VIKOM Nyhedsbrev 15 August 2001

Videnscenter om Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge uden et Talesprog 

N y h e d s b r e v 1 5 • A u g u s t 2 0 0 1 

Indhold 

2 VIKOMs fokuspunkter 

3 Nyt fra VIKOM 

6 Som om jeg var en af dem 

8 Når børn dør 

9 Kommentarer til konferencen 

“The path to meaning” 

12 ICIDH-2 – anvendelsesmuligheder på 

undervisningsområdet 

15 ICIDH-2 – ny klassifikation af 

“funktionsevne” 

17 Den 6. nationale konference om 

mennesker med handicap 

19 Fest i vand: et musisk og æstetisk projekt 

af overdådige dimensioner 

22 Konference om totalkommunikation/ 

alternative kommunikationsformer 

24 Livshistorien 

26 VIKOMs landskonference 2001 

31 Nye udgivelser 

33 Artikler af interesse 

35 Kalenderen

VIKOMs fokuspunkter 

På baggrund af forslag fra VIKOMs kursusledere 

har bestyrelsen besluttet at VIKOM skal have 

følgende fokuspunkter for sit arbejde i indeværende 

år: 

1. VIKOM skal forberede etableringen af et 

landsdækkende projekt med det formål at 

udarbejde et materiale til brug for formidling 

af VIKOMs videoanalyse. Analysen er 

udviklet til brug for anvendelse i tværfaglige 

teams. Materialet skal bestå af en pjece med 

tilhørende illustrationsvideo. Videoen skal 

tydeliggøre de grundlæggende samspils- og 

kommunikationstemaer med klip af både 

småbørn, skolebørn og unge/voksne. VIKOMs 

kursusledere samt deltagere fra VIKOMs 

grundkurser inviteres til at deltage i projektet. 

Projektet forventes at strække sig over en 

periode på tre år. 

Når lejlighed byder sig skal VIKOM: 

• Støtte udvikling af pædagogiske beskrivelser 

og udviklingsplaner med særlig vægtning på 

beskrivelser, der kan støtte overgangen fra et 

kendt miljø til et nyt miljø. Målet er at udvikle 

en relationistisk beskrivelsesmåde, der letter 

etablering af kontakt og samspil, og som 

tydeliggør mulige fælles koder i kommunikation 

og sprog. 

• Indsamle og udvikle ideer til aktiviteter med 

pædagogisk indhold og som lægger op til 

samoplevelse, dialogiske udvekslinger og 

udvikling af kommunikation og sprog for 

småbørn, skolebørn og voksne med multiple 

funktionsnedsættelser. Ideerne tænkes 

udgivet i et samlet idékatalog. 

• Støtte udvikling af integrative metoder. 

Endvidere skal VIKOM fortsat initiere og støtte 

etablering af Småbørnstilbud, der retter sig mod 

familier med spæd- og småbørn med multiple 

funktionsnedsættelser i amter og kommuner, 

samt videreudvikle grundkurset i ”Samspil og 

kommunikation med småbørn, skolebørn, unge 

og voksne med multiple funktionsnedsættelser”. 

VIKOMs årsrapport 2000 kan rekvireres ved 

henvendelse til centeret eller downloades fra 

hjemmesiden. 

TINA HARMON 

Centerleder 

VIKOM – Videnscenter om 

Kommunikation og Multiple 

Funktionsnedsættelser hos Børn 

og Unge uden et Talesprog 

Kongevejen 256B 

2830 Virum 

Tlf. 4595 0045 

Fax 4595 0046 

e-mail: vikom@vikom.dk 

www.vikom.dk 

Redaktion: 

Tina Harmon (ansvh.) 

Artikler mv. kan frit kopieres med 

kildeangivelse 

Videnscenterets telefontid er mandag til 

torsdag kl. 9.00-12.00 og 13.00-15.00 

samt fredag kl. 9.00-12.00 

Husk at melde adresseændring til centeret 

ISSN: 1601-5398 

Forsideillustrationen viser Bubban 

i det helt store skrud til fastelavn. 

Billedet er hentet fra VIKOMs nye 

bog “Samspil og Samoplevelse”. 

2 

VIKOM Nyhedsbrev 15 • august 2001

Nyt 

fra 

VIKOM 

VIKOMs kurser og konferencer 

A F T INA H ARMON, CENTERLEDER 

Der er en stigende interesse for 

kurser og oplæg, der drejer sig 

om, hvordan vi kan udvikle den 

specialpædagogiske indsats for 

mennesker med multiple funktionsnedsættelser 

uden et talesprog. 

Dette har betydet, at vi 

endnu engang i samarbejde med 

Undervisningsministeriet har 

kunnet gennemføre ”Kursus i 

kommunikation og samspil med 

børn og unge med multiple funktionsnedsættelser 

og uden et 

talesprog”. I marts afsluttede 

endnu 20 kolleger kurset, som 

også opslås i dette efterår – se 

kalenderen på bladets bagside. 

Fyns Amt har endvidere besluttet 

at afholde kurset for lærere 

og pædagoger i amtets multihandicap-netværk, 

og VIKOM 

er blevet bedt om at tilrettelægge 

dette – en opgave vi med glæde 

påtager os. 

Den 30. og 31. maj afholdt 

vi i samarbejde med DPU landskonference 

med titlen: ”Ungdom, 

Dannelse og Egenkultur – 

vilkår og visioner for unge mennesker 

med multiple funktionsnedsættelser 

uden et talesprog”. 

Konferencen havde 90 deltagere. 

På baggrund af oplæggene 

og diskussionerne på konferencedagene, 

vil VIKOM udarbejde 

et forslag til hvordan ungdomsuddannelsen 

for vores unge 

kunne se ud og sende forslaget 

til Undervisningsministeren i 

forbindelse med ministeriets 

årlige konference om ”Uddannelse 

og Handicap”. Se referatet 

af konferencen på side 26. 

Interne projekter 

A F T INA H ARMON, CENTERLEDER 

Projekt programevaluering 

Langt om længe er rapporten fra 

”Projekt Programevaluering” 

udkommet med titlen ”Leg og 

kommunikationsfremmende teknologi 

– udviklingsmuligheder i 

forhold til børn med multiple 

funktionsnedsættelser”. 

Rapporten kan downloades 

fra: www. vikom.dk eller rekvireres 

ved indsendelse af svarkuvert 

frankeret med 18 kr. til VIKOM. 

Projekt Totte – fremstilling af 

enkle elektroniske bøger 

Den første KIG og LYT Bog er 

udkommet. Det er en elektronisk 

bog på cd-rom med 6 Totte 

og Lotte titler, som udgives i samarbejde 

med Forlaget Carlsen og 

KKB-LYD. Bogen blev præsenteret 

på den Nordiske Børnebogsmesse 

i Øksnehallen den 2. april 

2001 på de Nordiske Børnebibliotekers 

fællesstand. Michael 

Hjort-Pedersen demonstrerede, 

hvor nemt bøgerne kan tilpasses 

det enkelte barns behov, og 

hvordan det er muligt at vælge 

bøgerne oplæst med eller uden 

lydbilleder og at vælge mellem 

forskellige betjeningsformer såsom 

enkeltkontakt, scanning, 

mus eller piletaster. 

Filosofien bag produktet er, 

at børn med funktionsnedsættelser 

ligesom andre børn har ret til 

at få adgang til bøgernes verden. 

Kig og Lyt Bøgerne kan købes 

hos boghandlere eller lånes på 

bibliotekerne. Prisen for Totte og 

Lotte er den samme som for de 

seks “papirbøger”. 

VIKOM håber snart at kunne 

udgive flere titler og forhandler 

p.t. med DR Multimedier om at 

udgive Kaj og Andrea som den 

næste elektroniske bog i Kig og 

Lyt serien. 

Wolde, Gunilla: Totte og Lotte, 

VIKOM, 2001 (Kig og Lyt Bøger), 

ISBN: 87-984998-5-8, kr. 327,- 

VIKOM Nyhedsbrev 15 • august 2001 3

Nyt 

fra 


Pilotprojekt om etablering af 

metodik til brug for udviklingsstøttende 

vejledning 

Projektet med det lange navn er 

nu afsluttet. Resultaterne kan 

læses i bogen ” Samspil og samoplevelse 

– om videoanalyse og 

forældrevejledning”, som er 

skrevet af Sissel Sollied og Birgit 

Kirkebæk og som forhandles af 

VIKOM. 

Bogen beskriver, hvordan 

videoanalyse kan bruges i forældrevejledning 

og anviser veje 

for, hvordan forældres og professionelles 

viden kan inddrages 

i forståelsen af samoplevelsens 

og samspillets elementer. Når 

forældre og professionelle udveksler 

synspunkter, og på 

grundlag af videoklip drøfter 

både det, de ser, føler, tror og 

undrer sig over, får de øje på 

mulige udviklingsveje. 

I den beskrevne analysemetode 

inddrages statistik som en 

“second opinion”. Elementer i 

samspillet mellem barn og 

forældre er omsat til variabler, 

der kan opgøres statistisk. Formålet 

har været at undersøge, 

om en sådan indfaldsvinkel 

kunne afdække mønstre og sammenhænge, 

der kunne øge 

refleksioner og viden i forhold 

til detaljer i relationen. Dette har 

vist sig faktisk at være tilfældet. 

Kirkebæk, Birgit; Sollied, Sissel: 

Samspil og Samoplevelse – om 

videoanalyse og forældrevejledning, 

VIKOM, 2001, 159 s., 

ISBN: 87-984998-6-6, kr. 150,- 

Eksterne projekter 

A F K IRSTEN D ELFOUR, CENTERMEDARBEJDER OG T INA H ARMON, CENTERLEDER 

Kommunikationsprojektet i 

Væveriets Dagtilbud 

Væveriets Dagtilbud i Københavns 

Kommune er i gang med 

et projekt, hvis formål er at give 

Væveriets medarbejdere med 

funktionsnedsættelser tilbud om 

at bruge flere kommunikationsredskaber, 

og at afprøve VIKOMs 

videoanalysemetode til brug for 

arbejdet i team med indkredsning 

af medarbejdernes kommunikationsmåder. 

Kirsten Delfour er konsulent 

på projektet, og de erfaringer, 

der gøres, vil blive formidlet via 

VIKOM på kurser og i Nyhedsbrevet. 

Udviklingsarbejde om brugen af 

laserpegepind til forbedring af 

kommunikationsmulighederne 

for en seksårig pige med cerebral 

parese uden et talesprog 

Specialbørnehaven De Fire Birke 

har i samarbejde med den deltagende 

piges mor gennemført et 

udviklingsarbejde om anvendelse 

af laserpegepind. Formålet har 

været, at udvikle viden om, hvordan 

laserpegepinden kan implementeres 

i leg og kommunikation, 

og hvilke krav dette stiller til samspilspartneren 

og det fysiske miljø. 

Tina Harmon har været konsulent 

på projektet. Den afsluttende 

rapport er under udarbejdelse 

og projektets erfaringer vil 

blive offentliggjort i VIKOMs 

Nyhedsbrev. 

Landsdækkende opgørelse 

– nok engang 

VIKOM er i gang med en landsdækkende 

opgørelse over antallet 

af småbørn og skolebørn med 

multiple funktionsnedsættelser 

og uden et talesprog. 

Vi har i 1996 og 1998 foretaget 

lignende opgørelser, og af 

dem fremgik det, at stigningen i 

antallet af børn med særlige 

behov ikke skulle findes blandt 

VIKOMs fokusgruppe. Vi håber, 

de adspurgte børnehaver og skoler 

vil tage sig tid til at svare inden 

udgangen af august. Tidspunktet 

er valgt således for at passe med 

Undervisningsministeriets opgørelse 

”Folkeskolen i tal”. 

4 


Nyt 

fra 


www.vikom.dk 

I september 2000 åbnede vores hjemmeside, og vi har i den forbindelse fået mange positive tilkendegivelser. 

Da vi har prioriteret vores ressourcer sådan, at vi ikke udgiver Nyhedsbrevet jævnligt, vil vi 

opfordre jer til at besøge vores hjemmeside, som bliver ført ajour med kursusledere, kurser, projekter 

og referencer til publikationer af interesse for vores område. Her kan også downloades pædagogiske 

materialer og rapporter. På opfordring af VIKOMs kursusledere har vi åbnet et diskussionsforum, så nu 

mangler vi bare diskussionslystne kolleger – kig ind og giv jeres besyv med! 

ISAAC 2002 – International 

konference om supplerende og 

alternativ kommunikation 

Den 10. internationale konference 

om supplerende og alternativ 

kommunikation afholdes i 

Odense 10.-15. august 2002. 

Det er ISAAC Danmark – en 

afdeling af: ”The International 

Society for Augmentative and 

Alternative Communication” 

der er arrangør af konferencen. 

Dette sker i samarbejde med en 

lang række offentlige og private 

samarbejdspartnere. 

VIKOM har påtaget sig koordinatorfunktionen 

i forbindelse 

med det, der på tidligere konferencer 

er blevet kaldt ”Userday”. 

Der er nedsat en arbejdsgruppe 

med deltagelse af interesserede 

kolleger. Vi i gruppen har ændret 

navn fra userday-gruppen til ”inclusionsgruppen”. 

Dette har vi 

gjort for at understrege, at vi 

planlægger udfra perspektivet 

om, hvad der skal til, for at 

ISAAC-deltagere med funktionsnedsættelser 

kan deltage på lige 

Konference-deadlines 

31. oktober 2001 Indkaldelse af foredrag og poster/video 

præsentationer 

1. januar-31. maj Tilmelding til konferencen til reduceret pris og 

2002 foreløbigt program 

1. juni 2002 Endeligt program 

1. juli 2002 Sidste tilmelding 

Brochure og yderligere information: 

ISAAC 2002 

NHG Hotel og Konference Booking A/S 

Rødovre Centrum 161 

2610 Rødovre 

Tlf. 7022 2130, 

Fax: 7022 2140 

www.isaac2002.dk 

fod med andre konferencedeltagere. 

Og så har vi påtaget os at 

indrette et legerum til deltagende 

børn og at indrette en 

internet- og musikcafe for konferencens 

unge deltagere. 

Vi har brug for mange hjælpere, 

der kan være til stede i tumlerummet 

under konferencen, og 

som kan give ideer til lege med 

hjælpemidlerne/legetøjet i tumlerummet. 

Skulle du have lyst til at 

deltage i dette arbejde, hører vi 

meget gerne fra dig via e-mail: 

vikom@vikom.dk eller på tlf.: 

4595 0045. 

VIKOM Nyhedsbrev 15 • august 2001 

5

Som om jeg var en af dem 

- et møde mellem oplevelse og indlevelse 

A F L AUST J ENSEN, LÆRER, VESTERMARKSKOLEN, ÅRS 

”Fordi du er en af den slags piger, 

der er evigt fordømt til at læse 

og studere al den tid, andre lever 

og elsker”, tænker Eva om Tonni 

i Martha Christensens roman fra 

1962 ’Vær god ved Remond’. 

Remond er en lille åndssvag 

dreng. ”Intelligensniveau: Idiot” 

står der i hans journal. Han bliver 

af moderen og stedfaderen 

anbragt på et børnehjem efter i 

jalousi at have forsøgt at kvæle 

den nytilkomne lillesøster. 

Eva og Tonni er ansatte på 

hjemmet, forstanderen hedder 

Torben. 

Eva er den umiddelbare, den 

følelsesmæssigt engagerede. Hun 

knytter hjertebånd mellem sig 

og Remond. Hun tager ham med 

ud i naturen ud til vandet, til skoven 

og leger med ham, 

Tonni er den nøgterne, den 

iagttagende, den teoretisk funderede, 

som planlægger og projekterer. 

’Vær god ved Remond’ handler 

overordnet om dette, om konflikten 

mellem det umiddelbart 

oplevede, det følelsesmæssige 

og det sansede på den ene side 

og det køligt velovervejede, det 

boglige og intellektuelle på den 

anden. 

Sådan som den kommer til 

udtryk i Evas tanker om Tonni. 

Såvel Eva som Tonni er betaget 

af og føler sig tiltrukket af 

Torben. Eva viser det, men Torben 

tør ikke gribe kærligheden, 

selv om der ikke var noget, han 

hellere ville! 

Tonnis forelskelse er klemt 

inde bag velovervejede argumenter 

og kritiske spørgsmål. 

Da hun til en fest beruset sætter 

sig på skødet af den mindst 

ligeså berusede Torben, irriteres 

han kun: ”Hvordan slipper jeg 

af med hende?”. 

Mens Tonni sidder der, indser 

Torben pludselig noget – en 

erkendelse kommer til ham – og 

han proklamerer spontant, højt 

og triumferende: ”Idioter vi er 

alle sammen idioter. Der er ingen 

væsens forskel på os og de andre. 

Bare en grads forskel. Vi kan 

nemlig heller ikke overskue 

noget som helst. Vi kan højst se 

lidt længere. Det er det hele.” 

Hvorpå han griber fat om 

Tonni, og vipper hende over i en 

stol! 

Når Martha Kristensen i sin 

bog om Remond lader Torben 

sige som ovenfor citeret, og netop 

sige det i en brandert, er det selvfølgelig 

i forvisning om, at hendes 

læsere er bekendt med den 

gamle talemåde: af børn og fulde 

folk skal man høre sandheden. 

Torbens replik skød sig for et 

par år siden frem i min erindring 

under ganske særlige omstændigheder. 

Overraskende og alligevel 

indlysende. 

Efter at have overværet opførelsen 

af Shakespeares ’Købmanden 

i Venedig’ på Nationalteateret 

i Sofia, Bulgarien – på 

bulgarsk. 

Shakespeares historie om 

købmanden i Venedig, Antonio 

som han hedder, havde jeg læst 

for mange år siden. Om Bessanio, 

købmandens ven, der ønskede 

at fri til den unge pige, og om 

den jødiske långiver Shylock. 

Kun i grove træk huskede jeg 

historien, da jeg gjorde mig det 

bekvemt i det røde plys på teateret 

i Sofia. Derfor, men i særdeleshed 

på grund af det bulgarske 

sprog, var jeg ude af historien, 

før den næsten var begyndt. Kun 

glimtvis anede jeg, hvor vi var 

henne i stykket. 

Umiddelbart kunne man 

måske tro at mit udbytte af 

besøget i det bulgarske nationalteater 

af den grund var tvivlsomt. 

Ikke et ord forstod jeg! 

Men nej – så langt fra! 

’Købmanden i Venedig’ på 

bulgarsk i Sofia i hører til blandt 

mine allerstørste teateroplevelser. 

Begejstres vi virkelig sådan 

ud over det sædvanlige, så overvældes 

vi af en umiddelbar trang 

til at reagere kropsligt. Vi har 

svært ved at sidde stille. Vi slår 

ud med armene, rejser os, klapper, 

råber, griner, hviner, tramper 

osv. – fodboldfolket, rockkoncerter! 

Sådan havde jeg det i 

Nationalteateret i Sofia. Selv om 

jeg i bogstavelig forstand ikke 

forstod et ord af det hele. Historien, 

Shakespeares humor, hans 

vid og bid og hans dybsindigheder 

lå for mig hen i mørke. 

Men alt det andet, alt det der 

kunne høres, alt det der kunne 

ses, alle lugtene, alt det der 

kunne røres ved, alt, alt det der 

6 


lå ud over ordene, labbede jeg i 

mig overvældet og henført. 

Duften i teatersalen, lidt hengemt, 

indelukket, en dames parfume 

– hun kom tæt forbi, og 

siden en vedvarende duft af brillantine 

fra ham der satte sig lige 

foran mig. Den fik mig til at 

tænke på min far. 

Der var en med stort fuldskæg, 

broget skjorte og fløjlsbukser, 

snakkende og gestikulerende, 

en anden i militæruniform 

med kasketten under armen 

og stjerner på skulderen, og de 

fleste i mørk habit. 

Kvinder med kraftigt opmalede 

røde læber, nypermanentet 

hår, store brocher og tunge perlekæder. 

Kjoler i dæmpede farver, 

enkle i snittet, nogle bar fint vævede 

sjal i velafpassede mønstre. 

Hende med den røde baskerhue 

og de kropsnære jeans 

satte sig ved siden af ham i fløjlsbukserne. 

Så blev der stille i teatersalen. 

En neddæmpet enstonig simren 

kun, ganske svag, fra de mange 

mennesker. Min egen vejrtrækning 

kunne jeg høre. Oppe bag 

ved et sæde der knirkede. En 

hostede og to lige foran sagde 

sagte noget til hinanden. Forstod 

ikke et ord, kun de mærkelige 

lyde. 

Det var som forestillingen 

allerede var begyndt. Jeg sad 

midt på scenen, og alt omkring 

mig var teater. Engang for mange 

år siden oplevede jeg Odin-teaterets 

opførelse af ’Jens Langkniv’. 

Det var min første oplevelse af 

totalteater….sanserne vidt åbne 

i alle retninger. 

Sådan oplevede jeg det igen 

i det røde plyssæde på Nationalteateret 

i Sofia. 

Lyset i teatersalen blev langsomt 

dæmpet. Nu blev der helt 

stille. Selv den svage simren 

døde bort. 

Tæppet gik. 

’Købmanden i Venedig’! 

Med vidt åbne sanser. Shakespeare 

i Sofia. Musikken og 

larmen og alle lydene, stilheden, 

Venedig Venedig, hos købmanden, 

hos en grumt udseende 

mand med stort skæg og krum 

næse, sceneskift og store bagtæpper, 

en pige en kvinde og 

nogle tjenestepiger vist nok, 

overdådige kostymer og dramatiske 

optrin og alle ordene, 

ordene som jeg ikke forstod, 

men som jeg alligevel forstod, 

vrede, afmægtige, kærlige, bydende, 

smigrende, opgivende, 

følelser jeg genkendte uden at 

kende ordene, tonefaldet, mimikken, 

gebærderne, en var snu 

og listig, en anden nådesløs og 

grov, og dommeren og retssalen 

og det hele, hele sceneriet var 

verden, var hele verden ……i 

næsten 2 1 /2 time. 

Indtil tæppet til slut gik ned, 

og lyset blev tændt. 

Så brød det løs! 

Bjergtaget havde jeg med 

hele den fyldte sal levet med i 

forestillingen som en stor, levende 

organisme, bølgende frem 

og tilbage mellem befriende latter 

og en knugende stilhed, som 

var selv vejrtrækningen gået i stå. 

Men vi rejste os ikke, vi trampede 

ikke i gulvet eller klappede. 

Ikke under forestillingen. Vi var i 

teateret – oven i købet Nationalteateret, 

vi var ikke til rockkoncert 

eller fodboldkamp. Vi beherskede 

os. Ingen råbte begejstret 

Bravo Bravo! eller hvinede, 

ingen slog henrykte ud med 

armene. Ikke under forestillingen. 

Heller ikke jeg. 

Først nu! Nu med tæppet 

nede og lyset tændt, nu måtte 

det ud, nu skulle det ud, begejstringen, 

alle følelserne, alle 

bevægelserne, ud af armene og 

hænderne, fingrene, ud af 

benene og hele kroppen, ud af 

lungerne og stemmebåndene, 

klapsalverne bølgede op mod 

skuespillerne på scenen, energisk 

og insisterende, så rejste alle sig, 

Bravo Bravo, klappede og klappede 

og klappede, nogle begyndte 

at trampe i gulvet og snart 

trampede alle så teatersalen var 

ved at sprænges af et lydmæssigt 

inferno, som først langsomt 

døde bort, da det blev klart, at 

skuespillerne ikke lod sig kalde 

på scenen endnu en gang. 

Udenfor var det blevet sen 

aften i Sofia. Mørkt og varmt og 

stjerner på himlen. Et pænt 

stykke over tyve grader. Jeg 

kendte et sted ikke langt fra teateret, 

hvor der var udendørs servering. 

En tallerken løgsuppe, 

brød og et glas bulgarsk rødvin. 

På min skole er der god tradition 

for én gang årligt at se en af Ålborg 

Teaters børneforestillinger. 

”Hvad får de da ud af det?” 

er jeg nogle gange blevet spurgt. 

De, der spørger, tænker ikke 

mindst på børnene i kørestole, 

de multihandicappede uden 

talesprog. ”Hvad får de da ud af 

det?” 

Der sad jeg under Sofias 

stjernehimmel og forstod pludselig 

og vidste – ikke præcist 

hvad de børn oplever – hvem 

ved det om nogen – men i hvilken 

retning deres oplevelse går. 

Karakteren af oplevelsen. I 

dette tilfælde teateroplevelsen. 

Som om jeg havde været en 

af dem. Som om….selv om jeg 

godt vidste. 

På det tidspunkt var det Torbens 

proklamation kom til mig: 

”Der er ingen væsens forskel på 


os og de andre. Bare en grads 

forskel.”. 

For det meste kan vi se lidt 

længere, end de kan. Vi kan 

måske forstå ordene, og måske 

kan vi gøre os forståelige, fortælle 

om vore tanker og oplevelser. 

Men selv vores forståelse, 

vores fatteevne har jo sin begrænsning 

”Vi kan nemlig heller ikke 

overskue noget som helst” fortsætter 

Torben. 

Måske vores nærmest rastløse 

bestræbelse på alligevel at 

kunne overskue og have styr på 

det hele, ikke mindst os selv, forstå 

alle ordene, gennemskue og 

indse, hele vores intellektuelle 

bestræbelse, måske skærmer 

den for det umiddelbart sansede, 

for det umiddelbart oplevede. 

Måske vores teateroplevelse, 

vores liv af den grund bliver fattigere. 

Måske ”idioten” her oplever 

noget, som går vores næse forbi. 

I det umiddelbart sansede, 

det umiddelbart oplevede. 

Måske. 

”Der er ingen væsens forskel 

på os og de andre. Bare en grads 

forskel.” 

Endnu med smagen af den 

kraftige bulgarske landvin i munden 

forlod jeg restauranten og 

gik gennem Sofias gader, hvor 

bilerne her ved midnatstid var 

få, men hvor stanken af benzinos 

endnu hang i luften. 

Kun larmen fra Sofias ramponerede 

og nedslidte sporvogne 

flænsede for alvor stilheden 

over byen. 

Jeg tænkte på en kollega derhjemme, 

som havde stillet det 

spørgsmål, som også stilles i et 

bredere samfundsmæssigt perspektiv. 

Han spurgte, da teaterbilletterne 

ikke rakte til alle eleverne: 

”Er det rimeligt, at kørestolsbørnene 

skal optage pladser fra 

dem, der får mere ud af det?” 

Når børn dør 

A F B IRGITTE A MDISEN, SKOLEINSPEKTØR, SKOLEN PÅ TAXVEJ, KØBENHAVNS A MT 

Det sker desværre, at en af eleverne 

på skolen dør. 

Hver gang det sker, bliver vi 

alle, forældre som medarbejdere, 

slagne af sorg. 

Selvom vi har nogle børn, 

der er syge i mere end almindelig 

grad, er det chokerende at få 

meddelelse om et barns død. 

Fordi vi synes, at netop børnene 

har livet foran sig! 

Når det sker, at et barn dør, 

sender vi besked til forældre, 

boenheder og samarbejdspartnere 

– en trist og ubehagelig 

besked at sende og at få. 

Dagen efter holder vi en lille 

mindestund. Det gør vi for at give 

både børn og voksne mulighed 

for at tage afsked med barnet og 

for, at især børnene kan få lejlighed 

til at stille spørgsmål og få 

svar fra de voksne, som de kender 

her på skolen. En af skolens 

talepædagoger, Gerda Kristensen, 

har udarbejdet en pegeplade 

med PCS og Bliss-symboler 

til hver klasse. Pegepladen 

giver børnene mulighed for at 

spørge mere præcist til døden 

og give udtryk for de følelser, 

mødet med døden vækker i dem. 

I salen pynter vi et bord med 

liljer og lys og synger et par sange 

eller salmer, bl.a. én, som vi ved 

barnet holdt særligt af. Jeg holder 

en lille tale, og vi mindes 

sammen den døde kammerat. 

Og forstår børnene så dette? 

Ja, de gør! 

Det er tydeligt, at der i løbet 

af den korte mindestund bliver 

en helt anden ro og eftertænksomhed 

blandt børnene, end når 

vi er samlede til festlige aktiviteter. 

Vi mener, det er betydningsfuldt 

at børnene oplever, at en 

kammerat ikke ”bare” forsvinder, 

og at vi som voksne viser 

respekt for deres døde kammerat 

og dennes familie. 

Vi håber selvfølgelig ikke, at 

det sker oftere, men må erkende, 

at det kan ske igen! 

Artiklen har været bragt i 

“Taxnyt” nr. 66 

8 


The Path to Meaning: Narratives 

of Emotion Shared from Birth 

Kommentarer til konferansen med Colwyn 

Trevarthen, Odense 27. og 28. april 2000 

A F S ISSEL S OLLIED, FAGKONSULENT I SPESIALPEDAGOGIKK, 

H ABILITERINGSENHETEN FOR BARN, TROMSØ, NORGE 

På Videnscenter for Døvblindfødtes 

opfordring har Sissel Sollied 

skrevet nedenstående reflekterende 

artikel fra Konferencen 

med Colwyn Trevarthen. 

Artiklen har tidligere været bragt 

i Døvblindenyt nr. 3, 2000. 

Jeg skal ikke forsøke å gi et 

resymé over innholdet i Trevarthens 

forelesninger i disse to 

dagene. Mine forelesningsnotater 

har ikke en utforming som 

gjør dette mulig. Tempoet var 

relativt høyt, og det var vanskelig 

å konsentrere seg om innhold 

og notater på samme tid. Det jeg 

i hovedsak forsøkte, var å få 

skrevet ned noen stikkord knyttet 

til innhold eller spørsmål, i 

forhold til noen av de temaer han 

berørte. I mitt innlegg her vil jeg 

forsøke å si litt om noen av de 

temaer han foreleste om, og løfte 

fram noen av de spørsmålene 

jeg noterte meg, hvorav noen var 

felles diskusjonspunkter mellom 

deltakerne i pausene. 

Trevarthen innledet med å si 

litt om sin bakgrunn og poengterte 

sitt forhold til biologi, som 

er hans utdanningsmessige 

utgangspunkt. Han ga videre et 

resymé over den forskningsmessige 

historie knyttet til utviklingen 

av teorier innenfor det nye 

spedbarnsparadigme, og beskrev 

hvordan han selv var blitt opptatt 

av å forske på dette feltet. 

Han hevdet at menneskelig 

intelligens handlet om å lære og 

dele forståelse og oppfatning av 

en felles verden med andre mennesker. 

Denne delte forståelse 

har sitt utgangspunkt i det tidlige 

dyadiske samspillet, som typisk 

utvikler seg mellom mor og barn. 

Dette er en emosjonelt ladet 

kommunikasjon, med rytme og 

mønster som ligner konversasjonsutvekslinger 

mellom de to 

som samspiller. Barnets medfødte 

evne til å inngå i slik type 

samspill er vist allerede på 

fosterstadiet og kan observeres 

hos premature barns reaksjoner 

på hengiven kommunikasjon. 

Kompleksiteten i den videre 

kommunikative utvikling, bevissthet 

og tenkning, henger sammen 

med nevrologisk modning, gitt 

at barnets oppvekstmiljø forsyner 

det med tilstrekkelig omsorg. 

Trevarthen hevder at et barn 

ved tremånedersalderen er en 

dyktig partner i ikke-verbalt, førspråklig 

samspill, og at barnet 

forholder seg til den andre som 

et subjekt eller en person med 

eget sinn. Han kaller kommunikasjonen 

på dette tidspunkt for 

primær intersubjektiv, begrunnet 

i at det skjer en direkte emosjonell 

kobling mellom barnet 

og den voksnes sinn. 

Samspillet skjer i ansikt til 

ansikt situasjoner hvor emosjonene 

utrykkes og oppfattes aktivt 

av begge. Barnet tiltrekkes av 

morens ansiktsuttrykk, stemme, 

gester og handbevegelser og svarer 

med imitasjon, hengivenhet 

og fremkalte imitasjoner. Denne 

samstemte kommunikative kontakten 

hvor barnet også imiterer 

den voksne, eksisterer kun i de 

relasjoner hvor barnet respekteres, 

hevder Trevarthen. Barnet 

responderer ikke på denne 

måten i forhold til stimuli i seg 

selv. 

Den betraktende og lyttende 

mor vil forvente og foregripe barnets 

uttrykk intuitivt. Hennes 

svar er velvillig, medfølende og 

lekende, og utrykker seg i språk, 

berøring, ansiktsuttrykk og handbevegelser. 

Protokonversasjonen 

utrykker seg på denne måten 

i ekspressive handlinger formet i 

en rytmisk tur-taking. 

Når barnet er omkring et 

halvt år inkluderes objekter i 

dette samspillet, og gradvis 

utvikles det Trevarthen kaller 

sekundær intersubjektivitet. 

Omgivelsene blir mer interessant 

og felles oppmerksomhet 

etableres i en triangulerende 

kommunikasjon med objektet 

som delt oppmerksomhetsfokus 

for begge. Barnet holder leke- 


tøyet opp mot mor, vokaliserer 

og blikkveksler mellom mor og 

leketøyet, for å se om også hennes 

oppmerksomhet er rettet 

mot barnets eget oppmerksomhetsfokus. 

Mor ser på leken, 

hører ytringene, berører og benevner 

gjerne barnets fokus. Trevarthen 

hevder at barnets bevissthet 

om andres metale tilstand 

ikke har noe klart framtredelsestidspunkt 

i det første leveår, men 

finnes i en eller annen form 

innenfor både primær og sekundær 

intersubjektivitet. Han refererte 

til diskusjoner med Daniel 

Stern, som har hevdet at intersubjektivitet 

først finnes etter ca. 

7 mdrs. alderen. Ifølge Trevarthen 

poengterer nå også Stern 

i sin siste bok, at intersubjektivitet 

er etablert i livets første del, 

samt at Stern også sterkere 

poengterer barnets egen aktive 

inntoningsevne fra starten av. 

I siste del av første leveår 

utvikles fremmedfrykten hos 

barnet og en entydig tilknytning 

til omsorgspersoner er etablert. 

Trevarthen hevder at fremmedfrykt 

også kan ses fra et annet 

perspektiv, ikke nødvendigvis 

som er frykt for en fremmed, men 

at det mer er barnets frykt for å 

være dum. En fremmed responderer 

ikke på barnet på en kjent 

måte, og barnet føler seg mislykket. 

Begrepene stolthet og skam 

ble presentert som grunnleggende 

elementer i all kommunikasjon. 

Stolthet er kanskje den 

viktigste del av tidlig kommunikasjon, 

hvor barnet opplever 

glede og entusiasme over å bli 

gitt oppmerksomhet, og å være i 

fokus. 

Vi fikk se videoillustrasjoner 

knyttet til hans gjennomgang, 

og det var i første omgang disse 

videoillustrasjonene, som medførte 

diskusjoner blant deltakerne. 

Noen av videoene ble 

opplevd av flere som samspill 

som synliggjorde mismatchende 

kontakt, med dialoger mellom 

mor og barn, hvor intensitet og 

rytme var lite samstemt og inntonet. 

Videoene illustrerte hans 

poenger, men ble ikke kommentert 

ut fra vårt veilednings- og 

pedagogisk/psykologiske innovatørperspektiv. 

Jeg ser det slik 

at Trevarthens utgangspunkt er 

det rent forskningsmessige og 

undersøkende perspektiv, og at 

det ikke ville være hensiktsmessig 

å insistere på, at et annet perspektiv 

skulle fokuseres i de to 

dagene han var tilgjengelig som 

foreleser. Det var på den annen 

side godt å sette ord på sitt ubehag, 

og få delta i pausediskusjonen 

omkring dette tema. 

Musikalske aspekter i kommunikasjonen 

var et annet 

hovedtema på konferansen. 

Samspillet ble beskrevet med 

begrepet narrativer, hvor de 

første barnesanger er eksempler 

på slike narrativer, med et tema, 

en oppbygging opp mot et klimaks 

og en nedtoning mot en 

avslutning. Trevarthen viste 

hvordan han i samarbeide med 

musikere hadde analysert det 

tidlige samspills vokaliseringer 

med musikkens redskaper, og 

hvordan de hadde funnet at 

oppbyggingen av det tidlige 

samspillet framsto som en slags 

musikalske, samspillende komposisjoner. 

Mor-barn vokaliseringen ble 

undersøkt ved hjelp av databasert 

akustisk analyse, og funnene 

viste at samspillet uttrykte seg i 

rytmiske, tilpassede intervaller. I 

tillegg til rytmisk takt var samspillet 

matchet i tonehøyde og 

klangfarge. Det ble funnet at 

klangfargen i mors stemme endret 

seg som en respons til barnets. 

Samspillet ble undersøkt i 

forhold til takt og fraser, og viste 

en veldig presis rytme i utvekslingene 

mellom mor og barn, 

hvor barnet gjerne vokaliserte 

som siste stemme, i slutten på 

hver takt. 

Trevarthen viste hvordan 

tonehøyden i et vanlig dyadisk 

samspill adskilte seg fra et depressivt 

dyadisk samspill, ved at 

tonehøyden i det depressive 

samspillet dalte. Dette så ut til å 

være et svært stabilt måleredskap 

for å identifisere depressive 

mødre. 

Et annet undersøkelsesområde 

var handbevegelser hos 

barnet. Her poengterte Trevarthen 

nødvendigheten av å forske 

mer på handbevegelsenes betydning 

i det tidlige samspill. Høyre 

hand så ut til å bevege seg med 

et mer ut fra kroppen fastslående, 

konstaterende uttrykk, 

mens venstre hand muligens 

hadde en funksjon som en motkroppen 

kommentering. 

Jeg har sannsynligvis allerede 

avslørt min meget tynne 

kunnskap om musikk, men jeg 

forsto Trevartens innlegg som en 

påvisning av hvordan all menneskelig 

erfaring i verden og 

med verden, er organisert i medfødt 

musikalitet, med et indre 

rytmisk driv som organiserer oss 

sammen. I Musicæ Scientiæ, 

Special issue 1999-2000 (ISSN 

1029-8649) beskrives innholdet 

i denne forskningen nærmere. 

Det jeg opplever spennende 

og fascinerende med Trevarthens 

forskning er hans åpenhet og 

kreativitet i forhold til å bruke 

teorier og modeller fra andre 

vitenskapsteoretiske områder 

for å øke forståelsen av menne- 

10 


skelig kommunikasjon. Gjennom 

de to dager konferansen varte 

ble vi utstyrte med, for meg 

“uvante briller” å se det menneskelige 

tidlige samspill gjennom, 

og det tar tid å bearbeide inntrykk 

og se hvordan hans forskning 

kan åpne nye dører og 

utvide egen forståelse av det fagfelt 

jeg arbeider med. 

Konferanser som dette er 

viktige vitamininsprøytninger i 

fagfeltet, og jeg vil takke arrangørene 

VIKOM, Videnscenter for 

Døvblindfødte og Danmarks 

Lærerhøgskole for et godt gjennomført 

arrangement. Kan vi 

håpe på flere, lignende samarbeidsprosjekter? 

Ny bog fra VIKOM 

Bogen kan bestilles hos VIKOM 

på tlf. 4595 0045, via e-mail: 

vikom@vikom.dk eller på vores 

hjemmeside: www.vikom.dk 

Denne bog henvender sig til fagfolk, som 

interesserer sig for samspil og samoplevelser 

i familier med børn med multiple 

funktionsnedsættelser. Børn med multiple 

funktionsnedsættelser viser på anderledes 

måder end børn i almindelighed, 

hvordan de har det. Forældre må derfor i 

høj grad bruge deres intuition og begive 

sig ud i det ukendte for at møde deres 

børn, der har så anderledes muligheder 

for at gribe og begribe verden. 

Bogen beskriver, hvordan videoanalyse 

kan bruges i forældrevejledning, og 

anviser veje for, hvordan forældres og 

fagfolks viden kan inddrages i forståelsen 

af samoplevelsens og samspillets elementer. 

Når forældre og fagfolk udveksler 

synspunkter og på grundlag af videoklip 

drøfter både det, de ser, føler, tror og undrer 

sig over, får de øje på mulige udviklingsveje. 

Bogen er et resultat af et udviklingsprojekt, 

der er gennemført i et samarbejde 

mellem Småbørns-tilbudet på Taxvej i 

Københavns Amt og VIKOM, Videnscenter 

om Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser 

hos Børn og Unge uden 

et Talesprog. 


ICIDH-2 – anvendelsesmuligheder 

på undervisningsområdet 

Oplæg på konferencen “ICIDH-2 

– ny klassifikation af funktionsevne 

A F S USAN T ETLER, FORSKNINGSADJUNKT, PH. D., DANMARKS P ÆDAGOGISKE U NIVERSITET 

Jeg vil dele mit oplæg op i tre 

dele. Først vil jeg forsøge at tegne 

et billede af, hvad der karakteriserer 

undervisningsområdet, når 

det drejer sig om børn og unge 

med særlige behov, og hvilke 

problemer, det rejser. Dernæst 

vil jeg komme ind på, hvilke 

muligheder jeg ser i den nye forståelse, 

som ICIDH-2 klassifikationen 

er et udtryk for. Afslutningsvis 

vil jeg give nogle bud 

på, hvilke udfordringer det stiller 

os overfor i den kommende 

tid. 

Når de bagvedliggende forklaringer 

på, at en elev har problemer 

i skolen, bør tillægges 

meget stor betydning, hænger 

det sammen med, at måden problemet 

fortolkes på, også bestemmer 

hvilke løsningsstrategier, 

der anses for at være mest 

velegnede. I en specialpædagogisk 

sammenhæng er der en lang 

tradition for at vurdere elever 

med særlige behov med henblik 

på en diagnosebestemmelse. 

Målet er at stille en så præcis 

diagnose som muligt, fordi forestillingen 

er, at behandlingen – 

og undervisningen – så at sige 

udspringer af diagnosen. Samtidig 

er det så også på grundlag af 

diagnosen, at der tildeles ressourcer 

til specialpædagogiske 

foranstaltninger. 

Denne måde at forklare specialpædagogiske 

behov smitter 

også af på forældre, lærere og 

pædagoger, viser en norsk interviewundersøgelse 

(Sandvin, 

1998). Typisk fremtræder der tre 

typer af forklaringer: biologiske 

forklaringer, moralske forklaringer 

og relationelle forklaringer. I 

det biologiske forklaringsperspektiv 

anses behovet for at have 

sin årsag i en biologisk egenskab 

ved det enkelte barn, som kan 

bestemmes og kategoriseres ved 

hjælp af diagnostiske metoder. 

Denne type af forklaring, som er 

den mest almindelige, fritager 

både skolen og forældrene for 

ansvar og legitimerer desuden 

en individuel ressourcetildeling. 

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, 

at der i dag er en stigende 

tendens til “biologisering” af elevernes 

vanskeligheder i skolen. 

Den anden type af forklaring 

(de moralske forklaringer) relaterer 

sig oftest til adfærdsmæssige 

problemer – og er ligeledes 

individuelle, hvorimod den 

tredje forklaringstype, de relationelle 

forklaringer, først og fremmest 

knytter an til de betingelser 

og muligheder, som den konkrete 

skolehverdag giver den 

enkelte for at kunne deltage helt 

og fuldt. Mens både skolen og 

forældrene anvender biologiske 

forklaringer, så er det alene skolens 

folk, der gør brug af moralske 

forklaringer, mens de, hvad 

angår det relationelle, overhovedet 

ikke er inde på denne type 

af forklaringer. Derimod er det 

forældre, der forklarer problemer 

med udgangspunkt i samspillet 

mellem barnet og skolen, 

men da det er skolen, som har 

definitionsmagten, betyder det, 

at hvis skolen næsten udelukkende 

ser problemerne som 

individuelle, så vil skolen heller 

ikke være tilbøjelig til at søge 

løsninger, der knytter an til den 

måde, den selv er organiseret 

på. 

Også i min egen undersøgelse 

af fire gruppeintegrationsprojekter 

(Tetler, 2000) stødte 

jeg på flere eksempler på, at 

lærere forklarer deres elevers 

adfærd ud fra noget dem iboende. 

Om Bent hedder det f.eks., 

når han unddrager sig de andre 

elevers sociale fællesskab, at 

han er en enspænder, og at det 

er hans natur, som man ikke skal 

gøre vold imod. Om Bodil hedder 

det, når hun holdes ude af 

samværet med de andre, at hun 

er intrigant, og om Mette, når 

hun ikke tager så mange initiativer, 

at hun er passiv. Problemet 

er, at når lærerne på den måde 

tyr til egenskabsforklaringer, er 

det med til at spærre for deres 

erkendelse af, hvilken andel heri 

de selv har, og hvad skolen kan 

12 


gøre for at afhjælpe elevernes 

situation, ligesom deres pædagogiske 

forslag ofte vil holde sig 

inden for de rammer og vilkår, 

som deres undervisning hidtil 

har baseret sig på. 

Og så vil jeg gerne understrege, 

at der er tale om meget 

dygtige og engagerede lærere, 

som jeg har den største respekt 

for, som udtaler sig sådan. Når 

jeg alligevel bringer det frem her, 

er det for at pege på, hvor vanskeligt 

det er, selv med den bedste 

vilje, at gøre op med en så 

indgroet individfokuserende 

betragtningsmåde, som vitterligt 

har gennemsyret mange års specialpædagogiske 

indsatser. 

Individfokuseringen får endvidere 

som konsekvens, at der 

fokuseres på fejl og skavanker 

hos børnene – inden for relativt 

snævre og målelige delfunktionsområder, 

så de fremstår som 

børn, der først og fremmest har 

brug for hjælp og støtte snarere 

end som børn, der kan noget og 

har noget at give. Megen specialundervisning 

i tidens løb har haft 

karakter af træning af alle de færdigheder, 

et barn ikke har kunnet 

mestre, og generelt afkræves 

børn med særlige behov en 

højere grad af ensidig tilpasning 

og indlæring af færdigheder end 

andre børn. Men problemet er, 

at et barn, som i sin skolehverdag 

primært udsættes for øvelser af 

træningskarakter, som er rettet 

mod dets fejl og mangler, efterhånden 

vil miste troen på sig selv 

og dermed en afgørende drivkraft 

til egen videre udvikling. 

Dybest set er ensidige øvelser af 

denne karakter en bestræbelse på 

at fraspalte det ufuldkomne – og i 

sidste instans således et udtryk 

for en ikke-accept af det pågældende 

barn. 

Den sociale model er udsprunget 

af en kritik af den 

individuelle model. Hvor den 

individuelle model som sagt ser 

problemerne forårsaget af den 

enkeltes handicap og vil foretrække 

interventionsstrategier, 

som kan normalisere det enkelte 

individ, fokuserer den sociale 

model på, hvad der i det omgivende 

miljø begrænser handicappedes 

muligheder for at deltage 

i det samfundsmæssige fællesskab. 

Som jeg ser det, har 

begge perspektiver sine iboende 

begrænsninger i form af reduktionisme. 

De forklarer begge et 

meget kompleks fænomen ud 

fra en forenklet årsagsmodel, og 

derved bliver den foreslåede 

interventionsstrategi lige så forenklet. 

Derfor er der behov for et 

tredje perspektiv, som kan fungere 

syntesedannende. Det må 

være et perspektiv, som benægter, 

at “særlige behov” er et resultat 

af en enkel årsagsproces, 

hvad enten det er i form af dysfunktioner 

i individet, uligheder 

i samfundet eller mangler i skolens 

organisation. Tværtimod 

må det være et perspektiv, som 

forstår “særlige behov” som et 

relationelt begreb, og som insisterer 

på, at disse særlige behov 

skal betragtes i den sammenhæng, 

hvori de manifesterer sig. 

Dette tredje perspektiv, som 

jeg vil foretrække at kalde “det 

relationelle perspektiv”, netop 

fordi det fokuserer på relationen 

mellem den enkelte og omgivelserne, 

udgør forståelsesrammen 

for den nye ICIDH-2 klassifikation. 

Heri karakteriseres det som 

et biopsykosocialt perspektiv, 

men i bund og grund er det den 

tredje vej, som denne klassifikationsmåde 

tilbyder. 

I forhold til undervisningsområdet 

er der især tre ting, jeg 

vil hæfte mig ved. For det første 

er det anerkendelsen af de mere 

relationelle aspekter ved et handicap. 

Fx hvilken betydning det 

at leve i et socialt rum har for 

den enkelte, og hvor fænomener 

som fællesskab og solidaritet 

derfor bliver helt centrale 

omdrejningspunkter. 

For det andet at de subjektive 

aspekter er styrket, så den 

enkelte får langt større muligheder 

for at træde i karakter og 

komme til orde, og for det tredje, 

at deltagelsesdimensionen nu er 

medtænkt. Umiddelbart er det 

lidt svært for mig at se, hvordan 

de subjektive aspekter kommer 

til at knytte an til deltagelsesdimensionen, 

fordi den del af 

materialet stadig er under udvikling. 

Som det foreligger nu, er 

det kun 1. modifikator, dvs. 

“adgangen” som er udviklet. 

Men 2. modifikator, altså “den 

subjektive tilfredshed”, er, som 

jeg ser det, et meget vigtigt 

omdrejningspunkt, fordi den 

netop vil gøre “adgang” til mere 

end et fysisk anliggende – og dermed 

gøre deltagelsesdimensionen 

langt mere dynamisk. I en 

skolesammenhæng kunne det fx 

betyde, at vi endegyldigt måtte 

gøre op med forestillingen om, 

at integration blot er et spørgsmål 

om at placere en elev med 

særlige behov i en i øvrigt uforandret 

folkeskole. Tværtimod 

stiller den subjektive side af deltagelsesdimensionen 

indholdsmæssige 

skærpede krav om, at 

inddragelsen i folkeskolens 

læringsfællesskab må ske på de 

enkelte børns egne præmisser. 

Jeg kan tvivle på, om denne 

måde at kode på vil vinde indpas 

på undervisningsområdet, 


men jeg vil omvendt sige, at hvis 

den forståelse, der ligger til grund 

for klassifikationen, blot tilsvarende 

kunne komme til udtryk i 

de måder, vi så vil beskrive børn 

på, og i de måder, vi forsøger at 

indkredse karakteren af de problemer, 

de synes at løbe ind i, så 

vil meget være nået. 

Og hvilke udfordringer står 

vi så over for? En af dem bliver at 

indflette den sociale dimension 

i den skolefaglige ramme. Ikke 

mindst må vi rette opmærksomheden 

mod, på hvilke områder 

og hvordan elever med særlige 

behov kan yde deres værdifulde 

bidrag til det samlede fællesskabs 

udviklingsmuligheder. 

Et anden udfordring bliver 

at anerkende barnet som subjekt 

i egne læreprocesser. Dette 

gælder også barnet med særlige 

behov, for når det unddrages 

medindflydelse på egne læreprocesser, 

objektgøres og passiviseres 

det. Mange børn med 

særlige behov undertrykker successivt 

egne motiver og ønsker – 

og fremtræder som uinteresserede 

og initiativløse. Når de så 

senere i skoleforløbet eller i voksenlivet 

afkræves aktivitet og 

selvstændig stillingtagen, har de 

for længst aflært en sådan 

adfærd. Det er derfor nødvendigt, 

at den enkelte elev selv er i 

gang, er med til at formulere 

opgaverne, planlægge forløbene, 

udføre og reflektere over arbejdsprocesserne 

og tage stilling til 

resultatet. Først da bliver undervisningen 

til læring og erfaringsdannelse 

for eleven. 

I den sammenhæng foreslår 

den italienske psykiater, Adriano 

Milani-Comparetti (1987), 

et vidtstrakt rum for de subjektive 

interesser i sin tese om 

udviklingen af den dialogiske 

spiral, som han baserer på en 

forestilling om elevens kraft til 

selv at bygge sig op. Han finder 

det fx ikke interessant at studere 

elevernes reaktioner, men langt 

snarere deres forslag. For ham 

handler et lærer-elev samspil 

med andre ord om forslag og 

modforslag, som går i dialog 

med hinanden. Og det er i god 

overensstemmelse med intentionerne 

i den nye ICIDH-2-forståelse. 

Der er desuden brug for 

lærere og pædagoger, der ud fra 

et holistisk perspektiv kan vurdere 

deres elever – og også inddrage 

dem i vurderingen af deres 

egen læring. En tredje udfordring 

er derfor at få udviklet 

dokumentationsmåder, som kan 

indkredse hver enkelt elevs 

læringsresultater, set i et bredt 

og kompleks sammensat dannelsesperspektiv, 

hvor også trivslen 

får en central plads. Og tilsvarende 

er der brug for, at psykologer 

får udviklet andre beskrivelsesformer 

end dem, der er 

præget af diagnostisk tænkning. 

Måske i form af “indkredsning af 

iagttagede problemer”, som 

Mogens Hansen (2000) er inde 

på, måske i form af “pædagogisk 

afdækning ved hjælp af dynamisk 

testning”, som Charlotte 

Ringsmose og Steen Hilling 

(2000) foreslår. 

Men ét er sikkert: Hvis vi 

ikke skal stå med endnu et dokument 

med smukke, men også 

uindfriede intentioner, så kræver 

det, at undervisningsområdet 

tager det relationelle perspektiv 

alvorligt – og forener sig i 

tværfaglige bestræbelser på at 

bryde med den logik, der i så 

mange år har præget specialpædagogiske 

indsatser. 

Konferencen “ICIDH-2 – ny 

klassifikation af funktionsevne” 

blev afholdt mandag den 4. september 

2000 af Marselisborgcentret 

Referencer 

Hansen, M. (2000). Diagnoser 

og specialundervisning. I: J. 

Holst, S. Langager & S. Tetler 

(red.), Specialpædagogik i en 

brydningstid. Århus: Systime. s. 

55-66 

Milani-Comparetti, A. (1987). 

Grundlagen der Integration 

behinderter Kinder und Jugendlicher 

in Italien. I: Behindertenpädagogik, 

26, Heft 3, s. 227-234 

Ringsmose, C. & Hilling, S. 

(2000). Pædagogisk psykologi 

ved en korsvej. I: J. Holst, S. 

Langager & S. Tetler (red.), Specialpædagogik 

i en brydningstid. 

Århus: Systime. s. 66-82 

Sandvin, J.T. (1998). Politikk og 

praksis. En drøfting av reformbestrebelsene 

på spesialundervisningens 

område. Nordisk 

Pedagogik, Vol. 18, No. 3 

Tetler, S. (2000). Den inkluderende 

skole – fra vision til virkelighed. 

København: Gyldendal, 

295 s. 

14 


ICIDH-2 – ny klassifikation af 

”funktionsevne” – nye rammer 

for rehabilitering? 

A F S ØREN DAM N IELSEN, INFORMATIONS- OG KURSUSMEDARBEJDER, VIDENSCENTER OM E PILEPSI 

ICIDH-2 (International Klassifikation 

af Funktionsevne og 

Funktionsnedsættelse) har betydning 

for praksis. Det gælder 

læger, socialrådgivere og mange 

flere. ICIDH-2 kan resultere i en 

nemmere hverdag, bl.a. for mennesker 

med epilepsi. Alle kan få 

indflydelse på udformningen af 

ICIDH-2 – hvis man skynder sig. 

Læs her hvordan. 

ICIDH-2 er en international 

klassifikation af funktionsevne 

og funktionsevnenedsættelse, 

udarbejdet af WHO. ICIDH-2 

har til formål at give en ny basis 

for vurderingen af menneskers 

funktionsevne – en basis, der 

rækker ud over de medicinske 

diagnoser. ICIDH-2 skal forbedre 

muligheden for en sammenhængende 

vurdering af en 

persons fysiske og sociale ‘tilstand’, 

og denne vurdering kan 

anvendes som grundlag for planlægningen 

af personens rehabilitering. 

Mandag den 4. september 

afholdt Marselisborgcentret 

konference om ICIDIH-2. 

Alle kan noget 

Når man taler om funktionsnedsættelse, 

taler man ikke om 

bestemte befolkningsgruppers 

afvigelse fra andre. Funktionsnedsættelse 

skal i bredeste forstand 

indramme den kendsgerning, 

at det at være menneske 

også indebærer, at der (i alle 

tilfælde) er noget, man af en eller 

anden grund ikke kan. 

Dermed viser ICIDH-2 vejen 

til nye rammer for rehabilitering, 

og måske også for opfattelsen af 

sundhed. Det afgørende er, 

hvordan og i hvilken grad mennesker 

har personlige færdigheder. 

Med ICIDH-2 er det derfor 

mindre afgørende, hvorfor den 

enkelte kan eller ikke kan udføre 

bestemte funktioner. ICIDH-2 

vurderer fx, om en person kan 

gå, forcere trapper, løfte tunge 

genstande eller om vedkommende 

kan indgå i sociale relationer 

med andre. Såvel samfundsindretningen 

som den 

enkeltes tilstand kan selvfølgelig 

være årsag til en eventuel funktionsevnenedsættelse. 

At forudsige behov 

En vigtig forandring i forhold til 

rehabiliteringspraksis i dag kunne 

fx være, at man igennem 

ICIDH-2 vil være langt bedre i 

stand til at vurdere og forudsige 

sociale og sundhedsmæssige 

behov for det enkelte individ, 

end en diagnose alene er i stand 

til. En følgevirkning af dette er 

også, at den enkelte dermed sikres 

en mere ligeværdig og helhedsfokuseret 

behandling fra 

offentlige myndigheder, end 

tilfældet er i dag. For med 

ICIDH-2 forsøger WHO at 

understrege, at handicaps ikke 

må anses for at være en afvigelse 

fra ‘normalmennesket’. Handicaps 

skal derimod betragtes som 

en af de mange variationer, der 

ligger indenfor rammerne af det 

‘menneskeligt mulige’. 

Tre dimensioner 

ICIDH-2 vurderer det enkelte 

menneske ud fra tre dimensioner: 

kropsfunktion (fysisk og 

mentalt), aktiviteter og (samfundsmæssig 

eller social) deltagelse. 

Tilsammen kan de tre 

dimensioner give et nuanceret 

billede af den enkeltes sundhed, 

der nøjagtig viser, hvor man er 

begrænset, og hvor eller hvordan 

den enkelte har brug for 

hjælp. Det gode ved ICIDH-2 er 

på denne baggrund, at metoden 

kan være med til at give rehabiliteringsfasen 

et løft. Vi kan lære 

at fokusere mere på, at vi ikke 

kan behandle eller forebygge os 

fra enhver form for funktionsnedsættelse. 

Derimod er der 

nogle sygdomme, som den 

enkelte og det omgivende samfund 

må lære at leve med. I stedet 

for at fokusere på sygdommen, 

kan man sige, at ICIDH-2 

frigiver ressourcer til at fokusere 

på de muligheder, den funktionsnedsatte 

har for at lave meningsfulde 

aktiviteter. 

Ny sundhedsopfattelse 

ICIDH-2 er dermed med til at 

bane vej for et bredere sundhedsbegreb. 

Ifølge Claus Vinther 

Nielsen, der er socialoverlæge i 

Århus Amt, kan op mod 80 procent 

af praktiserende lægers patienter 

ikke stilles en diagnose. 

VIKOM Nyhedsbrev 15 • august 2001 15

Alligevel føler mange af disse 

mennesker sig syge, nogle gange 

i invaliderende grad. Omvendt 

lever mange diagnosticerede 

mennesker et ‘sundt’ liv, fordi de 

har lært at acceptere deres sygdom. 

Disse mennesker bliver i 

dag ofte fastholdt i et sygdomsbillede 

af det offentlige. Sådanne 

nuancer kan ICIDH-2 bedre 

opfange end diagnoser alene, 

og en af konsekvenserne af 

ICIDH-2 kunne derfor blive en 

mere hensigtsmæssig fordeling 

af resurser til fx rehabilitering. 

Kritiske røster 

Generelt herskede der på konferencen 

bred enighed om, at 

ICIDH-2 i dens overordnede 

hensigtserklæringer er et fremskridt, 

fx i forhold til det danske 

klassifikationssystem, SKS (Sundhedsvæsenets 

klassifikationssystem). 

Men der var også kritiske 

røster. Ifølge Stig Langvad, formand 

for DSI (De samvirkende 

Invalideorganisationer), kan man 

“næsten kun blive glad”, når 

man læser om hensigten med 

ICIDH-2. Der tales nemlig om 

‘det hele menneske’, ‘tværfaglig 

forståelse’, øget bevidsthed om 

oversete handicaps osv. Men 

værdien af selve klassifikationen 

er til gengæld sværere at vurdere, 

ifølge Stig Langvad, bl.a. 

fordi ICIDH-2 tilstræber, at alle 

de mulige, kvalitative, sociale 

værdier i et menneskes liv skal 

måles og vejes, og dette skal så 

danne basis for, om et menneske 

kan få tildelt sociale ydelser. 

Heri ligger der en væsentlig 

risiko for fejlkodning, ifølge 

Langvad: “Hvis x, y, z, og w giver 

en forkert sum, så er det bare 

ærgerligt, så er der ingen kørestol 

til ham”, som han udtrykte 

det. Han fik medhold af en 

anden oplægsholder, Lars von 

der Lieth (lektor, Københavns 

Universitet), som mente, at selve 

klassifikationen er for atomiserende, 

fordi man med ICIDH-2 

ender med at stå med en beskrivelse 

af det enkelte individ, der 

er så kompleks, at individet forsvinder 

i beskrivelsens detaljer. 

Han mente også, at et sundhedssystem 

med ICIDH-2 som 

grundlag risikerer at fastholde 

mennesker i en patientrolle, 

fordi ‘sundhed’ betyder en ‘objektivt 

klassificerbar tilstand’ og 

ikke har så meget at gøre med, 

hvordan det enkelte individ 

oplever sig selv og sin funktionsnedsættelse. 

Vil du vide mere 

Sundhedsstyrelsen udgav i maj 

2000 WHO’s nye klassifikation, 

og Marselisborgcentret er med til 

at udforme en dansk udgave af 

ICIDH-2, ligesom de er nationalt 

afprøvningscenter for 

ICIDH-2. 

Du kan desuden få yderligere 

information om ICIDH-2 

på Marselisborgcentrets hjemmeside: 

www.marselisborgcentret.dk 

Video fra VIKOM 

Tidlig indsats i Københavns Amt for familier 

med for tidligt fødte eller syge nyfødte 

spædbørn, familier med småbørn 

med multiple funktionsnedsættelser og 

familier, der oplever problemer i samspil 

og kommunikation med deres børn. 

16 


Den 6. nationale konference om 

mennesker med handicap 

A F D ITTE S ØRENSEN, HANDICAPKONSULENT, SOCIALPÆDAGOGERNES L ANDSFORBUND, 

OG KURSUSLEDER I VIKOM 

I dagene den 5.-6. september 

2000 afholdt Socialministeriet, i 

samarbejde med Formidlingscenter 

Øst, den 6. nationale konference 

om mennesker med handicap. 

Konferencen satte fokus 

på de nye sociale love som trådte 

i kraft i juli 1998 og som er blevet 

betegnet som et paradigmeskift 

i dansk socialpolitik. I centrum 

for konferencens oplæg og 

diskussioner stod mulighederne 

for at omsætte lovenes intentioner 

om ligestilling af handicappede, 

realiseringen af medborgerskabsrettigheder 

og pligter for 

alle borgere uanset funktionsnedsættelse 

samt behovet for hjælp 

og støtte i dagligdagen til praksis. 

Formålet med konferencen 

var bl.a. at give inspiration til det 

videre arbejde, diskutere de etiske 

udfordringer og dilemmaer og 

give muligheder for at udveksle 

synspunkter på tværs af faggrupper 

og sektorer. Et formål som konferencen 

med sine inspirerende 

oplæg og sine 250 deltagere, gav 

rige muligheder for at få opfyldt. 

Efterfølgende er fire af konferencens 

oplæg omtalt i stikordsform, 

idet en række af 

oplæggenes problemstillinger 

og pointer bliver fremhævet. 

Mogens Wiederholt , centerleder 

i Center for Ligebehandling 

af Handicappede, opstillede 

på konferencen ”Udfordringerne 

og forudsætningerne 

for et samfund for alle”. 

I Danmark er der bred enighed 

om, at målsætningen er ligebehandling 

og lige muligheder 

for alle i overensstemmelse med 

FN’s standardregler. De nye sociale 

love afspejler på mange 

områder denne målsætning. 

Men hvad skal der til for, at alle 

niveauer tænker og handler i 

overensstemmelse med de handicappolitiske 

målsætninger? I 

oplægget blev der peget på, at 

hvis lovgivningens grundprincipper 

om sektoransvar, kompensation 

og ligebehandling 

skal realiseres i praksis, må der 

ske forandringer i den måde 

systemet møder borgeren på. Et 

opgør med systemets selvtilstrækkelighed 

er en forudsætning 

– dermed sagt et opgør med 

tilbuddenes ufleksibilitet og 

manglende tilpasning til det 

enkelte menneske med behov 

for hjælp. Systemet må også gøre 

op med den forestilling, at handicappolitik 

alene er socialpolitik. 

At tænke handicappolitik er 

at tænke tilgængelighed/rummelighed 

i alle sektorer, i uddannelsessystemet, 

på arbejdsmarkedet, 

i kulturlivet mv. En forudsætning 

for et samfund for alle 

er også en prioritering af handicapområdet, 

når de mennesker 

med det allerstørste støttebehov 

skal have opfyldt deres civile og 

sociale borgerrettigheder. 

Lars Gunner Lingås talte over 

temaet ”Fra institutionel ramme 

til privat bolig”. 

Serviceloven opererer med 

et boligbegreb frem for et institutionsbegreb. 

Hjælpen skal 

ydes borgerne individuelt, tilpasset 

den enkeltes ønsker og behov i 

vedkommendes eget hjem. Men 

en stor gruppe borgere lever stadigvæk 

i kollektive boformer, 

hvor institutionsstrukturen er 

dominerende, og hvor borgerne 

er dybt afhængige af den hjælp 

de modtager fra de professionelle. 

Den enkeltes muligheder for at 

gøre boligen til et hjem – uanset 

hvor den er placeret, og hvilken 

udformning den har – vil derfor i 

meget høj grad afhænge af de professionelle, 

der træder ind over 

dørtrinnet til det private hjem. I 

oplægget blev der peget på, at den 

største etiske udfordring i hjælpearbejdet 

er, at møde det menneske 

som er afhængig af hjælp 

som et værdifuldt menneske. 

I det professionelle hjælpearbejde 

er der en række etiske 

konflikter: 

• En interessekonflikt: Hvis 

side vælger jeg? 

• En rollekonflikt: Hvilken 

kasket har jeg på? 

• En mål/middel konflikt: Hvordan 

fremskaffes de gode veje 

til målet? 

Det store spørgsmål er: Skal tilbud 

og løsninger tilpasses problemer 

og behov, eller skal problemer 

og behov tilpasses tilbud 

og løsninger? 

Om hjælpen opleves som 

hjælp afhænger af mange faktorer, 

som: 

• Er der personale og ressourcer 

nok? 


• Udføres hjælpen fagligt forsvarligt 

og udføres den på 

baggrund af formynderi eller 

på baggrund af borgerens 

selvbestemmelse? 

• Tager hjælpen udgangspunkt 

i det hele menneske med respekt, 

tryghed, tillid og individualitet? 

Ida Elisabeth Koch, Center for 

Menneskerettigheder, talte om 

”Omsorg og magt – set i et menneskerettighedsperspektiv”. 

Udgangspunktet var loven 

om magtanvendelse og andre 

indgreb i selvbestemmelsesretten 

over for voksne. Loven giver 

adgang til, at det offentlige kan 

iværksætte tvangsmæssige foranstaltninger 

i borgerens private 

hjem. 

I oplægget blev der rejst en 

række spørgsmål: 

• Kan man på den ene side arbejde 

med et begreb som ”det 

private råderum” og samtidig 

give medarbejderne ret til at 

intervenere i den private 

sfære? 

• Er magtanvendelse overhovedet 

foreneligt med omsorgsudøvelse? 

• Hvilke former for problemer 

og dilemmaer stiller det praksisfeltet 

i? 

• Hvor meget omsorg skal man 

udøve for at hindre tvang, og 

hvad har man lov til med omsorgsforpligtigelsen 

i hånden 

(§67a)? 

Anne Skov, Formidlingscenter 

Øst, opstillede i sit oplæg ”En 

modsætningsfyldt udfordring i 

det sociale arbejde” en række 

problemstillinger og spørgsmål: 

• Er omsorg også magt? 

• Er magt omsorg? 

• Hvad er magt og hvad er 

omsorg? 

Tvang løser ingen problemer, 

men den kan være en nødvendig 

del af løsningen, når målet er at 

mennesket med psykisk funktionsnedsættelse 

bliver mest mulig 

selvhjulpen, udvikler selvværd 

samt får grundlag for at mestre 

hverdagslivet. Kan magt anvendes 

omsorgsfuldt, og hvor går 

grænsen til magtmisbrug? Er det 

tvang at hjælpe et menneske 

med psykisk funktionsnedsættelse 

med sin egenomsorg? Eller 

er det omsorg at få folk til at gøre 

ting, som de ikke ønsker, såsom 

at udføre personlig hygiejne, afog 

påklædning eller andre rutiner 

i hverdagslivet? Er det tvang 

eller nødvendig omsorg, der 

udfoldes i det sociale arbejde? 

Video from VIKOM 

Early intervention in the County of 

Copenhagen concerning families with 

premature or sick babies families with 

young children with multiple disabilities 

or families experiencing difficulties in 

interaction and communication with 

their children. 

18 


Fest i vand: et musisk og 

æstetisk projekt af overdådige 

dimensioner 

Et rejsebrev fra en udsendt københavner 

A F B IRGIT K IRKEBÆK, LEKTOR, DOKTOR PÆD. 

Hvordan skaber man en ikkeanmassende 

sanseverden med 

overraskelser og skønhedseffekter, 

gys og kropslig glæde? Spørg 

arrangørerne af ”Fest i Vand”, som 

i Them svømmehal for 7. gang 

skaber et glædens sted for anderledes 

møder: glæden i ansigterne, 

lyset, den fælles fryd som giver 

fælles overskud til at lege, eksperimentere 

og være. Også de 

professionelle leger og nyder, 

ansigterne bliver anderledes og 

samværet ændres. Her er der ikke 

professionelle og brugere, her er 

det ”homo ludens” – det legende 

menneske – der er på spil. 

Gennem hvalens mund 

Gennem hvalens mund sluses vi 

via mågeskrig ind til indgangsparti 

og madpakkerum. I madpakke-rummene 

er der skibssider, 

vandplanter, blåt lys og Titanic- 

musik. Indgangspartiet er 

havbunden under vandet – blå 

bølger af klæde i loftet, stimer af 

fisk og en dykker på vej ned. 

Vandplanter svajer og over 

dørene fuglehoveder. En trappe 

går op til ”det skøre spisehus”. 

Vejen går gennem en kæmpe 

sømands ben – armene ligger 

langs gelænderet. De virker 

stærke, og han kigger med hovedet 

bøjet langt frem. 

Går man til venstre, ender 

man i ”Mafioso Café” – et skummelt 

sted med Godfather himself 

i helfigur med nålestribet 

jakkesæt og cigar. Ved baren en 

dejlig dame af mild natur, som 

udleverer kaffe og kager på forlangende. 

Gamle mafiosos på 

væggen i mahogni ramme og 

med imponerende overskæg. I 

den ”græske afdeling” kan forretningerne 

aftales iklædt køligt 

hvidt interiør: marmorborde, 

skønne kvindetorsoer og hvide 

gardiner. 

I ”Det skøre spisehus” hænger 

ting fra havets bund i loftet. 

Utroligt hvad man kan finde der. 

Alt fra iturevne paraplyer til sølvfarvede 

sko, husgeråd, en etbenet 

bamse, en gammel cykel og 

en mannequindukke med hjelm! 

I ”det skøre spisehus” hænger 

billederne skævt, og spejlet er 

revnet. Dronningen og prinsen i 

vel fyldig udgave hænger på 

sned. En dame med røde prikker 

af mæslinger vender bagsiden til 

os – så grå hun er og så mange 

prikker! 

Glasvæg med kig til ”strandbredden”, 

”junglen” og det 

skumle område bagved med fyrtårnet, 

grotten og havnecafeen. 

Mågeskrig og menneskestemmer 

– én stor glad lydkulisse. 

Lyden er behagelig. Loftslyset 

skærmet af med rødt. 

I indgangspartiet mennesker 

af alle størrelser i voksenalder. 

Badekåber og smøger. Rygning 

– en sansenydelse for visse 

voksne. 

Strandbredden 

Gennem omklædningsrummets 

lyde af fugleskrig, rullende vand 

og bølgeskvulp ledes vi ud til 

strandbredden gennem mørkt 

rødt lys. ”Det er skide sjovt, 

Jeppe”, siger en far. ”Her er ingen 

lys”, siger Jeppe lidt betuttet. 

”Jo”, siger far, ” her er et flot rødt 

lys”. Hånd i hånd går de gennem 

slusen. Strandbredden er fuld af 

farvede sten – som plastikbolde 

vipper de i strandkanten – krokodiller 

og andre dyr hviler på 

dem, det lave vand er tykt af liv. 

En lille rødhåret dreng er i kamp 

med tre krokodiller. Det er 

Tarzan, og Tarzan vinder – hver 

gang! Der er springvand. Nogle 

børn eksperimenterer med at få 

håret vådt. Vandet er 28 grader 

og ganske lavt. Alt foregår i en 

bølge af menneskekroppe og farvede 

”sten”. Ingen græder eller 

skriger – alt er glad summen 

uden mislyde. Fra ”Mafioso 

Cafés” udkigsvinduer ses kaskader 

af gyldne skumsprøjt fra 

strandbreddens lave vand. En 

ældre foroverbøjet mand retter 

sig lidt op og ser lyttende ud. Forsigtigt 

sænker han voksenhænderne 

og tager fat om de farvede 

”sten” – tager fat og slipper – dre- 


jer sig rundt – smiler. I baggrunden 

børn på rutsjebane. Skumsprøjt 

når de rammer vandet. 

Junglen 

Junglen ligger i tilknytning til 

turistområdet. De rige er taget 

på ferie. Flugtstole, små borde, 

parasoller og saft til fri afbenyttelse. 

Masser af store grønne 

blomster. Vi ser mod urskoven 

med tætte grønne nedhæng, en 

junglehytte næsten skjult af 

blomster – en farlig bro gennem 

urskoven. Der er en varm, fugtig 

luft. Ind imellem skrig af mærkelige 

fugle – og fra aber – en båd 

baner sig vej gennem vandfaldet 

under broen og de tætte grønne 

lianer i mange nuancer. Over 

broen en regnbue. Man må ligge 

ned for at komme igennem. 

Papegøjer i træerne, mærkelige 

blomster og gennemsigtigt gulv 

i junglehytten, så de forrevne 

vandplanter kan ses i det grønne 

vand. En båd kommer igennem 

skoven med tre børn. De holder 

vejret og kigger rundt. Et barn og 

en voksen kommer langsomt 

svømmende. De ligger i en slags 

ring og holder om hinanden med 

den ene arm. Med den anden 

svømmer de. Hvor mon de skal 

hen? Tilbage til civilisationen? 

Den skumle civilisation 

I civilisationen holder de skumle 

til. Det travle havnemiljø lokker 

alle slags mennesker til sig. Fyrtårnet 

stritter i vejret med sit evigt 

roterende lys. Fra dens indre 

springer personer i havnen og 

svømmer rundt. I havneknejpen 

er der ”søstykker”, bar og øltønde. 

I grotten mødes vi af 

mørke og selvlysende insekter. 

Lyden af dryppende vand lokker 

os ind i grottens indre, hvor vandet 

sprøjter fra stene på os. Mærkelige 

vækster og en pyton i hjørnet. 

Rædselsgisp fra en lille pige, 

som må bringes frelst forbi pytonen, 

som hun alligevel forlanger 

at komme tilbage og kigge på – 

nu i favnen på pædagogen. Et 

hjørne med smukke glittersten 

som en hemmelig skat på et leje 

af lyserød silke. I loftet fiskeruse 

med fisk og søstjerner – mærkelig 

trold i hjørnet og en yppig 

dame overfor. Måske hun snarere 

hører hjemme i havneknejpen? 

Fra civilisationens fyrtårn 

kan du springe ud på 6 meter 

vand – hvad der så kan lægges i 

det! 

Kong Neptun 

Kong Neptun bor i et fiskerhus 

på en havbund i blåt. Han har 

sin krone og sine skatte i en skattekiste 

og lysende søheste på 

væggen. Lige nu er to små havfruer 

på besøg. Den ene kravler 

hen og tager Neptun i hånden. 

Mærkelige gummifingre? Pædagogen 

siger, han ikke er rigtig 

levende – pigen trækker Neptun 

i skægget for en sikkerheds 

skyld, da pædagogen vender 

ryggen til. 

Vand i vand 

Her er ikke alene vand i strandkanten, 

i turistområdet og ved 

havnen. Her er også springvand 

som springer op i håret og hovedet 

på de, som tør i det lave vand 

– og vand som falder nedad som 

vandfald langs med broen til 

junglehytten. I grotten er endnu 

en vandlyd – ikke den springende, 

men den dryppende. Verden 

er vand. Og verden er festlig! 

Den tyrkiske nat 

Den tyrkiske nat er hed med 

eksotiske dufte og stjernehimmel 

over løgkuplerne og den tyrkiske 

halvmåne. Krop ligger ved 

krop og skvulper i varmen som 

flodheste i middagshvil. Varmen 

slår os i møde, lykkelige smil og 

total hengiven sig til nydelse og 

velbefindende. En ung mand 

smider resolut bukserne men 

hjælpes tilbage til civilisationen 

af et par medbragte nymfer. Midt 

i feltet et rødt og et gult lysbad. 

Mange står indenfor ringen i 

lyset. 

Det hvide rum 

I det hvide rum er alting hvidt 

undtagen de skiftende billeder 

af hav, som kastes op på væggen. 

Et boblende rør siger sine gurglende 

lyde – vandmadrasserne 

er klar. Et roligt rum til stille 

nydelse. 

”Du skal lave måger” 

”Du skal lave måger” blev der 

sagt til Ole, som viser mig rundt 

– og måger var der – utallige – 

savet ud i krydsfiner og malet. 

Arkitekt Hans Lyngsgaard er 

manden, som har omsat alle 

arbejdsgruppernes ideer til tegninger, 

som igen kunne blive 

arbejdsopgaver, der kunne fordeles. 

Noget genbruges fra år til 

år – nye ideer udformes og kommer 

til. Alt er fremstillet solidt, 

med hensyn til sikkerhed og 

brandkrav. Udsmykningen er 

overbevisende professionel og 

lysvirkning og farvevalg en fryd 

for øjet. Arbejdet med opsætning, 

nedtagning og de enkelte 

udsnit er fordelt. Fælles ansvarlighed 

og glæde over, at det igen 

er lykkedes at skaffe de midler, 

der skal til. Frivillige hjælpere 

overvåger sikkerheden ved bredden. 

Livvagterne ligger på lur. 

Offentligheden får adgang – 

aftenarrangementer, fredagens 

20 


”grand finale” og ungdomsaften 

med rockmusik i palmesus. Alt i 

alt en anden slags uge som vækker 

specialpædagogisk eftertanke: 

Dette er sikkert en pædagogisk 

mere indholdsrig uge end 

så mange af årets uger med de 

såkaldte ”brugere”. Hvorfor? Jo 

– her var det ikke først og fremmest 

brugere og hjælpere, jeg så 

– med den asymmetri, der kan 

ligge i det. Her var det en fælles 

forsamling af ”nydere”, som var 

på mere lige fod. Det er flot – og 

vigtigt at tage ved lære af – også 

i hverdagen, hvor vi måske let 

bliver for rutinerede og trænende. 

Flot af idehaverne og aktørerne 

og flot af Them Svømmehal, 

som år for år lægger hus til denne 

overdådige festuge – og oven i 

købet gør det med engagement 

og glæde. 

Tak fordi jeg måtte være med 

Birgit Kirkebæk. 

P.S. Husk at bestille billet – der 

kan ”kun” være 300 ad gangen 

– mange går forgæves – billetsalget 

foregår i august. 

Bestil 

VIKOM-folderen 

på telefon: 

4595 0045 

eller e-mail: 

vikom@vikom.dk 


Konference om 

totalkommunikation / alternative 

kommunikationsformer 

AF K IRSTEN D ELFOUR, FAGLIG CENTERMEDARBEJDER 

En arbejdsgruppe, bestående af 

bl.a. 3 kursusledere fra VIKOM, 

havde arrangeret en meget imponerende 

og vellykket konference 

i Vejle Amt den 15. marts 

2001. De 330 deltagere havde 

mulighed for at høre foredrag, 

deltage i workshops og besøge 

22 informative stande, herunder 

en VIKOM-stand med præsentation 

af bl.a. Kig og Lyt bogen. 

Det var lykkedes den effektive arbejdsgruppe 

at få Per Lorentzen 

fra Norge til at holde foredrag og 

efterfølgende workshop, hvor 

han illustrerede sine pointer 

med videoklip. Det følgende er 

et resumé af Per Lorentzens foredrag. 

Per Lorentzen blev i 1989 

far til Kaja. Kaja er født med multiple 

funktionsnedsættelser pga. 

kromosomforandringen Trisomi 

13. Per Lorentzen arbejdede, da 

Kaja blev født, som psykolog på 

Skådalen Kompetancecenter i 

Norge. I sit foredrag sagde Per 

Lorentzen bl.a. følgende: 

Der er stor forskel på at blive 

forældre til et barn, der fødes 

uden komplikationer og et barn, 

hvor man umiddelbart bliver 

klar over, at dets livsbetingelser 

bliver væsentligt anderledes end 

de drømme, man som forældre 

har haft. Når et barn fødes, uden 

at der har været komplikationer, 

er det det emotionelle, der dominerer 

den første tid. Hvis et barn 

fødes med eller antages at have 

funktionsnedsættelser, ligger der 

et pres på forældrene/omgivelserne 

for at føre barnet i en kognitiv 

retning. Det antages, at barnet 

mangler funktioner og færdigheder. 

Barnet har mangler, 

man må kompensere for. Man 

koncentrerer sig om de kognitive, 

læringsmæssige færdigheder 

og det emotionelle får 

dårlige muligheder for at træde 

frem. 

At blive far til Kaja gjorde, at 

Per Lorentzen blev særlig interesseret 

i de faglige metoder og 

retninger, han måtte tilegne sig, 

for at kunne hjælpe sit barn i kognitiv 

retning. Han syntes egentligt, 

det gik udmærket, bortset 

fra, at han efterhånden følte, han 

havde fået en afstand til sin datter, 

som han ikke havde til sine 

andre børn. På tidlige videooptagelser 

af Kaja og ham, kan Per 

Lorentzen se sig konstant optaget 

af at iagttage, hvad Kaja er i 

færd med at gøre. Han begynder 

at undre sig over, hvorfor han i 

den grad ser på et barn, der er 

blindt og han føler, at han på det 

tidspunkt, har fået en position 

udenfor hende. 

Kaja fik af de professionelle 

kortlagt sin fortid. Kortlægningen 

blev foretaget for at bringe 

hende ind i en bedre fremtid. Per 

Lorentzen finder, at det at kortlægge 

et menneskes fortid for at 

give det en god fremtid, betyder 

at mennesket i høj grad risikerer 

at miste en meningsfuld nutid. 

De, der var sammen med Kaja, 

havde hele tiden en mere eller 

mindre skjult hensigt med det, 

de gjorde, en hensigt, der skulle 

række ind i fremtiden. Men med 

andre børn laver voksne ting, 

som er særegne for relationen, 

og som ikke nødvendigvis er rettet 

mod et mål i fremtiden! 

Også Per Lorentzen stod i en 

position udenfor Kajas liv som 

betragter og tilrettelægger. Motivationen 

for at være sammen var 

at bringe hende nærmere gennemsnitsbarnet 

– det ikke eksisterende 

statistisk tilvejebragte 

gennemsnitsbarn, der, som Per 

Lorentzen udtrykker det, hænger 

på plancher på sundhedsplejerskens 

kontor. Per Lorentzen 

lavede målsætninger, hvad enten 

han ville det eller ej. Formålet 

”at hive Kaja ind i en bedre fremtid” 

forstyrrede den grundlæggende 

relation. Per Lorentzen 

mødte hende primært med 

slet skjulte pædagogiske motiver, 

og det, finder han, forhindrede 

Kaja i at udvikle sig i sin 

egenart. Per Lorentsen foretog 

følgende sammenligning: 

Når man før i tiden købte en 

kommode i IKEA, kom man hjem 

med en pakke. Når man fik den 

pakket ud, manglede der næsten 

altid en skrue eller et hul, for at 

indholdet kunne blive til det 

ønskede møbel. Kaja var – som 

andre børn – en pakke, hvis ind- 

22 


hold man ikke helt kendte. Der 

manglede nogle bidder. For at 

finde frem til Kaja måtte Per være 

sammen med hende i en udviklingsproces. 

Per Lorentzen refererer 

her til Vygotsky. 

Børn med funktionsnedsættelser 

har primært problemer på 

det sociale og relationelle plan. 

Det betyder f.eks., at man må 

arbejde med et blindt barn – ikke 

primært med blindheden. Intet 

barn er født med kognitivt svigt 

eller lærevanskeligheder, men 

børn kan være født med et 

anderledes udgangspunkt, der 

sætter dem i fare for at udvikle 

svigtende relationer til andre 

mennesker. I specialpædagogisk 

psykologisk praksis er det de 

sociale relationelle problemstillinger, 

man primært må prøve at 

løse for, at give barnet muligheder 

for at udvikle sig udfra sin 

egenart 

Kaja er et barn, som vi alle 

antager, vil have store kommunikationsproblemer, 

pga. af sin 

døvblindhed; men kommunikation 

er en proces som mindst 

omfatter 2 mennesker. Én person 

kan umuligt have et kommunikationsproblem. 

Ligeledes 

er kognitivt svigt og indlæringsvanskeligheder 

størrelser, der 

kun findes i relationen til andre 

mennesker. Man kan ikke udpege 

Kajas kognitive mangler. 

Indlæringssvigt/kognitive svigt 

er ikke en egenskab, der tilhører 

personen men det sociale samspil 

og relationen med andre personer. 

Kajas udvikling er afhængig 

af, at disse problemer (det 

sociale samspil og relationen) 

bliver løst. 

Det er vigtigt at se, at der ikke 

findes en færdig metode, som 

Per Lorentzen eller andre kan tage 

med til Kaja og sige: ”dette kan 

jeg bruge til dig”. Per Lorentzen 

må udvikle sin kompetence i et 

samspil med Kaja. Specialpædagogik 

kan anvendes sammen 

med hende ikke ”på” hende. Ved 

at flytte problemet fra Kaja ud til 

relationen kunne Per se, at det 

ikke var indre egenskaber ved 

Kaja, der skulle repareres på. Per 

måtte tilpasse sig, så hans kompetence 

kunne blive nyttig for 

hende. Han måtte finde ind i en 

fælles verden med hende. Både 

Per og Kajas øvrige omgivelser 

måtte tænke i ”zonen for nærmeste 

udvikling” – barnet må i 

samarbejde med samspilspartneren 

danne, omdanne og 

nydanne den virkelighed, de 

allerede har skabt sig sammen. 

Det drejer sig om at: Skabe 

mening, omskabe mening og 

nydanne mening. 

Kommunikation er ikke en 

færdighed men en grundlæggende 

mellemmenneskelig udviklingsmulighed. 

Al kognitiv, 

mental og intellektuel udvikling 

foregår via kommunikation og 

mellemmenneskelig handlen. 

Synspunkter, tanker og ideer 

udvikles, idet man taler med 

andre. Man lærer om sig selv ved 

at få svar. Et barn kan pga. en 

funktionsnedsættelse mangle 

mulighed for at udtrykke sig, dermed 

bliver det vanskeligt for det 

at blive deltager i kommunikationen 

og den mellemmenneskelige 

handlen. Pædagogikken må 

understrege og vægtlægge ligheder 

frem for uligheder. For at 

barnet skal lære mere om sig 

selv, omverdenen og andre mennesker 

må det få svar, blive reageret 

på og bekræftet på de kommunikationsmuligheder, 

det 

allerede har. Kommunikationens 

grundlæggende udviklingsbetingelse 

giver mulighed 

for at se: ”dette mener jeg, dette 

mener du, dette mente jeg 

anderledes før”. Det er vigtigt at 

tænke: ”Hvad gør barnet, som 

jeg kan tilskrive og give en kommunikativ 

betydning?” Læringen 

går ud på at se sammenhæng 

mellem det du og jeg gør, det, 

du gør, er svar på det, jeg gjorde 

lige før. 

Alle ord/fagter har en social 

historie. F.eks. opstod Kajas tegn 

for far, fordi hun fandt ud af, at 

hans skægstubbe var gode at 

gnide de ofte kløende hænder 

mod. Denne ”gestus” forstod Per 

som Kajas tegn for far. Han viste 

hende, at han forstod det, ved 

hver gang de mødtes at give 

hende lejlighed til at røre hans 

kind som en hilsen. Det at klø sig 

på skægget var en spontan ikke 

intentionel handling, men det 

blev ved fælles hjælp en fast 

kommunikativ bestanddel og 

derved et navn. Vores opgave er 

at se på, hvordan vi kan tilskrive 

bevægelser kommunikativ betydning, 

og hvordan vi kan tilføre 

nye trin. De, der taler med 

et barn, må have kompetence 

og vilje til at tale med det med 

de kommunikationsformer, det 

allerede anvender. Per Lorentzen 

og Kaja bliver aldrig lige, men 

Per bestræber sig på at udvikle 

en kompetence, hvor han kan 

føle sig hjemme i hendes taktile 

verden og samtidig vise hende 

noget af sin egen verden. 

Selvom et barn har funktionsnedsættelser 

og derfor er anderledes, 

er det vigtigt at tænke på, 

at det udvikler sig bedst udfra de 

samme sociale og relationelle 

betingelser som andre børn. Et 

meningsfuldt liv kan kun bestå 

af meningsfulde øjeblikke. 


Livshistorien 

A F B IRGITTE B RANDT, ERGOTERAPEUT, SPECIALBØRNEHAVEN P LATANHAVEN OG 

KURSUSLEDER I VIKOM 

D. 21-22/5 2001 deltog jeg på 

vegne af VIKOM i en stor konference 

“At bruge sit livs historie”. 

Konferencen var arrangeret af 

Dansk Gerontologisk Selskab, 

Gerontologisk Institut og Nørrebro 

Erindringscenter – Dansk 

Center for Reminiscens, ligesom 

tyngden af deltagergruppen også 

relateredes til arbejdet med 

gruppen af ældre samt demente. 

Denne gruppe har tydeligvis stor 

gavn af at få støtte til at huske tilbage 

på mange af de væsentlige 

oplevelser og minder gennem et 

langt liv, og de får på den måde 

sat deres liv i et brugbart og 

meningsfuldt perspektiv. 

Jeg synes bestemt også, der 

er mange paralleller til at inddrage 

begrebet livshistorie for 

den målgruppe, VIKOM har i 

fokus. Livshistorien starter jo for 

det enkelte menneske helt fra 

begyndelsen, og det er en naturlig 

tanke, at børn og unge med 

multiple funktionsnedsættelser 

og uden et talesprog om nogen 

må have glæde af at få skabt en 

sammenhæng, som de kan tage 

med sig til videre udvikling og 

fortælling af deres livshistorie 

frem i tiden. 

“Stjernetimen” på konferencen 

for mig var uden tvivl workshoppen 

med Gugu Kristoffersen 

– cand. phil. i pædagogik 

samt mor til en ung mand med 

forskellige funktions-nedsættelser. 

Hun var i den grad inspirerende 

gennem de mange praktiske 

eksempler på, hvordan hun 

sammen med sin mand i alle 

årene havde hjulpet sin søn til at 

huske, mindes og blive forstået i 

sine ønsker af vekslende personale. 

Gugu har selv taget kilometervis 

af film, som hun har brugt 

til at fastholde Thomas’ oplevelser 

i fotoalbum, til hjemmelavede 

puslespil, små adressebøger, 

netværksmemory og badges 

med magneter m.m.. Det er 

ligeså vigtigt, at personalet på 

den aktuelle institution følger 

op for at fastholde den del af livshistorien, 

der udspilles dér. 

Gugu siger nemlig: “Bag hvert 

billede er der en historie! Fortæl 

den! Giv den videre til familien 

– for den unge kan måske ikke 

selv fortælle.” 

Kronen på værket er nok den 

livstavle – det curriculum vitae, 

som Gugu har skrevet og fortløbende 

vedligeholder for Thomas. 

Her fastholdes oplysningerne 

om de vigtige personer, steder, 

begivenheder, ejendele, stjernestunder, 

yndlingsaktiviteter, måder 

at møde Thomas på m.m. 

Kategorierne i livstavlen er 

et koncentrat af det storværk – 

Thomas’ erindringsbog, hvor 

alle væsentlige detaljer fra 

Thomas’ liv er fastholdt i ord og 

billeder. 

For at gøre en livshistorie så 

komplet som mulig er det nødvendigt, 

at alle vigtige personer 

omkring et menneske med funktionsnedsættelser 

samarbejder. 

Forældrene er selvfølgelig de 

primære omkring barnet/den 

unge, men det er vigtigt at supplere/støtte 

op fra de andre miljøer, 

hvor hverdagen også leves. 

Metoderne til at fastholde livshistorien 

og arten af materiale der 

frembringes må afhænge af de 

personer, der påtager sig opgaven 

og de kanaler, der erfaringsmæssigt 

virker bedst for det 

enkelte barn/den unge. 

At blive i stand til at fortælle 

sin livshistorie – selv om man 

ikke selv ejer talesprog – må 

være en væsentlig faktor for styrkelsen 

af personligheden, selvopfattelsen, 

og identiteten. 

Undervejs gives positive udviklingsmuligheder 

for hukommelsen, 

dialogen, samtalen, relationerne 

og kontinuiteten gennem 

livet på trods af skiftende miljøer 

og tilhørssteder. 

Gugu Kristoffersen har samlet 

sine tanker og erfaringer i en 

artikel, som VIKOM allerede har 

gjort sine kursusledere opmærksom 

på: ”Beboerens livshistorie 

– et vigtigt, men upåagtet redskab”. 

Heri slutter hun: “ I al indlæring 

er det vigtigt at knytte an 

til den erfaring beboeren har. At 

møde mennesket, hvor det er. At 

se mennesket før handicappet. 

Det er endnu en grund til, at støttepersonen 

gør sig bekendt med 

forhistorien. Der er grund til at 

stille spørgsmål til familien i en 

helt anden udstrækning, end det 

før har været tilfældet. Mens tid 

er.” 

Jeg kan kun anbefale at dykke 

helt ned i Gugus artikel og slutter 

af med et lille udvalg af andres 

guldkorn fra konferencen: 

24 


“ For ethvert menneske er 

det vigtigt at opretholde 

kontinuiteten i tilværelsen” 

“ Det mest interessante vi 

har oplevet i vores liv, er 

vores liv” 

“ Vi ejer ikke vores livshistorie 

alene – den fletter sig ind 

i andres” 

“ Livshistorien lægger op til 

at vække de gode minder” 

“ Livshistorien giver mulighed 

for at forsone sig med 

de livsvilkår, der har været” 

“ Livshistorie er fortælling 

om et liv. Et liv med en fortid, 

nutid og fremtid, hvor 

tælleren er hovedpersonen” 

“ Personen får mulighed for 

at få øje på, at ens liv har en 

logik, som man selv kan på 

virke og være med til at 

forme” 

“ Livshistorie = vejen til at 

finde hjem til sig selv 

“ Livets fortælling er noget, 

der hele tiden foregår” 

Gugus artikel: 

Kristoffersen, Gugu – Beboerens 

livshistorie – et vigtigt 

men upåagtet redskab. I: 

Autismebladet. 2000, nr. 2, 

s. 9-16 

Boka henvender seg til fagfolk og foreldre 

som har et forhold til mennesker født med 

kombinert syns- og hørselsnedsettelse. 

Boka er et resultat av cand.polit. Sissel Sollieds 

hovedfagsstudie i pedagogikk ved Universitetet 

i Tromsø. I hovedfagsoppgaven analyseres 

samspillet mellom et døvblindfødt barn 

og hans mor, videofilmet over en periode på 

15 måneder. I samme periode ble det gitt 

veiledning til mor, etter prinsippene i Marte 

Meo-metoden. 

Utgangspunktet er, at Jonas er et døvblindfødt 

barn som ut fra sine forutsetninger forsøker 

å skape mening i sin tilværelse, slik alle 

gjør. Utfordringen var å oppdage og forstå 

hans bidrag til samspillet, og gjennom 

meningsfylt fortolkning, gi han mulighet til 

utvikling langs den samme akse som andre 

barn. Boka beskriver også mulige måter å 

analysere video på, kvalitativt og kvantitativt, 

noe som kan gi ideer til andre i lignende veiledningsforhold. 


VIKOMs landskonference 2001: 

Ungdom, Dannelse og Egenkultur 

– vilkår og visioner for unge 

mennesker med multiple funktionsnedsættelser 

uden et talesprog 

A F M IKAEL B ENDER M ORTENSEN, INFORMATIONSMEDARBEJDER 

Den 30. og 31. maj 2001 afholdt 

VIKOM i samarbejde med Danmarks 

Pædagogiske Universitet 

den årlige landskonference, som 

havde deltagelse af godt 90 

engagerede fagfolk. Formålet 

med konferencen var, at belyse 

hvilke muligheder og rettigheder 

unge mennesker inden for 

VIKOMs fokusgruppe har for 

selvstændigt at udvikle en ungdomskultur 

på lige fod med 

andre unge. Den første dag indeholdt 

teoretiske oplæg om bl.a. 

lovgivning og ungdomskultur, 

den anden præsentationer af forskellige 

projekter fra praktikere 

på feltet. 

Birgit Kirkebæk, dr. pæd., 

indledte konferencen med foredraget 

”Ligeværdighed eller 

ligegladhed – om tilladeligheden 

af positiv særbehandling”. 

Hun indledte med en gennemgang 

af intentionerne med ”den 

nye forsorg” og ”normalitetsprincippet”, 

som fra starten af 

1960’erne havde som mål at 

normalisere tilværelsen for landets 

åndssvage, således at disse 

kunne blive opfattet som en 

almindelig del af den danske 

befolkning. Birgit Kirkebæk 

fremhævede, at selvom der 

generelt var sket store fremskridt 

for mennesker med funktionsnedsættelser, 

var der stor mangel 

på tilbud til unge og voksne 

inden for VIKOMs fokusgruppe. 

Normalitetsprincippet skal 

ikke opfattes som et krav til det 

enkelte menneske med funktionsnedsættelser 

om at blive ”normal” 

set med samfundets øjne, 

men det skal derimod give den 

person mulighed for at opfatte 

sig selv som ligestillet med andre 

borgere i samfundet med den frihed 

og de rettigheder, dette indebærer. 

Mennesker med funktionsnedsættelser 

og deres familier 

har behov for hjælp fra samfundet. 

Denne hjælp sikrer en tryghed, 

men giver samtidig en begrænsning 

af friheden. Denne 

balance mellem frihed og tryghed 

for omsorgsmodtagerne stiller 

omsorgsgiverne – de professionelle 

– i dilemmaet mellem 

at udøve et formynderi, som sikrer 

den set med deres øjne nødvendige 

omsorg – og dermed 

begrænsning af friheden, eller 

udvise en ligegyldighed, som 

giver optimal frihed for omsorgsmodtageren, 

men samtidig begrænser 

trygheden. 

For at sikre, at mennesker 

med funktionsnedsættelser får 

almindelige borgerrettigheder, 

er det vores opgave at udvikle 

måder at kommunikere på, som 

medfører, at unge og voksne med 

funktionsnedsættelser får mulighed 

for kommunikere sådan, ”at 

nogen føler sig forpligtet på 

deres udsagn.” Det er derfor vigtigt, 

at der fortsat findes en specialiseret 

forskning og faglig 

viden. 

Benny Lihme, redaktør og 

forlægger, holdt oplæg om ”ungdomskultur 

og dannelsesformer”. 

Ungdomstiden er både et 

biologisk og et kulturelt fænomen, 

dvs. en måde at leve på. 

Han talte om ungdommen som 

et kulturelt fænomen, der historisk 

set følger uddannelsessystemets 

udvikling. Den forlængede 

uddannelsestid som præger vor 

tid medfører, at ungdomstiden 

forlænges, samtidig med at teenagealderen 

nu starter ved 10-års 

alderen. 

Samfundets forandringshastighed 

er større end nogensinde, 

hvilket bl.a. medfører, at forældre 

kan give mindre viden om 

kultur og samfund videre til 

deres børn, og dermed mindskes 

deres betydning som rollemodeller 

især på det jobmæssige 

område. Der findes ikke færdige 

identiteter for børnene, hvilket 

medfører, at de i stigende grad 

26 


selv skal skabe deres identitet, 

og at ungdomsgruppen får en 

større betydning som referenceramme. 

Refleksivitet er blevet et nøgleord. 

Man skal konstant tænke 

over, hvem man er, og hvordan 

man har det, hvilket hæmmer 

spontaniteten. 

Begrebet ungdomskultur 

kan ikke defineres entydigt i dag. 

Kulturerne blandes og udvandes, 

og man skaber i høj grad sin 

egen kulturelle identitet, som 

især er præget af amerikansk kultur. 

Benny Lihme omtaler ungdomsforskeren 

Thomas Ziehes 3 

nøglebegreber for ”kulturelle 

orienteringsforsøg i kaos” som 

karakteristiske strategier i et flydende 

samfund: 

1. Subjektivisering – De unge 

stræber efter nærhed i deres 

liv. 

2. Ontologisering – Ønsket om 

mening/vished/fast ståsted i 

tilværelsen. Opnås f.eks. 

ved at tilslutte sig forskellige 

subkulturer 

3. Potentiering – Opnåelse af 

identitet ved at give noget 

kunstig betydning og derved 

opnå reaktioner fra omgivelserne. 

F.eks. musiksmag eller 

kropsudsmykninger. 

I den afsluttende diskussion stillede 

Birgit Kirkebæk spørgsmålet, 

om unge med multiple funktionsnedsættelser 

overhovedet 

har en ungdom. Hvilke muligheder 

gives de for at eksperimentere 

og gøre erfaringer som 

andre unge? 

Ole Lauth, forstander på 

Egmont Højskolen, talte om de 

barrierer, der er for, at unge med 

svære funktionsnedsættelser 

kan skabe et selvstændigt liv på 

tværs af systemerne. Ole Lauth 

tog udgangspunkt i sin fars historie 

som menneske med spastisk 

lammelse og fortalte om de hindringer, 

der af samfundet var blevet 

sat for, at han kunne leve et 

selvstændigt og uafhængigt liv 

med ret til en uddannelse. Han 

fremhævede, at der stadig er 

mange strukturelle, faglige og 

personlige hindringer for, at 

mennesker med funktionsnedsættelser 

kan have mulighed for 

et liv på lige fod med andre mennesker. 

Han stillede spørgsmålet: 

Hvor går grænsen mellem 

vores omsorgsforpligtelse og 

menneskers ret til selvbestemmelse? 

Marie Bøgeholdt Jensen og 

Johnny Madsen – to unge mennesker 

med cerebral parese 

uden et talesprog – fortalte, med 

deres hjælperes stemmer, hvordan 

de oplever deres liv. De 

berettede begge om meget selvstændige, 

aktive og engagerede 

ungdomsliv, med fester, festivaler, 

teater, mange venner og stor 

valgfrihed. De synes begge at de 

lever et godt liv, selvom det 

naturligvis ikke er problemfrit at 

være afhængig af hjælpere 24 

timer i døgnet. Begge er optagede 

af at male og udstillede 

deres malerier under oplæggene. 

Johnny Madsen synes, at det 

største problem for ham er at få 

nye hjælpere med alle de praktiske 

problemer, det indebærer, at 

skulle have nye mennesker, der 

ikke kender hans personlige 

vaner og rutiner, involveret i sit 

liv. Der opstår mange misforståelser, 

fordi det er svært at udtrykke 

sig tydeligt, og det medfører 

store frustrationer. 

Han udtrykte stor glæde over 

de kommunikationsmuligheder 

og den omverdenskontrol, som 

især computeren har givet ham, 

og drømte om muligheden for 

en dag, at blive fuldstændig uafhængig 

af andres hjælp. 

Marie Jensen har lavet en 

”behovsskydeskive” (se billede 

s. 28), der illustrerer hvilke hjælpemidler 

og aktiviteter hun har 

brug for, for at få opfyldt de behov 

hun har, for at kunne udvise kreativitet 

og gennemslagskraft samt 

opnå selvværd og anerkendelse. 

Den illustrerer tydeligt, hvor 

afhængig Marie er af både hjælpere 

og udstyr, for at hun kan leve 

et rigt og tilfredsstillende liv. 

Johnny sluttede af med at 

spille en cd med et stærkt stykke 

selvkomponeret musik, som han 

havde lavet på sin computer og 

Marie med et smukt drømmedigt 

om hendes længsler og glæde. 

Gitte Madsen, socialrådgiver, 

Spastikerforeningen, talte 

om Serviceloven. Serviceloven 

er en rammelov, som ”giver 

mulighed for næsten hvad som 

helst”, hvis man vil bruge den, 

men den giver ikke sikkerhed for 

rettigheder, fordi mange paragraffer 

er formuleret med ”kan” 

og ikke ”skal”. Dette bevirker, at 

fortolkningen af loven for en stor 

del er op til den enkelte kommunes 

skøn, hvilket giver store forskelle 

kommunerne imellem. 

Store kommuner er ikke nødvendigvis 

bedre end små. Meget 

afhænger af politikeres og embedsmænds 

personlige viden og 

erfaringer i forhold til mennesker 

med funktionsnedsættelser. 

Alle klienter skal have udarbejdet 

en handlingsplan hos 

kommunen, men fordi der kan 

være mange instanser indblandet 

i en sag – med hver deres 

handlingsplan – kan de enkelte 

afdelinger blokere for hinandens 

planer, til skade for klienten. 


De folk der sidder i ankenævnet 

har generelt ingen viden om 

mennesker med multiple funktionsnedsættelser, 

og de kan derfor 

ikke vurdere, om en kommunes 

skøn er korrekt i en given sag. 

Jan Braskhøj, forstander for 

Ungdomsskolen i Utterslev, talte 

om de lovgivningsmæssige 

muligheder for at etablere en 

ungdomsuddannelse for alle. 

Han fortalte, at regeringens overordnede 

ungdomspolitiske målsætning 

er, at alle unge skal have 

formelle og reelle muligheder 

for at tage en ungdomsuddannelse, 

som kvalificerer til en 

selvstændig og perspektivrig tilværelse 

med aktiv deltagelse i 

samfundsudviklingen. En ungdomsuddannelse 

har ikke kun 

beskæftigelsesmæssig værdi, 

men skal også give både en 

generel kompetence og bedre 

livskvalitet. 

Den nuværende lovgivning 

tager ikke højde for, at der findes 

Marie Bøgeholdt Jensens behovsskydeskive. 

grupper som f.eks. unge med vidtgående 

funktionsnedsættelser, 

der ikke kan gennemføre en af de 

almindelige ungdomsuddannelser 

og for disse unge er mulighederne 

for at tage en ungdomsuddannelse 

meget begrænsede. 

Jan Braskhøj sagde, at lovgivningen 

indtil nu har haft til 

hensigt at opnå holdningsmæssig 

lighed for mennesker med 

funktionsnedsættelser. Dette 

mål er nu nået, og nu er lovmæssige 

præciseringer nødvendige 

for at realisere denne lighed. Det 

er derfor nødvendigt, at det via 

lovgivningen sikres, at mennesker 

med vidtgående funktionsnedsættelser 

får mulighed for at 

tage en ungdomsuddannelse, 

der giver mulighed for at udvikle 

kompetencer og potentialer i 

forhold til den enkeltes individuelle 

behov, ønsker og muligheder. 

Keld Hansen, skoleinspektør 

på Strandhøjskolen, og Carl 

Lykke Jensen, daghjemsleder på 

Låddenhøj, fortalte om et tværfagligt 

ungdomsprojekt mellem 

4 specialinstitutioner på Østfyn. 

De deltagende institutioner Boinstitutionen 

Strandvænget, ASV 

Østfyn, Daghjemmet Låddenhøj 

og Børnespecialskolen Strandhøjskolen 

startede i januar 2001 

med en gruppe på 11 elever mellem 

16 og 23 år med svære fysiske 

funktionsnedsættelser og 

personale fra de 3 sidstnævnte 

institutioner. Formålet med projektet 

er at skabe et ungemiljø, 

der bygger bro mellem de unges 

forskellige verdener, og som kan 

videreudvikle de unges kompetencer 

og kommunikative færdigheder 

ved at integrere specialundervisning 

og specialpædagogik. 

Det skal også sikres, at de 

unge får mulighed for at overføre 

deres kompetencer til deres 

kommende voksentilværelse. 

Et af nøgleordene for projektet 

er sektoroverskridelse mellem 

de forskellige dele af forvaltningen. 

For at sikre opbakningen 

har både politikere og forældre 

været inddraget i processen. 

Ved at dele ressourcer fra de 

medvirkende institutioner er projektet 

stort set udgiftsneutralt. 

Projektet har tydeliggjort de 

store forskelle i de forskellige fagkulturers 

tilgang til de unge mennesker. 

Dette har resulteret i lange, 

seje, til tider frustrerende men også 

meget givende diskussioner i 

arbejdet med at finde en fælles 

referenceramme i det tværfaglige 

samarbejde. Nøgleordene her har 

været tålmodighed og respekt 

for hinandens synspunkter samt 

tid og lyst til at tage de mange 

nødvendige diskussioner. 

Et stort diskussionstema har 

været og er, om man kan definere 

hvad ungdomskultur er for 

28 


denne gruppe unge. Skal man 

f.eks. tage udgangspunkt i ”almindelige” 

unges kultur for at 

tilnærme sig det normale og derved 

gøre de unge mere forståelige 

i omverdenens øjne, f.eks. 

ved at arrangere make-up-aktiviteter 

og hænge idolplakater 

op? Eller skal man hellere tage 

udgangspunkt i, at de unge på 

mange punkter tilsyneladende 

får mere ud af aktiviteter på børnehaveniveau? 

Vibeke Lund, idrætskonsulent, 

Handicapidrættens Videnscenter, 

fortalte om idrættens 

muligheder for at udvikle personlige 

kompetencer. Hun sagde, at 

med de rette hjælpemidler er det 

muligt for de fleste at dyrke 

idræt. For mennesker med multiple 

funktionsnedsættelser kan 

skydning og bowling f.eks. være 

gode muligheder. 

I Idrætsforeningen kan man 

mødes og deltage i en ungdomskultur 

på tværs af handicap. Her 

er der både mulighed for at 

udvikle en egenkultur på egne 

betingelser og ved deltagelse på 

et hold at lære at samarbejde om 

et fælles mål med andre. Den 

enkelte får herved mulighed for 

at lære arbejdsmetoder og sætte 

sig personlige mål og opnår derved 

en bedre selvforståelse og et 

større selvværd. 

Efter oplægget var der mulighed 

for, at prøve forskellige idrætsgrene 

bl.a. bowling, dart og slalomkørsel 

i hockeykørestol (hvilket 

absolut ikke var nemt). 

Vibeke Lund gjorde opmærksom 

på, at der i alle amter er 

ansat en handicapidrætskonsulent, 

der kan bistå med råd og 

vejledning. 

Karen Hansen og Hanne 

Callsen, Værkstedet Vongshøj, 

præsenterede deres ”videorefleksionsmodel”, 

som er en del 

af projekt ”Det unge rum” i Sønderjyllands 

Amt. Det er et 2-årigt 

projekt, der har fokus på at 

udvikle aktivitetsmulighederne 

for unge udviklingshæmmede 

og samtidig dokumenterer resultaterne 

på en sådan måde, at de 

bliver brugbare for andre. (For 

mere information læs: Det unge 

rum: ung og udviklingshæmmet 

– Seminariet i Aabenraa, 2001. 

107 sider) 

Vongshøj udarbejdede i samarbejde 

med Værkstedet Kilen et 

projekt, som havde fokus på de 

unges selvværd og gennemslagskraft. 

Man udarbejdede livshistorier 

for de involverede unge. 

Historierne viste bl.a., at de unge 

hele livet havde oplevet mange 

brud, opnået få nære relationer, 

været udsat for konstante krav 

og kommunikationsformer, som 

havde placeret dem i en passiv 

rolle med manglende fokus på 

det sociale og følelsesmæssige i 

relationerne. Mulighederne for 

selv at komme til orde var få, og 

de unge reagerede med trods og 

negativitet, fordi de var bange 

for krav, og det at skulle lære. 

Den pædagogiske udfordring 

var derfor at skabe plads 

for de unge til at udvikle sig i en 

atmosfære fyldt med respekt, 

accept, leg og latter uden krav 

men med mange tilbud. 

Et af problemerne er, at pædagoger 

oftest kun evaluerer 

som professionelle uden at inddrage 

brugerne. Vongshøj har 

derfor udarbejdet en videorefleksionsmodel, 

som i al sin 

enkelhed går ud på at filme de 

unge i forskellige situationer, og 

bagefter sammen se filmen med 

den enkelte unge. 

Resultaterne af metoden har 

været ekstremt positive. Når de 

professionelle ser videooptagelser 

af den unge, der ser på sig 

selv i tidligere oplevede situationer, 

får de mulighed for at 

opdage, at den unge ofte bruger 

mange flere og mere avancerede 

udtryksformer, end de tidligere 

har set. Den unge får helt nye 

muligheder for selv at reflektere, 

kommentere og bestemme, hvad 

der skal tales om i situationerne. 

Der blev vist understøttende 

videoklip, som var følelsesmæssigt 

stærke, og som meget overbevisende 

viste, hvilken betydning 

metoden kan få for de unge 

og deres samspil med omgivelserne. 

Hanne Callsen konkluderede, 

at videorefleksionsmetoden 

fremover ville være et uomgængeligt 

redskab i det pædagogiske 

arbejde med denne 

gruppe unge. Som fagperson får 

man et nyt og bedre indblik i den 

unges evner og kompetencer og 

har dermed stærkt forbedrede 

muligheder for at understøtte 

dennes dannelsesproces. 

Britta Husted, kommunikationskonsulent, 

Voksenskolen i 

Nørresundby (og kursusleder for 

VIKOM) arbejder i projekt ”Elektronisk 

ungdomsbog” på at lave 

elektroniske bøger for unge. 

Computeren er ideel til bøger til 

denne gruppe unge, fordi de får 

mulighed for selv at kontrollere 

læsningen af bøgerne, ved brug 

af de tekniske hjælpemidler, der 

kan tilkobles. 

Der findes ikke særlig litteratur 

for unge med multiple 

funktionsnedsættelser. Formålet 

med dette projekt er, at lave en 

ungdomsbog om de unges egenkultur, 

med de unge og om de 

unge, som skal give mulighed 

for at støtte udviklingen af en 

egenkultur og identitet, ved at 


29

vise hvordan ligestillede lever 

deres liv. Bøgerne skal i billeder, 

tekst og lyd afspejle alle aspekter 

af de unges liv både fra den 

rent praktiske hverdag og de 

følelsesmæssige situationer. 

Britta Husted fortalte om 

mange tekniske problemer i arbejdsprocessen, 

og at det var 

nødvendigt at have en ret bred 

viden om brugen af computeren, 

eller have mulighed for at få teknisk 

assistance. 

Bøgerne bliver udviklet i 

programmet ”Kig og Lyt Bog”, 

som VIKOM har fået udviklet 

specielt til at lave elektroniske 

billedbøger til mennesker med 

multiple funktionsnedsættelser. 

Den nye Totte og Lotte cd-rom 

som VIKOM lige har udgivet er 

ligeledes produceret i dette program. 

Ved henvendelse til 

VIKOM er det muligt at få en gratis 

brugerlicens til programmet. 

Lars Branebjerg og Lars Bo 

Svendsen, lærere på Maglemosen, 

Specialundervisning for Unge 

i Københavns Amt, præsenterede 

med ”Hvad kan jeg blive?” en 

cd-rom indeholdende præsentationer 

af de værksteder og dagtilbud, 

der aktuelt findes for unge 

med funktionsnedsættelser i 

Københavns Amt. Cd-rommen 

er udformet i et enkelt og overskueligt 

design, og kan ved 

hjælp af en 0/1-kontakt betjenes 

af unge med multiple funktionsnedsættelser. 

Præsentationen af 

tilbudene bliver foretaget af personale 

fra institutionerne. I kommende 

udgaver af cd-rommen 

vil de unges egne vurderinger af 

tilbudene indgå i præsentationerne. 

Jytte Unger, tidligere faggruppelærer 

i Specialundervisning 

for Voksne i Københavns 

Amt (SVIKA) gav en overordnet 

introduktion til SVIKAs ungdomsuddannelse 

i kommunikation for 

unge med komplekse funktionsnedsættelser. 

Herefter præsenteredes 

videoen ”Udforsk verden 

– en opdagelsesrejse i et 

kommunikativt læringsmiljø”. 

Den viser SVIKAs erfaringer med 

deres ”Oplevelsesrum”, som 

bygger på Storyline-metoden. 

Se omtalen af videoen andetsteds 

i dette Nyhedsbrev. 

En konferencedeltager afprøver 

bowlingbanen under idrætskonsulent 

Vibeke Lunds oplæg 

på Landskonferencen. 

En konferencedeltager afprøver 

hockeykørestolen under idrætskonsulent 

Vibeke Lunds oplæg på 

Landskonferencen. 

Marie Bøgeholdt Jensen fortæller 

om behovsskydeskiven på Landskonferencen. 

Jytte Unger præsenterer SVIKAs video 

”Udforsk verden” på Landskonferencen. 

Idrætskonsulent Vibeke Lund fra Handicapidrættens 

Videnscenter giver gode 

råd om bowling for mennesker med 

funktionsnedsættelser. 

30 VIKOM Nyhedsbrev 15 • august 2001

Digitale billeder – en nødvendig 

kommunikationsform 

– mediepædagogisk arbejdshæfte af 

Lisbeth Bruus-Jensen og Poul Hansen 

L ÆST AF K IRSTEN D ELFOUR, FAGLIG CENTERMEDARBEJDER 

Hæftet er skrevet på baggrund af 

flere års erfaringer på Værkstedet 

Åmosen i Vestsjællands Amt. 

Her har man brugt computer og 

digitale billeder som støtte for 

kommunikation. I hæftet beskrives, 

hvorledes brugen af billeder 

har været nødvendig for 

både brugere og ansatte for at 

kunne føre ”den flygtige samtale”. 

Billederne har også været 

brugt som støtte til brugerne, når 

de skulle være med til at udforme 

deres egne oplevelsesbøger, 

og når de skulle opbygge deres 

egen livshistoriebog, som indeholder 

det, hver enkelt selv synes 

er vigtigt at kunne fortælle andre. 

Udover at kunne fortælle om 

fortiden, gennemgås billeders 

funktion som støtte i nuet – og 

som hjælp til at overskue og få 

indflydelse på fremtiden. Gennem 

hele hæftet illustreres overvejelserne 

med cases. Ved teksten 

er der symboler, der gør 

opmærksom på de punkter, forfatterne 

synes læseren særlig bør 

reflektere over. Endvidere er der 

symboler, der markerer pædagogiske 

overvejelser til diskussion 

med andre og endelig symboler, 

der henviser til illustration. 

Hæftet kan bruges af alle 

som et arbejdsredskab, der både 

gør opmærksom på hvilke psykologiske 

og pædagogiske overvejelser, 

der ligger til grund for 

brugen af billeder, og som forklarer 

hvorledes man kan bruge 

digitalkamera med tv-skærm og/ 

eller computer. Bagest i bogen 

er indsat en cd-rom, der konkret 

viser hvordan man på Åmosen 

har brugt billeder og computer 

til belysning af de her nævnte 

temaer og flere andre som: ”At 

bearbejde oplevelser”, og ”At 

have kontakt med andre”. 

Multimedieprogrammet ”Min 

Bog” og e-mail programmet 

Handi-mail, der gør det nemt at 

”maile” billede og lyd, er stillet 

gratis til rådighed og ligger på 

cd-rommen. Med disse programmer 

og den grundige beskrivelse 

har vi, der stadig føler os som 

teknikfumlere, stadig sværere 

ved at finde på undskyldninger 

for ikke i udstrakt grad at supplere 

de hidtil anvendte kommunikationsformer 

med mange 

billeder. Anvendelsen af digitale 

billeder vil være til gavn for mennesker 

uden eller med meget lidt 

talesprog og for os andre, som 

vil få nemmere ved at forstå. 

Hæftet med cd-rommen udgives 

som en del af abonnementet 

på tidsskriftet UDVIKLING i 

anledning af tidsskriftets 10 års 

jubilæum, men kan også købes i 

løssalg for 150 kr. ved henvendelse 

til: 

Bureau PMP 

Ladegårdsvej 44-46 

5610 Assens 

Tlf.: 6471 5993 

Fax: 6471 5992 

E-mail: 

bureaupmp@hotmail.com 

Bruus-Jensen, Lisbeth; Hansen, 

Poul – Digitale billeder – en nødvendig 

kommunikationsform: 

mediepædagogisk arbejdshæfte. 

Forlaget Udvikling, 2000. 36 s., 

ISBN: 87-90965-01-9 


31

Vi vil vinde – ny børnebog fra 

Spastikerforeningen 

L ÆST AF K IRSTEN D ELFOUR, FAGLIG CENTERMEDARBEJDER 

Det kan være svært at forklare et 

barn, hvad det vil sige at være spastisk 

lammet. Med ovennævnte 

børnebog søger Spastikerforeningen 

at gøre forklaringen nemmere. 

Bogen handler om drengen Kristian. 

Kristian får med sin families 

og venners hjælp i løbet af en 

sommerferie vist nye venner, at 

han på trods af motoriske og kommunikative 

vanskeligheder kan 

udfylde en plads i fællesskabet. 

Bogens målgruppe er hovedsagelig 

børn i 6-10 års alderen. 

Den forhandles af Spastikerforeningen 

og koster 58 kr. 

I forbindelse med bogen er 

udgivet et uddybende temahæfte 

”Dig og din hjerne”, som 

går lidt dybere ned i de mere tekniske 

detaljer omkring spastisk 

lammelse og hjernens funktion. 

Til undervisningsbrug kan bog 

og hæfte købes som klassesæt. 

Urwald, Ann Mari – Vi vil vinde. 

Spastikerforeningen, 2000. 28 s., 

ISBN: 87-90936-01-9 

Esben, Peder – Dig og din hjerne: 

temahæfte om: hjernen, muskelbevægelser 

og at være spastiker. 

Spastikerforeningen, 2000. 15 s., 

ISBN: 87-90936-02-7. Pris ved 

udgivelsen: 30 kr. 

Udforsk Verden 

– en opdagelsesreje i et 

kommunikativt læringsmiljø 

V IDEO SET AF K IRSTEN D ELFOUR, FAGLIG CENTERMEDARBEJDER 

På VIKOMs Landskonference 

den 30.-31. maj præsenterede 

Jytte Unger videoen ”Udforsk 

Verden”, der med økonomisk 

støtte fra VIKOM er produceret 

af og på SVIKA, Specialundervisningscenteret 

for Voksne i 

Københavns Amt . 

Videoen viser elever i oplevelsesrum, 

som SVIKA gruppen 

inspireret af Storyline pædagogikken 

har opbygget. Personalet 

indretter et særligt rum – et nedlagt 

køkken – efter et bestemt 

tema. Rummet indrettes, så det 

appellerer til alle sanser. Der er 

blandede og strålende farver 

(Gulnares gemakker) eller enkle 

gennemgående (Nordpolen, Isriget). 

Der er kolde, varme eller 

duftende luftstrømme og lyde 

eller lys, som tændes eller slukkes 

alt efter hvilke kontakter, den 

besøgende aktiverer. Elever og 

ansatte udforsker, eksperimenterer 

og får mulighed for at kommunikere 

om noget fælles, der 

virkelig er forunderligt. 

Temaet i rummet skifter i 

løbet af året. De materialer, der 

har været brugt til ét tema, genbruges 

i vid udstrækning i nye 

temaer. Udgifterne er således 

begrænsede. 

De ansatte føler, at de får 

energi og arbejdsglæde ved at 

planlægge og tilrettelægge rummene. 

Det er deres ønske, at 

videoen skal være til glæde for 

andre, der igennem den kan få 

inspiration til at opbygge lignende 

miljøer, som relationistiske 

og kommunikative læringsrum 

for eleverne. 

Videoen Udforsk Verden og folderen, 

der fortæller om teorien 

bag kan bestilles hos: SVIKA, tlf.: 

4588 6800, pris: 100 kr. + forsendelse. 


Artikler af interesse for 

samspil og kommunikation 

med mennesker med multiple 

funktionsnedsættelser 

A F K IRSTEN D ELFOUR, FAGLIG CENTERMEDARBEJDER 

Se også VIKOM’s hjemmeside hvor vi under 

publikationer/aktuelle udgivelser noterer artikler af 

interesse for området. 

Alt usagt binder energi 

Blem, Karianne Bengtsen 

Socialpædagogen nr. 1, 2001 

Udgives af: Socialpædagogernes Landsforbund 

Bevægelseshandicap og kommunikation 

Lieth, Lars von der 

ISAAC Nyhedsbrev nr. 2, 2000 

Udgives af: ISAAC Danmark 

Børn og unge i den diagnostiske kultur 

Lihme, Benny 

Social kritik nr. 62, 1999 

Udgives af: Selskabet til fremme af social debat 

Den individuelle elevplan – som redskab for 

inklusion 

Hatt, Lene 

Specialpædagogik nr. 5, 2000 

Udgives af: Danmarks Specialpædagogiske 

Forening 

Det du ikke ka’ – det skal du ha’ mere af – “og du 

skal bare prøve det hårdere” 

Aagaard, Eigill 

Specialpædagogik nr. 1, 2001 – Udgives af: Danmarks 

Specialpædagogiske Forening 

En mor bliver til 

Hesselmann, Kjeld 

Psykolog Nyt nr. 17, 2000 

Udgives af: Dansk Psykolog Forening 

Forklædt som normal 

Kirkebæk, Birgit 

Dansk pædagogisk tidsskrift nr. 1, 2000 

Udgives af: Det pædagogiske Selskab 

Fra sprogløshed til et nyt liv med tegnsprog 

Frennung, Judith 

Nyt fra Danske Døves Landsforbund, August, 2000 

Udgives af: Danske Døves Landsforbund 

Generic talk 

Hjort-Pedersen, Michael 



Grænser for rummelighed? 

Tetler, Susan 

Specialpædagogik nr. 5, 2000 

Udgives af: Danmarks Specialpædagogiske 

Forening 

Historien om Simone 

Blem, Karianne Bengtsen 

Socialpædagogen nr. 1, 2001 

Udgives af: Socialpædagogernes Landsforbund 

Ideer til den første blissundervisning – Eller anden 

undervisning med grafiske symboler 

Madsen, Susanne Lembrecht 



Indscanning af materiale 

Nielsen, Gerd 

HIT nr. 3, 2000 

Udgives af: Hjælpemiddelinstituttet 


33

Kan segregation være integration? 

Ringö, Sara; Tunström Moa 

uc2 NYT 1, 2001 

Udgives af: Udviklingscenteret for undervisning og 

uddannelse af tosprogede børn, unge og voksne 

Klar, parat, skriv 

Hansen, Kirsten Marie 

HIT nr. 3, 2000 


Læring og læringstyveri 

Fredens, Kjeld 

Kognition & pædagogik nr. 37, 2000 

Udgives af: Dansk Psykologisk forlag 

Musik med det udviklingshæmmede barn 

Thomsen, Finn 

Musik og pædagogik 

Forlaget Modtryk, 1997 – kap. 11, s. 147-161 

Myte og sandhed – om gestik, kropssprog og 

manuelle tegn 

Wriedt, Ole 

HIT nr. 2, 2001 


Om udvikling – i et specialpædagogisk praksisfelt 

Månsson, Hans 

Kognition og Pædagogik nr. 37, 2000 

Udgives af: Dansk Psykologisk forlag 

Pligt til at hjælpe – men ingen ret? 

Kermenoglou, Bente Hansen 

Nyt om Epilepsi nr. 2, 2001 

Udgives af: Videnscenter om Epilepsi 

På vej med MS Publisher 

Mikkelsen, Trine Bjerre 

HIT nr. 2, 2001 


Specialundervisning og forældresamarbejde 

Clausen, Hans 

Kvan nr. 57, 2000 

Udgives af: Århus Dag- og Aftenseminarium 

Specialpædagogiske udviklinger og modsætninger 

Holst, Jesper 

Kvan nr. 57, 2000 


Spændingsfeltet mellem almenpædagogik og 

special pædagogik 

Kirkebæk, Birgit 

Kvan nr. 57, 2000 


Tænkning, udvikling og specialundervisning 

Hansen, Mogens 

Kvan nr. 57, 2000 



Kalenderen – efteråret 2001 

Se også VIKOMs hjemmeside www.vikom.dk, hvor vi løbende omtaler nye kurser og konferencer vi får 

kendskab til. 

14.-16. september Skolebestyrelseskursus 

Kursus for medlemmer, der varetager specialunderviste elevers interesser. 

Arr.: Danmarks Specialpædagogiske Forening 

Sted: Vingstedcentret 

Tilmeldingsfrist: 11. juni 

Nærmere oplysninger: Kasserer Jette Hansen, Smålyngen 5, 2770 Kastrup 

18.-19. september HIT messe 

Udstilling, konferencer, seminarer, foredrag og workshops. 

Arr.: Hjælpemiddelinstituttet 

Sted: Hotel Nyborg Strand 

Tilmeldingsfrist: 31. august 

Nærmere oplysninger: HMI, att. Connie Zäll, Graham Bells Vej 1a, 8200 Århus N 

email:cz@hmi.dk, tlf.: 8678 3730, www.HMI.dk 

3. oktober Konference om intelligenser og pædagogik 

Arr.: Amtscentret for undervisning, Vejle Amt 

Sted: Hotel Munkebjerg, Vejle 

Tilmeldingsfrist: 20.august 

Nærmere oplysninger: www.acu-vejle.dk eller kursusafdelingen, 

Hanne Rasmussen, Amtscentret for Undervisning, Damhaven 13A, DK 7100 Vejle 

tlf.: 7582 9944, fax: 7582 7690 

3.-5. oktober Nordisk konference: Specialundervisning for Voksne i Norden 

Hovedtema: Specialundervisning for voksne – en ressource for samfundet. 

Arr.: Forstandersamrådet i Danmark og Interessorganisasjonen for Kommunal 

Voksenopplæring – IKVO – i Norge 

Sted: Munkebjerg Hotel, Vejle 

Tilmeldingsfrist: 8. juni 

Nærmere oplysninger: Karin Fuhrmann, Vejle Amt, Damhaven 12, 7100 Vejle 

fax: 75 82 75 64 

4.- 6. oktober The 5th annual research conference of Nordic Network on Disability Research 

Purpose: Presentation and discussion of results from social research on disability. 

To promote contacts for Nordic and international collaboration. Those who work 

with development for disabled persons in various professions are also welcome. 

Arr.: The Danish University of Education 

Sted: The Danish University of Education 

Tilmeldingsfrist: 1. May 2001 

Nærmere oplysninger: Order registration form at: The Danish University of 

Education, Copenhagen Branch & 8. Branch, Att.: The Project Secretariat, 

Hermodsgade 28, DK-2200 Copenhagen N, tel. +45 2630 6603, fax: +45 3969 1278 

e-mail projekt@dpu.dk, or registrer via website: www.nndr2001.dk 


Kalenderen – fortsat 

29. oktober m.fl. Kursus i kommunikation og samspil med børn og unge med multiple funktionsnedsættelser 

og uden et talesprog 

Kursusrække, 3 moduler á 2 dage. Formål: at give deltagerne kendskab til teorier 

om basal kommunikation på grundlag af en relationistisk tilgang, samt et helhedssyn 

på børn og unge med multiple funktionsnedsættelser og uden et talesprog. 

Målgruppe: Professionelle, der arbejder med børn og unge med multiple funktionsnedsættelser 

indenfor undervisnings-, social- og sundhedssektoren samt sygehusområdet. 

Arr.: Undervisningsministeriet og VIKOM 

Sted: Kystgården Nyborg 

Tilmeldingsfrist: 24. august på særlig blanket som kan rekvireres fra Undervisningsministeriet, 

H.C. Andersens Boulevard 43, 1553 København V, tlf. 3392 5600 

Nærmere oplysninger: VIKOM 

7.-9. november Specialpædagogisk kursus. Målgruppe: Alle med tilknytning til specialundervisning 

Tilmeldingsfrist: 20. august 

Arr.: Danmarks Specialpædagogiske Forening 

Sted: Vingstedcentret 

Tilmeldingsfrist: 1. september 

Nærmere oplysninger: Rekvirer tilmeldingsblanket: Kasserer Jette Hansen 

Smålyngen 5, 2770 Kastrup 

13. november Temadag om kommunikationshjælpemidler 

En udstilling med fokus på kommunikationshjælpemidler, elektroniske børnebøger 

og legetøj, talemaskiner m.m. 

Arr.: Den koordinerende kommunikationsgruppe i Roskilde Amt 

Sted: Lysholmskolen, Roskilde 

Tilmeldingsfrist: Ingen krav om tilmelding 

Nærmere oplysninger: Spørgsmål er velkomne på tlf. 4630 3812, 4630 5000 og 

4633 2574 samt www.ratek.dk 

14. november Kvalitet i amternes rådgivning på handicapområdet – eksempler på, hvordan 

kvalitet måles og udvikles 

Temadag som både byder på overordnede indlæg – om kvalitetsbegrebet og metoder 

til udviklingsarbejdet – samt konkrete erfaringer fra folk, der arbejder med 

undersøgelser og kvalitetsudviklingsprojekter, primært vedr. amternes handicaprådgivning. 

Arr.: Udviklingscenter for Specialrådgivning 

Sted: Radisson, SAS, H.C. Andersen Hotel Odense 

Tilmeldingsfrist: 25. oktober 

Nærmere oplysninger: Udviklingscenter for Specialrådgivning, Dampfærgevej 22, 

2100 København Ø, tlf.: 35298393 eller på e-mail: udvcenter@arf.dk 

36

VIKOM Nyhedsbrev 15 August 2001

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?