Bjarne Reuter: Tredive år i Nørresundby - pjn.dk

10203040Bjarne Reuter:Tredive år i NørresundbyRandi var egentlig født Asmussen, men somtoogtyveårig havde hun fundet på et nyt efternavn,som var kommet til hende som en åbenbaringpå vejen fra Nørresundby til hotel Amigo iAalborg. Det havde været i april, og lyset havdeværet eksplosivt efter en blytung morgen medspredte byger, der trak på tværs af fjorden. Omdet var vejrliget, som havde inspireret hende,vidste hun ikke, men pludselig faldt navnet ned ihovedet på hende, og første gang hun tog telefonenog sagde, ’Hotel Amigo, De taler med RandiLysskov’, gik der en sød rislen gennem hendeskrop, som opfandt en helt ny stemmeføring, enstørre selvsikkerhed og – skulle det vise sig – enlettere gang på jorden. Hun huskede endnu denaften, hun satte det ny navneskilte op på sindør, hvor hendes underbo havde spurgt, om dervar kommet en ny beboer i lejligheden. Randi,der sjældent havde været særlig hurtig i replikken,havde svaret, at hun bare havde taget sinkærestes efternavn. Det var nu bevist, at RandiLysskov, i modsætning til Randi Asmussen, vargodt skåret for tungebåndet, en egenskab somførstnævnte fik glæde af som receptionist påfamiliehotellet i Algade.Det var tanker som disse, der løb gennem hendeshoved, da hun på sin trediveårs fødselsdagsad i bussen iført det nye sæt tøj, det sortemed den lilla skjorte og den lille pink farvedesløjfe, som var personalets seneste outfit. Busturenbrugte hun på at gennemgå fødselsdagsfestensbordplan. Ikke at den var særlig kompliceret,skønt det var at foretrække, at Jesper – hendeskæreste – ikke sad over for Sara, venindenfra gymnasiet, som i tidernes morgen havde haften drøm om selv at score Jesper. Nu havde Sarafundet sammen med Stein fra Stavanger, somaldrig sagde noget, og hvis man ville have hami tale, skulle man spørge ham om hundeopdræt,og så væltede det ud, men hvem gider høre omagility i tre timer?Foruden de fire unge ville der være Randismor og hendes italienske ven, Roberto, som ville5060708090komme med fly fra Torino. Roberto var en arbejdsløsarkitekt på et 120 kilo, som forgudedeRandis mor, klassiske danske møbler og andrefolks penge. Der gik det rygte, at han levede afat lave karikaturtegninger af turisterne foranTorinos banegård, men det var aldrig blevetverificeret. Som Randi sagde til kollegerne, derikke kunne få nok af historierne om den storeitaliener.– Jeg er ligeglad med, hvad han laver, hansiger de sødeste ting til mig, og det er dét, dertæller.Selv om de kun blev seks mennesker til festen,var der meget at gøre, og Randi havde dækketbordet dagen før. Som ansat på et hotel vidstehun, hvordan man bærer sig ad. Det var ikkekun et spørgsmål om bordplan og korrekt opstillingaf servicet, for det skulle gøres med flair forat forbinde anledningen med menuen. Anledningengav jo sig selv, menuen skulle hun havehjælp til, men farvevalget var hendes speciale.Når sandheden skulle frem, var hun lidt af enfarvenørd. Hun kunne blive dårlig af at se endug i beige og brun, eller et gardin i gul og orange.Hun og Jesper kunne være uenige om mangtog meget, men de var begge til det lyseblå, og delyseblå tallerkener stod fantastisk til det nye bestik,som Randi havde købt i Pottery Barn i NewYork. De seks dage i the Big Apple havde været,som hun sagde til pigerne på jobbet, en eyeopeneraf de helt store. Hun og Jesper havde travetbyen tynd fra Tribeca til Harlem og alligevel kunset en brøkdel. Spadsereturen over BrooklynBridge ville hun aldrig glemme, selv om regnenstod ned i stænger. Men det have været anstrengelserneværd, for da de nåede frem til Brooklynog stod foran New Yorks berømte skyline, brødsolen frem og forvandlede et kuldslået forårtil en mild forsommer. De havde siddet på densamme bænk en hel eftermiddag og nydt denkolde kaffe fra Starbucks, og da lyden fra enfjern saxofon drev ned ad Hudson River, var derpludselig meget langt til Nørresundby, selv omhun altid tilføjede, at hun aldrig ville bytte sintoværelses med alkove i Bakkelygade med enlignende på 14th Street i Greenwitch Village.

100110120130140For nogle var det en nedtur at blive trediveår. Men det nyttede jo ikke at hænge med hovedetover noget, man alligevel ikke kunne laveom på. Til sine omgivelser havde Randi sagt, athun ikke ønskede at se sig tilbage, men frem.Frem mod et nyt tiår. Og der var nok at se fremtil. Jespers planer om en byggegrund ved fjordenvar ved at tage form. Deres fælles økonomiville gøre det muligt at tage det første spadestik,når kommunen gav tilladelsen, og når Jesperblev fastansat i advokatfirmaet, ville hans lønstige markant. Randi kunne lide ordet markant.Det lød myndigt, indiskutabelt og præcist. Passedepå en cand.jur. som Jesper. Han var præcisi alt, hvad han foretog sig. Det var det, hun varfaldet for, at han var så markant. Hun brød sigikke om svage mænd. Ikke at de skulle være machotyper,men vege måtte de ikke være, og Jespervar markant. Man vidste, hvor man havdeham, og når man ikke havde papir på hinanden,var det trods alt sin egen sag at købe fast ejendom,men i den henseende havde Randi ingenskrupler, rent bortset fra at Jespers økonomi varlangt stærkere end hendes. Selv når man tognattevagterne med, tjente Randi kun halvdelenaf hans hyre.Hun havde haft en hjemmegjort skitse overdet nye hus med på arbejde. Det var en skitse,hun drømte om at føre ud i livet, hvis ellers hunkunne få Jesper med på ideen om at ændre denoprindelige plan, så huset blev med første sal.Med fjorden som genbo ville det næsten væreen dødssynd ikke at lægge en etage på. Men detvar alt sammen – som hun sagde i frokoststuen –fremtidsmusik.Lige nu gjaldt det middagen, og den var i sigselv en udfordring. Hun havde drøftet forskelligemuligheder med kollegerne, som hver isærhavde bidraget med eksotiske madopskriftertilegnet seks forskellige mennesker. NavnligRoberto var svær. Han, der var vant til det italienskekøkken, hvor hver en detalje var et resultataf en tradition, som var gået i arv fra mammatil mamma, havde visse forventninger til detsom blev sat på bordet, og her gik den ikke medspaghetti bolognese.150160170180Randis yngste kollega, Vibe, var den mestambitiøse, når det kom til madlavning. Hun varbesat af fransk mad, og brugte alle sine pengepå at købe udstyr. At Vibe havde spenderet tolvhundrede kroner på en støbejernsgryde, fattedeRandi ikke, men det skulle åbenbart væreen ægte cocotte, når man var til det franskekøkken. Randi havde spist hos kollegaen et pargange, og skønt køkkenet kun bestod af to smågasblus, fejlede maden ikke noget. Randi havdetroet hun spiste kylling, men det viste sig atvære kanin i sennepssauce. Faktisk havde Vibeforeslået flere menuer, der passede til en trediveårsfødselsdag, men Randi havde besluttet sigfor at lave kalvefrikassé, eller som Vibe sagde,blanquette de veau. Det lød så flot, at det næstenkrævede en forret, og Randi havde besluttet sigfor artiskokker tilsat en vinaigrette, som Vibehavde lavet i forvejen, og som allerede stod ihotellets køleskab.Randi foretrak en klassisk borddækning medlevende lys og en lille buket mørkerøde roseruden grønt. Det skulle nødig ligne en brudebuket.Og apropos det emne, så havde Randi ladetforstå, at et bryllup var nært forestående, mereville hun ikke sige, for det skulle helst kommesom en overraskelse. Når sandheden, skullefrem havde Randi allerede luftet, at hendes ogJespers bryllupsrejse skulle gå til Firenze ogSienna, og at Roberto havde haft en finger med ispillet angående valg af hoteller. Det var sådan,Jesper foretrak det. At tingene var på plads. Atplanlægningen var i orden, og på det punkt varhan og hans tilkommende rørende enige. Dethavde oprindelig været tanken, at Jespers forældreogså skulle komme til fødselsdagen, menRandi havde droppet ideen. At hun kun havdeseks stole, havde intet med sagen at gøre. Detvar Jespers mor, som udgjorde problemet. Intetvar godt nok til den dame. Ikke at hun brokkedesig, det var måden, hun ikke brokkede sig på.Randi havde sagt det ligeud til kollegerne vedskranken.– Jeg holder meget af doktor Lysskov, Jespersfar, men Elise, Jespers mor, er for god til selven gallamiddag hos dronningen, og som ansat iudenrigsministeriet har kvindemennesket fak-

190200210220tisk været til hofbal på Christiansborg Slot, ogkonen er bare så cool og arrogant, at hun aldrignævner det med et ord, for hun har selvfølgeligset alt, hvad der er værd at se to gange,og arbejdet på en ambassade i Hanoi og boeti Botswana i seks måneder og fanden og hanspumpestok, men det her er altså en føsseda iNørresundby, så adios, Karl og Elise.Tilbage var valget af musik. Efter at Randihavde mødt Jesper, var der sket noget med hendesmusiksmag.Hun havde prøvet at forklare det til Vibe.– Jeg har ligesom fået et sæt helt nye ører. Minmusikalske horisont er blevet tusinde gangestørre. Jeg vil nødig lyde snobbet, men jeg erblevet afhængig af opera.Tidligere havde den stået på country fra morgentil aften, mens hun fladede ud i sofaen iførtsin gamle joggingdragt i selskab med en posechips og en cola fra Q8. Nu tilhørte colaen, joggingdragtenog tortillachipsene en svunden tid,og rent musikalsk havde hun for længst tagetturen fra Vivaldi til Bach for at ende ved Puccini.Navnlig ’La Bohème’ kunne hun høre om og omigen. Det passede bare ikke som baggrundsmusiktil kniv og gaffel. Randi havde dog truffetsit endelige valg, som også ville glæde Roberto,eftersom han for et år siden havde foræret hendeen cd med den spanske guitarist Segovia. IRandis ører var det en anelse for tørt, men detvar tilpas diskret, og det matchede menuen.Hun havde faktisk spillet cd’en for Vibe, somhavde sagt, at det i hvert fald var bedre end denbåndsløjfe, der kørte i hotellets lobby, hvor manfem gange i timen blev bedøvet af temaet fra’Matador’.240250260– Du er da Randi, er du ikke? Randi Asmussen.Du gik på Nørre Uttrup skole. Jeg kom ind isjette klasse. Per, lille Per blev jeg kaldt. Har duglemt det?Randi kunne godt huske én som blev kaldt lillePer, men kunne ikke forbinde navnet med denskaldede chauffør.– Jeg hedder Lysskov, sagde hun og fandt pengenefrem.Det banker på døren. Randi rejser sig frasofaen og skruer ned for musikken. På vej udtil gangen ser hun på sit ur. Klokken er syv omaftenen, og Nørresundby er stille.Vibe står på trappen med en lille flaske meden patentprop, som viser sig at indeholde dengulgrønne vinaigrette, som Randi har glemt påhotellet. Kollegaen skubber skuldrene i vejret ogspørger hviskende, om det er for sent?– For sent?– Ja, har I spist? Jeg vil jo ikke forstyrre.Randi ser ned ad sin joggingdragt og åbnerdøren på vid gab, idet hun bakker ind i stuen,som domineres af et stort udtræksbord med enmarineblå dug, hvor der ligger en reklame fraFøtex og en pose med chips, som på forunderligvis passer til Dolly Partons stemme, der syngerom en kjole med mange farver.Randi lægger sig på sofaen og tager en tår afdåsecolaen, som står på gulvet.– Og jeg har heller ikke været i New York, sigerhun.Tekst frahttp://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2012/11/230I anledning af den runde fødselsdag, havdehun flottet sig og booket en taxa til hjemturen.Randis kolleger fra receptionen stod med småflag under Amigos røde baldakin og vinkede farvelmed ønsket om en god fest, da hyrevognenrullede ned mod fjorden.Chaufføren kiggede på hende i bakspejlet.– Kender vi ikke hinanden? spurgte han.Randi smilede.– Det tror jeg ikke.