Pipeurten nr 59 - 2013

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar
at de ikke kan stole på Lancelot. En sky af misforståelser mellem
Mordreds fjender efterlader dem skæbnesvangert sårbare.
Digtet bryder af på det mest frustrerende sted, netop som Arthur og
Gawain overvejer et Gallipolli-agtigt 4 angreb over Britanniens hvide
klinter. Arthur, som argumenterer imod det håbløse angreb,
fremtræder her som en model på den vise og retfærdige militære
leder ligesom Aragorn i Ringenes Herre, men meget ulig de generaler
som Tolkiens egen generation havde kendt under første verdenskrig,
generaler som spildte titusinder af liv på ugennemtænkte og håbløse
angreb. Men angrebet bliver gennemført med forfærdelige
konsekvenser.
”The Fall of Arthur” handler næsten udelukkende om personlig og
militær manøvrering, men det er alligevel en verden på kanten af det
fantastiske hvor Gawain bærer et rune-fortryllet sværd og taler om at
tilkalde hjælp fra eventyrvæsnerne (”’fay’ people) på øen Avalon. Og
det er i Avalon at ”The Fall of Arthur”, på pudsig og pirrende vis, føjer
sig til Tolkiens mytologi om Midgård.
Det mystiske Avalon hvortil Arthur bliver bragt for at dø betragtes
ofte af Arthur-kronikører som Glastonbury, et meget virkeligt sted i
det vestlige England. Men det kan Tolkien ikke bruge. Som
opmærksomme læsere ved var Tolkiens Midgård aldrig ment som en
anden verden, men som vores egen verden i en tidligere æra. I 1916,
længe før han forestillede sig Hobbitten eller Ringenes Herre, var
Tolkien begyndt at skrive de Tabte Fortællinger (”Lost Tales”)
(prototyper på Silmarillion), som han forestillede sig blev fortalt til en
dødelig sømand, der havde nået Elvernes Ensomme Ø 5 i det yderste
4 Reference til angrebet på Gallipoli under første verdenskrig:
http://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_om_Gallipoli
5 Tol Eressëa – ”The Lonely Isle” – i The Book of Lost Tales bliver øen til sidst
sendt tilbage til Midgård, hvor den forankres som Britannien. Bugten, hvor
10