Septembe - Sdr. Stenderup - InfoLand.dk

32
Undervejs
Tekst og tegning
Jens Bach Andersen
hæng, lige meget hvor meget kaffe og
kage, de hjemvendte serverer.
En eftermiddag spadserede jeg en tur
alene.
Skråt overfor hotellet gik en jordvej ind i
noget højt krat af stedsegrønne ege og
jordbærtræer (som jo blot hedder sådan,
fordi bærrene kan minde om jordbær. Det
er en art meget stor lyng).
Vejen var kringlet og knoldet, et spændende
sted, og der travede jeg så og passede
mig selv og nød livet. Solen skinnede.
Pludselig var det imidlertid slut med freden.
En meget stor hund kom galloperende
og især gøende imod mig, konstaterede
jeg, da jeg snurrede rundt. Meget voldsomt
gøende. Og stor.
To numre større, og det havde været en
gnu.
Bestemt et af den slags kæledyr, man
ikke skal klappe, medmindre man tilfældigvis
står med et 60 centimeters jernrør, der
ligger godt i hånden.
Og normalt mener jeg ellers, fruen pakker
lidt vel meget i kufferten, når vi skal på
ferie, men her var jeg alligevel glad ved
tanken om, at der var ekstra underhylere i
bagagen på hotelværelset, hvis situationen
skulle gribe om sig, og jeg i det hele
taget ville nå tilbage i ét stykke. Jeg blev jo
Vi stod i Billund Lufthavn neden for trapperne,
der fører op til, hvor man tømmer
lommerne og trækker bæltet af, fordi
metaldetektorerne i den fritstående dørkarm
ikke skal bippe og frembringe for
mange rynker i kontrollanterne pander, når
man går gennem.
Vi skulle på en bette ferie i Portugal.
Midt april sammen med Sys og Per, et par
af vores gode venner, med Ryan Air,
næsten ingen penge.
Efter at være gået gennem den lille enmands-perleport
(so to speak), bimlede og
lyste hele skidtet så alligevel, hvorefter
jeg, igen-igen, også måtte smide støvlerne.
Et par udmærkede second-hand militærstøvler,
som jeg befinder mig godt i.
Men - støvler kan angiveligt indeholde
indbyggede bomber.
I mit tilfælde er der nu højst tale om et
par indbyggede stinkbomber af middelsvær
kaliber, men alligevel, sikkerheden er
vigtig, og jeg kunne jo være smuttet ud i
cockpittet og tvunget hele transporten til
Cypern ved at true med at rende rundt i
strømpesokker.
Jeg var i øvrigt - af let pinlig erfaring -
forberedt, så jeg allerede samme morgen
havde iført mig et par nyere sokker uden
nævneværdige huller.
Det gik fint; jeg blev ikke taget. Ting er
ikke altid, hvad de ser ud til. Mere derom
senere.
Vi ankom omsider til Portugal og siden
til det forudbestilte hotel i byen Silves,
som ligger omtrent midt i Algarve, lidt i den
vestlige ende, en tyve kilometer fra
kysten; det var ikke rigtig badevejr på det
tidspunkt.
Udmærkede dage gik med køreture i
lejede småbiler, blandt andet til kysten,
bare for at kikke, plus spadsereture i selve
Silves og så videre. Maden er heller ikke
værst. Det hele kan anbefales.
Sidst på eftermiddagene mødtes Per og
jeg så som regel nede på hotellets terrasse
og nød lidt hvidvin, mens vi evaluerede
og sludrede om livet i øvrigt.
Per hører i øvrigt til i den filuriske ende,
så somme dage krævede det to glas for at
nå det hele.
Flere storke kredsede over både os og
en ydmyg flod, som går gennem byen, og
nattergale sang i buskadser langs floden,
hvilket de jo gør hele døgnet, man lægger
bare mest mærke til dem om natten, hvor
andre fugle som regel holder mund. Derfor
navnet.
Lad mig spare læseren for ”feriebilleder”
– enhver kender til kvalme i den sammenliiidt
bange.
Her tog sagen sig heldigvis en drejning.
Ejeren kom. Først kunne jeg ikke lige få
øje på ham, kun høre ham. Det kunne jeg
til gengæld også. Ordet ‘tinnitus’ faldt mig
ind.
Her stoppede gnuen heldigvis op og
satte sig på bagbenene få meter fra mig,
hvor den så gav sig til at knurre og savle,
som om den ikke havde fået sin Pedigree
Pal i lidt over en uge.
Sekundet efter kom så selve ejeren ind i
billedet. Han kom brølende med en lydstyrke,
der på ingen måde var mindre end
gnuens. Han må have hørt, der var noget
galt, eller at hans kæledyr havde fundet
noget interessant.
Herefter tog han den meget resolut i
halsbåndet og vrælede så til både mig og
dyret, så højt, at jeg igen tænkte på fruens
kuffert. Og så på portugisisk.
Da det ligesom var ved at få ende,
mumlede jeg lidt på engelsk, som man jo
gør, og solen skinnede stadig.
Jeg tror ikke rigtig, vi forstod hinanden,
men hunden blev herefter fredelig som et
lam og kom hen og snusede nærmest
høfligt til mine bukser, og vi gik atter hver
til sit.
Igen: Ting er altså ikke altid, hvad de ser
ud til, hvilket får mig til at afslutte med en