En julehistorie

En julehistorie
Vi sidder ved skrivebordet. Der skal skrives julehilsener. Nynner melodien til
//Blomstre som en rosengård
skal de øde vange//.
Vindi sidder ved mit højre knæ og kigger forundret på mig. Hendes kastanjebrune øjne lyser af
undren. Hun prøver at forstå -nun nunun n nunenun nun nu n nune – hele hendes ansigtsudtryk
udstråler spændt for forventning. Skal vi have gang i noget? Viser hendes spørgense ansigt med
den kulsorte snude.
Derude er der gråt og vådt og koldt. Dansk december. Træer og buske sover nøgne. Hvert fodtrin i
græsset snasker, vinden køler kinderne. Der er ikke meget spændende nyt under solen. Vi
vederkvæger os inden døre. I varmen. Fra bageovnen. I duften fra nybagt brød. Og smag af kanel
og vanilje.
Og dog; //Blomstre som en rosengård
skal de øde vange//
igen engang.
Udn døre er der ikke meget at lave. Hus og have, gård og mark, skov og eng må passe sig selv,
indtil lyset og varmn vender tilbage derude.
Så i julen hygger dansken sig mest indendøre med at behage hinanden. Dansken holder jul.
Tænker tilbage på det år, der gik, og prøver derudfra at planlægge for at få det bedste ud af det
kommende år. De kommende år.
//Blomstre som en rosengård
skal de øde vange//.
Problemer og viderværdigheder skubbes væk bag rødklædte nisser, rare nissefædre og nissemødre
og enten søde og nuttede eller lidt troldeagtige nissebørn, kaner med julemand og børn på skødet
og forspændt to ivrige og livlige rensdyr. Det er godt for sjæleroen, og det er sandlig nødvendigt
som afspænding efter al stress og jag op til juleaften.
Men:
Bag julefreden og de gode samvær og vellevnet med nisserne lurer virkeligheden. Virkeligheden
indeholder sygdom og død, arvestrid og fjendtligheder, krig, nød og elendighd, smartphons,
tablets og pc-er. Mails og notifikationer og messeges. Lyst og skygger. Krukker med indhold.
Og med dem kan der hurtigt gå skår i juleglæden. Det skete for Jarl, hvis mor mor døde i foråret
og efterlod sig en formue på 386.000 kr. + bohave. Hun havde skrevet to testamenter, hvori hun
testamenterede alt, hvad hun ejede undtagen et piano til sin yngste søn Jarl. Men hermed starter
balladen, for den anden søn, som Jarls mor aldrig havde haft samkvem med efter skilsmissen, han
ville da ikke godkende testamenterne. Derfor kommer arvesagen ind over en bobestyrer, som
Skifteretten har ansat. I sin kvide mailer Jarl til sine onkler, at hn er indkaldt til afslutende bomøde
den 16. dec. Hvilken kvide, han befinder sig i, fremgår fremgår af mailen, hvor han til onklerne

skriver, at han aldrig selv havde tænkt, at hans mor skulle dø, og at hendes læge havde sagt lige
før sidste indlæggelse – til en simpel blodtransfusion – at de da regnede med, at hun kulle leve
mindst 10 år mere. Og at han, hvis han havde vidst, hun i virkeligheden var døende, og havde
haft mere end to dage til at ragere, så havde han selvfølgelig sørget for, at morens testamente var
blevet skriftligt bevidnet korrekt.
Han mener nu, at hvis broren havde haft den mindst respekt for sin mor, så burde han anerkende
de to testamenter og frivilligt afstå fra arven, sådan som hans mor havde bestemt det. Jarl mener
videre, at når broren ikke gør det, så tilstår han, hvad moren og Jarl altid har følt, nemlig at broren
aldrig har haft andet end had og foragt tilovers for dem.
Og han slutter mailen med at fastslå, at hvis Skifteretten underkender morens testamenter, og
efterfølgende tilkender broren halvdelen af arven, så vil han – Jarl – afslutte sit forhold til broren
og hans omgangskreds.
Tirsdag d. 16. dec. oprinder. Bomødet afholdes på behørig vis. Nu er det jo spændende. Vil den
afdødes sidste vilje blive respekteret? Eller vil formuen blive delt med halvt til hver af brødrene,
som arveloven foreskriver ?
Jarl har været så stærkt påvirket af sagen, at han ikke kan klare at møe op. Så hans advokat må
klare sagen for ham. Det bliver altså på ”anden hånd”, Jarl får Skifterettens afgørelse at vide. Bliver
det en glædefyldt jul for ham - eller en bedrøvelig jul - ?
Eftersom testamenterne ikke er skriftligt bevidnede, så står sagen svagt for Jarl, men det er jo snart
jul, så måske vil der komme det bedste frem i menneskene i retten. Måske vil dommeren være
lyhør for argumenter til Jarls fordel, argumenter, der går på, at Jarl de sidste 20 år af morens liv
har boet og levet sammen med hende, at han så at sig har draget omsorg for hende både i gode
som i nødens stunder. Især i den svære tid efter morens skilsmisse. Tør han håbe? Han har jo dog
gennem nøjsomhed og sparsommelighed været med til, at der er fremkommet den anselige
formue. Skal broren virkelig kunne ”tilvende” sig halvdelen, han der aldrig har vist omsorg for
eller været nærværende over for in mor, modsat Jarl.
Just i dag d. 17. dec. mailer advokaten til Jarl, at Skifteretten har truffet den afgørelse, at 2/3 af
formuen skal tilfalde Jarl, og altså 1/3 kan tilfalde broren. Og at de hver skal udrede halvdeln af
sagsomkostningerne.
Så sådan blev det endelig jul. Ingen vandt og ingen tabte. Ovenpå den pinefulde og stressende
optakt til retssagen sænker julefreden sig. Jarl og broren kn holde jul i fred for sig selv og for
hinanden. Den fede jul. De kan, hvis de vil, møde juleaften med mentlt overskud og syng
julesange.
//Blomstre som en rosengård
skal de øde vang
blomstre i et gyldenår
under fuglesange// Aksel, dec. 2014