Britiske Konservative interne Magtkampe og forræderi i egne rækker

Britiske Konservatives interne Magtkampe og forræderi i egne rækker.
Af Kasper vang Hansen
I 1987 er den britiske politiker Michael Dobbs Stabschef for Margaret
Thatcher. Under valgkampen skælder hun ham sådan ud, at han tager
på ferie efter valget, som de dog vandt.
Dobbs klager over den roman han læser på ferien og hans kone opfordre
ham til at skrive en bedre roman.
Med et glas vin og notesblok skriver han to bogstaver FU.
Selvom han på det tidspunkt nok have tænkt på ordet ”Fuck You”, blev
FU til romanen House Of Cards hvor vi følger Francis Urquhart. En
magtfuld konservativ politiker, der bag skyggerne laver en brutal
magtkamp for at blive premierminister. Serien blev senere til en Tv
Serie fra BBC med skuespilleren Ian Richardson, som Francis Urquhart.
Det er naturligvis fiktion, men Dobbs have erfaring med disse magtspil
og rænkespil i de år hvor han kunne se de britiske konservative
udkæmpe den ene magtkamp efter den anden.
I disse dage spekuleres der i om Theresa May overhovedet er
premierminister om et år? Eller om der er nogen i partiet der konspirere
mod hende, noget er der om det hvis vi kigger historisk på det.
Margaret Thatchers fald fra magten 1990
Man siger ofte at det er nemt at nå til tops, men vejen ned er
lang og hård, det vidner Margaret Thatchers fald fra magten som
premierminister i 1990 om.
Der var flere årsager til det. En handlede om en upopulær skat
kaldet Poll Tax som gik ud på at lade rige slippe for at betale skat
og middelklassen skulle bære byrden i stedet for.
Samtidig var der også modstand mod EU, især over Euroen. En
af hendes nærmest allierede Geoffrey Howe, som havde tjent
som Finansminister, udenrigsminister og til sidst både som
leder af underhuset og som hendes vicepremierminister, afgav
sin afskedsbegæring i protest mod Euroen.
Howe holdte en dundertale imod hende i underhuset et par uger
efter hans opsigelse.
I mellemtiden var folk gået på gaden i masseprotester mod
Skatten. Protesterne udviklede sig til uroligheder.

I frygt for at tabe næste valg udfordrede den populærere partifælde
Michael Heseltine hende.
Thatcher tog sin afsked og håbede der var andre der kunne udfordrer
Heseltine.
John Majors interne Kamp 1995
Det blev John Major der efterfulgte Margaret
Thatcher. Han havde haft flere poster i hendes
kabinet, blandt andet som Finansminister.
Han vandt et overraskende valg i 1992, i det partiet
tabte 21 pladser ud af 102, men han kunne forsætte
alligevel.
I 1993 kom Major med en kampagne der hed; Back to
Basics som gik ud på at styrke Moralen og
familieværdierne.
Det viste sig at Back to Basics kampagnen blev et
synonym med skandaler, da flere britiske
tabloidaviser kunne afsløre mange skandaler om MP’er og
partimedlemmer. Et medlem af overhuset havde en kone der begik
selvmord, efter at han have begået utroskab.
Kabinet minister, David Mellor, kendt som den sjove minister, havde en
affære med en skuespillerinde. Dette blev afsløret i pressen og det kom
også frem at han have modtaget en ferie af en datter til en terrorist. Han
måtte gå af.
David Ashby blev afsløret i at have sex med andre mænd som blev
afsløret af hans kone.
I 2002 kom det frem at Premierminister John Major havde en 4års lang
affære, i den periode, med Edwina Currie.
Snart var der flere og flere rygter om at Major ikke var den rigtige
formand og nogen ville vælte ham.
I 1995 tog han sin afsked som partiformand og premierminister, og bad
folk om at udfordre ham, som Major sagde ”put up or shut up”
Der var en udfordrer - hans minister for Wales - John Redwood.
Formandsvalget handlede mest om EU.
Major var for EU og Redwood var EU skeptiker. Major kørte en
kampagne der hed fyr mig eller hyr mig og Vandt.
Major lavede efter opgøret en om rokering af sit kabinet.
John Redwood var ikke med.

Siden da have de konservative fire formandsvalg. Primært oven på Tony
Blairs valgsejre.
I 2005 stod valget mellem David Cameron og nuværende Brexit minister
David Davis, som Cameron vandt.
Pedellen May og Dead Woman Walking
Det er en svækket Theresa May der vendte tilbage til
nummer 10 Downing Street efter valget.
Tidligere Finansminister George Orsborn kunne ikke skjule
sit smil, da han kaldte Theresa May for en ”Dead Woman
Walking, ”Død kvinde går. (Et udtryk som amerikanske
fængsles fanger bruger, når en indsat skal flyttes til deres
henrettelse.)
Orsborn var set som en mulig kronprins i partiet og nuværende redaktør
på Evening standard.
Orsborn var den første der blev fyret som minister.
I samtale med BBC værten Andrew Marr fortalte Orsborn hvad May
skulle have sagt til ham, i forbindelse med fyringen ”hun sagde jeg skulle
lære partiet bedre og kende” sagde Orsborn nærmest skadefro.
Det er primært fyringen af Mays to rådgivere Nick Timothy og Fiona
Hill som har fulgt hende siden hendes tid som indenrigsminister, som
skal ses som en svækkelse og hvor May står i partiet.
Fyringen skal ikke ses som et resultalt af selvransagelse, men et
ultimatum fra højtstående parlamentsmedlemmer og
regeringsmedlemmer. De fortalte May at ”hun have valget mellem at
fyre de to eller få et formandsvalg”
Samtidig har offentligheden også set et tegn på hendes svaghed i partiet,
forud for valget var der opstået rygter om at May agtede at fyre
Finansminister Philip Hammond.
Allerede i lørdags kom en medelse, at alle de tunge ministre sidder på
deres poster.
En anden overrskelse var Michal Gove, som hun tidligere have været i
konflikt med, han blev hentet ind som energiminister.
May kan ikke længere bare fyre og hyre dem som hun vil. Som nævnt er
briterne ikke glade for mindretalsregeringer og den første konservative
MP som lutftede tanken om at May ikke ville stå i spidsen for partiet ved
næste valg var Heidi Allen.

Ifølge kilder i den britiske pressse, skulle op mod 5
ministre have forsøgt at få den farverige Boris
Johnson som er udenrigsminister - hvilket han
afviste på Twitter.
Boris Johnson er kendt som en politiker man ikke ved
hvor man har. Til alles forbløffelse gik Johnson under
Brexitafstemningen imod sin gamle skolekammarat
David Camron, der var daværende Premierminister.
Johson udfordrede således Camron ved at stille sig på
Nej fløjen.
Da Cammron gik af forventede mange at nu stillede
han op til partiets formandsvalg. men på en
pressekonference afstod han for at deltage i
formandsvalget.
May har også måtte undskylde over for sin
Konservative parlamentsgruppe, men det er
ikke blot hendes resultater og fejl ved det britiske
parlamentsvalg der skaber uro i de konservative rækker, men
også Regeringsdannelsen med DUP. DUP (De Nordiske
Unionister) var det mest gogglede ord dagen efter valget, skønt
det har været en del af den Nordirske konflikt siden 1970’erne.
DUP blev stiftet af præsten Ian Paisley og efterfulgt af hans søn
Ian Paisley JR. Partiet tilhører højrefløjen i Nordirsk poltik.
Da Langfredagaftalen blev underksrevet var DUP ikke med til at
underskrive den.
Mange frygter at DUP i en regering vil puste til voldligheder og
starte konflikten igen.
Partiet er kendt for at være Abortmodstandere,
Klimaskepetikere og modstandere af alle rettigheder til Homsexuelle.
I Nordirland er der frygt for, i konservative kredse og rundt om i landet,
at de vil få held med at indføre ægteskabet mellem to køn, en lov
Camoron fik vedtaget i 2013, i det britiske parlament men på grund af
DUP er ulovligt i nordireland.

Det sidste har især den skotske konservative leder Ruth
Davidson, som står og skal giftes med sin partner,
kraftigt været modstander af.
I samarbejde med DUP er Davison i en stærk postion i
de konservative. Hun sikrede de 11 mandater i Skotland
hvor partiet siden Margaret Thatchers dage ikke have
en chance.
De forhandler stadig selvom, der var en svipser hvor
Downing Street udsendte en udtalelse om en aftale,
hvilket DUP afviste.
Alrene Foster kan med sin 10 mandater stadig få
indflydelse.
Man snakker om at May blot er pedellen som skal sikre
en BREXIT aftale, men her kan May også risikere et
formandsvalg mellem fløjene i det konservative parti,
som kaldes Remainers, som ønsker en blød BREXIT og Leave fløjen der
ønsker en hård BREXIT.
Kilder Der Nyheder den store danske http://www.eire.dk/ BBC he sun the telegraph THE
guardian