You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 18<br />
„En af Danmarks mest ansete Digtere“<br />
Faktisk imødekom Æresretten Rørdams bøn om forståelse og anerkendelse<br />
af hans motivers renhed i en grad, så det mest minder om optakten til en<br />
ren frifindelse. Det skete i begrundelsen for dommen: „Udvalget er fuldt<br />
overbevist om, at alene rent idealistiske Motiver har ligget til Grund for Valdemar<br />
Rørdams Holdning under Krigen og at enhver Tanke om personlig<br />
Fordel eller Vinding har ligget ham fjernt. Naar Udvalget alligevel har ment<br />
at maatte indstille, at det tilkendegives Vald. Rørdam, at han vilde være<br />
blevet ekskluderet af Dansk Forfatterforening, saafremt han ikke selv havde<br />
udmeldt sig, skyldes det, at der maa tillægges hans tyskvenlige Agitation<br />
den største Betydning netop paa Grund af hans Position som en af Danmarks<br />
mest ansete Digtere.“ Samme forståelse af Rørdams motiver ses<br />
end<strong>nu</strong> tydeligere i den redegørelse, Æresretten formentlig udsendte til offentligheden<br />
29. marts 1946 – se bilaget på side 236.<br />
Måske afspejler dobbeltheden i dommen en usikkerhed i selve Æresretten,<br />
på den ene side fanget af den bundne opgave at måtte udskille Rørdam og<br />
på den anden side præget af en nagende ulyst ved at skulle berøve den<br />
angrende mand mælet, der årtier før besættelsen både havde talt for hjemmeværn<br />
og advaret mod 9. april. Der må skrives på fornemmelser her –<br />
megen dokumentation er der ikke at hage sig fast i – men Torben Lunds<br />
kladde til Æresrettens betænkning indikerer også noget sådant. Også her<br />
opregnes så mange undskyldninger og modifikationer, at man fornemmer<br />
at læse en procedering for frifindelse. Torben Lund har – måske derfor –<br />
ved eftertanke eller efter drøftelse med Kirk og Dumreicher i håndskrift tilføjet<br />
begrundelsen for, hvorfor man så alligevel ikke lod sagen falde: Den<br />
håndskrevne tilføjelse handler netop om, at Rørdams tyskvenlige agitation<br />
måtte tillægges den største betydning, fordi han var så anset som digter.<br />
Spliden overvindes ved – for sidste gang – at fejre Rørdam som en af Danmarks<br />
største digtere. Ved at løfte ham op for at kunne lade ham falde. Forstået<br />
på den måde er dommen over Valdemar Rørdam ikke udtryk for indre<br />
splid, men tværtimod et af de få tilfælde i Æresretten, der lever op til den<br />
underliggende forudsætning for kunstnerorganisationernes udrensning af<br />
de unationale, som anes som den egentlige grund til, at åndslivets organisationer<br />
var så stærkt repræsenteret blandt udrenserne: At kunstnere ikke<br />
bare har et publikum større end menigmands, men har en særlig, privilegeret<br />
adgang til Det Sande, Det Egentlige og Det Gode – og derfor et særligt<br />
ansvar som folkets førere og vejledere.<br />
„De var alle sammen blevet vildført“<br />
Hvis denne usikkerhed var skjult til stede i Æresretten, så kom den op til<br />
overfladen, da Forfatterforeningen på forårsgeneralforsamlingen i 1946<br />
meddelte medlemmerne resultatet af Æresrettens arbejde. Det var Foreningens<br />
næstformand, medlem af Æresretten Carl Dumreicher, der redegjorde<br />
for Æresrettens enstemmige beslutninger og den ligeledes enstemmige<br />
tilslutning fra Forfatterforeningens bestyrelse. Redegørelsen var en ordret<br />
oplæsning af den betænkning over Æresrettens arbejde, som lå færdig fredag<br />
den 29. marts 1946. Betænkningen blev øjensynlig i sin helhed tilstillet<br />
pressen – en artikel med ordrette gengivelser af store dele af betænkningen<br />
stod at læse i Berlingske Tidende søndag den 31. marts under overskriften<br />
„Forfattere – der svigtede under Besættelsen“.<br />
Da Dumreicher var færdig med sin oplæsning, klappede forsamlingen, dirigenten<br />
takkede Æresretten og bestyrelsen og påpegede, at det mest vær