Da hyrdedrengen skulle i skoven

160165170175180185190195200205210I det samme hørtes et par stilfærdige træskos listen over staldstenene; Stafen vendte sig om også drengens mo'r, en lille krumbøjet kvinde med et blegt, godlidende ansigt. »Godmorgen!« sagdehun og kiggede under hovedklædet forbi Stafen ind til sønnen, der endnu sad smågrædendepå sengestakken. »Nå, du har fået fødderne til gulvet; ja, a er såmænd gået herhen med et parnye hoser til dig; for du skal nok til storhed i dag.« Hun så småleende op i Stafens tvære ansigt;men da hun havde vekslet et par øjekast med ham og sønnen, forstod hun straks stillingen og sa:»Ja, det kan måske sig være vanskeligt nok at undvære ham sådan en hel dag.« »A, det bliver dernok ikke taget noget hensyn til i vore tider,« svarede Stafen med en grim mund vridning. »Det ersnart kun på lønningsdagen, te en husbond ved, om han har nogen tjenestefolk, eller han har ingen.Tho a ville ha, te han skulle trække et par høveder ud, inden han tog til det; det tykkes a ikkekunne være hans ære for nær, når han så forresten får den hele dag at slå dank i 36 . Tho toget gårda først om et par timer eller sådan; og selvom han også tog ved mulen af et par avner og flyttedeet par kobbel får, inden han kom til stormen – væk fra det hele ‐så kunne han vel endda nå,hvad han skulle. A skal såmænd ikke forlange urimelige ting af knægten; bare han endda ville takalvene med sig om i Sønderheden; og det er da ikke alting af hans vej.«»Ja, med Guds hjælp så når han vel også at få det udrettet; når han så må være fri,« sagde denstille An Mari; »men så må du virkelig skynde dig, bitte Jens!«Stafen, der nu havde opnået sit, forsvandt uden farvel ud af stalden, mens Jens begyndte at klædesig på. »Kom du nu ud til vandtruget og få dig vasket ordentlig ren; pas endelig på ørerne!«formanede An Mari.»Det er endda svært, så blanke du har fået dem, fortsatte hun og pegte hen på Jenses sko, somhan omhyggeligt havde børstet aftenen i forvejen og stillet hen foran sengen.»Tror du nu ikke, det klogeste ville være at ta dem og de nye hoser på nakken, så længe du har atgøre med kreaturerne; helsen får du dem jo helt smudsket til af dug og skidt.«Få minutter efter havde Jens allerede fået kalvene koblet ud og holdt nu på stenbroen medstrømperne og de små blanke sko i en snor over skuldrene. Han var formelig blevet helt nydelig itøjet, som han stod der i al sin nyvaskethed. Et splinternyt slips, som moderen havde haft i lommentil ham, fik ham hvert øjeblik til i selvfølelse at skele ned under hagen. For sidste gang gikAnn Mari bag om sønnen og gav ham et kraftigt løft i trøjekraven. ‐‐ Jens' madmor kom ud af gangdøren med en sirlig melmadspakke i hånden.Kalvene stod og småsov i rebene, løftede kun nu og da et forben for at bortstampe fluerne.»I skal endda ha tak for drengen, at han fik lov at komme med de andre; det er da en sær skønhedfor ham,« sa Ann Mari.»Ja,« svarede Sidsel Mari, og la hånden på sit fremstående underliv, »de har det godt i vore tider,æ tjenest'folk, det er ikke som i en anden si ungdage! Nu sker de snart ensdan ret, hvad enten deer gårdmandsbørn eller husmandsknægte. Og når en tænker ved det, så skulle der vel gerne værelidt forskel på fremmede og så ens egne.Sådan tykkes da a!»Nå, her har du din melmad,« sa hun med en rask overgang. »Æder du det ikke hver krumme, såtar du det vel med dig hjem igen.‐ Kom så af sted med høvderne: og skik dig vel; det spørges mindstl«Jens tog mod smørrebrødet og satte kalvene i gang.Moderen fulgte stilfærdigt efter. Uden for porten slog hun det stribede forklæde til side og joghånden ned i sin skørtelomme.»Ja, Stafen gav dig velsagtens ikke noget til turen?« spurgte hun og begyndte at opvikle et stykkeavispapir.»Ne‐ejl«»Nej, det tænkte a godt nok.‐ Her er en enlig 25 øre, som vor far gav mig med til dig.5