Et liv efter overlevelse - Aalborg Universitet

Et liv efter overlevelseOtte historier om Ingeniører Uden GrænserINGENIØRERUDEN GRÆNSER1

Vores aktiviteter er baseret på støtte fra medlemmer og donorer. Tak til medlemmerne og til alle de, som har støttet os ide sidste 10 år.Donationer over 5.000 kr.• Aase og Ejnar Danielsens Fond• ALECTIA-Fonden (Tidl. Birch &Krogboe Fonden)• Amagerforbrænding• Anna Katrine Hald• A.P. Møller og Hustru Chastine,MC-Kinney Møllers Fond• Atkins• Carl Bro Fonden• Caroline Meyer White• Cowi Fonden• Danfoss, Fabrikant Mads ClausensFond• Danske Banks Fond• Dansk Vand- ogSpildevandsforening, DANVAS VandGrand Prix• Det Obelske Familiefond• Det Tekniske Fakultet, SyddanskUniversitet• Dir. J.P. Lund og Hustru VilhelmineBugges Legat• Elife Savas• Erik Thunes Legat• Civilingeniør Louis Dreyer Myhrwoldog hustru Janne Myhrwolds Fond• Familien Hede Nielsens Fond• FLS Industries A/S Gavefond• Fonden af 20. december• Fonden af 24. december 2008• Foreningen Roskilde Festival,Roskildefonden• Foreningen Østifterne f.m.b.a.• Frants Richters Fond• Frimodt-Heineke Fonden• Gerda Laustens Fond• GN Store Nord Fondet• Grundfos• IHK – Ballerup• Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse• Krüger• Lauritzen Fonden• Louis Meyer• Ludvig & Sara Elsass Fond• Marie & M.B. Richters Fond• Mediehuset Ingeniøren A/S• Odense Teknikum• Orbicon• Per Aarsleff A/S• ProjektrådgivningensOplysningspulje• Rambøll Danmark• Reinholdt W. Jorck og Hustrus Fond• Rockwool Fonden• Support Pakistan• Tips og Lotto• Velux FondenFirmamedlemskaber• Alectia A/S• eye·D Innovation• Ingeniørhøjskolen i Århus• NRGI Rådgivning A/S• Stibo-Fonden• Talented Earth Organisation (TEO)• Aalborg Universitet• PFA Pension• Acti Chem2

IUG - en teknisk, upolitisk og humanitær hjælpeorganisationIngeniører Uden Grænser blev etablereti 2001 af tre senioringeniører, JørnBundgaard Nielsen, Anthony Svane ogPaul Ernst Christensen, med hver deresudlandserfaring. Den stiftende generalforsamlingfandt sted den 3. april sammeår. Formålet med organisationen varat stå til rådighed med teknisk bistandtil andre nødhjælpsorganisationer og atkunne rykke ud med kort varsel.Organisationens arbejde er først ogfremmest baseret på frivllig indsats.Som en af initiativtagerne AnthonySvane siger:”Det er ikke så meget om hvem, derstartede det, men mere det fantastisketeamwork, der har udviklet sig over tid.De mange frivillige, deres entusiasmeog deres engagement i udviklingen ogvidereførelsen af Ingeniører Uden Grænser,har bragt os der, hvor vi er i dag”I dag yder IUG livsbevarende hjælp tilmennesker i katastrofeområder, hvor viskaffer rent drikkevand, bedre sanitæreforhold, et sted at bo og elforsyning -for at give de nødlidende en tro på fremtiden.Organisationens medlemmer omfatteri dag ingeniører, maskinmestre ogandre teknikere samt studerende. Enstor del brænder for at anvende derestekniske færdigheder i den 3. verdeni forbindelse med katastrofe- og nødhjælpsarbejdeeller inden for ulandsarbejde.IUG er tilknyttet Engineers WithoutBorders International, der er paraplyorganisationfor tilsvarende organisationeri mere end 45 lande.3

IUG projekter i alle verdenshjørnerFra 2001 til 2011 har IUG været med i mere end 30 projekter. Projekterne og assistanceopgaver spænder vidt både geografisk ogindholdsmæssigt bl.a. i forbindelse med oversvømmelser, tsunami, krig, folkemord, jordskælv osv.Bulgarien 2003-05Renovering af værested for handikappedeTchad 2004-05Planlægning og opbygning af flygtningelejreIndonesien 2005Etablering af base camp efter tsunamiIndonesien 2005Ledelse af base camp efter tsunamiOssetien 2005Genopbygning af infrastrukturSydsudan 2005Opførelse af huse for nødhjælpsarbejderei forbindelse med borgerkrigPakistan 2005Opførelse af base camp efter jordskælvLibanon 2006Fordeling af nødhjælpAngola 2006Udvikling og etablering af system forrydning af landminerLibanon 2006Logistikopgaver i forbindelse med fordelingaf nødhjælpSydsudan 2006Assistance til minerydningsprojektSydsudan 2006Planlægning og ledelse af opførelse afhuse for nødhjælpsarbejdereMozambique 2007Assistance til oprettelse af base campefter oversvømmelseChad 2007Assistance til vand og sanitet i flygtningelejreLesotho 2007Studenterprojekt fra AAU omkring etsolfangersystemTogo 2007Undersøgelse af behovet og mulighedenfor etableringen af en sundhedsklinik4

Libanon 2007Tilsyn med genopbygningen af ødelagtehuseUganda 2008Tilsyn med byggeri af kirke, som fungeredesom skole for 200 forældreløsebørnMyanmar 2008Fact-finding mission til indsats for genhusningefter oversvømmelseUganda 2009Assistance til opbygning af handelsplatformfor småbønderTogo 2009Etablering af vandforsyningLiberia 2009Rådgivning inden for konstruktion oggenopbygning af veje og broerPalæstina 2009-2010Studenterprojekt for etablering afvedvarende energiforsyningSierra Leone 2009-2010Opførelse af skole for børn af krigsinvalideIndien 2010Renovering af HIV/AIDS-hospitalTanzania 2010Assistance til forbedring af vandforsyningog sanitære forhold på skoleHaiti 2010Genhusning af hjemløse familierPakistan 2010Bygning af shelters efter oversvømmelseLiberia 2010Assistance til konstruktion og genopbygningaf veje og broerTanzania 2010Assistance til etablering af et regnvandsopsamlingssystemLiberia 2011Assistance til genopbygning af veje ogbroer5

Pakistan • »Alle kan lære at bygge i ler«Hun havde aldrig tænkt over, at hunskulle rejse ud. Caroline Meyer Whitearbejdede med at skabe bygninger inaturmaterialer som halm, og det undervistehun blandt andet i på højskole.Husene gav hende en glæde over atskabe noget anderledes. Men en livsnødvendighedkunne det næppe kaldes.Det ændrede sig brat. En aften i 2006sad hun og hørte i P1 en reportagefra jordskælvet i Pakistan. De mangetusinde ofre for jordskælvet noglemåneder tidligere havde stadig ikke fåetet sted at bo, og nu truede vinteren medat tage livet af de mest udsatte.»Jeg kan huske, at det med ét gik op formig, at jeg faktisk havde noget at bydepå. At jeg kunne noget, der nu kunneredde andres liv. Jeg følte det megetstærkt, og kort tid efter tog jeg af sted,«fortæller hun.Omgivelsernes reaktion var for detmeste skeptisk. Det var kort tid efterkrisen over Muhammed-tegningerne, ogmuslimske samfund var ikke i høj kurs iDanmark.»Jeg var også selv spændt. Jeg ville gernese, om Pakistan ville be- eller afkræftemine fordomme, for jeg vidste ikkerigtig, hvad jeg gik ind til.«Pakistan viste sig at være englædelig overraskelse»Pakistanerne har samme humor som os,og jeg havde ikke problemer med at værekvinde og skulle forhandle med mænd.Jeg kunne kigge dem direkte i øjnene, ogdet var ikke forventet, at jeg opførte migsom en pakistansk husmor. Jeg holdt toworkshops med mænd som deltagere, ogdet er nogle af de bedste oplevelser i mitliv.« siger Caroline Meyer White.Hendes opgave var især at hjælpe delokale med at få bygget hytter af lokalematerialer som ler, halm og bambus –hendes speciale.6

Da massive oversvømmelser i 2010ramte næsten samme område som jordskælvet,var hun ikke i tvivl om, at hunville af sted igen. Denne gang ud-sendtaf IUG, som hun netop havde deltaget iet kursus hos.»Vi var nogle stykker, der dannede engruppe til at hjælpe Pakistan med at fåbygget ly til ofrene i det, der er kaldtverdens største humanitære katastrofe,og arbejdet gik meget hurtigt. Vi gik igang med at planlægge i september, ogallerede samme måned var den første afos på pletten. Jeg kom midt i november.Ødelæggelserne var værre end efter jordskælvet.Det var virkelig forfærdeligt,der var nærmest intet tilbage.«Caroline Meyer White håber, at der vilske et skifte i holdningen til at byggei naturmaterialer, for de har en massefordele, ikke mindst i udviklingsområder.»De er billige, og materialerne er stortset altid tilgængelige lokalt. De flestekan lære at bygge på den måde. Og såhar det vist sig, at hvis husene byggesrigtigt, kan de modstå selv kraftigejordskælv. Hvis de skulle gå i stykker,risikerer man en ordentlig Anders Andbule– det er ikke betonelementer, derfalder ned og knuser folk. Men som regelbliver de stående, og det er med til atredde liv efter et jordskælv, hvor det kanvære kritisk, at folk slet ikke har et stedat bo.«Caroline Meyer White er uddannetøkologisk frilands-gartner og nuingeniørstuderende.Opgave: At skaffe husly til ofrene foroversvømmelserne i Pakistan sammenmed bl.a. Danish Muslim Aid.Hvor: Pakistan i 2010-2011.Bedste råd til andre udsendte: Gørdig klart, hvorfor du vil af sted. Er detfor at redde andre eller dig selv? Oghav et åbent sind. Forstå, at selv omde lokale gør tingene anderledes, såer hensigten bag næsten altid god.7

Sierra Leone • »Det kunne blive Paradis«Der er advarsler mod at blive udsat forvoldelige overfald, der er hyppige ulykkermed bil, båd eller fly, overfyldte tribunerpå stadion er farlige, hospitalernehelt utilstrækkelige ... når man læserrejsevejledningen for Sierra Leone, erdet ikke just en turistbrochure. Risikoenfor, at hjemrejsen foregår i en body bag,virker overhængende.Men David Malmberg mærkede landetanderledes, da han først landede på denafrikanske vestkyst.»Jeg blev meget positivt overrasket. Folker utrolig venlige, og man mærker ikkegnidninger efter borgerkrigen, hellerikke blandt de forskellige religiøse grupper.Kun når man får folk på tomandshåndog spørger ind til det, kan de godthuske, hvordan det var med børnesoldaterog nedslagtninger.«David Malmbergs opgave i Sierra Leonevar at tilse et skolebyggeri til udsattebørn. Dem er der mange af i Sierra Leone,hvor borgerkrigen fra 1991-2002 var brutalog drev halvdelen af landets godt femmillioner indbyggere på flugt. Mange børnvokser op med stærkt handicappede ellertraumatiserede forældre, og er selv forutrygge til at koncentrere sig ordentligtom at lære noget. De har svært ved at gåi skole på almindelige vilkår, og derforsagde IUG ja til at bygge en skole til dengruppe sammen med en lokal partner.Partneren var uvurderlig. David Malmbergbetegner samarbejdet som ‘etsmukt ægteskab’.»Uden en god partner er man prisgivet.I det her tilfælde var partneren usædvanligdedikeret og dygtig, og vi har fåetstor opbakning. De lokale indbyggerehar blandt andet været med til at byggeskolen.«Samarbejdet gik så godt, at IUG og partnerennu er ved at opføre læreboligerog et regnvandsopsamlings- og latrinprojekter også på vej.IUG er langt fra eneste udviklingsorganisationi Sierra Leone. Faktisk ernæsten halvdelen af landets økonomiafhængigt af bidrag fra andre lande, ogder er hvide firehjulstrækkere – FN’s ogflere hjælpeorganisationers foretruknekøretøjer – overalt på vejene.»Groft sagt er man som udlænding iSierra Leone enten for at hjælpe ellerudnytte. Minerne med diamanter, guldog platin tiltrækker mange. Der er ikkeet skattesystem, der sikrer, at værdiernefra minerne kommer alle til gode. Pengeneføres ud af landet, og derfor er SierraLeone så afhængigt af bidrag udefratrods minerne,« siger David Malmberg.Minerne var i høj grad medvirkendetil, at borgerkrigen blev lang og blodig.Ædelstenene fra Sierra Leone er såkaldtebloddiamanter eller konfliktdiamanter.De har finansieret våben og træning tilkrigens parter.Det ærgrer David Malmberg, at de mangehjælpeorganisationer ikke i højere gradkoordinerer deres indsats.»Fordi der er meget lidt samarbejde,oplever man nogle gange, at flere donorerhar kastet sig over lignende projekteruden at tale sammen. Samtidig kander være andre projekter, som er lige sånødvendige, der mangler donorer. Pengenekunne strække længere, hvis dervar bedre planlægning,« mener han.David Malmberg er kommet til at holdemeget af det på papiret så farlige land, oghan er blevet gode venner med lederen afden lokale partnerorganisation. Han harefterhånden vænnet sig til, at der blivermeget mørkt i Afrika om natten, og atting generelt fungerer langsomt.»Det har altid været en drøm for mig atkunne bidrage med egne ressourcer i etudviklingsland. Der er en enorm tilfredsstillelsei, at man for bare 130.000 kronerkan bygge en skole til 220 børn og gøreen forskel. Og Sierra Leone har potentialettil at blive et paradis.«David Malmberg er uddannetmaskiningeniør.Opgave: Skolebyggeri med lokalpartnerenEWB - Sierra Leone.Hvor: Sierra Leone i 2009.Bedste råd til andre udsendte:Forbered dig godt – og vær forberedtpå, at det alligevel ikke går som forberedt.11

Liberia • »Jeg var sådan et stort, hvidt spøgelse«Susanne Andersen har altid haft udlængsel.Når hun læste om broer og hørteingeniører, fortælle om deres oplevelseruden for Danmark, sagde en stemme ihende, at ‘det der vil jeg også’.»Jeg vidste bare, at jeg skulle til udlandet.Jeg vidste ikke, at det var udviklingsarbejde,jeg ville ind i. Det var til atbegynde med lidt af en tilfældighed,«fortæller hun. Tilfældigheden var et jobopslaggennem IUG om at hjælpe med atbygge broer i det afrikanske land Liberia.»Det var perfekt. Jeg elsker broer, jegdrømte om at komme ud, og det varen følordning, så der var en erfaren atstøtte sig op ad. Liberia kendte jeg ikkemeget til, men det var ikke svært attræffe beslutningen,« siger hun.Hendes familie tog det roligt, selv omhun ikke kunne fortælle meget om detland, der de næste måneder skulle værehendes hjem.»De vidste godt, at jeg kunne passe påmig selv.«Liberia er et land, der på én gang erfattigt og rigt. En langvarig borgerkrigsluttede i 2003, der er stadig mangeflygtninge og handicappede efter krigen,og genopbygningen går langsomt. Mender er også en stor vilje til at gøre noget,og samtidig er Liberia rigt på naturressourcer– og fantastisk natur.Det sidste fik Susanne Andersen dagligtat mærke på godt og ondt. Liberia eroverdådigt smukt og frodigt, men vegetationenkan også være en plage.»Planter gror uhæmmet. Græs og træervokser ikke bare ud til vejen, de vokserind over vejen og i vejen, og det kangøre det svært at komme frem. En tinger at komme frem med én pick-up truck,der skal levere materialer, noget andet erat få 15 af dem frem, så indbyggerne kanbygge en skole. Derfor skal vejene værei nogenlunde stand. Når græsset og bevoksningenomkring vejene er kort, gørdet også risikoen for slangebid mindre.Slangerne gemmer sig i det høje græs oggør det farligere at færdes til fods.«Færdsel er ellers et kernepunkt i genopbygningen,for der skal gang i handlenog trafikken mellem de forskelligeområder, så indbyggerne har noget atleve af. Det kræver veje og broer. Dervar god brug for de danske ingeniørersekspertise.12

Susanne Andersen elskede sit job ogikke mindst det afrikanske land, somhun i dag kalder sit afrikanske hjemland.»Det var en rigtig god oplevelse at væreder. Jeg har været udsendt i to omgange,og første gang skulle jeg bruge kræfterpå at sætte mig ind i kulturen og i befolkningenssærlige rytme i sproget, nårde taler engelsk. Anden gang var detbare afslappet og dejligt, og jeg har ogsåværet der på sommerferie,« siger hun.De kulturelle forskelle var blandt andetdet afrikanske forhold til tid. For eksempelnår hun skulle præsentere sig et nytsted.»Jeg var mest til et hurtigt håndtryk også i gang med jobbet, for der var megetat lave. Men sådan går det altså ikke iLiberia. Der sidder man og tager sig tidtil at hilse velkommen, og det kan lettage en time.«Hun havde det også svært med at vækkeså meget postyr.»Jeg var sådan et stort, hvidt spøgelse,jeg stak virkelig ud. Og jeg kunne ogsåblive helt flov over den gæstfrihed, jegblev mødt med, jeg ville jo bare gernefalde i med omgivelserne.«Susanne Andersen føler, at hun har lærtmeget af sin tid i Liberia.»Især på det personlige plan. Pludseligvar jeg sådan en, der skulle til mødei transportministeriet og holdt workshops.Jeg skulle være på hele tiden, ogjeg kunne godt få den der tvivl: ‘jamen,det er jo bare mig, kan jeg virkelig dether?’. Men det kunne jeg.«Susanne Andersen er civilingeniørmed speciale i bygge og anlæg.Opgaven: At genopbygge veje ogbroer og føre tilsyn med infrastruktureni tæt sam-arbejde med DanskFlygtningehjælp.Hvor: Liberia i to omgange i 2009 og2010. Første gang knap tre måneder,anden gang en måned.Bedste råd til andre udsendte:Kom på bølgelængde med de lokale.Mød dem, arbejd sammen med dem,og hav respekt for hinandens viden.13

Palæstina • »Vi har tændt lys«Jesper Rost Villumsen har lige skrevetkontrakt om igen at tage til Vestbreddensammen med en gruppe studerende fraIUG. Tilbage til de støvede landsbyer midti en af verdens mest betændte konflikter.Da han var der første gang i 2010, gikdet op for ham, hvor svært det kan væreikke at træde forkert i et minefelt afgammelt nag, kulturforskelle og misforståedehensigter. Men han fandt ogsåud af, hvor tilfredsstillende det kan væreat komme ud og arbejde på en ny måde.Projektet på Vestbredden begyndte somet projekt for ingeniørstuderende. Deleaf Vestbredden er uden strøm. Der erellers kraftværker, men ledningerne gårkun til de israelske bosættelser. I storedele af området må palæstinenserne ikkeblive koblet på elnettet.Uden elektrisk lys er det svært forbørnene at læse lektier, for det blivertidligt mørkt året rundt. Fjernsyn ogtelefon og dermed nyheder og oplysninger de også afskåret fra. Og så erder de dagligdags praktiske ting som athave et køleskab, komfur og så videre.Muligheden for at have køkkenmaskinersparer kvinderne for meget tid.Derfor ville de studerende sørge for enalternativ elforsyning til et par landsbyer.De unge fra IUG i Danmark blev partner medden palæstinensiske søsterorganisation,og en israelsk partner blev det også til.»Det var vi glade for. Vi er ikke politiske,og vi mente, det var en fordel, at organisationerfra begge sider arbejdede sammen.Men det viste sig at blive en konflikt,«siger Jesper Rost Villumsen.Til at begynde med gik det godt. Dentekniske side af sagen fungerede upåklageligt.»Vores lokale partnere havde helt styr påden del. Man skal ikke tro, at man skalned og være ekspert på det tekniske. Deter mere pengene, koordineringen og opmærksomhedenudefra, der er brug for.«Helt uden udfordringer var det tekniskeikke. Blandt andet var det svært at få delokale indbyggere til at forstå, at selvom de nu havde strøm, så var den ikkeubegrænset.»Vi havde rejst et hybridsystem medkombineret sol- og vindkraft. Der ergrænser for, hvad det kan producere afstrøm, og derfor havde vi udtrykkeligtsagt, at folk skulle vælge hårde hvidevareri bedste energiklasse. Men alligevelkøbte de gamle køleskabe, for de var jobilligere. Det kunne også være svært atfå et klart svar på, hvor mange der skullekobles på strømforsyningen, da vi lavedeforundersøgelse til næste projekt. Noglegange var svaret 20, andre gange 50.«Jesper Rost Villumsen og hans medstuderendefølte sig hjerteligt modtaget.Der var masser af smil, og selv om dekonstant blev mindet om konflikten, nårde så våben eller de mange patruljer ogkontroller, var der en fredelig fornemmelsei landsbyerne.Alligevel endte striden med at få indflydelsepå projektet. Det skyldtesblandt andet, at det var den israelskepartner, der var ansvarlig for at krævepenge for strømmen.»Det blev et konfliktpunkt, som blevsvært at håndtere. Ligesom det er sværtat være et sted og helt undlade at tagestilling. Man synes jo, at der er fejl påbegge sider, men man må bare huskesig selv på, at man er der for at løse enpraktisk opgave.«Jesper Rost Villumsen er som nævnt påvej tilbage til Palæstina. Problemerne harikke afskrækket ham mere, end at hansynes, at formålet er vigtigere.»Vi har tændt lys. Det er da næsten heltjuleagtigt,« siger han.Jester Rost Villumsen studerer tilelektroingeniør på Ingeniørhøjskoleni Århus.Opgave: Off grid strømforsyning tillandsbyer med lokale partnere.Hvor: Palæstina maj 2010.Bedste råd til andre udsendte: Lyttil de lokales ønsker, og sæt dig indi deres situation. Det nytter ikke attrække en løsning ned over hovedetpå dem, hvis de ikke vil bruge den.15

Indonesien • »Jeg var hoteldirektør, spejder og rejsebureau«De havde fejret hans 57 års fødselsdag,og han var gået til køjs ved halvet-tidenom natten i den lejr, som han i to månederhavde stået i spidsen for at bygge op.Den var et centrum for internationaleog lokale Røde Kors-folk, der utrætteligtdag efter dag hjalp de overlevende efterden store tsunami i Sydøstasien. Lejrenbestod af telte, og Max Metzlaff havdeansvaret for, at den fungerede.Klokken lidt i tre om natten kom en tropiskstorm. Da den havde raset ud, varen stor del af lejren væk.»Næsten to måneders arbejde forsvandtpå én nat. Men det nytter ikke at sættesig ned og jamre. Det er bare om atkomme igang, og så må man leve med,at det er hårdt,« siger Max Metzlaff.Han skulle kun have været i Indonesienet par måneder for at hjælpe med administrativtarbejde. Det blev til et halvtår, for han endte som chef for hele lejrenog skulle få logistikken for de mangehjælpearbejdere til at gå op.»Jeg var hoteldirektør, spejder, rejsebureauog regnskabschef på én gang. Nårman tager ud i et katastrofeområde, erdet sjældent de store tekniske løsningerfra studierne derhjemme, man kommertil at arbejde med. Det er koordinering,det menneskelige, kommunikation og enhel masse lavpraktisk. Og så skal manhuske at gøre sig umage med at holdehumøret højt – det smitter, og man kankomme igennem meget på den måde.«Den nat, lejren forsvandt med blæsten,var ikke den eneste, hvor Max Metzlafffik få timers søvn. Det blev han vant til.Men selv om han i et halvt år befandt sigpå kanten af en katastrofe, var det engod oplevelse, siger han.»40 procent af indbyggerne i voresområde blev dræbt i tsunamien. Så allevores lokale ansatte havde mistet nogen,som stod dem nær. Alligevel tog de barefat og kunne også smile. Det var fantastiskemennesker.«Max Metzlaff er uddannet civilingeniørog har arbejdet i en rækkeudviklingslande.Opgave: Leder af Dansk Røde Kors’”base camp” for Røde Kors hjælpearbejderefra hele verden.Hvor: Meulabuh på Sumatras vestkysti 2005.Bedste råd til andre udsendte: Tagud, hvis du har mod på det. Det erhårdt, men det er det værd.16

Tchad • »Man kan jo ikke drikke medfølelse«Varmen var brutal, 47 grader stod der påtermometret. Ørkenstøvet fik luften tilat flimre rødgult, og der var flygtningeoveralt. Børn, gamle, kvinder og mændpå flugt fra en brutal krig i Darfur inabolandet Sudan.Men det var hverken varmen eller flygtningene,der gjorde størst indtryk påKarl Skovgaard Møller, da han i 2004ankom til Tchad. Varmen var han vant tilefter mange år i Afrika, og krigens virkelighedvar han også stødt på før, blandtandet som FN-soldat i Congo.»Det, jeg lagde mærke til, var dyrene.Døde kameler, æsler og får. De lå overalt,varmen forvandlede dem til indtørredeskeletter,« fortæller Karl SkovgaardMøller. »De var formentlig døde af sultog tørst, selv om der var rygter om enepidemi. Jeg kan stadig huske stanken«Opgaven i Tchad var at få skaffet deknap 50.000 flygtninge et sted at bo ogførst og fremmest en vandforsyning.Uden tilstrækkeligt vand dør man hurtigt iet ørkenområde. Uden beskyttelse er mansårbar i et klima, hvor temperaturen kansvinge fra 4 grader en vinternat til næsten50 grader i skyggen i den varmeste tid.»Man kan ikke sætte sig ind i allesfølelser. Jeg koncentrerede mig om at fålejrene til at fungere. Der var tre lejre ialt med 15.000 mennesker i hver lejr.I sådan en situation er vandforsyning oghygiejne vigtigere end vores medfølelse– man kan jo ikke drikke medfølelse,«siger Karl Skovgaard Møller.Målet for vandforsyningen var 15 litervand per flygtning per dag. Så højtnåede den ikke op.»Men vi fik da så meget vand, at vi ivinterperioden kunne producere mere,end lejrene kunne bruge.«Karl Skovgaard Møller er i dag gået påpension, men han er klar til at tage afsted igen, og i mellemtiden har hanværet udsendt til katastrofeområder iPakistan og Haiti.»Jeg har vel i grunden altid haft udlængsel.Det har nok noget at gøre med dedrengebøger, jeg læste som barn. Og deter en stor tilfredsstillelse at vide, at manhar gjort en forskel.«Karl Skovgaard Møller er uddannetmaskiningeniør.Opgave: Camp planner for FN, udsendtaf Folkekirkens Nødhjælp ogDen Norske Kirkes Nødhjælp.Hvor: Tchad i 2004/2005, i alt 10måneder.Bedste råd til andre udsendte:Sørg for, at dine egne forhold på stedeter så gode som muligt. Ellers hardu ikke overskud til dag efter dag athjælpe andre.»Det svære i sådan en situation er, atflygtningene allerede er der. Man må gøredet hele klar, mens beboerne er der, så derer pres på alt,« siger Karl Skovgaard Møller.En flygtningelejr er et barsk sted, menKarl Skovgaard Møller holdt blikketrettet mod den praktiske opgave.17

Bulgarien • »Vi har opdaget, at vi kan gøre en forskel«Det var det første projekt, som detdengang nyligt stiftede Ingeniører UdenGrænser valgte at gå ind i, og Paul ErnstChristensen glædede sig. Han var vanttil at rejse efter 17 år i firmaet Carl Broog andre 17 år i Udenrigsministerietmed langvarige ophold i blandt andetBangladesh og Indien, og han var klar tilat være af sted igen.Der lå også et godt beskrevet projekt –et værested for handicappede trængte tilat blive renoveret, og det var på papiretlige en opgave for IUG. Men han var samtidigspændt, for nu ventede virkelighedeni Bulgarien.Det var kendt i Vesten, at forældreløsebørn og handicappede kunne leve underforfærdelige vilkår i den tidligere østblok.Billeder af apatiske og udmagredebørn, som ikke havde fået den mestbasale omsorg på rumænske børnehjem,var gået verden rundt.»Heldigvis var det noget helt andet,vi mødte i Bulgarien,« siger Paul ErnstChristensen.»De fysiske rammer var slidte og ikkegode. Men det var tydeligt, at der varmennesker, der tog sagen alvorligt ogarbejdede hårdt for at give beboerne enmeningsfyldt tilværelse. Selv om denlokale kommune ikke havde penge til atgøre ret meget, havde den stillet bygningernetil rådighed, så der var trodsalt ressourcer at komme ned til.«Ingeniører Uden Grænser havde i Bulgarienallieret sig med InternationalBørnehjælp, der havde arbejdet i landeti mange år og selv havde henvendt sigtil det stadig ret ukendte IUG. Alliancenvar en succes og en oplevelse, som IUGingeniørenhusker tilbage på med respektog glæde, ikke mindst takket være børnehjælpensrepræsentant, Astrid Møller.»Hun talte sproget flydende, og hunhavde styr på alt. Hvis jeg havde brugfor en oplysning, gik der to minutter, såhavde hun kontakt til de rigtige. Det erhelt sikkert, at alt gik meget mere gnidningsløst,fordi hun var med,« siger PaulErnst Christensen.»Siden har IUG næsten altid haft en ellerflere partnerorganisationer, når vipåtager os en opgave. Vi er med enkelteundtagelser for små til at arbejde alene,men vi har en ekspertise, der kan gøreen forskel. Det fik vi også bekræftet i18

Bulgarien. Genopbygningen blev så storen succes, at vi tog derned igen, da derblev behov for et nyt værested, dennegang til handicappede børn.«Ifølge Paul Ernst Christensen har flereog flere organisationer gennem årenefået øjnene op for IUG og bedt om etsamarbejde. Ingeniører er livsvigtige iudviklings- og nødhjælpsarbejde.»Vi kan ikke sy sår sammen, men vi kansørge for, at der er steder, hvor læger ogsygeplejersker kan arbejde. Vi kan sørgefor vand og sanitet og dermed forhindre,at der udbryder farlige sygdomme, og atfolk dør af tørst. Vi kan skaffe tag overhovedet til mange meget hurtigt, vi kansørge for strøm, og vi kan organisere ogbygge infrastruktur, så forsyningernekan komme frem. Vi har gang på gangfået bekræftet, at der er brug for os,«siger Paul Ernst Christensen.IUG er samtidig bevidst om, at den lokalebefolkning også skal føle sig som endel af projekterne og stå inde for dem.En af måderne at sikre det på er at benyttelokal arbejdskraft.»Det gjorde vi i Bulgarien. Vi kom medekspertisen og pengene, som vi havdesamlet ind til formålet, men det varlokale håndværkere, der byggede. Deter også en måde at hjælpe et samfundpå at skabe job,« siger Paul ErnstChristensen.Paul Ernst Christensen er uddannetcivilingeniør.Opgave: Renovering af værestedforhandicappede med InternationalBørnehjælp.Hvor: Bulgarien i 2003/2004.Bedste råd til andre udsendte:- behandl alle med venlighed ogrespekt- stik en finger i jorden, og mærk,hvor du er- vær ikke naiv19

Forventninger til fremtidenIngeniører uden Grænser har fået formatog vinger. Vi er gået fra en 1. generationsorganisationtil en 2. generationsorganisationmed flere unge medlemmerog med flere kompetenceområder. Deter derfor nu tid til, at vi skal professionalisereos, og endnu mere stå på egneben, tage egne initiativer og udvide deinternationale samarbejdsrelationer.Fundamentet er i orden. Vi har etablereten god track record for projekter, vi haren stadigt voksende medlemskreds – idag med flere end 700 medlemmer, vihar godt fat i studenterafdelingerne, ogvi har held med at skaffe finansiering tilvore projekter.Hvad vil vi så mere? Vi vil styrke voresressourcer og kompetencer og skaffeflere medlemmer, vi kan sende i felten.Vi skal stadigt have ”et liv efter overlevelse”som vigtigste udgangspunkt.Det betyder, at IUG’s katastrofeberedskabskal være i top, hvilket kræver personressourcerog videreuddannelse. Vi vilarbejde på at være på linje med andredanske nødhjælpsorganisationer og somdisse have internationale sam-arbejdsrelationer.Det kræver en øget administrativkapacitet og en større egenkapital, såvi kan mobilisere uden at skulle skaffefinansiering først. Kata-strofehjælpkræver hurtig udrykning.Vi skal fortsat hjælpe mennesker i nød ifattige lande. Vi skal fokusere på vand,sanitet, sundhedsfaciliteter og skoler. Enforudsætning for dette vil være en øgetindsats for bæredygtig el-forsyning. Enpålidelig forsyning med rent vand er basalforudsætning for al udvikling. Vandbårnesygdomme som f.eks kolera kanundgås, og der kan spares tid for kvinderog børn, som i stedet kan få tid tiluddannelse. Men det kan ikke stå alene.De sanitære forhold skal følge med, ogjordnære sundheds- og skolefaciliteterfølger derefter.Om ti år vil studenteraktiviteterne væreintegreret helt i projektarbejdet. Vi vilhave råd til at have ”mentorordninger”,som kan styrke de uddannelsesmæssigeaspekter af vores aktiviteter.Uden et godt finansielt grundlag kanintet af dette lade sig gøre. Vi skal vedsiden af de private donationer havemulighed for at få økonomisk tilskud fraDanida, som så mange andre NGO’er.IUG vil fortsat arbejde ud fra principperne:frivillighed, engagement og ansvar.Det er det primære værdigrundlagi arbejdet mod visionen om at være denforetrukne organisation og samarbejdspartnerinden for ingeniørfaglig ogteknisk viden, når katastrofer kræverlivsbevarende nødhjælp, og bæredygtigudvikling skal fremmes. Samtidig vil vimedvirke til at styrke nuværende ogkommende ingeniører og teknikereskompetencer og tage ansvar for at deleviden med hinanden og vores samarbjdspartnere.20

IUG’s samarbejdspartnereI langt de fleste projekter har IUG samarbejdspartere. I de sidste 10 år har IUG samarbejdet med:• A Key for Change• Arkitekter uden Grænser• ASF-Dansk Folkehjælp• Beredskabsstyrelsen• Børn i Afrika• Dacaar Assistance• Danish Muslim-Aid• Dansk Flygtningehjælp• Dansk Røde Kors• Folkekirkens Nødhjælp• Ingeniørforeningen i Danmark, IDA• Maskinmestrenes Forening• Programme pour le developpement et l’education dans le canton de Kovie, PRODECK• Seniorer uden Grænser• Support Pakistan• World Food Programme, WFPBilleder:Forside: Pakistan, Hans Christian Krarup • s 2 - 3: Tchad, Karl Skovgaard Møller • s 4: Haiti, Susanne Andersen • Indonesien, Niels Østergaard• Haiti, Susanne Andersen • s 5: Pakistan, Hans Christian Krarup • Tchad, Karl Skovgaard Møller • Haiti, Susanne Andersen • s 6 - 7: Pakistan,Caroline Meyer White, Taqween Anwar • s 8 - 9: Haiti, Susanne Andersen • s 10: Sierra Leone, Mohamed Khalil • s 12 - 13: Liberia, SusanneAndersen • s 14: Palæstina, Jesper Rost Villumsen • s 16: Indonesien, Max Metzlaff, Niels Østergaard • s 17: Tchad, Karl Skovgaard Møller •s 18 - 19: Bulgarien, Paul Ernst Christensen • s 21: Sierra Leone, David Arge Malmberg • s 22: Palæstina, Jesper Rost Villumsen23

Kort om Ingeniører Uden Grænser• En frivillig teknisk humanitær organisation• Vi understøtter andre nødhjælps-organisationers arbejde inkl. DanskRøde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, ASF DanskFolkehjælp• Gennem vores vision ”Et liv efter overlevelse” arbejder vi for at genetablerebasale fornødenheder for mennesker i nød• Vi yder assistance til projekter i udviklingslande• Vi opererer i katastrofeområder for at sikre adgang til rent drikkevand,toiletfaciliteter og husly så hurtigt som muligt• Studenterafdelinger ved fire universiteter• Medlem af Engineers Without Borders International, en paraplyorganisationmed medlemmer i mere end 45 landeINGENIØRERUDEN GRÆNSERIngeniører Uden GrænserSkt. Annæ Plads 161250 København KTel: 70 27 40 06E-mail: info@iug.dkwww.iug.dkUdgivet i anledning af IUG’s 10-års jubilæum 2011med støtte fra Ingeniørforeningens Vidensformidlingsfond24