XIV. - Ny Carlsbergfondet

I anledning af antiksamlingens fødselsdag i 2006 har NyCarlsberg Glyptotek modtaget et generøst beløb til renoveringaf museets etruskersamling. Denne befinder sig iunderetagen af arkitekt Hack Kampmanns bygning, der i1906 blev opført til at huse Carl Jacobsens samlinger afantik kunst. Gavegiverne er Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet,der endnu en gang har opfyldt et af vores –næsten – uudtalte og dog største ønsker: at nyopstille denetruskiske samling og formidle den på tidssvarende måde.Det er naturligvis en glæde at få tildelt så storslået en gave.Det er samtidig en temmelig forpligtende gave, der rummeren stor udfordring. Hvordan kan man gøre fortidenvedkommende i en tid, hvor de fag, der handler om antikken,dens sprog, historie og kultur er på vej ud af undervisningenbåde i skoler og på universiteter? Hvordan skalman henvende sig til et publikum, der er langt mere forudsætningsløstend for en generation siden, da den etruskiskesamling sidst blev nyopstillet?Tilsyneladende er vor historieløse tid ikke ensbetydendemed, at der ikke er interesse for historiske og arkæologiskeemner. Udsendelser om arkæologiske udgravninger på TVkanalersom ’Discovery’ og ’National Geographic’ har rekordstortseertal, og spektakulære udstillinger om antikkenhar vældig publikumssucces i den vestlige verdensstore byer. For en tid sættes der fokus på emner fra detgamle Ægypten, det antikke Grækenland og Italien ellerforsvundne kulturer som Hittittere, Assyrere og Etruskere.Det er klart, at filmoptagelser, hvor man følger arkæologernesvej – og forklaringer – ad hidtil hemmelige gangeind i et gravkammer fyldt med mumier og skatte er langtmere dramatisk end at betragte lignende fund, der er dekorativtplaceret bag glas i museernes montrer, ofte kun ledsagetaf kortfattede oplysninger.Hvad de store, midlertidige udstillinger angår, er det ikkeusædvanligt, at de er arrangeret af professionelle scenografer,som inddrager mere effektfulde virkemidler, end der ertradition for at anvende i et museums permanente præsentation.Med lys og lyd, IT-udstyr og dramatisk scenografiappelleres der anderledes til sanserne, og opmærksomhedenvækkes også hos de mere forudsætningsløse besøgende,der tillige hjælpes på vej af sammenfattende tekster.Disse store udstillinger er typisk bygget op af omfattendelån fra alle relevante internationale privatsamlinger ogmuseer. Til lejligheden er udgivet et murstenstungt katalog,som til gengæld kun henvender sig til et snævert, isærfagligt orienteret publikum. Katalogerne indeholder en de-XIVen 100-års fødselaraf museumsinspektør jette christiansenny carlsberg glyptotek132

taljeret dokumentation af de seneste forskningsresultater inden for det pågældende emne,gerne med bidrag fra en international kreds af specialister på området.Med denne kombination tilgodeses forskellige behov for oplevelser og information.etruskerne på rejse – og hjemme igenGlyptotekets etruskiske samling har i de sidste ca. 20 år leveret talrige lån til sådanne udstillinger– ifølge sagens natur – især til museer og udstillingssteder i Italien. Dele af samlingenhar derfor været på hyppig gæsteoptræden i udlandet, hvor de enkelte genstande er blevetbragt ind i en større og mere fortællende sammenhæng end til daglig. Efter hjemkomsten harde indtaget deres vante pladser i den eksisterende samling, uden at den nye viden rigtigt harkunnet formidles til museets besøgende.Det er med tiden blevet stadig mere påfaldende, at den nuværende præsentation af Glyptoteketsetruskiske samling er bundet af et snævert koncept. Siden samlingens seneste nyopstillingi 1966 har arkæologiske udgravninger og den internationale forskning desuden føjetmange nye aspekter til opfattelsen af den etruskiske kultur.Selv om etruskersamlingen som helhed stadig har et nydeligt udseende, må det erkendes, atden åbenbare 60’er stil er blevet indhentet af tiden.f i g u r 1Helbig Museet. Denetruskiske Samling,tidligere sal 19,fremtidig sal 24.Foto: HermanJacobsen. 1960.133 ny carlsbergfondet

Generationernes skiftende smag rammer også museerne ogderes måde at præsentere samlingerne på. Det gælder inventar,farver og formidling. Dertil kommer, at de eksisterendeadgangsforhold betyder, at besøgende kommer indmidt i samlingen, og der findes ingen egentlig ’brugsanvisning’til, hvor man nu befinder sig, hverken hvad angårsted eller tid. Uanset om man bevæger sig i den ene ellerden anden retning, ender man i en cul-de-sac.Den typiske gæst bevæger sig igennem udstillingen udenrigtigt at stoppe op undervejs – ender i en blindgyde og gårlige så uengageret tilbage igen – for at komme ud.Den storslåede gave byder derfor på en meget kærkommenlejlighed til ændre såvel den arkitektoniske ramme som detformidlingsmæssige aspekt af den etruskiske samling. Menhvordan? Det er lige før man tænker: pas på hvad du ønskerdig. Tænk hvis du får det!I overvejelserne omkring hvilket koncept, man skal anlæggefor nutidens besøgende, er det nærliggende at kasteet blik på den historiske baggrund for Glyptotekets etruskersamling.carl jacobsen og den etruskiske samlingCarl Jacobsen (1842 – 1914) havde ikke oprindeligt tænktsig at anskaffe en etruskersamling. Når han ændrede sineplaner på dette punkt, skyldtes det den tyske arkæolog ogkunsthandler Wolfgang Helbig (1839 – 1915), der boede iRom. Han havde siden 1887 været Carl Jacobsens flittigeagent. I dette år havde Helbig formidlet den første etruskiskeoldsag til bryggeren, en sarkofag af tufsten med reliefferpå låget og på siderne. Som arkæolog havde Helbig fattetsærlig interesse for etruskerne, og allerede i 1891 havdehan overbevist Carl Jacobsen om nødvendigheden af atsamle på etruskiske oldsager.Helbig var i enhver forstand tæt på kilderne, og det lykkedesham frem til åbningen i 1906 af Hack Kampmannsbygning at etablere en etruskisk samling på o. 400 genstande.Heriblandt var også en enestående samling kopier,facsimiler af fresko-malerier fra etruskiske kammergrave.Efter et besøg i Tarquinia i 1892 var Carl Jacobsen blevetstærkt fascineret af disse farverige skildringer af etruskerne,og han opfordrede Helbig til at skaffe ham kopier tildet fremtidige etruskermuseum. Måske øjnede han en mulighedfor at tilføje de efter hans smag mindre spektakulæreetruskiske oldsager bogstaveligt talt lidt liv og farve.Lidt efter lidt kom projektet i gang, og i årene frem til1906 lykkedes det at fremstille kopier i naturlig størrelseaf vægmalerier fra i alt 27 ud af de 28 grave, som blev detendelige resultat. Det var et meget omfattende og kostbartprojekt, som ind i mellem krævede stor tålmodighed afbåde Helbig og Jacobsen. Bryggeren insisterede, og det varhans overbevisning, at etruskermuseet, som han til ære fordets ophavsmand havde valgt at kalde Helbig Museet, villeblive et yndlingssted for det dannede publikum, og atkopierne ville falde i de besøgendes smag.Da Hack Kampmanns nybygning til hele Carl Jacobsensantikke samling i 1906 stod færdig, fik etruskerne plads iunderetagen. Det var da lykkedes Helbig at skaffe en så betydeligsamling, at den måtte betegnes som en af de størsteuden for Italien.Som baggrund for fritstående skulpturer, gravmonumenterog mindre oldsager, der blev anbragt i store glasmontrer,blev en del af gravmalerierne hængt op på væggene ide største af salene (figur 1). Der har dog næppe væretplads til alle de indkomne kopier.Trods de bedste intentioner forblev denne samling nok denmindst tiltrækkende del af museet. Ikke kun fordi der måskemanglede egentlige kunstværker, men også fordi saleneen stor del af året henlå i tusmørke. De elektriske installationernåede kun delvis ned til denne etage. Overleveringenom navngivne personers undfangelse i etruskersamlingener muligvis vandrehistorier, men afspejler i detmindste, at et begrænset besøgstal og det manglende lysgav anledning til visse forestillinger om, hvilke mulighederder måtte være for dem, der alligevel fandt derned.etruskernes ’gjenstande’I forbindelse med samlingens åbning for publikum i 1906udkom kataloget ”ny carlsberg glyptotek. helbigmuseet. fortegnelse over gjenstandene ved carljacobsen”. Med valget af ordet ’Gjenstand’ ønskede CarlJacobsen at markere, at den etruskiske samling adskilte sigfra den øvrige del af museet. Det var bryggerens oprindeligeidé, at hans Glyptotek skulle være en samling af skulpturer,der viste netop billedhuggerkunstens udvikling frade tidligste tider til hans egen samtid. I overensstemmelsehermed betegnes indholdet i katalogerne over de øvrigesamlinger som ’Kunstværker’.’Gjenstandene’ i etruskerkataloget omfattede udover nogleskulpturer og kopier af gravmalerier også den karakteristiskesorte buccherokeramik, askeurner, arkitektoniske134

prydtegl, redskaber i bronze og samlede gravfund med våben,perler og dragttilbehør (figur 2).Samlingen havde derfor fra begyndelsen et mere kulturhistoriskpræg end den øvrige del af museet. Om etruskernehedder det i indledningen til kataloget:” ... omtrent 700 f. Kr. begyndte Phoinikerne at træde iForbindelse med dem [i.e. etruskerne], og denne Paavirkningefterlod mange og dybe asiatiske Mærker i deres Civilisation.Senere kom Grækerne til, og den asiatiske Indflydelseafløstes delvis af en hellensk.Noget egentligt Kunstfolk blev Etrurerne dog aldrig. Devare dygtige til mange Ting og praktiske.De nøjedes gerne med at efterligne, hvad de fandt hos andreog paatrykte det undertiden et ejendommeligt Præg.De manglede Opfindelsesevne til at frembringe noget synderligtNyt, og deres Skjønhedssands forblev bestandigmærkværdig ufuldkommen”.Om deres kunst siger Carl Jacobsen videre: ”Den etruskiskeKunst har vel et vist Krav paa at blive lagt Mærke tilfor dens egen Skyld, men dens store Betydning ligger især i,dels at den viser os saa mange Afspeilinger af den helleniskeKunst, dels at den har været det første Grundlag forden romerske…”I denne sidste formulering findes hele begrundelsen for denetruskiske samling, nemlig det didaktiske element, der varså vigtigt for Carl Jacobsen. Derfor erkendte han nødvendighedenaf, at også etruskerne kunne ses i hans museum.etruskerne i 100 årEfter Carl Jacobsens død i 1914 forblev opstillingen iHelbig Museet i det store og hele uændret indtil 1960’-erne. Efterfølgende direktører har med mellemrum haftheld til at skaffe væsentlige nyerhvervelser, som kunnesupplere den eksisterende samling, men aldrig i et omfang,som det tidligere havde været muligt. Dette skyldes dels, atdet økonomiske grundlag for indkøb blev underlagt andreregler efter grundlæggerens død, dels perioder med begrænsedemidler. Desuden det faktum, at den internationalekunsthandel i mellemtiden helt har ændret karakterpå grund af en række forståelige bestemmelser, der forbydereksport af kulturværdier.Dertil kom, at etruskerne som fænomen i en årrække ikkenød den største opmærksomhed fra den internationaleforsknings side. Italienerne selv fastholdt imidlertid envedvarende interesse, som blandt andet kom til udtryk if i g u r 2Helbig Museet. Den etruskiske Samling, tidligere sal 21,fremtidig sal 21.Foto: Herman Jacobsen. 1960.f i g u r 3Den etruskiske Samling, tidligere sal 19, fremtidig sal 24.Foto: Ole Woldbye. 1968.135 ny carlsbergfondet

Ved at anlægge så at sige et ’fugleperspektiv’ på hele Middelhavsbassinet, vil det kunneanskueliggøres, at oldtidens samfund i princippet var drevet frem af de samme kræfter som ivore dage: behovet for råstoffer, som indgik i en omfattende naturaliehandel i det den gangovervejende pengeløse samfund. Meget af det arkæologiske materiale, som dokumentererforbindelser over store afstande, er så at sige ’sidegevinster’, der kan fortolkes i sig selv, mensom til dels er parallelprodukter ved siden af mere forgængelige varer som (oliven)olie, tømmerog de konstant genanvendte metaller, der kun sjældent kan registreres i vore dage.Som allerede Carl Jacobsen bemærkede, øvede fønikerne stor indflydelse på etruskerne – ligesom på grækerne. Siden den gang har nye udgravninger og den internationale forskning bidragettil at nuancere karakteren af fønikernes rolle i den såkaldte ’orientalisering’ af vesten.Fønikerne beherskede mellem 10. og 7. årh. f. Kr. handelen på Middelhavet. De frembragteikke selv en egentlig højkultur, men som købmænd var de så at sige vektorer af varer såvelsom ny viden til Grækenland og Italien.Købmænd, krigere og håndværkere med særlige færdigheder begav sig tilsyneladende modfremmede destinationer for at tilbyde varer og tjenester, hvor de kom frem. En bevægelse, derfortrinsvis gik fra øst mod vest og bl. a. bragte alfabetet til Europa.Etnicitet var ikke ensbetydende med, at man skulle opholde sig et bestemt sted. Samhørighedenvar snarere baseret på en fælles gudeverden og et fælles sprog, uanset hvor man opholdt siguden de begrænsninger, som i vore dage sættes af begrebet tid og den moderne nationalstat.f i g u r 4Kampmanns bygning.Grundplan af underetagen.Bonde + Ljungar.2004.137 ny carlsbergfondet

vil det være nærliggende at betjene sig af den moderne informationsteknologi.Ved at vælge en tematisk opstilling og præsentere samlingeni dette større perspektiv håber vi at kunne gøre fortiden– og etruskerne – mere nærværende og dermed vise, atdatidens ’globalisering’ omkring Middelhavet fik konsekvenser,der med tiden nåede helt til vore breddegrader.f i g u r 7Kampmanns bygning.Infosøjle til sal 20a.Thora Fisker / Bonde+ Ljungar. 2003.141 ny carlsbergfondet