Knud Holst Andersen

Berlingske Tidende 02.05.1982
Der er et hul midt i vasen
Kunst eller håndværk – det er et spørgsmål om moms
Af K. Holst Andersen,
sølvsmed, billedhugger
Forleden satte jeg, i desperation over at
vores havelåge aldrig blev lukket, og
vores hund stak af, et skilt på med LUK
LÅGEN FOR SATAN OG HUNDEN.
Vores venlige nabo forklarede mig,
da han så det, at det kunne man ikke
sige. Skiltet bliver nu siddende alligevel.
Men til sagen: Jeg er sølvsmed
(håndværker) og laver på mit værksted
(atelier) skulpturer (kunst).
Da jeg endnu var ung og naiv, lavede
jeg brugsting (håndværk). Det var en
lykkelig og problemfri tid. Jeg nød mine
medmenneskers forståelse: en håndværker
laver selvfølgelig håndværk – og har
ikke noget at gøre med kunst. Sådan er
det bare.
Mit værksted var naturligvis momsregistreret
som alle andre virksomheder.
Det var lidt besværligt, men med hjælp
og forståelse fra de rare mennesker i
Registret var det dog til at finde ud af.
Men så begyndte jeg en dag at lave
kunst. I stedet for brugsting blev mine
arbejder til skulpturer – sådan noget
som kun er til pynt og som ikke kan
bruges til noget.
Først gik det godt. Mine venner i
Moms-registret fortalte mig, at så
behøvede jeg ikke længere at være
medlem af deres forening. Og jeg slap for
en masse regnskaber og papirer. Jeg
skulle bare passe på, jeg ikke begyndte at
lave håndværk, for så ville de komme
efter mig, fik jeg at vide.
Således lettet arbejdede jeg videre.
Håndværkeren var blevet kunstner, og
jeg glædede mig over, at der i dette land
ikke er moms på kunst. Pligtopfyldende
som jeg er, passede jeg naturligvis
samtidig på ikke at komme til at lave
noget af det håndværk, jeg ikke måtte
lave uden moms.
Det er kun den kunst, der ikke kan
bruges til noget fornuftigt, pynten –
billederne på væggen og skulpturerne,
det man ikke skal eller må røre ved, der
er fritaget for moms i fremstillings-
leddet. Det er samfundets hjælp til den
“rigtige” kunst – der unægtelig har
behov for hjælp til overhovedet at
overleve – hvor i øvrigt det samme
samfund med klædelig logisk konsekvens
ofte betragter samme kunst som meget
lidt andet end pynt.
Nogen kunne måske forledes til at
tro, at man så ville prioritere kunsthåndværket
højere, da det i form af brugskunst
foruden det kunstneriske også
tjener et fornuftigt formål – nej, her
siger man i forbindelse med eventuel
moms-fritagelse klart fra.
Kun til pynt
Gennem årene har jeg altid konsekvent
søgt at undertrykke en forrykt formodning
om, at det skulle være den kunstneriske
oplevelse – og ikke den af
samfundet vedtagne problemstilling
kunst/håndværk substituert pynt/
brugsting – der måske burde lægges til
grund ved vurdering af skabende arbejde.
Slige kætterske tanker udelukkede
jeg, og dukkede de stædigt op igen, holdt
jeg dem ihærdigt nede, som jeg lugede
ukrudt i min græsplæne.
Tanken er naturligvis helt til grin. Den
kunstneriske oplevelse er en følge af en
kunstnerisk kvalitet ved tingene. Og et så
svævende begreb kan selvfølgelig ikke
anvendes som grundlag.
Enhver seriøs bedømmelse af
skabende arbejde må bygges på systematisk
kategorisering af tingene. Det indså
man allerede med vidtskuende klarsyn,
da man i sin tid indførte en statslig,
officiel støtteordning for avanceret pynt,
Statens Kunstfond. Man fulgte her i store
træk de allerede så fornuftigt af Momsregistret
(tidligere Inspektoratet for
Omsætningsafgifter) afstukne kunst-
neriske retningslinier. De ting, der var til
at bruge, anbragte man med fornyet
omtanke i en lavere kategori end den
ubrugelige pynt – den såkaldte fri kunst,
maleri og skulptur.
Enhver må jo kunne sige sig selv, at
en stol, for eksempel – for slet ikke at
tale om stolen: et lokum – aldrig kan
være lige så stor kunst som en skulptur,
der bare er til pynt, såkaldt kunst med
éntydigt kunstnerisk sigte. Eller hvordan
kan en spiseske eller en vase være lige så
god kunst som et billede på væggen?
Ved denne tilgrundliggende kategorisering
lykkedes det også på snedigste
måde at aflede opmærksomheden fra den
mere kontroversielle kunstneriske
kvalitet, idet man fremtidigt fik rigeligt
at bestille ved på et højere seriøst plan
at skulle tage stilling til om eksempelvis
et billedtæppe er at betragte som pynt
(fri kunst) og dermed momsfrit eller
håndværk (en væver er håndværker) og
om den ene afdeling inden for Statens
Kunstfond, for fri kunst, eller den anden,
for kunsthåndværk, skal støtte sagen.
Keramikernes (endnu en håndværker)
vægrelieffer og stentøjsskulpturer
har ligeledes skaffet Moms-register og
Kunstfond mange glade timers beskæftigelse
med saglige diskussioner. Og hvad
gør man ved en billedhuggers (kunstners)
åbne former, som uforstandige
mennesker måske lægger et par æbler i?
Er det så stadig skulpturer (fri kunst)
eller er det skåle (kunsthåndværk) –
hjemmehørende i hver sin moms- og
kunstfondkategori?
I en tid med mangel på beskæftigelse
bør man glæde sig over al den ekstra
beskæftigelse drøftelser og belysning af
disse for kunsten og håndværket så
seriøse problemer har medført. Og hvem
orker med et sådant arbejdspres at
diskutere noget så uvæsentligt som
kunstnerisk kvalitet.
Statens Kunstfond
For nogen tid siden solgte jeg en
skulptur til Statens Kunstfond. En
beskeden sag, der stod på en sokkel af
træ.
Salget var naturligvis til Statens
Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk.
For er man håndværker, og det er jeg af
uddannelse, laver man kunsthåndværk.
Det står at læse i reglerne.
Er man – i parentes bemærket –
autodidakt, helt uden egentlig uddannelse,
kan man imidlertid godt lave
kunst. Og hvis kunsten ellers anses for
god nok, med selvfølgelighed nyde
anerkendelse for den. Men at beherske et
håndværk har naturligvis intet med
kunst at gøre.
Men tilbage til salget til Statens
Kunstfond for kunsthåndværk. Det
drejede sig om en lille skulptur i sølv,
der – uden sin træsokkel – tillige kunne
bruges som armring på en flot dame,
idet der var hul i stort nok til at en arm
kunne komme igennem. Efter moden
overvejelse besluttede Kunstfondens
udvalg sig til købet. Men: træsoklen
måtte fjernes – den kunne jo forlede
mindre befæstede sjæle til at tro at
skulpturen var kunst og ikke håndværk.
Og det er naturligvis ikke Statens
Kunstfonds udvalg for kunsthåndværks
opgave at interessere sig for kunst. Det
sorterer ifølge reglerne under Statens
Kunstfonds udvalg for fri kunst. Ved sin
salomoniske afgørelse havde udvalget
for kunsthåndværk bortjaget enhver
tvivl: berøvet sin sokkel var min
skulptur helt og klart alene håndværk,
da den således kun var en armring og
dermed naturligvis ikke kunst.
Jeg venter med spænding på at se
Statens Kunstfond for fri kunst fremvise
bare et enkelt eksempel på et stykke god
kunst, der intet har med godt håndværk
at gøre.
Der er et hul midt i vasen
Da jeg ikke længere er håndværker, men
kunstner, og således ikke forpligtet
overfor Moms-registret har jeg besluttet
for fremtiden i ethvert tilfælde hvor det
er muligt at drage en af mine skulpturer
i tvivl – et uforstående menneske kunne
måske tro det var en blomstervase – da at
bore et hul i bunden af skulpturen, så
den garanteret ikke kan holde vand.
Ejheller piller jeg en anden gang en
skulptur ned af en sokkel for at gøre den
til en brugsting – og dermed gøre mig
skyldig i svig overfor Moms-registret –
nej, jeg limer dem fast allesammen.
Det var måske ikke kun desperation
over den åbne havelåge og faren for vor
frihedselskende hund, at jeg satte det
skilt op på lågen. Måske det tillige var
udslag af en underbevidst og længe
undertrykt trang til at finde ny udtryk
for det absurde, der kan være så besnærende
og som vores gennem-arrangerede
samfund indenfor visse områder har lært
at dyrke næsten til perfektionisme.