Jes DorphPetersen - Birgitte Bartholdy

SERIE: NÆRPORTRÆT
Vi har skrevet vores mest nysgerrige spørgsmål ned og bedt
nogle af de kendte danskere, vi virkelig gerne vil vide mere
om, trække fra bunken i helt tilfældig rækkefølge. I næste uge
er det designeren Naja Munthe.
Mr. Big News
„JEG ER GOD TIL IKKE AT
LAVE NOGET SOM HELST
– MED GOD SAMVITTIGHED“
Som 19-årig var Jes Dorph-Petersen ked af sine smalle håndled og fortvivlet
over sin egen talentløshed og deraf manglende fremtidsudsigter. Men
TV2’s nyhedsvært var heldigvis god til at optræde, og det har bragt ham
langt. Det samme har hans evne til at tage let på livet. Hård sygdom var
dog tæt på at få ham ned på nakken.
AF BIRGITTE BARTHOLDY. FOTO: FRANNE VOIGT.
J
es Dorph-Petersen har
håndværkere hjemme
i sit hus i Hellerup. De
er ved at bryde kældergulvet
op og larmer, så han er
faktisk glad for at slippe hjemmefra
denne formiddag. Men
også lidt stresset. Selv om Mr.
News har fri og derfor slipper
for den lange tur til nyhedsstudiet
på TV 2 i Odense, har han
travlt med både det ene og det
andet og sidder lidt rastløst
på stolen. Med årene er han
blevet rundere og har fået grå
hår, men selv når han er mest
alvorlig, ligger legebarnet på
lur. Det viser sig hele tiden i selsfulde. Vi skiftedes til at
hans øjne, i et nu slår humoren være hos ham døgnet rundt,
ned, lysten til at få folk til at le, mig og min storebror og mine
forløse det hele med et grin. stedsøskende.
Er den mand egentlig nogen- – Et andet nulpunkt var, da
sinde for alvor ked af det? jeg selv blev syg den 11. sep-
Selvfølgelig er han det. Det tember i 2003. Sammen med
viser sig allerede, da han træk- en kollega havde jeg siddet i
ker første spørgsmål:
toget på vej hjem fra arbejde
Det største nulpunkt…
i Odense og drukket et par øl,
– Ugerne op til min fars død i og så, da jeg ville lægge mig
2005, hvor han var placeret på til at sove, begyndte det at gø-
en enestue på Frederiksberg re ondt i benene. I tre uger lå
Hospital for at dø, og så bare jeg på en madras, og lægerne
skulle ligge der og smertebe- troede, det var en diskusprohandles,
indtil han ikke kunne laps. Smerterne føltes som
holde skansen mere, var ræd- Fortsættes næste side
6 www.altfordamerne.dk ALT 22/2010

ALT 22/2010 www.altfordamerne.dk
interview
7
»

„Jeg får ikke overdrevent meget medynk fra min kone“
Fortsat fra forrige side
elektriske stød fra hoften og ned
omkring benene, og om natten
var de helt grænseløse. Jeg
kom så langt ud, at jeg gik frem
og tilbage og bad til Gud om at
få det til at holde op. Så en morgen
ved morgenbordet sagde
min kone Lene, der er læge, at
jeg savlede, og at det var tegn
på, at jeg var begyndt at blive
lam i hovedet („det har du da
altid været,“ vil nogen nok sige).
Det fik lægerne til at vågne op
og indse, at det måtte være en
Borrelia-infektion, og så fik jeg
en omfattende penicillinbehandling,
som hjalp. Jeg kan tydeligt
huske den første nat, hvor jeg
pludselig fik tre timers søvn i
træk. Det var fantastisk, som at
se lyset igen.
Som 19-årig var jeg…
– Forvirret og usikker og havde
altid én stor bums, som generede
mig helt vildt i forhold til
pigerne. Jeg havde så enorme
komplekser over, at jeg syntes,
jeg havde tynde håndled, at jeg
skjulte dem med langærmede
bluser og ivrigt studerede andre
mænds håndled, der virkede
meget bredere. Til gengæld
syntes jeg, at min røv var for
stor. Udenpå fremstod jeg pjattet
og ret selvsikker, men indeni
så jeg anderledes alvorlig ud.
– Min store drøm var at blive
journalist, og netop den sommer
havde jeg søgt ind på Journalisthøjskolen
for første gang.
Jeg var på interrail i Athen og
ringede hjem fra et posthus for
at høre, hvad svaret var. Jeg var
dumpet. Bagefter satte jeg mig
8
i en rendesten med min rygsæk
på og tænkte, at livet nu var
forgæves. Jeg havde et elendigt
eksamensgennemsnit. I gymnasiet
havde jeg været flegmatisk
og forholdsvis uengageret i
alting undtagen at spille fodbold
og gå til fester. Jeg var dårlig
til at regne og til sprog og i det
hele taget forholdsvis talentløs.
Det eneste, jeg forestillede mig,
jeg kunne blive god til, var at
optræde. Og det er jo det, jeg
stadig gør.
– Det var først, da jeg kom i
praktik på Frederiksborg Amts
„Jeg var altid bange for ikke at slå til. Og der er
stadig rester af den følelse tilbage. Jeg bobler meget
indeni, når jeg arbejder“
Avis, at jeg opdagede, at jeg
også var ambitiøs. I den periode
var jeg kæreste med Hanne-
Vibeke Holst, som i den grad
ville noget med sit liv og i øvrigt
var mere moden end jeg. Jeg
fik også andre venner, der var
meget målrettede, og det begyndte
at smitte af. Men jeg var
altid bange for ikke at slå til. Og
der er stadig rester af den følelse
tilbage. Jeg bobler meget
indeni, når jeg arbejder.
Det vigtigste,
min mor gav mig med…
– Jeg er vokset op hos hende
i Blidahpark i Hellerup. Min far
flyttede, da jeg var tre, og så
blev jeg boende, til jeg var 20.
Hun er pensioneret skolelærer
og positivt ment et gammeldags
retfærdigt menneske, som går
op i boglige dyder og borgerlig
fremtoning. Hun har gjort, at jeg
er grundig med mit udtryk: Opfører
mig pænt og korrekt over
for andre og tænker over at lave
så få sproglige fejl som muligt.
Hun har også givet mig en stor
magelighed. Stadig da jeg var
18-19 år, smurte hun min madpakke
og stillede en bakke ind
på min seng hver morgen. Jeg
havde sikkert boet hos hende
endnu, hvis ikke jeg var kommet
ind på Journalisthøjskolen
i 1980. Da jeg jublende fortalte
hende det, sagde hun: „Åh nej,
skal du så flytte til Århus“?
At være skilsmissebarn var…
– Lidt af en sjældenhed dengang
i Hellerup i midten af
1960’erne. Ikke fordi vi manglede
noget, men det var da
anderledes at bo i lejlighed med
en enlig mor. Flere af mine kammerater
boede jo i store huse
med tjenestefolk. Men så havde
jeg mit andet liv hos min far, Kaj
Dorph-Petersen. Han var chefredaktør
på ALT for damerne
fra 1958 til 1977, og jeg kom tit
ind på redaktionen og besøgte
hans store, larmende liv. Så
snart jeg kom ud af elevatoren
derinde, kunne jeg høre ham.
Han var enormt højrøstet, havde
en rungende bas. Til frokost
stod der altid rødvin på bordet,
og der blev grinet og snakket.
JES DORPH-PETERSEN,
51 år. Nyhedsvært på TV 2
Nyhederne. Uddannet journalist.
Før det gik han et år
på arkitektskolen.
Har været på TV 2 i
Odense siden 1989 og på
skærmen siden 1991. Også
som vært i andre programmer,
bl.a. „Hvem vil være
Millionær“, „Station 2” og
„Go’Morgen Danmark“.
Bor i Hellerup med sin
kone Lene, der er praktiserende
læge, og sønnen
Jens Emil på 10 år.
– Den lethed og ironi, der var
over måden at arbejde på dengang
og også senere, da jeg
selv begyndte som journalist,
kan jeg godt savne. På det
mentale plan er der blevet lavere
til loftet, der er kommet en
krisedyne ned over det hele, og
kravene er hårdere. Alting er så
alvorligt.
Det jeg elsker
mest ved mit arbejde…
– Jeg kan godt lide det rum i
Odense, vi arbejder i, fyldt med
lamper og computere og forvirrede
mennesker, der løber. Og
så har jeg besluttet, at jeg hver
dag i Nyhedsudsendelsen vil
lave en eller anden ting, seerne
ikke regnede med, break a rule.
At finde på den ting, det elsker
jeg. Det både at kunne være en
klovn og samtidig Mr. News og
alvorlig.
Det sjoveste jeg
har oplevet på det seneste…
– Da jeg i april var medvært ved
TV 2s Gallashow på Christiansborg
i anledning af Dronningens
fødselsdag og stod fem meter
fra Dronningen, som sad med
et stykke tilbudsskinke mellem
fingrene og sagde „der er hul
i“ til standup-komikeren Rune
Klan. Det var absurd, men også
cool.
Når jeg har en fridag…
– Laver jeg lister med firkanter.
Afkrydsningsfirkanter. I dag står
der f.eks.: Sætte håndværkere
i gang, interviewes af ALT for
damerne, ud til min mor med en
lampe og til dyrlægen med min
hund. Så kan jeg sætte krydser
i alle boksene i aften og få en
følelse af, at det kører. Jeg forestiller
mig selv som en hær, der
angriber, men hurtigt trækker
sig tilbage igen. I dag nåede jeg
f.eks. i en pause på ti minutter
Fortsættes næste side
www.altfordamerne.dk ALT 22/2010

ALT 22/2010 www.altfordamerne.dk
interview
– Jeg har fundet ud af, at det
med at tabe sig handler om to
ting: At spise mindre og have
fokus på, hvad jeg spiser. På
arbejde skynder jeg mig ud af
kantinen efter at have spist min
salat. Det er ret kedeligt. Men
rødvinen om aftenen giver jeg
altså ikke slip på.
9
»

„Som far er jeg blevet mere nærværende“
Fortsat fra forrige side
hjem og hente en pakke oksekød
op af fryseren, så den er
klar til i aften.
Min største svaghed…
– At jeg er rastløs og en dårlig
lytter og ofte forudindtaget. Når
jeg går ind i en diskussion på
arbejde, tager jeg tit mig selv
i at tro, at jeg på forhånd ved,
hvor jeg skal være uenig. Udover
at være en dårlig diplomat
kommer jeg tit til at ironisere og
drille dem, jeg diskuterer med,
og ind imellem sårer det dem.
Jeg har været ude for, at en kollega
sagde til mig: „Du taler mig
i stykker“, fordi jeg ikke respekterede,
at han havde lige så meget
ret til at sige noget, som jeg
har. På den måde fylder jeg for
meget og kan komme til at såre
andre uden at opdage det.
Min største styrke…
– Når folk så siger til mig, at jeg
har gjort dem ondt, husker jeg
ikke at gøre det igen og bærer
ikke nag. For det meste har de
jo ret. Jeg kan også godt sige
undskyld. Hvis jeg er kommet
til at snerre af folk før en udsendelse,
kan det godt ske, at
jeg ringer dem op om aftenen.
Ikke for at fedte, men for at få
det væk, og fordi jeg selv ville
blive glad, hvis andre gjorde det
samme mod mig. I øvrigt er det
ikke bare en svaghed, det med
at gøre lidt grin med alting. Det
kan også være en styrke. Selv
efter en dag med slemme mails,
og folk, der råber og skriger, har
jeg en evne til at sige: Sådan er
den bare, den film jeg er med i.
Hvad jeg vil gøre
anderledes end min far…
– Leve længere og sundere. Til
sidst var min far dødssyg af for
meget tobak og sikkert også
for meget alkohol. Tidligere var
en af mine jævnaldrende kam-
10
– Der er mange, jeg synes er gamle, som viser sig at være yngre end mig.
Det er tankevækkende. Heldigvis er det stadig sådan, at Preben Elkjær er
halvandet år ældre end mig. Og det holder.
merater, Mogens, død af lungekræft.
Han var kæderyger, og
jeg havde lovet ham at holde op
med at ryge. Det gjorde jeg så
lige før, jeg blev 50, og det var
nemmere, end jeg troede. Det
havde bare én bivirkning. Efter
fem måneder så jeg et billede af
mig selv i Billed Bladet og tænkte:
„Det der er da Karl Stegger“.
Jeg var virkelig blevet fed. Så
fandt jeg frem til en diætist og
tabte mig.
At være gift med en læge er…
–… specielt. Folk tror sikkert,
man får en masse medfølelse
på den konto, men faktisk er
der no mercy. Når jeg med rette
ofte klager til min kone over mit
elendige helbred, får jeg ikke
overdrevet meget medynk. Jeg
har ligefrem oplevet, at hun bliver
uskarp og ser væk. Hvis jeg
har behov for at dvæle ved det,
går jeg til min mandlige læge
og fortæller, hvordan det virkelig
står til. Han er ti år ældre end
mig og ved, hvad det handler
om.
Min kone er lynhurtig til …
– At se problemerne i de idéer
jeg får. Ofte kommer jeg ud i en
kæmpe overbooking og tror,
jeg kan alting på én gang. Så
påpeger hun, hvor den tikkende
bombe befinder sig. Hun er
meget mere praktisk end mig
og langt bedre til at holde styr
på kalenderen. Jeg glemmer
mange ting, jeg skal, og ville
glemme endnu flere, hvis jeg
ikke havde hende.
„Hvis jeg er kommet til at snerre af folk før en
udsendelse, kan det godt ske, at jeg ringer dem op om
aftenen. Ikke for at fedte, men for at få det væk.“
Mit livs vendepunkt var…
– Da jeg fik en søn for ti år
siden. Mens Lene stadig var i
narkose, fik jeg ham over, og så
sad jeg der med blå badehætte
på og den lille grævling i armene.
Efter en times tid vågnede
Lene, og så fik jeg en stor trang
til at fortælle verden, hvad der
var sket og kørte ud og ringede
til Lenes forældre og mine forældre,
og bagefter tog jeg hjem
klokken fire om natten og fandt
en pilsner i køleskabet og plantede
et FCK-flag i haven.
Som far…
– Er jeg blevet mere nærværende.
Jeg er for ukoncentreret
til at bygge klodser op og den
slags ting, man laver med små
børn. Nu, hvor han er 10 år, kan
jeg bedre være med. Selv om
jeg er helt vildt dårlig til elektroniske
spil, „World of Warcraft“
f.eks., som han spiller med sin
mor. Jeg er bedst til at finde på
ting, vi kan lave sammen ude i
byen, og til mandeaftener, hvor
vi spiser lige det, vi vil have
og ser „Bingo-Bango“ og „Allstars“.
Jeg er virkelig god til …
– At hænge ud med mig selv.
Sove til middag, læse aviser
og Tipsbladet, gå ture op og
ned ad vejene, se fodbold i tv,
være uambitiøs. Jeg ser hele
tiden folk, der er aktive i deres
haver og har en trailer på deres
bil. Det er ikke mig. Jeg er god
til ikke at lave noget som helst
med god samvittighed.
Inden jeg går i
seng, skal jeg altid lige…
– Have et glas rødvin og ose lidt
med min computer. Jeg går ind
og kigger på Facebook og skriver
en pjattet statusopdatering
eller tjekker et par hjemmesider
og mine mails. Og så skal jeg
altid lufte hund. Så føler jeg mig
som en gammel mand, der går
rundt på villavejene i bløde sko.
Følg med i Jes Dorph-
Petersens blog på
ALTfordamerne.dk/blog
www.altfordamerne.dk ALT 22/2010