Arne Hardis - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 9
med at undersøge en række forfatteres forhold under besættelsen. Swane
var ikke enig med Rørdam, slet ikke, men han påtog sig det umulige arbejde
at forsvare sin pensionær og ven:
En Menneske alder igennem skrev og kæmpede han for vort Forsvar og
blev derved upopulær og halvvejs tiet ihjel, som han nu så godt som helt er
blevet det, da han igen så anderledes på Danmarks Forhold end det store
Flertal i sin Samtid, på Faren for Danmark og Norden og Muligheden for
Frelsen, og lige hensynsløs mod sig selv og andre gik ind for dette Syn.
Den nye Rejsning i Tyskland efter det dybe Fald blændede ham, der selv
havde villet rejse Mandsviljen i sit eget Folk og gav ham en ukritisk Tro på
det nye Tysklands Idealitet og dets Sejr som vor eneste Garanti for Fremtiden.
At han har dømt forkert er en såre ulykkelig Ting. Men hans Bevæggrunde
såvel som hans Gerning har været uegennyttige indtil Selvødelæggelse.
Enhver, der føler sig foranlediget dertil kan tage Afstand fra ham, og det er
gjort i rigeligt Mål. Vi har stridt med ham, ofte til han heftig har rejst sig og
er gået ud af Stuen. Ikke mindst stred vi for, at hans urolige Digt „Så kom
den Dag –“ ikke skulde komme frem eller Hyldestdigtet til Schalburg ved
hans Død.
Sigurd Swanes datter, Gerda Swane, er inde på det samme i sine erindringer:
Der fulgte en tid med nogle frygtelige diskussioner på Malergården, mine
forældre forsøgte at overbevise Onkel Valdemar om at han tog fejl af Tyskland,
men disse diskussioner endte i skænderier. Jeg ser situationer for
mig, ved måltiderne, hvor Onkel Valdemar brat rejste sig, mens vi alle var
midt i at spise, hans øjne lynede, og han smækkede servietten ned i bordet,
gik og knaldede døren i efter sig.
Men Rørdam var vant til at være i mindretal, han trodsede de velmente råd,
„Så kom den Dag“ skulle ud. Først forsøgte han at afsætte „Så kom den
Dag“ til „et ledende Hovedstadsblad“, som sagde nej, „og sikker på at finde
også andre Døre stængt, lod jeg Digtet trykke i Studenterbladet Akademisk
Aktion“, som han formulerede det i pjecen Mulig- og Umuligheder for en
dansk nordisk Fremtid.
At det ledende hovedstadsblad var Politiken, fremgår af et brev, bladets
chefredaktør, Niels Hasager, skrev til Valdemar Rørdam den 27. juni 1941.
Svaret må være skrevet samme dag, han fik Rørdams digt ind på sit skrivebord.
Hasager var således formentlig den første – i hvert fald uden for
Malergården – der blev vidne til Dannerskjaldens nationale svigt og nært
forestående styrt i afgrunden. Hans svar til digteren er interessant:
Tak for den venlige Tilsendelse af det store Digt til Optagelse i POLITIKEN;
men det gaar ud over den Linie, der er fastlagt i den danske Regerings-
Erklæring, som er offentliggjort i dag, og som maa være Ledetraad, og jeg
beklager derfor meget at maatte returnere Digtet.
Med en venlig Hilsen
Deres Ærbødige Niels Hasager.
Hasager sagde altså nej, men han sagde ikke bare nej, og slet ikke harmfuldt
nej, han beklagede tværtimod at måtte afstå fra at bringe det store