlast. De skulle ikke lide nogen nød,
fordi mor havde ladet sig skille. Det i sig selv var
usædvanligt dengang.
Til bøssebal i byen
Men sådan var hun. Helt sin egen – noget hun
bestemt gav videre til børneflokken og dermed
til datteren Inger, som ville ud i livet.
Inger ville ikke give afkald på noget som helst
og tog til fester i Palmehaven på Hotel D’Angleterre,
besøgte byens bøssebarer og hang ud i
hovedstadens mange teatre. Hun nød det kreative
og fritsvævende liv, og det var først, da hun
mødte sin Ingvar, at hun faldt til ro. Da Dorte
kom til verden, var hendes mor fyldt 40 år. Endnu
en sjældenhed dengang i 1948.
»Min mor var – ligesom sin egen mor – ikke
typisk for sin tid. De stak ud og gjorde sig bemærkede.
Ikke på nogen negativ måde. Men de ville
det bare anderledes end så mange andre jævnaldrende.
Min mor holdt sig endda ung i mange
år, forstået på den måde, at hun var frisk mentalt
og fysisk helt til det sidste. For dem begge var
34 Børsen Magasin Torsdag den 10. september 2009