Dansk Filmfotograf Forbunds nye blad Axel - FilmGear

kameraerne og ind med kasserne med SI-2K
og så fungerede scenen bedre.”
”Danny blev forelsket i bevægelsen med de
små digitalkameraer. Dem med gyro. Det lå et
eller andet sted mellem steadicam og håndholdt.
Så jeg lærte de der gyros at kende, og det
var pissesvært og meget anarkistisk. Jeg lærte
min hjerne at stoppe, lige inden jeg normalt
ville stoppe, og så begyndte jeg at ramme.”
Hvad lavede I på film?
Det blev spontant. Det endte med at blive 40
procent på film (Fuji- og Kodak-stocks, red).
Resten er digitalt. Et godt eksempel. Når jeg
arbejder i Indien, kender jeg nogle af folkene
rimelig godt, men man ved alligevel aldrig,
om de helt forstår, hvad man vil. Når man for
eksempel skulle sende et 2nd unit-hold ud og
skyde op af en bygning hurtigt og lyset var
rigtigt, så ville jeg hellere give dem et 35mmkamera,
fordi de kender det, end et SI-2K med
mus, kabler og en Mac tilknyttet. Jeg var nødt
til at skole hele min kameraafdeling på mellem
25-40 mennesker de første 14 dage og forklare,
så godt jeg kunne, hvad det var, vi var ved at
lave her. Denne film handlede bl.a. om at jeg
kunne uddelegere.”
Om udfordringer og kobraer på settet
”Jeg skød meget af filmen i blinde, for jeg
kunne ikke se en skid på mine monitorer.
Senere fik jeg nogle mindre og bedre fra
England, men jeg skød stadig en del i blinde.
Særligt de scener, hvor jeg løb og sprintede. Og
jeg var glad, når jeg nåede ned til enden af en
gade i slummen, for der var dyr, el-ledninger,
metalskrot og huller, og jeg faldt da også et par
gange. Men sådan var det.”
”I begyndelsen stod vi i slummen med de her
MacBooks, der brændte sammen, fordi de
blev alt for varme. De kunne slet ikke køle
ordentligt. Så jeg fik bygget en rygsæk med
indbygget tøris, hvor monitoren og computeren
kunne være i. Danny Boyle løb nu ikke efter
mig, men gemte sig så godt han kunne på den
trange plads i slummen. Han havde tillid til
mig.”
”Det var et kolossalt hold. Det var ellers
intentionen, at det skulle være småt, men
det er bare umuligt i Indien. Jeg har aldrig
været på et set, hvor det var så svært at finde
hinanden – fotograf og instruktør. Der var så
mange mennesker rundt om kameraet, som
hver havde ansvar for en optik eller noget
andet. Det er den forsikring, de arbejder med,
og de sover nærmest med udstyret. De var søde
og sympatiske de fleste af dem, men jeg har et
vist behov for ro. Nogle gange kan det hektiske
liv på et set give magi til en film, men her var
jeg ind imellem nødt til at skrige op, for der var
så mange mennesker. Og de var i billedet lang
tid efter klappen er gået. Indien er specielt.”
”Vi havde slangetæmmere med på produktionen
hver dag. Der var en scene, hvor vi skulle
have børnene gennem en skov, men det blev vi
nægtet, fordi det var for farligt. Der var nogle
store kobraer, som kunne slå ihjel. Vi flyttede
så omkring en halv kilometer, og her filmede vi
hele natten. Men pludselig, da jeg står og gør
klar til et skud af børnene, dukker der et stort
kobrahoved op henne ved lamperne, selvom
vi havde fået at vide, at der ville være sikkert
her. Så kom en af slangetæmmerne med sin
pind og puttede kobraen i en kurv. Den kunne
vi så gå og se på resten af natten.”
Hvordan var forproduktionen med din
belysningsmester Thomas Neivelt på
’Slumdog’?
”Både for Thomas og jeg handlede det om
pragmatisme. Vi skulle ikke bare skyde i et
studie. Vi skulle helt ind i folks små hjem. Men
Thomas er et anstændigt menneske, og vi har
stået sammen i lerhytter over hele verden, og
han er god til at komme hjem til folk og sige:
Nu skal vi lige lave om på jeres liv. Vi skal lige
sætte lamper op der og der.”
”Men man anede tit ikke, hvor man skulle
stille sig. Ofte måtte vi trække kabler gennem
slummen, og når man så kom tilbage til generatoren,
stod der børn og sjippede i kablerne.
Og der lå vand over det hele. Men Thomas var
fleksibel og han var interesseret i historien
både politisk, kunstnerisk og emotionelt, og det
er skønt, at han har det overskud.”
Om efterarbejde og efterrationalisering
”Jeg kunne se, at jeg ville have en del arbejde
i postproduktionen, fordi noget var på film,
noget på still-kameraer og noget på Digital
HD. Alligevel var vi ikke bange, for at det ikke
skulle matche.”
”Men producenten var hård ved mig i colorgradingen.
For jeg manglede lige to dage for
at gøre det færdigt. Så det er den første film,
hvor jeg ikke er tilfreds med gradningen.
Gameshow-delen af ’Slumdog Millionaire’
har stadig lidt støj. Den blå kanal, som er et
relevant parameter, man skal tage højde for,
når man optager med SI-2K. Den er baseret på
farvetemperaturer – dagslys. Derfor skal man
være meget opmærksom. På dette tidspunkt
havde SI-2K et radikalt problem med den blå
kanal, og den kan støje meget, når man grader.
Også i gode post-faciliteter. Det var jeg nødt til
at rette i en separat proces og manglede altså
to dage. Publikum kan ikke se det, men det
kan jeg.”
”’Slumdog’ var hård at lave. Med præ-produktion
varede det 14-16 uger. Seks arbejdsdage
om ugen på mellem 14-18 timer om dagen.
Det var benhårdt, og når man havde fri om
søndagen sad man bare på sit hotelværelse
med roomservice som en anden zombie.”
”Jeg vidste, at vi ville miste 50 procent af
kontrollen, fordi vi skulle være på gaderne og i
slummen i Indien. Og når man står i det er det
næsten monumentalt, hvor lidt man kan kontrollere.
Selvom der er politi til at kontrollere
nysgerrige og harmløse folk, der står i vejen og
kigger. Hold kæft, det var et cirkus. Men også
en fantastisk inspirerende oplevelse. Jeg er
meget glad for at have lavet den film. Det ville
jeg også have været uden en Oscar”
Om pagten med ’AntiChrist’
”Jeg arbejdede lidt med ’AntiChrist’ under
’Slumdog Millionaire’ i den forstand, at jeg
havde den i tankerne. Jeg røg på ’AntiChrist’
ret hurtigt efter ’Slumdog’, og selve filmen
lavede vi også meget hurtigt - cirka to måneder
(sommeren 2008, red.). Jeg havde møder med
Lars von Trier op til halvandet år før indspilningerne,
hvor vi kom ind på filmen. Lars er
som person og instruktør rimelig klar på, hvad
han forestiller sig. Han er meget kompetent –
også teknisk. Men her ville han hellere trække
sig lidt tilbage, for han var ikke så stærk (Lars
von Trier kæmpede med en depression, red.).
Alligevel kom vi rimelig godt igennem det. Vi
havde gode PDO’s og motion control-drenge og
en god productiondesigner. Generelt fungerede
tingene godt.”
”Men det var da en hård kamp med Zentropa,
og man måtte argumentere hårdt for at få de
ting, man ville have. Vi havde også et tysk
11