o_19n6gomtd1h74avp1e3k7gp1evla.pdf

Nå, men jeg kom op til lægen for at få taget blodprøven, og jeg sagde til ham
som det var, at jeg troede, at jeg havde "Parkinsons" men det ville han ikke
høre tale om, for problemerne skyldes nok noget andet. Han sagde, da jeg
gik derfra, at det var 90% sikkert, ikke Parkinsons og de tanker skulle jeg
tage med derfra, hvortil jeg svarede: "okay" Hvad skulle jeg ellers sige? Han
sagde det vel i en god mening og for ikke at tage humøret fra mig. Jeg tror
nu nok, at han også havde en mistanke om, hvad der var galt. Da der kom
svar på blodprøven, viste det sig, at den var, som den skulle være og dermed
var mulighederne jo nok udtømte, for han gav mig nu en henvisning til en
Neurolog på Aalborg sygehus
Jeg fik en tid på Neurologisk Ambulatorium på Aalborg sygehus d. 4
Okt.2013, hvor jeg mødte Lorenz Oppel som også stillede diagnosen.
Diagnosen
Ved mit første møde med Lorenz, begyndte han med at betragte, den måde
jeg går på, og det ved jeg så i dag, er et af kendetegnene på sygdommen. Jeg
blev undersøgt grundigt på kryds og tværs og skulle svare på forskellige
spørgsmål, om både det ene og det andet, og han så ikke ud til at være i tvivl,
da han efter et stykke tid sagde: "Jeg må desværre bekræfte dine egne
anelser" - Min egen læge har åbenbart skrevet i journalen, hvad jeg selv
troede var galt.
Vi talte lidt frem og tilbage om det og han fortalte, som det er, at
Parkinsons sygdom ikke kan helbredes og at den kun er fremadskridende,
den bliver altså værre med tiden, men hvor hurtigt det går, er svært at sige
noget om, da det udvikler sig forskelligt fra den ene til den anden, men jeg er
åbenbart "heldig" For han sagde også, at den variation af sygdommen som
jeg har, dør man ikke af, man dør med den.
10