Pipeurten nr 59 - 2013

Nr. 59, Oktober 2013
Bri – Tolkienselskabet i København

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Leder:
Så kom Pipeurten endelig ud.
Redaktøren undskylder forsinkelsen.
Grunden til forsinkelsen var at der ved
deadline ikke rigtigt var nok materiale til
at lave et nummer af bladet.
Da der så kom materiale havde jeg ikke
rigtigt tid til at lave bladet.
Men her er det, nyd det
Pippin
Nr. 59 af Pipeurten, udgivet af Bri – Tolkienselskabet i København
Alle indlæg repræsenterer bidragsyderens personlige holdninger,
men ikke nødvendigvis de udgivende selskabers..
Redaktør: Kim Pierri, Roskildevej 26, 4622 Havdrup.
E-post: pipeurten(at)bri.dk.
Send venligst indlæggene med E-post eller på et læsbart
elektronisk medie. Deadline for nr. 60 er den 1.december.
Kopiering til privat brug er tilladt med tydelig kildehenvisning.
2

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Billeder fra Bri’s sommerbanket 2013
Billeder af Pippin og Ananduriel
Hygge ved bålet
Turnering
3

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Bueskydning
Banket teltet
4

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
En del af den overdådige menu
Bri’s 18 års jubilæum
Datoen for Bris jubilæums-banket er sat til
den 8-10. august 2014, så sæt kryds i
kalenderen allerede nu!
5

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Tolkiens ufærdige epos: ”Arthurs fald” 1
Af John Garth, oversat af Nolendil / Troels Forchhammer med tak for
gennemlæsning og hjælpsomme kommentarer til Ananduriel og min
ældste søn, Bjarke.
Hvor John Garth har inkorporeret citater fra digtet i brødteksten er
disse oversat til dansk, men gengives i på engelsk i parentes.
Fodnoterne er alene redaktionelle bemærkninger fra oversætteren.
Copyright John Garth – se http://www.johngarth.co.uk - Trykt med tilladelse fra The Daily
Onion
Et af Tolkiens skrinlagte projekter var et episk digt om legenden
om Kong Arthur. Henlagt i årtier er Arthurs fald omsider blevet
udgivet. Tolkien-biograf John Garth fortæller hvordan historien
banede vejen for Ringenes Herre.
Tidligt i ”The Fall of Arthur”, som har været ventet med længsel af
Tolkien fans og nu er redigeret og udgivet af hans søn Christopher,
møder vi en hær, som rider til Mirkwood (Mørkeskov) hvor de ser en
storm over skoven, som … Ringånder,
wan horsemen wild in windy clouds
grey and monstrous grimly riding
shadow-helmed to war, shapes disastrous.
gustne ryttere vilde I vindblæste skyer
grå og uhyrlige grumt ridende
skygge-kronede i krig, katastrofale skikkelser.
1 Jeg har i oversættelsen valgt at beholde den engelske titel, ”The Fall of
Arthur”, for at understrege at dette er en anmeldelse af den engelske
udgave.
6

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Men dette er ikke Midgård: det
er Europa på tærsklen til den
germanske jernalder, og hæren
ledes af kong Arthur og Gawain.
Mørkeskov er ganske enkelt det
gamle navn for de store skove i
det østlige Tyskland som Tolkien
lånte til en børnebog, som han
skrev på i samme periode som
digtet om Arthur, Hobbitten.
Tolkien skrev endeløse historier,
og som de fleste af dem er The
Fall of Arthur i bogstavelig
forstand endeløs: ufærdig.
Digtet har ligget i det væld af papirer som Tolkien efterlod, stort set
ukendt bortset fra nogle få linjer i Humphrey Carpenters biografi fra
1976 samt en enkelt henvisning i Tolkiens offentliggjorte breve.
Udgivelsen følger den vanskeligere udgivelse ”Sagnet om Sigurd og
Gudrun” fra 2009 som Christopher Tolkien formentlig valgte at
udgive først fordi det var et færdigt værk. Ligesom ”Sagnet om Sigurd
og Gudrun” er ”The Fall of Arthur” skrevet i stavrim, en verseform
som ellers sidst var på mode i det fjortende århundrede. Selve digtet
fylder blot 40 sider, og blev muligvis skrinlagt på grund af travlhed på
arbejde og i familie, eller for at færdiggøre Hobitten. Men hvis du kan
udstå frustrationerne over at vide at det kun er et brudstykke, så er
det værd at læse. Ingen har gjort mere end Tolkien for at puste liv i
den moderne interesse for middelalderen; og dette er hans eneste
kreative bidrag til den centrale tradition som fortællingerne (og
genfortællingerne) om Kong Arthur udgør. Med sit fængslende
tempo og hjemsøgt af tab lever digtet op til forventningerne.
7

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Arthur portrætteres som en konge, der er loyal over for et
Romerrige, hvis legioner har forladt Britannien. Det er
folkevandringernes æra hvor de germanske folkeslag, som siden
besætter Europa, vandrer vestpå og presser kelterne ud til
Atlanterhavets bredder. Mens Britannien kun lige er omvendt til
venlig kristendom (”kindly Christendom”) går Arthur i krig for at
knuse de indtrængende germanere og deres gamle guder (”olden
gods”). Men Arthurs verden står for fald (”a falling world”), truet af
historiens tidevand (”the tides of time”): vi ved at han ikke vil
overvinde det hjemlige forræderi.
Landskab og vejr er, som altid, Tolkien’s forbundsfæller når han vil
opbygge og udløse spænding. Storm over himmel og hav passer med
menneskelige lidenskaber og konflikter: bølger maler kampesten
med uhyrets arrigskab (”with ogre anger”). Fortællingen skifter
lynsnart fra militære panoramaer til nærbilleder af personerne, og
strømmer så hurtigt tilbage. Der er selvfølgelig ingen hobbit-agtig
sorgløshed: hovedpersonerne er rene personifikationer af principper
– eller af manglen på samme.
Gawain er mere en granitblok end en personlighed, en mand hvis
styrke voksede / som dagene mørknedes (”whose glory waxed / as
times darkened”). Lancelot besidder en impulsiv, glad optimisme,
som er ude af trit med tiden. Hans kærlighed til Guinevere er
malplaceret: hun er en grådig i sjælen(”greedy hearted”), puger af
guld eller kærlighed hvis følelser passer skidt til det Runde Bords etos
om at tjene folket, ære og ridderlighed: en nådesløs frue / fager som
elver-kvinde og ond i sindet / i verden vandrende til vånde for
mænd. (“lady ruthless, / fair as fay-woman and fell-minded / in the
world walking for the woe of men.”) Mordred er en slave af hans
eget begær efter dronningen som ikke kan finde forløsning for sin
skuffede energi andet end ved rænkesmedning.
8

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Da han begyndte på ”The Fall of Arthur ” mestrede Tolkien allerede
stavrimning, hvor de to eller tre vigtigste ord i hver linje begynder
med den samme lyd 2 , og hvor hver linje indeholder en pause
midtvejs, en ”cæsur” som markeres ved et ekstra langt mellemrum.
Ingen bør være overraskede over at møde omvendt ordstilling og
arkaisk sprogbrug: ”targes”, ”blazons”, ”vawards”, ”dromonds” og
”broidery” indenfor bare et dusin linjer. I hans gavmilde og
oplysende kommentarer citerer Christopher Tolkien et brev fra 1934
fra en af hans fars venner som, i gang med at læse Arthur ombord på
et tog, ”drog nytte af en tom kupé til at deklamere ham som han
fortjener.” Højtlæsning er bestemt bedst; et tog er helt frivilligt.
Læsere af Ringenes Herre vil være bekendte med stilen. ” We heard
of the horns in the hills ringing” 3 — sådan fremmaner Rohans poeter
hornenes signal til angreb. I The Fall of Arthur ser vi næsten den
samme linje, men med en forstemmende forskel: Arthurs hær i
Mørkeskov hørte et horn, som blandt højene skælvede (”heard a
horn in the hills trembling”). Hornet tilhører en budbringer på vej i
hast fra Britannien for at fortælle kongen at han er blevet forrådt af
Mordred, som han havde efterladt som sin rigsforstander.
Arthurs første indskydelse er at tilkalde Lancelot fra dennes hjem i
Frankrig. Men, som vi hører i et tilbageblik, er Lancelot blevet forvist
på grund af sit utroskab med Guinevere. Gawain fastholder fejlagtigt
2 Reelt er der tale om to eller tre af præcis fire trykstærke stavelser i hver
linje som skal starte med samme lyd, dog må lyden aldrig bruges i den sidste
trykstærke stavelse, og skal altid brugs i den næstsidste.
3 Den danske oversættelse har her desværre ikke bibeholdt stavrimet, så
danske læsere vil ikke være bekendte med stilen fra denne passage: ”Vi har
hørt om horn, der klang iblandt bjerge” – en bedre oversættelse ville måske
være noget i stil med ”vi hørte om horn, som blandt højene klingede”.
/Nolendil
9

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
at de ikke kan stole på Lancelot. En sky af misforståelser mellem
Mordreds fjender efterlader dem skæbnesvangert sårbare.
Digtet bryder af på det mest frustrerende sted, netop som Arthur og
Gawain overvejer et Gallipolli-agtigt 4 angreb over Britanniens hvide
klinter. Arthur, som argumenterer imod det håbløse angreb,
fremtræder her som en model på den vise og retfærdige militære
leder ligesom Aragorn i Ringenes Herre, men meget ulig de generaler
som Tolkiens egen generation havde kendt under første verdenskrig,
generaler som spildte titusinder af liv på ugennemtænkte og håbløse
angreb. Men angrebet bliver gennemført med forfærdelige
konsekvenser.
”The Fall of Arthur” handler næsten udelukkende om personlig og
militær manøvrering, men det er alligevel en verden på kanten af det
fantastiske hvor Gawain bærer et rune-fortryllet sværd og taler om at
tilkalde hjælp fra eventyrvæsnerne (”’fay’ people) på øen Avalon. Og
det er i Avalon at ”The Fall of Arthur”, på pudsig og pirrende vis, føjer
sig til Tolkiens mytologi om Midgård.
Det mystiske Avalon hvortil Arthur bliver bragt for at dø betragtes
ofte af Arthur-kronikører som Glastonbury, et meget virkeligt sted i
det vestlige England. Men det kan Tolkien ikke bruge. Som
opmærksomme læsere ved var Tolkiens Midgård aldrig ment som en
anden verden, men som vores egen verden i en tidligere æra. I 1916,
længe før han forestillede sig Hobbitten eller Ringenes Herre, var
Tolkien begyndt at skrive de Tabte Fortællinger (”Lost Tales”)
(prototyper på Silmarillion), som han forestillede sig blev fortalt til en
dødelig sømand, der havde nået Elvernes Ensomme Ø 5 i det yderste
4 Reference til angrebet på Gallipoli under første verdenskrig:
http://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_om_Gallipoli
5 Tol Eressëa – ”The Lonely Isle” – i The Book of Lost Tales bliver øen til sidst
sendt tilbage til Midgård, hvor den forankres som Britannien. Bugten, hvor
10

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
vest. I The Fall of Arthur, når Tolkien skriver om Avalon, så mener han
den samme Elver-ø.
Mest forjættende af alt – i Tolkiens noter til digtets uskrevne
afslutning sejler Lancelot til Avalon i kølvandet på Arthur. Dette er
bestemt ikke hvad der sker med Lancelot i de middelalderlige kilder: i
Sir Thomas Malorys Le Morte d’Arthur fra 1400-tallet lever Lancelot,
som Christopher Tolkien forklarer, i nøjsomhed i Britannien for
endelig at sygne hen efter Guineveres død. Var Tolkiens beslutning
om at sende Lancelot til Avalon, genopfundet som høj-elvernes ø,
ganske enkelt et eksempel på at forfatteren lod sig rive med af sin
egen mytologi, ligesom så mange andre af hans fortællinger blev
fanget ind af Midgård – noget som ikke skal tillægges større
betydning end når en hval bærer hundehelten i hans børnefortælling
Roverandom så langt at han kan se Alfehjemsbugten? Eller planlagde
Tolkien faktisk at bruge The Fall of Arthur til at introducere hans
læsere til hans Silmarillion-historier ved at gøre Lancelot til den
sømand, som skulle lære de ”tabte fortællinger” fra Elverne på
Avalon? Han havde arbejdet på disse historier i næsten to årtier, og i
trediverne var han bestemt på udkig efter en måde at få dem
udgivet. Vi vil aldrig komme til at vide om Tolkien faktisk så Arthur i
dette lys. Kort efter at han skrinlagde digtet fandt Hobbitten vej til
forlæggerne, og den mere folkelige historie viste sig at blive den
åbning hvorigennem Tolkien kunne begynde at smugle sin ældre,
episke vision om Elverheden.
John Garths Tolkien and the Great War er udgivet af Harper Collins og
Houghton Mifflin, med en e-bog og en tysk oversættelse på vej. Som
freelance journalist har John Garth for nylig interviewet den
øen ligger kaldes på engels ”the Bay of Faërie”, ”the Bay of Elvenhome” eller
”the Bay of Eldamar” – på dansk (i Silmarillion) Alfehjemsbugten eller
Eldamarbugten.
11

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Burmesiske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi, den britiske
Turner-pris-vindende kunstner, Elizabeth Price og Carnegie Medalje
vinderen Alan Garner.
Indbydelse til min 50 års fødselsdagsbanket
23/11
Vær Hilset og velkommen alle mennesker, elverfolk, hobbitter, majaer,
dværge, orker/uruker, magikere, troldmænd, hekse, Hogwarts elever og
alskens andet godtfolk, væsener, dyr og væxter. Lad os mødes i venskabeligt
og festligt lag.
Det vil glæde mig (”forbindelsesofficeren”) meget, om I alle uanset race,
stand og alt muligt andet, vil være med til at fejre min 50 års dag sammen
med mig på Esrum Kloster & Møllegård Klostergade 11-12 Esrum 3230
Græsted. (Festen afholdes i abbedsalen kl. 17-24).
Jeg er nu nået den alder, hvor jeg ikke ønsker mig gaver, men derimod sjove,
seriøse, søde, spændende, rørende eller ? indslag eller aktiviteter, som vi
alle kan have glæde af.
Jeg vil gerne have, at Brifolkene holder sig til middelalderen og Tolkiens
univers (dragter). Ordener, mærker, medaljer, diademer og smykker må
bæres. Hvis det ønskes kan service (knive m.m.) medbringes. Selv
medbringer jeg mit. Jeg beder om, at man meddeler mig, hvis service
medbringes.
Jeg vil gerne have, at AATfolkene holder sig til Harry Potter universet og
klæder sig i overensstemmelse dermed (der kan dog i visse tilfælde gives
dispensation). ”Det gamle skoleslips” er velkomment.
Jeg vil til de øvrige sige: at det eneste, der gælder, er at I holder jer til
nutiden.
Selv vil jeg kombinere alle 3 dele efter bedste evne,
SU senest 30. oktober
Med venlig og Høvisk Hilsen
Helle Larsen/Serpentia Dahlia Gyldenstjerne/ Bellatrix Serpentia Urania
Morgenstjerne
12

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Arthurs Fald – en anmeldelse af Tolkiens ”The
Fall of Arthur”
Af Troels Forchhammer / Nolendil
Den sidste nye bog der er udkommet af J.R.R. Tolkien redigeret af
hans søn, Christopher Tolkien, er ”The Fall of Arthur”.
Ligesom forgængeren, ”Sagnet om Sigurd og Gudrun” er der tale om
et digt i den gamle form – stavrimet. Digtet følger den oldengelske
verseform der, ligesom de oldnordiske former, er strammere end det
ellers ses i de alliterative digte i Arthur-traditionen som alle stammer
fra den lidt senere middelengelsk periode.
Digtet selv er på knap 1000 linjer og fylder blot 40 af bogens godt 200
sider. De øvrige sider udfyldes især af Christopher Tolkiens essays,
”The Poem in Arthurian Tradition”, ”The Unwritten Poem and its
Relation to The Silmarillion” og “The Evolution of the Poem” samt af
hans noget kortere forord og et appendix om den oldengelske
verseform taget fra en forelæsning som J.R.R. Tolkien holdt om
emnet.
Den første sang af digtet, som i øvrigt vinder ved at blive læst højt,
starter med Arthur som der sin hær har ført kampen mod de
hedenske horder langt ind på det europæiske fastland, helt til
Mørkeskov i det østlige Tyskland (det oldnordiske Myrkviðr som bl.a.
kendes i denne betydning fra Vølund-kvadet). Dystre
stemningsbilleder giver indtryk af at Arthur ikke blot kæmper mod
hedningene selv men også mod selve skoven og bjergene – og måske
endog de hedenske guder selv. Midt i alt dette får Arthur besked om
Mordred’s forræderi og skynder sig hjem mod Britannien.
Den anden sang starter med et nærbillede af Mordred, en besat
mand hvis forræderi og rænkespil drives af hans begær efter
13

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Guinever (for at bruge Tolkiens stavemåde). I et stærkt portræt ser vi
hvordan Mordred får bud om at Arthur nu ved besked om Mordreds
forræderi, hvorpå Mordred straks begiver sig til Camelot for at give
Guinever et ultimatum: frue eller frille. Guinever udbeder sig tid, men
flygter for Mordreds tilnærmelser mens Mordred må tilbage til
kysten for at forbedrede sig på Arthurs invasion af Arthurs eget rige.
Den katastrofale affære mellem Lancelot og dronning Guinever er
længe overstået da digtets handling starter. Guinever er tilbage i
Camelot som Arthurs dronning mens Lancelot er forvist fra
Britannien og i unåde smidt ud af broderskabet om det Runde Bord.
Affæren og dens følger beskrives i tredje sang, hvor vi møder
Lancelot i Benwick. Også Lancelot har hørt rygterne om historiens
strømninger som nu vender sig mod Arthur, og læseren præsenteres
for endnu et stærkt portræt af en mand der er splittet af stærke
følelser: stoltheden, troskabet – kærligheden – til Arthur, frygten for
Gawains dom, den romantiske kærlighed til Guinever (omend de to
synes delvis fremmedgjorte) – håb, skam og vrede brydes i Lancelot
og låser ham fast hvor han er, så Arthur må angribe Britannien uden
hjælp fra Lancelot og hans slægtninge.
Arthurs angreb er emnet for den næste sang, hvor vi først ser
Mordred afvente invasionen, og så får beskrevet søslaget, hvor
Arthur og Gawain bekæmper de hedenske sømænd som Mordred
har i sin sold.
Som strå for stormen, som stilke der falder
for hensynsløs høstmand, som havgusen flyr
for opgående sol arrigt brændende
hans fjender flyede. Frygten overvandt dem.
Fra bord og bom besejrede faldt de,
i søen sank de deres sjæle fortabende.
Både som bauner brændte og røg;
14

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
på bredden nogle skælved brudte og splintrede.
Rød floden strømmed stenene farvende.
Skjolde på vandet skårne og splintrede
som vraggods flød få frelste livet
sønderbrudt og blodig fra søval på flugt.
Sådan kom Arthur til eget rige
og søvejens adgang med sværdet vandt,
med Gawain i front. Hans glorie 6 nu skinned
som middagsstjernen der streng og skyfri
over mænds hoveder til højder klatrer
før den nedgår og svigter. Norners dom vented.
Tidevand vendte. Tømmer var splintret,
døde og druknede dunkelt vraggods
liggende efterladt på lange strande;
rødklædte klipper rejste sig af vandet.
(fra Canto IV af ”The Fall of Arthur” oversat af anmelderen)
Den sidste sang er halvfærdig, og når kun at beskrive hvordan Arthur
slår råd op med Gawain om hvordan de skal forcere klinterne efter
de nu har vundet på havet.
Efter selve digtet følger tre essays af Christopher Tolkien. I det første,
”The Poem in Arthurian Tradition” diskuterer han hvordan faderens
digt relaterer sig til de middelalderlige kilder som Laȝamons ”Brut”,
Geoffrey of Monmouths ”Historia Regum Britanniae”, den franske
romance ”Mort Artu” (kilden til et rimende digt fra det fjortende
århundrede kaldt ”The Stanzaic Morte Arthur”, men Christopher
Tolkiens primære kilder er Sir Thomas Mallorys ”Le Morte d’Arthur”
og den anonyme “The Alliterative Morte Arthure”. Hvis man, som jeg,
6 ”Glorie” har på ældre dansk samme betydninger som det originale
engelske ”glory” af hæder, ære, berømmelse.
15

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
blot har læst et par enkelte af det tyvende århundredes
gendigtninger af myten om Kong Arthur, så er Christopher Tolkiens
gennemgang guld værd for forståelsen af det kildemateriale hans far
arbejdede med, og argumenterne for at faderens primære kilde
synes at have været ”The Alliterative Morte Arthure” vil være værd
at læse også for folk med et langt bedre kendskab til de
middelalderlige kilder.
For læsere som hovedsaglig kommer til værket gennem deres
interesse for – og kærlighed til – Tolkiens fiktion, og især hans
legendarium, vil det andet essay, ”The Unwritten Poem and its
Relation to The Silmarillion”, være af stor interesse. Her citerer og
kommenterer Christopher Tolkien de noter som hans far skrev mens
han arbejdede med digtet. Noterne giver en ide om hvordan digtet
skulle have fortsat og have sluttet. Den største overraskelse er
formentlig at Tolkien planlagde at lade Lancelot følge efter Arthur til
Avalon for aldrig at vende tilbage. Christopher Tolkien har allerede i
”The History of Middle-earth” vist hvordan hans far på et tidspunkt
koblede sit legendarium op til Arthur-traditionen ved at identificere
Tol Eressëa, den Ensomme Ø, med Avalon, men i noterne til det
ufærdige digt kan vi se hvordan Tolkien planlagde også at etablere
denne forbindelse den anden vej ved, gennem sit digt om Arthurs
Fald, at koble Arthur-traditionen op til sit legendarium ved eksplicit at
lade Lancelot ankomme til Avalon i ”the Bay of Faërie” –
Alfehjemsbugten.
I det sidste essay er Christopher Tolkien tilbage i en rolle, som vi
kender ham i fra ”The History of Middle-earth”. Her udreder han de
komplicerede tråde i tilblivelsen af hans fars tekster – lag på lag af
rettelser, rækkefølgen af udkast, hvilke passager blev skrevet
hvornår, i hvilken rækkefølge fik Tolkien sine ideer. Dette er
formentlig det mest akademisk rettede af de tre essays – der hvor
16

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Christopher Tolkien gør det muligt for senere forskere at bygge
videre – at kunne dykke ned i manuskripterne og ved hjælp af hans
arbejde her kunne sortere dem tidsmæssigt for at få en endnu bedre
forståelse af, hvordan J.R.R. Tolkiens ideer afløste hinanden, men
mindre akademisk indstillede læsere kan måske med fordel nøjes
med at skimme den her del.
De sidste sider af bogen er et appendix om den oldengelske
verseform. Hvis man er interesseret i stavrim, så er dette en
guldmine, som på god vis komplementerer det, der kan læses i
”Sagnet om Sigurd og Gudrun”. Ordene er igen J.R.R. Tolkiens, og de
stammer fra en forelæsning han holdt om emnet – først i BBC, og
siden andre steder, hvor han hver gang forfinede og udbyggede den.
Alt det arbejde, der er lagt i beskrivelsen fremstår klart i teksten.
Som en dedikeret Tolkien-entusiast med en hang til fuldstændighed
er ”The Fall of Arthur” naturligvis værd at læse ganske enkelt fordi
det er en bog af Tolkien. Hvis man kan lide stavrim vil man ikke kunne
finde mange moderne forfattere som kan måle sig med Tolkien i den
form, og alene dette gør bogen værd at læse, ligesom en
forkærlighed for literaturen om Kong Arthur vil kunne være en
indgang – J.R.R. Tolkien er trods alt ikke hvemsomhelst blandt
moderne forfattere af sagn og myter.
For mig er det selve digtet – stavrimet – der er det bedste. Jeg
overvældes af den kraft som denne verseform kan viderebringe, og
evnen til i et kortfattet billedsprog med en stærk fornemmelse for
talesprogets rytme at kunne fremmane så stærke portrætter af
mennesker eller situationer er for mig helt fantastisk.
Der er især tre vinkler på dette værk, som jeg forudser, vil optage
Tolkien-entusiaster i en rum tid fremover:
17

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
1. Tolkiens portræt af dronning Guinever. Der er ingen tvivl om
at Tolkiens Guinever bliver stillet i et noget mere negativt lys
end det er normalt i bøger i Arthur-traditionen, og jeg tænker
at det vil afføde en lang række diskussioner om Tolkiens
kvindesyn, hans syn på Guinever, på utroskab, hvordan vi,
som læser Tolkiens digt firs år efter dets tilblivelse, bør, eller
ikke bør, læse vores egen tids moralopfattelse ind over digtet
o.s.v. o.s.v. Meget af dette er ikke nye diskussioner, men de
vil blive taget op igen i lyset af Tolkiens forholdsvis negative
portræt af Guinever.
2. Forbindelsen til Tolkiens Silmarillion. Hvad skal vi lægge i
Tolkiens nu tydeligvis to-sidede kobling mellem hans
Silmarillion-mytologi og Arthur-traditionen? Også Lancelots
rolle i den forbindelse vil blive diskuteret – se f.eks. John
Garths anmeldelse andetsteds her i ”Pibeurten” eller Sørina
Higgins’ påstand om at ”Lancelot er Eärendel”.
3. Tolkiens beskrivelse i hans berømte brev til Milton Waldman
af hvorfor han ikke syntes at Arthur-traditionen
tilfredsstilede det, han søgte efter – at Arthur-historierne var
”imperfectly naturalized associated with the soil of Britain
but not with English; and does not replace what I felt to be
missing. For one thing its ‘faerie’ is too lavish, and fantastical,
incoherent and repetitive. For another and more important
thing: it is involved in, and explicitly contains the Christian
religion.” (Fra “The Letters of J. R. R. Tolkien” redigeret af
Humphrey Carpenter og Christopher Tolkien, brev nr. 131 til
Milton Waldman).
At fortolke denne udtalelse i lyset af ”The Fall of Arthur”, og
at tolke digtet i lyset af denne udtalelse vil også komme til at
optage Tolkien-entusiaster i en tid fremover.
18

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Alt dette skal naturligvis ikke betyde at vi ikke vil diskutere andre
aspekter af Tolkiens digt om Arthur – disse er blot dem, som jeg
mener at kunne forudse.
19

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
Indhold
Leder: .................................................................................................... 2
Nogle billeder fra Bri’s sommerbanket 2013 ....................................... 3
Bri’s 18 års jubilæum ............................................................................ 5
Tolkiens ufærdige epos: ”Arthurs fald” ................................................ 6
Arthurs Fald – en anmeldelse af Tolkiens ”The Fall of Arthur” .......... 13
Bri – Tolkienselskabet i København
v/ Kim H. Pierri,
Roskildevej 26.,
4622 Havdrup
Tlf.: 28 34 96 82,
E-post: kontakt(at)bri.dk,
Hjemmeside: www.bri.dk
Facebook:
https://www.facebook.com/groups/27843
188283/
Pressekontakt og fotos
Ann Lindholm-Svensson
Telefon: 26 39 95 06
eller mail: presse (at) bri . dk
20