De danske glaciale dannelser - Danmarks geologiske seværdigheder

med isfremstød fra forskellige retninger, som standardtolkningen opererer med, er, bortset fra den
“gammelbaltiske is”, baseret på stratigrafiske metoder, der ikke er valide (se ovenfor).
Vi må derfor fastholde, at det mest sandsynlige forløb er, at isskjoldet bredte sig fra nordøst ned
over Danmark. Den tidligere omtalte velmarkerede stribning i landskaberne tolker vi som resultatet
af flydning i dette isskjold.
Da isen var af den subpolare type, var den frosset fast til underlaget. Bevægelsen fremad skete
ved, at is bagfra blev skudt op over isen foran. Derved blev materiale fra underlaget bragt op i isen,
hvor det kom til at ligge langs overskydningsplanerne. Den struktur bevares under isens senere
smeltning enten direkte ved udsmeltning af indefrosset materiale (f.eks. Goldthwait 1951), eller ved
dannelsen af aflange bassiner, hvori frismeltet, klastisk materiale kunne samles (Boulton 1971, 1972).
Ved isens endelige bortsmeltning vil det udsmeltede materiale fra overskydningsplanerne og
sedimenterne i de aflange bassiner ligge tilbage som parallelle rygge. Bakkerne har vi kaldt ribbebakker
(Marcussen & Østergaard 2003 ). De findes hyppigst med retningen nordvest-sydøst, hvilket
stemmer overens med en bevægelse fra nordøst. Denne opfattelse styrkes af, at mønsteret kan følges
i den nordlige del af Tyskland til Brandenburg og en linie nord for den brede Elbdal. Denne store
smeltevandsdal anses almindeligvis for at have fulgt isskjoldets rand.
Aflange landskabsformer med anden orientering end ribbebakkernes, tilskrives lokale forhold
bl.a. sprækker som følge af spændinger i isen. Årsagerne til disse kan være lokale isdræneringsforhold,
isstrømme, eller uensartethed i underlaget.
De aflange bakker på Østfyn, der er orienteret nordøst – sydvest, vil repræsentere en retning
parallel med isens bevægelse. Bakkerne har ingen strømlinet karakter og synes at være opbygget på
en lignende måde (Gravesen 1994) som de nordvest-sydøst orienterede, der ligger nord for. Bakkerne
kan tænkes dannet ved udfyldning af spalter i isen lavestliggende dele.
På grund af det konsekvente mønster af bakker og paralleliteten med den yderste rand af isskjoldet
er det vanskeligt at forestille sig, at mindre dele har haft en anden oprindelse end hovedparten. Et par
steder er der indikationer, der ikke umiddelbart synes at kunne passe i den beskrevne model. På
Nordøstfyn (Jørgensen & Piotrowski 2003) og ved Heiligenhafen (Stephan 1987) er der fundet
brolægninger af sten med skurestriber. Skurestriberne såvel som fabriks i tillen er sammenfaldende
med retningen af de aflange bakker. Bakkerne er tolket som drumlins, dannet ved en senere glaciation
af en gletscher, der kom fra en sydøstlig og østlig retning.
Et analogt forhold er som nævnt beskrevet for skurestriber fra det sydlige Skåne og Bornholm. På
den baggrund kan man med rimelighed spørge, i hvilken grad tolkninger af observationer i mindre områder
kan udstrækkes til også at have regional bæreevne. På den anden side skal detaljer også passe ind i
helheden. Det glaciale sedimentationsmiljø er meget varieret, og mange aspekter er endnu ikke klarlagt.
Gletscheris bevæger sig ved plastisk flydning, og det er derfor en mulighed, at der i mindre områder kan
være sket bevægelser som på en gang styres af hovedstrukturen, men lokalt har sit eget forløb.
De høje bakker i Odsherred og i Mols Bjerge
Bakkelandskaberne i de to egne ligner hinanden meget. De synspunkter om deres dannelse, der blev
præsenteret i begyndelsen af 1900-tallet, har haft stor indflydelse på den senere tolkningen af landskaber
i det øvrige land. I Marcussen & Østergaard 2003 har vi fremlagt en alternativ tolkning, nemlig at
bakkerne er opstået ved aflejring af smeltevandssedimenter i sprækker i isen. En tolkning, der ikke
afviger fra, men er en følge af tidligere publicerede hypoteser (Marcussen 1977a, 1977b).
1. Odsherred
V. Milthers fremsatte i 1900 den tanke, at de høje bakker i Odsherred var blevet dannet ved, at
gletschertunger var trængt frem og havde skubbet materiale foran sig og på den måde dannet de
store volde som en pushmoræne. Et væsentligt argument, der kunne tale for hypotesens bæredygtighed,
vil være, at der findes flager af aflejringer, der er ældre end glaciationen, i bakkerne.
24