o_19n6gomtd1h74avp1e3k7gp1evla.pdf

Men goddav min arm! –
Det skulle vise sig, at jeg blev meget klogere
Kender I dét - At det der sker omkring én føles
uvirkeligt?
Sådan oplevede jeg det, da en grov tackling fik livet til at slå en lille
kolbøtte, efter jeg fik diagnosen: Parkinsons sygdom.
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at der åbenbart er ganske meget tabu omkring den
sygdom. Selv nogle af de mennesker som man kender godt virker lidt
reserverede over, at den "gamle" har fået Parkinsons. De er måske lidt usikre
på, hvordan de skal forholde sig til det, mange ved ikke, hvad de skal sige,
eller hvor de skal kigge hen og det er nok også tit svært at finde ordene -
når så lige jeg tænker over det, så kan det da godt være, at jeg selv ville
reagere på samme måde. Mon ikke de fleste har det sådan? – Men sikkert er
det dog, at hvis der er noget en Parkinsonsramt eller for den sags skyld folk
med andre alvorlige sygdomme ikke har brug for, så er det en larmende
tavshed. Og larmende tavshed er det, når selv mennesker der er tæt på en
foretrækker at tie fordi det måske er lidt ubehageligt at tale om. Hvis jeg selv
begynder at tale om det oplever jeg sjældent at få opfølgende spørgsmål,. På
en skala fra 1 til 10, vil jeg vurdere at 8 ud af 10 vælger tavsheden. Når jeg
læser om andre I samme sitiuation, så er det mit indtryk, at det er en ret
almindelig reaktion fra omgivelserne. Skuffet?... ja, måske lidt.
– Jo, ingen tvivl om at der er meget tabu omkring det! Samtidigt er der
ikke så mange, der ved hvad "Parkinsons" er, de fleste er af den opfattelse, at
"Parkinsons" det er noget med gamle mennesker som ryster og det er også en
opfattelse jeg selv har haft, men jeg må altså konstatere, at "Parkinsons" er
meget andet end rystelser og det èr faktisk heller ikke alle med Parkinsons
som ryster. Desuden er der også yngre og i nogle tilfælde desværre, meget
unge mennesker som får sygdommen.
6