Bjert-Stenderup avis Januar 2013 - Sdr. Stenderup

5
Dage i Afghanistan 1
Af Jan Stryhn, Bjert
udsendt i Afghanistan
Efter at have måttet undvære skønne
Danmark i 3 måneder, finder jeg det passende
lige at give et kort indblik i, hvordan
det også kan være, at tage del i den krig
Danmark stadig er med i.
Jeg har ikke på noget tidspunkt en bagtanke
eller politisk budskab i den efterfølgende
tekst. Så skulle nogen få fornemmelsen
af, at nu er skribenten ved at sende
det danske forsvar hjem eller på utidige
opgaver, så er det ikke på nogen måde
hensigten.
Jeg kan jo ligesom alle andre læse
hvordan pressen har fokus på død, ødelæggelse
og lemlæstelse. Derudover sidder
jeg i en stilling, hvor jeg får yderligere
informationer om alt fra ondt i maven hos
en soldat til en vejsidebombe der dræber
og lemlæster uskyldige civile kvinder og
børn. Det er bestemt ubehagelige og gruvækkende
historier, jeg på ingen måde vil
nedgøre eller glemme. Men det jeg vil fortælle
jer, skal være en anden vinkel end
den kendte grammofon rille om alle dårligdomme.
Jeg har erfaret at krigen i Helmand er
mere og andet end vejsidebomber, Taleban-tilhængere
og kriminelle, der kun vil
vestlige til livs.
Jeg ankom her til Helmand i starten af
september, og har vidst i over et år både
hvornår jeg skulle afsted, hvor jeg skulle
hen og hvad jeg skulle lave.
Jeg sidder i et stort hovedkvarter, opstillet
af United States Marine Corps, forkortet
USMC, som jo i mange mange år har
været ”dem, der sendes først ud” og som
en del kendte krigsfilm er bygget over. I
dette hovedkvarter, hvor chefen er en
ældre to-stjernet general, er der en del
sektioner, der hver især arbejder med forskellige
emner, ligesom i andre størrer
virksomheder. Nogle af disse sektioner er:
Administration, Økonomi, planlægning af
operationer (Hvem skal ud og gøre hvad),
efterretninger (Hvad laver de onde fjender),
Logistik, opbygning/genopbygning og
sektionen med Udvikling af Afghanske
Sikkerhedsstyrker. Jeg sidder i den sidste,
som eneste dansker. Mine nærmeste kolleger
er britiske og amerikanske officerer
og amerikanske befalingsmænd. Vores
arbejdsforhold er faktisk ganske udemærkede
i forhold til, at vi både er i krig, og bor
i en ørken. Hvis jeg skal beskrive arbejdspladsen
med ord og billeder der er til at
forstå hjemme, så er vores fælles åbne
kontor på samme størrelse som den del af
aulaen, der anvendes til forældremøder
på Bjert skole. Her sidder vi mellem 16-20
personer, med hvert vores skrivebord og
egne computere, alt for mange telefoner
og et dagligt leben, der minder om en gennemsnitlig
amerikansk tv-serie fra et politidistrikt.
Bygningen er uden vinduer, hvilket
er af sikkerhedsmæsigge årsager, men
det er nu mærkeligt ikke at kunne se
dagslys mens man er på jobbet. Til
gengæld er der rigeligt med airconditions/varmeblæsere,
der indstilles i henhold
til årstid og vejret udenfor. Mit bette
arbejdsområde er det højt prioriterede
Afghanske Lokal Politi (ALP). Jeg kan
godt afsløre, at mine personlige kompetancer
indenfor politietaten er meget begrænsede.
Nu skal jeg så heldigvis heller
ikke hverken undervise eller rådgive de
afghanere, der melder sig som lokal politifolk.
Det er der dygtige folk der gør. Jeg
sidder som et mellemled mellem dem, der
virkelig tjener deres penge, hæder og
ærer ude blandt de lokale, og vores ”chefgruppe”.
”Hvor mange ALP er der i denne
uge?”, ”Hvor mange skal uddannes indenfor
næste 14 dage?”, ”Hvornår har de
sidst fået løn?”. ”Har de allesammen uniformer
og støvler?” Så er det helt fint at
have et troværdigt svar klar i løbet af nul
komma buksetrold. Da mine ”kilder” for det
meste kommer med de eftertragtede
oplysninger, af alverdens spørgsmål til
tiden, er det relativt nemt at svarer: ”Vi har
xxxx ALP i denne uge. Forskellen fra sidste
uge skyldes det og det og det. Der
skal uddannes 27, Ude i dette distrikt
mangler de 12 uniformer, og alle på nær 7
har fået løn, til tiden”.
Jobbet har givet mig et super indblik i,
hvorfor mange afghanere gerne vil passe
på deres land, deres by, deres familier, og
at ikke alle er som dem, der oftest optræder
i medierne; truende, fanatiske og utilregnelige.
Ja for at runde det sidste af her, så er
det desværre nogle af de forhold der har
ramt koalitionsstyrkerne hernede indenfor
de sidste måneder. Utilregnelighed. Når
en afghaner af ukendte årsager vender sin
tillid fra os, og skyder en af ”vore” altså en
fra koalitionsstyrkerne, så er det så nemt
at sige sådan er de alle. Det har dog vist
sig gang på gang, at flertallet tager dyb
(fortsættes næste sider)