Den grimme Ælling (1844, 2017), genfortalt v. Politikos TBertelsen

andre! de ere de deiligste Ællinger jeg har seet! de ligne Allesammen
artigt hinanden.”
“Lad mig see det Æg, der ikke vil revne,” sagde den gamle
og pikkede det med Næbet som en veritabel Connaisseur.
„Skallen er ulige tyk: enten blive det ei til noget, eller ogsaa
blive det en Udbryder. Saadan een Unge fik jeg engang og
havde aldeles min Sorg og Nød med den,” paamanede den
ældre, „aldrig ville han vralte i Række og Geled; aldrig lærte
han at gjøre sine Rapporter! jeg rappede og snappede, men
lige vidt hjalp det!“ Hun sukkede, og gav saaledes Lyd for
de fortidige Andstrengelser. „Lad Du det Æg ligge og lær de
andre Børn Registreringens og Indberetningens fine Bestilling.“
„Jeg vil dog ligge paa det lidt endnu!” sagde Anden; har
jeg nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge Dyrehavstiden
med!”
“Vær saa god!” sagde den gamle And, og saa gik hun.
Endelig revnede det store Æg. „Pip! pip!” sagde Ungen,
der tumlede frem og ikke saa sig tilbage.
Anden saae paa den Nytilkomne, „Det er da en forfærdelig
stor Ælling den!” sagde hun; „ingen af de andre see saadanne
ud! det skulde vel aldrig være saadan en egensindig
Fændrik! naa, det skal vi snart komme efter! At aflægge
Rapport, det skal han lære at rappe, om jeg saa selv maa
staae for det!”
Næste Dag var det et velsignet, deiligt Veir; Solen skinnede
paa alle de grønne Skræpper. Ællingemoderen med
hele sin Familie kom frem nede ved Canalen: pladsk!
sprang hun i Vandet: „rap! rap!” sagde hun og den ene Ælling
plumpede ud efter den anden; Vandet slog dem over
Hovedet, men de kom strax op igjen og fløde saa deiligt;
Benene gik af sig selv, og alle vare de ude, selv den stygge,
graae Unge svømmede med.
6