FEMINAs KVINDEPRIS 2 0 0 6 - Hjerneskadeforeningen

More documents

Recommendations

Info

70-årige Aase Engberg stiftede for over 20 år siden Hovedcirklen,der i dag kendes som Hjerneskadeforeningen. Det gjorde hun, fordihendes mand fik en svær hjerneskade. Men ikke nok med det. Hunuddannede sig også til læge, på trods af at hun egentlig havde enuddannelse som ingeniør. Aase Engberg har gennem mere end 30 årkæmpet for hjerneskadedes liv og rettigheder i Danmark, og derformodtager hun FEMINAs Kvindepris 2006.Af Lone Holm Jensen • Foto: Claus Boesenr du blevet scannet?70-årige Aase Engberg, pensioneretEoverlæge, kigger indgående på mig.– Næ. Nej, det er jeg ikke, svarer jeg.Egentlig er det mig, der skal interviewedr.med. Aase Engberg – men på en elleranden måde er samtalen drejet. Vendt.Det handler lige pludselig ikke så megetom Aase, men om mig. På en eller andenmåde har jeg fået fortalt, at min mor fik enhjerneblødning i 1981 og efterfølgende fikskader på hjernen. Hun var 28 år. Jeg varseks. Det er usædvanligt, at en ellers sundog rask person i så ung en alder får enhjerneblødning – derfor synes Aase, at jegskulle tale med min læge. Det kan nemligvære arveligt.– Jeg har siddet og tænkt længe over det.Altså om jeg skulle sige noget til dig. Menhvis du var en af mine patienter, ville jeg joikke tøve et sekund. Har jeg skræmt dig nu?Aase kigger på mig. Stadig indgående, mensøgende. Som om hun stadig ikke rigtig ved,om hun skulle have sagt noget. Jeg smiler.– Nej, det har du ikke.Umiddelbart kan det jo godt virke lidtskræmmende, at få sådan en udmeldingpå en ganske almindelig tirsdag formiddagpå konditori Kransekagehuset midt i København– men jeg ved godt, at det kan værearveligt og holder regelmæssigt øje med mitblodtryk og forsøger at leve sundt. Det ansigtsudtryk,Aase Engberg tolkede som forskrækket, var snarere en dyb fascination afAase Engbergs bekymring og næstekærlighed.Hun er en imponerende dame.BLEV KØRT NEDI 1973 fik Aase Engbergs mand en sværhjerneskade. Arne var på vej hjem fra sitarbejde på Danmarks Tekniske Højskole.Han cyklede, som han altid gjorde, ogsåselv om kalenderen viste november måned.Aase var hjemme i deres drømmehus i Holte.Hun var ved at lave mad, da betjentenringede på døren. Han fortalte, at Arne varblevet kørt ned, og at han lå indlagt påGlostrup Hospital. Betjenten gik igen. Tilbagestod Aase chokeret og forvirret.– Jeg kunne ikke engang slå hospitalets nummerop i telefonbogen. Da jeg endelig fikringet derud, spurgte jeg, om min mand stadigvar i live. Sygeplejersken svarede: ”Detved jeg ikke. Jeg er lige mødt på vagt.”Aase griner – ikke fordi hun er glad, ej hellerfordi hun synes, det er sjovt. Hun griner,fordi situationen for 33 år siden virker grotesk.Da Aase ankommer til Glostrup Hospital,ligger hendes dengang 37-årige mandi koma. Og de næste fem måneder er handybt bevidstløs.→”Jeg kunne ikke engang slå hospitalets nummer op itelefonbogen. Da jeg endelig fik ringet derud, spurgtejeg, om min mand stadig var i live. Sygeplejersken svarede:”Det ved jeg ikke. Jeg er lige mødt på vagt.”AASE ENGBERGS ARBEJDEFOR HJERNESKADEDE:Aase Engbergs mand får enhjerneskade i 1973. Det bliverstartskuddet til hendes storeindsats for hjerneskadede.I 1983 bliver Aase Engbergfærdiguddannet som læge, oghun bliver i 1995 dr.med. påDanmarks første afhandlingom genoptræning efter traumatiskhjerneskade.Den 20. august 1985 stifterAase Engberg sammen medfem andre pårørende foreningenHovedcirklen – det, der idag kendes som Hjerneskadeforeningen.Hun er med til at arrangereden første World Congresson Brain Injury. I 1995 bliverden første verdenskongres afholdti København med mereend 700 deltagere. Det bliveren stor succes og medfører, atdaværende sundhedsministerYvonne Herløv Andersen fårinteresse for sagen.Aase modtager i 1996 ridderkorsetfor sin store og betydningsfuldeindsats for hjerneskadede.I 1998 følger Aase Engbergop på succesen og arrangereren europæisk konference, hvorden daværende sundhedsfagligedirektør Lone de Neergaardmedvirker. Tager initiativtil oprettelsen af det østdanskecenter for hjerneskadede.I 1998 ansætter HS Aase Engbergsom overlæge på HvidovreHospital med det formål,at hun skal være med til atetablere det center, hvor derlægges vægt på tidlig intensivgenoptræning og inddragelseaf de pårørende til svært hjerneskadedei Østdanmark. I år2000 etableres centeret.I april i år udnævnes hun somærespræsident for Hjerneskadeforeningen.På grund af sin ubestrideligeekspertise på området er Aasei vid udstrækning blevet benyttetsom rådgiver af ministre,amter, kommuner såvel som aframte familier.FEMINA NR. 43/2006 • 49
F E M I N A sKVINDEPRIS2 0 0 6Hvis Aase Engbergs mand havdehaft cykelhjelm på, havde risikoenfor, at han ville have fået en sværhjerneskade, været langt mindre.Derfor er Aase stor fortaler for, atman bruger cykelhjelm.SÅ MANGE RAMMESAF HJERNESKADEHver dag rammes over 30danskere i gennemsnit afhjerneskade.Trafikuheld, hjertestop, drukneulykker,blodpropper, hjerneblødninger.Det er nogle afde gængse årsager til, at cirka60.000 danskere i dag leveret liv med en senhjerneskade.Kilde: Aase Engberg.→– Der er sket meget siden. Man ville jo aldrig,aldrig gøre sådan i dag. De vidste joikke noget. I dag bliver man jo tilbudt attale med en psykolog. Dengang i 1973 varman som pårørende faktisk lidt til besvær.Men de gjorde da, hvad de kunne.RENGØRINGSKONEN HJALPMens Aase fortæller sin historie, hiver hunen bog op af sin taske, ”Kranietraume”. Slårop på side 22 og viser mig en tegning af ethospitalsværelse på intensivafdelingen.– Det så sådan her ud. Sådan her lå han.Aase peger rundt på tegningen, hvor der ståren seng, en stol og en masse teknisk udstyr. Isengen ligger en mand med iltmaske på.– Hvad tænkte du?– Ikke så meget. Jeg tænkte ikke så meget.Det var svært at forholde sig fornuftigt tildet. Man forsøger at komme igennem detfra dag til dag.Der lå fem andre på samme stue, ligesomArne. Indimellem når Aase kom for at se tilham, var der forsvundet én.– Så ved man jo godt, hvad der er sket.Aase kigger på mig. Hun fortæller, at endag sad hun bare i stolen ved siden af Arneshospitalsseng. Hun sad der bare. Groetfast. Hun kunne ikke røre sig.– Hvis det ikke var for rengøringskonen, såhavde jeg nok siddet der endnu. Aase slåren latter op.– ”Du bliver nødt til at flytte dig, for jeg skalvaske gulvet,” sagde hun. Aase griner igenog slår hænderne i skødet.– Det personale, jeg havde mest gavn af,50 • FEMINA NR. 43/2006
Page 1: F E M I N A sKVINDEPRIS2 0 0 6Aase

FEMINAs KVINDEPRIS 2 0 0 6 - Hjerneskadeforeningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?