Fremtidens kvinder - behov for en ny indstilling - Dansk - Indisk ...

Fremtidens kvinder - behov for en ny indstilling
Af Lisbeth Lynggaard-Jørgensen
Under rejsen til Indien i 2010 besøgte Tine og jeg skolen Seva Mandir for at høre deres input mht. det
indiske skolesystem og forholdene for piger og kvinder.
På Seva Mandir går der ca. 1800 kostskolebørn og 200 lærerstuderende. Derudover driver de også en
privatskole baseret på et engelsk-orienteret pensum.
Efter et kort møde med stedets mangeårige leder, Prabha, blev vi bedt om at deltage i stedets aftenbøn
sammen med de lærerstuderende. Det hele foregik på tamilsk og alle deltagerne sad på gulvet. Vi troede
ikke at de havde lagt mærke til at vi kom ind, men så snart aftenbønnen var overstået stimlede de alle
sammen omkring os nysgerrige efter at vide hvem vi var, hvad vi lavede og hvad vi skulle på Seva Mandir.
Det var meget overvældende. Vi fortalte dem at vi syntes, at det var godt, at de havde påtaget sig en
uddannelse for at kunne uddanne andre og at vi mente at de var gode rollemodeller for andre. At kvinder
sagtens kan blive til noget og udnytte deres kompetencer. At det er vigtigt at piger får skolegang og
uddannelse. Så klappede de alle sammen og det var svært ikke at blive bevæget.
Men da vi næste dag efter at have talt med Prabha, igen fik mulighed for at tale med dem var situationen en
helt anden.
Jeg havde udformet et lille oplæg omkring vigtigheden af kvinder i det indiske samfund inspireret af et
banner med ordlyden "Girl child is prescious" (pigebørn er værdifulde) og en avisoverskrift der lød ”Hvem
ville du være hvis din mor ikke var blevet født?”. Blandt andet fortalte jeg dem at Indien iflg. internationale
undersøgelser mangler over 50 mio. kvinder på grund af fravalg af pigebørn som følge af traditioner såsom
medgift. At alle disse manglende kvinder er resultatet når mange vælger ikke at få pigebørn, enten i form af
at de bliver bortaborteret el. valgt fra efter fødslen. Men alt dette er ikke lovligt iflg. indisk lovgivning og kan
medføre fængselsstraf.
Min ide var at vise dem at de kunne være med til at vende udviklingen ved at være en god rollemodel som
kvinder i relation til andre kvinder og samfundet overordnet set ved at vise på en lang række måder at alle
børn er værdifulde. De har som kvinder mulighed for at fungere som rollemodeller på en lang række
områder:
- Være en god datter
(passe på sig selv, tage en uddannelse, hjælpe andre, ikke acceptere medgift)
- Være en god medsøster og medborger
(bakke op om rettigheder, hjælpe andre, bekæmpe medgift og fravalg af piger)
- Være en god lærer
(støtte elever i deres drømme, oplyse om rettigheder, være et eksempel på ligeret)
- Være en god mor
(støtte børn uanset køn, oplyse om rettigheder, bekæmpe medgift og fravalg af piger)
- Være en god svigermor
(støtte og respektere sin svigerdatter, bekæmpe medgift og fravalg af piger)
Jeg blev mødt af larmende tavshed. De mange lærerstuderende kunne tydeligvis ikke se en linje fra
gårsdagens samtale om ”Girl Power” til en samtale om vigtigheden af at værdsætte piger og understøtte
dem i samfundet.
Det var meget skræmmende at de i stedet gav sig til at spørge ind til om vi var gift etc. Det virkede
fuldstændig som om de ikke kunne binde de to ting sammen og i stedet valgte de at spørge frem for at
reflektere og komme med deres egen holdning. I det indiske samfund er det meget vigtigt for en kvinde at
være gift og dermed have fundet sin plads – det er ikke normen ude på landet at kvinder er ugifte og står på
egne ben. Idealet, det man stræber efter, er måske umiddelbart uddannelse, men det ultimative er at blive
Dansk – Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra maj 2010. © 1

gift – og så længe det er tilfældet at giftemål i sig selv er et karrieremål er det måske svært at ændre
kvindernes tilgang til værdien af deres eget køn.
Dertil kommer at mange af disse unge kvinder stammer fra familier der ikke hører til blandt samfundets
laveste og takket være samfundets normer, der bunder i fænomener som karma og straf for tidligere liv, der
forårsager trængsler i dette liv, forventes de ikke at tage sig af medsøstre eller medborgere i nød.
En dag var vi forbi sportspladsen mens pigerne havde idræt og så hvordan de dyrkede forskellige former for
sport. I et land hvor man ikke viser bare knæ og skuldre, var det forfriskende, at se mange af pigerne boltre
sig iført bluser og shorts. Men så snart timen var slut smuttede de over og trak et sæt tøj på udenpå deres
sportstøj. De måtte ikke krydse vejen og gå ind på skolen område iklædt sportstøj.
Efterfølgende kom en ung kvinde forbi med sin mor og sit barn. Hendes mand arbejdede på Seva Mandir og
hun ville gerne invitere os hjem til dem. Det viste sig at hun var 25 år og uddannet lærer. Barnet var et
drengebarn og da vi spurgte om hun skulle have flere børn, sagde hun meget bestemt ”Nej”. Hun havde fået
det barn hun skulle have – en dreng.
Det kan der være mange årsager til, men det er nærliggende at tro at hun som veluddannet kvinde har valgt
at følge de kampagneslogans der bl.a. står på lastbilerne: ”We two – ours one” eller ”One family – one child”.
I et samfund der er meget fikseret på drengebørn og mænd, er det derfor nærliggende at tro at hun har fulgt
denne opfordring – nu da hun har fået et drengebarn.
På børnehjemmet i Arni er en del af pigerne efterhånden teenagere og nogle er nået så vidt at de skal til at
vælge deres karrierevej. Alle pigerne er afleveret af slægtninge eller folk fra den landsby de kommer fra.
Igennem årene på børnehjemmet har de yderst sjældent fået besøg af disse slægtninge og har ikke haft
synderlig kontakt. Pludselig dukker deres slægtninge nu op og taler varmt om dem som en del af familien og
hvilken rolle de spiller. Mange af pigerne har længtes efter deres familie og vil gerne genoptage kontakten –
fordi de gerne ligesom alle deres skolekammerater – vil være en del af en familie. Andre af dem er begyndt
at tænke på at stifte egen familie.
De har fået en god grunduddannelse og har kompetencerne til at drive det videre, men samtidig har de en
stor længsel efter at være en del af deres egen familie. Det er svært at stå ved siden af og lytte til deres
rosenrøde drømme om livet udenfor børnehjemmet, omgivet af de nære/fjerne slægtninge, der indtil nu ikke
har ofret dem megen opmærksomhed. Men netop fordi de som børnehjemsbørn størstedelen af deres liv har
været anderledes end deres skolekammerater er de villige til at glemme alt og endelig blive "normale", som
en del af en familie.
I den forbindelse ville vi gerne give dem nogle nye input og vi havde derfor inviteret kvinderne fra SUKRUPA
i Bangalore til at kigge forbi. Moderen Suguna stammer fra Tamil Nadu og både hun, Krupa og Archana taler
tamilsk, udover kanada, som man taler i Karnathaka, engelsk og hindi. Suguna har kun ganske få års
skolegang, men har indhentet det forsømte senere og i mange år arbejdet som lærer for de fattige i
slummen. Hendes 3 børn er opvokset i byen og har alle taget en længere uddannelse. Krupa rejste til USA
for at studere, fik job og fandt sig en mand. Hun er i dag over 40 år og barnløs, videreuddanner sig fortsat og
hjælper via SUKRUPA slummens børn til en bedre tilværelse via faste rammer, uddannelse og opbakning til
at forfølge sine mål. Lillesøster Archana er ligeledes veluddannet, arbejder fortsat på at udvide sine
kompetencer samtidig med at hun arbejder for SUKRUPA.
Som eksempler på kvinder der i den grad står på egne ben i kraft af uddannelse og selvtillid, syntes vi at det
kunne være spændende at de kiggede forbi og gav pigerne på børnehjemmet nogle input formet af deres
erfaringer.
Efter tur kom de hver især med deres oplæg som pointerede vigtigheden af at studere, få sig et job og
dernæst finde sig en ægtefælle. At det vigtigste er og bliver en selv at sikre sin egen drøm, lægge en plan og
stile efter den. Først derefter er tiden kommet til at stifte familie og her er det vigtigt at tænke på om det er
den rette man har fundet og ikke bare vælge den første den bedste der kommer forbi.
Dansk – Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra maj 2010. © 2

Dette var tydeligvis helt nye toner for pigerne på børnehjemmet. En ting er at lederen af børnehjemmet,
Mala, er ugift og altid har kunnet forsørge sig selv via NGO-arbejde - men ligesom mange andre teenagere
ønsker de at være stik modsat deres forældre (Mala og de andre piger, samt de ansatte. er det tætteste på
en familie de har). Men alligevel er denne frigjorte tankegang ikke udbredt blandt den landlige befolkning og
ej heller skolekammeraterne i det landlige område omkring Arni.
I skolen er de vant til at lære svar udenad og i forlængelse heraf har de over tid også lært en række svar
mht. deres fremtidsønsker, som de svarer folk der spørger. Men man skal ikke spørge særlig dybt for at finde
frem til at de ikke helt forstår hvad deres svar betyder. Krupa tog en runde blandt alle pigerne og spurgte
dem om hvad de gerne ville være når de blev store/forlod børnehjemmet. Alle havde et svar, men mange af
dem havde om end meget svært ved at reflektere sig frem til hvad denne drøm krævede af dem.
Flokkens tidligere yngste, Prathipa, var blandt dem der klarede sig godt. Hendes svar var at hun ville rejse
og efterfølgende kom hun med følgende forklaring til hvordan hun ville nå dertil: For komme ud at rejse
måtte hun have en billet, for at få penge til at betale billetten måtte hun tjene penge, for at tjene penge måtte
hun arbejde og et arbejde krævede en uddannelse.
Pigerne lod alle til at have fået meget ud af besøget og Mala har efterfølgende sørget for at de har deltaget i
et lignende arrangement sammen med andre unge, hvor de fik input mht. fremtidsplanlægning og det at
skulle klare sig selv.
Som ovenstående to fortællinger viser, er der meget stor forskel på vores tankesæt og måde at gøre tingene
på i den vestlige verden. Denne tankegang er til en vis grad også er nået til de store indiske metropoler som
Bangalore, Chennai og Delhi – og den virkelighed som hersker i de mere landlige områder, som er mere
traditionsbundne og måske mere konservative.
Der er simpelthen brug for oplysning omkring piger og kvinders rettigheder samt konsekvensen af at
nedprioritere kvindekønnet. Mange accepterer status quo fordi det er det de kender, men hvis udviklingen
skal vendes er alle nødt til at forholde sig til virkeligheden og den totale mangel på kvinder det på sigt kan
føre til.
Det scenarie er illustreret i filmen En nation uden kvinder og som det fremgår af den er der ingen
selvforståelse blandt hverken mænd eller kvinder (i dette tilfælde svigermor(d) der overbringer budskabet om
at det desværre blev en pige, hvorefter faderen slår barnet ihjel – i håb om næste gang at få en dreng). Se
evt. et klip fra filmen her.
Jeg er taknemmelig for at være født i et samfund, hvor jeg har kunnet tage en videregående uddannelse og
tjene egne penge – uden at skulle presses ind i et ægteskab, som andre har valgt for mig. Derfor synes jeg
det er vigtigt at bidrage til oplysning med henblik på at skabe den nødvendige holdningsændring. For det er
muligt at ændre opfattelsen af kvinder i samfundet. Det viser historien i Danmark, hvor kvinder op til 1915
ikke havde valgret og hvor man faktisk også gav de unge kvinder medgift med når de skulle giftes.
Hvis du gerne vil bidrage til denne proces, så fortæl dette til venner og bekendte, meld dig som medlem
og/eller indbetal din støtte på vores konto 1551 000629885 i Danske Bank/på posthuset Mrk. Piger og
kvinder.
Dansk – Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra maj 2010. © 3