3230 års jubilæum forBørnedyrskuet i <strong>Bjert</strong>Gratis adgang foralle børn, der kommermed kæledyr,der skal udstilles.Tilmelding skal ske tilBirthe Pedersen 7557 2488Emil Borbye, 7557 2326John Hansen, 7557 2126Program:Kl. 9.30 Billetsalg og boderne åbnes.Kl. 9.45 Bedømmelse af dyr starter.Kl.10.30 Horsegames.Kl.11.00 Åbning af DyrskuetKl.11.00 Kolding Tamburkorps spillerog går efterfølgende en turrundt i byen.Kl.12.15. Præmieuddeling og præsentationaf små dyr.Kl.13.00 Præmieuddeling ogpræsentation - store dyr.Kl.14.00 Skattejagt.Kl.15.20 Lodsedlen udtrækkes.Kl.16.00 Afslutning
33SvenskerenTekst og tegningJens Bach AndersenDet var i Thailand, hvor fruen og jeg varpå en lille ferie i senvinteren.En pludselig indskydelse, vi havdealdrig været der før, men fløjtendekoldt, trist og blæsende var det jo herhjemme,og pludselig var min kone faldetover et tilbud fra Star Tour, menshun alligevel sad ved computeren i sneog frost, og 'til næsten ingen pengeJens', hvorefter jeg hurtigt lod migovertale.Lad mig spare læseren for detaljer.Hotellet i Ao Nang, som det præcisested hed, var med morgenmad, hvilketgjorde hver eneste morgen til en oplevelse.Specielt en enkelt morgen, mendet kommer vi til.Først må jeg lige fortælle, at når manmødte op i morgenmadslokalet nede påførste sal, kom der straks en sød thailandskpige hen og lagde sine håndfladermod hinanden over sit bryst, fingreneopad, sådan hilser mennesker i Thailand,hvorefter hun ledte fruen og mighen til et tomandsbord. Ikke sammebord hver morgen. Og heller ikke sammepige, der var faktisk ret mange pigerog også unge mænd, der vimsede rundtog serverede te eller kaffe. Altså ansatte,unge tjenere.Plus overtjeneren (tror jeg, han var),en lidt ældre ung mand, måske i tyverne,han gik mest bare og holdt opsyn ogøje med, om gæsterne havde noget ikopperne og sådan. Havde de ikke,sendte han en af de unge.Maden skulle man selv hente ved ennok ti meter lang buffet. I øvrigt dagensvigtigste måltid, har jeg ladet mig fortælle,og angående selve morgenmaden,så drejede det sig om typen, derkan give en voksen mand tårer i øjnene.Bacon og brasede kartofler, pølser ogspejlæg - og mere bacon. Ad libitum.'American breakfast' kaldes det vist nok.Bestemt noget andet end hjemligehavregryn med tykmælk. Her er detsjældent, jeg tager anden gang.Det var nærmest en hel lille fest hvermorgen, i Thailand, i hvert fald et lillefestmåltid, og alt i alt røg jeg nok ud iet lille blandingsmisbrug på den ferie,lad mig sige det sådan.Med til billedet hører, at der på denfremmede morgenmadsbuffet også varet hav af blandede sydfrugter, som jegpersonligt aldrig tidligere havde hverkenset eller hørt om, men dem holdtjeg mig nu fra, man skulle jo nødig gåhen og få problemer med maven.Og hermed er vi nået til det, deregentlig ligger mig på sinde.En enkelt morgen var der nemligunderholdning, eller lad mig sige enform for adspredelse under middagen.Specielt når man sad ved det bord, minhustru og jeg den morgen var blevetplaceret ved.Vi var den morgen - tilfældigvis - blevetdirigeret hen til et bord lige vedsiden af to svenskere, mand og kone.Manden spiste, og konen snakkede. Detvil sige, konen spiste nu også, megetendda, hun snakkede bare samtidig.Manden holdt sig til det, morgenmadnu engang handler omKonen snakkede så meget og så højt,at ingen på hotellets førstesal kunnevære i tvivl om, at der var svenskere tilstede. Eller i hvert fald én svensker.Og jeg ved egentlig ikke, hvordan dekom ind på det, det begyndte med, atden unge overtjener kom hen og spurgtedem, om alt var i orden.- Is ok? som han sagde, mens hanydmygt og foroverbøjet pegede påsvenskernes indsamlede morgenbordmed en pegefingerbevægelse, som omhan ville have det sidste med fra bundenaf et lille bæger vanilleis.Den svenske kone løftede hovedet ogkikkede op på ham, smilede lidt og slogså over i noget, hun vist mente, varengelsk.Det var det ikke, lad mig sige detsådan, og hvad det egentlig var, tør jegså heller ikke sige. Der var enkelteengelske ord imellem, det hører med,men det meste lød nærmest som nogetforvrænget svensk. Eller fransk. Faktisktør jeg heller ikke udelukke noget indbildttysk.Samtidig sad hun og lavede underligebevægelser med fingrene (hun havdesluppet bestikket) henover sin tallerken.Overtjeneren stod pligtopfyldende,'kunden har altid ret', og smilede.Derfra hvor jeg sad, kunne det se ud,som bed han tænderne sammen.Herfra hævede den svenske konestemmen, hvad dét så skulle hjælpe. Tjenerenvar på ingen måde hørehæmmet,det ved jeg, jeg havde snakket med hamflere gange. Blandt andet en sen aften,hvor vi havde snakket om thailandskkontra dansk tobak. Vi havde udvekslethjemmerullede smagsprøver.- Knäckebröd! kom det så. Højt ogmeget, meget tydeligt.Den svenske kone sad altså og snakkedeom knækbrød. I Thailand. Det vardét, hendes fingerbevægelser skulle illustrere.Der gled herefter mere og mere rentsvensk ind i foredraget. Og jo flere rentsvenske gloser, jo mindre fattede tjeneren,så meget stod klart - blot ikke fordamen. Hun fortsatte med sit 'knäckebröd',og om hvordan man knækkededet mellem fingrene, hvad man så skullegøre dét for. Hun demonstrerede detsimpelthen ved ligesom at knække etstykke imaginært knækbrød i stykker.Mange stykker. Jeg ved ikke, hvad rasphedder på svensk.I øvrigt en vældig kvinde, der påingen måde så ud til at leve afknækbrød til daglig, men derfor kunnehun selvfølgelig godt have forstand pådet. Måske havde hun engang købt enpakke ved en fejl. Vægtvogter var hunikke.Modsat manden, han var mere mageri det, knoerne eller leddene, eller hvadde kaldes, på hans bare tæer trådtemeget tydeligt frem i det åbne områdeforrest i de brune sandaler. I øvrigt etpar meget velplejede og ret hvidligesvenske fødder i noget, der lignede enlille størrelse 52.Og det var ikke fordi, konen ville havenoget knækbrød, hun smilede og taltepænt nok, om end hun forekom mereog mere febrilsk.Så vidt jeg kunne tolke det, ville hunbare gerne kommunikere med de indfødte.Om et eller andet. Lige megethvad. Og den slags har man jo før set.Det sidste jeg fik med (jeg var ved atvære færdig med mit bacon), var, at denunge overtjener endelig så ud til at forstå,hvad svenskeren snakkede om.Han både smilede og nikkede venligt.Og mennesker i Thailand er faktisk utroligtsøde og forstående, hvilket jeg daogså hjemmefra havde læst mig til.Nå, fjorten dage går hurtigt, men detvar nu en interessant oplevelse at kommelidt ud i verden og møde fremmedemennesker, selvom de kan være lidtmere primitive, end vi andre. Slut.
Change language