Magasinet "Danskere i krig" - hej

TRO . ETIK . EKSISTENS . KRIGwww.kristeligt-dagblad.dk - www,kristendom.dk - www.religion.dkKristeligt DagbladIKKE VED MAGT OG IKKE VED STYRKE, MEN VED ÅND SIGER HERSKERENS HERREFredag16. fenruar 2007særtillægTema:Danskere i krigTiden lægerikke alle sårside 2I krig og kærlighedgælder økonomienside 8Wa-if arieil kanônside 12

2 KRIG I BØRNEHØJDE Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Tiden læger ikke alle sårI Danmark er der børn, der bliver mærket af krige, som de aldrig har været i nærheden af. Børn, som blivertraumatiserede på grund af begivenheder, der har udspillet sig tusinder af kilometer væk, lang tid før de erblevet født. De er børn af flygtninge, som har oplevet så ubehagelige ting, at deres traumer går i arv til dennæste generation.Af Kim Rosenkilde NielsenKrig og forfølgelse kan give et menneske dybear på sjælen. Det er en kendsgerning, som enstor del af de cirka 78.000 flygtninge, der bor iDanmark, må leve med hver dag.Tal fra Dansk Flygtningehjælp viser, atmellem 20 og 30 procent af alle flygtninge iDanmark er traumatiserede som en følge afde ubehagelige oplevelser, de har haft, før dekom hertil. Men de psykiske eftervirkninger afde konflikter og kriser, som har fået de mangemennesker til at flygte til Danmark, stopperikke her. De fortsætter med at sprede sig somringe i vandet, lang tid efter, at flygtningene erkommet på plads i deres nye hjemland.For hvad tallene ikke viser, er, at en stordel af flygtningenes traumer går i arv til deresbørn. Derfor findes der i Danmark en storgruppe børn, der har psykiske mèn af krige,som de aldrig selv har oplevet. Det fortælleren række af de organisationer, der arbejdermed at behandle de traumatiserede flygtningeher i landet.Når traumer smitterDet er et velkendt psykologisk problem, at børnaf traumatiserede forældre har stor risiko forselv at blive traumatiserede. Fænomenet kaldespopulært ’sekundær traumatisering’ og erresultatet af et komplekst sammenspil mellemen række psykologiske og sociale mekanismer.Ulrik Jørgensen er psykolog og direktørfor klinikken Oasis Rehab, der har mange årserfaring med behandling af traumatiseredeflygtninge. Han ser ofte familier, hvor man kantale om en psykologisk smitte, hvor forældreoverfører deres traumer til børnene.»Traumatiserede mennesker lider ofte afangst, søvnløshed, irritation, aggressivitet ogparanoide forestillinger om, hvordan verdenhænger sammen. Og det er klart, at det kan haveen socialiserende effekt i forhold til, hvordanderes børn kommer til opfatte verden. Den kanlet komme til at virke truende, ligesom andremennesker kan blive opfattet som farlige.«Det er også et mønster som psykolog KeldKærgaard fra Center for Traume- og Torturofre(CETT) har observeret i sit arbejde med børn aftraumatiserede flygtninge.»I den alvorlige ende har vi forældre, derer paranoide og tror, at nogen vil dem ondt.De føler sig krænket enten af systemet, ellerfordi de for eksempel tror, at det irakiskeefterretningsvæsen er efter dem her i Danmark.Især de yngre børn kan blive følelsesmæssigtpåvirket af det, fordi deres forældre fortællerdem ting, der kan gøre dem utrygge.«Udover at børn i høj grad overtagerderes forældres forestilling om, hvordanvirkeligheden er skruet sammen, så har detogså stor betydning, at de traumatiseredevoksne får svært ved at håndtere de praktiskeog følelsesmæssige udfordringer, som etfamilieliv stiller dem over for.»Når forældre har det dårligt, får detindflydelse på deres forældrerevne. Udoverproblemer med helt praktiske ting, kandet gøre tilknytningen til deres børn sværat håndtere, og det kan ende med at givebørnene følelsesmæssige problemer,« sigerforskningschef og psykolog Edith Montgomeryfra Rehabiliterings- og Forskningscenter forTorturofre.Problemer som Keld Kærgaard fraCETT nikker genkendende til. Han harofte set, hvordan forældrenes angst smitter,fordi de ikke kan give deres børn tryghed.Tværtimod kommer deres egen frygt til atHvad er posttraumatisk stressPosttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er en psykisk lidelse, som optræder, efter atman har oplevet eller været vidne til en traumatisk begivenhed eller situation. Det kan værekrigshandlinger, tortur, voldtægt, overfald, bilulykker eller et pludseligt og uventet tab, af enman er nært knyttet til.PTSD kendetegnes både ved biologiske ændringer og af psykiske symptomer og kompliceresofte af depression, angst, misbrug, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiskelidelser.Ifølge IDC-10, den internationale sygdomsklassifikation fra World Health Organization skalman have været udsat for en hændelse af en så truende eller katastrofal karakter, at den kanforårsage stress hos de fleste mennesker.I forbindelse med den traumatiske oplevelse opstår der ofte delvist hukommelsessvigtog vedvarende symptomer på overfølsomhed og anspændthed, såsom søvnproblemer,irritation eller vredesudbrud. De fleste har vanskeligt ved at koncentrere sig og er anspændte.Vanskelighederne kan komme direkte efter traumet eller først optræde måneder senere.Kilde: Videnscenter for Transkulturel Psykiatribekræfte børnenes frygt, så de bliver endnumere bange. Og sådan kan børnene mentaltog følelsesmæssigt ende med at overtage deresforældres traumer.Alt sammen mekanismer som ifølge KeldKærgaard bliver yderligt forstærket af, attraumatiserede mennesker ofte har problemermed at have empati med andre, og derforlet kan komme til at reagere overdrevent ogvoldsomt på selv meget små hændelser.»Nogle har en nedsat tolerancetærskel, derkan få dem til at reagere uhensigtsmæssigt overfor børnene. Nogle gange i form af fysiskeovergreb, andre gange med en vrede eller frygt,der slet ikke står i proportioner med, hvad derer sket,« fortæller Keld Kærgaard fra CETT.Tidlige omsorgssvigtSmå børn er fuldstændigt afhængige af deresforældre. Det gælder lige så meget, når detkommer til at sikre den fysiske som denmentale overlevelse. Og hvis forældrene ikkeevner at give barnet den fornødne tryghed, såer det ikke den store hjælp, at barnet er fødti et land med nok så rolige omgivelser. Ogjo mindre et barn er, jo dybere en del af detspersonlighed kan forældrenes følelsesmæssigeproblemer berøre.»Børns personlighed er ikke så funderet.Derfor kan et traume i barndomsårene blive enmere integreret del af barnets personlighed, nårdet vokser op. Og på lang sigt kan aggressivitetog udad-reagerende adfærd blive konsekvensenaf et traume,« siger Keld Kærgaard fra CETT.Det er specielt barnets evne til at indgå isunde relationer med andre mennesker, derrisikerer at blive beskadiget ved denne form fortraumatisering. Ifølge psykolog og direktør forOasis Rehab, Ulrik Jørgensen, kan det på langsigt føre til store problemer med at begå sig isamfundet, fordi børnene kan få svært ved attage hensyn til andre mennesker og ude af standtil at regulere deres egne følelser.»Påvirkning i en tidlig alder kan blivestyrende for barnets opfattelse af, hvordanverden hænger sammen. Og fordi deresforældre har problemer, så påvirker det demallerede på deres primære relationer. De førsteog mest fundamentale relationer de skal byggeop, er på den måde allerede beskadigede frastarten,« siger han.På den måde kan de ulykkelige og frygteligeoplevelser, som flygtninge i Danmark er såheldige at have undsluppet, leve videre i deresbørn. Også selv om de aldrig har oplevet andetend den relativt fredelige danske virkelighed.Redaktion: Redaktionschef: Chefredaktør Kenneth Kjæp Larsen. Redaktionssekretær: Katja Damkier Hansen. Layouter: Mads Pedersen.

4Af Katja T. ThygesenKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Svært at formidle krigen til børneneDanske børn har efterhåndenopdaget, at Danmark er i krig. Ogdet er bestemt ikke altid lige letat besvare alle deres spørgsmål.Især fordi der ikke findes klareretningslinier for, hvordanpædagogerne skal håndterebørnenes videbegærlighed.KRIG I BØRNEHØJDEDer er ingen tvivl om, at krigene i Irak ogAfghanistan er meget synlige i medierne. Såsynlige at børnene ikke kan undgå at se det.“Vi har talt om i Børnerådet, at forsiderne påaviserne er voldsommere end tidligere. Ogvi synes, det er et problem, at man ser krig,død og vold slået så stort op, for det påvirkerbørnene,”fastslår Annette Juul Lund, som ersekretariatschef i Børnerådet. I Børnerådethar man udfærdiget et sæt gode råd for børnog voksne i forbindelse med håndtering afeksempelvis krig. Oprindeligt blev de goderåd lavet for et år siden, da Muhammedkrisenrasede. Men den positive respons på rådenevar så massiv, at Børnerådet valgte at få noglebørnekyndige til at rette dem lidt til, så de ogsåkunne bruges i forbindelse med krig. AnnetteJuul Lund forklarer:“Det er Børnerådets opgave at lytte tilbørnene og komme med gode råd til atafhjælpe problemstillinger. Det er godt, atman snakker i institutionerne, men måske kanen organisation som BUPL hjælpe på vej, såvi ikke alle sammen skal opfinde den dybetallerken hver gang.”BUPL (pædagogernes fagforening) er dogikke helt enig i, at de skal hjælpe pædagogernei denne sag. De gode råd fra Børnerådeter blevet gengivet i BUPL’s fagblad,Børn&Unge, og det mener Mette Andersen fraBUPL’s pædagogiksektion er nok.“Vi gengav Børnerådets seks gode råd tilvoksne i Børn&Unge. Det er det, vi ved,pædagogerne læser, og derfor den nemmestemåde at komme i kontakt med dem på,”siger Mette Andersen.Men hun finder det ikke nødvendigt, at gøremere ved sagen. Hun tror faktisk ikke, atpædagogerne har svært ved at tackle allespørgsmålene. Og opskriften er tilsyneladendesimpel:“Man må som pædagog gøre sig nogle tankerog følge med i medierne. Se hvad der sker,og så tage den derfra. Vi har fuld tillid tilpædagogerne. De er dygtige, og de ved, hvadde gør,”vurderer Mette Andersen.Så til spørgsmålet, om hvorvidt BUPL har isinde at gøre mere for at hjælpe pædagogerne,er svaret et klart Nej.Hjælp at hentePå Tøjhusmuseet i København har man enårelang erfaring i at skulle forklare krigfor børn. Og derfor ved museumsinspektørVibeke Enevoldsen bedre end de fleste, hvorsvært det kan være.“Vi får cirka 60 klasser ind om året, så her ervirkelig mange børn og unge herinde. Genereltbliver børn præsenteret for mange billeder afkrig i hverdagen, og børn kan ikke bearbejdedet selv. De er nødt til at have voksne til det,”forklarer hun.Allerede i 1999 erkendte de på Tøjhusmuseet,at det var et problem at skulle forklarekrig for børn. Derfor indkaldte de til endialogkonference om problematikken. Deinviterede alle mulige mennesker, som i detdaglige skal formidle krig for børn, heriblandtbørneforskere, tv og Forsvaret. Målet var atfinde nogle fælles retningslinier for emnet.Debatten var god, og der blev udfærdiget enrapport efterfølgende. Desværre er der ikkesket mere på området siden. Rapporten kandog stadig købes på Tøjhusmuseet.Ingen patentløsningerEfter konferencen skrev Vibeke Enevoldsenen kronik, som blev bragt i MorgenavisenJyllands-Posten. Heri skrev hun blandt andet:“Der blev udarbejdet en rapport omkonferencens forløb. Der blev ikke fundetnogle patentløsninger, men alle var enigeom, at krig bør formidles til børn - og voksnehar en central rolle og et stort ansvar i denformidling.”Endvidere konkluderede Vibeke Enevoldsen,at“Vi er den første generation af voksne, derikke tør være voksne. Vi står med det problem,at vi, også når det gælder krig, har vanskeligtved at forstå, hvad der sker - men det fritageros ikke fra ansvaret for at tale med børnene omdet, vi selv er i tvivl om.”Ifølge hende er det netop krigens kompleksitet,som gør det så utroligt svært at give børneneden information, som hun mener, de har rettil at få.Og det er vel ikke urimeligt at mene, at nårnoget er så komplekst, så bør man hjælpe depersoner, som skal formidle det. Annette JuulLund fra Børnerådet ønsker i hvert fald hjælptil pædagogerne.“Vi kunne godt tænke os, at der blevudarbejdet nogle retningslinier for det. Det ernormalt, at fagforeninger udfærdiger materialetil forskellige situationer, så det ville være enfordel, hvis BUPL også gjorde det her,”slutter Annette Juul Lund.

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 feb-Gode rådtil voksneBørnerådet har taget konsekvensen af dendanske deltagelse i krig, og har udfærdigetseks gode råd til voksne om, hvordan deimødekommer børnenes ønske om viden omDanmark i krig.·Børn har ret til information - og omsorgBørn har både behov for og ret til informationom, hvad der sker i verden. Men børn harsamtidig krav på beskyttelse og omsorg. Det erde voksne, der er omsorgspersoner for børnene.Og det er dem, der skal vurdere, hvad det enkeltebarn eller en gruppe af børn har brug for medhensyn til snak og forklaringer. Børn fra 6 årsalderen og et godt stykke ind i skolealderen ertypisk dem, der har mest brug for at snakke medvoksne om, hvad det er, der foregår.· Myter er værre end faktaBørn bruger en stor del af deres tid sammen medandre børn og fantasien løber lettere løbsk, hvisbørnene ikke har en voksen sparringspartner.Myter kan let give anledning til større frygt endfakta.· Lyv ikke - men spar på detaljerneMan kan og skal ikke skjule for børn, at der erkrig i Irak. Det er i stedet vigtigt at hjælpe børnmed at fordøje og bearbejde de indtryk, de får.Det gør man ved at lytte til dem og forklare,hvad der sker og hvorfor det sker. Meldingerneskal være enkle og konkrete og uden for mangedetaljer.· Tal sammen om krigen - hvis børnene selvspørgerNogle børn vil spørge meget til krigen og væretinteresserede og bekymrede. Vær åben overforbørnenes spørgsmål, svar ærligt på en måde, derer tilpasset barnets alder.Andre børn interesserer sig ikke for krigen. Havantennerne ude og vurder behovet for en snak.Pres ikke krigens problemstillinger ned overhovedet på børn. Børn har lov til at være børn.· Fortæl at krigen ikke foregår herBørn skal beroliges med viden om, at de ikke eri fare. Forklar børnene hvor krigen foregår og atder ikke er udsigt til fare i Danmark.· Se tv-nyheder sammen med børneneSmå børn har ingen glæde af at se Tv-avisen ogNyhederne. Det skræmmer dem i stedet for. Senyhederne sammen med de større børn, der selvviser interesse. Sæt god tid af, så I også kan taleom, hvad I ser.Helt små børn, der ikke umiddelbart forstårindholdet, skal ikke se nyheder i tv. Lyde,billeder og voksnes egne reaktioner kan virkevoldsomt på dem - så lad aldrig tv’ et køre.KRIG I BØRNEHØJDEGode rådtil børnAviser, tv og radio laves ikke for børn, ogdem, der laver udsendelserne, tænker ikkepå, at det kan være meget overvældende ogskræmmende at se og høre på. Derfor harBørnerådet udfærdiget disse gode råd tilbørnene.· Du skal ikke være bange for at spørge - gårdu og tænker på noget, så tag det op med dineforældre eller andre voksne, du stoler på.· Det er helt normalt at være bange ogbekymret, når der er krig i verden. Og allekan have brug for at tale om det. Du skal ikkeholde det for dig selv, hvis du er ængsteligeller vred over det, der sker.· Det er i orden at være nysgerrig - det kanvære meget vigtigt at følge med i udviklingen.Så går man heller ikke og bekymrer sig overnoget, der måske slet ikke sker. Men det erogså o.k. at synes, at krigen er de voksnesproblem.· Det kan være en god idé at se tv og læseaviser sammen med voksne, og så talesammen om det undervejs. Det kan berolige attale om det, og på den måde er risikoen for, atdu misforstår noget, også mindre.· Kører tv’et hele tiden, måske endda med desamme billeder, og synes du, at nu må det værenok, så tal med de voksne om at slukke lidt.5leder:Med menneskeri krig»At kræve øje for øje gør blothele menneskeheden blind. Hvisvold er den sidste udvej, så lad osi fællesskab ofre den næstsidstelidt mere opmærksomhed.«(Gandhi)Danmark er i krig. Danmark ER i krig. Vi harikke fulgt Gandhis vise ord, men er i stedettrådt et skridt baglæns i historien. Tilbagetil den tid, hvor alle magthandlinger kunneretfærdiggøres ud fra hensynet til et størrehele. Tilbage til den tid, hvor korstogsbannereog troen på en højere sandhed drev enflok af fanatiske idealister mod fremmedhimmelstrøg og ukendte verdenshave.Med andre ord befinder vi os i en modernemiddelalder. Historien har ikke lært os noget.Vi som danskere har et ansvar for, hvordaneller hvor godt Dannebrog fremstår i udlandet.Det bekymrer os dog ikke synderligt. Mangedanskere ved ikke en gang, at vi faktisk er ikrig, og at det har konsekvenser for, hvordanverdens ser os. Den oversøiske krig har ikkerørt vores uigennemtrængelige glaspanser afen osteklokke. Vi ser, hvad der sker, men kanikke høre noget. Derfor har Kristeligt Dagbladlavet det særnummer om krig og mennesker,som du sidder med nu.Der er behov for at oplyse til og om FamilienDanmark – endnu en gang. Hvad man ikkeved, kan man let få ondt af at vide, men derforskal man ikke stikke hovedet i busken oglade som ingenting. Vi er i krig, og selvomden er uden for landets grænser og ikkeumiddelbart ser ud til at skabe krusninger påvores overfladesamfund, er krigen tættere på,end man tror.I dette nummer får du sandheden om krigenog danskerne. Vi går tæt på menneskerne,der kæmper på hjemmefronten såvel sompå udefronten. Vi hører om krigens tragiskeomkostninger og kulturelle barrierer. Og sidsti avisen forsøger vi med store briller at kasteet andet blik på krigsskuepladsen, end dunormalt får serveret i dagens spalter.God fornøjelse.Kenneth Kjæp LarsenChefredaktør

6 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Skal krig ned i børnehøjde?Lever nutidens børn i en osteklokke? En kuvøse af tryghed oguvidenhed? Og skal de rustes bedre til at håndtere det faktum, atDanmark er i krig? Svaret er bestemt ikke entydigt.Af Sie Katrine ChristensenSiden Saddam Husseins hængning har derværet heftig debat om, hvorvidt de danskebørn har godt af at vide, hvad verden har atbyde på af skrækkeligheder. Nogle forældrehar præsenteret deres børn for billedet afPædagogenRune Strøm, pædagog ved MunkebjergskolensFritidsordning i Odense.Snakker I med børnene om krig?Nej, det gør vi ikke, medmindre, der er en grundtil det. Det er tit sådan med børn, at deres angstbreder sig og sætter tanker i gang hos andrebørn, så vi taler ikke om det, medmindre det ernødvendigt. Jeg tror, at krigs- og terrorbegrebetligger latent i børn, så hvis man prikker til det,kan man udløse en stor angst blandt børnene.Spørger børnene selv til begrebet?Nej, de spørger ikke særlig meget. Det er faktiskoverraskende, hvor lidt de tilsyneladende går ogtænker over det. Men det ligger selvfølgelig ideres underbevidsthed, så ind i mellem spørgerde da. For eksempel var der for et par ugersiden to F16 fly, der fløj igennem lydmuren inærheden, og da børnene hørte det, troede de, atlarmen skyldtes bomber. Vi forklarede dem, atdet »bare« var to fly, der fløj igennem lydmuren,men det blev så hurtigt til, at to fly var fløjet indPsykologenPoul Nissen, autoriseret psykolog og dr. phil.ved Institut for Pædagogisk Psykologi.KRIG I BØRNEHØJDESaddam under hans allersidste minutter, andrehævder, at deres børn slet ikke bør se tv.Børns hængningslege har vist sig som etskrækscenarium i debatten, og det har styrketargumenterne om, at børn ikke har godt af atfølge med i krigen på tv.Samtidig lever vi i en tid, hvor man viai en mur! Det siger lidt om, hvor svært det er forbørnene at forholde sig til vores forklaringer.Hvordan forholder I jer så, når børnenespørger?Vi forsøger at svare på tingene, som de er. Voressvar sætter jo mange tanker i gang, så det skalselvfølgelig tackles ordentligt. Vi prøver at tageudgangspunkt i virkeligheden, mens vi samtidigforsøger at mane deres frygt til jorden. Det er joet skrækkeligt emne, men det skal helst ikke såtæt på, at de selv blive bange.Er der i personalegruppen blevet talt om,hvordan I forholder jer til krig i forhold tilbørnene?Nej, ikke rigtig. Det er jo diffust emne, somkan være næsten lige så svært for os voksne atforstå. Der blev udsendt et skrift i tiden omkringMuhammedkrisen med forslag til, hvordan mankunne forholde sig. Men Muhammedkrisenvar jo heller ikke en krig, men nærmere etspørgsmål om kultur og ideologi og alt muligt.Konklusionen må næsten være, at man må tagestilling fra barn til barn, og fra situation tilsituation.Hvorfor er et begreb som krig så svært for børnat håndtere?Det er et angstprovokerende begreb, og deved, at det er noget, man kan risikere at dø af.Eksempelvis i forbindelse med Irakkrigen harsmå børn desuden meget svært ved at skelnemellem det, der foregår langt væk, og det der ertæt på – for deres vedkommende kunne krigenlige så godt foregå på Fyn.Har børn brug for at vide noget om krig?Ja. Børn lever jo ikke i en osteklokke. De ser tvog hører radio og bruger nettet, så man kan ikkeundgå, at de får noget at vide. Derfor skal viogså tale med dem om det, de ser og hører.Skal man selv tage initiativ til at tale med børnom krig, eller skal man vente til de kommer tilen?Det er jo uundgåeligt, at børnene opdager, at derforegår et og andet, især når de voksne ser tv.Men man skal helt klart vente, til børnene selvtager initiativ. Det er i mange tilfælde detaljer,som de spørger ind til, og det er noget heltandet, som vi voksne går og tænker over. Vi skalhuske på, at voksne tænker voksent, og børnenetænker helt anderledes.mobiltelefoner kan downloade hængningen frainternettet på under et minut, og efterfølgendevise den frem for alle kammeraterne iskolegården.I middelalderen tog man sine børn medpå torvet, når byens lovovertrædere skullehænges, og det var en integreret del afhverdagen. Nutidens børn er forskånet for denslags, men der findes tilsyneladende ikke enentydig forklaring på, om børn har brug foroplysninger om krig.Vi har derfor spurgt fire eksperter på området,en psykolog, en pædagog og to forældre:modstanderen af krig i børnehøjde, og en somer helt uenig.Hvordan skal man så tale med børnene?Man skal svare faktuelt på deres spørgsmål ogforsøge at dæmpe deres angst. Og man skalvære opmærksom på ikke at pådutte børn devoksnes verden og dermed de voksnes angst.De er jo trods alt »kun« børn.Hvornår er børn klar til at tale seriøst om krig?Der er stor forskel på børnenes modenhed, ogden følger ikke den kronologiske alder. Men jegvil mene, at de fleste børn i 12-13 års alderener klar til at diskutere krig nogenlunde på linjemed den voksne. Men det skal vurderes fra barntil barn.Kunne begrebet krig tages op i skolen ellerdaginstitutionerne?Ja, men igen – kun hvis børnene tager initiativ.Der er stor forskel på, hvilke børn der er klar til atmodtage informationer om verdens problemer,og diskussionen skal ikke nødvendigvis tagesop i fællesskab, så man bare ruller noget henover hovedet på dem. Det er jo en individuelsag, om man som barn har det behov, og omman kan rumme den debat.

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Mener du, at man som forælder har en pligt tilat oplyse sine børn om krig?Nej, jeg mener ikke, at man har pligt tilat oplyse sit barn om krig. Og heller ikkeom tortur, koncentrationslejre, slaveri,mord, voldtægt, børnemishandling ellerpædofili. Eller om den globale opvarmning,miljøødelæggelser, hungersnød, aids ellerfugleinfluenza og alt det som ligner. Man børAnni Løndal de Lichtenberg, selvstændigog mor til 7-årige Sebastian.Mener du, at man som forælder har en pligt tilat oplyse sit barn om krig?Ja, det mener jeg. For som forældre har vipligt til at introducere barnet til den verden,som barnet lever i. Jeg mener, at man somforælder skal bruge sin energi på at gørebørnene robuste i stedet for at beskytte dem.Det er en vigtig forældreopgave. Hvordan mangør det afhænger helt af barnet og forældrene.Men introduceres, dét skal de, for ellers vil demeget hurtigt komme bagud i forhold til dereskammerater. Det er ikke rart altid at være ham,som intet ved. I øvrigt vil forældrene mistebarnets respekt, jo flere gange barnet føler, atforælderen fortier ting, som ens jævnaldreneallerede ved en hel masse om.Gælder denne pligt også, selvom barnet ikkeselv spørger?Ja, og her er jeg altså ikke enig med hverkenpædagoger eller andre børnesagkyndige,som mener, at man skal vente til børneneviser interesse. Børnene vil ofte få tingenegalt i halsen, når de hører om noget frakammeraterne, som de skulle have hørt fraderes forældre. Børn er langt dygtigere til atlæse andre mennesker end voksne, og når viKRIG I BØRNEHØJDEForælderen - ModstanderenErik Willumsgaard, cand.scient.pol og rådgivende konsulent, far til 9-årige FloraVeronica og 7-årige Sophus Valentin.ikke trække problemer, som børn ikke selv haroplevet, ned over deres hoveder. De har nok atkæmpe med: »Elsker mine forældre mig ligeså meget, som de elsker mine søskende?«, »Ermin bedste ven loyal?«, »Hvad, hvis min farog mor dør?« og så videre. Oplysninger omkrig kan endvidere blive meget forvanskede afat komme igennem børns fantasi, for eksempelkan de komme til at opfatte krig som en dagligfare.Hvad hvis børnene ikke selv spørger?Når barnet ikke selv spørger, er der ingengrund til at give disse unødige oplysninger.Det er vel uundgåeligt, at børnene opsnapperen del oplysninger, som siden vokser i dereshoveder?Ja, det er måske uundgåeligt, men det er altsånoget, man som forælder i høj grad kan væreherre over risikoen for. Man skal ikke ladebørnene se nyhedsudsendelser, eller ladedem spille voldelige spil på computeren.Man skal ikke sidde og tale om krig vedaftensbordet, men derimod alle de andre tingvedrørende børnehave, skole, kammeraterneog familielivet, som trænger til at blive vendt.Man skal tale med forældrene til ens børnsForælderen – Fortalerenvoksne taler lavt eller slukker for fjernsynet,så stopper vi ikke børnenes fantasi. Vi sætterderimod ild til den, og deres fantasi kan væremeget mere grufuld end den virkelige verden.Hvordan håndterer du dit barns forskelligespørgsmål?Dén er svær at svare på, for jeg har altså ikkeen fast procedure for det. Udover at når jegfortæller alvorlige ting, så sørger jeg for atvære til rådighed resten af dagen og de næstepar dage. I øvrigt har vi en aftenseance hveraften, hvor vi taler om dagen der er gået. Jeger heldig at have en søn, som gerne fortæller,så det er ikke særligt krævende for mig at fåat vide, hvad han går med i hoved og i hjerte.Ofte siger jeg til min søn: »Sebastian, détspørgsmål må jeg altså lige tænkeover. Du får svar i morgen, for jeg kansimpelthen ikke svare, før jeg har tænktmig om.« Og det accepterer min søn 100procent. Han bruger selv den samme teknikefterhånden: »Mor, det ved jeg ærlig talt ikke.Jeg vil tænke over det. Så fortæller jeg dig deti morgen.«Du har for eksempel vist din søn optagelsen7lege- og skolekammerater om politikker forat se fjernsyn og brug af computere, og hvisdet forekommer, at andre børn i skolen viservideoer med voldeligt indhold, skal man tagedet op med lærerne og straks få sat en stopperfor det.Hvordan håndterer du dine børns forskelligespørgsmål?Jeg prøver på ikke at gå i panik og begyndeat benægte eksistensen af noget, som devitterligt har hørt om. Jeg prøver at fortællestille og roligt og kun svare på de stilledespørgsmål. Og så venter jeg med uddybningertil de spørger igen og bedre kan håndtere deoplysninger, de får.Mener du at børn bør forskånes for viden omkrig?Jeg mener i det hele taget ikke at nogen– hverken voksne eller børn – har grund til seeller høre udpenslede beretninger om død ogulykke. Jeg har for eksempel ikke selv åbneteller set nogen af de videoer om Husseinshenrettelse, som har været så omtalte. Og minebørn har ikke engang hørt om dem.af Saddam Husseins hængning. Møder dumodstand mod din måde at håndtere det på?Ja, modstanderne af min måde at opdragepå indvender ofte: »jamen du stjæler jo hansbarndom fra ham?« Og så spørger jeg altid:»hvad er den bedste barndom?« For det nytterjo ikke noget, at give børnene en barndom,som forhindrer dem i at få et godt ungdomsogvoksenliv.

8 KRIG HJEMMEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007I krig og kærlighed gælder økonomienDrømmen om det store romantiskekirkebryllup kan blive nødt til at vente,hvis krigen kalder. I stedet kan ethurtigt bryllup på rådhuset sikre, at dentilbageværende er sikret økonomisk, hvisden udsendte skulle dø i krigen. Det blevsituationen for Rikke, der sagde ja til sinmand 18 timer før, han sad i flyet på vej tilIrakAf Pernille RudbækRisene flyver gennem luften foran HvidovreRådhus, da Rikke træder ud sammen medHenrik i den kolde og klare februarluft. Hunhar taget sin bronzefarvede nederdel på, oghan har købt sin skjorte til lejligheden. Forfå minutter siden sagde de ja til hinanden,skrev under og satte ringene på hinandensfingre. Damen fra rådhuset holdt endda taleom ægteskab i medgang og modgang. Efterreceptionen med venner og familie nyderRikke og Henrik deres første aften som mandog kone og deler en kurv med champagne ogchokolade, som de har fået i bryllupsgave.18 timer efter vielsen kysser RikkeHenrik farvel i Kastrup Lufthavn. Hunser på ham tage rulletrapperne op modsikkerhedskontrollen sammen med tre andremænd i ens uniformer. Han har lovet at ringe,lige så snart han kommer frem. Klokken er fireom natten. Rikke og Henriks liv sammen - tildøden dem skille – er først lige begyndt. Menhun er allerede alene. Ude foran terminal treholder bilen, og snart er hun på vej hjem til dentomme lejlighed i Hvidovre. Klokken otte skalhun på arbejde.Gift inden krigRikke Kragh Jakobsen blev gift på grund afpengene, det indrømmer hun uden at tøve.Hendes mand Henrik Søndergaard foreslogdet selv to måneder inden, han skulle af stedsom soldat til Irak. På det tidspunkt havdeRikke og Henrik været kærester i to år. Men dehavde kun boet sammen i ti måneder, hvilketbetød, at Rikke ikke var dækket af forsvaretsforsikringsordning, som kræver, at man harboet sammen i mindst to år eller er gift. Hvisdet værst tænkelige skulle ske, og Henrikomkom i krigen i Irak, ville Rikke være aleneuden ret til nogen økonomisk kompensationeller arv.»Hvis han døde, ville jeg stå uden et stedat bo«, fortæller Rikke, »han friede til mig itilfælde af, at der nu skulle ske ham noget.«For Rikke betød frieriet et opgør med hendesegentlige forestilling om, hvorfor og hvordanhun drømte om at gifte sig. »Man har det josådan, at et bryllup skal være romantisk ogaf kærlighed, men pludselig bliver det ogsåpraktisk.«Hos forsvarets socialsektion har man fuldforståelse for, at soldater vælger at gifte sigaf praktiske og økonomiske årsager, indende sendes i krig. Der findes ingen tal på,hvor mange der gør det, men Jytte Nolsøefra forsvarets socialsekretariat fortæller, atman på orienteringsmøder inden udsendelsenopfordrer soldaterne til at overveje, hvad derer bedst for dem og deres nærmeste.»Vi synes, at det er vigtigt, at folk tagerdet op og tænker over det. Og vi siger,at de skal overveje det, specielt hvisde ikke har boet sammen i mere endto år.«Ægte økonomisk kærlighedHvis ikke krigen i Irak havde tvungetRikke til at tage stilling, havde hunikke giftet sig så tidligt i sit liv. Hun varkun 22 og drømte stadig om det storeromantiske kirkebryllup. Det tog derforRikke et stykke tid at vænne sig til tankenom, at hendes bryllup var en økonomisknødvendighed og ikke udelukkende enkulmination på kærligheden mellem tomennesker. For Rikke blev det imidlertidafgørende at finde ud af, at deres ægteskabikke udelukkende baserede sig på praktiskeovervejelser.»Selvfølgelig var det praktisk, men jeg sådet også som kærlighed, at han tænkte på migpå den måde,« fortæller Rikke. Et bryllup villesikre dem begge i det halve år, Henrikvar i Irak. Hun var sikret hans arv, og han varsikret en kone, der ventede på ham i et halvt år,indtil han kom hjem igen. Og netop ønsket omat sikre hinanden udsprang af ægte kærlighed.Derfor lovede de også hinanden, at de skullehave et rigtigt og romantisk kirkebryllup, nårHenrik vendte hjem fra krigen.Men et beskedent og praktisk rådhusbryllupudspringer ifølge feltpræst Hans HedegaardGraversen ikke nødvendigvis af mindrekærlighed end det store drømmebryllup:»Det er kærlighed, at man ved, at manskal tage sig af hinanden økonomisk.« HansHedegaard Graversen har været feltpræst ibåde Afghanistan og Irak, og selv om hanarbejder i kirkens og Kristus’s ånd, ved hanaf erfaring, hvor vigtigt det er, at soldaten hartaget stilling til den private situation indenafrejse, så han er afklaret, når han pludseligbefinder sig verdener fra dem derhjemme.»Jeg har oplevet, at nogen gerne vil hjemfor at redde forholdet, fordi de ikke har fåettalt tingene igennem inden,« fortæller HansHedegaard Graversen. Han ser det som enfornuftig foranstaltning at gifte sig på rådhusetinden afrejsen, også selvom det bryder medde romantiske forestillinger om det storehvide kirkebryllup. For ham at se handleret 100.000 kroners kirkebryllup mere omromantiske drømme end om ægte kærlighed.Det praktiske bryllup et blottet for romantiskedrømme og forestillinger, men centrerer sigudelukkende om bekymringen for at sikre den,man holder af.»Det er kærligheden, der rigtig træder ikarakter her,« mener feltpræsten.Romantikken venter stadigHenrik kom hjem fra Irak tre måneder tidligereend planlagt på grund af problemer med hanssøn. For Rikke var det en følelsesmæssigovervindelse at skulle genoptage det ægteskab,de sammen havde påbegyndt måneder siden,men som de også kun havde delt få timer afsammen.»Jeg havde ligesom stået stand by i tremåneder, så følelsesmæssigt var det svært,jeg havde ikke prøvet det før.« Efterhånden fikRikke og Henrik snakket tingene igennem, oghverdagen i ægteskabet tog efterhånden formog gik videre. Det er nu ni måneder siden.Der er ingen fortrydelse at spore hos Rikkei dag. Men hun har siden gjort sig en masseovervejelser, og hun drømmer stadig om detbryllup, de lovede hinanden, inden Henrik togaf sted, men som endnu ikke er planlagt.»Det er faren ved at gifte sig på rådhuset,så kommer man nemt til at udskyde detromantiske bryllup. Nu har man holdt ethalv-bryllup, så vil man også have et rigtigtbryllup.« Rikke ved ikke, hvornår hun fåropfyldt sin drøm om det romantiske bryllup– om det bliver om et halvt år, helt år ellerflere år. Det bliver højst sandsynligt først, nårøkonomien tillader det.

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Af Katja Damkier HansenKlokken er 17:16. Det er mandag, og børneneer lige blevet hentet i børnehave og SFO.Udenfor pisker det ned. Efteråret har gjortsit tydelige vindblæste indtog i Danmark, ogregnen har fået den sorte mascara til at læggesig et godt stykke under de arbejdstrætteøjne. Tanken om, hvad menuen til aften skalstå på, er nærmest uoverskuelig, ligesomdet farvestrålende bjerg af vasketøj ogporcelænsslottet af opvask på køkkenbordetogså er det.»Jeg vil have spaghettimed kødsovs,« lyder det pludselig, ogkoncentrationen vender et kort øjebliktilbage, mens det søgende blik ud overNettos dybfrostvarer og den halvtommeKRIG HJEMMEHård hverdag knækker pårørendePårørende til udsendte soldater i krig kæmper med hverdagen hjemme. Mange daglige gøremål og tvivlen om,hvad der kan ske for soldaten i krigszonen, kan knække selv den stærkeste person. Men Familienetværketstilbud om samtaler og fælles aktiviteter mellem pårørende kan hjælpe med at klare hverdagen.Et netværk af lyttereFamilienetværket i hæren har siden starteni 2001 haft stor succes med samtaler medpårørende, hvad enten det er ægtefælle,forældre, søskende eller børn, der henvendersig. Ofte bliver der også arrangeret fællesaktiviteter, hvor man kan lære noget om bilen,tage en tur til Bonbon-land med børnene ellerbage julekager. Familienetværket fungerer somdet praktiske bindeled, som formidler aftalerne.På den måde får de pårørende lov til at væresammen med ligesindede, og de behøver ikkeforklare sig og sætte de andre deltagere indi, hvilken situation de er i, fortæller KirstenLeuenhagen, som er kontaktperson for VardeKaserne i Familienetværket.»Det vigtigste for de9»Tvivlen er deres værste fjende«Ifølge Carsten Timmerby har Familienetværketværet en stor gevinst for forsvaret. Hanfornemmer, at mange pårørende benytter sigaf de tilbud, netværket tilbyder. Og han pegerpå, at behovet for at lade følelserne få frit løber enormt. De pårørende, som bliver efterladthjemme, mens soldaten drager i krig, bærer etstort ansvar for de daglige gøremål. De harmed ét mange flere ting at se til, og de bliversat i en situation, hvor de dagligt bliver mentaltpåvirket af mediernes historier om blodigeepisoder fra krigsområderne. Tvivlen er deresværste fjende, forklarer Carsten Timmerby.»Bekymringerne fylder meget ihverdagen, og vi er derfor også nødt til atopfordre soldaterne til at være gode til atFortsættes på næste sidekølemontre igen får alt til at se ligegyldigtog trist ud. Det trækker i hagepartiet, ogøjnene bliver mere og mere fugtige. Endeligovermander frustrationerne resterne afmodstandskræfterne, der ellers skulle haveholdt gråden tilbage. Men det er for sentnu. Tårerne triller hastigt ned ad kinderne.Børnene forstår ingenting, og de andre travlekunder i Netto kigger målløse på uden at vide,hvad de skal stille op med kvinden i slutningenaf 30´erne, der uden videre begynder at grædemidt i Nettos fyraftensvirvar af spotvarer.Kvinden er pårørende tilen udsendt soldat. Hun passer hverdagen ogde daglige gøremål hjemme, mens den bedrehalvdel er udstationeret i en krigszone. Menhun er ikke alene. Mange pårørende kenderfølelsen af at skulle klare alt hjemme og indimellem at være på nippet til at opgive dethele. Men hjælpen er kun et telefonopkaldvæk. I den anden ende af røret findes folk,der kan hjælpe tankerne til at fokusere på depositive ting, og som er villige til at lægge øretil problemerne og frustrationerne. De har envigtig rolle i dagens Danmark. De kalder sigFamilienetværket.pårørende er at få luft og få at vide, at de ikkeer kugleskøre. Vi fortæller dem, at måden,de reagerer på, er helt normal i forhold tilden unormale situation, de står i,« forklarerKirsten Leuenhagen, der ligesom alle de andrekontaktpersoner i netværket selv har prøvet atvære pårørende. Hendes søn har været udsendttil Irak, og hun kender derfor til de følelser,som de pårørende ringer ind med.»Vi er ikke psykologer, menvi er selv pårørende. Og vi er gode til at være ide sko og bruge de erfaringer, vi selv har gjortos,« siger hun.Man kan måske spørge sigselv, hvorfor de pårørende ikke bare henvendersig til deres egne familier, venner og bekendteog giver tankerne frit løb? Socialrådgiver vedVarde Kaserne, Carsten Timmerby, mener, atde pårørende ofte føler, at de belemrer deresfamiliemedlemmer med alle deres problemer,eller at familien og vennerne simpelthen bliverfyldt op og får nok af at høre på dem.»Vi tilbyder derfor at værede udenforstående, som altid har tid til atlytte,« siger han.Fakta om familienetværk- Familienetværket tilbyder mødertil pårørende før og under soldatensudsendelse samt lige indenhjemsendelse- Familienetværket tilbyder at:o Støtte hinanden, nårproblemerne hober sig opo Yde hjælp til selvhjælpo Udveksle erfaringero Genopbygge sit selvværd,der har været tæt på atsmuldre, fordi man har føltsig hjælpeløs- Familietnetværket kan henvise tilpsykologer og socialrådgivereVil du vide mere, kan du kontakteFamilienetværket på tlf: 33936522 ellerse mere på deres hjemmeside underHærens konstabel- og korporalforening:www.hkkf.dk

10 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Hård hverdag kmækker ...Fortsat fra forrige sidelave aftaler med deres pårørende i Danmark,«siger Carsten Timmerby og henviser til detmøde, der altid foregår med både soldat ogpårørende, inden soldaten tager af sted.Britta Lange, kontaktperson iFamilienetværket for Slagelse Kaserne,kender også til det problem:»De pårørende føler sig magtesløse,når de ikke bare kan tage telefonen og ringe udtil deres mand, søn eller bror,« forklarer hun,men påpeger også, at problemet trods alt erblevet bedre med årene:»Sms og computere hargjort meget og delvist løst problemet,«forklarer hun. Men ifølge Carsten Timmerby,kan der stadig være situationer, hvor soldatener uden for rækkevidde i flere dage, og her erdet vigtigt, at soldaten ringer og informerer omdet til de pårørende hjemme.KRIG HJEMMEKvinde, kend din bil!Når mand, søn eller bror er i krigszonen, mangler der enderhjemme, som kan skifte olie og dæk på bilen. Slagelse Kasernesatte derfor de kvindelige pårørende stævne på det lokaleautoværksted.Hjemme igen - og nye problemerBåde Britta Lange, Kirsten Leuenhagenog Carsten Timmerby oplever, atFamilienetværket er et nødvendigt initiativtil de pårørende, som nu får opfyldt et stortbehov, der har eksisteret længe. I de seks årCarsten Timmerby har været med i netværket,er hjælpen til de pårørende blevet forbedret årfor år, siger han, men understreger samtidig, at»alt godt kan blive endnu bedre«.Carsten Timmerby peger især på,at orienteringen før, under og efter soldatensudsendelse kan forbedres markant. Hanmener, at medarbejderne internt i netværketstadig kan blive bedre til at kommunikereog håndtere forskellige typer af samtaler, såde klart forstår at videreformidle de vigtigebudskaber. Udadtil vil det være en fordelat afdramatisere nogle af de episoder, somsoldaterne oplever, da mange ting i mediernebliver gjort værre, end de i virkeligheden er,forklarer han.Desuden gør han opmærksom på, atdet hele ikke er slut, når soldaten vender hjemigen. Ofte opstår der i denne tid nye kriser.»Soldaten har oplevet nogle ting,som kan være svære at sætte ord på over forde pårørende hjemme. Og omvendt har denpårørende også indarbejdet nogle nye rutinermed at klare det hele selv. Det kan føre tilkonflikter. Ofte er det derfor vigtigt at havenogle samtaler med familien for at få det heletil at fungere igen,« siger han og understregersamtidig, hvor stor betydning det har, at derbliver taget hånd om de pårørende:»Det er vigtigt, at der gøresmeget for de pårørende. Vi tager jo deresmænd i seks måneder. Det er dem, der lider etafsavn derhjemme.«Af Katja Damkier Hansena»Først åbner man motorhjelmen, så finderman oliepinden frem og stikker den ned ioliebeholderen for at måle, om der er nok oliepå bilen.«Den meget pædagogiskefremgangsmåde spillede uden tvivl en vigtigrolle på lynkurset i bil-mekanik, da SlagelseKaserne havde sat en gruppe kvinder stævnepå det lokale autoværksted i byen. Kvindernevar pårørende til udsendte soldater i krig, oginitiativet kom fra en af de pårørende selv.Mekanikeren havde til lejligheden taget enekstra pose tålmodighed med, hvilket vist varnødvendigt for at kunne svare på de mangespørgsmål.Initiativ fra pårørendeHvor er det lige oliepinden sidder henne, oghvorfor skal jeg overhovedet vide noget ombilens oliemængde? De fleste kvinder lignedenok mest af alt store spørgsmålstegn, damekanikeren trin for trin gennemgik diversevitale dele under motorhjelmen. Men de flestefik sig helt sikkert også en del aha-oplevelser,som de kunne tage med sig hjem til senerebrug.Den fælles aktivitet om at lære bilenat kende blev bragt på bane, da en gruppepårørende mødtes en eftermiddag til snak oghygge.»Vi sad og fik noget kaffe og kage,og pludselig var der én, der nævnte noget omstartkabler,« forklarer Britta Lange, som erkontaktperson i Familienetværket på SlagelseKaserne. Familienetværket er en af gruppetidligere pårørende, som tilbyder samtaler ogaktiviteter mellem pårørende til nuværendeudsendte soldater. Og som kontaktperson inetværket er Britta Lange den, der tager sigaf de praktiske ting, når der skal laves noglefællesarrangementer.»Så jeg tog telefonen og kontaktededet nærmeste autoværksted og spurgte, om dehavde tid og lejlighed til at fortælle lidt ombilen. Og det havde de,« fortæller hun.Samvær med ligesindedeEfter at være blevet klogere på, hvordanmotor, olie og risikoen for sammenbrudhænger sammen, kunne de pårørende sættesig sammen med deres medbragte børn, drikkekaffe og tale om, hvilke nyttige bil-tekniskeinformationer de havde lært i løbet af dagen.Britta Lange kalder dagen for ensucces, selvom der ikke var mere end 10-15kvinder med på kurset. Ifølge hende skalsucces ikke måles i antallet af fremmødte,men i stedet i villigheden til overhovedet atmødes. I virkeligheden handler det jo ikke såmeget om at lære bilen at kende, forklarer hunog fortsætter:»Det handler jo om at være sammenmed ligesindede, hvor man kan slappe af ogtænke på noget andet end de bekymringer,der til daglig optager meget tid,« siger hunog fortæller, at det selvfølgelig kun er et stortplus, at man så samtidig har det sjovt. Hunmå dog medgive, at lige præcis den dag påautoværkstedet var der flere spørgsmål endnormalt.»Men heldigvis var mekanikerenden sødeste og mest tålmodige, jeg nogensindehar mødt,« understreger hun med et grin.

KRIG UDEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Forsvaret tages ikke seriøst11Det danske Forsvar har sværtved at tiltrække danskeremed anden etnisk baggrund.Süleyman Dikmen er nydanskerog giver her sit bud på, hvorforde etniske minoriteter fravælgeren karriere i Forsvaret.Af Kenneth Kjæp Larsen»Det danske Forsvar tager de ikkeseriøst. De har jo set den tyrkiskehær, hvor man dengang aftjentesin værnepligt på 24 måneder. Hvisman ikke makkede ret, var der hårddisciplin med øretæver. Her kan enværnepligtig sige sin overordnedeimod, uden der sker noget.«Süleyman Dikmen er en af de fånydanskere, som har valgt at gørekarriere i Forsvaret. Han er 34 årog fandt sit kald i militæruniformenefter at have aftjent sin værnepligti 1995. Hurtigt efter skrev hankontrakt med Forsvaret og er idag ved militærpolitiet i Søværnet.Han brænder for sit job, hvilkethans tyrkiske familie, venner ogbekendte har svært ved at forstå.Det ærgrer ham:»Familien har fra starten sagt,at der ingen fremtid og løn eri Forsvaret. Jeg svarede, at dérkan man gøre ledelseskarriere,«forklarer Süleyman, der på trodsaf den manglende opbakning ibaglandet bestemt ikke føler sigalene i Forsvaret:»Der er et godt kammeratskabog en god disciplin i Forsvaret. Derer ikke noget med raceforskel ellerracebehandling, og det oplever manmeget i den civile verden, hvor derer meget mobning med racistiskeundertoner,« siger han.I tredje kvartal sidste år havde 0,8procent lig med 185 af alle ansatte iDet danske Forsvar en anden etniskbaggrund end dansk. Det oplyserKlaus Rosendahl, som er konsulenti Forsvarets Personaletjeneste.Tallet har ligget stabilt lige under enprocent siden 2001, men nu skal enny hvervekampagne vende skuden.Målet er, at andelen af indvandrere iForsvaret skal nå op på 3,8 procent i2013. Klaus Rosendahl forklarer:»Vi har prøvet meget, menpå bundlinien er det begrænset,hvor mange med anden etniskbaggrund, der tilmelder sigfrivilligt. Mangfoldigheden er ennaturlig del af samfundet, og vihar lavet vejledning i forvaltningenbegrundet i religiøse forhold somfor eksempel omhandler helligdage,kost, sygdom og andre specielleønsker og behov.«Krig og dårlig lønSüleyman Dikmen ved godt, hvorsvært det kan være at få de etniskeminoriteter i uniformen – og hanved også godt hvorfor:»Det danske Forsvar giver ikkebudskabet godt nok ud til de ungemed en anden etnisk baggrund.Der skal flere informationer ud.Forsvaret er ikke med i krigen (iIrak og Afghanistan, red.) for atdræbe og slå ihjel. De er der for athjælpe og genopbygge. Mange tror,at det handler om ødelæggelse ogom at dræbe,« siger Süleyman.Mange unge indvandrere vælgeraltså at gå i en jævn bue uden omForsvaret, når de skal gøre karriere.Süleyman understreger, at den laveløn også er afgørende for de ungesvalg eller fravalg, men som nævnter det især krigen i Afghanistanog Irak, de skyder skylden på.En krig, som Süleyman til trodsfor sin muslimske baggrund ikkenødvendigvis ser som nogetdårligt:»Jeg ville ikke have noget imod atblive udsendt. Jeg har lidt kendskabtil de islamiske trosamfund. Ved atdeltage i krigen støtter jeg både minekolleger og mine medmenneskermed muslimsk baggrund. Jeg villevære stolt over at hjælpe de svagetil at blive stærkere,« lyder detfra Süleyman Dikmen, én af de fådanske muslimer i Forsvaret.forsvaret.dk

12 KRIG UDEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Wa-if arie il kanôn“Stop eller jeg skyder”, vardet eneste, Jim lærte, før hanblev sendt til Afghanistan somsoldat. Forsvaret mener, at deter nok.Af Mads Pedersen– Stop, eller jeg skyder!»Vi lærte at sige, stop, eller jeg skyder - ’waifarie il kanôn’, og så blev vi sendt af sted tilAfghanistan,« siger oversergent Jim VesterLaursen, der i et halvt år var en del af defredsbevarende styrker i Kabul. Han mener, atman hverken kan vinde afghanernes tillid ellerløse problemerne i Afghanistan ved at være sådårligt forberedt.Det er Forsvarsakademiet, der står foruddannelsen af de danske soldater, der bliversendt til Afghanistan.»Alle soldater får et fire timers kulturforedragom Afghanistan. Derudover får de soldater,der skal på specialmissioner fire timer oveni,hvor de lærer noget mere sprog og noglehøflighedsfraser. Enkelte får så et sprogkursus,hvor man lærer de mest brugte sætninger. Ellersbruger vi tolke,« siger major Jørn Haubrofra Forsvarsakademiet. Han erkender, at dedanske soldater kun har et begrænset kendskabtil den afghanske kultur. Alligevel mener hanikke, at de danske soldater har brug for mereuddannelse end de foredrag, der allerede holdespå Forsvarsakademiet.»Jeg mener, at det er nok uddannelse.Selvfølgelig kunne vi sagtens bruge tre månederpå at fokusere på kultur og sprog, men det eren afvejning, vi må gøre,« siger major JørnHaubro.Jim Vester Laursen er godt klar over, at man måprioritere i uddannelsen på Forsvarsakademiet.Men han mener alligevel, at der er brug for meresprog og kultur på skemaet.»Jeg kunne godt have brugt meget mere videnom Afghanistan inden jeg tog af sted. Jeg trordet ville have lettet mit arbejde i Afghanistan.Jeg har i hvert fald fået et langt mere nuanceretsyn på afghanerne, efter jeg har været dernede,«siger Jim Vester Lausen.Major Jørn Haubro erkender da også, at et firetimer langt foredrag ikke helt kan forberedesoldaterne på mødet med den afghanske kultur.»De soldater, vi sender af sted, ved ikke altom Afghanistan – det er der ikke nogen dergør. Jeg har beskæftiget mig med Afghanistan iadskillige år, og jeg har ikke engang viden nok.Afghanistan er et utroligt differentieret land,«siger major Jørn Haubro.Naturlig modstandJim Vester Laursen mener, at soldater iAfghanistan er en nødvendighed. Men samtidiger de væbnede styrker også en stor del afproblemet, fordi de har svært ved at skabedialog med afghanerne, der ofte ser de danskeog allierede styrker som en besættelsesmagt.»Jeg tog af sted fordi jeg var på en kontrakt.Men jeg troede også på, at det var noget dergavnede. Ellers var jeg ikke taget af sted. I dagtror jeg ikke på, at våben kan løse konflikterne iAfghanistan. Kunne vi gå ind i civilbeklædningog skabe dialog, ville det være endnu bedre,«siger Jim Vester Laursen, der hurtigt lærte, atet venligt »goddag« var langt bedre end »stop,eller jeg skyder!«.»Våbnene gjorde os ikke trygge. Forafghanerne var selvfølgelig bange for mandenbag geværet«, siger, Jim Vester Laursen.Efter oplevelserne i Afghanistan har han fåeten bedre forståelse for afghanernes modstand.I hans øjne er det kun naturligt, at man blivermødt med en vis skepsis, når man møderop bevæbnet til tænderne, i store pansredekøretøjer og militæruniformer. Især i etland, der i mere end hundrede år har mærketskiftende stormagters undertrykkelse, militærebesættelser og borgerkrig.Amalienborg lagt i ruinerJim Vester Laursen viser et billede af detafghanske kongepalads. I dag er det en storruin, fyldt med skudhuller og store granathulleri væggen. Kobbertaget er blevet stjålet, og kundele af tagkonstruktionen står tilbage.»Prøv at forestille dig, hvis Amalienborgså sådan ud,« siger Jim Vester Laursen ogfortsætter.»Hvad ville det ikke gøre ved voresselvforståelse og folkesjæl? Vi er jo ikke voksetop med frygten om, at der skal sprænge en

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007granat i skolegården.«Den forståelse og indsigt i den afghanskefolkesjæl ville Jim gerne have haft mere af,inden han blev sendt til Afghanistan. For hamer soldaternes manglende forståelse for denafghanske kultur en afgørende faktor i dekonflikter, der hver dag opstår i Afghanistan.Her kæmper de danske og allierede styrke ennæsten umulig kamp for vinde den skeptiskebefolknings tillid.Den almindelige afghaner har svært ved at forståbaggrunden for soldaternes tilstedeværelse.Efter 25 års borgerkrig og mere end hundredeårs udnyttelse af stormagter som Sovjetunionenog England, så er det svært for afghanerne, athave tillid til de fremmede magter, der dennegang har invaderet deres land. Det understregeren herboende afghaner.»Vi afghanere er bange for militær magt,fordi vi altid har fået tæv af de magter, der harinvaderet vores land,« siger Muhammed Asif.Han har boet i Afghanistan indtil 2000, hvor hansom 25-årig kom til Danmark og fik asyl. I dager han ved at uddanne sig til fængselsbetjent.»Her i Danmark er det jo normalt at tage enuddannelse. Det var helt umuligt under Talebani Afghanistan. Der var der kun religiøse skoler,«siger Muhammed Asif. Han er utrolig glad forsit nye liv i Danmark, men oplevelserne fraAfghanistan, er ikke noget han glemmer.»Vi vågnede op hver morgen til lyden afkampvogne og fly, der kastede bomber nedover byen. Som 7-årig skulle jeg ikke lære atstave og regne som andre 7-årige i Danmark.Jeg skulle lære at bruge en kalashnikov,« sigerMuhammed Asif. Han husker klart og tydeligtden afghanske hverdag, der er plaget af krig ogutryghed. En hverdag som skaber den mistillidog foragt blandt afghanerne, der er et af destørste problemer for de danske og allieredestyrker i Afghanistan i dag. Derfor er AsifMuhammed enig med Jim Vester Laursen om,at de dankse soldater har brug for mere viden ogforståelse for den Afghanske kultur.KRIG UDEUsynlige danske våbenI dag arbejder både militær og humanitærehjælpeorganisationer side om side iAfghanistan. Men det er to vidt forskelligekampe de udkæmper.»Jeg er taknemmelig for de hjælpeorganisationer,der arbejder i Afghanistan. Det er virkeligden vej rundt, Afghanistan skal hjælpes. Det erjo en næsten umulig opgave at vende landetmed militær magt,« siger Muhammed Asif.De humanitære hjælpeorganisationer kan dogkun arbejde i Afghanistan under beskyttelse afde væbnede styrker. Så det er endnu ikke muligtat trække militæret ud, selvom våbnene skaberproblemer for Afghanistans udvikling.»Man skulle først ind og fjerne den siddendemagt, som undertrykte demokratiet. Det førstevi gjorde derefter, var at gå i gang med at trænepoliti og militær til at opretholde demokratiet,«siger Jim Vester Laursen. Men man skal huske,at den synlige og væbnede tilstedeværelse iAfghanistan også skaber en række problemer.»Ideelt set, så tror jeg ikke på, at våben er denrigtige vej frem. Men hvis vi fjernede styrkerne,hvor lang tid ville den valgte præsident, så blivesiddende? 10 minutter,« spår Jim Vester Laursen.13Han mener, at de væbnede styrker stadig ernødvendige, men at deres tilstedeværelse skalvære så usynlig som muligt, da våbnene også eren stor del af problemet i Afghanistan.Krigen er slutVed at gemme våbnene lidt væk og hilse venligt,så sikrede Jim Vester Laursen sig igennemopholdet i Afghanistan med livet i behold.»Englænderne blev beskudt flere gange,fordi de absolut skulle køre rundt og råbehele tiden. Tyskerne blev også beskudt et pargange, fordi de kørte rundt i nogle kæmpestore og larmende pansrede køretøjer, dervirkede meget skræmmende. Vi kørte altidmed nedrullede vinduer og gjorde meget ud afaltid at hilse venligt. Vi kørte også rundt i merealmindelige køretøjer uden panser, og derforblev vi aldrig beskudt. Det var altid tyskerne ogenglænderne,« siger Jim Vester Laursen.»Vi prøvede altid at skjule vores geværer, ogvi prøvede altid, så vidt muligt, at holde demned langs siden. Vi prøvede at virke så lidtskræmmende, som man nu kan, når man gårrundt med et skarpladt gevær i hånden.Først under udstationeringen får de danskesoldater I Afghanistan et kendskab til denafghanske kultur. Det er også nødvendigt, forkrigen i Afghanistan er langt fra slut. De danskesoldater har stadig en lang række opgaver, derskal løses, og en masse afghansk tillid, der skalvindes.Men for Jim er krigen i Afghanistan alleredeslut. Efter hjemkomsten i 2004 har han sagtfarvel til militæret og begyndt en ny uddannelse– langt væk fra militæret og den sønderskudteafghanske folkesjæl.

14 KRIG UDEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Blogkrigeksempel har man på www.politiken.dk laveten aftale med en presseofficer, som skal læsealle bloggens indlæg igennem, før de bliverlagt ud til offentligheden. Dette for at undgå»lækage af følsomme sikkerhedsoplysninger«.Derudover har Forsvaret udarbejdet særligeretningslinier og anbefalinger for, hvordansoldater, der bruger weblogs, bør forholde sig.Blandt andet står der i et af de punkter, somsoldaterne får udleveret:Det er blevet moderne at blogge og læse blogs. Bloggen som etalternativt nyhedsmedie kan give læserne et andet og mere kritiskbillede af, hvad der foregår i offentligheden – også når det handler omKrigen i Afghanistan og Irak.Af Kenneth Kjæp LarsenDet kunne jo være, at politikerne derhjemmeskulle tænke over, at når nu de er så heldige, atder er så mange professionelle og gode danskesoldater, som vælger at bruge en del af deresliv på at støtte det danske forsvar i en ellerflere internationale mission(er) – hvor megetmener de så, at én dansk soldats liv er værd?(31-12-2006)ANALYSE: Christian er 27 år og udstationeretsergent i Afghanistan. Han har lavet en aftalemed DR København, som han blogger tiljævnligt for at skrive om sine oplevelsersom soldat – og måske mere interessant sommenneske. Hans blog bliver læst af cirka100 mennesker dagligt og indeholder alt frakærlige tanker til familie og venner, nærgåendebeskrivelser af kamphandlinger i ilden frem tilsynspunkter og kritiske kommentarer somcitatet i indledningen om arbejdet i felten.Christians blog er én ud af en række»krigsblogs«, som de toneangivende danskemedier har oprettet efter amerikansk forbillede.På webadressen: www.military.com/bloghar man siden Bush’s War on Terror dagligtkunnet læse hverdagsskildringer og indtrykfra amerikanske soldater ved fronten. Fraden unge rekrut til den erfarne officer.Betragtninger, der hver for sig modsvarer enbroget skare af mennesker og deres oplevelseri forbindelse med krigen.Bloggen som et ikke-journalistisk medie erefterhånden også blevet integreret i de danskemedier, hvor den i krigs-øjemed er med tilat give gennemsnitsdanskeren et andet ogmere nuanceret billede af forholdene i Irakog Afghanistan end det, som afspejler sig ide traditionelle medier. Lektor ved Film- ogMedievidenskab på Københavns UniversitetKarsten Fledelius uddyber:»Man kan forhåbentlig blive klogere påkrigen ved hjælp af disse weblogs. Det er etskridt yderligere for mere demokratisering,og webloggen gør det lettere for os atkommunikere med hinanden. Den er ikke i sigselv en skelsættende nyhed, men den bringerhjemme- og udefront tættere på hinanden.«Uden filterChristians blog er som nævnt ikke den enesteaf sin slags. Både www.berlingske.dk ogwww.politiken.dk har også fået udstationeredesoldater til at skrive hjem om deres oplevelser.Og ud fra de mange kommentarer tyder detpå, at bloggen som en slags interaktiv dagboger populær hos de danske læsere. Det er derflere grunde til. Christian Høy-Nielsen, somer webredaktør på DR København og stårfor kontakten til Christian i Afghanistan,forklarer:»Vi vil gerne formidle krigen på en andenmåde, og det nye ved bloggen er, at mankan skrive ufiltreret. Det giver et indblik idet psykologiske ved krigen, når soldatenskriver som sig selv. Man kan få ting at videpå bloggen, som man ellers aldrig ville få atvide.«Blogredaktør på www.politiken.dk,Kim Elmose, mener også, at bloggen er etværdifuldt alternativ i den hjemlige dækningaf krigen i Irak og Afghanistan:»På bloggen kan man se soldaterne selvfortælle uden noget journalistisk filter og medden umiddelbarhed, som det giver,« siger han.Bloggen er altså med til at give et personligtperspektiv på, hvordan soldaterne somførstehåndskilder ser og oplever krigen,hvilket gør det muligt for læserne at følgekrigen, mens den står på og ikke mindst atdrage egne konklusioner. En flittig læser,Klaus fra Grønland, kommenterer her påDennis blog:10-02-2007 11:40:22:Det er stortJeg har med stor interesse læst om dinereportager fra Afghanistan. Du reflekterer,som du skriver, over oplevelserne dernede.Det er utrolig sjældent, at man hører sååbenhjertige og ligefremme udtalelser imedierne fra de involverede parter i en krig -ingen spin, ingen politisk dagsorden, men bareen soldats intellektuelle overvejelser over sineoplevelser og den mission han deltager i.Ordet er frit - næstenNu kunne man så fristes til at tro, at blogmiljøetsbrugerstyring og meningsudveksling er særligdemokratisk og styrker borgernes ret til atytre sig. Sådan er det også generelt, men»krigsbloggen« adskiller sig en smule. ForDu er ambassadør for Forsvaret. Selv omdin weblog er personlig, vil du stadig bliveopfattet som ’Forsvarets mand’ af dine læsere.Når du udtaler dig om mere kontroversielleemner, vil din mening måske blive opfattet somForsvarets holdning. Tænk derfor på, hvad dufortæller og hvilke konsekvenser, det kan havefor forsvarets omdømme og din egen integritetsom soldat.I hvor vid udstrækning retningslinierne skaltolkes fremgår ikke klart, når man læser deforskellige påbud. For eksempel står der også,at man lægger vægt på troværdighed og derforikke vil gribe ind, når soldatens uformelletone i bloggen bliver lidt kritisk over forForsvaret. Det skal der også være plads til.Presseofficer i Hærens Operative KommandoKim Grünberger understreger:»Soldaterne får retningslinierne udleveretog bestemmer så selv, hvad de vil skrive, menhvis noget er forkert, undersøger vi sagen ogkigger på dét, som soldaten er utilfreds med.«Alle de webansvarlige på de medier, somKristeligt Dagblad har opsøgt, fortæller, atder ikke har været nogen form for redaktionelcensur af de udlagte krigsblogs bortset fraenkelte sproglige rettelser. Egentlig ville mangerne have haft de penneførende soldatertil selv at lægge deres skriblerier ud pånetaviserne, men af tekniske årsager bliver deførst sendt til webredaktionerne i Danmark,som derefter lægger dem ud på Internettet.Der er altså ingen intern kontrol med det,som soldaterne skriver, før det offentliggøres– lige bortset fra i Politikens tilfælde, hvorman som nævnt selv har valgt at samarbejdemed en af Forsvarets presseofficerer.Christina Blaagaard, webredaktør vedwww.berlingske.dk, bekræfter, at hverkenForsvaret eller andre mellemled bestemmer,hvordan bloggene skal se ud:»Bloggen er ikke udtryk for avisensholdning, men et forum hvor ordet er frit idet omfang, der ikke kan tales om injurierog andre brud på Straffeloven (se § 266b

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007KRIG UDE15»Racismeparagraffen«, red.).«I tilfælde, hvor indlæggene virkerkontroversielle i forhold til Forsvaret, bliverdet altså først muligt at fjerne dem efter,at de har været offentliggjort. Med mindrewebredaktionen på den pågældende avisselv tager affære, men det er vist næppe i etnyhedsmediets interesse. Tværtimod fortællerChristina Blaagaard:»Der har været en oplevelse, hvor Dennis påbloggen er gået tæt på en oplevelse, som varkontroversiel. Indlægget satte gang i en debat,som vi fulgte op på i avisen. På den måde kanman sige, at bloggen bestøver nyhederne.«Forsvaret som skydeskiveNetop Dennis eller »Premierløjtnant Dennis«,som bloggen på www.berlingske.dk hedder, ersom Christian i indledningen ikke bange forat tage bladet fra munden eller fingrene fratasterne, om man vil:24-01-2007 13:27:22Erfaringer, eftertanke og hjemveDer er ingen tvivl om, at forsvaret er i krise idisse dage. Dusinvis af offi cerer fi nder andregræsgange af mange grunde.(...)Den solide rekrutlærdom er skiftet ud medhærens basisuddannelse, hvor den vordendesoldat bliver lige dårlig til førstehjælpog redning som til de livsnødvendigesoldaterfærdigheder. Der bliver købtudrustning af de forkerte årsager, og vi stårderfor med et halvt hundrede kampvogne,som ikke har sin berettigelse indenfor enoverskuelig fremtid.(...)I øvrigt er lønnen ganske enkelt usselsammenlignet med andre danskere iinternational tjeneste, eksempelvis politifolk.Med andre ord har jeg ganske stor forståelsefor, at så mange af mine kolleger forladersystemet.Og Dennis er ikke ene om at bruge bloggensom et slags offentligt talerør til at skyde medskarpt mod Forsvaret – sin egen arbejdsgiver.Christian, der også er udstationeret og skriverpå DR Københavns hjemmeside, fyrer også ensvada af, som pudsigt nok minder en del omdet, Dennis skriver:31-10-2006De kan ikke blive ved med at presse folk udgang på gang. Folk har familier, og hvis deskal vælge mellem et job med livet som risikoog deres familie, så er der ingen tvivl om, atde med den løn, som gives nu, (der er jo ogsåregninger, der skal betales) til hver en tidhellere vil vælge familien. Det sker jo alleredenu.Selvom Dennis og Christian som vist ereksempler på, hvad webloggen som etpersonligt medie kan afføde af skyts modmyndighederne og insiderviden til borgerne,har der til dato hverken været sanktioner ellercensur rettet imod dem. Tværtimod har fleresympatiske læsere forsvaret og rost dem forderes skildring af livet bag fjendens linier. Herer det »Tom«:06-02-2007 13:18:50:Respekt!HejDennis.Det er rart at se, at du også formår at holdefokus på det positive og udbytterige i jeresindsats. Det styrker blot din troværdighed, oger for mig et vidnesbyrd om din nuanceredeindstilling til situationen.Jeg håber virkelig ikke, at du er blevet mål forvisse myndigheders, foresattes eller kollegersfortørnelse på grund af, at du ytrer dinekritiske holdninger i det offentlige rum.Keep up the good work - både med pennen ogsværdet.Læs mere på:www.berlingske.dk/udland/ (PremierløjtnantDennis i Afghanistan)www.dr.dk/Regioner/Kbh/Afghanerblog/(Christian i Afghanistan)www.politiken.dk/blogs/ (Ronni, Maria,Kristian og Christian i Irak)Fakta:En weblog eller i daglig tale en blog eren personlig hjemmeside, som opdateresjævnligt. De fleste bruger den som en slagselektronisk dagbog, hvor andre læsere kankommentere på indholdet. Brugerne kaldesogså for bloggere.

16 KRIG UDEKristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Ideen om den retfærdigekrig er en myteDen kristne ide om retfærdig krig er farligt kasteskyts i den offentligedebat. Ifølge feltpræst og ph.d. Thomas Frank er ideen om den retfærdigekrig en utopi, der bør afskaffes.Af Kirsten SterlingThomas Frank har ikke selv taget et andetmenneskes liv, men som udsendt FN-soldattil Irak i 1991 kunne han ikke undgå attage stilling til spørgsmålet. Senere har hanværet præst for mange unge soldater i bådeAfghanistan, Sudan og Kosovo og spørgsmåletom, hvornår man må bruge militær magt, harikke sluppet sit tag i Thomas Frank. Nu er hani gang med at skrive en ph.d. om emnet for,som han siger:»Der er ikke noget menneske på jorden,der kan leve uberørt af krigens vilkår. Allestiller sig selv dette spørgsmål på et ellerandet tidspunkt – hvornår må jeg slå et andetmenneske ihjel?«For at finde svar holder Thomas Frank iøjeblikket pause fra sit præsteembede for atskrive en ph.d. om begrebet retfærdig krig.Mennesket har en absolut værdi»Især danske soldater er hjemmefra opdragettil, at alle mennesker i udgangspunktet er lige.Mennesket har en absolut værdi, uafhængigaf kultur, religion og status. Det er nogengrundlæggende normer og værdier, der erindbygget i den danske kultur og som skaberen teologisk konflikt, når soldaterne møderkrigens virkelighed. Her er de nødt til at slådisse ligemænd ihjel for selv at overleve, ogda leder de selvfølgelig efter svaret på denretfærdige magtanvendelse,« siger ThomasFrank.Ideen om den retfærdige krig tilhører etkristent tankesæt, der beskriver de situationer,hvor en stat kan tillade sig at gå i krig medgod samvittighed. Thomas Frank er nået fremtil, at der er god overensstemmelse mellemde kristne normer for retfærdig krig ogFN’s charter, der beskriver international lov.Men i virkelighedens verden eksisterer denretfærdige krig ikke. Derfor mener ThomasFrank at opbyggelsen af et moralsk ståsted atføre krigen fra, kan være direkte skadelig forden måde, man tænker krigen på. Her menerhan, at Bush’s retorik om ondskabens akse eret godt eksempel på en opdeling af verden i degode og de onde.Den retfærdige fred»Selve begrebet retfærdig krig er i teologiskforstand problematisk. Når man kigger påkriterierne forudsætter de en sort-hvid verden,hvor de gode og de onde har klart definerederoller, og den verden findes simpelthen ikke.Kriterierne udspringer fra et ønske om,at man gerne vil have rene hænder og rensamvittighed, men det er der ingen krig, derkan tilbyde.« siger Thomas Frank, der foreslår,at ideen simpelthen afskaffes.»Man kan sagtens afskaffe begrebet retfærdigkrig efter min mening. Især når det siverud i den offentlige debat, bliver det heltuhåndterligt. Så er det ikke til at styre mere,for hvad mener vi med det? Under alleomstændigheder skaber det et fjendskabmellem os og de andre, dem der er gode, ogdem der skal sættes på plads.«Spørgsmålet om det gode og det onde i forholdtil en krigs retfærdighed er så tilmudret i denpolitiske virkelighed, at det bliver vanskeligtat skelne tingene fra hinanden. Hvem er godeog hvem er onde? Men militærmagt kan godtretfærdiggøres teologisk, hvis den militæremagt er med til at indstifte en retfærdig fred.For soldater i krig er det ofte et spørgsmål om at skyde først eller at blive skudt.

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007»Krig er et menneskeligt grundvilkår.Mennesket er af natur drevet af sin egenselvopholdelsesdrift, så når mennesket bliverpresset, så kommer krigen helt af sig selv,«siger Thomas Frank.Krigen er derfor en moralsk undtagelsestilstand,som ikke kan retfærdiggøres rent teologisk,men det kan freden, og derfor er den retfærdigefred et begreb Thomas Frank gerne vil opereremed. Den er de danske soldater med til at sikrei Afghanistan og i Kosovo, og senere i Irak,da danske soldater fik et FN-mandat. Mennormerne og værdierne forlader ikke soldaten,fordi han benytter sin militære overmagt til atsikrer freden.Thomas Frank er dog ikke i tvivl om, hvorsoldaten skal gøre af sin samvittighed, når hanstår overfor valget om at trække våben modsin næste.»De normer og værdier man har medhjemmefra, dem må man gå på kompromismed, og det er noget, der bliver hængende hosden enkelte soldat, noget som han må betragtesom en del af sin livserfaring. Jeg har aldrigoplevet soldater, der kun var på mission forpengenes skyld. De har altid en hensigt om athjælpe og være med til at sikre den retfærdigefred, og jeg opfordrer dem derfor til at havederes samvittighed med i det de gør, så de ikkeblindt adlyder ordrer, og at de ved med sigselv, hvorfor de er taget af sted hjemmefra.«Thomas Frank er 37 år, gift og far til fire. Haner sergent og sognepræst af uddannelse og harværet udsendt som FN-soldat til Irak i 1991,som civil til en flygtningelejr i Kroatien ogpå Vestbredden og som feltpræst for danskesoldater i Afghanistan, Sudan og Kosovo.KRIG UDE17Fakta:Kriterier for den retfærdige krig:En retfærdig grund:Enten skal staten være under angreb udefra, eller krigen skal have til formål at beskytte uskyldige ellerforhindre grove overtrædelser af menneskerettighederne.En legitim autoritet:Det skal være staten eller en legitim regering, der erklærer og fører krigen.Den rette intension:Krigen skal genoprette freden og ikke være et middel til at samle land eller rigdom.Den sidste udvej:Krigen må være den allersidste udvej.Succes:Der skal være rimelige betingelser for at formålet med krigen vil lykkes.Kilde: The Cambridge Cictionary of Philosopgy

18 KRIG I PERSPEKTIV Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Om tyskeren, nazisten,muslimen og terroristenIkke alle tyskere var nazister under 2.verdenskrig. Alligevel blandes de tobegreber sammen i historiebøgerne. Vilfremtidens historiebøger ligeledes udråbeterrorister og muslimer til fjenden i krigenmod terror? »Ja« siger én sprogekspert,»overdrevet« siger en anden.Af Pernille RudbækDette forsøg på udryddelse af et helt folkbenævnte nazisterne »den endelige løsningpå jødespørgsmålet«. I dag ved vi, atmillioner af jøder led en grusom død i de tyskekoncentrationslejre, men de tyske forfølgelsergjaldt ikke kun jøder.(Eddy Bauer:»Anden verdenskrig – Krigens pris«)Sådan lyder en af de første sider i enhistoriebog fra 1993 om 2. verdenskrig.Udryddelsen af jøder tages op som en vigtigdel af krigen, og i den forbindelse præsentererbogen os for fjenden i 2. verdenskrig –tyskerne og nazisterne i én sammenblanding.Vores fortælling og sprog om 2. verdenskrigsætter i dag lighedstegn mellem tyskerneog nazisterne. Alle nazister var tyskere - ogomvendt.»Hvis man tit nævner to ting i sammenhæng,så begynder folk også at opfatte, at der eren sammenhæng. Hvis man tænker på detene ord, dukker det andet straks op.« LitaLundquist er ekspert i kommunikation vedKøbenhavns Handelshøjskole og mener,at sproget har afgørende betydning for denmåde, vi opfatter verden på. Og det gælderbåde fortid og fremtid.I år 2060 er krigen mod terror formentligen forældet historisk beretning, som ligeledeshar fået sit eget sprog med faste definitioneraf fjender og vindere. Men hvordan vilfortællingen om krigen mod terror mon kommetil at lyde? Ligesom de gamle historiebøgersætte lighedstegn mellem nazister og tysker,vil fremtidens historiebøger så heller ikkevære i stand til at skelne mellem terrorister ogmuslimer?Begreberne smelter sammen»Det tror jeg nok ville være lidt voldsomt atsige.« Rasmus Jønson er ekspert i politiskkommunikation på RUC. Han mener ikke,at danskerne hverken i dag eller i fremtidenvil få problemer med at differentiere mellembegreberne »terrorist« og »muslim«. Tilgengæld er han ikke i tvivl om, at medierneog politikerne har stor magt med de ord, debruger i debatten i dag, magt til at præge enhel befolknings holdningsdannelse til krigenmod terror:»I denne medieverden er det vigtigt medklare sprogbilleder og budskaber. Og der eringen tvivl om, at sproget omkring krigenbliver negativt ladet.«Det er Lita Lundquist, eksperti kommunikation fra KøbenhavnsHandelshøjskole, enig i. Hun mener endda,at påvirkningen når endnu bredere, og at mangodt kan tale om en gradvis sammenblandingmellem begreberne »muslim« og »terrorist« iden offentlige debat.»Det tror jeg sagtens, man kunneforestille sig, det er allerede godt i gang.«Lita Lundquist ser en sammenblandingudvikle sig via associationer, der kanbruges som retorisk virkemiddel, når foreksempel politikere udtaler sig om krigen.Og det er klart Lita Lundquists opfattelse,at dette associationsmønster er ved at opståmellem begreberne »muslim« og »terrorist.«Hun sammenligner udviklingen med denassociationstendens, vi i de seneste år haroplevet mellem begreberne »indvandrere« og»kriminalitet.« Og ordene har rigtig stor magt,forklarer Lita Lundquist. Selvom man gennemforskning og faktuelle tal kan modbevise enlogisk sammenhæng mellem to begreber, ertankens – og dermed tankemønsterets kraftstørre.»Der skal rigtig meget til at gøre op meddet, der er lagret i vores hukommelse.« På denbaggrund mener Lita Lundquist, at retorikkenomkring krigen mod terror kan få væsentligekonsekvenser for både vores nutidige ogfremtidige opfattelse af krigen mod terror.Bevidsthed om sprogetLige meget hvordan fremtidenshistoriefortælling om krigen mod terrorkommer til at lyde, er én ting er sikker: Der skalryddes op i sproget, og bevidstheden om voresordvalg skal styrkes, hvis ikke offentlighedenskal udvikle en unuanceret forståelse af krigenmod terror. Det er begge eksperter enige i.Og det er særligt blandt medievante folk, atansvaret ligger tungt placeret.»Jeg tror, at man må kræve mere præcisionfra journalisternes side til politikernessprogbrug. Der er tit for mange gratisomgange til politikerne.« Med det menerRasmus Jønson, at medieverdenen for letlader politikernes sproglige spin optrædeubearbejdet og uden overvejelser om, hvilkesignaler de som medier er med til at sendevidere ud i offentligheden. Og det bakker LitaLundquist op om:»Mediefolk har et enormt ansvar, og jeggår helt ind for, at journalister skal være mereopmærksomme på deres sprog. Sproget er heltundervurderet.«

Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007KRIG I PERSPEKTIVKan frihedskampens heltespejle sig i Irak-krigen?Det skabte heftig debat, da statsminister Anders Fogh Rasmussenop til krigen i Irak sammenlignede modstandskampen med danskesoldaters indsats i Irak og Afghanistan. Kristeligt Dagblad har spurgtfremtrædende modstandsfolk om deres holdning til den sag.19Af Kirsten SterlingDen danske modstandskamp under besættelsener blevet kaldt alt fra banal gadeuorden tilen vital kamp mod nazismen. Under alleomstændigheder fik modstandskampende allierede til at genkende Danmark somven og ikke fjende efter krigen. Hvad endmodstandskampen betød for det militæreudfald af krigen, så har de fået heltestatus,de unge mænd og kvinder, der med livet somindsats valgte at sparke grus i den store tyskekrigsmaskine.Modstandskampen som begivenhed afgivernærmest et helligt lys, og fristelsen til atoverføre skæret til Danmarks nuværendeengagement i Irak må være stor for en politiker.Statsminister Anders Fogh Rasmussenhar ved flere lejligheder sammenlignetmodstandskampen for 60 år siden medDanmarks indsats i Irak og Afghanistan. Menhvad mener modstandsfolkene selv om dennesammenligning? Kristeligt Dagblad har fundettre fremtrædende modstandsfolk, der stikkeraf i hver deres retning.Jeg er positivJørgen Barfod var ikke tvivl om han skulledeltage i modstandskampen. »Der stod tyskerei landet. Vi var interesserede i at få dem væk,«siger Jørgen Barfod, der i dag er formandfor foreningen Frihedskampens Veteraner.Han mener godt man kan sammenligneprincipperne for modstandslampen med dedanske soldaters rolle i Irak.»I begge tilfælde kæmper man for demokrati.Jeg mener det er vores opgave efter 2.verdenskrig, at sikre demokratiet rundtomkring i verden,« siger han. Nu da faren erdrevet over i Europa må Danmark bruge demilitære ressourcer andre steder.»Vi har jo ikke længere nogen fjender iEuropa, og derfor må vi støtte demokratietimod ethvert form for diktatur, siger JørgenBarfod.Hvordan kan man sige nej til at vælteSaddamJørgen Kieler, der var leder af gruppen HolgerDanske, er ikke tryg ved at sammenligne de toforskellige perioder, men han mener stadig derer sammenhæng i principperne.»Vi skal støtte oprettelsen af frie valg, lokalregering og demokrati, men i takt med atsender soldater derned, må vil også sendenødhjælp.« Jørgen Kieler kom igennem althvad en tysk krigsfange kan opleve, og menerdet er svært at sige nej til at vælte Saddam.FaktaboksStatsminister Anders Fogh Rasmussens tale på befrielsesdagen den 4. maj. 2004:»Lad os ære vores landsmænds indsats i modstandsbevægelsen og forsvaret for frihed ogdemokrati. Vi kan ikke – og vil ikke – se stiltiende til, mens mennesker bliver undertrykt i dettidligere Jugoslavien, Afghanistan eller Irak. Vores frihed forpligter os til at gøre, hvad vi kanfor at udbrede den frihed, fred og sikkerhed, som vi selv nyder godt af, til andre områder afverden.«Uddrag af Anders Fogh Rasmussens introduktion til undervisningsmateriale påwww.befrielsen1945.dk. fra februar 2005.»Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre detrigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøjenakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed. Det er spørgsmål,som er lige så aktuelle i dag, som de var under besættelsen.«Uddrag fra undervisningsfilm fra februar 2005 fra statsministeriet til samtlige danskefolkeskoler:»...og det er også grunden til, at regeringen besluttede at yde et aktivt bidrag til krigen modSaddam Hussein og befrielsen af det irakiske folk. Det er det, vi kan lære her i 60 året for denvigtige beslutning den 29. august 1943 - at mener vi noget med frihed og fred, så må vi ogsåselv yde et bidrag og ikke bare overlade det til andre at slås for frihed og fred«.»Saddam Hussein var jo en værre slyngelog det er jo svært at argumentere imod atbekæmpe ham, men det undrer mig da, atbefrielsen ikke var mere velkommen,« sigerJørgen Kieler, der efter krigen blev kræftlægeog forsker. Han understreger vigtigheden af atgenopbygge det civil samfund efter krigen.»Vi er med til at stille vores soldater tilrådighed for genopbygning, og det at de sætterlivet på spil, det bør aftvinge en dyb respektfra befolkningen, og derfor bør Danmark gåmere aktivt ind for at torturen afskaffes,«siger Jørgen Kieler, der selv har oplevet denazistiske torturkamre.Irak-krigen er et erobringstogt»Jeg mener den sammenligning er heltskæv«, siger Frede Klitgård, der er formandfor foreningen Aktive Modstandsfolk.»Modstandskampen var en kamp for frihed,og krigen i Irak er et imperialistisk forsøg påat underlægge sig et andet land, så de ting kanslet ikke sammenlignes,« slår Frede Kitgårdfast. Ligesom Jørgen Kieler kom han udmarvetog syg kom hjem fra koncentrationslejr1945. »Amerikanerne mener de vil indføredemokrati, men det mener jeg er noget vrøvl.Demokrati defineres forskelligt af forskelligemennesker og forskellige grupper, og det skalikke udbredes ved at dræbe folk,« siger FredeKlitgård, der stadig er aktiv i kampen modracisme og nynazisme.

KRIG I PERSPEKTIV20 Kristeligt Dagblad Fredag d. 16 februar 2007Krig og komiksiger, så ville det være et brud på Grundloveni forhold til ytringsfriheden. Så også herfra erder frie tøjler til at udøve humor i forbindelsemed krig.Sebastian Dorset er enig med ThomasHartmann i, at der ikke kan sættes en grænsefor, hvornår det er tilladt at gøre grin mednoget.”Man skal jo altid tænke over, om mankrænker de mennesker, som eksempelvishar været udsat for et tab. Hvis man tagerforbehold over for dem, så kan man sige, hvadman vil. Så er der ingen grænser at tage højdefor.”Umiddelbart er der ikke meget humor i krigen i Afghanistan,terrorangreb eller ved at være udstationeret i Irak. Men for standupkomikernebetyder det ingenting. De mener, at man kan gøre grinmed krigen når som helst og hvor som helst - så længe man bruger sinsunde fornuft.Af Katja Thygesen”Det er da den største underdrivelse, sidenHitler vågnede op og sagde: Ups! Jeg skylderda vist en kvajebajer!” Der er efterhåndenrigtig mange eksempler på stand-upkomikere,som bruger krig og terror som en del af deresmateriale. Men hvor megen overvejelse liggerder egentlig bag det, de siger på scenen, og erder en grænse for, hvor lang tid der skal gå, førman må gøre grin med tingene?Sebastian Dorset, journalist og standupkomiker,har en klar holdning til det at gøregrin med krigen.”Man kan have holdninger til og skrive om detlatterlige i enhver situation. Jeg synes, det erkomisk, at vi har krig i Irak for at få demokrati,hvis man så ikke må ytre sig om det. Man måjo forsvare ytringsfriheden, hvis det er det, vikæmper for dernede.”Thomas Hartmann, som også er standupkomiker,har to gange været i Irak for atunderholde de danske soldater. Den ene gangvar han ledsaget af komiker-kollegaen AndersFjelsted samt et tv-hold fra TV2 Zulu. Detblev til programmet ”Komikere i krig”.Thomas Hartmann ser humor som enforsvarsmekanisme, som man kan bruge overfor de hårde fakta omkring krig og terror. Detvar soldaternes ønske, at han kom til Irak.”Når nu regeringen mener, at vi skal sendesoldater til Irak, så vil jeg gerne optræde fordem og give dem et boost i en ofte kedelig ogtriviel hverdag. Det manglede da bare,”siger Thomas Hartmann.Han mener, at vi har behov for humoren for atkunne fordøje krigen.”Det er med til at give folk et andet input, somgør, at de ser krigen fra en anden vinkel, ogsom måske letter stemningen omkring det,”forklarer Thomas Hartmann.Derfor mener han heller ikke, der kan sættesen tidshorisont på, hvornår det er okay at gøregrin med tingene. Han lavede eksempelvisselv en joke om terrorangrebet 11. september,2001 dagen derpå, altså den 12. september,2001. Han uddyber det med, at”det gør ondt på dem, det er gået udover,uanset om der er gået en dag eller et år. Derformå man bestemme sig – enten gør man grinmed det fra starten, og det er i orden, ellerogså gør man slet ikke grin med det”Ingen censurDet var TV2 Zulu, som sendte programmet”Komikere i krig”. Kanalchefen for TV2 Zulu,Palle Strøm mener også, at humoren er ennødvendighed, når krigen skal bearbejdes.”Jeg tror, at det, humoren kan, er at være enventil i forhold til autoriteter. Man kan sige,at komikere kan punktere højtidelighed ogselvhøjtidelighed, og det er sådan set megetpositivt,”siger Palle Strøm. Han vil meget nødig udøvecensur over det, komikerne laver. For som hanEtikken sætter grænsenTil gengæld er Sebastian Dorset af denoverbevisning, at der er forskel på jokensindhold. Så man kan altså ikke gøre grin medhvad som helst alligevel.”Hvis der er en skyldig i forbindelse meden handling, så kan du altid snakke om det.Det er noget andet at begynde at snakke omnaturkatastrofer. Jeg siger jo ikke, at det såenormt sjovt ud, da et eller andet hus faldtsammen under et jordskælv. Det er der jo ikkenoget sjovt i. Men det er komisk, at krigen erblevet til et tv-program på linie med Hit medsangen.”Kan frihedskampensHemmelighed omGuldbrandsensnye krigsfilm»Vi udtaler os ikke om den sag,« sigertelefondamen fra Alphaville Pictures, derskal producere filmen »Den gode krig«.Christoffer Guldbrandsen og Christoffer Boeer manuskriptforfattere til filmen, der indtilvidere har modtaget 480.000 kroner i støttefra Det Danske Filminstitut, men indtil viderehar de to herrer lukket af for informationerneom den nye danske krigsfilm.Christoffer Guldbrandsen senestedokumentarfilm »Den hemmelige krig«,skabte stor politisk debat om Danmarksengagement i Afghanistan, udleveringenaf fanger til tortur og regeringenstilbageholdelse af oplysninger forfolketinget. Det eneste Alphaville Picturesvil afsløre, er at optagelserne endnu ikkeer begyndt, så om Danmark får endnu enkontroversiel film om krigene i mellemøstener endnu uvist.MP