28 NYBYGNING - OMBYGNING- RENOVERING AUT. VVS-INSTALLATØR INDUSTRI - VILLA - LANDBRUG VAND-VARME-VENTILATION-JORDVARME-STOKERFYR-SMEDEARBEJDE 24 timers landsdækkende service Bjarne Olsen, tlf. 2783 9501 eller René Fey Olsen, tlf. 2783 9502 ENGDRAGET 13 6091 BJERT Telefon 7557 2548 Mobil: 2011 8197 og 2427 2420 Festsalen i Mejeriet Går du med tanker om at skulle holde din næste fest i Mejeriet’s flotte festsal (Alt udstyr til 90 siddende gæster) så er det nu ! Der er “rift” om datoerne ! Henvendelse Keld Venø tlf: 75572424 - mobil: 24409424 Se: www.mejeriet-bjert.dk
29 Den lyseblå cykel Tekst og tegning Jens Bach Andersen Det er et stykke tid siden. Jeg stod cirka ud for skolen og ventede på bussen og havde god tid, og for at få tiden til at gå trippede jeg sådan lidt rundt og kikkede. Som man jo gør. Ti meter frem og tilbage og sådan. I indkørslen, langs med hækken, stod der (eller tør jeg sige lå) nok en femtentyve cykler, som man må gå ud fra, var de unge menneskers cykler, elevernes, som på det tidspunkt sikkert sad og havde travlt med computere og kuglerammer, SMS'er og små sedler, og hvad ved jeg. Måske ligefrem historiebøger. Lad mig komme til sagen. Cirka midt blandt alle de her cykler fik jeg så øje på en himmelblå damecykel med hvidmalet fletkurv på styret, omkranset af en ranke eller guirlande af blomster, vist nok af plastik, men alligevel. Jeg var ikke helt henne og mærke efter, jeg skulle jo også holde øje med bussen. Det var en lidt ældre cykel, så vidt jeg kunne se, en ældre model, men såfremt en cykel kan virke glad, var det netop dét, denne ældre damecykel stod og gjorde. Den holdt simpelthen, nærmest lidt smilende, og lyste stille op blandt moderne popcykler med kulørt staffage og fyrre gear. Som om den tog ikke mindst tiden mere roligt. Angående tid, så fletter jeg her lige noget ind om et vækkeur, jeg længe har været i besiddelse af. Dette ur er et såkaldt atomur, eller det er i hvert fald, hvad jeg selv kalder det. Det er måske nærmere bare et uhyre moderne vækkeur, hvis virkeligheden skal med ind i billedet. I dag er det ikke nemt for mig at sige, hvorfor jeg egentlig købte det i sin tid, men måske jeg bare manglede et vækkeur, og så var det tilfældigvis det, der stod yderst på hylden. Bilka kan ikke udelukkes. Jeg husker det ikke. At det blev døbt 'atomuret' skyldes, at det angiveligt bliver styret af et muligvis ægte atomur, som står i Frankfurt, jowjow, Frankfurt i Hessen ungefær midt i Tyskland. Fra uret i Frankfurt udsendes der med små mellemrum, vist nok flere gange i timen, bitte små radiosignaler, som åbenbart fortæller mit personlige vækkeur (og selvfølgelig også alle andre indehavere af atomvækkeure), hvad klokken er uhyre præcist. Det kan således højst tabe eller vinde ét sekund, altså ét sekunds unøjagtighed, på - og hold nu fast - én million år, hvordan man så har fundet ud af dét. Det stod i brugsanvisningen, og det må man jo tage hatten af for. Eller nathuen. Det ur har jeg imidlertid lidt under indtil for nogenlunde nylig. Siden begyndelsen har det nemlig været lidt træls at høre på. Især om morgenen, og det er ellers ikke fordi, jeg får det specielt skidt ved at få oplyst, at en ny dag netop har tænkt sig at begynde, det er mere det, at selve lyden, når uret fortæller mig det, er en lille smule træls at lægge øre til i den situation. Lyden er en nærmest nævenyttig computermelodi, der bestemt ikke er komponeret til at sætte mennesker i godt humør fra morgenstunden. I hvert fald ikke efter min mening. Nærmere tvært imod. - Bring mig jernrøret, der er en tonedøv rotte under sengen! kan nemt være ens første tanke lidt før solopgang. I hvert fald i begyndelsen. - This sovekammer er ikke stort nok for the both of us, eller noget i den retning, tænkte jeg så en skønne dag, og atomuret fik herefter sin faste plads ude på køkkenbordet. Så kunne det stå der og være vanskelig. Næste gang fruen skulle til byen, bad jeg hende om lige at købe mig et nyt vækkeur. Et med en mere jordnær og menneskelig måde at kommunikere på. Fruen kom så hjem med mit nye ko-ur. Eller ko-vækkeur. Hvilket kræver en forklaring. Mit nye ur siger 'Muh', når jeg skal stå op. Ligesom en ganske almindelig malkeko ude på marken. Der skal batterier i, hvilket der jo skal i alt i vore dage, på nær tykmælk, og så er der sikkert indbygget en bette båndoptager eller noget med en optagelse af en ægte ko inde i midten. Mellem tandhjulene. Den er noget hæs i det, det hører med, men man er ikke i tvivl om, at det skal forestille en ko. Vækkeuret er sikkert beregnet til børn, men sådan er der så meget. De første par morgener blev jeg måske lidt forskrækket, når tiden var inde til at stå op; der plejer ikke at stå drøvtyggere ude ved gavlen. Ikke før jeg står der med en kop morgenkaffe. Jeg har nu vænnet mig til det. Det går ganske vist ikke så nøjagtigt som atomuret, ifølge brugsanvisningen, på en million år skal det såmænd nok tabe eller vinde lidt mere end et sekund. Måske vil det endda blive en hel måned, der til den tid viser sig at være smuttet for mit nye ko-ur. Hvilket jeg på ingen måde vil bebrejde det, ingen er perfekt, og så travlt har vi jo heller ikke. Og i forhold til atomurets strømlinede computerbipperi virker det, trods den hæse stemme, noget mere imødekommende. Trods både batterier og båndoptager virker mit nye ko-ur mere jordnært. Mere glad. Midt i det hele. Faktisk lidt ligesom den lyseblå cykel.
Change language