Arne Hardis - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 19
dige ville være at undlade diskussion af dommene. Den opfordring blev
ikke fulgt. Det var især Rørdams skæbne, der optog indlæggene. Først
måtte man dog gennem et intermezzo, hvor et åbenlyst kværulerende medlem
mente, at Dumreicher selv burde have været blandt de ekskluderede
på grund af et arrangement for Gunnar Gunnarson, som næstformanden
havde deltaget i før krigen. Dernæst påpegede et andet medlem, at man,
når dommen over Harald Bergstedt til sin tid faldt – Bergstedt var på det
tidspunkt kun suspenderet som medlem – måtte sørge for at få denne helt
ud af Forfatterforeningen uanset dommens udfald. Ellers „vil mange vende
Ryggen til Foreningen“, som medlemmet sagde.
Herefter tog Sigurd Swane ordet for at holde en lille forsvarstale for Rørdam:
„Han meldte sig ikke ud af Forfatterforeningen og frasagde sig ikke
sin Æresgave fra Staten for at krybe i Skjul, men Mænd, der agtede hans
Livsgerning højt, ønskede en lempelig Udgang. (...) mange Sønderjyder har
skrevet til Rørdam, at de aldrig vil glemme de mange Aar, hvor han var
Dansk, som han er det den Dag i Dag, og national, – hvad adskillige, ogsaa
blandt Forfatterne, først er blevet nu.“ Swane mente, at Æresretten måske
burde have suppleret sig med mænd med en dybere forståelse for Rørdam,
hvad der ifølge generalforsamlingsreferatet mødtes med bifald.
Nu tog formanden atter ordet og erkendte, at han også forsøgte at lægge et
ord ind for Rørdam på grund af dennes indsats digterisk og menneskeligt.
„Han stod fast paa det nationale i en Tid, hvor netop det at være unational
var det fremherskende.“ Det var en tragedie, og det havde været en tung
beslutning for bestyrelsen og Æresretten at træffe den, sagde Søiberg. At
Swane forsvarede sin vens minde var måske ikke så opsigtsvækkende,
men at Forfatterforeningens formand såede tvivl om afgørelsens berettigelse
– eller tvættede sine hænder, om man vil – var mere bemærkelsesværdigt.
Og Søibergs synspunkt blev fulgt op af Gunnar Nislev. Han så i Rørdam en
forfatter, „som gennem et Halvt Hundrede Aar mere end nogen anden Forfatter
havde vist stor Patriotisme og Nationalisme, i en Tid, vel at mærke,
hvor man blev gjort til Grin, naar man var Patriot, hvor en stor del af de danske
Forfattere rakkede ned paa alt, hvad der hed Chauvinisme og Fædrelandskærlighed.“
Nislev mente, at eksklusionen var for hård, en misbilligelse
havde været mere end nok. „Hør,“ råbte én ifølge referatet, mens en
anden afbrød taleren med et „Saa kunde vi blive til Grin for andre.“ Nislev
fastslog, at af frygt for at blive kaldt nazist eller gammeldags turde man nu
ikke tage mennesker i forsvar, der blev angrebet på et måske ganske løst
grundlag. Og så sluttede Nislev med at hævde, at „andre“ havde virket direkte
nedbrydende i national henseende og ført det danske folk ned til den
9. april – mens Rørdam ydede sin nationale indsats. Hvem sigtes der til,
råbte en fra salen, og Nislev henviste til kronikker i forskellige blade, hvor
„forskellige Forfattere“ havde gjort grin med enhver form for nationalisme.
„Han fandt det urimeligt, at disse nu skulde sætte sig til Doms over en
Mand som Rørdam“. Jørgen Vibe, der havde åbnet ballet med de kritiske
bemærkninger om Bergstedt, beklagede nu at have gjort sig skyldig i, at en
diskussion var blusset op. „Men han fandt det pinligt, at flere Medlemmer
stod op og forsvarede bl.a. Rørdam med at sige: ‘Han har efter bedste Overbevisning’.
Det var et Udtryk, der anvendtes, hver Gang en Schalburgmand
stod for Retten, de var alle sammen blevet vildført.“
Sigurd Swane: „Jeg vil henstille, at man ikke forsøger at fange Forsamlingen
ved at sammenligne en Schalburgmand og Valdemar Rørdam som ligestillede.“