ballonen - Marstal Sejlklub

sikkerhedshjelm, og spørgsmålet erdet samme »hvordan kunne dette dogske«? Og, hvis var skylden?Efter dykkerundersøgelser og grundigeinspektioner af skroget og hovedmotorenenes alle parter dog om at endokning denne ENE gang kan undgås.Prøveturen kan fortsætte, men kinesernediskuterer videre.Måske er jeg for dansk, måske erdet her jeg er for meget mand? Men pået tidspunkt mente jeg vi måtte videre– nu kunne vi ikke bruge mere tid pådet her. En sådan tanke mener jeg forøvrigtofte må forekomme i mangemænds tanker,omend i deres stillesind? Jeg, og rederiets øvrige repræsentanter,var godt klar over at de omsiggribendediskussioner og dentruende handlingslammelse ville afstedkommeså meget mere tumult, atvi aldrig ville få skibet klar til tiden, såjeg trak værftets projektchef til side ogsagde til ham, at jeg troede jeg vidste,hvorfor dette frygtelige kunne ske.»Ved du« spurgte den ulykkelige ogrådvilde kineser. »Ja«, sagde jeg medalvor i stemmen; »I glemte fyrværkeriet«.Mandens skuldre fandt deresrette plads, de dybe furer rettedes udog åndedrættet lettedes. »Jamen, duhar jo fuldstændigt ret, vi glemte fyrværkeriet....detvar de onde ånder«.»Ja«, sagde jeg, »det var de ondeånder, I fik ikke skræmt dem væk«.Til de kvindelige læsere; alt gik iorden, alle fandt grunden til ulykken.Forsikringsselskaberne, værftet og deøverstkommanderende åndede lettetop og skibet kunne starte dets liv påsøen.Ja, sådan. Jeg har ikke opfundethverken den dybe tallerken eller detløse krudt, men har i et liv erfaret, atder trods alt altid er en forklaring –omend forklaringen kan være kønsbestemt.Tak for en dejlig rosæson, og takfordi jeg, hver sommer som roer blivervores rosammenhold rigere – og klogere...MARSTAL SEJLKLUB 23