Carpe Diem, foråret 2015

Carpe Diem, foråret 2015
Kathrine Thomsen, 2.q

Kærlighed til had
Med viden om fremtid
Gjorde jeg det
Han løftede hånden
Besat af begær
Til sin handling, drev jeg ham.
Med håb i øjnene mærkede jeg slaget
Følte en varm hånd røre min krop
Varmen spredte sig i mig.
Så fantastisk.
Det var skrækkeligt.
Sheila Behnke 2.y
Anne Torp, 3.t

Fader
Manden med hævet hånd
Manden uden sjæl og ånd
Nu brudt er dette bånd
Alene må vi vandre
Træt i vore tanker
Om hjælp vi stille skriger
Mens vi os selv bekriger
Besudlet blod i vore åre løber
Det læseligt sig støber
Stille ned af armen
Kun vi selv, hører larmen.
For os åbner porten
Snart forsvinder sortnen
Kirkeklokken nedtæller
Al skam og skyld sig fæller
Den evige banken
Overdøves af tanken
Da vil vi klarhed syne
Og græsset sig grüne.
Sheila Behnke 2.y
Anne Torp, 3.t

Ikaros.
Gaden var hvid af sne og genskæret fra vinduer, som fangede den sidste sol på året. Folk fra nær og
fjernt gik hastigt fra butik til butik, mens salmer og duften af brændte mandler fyldte gaden. Det var koldt, men det
hjalp på det at han havde sin jakke – En tyk og poset Norwegian med fyld af gåsedun, anskaffet med hans indtjente
penge fra jobbet som bøfvender på Burger King. Han tjekkede sin iPhone for beskeder, om det så var fra Facebook
eller Twitter eller noget helt tredje var egentlig ligemeget. Der var ikke så lang tid til at han måtte gå i gang – Han var
jo herinde af en grund. Hvis han skulle tage i byen, var det er to grunde: Enten var han inde i Gaden for at drikke med
vennerne, eller også var det for at købe gave, når han ikke kunne få dem sendt til døren fra nettet. Han var ikke meget
for at være i byen når det da ikke var nat, for om dagen var folk vågne og ædru, og så virkede de anderledes... Som om
at de havde behov for at behandle sig selv og hinanden på en speciel måde. Han ville også helst tale med folk når de
var fulde, for så fortalte de hvad de mente, og ikke hvad der forventes af dem: Han havde forsøgt at snakke med en
pige fra parallel-klassen, som havde kaldt ham en ”fucking perker” eller sådan noget, men senere, til en privat fest i
Gaden havde han fundet hende igen, og der undskylde hun helt vildt og sagde hun var helt vildt ked af at hun havde
været så nedern.
De gik ham nu ikke på at blive råbt ad. Det skete så ofte. Han havde lige været i Salling, og han var helt
sikker på at service-medarbejderne holdt øje med ham, sådan som han gik rundt i sit dyre vintertøj og, sorte,
karsekorte frisure. Dém ville han godt drikke med – Så kunne han spørge dem om de faktisk mente at han ville stjæle
deres kopi-tøj, eller om det bare var noget de havde fået fortalt. Nu var hans te kold. Han havde siddet der og skrevet
med Amanda i så lang tid at han slet ikke lagde mærke til det. Der var ikke mange der vidste at han godt kunne lide at
drikke te, men hvorfor skulle de også interessere sig for det? Han vidste ikke om Amanda kunne lide te. Han vidste
ikke engang om hun kunne lide ham. Han havde ikke tænkt sig at spørge.
Duerne over ham havde begyndt at samle sig, og han kunne ikke se hvorfor – Nok sad han ved en café,
men i forhold til den mængde af klejner, brunkager og andre kager folk spiser på gaden var det da dumt at gå efter
hans to te-kiks. Nu sad der en mindre flok omkring ham og kurede, som om at de forventede noget af ham. Det var
irriterende at de ikke ville lade ham være, nu hvor han endelig havde fundet et sted hvor han kunne gøre sig klar. Det
var som om at de gjorde nar af ham. Men han kunne nok give dem igen – Han tænkte på hvordan de mon ville reagere
hvis de vidste hvor mange fugle der måtte have ladet vingerne for at han kunne have sin dun-jakke på. Det ville de nok
ikke synes om, det pokkers fugle.
En af duerne var mere modig end de andre, og sad på bordet foran ham. Den sad og kiggede på ham,
med først det ene øje, og så det andet. Hvad fanden prøvede den at sige? Han havde jo ikke flere krummer, det vidste
de. Måske var det alt hvad de havde at tage til. Men de havde jo vinger – De kunne flyve hvorhen det skulle være! De
kunne prøve at stjæle en drue eller to fra en fed overklassekvindes indkøbsvogn om morgenen, tage en lur på toppen af
Vorfrue Kirke til middag og så irritere en ”utilpasset ung med anden etnisk herkomst” om eftermiddagen, og det ville
have været en fed dag. Han måtte sidde her og drikke te og prøve at tage sig sammen for at tage det mindste skridt ud
på gaden og hen til Henris og Mauritz for at få fat i den der cardigan hendes søster ønsker sig. De flyver bare, mens
alle andre må binde sig til jorden og gå rundt og se lalleglad ud, fordi det er jul. Ingen gaver eller nissehuer, intet

ehov for at give eller få gaver. For dem var gaderne i centrum bare et sted hvor alle de der mærkelige mennesker gik
frem og tilbage, pakket ind i pels, uld og dun. Duerne kan sikkert fange hvorfor mennesker plukker deres vinger og
fylde deres jakker med fjererne, i stedet for at bruge dem til at flyve med. Eller også var de bare dumme duer der ikke
anede noget om noget som helst. Han vidste ikke helt hvad han foretrak.
Duen var vist blevet træt af at trænge igennem til ham, for den var fløjet videre, sammen med resten af
flokken. Der var vist en ældre mand der havde bestilt et halvt franskbrød, så der var i hvert fald noget til duerne. Det
er også kun forståeligt at de smutter, når nu han ikke fatter idéen.
Han tog om sin dunjakke og låste den fast, så kulden ikke kunne mærkes, drak den sidste kolde te og
rejste sig. Det var de gaver han kom fra. En cardigan til søster, far havde behov for nogle pænere pander og mor ville
så gerne have den nye Chanel. Måske ville han endda købe sig et kandiseret æble, bare fordi han nu skulle ud og
hygge sig.
mængden.
Som han trådte ud i kulden, fløj duerne op i luften, op mod årets sidste lys, mens han forsvandt i
Jakob Møller Hansen, 3.e

De siger håbet er lysegrønt
Dagmar og Egon raser over landet, jeg sidder her
de eneste lyde, er lyden af stormen udenfor
og lyden af tasterne. Klik klik klik.
Mine negle er malet sorte, jeg kan godt lide at tænke på mig selv
som en slags Turèll. Jeg elsker den mand, det gør jeg virkelig
så jeg skriver og skriver og tænker. Og tror jeg er ham.
Kaffen er for bitter og for kold og hovedet dunker
der er koldt i rummet, men det er der altid, sådan er det bedst
jeg ser på det gamle ur på væggen. Tik tak tik tak.
Ytringsfriheden er truet og krænket på det groveste
de påstår det er demokratiets opgave at beskytte og værne om den
de skal passe på med at forene de ting. Det er ikke en selvfølge.
Fremtiden er mørk og dyster som tordenvejret i det fjerne
den ligger der og kigger på os, lurepasser ej
vi skal passe på os selv. Men håbet er lysegrønt siger de.
Benedicte Østerheden, 1.y

Anne Torp, 3.t

Om nuancer af sort
Sort er dystert
skummelt
skræmmende
dødbringende.
Men lige så meget som
sort
er colour of hell, er sort den absolut
smukkeste
dybeste
mest nuancerede farve.
Sort kan det hele og sort er
simpelt og interessant på
ganske samme tid.
Sort er også farven på mit indre
og alle de dæmoner, der truer
råber
skriger
slår og sparker
inden i mig, hvor ingen
ikke én eneste
kan se det. For ingen for lov.
Ingen for lov at se de mest
støvede og
beskidte og
dybe hjørner af min ganske sølle
og ganske forvirrede sjæl.
Min sorte, sorte sjæl.
Grim og dyb og smuk og strålende og nuanceret på én gang
alt sammen på en gang. For sort kan det hele.
Benedicte Østerheden, 1.y

”Blurred Mascarade”. Danny Larsen, 3.b

Uden lys
Mørk som natten, dyb og smuk
alting er flottere uden lys
usikker og fuld af tanker, jeg ved ikke noget
hvad skal der blive af verden
når alting falder fra hinanden
og jeg gør ligeså
”flyv sommerfugl, flyv mens du kan”
Mørkt som mit sind, dystert og skrøbeligt
alting er flottere uden lys
Benedicte Østerheden, 1.y
Anne Torp, 3.t

”Same love”. Danny Larsen, 3.b

I forbindelse med 2.v’s ophold i Seattle USA efteråret 2014 skrev klassen en række essays
med overskriften ”Den amerikanske drøm”. Dette er Helena Palsgaard Nielsens bidrag.
Den amerikanske drøm
Fulde af forhåbninger træder vi ind i Target, som er endnu et af Amerikas gigantiske supermarkeder med varer
til at brødføde en hel landsby. Og det er ikke uden grund, at markedet hedder, som det gør, for vi kom her
med et mål, og vi har ikke tænkt os at gå tomhændet hjem.
Jagten går ind. Gennem en jungle af madvarer og tekstiler baner vi os vej gennem butikken. Som tre vilde
løver, der med præcision og grådighed jagter savannens bedste gazelle, er vi gået på rov. Vi er sultne.
Vi nærmer os kølediskene, men USA lider af storhedsvandvid, og de mange skabsfrysere forvirrer
os. Det er næsten som at navigere i labyrint.
Målbeviste leder vi videre, og pludselig finder vi den rigtige. Med julelys i øjnene betragter vi vores bytte
gennem den kolde glasrude. Mine hænder sitrer af spænding, da jeg langsomt åbner lågen til køledisken.
Øjnene flakker hen over de fyldte hylder.
Jeg ser den: Ben & Jerry’s The American Dream. Jeg mærker den isende kulde, der æder sig vej gennem mine
fingre, da jeg tager fat omkring bægeret. Resten af flokken overvåger mine bevægelser nøje. I en larmede
stilhed venter de spændt. Jeg betragter trofæet, da jeg endelig står med det i hånden. De andre kredser som
gribbe omkring det guddommelige bæger. De er sultne. Tavsheden brydes pludselig, da en af gribbene
begejstret udbryder: ”I skal virkelig glæde jer! The American Dream er uden tvivl den bedste!”
Men er den virkelig den bedste? Siden vi var børn, har vi hørt historierne om den amerikanske
drøm. Ja, selv i folkeskolen har vi lært om den. Vi har hørt, om de flere hundrede tusinde danskere der rejste
til Amerika for at udleve den amerikanske drøm. Vi har hørt om, hvordan familier solgte alt hvad de ejede, for
at få råd til en billet til skibet med The Land of Opportunity som destination. Med håbet om en lysere fremtid
sagde de farvel til dem de havde kær, og tog på ud på den lange og hårde rejse over Atlanten. Forholdene var
kummerlige og nogle af de rejsende nåede aldrig frem. Var det virkelig det værd?
Ikke meget har ændret sig siden den gang. Nærmest uanset hvilken tv-kanal man skifter til, flyder
det med talentprogrammer som The X Factor og American Idol. Over hele verden er der håbefulde unge, som
lever i en illusion om, at de en dag vil blive den nye Eminem eller Rihanna. De hungrer efter at få deres navne
i sladderbladene, hvori man kan læse om Hollywoods bedst klædte, rigeste og mest succesfulde mennesker.
”I wanna be a billionaire so freakin' bad. Buy all of the things I never had. I wanna be on the cover of Forbes
magazine, smiling next to Oprah and the Queen…” Bruno Mars’ perfekt ramte toner strømmer ud af radioen,
som en del af endnu et radiohit der har solgt platin i flere lande. Smukke og succesfulde mænd og kvinder der

lever luksuriøse liv med glimmer og glamour, er nærmest blevet synonyme med USA. I deres kæmpe villaer
hvor millionerne fra diverse film- og pladekontrakter hober sig op, bor de. Det er dét de unge
talentprogramsdeltagere drømmer om. Rigdom og berømmelse.
Men er det egentlig ikke også det, som den amerikanske drøm går ud på? At alle og enhver, uanset køn,
hudfarve og, tro kan forbedre deres liv gennem hårdt arbejde. Troen på at alle er skabt lige og har en chance.
Som en partikel i luften, lever denne tanke om det idylliske liv fyldt med håb og drømme. Amerikanerne
indånder den hver evig eneste dag, og det har de gjort hele deres liv.
Da vi går hjem fra Target, med vores bytte, myldrer det med travle mennesker, der er på hjem
fra arbejde. Klokken er kun lidt over fire, men solen er allerede begyndt at takke af, og kulden sniger sig ind
på os. Vi hungrer efter at få en bid af den, famøse og meget omtalte, amerikanske drøm.
Men det er ikke alle, der får lov til at smage. For på gaden, under butiksmarkiserne, sidder de. De, der er
usynlige, men som alle alligevel ser. Dem som ikke passer ind nogen steder. Dem uden håb og drømme i deres
blikke. Dem der, i bogstaveligste forstand, fisker efter penge. De hjemløse.
De fylder en overraskende stor del af det ellers så idylliske gadebillede. Selv langs motorvejene findes der små
byer af telte, hvor de bor. Hvor er deres skefuld af den amerikanske drøm?
Som vi går der, i vores varme jakker og store trøjer, og bekymrer os om, om vi når bussen, ser vi
de frysende stakler der sidder langs gaden, og sikkert bekymrer sig om hvor de skal sove i nat. Det sætter
alting lidt i perspektiv. For hvis folket i USA lever den så omtalte, fantastiske, amerikanske drøm, hvorfor er
det så Danmark der, flere år i træk, er blevet kåret til verdens lykkeligste folk?
Vi traver, sammen med resten af de travle arbejdermyrer, mod busterminalen. Hvilken
diversitet. Som man går der, kan man ikke undgå at kigge på de mennesker, som man passerer. Vi mennesker
er nysgerrige, det ligger til vores natur. Vi studerer hinanden, sammenligner os med hinanden og vi dømmer
hinanden. Vi har alle hver vores meninger, og vi har lov til at have dem. I det frie USA er både religionsfrihed,
ytringsfrihed og tankefrihed, men kan man virkelig tro på hvad man vil og være den man er?
USA er et land bygget på idéen om frihed, og på Liberty Island i New York stråler Frihedsgudinden
som et symbol på dette.
Med en lovbog i hånden, sprængte lænker om anklerne og en fakkel der brænder frihedens flamme, er
Frihedsgudinden et symbol på frihed, demokrati og ligeret. Men uanset hvor meget solen skinner, så vil
statuen altid have en skyggeside.
Som så mange andre forsøger jeg at slå ventetiden på busterminalen ihjel med min iPhone i
hånden. Jeg sætter mine høretelefoner i og trykker play: “A world so hateful some would rather die than be
who they are. And a certificate on paper isn't gonna solve it all, but it's a damn good place to start. No law is
gonna change us, we have to change us. Whatever God you believe in, we come from the same one. Strip away

the fear, underneath it's all the same love..” De to rappere, Macklemore og Ryan Lewis, som er her fra byen,
bringer et emne på banen som er meget aktuelt.
Foran mig står to unge mænd. Jeg betragter dem diskret. Den ene kærtegner forsigtigt den andens hånd, og
i lidt tid står de stille og nyder de deres tosomhed. Jeg smiler for mig selv, men stopper brat, da de to mænd
hurtigt trækker hænderne til sig. Jeg kigger op, og får øje på en mand længere fremme. Han stirrer hadefuldt
på det unge par, nærmest som om han væmmes ved synet.
Mennesker er flokdyr, og flere af dem har svært ved at acceptere de mennesker som skiller sig ud fra
mængden, som er anderledes. Dog har amerikanernes holdning til homoseksuelle langsomt skiftet fra tabu til
accept. Også med hensyn til vielser, da 32 ud af de 50 amerikanske stater allerede har legaliseret
homoseksuelle vielser. Men hvad med de sidste 18 stater? Hvor er den frihed og ligeret for de homoseksuelle,
som USA's darling, Frihedsgudinden, symboliserer?
Den ellers altid så trofaste sol er næsten forsvundet fra himlen, da jeg endelig kommer hjem. Efter en lang
dag, med mange tanker og sanseindtryk, trænger jeg til at slappe af. Jeg bevæbner mig med en ske, og gør
mig klar til mødet med den amerikanske drøm.
I et splitsekund rammes tungen af isende kulde. Den fyldige og cremede masse smelter ganske langsomt, og
en smag af Madagaskars sødeste vanilje titter frem. Den bløde karamel leger nænsomt med min tunge, og jeg
bliver høj af den smule lykke der fylder mig. Pludselig er smagen væk, og jeg stikker desperat skeen i igen, som
en junkie efter sit næste fix.
Skeen arbejder sig ganske let gennem massen; konsistensen er perfekt.
Jeg må tilstå, at jeg er blevet en smule vild med The American Dream. Men måske er det blot en
småforelskelse, som snart vil forsvinde igen, for min egentlige kærlighed tilhører Danmark. Den sidste del af
The American Dream smelter lige så stille til ingenting, og da Nik og Jays stemmer pludselig fylder rummet,
kan jeg ikke lade være med at nynne med: ”For altid, åbenbart, der vil Danmark bo i mig. Det lyser ud af mig
om jeg vil det eller ej..”

”Enlightenment”. Danny Larsen, 3.b

Tyskeleverne fra 1x og 1y har skrevet digte ud fra 10 tilfældige ord. Her er tre eksempler.
Der Traum
Ich hatte einen Traum
Ich hatte eine Möglichkeit
Die Tür öffnet sich für mich
Aber ich wusste
Es war nicht der richtige Zeitpunkt
Du öffnest deine Augen
Du lachtest
Er war nur ein Traum
Der Blick ist ein Mechanismus
ER hat die Aufgabe gelöst
Ich hatte einen Traum
Liebe
Ich vergesse alles von Zeit und Ort.
Mein Herz glüht, wenn ich dich sehe.
Aber ich fühle Leere wie eine durchsichtige Flasche.
Du bist in meinem Herzen, und kannst nicht herauskommen.
Ich suche deine warme, schöne Augen.
Die Lippen auf deinem Mund, vielleicht einen Kuss.
Ich träume von dir,
in meinem Zimmer Tag und Nacht.
Mein Herz gibt mir Kommandos,
dass es echte Liebe ist.
Banknoten sind gleichgültig,
ich liebe dich, und nur dich!

Du und ich
Mein Herz klopft hastig, wenn ich dich sehe.
Mein Herz klopft, wenn ich dein Lachen höre.
Du bist in meinen Träumen, Tag und Nacht.
Deine Liebe ist mein Leben.
Du bist die Schönste in der Welt.
Man kann deine Liebe nicht bezahlen.
Ich werde dein Liebesblut trinken.
Ich wünsche, dass du in meinem Zimmer wärest.
Aber du bist nur auf einem Bild auf meinem Tisch.
Anne Torp, 3.t

„That Stare“. Danny Larsen, 3.b