Nummer 4/2009 - Beder-Malling Idrætsforening

Kirke & sogn
Hvem er ond? Er det morderen med
blod på kniven? Eller er det røveren, der
plyndrer? Eller den rige, som for sin egen
vindings skyld udsuger de fattige, så deres
børn bliver tynde og syge? Eller er det den,
som ved psykisk terror ødelægger et andet
menneskes liv? I fantasien kan vi opregne
et utal af forbrydelser og hver gang sige: det
her må være det mest nedrige!
Alligevel finder man ikke de værste blandt
disse mennesker. Derimod finder man
afvigere og psykopater, åndelige husmænd
samt ubegavede og afstumpede stakler.
Men de er ikke først og fremmest onde,
men ofre for indre eller ydre misforhold.
Så nej, hvis man skulle tegne et billede af
den mest onde, måtte det komme til at se
anderledes ud. Det onde menneske er nemlig
et pænt menneske, stræbsom, arbejdsom
og bange for at være anderledes, loyal
i sammenhold med ligesindede, et veltilpasset
menneske, som i loyalitetens navn
kan være hård, når det kræves, ufølsom og
ubarmhjertig, når de mindre pæne udstødelsesopgaver
skal udføres. Den onde er
fordømmende over for dem, hvis svagheder
er synlige, og som ikke har klaret den sociale
tilpasning lige så gnidningsløst og glat.
Og lad det så bare være sagt ligeud: intet
samfund kunne da vitterligt bestå uden den
onde. Gennem sine piruetter for dem, Der
har magt, er den onde med til at strukturere
samfundspyramiden. Firmaer og institutioner
ville være ilde stedt uden den onde. Den
officielle moral ville simpelthen bryde sammen
uden den ondes udadvendte uangribelighed.
Kirken behøver den onde. Enhver
armé behøver den onde. Ro og orden er
umulig uden den onde. Den onde er en
uundværlig samfundsstøtte. Det et guld værd,
at den onde kan være diskret og, når det er
nødvendigt, tie stille med, hvad der kan være
både umoralsk og retsstridigt. Og så føles det
ikke engang slemt at være ond; for det hører
nu engang med hertil ikke selv at vide det
eller kunne se det.
Overalt, hvor mennesker fungerer bange og
tilpassede i det religiøse, sociale og moralske
system som uangribelige, men indvendigt
rådne samfundsstøtter, finder vi de virkelig
onde, dem, der er bange, for at være anderledes,
for andres mishag, for deres egne
følelser, ja, endnu værre: bange for at være
bange. De onde er dér, hvor vi selv lever. Og
så må vi jo hver for sig svare på, om vi tilhører
kredsen af sammenspiste.
I de nytestamentlige langfredagsberetninger
ser vi de onde i funktion: et sammenhold af
fjender, som er bange for hinanden. De, der
havde råd til at købe Judas, foragtede ham,
fordi han lod sig købe for penge. Judas var
en tragedie. Utvivlsomt var han en religiøs
fanatiker. Men han var også naiv. Og så
havde han da til sidst, efter at også hans venner
havde vendt ham ryggen, ingen fremtid.
Og så gik han hen og hængte sig.
Og så Jesus da? Ja, efter at være blevet taget
til fange blev han som bekendt underkastet
forhør og tortur. Først gik turen til vagtmandskabet
ved templet, dernæst til ypperstepræsten,
som havde en modig tjener, der turde
slå den bundne Jesus, fordi hans tone ikke
var pæn nok. Og endelig blev Jesus stillet for
Pilatus, i hvis palads hans fjender end ikke
ville gå ind; for tænk, det kunne man jo blive
uren af! Men så kunne de da i hvert fald
stå udenfor og true Pilatus med kejseren.
Og så endte det da med, at Pilatus - der
ellers til at begynde med havde ment, at
Jesus var uskyldig – blev bange og blød
i knæene og udleverede ham til henrettelse.
Og så blev der ellers kø ved håndvasken.
Alle vaskede hænder, ingen havde
noget til overs for hinanden, og ingen var
ansvarlige.
Et almindeligt, kompromisløst menneskes
tilstedeværelse i den suppedas ville have
været en skandale. Og Jesus var ikke et
almindeligt, kompromisløst menneske.
Han var uskyldig. Og han var ikke bange.
De havde ham i deres magt og kunne
dømme ham. Men han vidste, at de dermed
dømte sig selv. Og det vidste de også
selv og gjorde derfor alt for at frikende
sig selv. Men så fik de ham lukket ude af
tilværelsen. Og så kunne de da til sidst
trøste sig med deres egen retfærdighed.
Eller med, at Judas jo bare var en latterlig
lille lus, og at Pilatus ikke levede op til sit
ansvar.
Jesus var som et lam, der blev ført til slagtning.
Men den uskyldige er ikke til at slippe
for. Rigtignok kunne man udslette Jesus. Men
erindringen er uudslettelig. Derfor lever den
døde Jesus videre, inde i vores menneskefrygt.
Han er en foruroligende anklage imod
de overgreb, vi billiger, når vi er bange. Og
sammen med Jesus lever andre uskyldige og
gør os urolige, fordi vi var passive og ikke
greb ind.
Jesu død gør det umuligt for os at etablere
en rolig, harmonisk og hårdhjertet tilværelse
i menneskefrygt. Den konfronterer os med
sandheden om os selv. Og dog: kun for at
frigøre os fra frygten og gøre os fri af det
tomme, onde liv og kalde os ud, hvor vi ikke
har andet at støtte os til end det, han var
legemliggørelsen af ved sin død: primitiv og
oprindelig redelighed uden menneskefrygt: at
overtage sit liv og sin død af Guds hånd.
Malthe Madsen
Nummer 4/200923