Den grimme Ælling (1844, 2017), genfortalt v. Politikos TBertelsen

De andre behøvede end ikke vende sig, for de vidste, hvem
det var, og hvad hun dermed mente. Det var den fornemste
af dem Alle her; af spansk Blod var hun, og til Vidne om sin
ophøiede Stand bar hun rød Klud om Benet! Forrige Aar
havde hendes Søstersøn faaet Stilling i omtalte Ministerium,
og med “And”, hentydede hun vigtigt til Nevøen, der
saadan havde giort Karriere i Kiøbenhavn. Nu formulerede
og skrev han det ene Cirkulære efter det andet. „Det er hans
Fjerpen,” brystede hun sig, „jeg gienkender den.” Og de andre
nikkede og nejede, det bedste de havde lært. For som
Ordsproget siger: Naar det regner paa Præsten, drypper det
paa Degnen.
„Det er godt nok flot, at de derovre i Hovedstaden, saadan
bekymrer sig om os Landænder,” sagde en. Og der var rappende
Enighed; alle huskede de sidste Efteraar, hvor der
var kommet en Indstilling i høieste andcelli-stil.
Man havde modtaget en ministeriel Paatale over Maaden,
hvormed der vraltedes. Der vraltedes simpelthen ikke paa
ret Vis iht. til de centrale Retningslinier for korrekt Vralten.
Strax dannedes en lokal Komite til at rette op paa Afvigelsen;
man havde faaet tre Maaneder til at regulere ind, før
en Inspektion fra Kontrol og Rettelsesdepartementet ville
finde sted.
„Gudskelov vi fik den Paatale,” sagde en anden.
„Ja tænk,” sagde en tredie, „det kunne være gaaet ganske
galt.”
„Tal ikke om det,” sagde en fjerde, „jeg faar helt Gaasehud.”
Forsamlingen spredtes, og man noterede sig, hvorledes
hver og en giorde sig extra umage med Gangen: Fjedrede i
Ankelleddet, løftede Halefjerene (op over den fibulære
Hældning) og med afpassede Gumpesving (af max 15º
sideværts) – som det nu engang er tilbørligt iht. til ministerielle
Direktiver. Man rettede ind og i Takt og lige Linie
4