November 2006 . nummer 185 - Fjordhesten Danmark

More documents

Recommendations

Info

Alle der fodrer heste…. ... bør som minimum have læst en grundbog om hestens fodring. Det er væsentligt at tage udgangspunkt i normer og fakta, når man fodrer heste Af Helle Sievertsen Hestens fodring og faglig viden Erstatter man i for høj grad de nævnte ingredienser med fornemmelser og føleri, vil det nemt resultere i en fodring, der er forkert eller for dyr – eller måske begge dele. Gør man brug af fornemmelser i hestens fodring, skal de være fagligt velbegrundende. Derudover bør der indgå en god portion sund fornuft i hestens pasning og fodring Kan man da ikke bare spørge en man kender, der også har hest? Jo, det kan man - måske. Problemet er bare, at mange af dem, man kan spørge i dag, ikke kan give fagligt velbegrundede svar. Derfor er det godt at gøre sig den ulejlighed at læse lidt om, hvad forskere og andre fagpersoner konkret ved om hestens fordøjelsessystem, behov o.s.v. Beregning af hestens behov for næring For at beregne behovet for næring, skal man først og fremmeste kende hestens vægt. Der er en formel man kan bruge. I formlen indgår gjordmålet. De færreste har en vægt, de lige kan trække hesten hen over, men alle har mulighed for at tage gjordmålet. Vægt i kg = 6,25 x gjordmål i cm – 625. En norm - hvad hesten som udgangspunkt bør have De gældende normer for, hvad en hest for eksempel skal have af energi, protein, mineraler og vitaminer er som regel fastsat med baggrund i resultater fra forsøg i forskellige lande. På et tidspunkt har man i de enkelte lande fastsat: en norm. Ved en given vægt har hesten nogle bestemte, grundlæggende behov. Når en hest har et føl eller arbejder, ændrer det ikke ved de grundlæggende behov, men på nogle områder skal der suppleres. Et eksempel kan være behovet for calcium. Alle heste har brug for en vis mængde calcium, men hoppen, der skal give mælk til et føl, har brug for mest calcium. Der er nemlig meget calcium i mælk. Værdifuld calcium, der skal være med til at få føllet til at vokse og give hårdt knoglevæv. Normer kan godt ændres Hvis der på et tidspunkt bliver lavet nogle overbevisende forsøg, der giver ny viden, kan det betyde, at forskerne bliver enige om at en norm skal ændres. Jeg er ikke klar over, hvornår de første normer for hestens fodring er fastsat, men det er rigtig, rigtig mange år siden. Det mest rigtige, for de fleste Når man fastsætter en norm, vi kan tage normen for energi som et eksempel, så ved forskerne godt, at ikke alle heste (selv om de vejer det samme) reagerer helt ens. Heller ikke, selv om de er tildelt nøjagtig den samme mængde energi. Måske har man opnået næsten det samme resultat ved 80 ud af 100 heste og kun en mindre afvigelse hos resten. Nogle kom til at veje lidt mere, andre lidt mindre. Det vil sige, at man kan godt have en hest, der ”falder lidt ved siden af”, uden at det på nogen måde er unormalt – og det betyder ikke, at normen er forkert. Det medfører blot, at man skal bruge sin sunde fornuft og justere tildelingen af foder lidt op eller ned. Hold dig til hestens behov, følg normen ved tildeling af protein, mineraler og vitaminer Behovet for energi er det område, hvor der er størst grund til at tage individuelle hensyn. Ser vi på protein, mineraler og vitaminer bør man i videst mulig omfang holde sig til den fastsatte norm. Alle heste optager og udnytter ikke mineraler og vitaminer ens, men alligevel vil hestene normalt få nok. Når en norm fastsættes på vitamin- og mineralområdet sørger forskerne almindeligvis for at gå med både ”livrem og seler”. Det betyder, at når normen følges, så er hesten dækket rigeligt ind. Mineraler og vitaminer arbejder sammen på kryds og tværs i hestens fordøjelsessystem og i kroppens celler. Får heste for eksempel for meget fosfor, så udnytter de foderets indhold af calcium dårligere. Dobbelt så meget er altså ikke dobbelt så godt, når det gælder tildeling af mineraler og vitaminer. I bedste fald sker 22 der ingen ting. Hesten er udskiller ofte blot det den får for meget, via gødning og urin, men andre gange gør det mere skade end gavn. I værste fald har man købt et eller andet produkt, der afsættes som ”specielt værdifulde” urinpletter og hestepærer på marken. Forhåbentlig har græsset så gavn af det indkøbte. Når hesten får tildelt mere protein end det, den egentlig har behov for Det gør heste ofte, når de går på græs. Hesten kan godt tåle mere protein end det normen siger, den bør have, ind til en vis grænse. Hesten udskiller det protein, de ikke skal bruge, via urinen. Det er energikrævende at udskille protein. Er det protein, som er indkøbt, koster det ejeren ekstra penge at give hesten mere, end den reelt har behov for. Det giver også mere ammoniak i staldluften, hvilket kan irritere hestens luftveje. Føl og plage og hopper, der skal give mælk har brug for mere protein end hyggehesten har. Har man kun få heste, kan det være besværligt at tildele protein individuelt, fordi man så skal indkøbe ekstra protein, som det måske er svært at få brugt. Så må man finde et passende niveau, så de heste, der har størst behov, får deres behov dækket. Uanset, vil der være rigtig mange hesteejere, der kan spare noget på proteinkontoen, hvis tildelingen tilpasses den reelle norm. m Foto: Mette Koefoed
Hjemme hos Tove og Gunnar Larsen Alle skal kunne være med Gunnar Larsen er en mand, der i både køresports- og fjordhestekredse nyder stor respekt. Det skyldes ikke mindst hans stille og venlige væsen og den holdning, at hesteinteressen skal være for alle. Af René Juul Jensen Foto Privat Jeg glemmer ikke første gang, jeg fandt ud af, hvem Gunnar Larsen var. Tilbage i 1991, hvor min interesse for fjordhesteracen var til at overse, var jeg på familieskovtur i <strong>Fjordhesten</strong> Øst sammen med mine forældre ved Tystrup-Bavelse Sø. Vi havde godt nok haft heste i en 8-9 års tid, men erfaringen var ikke så stor. Familien var samlet på en hestevogn med vores hoppe spændt for og på en stille skovvej kom Gunnar Larsen gående fra en af de andre vogne hen til min far, der var kusk, og på en pæn og høflig måde sagde noget i retning af: ”Det er egentlig ikke fordi, jeg vil blande mig, men hvis det var mig, tror jeg nok, jeg ville spænde selen lidt anderledes”. Så viste han os, hvordan han ville gøre og fortalte hvorfor det netop var en god idé at gøre det. Den afslappede og venlige måde, hvorpå vi som nye fik det gode råd, har siden været den indgangsvinkel, vi har haft til fjordhesteverdenen og som vi efter bedste evne har prøvet at leve op til, når vi selv har mødt nye medlemmer: Undgå at tale ned til nye folk, lad være med bare stiltiende at ryste på hovedet af dem, men kom med gode råd, når vi ser de har brug for det. Og frem for alt vær høflig og venlig, så man føler sig velkommen i kredsen. Siden har jeg gennem min øgede fjordhesteinteresse lært Gunnar og hans kone Tove at kende, både fra køreundervisning, dyrskuer, bestyrelsesarbejde og meget andet og jeg syntes det kunne være spændende at lære mere om Gunnars tilgang til hesteverdenen. Gunnar Larsens CV inden for hesteverdenen er alenlangt, men blandt de ting, der bør nævnes er <strong>Danmark</strong>smester i kørsel med 4-spand i 1982 og 1984, køredommer gennem mange år, materialprøvedommer og eksteriørdommer i Fjordhesteavlen og for sjællænderne ikke mindst kendt som manden bag det årlige kørestævne i Tjæreby ved Skælskør. En varm sommeraften i juli besøgte jeg Tove og Gunnar for at få en snak om deres liv med fjordhestene. Skønt snakken i høj grad kom til at handle om Gunnars liv med hestene, var det klart, at uden Toves og familiens støtte, havde Gunnar ikke kunnet samle så mange erfaringer op undervejs. Født på en hesteryg Ifølge Tove blev Gunnar født på ryggen af en hest og det er da heller ikke meget galt. Gunnar kom til verden på et lille landbrug med 12 tønder land, som var drevet med heste. Det var oldenborgere og frederiksborgere, der var at finde i stalden. Og naturligvis har Gunnar haft sin gang i hestestalden. Glæden ved heste gjorde også, at da Gunnar skulle til at finde en plads, søgte han ud til et sted med heste. Det var faktisk en betingelse for ham. På den første plads var det belgierheste, der leverede den nødvendige trækkraft. Siden blev det til en plads, hvor det var de lidt ædlere oldenborgere, der var at finde i stalden. Om Gunnar dengang havde en stærk vilje, ved jeg ikke, men han fortalte, at oldenborgerne blev indkøbt for Gunnars skyld. Se, det var jo en arbejdsgiver. Den første gule Da Gunnar mødte Tove og det blev tid at stifte sit eget hjem, var det kun naturligt, at der skulle indgå en hest i det samlede billede. En frederiksborger blev indkøbt, men det viste sig hurtigt, at det måske var en lige lovlig stor mundfuld for Tove, for den var ikke ligefrem hele familiens hest. Derfor gik der ikke så lang tid, før den store røde blev skiftet ud med en lille gul. Det skete i 1969, hvor de ved et hestemarked ved Bromølle Kro mødte Christian Eisensøe, som lige havde hesten for dem: Stella, en fjordhest, uden papirer ganske vist, men lige præcis med det temperament som Gunnar og Tove søgte. Stella viste sig at have endnu en fejl, nemlig at den ikke kunne komme i fol, så hun blev ikke stammoder til Gunnar og Toves heste. Til gengæld var Den allerførste gule fjordhest, Stella, som var uden papirer (1969) 23 hun en fremragende kørehest, der tog imod alle de udfordringer, Gunnar stillede hende over for. Den første studenterkørsel Gunnar havde, klarede Stella ene hest med 22 studenter på vognen. ”Tja, jeg var ikke klogere dengang”, siger Gunnar og forsikrer, at han ikke har kørt med én hest foran sådan et læs siden. Siden kom hoppen Zita til stalden og i 1970 blev det første føl født hos familien Larsen. I 1972 flyttede familien til Tystofte Huse ved Skælskør, hvor den stadig har adresse. Her blev der bedre plads til heste, så bestanden kunne udvides. Gunnar og Tove har altid syntes, det var sjovt, hvis hestene var født hos dem selv og derfor har indkøbet af heste gennem årene været ganske beskedent. Senest var for 10 år siden, da den grå Ormdatter, Sanne, blev indkøbt. Vist nok mest på grund af farven, men det viste sig, at hun faktisk også gjorde sig godt foran en vogn. Mødet med køresporten Mødet med Christian Eisensøe fik betydning for Gunnar og Tove på mere end én måde. Det var nemlig Christian og hans bror Peter, der lokkede Gunnar med til kørekonkurrencer. Lysten til at køre havde Gunnar altid haft, så han vidste godt, hvad der var foran og bagved på både en vogn og et seletøj. Men at deltage i konkurrencer var noget nyt. Gunnars første konkurrence var på Lerchenborg i 1969, hvor Stella var for vognen. Hvordan det helt præcis gik, kan Gunnar ikke huske i dag, men det blev jo nok hverken til en placering helt i top eller helt i bund.
Page 1 and 2: November 2006 . nummer 185
Page 3 and 4: Indhold Nyt fra bestyrelsen .......
Page 5 and 6: Sporten på Vilhelmsborg Sportsafde
Page 7 and 8: Anja Anita Hansen og Lasse vandt b
Page 9 and 10: Ukendt om onsdagen - Europamester o
Page 11 and 12: Europamester i beskedenhed Bjarne W
Page 13 and 14: Følskuerne i 2006 Så er årets se
Page 15 and 16: Vi kan således konstatere en tilba
Page 17 and 18: Nyt omkring dommeruddannelsen Vi n
Page 19 and 20: en af de ældre og erfarne heste. D
Page 21: Bondens øje feder studene Overskri
Page 25 and 26: han været i aktion igen, først og
Page 27 and 28: Snart er det gavetid Vi nævner ikk
Page 29 and 30: Køre Cup´en i 2-spandsklassen ble
Page 31 and 32: Stævne Øst på Dorthealyst Af Hel

November 2006 . nummer 185 - Fjordhesten Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?