Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

2 Knudsirup, Peder.
D. E. Rugaard: Fremragende danske Bønder, 1871, S. 278—91. Nye Landoekon.
Tidender, III, 1821, S. 197—202; V, 1823, S. 100—05. Hans Jensen:
De danske Stænderforsamlingers Historie 1830—48, I, 1931 (se Registeret i II).
H. Hertel (Hans Jensen*).
Knudtzon. Den dansk-norske Slægt K. stammer oprindelig fra
Bredsted i Sønderjylland og kom til Norge med Brødrene Etatsraad,
Grosserer, Borgmester i Trondhjem Hans K. (1751—1823)
og Nicolay Heinrich K. (1751 —1842), der ca. 1790 nedsatte sig
som Købmand i Kristianssund. Blandt hans Børn skal nævnes
Købmand sst. Nicolay Heinrich K. (1787—1837), fra hvem en stor
norsk Gren udspringer, og nedenn. Grosserer Peter Christian K.
(1789—1864), der var Fader til de nedenn. Kunsthistorikeren
Frederik Gotschalk K. (1843—1917) og Nationalbankdirektøren
Søren Christian K. (1844—1913) samt til Benedicte K. (f. 1856),
der er Enke efter Zoologen Jonas Sigismund Collin (1840—1905,
s. d.). Nationalbankdirektør K. var Fader til Højesteretssagfører
Thorkild K. (f. 1884), Oberstløjtnant Kristian K. (f. 1888), General
manager for Siam Electric Corporation Jørgen K. (f. 1894),
Underdirektør i Landmandsbanken Harald K. (f. 1897) og Overkirurg
Torben Grut K. (f. 1900).
J. Høitomt: Stamtavle over Familien Knudtzon, 1904. Albert Fabritius.
Knudtzon, Frederik Gotschalk, 1843—1917, Kunsthistoriker,
Bogtrykker. F. 11. Jan. 1843 i Kbh. (Garn.), d. 14. Maj 1917 i
Hellerup, Urne paa Vestre Kgd. Forældre: Grosserer P. C. K. (s. d.)
og 2. Hustru. Gift 19. Juli 1885 i Hellebæk (Holmens) med
Anna Mathilde Louise Lysell, f. 24. Sept. 1866 i Kbh. (Trin.),
D. af Skomager Johan August Svensson L. (1833—98) og Anna
Cathrine Andreasdatter (1828—83).
K. blev Student 1862 fra Herlufsholm og fik efter nogle Aars
frit Studium ved Universitetet af sin Familie Tilbud om en længere
Udenlandsrejse. Han valgte at tage til Rom, hvor han opholdt
sig Vinteren 1866—67. Her traf han skandinaviske Kunstnere
— bl. a. L. A. Schou —, der kan have bidraget til at samle hans
Interesse om Studiet af Maleriets Historie. Den følgende Sommer
rejste han gennem Italien til Miinchen for derefter med sin Moder
og sine kloge kultiverede Søstre at vende tilbage til Rom. Denne
Vinter traf han Julius Lange og fornyede Bekendtskabet med
Henrik Ibsen. 1868 var han atter i Kbh. og tog tre Aar senere
Magisterkonferens i Æstetik. Vinteren 1871—72 tilbragte Familien
paa ny i Rom; siden fulgte Besøg i andre italienske Byer, saaledes

Knudtzon, Fr. G. 3
at K. var vel forberedt til at skrive den Oversigt over det ældre
florentinske Maleris Historie, »Masaccio og den florentinske Malerkonst
paa hans Tid«, der 1875 skaffede ham Doktorgraden. Størsteparten
af denne Bog er en ret flygtig Oversigt, men i et Kapitel
om Brancacci-Kapellet har K. givet en meget dygtig stilkritisk
Studie; ene paa sin Tid forsvarer han Vasaris og Rumohrs Opfattelse
og har i fuldt Maal faaet Medhold af Eftertiden. Den tekniske
Udførelse af Bogen gav K. Lyst til at oprette et Trykkeri, som han
ledede til 1892. Siden var han periodisk inde i anden Virksomhed,
og hans litterære Produktion blev derfor sparsom. Det væsentligste
Afsnit af Disputatsen har han nærmere udarbejdet i »En Brochure
om Masaccio« (1900). Hans efterladte Erindringer er trykt i Udtog;
de giver et fortrinligt Billede af Livet i Rom, da han var ung,
og indeholder aabenhjertige Portrætter af ikke ringe Værdi. Han
havde sine Meningers Mod, fordi han kunde se og tænke selvstændigt.
— To Malerier af Mich. Ancher ca. 1910. Buste af
Stramboe ca. 1873.
Fr. G. Knudtzon: Ungdomsdage (J. Clausen og P. F. Rist: Memoirer og
Breve, XLIX), 1927. Univ. Progr. Nov. 1875, S. 51. Berl. Tid. 15. Maj 1917.
Erik £ahle.
Knudtzon, Peter Christian, 1789—1864, Grosserer. F. 19. Marts
1789 i Kristianssund, d. 17. Nov. 1864 i Kbh. (Helligg.), begr.
sst. (Ass.). Forældre: Købmand Nicolay Heinrich K. (1751—1842)
og Janicke Fasting (1762—1848). Gift i° 24. Juni 1810 i Kbh.
(Holmens) med Marie Thomsen, f. 1. Okt. 1788 i Nordborg,
d. 25. Juli 1831 i Kbh. (Garn.), D. af Købmand Jens T. (ca.
1734—1816) og Engel Knutzen (ca. 1747—1829). 2° 13. Nov.
1839 i Kbh. (Petri) med Lucinde Gotschalk, f. 17. Marts 1818
i Kbh. (Petri), d. 17. Dec. 1888 sst. (Garn.), D. af Grosserer,
Generalkonsul Frederik (Friedrich) G. (1786—1869) og Marie
Frederikke Kierulf (1791—1870).
K. blev som Dreng opdraget i Slesvig, hvorfra hans Fader 1780
var udvandret til Norge. Som sekstenaarig kom han til Kbh.,
hvor han fik Ansættelse hos Grosserer Holbech, men allerede
1810 var han i Stand til selv at etablere sig som Grosserer,
og i de følgende Aar forstod han at vende de skiftende Konjunkturer
til sit Held, navnlig spekulerede han med stor Dygtighed i
Køb og Salg af københavnske Ejendomme. 1814 var han naaet
saa vidt, at han sammen med to andre Købmænd kunde forstrække
Kronprins Christian med et Laan paa 100 000 Rdl. som
Hjælp til Norges Forsyning med Korn. S. A. overtog han sammen

Knudtzon, S. Chr.
og indtraadte s. A. i sit fædrene Firma, hvori han forblev, indtil
han 1896 blev Nationalbankdirektør, hvilket Hverv han beklædte
til sin Død. Skønt K. hverken efter Uddannelse eller paa Grund
af særlige Evner var specielt kvalificeret til at blive Bankdirektør,
udfyldte han dog Stillingen med Dygtighed. Tidligere end nogen
anden af Bankens Direktører nærede han stærk Mistænksomhed
imod Alberti og fastholdt med megen Styrke Kravet om, at det
gennem Alberti af Den sjællandske Bondestands Sparekasse optagne
Laan i Banken blev afviklet. — K. var 1891—96 Landstingsmand,
valgt i Kbh. som Repræsentant for Højre. — R. 1864.
DM. 1912. — Maleri af O. Bache 1907 i Familieeje.
Nationaltidende og Berl. Tid. 12. Aug. 1913. Politiken 13. Aug. s. A.
Axel Rubow: Nationalbankens Historie 1878—1908, 1920, S. 92 fif.
5
Jens Vestberg.
Kniitli, en af Mecklenburgs ældste Adelsætter, hvis Stamsæde
var i Landet Robel i den sydlige Del af Mecklenburg-Schwerin.
Slægten forekommer tidligst i 1230'erne med Henricus Knut miles,
men den sikre Stamrække tager først sin Begyndelse med Matthias
K. (nævnt 1480), der skrives til Slægtens ældgamle Len Priborn
og til Leizen. Han var Tipoldefader til Jacob Ernst K. (1609—75)
til Leizen, Priborn, Meltz og Ludorf m. m., hvis Sønner var de
nedenn. Gehejmeraad Eggert Christopher K. (1643—97) til Meltz,
Priborn, Aasmarke og Bandholms og Maribo Ladegaarde m. m.
og Gehejmeraad Adam Levin K. (1648—99) til Ludorf og Gisselfeld
m. m., samt til Joachim Friedrich K. (1642—84) til Leizen,
hvis Efterkommere — Linierne til Leizen og til Ludorf — er uddøde
i Mandslinien henholdsvis 1791 og 1832. Eggert Christopher
K. var Fader til Elisabeth Sophia K. (1685—1742), gift med Oberst
Godske Ditlev v. Holsten (1674—1745, s. d.) til Holstenshus og
Langesø, og til Greve Adam Christopher K. (1687—1736), der
1714 ophøjedes i Grevestanden, efter at hans Moder af de lollandske
Besiddelser havde erigeret Grevskabet Knuthenborg. Han var
Fader til Oberstløjtnant, Kammerherre, Baron Christian Frederik
K. (1728—1801) — Stifter af Linien Christiansdal — til Højesteretsassessor,
Gehejmeraad, Baron Conrad Ditlev K. (1730—1805)
— fra hvem Linien Conradsborg stammer — og til nedenn. Stiftamtmand,
Gehejmekonferensraad, Greve Eggert Christopher K.
(1722—76), af hvis Børn maa nævnes Stiftamtmand, Gehejmeraad,
Greve Johan Henrik K. (1746—1802) til Grevskaberne Gyldensten
og Knuthenborg m. m. — der var Fader til Komtesse Louise
Charlotte K. (1780—1860), gift med Stiftamtmand, Kammerherre,

6 Knuth.
Baron Frederik Julius Christian Giildencrone (1765—1824, s - d.)
til Vilhelmsborg — Komtesse Frederikke Juliane Marie K. (1755—
1804), i Ægteskab med Amtmand, Kammerherre, Baron Michael
Herman Løvenskiold (1751—1807) til Baroniet Løvenborg, og
Deputeret i Kommercekollegiet, Gehejmekonferensraad, Greve
Frederik K. (1760—1818) til Knuthenborg, der var Fader til
Amtmand, Kammerherre, Greve Eggert Christopher K. (1786
—1813) og Stiftamtmand, Gehejmekonferensraad, Greve Frederik
Christian Julius K. (1787—1852) til Bonderup samt til
Komtesserne Marie Elisabeth K. (1791—1851) og Frederikke
Louise K. (1797—1819), der begge var gift med Statsministeren,
Greve Adam Wilhelm Moltke (1785—1864, s. d.) til Bregentved.
Greve Eggert Christopher K. (1786—1813) var Fader til nedenn.
Udenrigsminister, Greve Frederik Marcus K. (1813—56) til Knuthenborg
m. m., hvis yngste Søn, Kammerherre, Greve Adam
Vilhelm K. (1854—88) til Knuthenborg var Bedstefader til den
nuværende Ejer af Knuthenborg Lensgreve Frederik Marcus K.
(f. 1904). Greve Frederik Christian Julius K. til Bonderup var
Fader til Postmester i Sorø, Kammerherre, Greve Adam Vilhelm
Frederik K. (1829—1902), hvis Søn er Chefen for Ordenskapitlets
Sekretariat, Kammerherre, Greve Heinrich Maximilian K. (f. 1870).
— Ovenn. Baron Christian Frederik K. (1728—1801), der 1743
fik Patent som Baron af Christiansdal, var Fader til Kammerherre,
Gehejmekonferensraad Adam Christopher K. (1755—1844),
der 181 o fik tillagt grevelig Titel for sig og sin Descendens og 1821
fik Bevilling paa at substituere Baroniet Christiansdal (ophævet
1804) med Fideikommisgodset Lilliendal, og var Fader til russisk
Ritmester, Hofjægermester, Greve Christian Frederik K. (1788—
1852) til Lilliendal, hvis Sønnesøn er nedenn. Hippolog og Politiker,
Greve Christopher Adam Valdemar K. (f. 1855); dennes ældste
Datter Komtesse Minna Sophie Louise K. (f. 1882) er gift med
Hofjægermester, Lensbaron Hans Berner Schilden Holsten (f. 1881,
s. d.). — Linien Conradsborg nedstammer fra ovenn. Baron Conrad
Ditlev K. (1730—1805), hvis Sønnesøn nedenn. Amtmand,
Greve Hans Schack K. (1787—1861) 1812 fik tillagt grevelig Titel
for sig og sin Descendens; hans Søn var Diplomaten, Greve Joachim
Sigismund Ditlev K. (1835— x 9°5)- Den grevelige Linie uddøde
1933. Den endnu levende friherrelige Linie nedstammer fra
Direktør i Generalpostamtet, Kammerherre, Baron Carl Conrad
Gustav K. (1761—1815) til Rudbjerggaard, der var yngre Søn af
ovenn. Baron Conrad Ditlev K. (1730—1805).
Danmarks Adels Aarbog, XXXVI, 1919, S. 518—43. B. v. Biilow: Geschichte
der Familie Knuth in Mecklenburg, 1912. Albert Fabritius.

8 Knuth, Adam Levin.
delte sig, sluttede han sig som født Mecklenburger til den kejserlige,
der repræsenteredes af Frederik Ahlefeldt, Ulrik Frederik Gyldenløve,
Conrad Reventlow, Grev Wedel og Michael Wibe, og som
havde sin Støtte i Kongens umiddelbare Nærhed i Sophie Amalie
Moth. A. L. K.s Modstandere var enige om, at hans Indflydelse
paa Statssagerne foregik underhaanden gennem Paavirkning af
Kongen, og at han udadtil lod, som om han aldeles ikke blandede
sig i dem. Det Billede, som gives af ham og hans Betydning i de
bevarede Indberetninger fra de fremmede Gesandter i Kbh., er
dog saa fortegnet, at det i ingen Henseende fortjener Tiltro. Disse
Diplomater (den svenske, engelske og franske) repræsenterede nemlig
alle den modsatte Lejr af den, som A. L. K. tilhørte, og de
nøjedes ikke med til deres respektive Regeringer at udtale deres
Uvillie mod en politisk Modstander, som var usaarlig, men søgte
samtidig — lidet logisk — at fremstille ham som en politisk Ubetydelighed,
hvis hele Viden indskrænkede sig til »at kende de forskellige
Slags Vine, hvormed han hver Dag fylder sig«. Særlig forbitret paa
A. L. K. var den svenske Gesandt Anders Leijoncloo, fordi han
støttede Direktøren for Øresundstolden under de mangfoldige Stridigheder
om de svenske Handelsskibes Toldfrihed i Sundet. Inden
for Litteraturen beskyldte Andr. Hojer i sit Værk om Frederik IV.
A. L. K. for at have medvirket til dennes daarlige Opdragelse
som Kronprins (»En Prins bruger ingen Videnskaber; at lære
qvæler den naturlige Vittighed«). Disse Samtidens Domme optoges
i en senere Tid af Historikeren og Aristokrat-Haderen Riegels,
der hertil føjede nye Beskyldninger, som at A. L. K. før sin
Død skulde have sørget for, at »hans store Skatte bleve Mecklenburg
til Del«. Gammel, men ubestyrket er endelig Anklagen mod
A. L. K. for at have været medvirkende ved Griffenfelds Fald
II. Marts 1676.
Helt uden Forsvarere har A. L. K. dog ikke staaet indtil vor Tid;
Odin Wolff betegnede ham saaledes som »en giæv og venlig Mand,
uden al Ærgerrighed og Kongen personlig hengiven«. Skønt den
hævdvundne Opfattelse af ham utvivlsomt bør forkastes, er det
imidlertid vanskeligt at sætte en rigtigere i Stedet, i hvert Fald
hvis denne skal have et nogenlunde fyldigt Indhold. Saa meget
staar fast, at det bærende i A. L. K.s Stilling i Danmark var hans
personlige Forhold til Kongen, hvem han var oprigtig hengiven,
og hvis ubetingede Tillid han nød. Ved visse Lejligheder, som da
hans Landsmand Sigfr. Chr. v. Plessen blev sat i Spidsen for
Finanserne, synes han at have lagt et Lod i Vægtskaalen, og der
var Enighed om, at A. L. K. paa alle Maader støttede Plessen i

10 Knuth, Adam Levin.
stian V.s uægte Søn, Generalfeltmarskal Chr. Gyldenløve, for
85 000 Rdl.
A. L. K. døde »meget hasteligen« og til stor Sorg for Kongen
paa Kbh.s Slot, og først tre Maaneder senere førtes Liget »med
Proces« til hans sidste Hvilested i Braaby Kirke, hvor han selv
havde opført et Gravkapel. Her hviler ogsaa Komtesse Hilleborg
Holck (1658—1724), med hvem han skal have været forlovet i
mange Aar, uden at Brylluppet var blevet til noget. Dette Forhold
har, som saa mange andre Omstændigheder i A. L. K.s Liv,
givet Anledning til løse Gisninger, uden at man har noget sikkert
at støtte dem paa. — Breve fra A. L. K. i Ehrenschilds og
Chr. Lentes Arkiver, Ledreborgske Hdskr. 4 0 493, Kgl. Bibliotek.
— Hv. R. 1684. — Malerier, bl. a. af P. Andersen, og Pastel
(Fr.borg); Emailleminiature af J. Barbette (sst.). Malerier paa
Gisselfeld og Bandholmgaarden; Kopi af Vantore paa Lilliendal.
Portrætteret paa P. Andersens Karton (Fr.borg) til Gobelin af
Landskronas Erobring (Christiansborg). Stik af H. Schaten efter
J. d'Agar, Dannebrogsriddernes Ordensdragt, antages sikkert med
Rette at forestille A. L. K.
Danmarks Adels Aarbog, XXXVI, 1919, S. 521. Universitetsprogram,
1699. N. D. Riegels: Femte Christians Historie, 1792. Odin Wolff: Greve
Peder Griffenfelds Levnet, 1820. Dsk. Mag., 3. Rk., I, 1842; 4. Rk., VI,
1886; 5. Rk., V, 1904; 6. Rk., V, 1930. O. F. C. Rasmussen: Optegnelser om
Gisselfeld, 1868, S. 146—78. Dsk. Saml., 2. Rk., IV—V, 1874—77. J- Bloch:
Stiftamtmænd og Amtmænd, 1895. Kgl. Kammerregnskaber fra Frederik
III.s og Christian V.s Tid, udg. af E. Marquard, 1918. Personalhist. Tidsskr.,
8. Rk., V, 1926, S. 179, 18.; 9. Rk., III, .931, S. 81, 84. KmdFabricius.
Knuth, Christopher Adam Valdemar, Greve, f. 1855, Hippolog,
Politiker. F. 3. Juli 1855 paa Østergaard, Mern Sogn. Forældre:
Greve, Kammerherre, Hofjægermester Adam Carl Vilhelm K.
(1821—97) og Baronesse Vilhelmine Alexandra Eugenie Catharine
Jenny v. Buttlar (1825—84). Gift ti. Aug. 1881 paa Benzonsdal,
Taastrup, med Baronesse Ille Ottilte Vilhelmine Lerche, f. 2. Juni
1857 paa Benzonsdal, D. af Baron, Kammerherre, Hofjægermester
Carl Christian Cornelius L. (1826—81) og Sophie Frederikke Steensen
Leth (1835—1925).
K. blev Student 1874 fra Schneekloths Skole og cand. phil. 1875.
Han var derefter 1876—97 Forpagter af sin Fødegaard Østergaard.
Ved Faderens Død 1897 overtog han Fideikommisgodset Lilliendal,
der 1922 overgik til fri Ejendom, og som han 1936 afstod.
1903—18 ejede han Gaarden Valdnæs paa Falster. Inden for
Landbruget er det særlig Hesteavlen, der har haft hans Interesse.

a
Knuth, Eggert Christopher.
d. 29. Marts 1723 paa Aasmarke, D. af Kgl. Raad, senere Etatsraad
Cornelius L. til Nielstrup (s. d.) og 2. Hustru.
E. C. K. fuldendte efter Opdragelsen i Hjemmet sin Uddannelse
paa Rejser og fik derefter Ansættelse som Kammerjunker hos den
i Giistrow residerende Hertug Gustav Adolf af Mecklenburg. Han
forlod 1670 dennes Tjeneste, som det synes i Unaade, og gik til
Danmark, formodentlig lokket af den Lykke, der her alt tilsmilede
hans Broder. Han fik straks Kammerjunker-Charge hos den unge
Konge og opholdt sig nogle Aar mest ved Hoffet, indtil han 1677
blev Amtmand over Neu-Kloster og Staden Pol i Mecklenburg,
der i nogle Aar var i Brandenburgs Besiddelse. Efter sit Ægteskab
tog E. C. K. Bolig paa sin Gaard Meltz. men allerede 1681 kaldtes
han ved sin Svigerfaders Død til Danmark og opgav 1682 Amtmandskabet.
Ved Overenskomster og Magelæg med sin Hustrus
Stifmoder og Søskende lykkedes det ham 1681 at blive Eneejer af
Aasmarke og Bandholmgaard, hvorefter det blev hans Opgave at
kompletere sit Gods og udvide sine Ejendomme paa Lolland,
hvilket i høj Grad lykkedes ham ved heldige Køb og Mageskifter,
men især ved kongelige Gaver. Imidlertid traadte E. C. K., der
1684 var blevet Etatsraad, igen ind paa Embedsbanen, da han
1685 udnævntes til Landraad i Slesvig og Amtmand over Slesvig
Domkapitels Gods; 1690 blev han tillige Amtmand over Kronborg
og Fr.borg Amter, 1693 blev han Konferensraad og Dannebrogsridder
med Valgsprog: »Nihil nisi honestum«, 1695 Gehejmeraad.
Hans Enke fortsatte med Held og Dygtighed hans Bestræbelser i
Retning af Godsudvidelse og satte 1714 Kronen paa Værket ved
Oprettelsen af Grevskabet Knuthenborg. Ægteparret efterlod sig
et godt Eftermæle, især roses Søster Lerche for sin Gavmildhed og
Gudsfrygt; en Skole og et Hospital er Bevis for deres Omhu for
Godsets Bønder. — Hv. R. 1693. — Maleri paa Ludorf; Kopi
paa Bandholmgaarden, gengivet i Træsnit af H. P. Hansen 1881.
Buste paa Epitafium i Hunseby K.; Maleri derefter af Vantore
paa Lilliendal.
Danmarks Adels Aarbog, XXXVI, 1919, S. 520 f. G. L. Wad: Om E. C.
Knuth og S. Lerche, 1881. g L m d { Knud Fabricius*) •
Knuth, Eggert Christopher, Lensgreve, 1722—76, Stiftamtmand.
F. 20. Okt. 1722 paa Knuthenborg, d. 26. Febr. 1776 i Kbh. (Holmens),
begr. i Hunseby K. Forældre: Greve Adam Christopher K.
(1687— 1 736, gift 1° 1713 med Hedevig Ulrikke Luxdorf, 1690—
1720) og Ida Margrethe Reventlow (1701—57). Gift 1° 5. Febr.
1742 i Hunseby med Marquise Marguerite Maurice Fran$oise

Knuth, Eggert Christopher. 13
Isidore Casado de Monteleone til Grevskabet Gyldensten, f. 8.
April 1723, d. 9. Maj 1752, D. af Marquis Don Antonio Casado
de M. og Grevinde Marguerite Huguetan af Gyldensten (1702
—ca. 67). 2° 20. Okt. 1752 med Maria v. Numsen, f. 18. Sept.
1734, d. 4. Maj 1765 i Kbh., D. af Overkrigssekretær Michael
v. N. (s. d.) og Hustru. 3 0 9. Sept. 1765 paa Fredensborg (Slotsk.)
med Eleonore Louise Caroline Augusta Moltke, f. 18. Maj 1728,
d. 18. Juni 1785 paa Vallø, D. af Gehejmeraad Joachim Christoph
M. (1699—-1781) og Baronesse Sophie Albertine Wolzogen
(1703—63).
K., der 1733 indtraadte i Hæren som menig, blev 1734 Sergent,
1735 kar. og 1736 virkelig Sekondløjtnant i fynske hvervede Infanteriregiment,
studerede 1738—39 i Gottingen, var 1741 atter udenlands,
blev 1742 Kaptajn reforme ved Kronprins Frederiks Regiment,
1746 Kompagnichef ved Livgarden til Fods og 1749 Generaladjudant
hos Kongen, men tog 1751 sin Afsked med Oberstløjtnants
Karakter og blev 1752 Assessor i Højesteret; 1764 blev han
Stiftamtmand over Sjællands Stift og Amtmand over Roskilde Amt,
og 1772 var han Medlem af den over Dronning Caroline Mathilde
nedsatte Domstol. Efter sin Fader havde han overtaget Grevskabet
Knuthenborg, med sin første Hustru fik han Grevskabet Gyldensten,
og for Substitutionen for Stamhuset Lerkenfeld i Jylland, som han
arvede, erhvervede han Hovedgaarden Mørup ved Sorø, som blev
oprettet til et Stamhus; desuden ejede han 1760—68 Ravnstrup.
Som et Vidnesbyrd om hans Servilisme anføres, at han til Motto
valgte Ordene: »Kongens Gunst den eneste Lykke«, da han havde
faaet det hvide Baand. — Kammerherre 1742. Gehejmeraad 1759.
Gehejmekonferensraad 1766. — Hv. R. 1754. L'union parfaite
1763. R.E. 1774. — Maleri, formentlig af H. Arbien, ca. 1752,
paa Fr.borg, af P. Als paa Løvenborg, af ukendt paa Bandholmgaarden,
af A. Brunniche i Privateje. Miniature i Privateje.
Danmarks Adels Aarbog, XXXVI, 1919, S. 524. S. Nygård.
Knuth, Frederik Marcus, Lensgreve, 1813—56, Politiker. F. 11.
Jan. 1813 i Kristiania, d. 8. Jan. 1856 i Kbh. (Garn.), begr. i
Hunseby. Forældre: Greve, Amtmand, Kammerherre Eggert
Christopher K. (1786—1813) og Karen Rosenkrantz (1792—1837,
gift 2 0 1815 med norsk Generalmajor, Kammerherre Carl Frederik
Ferdinand Vilhelm Albrecht Kaltenborn, 1785—1832). Gift 18.
Maj 1837 i Kbh. (Holmens) med Karen Rothe, f. 31. Okt. 1815
i Kbh. (Holmens), d. 10. Aug. 1877 paa Frbg., D. af Kommandørkaptajn
Carl Adolph R. (s. d.) og Hustru.

14 Knuth, F. M.
K. arvede 1818 Knuthenborg, men opdroges hos Onkelen A. W.
Moltke-Bregentved, hvis »Hof« prægede ham mere end den Kreds
af senere liberale Førere, han kom ind i som Student 1829; juridisk
Kandidat blev han 1833. Betegnende nok blev hans nærmeste
Ungdomsven C. C. Hall, sammen med hvem han rejste i Udlandet
1834—35. Med Myndighedsbevilling overtog K. 1837 det forsømte
Knuthenborg og drev det rationelt op, ligesom han anlagde
Bandholm Havn; som Godsejer synes han at have været human
mod sine Fæstere og begyndte 1845 som en a ^ de første Bortsalg
af Fæstegods. Politisk holdt han sig passiv indtil 1840, da han mere
ført end Fører kom til at staa i Spidsen for den store lollandske
Petition om Skattebevillingsret og fri Forfatning, og den kgl. Resolution
af 31. Okt. s. A., der gik skarpt imod oppositionelle Lensbesiddere,
drev ham let tilbage i Moderation; dog ansaas han
endnu en Tid for at være »Rebel«. Som Stændersuppleant for
Sædegaardsejerne mødte han i Roskilde 1844 og 1846, men betød
meget lidt; vigtigst var det, at han 1846 stemte imod Lehmanns
Forfatningsforslag som forhastet. Samme Moderation prægede ham
nationalt; 1845 afviste han skarpt at støtte Bekæmpelsen af den
slesvigholstenske Propaganda i tysk Presse, da Foretagendet, ledet
af Lehmann og Monrad, vilde være ildeset af Regeringen; men
1846—47 støttede han en lignende Kampagne i fransk Presse, med
Bidrag af Monrad og Krieger, formentlig fordi den da var i Regeringens
Interesse. I samme Aand deltog han Febr. 1847 i Godsejerprotesten
mod Ridderskabets fornyede Opposition, men nogen
førende Rolle har han ikke spillet. K.s Lyst til Diplomatiet fik
ham April 1847 til at tilbyde sin Tjeneste under de mange Vakancer,
der var en Følge af det aabne Brev om Arvefølgen. I Stedet
udnævntes han Maj s. A. til Amtmand i Sorø, hvor han uden
pædagogisk Indsigt eller administrativ Træning maatte tage Stilling
til Planerne om Akademiets Omdannelse til en Realhøjskole; mod
Universitetsdirektionens Forsøg paa at kvæle Reformen og Grundtvigs
Ønsker om dens Tilpasning til sin folkelige Vækkelse satte K.
sin egen Plan om et agronomisk-teknisk Institut, men mest Vægt
synes han at have lagt paa at faa C. F. Wegener til Leder. Sidst
i Okt. 1847 begyndte den afgørende Kamp om Reformen, hvorunder
K., støttet af Stemann, sejrede over Universitetsdirektionens
Leder J. O. Hansen og 31. Dec. udnævntes til Overdirektør, men
først Febr. 1848 indrømmedes Sæde i Universitetsdirektionen. K.s
videre Andel i Planen lader sig næppe fastslaa, men 7. Marts 1848
søgte Grundtvig at vinde ham for sine Ideers Gennemførelse i Sorø
— det hele Foretagende standsedes af Ministerskiftet i Marts.

Knuth, F. M. 17
rent personlige Nederlag maa dog til Dels ogsaa forklares ved
svigtende Helbred, Ministertiden sled faktisk den alt andet end
stærke Mand op. Betegnende for Samtidens Værdsættelse af hans
retskafne Karakter og dybe Humanisme — den »ædle« K. — var,
at ingen af »Martsmændene« tillagde ham den Hovedandel, han
havde i Martspolitikkens nationale Sammenbrud, og at ingen af
hans Kritikere i det ældre Slægtled, der ansaa ham for »besat« af
Monrad, angreb ham personlig.
Efterladte Papirer paa Knuthenborg. — Kammerherre 1843.
— S.K. 1848. — Malerier af H. A. Schiøtt 1847, af J. V. Gertner
1860 paa Bandholmgaarden. Portrætteret paa Const. Hansens
Maleri af den grundlovgivende Rigsforsamling 1848 (1860—64;
Fr.borg; Studie hertil i Rigsdagen). Maleri paa Herlufsholm. Tegninger
af J. V. Gertner, bl. a. fra 1848 (Fr.borg). Miniature paa
Orebygaard. Buste af H. V. Bissen (Fr.borg, Hunseby K.). Litografi
fra Tegner & Kittendorff 1856 efter Fotografi.
V. Birkedal: Personlige Oplevelser, I, 1890. A. Thorsøe: F. M. Knuth,
1911. A. F. Kriegers Dagbøger 1848—80, I, 1920. W. Norvin i: Sorø, II,
1931, S. 4ig—37. Breve fra og til N. F. S. Grundtvig, II, 1926, S. 457—61.
Dsk. Mag., 7. Rk., I, 1936 (se Registeret). Danmarks Adels Aarbog, XXXVI,
I9'9, S. 528. y Qay
Knuth, Hans Schack, Greve, 1787—1861, Amtmand. F. 31.
Marts 1787 paa Sørup, Vetterslev Sogn, d. 5. Nov. 1861 i Roskilde,
begr. i Hillerød. Forældre: Baron, Ritmester, Kammerjunker Adam
Christopher K. til Conradsborg (1759—1807) og Baronesse Juliane
Marie Brockdorff (1763—1822). Gift 3. Marts 1825 i Kbh. (Holmens)
med Frederikke Sophie Elisabeth Løvenørn, f. 25. Dec. 1804 i
Kbh. (Holmens), d. 10. April 1889 sst. (Fr.borg), D. af Kommandør,
senere Kontreadmiral Poul L. (s. d.) og 2. Hustru.
K.s Løbebane formede sig lige og regelret, som det sømmede
sig for en Søn af en adelig Slægt, der agtede at gaa den civile
Embedsvej. Efter at være blevet Student 1805, privat dimitteret,
og have taget juridisk Eksamen 1811 gjorde han 1812—31 Tjeneste
i Rentekammeret, først som Auskultant og fra 1816 som Kommitteret.
Han blev desuden Medlem af den Kommission, der skulde
undersøge de islandske Handelsforhold, og gjorde i den Anledning
en Rejse til den fjerne Sagaø. 1823 udnævntes han tillige til
Decisor ved den grønlandske Handel. 1831 var Øjeblikket kommet,
hvor han kunde ombytte sine Hverv i Centraladministrationen
med et Amtmandsembede. 1831—36 var K. Amtmand over Præstø
Amt og derefter i henved tyve Aar Amtmand over Fr.borg Amt,
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 2

18 Knuth, Hans Schack.
tog sin Afsked 1855. Af hans Bihverv maa nævnes, at han 1840
blev Medlem af Stutterikommissionen, og at han 1848 fungerede
som Kommissarius ved Østifternes Provinsialstænders Valg af
»erfarne Mænd«. Ved Arv var K. kommet i Besiddelse af Conradsborgs
Fideikommis og fik 1812 for sig og sin Descendens grevelig
Titel og Rang. Han fik ved sin Afsked 1855 fra alle Sider Bevis
paa, hvor afholdt han var, og han maa betragtes som en af Tidens
dygtigste Amtmænd. — Kammerherre 1826. — R. 1829. K. 1840.
DM. 1845. S.K. 1856. — Malerier af Just Holm 1857 og af
H. A. Schiøtt (Fr.borg), det sidste efter Daguerreotypi.
Danmarks Adels Aarbog, XXXVI, 1919, S. 539 f.
Harald Jørgensen (G. Kringelbaih).
Knutzen, Peter, f. 1887, Generaldirektør for Statsbanerne. F.
14. Jan. 1887 i Søby, Ærø. Forældre: Indsidder, senere Gaardbestyrer
Jens Christian K. (1860—90) og Marie Kirstine Bladt
(f. 1855, gift 2° 1894 med Gaardejer i Søby Christen Andersen
Christensen, f. 1869). Gift 2. Sept. 1914 i Kbh. (Helligg.) med
Karen Margrethe Knudsen, f. 13. Maj 1892 i Ryslinge, D. af
Gymnastikinspektør K. A. K. (s. d.) og Hustru.
K. blev 1904 ansat som Postelev og, efter at have bestaaet Posteksamen
med rent ug i alle Fag 1907, som Postmedhjælper. Den
fine Eksamen henledte Administrationens Opmærksomhed paa
ham, og han blev 1908 konst. og n. A. fast ansat som Assistent
i Generaldirektoratet. Ved Siden af sin Tjeneste forberedte han sig
til Artium, som han tog 1911. Efter en Forberedelse paa halvfjerde
Aar, i Løbet af hvilke han desuden i halvsjette Maaned
aftjente sin Værnepligt, tog han juridisk Embedseksamen med en
fin første Karakter, og hans Avancement gik derefter meget hurtigt.
Han blev 1916 Fuldmægtig i Generaldirektoratet og var Maj
—Okt. 1919 fung. Kontorchef. S. A. konstitueredes han som
Postinspektør, først hos det danske Postvæsens Kommissær i Sønderjylland
og kom derved til at yde et fortrinligt Arbejde ved
Overtagelsen af Postvæsenet i de genvundne Landsdele, derefter
i 1. Overpostinspektorat. Største Delen af 1925 og et Par
Maaneder af 1926 var han konst. Postinspektør. 1927 vendte
han tilbage til Generaldirektoratet som fung. Kontorchef og fik
et halvt Aar senere Udnævnelse som saadan. 1. Nov. 1931 udnævntes
han til Generaldirektør for Statsbanerne for et Tidsrum
af seks Aar, og efter dette Tidsrums Forløb fornyedes Udnævnelsen
for nye seks Aar.
Inden for Postvæsenets Administration har K. udført et stort og

22 Koch, C. H.
paa Frbg., D. af Forstander, senere tit. Professor H. P. D. (s. d.)
og 2. Hustru.
Efter at have tilbragt sin Læretid hos Gartner G. J. Bøgh i
Horsens og i Faderens Gartneri indtil Marts 1892 rejste K. til
Udlandet, hvor han arbejdede hos Handelsgartner Beckwith i
Tottenham, London, og hos den verdenskendte Orkidégartner
Sanders i St. Albans og dernæst et Par Maaneder hos Handelsgartner
Petrick i Gent. Efter Hjemkomsten 1894 virkede han som
Leder af Faderens Handelsgartneri til Udgangen af 1896, hvorefter
han 1897 startede sit eget Gartneri paa Roskildevej. Dette
Gartneri udviklede sig meget snart til at blive et af Landets største
og mest ansete. Forretningen dyrker alene Blomsterplanter og
næsten udelukkende saadanne, som kan anvendes i afskaaren Tilstand.
De Kulturer, der især dyrkes, er Roser, Nelliker, Syrener,
»Julestjerner« samt Orkideer. Omtrent Halvdelen af Produktionen
gaar til Udlandet, især Sverige og Norge. Hele Gartneriets Areal
er ca. 14 ha og det glasoverdækkede 3,8 ha. — K. er i Besiddelse
af et vidtrækkende Overblik og har et meget indgaaende Kendskab
til Planternes Behandling, ikke alene hvad det almindeligt fagligtekniske
angaar, men ogsaa til de biologiske Regler vedrørende
Planternes Vækstbetingelser. Selv om han holder sig til faa særlig
rationelle og prøvede Plantearters Kultur, viger han ikke tilbage
for at prøve det nye, som maatte komme frem; men naar han har
samlet sine Erfaringer og paa Basis af disse har bestemt sig for en
ny Kultur, lægger han gerne en saadan fra først af stort an for hurtigt
at kunne blive fuldt leveringsdygtig. Han har kun i ret ringe
Grad taget Del i Gartnernes Foreningsliv; han sad dog en ikke helt
kort Aarrække i Bestyrelsen for Almindelig dansk Gartnerforening
og var i nogle Aar Formand for Foreningen af arbejdsgivende
Handelsgartnere i Kbh. og Omegn. 1916—17 havde han Sæde
i Frbg. Kommunalbestyrelse. Han har skrevet Artikler i »Nordisk
illustreret Havebrugsleksikon« og i »Gartner-Tidende«.
S. Bruun og A. Lange: Danmarks Havebrug og Gartneri til Aar 1919,
igao, S. 536, 608. Axel Lange.
Koch, Cornelius Peter August, 1816—92, Rederidirektør. F. 12.
Sept. 1816 i Husum, d. 9. Marts 1892 i Kbh., begr. sst. (Ass.).
Forældre: Købmand Cornelius Diedrich K. (1792—1855) og Anna
Dorothea (Doris) Andersen (d. tidligst 1855). Gift 23. Maj 1846
i Kbh. (Petri) med Wilhelmine Dorothea Henriette Jørs, f. 13.
Nov. 1820 i Kbh. (Petri), d. 17. April 1905 sst., D. af Bagermester
Johann Daniel Henrich J. (ca. 1791—1859) og Agnete Anna
Cathrine Weidemann (ca. 1800—64).

26 Koch, E. F.
sig mere og mere ensom, stod fjernt over for den nye Tid — efter
Kommunen 1871 levede han ikke mere, sagde han ofte —, og var
som Provst og Præst ingenlunde let at omgaas. Sine Embedspligter
passede han meget samvittighedsfuldt, men den Punktlighed, hvormed
han førte Tilsyn i sit Provsti, affødte jævnlig Gnidninger.
Som Kirkemand sluttede han sig nærmest til den højkirkelige Retning,
dog med en ret stærk Hældning mod Indre Mission. Fra
hans senere Aar foreligger blot enkelte Prædikener og Anmeldelser.
— R. 1898.
Kbh. Universitets Indbydelsesskrift til Reformationsfesten, 1866, S. 90 f.
H. C. A. Lund: Studenterforeningens Historie 1820—70, II, 1898, S. 404,
412, 446, 448, 451, 478, 480, 484, 495, 571, 597, 607. Randers Dagblad 13. og
20. Jan. 1911. Personalhist. Tidsskr., 10. Rk., II, 1935, S. 187. J. Oskar
Andersen: Holger Rosenkrantz den Lærde, 1896, S. 250, 309. Vilh. Maar:
Mindeskrift for Oluf Borch, 1926, S. 71, 74. n- ^ .
' " Bjørn Kornerup.
Koch, Hans Christopher Elers, 1854—1913, Forstmand. F. 1.
Juli 1854 i Hillesvig paa Lolland, d. 11. Marts 1913 i Skodsborg,
begr. i Vester Aaby. Forældre: Skovrider ved Baroniet Guldborgland,
senere tillige Forstinspektør ved Baroniet Lehn samt Rossjoholm
i Skaane, Forstraad Gustav Adolph Stanley K. (1817—95)
og Johanne (Hanne) Michaline Aagaard (1823—99)- Gift 5. Dec.
1883 i Kbh. (Stef.) med Charlotte Frederikke Emilie Holm, f. 20.
Juli 1861 i Odden, D. af Sognepræst Jacob Ludvig Ferdinand H.
(1810—69) og Louise Nicoline Aagaard (1818—99).
K. blev Forstkandidat 1875 og n. A. ansat i Statsskovvæsenet,
hvor han gjorde Tjeneste, indtil han 1883 blev Skovrider paa
Brahetrolleborg. Fra 1885 førte han desuden Tilsyn ved Grevskabet
Reventlows Skove i Slesvig og Pugerup og Weinnberga Skove
i Sverige og bestyrede fra 1887 endvidere Lundegaard Stiftelses
Skove. 1899—1900 var han Statens tilsynsførende med de private
Skove i Odense og Svendborg Amter, 1904—13 sagkyndig Medhjælper
ved Vurdering af Skovejendomme i de samme Amter.
1900—13 var han Medlem af Dansk Skovforenings Fællesbestyrelse.
Som praktisk Forstmand var K. meget virksom, og han
arbejdede særlig for Fremgang paa det merkantile Omraade inden
for Skovbruget. Den store Stormskade, som hans Distrikts
Granbevoksninger led ved Stormen 12. Febr. 1894, har sikkert
bidraget væsentligt til at styrke hans Interesse for netop denne
Side af Arbejdet. Ved Uddannelse af et meget betydeligt Antal
Elever har hans Anskuelser ogsaa vundet Udbredelse uden for
Distriktet og bidraget til at præge Faget. Hans betydeligste
litterære Arbejde er »Brahetrolleborg Skovdistrikt 1786—1886«

Koch, Elers. 27
(1893), der ligesom flere andre Arbejder fra hans Haand fremkom
i forstlige Tidsskrifter. A Oppermann (C. Syrach Larsen*).
Koch, Hans Ludvig Emil, 1851—1924, Præst. F. 23. Juli 1851
i Sønder Kirkeby, Falster, d. 23. Febr. 1924 i Odense, begr. sst.
Forældre: Sognepræst, sidst i Nørre Vedby, Provst Hans Peter
Gyllembourg K. (1807—83, gift i° 1835 med Karen Magdalene
(Lene) Amalie Parelius, 1813—46) og Anne Oline Parelius (1823
—61). Ugift.
K. tilhørte en begavet og ejendommelig Slægt, der bl. a. har
fostret mange kendte Præster. Han blev Student 1869 fra Nykøbing
F. og tog teologisk Embedseksamen 1874. Efter at have
aftjent sin Værnepligt og efter et Par Aar at have været Huslærer
paa Kærstrup paa Lolland blev han personel Kapellan hos Pastor
Dr. L. Helveg i Odense 1878 og ved dennes Død 1883 hans Eftermand
som Præst ved St. Knuds Kirke og Hospitalskirken. Her
øvede han en lang og meget paaskønnet Præstegerning, og hans
Virksomhed rakte efterhaanden videre ud. Opførelsen af Ansgars
Kirke i Odense skyldes for en væsentlig Del ham. Han var stærkt
benyttet som Taler ved kirkelige Møder og som Foredragsholder ved
Studentermøder og paa Højskoler. Hans stærke sociale Interesser
drev ham til Deltagelse i forskellige Foretagender med den Slags
Formaal. I en hel Menneskealder var han Formand for Odense
Højskoleforening, der under hans Ledelse blomstrede stærkt frem.
Han var Blomsterelsker og Botaniker og havde som Tegner og
Maler rigere Evner end almindeligt mellem Amatører. En af hans
store Glæder var at rejse, især i Italien. Han var et rigt udrustet
og kultiveret Menneske. Alt dette præger hans Forfatterskab, der
indlededes med Andagtsbogen »Lys i Mørke« (1893 og 1894, 6. Opl.
1926). Den Paaskønnelse, denne Bog mødte, og Opfordringer til
at fortsætte fik ham til at udgive »Det christne Menneskeliv« i fire
Hæfter (1. Hæfte 1901, 4. samlede Opl. 1929). Desuden udkom
»Smaa Taler, holdt for Præster« (1909), forskellige Foredrag og
Afhandlinger og efter hans Død »Syndsforladelse« (1924). —
R. 1895. DM. 1923. — Buste af E. Ølsgaard i Odense Højskoleforening.
Relief af A. Poulsen i Hospitalskirkens Klostergang.
Højskolebladet 14. Marts 1924. Dansk Kirkeliv, 1924. A. J. Rud: Emil
Koch, en Odensepræst, 1935. ^ j ^ ^
Koch, Frederik Julius, 1816—1911, Gartner. F. 23. April 1816
i Bernstorff Slotshaves Gartnerbolig, d. 26. Jan. 1911 paa Frbg.,
begr. sst. Forældre: Slotsgartner, senere Handelsgartner Johan

Koch, G. :;i
(s. d.). Gift 17. Sept. 1891 i Aalborg med Bertha Gine Cæcilie
Carstens, f. 28. Sept. 1852 i Flade, Vendsyssel, d. 23. Marts 1921
i Ribe, D. af Møller, sidst i Hammer, Vendsyssel, Lorenz C.
(1809—85) og Else Marie Iversen (1826—96).
K.s Forfædre baade paa fædrene og mødrene Side havde været
Præster i mange Led. Hjemmet var den smukkeste Type paa en
dansk Præstegaard, og ingen Enkeltmand synes at have haft den
Betydning for K. som hans Fader. Efter at være blevet undervist
hjemme af en Huslærer kom K. tretten Aar gammel i Viborg
Latinskole, hvor han straks fandt sig vel tilpas — det var i Rektor
Lefoliis Tid — og hurtigt blev øverst i sin Klasse. Efter at være blevet
Student 1876 drog han til Kbh. Det synes at have været en afgjort Sag
for ham, at han skulde studere Teologi. Rasmus Nielsens filosofiske
Forelæsninger virkede ikke dragende paa ham; mere interesserede
ham Høffdings nylig udkomne »Om Grundlaget for den humane
Ethik«. Ellers synes »det moderne Gennembrud«, som i K.s Studentertid
stod i sin fulde Flor, ikke at have paavirket ham. Professor P.
Madsen, der dengang stod i sin Kraft, er den eneste af hans Lærere,
han særlig omtaler. Han hørte hans Forelæsninger over Dogmatik
og over Schleiermacher. Det tør dog antages, at det var mindre
ved disse end ved de eksegetiske Forelæsninger, at K. blev Elev af
P. Madsen, der i øvrigt ved hele sin Personlighed virkede dragende
paa K. som paa saa mange andre. Efter Embedseksamen (1882)
blev K. i Kbh. og manuducerede, rejste derpaa udenlands paa
Stipendium, først til Kristianiauniversitetet, senere til Tyskland
og Italien. I Erlangen hørte han med Interesse Francks Forelæsninger;
hans Discipel blev han dog aldrig. K. var en udpræget
kritisk Natur, var altid mere ængstelig for at naa til et urigtigt
Resultat end for ikke at naa til noget fastslaaet. Han, der syntes
at komme saa let til alt, hvem saa meget var givet, maatte dog
bestandig kæmpe sig til, hvad han havde modtaget. Saaledes blev
det ved til hans Livs Ende. Han, som var saa hvilefuld, man kunde
godt sige harmonisk afsluttet, var vel kendt med Anfægtelser. Hans
skarpe Iagttagelsesevne, hans sikre Dømmekraft, hans Interesse for
de lærde og for den jævne Mand tjente ham vel i det fremmede.
Men det for ham afgørende hørte til der hjemme. Han var vel
tilpas, da Rejsen var slut og han kunde søge det Præsteembede,
der hele Tiden havde staaet for ham som Maalet. Han havde
1885 faaet Universitetets Guldmedaille for en eksegetisk Afhandling;
men det var Præst og ikke Universitetslærer, han vilde være.
Og han blev det i udpræget Grad. Først i Vildbjerg (1885),
hvor hans Fader tidligere havde været, derefter i Herning (1889).

34
Kock, H. C. Elers.
og om end hans Virketid som Inspektør blev af forholdsvis kort
Varighed, lykkedes det ham dog at sætte sit Præg paa Haverne
og skabe sig et varigt Minde, i Særdeleshed ved den Udhugning
i Fr.borg Indelukke, hvorved der skabtes en enestaaende smuk
Udsigt til Slottet. Det faldt ogsaa i K.s Lod at foretage Nedlæggelsen
af den ærværdige Driverihave ved Rosenborg og omforme
Arealet til et parkmæssigt Anlæg, og paa en smuk Maade formaaede
han at tilknytte dette til Kongens Have. Den planlagte og forberedte
Regulering af Pladsen omkring Springvandet og Diagonalvejen
fra Gothersgade over mod Kunstmuseet maatte han gentagne
Gange udskyde af Mangel paa Midler. I det hele var Knapheden
af de Midler, der var hans Virksomhed tilmaalt, en tung Hemsko
paa hans Virkelyst. K. var fra 1906 til sin Død Medlem af Det
kgl. danske Haveselskabs Bestyrelse, en Tid Næstformand; endvidere
virkede han som Censor ved Landbohøjskolen. Hans Tilknytning
til Kirken gav sig bl. a. Udslag i, at han en Aarrække var
Forstander for Søndagsskolen i Bethesda. — R. 1906.
Gartner-Tidende 1912, S. 49 ff. Haven 1912, S. 81 f. Berl. Tid. 23. Febr.
1912. Nationaltidende s. D. Politiken s. D. Avl T nnon
Koch, Hans Winding, f. 1867, Præst. F. 9. April 1867 i Vejstrup
ved Kolding. Forældre: Sognepræst, sidst i Glostrup, Provst
L. K. (s. d.) og Hustru. Gift 18. Febr. 1902 i Hellerup med Margrethe
Schiøler (se Koch, Margrethe).
K. voksede op i et Hjem præget af gammeldags Gudsfrygt og
Kultur, blev Student 1884 fra Nørrebros Latin- og Realskole og
teologisk Kandidat 1890. De følgende syv Aar virkede han som
Adjunkt paa Herlufsholm, opholdt sig derefter i England, hvor
han modtog stærke Indtryk af den engelske Kirkes sociale Indsats,
blev 1898 midlertidig ordineret Medhjælper i Gentofte, 1901 Sognepræst
i Hellerup, 1905 i Nordby paa Fanø, vendte tilbage som
midlertidig ordineret Medhjælper hos Sognepræsten i Hellerup
1909 og blev 1911, da Harald Ostenfeld udnævntes til Sjællands
Biskop, dennes Efterfølger som Sognepræst ved Solbjerg Kirke,
fra 1925 tillige Provst for Frbg. Provsti, tog sin Afsked 1937. —
K. har i sin Præstegerning bevaret sit markerede Ansigt. Hans
Form som Prædikant var berøvet al ydre Tiltrækningskraft, Indholdet
var derimod vægtigt og aktuelt. Bedst kommer hans Form til
sin Ret, naar han fører Pennen; hans Stil er klar og dansk. I sine
yngre Aar var han med Mund og Pen en ualmindelig skarp og
partiløs Polemiker, der i lige Grad vendte sig mod det, han fandt
underlødigt i det kirkelige og uredeligt i det borgerlige Liv. I sin

36
Koch, Henni.
og Hustru. Gift 16. Juni 1877 i Reykjavik med Ragnhild Finsen,
f. 5. Aug. 1858 i Sønderborg, d. 19. Juli 1880 i Charlottenlund,
D. af Borgmester, senere Landshøvding og Minister Hilmar F.
(s. d.) og Hustru.
K. blev Kadet 1850, Sekondløjtnant med Kongens Æressabel
1856, Løjtnant 1858, Kaptajn 1873, Kommandør 1885, Kontreadmiral
1893 og Viceadmiral 1897. Han sejlede som Styrmand
i KofFardifart paa Sydamerika 1858—60, var 1860—61 med Fregatten
»Sjælland« i Brasilien og Vestindien og 1864 med Fregatten
»Jylland«, med hvilken han deltog i Kampen ved Helgoland 9.
Maj s. A. 1865—68 var han i fransk Tjeneste, særlig i Eskadren
i østasiatiske Farvande. Efter Hjemkomsten var han to Aar Skoleofficer
ved Søofficersskolen og 1870—72 næstkommanderende i
Fregatten »Tordenskiold«, Chef Kaptajn F. E. A. E. Lund, for at
udlægge Telegrafkabler i østasiatiske Farvande. 1872 var han
næstkommanderende i Korvetten »Heimdal«, Kadetskib, n. A. Chef
for Dampskibet »Hekla«, 1873—74 med Fregatten »Sjælland« i
Middelhavet, 1878 Chef for Kongeskibet »Slesvig«, 1881 og 1885
Chef for Kongeskibet »Dannebrog«, 1882 for Skonnerten »Diana«
til Færøerne og Island og 1887 og 1890 for Panserskibet »Ivar
Hvitfeldt« i Eskadre. 1893 blev han Chef for den flydende Defension
paa Kbh.s Red, 1895 Chef for Defensionseskadren og 1897
for Øvelseseskadren, der bl. a. var i Stockholm i Anledning af
Kong Oscar II.s Regeringsjubilæum. K. var gennem mange Aar
nær knyttet til Kongefamilien. 1869 ledsagede han Kronprins
Frederik (VIII.) til Stockholm i Anledning af hans Bryllup, 1874
ansattes han som Guvernør, senere som Adjudant, hos Prins Valdemar,
og 1886—92 var han Adjudant hos Kongen. 1886—88 var
han Formand for Bestyrelsen i Søofficersforeningen og 1886—95
Medlem af Sø- og Handelsretten. Paa Grund af Tunghørighed
tog han 1899 sin Afsked. Han var en smuk, repræsentativ, kultiveret
og taktfuld Officer, hvis grundige Kendskab til sit Fag i
Forbindelse med Interesse for Kunst og Litteratur gjorde ham
særdeles egnet baade til Stillinger ved Hoffet og til Chef for Søofficerskorpset.
— R. 1864. DM. 1885. K. 2 1891. K. 1 1894.
S.K. 1899.
Tidsskr. for Søvæsen 1904. Th. Topsøe-Jensen.
Koch, Jørgen Hansen, 1787—1860, Arkitekt. F. 4. Sept. 1787
i Kbh. (Frels.), d. 30. Jan. 1860 sst. (Helligg.), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Skibsbygmester Jørgen Hansen K. (1745—1801) og Anne
Cathrine Volkersen (1758—1809). Gift 15. Aug. 1828 i Kbh.

Koch, J. H. 37
(Holmens) med Ida Wulff, f. n. Okt. 1806 i Kbh. (Holmens),
d. 19. Nov. 1876 sst. (Helligg.), D. af Premierløjtnant, senere
Kontreadmiral Peter Frederik W. (s. d.) og Hustru.
Efter at have lært Tømrerhaandværket kom K. paa Akademiet,
hvor han 1809 vandt begge Sølvmedaillerne og 1811 den lille
Guldmedaille. Som Elev af C. F. Hansen blev han af denne 1810
ansat som Konduktør ved Raad- og Domhuset, senere tillige ved
Frue Kirke, men fortsatte samtidig sine Studier ved Akademiet og
vandt 1816 den store Guldmedaille. I Nov. 181J tiltraadte han en
lang Udenlandsrejse, først til Italien og derfra til Grækenland,
hvilket dengang var ualmindeligt. Ved Tilbagekomsten til Rom
traf han Akademiets Præses, Prins Christian Frederik (Christian
VIII.), hvis Venskab han fra den Tid nød godt af. Han fulgte med
Prinsen til Napoli, senere til Frankrig og England. I Italien blev
han Medlem af Akademierne i Napoli og Firenze samt St. Luca
i Rom.
Prinsens Bevaagenhed og de grundige Studier, som K. havde
gjort paa Rejsen, skaffede ham en god Karriere baade ved Akademiet
og paa Embedsbanen. Efter Hjemkomsten i Dec. 1822 blev
han agreeret paa Projekter til et Universitet og et Museum, og
1823 bl ev han udnævnt til Bygningsinspektør. Der var det usædvanlige
ved denne Udnævnelse, at han samtidig fik Titel af Hofbygmester,
samme Dag som Chr. Hornbech, der havde været
Bygningsinspektør i en Aarrække. Ved Akademiet blev K. Medlem
1831 og Professor 1835, da C. F. Hansen trak sig tilbage.
1844 blev han valgt til Direktør for tre Aar, og skønt Genvalg
ifølge Fundatsen ikke kunde finde Sted, blev han 1847 udnævnt
paa ny ved en kgl. Resolution, ligesom det et Par Gange var sket
med C. F. Hansen. 1849 blev han udnævnt til Bygningsdirektør,
et Embede, der havde staaet aabent siden C. F. Hansens Død
(1845), °g virkede som saadan til 1856, da han tog sin Afsked fra
sine Embeder. Han var den sidste Hofbygmester og den sidste
Bygningsdirektør. Siden den Tid har Bygningsinspektørernes Stilling
været den højeste inden for Statens Bygningsvæsen.
Et af K.s første Arbejder var en Udvidelse af Det kgl. Bibliotek,
efter at det ved Kunstkammerets Nedlæggelse havde faaet Raadighed
over Bygningens øverste Etage. Han indrettede her (1827)
to større og en mindre Bogsal, alle med Gallerier, der støttedes af
Søjler i Hjørnerne, ligesom i J. C. Zubers »forgyldte Sal« fra 1785.
Ved Bygningens Omdannelse til Rigsarkiv er disse smukke Interiører
forsvundne, dog er tyve doriske Søjler og en Del andet Materiale
senere ført til Koldinghus og benyttet ved Indretningen af »den

38
Koch, J. H.
hvide Sal«. Ellers var K.s Virksomhed som Hofbygmester i de
første Aar overvejende bestemt af hans Forhold til Prins Christian
Frederik. Da dennes Søn, Prins Frederik Carl Christian (Frederik
VII.) 1828 holdt Bryllup med Frederik VI.s Datter Vilhelmine,
indrettede K. det Brockdorff'ske Palæ paa Amalienborg til dem.
Det indre blev helt restaureret; K. skabte bl. a. et smukt Trappeparti
med Søjler. Samtidig indrettede han en Sommerlejlighed
paa Frbg. Slot til Prinseparret i de krumme Fløje ved Slotsporten,
hvilket medførte en vellykket Ombygning af denne. Da Prinsen
var blevet Guvernør paa Fyn og 1841 indgik sit andet Ægteskab,
var det atter K., der indrettede deres Lejligheder paa Slottet i
Odense og paa Frederiksgave ved Assens. Endelig restaurerede
han Bernstorff Slot, som Christian VIII. købte 1842. Af offentlige
Bygninger, som K. har opført, kan nævnes Raadhusene i Store
Hedinge og Rudkøbing, Kirken i Sæby i Horns Herred og de lærde
Skoler i Roskilde, Hillerød og Odense. Her fortsætter han C. F.
Hansens Retning. Mere selvstændig er han i sin Interiørkunst,
som er fremgaaet af hans Rejsestudier, dels i Italien, dels i Frankrig
og England. Smukke Eksempler kan ses paa Amalienborg og i det
fornemme Palæ i Bredgade, som han byggede 1835 for Grosserer
A. N. Hansen (senere A. C. Gaméls Ejendom).
K. deltog ogsaa i Konkurrencen om et Museum for Thorvaldsens
Værker, og det var ham, der fik Frederik VI. til at skænke
»den kgl. Vogngaard« til dette Formaal. At Bindesbølls Projekt
blev foretrukket, har sikkert været en Skuffelse for K., saa meget
mere som han ikke i sin lange Embedstid havde haft Lejlighed til
at opføre nogen større offentlig Bygning. Hvor fin og smagfuld
en Arkitekt K. var, ser man bedst af hans Tegninger f. Eks. til
Skolen i Hillerød (i den Koch'ske Samling paa Kunstakademiet).
Som denne Bygning nu ser ud, er den meget forringet ved en senere
Ombygning og Forlængelse. — Justitsraad 1829. Etatsraad 1832.
Konferensraad 1848. — Papirer i Det kgl. Bibliotek. — R. 1828.
DM. 1831. K. 1841. — Malerier af J. L. Lund 1832, C. A.
Jensen 1846 (brændt paa Fr.borg 1859), af D. Monies 1848 hos
Udstillingskomiteen paa Charlottenborg og af Elisabeth Jerichau
Baumann (Fr.borg). Tegning af J. Kayser (sst.) og af J. V.
Gertner 1857. Litografi efter Monies af I. W. Tegner og fra C.
M. Tegners Institut. Portrætteret paa J. V. Sonnes Frise paa
Thorvaldsens Museum 1847—48.
Chr. Bruun og Ludv. Fenger: Thorvaldsens Museums Historie, 1892, S. 20.
Artes, I, 1932, S. 94—97. Opmaalinger, udg. af Odense Bygningsskoles Elevforening,
1925 og 1929. Fr. Weilbach: Frederiksberg Slot, 1936, S. 50 f. Helga
Stemann: F. Meldahl og hans Venner, I—II, 1926—27. ty Wcilhach

Koch, J. P. 39
Koch, Johan Peter, 1870—1928, Officer, Opdagelsesrejsende.
F. 15. Jan. 1870 i Vestenskov ved Nakskov, d. 13. Jan. 1928 i
Kbh., begr. sst. (Vestre). Forældre: Personel Kapellan i Vestenskov,
senere Sognepræst, sidst i Vejby og Tibirke, Carl Bendix
K. (1835— I 9 I2 > g^ 2 ° J 875 med Anna Kristine Olivia Jensen,
1843—1923) og Elise Knudine Teilmann (1835—73)- Gift i° 3.
Juni 1897 i Kbh. (Vartov) med Agnete Koch, f. 22. April 1871 i
Kbh. (Holmens), d. 29. Okt. 1920 i Roskilde, D. af Fuldmægtig
i Magistraten, senere Inspektør ved Vartov Michael K. (1830—
1913) og Anna Eleonora Elise Frederikke Munter (1844—1910).
Ægteskabet opløst. 2° 20. Febr. 1909 i Kbh. (Cit.) med Marie
Kristine Christensen, f. 20. Juni 1874 i Kbh. (Frbg.), D. af Løjtnant,
Kontorchef i Creditkassen for Landeiendomme i Østifterne
Frederik Ludvig C. (1837—88) og Marie Møller (1842—91).
Da K. var fem Aar gammel, fik Faderen Kald paa Mors, hvor
Barndommens Friluftsliv tidligt gav ham Lyst til Søen, saa at han
efter at have taget almindelig Forberedelseseksamen ved Viborg
Katedralskole som frivillig Lærling deltog i Fregatten »Fyen«s Togt
til Middelhavet 1885—86. Den sømilitære Løbebane maatte imidlertid
opgives paa Grund af svigtende Farvesans, K. aftjente sin
Værnepligt ved Livgarden, blev 1890 Sekondløjtnant i Fodfolket
og s. A. Premierløjtnant. Han gennemgik siden Officerskolens
ældste Klasse og dimitteredes herfra 1899, men traadte 1900 uden
for Nummer for at deltage i G. C. Amdrups Ekspedition til Øst-
Grønland, hvorfra han hjembragte et betydeligt Kortmateriale.
1903—06 gjorde han Tjeneste ved Generalstaben og foretog i dette
Tidsrum et fortræffeligt Opmaalingsarbejde i Egnene om det
vanskeligt tilgængelige Skeioarårsandur og Vatnajokull i det sydlige
Island; men Grønland lokkede stadig, og 1906—08 deltog han
i »Danmark«-Ekspeditionen til dettes Nordøstkyst. Under denne
fik han Lejlighed til at udføre den Daad, som i hvert Fald kartografisk
blev Ekspeditionens største Indsats, nemlig den lange Slæderejse
i Foraaret 1907 fra Danmarks Havn til Kap Bridgman paa
Peary Land, hvorved det sidste større Parti af Grønlands Kyst
blev kortlagt og Landets Ønatur endeligt fastslaaet. N. A. foretog
K. en anden Rejse over Indlandsisen til den store, nyopdagede
Nunatak Dronning Louise Land. Sit Materiale fra »Danmark-
Ekspeditionen har K. fremlagt i et Par vægtige Afhandlinger (»Meddelelser
om Grønland«, XLVI, 1917), som han — der 1907 var
udnævnt til Kaptajn — efter Hjemkomsten udarbejdede, mens
han gjorde Tjeneste som Lærer ved Officerskolen og Kompagnichef
i Kbh. Paa »Danmark«-Ekspeditionen var K. traadt i nært
Samarbejde og Venskabsforhold til den tyske Meteorolog og Geo-

44
Koch, L. J.
i stadig nye Kredse at skabe Respekt for den store Institution. —
Ved Siden af sit praktiske Arbejde har K. stadig faaet Tid til at
drive teologiske Studier og fremlægge Frugterne af sit omhyggelige
Arbejde. I særlig Grad har han vist sig som en udmærket, omfattende
orienteret og selvstændig Ekseget og en fin Kender af
specielt den paulinske Tankeverden. Vidnesbyrd herom er foruden
mindre Afhandlinger og de to smaa Skrifter »Paulus, et Livsbillede«
(1910) og »Paulus som Karakter« (1. og 2. Udg., 1917) hans
store Fortolkring til Paulus' andet Brev til Korinthierne (1914—17, 2
1927). Ved Siden heraf har han skildret flere Diakonissestiftelsen
nærstaaende Personligheder (»Biskop Harald Stein og Diakonissestiftelsen«,
1917; »Søster Sophie Zahrtmann«, 1925, svensk Udg.
1927), og i flere Bøger om H. A. Brorson (»H. A. Brorson og hans
Psalmer«, 1918, »Salmedigteren Brorson«, 1931, 2. Udg. 1932, og
»Brorsonstudier«, 1936) har han givet værdifulde Bidrag til den store
Salmedigters Historie og Forstaaelsen af hans Poesi. — Fra 1919
har K. været Censor ved teologisk Embedseksamen, han har deltaget
i Diskussionen om det teologiske Studiums Reform (»Om
Præsteuddannelsen«, 1924), og 1929 kreeredes han ved Universitetsjubilæet
til Dr. theol. h. c. Lige saa forstaaeligt det er, at K.,
takket være sin helstøbte, uforfærdede Personlighed og den store
Anseelse, han har erhvervet sig i kirkelige Kredse, flere Gange har
staaet i første Række som Bispeemne, lige saa mærkeligt er det, at
hans Valg ikke er blevet gennemført. — R. 1924. DM. 1933.
Selvbiografi i Promotionsfesten d. 1. Juni 1929 i Anledning af Kbh.s Universitets
450 Aars Jubilæum, 1930. j Nømgaard
Koch, Svend Lauge, f. 1892, Geolog, Grønlandsforsker. F. 5.
Juli 1892 i Kærby ved Kalundborg. Forældre: Kapellan, senere
Valgmenighedspræst i Ubberup Carl K. (s. d.) og Hustru. Gift
1° 16. Aug. 1924 i Stockholm (Djursholm) med Eva Birgit Sofia
Kewenter (antog Mormoderens Navn), f. 3. Nov. 1897 i Stockholm,
d. 13. Maj 1933 i Kbh., D. af Professor Carl Filip Gunnar
Andersson (1865—1928, gift 2° 1924 med Elin Rosa Martina Nissen,
f. 1875, gift i° 1901 med Disponent, cand. jur. Arvid Gustaf
Michael Hernmarck, f. 1876) og Anna Tabita Glasell (1863—
1920). 2° 6. Jan. 1936 paa Frbg. (Emmausk.) med Ulla Richert,
f. 22. Aug. 1913 i Stockholm, D. af Statssekretær, senere
svensk Gesandt i Berlin Arvid Gustaf R. (f. 1887) og Sara Margareta
(Margit) Nisser (f. 1888, gift 2 0 1926 med Major, senere
Oberst Sven Ramstrom, f. 1886, gift i° 1913 med Gunilla Teresia
Een, 1884—1920).

Koch, Lauge. 45
K. blev Student 1911 fra Ribe, Magister i Geologi 1920 og Dr.
phil. 1929 (»Stratigraphy of Greenland«). Allerede 1913 sendtes
han af Eug. Warming til Grønland for at samle tertiære Planteforsteninger
paa Disko og benyttede samtidig Lejligheden til at
studere Gletscherne. I de følgende Aar foretog han sammen
med Therkel Mathiassen en Undersøgelse over Bopladsen i Mullerup
Mose ved Slagelse og kom til det Resultat, at Mullerupkulturen
stammer fra boreal Tid, o: fra Fyrretiden (Medd. Dansk
Geologisk Forening, V, 1916). K.s Interesser laa dog paa Grønland,
og 1916—18 deltog han som Geolog og Kartograf i Knud
Rasmussens 2. Thuleekspedition til Nordkysten af Grønland, hvor
han kortlagde en stor Del af Fjordomraaderne og studerede Omraadets
geologiske Opbygning, ofte paa livsfarlige Rejser. Efter
Hjemkomsten planlagde han en Jubilæumsekspedition til Nordgrønland
for at faa afsluttet Kortlægningen af Grønlands Kyst
200 Aar efter Hans Egedes Ankomst til Grønland 1721. Denne
Ekspedition gennemførtes heldigt af K. og tre Grønlændere 1920
—23 og gik fra Inglefiéld Golf mod Nordøst langs Kysten til
Peary Land, medens Hjemturen lagdes over Indlandsisen og blev
gennemført trods store Vanskeligheder. Det lykkedes paa denne
Ekspedition ikke blot at afslutte Kortlægningen af Kysten, men
K. fastslog tillige, at der langs hele Nordkysten af Grønland, som
formodet, strakte sig en sammenhængende Foldekæde, hvis Alder
K. mente var kaledonisk, saaledes at den skulde være samtidig
med den skandinaviske Fjeldkæde. Desuden opdagede K., at den
Lavning, som Peary havde anset for at være et smalt Sund
(Peary-Kanalen), som skulde adskille Peary Land fra Grønland,
i Virkeligheden var en mægtig Dal med en langstrakt Sø. Tidligere
havde andre godtgjort, at Peary Land var landfast med
Grønland (se IV, S. 305), men K. bragte ved sine Undersøgelser
den fulde Klarhed over Spørgsmaalet om Peary-Kanalen.
Denne Ekspedition, som hjembragte et stort Kortmateriale og
mange Forsteninger m. v., bragte K. frem i første Række blandt
Grønlandsforskerne, og han høstede megen Anerkendelse i Indog
Udlandet for sit Arbejde. 1924—25 holdt han saaledes efter
Indbydelse Forelæsninger ved amerikanske og 1926 ved polske
og czeckoslovakiske Universiteter, og 1926 blev han udnævnt til
honorarlønnet Geolog for Grønland, ansat under Grønlands
Styrelse.
Efter at K. havde udarbejdet en storslaaet og omhyggeligt
gennemtænkt Plan til en detailleret geografisk og naturhistorisk
Undersøgelse af det nordlige Østgrønland, stod han i de følgende

Koch, Lauge. 47
Greenland« (Medd. om Grønland, LXV, 1928) og »The Geology
of East Greenland« (Medd. om Grønland, LXXIII, 2, 1929).
Hans »Geologie von Gronland«, der udkom 1935 i Serien »Geologie
der Erde«, og hvori han giver en Oversigt over de senere Tiders
videnskabelige Resultater, som hovedsagelig er indvundet paa de af
K. ledede Ekspeditioner, fremkaldte en voldsom Kritik fra nogle danske
og et Par udenlandske Geologer, der for en Del havde været hans
Medarbejdere paa Ekspeditionerne. Kritikkens offentlige Karakter
medførte, at K. følte sig foranlediget til at anlægge en Injuriesag
mod de elleve Geologer, som dog ved en Landsretsdom 9. Marts
1937 blev frikendt, idet Landsretten mente, at Ytringsfriheden ikke
kunde siges at være overtraadt. K. appellerede Dommen til Højesteret.
— Undersøgelserne i Østgrønland fortsattes med fen Ekspedition
1936—38 til Christian X.s Land med Overvintringshold af
Videnskabsmænd ligesom paa Treaarsekspeditionen. — R. 1927.
DM. 1933. F.M.G. 1923. F.M.S. 1935. — Malerier af Johs. Glob
1932 og Edv. Saltoft 1933. Tegning af Achton Friis 1919. Træsnit
af K. Almquist.
Geografisk Tidsskrift, XXIV, 1918, S. 215—32; XXVI, 1922, S. 182;
XXVII, 1924, S. 208—18. Naturens Verden Nov. 1918, Febr. 1929. Medd.
om Grønland, LXX, 1926; LXXIV, 1930, S. 167—394; LXXVI, s. A.,
S. 225—82. G. Thorson m. fl.: Med Treaarsexpeditionen til Christian X.s
Land ' I937 " S. A. Andersen.
Koch, Margrethe, f. 1869, Sygeplejerske. F. 21. Maj 1869 i Kbh.
(Frue). Forældre: Vekselmægler Laurids Eiler Theodor Schiøler
(1835— 1 9°8) og Augusta Petrea Thalia Lehn (1839—1901). Gift
18. Febr. 1902 i Hellerup med Sognepræst, senere Provst Hans
K. (s. d.).
M. K. var nogle Aar Elev paa Frk. Zahles Privatlærerindekursus,
indtil hun 1897 rejste til Amerika for at blive uddannet
paa Sygeplejeskolen ved The Presbyterian Hospital, New York
City. Efter en treaarig Uddannelse med afsluttende Eksamen var
hun 1900—01 ledende Sygeplejerske ved samme Hospitals Operationsstue.
Efter at være blevet gift bevarede hun sin Interesse
for Sygeplejen og tog Del i Dansk Sygeplejeraads Arbejde, bl. a.
som Sekretær (1909—11) og som Redaktør af »Tidsskrift for Sygepleje«
(1924—33), hvilket Hverv hun udførte med stor Dygtighed.
I samme Periode var hun tillige Protokolfører ved Foreningens
Møder. I Kraft af sit indgaaende Kendskab til Dansk Sygeplejeraads
Arbejde og Virksomhed blev M. K. foreslaaet og valgt til
Formand for dette ved Charlotte Muncks pludselige Død 1933.

48 Koch, Margrethe.
Allerede 1934 maatte hun nedlægge sit Hverv paa Grund af
Sygdom, men hun fik Lejlighed til at føre Foreningen videre i
en for den meget vanskelig Periode, ligesom hun paa dygtig og
værdig Maade repræsenterede den baade indadtil og ved den internationale
Sygeplejerskekongres i Paris-Bruxelles Juli 1933.
Tidsskrift for Sygepleje, XXXIII, 1933, S. 62—230 passim; XXXIV,
I934 ' S - 434f " Cornelia Petersen.
Koch, Peter Frederik, 1832—1907, Højesteretsjustitiarius. F.
22. April 1832 i Kbh. (Frue), d. 11. Juni 1907 sst.. begr. sst.
(Vestre). Broder til Henni K. (s. d.). Gift 19. Apri! 1859 i Kbh.
(Frue) med Adamine Vilhelmine Mathilde Hauch, f. 9. April
1831 i Sorø, d. 21. Jan. 1910 paa Frbg., D. af Forfatteren Carsten
H. (s. d.) og Hustru.
K. blev Student 1850 som Privatist, cand. jur. 1857, s. A. Assistent
(Sekretær) i Justitsministeriet, 1864 Fuldmægtig og var 1869—71
tillige kst. Vicepolitidirektør i Kbh. 1871 udnævntes han til Assessor
(Dommer) i Kbh.s Kriminal- og Politiret, 1878 i Den kgl.
Landsover- samt Hof- og Stadsret, 1880 tillige Næstformand for
Sø- og Handelsretten, 1885 Assessor i Højesteret, 1897 Justitiarius
(Præsident! sst. som Efterfølger af P. C. N. Buch. Ligesom
denne var K. ikke nogen Videnskabens eller Litteraturens Mand,
hans Styrke var den klare og skarpe Tanke og en udpræget Bonsens,
men i Modsætning til Buch deltog K. i vid Udstrækning i det
offentlige Liv. Hans Interesser var heller ikke udelukkende juridiske;
det Milieu, i hvilket han var opvokset, havde præget hans
sjældent smukke og fine Personlighed og bibragt ham en levende
Sans for og Forstaaelse af Kunstens Værdier. Gentagne Gange var
K. Formand for Kunstforeningen, han blev 1887 Medlem af Indkøbskomiteen
ved Statens Museum for Kunst, var Medlem af
Glyptotekets Bestyrelse og Formand for Kommissionen af 1886 om
Kunstakademiets Ordning o. a. 1882—98 havde K. Sæde i Kbh.s
Borgerrepræsentation, deraf 1885—95 som Forsamlingens repræsentative
og upartiske Formand. Han beklædte tillige en Række
andre offentlige og private Hverv, blev saaledes 1878 Medlem af
Bestyrelsen for Statsanstalten for Livsforsikring, 1888 Formand
herfor, 1884 Medlem af Direktionen for Sparekassen for Kbh. og
Omegn o. a. — R. 1880. DM. 1887. K. 2 1888. K. 1 1892. S.K.
1900. — Malerier af J. Roed 1880 og af Viggo Johansen 1905
(Raadhuset). Portrætteret paa Jul. Paulsens Gruppebillede af
Glyptoteksbygnings- og Bestyrelseskomiteen 1905 (Glyptoteket).
Træsnit af Th. A. 1903.

Koch, P. 49
N. Lassen i Ugeskrift for Retsvæsen, 1907, B., S. 153—58. C. i 111. Tid.
2. Jan. 1898. Sst. 21. April 1901 og 16. Juni 1907. O. J. i Politiken 12.
Juni J 9° 7 - Frantz Dahl.
Koch, Peter Christian, 1807—80, Redaktør. F. 19. Febr. 1807
i Tiset paa Gram Gods, d. 2. Nov. 1880 i Kbh. (Matth.), begr.
paa Frbg. Forældre: Parcellist, Smed Christian Jørgen K. (1764—
1848) og Ulrika Antonette Kjærgaard (1772—1824). Gift 16. Maj
1837 i GI. Haderslev med Christine Frederikke Metzsch, f. 15.
Jan. 1813 i Haderslev, d. 25. April 1871 i Kbh., D. af Naalemager,
senere Købmand Martin Rudolf M. (1787-—-1851, gift 2° 1827
med Elisabeth Simonsen, 1799—1829, 3 0 1829 me d Barbara
Brandt, 1789—1852) og Johanne Cathrine Petersdatter (1780.—
1826).
K.s Bedstefader stammede fra Tønderegnen, hvorfra han medbragte
den Brorson'ske Vækkelse; han var en af de første Selvejerbønder,
der foretog Udskiftning, hvorfor han nævnes i Mallings
»Store og gode Handlinger«. Ogsaa i K.s Forældrehjem herskede
den samme pietistiske Aand, hvad der senere gjorde ham modtagelig
for grundtvigsk Paavirkning. Men i Skolen fik han »hartad
ingen Undervisning«, hvad han kom til at føle Livet igennem.
Som Trettenaarsdreng kom han i Købmandslære i Haderslev, hvor
han blev i seksten Aar, indtil han 1836 etablerede sig selvstændigt.
Men hans urolige Aand fandt ingen Tilfredsstillelse i det ensformige
Liv som Købmand, og hans mange Interesser og Smaatalenter fik
mangfoldig Anvendelse i det fremadstræbende Bysamfund, som da
han digtede en Sang til en Skyttefest ved det liberale Stændermedlem
P. H. Lorenzens Hjemkomst fra den første Stænderforsamling.
Ved samme Tid blev han af sin Broder, en i Kongeriget
omrejsende Kniplingshandler, paavirket til at fatte Planen om at
udgive et dansk Ugeblad til folkelig Oplysning. National Betydning
fik dette, da Bogbinder N. Chr. Nissen yderligere bevægede
ham til at gøre det til et Organ for dansk Kultur. Gennem den
Kundekreds af Bønder, som holdt til i hans Forretning i Lille
Papegøje i GI. Haderslev, stod han i nøje Forbindelse med de
Strømninger, der rørte sig i Amtets Landbefolkning.
Autodidakt, som K. var, kunde han ikke haabe paa at løse denne
Opgave ved egne Kræfter alene. Hos de dansksindede Kielprofessorer
Chr. Flor og Chr. Paulsen havde imidlertid den samme
Tanke om et dansk Blad længe dæmret, og 30. Juli 1837 mødtes
de fire Mænd hos Nis Lorenzen paa Lilholt for at drøfte Mulighederne
for en Virkeliggørelse. Til Oprettelsen af et nyt Blad
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 4

Koch, P.C. 51
Arbejde. Da han var klar over, at Befolkningens Trang til Avislæsning
først kunde blive en Følge af Kærlighed til dansk Litteratur,
gav han Stødet til Sognebibliotekernes Oprettelse, selv om det
blev hans Svoger Nis Hanssen, der i Kbh. fik stiftet Selskabet til
dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig til denne Opgaves Løsning.
Til Brug for Kulturarbejdet tegnede K. et slesvigsk Sprogkort, der
— om det end ikke var fejlfrit — dog stod højt over Geerz' samtidige
tyske. Det var ligeledes K., der gennemførte, at et dansk
Skuespillerselskab optraadte i Haderslev og aabnede Beboernes
Øjne for Værdien af dansk Lystspildigtning. Endelig slog K. til
Lyd for en Folkehøjskoles Oprettelse, men tænkte sig snarest denne
som en Realskole, der skulde give de danske Stænderdeputerede
det fornødne faglige Grundlag. Der var i det hele i Tiden før 1848
ingen danske Kulturopgaver i Sønderjylland, som han ikke var
med til at løse, oftest endda saaledes, at han selv tog Initiativet
hertil.
K. indskrænkede sig imidlertid ikke til at virke paa det upolitiske
Omraade. I politisk Henseende var han alene dansk Slesviger og
Monarkist og betragtedes derfor til en Begyndelse af de Liberale,
baade i Kongeriget og i Hertugdømmerne, med skæve Øjne. Det
var i denne Periode, han forfattede den store Petition til Stænderforsamlingen
1838, der ikke alene krævede dansk Embeds- og Retssprog
i Nordslesvig, men ogsaa dansk Kirke- og Skolesprog i hele
den dansktalende Del af Sønderjylland. Alt efter som Christian
VIII. syntes at svigte den nationale Sag, nærmede K. sig mere til
de Liberale i P. H. Lorenzens Skikkelse, men i Modsætning til
denne foretrak han »den demokratiske« (o: nationale) Fane for »den
konstitutionelle«. Efter Lorenzens berømte Optræden i Nov. 1842
traadte han helt ved dennes Side. K. gav Stødet til Skamlingsmøderne
og skabte de ydre Rammer for disse; da han var mindre
fremragende som Taler, søgte han en Erstatning herfor i en livlig
Produktion af Sange til disse Fester. For »Den slesvigske Forening«s
Stiftelse 12. Juni 1843 deler han Æren med P. H. Lorenzen, og at
han oprindelig tænkte sig den som en Organisation for hele Landsdelen,
fremgaar af, at han udsendte et Opraab paa Tysk til Sydslesvigerne
om at tegne sig for Bidrag til danske Dannelsesanstalter.
Selv »holdt han sig bag Kulisserne« og indtraadte først i Foreningen
i Febr. 1844; fra 1846 til 1852 var han dens Sekretær. Ogsaa ved
Rødding Højskoles Oprettelse 1844 var K. meget virksom. Men
da Hiort Lorenzen efter Sprogpatentet af 29. Marts 1844 traadte
i direkte Opposition til Kongen, holdt K. sig tilbage, og heri havde
han den overvejende Del af Nordslesvigs Befolkning bag sig. Hans
4*

Koch, P. C. 53
Førers Haand som Flors. Som Autodidakt kunde han ofte være
pirrelig, selvklog og stædig, og hans Dannelse vedblev altid at være
begrænset. Med Aarene blev han noget af en Særling, og ogsaa
de danske Embedsmænd følte sig tit frastødt af ham; »han har intet
Nobelt«, fandt Adjunkt Sick allerede 1846. Men manglede K. en
Laurids Skaus blændende Egenskaber, sad han til Gengæld inde
med en Lødighed, der er meget mere værd end disse. I Flors Skole
udviklede han sig til en vidtskuende Politiker, der f. Eks. havde
Blik for Enevældens Betydning som statsbevarende Element, og
som allerede i 40'erne spekulerede paa en materiel Forsoningspolitik
over for Sydslesvigerne. Først og sidst virker hans Personlighed
dog dragende ved sin Uselviskhed og store Trofasthed,
navnlig over for den Sag, han havde viet sine bedste Kræfter.
— Efterladte Papirer og Breve til K. i Det kgl. Bibliotek. —
Nævnt paa Mindestøtten paa Skamlingsbanken. Træsnit bl. a.
af H. P. Hansen efter Fotografi.
Dansk Folkeblad, 1880, S. 125—30. 111. Tid. 14. Nov. s. A. K. Hede:
P. Kr. Koch, 1889. Sønderjydske Aarbøger, 1889, S. 125; 1890, S. 120.
P. Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede, I—VIII, 1909—22, passim. Hans
Jensen: De danske Stænderforsamlingers Historie 1830—48, II, 1934. Knud
Fabricius i Sønderjyllands Historie, IV, 1937, S. 215 ff., 226, 228 f., 241, 286,
289, 302, 318, 322, 335, 345, 354, 363, 434, 462 ff., 468. j^nud Fabricius.
Koch, Jens Sigvard Simon, 1871—1935, Forfatter. F. 18. Febr.
1871 paa Frbg., d. 20. Okt. 1935 i Kbh., Urne paa Solbjerg Kgd.
Broder til K. V. K. (s. d.). Gift i° 14. Aug. 1896 i Nakskov med
Julie Erasmine Christiane Schjøtt, f. 8. April 1870 i Gerlev, Randers
Amt, d. 3. Marts 1936 i Kbh., D. af Sognepræst, sidst i
Nakskov, Frederik (Frits) Viggo Erik Frisenberg Thorup S. (1839
—98) og Alvilda Neergaard (1838—1901). Ægteskabet opløst.
2° 5. Sept. 1919 i Kbh. med Forfatterinden Agnes Henningsen
(s. d.).
Faderens Højtlæsning gav K. den første Smag for Litteratur,
men allerede i Trettenaarsalderen havde han paa egen Haand
fundet frem til Tidens moderne realistiske Digtere (Gjellerup, Bang,
Geijerstams »Fattige Folk«). Baade politisk og religiøst kom han
i Opposition til Forældrehjemmet, kun af Hensyn til Moderen lod
han sig konfirmere. Trods de smaa Kaar i Hjemmet, hvor der var
en stor Børneflok, fik han Lov at læse, blev Student 1889 fra
Haderslev Læreres Skole og tog juridisk Embedseksamen 1895.
S. A. fik han Ansættelse i Kbh.s Magistrat, hvor han 1909 blev
Kontorchef, 1913 Chef for Stadens Økonomikontor og 1918—29

50
Koch, V.
(Frue), d. 22. Aug. 1910 sst., D. af Grosserer Bertel Reinhold
L. (1814—79) og Sophie Louise Stoltze (1828—69).
Efter først at have været i Mølle- og Maskinbyggerlære og senere
i Tømrerlære gennemgik K. Akademiets Skoler fra 1871 med
Afgang 1879. 1884 vandt han den lille Guldmedaille. Han tilhørte
Herholdts dansk-italienske Retning. Som udøvende Arkitekt
var han særlig knyttet til Kirkebygningskunsten. Trods mange
Enkeltheder og en stedvis følsom Udførelse af disse virker Helheden
i hans Kirker dog i Reglen noget mager; den tynges af hans
store Stilkendskab (navnlig til middelalderlige Former). Fremhæves
kan den stærkt italiensk paavirkede Kristkirke paa Enghaveplads
(1898—1900) og det indre af Apostelkirken i Saxogade (1899—
1900). For Danmarks Pavillon paa Pariserudstillingen 1900, med
Motiver fra Bindingsværksbygninger, modtog han Grand Prix.
Han syslede ogsaa med dekorativt og kunstindustrielt Arbejde.
Hans ornamentale Sans kom her bedre til sin Ret end ved Bygninger
(Grathemonumentet, Haraldstedkorset, Gravmæler, Møbler
m. m.). Selv Zoolog og Botaniker deltog han ogsaa til en vis
Grad i Tidens Anvendelse af naturalistiske Plante- og Dyreformer
til Dekoration. K. var en lærd Bygningshistoriker og indlagde sig
navnlig Fortjeneste ved Undersøgelser af Danmarks middelalderlige
Kirker samt ved disses Fremstilling i fremragende Opmaalinger
og Tegninger (Medudgiver af »Ældre nordisk Arkitektur« m. m.).
Ogsaa som Restaurator var han virksom. Som Menneske var han
en religiøs og humanistisk dannet Personlighed, klog, varmtfølende
og ubestikkelig retsindig. Som Medlem af Borgerrepræsentationen
1891—97 tog han sig med særlig Iver af Kirkesagen.
1893—1901 var han Medlem af Bygningskommissionen. 1898 og
1900 modtog han Aarsmedaillen. Fra 1900 til sin Død var han
Formand for Akademisk Arkitektforening. — Tit. Professor 1900.
Arkitekten, VI, i8gg—1900, S. 69 ff. Dansk Tidsskrift, 1901, S. 410—17,
508—12. Architekten, IV, 1901—02, Afd. A., S. 121—36. 111. Tid. 9.
Marts I9 ° 2 - Knud Milkch.
Koch Schiøler, Anna, f. 1867, Journalist og Forfatterinde. F.
9. April 1867 i Vejstrup ved Kolding. Søster til Hans K. (s. d.)
og Lucie Hørlyk (s. d.). Gift 16. Sept. 1899 i Glostrup med Kapelmester
Axel Theodor Schiøler (s. d.). Ægteskabet opløst 191 r.
A. K. S. tilbragte sin Barndom og Ungdom paa Landet, først
i Sønderjylland, senere paa Falster, derefter i Brønshøj og Glostrup.
Hun fik ikke megen regelmæssig Skolegang, men samtidig med at
hun erhvervede sig et Førstehaandskendskab til Landboliv og land-

58 Kock, Jørgen.
Efter at J. K., en indvandret Westphaler, havde ægtet Enken
efter den ansete og velstaaende københavnske Borger Walter
Kniphof, lykkedes det ham hurtigt at skabe sig en god Position
i det danske Samfund. Fra Malmø, hvor han havde sin Bopæl,
drev han en omfattende Købmandshandel og var 1518 saa velstaaende,
at han turde paatage sig den risikable Møntforretning.
Fra 1518 til Christian II.s Fordrivelse udmøntede han som dennes
Møntmester den undervægtige Mønt, hvormed Kongen søgte at
finansiere sine Krigsforetagender. Da Christian II. 1523 maatte
forlade Landet, og Hans Mikkelsen fulgte ham, overlod han de tro
Malmøborgere selv at vælge en Borgmester. Deres Valg faldt paa
J. K., der med Dygtighed ledede Malmøs Forsvar mod den skaanske
Adels Angreb. Da det imidlertid hen paa Efteraaret 1523 blev
klart, at Christian II. ikke vilde blive i Stand til at undsætte Kbh.
og Malmø, indledte Lederne af de to Byers Forsvar, Henrik Gjøe
ogj. K., Underhandlinger med Frederik I. og Rigsraadet. 6. Jan.
1524 overgaves de to Byer til Frederik I. Deres Vedholden ved
Christian II.s Sag kom dem ikke til Skade, heller ikke Henrik
Gjøe og J. K. Denne sidste vedblev at være Malmøs Borgmester
og blev ogsaa umiddelbart efter Kapitulationen Frederik I.s Møntmester.
Som saadan var han i nær Kontakt med Regeringen, og
han stod i Handelsforbindelse med mange af Datidens mest fremtrædende
Adelsmænd. F. Eks. sendte han hele Skibsladninger til
Lensmanden paa Bergenhus Eske Bille. — Selv hans Stifsøn Claus
Kniphofs (s. d.) Optræden som Kapergast for Christian II. kom
ikke til at skade ham. Om hans for en borgerlig helt enestaaende
Position vidner, at han 1526 — samtidig med at Kbh.
og Malmø fik Ret til selv at vælge Borgmestre og Raadmænd
— ophøjedes i Adelstanden.
Det kunde ikke blive uden Betydning, at denne højt ansete, indflydelsesrige
Mand som en af de første i Danmark aabent sluttede
sig til Lutheranismen. Ved Siden af Mogens Gjøe har ingen anden
dansk Mand af verdslig Stand gjort saa meget for Reformationens
Udbredelse her i Landet. Allerede 1527 kaldte han Reformatoren
Claus Mortensen til Malmø for at prædike den nye Lære, og hurtigt
blev Malmø et endnu vigtigere Centrum for Lutheranismen end
Viborg. Vel havde det af Ærkebispen i Lund Sept. 1527 udstedte
Forbud mod, at Claus Mortensen prædikede, til Følge, at denne
en Tid maatte forlade Malmø, men Aug. 1528 kunde han vende
tilbage med kgl. Beskyttelsesbrev. Han havde i sit Følge den
tidligere Broder af Helligaandsordenen Hans Olufsen Spandemager,
der havde fulgt ham til Haderslev, hvor begge havde søgt

Kock, Jørgen. 61
fremtrædende i det danske Borgerparti, vel lige saa indflydelsesrig
som Grev Christoffer og Jørgen Wullenwever. Som Møntmester
gjorde han store Udlæg — det var naturligvis kun slet Mønt, der
i disse Aar udgik fra hans Værksted. — Venskabet med Grev
Christoffer kølnedes snart, da dennes Tilknytning til den sjællandske
Adel blev J. K. for intim. Da de fleste af den skaanske Adel
ved Aarsskiftet 1534—35 var faldet fra, og Tyge Krabbe i Slaget
ved Helsingborg (13. Jan. 1535) fulgte i deres Fodspor — J. K.,
der havde deltaget i Kampen, undkom med Nød og næppe i en
Baad til Sjælland — øgedes J. K.s og de andre borgerliges Mistro
og Had til den sjællandske Adel, og snart gik Adelsjagten ind paa
Sjælland, samtidig med at der fra Malmø udsendtes et Stridsskrift
mod Adelen.
Et Aar senere var det klart, at Kong Christians Erobring af hele
Danmark kun var et Tidsspørgsmaal, og J. K., der hidtil ikke
havde vist sig som den Mand, der lod Fanatisme besejre Fornuften,
havde sikkert nu gerne gaaet paa Forlig. Han greb da ogsaa til,
da Kongen i sit aabne Brev af 18. Marts 1536 tilbød sikkert Lejde
for Befuldmægtigede fra Kbh. og Malmø. 26. Marts havde han
en Sammenkomst med Christian III. paa Kalundborg Slot, hvorunder
han lagde sin Fredsvillie for Dagen — samtidig skal han have
advaret Kongen mod Bisperne og raadet ham til at inddrage Bispegodset.
— Imidlertid delte J. K.s Kampfæller i Kbh., hvortil han
begav sig, ikke hans nøgterne Syn, og Kampen fortsattes. Malmø
overgav sig derimod 6. April 1536. I Overenskomsten herom indsattes
en Bestemmelse om, at J. K., om han i Løbet af seks Uger
indfandt sig i Malmø, skulde være medindbefattet i Overenskomsten.
Men J. K. forblev i Kbh. og blev ved Byens Overgivelse
29. Juli 1536 underkastet samme haarde Vilkaar som Ambrosius
Bogbinder. Han maatte kun tage Ophold paa et Sted, Kongen
anviste ham inden for Monarkiets Grænser. Imidlertid blev J. K.
med sin vidunderlige Smidighed og Tilpasningsevne hurtigt taget
til Naade. Naturligvis maatte det mægtige Arbejde, han havde
gjort for Reformationens Indførelse i Danmark, veje tungt hos
Christian III. Kongen tog ham i Sept. 1536 med til Hertugdømmerne,
maaske for at beskytte ham mod Adelen. Og vistnok
allerede med Udgangen af 1536 kunde han vende tilbage til Malmø
og tilmed som Christian III.s betroede Mand. Han ledede i de
følgende Aar sammen med Stig Porse Malmøhus' Genopbygning
og forstrakte i disse finansielt saa vanskelige Aar Staten med
12 000 Mk. til dette Formaal. Naar det 1538 hedder, at Malmøhus
af Hensyn til Borgerne maatte anlægges aaben mod Staden

62 Kock, Jørgen.
(D. K. Indk. Br. 30. Aug. 1538), saa kan vi sikkert heri se et Udslag
af J. K.s Paapasselighed (jfr. Malmøoverenskomsten af 6.
April 1536).
Med Adelen udsonedes J. K. først ved Kongens Mellemkomst
i Slutningen af 1539. J. K. maatte tilbagekalde de Ukvemsord,
han under Grevefejden havde brugt om Adelen (Fejdeskriftet),
samt love Kongen og Rigsraadet Lydighed. Ved Embedsledighed
blev han 1540 med Kongens Samtykke paa ny Malmøs Borgmester,
denne Gang til sin Død 1556. Han var s. A. Medlem af
Kommissionen, der undersøgte Møntmester Reynold Junges Regnskaber.
Hans fuldstændige Rehabilitation fremgaar ogsaa af, at
han 1540 fik Borgeby i fri Forlening, fra 1541 for sin og Hustrus Livstid
mod Opladelse af nogle Gældsbreve udstedte til ham af Hertug
Albrecht af Mecklenburg og Grev Christoffer af Oldenburg.
J. K. var, som allerede omtalt, meget velstaaende. 1522 erhvervede
han en af de største Ejendomme i Malmø og vel arkitektonisk
den bedste. Her boede Gustaf Vasa under Malmømødet (1524).
I de følgende Aar tilkøbte og -skiftede han sig Gang paa Gang
Ejendomme og Jorder. Bl. a. udfoldede han en lidet klædelig Iver
for at komme i Besiddelse af den landflygtige Hans Mikkelsens
Ejendomme, skønt han inden Christian II.s Fordrivelse havde
været politisk nært knyttet til ham. — J. K.s Ægteskab var barnløst,
og 1546 oprettede Ægteparret et Legat paa 9000 Rdl., der
skulde komme Malmø By, hvor J. K. havde lagt sit Livs Arbejde,
og hvor han nu levede som Byens første Borger, til gode at anvende
i den sociale Forsorgs Tjeneste. Efter J. K.s Død 1556 traadte
Fundatsen i Kraft. I Følge denne skulde der daglig fra Malmø
Raadhus uddeles et Brød til hver af Byens fattige. J. K. kunde
ikke have sat sig noget smukkere Mindesmærke. — Maleri fra
1551 i det Kock'ske Hus i Malmø.
C. Paludan-Miiller: Grevens Feide, I, 1853, S. 133—36, 160, 194, 203,
205—08, 210 ff., 216, 349 ff, 370, 381, 383, 385. Orion, Historisk Qyartalskrift,
I, 1843, S. 270 ff. Hist. Tidsskr., 4. Rk., VI, 1877—78, S. 243. Erik
Arup: Danmarks Historie, II, 1932, S. 382, 408, 410, 437 f., 441, 444, 469—72,
476 ff., 536. A. U. Isberg: Bidrag til Malmo Stads Historia, II a., 1897, S.
47—59, 227; II b., 1900, S. LXIX. Malmo Stads Kronikebok, I, 1911, S.
30 ff, 87; II, 1912, S. 3—17. Malmo, 1914, I, S. 34—58. Reynold Junges
Møntmesterregnskaber udg. ved G. Galster, 1934, S. V f., VIII f., XXV f.,
I ' 1 ' ' 77 ' Astrid Friis.
Kock, Laurids, se Kok.
Kock, Nikkel Helmer (Holmer), d. 1645, Generaltoldvisitør. F. i
Hertugdømmerne(?), d. Febr. 1645. Forældre ukendte. Gift med Else.

Koefoed, Kofod, Kofoed. 67
fader til Konferensraad, 1. Direktør i Generalpostamtet, Direktør
for det militære Uldmanufaktur og for Tugthusene Hans Hansen K.
(1720—96), af hvis Børn maa nævnes Stiftamtmand i Ribe Hans
K. (1750—1822) — Fader til Højesteretsassessor, Kammerherre
Jacob K. (1791—1868) og til Marie Elisabeth K. (1787—1873,
gift med Amtmand, Kammerherre Frederik Sporon, 1783—1867)
— Beate Albertine K. (1755—1843), der var gift me d Amtmand,
Kammerherre Benjamin Georg Sporon (1741—96), Etatsraad,
Direktør for det militære Uldmanufaktur og for Nationalbanken
Daniel K. (1759—1840), de nedenn. Kommandør, Guvernør Georg
Albrecht K. (1753—1808) og Kaptajn i Søetaten Hans Henrik K.
(1760—1809) samt Biskop i Ribe, Dr. theol. Conrad Daniel K.
(1763—1831), hvis Søn Justitsraad, Landvæsens- og Strandingskommissær
Andreas Carl K. (1795—1879) var Bedstefader til de
nedenn. Brødre Statskonsulent Carl Andreas K. (f. 1855) og
Kemikeren Henning Emil K. (1858—1937) samt til Dr. med. Peter
Axel Christian Krebs K. (f. 1854). — Til samme Slægt hører
formentlig ogsaa nedenn. Professor math. i Odense Peder K.
(1728—60), hvis Bedstefader Obervisitør i Drammen Peder Hansen
K. (1650—1724) antages at være Søn af den ovenn. Tolder
og Borgmester Hans Pedersen K. (d. før 1681). Denne havde
endvidere en Datter Maren K. (1660—1745), som var Farmoder
til Maren Cathrine Piil (f. ca. 1731), gift med Marcus Jespersen
Munch (1723—74), hvis Søn var Artillerimajor Mads K. (1760—
1834). Han var Fader til Kæmner i Neksø Hans Chr. K. (1789—
1836) og til Artillerikaptajn, Tøjmester i Rønne Marcus Conrad
K. (1792—1857), hvis Søn Rektor i Rønne Christian Grønbech K.
(1827—1909) var Fader til Rektor i Rønne Marcus Conrad K.
(f. 1859) og til nedenn. Generaldirektør Andreas Michael K.
(f. 1867). Ovenn. Kæmner Hans Chr. K. var Fader til Gaardejer
Jens Peter K. — hvis Sønnesøn er Raadsformand Ove Brandt
K. (f. 1883) — og til Gaardejer Peder J ensen K. (1817—47) > der
var Bedstefader til nedenn. Raadsformand Axel Braag K. (f. 1866).
Slægten K. fra Koefoedgaard i Øster Marie Sogn føres tilbage til
Peder K. (1548—1616), hvis Sønnesøn Kaptajn Hans Madsen K.
(1634—1704) til Koefoedgaard, var Fader til Gaardejer Mads
Hansen K. (1657—1735) — han var Oldefader til nedenn. Overlærer
Hans Ancher K. (1777—1829) og til Sognepræst ved Helligaands
Kirke, Dr. theol. Børge Poscolan K. (1752—1839) — og
til Gaardejer Jørgen Hansen K. (ca. 1677—1737), af hvis Sønner
maa nævnes Hans K. (1704—85) til Simblegaard, Jørgen K.
(1726—98) til Koefoedgaard og Købmand i Svaneke Peder K.
5*

Koefoed, E. C. L. 71
baneraadet 1887—93, Kommissionen om Frilager og Frihavn ved
Kbh. 1888, Kommissionen s. A. om yderligere Befæstningsarbejder
ved Kbh. Han ledede Projekteringsarbejderne ved Kbh.s Befæstning
1885—86 og forestod Anlægget af Middelgrundsfortet. Efter
en længere Studierejse paatog han sig efter Opfordring af den
danske Afdeling af den Letterstedtske Forening at udarbejde et
stort Værk om Danmarks, Norges og Sveriges Jernbaner, der udkom
1884, og desuden har han skrevet en Række Artikler i militære
Tidsskrifter og i Dagbladene om Befæstningsvæsen. Han var Medstifter
af Krigsvidenskabeligt Selskab 1871 og indtil 1890 Medlem
af dets Bestyrelse, var Medlem af Frbg. Kommunalbestyrelse
1866—70 og af Landstinget for 2. Kreds 1889—90. Han interesserede
sig meget for Raderkunsten og var en Tid Formand for
Den danske Raderforening. —- K. var en virksom og fortjenstfuld
militær Embedsmand med Interesser og Indsigt paa mange Omraader,
ogsaa uden for det militære; en fornøjelig, venlig Mand
med et lyst Sind. — R. 1864. DM. 1878. K. 2 1884. K. 1 1892.
S.K. 1898. — Radering af F. Schwartz 1900. Træsnit 1889.
Den dansk-tydske Krig 1864, udg. af Generalstaben, II, 1891, S. 342.
A. F. Kriegers Dagbøger, III, 1921; VII, 1925. Nationaltidende 7. Juli 1900.
111. Tid. 15. Juli 1900 og 6. Nov. 1904. Berl. Tid. 26. Okt. 1904. Vort Forsvar
20. Nov. 1004. Militært Tidsskrift i. Nov. IQ04. n , . , /1T r. T- L I
3 * 3 * Rockstroh (V.E.Tychsen).
Koefoed, Henning Emil, 1858—1937, Farmaceut, Kemiker. F.
9. Juli 1858 i Skanderborg, d. 18. Maj 1937 i Kbh., begr. i
Hellerup. Broder til C. A. K. (s. d.). Gift i° 29. Okt. 1885 i
Rindum med Gjertrud Methea Larsen, f. 21. Jan. 1855 *
Odense, d. 14. Jan. 1926 i Holte, D. af Snedker Niels L. (Frydenlund)
og Marie Jensen. Ægteskabet opløst. 2° 19. Juli 1900
paa Frbg. med Birgit Hansine Lunøe, f. 5. Aug. 1860 i Grenaa,
D. af Prokurator Lars Johan L. (1818—1909) og Cecine Marie
Agerskov (1822—1915).
K. blev farmaceutisk Kandidat 1880 og tog 1881 Studentereksamen,
privat dimitteret, for at kunne studere Kemi ved Universitetet.
Han blev mag. scient. 1884 og Dr. phil. 1894, var Assistent
ved Polyteknisk Læreanstalts kemiske Laboratorium 1882—92 og
fra Maj 1891 Docent i Kemi for de farmaceutiske studerende. Da
Den farmaceutiske Læreanstalt oprettedes 1892, overtog han Undervisningen
i organisk Kemi ved denne, som Docent 1892—1902,
som Professor 1902—25. 1895— 1 93° var nan Direktør for Læreanstalten.
Hans store Maal var at faa hele den farmaceutiske
Undervisning, der tidligere foregik paa andre Læreanstalter, sam-

Koefoed, Michael. 77
Statens største Indtægtskilde, derpaa Børsskatten, den stærke Forhøjelse
af Spiritusbeskatningen og senere hele den øvrige omfattende
Udbygning af den indenlandske Forbrugsbeskatning, der
ved hans Tiltræden kun var i Spire. I Krigstiden, hvor K. stadig
stod i nøjeste Samarbejde med Brandes, blev der ogsaa paa mange
andre Omraader lagt stærkt Beslag paa hans Arbejdskraft, idet
han dels forestod hele Lovgivningen om Dyrtidstillæg til alle Statens
Tjenestemænd, dels var Formand ikke alene for de af Staten nedsatte
Vurderingskommissioner, men ogsaa for en Række af de
Nævn, som Rationeringshensynene nødvendiggjorde. Da den storpolitiske
Paaskekrise afsluttedes i April 1920 med Dannelsen af
Overformynder Friis' Forretningsministerium, indtraadte K. som
Finansminister i dette tillige med enkelte andre af Centraladministrationens
mest fremtrædende Departementschefer, men efter at
normale parlamentariske Tilstande i Maj var genoprettet og Ministeriets
Mission dermed endt, fortsatte K. i sit Embede, og der
ventede ham nu en ny, af Genforeningen skabt Opgave, idet han
som Formand for Sønderjysk Valutaraad fik Ledelsen af den store
Erstatningsydelse til Sønderjyderne for Indtægts- og Formuetab
ved Markkursfaldet. 1929 overtog han yderligere Formandsskabet
i den sønderjyske Laanekasse, ligesom han ogsaa 1933 var Formand
for det Udvalg, der forberedte Loven om Rente- og Afdragslempelser
for sønderjyske Landbrugere m. fl.
Jævnsides med denne K.s betydelige Indsats inden for Statens
Finansvæsen gaar som den anden Hovedtraad i hans Virksomhed
hans store Arbejde paa det sociale Omraade. Efter Forligsmandslovens
Gennemførelse 1910 blev K. i Kraft af sit nøje Kendskab
til og Føling med Landets sociale Forhold Statens første Forligsmand
i Arbejdsstridigheder, og det blev saaledes hans Opgave at
skaffe den nye Institution, hvis Forhandlingsform var uden Præcedens
og derfor først maatte skabes, fornøden Myndighed og
Respekt. Dette lykkedes ham fuldt ud, idet han forstod at vinde
begge Parters Tillid, og under de ofte langvarige Forhandlinger
viste han baade Taalmodighed og Smidighed, men ogsaa Fasthed,
naar Standpunkt i Konflikten var taget. Forliget efter Arbejdskampen
1911 blev det første afgørende Resultat af hans Virksomhed,
som han imidlertid af Hensyn til sit øvrige Arbejde maatte
frasige sig 1914. Da Forligsmandsinstitutionen 1922 blev omdannet
til et Tremandsraad, blev K. atter Forligsmand og var som saadan
1925 stærkt medvirkende ved Afslutningen af Landets hidtil største
Arbejdskamp. 1928 udtraadte K. paa ny, men endnu en Gang
gjorde Staten Brug af hans sociale Indsigt, idet han 1932 blev

78 Koefoed, Michael.
Formand for Statens Arbejdsløshedsraad. Ikke mindst har her
Arbejdet for Afhjælpningen af Ungdomsarbejdsløsheden fanget
hans Interesse.
Ogsaa en lang Række andre offentlige Hverv er i Tidens Løb
blevet ham betroet. 1906—10 var han Censor ved statsvidenskabelig
Eksamen og deltog 1911 i Bedømmelsen ved Konkurrencen
om Will. Scharlings Professorat i Nationaløkonomi, der tilfaldt
Axel Nielsen. Af Overskyldraadet var han Medlem fra dets Oprettelse
1903 til 1913. For Tobakskommissionen af 1918 var han
Formand. I de bevægede Efterkrigsaar blev han Medlem af de
Landmandsbankudvalg, der 1926 nedsattes med Henblik paa
Bankens endelige Rekonstruktion, 1931 Formand i Udvalget om
færøske Sager, 1934 i Udenrigsministeriets Delegation for nordisk
økonomisk Samarbejde, s. A. for Udvalget om Brugsforeningers
Beskatning og 1937 for den store Skattekommission, hvis Opgave
er at tage hele Skattelovgivningen op til Revision. Siden 1930 har
han derhos staaet som sine Embedsfællers første Tillidsmand som
Formand for Danske Statsembedsmænds Samraad.
Ogsaa K.s øvrige Tillidshverv har været mangfoldige: 1916—28
var han Formand for Nationaløkonomisk Forening og ledede som
saadan det nordiske nationaløkonomiske Møde 1926. Stor Iver
for nordisk Samføling og Samvirke har han udfoldet som Formand
for Foreningen Norden (fra 1920), ligesom han ogsaa har været
interesseret i, at denne paa Hindsgavl fik et Samlingssted for Afholdelsen
af nordiske Møder og Kursus af forskellig Art. Yderligere
er han Formand for Nationalforeningen Bornholm og for
Ritzaus Bureaus Bestyrelsesraad, i Repræsentantskabet for Akts.
Nordisk Gjenforsikring samt Medlem af Direktionen for Selskabet
for Efterslægten, af Bestyrelsen for Sparekassen for Kbh. og Omegn
og af Kontrolkomiteen for Forsikringsselskabet Nye Danske af 1864.
Naar K.s Virksomhed udadtil har været saa omfattende, har der
ifølge Sagens Natur kun kunnet blive mere begrænset Tid til litterært
Arbejde. Med Westergaard udgav han 1898 »Grundrids af
Danmarks Statistik«, og i det af »Frem« 1901 udsendte Værk »Danmarks
Folk« skrev han Afsnittet »Forfatning og Forvaltning«. Han
har tillige været Medredaktør af 2.—3. Udgave af Hages »Haandbog
i Handelsvidenskab«, Medarbejder ved 3. Udgave af Traps
»Danmark« og »Salmonsens Konversationsleksikon«.
K.s Hovedindsats ligger paa det administrative Omraade. Han
indtraadte i Centraladministrationen paa en Tid, da Samfundets
Præg endnu var individualistisk og liberalistisk, og han har saaledes
været med i hele den senere Udvikling, der politisk rækker

Koefoed, Michael. 79
fra Estrup til Buhl med det skelsættende Aar 1914 midtvejs
paa hans Embedsbane. Departementschef har han været i mere
end en Menneskealder, hvad siden Ministeriestyrets Indførelse
kun Vedel i Udenrigsministeriet og Ricard i Justitsministeriet har
naaet før ham, og alene hans Tid som Generaldirektør, der er
faldet i en Epoke, hvor Kravene til Administrationens Ledere
bestandig voksede, spænder over et Aaremaal nær det dobbelte af
nogen af hans Forgængeres. — R. 1905. DM. 1911. K. 2 1917.
K. 1 1924. S.K. 1936. F.M.G. 1911. — Buste af V. Gustafsson
i Familieeje.
Mit Hjem i Nationaltidendes Jubilæumsnummer 1926. Edvard Brandes i
Politiken 27. Dec. 1927. Holger Jerrild i Gads dsk. Mag. Maj—Juni 1929.
P. Grønvold.
Koefoed, Peder, 1728—60, Kartograf. F. 8. Febr. 1728 i Langesund
i Norge, d. 31. Aug. 1760 paa Frederiksværk, begr. i Vinderød.
Forældre: Tolder Hans Pedersen K. (1694—1731) og Cathrine
Susanne Brandenborg. Ugift(?).
Efter Faderens Død rejste Moderen med Sønnen til Kbh., og
senere sattes K. i Odense Skole, hvorfra han dimitteredes 1749.
N. A. blev han Baccalaur og 1754 Alumnus paa Borchs Kollegium.
Han lagde sig efter Matematik og Kartografi, kom i Forbindelse
med Generalbygmesteren de Thura og forfærdigede et smukt Kort
til dennes Beskrivelse over Bornholm. 1757 sendte han Videnskabernes
Selskab en Memorial, hvori han tilbød at forfærdige
Specialkort over alle danske Provinser imod at blive Professor
designatus matheseos ved Odense Skole, og dette Skrift gav Stødet
til Selskabets senere højst betydningsfulde kartografiske Virksomhed.
1757 erholdt K. Bestalling som designeret Professor i Odense
imod at forpligte sig til aarlig, efter den ham af Selskabet opgivne
Plan, at indlevere et eller to Specialkort over Danmark. 1758
fuldendte han Prøvebladet over Kbh.s Amt, men under fortsatte
Opmaalingsarbejder i Nordsjælland døde han. Ingen af hans
senere Kort er trykt, og det blev andre Mænd, bl. a. hans Elev
Thomas Bugge, der kom til at føre hans frugtbare Tanke ud i
Livet.
J. Bloch: Den fynske Geistligheds Historie, I, 1786, S. 566. C. Molbech:
Videnskabernes Selskabs Historie, 1843, S. 67. Luxdorphs Dagbøger, udg.
af E. Nystrøm, I, .915-30. p Lauridsm (A. Schneider*).
Koefoed, Rudolph Georg, 1862—1924, Bryggeri tekniker, Kemiker.
F. 13. Marts 1862 paa Frbg., d. 27. Dec. 1924 i Kbh., Urne
paa Vestre Kgd. Forældre: Premierløjtnant, senere Generalmajor

82 Ko'és, Georg.
Odysseens Tekst der kan hentes fra Scholierne og Grammatikerne.
Hertil sluttede sig Afhandlingen »Commentatio de discrepantiis
quibusdam in Odyssea occurrentibus«, hvori han paapeger, at de
Modsigelser, der findes i Odysseen, tyder paa, at dette Digt er
blevet til ved Sammenføjning af flere forskellige Digte; dette
Arbejde har haft gennemgribende Betydning for Eftertidens Homerkritik.
S. A. udgav han et græsk-tysk Specialleksikon til de homeriske
Digte. Kort efter begav han sig sammen med sin Svoger
P. O. Brøndsted (s. d.) paa en fleraarig Rejse til Tyskland, Paris,
Italien og Grækenland, under hvilken han døde. Efter hans Død
udgav G. G. Bredow i sine »Epistolae Parisienses« (1812) en tekstkritisk
Afhandling af ham om den græske Forfatter Æneas Tacticus
(optaget i Orellis Udgave af dennes Skrift, 1818). — Papirer i
Det kgl. Bibliotek. — Stik af A. Flint.
O. Jørgensen i Nordisk Tidsskrift for Filologi, 3. Rk., XIII, 1904, S. 18 f.
Hans Rader (M. Cl. Gertz.)
Kofod, Axel Braag, f. 1866, Aktuar, Raadsformand. F. 14. Nov.
1866 i Klemensker. Forældre: Klokker Jokum Peter K. (1842—
1911) og Maria Martha Winther (1845— 1 92>§)- Gift 18. Juli
1895 i Ordrup med Johanne Magdalene Lucie Bruhn, f. 30.
Juli 1868 i Kbh. (Garn.), d. 91. Jan. 1929 i Gentofte, D. af
Forretningsbestyrer Johannes Bartholin B. (1826—71) og Johanne
Henriette Rosalie Benzon (1838—1908).
K. blev Student 1885 fra Sorø, 1886 cand. phil., studerede Matematik
og ansattes 1889 som Assistent i Beregnerkontoret i Statsanstalten
for Livsforsikring. Her blev han Fuldmægtig 1900,
Beregner 1904 og var fra sidstnævnte Aar tillige Aktuar i Nordisk
Gjenforsikrings Selskab. 1917 udnævntes han til Dr. phil. J. P.
Grams Efterfølger som Formand for Forsikringsraadet, fra hvilken
Stilling han tog sin Afsked 1931. S. A. blev han Medlem af Kontrolkomiteen
for Dansk Folkeforsikringsanstalt og n. A. af Kontrolkomiteen
for Livsforsikringsselskabet Hafnia. — 1919—29 var K.
Medlem af Socialraadet, 1921—27 Formand i Direktionen for
Invalideforsikringsfonden og 1924—33 Formand i Bestyrelsen for
de danske Livsforsikringsselskabers Garanti- og Hjælpekasse. Han
er endvidere fra 1916 Formand i Foreningen for Alderdoms-Friboliger,
fra 1906 Medlem af Borgervennens Repræsentantskab og
fra 1918 Medlem af Carnegie-Fondets Bestyrelse m. m. 1934 udgav
han Den Wintherske Slægtebog fra 1755. — R. 1913. DM. 1921.
K - 2 J 9 2 7- Chr. Thorsen.

Kofod, H. A. 83
Kofod, Hans Ancher, 1777—1829, Skolemand, Lærebogsforfatter.
F. 4. Jan. 1777 i Rønne, d. 30. April 1829 i Kbh. (Frue),
begr. sst. (Ass.). Forældre: Kapellan og Rektor i Rønne, senere
Sognepræst i Hasle Mads K. (1735—92, gift i° 1767 med Mette
Marie Selmer, 1739—74) og Mette Marie Mortensen (1755—
1836, gift 2 0 1798 med Skibskaptajn Baltzer Engel Kofod). Ugift.
K. dimitteredes 1795 fra Rønne og blev 1799 cand. theol. Han
gik derefter ind i det pædagogiske Seminarium for Latinskolelærere,
der oprettedes 1799 og 1810 igen nedlagdes af Mangel
paa Tilgang. Her studerede han Geografi og Historie, og i disse
Fag blev han 1805 Lærer ved Metropolitanskolen, 1806 Adjunkt
og 1812 Overlærer. Han foretrak som Barn Bøger for Legekammerater
og var ogsaa som voksen temmelig menneskesky og melankolsk.
Hans Elever mærkede dog intet til hans daarlige Humør.
De skattede ham baade for hans Dygtighed og hans venlige Færd.
En tiltagende Nervesvækkelse, der til sidst gjorde ham blind,
hindrede ham i hans seneste Aar i de botaniske Ekskursioner, som
var hans Glæde. Som ung Lærer fremsatte K. sine Ideer om
Historieundervisning: man burde fortælle Historie for Eleverne,
»da det er en afgjort Sag, at viva vox docet, og at Aanden her
gør levende, men Bogstaven ihjelslaar«; det gjaldt om at slaa
Hovedpunkter fast og ikke fortabe sig i Enkeltheder. Sine Principper
praktiserede han i Skolebøger i Geografi og Historie,
mindst i de første, som var temmelig tørre, medens hans Historiebøger
er rige paa Skildringer og Udtalelser af berømte Mænd,
egnede til at fæstne sig i Elevernes Hukommelse. Eksempelvis
kan nævnes »Geographie for Begyndere« (1810, 12. Udg. ved S. B.
Thrige 1868), »Historiens vigtigste Begivenheder, fragmentarisk
fremstillede for Begyndere« (1808, Udg. ved S. B. Thrige 1894).
1816—28 oversatte K. Brockhaus' tyske Konversationsleksikons 3.
Udg. til Dansk og supplerede den med Biografier af danske Personer,
i alt 28 Bind. — Udbyttet af sin flittige Forfattervirksomhed
anvendte han til Gavn for fattige Slægtninge, som han faderligt
tog sig af.
Dansk Litteratur-Tidende, 1829, S. 430 ff. L. Engelstofts Universitets og
Skole-Annaler, I, 1807, S. 1 —19. J. Paludan: Det høiere Skolevæsen i Danmark,
Norge og Sverig, ,885, S. 83 f. ^ ^ ^ ^ ^ „ ^
Kofod (ved Daaben Koefoed), Lucianus Hansen, 1829— r 9°4>
Politiker. F. 27. Maj 1829 i Pedersker, d. 1. Nov. 1904 paa Frbg.,
begr. i Kbh. (Vestre). Forældre: Skrædder Hans Koefoed Jensen
(f. 1808, gift 1831 med Marthe Cathrine Bertelsdatter) og
6*

Kofod Ancher, Peder. 85
Kofod Ancher, Peder, 1710—88, Retslærd. F. 14. el. 20. Juni
1710 i Øster Larsker, d. 3. Juli 1788 i Kbh. (Frue), begr. sst.
(Frue). Forældre: Sognepræst Jørgen A. (1673—1718) og Johanne
Kofod (ca. 1679—1762, gift 2° 1720 med Garnisonskirurg Peter
Langhorn, 1668—1733)- Gift i° 7. Sept. 1742 i Maribo med
Sophie Amalia Bildsøe, f. ca. 1715, begr. 14. Okt. 1746 i Kbh.
(Frue), D. af Sognepræst i Kettinge og Bregninge Lorents B.
(1666—1736) og Anna Sophie Lundt (d. 1749). 2° 17. Nov. 1751
i Kbh. (Frue) med Johanne Maria Sevel, f. 13. Okt. 1725 i Asminderød,
d. 17. Dec. 1788 i Kbh. (Frue), D. af Sognepræst
Johannes Justus S. (1694—1728) og Anna Beate Dreyer (1691—
1771).
K. A. blev Student 1726 fra Sorø, Baccalaureus 1727, s. A.
Alumnus paa Valkendorfs Kollegium, siden Dekan paa Kommunitetet,
1730 cand. theol., 1736 cand. jur., 1741 efter Konkurrence
med Henrik Stampe og B. Møllmann Professor juris — »Disquisitio
præscriptionis Danorum e fontibus genuinis, naturali et civili
derivatæ, excussæ, explanatæ« (1740) —, 1742 Dr. jur., 1748 første
Professor juris og Decanus facultatis, 1752 Rector universitatis, en
Stilling, han beklædte fire Gange. 1753 udnævntes han tillige til
Højesteretsassessor og Generalauditør ved Søetaten. Fra 1756 fik
han paa Grund af svageligt Helbred Tilladelse til at lade saavel
sine Forelæsninger som sine andre Embeder besørge ved Vikarer.
Han afgik som Generalauditør 1776, dog med Bibeholdelse af
Gage; K. A. nævner selv i sin »Anviisning«, at hans »svage Bryst«
ikke tillader ham at tjene sine medstuderende med mundtlig
Undervisning.
Af de tre Mænd, der beherskede det 18. Aarhundredes danske
Retsforskning og Retsliv i det hele, A. Hojer, H. Stampe og K. A.,
var K. A. sikkert den største og videst omspændende juridiske
Begavelse. Dette var ogsaa Samtidens Opfattelse, saaledes f. Eks.
Suhms. K. A. skabte den videnskabelige Lovkyndighed i Danmark;
der er ved ham noget typisk dansk, der er intet ved ham af
Hojers, i hvert Fald i dennes yngre Aar, hæsblæsende og fremfusende
Novationsiver, der er noget sobert og ædrueligt over hans
Forskning og Tænkning, han er aandelig beslægtet med Mænd
som A. S. Ørsted og J. N. Madvig. K. A.s kritiske Sans har
kunnet føre ham, som senere Madvig, til en vis Skepsis over for
hans Videnskabs teoretiske Berettigelse; fra dette Synspunkt maa
vistnok K. A.s anonyme Skrift »Et Brev til Ingen, om Intet i Lov
og Ret« (1764) betragtes.
Medens K. A., bortset fra offentlige Forelæsninger, røgtede sin

S6 Jføfød' dmfør, /"fdsr.
Professorgerning baade ved private Forelæsninger og i Litteraturen,
var han ogsaa virksom i det praktiske Retsliv. Han var saaledes
Regeringens Tillidsmand over for Bornholmerne, der i Henhold til
deres Privilegier af 1658 nægtede at betale forskellige Skatter, s. A.
Medlem af en Kommission angaaende en Ægteskabssag mellem
H. Løvenskiold og Ingeborg Akeleye, 1772 af Kommissionen i
Sagen mod Struensee og Brandt, 1784 af Kommissionen om den
Laurvig'ske Arvesag. Ogsaa vigtige legislative Hverv blev ham
overdraget. Han var bl. a. Medforfatter af Krigsartikelbrevet for
Landtjenesten ved Søetaten af 29. Juli 1756 og fra 1743 et aktivt
og ivrigt Medlem af Kommissionen til Gennemsyn af Landsloven
(hans »Promemoria« til Kommissionen blev først trykt 1805 i J. F.
W. Schlegels »Astræa«), og han var Forfatter af den af Kommissionen
udarbejdede Lov af 14. Okt. 1773 om Selvejergaardes Arv
paa Bornholm.
Sin Forfatterbane indledede K. A. med en Række Dissertationer,
der ikke i dogmatisk Henseende bryder nye Baner; heller ikke
som Erkendelsesteoretiker eller Retsfilosof gør han Epoke. Nogen
ny Tid dæmrer ikke i disse Skrifter. De er som Regel skaaret over
den traditionelle Læst. Af større Værd er de Bidrag til Privatrettens
almindelige Del, K. A. gav i de forskellige Fortaler, han fra
Tid til anden skrev til sine eller andres Skrifter. De repræsenterer
den sunde Fornuft i Renkultur. Men kun som Retshistoriker rager
K. A. op over Middelmaadigheden, baade i Norden og andetsteds;
som saadan udførte han et mægtigt Rydningsarbejde, og
hans Lovhistorie vil til alle Tider staa som et Storværk i den retshistoriske
Forsknings Annaler. I videnskabelig Metode, i Principperne
for historisk Kritik og Kildevurdering, er han langt forud
for sin Tid; de Grundsætninger, han i saa Henseende opstiller i
Fortalen til sit Skrift, vil i alt væsentligt kunne underskrives af
Nutidens Granskning, og mange af hans forstandige Ræsonnementer
kunde adskillige moderne Forfattere have godt af at lægge sig
paa Sinde. Det havde i øvrigt været K. A.s Maal og Haab at yde
et fuldstændigt System over den danske Civilret; han udtaler selv,
at Svaghed og andre Arbejder var kommet i Vejen, og loyalt giver
han A. Hojer den ham tilkommende Ære, saaledes i sin Begynderbog,
»En kort Anviisning i sær for en Dansk Jurist angaaende Lovkyndigheds
og Staats-Konstens adskillige Deele, Nytte og Hielpe-
Midler« (1755; 2. Udg. med ændret Titel og Indhold, 1777), der
har gjort stor Nytte. Første Udgave blev efter Forfatterens eget
Udsagn »bortrevet i en Hast«; den slutter med en Udvikling om
den teoretiske Lovkyndigheds Nytte, et Spørgsmaal, han ogsaa

Kofoed, Jens. gi
høres Frasagn. — Kort før sin Død 1691 lod J. K. ophænge i
Øster Marie Kirke en malet Tavle af sig, sine to Hustruer og 24
Børn, af hvilke tolv overlevede ham. Miniature 1683 paa Fr.borg;
Kopi i Tegning af Kr. Zahrtmann. Træsnit 1878 efter Miniaturen.
L. Holberg: Dannemarkes Riges Hist., III, 1735, S. 348—56. J. A. Fridericia:
Adelsvældens sidste Dage, 1894, S. 391—94. Bornholmske Samlinger,
XVII, 1928, S. 1—32. M. K. Zahrtmann: Borringholmerens Historiebog, I,
,934, S. 275, 286-300; II, .935, S. 6, 29, 54, 64, 73, 93- M K Zahrtmann.
Kofoed, Kristian Hansen, f. 1879, Politiker og Embedsmand.
F. 11. Marts 1879 i Øster Marie. Forældre: Avlsbruger Christian
K. (1835—98) og Kristine Elisabeth Koefoed (1839—1912). Gift
13. Sept. 1912 i Rønne med Sigrid Henriette Andersen, f. 22.
April 1878 i Rønne, D. af Adjunkt, senere Lektor Niels A. (1849
—1923) og Andrea Michelsen (f. 1857).
K. har haft en for en Embedsmand mærkelig Løbebane. Han gik
Almueskolen igennem, tilbragte sin Barndom paa Landet og hjalp
med ved Driften af Faderens lille Gaard. Allerede under Opvæksten
modtog han varige Indtryk af den bornholmske Almues
beskedne Kaar. Hjemmets og Egnens stærkt pietistiske Religiøsitet
øvede ingen varig Indflydelse paa hans Anskuelser, men har vel
været med til at præge hans Karakter. I hans Sind fandtes tidligt
Trangen til at hævde sig; med sejg Energi arbejdede han sig fremad
og opad; kom paa Seminariet i Neksø og tog Skolelærereksamen
1900, gik derefter som 21 -aarig ind i Latinskolen i Rønne og blev
Student 1902. Nærmest tilfældigt valgte han Naturfagene som
Embedsstudium og blev 1908 cand. mag. i Naturhistorie og
Geografi med Geologi som Speciale. Samtidig med at han passede
sine Studier, ernærede han sig som Timelærer i københavnske
Skoler (Det danske Selskabs Skole og Slomanns Skole), men fik
ogsaa Tid til at tage livlig Del i Studenterlivet i Studentersamfundet
og paa Regensen og var flere Gange Medlem af førstnævntes
Bestyrelse. Stærkt politisk interesseret valgte han sit Stade i den
radikale Lejr, snarest vel med Tilslutning til dens Landbo- og
Husmandsfløj, var en Tid under Paavirkning af Vilh. Lassen, men
sluttede sig fra første Færd til Det radikale Venstre.
1909—20 var K. Adjunkt i Rønne. I disse Aar øvede han sin
første politiske Indsats; gennem ufortrødent agitatorisk Arbejde
lykkedes det ham, i Samvirke med Socialdemokraterne, at bryde
Venstres urokkede Herredømme paa Bornholm; han faldt igennem
ved Valget 1910, men erobrede Aakirkebykredsen 1913. 1920, da
Indførelsen af en ny Valglov gjorde det umuligt at hævde Stil-

92 Kofoed, K. H.
lingen, opgav han Kredsen, lod sig opstille som »Tællekandidat«
i Gentofte og har fra dette Tidspunkt været uden for aktiv Politik.
I Folketinget spillede han i flere Aar ikke nogen fremtrædende
Rolle og gjorde sig ikke gældende i det egentlige storpolitiske Spil.
1913 fik han Sæde i det dengang lidet betydningsfulde Lønningsudvalg.
Først som Medlem af dette henledte han Opmærksomheden
paa sig ved den Flid og Udholdenhed, hvormed han gennemarbejdede
Sagernes Enkeltheder, og havde en væsentlig Fortjeneste
af 1914 at gennemføre den første virkelige Lønningslov for vore
videnskabelige Institutioner. Efterhaanden blev han kendt som
et af Rigsdagens flittigst arbejdende Medlemmer, fik Lønningssager
til Speciale og havde det Held, at et Lovgivningsomraade,
som hidtil havde været lidet paaagtet, som Følge af Prisudviklingen
og Tidens sociale Forskydninger blev et af Statslivets vigtigste
Spørgsmaal. Som Medlem af en Række Lønningsudvalg og Lønningskommissioner,
faste og temporære, og som Formand og Ordfører
for de fleste af dem skabte han det store Kompleks af Love,
1919 navnlig Tjenestemandsloven, samt Læreres og Præsters Lønningslove,
som for første Gang bragte System i Statens samlede
Tjenestemands- og Lønningsvæsen. Dette Værk gennemførtes under
adskillig Modstand; naar det lykkedes, skyldtes det først og fremmest
K.s Forhandlingsevner, ubetingede Saglighed og vel ogsaa
den Kraft, hvormed han satte sig ud over mangfoldige Særinteresser,
som maatte gøre sig gældende. Lovgivningens almindelige
Karakter — forholdsvise Nedsættelser af de højere Lønninger og
Forøgelse af de lavere — var en Virkning af Tidsstrømningerne;
K.s Indsats er den omfattende Viden, som er Lovgivningens
Grundlag, dens Redelighed og Billighed, dens logiske Klarhed og
Konsekvens. Alt sammen Fortrin, som har givet Lovene deres
Styrke, men ogsaa medført nogen Stivhed og af og til gjort det
vanskeligt inden for deres Rammer at give Plads for Livets Mangfoldighed.
For Tjenestemændenes store Masser, baade de højere
og de lavere, har det været en Fordel, at Lønningerne er sat i
organisk Forbindelse med de skiftende Prisforhold, at den hele
Lovgivning har fæstnet deres Retsstilling og gjort dem uafhængige
af Tilfældigheder.
K. blev 1920 Formand for Lønningsraadet — hvorved han er
blevet i Stand til at øve afgørende Indflydelse paa Lønningslovenes
Administration — og udnævntes 1924 til Chef for Finansministeriets
1. Departement. I denne Stilling og som Formand for de
forskellige Sparekommissioner, der blev en Følge af Konjunkturskiftet,
har det været hans Opgave at bringe Ligevægt mellem

Kofoed, K. H. 93
Statens Indtægter og Udgifter. Under hans Ledelse voksede Departementets
Indflydelse, baade ved Forholdenes Magt og gennem
hans personlige Indsats. Ikke blot har Lovgivningen medført, at
dets Ressort er blevet forøget. Endnu mere har det betydet, at de
senere Aars finansielle Omvæltninger i Forbindelse med den overordentlige
Udvidelse af Statens Funktioner har gjort Finansministeriet
til en bestemmende Faktor i vor hele Statsforvaltning. Det
har i den Henseende været afgørende, at der 1924 blev truffet
den Ordning, at intet Fagministerium maa søge Bevillinger hos
den lovgivende Myndighed, uden at Sagen i Forvejen har været
forelagt Finansministeriet. Gennem denne Ordning og Finansministeriets
forøgede Indflydelse paa Udformningen af de ordinære
Finanslove er der gennemført en vigtig Magtforskydning inden
for Centraladministrationen.
Ogsaa paa andre Omraader har Staten lagt Beslag paa K.
1917—20 har han været Medlem af Overfredningsnævnet, 1925—29
af Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, 1920—22
var han Statens Forligsmand og bilagde som saadan de store
Arbejdsstridigheder 1921. Han har siddet og sidder i et Utal af
Kommissioner, Nævn og Udvalg. Fra 1924 er han Formand for
Bestyrelsen for Østifternes Aandssvageanstalter, i hvilken Stilling
han har udført et omfattende dagligt Administrationsarbejde; under
hans Ledelse er Virksomheden i høj Grad vokset og en Række
nye Anstalter blevet grundlagt, først og fremmest Rødbygaard
(1928) og Hiibertzminde (1935). Siden 1930 har han været Indenrigsministeriets
tilsynsførende ved Statens Seruminstitut og er fra
1932 Medlem af Statens Telefontilsyn.
Om hans Interesser paa andre Omraader vidner det, at han
— som i høj Grad er bornholmsk Lokalpatriot — 1932 har udgivet
»Nogle Sange i bornholmsk Hjemstavnsmaal« og fra 1936 udgiver
»Bornholms politiske Historie efter 1848«, foreløbig tre Bind, omfattende
Tiden 1848—62. —• F.M.G. 1922. — Portrætteret paa
Oscar Matthiesens Maleri af den grundlovgivende Rigsdag (1923,
Rigsdagen). AxelLinvald.
Kofoed, Marie, 1760—1838, Legatstifterinde. F. 19. Jan. 1760
i Rønne, d. 20. April 1838 i Kbh. (Helligg.), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Købmand og Hospitalsforstander Morten Bohn (1719—
1802) og Barbara Kirstine Ancher (1725—71). Gift i° 11. Dec.
1776 i Rønne med Købmand i Neksø Jochum Herman Ancher,
døbt 11. Sept. 1746 i Neksø, d. 7. Maj 1786 sst., Søn af Borgerkaptajn
Hans A. (ca. 1713—1806) og Ellen Margrethe Bohn

Kofoed-Hansen, H. P 95
Kofoed-Hansen, Hans Peter, 1813—93, Præst. F. 15. Maj 1813
paa Aastrup, Soderup Sogn, d. 4. Dec. 1893 paa Frbg., begr. sst.
(Solbjerg). Forældre: Forpagter Niels H. (ca. 1778—1839) og Sophie
Elisabeth Ortwed (1776—1829). Gift 18. Marts 1851 i Odense
med Komtesse Sophie Isabella Lætitia Moltke, f. 27. Jan. 1827 i
Itzehoe, d. 7. Jan. 1898 i Gudme, D. af Greve, senere Kammerherre,
Adam Gottlob M. til Espe og Bonderup (1798—1863) og
Rosalie Hennings (1801—85).
K.-H. blev Student 1832 fra Roskilde Katedralskole, cand. theol.
1837 og s. A. konst. Adjunkt ved Odense Katedralskole, hvor han
1839 fik fast Ansættelse. Hans Trang til Studier førte ham ud paa
flere Rejser, 1842—43 til Tyskland, Belgien og England, 1847—48
til Frankrig og Italien. 1849 blev han residerende Kapellan ved
Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, allerede n. A. Hovedpræst
ved Frue Kirke i Haderslev, 1854 Provst for Haderslev Provsti og
1855 Sognepræst ved GI. Haderslev Kirke. 1860 blev han Medlem
af det teologiske Eksamenskollegium i Flensborg; da Krigen 1864
udbrød, blev han afskediget og flyttede til Kbh., hvor han ernærede
sig ved Undervisning, indtil han 1867 blev udnævnt til Sognepræst
i Toreby paa Lolland; 1879 b' ev han Provst for Musse Flerred og
Stiftsprovst for Lolland-Falsters Stift. 1883 søgte han sin Afsked
og flyttede til Kbh., og 1887 blev han optaget i den romerskkatolske
Kirke. I dette ualmindelige Levnedsløb blev en frugtbar
Litteratur til, særpræget baade i Form og Indhold af Humanisme,
Mystik, Filosofi og politiske Indlæg. 1840 udsendte K.-H. under
Pseudonymet Jean Pierre sin Debutbog »Dialoger og Skizzer. Af
en Fysiognoms efterladte Papirer«, en psykologisk Novelle, der
baade afspejler hans Studiefelter (Lavaters Fysiognomik og den
yngre Fichtes filosofiske Spekulation) og hans grublende Søgen
for at klare sig Forholdet mellem Aand og Legeme. Større Fasthed
i den formelle Opbygning og i Emnets Begrænsning viser hans
Fortælling fra 1842: »Liv af Død«, et Indlæg i Samtidens litterære
Debat om Udødeligheden, og som skildrer en jysk Præst, der gennem
Barndommens religiøse Tvivl og i Livets Haardhed føres til
en Fortvivlelsens Krise, men som ved sin Hustrus Død faar »Mod
til at leve evigt«. Af største Betydning for K.-H.s Udvikling blev
Søren Kierkegaards Produktion. Ganske vist havde Kierkegaard
den dybeste Mistillid til »Systemet«, personificeret i Martensens
Teologi, medens K.-H. ønskede den gammeldags Kristendom sat
i en ny og fast Form gennem et filosofisk Bad. Men som Aandspersonligheder
stod de to Mænd ved hinandens Side. De havde
begge et Sensorium for Filosofi og Æstetik, begges Intellekt var

Kofoed-Hansen, H. P. 07
om Kristendommen som »den indirekte Meddelelse« »Tegnet fra
Himmelen« (1856) og som Indlæg i Kirkekampen de to betydelige
Skrifter »Dr. S. Kierkegaard mod Dr. H. Martensen« (1856) og
»S. Kierkegaard mod det bestaaende« (1857). Begge Indlæg er
formet under Forpligtelsen: »Vær redelig«, for at »vi maatte tilegne
os S. Kierkegaards Virksomhed paa den, saa at sige, lemfældigste
Maade, men saa ogsaa erkende, hvorledes vi tilegne os den«. En
Ansøgning om Afsked som Præst i den Statskirke, Kierkegaard
havde angrebet med yderste Voldsomhed, tog han dog tilbage og
fik et halvt Aars Permission; i »Nyt Gammelt. Breve over Tertullian«
(1859) har han redegjort for sin Beslutning om at forblive
i præstelig Virksomhed. De Motiver, der længe havde været
fremme i den ensomme Mands Dragelse mod Rom, var baade
Ønsket om det faste Skriftemaal, for hvis Udslettelse han anklagede
Reformationen (»Skriftemaalet«, 1881) og Længselen efter at se
Liberalismens Magt overvundet i en for Statsmagt frigjort, synlig
Kirke; hans Personlighed kunde ikke tilfredsstilles ved at være
den grublende »Ener« i Kierkegaardsk Forstand, Roms Krav paa
Universalisme og Autoritet sugede ham til sig. I adskillige Skrifter,
inspirerede af Ultramontanismens Aand, gjorde han bittert op med
Reformationen som en gudløs Revolution, hvis Følge var aandeligt
Anarki, og 9. Juli 1887 blev han optaget i den romerske Kirke.
Hans Forfattervirksomhed var i det store og hele glemt, før han
døde. Hans urolige Indre rummede saa stærke Modsætninger, at
hans Fosterfader, Komponisten Weyse, karakteriserede ham som
en Blanding af en Fusentast og en Filosof. — R. 1854. DM.
1883. — Maleri af N. Wiwel 1884 i Familieeje. Tegning af Elisabeth
Jerichau ligesaa. Træsnit af H. P. Hansen.
H. P. Jørgensen: H. P. Kofoed-Hansen (Jean Pierre), 1920. Eduard Geismar:
Søren Kierkegaard, VI, 1928, S. 88, 91 f. Kirkehist. Saml., 6. Rk., I,
J 933 35. • 4» /• Michael Neiiendam.
Kofoed-Hansen, Otto Joachim Moltke, 1854—1918, Søofficer.
F. 20. Marts 1854 i Haderslev, d. 16. April 1918 i Kbh., begr. sst.
(Vestre). Forældre: Stiftsprovst H. P. K.-H. (s. d.) og Hustru.
Gift 14. Okt. 1891 i Kbh. (Holmens) med Sigrid Marie Holm,
f. 23. Dec. 1866 i Kbh. (Frels.), d. 15. Juni 1934 sst., D. af Grosserer
Valdemar H. (1835—1908) og Elvira Bergstrøm (1845—1927).
K.-H. blev Kadet 1867, Sekondløjtnant 1873, Premierløjtnant
1874, Kaptajn 1888, Kommandør 1900, Viceadmiral og kommanderende
Admiral 1911. Efter en alsidig Tjeneste som Løjtnant,
hvor han var udkommanderet med Flaadens Skibe, i Kof-
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 7

98 Kofoed-Hansen, Otto J. M.
fardifart og Skoleofficer ved Søofficersskolen, var han 1888—91
ved Søminekorpsets 1. Afdeling, 1891—94 Fører af Postdampskib
mellem Korsør og Kiel og 1895—98 Vagerinspektør. Han gennemførte
den nye Afmærkning i danske Farvande og forbedrede Sømærkerne.
1898—99 var han næstkommanderende i Fregatten
»Fyen« til Middelhavet, 1899 og 1900 Chef for Kongeskibet »Dannebrog«
og 1900—01 Stabschef ved den flydende Defension paa Kbh.s
Red. Da Kontreadmiral F. H. Jøhnke blev Marineminister 1901,
valgte han K.-H. til Departementsdirektør. Under denne Tjeneste
var han 1904 Chef for Panserskibet »Iver Hvitfeldt«. Da J. C.
Christensen i Jan. 1905 blev Forsvarsminister, udnævntes K.-H.
til Direktør for Marineministeriet, i hvilken Stilling han forblev til
1908. Under sin Virksomhed i Ministeriet udførte han et stort
Arbejde ved Marinens Organisation, Eskadreøvelsernes rationelle
Udvikling og ved Forarbejder i Anledning af Forsvarskommissionen,
hvor han 1902 under Admiral Wandels Sygdom tillige var
Medlem. Han udarbejdede en Afhandling om Danmarks militærpolitiske
Stilling, der vakte berettiget Opsigt. Efter at være vendt
tilbage til aktiv Tjeneste var han 1909—10 Chef for Panserskibet
»Olfert Fischer«, 1910, 11, 12 og 13 Eskadrechef og fra 1. Aug.
1914 til faa Dage før sin Død Chef for Flaadens Overkommando
under Verdenskrigen. — K.-H. var en dygtig, flittig og samvittighedsfuld
Officer og en myndig kommanderende Admiral, der under
al sin Tjeneste gjorde sig fordelagtig bemærket. Men særlig fortjener
han med Taknemmelighed at mindes for sin kloge og
bestemte Optræden i Ministermødet og Statsraadet 5. Aug. 1914,
hvor hans Forslag om Mineudlægning i Store Bælt fik den største
Betydning for den Afgørelse, som Regeringen traf, og dermed for
Danmarks Stilling under Verdenskrigen. — M.f.D.R. 1881. R.
1894. DM. 1902. K. 2 1905. K. 1 1908. S.K. 1914. — Maleri
af H. Vedel 1917 i Familieeje.
Tidsskr. for Søvaesen 1918, S. 167—72; 1924, S. 592; 1930, S. 584—614.
E. Scavenius i Politiken 21. Maj 1922 og 21. Jan. 1930. Militær Kommissionen
af iqiq's Beretning, S. 23 f. og 137 ff. _. _ , _.
0 s J/ Th. Topsøe-Jensen.
v. Kohl, tysk Rigsadelslægt, hvis Stamfader Mathåus v. K.
blev nobiliteret 1551. Af hans Sønner var Caspar v. K. Stamfader
til en i Sverige naturaliseret, men tidligt uddød Gren, medens
Jacob v. K., der først var Generalfiskal i Antwerpen, siden Gehejmeraad
hos Hertug Magnus paa Øsel, var Stamfader til en i Randstaterne
udbredt Slægt, hvoraf flere Medlemmer har været i dansk
Tjeneste, saaledes Brødrene Kaptajn Gustav Reinhold v. K.

v. Kohl. 00
(1694—1753) og Major Friedrich Adolph v. K. (ca. 1699—1758).
Af disse var den ældste Bedstefader til Generalkrigskommissær,
Kaptajnløjtnant Johan Henrik August Valentin K. (1763—1820),
og Major F. A. v. K. var Bedstefader til Kaptajn i Marinen
Carl Frederik Christian v. K. (1788—1877), hvis Sønnesøn Oberstløjtnant
Adolph Carl Christian v. K. (1845—1925) var Fader til de
nedenn. Forfatteren Carl Christian Lorents v. K. (f. 1869), Forfatteren
Aage Herman v. K. (f. 1877) og Redaktør Louis Henry
v. K. (f. 1882) samt til Laura Louise Henriette (Lili) v. K.
(1882—1931), der var gift med Brygger Carl Christian Hilmann
Jacobsen (s. d.).
Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, 1900, S. 491—95. Samme: Haandbog
over den ikke naturaliserede Adel, 2. Udg., 1933, S. 67—70. G. Elgenstierna:
Svenska adelns åttartavlor, IV, 1928, S. 232. 4,, j-, > •,•
v. Kohl, Aage Herman, f. 1877, Forfatter. F. 5. Dec. 1877 i
Kbh. (Cit.). Forældre: Kaptajn, senere Oberstløjtnant Adolph
Carl Christian v. K. (1845—1925) og Laura Camilla Mortensen
(1844—1920, gift i° med Skibskaptajn Sørensen). Gift 1. Juli
1904 paa Frbg. (Marcusk.) med Ellen Trappaud Levinsen, f. 21.
Maj 1880 i Kbh. (Holmens), D. af Grosserer August Georg Ludvig
Trappaud L. (1852—1900) og Dorthea Maria Vilhelmine
Nielsen (f. 1858).
v. K. blev Student 1896 fra Jessens Skole, cand. phil. n. A. og
slog ind paa den militære Løbebane, samtidig med at Litteraturen
tiltrak ham stærkt. S. A. han udgav sin første Bog, Pjecen »Kunst,
et Nødraab« (1903), tog han sin Afsked som Premierløjtnant ved
Fodfolket. Under Krigen virkede han fire Aar (1915—19) som
Kaptajn i Reserven. Han har udgivet Romanerne »Den gyldne
Gift« (1903) og »Hjertevirtuosen« (1905), Fortællingerne »De røde
Navne« (1905), den store Trebindsroman »Mikrobernes Palads«
(1908), Romanen »Det store Skød« (1911) og Skuespillene »Klippen«
(1904) og »De der bærer« (1920, opført paa Det kgl. Teater)
samt et Foredrag »Litteraturen og Teatret« (1912); har holdt
talrige Foredrag med Emner som »Legeme og Sjæl«, »Har Livet
Mening?«, »Hvad ved vi om Evigheden?« m. fl. — v. K. fik i
det første Aarti af Aarhundredet sit Navn som en af de fantasifuldeste
og mest energiske unge Forfattere ved »De røde Navne«
og »Mikrobernes Palads«, der begge havde Emner fra den russiskjapanske
Krig. Hans Paavirkning af Johs. V. Jensen var utvivlsom,
og det var, som om han ogsaa mangfoldige Steder i »Mikrobernes
Palads« gjorde sig Umage for at overbyde Forbilledet (især
7*

IOO v. Kohl, Aage.
Romanen »Hjulet«). Stilen blev ofte krampagtig, forceret, kunstig,
men naar han naaede til Selvbeherskelse, var den stundom af en
ualmindelig Intensitet, der i langt højere Grad satte Læserens
Fantasi end hans Virkelighedserkendelse i Virksomhed, v. K. er
en Foregangsmand — de voldsomme Virkninger, som »Ekspressionismen«
en Tid senere (efter Krigen) søgte at fremkalde, havde
han allerede for en væsentlig Del realiseret, og derfor vakte »Mikrobernes
Palads« ogsaa en langt større Opmærksomhed og Beundring
i Tyskland og Østrig end i Danmark. Psykologisk set har v. K.
lært mest af Dostojevski, han har, med ham som Eksempel, søgt
at grave sig langt ind i Bevidstheden og dybt ned i Underbevidstheden
for at møde de Instinkter og Lyster, som pludselig kan gøre
sig til Herre over Menneskene. Bag denne Trang til at opsøge og
udforske det sære, det onde, det grusomme, det perverse og nydelsessyge
i Menneskets Sind har der gennem hele v. K.s Forfatterskab
vist sig en helt anden Drift: Villien til at vise det i Mennesket,
der er Selvovervindelse, Opofrelse —, Godhed i videst Betydning.
Paa dette kapitale Omraade, der er selve hans Arbejdes aandelige
Fundament, er v. K. ofte endt i Paradokset: den over-menneskelige
Villie til at forstaa alt, tilgive alt, synes stundom helt at have
mistet Forbindelsen med Virkeligheden; saaledes bliver Romanen
»Det store Skød« mere en smuk Drøm om Mennesket end en
Skildring af, hvad der selv under det voldsomste moralske Højtryk
kan anses for muligt. K.s ustandselige Higen mod det højspændt
heroiske giver ham en Særplads i den nyere danske Litteratur.
Chr. Rimestad: Digtere i Forhør, 1906, S. 63—68. Selvportræt i Dansk
Aand, I, ,9«, S. 362-68. ^ Rimestad.
v. Kohl, Carl Christian Lorents, f. 1869, Officer, Forfatter. F.
24. Jan. 1869 i Kbh. (Frue). Broder til Aage v. K. (s. d.). Gift
i° 29. Okt. 1897 i Kbh. (Garn.) med Inger Christine Koefoed, f.
22. Okt. 1871 i Kbh. (Cit.), D. af Overauditør, senere Etatsraad
Peter Frederik Christian K. (1834—1917) og Maria Sophie
Christiane Ramlau (1834—1900). Ægteskabet opløst 1910. 2° 23.
Aug. 1910 i Brønshøj med Johanne Rasbech, f. 10. Sept. 1874 i
Brønshøj, D. af Fuldmægtig, senere Hovedkasserer ved Vareog
Industrilotteriet Laurits R. (1836—1906) og Johanne Cathrine
Grønlund (1848—1907).
v. K. blev Sekondløjtnant 1888, 1891 Premierløjtnant i Fodfolket,
1908 afskediget efter Ansøgning paa Grund af Svagelighed;
fik 1910 nyt Afskedspatent som Kaptajn. 1896—98 havde han
været til Tjeneste ved Artilleriet; 1914—17 var han ansat i Krigs-

V. Kohl, Carl. ior
ministeriets (Hærens) Arkiv, igr8 midlertidig Bibliotekar ved
Generalstaben og umiddelbart derefter atter ansat i nævnte Arkiv.
Siden 1924 har han været Redaktør af »Garderbladet«, var 1924—30
Sekretær og Kasserer ved Præsidiet for de danske Garderforeningers
Fællesrepræsentation, siden 1934 Vicepræsident i samme. 1907—10
redigerede han »Verdensspejlet«, 1912 »Verden og Vi«, 1918—19
»Dansk militært Magasin«. — 1902 udgav han »Satan og hans
Kultus i vor Tid«, en interessant, kulturhistorisk Studie, 1904 den
vel dokumenterede historiske Roman »Babel«, 1906 »Vaagne Nætter«
(Fortællinger og Skildringer), 1917 »Om Panik og Skræk i
Krigen«, 1918 »Den rumænske Krig«. I sin lange Virksomhed i
Hærens Arkiv har han for mange været en velvillig og kundskabsrig
Vejleder og Hjælper, og gennem sine Stillinger ved Garderforeningernes
Præsidium er han blevet kendt i vide Kredse som
en virksom og repræsentativ Personlighed. — R. 1928. — Maleri
af Gerda Mezger 1918 i Familieeje. Rockstroh
v. Kohl, Louis Henry, f. 1882, Forfatter og Redaktør. F. 14.
Dec. 1882 i Kbh. (Cit.). Broder til Aage og Carl v. K. (s. d.)\
Gift 1° 1. Juni 1907 med Malerinden Gerda Johansen, f. 5.
Febr. 1885 paa Frbg. (gift 2° med den tyske Forfatter Max
Mezger), D. af Maleren Viggo J. (s. d.) og Hustru. Ægteskabet
opløst. 2° i Berlin (b. v.) med Lisa Steindl, f. 19. Sept. 1888 i
Wien, D. af Kontorchef S.
v. K. blev Student 1900 fra Industribygningens Latinskole og
cand. phil. n. A., studerede germansk Filologi 1903—04 og udstrakte
i de følgende Aar sine Studier til ogsaa at omfatte østasiatisk
Digtning og Filosofi, Kultur og Sprog. Han har udgivet »Rosa
mystica« (1906), »Friedrich Nietzsche« (1914), »Den chinesiske
Kvinde« (1914), »Stor-Japan« (1915), »Jyan chi K'ai Kejser og Præsident«
(1916), »Chinas Apostel« (1916), »Asiatiske Studier« (1917),
»John Bull intime« (1917), »Sandheden om Lichnowsky« (1918),
»Mennesket og Freden« (1919). Siden 1918 har han været bosat
i Berlin og har paa Tysk bl. a. udgivet »Ursprung und Wandlung
Deutschlands. Grundlagen zu einer deutschen Geopolitik« (1932),
»Der Wortbruch von Versailles« (1935), »Das dånische Schicksal«
(1936). I en Række Foredrag og Artikler har han virket for Udbredelse
af Kendskab til nordisk Kultur i Tyskland, v. K. stiftede
under Krigen en Række Tidsskrifter her hjemme, »Vor Tid«,
»Litteraturen«, »Spectator« og Ugebladet »Sort paa Hvidt« og gav
de danske Forfattere en Lejlighed som aldrig før til at anbringe
deres Artikler, Digte og Fortællinger. Disse Tidsskrifter standsede

102 v. Kohl, Louis.
alle ved Krigens Afslutning med Undtagelse af det skandinavisk
anlagte »Litteraturen«, der fortsatte et Aar. v. K. har tillige leveret
Oversættelser af kinesisk og indisk Poesi (bl. a. Tagore) og af
Nietzsche (»Zarathustra«). Hans Forfatterskab var til at begynde
med svævende og svulstigt (»Rosa mystica«), men han arbejdede
sig hurtigt frem til en klar og præcis Fremstillingsmaade; han er
vidt belæst og forstaar at udnytte sine Kundskaber med en næsten
journalistisk Lethed og Verve; selv en Pamflet som »John Bull
intime« er støttet af en solid Dokumentation. — Malerier af
Poul Christiansen, Gerda Mezger 1908 og Henschel von Hain
1937, alle i Familieeje.
Selvbiografi i Studenterne fra Aar 1900, 1925, S. 236—40.
Chr. Rimestad.
Kok (Koch), Johannes Georg Elias, 1821—87, Præst- og Sprogforsker.
F. 24. Febr. 1821 paa Ledreborg, d. 20. Jan. 1887 i Kbh.
(Cit.), begr. sst. (Garn.). Forældre: Slotsgartner Johann Martin
Koch (1794—1871) og Marie Sophie Lange (1783—1861). Gift
25. Okt. 1848 i Kbh. (Holmens) med Siegfriede Rosalie Tofft,
f. 25. Dec. 1822 i Kbh. (Holmens), d. 17. April 1909 sst., D. af
Skibskirurg, senere Overlæge i Søetaten Peder Pedersen T. (1789—
1854) og Helene Bolette Møller (1791—1860).
K. blev Student 1841 fra Roskilde og blev under sine teologiske
Studier især paavirket af Martensen. 1846 blev han Kandidat,
var et Par Aar Huslærer og blev 1848 personel Kapellan hos Sognepræsten
ved Frue Kirke i Aarhus. 1849—51 var han Adjunkt
ved den videnskabelige Realskole i Aarhus og sluttede sig i denne
By nøje til Biskop Brammer. 1851 blev han valgt til Sognepræst
for Burkal Sogn mellem Tønder og Flensborg, hvorfra han blev
fordrevet af Preusserne 1864. Han bosatte sig i Kbh., hvor han
dels arbejdede paa sine Bøger om det danske Sprog i Sønderjylland,
dels virkede i Foreningen til Understøttelse af trængende
Slesvigere. 1867 blev han Præst ved Almindelig Hospital og Abel
Cathrines Boder og 1871 konst. som Præst ved Citadelskirken.
Da han 1882 havde søgt, men ikke fik Embedet som Holmens
Provst, blev der tillagt ham Titel af Professor med samme Rang
som Holmens Provster. Kort derefter blev han ramt af den Sygdom,
som efter flere Aars store Lidelser voldte hans Død.
Som Teolog og Præst sluttede K. sig, hvad hans Forhold til
Martensen og Brammer ogsaa viser, afgjort til den konservative
Retning i Kirken. Sin »Evangelisk Huspostil«, en Samling Prædikener
af danske Præster (1874) tilegnede han Brammer »med inderlig
Tak for faderlig Kærlighed og fromme Forbønner i Fjerde-

Kok, Johannes. 103
parten af et Hundredaar«. Han fordybede sig ogsaa i Studiet af
Luther og udgav »Livets Kamp, en Opbyggelsesbog efter Luthers
Skrifter«, som kom i to Udgaver. Hans Bog »Det hellige Land og
dets Nabolande« (1878) fremkaldte en Indsigelse af Overrabbiner
Dr. A. A. Wolff, og i det hele var hans teologiske Skribentvirksomhed
alt andet end fredelig. I Bladartikler angreb han den grundtvigske
Retning og udgav 1874, som Modtræk mod det af Roskilde
Konvent udarbejdede Tillæg til Salmebogen, et andet Tillæg, da
han fandt Konventets Tillæg alt for Grundtvig-præget. Han oplevede
da heller ikke at se dette indført i Kbh. Foruden ved sine
Opbyggelsesbøger og sin Polemik virkede han fra 1874 som et
virksomt Medlem af og Sekretær for Det danske Bibelselskab.
En helt anden Side af K.s Forfatterskab er den, som har sprogligtnationalt
Sigte. Han blev under sin Præstetid i Sønderjylland
stærkt nordisk indstillet (hvad der bl. a. fik det Udtryk, at han
efter 1864 ændrede sin tyskfødte Faders Familienavn fra Koch til
K.). Allerede 1859 skrev han i »Slesvigske Provincialefterretninger«,
1, en Afhandling om den mellemslesvigske Slette og dens Beboere,
som ikke var uden Fortjeneste, men dog ikke naaede ind til Kernen;
den blev Anledningen til, at Feilberg i samme Tidsskrift
(IV, 1863) skrev sin udmærkede Skildring »Fra Heden«. Derefter
fulgte hans store Værk om »Det danske Folkesprog i Sønderjylland«,
I (1863); i dette Bind findes den egentlige Behandling af Folkesproget,
som overalt sammenlignes med tilsvarende Former og Ord i de
forskellige nordiske Sprog. Sin største Fortjeneste har Værket ved de
næsten altid paalidelige Oplysninger om Folkesproget — desværre
sjældent stedfæstede —, medens den etymologiske Behandling allerede
ved Fremkomsten var forældet. Bedre behersker han Stoffet i
2. Bind (1867), som behandler sønderjyske Person- og Stednavne.
Særlig til Stednavnene har han samlet et værdifuldt Sammenligningsmateriale.
Som en Art 3. Bind kom 1870 en stor og værdifuld
Ordsprogsamling paa omkring 2000 Numre, der er holdt saa nær
op ad Folkesproget, at de kan gøre Tjeneste som Sprogprøver.
At der ligger et stort Arbejde bag disse Bøger, er tydeligt nok, og
der kan siges meget til Undskyldning for deres svage Sider; ikke
blot Lyngby, men ogsaa Hagerup er dog her langt sikrere. De
sprogligt-skandinaviske Interesser gjorde det naturligt, at K. var
med paa det nordiske Retskrivningsmøde i Stockholm 1869. Ligeledes
var han med til at stifte Universitetsjubilæets danske Samfund,
hvor han kom ind i Styrelsen og fra 1885 til sin Død var Formand.
— Tit. Professor 1882. — R. 1878. — Træsnit 1873 og af C.
Hammer 1882.
Nutiden 2. April 1882. 111. Tid. 30. Jan. 1887. Marias Kristensen.

Kok, Laurids. 105
virkevisen, »Danmark, dejligst Vang og Vænge«, er en for
sin Tid fremragende Digtning. Disse tre Viser, som Peder
Syv ikke uden Betænkelighed optog i sin Kæmpevisebog (1695),
er det eneste af L. K., som blev trykt i hans Samtid (om
end efter hans Død). Skønt Danevirkevisen holder sig tæt op
ad sin Kilde, Broder Boyssens Slesvigske Krønike, virker den
som fri Digtning. Dens vægtige Strofe, som især i første Vers er
stærkt støttet af Stavrim, er et ualmindelig lykkeligt Fund, enestaaende
ikke blot i sin Tids Digtning, men egentlig aldrig overgaaet.
Især efter at P. E. Rasmussen (1810) havde sat Melodi til
den, og denne var kommet frem i »Udvalgte Danske Viser«, V
(1814), er Sangen, mere eller mindre bearbejdet, blevet en almindelig
yndet Fædrelandssang.
Skønt L. K. nød ikke ringe Anseelse, synes han at have været
meget lidt selvbevidst. Han lod intet trykke, men var altid villig
til at bidrage til andres Værker. Han døde forholdsvis tidligt
af en epidemisk Sygdom, som ogsaa bortrev to af hans Børn, men
selv om han havde levet længere, er det tvivlsomt, om han havde
offentliggjort mere, thi han synes ikke at have følt Trang til at gøre
sig gældende som Skribent. I Kredsen af de Præster, som arbejdede
for Opdyrkning af Modersmaalet, indtager han i al sin Beskedenhed
en smuk Plads.
Ny kirkehist. Saml., III, 1864—66, S. 455—58. Kirkehist. Saml., 3. Rk.,
II, 1877—80, S. 30 f. Udsigt over det philol.-hist. Samfunds Virksomhed,
II, S. 155. Danske Grammatikere ved Henrik Bertelsen, I, 1915. Anker Jensen
i Aalborg Katedralskoles Program 1912. Dsk. Studier, 1911, S. 28 (om Melodien
til Danevirkevisen). Kalundborg Dagblad 24. Juni 1920. Efterretn. om
Efterslægtsselsk. Skole 1904—05, S. 5—19. Fra Holbæk Amt, XXVIII,
1934, S. 98—iog. Vilh. Andersen: Kritik, Sprog og Litteratur, 1914, S.
71—80. V. la Cour: Tusind Aars Grænsevagt, 1916, S. 41—46. Sønderjydsk
Tulealbum, IQI8. „ . j . . .
•" ° v Manus Kristensen.
Kok-Jensen, Holger Valdemar, 1868—1936, Ingeniør. F. 26.
Okt. 1868 i Korsør, d. 1. April 1936 i Sao Paolo, Brasilien, begr. sst.
Forældre: Købmand, fhv. Kok og Dampskibsrestauratør Andreas
Emilius Jensen (1839—1911) og Eline Marie Christiane Hansen
(1841—1906). Navneforandring 30. Juni 1892 (kaldtes i Brasilien
Jensen-Kok). Gift 18. Maj 1901 i Egreja de Gloria i Rio de Janeiro
med Corina Duvivier, f. 22. Nov. 1878 i Rio de Janeiro, D. af Købmand
Theodore D. og Amalia Wagner.
K.-J. tog polyteknisk Adgangseksamen 1886 og blev 1893 cand.
polyt. i Ingeniørfaget. Efter Eksamen var han en kortere Tid hos
Stadsingeniøren i Korsør og aftjente Sommeren 1893 sin Værne-

Kolbye, M. B. 107
1810 havde faaet Titel af Vandbygningskonduktør ved de kgl.
Holme og 1813 tillige var blevet Skibsbygmestersvend, efter Halkiers
Død 1818 udnævnt til Pælebukker- og Rapertmagermester
ved Holmen samt Havnebygmester i Kbh., i hvilke Stillinger han
virkede i over 29 Aar. De største Arbejder, der forefaldt i denne
Periode, var Ombygning af Vindebroen paa Højbro efter en forbedret
Konstruktion (1822) og Bygningen af en ny Holmensbro
med tilhørende Stenbolværk og Landingstrappe (1832—34). Disse
Arbejder er ganske vist delvis senere erstattede af nyere Anlæg;
men de var for den Tid udmærkede Konstruktioner. Ogsaa Planerne
til Ombygningen af de endnu eksisterende Landgangstrapper
og Slæbesteder paa Kbh.s Toldbod skyldes K. — DM. 1826.
R. 1828.
H. P. Selmer: Nekrologiske Samlinger, I, 1849, S. 347—51.
Ch. Ambt (Povl Vinding*).
Kold, Christen Mikkelsen, 1816—70, Højskole- og Friskolemand.
F. 29. Marts 1816 i Thisted, d. 6. April 1870 i Dalum, begr. sst.
Forældre: Skomagermester Mikkel Christensen K. (1790—1864)
og Kirstine Marie Christensdatter Jannerup (1787—1861). Gift
8. Aug. 1866 i Fangel med Ane Kirstine Jakobsen, f. 2. Jan. 1844
i Fangel, d. 17. Febr. 1902 i Aarhus, D. af Gaardejer Jakob Jørgensen
(1806—55) og Mette Margrethe Andersdatter (1810—99, gift
2 0 1858 med Gaardejer Peder Rasmussen, 1810—83).
Af sin Fader lærte K. Nøjsomhed, gennem sin Moders Fortælling
fik han allerede i sin Barndom Indtryk af det levende Ords
Magt »til at tale til Hjertet og gøre Menneskene skikkelige, glade,
frie og lykkelige«. Han skulde være Skomager som sin Fader, men
havde ti Tommelfingre og var kun halvanden Dag i Lære. Hans
Moder sagde, at han skulde være Skolemester, og godt femten Aar
gammel blev han Lærer ved Faartoft Omgangsskole nær ved
Thisted. Han var lille af Vækst, og det gøs i ham, da han saa
de store Drenge, han skulde være Lærer for. Da faldt det ham ind,
at han skulde holde en Tale, og mens Forældrene den første Dag
var til Stede, sagde han til Børnene: »I er meget større end jeg,
og skal det komme an paa at slaas, saa kan I banke mig. Men jeg
har ikke til Hensigt at ville slaa eder, og derfor haaber jeg ogsaa,
at I ikke vil slaa mig. Men snart vil I erfare, at jeg er klogere
end I, men hvis I er kloge, saa søger I at lære noget af mig.« —
1831—34 var K. Huslærer paa Herregaarden Koustrup, et Par
Mil Syd for Thisted. Ofte sad han om Aftenen i Folkestuen og
talte med og læste for Tjenestefolkene — den første Spire til hans

110
Kold, Christen.
hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er atten Aar, har
de allerede begyndt at lege Kæreste, ryge Tobak, gøre Pibe- og
Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faa dem beaandede«. »Jo,« sagde
Grundtvig, »det kan vi nok«.« »Men,« føjer K. til i den Tale,
han efter Grundtvigs Opfordring holdt ved Vennemødet i Kbh.
1866, »imidlertid sørgede Vor Herre for, at vi fik Folk baade over
og under atten Aar at undervise, og jeg gjorde da straks den
Erfaring, at dem, der var atten Aar og derover, kunde vi udrette
noget med, medens vi intet kunde udrette med dem, der var under
atten Aar.«
K. fik den fornødne Pengehjælp fra Grundtvig og hans Venner,
Grundtvig gav selv 50 Rdl., Fru Grundtvig 100. K. købte Huset
paa Ryslinge Mark og indrettede her en beskeden Højskolebygning.
1. Nov. 1851 skulde Skolen aabnes, men nogle Dage før var der
kun indmeldt een Elev. I sin Vaande gik K. ind i en nærliggende
Skov, faldt paa sine Knæ og bad Gud om, at der dog maatte komme
mindst tre Elever. Paa Aabningsdagen kom mange kørende med
deres Sønner, saa der blev femten Elever. K. delte de jævne Kaar
med sine Elever (der blev i Vinterens Løb kun brugt seks Pund
Sukker), og med stor Kraft og Visdom talte han til de unge. Sommeren
1852 begyndte han en fri Børneskole i Dalby, Nord for
Kerteminde, her byggede han et Skolehus i større Stil og flyttede
1853 Højskolen hertil. 1862 opførte han en stor og anselig Skolebygning
i Dalum ved Odense, og her virkede han til sin Død.
Sommeren 1863 begyndte han at holde Skole for unge Piger.
I alt besøgte ca. 1000 Karle og ca. 500 Piger hans Højskole. De
sidste Aar, han levede, var Elevtallet ca. 100 Sommer og Vinter.
I Begyndelsen mødte han stærk Modstand fra mange Sider, i hans
sidste Leveaar voksede hans Skolegerning baade i Omfang og Ry.
Først 1866 giftede han sig. Hans Hustru havde været hans Elev
1864. Da han bestilte Bryllup hos Præsten, skal han have sagt:
»De behøver ikke at holde nogen lang Tale, for Stine og jeg er
enige.«
K. er Banebryder for de grundtvigske Skoletanker. Han er Friskolens
Fader. Den Friskole, han oprettede i Dalby, var den første.
Mange af hans Elever blev Friskolelærere, navnlig paa Fyn, og
Folk søgte Hjælp og Raad hos ham, naar en Friskole skulde rejses.
»Det gør ikke noget,« sagde han, »at vi overhører Børnene i Regning,
Læsning, Landkort og slige Ting. Men de Ord, der tales til
Hjertelivet, maa ikke pumpes op igen ved utidig Overhøring.
Eksamen i Hjertesager er en skrækkelig Uting.« Langt uden for
Friskolens Omraade virkede hans Tanker om Børneundervisning.

Kold, Christen. III
Et Led i hans Arbejde for Børneskolen var de fjorten Dages Møder,
som han, fra 1859, l°d holde paa sin Skole i Aug. Maaned. Her
mødtes Lærere fra Friskolen, Højskolen og den offentlige Skole.
— Grundtvig fostrede Højskoletanken, K. gav den Virkelighed og
omsatte den i Arbejde paa sin egen Maade. Og Grundtvig anerkendte
K.s Maade at holde Højskole paa og vilde helst have haft
ham til Forstander for sin 1856 oprettede Højskole paa Marielyst.
Mange saa kun K.s folkelige Særheder og hans Ensidighed, men
de, der kom ind under hans Ords Magt, blev præget for Livet.
Han ønskede gennem sin Gerning at »faa Folk til at tro paa Guds
Kærlighed og Danmarks Lykke«. Kristelig og folkelig Vækkelse
var for ham Hovedsagen, Oplysning kom i anden Række. Med
Udgangspunkt i historiske Begivenheder, navnlig verdenshistoriske,
med stor psykologisk Sans og ud fra sin egen rige Livserfaring talte
han om personlige Spørgsmaal og forkyndte sin Livsanskuelse for
de unge, en dansk Sokrates, en Kender af Mennesker og en Kalder
paa det dybeste i Menneskers Sind. Han ejede en klippefast Tro
paa Guds kærlige Førelse og paa Aandens Magt gennem Ordet.
Højskolens Undervisningsfrihed værnede han. Hellere gav han
Afkald paa Understøttelse fra Staten, end han gav noget af sin
Frihed som Skolemand bort. Hvis man kan tale om Undervisningsmetode
i Forbindelse med K., saa var hans Metode den
kristelige-historiske-poetiske. K.s Personlighed var en ejendommelig
Blanding af Modsætninger. Skønt Almuesmand i sin ydre Optræden
besad han i mange Retninger en fin Aandsdannelse. Med
Særhed paa visse Omraader forbandt han et genialt Blik paa Menneskelivet.
Han var sparsommelig og nøjsom, men kunde være
yderst hjælpsom over for fattige Elever og smaa Friskoler, der
trængte til Støtte, og han gav i Foraaret 1870 frivilligt Afkald paa
Statsunderstøttede, da han ikke længer havde en saadan behov.
Han troede i Ydmyghed paa Guds Forsyn, men han ejede ogsaa
megen Selvsikkerhed. Han var ikke bange for at sige, at hans
Højskole var den bedste, og han som Følge deraf fik de bedste
Elever. Da han engang blev spurgt, hvorfor han saa bestemt
kunde vide dette, svarede han: »Jeg gør ingenting for at faa de
ringeste«. Hans Indflydelse var stor og er af varig Art. Stadig
kendes K.s Præg i Højskolens Gerning, baade den frie og den
offentlige Børneskole staar i dyb Gæld til ham. — Mindesmærker
i Ryslinge (1907, tegnet af P. V. Jensen Klint), Dalby, Dalum
og Mjolden. Hans Fødested i Thisted genrejst ved Galtrup Højskole
1936. — Maleri af P. S. Holm 1927 efter Fotografi og Instruktion
af overlevende (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen

Kold, Vilhelm. 113
han afholdt og skattet inden for Indre Missions Kredse. I hans
sidste Aar var hans Helbred svagt, og han stillede ofte større Krav
til det, end det kunde bære. — R. 1926.
Kristeligt Dagblad 21., 27. April 1932. Indre Missions Tidende 8. Maj
Hans Koch.
Kolderup-Rosenvinge, Janus Lauritz Andreas, 1792—1850, Retslærd.
F. 10. Maj 1792 i Kbh. (Frue), d. 5. Aug. 1850 i Nantes,
begr. i Kbh. (Ass.). Forældre: Sekretær, senere Postdirektør, Etatsraad
P. A. K.-R. (s. d.) og Hustru. Gift 7. Aug. 1814 paa Frbg.
(Frue) med Barbara Abigael Lange, f. 11. Jan. 1791 i Kbh. (Nic),
d. 17. Dec. 1846 sst. (Frue), D. af Kontorchef, senere Generalpostdirektør,
Gehejmekonferensraad G. W. L. (s. d.) og Hustru.
K.-R. blev Student 1809, privat dimitteret, manuduceredes af
A. S. Ørsted, opnaaede 1813 Universitetets Guldmedaille for en
retshistorisk Afhandling om Fortolkningen af Danske Lov ved Hjælp
af den ældre Lovgivning, delvis trykt i omarbejdet Skikkelse i
»Nyt juridisk Arkiv«, VII og VIII (1814), blev cand. jur. s. A.,
1815 Lic. jur. ved 1. Del af »De usu juramenti in litibus probandis
et decidendis juxta leges Daniæ antiquas«, oversat paa Dansk i
»Nyt juridisk Arkiv«, XIV (1816), S. 1—154, 1817 Dr. jur. med
2. Del af nævnte Arbejde »De juramento partium cum consacramentalibus«,
oversat paa Dansk af J. C. Kali anf. Sted, XXI (1818),
S. 112—235; x x n (1818), S. 1—63. 1814 var K.-R. blevet Notarius
ved det juridiske Fakultet, 1815 tillige Adjunkt, 1818 Prof.
extraord., 1830 Hurtigkarls Efterfølger som Ordinarius og Medlem
af Konsistorium, Referendarius s. A., 1833—34 Rector Universitatis.
De nævnte Skrifter blev Forløbere for nogle af K.-R.s procesretshistoriske
Undersøgelser og for et af hans Hovedværker, »Udvalg
af gamle danske Domme«. 1822 udnævntes K.-R. til ekstraordinær
Assessor i Højesteret, 1828 til Meddirektør for og Lærer i Kirkeret
ved Pastoralseminariet; 1834—-48 var han Medlem af Direktionen
for Universitetet og de lærde Skoler.
Som Universitetslærer viste K.-R. stor Iver for de studerendes
Tarv og Undervisningens Fremme. Et Udslag heraf er en ikke
uvæsentlig Del af hans omfattende Forfattervirksomhed. Han var
Elev af Ørsted og supplerede dennes mægtige litterære Gerning
med en Række kortfattede Ledetraade, »Grundrids«, dengang for
en stor Del noget nyt og ukendt og for saa vidt et Pionerarbejde,
allerede fordi Litteraturen ganske savnede Lærebøger i de fleste
af disse Fag: »Grundrids af den danske Lovhistorie. Til Brug ved
Forelæsninger« (I—II, 1822—23; 2. og 3. Udg. 1832 og 1860:
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 8

ii4
Kolderup-Rosenvinge, J. L. A.
»Retshistorie«), »Grundrids af den danske Politiret. Til Brug ved
Forelæsninger« (1825, 2. Udg. 1828), »Grundrids af den danske
Kirkeret. Til Brug ved Forelæsninger« (I, 1838; II, 1840, 2. Udg.
ved C. T. Engelstoft, 1851), Forelæsninger, der blev holdt saavel
ved Universitetet som ved Pastoralseminariet, og »Grundrids af
den juridiske Encyclopædie. Til Brug ved Forelæsninger« (1849).
K.-R.s »Retshistorie« er den første sammenhængende Fremstilling
af den danske Retshistorie, og den har baade i og uden for Norden
været et vigtigt og er endnu i Udlandet et meget benyttet Hjælpemiddel
til Granskningen af dansk Ret; den blev 1825 oversat paa
Tysk og ledsaget med Anmærkninger af den fremragende Germanist
Professor i Berlin C. G. Homeyer, der i sin Fortale griber Lejligheden
til energisk at gøre opmærksom paa Betydningen af Studiet
af nordisk Ret. I »Juridisk Tidsskrift« (hvoraf K.-R. var Medudgiver
fra XVII. til XXXVII. Bd., 1831—40), i »Danske Magazin«,
Videnskabernes Selskabs Skrifter, »Historisk Tidsskrift« o. a.
publicerede K.-R. en anselig Række Afhandlinger og andre Bidrag,
»Bemærkninger over de gamle Loves Bestemmelser om Vindikationsretten
udgivne som Indbydelse til Forelæsninger over Fædrenelandets
Lovhistorie« (1819), »Om den saakaldte ny Sjellandske
Lovs Alder« (1820), »Undersøgelse om Kong Christian den Andens
saakaldte gejstlige og verdslige Lov« (1823), »Nogle Bemærkninger
om det hemmelige Skriftemaals Anvendelse i Norden, nærmest med
Hensyn til en Bestemmelse derom i den skaanske og sjællandske
Kirkeret« (1841), »Om Rigens Ret og Dele« (1847) o. m. a. Det
er rigtigt set af Johs. Steenstrup, at K.-R.s Skribentvirksomhed
bærer et eget friskt Præg, men den vidner tillige om stor Grundighed
og nøje Kendskab til Udlandets Litteratur. Han var en Arkivets
og Bibliotekets Mand, og hans Undersøgelser der bragte ogsaa
lødige Resultater. Med beundringsværdig Flid og Taalmod og
med personlige Ofre skabte han to af sine ypperste Arbejder, den
ufuldendte »Samling af gamle danske Love udgivne med Indledninger
og Anmærkninger og tildeels med Oversættelse« (I—V,
1821—46), hvortil sluttede sig et latinsk Universitetsprogram af
1826 om Knud den Stores engelske Love og en Udgave af Danmarks
Rigens Ret af 1842. At Værket frembyder visse Mangler,
er vel en Kendsgerning, men det har afgivet en betydelig Hjælp
til Forstaaelsen af den ældre Ret. Et helt nyt Kildemateriale forelagde
K.-R. Offentligheden i det andet ovenfor antydede Værk
»Udvalg af gamle Danske Domme, afsagte paa Kongens Retterting
og paa Landsting« (I—IV, 1842, 1844, 1845 og 1848), et rigt
Materiale til Belysning af Retshistorien, Personal-, Kirke-, Kulturhistorien
og Sprogets Historie.

Kolderup-Rosenvinge, J. L. A. 115
I nær Kontakt, baade videnskabelig og personlig, stod K.-R.
med mange lærde uden for Danmark. Han var en usædvanlig
alsidig Natur; som faa beherskede han baade den juridiske og
historiske Litteratur og dansk og fremmed Skønlitteratur. Han var
meget musikalsk og forsøgte sig som Digter, bl. a. ved en Oversættelse
til Tysk af J. H. Wessels »Kærlighed uden Strømper« og Calderon
— »Dronning Zenobia« (1849, anonymt) —, vistnok kun hæderlig
Dilettantisme, men i hvert Fald Vidnesbyrd om levende aandelig
Stræben og Rigdom. I sine senere Leveaar »spadserede« K.-R.
ofte, navnlig i Breve, med Søren Kierkegaard. Naar H. Brøchner
i sine Erindringer om Kierkegaard i »Det nittende Aarhundrede«
omtaler K.-R. som dengang værende »temmelig sløvet og i mange
Henseender yderlig bornert«, finder denne Dom ingen som helst
Støtte i de offentliggjorte Breve fra K.-R. til Kierkegaard, ej heller
i K.-R.s lige til det sidste fortsatte litterære Virksomhed. Brøchner
har maaske særlig tænkt paa K.-R.s konservative politiske Syn.
Om dette vidner ogsaa forskellige af ham forfattede eller oversatte
Smaaskrifter, »Stemmer fra Frankrig og England om Tokammersystemet«
(1848, Éd. Laboulaye og Lord Brougham), »Om Kirkebestyrelse,
Kirkeforfatning og Kirkens Ejendomsret« (1850), som
for øvrigt ogsaa bærer en historisk Patina. K.-R. var sit Fædreland
en tro Søn. Hele hans rige Virke var Udtryk for hans Følelse for sit
Land. I »Sendschreiben an den Herrn F. C. Schlosser, Geheimenrath
und Professor der Geschichte in Heidelberg« (1843) traadte
han i Skranken mod den tyske Forskers Skildring af Danmarks
Historie under Frederik V. og Christian VIL, derunder hans
Angreb paa Ove Høegh-Guldberg. Om K.-R.s sjældne, fine, ædle
og uegennyttige Personlighed lyder Dommen kun ens. Mænd som
J. P. Mynster, A. S. Ørsted og Chr. Molbech har aflagt samstemmende
Vidnesbyrd herom. — Medlem af Videnskabernes Selskab
1824 og i øvrigt Medlem eller Æresmedlem af eller Sekretær i en
Mængde videnskabelige Selskaber og Stiftelser. — Konferensraad
1848. — R. 1829. DM. 1840. — Maleri af C. A.Jensen ca. 1830
i Familieeje. Barneportræt af Møller 1806, Maleri af ukendt og
Miniature ligesaa. Litografi af E. Fortling.
Selvbiografi i Acta Solennia, 1815, S. 31 f.; 1817, S. 17. Ved Conferentsraad
K.-R.s Jordefærd. 21. Aug. 1850 (O. B., J. P. Mynster, C. Rothe). A. S.
Ørsted i Oversigt over det Kgl. danske Videnskabernes Selsk. Forhandlinger i
Aaret 1850, S. 97—124. C. Molbech i Historisk-biographiske Samlinger, og
Bidrag til den danske Sprog- og Literaturhistorie i ældre og nyere Tid, 1851,
S. 466—76. H. O. Lange i Dsk. Tidsskr., 1898, S. 69—102. Frantz Dahl i
Festskrift i Anledning af Tohundrede Aars Dagen for Indførelsen af juridisk
Eksamen ved Københavns Universitet, 1936, S. 185—88, 517 f. Frantz Dahl
8*

n6 Kolderup Rosenvinge, L.
Kolderup Rosenvinge, Janus Lauritz Andreas, f. 1858, Botaniker.
F. 7. Nov. 1858 i Kbh. (Garn.). Forældre: Premierløjtnant,
senere Oberstløjtnant, Vandbygningsdirektør V. K.-R. (s. d.) og
Hustru. Gift 7. Sept. 1912 i Hellerup med Ingeborg Amalie
Victorine Mosolff, f. 3. Sept. 1869 i Kbh. (Frbg.), d. 12. Juni
1915 sst., D. af Slagtermester Carl Victor M. (1833—85) og Julie
Nicoline Lind (1845—1924).
K. R. blev Student 1876 fra Metropolitanskolen og tog Magisterkonferens
i Naturhistorie med Botanik som Hovedfag 1882. De
følgende to Aar opholdt han sig i længere Tid i Udlandet (Stockholm,
Tyskland og Frankrig) med Studieophold ved flere Universiteter
og Kyststationer, 1886 blev han ansat som Assistent og
Bibliotekar ved Botanisk Have og var derefter til sin Afgang 1928
knyttet til Kbh.s Universitet, 1886—1900 som Assistent, fra 1895
som midlertidig og fra 1898 som fast Docent i Kryptogamologi,
fra 1916 som Professor extraord. i Botanik. Desuden har han
været Docent ved Polyteknisk Læreanstalt 1900—16 og Redaktør
af »Botanisk Tidsskrift« 1893—1932 samt Botanisk Forenings Formand
1910—32. — K. R.s videnskabelige Virksomhed gennem
60 Aar er meget omfattende, og særlig paa Algologiens Omraade
har han præsteret fremragende Arbejder. Allerede som
Student valgte han Algerne til Speciale og skaffede sig et enestaaende
Kendskab til de europæiske og arktiske Haves Algeflora
ved flere Studierejser, af hvilke særlig maa nævnes to til Vestgrønland
1886 (med »Fylla«) og 1888. Fra 1891 og indtil de seneste
Aar har han gennemtrawlet de danske Farvande, og der findes
næppe den »Grund« eller »Banke«, hvor han ikke har skrabet Alger.
Hans Skrifter om Havalger er meget talrige, og kun nogle faa af
de større kan nævnes her. Hans ældste Afhandling om arktiske
Alger er en sammen med N. Wille foretagen Bearbejdelse af
Dijmphna-Ekspeditionens Materiale fra Novaja-Semlja og Kara-
Havet (1886), derefter kom hans grundlæggende Arbejde, Grønlands
Havalger, 1893 (Medd. om Grønl., III) med et større Tillæg
1899 (Medd. om Grønl., XX), om Danmark-Ekspeditionens Alger
1910 (Medd. om Grønl., XLIII) samt flere mindre. En lang
Række af hans Skrifter giver vigtige Bidrag til flere Havalgers
Organografi, Biologi og Udviklingshistorie, navnlig Polysiphonias
og nærstaaende Slægters. Til denne Gruppe kan ogsaa regnes hans
Doktordisputats 1888, »Undersøgelser over ydre Faktorers Indflydelse
paa Organdannelsen hos Planterne«, der væsentligst er af
fysiologisk Indhold og tager videre Sigte. 1909 udkom i Vid.
Selsk. Skr. første Del af hans Hovedværk, »The Marine Algæ of

Kolderup Rosenvinge, L. 117
Denmark«, med den meget sigende Undertitel: »Contributions to
their natural history«, hvilket viser, at dette grundlæggende Arbejde
gaar langt ud over det rent floristiske. Med 4. Del 1931 afsluttede
K. R. Behandlingen af Rødalgerne (Rhodophyceæ), hvortil han
1935 føjede et Tillæg og en almindelig Fremstilling af disse Algers
Udbredelse i de danske Farvande. — Alle K. R.s Arbejder udmærker
sig ved den gennemførte Grundighed og Samvittighedsfuldhed,
hvormed de er udarbejdet. Der findes i dem næppe den
Enkelthed, hvis Rigtighed han ikke selv har undersøgt, og han har
aldrig ladet sig nøje med ukritisk at acceptere andres Paastande.
De derved forvoldte, ofte yderst tidrøvende Undersøgelser forklarer
den lange Aarrække, det har taget ham blot at faa den ene
Gruppe af danske Alger gennemarbejdet, men derved har ogsaa
de behandlede Arter faaet en i alle Henseender saa grundig Beskrivelse,
som ikke er blevet mange andre danske Planter til Del. —
K. R. er dog ikke udelukkende Algolog; ingen af de andre botaniske
Discipliner er ham fremmed, selv om han ud over nogle Bidrag til
Grønlands Landflora kun har publiceret lidt herom. Han er
grundigt hjemme i Sporeplanternes enorme og vanskelige Omraade,
og hans Lærebog, »Sporeplanterne« (1913), der er en ny,
helt selvstændig Udgave af en Del af Warmings Haandbog i systematisk
Botanik, rummer en Viden, som man ikke let finderMagen
til hos en enkelt Mand i vore Dage. — Endnu bør anføres, at K. R.
har skrevet flere værdifulde Levnedsskildringer af danske Botanikere
i »Botanisk Tidsskrift«, som han i 40 Aar redigerede med aldrig
svigtende Paapasselighed. — Medlem af Vid. Selsk. 1900. Æresmedlem
af Dansk Botanisk Forening 1932. — R. 1918. DM. 1927.
— Malerier af Ingeborg Seidelin 1913 og Viggo Johansen 1930,
begge i Familieeje.
Carl Christensen: Den danske botaniske Litteratur 1880—1911, 1913, S.
82—85, med flere Tillæg i Botanisk Tidsskrift. „ , .-,, .
\jQTL LjflTlSt67lS£Tl.
Kolderup Rosenvinge (ved Daaben Rosenvinge Kolderup), Peder
Andreas, 1761—1824, Postdirektør. F. 9. Jan. 1761 paa Bodø,
d. 18. Aug. 1824 i Kbh. (Frue), begr. sst. (Ass.). Forældre: Kapellan
i Bodø Jesper Andreas Kolderup (1727—67) og Susanne
Kaasbøll Rosenvinge (1738—71, gift 2° 1769 med Kancelliraad,
Sorenskriver Jens Grønbech Wessel til Storhammer, 1735—1807,
gift 2 0 1772 med Christine Sophie Vagel, 1750—1806). Gift
1790 med Mariane Grimer, døbt 5. April 1764 i Ude Sundby,
d. 18. Maj 1833 i Kbh. (Frue), D. af personel Kapellan
i Ude og Oppe Sundby, senere Sognepræst i Lille Lyndby

n8 Kolderup Rosenvinge, P. A.
og Ølsted Laurids G. (1721—90) og Cathrine Becher Winding
(1736—1820).
K. R. blev i sit 13. Aar Korporal ved 1. oplandske Infanteriregiment,
frekventerede 1779—80 den matematiske Skole i Kristiania,
forlod 1781 paa Grund af svagt Helbred den militære Bane,
tog 1783 dansk-juridisk Eksamen, ansattes som Aktskriver hos
Justitssekretæren i Hof- og Stadsretten og 1786 som Kopist i samme
Ret, blev 1791 Fuldmægtig hos Rettens Justitiarius, men tog 1800
sin Afsked, da hans Embede var bestemt til ved Vakance at skulle
inddrages, udnævntes 1802 til surnummerær Direktør i Generalpostamtet,
blev 1809 virkelig Direktør, erhvervede 1811 Adelspatent
med Navnet K. R. Krigsskolen i Kristiania skyldte ham
Tak, dels fordi han af egne Midler støttede den, dels fordi han
foranledigede, at Gehejmeraadinde Wærn, hvis Lavværge han var,
skænkede den 30000 Rdl. — Sekretær 1792. Kancelliraad 1800.
Justitsraad 1802. Etatsraad 1809. — R. 1813. — Maleri og
Miniature i Familieeje.
N. Nicolaysen: Norske Stiftelser, III, 1858. Thaarup: Fædrenelandsk
Nekrolog 1821—26, S. 327 f. Aarbog for det danske Post- og Telegrafvæsen
.928, s. 383-400. G L m d (H Hjorth.MdsenV,
Kolderup-Rosenvinge, Valdemar, 1828—89, Officer, Vandbyg -
ningsdirektør. F. 19. Dec. 1828 i Kbh. (Frue), d. 5. Dec. 1889
sst. (Johs.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Professor J. L. A. K.-R.
(s. d.) og Hustru. Gift 9. Jan. 1856 i Kbh. (Garn.) med Henriette
Vilhelmine Petersen, f. 5. Nov. 1834 i Kbh. (Slotsk.), d.
2. Juni 1911 sst., D. af Slotsgartner ved Rosenborg Jens Peter
P. (s. d.) og Hustru.
K.-R. indtraadte 1848 som Elev paa den kgl. militære Højskole,
udnævntes 1850 til Sekondløjtnant å la suite i Artilleriet og ansattes
ved Feltingeniørdetachementet; 1851—53 afsluttede han sin ved
Krigen afbrudte Uddannelse paa Højskolen og udnævntes ved
Afgangen fra denne sidstnævnte Aar til Premierløjtnant i Ingeniørkorpset,
i hvilken Stilling han 1853—56 var ansat ved Kongerigets
Vejtjeneste, 1856—62 ved Kbh.s Fortifikation og 1862—63 ved
Ingeniørtropperne. Da den nye Ordning af Kbh.s Politi traadte
i Kraft, sattes han 1863 å la suite i Hæren for at overtage Stillingen
som 1. Politiinspektør, men allerede ved Udgangen af s. A. opgav
han paa Grund af Krigsudsigterne denne Virksomhed og gik atter
i militær Tjeneste, først ved Ingeniørdirektionen i Slesvig og derpaa
ved Hæren. Han deltog i Forsvaret af Dybbølstillingen og af Als
og fik 1864 Kaptajns Karakter. Efter Krigen forblev han ved

Kolder up- Rosenvinge, V. II 9
Ingeniørtropperne, og ved Hærlovens Ikrafttræden 1867 forfremmedes
han til Kaptajn, i hvilken Egenskab han gjorde Tjeneste
ved den Brigade, som mobiliseredes i Jylland under den fransktyske
Krig 1870. Senere gjorde han Tjeneste ved 1. Ingeniørdirektion
og som Sekretær i Ingeniørkorpsets tekniske Komité og
Bibliotekar. Sommeren 1876 var han Lejringeniør i Lejren ved
Hald og var derefter paa ny ved 1. Ingeniørdirektion, indtil han
1882 erholdt Afsked af Krigstjenesten som Oberstløjtnant og udnævntes
til Direktør for Vandbygningsvæsenet, en Udnævnelse, der
vakte nogen Opmærksomhed og kritiseredes skarpt af M. Rovsing
i hans Artikelserie om »Vor Civilmilitarisme« i »Politiken« 1889. —
Vandbygningsvæsenets Administration var allerede under Forgængeren,
C. Carlsen, vokset saa betydeligt, at Ordningen fra 1869
ikke længere var holdbar, og der blev derfor 1880 forelagt Rigsdagen
et Lovforslag angaaende en Udvidelse. Forslaget blev ikke
gennemført, men da Arbejdet stadig tiltog i Omfang, lykkedes det
dog K.-R. til Dels ved administrative Foranstaltninger, opretholdte
ved de til forskellige store Arbejder givne Bevillinger, at skabe en
saadan midlertidig Situation, at den i Hovedsagen har kunnet
danne Grundlaget for det Forslag til Lov om Vandbygningsvæsenets
Ordning, som 1892—95 forgæves blev forelagt Rigsdagen.
K.-R. var Formand i den 1882 nedsatte Kommission angaaende
Anlægget af Udførsels- og Tilflugtshavne paa den jyske Vestkyst, i
det nordlige Kattegat og paa Bornholm og overtog 1884, efter at
Kystsikringskommissionen af 1874 var opløst, som Vandbygningsdirektør
Ledelsen af Arbejderne til Sikring af Jyllands Vestkyst,
angaaende hvis Afslutning han i Forening med sin Forgænger
Konferensraad Carlsen og Kammerherre de Thygeson udarbejdede
et Forslag, som vedtoges af Regering og Rigsdag. Det var ligeledes
under K.-R.s Ledelse, at der 1886 foretoges forskellige Udvidelsesarbejder
ved Esbjerg Havneanlæg, og han fremsatte Forslag til
andre, som er blevet bevilget efter hans Død. — R. 1864.
DM. 1880. —- Tegning som Barn i Familieeje.
111. Tid. 15. Dec. 1889. V. E. Tychsen: Fortifikations-Etaterne og Ingenieurkorpset
1684—1893. J. Michaelsen: Fra min Samtid, 1890, S. 62 fif.
M. Rovsing: Af det stikmodsattes Philosophi og andre Betragtninger, 1925,
145 ' Povl Vinding.
Kolding, Jon Jensen, d. ca. 1609, Præst, topografisk Forfatter.
F. i el. ved Kolding, d. tidligst 1608, senest 1610.
J. J. K. gik i Ribe Skole og blev siden Hører sst. Ca. 1566 blev
han Rektor i Kolding og senere (eller samtidig) tillige Kapellan

120 Kolding, Jon Jensen.
ved Byens Kirke, hvortil Præsteembedet i Almind 1573 knyttedes.
I latinske Digte besang han Frederik II. og forskellige af Rigets
høje Herrer, og 1578 skaffede Kongen ham det anselige Kald Anst
og Gesten, hvor Beboerne ikke havde kunnet enes om Præstevalget.
»Hr. Jon i Gamsted« (saaledes hed Præstegaarden) hørte til sin
Tids lærde Præster. 1591 tog han Magistergraden, og efter 1584
at have udgivet et ganske kort Rids af en Danmarksbeskrivelse
(»Coronarium«) lod han 1594 sin »Daniæ descriptio nova« trykke
i Frankfurt a. M., det første virkelige Forsøg paa en fædrelandsk
Topografi, vor Litteratur ejer. Ved Omtalen af Halland var J. J.
K. kommet ind paa den nordiske Syvaarskrigs Begivenheder, og
hans Ytringer herom vakte i Sverige en saadan Harme, at en
svensk Gesandt, der 1595 kom her til Landet, klagede til Regeringen
over denne formentlige Krænkelse af Stettin-Freden, hvori
politiske Smædeskrifter var forbudt. Den danske Regering blev
nødt til at tage sig af Sagen, og J. J. K. blev indstævnet for det
akademiske Konsistorium, der dømte ham til at tilintetgøre alle
Eksemplarer af Bogen, udstede en offentlig Tilbagekaldelse og
gøre Afbigt. Dette tilfredsstillede ikke Regeringen, som forlangte
J. J. K. dømt »i Kongens Naade og Unaade«, hvilket som oftest
betød Livsstraf. Herpaa vilde Dommerne dog ikke indlade sig,
og endelig slap J. J. K. med et Aars Suspension fra sit Embede,
en Straf, der endda senere formildedes noget. Formodentlig har
denne Modgang dog skræmmet ham fra videre Skridt paa Forfatterbanen.
— Gravsten med ulæselig Indskrift i Anst Kirke vistnok
over J. J. K.
Kirkehist. Saml., VII, 1869—71, S. 378—400, 657 ff. Lauritz Nielsen:
Dansk Bibliografi 1551 —1600, 1931—33, S. 316.
H. F. Rørdam (R. Paulli*).
Kolding, Niels Nielsen, ca. 1525—78, Hofpræst. F. ca. 1525 i
Kolding, d. 25. Aug. 1578 i Roskilde, begr. sst. (Domk.). Gift
i° ca. 1546 med Anne Jacobsdatter, f. ca. 1509 i Ribe, d. 16. Sept.
1574. 2 0 ca. 1575 med Maren Lauridsdatter Bang, f. ca. 1554 i
Ribe, d. 27. Aug. 1578, D. af Laurids B.
N. N. K. forekommer i 1550'erne som Kapellan i Kolding. Her
er han formodentlig kommet i Forbindelse med Kongehuset og
blev straks efter Christian III.s Død udnævnt til Hofprædikant hos
Frederik II. Formentlig ca. 1555 havde han taget Magistergraden.
Som Hofprædikant fulgte han Kongen paa Toget til Ditmarsken
1559, og han var, ligesom den anden samtidige Hofprædikant,
Christopher Knoff, i det hele i megen Yndest hos Frederik II.

122 ^Kolding, Peder Jensen.
tavlen i Saksild og Prædikestolen i Horsens Frelsers Kirke (1663
—70). Den ypperste Repræsentant for hans verdslige Møbelkunst
er den pragtfulde Clausholmseng i Nationalmuseet. Et Skab af
Roskildetype er fra den svenske Husaby Kirke kommet til Statens
historiske Museum, Stockholm. P. J. K. holdt længe fast ved den
Senrenæssance, han havde lært paa Sjælland; kun langsomt ændrede
han sin Ornamentik og Komposition i bruskbarok Retning, og
hans Figurer bevarer stedse en rolig Værdighed, de er solide, man
fristes til at sige jyske. For hele Østjylland har hans personligt
prægede Stil haft stor Betydning, den fandt Efterlignere i Aarhus
og Randers, og især i Horsens fortsatte dygtige Elever P. J. K.s
Traditioner og vedblev endnu til ca. 1700 at dyrke hans Bruskstil.
C. A. Jensen: Snedkere og Billedsnidere, 1536—1660, 1911, S. 86—92.
Fra Nationalmuseets Arbejdsmark, 1928, S. 59 f. nu A I 1
Kolding, Poul Jensen, 1581—1640, Præst, Skoleforstander, Forfatter.
F. 22. Marts 1581 i Kolding, d. 18. Okt. 1640 i Lille Næstved,
begr. i Herlufsholm K, siden ført til St. Rochi Kapel ved
Frue K. i Kbh. Forældre: Kgl. Tolder og Raadmand Jens Poulsen
(d. 1592) og Magdalene Arentsdatter Falenkamp (d. 1602). Gift
23. Okt. 1608 i Vindinge med Johanne Pedersdatter, f. ca. 1586,
d. 26. Okt. 1640 i Lille Næstved (gift 1° 1604 med Sognepræst i
Vindinge Rasmus Jensen, d. 1608), D. af Skomager i Malmø Peder
Iversen og Anna Laugesdatter.
Efter at have gaaet i Skole i Kolding kom P. J. K. 1594, støttet
af sin Fadder Kansleren Niels Kaas, i Sorø Skole, hvorfra han
dimitteredes til Universitetet 1600. I Sorø havde han vundet to
formaaende Velyndere, sin Rektor Johs. Stephanius, der snart efter
blev Professor, og Palle Rosenkrantz (til Glimminge, senere Skoleherre
paa Herlufsholm), hvem han havde undervist i de sidste to
Aar af sin Skoletid. 1601 drog P. J. K. udenlands, først til Prag,
hvor han opholdt sig en Tid hos Tyge Brahe og kom til at tjene
ham i hans Dødsstund, siden til Ferrara og Rom. Efter paa Hjemvejen
at have besøgt Wittenberg vendte han 1604 tilbage til Kbh.,
men rejste straks efter ud igen, denne Gang til Karlsbad som
Ledsager for Rigsmarsken Sten Maltesen Sehested. I Slutningen
af s. A. tog han i Kbh. Magistergraden og blev 1605, efter forgæves
at have søgt et andet Rektorembede og et Par Præstekald, Rektor
i Aalborg, varmt anbefalet af Hans Poulsen Resen. Da han tre
Aar senere — 1608 — var draget til Kbh. som Repræsentant for
Gejstligheden i Vendelbo Stift ved Prins Christians Udvælgelse,
blev han ved denne Lejlighed kaldet til Sognepræst i Vindinge

Kolding, Poul Jensen. 123
(Fuirendal) og Kvislemark af Kirkepatronerne Vilhelm Dresselberg
til Vindingegaard og den kgl. Sekretær Niels Krag, og 1615
blev han tillige Provst i Øster Flakkebjerg Herred. Den Nidkærhed
og Forretningsdygtighed, han lagde for Dagen i disse Embeder,
skaffede ham et anset Navn. Det var derfor vel forstaaeligt, at han
1622 blev udset til at være Forstander (og Præst) ved Herlufsholm,
da det gjaldt om at hjælpe denne Stiftelse paa Fode efter en længere
Forfaldsperiode. Med vanlig Kraft gav han sig i Kast med de
Opgaver, hans nye Embede stillede, og baade aandeligt og materielt
kom hans Gerning til at bære rig Frugt for Skolen: Undervisningen
blev forbedret under Ledelse af den dygtige Rektor Hans
Hansen Resen, Godset og Stipendierne forøgedes, og nye Bygninger
blev opført. Som Aarene gik, blev P. J. K. imidlertid træt af de
Byrder, den omfattende Virksomhed lagde paa hans Skuldre, og
1631 opgav han Forstanderposten, flyttede til Lille Næstved og
virkede fra nu af blot som Præst og Provst. Paa Rigsdagen i
Odense 1638 var han en af den sjællandske Gejstligheds fire
Deputerede.
P. J. K. var ikke blot en dygtig Administrator, men tillige en
stærkt aandelig interesseret Mand, der til sin sidste Tid beskæftigede
sig med Studier og ogsaa har gjort sig bekendt ved sit
Forfatterskab. Foruden et Par Ligprædikener udgav han saaledes
1614 en »Kircke-Historie«, tilegnet sine Velyndere Vilhelm Dresselberg
og Niels Krag. Denne Bog er for saa vidt ikke noget originalt
Arbejde, som Forfatteren helt igennem indskrænker sig til at give
en dansk Bearbejdelse af Johannes Sleidanus' latinske Skildring af
Reformationstidens Historie i Tyskland, men ved sin solide, klare
Fremstilling paa Modersmaalet blev den for lange Tider Hovedkilden
her hjemme til Kundskab om den paagældende Periode.
Et endnu større Arbejde viede P. J. K. dog det filologiske Studium.
Allerede som Rektor i Aalborg var han begyndt at anlægge leksikografiske
Samlinger, og 1622 kunde han i Rostock udsende et stort
Folioværk »Etymologicum Danicum«. Til Grund har han lagt
Augustinermunken Ambrosius Calepinus' bekendte Ordsamling og
ligesom denne ordnet sit Leksikon efter Rodordene. Værket var
planlagt som Haandbog ved Skolernes Latinundervisning og blev
flittigt benyttet som saadant, men har især faaet Betydning ved de
talrige danske Ord og Vendinger, P. J. K. heri har samlet til
Forklaring af Latinen. Da Biskop H. P. Resen havde stillet sine
Samlinger til Raadighed for P. J. K., udgav han 1626 sit »Dictionarium
Herlovianum«, et dansk-latinsk Leksikon ligeledes til Brug
for de latinske Skolers Disciple. Dette Arbejde er især mærkeligt

124
Kolding, Poul Jensen.
ved Fortalen, hvori Forfatteren djærvt tager til Orde for det danske
Sprogs Ret over for fremmede Tungemaal. — Mindetavle i
Herlufsholm K.
Erasmus Vinding: Regia Academia Hauniensis, 1665, S. 457 f. Danske
Saml., 2. Rk., VI, 1877—79, S. 244—60. Kirkehist. Saml., 2. Rk., IV,
1867—68, S. 452; V, 1869—71, S. 208; 3. Rk., VI, 1887—89, S. 199 f. Bjørn
Kornerup: Til Minde om Holger Fr. Rørdam 1830—1913, 1930, S. 9—62.
Vejle Amts Aarbøger, 1936, S. 1—24. Den Vindingske Slægt, 1926, S. 8 f.
Bjørn Kornerup.
Rolling (ved Daaben Kelling), Johan Frederik Harald, 1835—
1904, Skuespiller. F. 29. April 1835 i Kbh. (Petri), d. 11. Dec.
1904 sst., begr. sst. (Vestre). Forældre: Skræddermester Johan
Andreas Carl Kelling (1805—68) og Frederikke Louise Thiemann
(1803—73). Gift i° 7. Marts 1861 paa Frbg. med Christine Therese
Hoppensach, f. 22. Juli 1840 i Kbh. (Trin.), d. 2. Juli 1870
sst. (Holmens), D. af Maskør og Parykmager Johan Henrik H.
(1810—87) og Christine Thulin (ca. 1813—87). 2° 25. April
1873 paa Frbg. med Hertha Adeline Eleonore Brahde, f. 17.
Maj 1838 paa St. Jan, d. 14. Juni 1904 i Kbh. (gift i° 1868
med Forstkandidat Christopher Joachim Valdemar Landsperg,
1836—68), D. af Landfoged Johan Frederik B. (1799—1846) og
Oline Laurine Frandsen (1804—88).
Som Tobaksspindersvend spillede K. Dilettantkomedie, hvad der
dengang var hyppigt blandt begavede Haandværkere. Direktør
H. W. Lange saa ham optræde i Dilettanternes Eldorado, »Kalkeballen«,
i St. Kannikestræde og engagerede ham til sit nye Folketeater
paa Nørregade, i hvis Aabningsforestilling 18. Sept. 1857
K. medvirkede i en lille Rolle, den første af hans mere end 450
Figurer, og hermed var en Forbindelse knyttet, der blev til stor
Glæde for det københavnske Borgerskab, blandt hvis Yndlingsskuespillere
K. var i mange Aar. Langt mere end sin samtidige
Otto Zinck prægede K. den folkelige Scene med sin Tilforladelighed,
sit diskrete Lune og sin Evne til at karakterisere. K. var en
dramatisk Naturbegavelse, under hvis Hænder Stoffet fik scenisk
Liv i en egen hyggelig Form, der hverken savnede Fantasi eller
Komik, og som altid var præget af Kunstnerens Respekt for
Opgaven. Den lille Mand med det fortræffelige Sceneansigt blev
som ingen anden Fremstilleren af Borgere fra det gamle Voldkvarter,
hvor Folketeatret er til Huse, de flittige, brave Haandværkere,
der med varm Overbevisning kunde sige det fornemme
Pak Sandheden eller røre til Taarer, naar de priste Hjemmets
Glæder. Meget morsom, men aldrig støjende Kunst ydede han,

Kolling, Harald. 125
naar han førte sine Typer ud i let Karikatur f. Eks. som Oberstløjtnant
Kraft i Fr. Holsts »Revyen«, hvor F. L. Høedt havde
instrueret ham, Pedanten i »For Alvor«, Jappe i »De Forlovede«,
Professoren i »Feriegæsterne«, Svenskeren i »Vedbæk—Skodsborg—
København«, den gamle Skolelærer i »Verdens Herkules«, og hans
Forvandlingsevne fejrede Triumfer, naar han spillede Bassing i
»Redaktionssekretæren«, medens han som Tanne i »Hun skal
debutere« viste sin Evne til at forene det komiske med det rørende.
En Sæson, 1870—71, var K. knyttet til Det kgl. Teater, men han,
som uden for Scenen ingen Interesser havde, og som helst optraadte
hver Aften, trivedes ikke i et Milieu, der levnede ham megen
Fritid. Saa vendte han tilbage til Nørregades Teater og forblev
der, med sin formende Evne i Behold, til han 14. Sept. 1901
optraadte sidste Gang i en af sine Glansroller, Oberstløjtnant Kraft.
H. Hellemann og E. Helsengreen blev hans Arvtagere, men det,
som paa Scenen var hans Egenart, noget stilfærdigt og elskeligt,
Smaaborgerens beskedne Følelsesliv i Voldenes Tid, forsvandt med
K. Han var den første Privatteaterskuespiller, som modtog Ridderkorset
(1901). Ved sin Død var han Klasselotterikollektør. —
Flere Rollebilleder, malede af H. Kolling, i Teatermuseet. Radering
af Jul. Rosenbaum 1893. Litografi af samme s. A. og fra
Tegner og Kittendorff 1883. Træsnit 1870, af H. P. Hansen paa
et Gruppebillede 1882, af C. Hammer 1883 og fra C. Poulsen 1886.
Hans Søn, Valdemar Henrik Vilhelm K. (1863—1912) havde 1884
sin københavnske Debut paa Casino og tilhørte hovedsagelig denne
Scene sit Liv til Ende. Han besad en udmærket Sangstemme med
en tydelig Tekstudtale og var meget robust-jovial i sine komiske
Virkemidler. Borgerlig-militære Typer som Jens i »Pigernes Jens«
og Kraft i »Gutter om Bord« var karakteristiske for hans Ydeevne.
K. virkede ogsaa i Sommerrevyerne, men hørte bedst hjemme i
Folkekomedien som en af dens solide og populære Støtter. —
Træsnit 1889 efter Fotografi.
Vilh. Møller: Danske Kunstner-Portrætter, 1883. Robert Neiiendam: Folketeatrets
Historie 1857—1908, 1919. Henrik Cavling: Efter Redaktionens Slut-
92 ' " Rubert Neiiendam.
Kolling, Christian Ludvig Valdemar, 1834—1915, Skuespiller.
F. 11. Okt. 1834 i Kbh. (Petri), d. 11. Dec. 1915 sst., begr.
paa Frbg. Forældre: Skræddermester Frederik Vilhelm Bernhard
Kelling (1808—36) og Karoline Augusta Thiemann.
Navneforandring 31. Maj 1861. Gift 7. Juni 1867 paa Frbg.
med Louise Ferdinandine Almine Neiiendam, f. 30. Juni 1846 i

Kolthoff, Ernst. 127
akademiet. 1834 vandt han den teologiske Licentiatgrad for en
Afhandling om Apostelen Johannes' Forfatterskab til Apokalypsen,
og efter Disputatsen rejste han til Tyskland, hvor han især slog
sig ned i Bonn, Miinchen og Berlin. Da han var kommet hjem,
holdt han som Privatdocent Forelæsninger ved Universitetet, indtil
han 1837 blev kaldet til 2. residerende Kapellan ved Frue Kirke.
1841 gjorde han en Rejse til Italien, Schweiz, Frankrig og Belgien.
1843 blev nan 2 - residerende Kapellan ved Holmens Kirke og
1845 residerende Kapellan ved Helligaandskirken. 1852 forsvarede
han for den teologiske Doktorgrad en Afhandling om de paulinske
Breves Bidrag til Skildringen af Jesu Liv, og 1856 blev han Sognepræst
ved Helligaandskirken, tog sin Afsked 1880. K. har udgivet
et Par Prædikensamlinger (1842 og 43), og det var ham, der 1844
i Kbh.s gejstlige Konvent foreslog Nedsættelsen af en Komité til
Overvejelse af Salmebogssagen. Som Medlem af denne tog han
Del i Udarbejdelsen af det saakaldte »Prøvehæfte« (1845), og senere
var han en kort Tid med i den Komité, der skulde udarbejde den
nye Salmebog. — Dagbøger og Breve i Det kgl. Bibliotek. —
R. 1860. DM. 1880. — Maleri af C. A. Jensen 1836. Akvarel
af H. G. A. Holm i Familieeje. Litografi fra Tegner og Kittendorff
1862 efter Fotografi.
C. J. Brandt: Vore danske Kirkesalmebøger, 1886, S. 54 f.
Fr. Nielsen (A.J. Rud*).
Kongsbakke, Eskil Andersen, ca. 1616—74, Guvernør. F. ca.
1616 i Kungsbacka i Halland, d. 1674 i Trankebar, begr. sst.
Gift i Trankebar med Chirstine Andersdatter, d. i Trankebar.
E. A. K. kom ca. 1634 i Tjeneste hos Kong Christian IV., vistnok
paa Bremerholm, og antoges 1639 af Ostindisk Kompagni som
Konstabel paa Skibet »Christianshavn«, der afgik til Ostindien.
Efter et langt Ophold ved Tenerifa, hvor Skibet et Par Aar laa
beslaglagt af de spanske Autoriteter, kom det omsider 1643 til
Trankebar, hvor E. A. K. fik Ansættelse som Konstabel og Kvartermester
paa Fæstningen Dansborg. Undertiden sendtes han dog
ud med Stationsskibene (som Konstabel). Han lærte hurtigt Portugisisk
og Tamulsk, kom paa venskabelig Fod med de mest betydende
Indere, Morer og Portugisere paa det danske Omraade og avancerede
ved sin Kækhed og Flinkhed til første Underofficer. Kolonien
ramtes ca. 1650 af en alvorlig Nedgangsperiode, og efterhaanden
rejste samtlige danske overordnede paa Dansborg hjem
eller døde. Trængt af Landets Fyrste, Naiken af Tanjore, med
hvem Kolonien hvert Aar maatte kæmpe, kaarede Indbyggerne

128 Kongsbakke, Eskil Andersen.
1655 E. A. K. til Opperhoved. Hjemmefra sendtes i disse trange Aar
ingen Skibe, ingen Forstærkninger ud, og Kolonien maatte klare
sig ved egne Kræfter. E. A. K. drev en betydelig Søhandel og
sendte af og til sine armerede Skibe, et gammelt Stationsskib og
et Par Smaaskuder, paa Kaperi mod den fjendtlige Stormoguls
Langfarere, skaffede rundelige Pengemidler til Veje, købte Varer,
Kanoner, Ammunition og holdt Dansborg i god Forsvarsstand.
Hvert Aar sendte han Indberetning og Anmodning om Forstærkning
hjem til Kongen. En enkelt Skrivelse naaede Kbh. 1656,
men da kunde der ikke hjælpes, og Kolonien ansaas snart efter
for tabt. 1665 og 1668 modtog Kongen omsider et Par af E. A. K.s
Beretninger og erfarede, at Kolonien efter en Belejring paa ni
Maaneder havde tilkæmpet sig en god Fred, og at Byen var blevet
befæstet med fire Bolværker (Bastioner). 1669 udsendtes Fregatten
»Færø« med Embedsmænd, Soldater og forskelligt Materiel til Trankebar.
E. A. K. skulde beholde Værdigheden som Opperhoved, men
den udsendte Kommandant Henrik Eggers (s. d.) skulde staa ved
hans Side og eventuelt afløse ham. Eggers kom paa vrang Fod
med den kyndige, selvbevidste E. A. K. og i skarpt Modsætningsforhold
til hans Hustru, der ikke vilde finde sig i nogen Tilsidesættelse
af sin Husbond til Fordel for de nyankomne. De to Parter
klagede til Regeringen hjemme. Eggers maatte fortrække, og den
djærve, fædrelandskærlige, initiativrige og paa sin Vis geniale
E. A. K. beklædte den øverste Post i Kolonien til sin Død.
Skandinavisk Litteraturselskabs Skrifter, I, 1805, S. 142—69. J. H. Schlegel:
Saml. zur dånischen Geschichte, II, 3, 1775, S. 170—76. Kay Larsen: De
dansk-ostindiske Koloniers Historie, I, 1907, S. 38—40. Samme: Danskostindiske
Personalia og Data, Mskr. i Det kgl. Bibliotek og Rigsarkivet.
Fr. Krarup (Kay Larsen*).
Kongsbøll, Kristian Johan Marius, 1880—1913, Maler. F. 9. Dec.
1880 i Strømmen ved Randers, d. 31. Marts 1913 i Kbh., begr. sst.
(Vestre). Navneforandring (til Kongsbøl) 2. Aug. 1906. Forældre:
Kunstsnedker Hans Kristian K. (1856—1928; Navneforandring
fra Kristensen 30. Okt. 1906) og Ane Dorthea Hansen (f. 1856).
Gift 1. Maj 1909 i Køge med Malerinden Emma Sofie Køster,
f. 22. Juni 1880 i Kbh. (Matth.), D. af Værkfører Søren K. (1842—
I 9S I ) °S Caroline Piselhøj (1843—1907).
Efter at have taget Præliminæreksamen ansattes K. 1899 i Statsbanernes
Tjeneste, hvor han avancerede til Assistent. Han levede
imidlertid for Kunst, tegnede, malede, skrev Digte, komponerede
og spillede Violin og gennemførte efterhaanden sit Ønske om at

Kongsbøll, Kristian. 129
ville være Maler. Han gik paa Teknisk Skole og tog nogen Undervisning
privat, bl. a. hos Maleren Rud-Petersen, men i øvrigt
fandt han sin egen Vej, støttende sig til sine Kunstner-Kammerater
og de Tendenser, der var fremme i Tiden. Lykken tilsmilede ham.
Efter et Par heldige Udstillinger, bl. a. hans Deltagelse i De Trettens
Udstilling 1912, begyndte han at finde Købere, og han følte sin
Position saa meget sikret, at han bestemte sig for at opgive den
lønnede Bestilling og helt hellige sig Maleriet. Da gjorde et
Ulykkestilfælde (en Blodforgiftning foraarsaget af et rustent Søm)
pludselig Ende paa hans Liv. — K. udstillede paa Kunstnernes
Efteraarsudstilling 1909—12, 1914, Charlottenborg Foraarsudstilling
1912—14, De Trettens Udstilling 1912; Udstillinger af efterladte
Arbejder hos Kunsthandlerne Chr. Larsen Efteraar 1913 og
Bach Marts 1937. Blandt hans nærmeste Venner var Edv. Weie,
Marius Hammann, Gustaf Wolmar og Karl Isakson. Kunstnerisk
tilhører de alle den Kreds af Kolorister, hvis maleriske Idealer i
Grunden fik et Gennembrud med Aksel Jørgensens Sejr paa De
Trettens første Udstilling 1909. K. malede Nature morte med
udsøgte Farveklange, Tøbrudsstemninger fra Byens Udkant, Dagligstuer
med gyldent Lys og Blomster i Vindueskarmen, Impressioner
af Solnedgangens Aftenfred over Storbyens Travlhed, Landskaber,
Figurbilleder, som det faldt for, alt sammen opfattet i stille, lyrisk
Vemod og omsat i fine, maleriske Værdier. Et Hovedværk er et
stort Billede af Kludesamlere i Gasværkshavnen, umiskendeligt
gjort af en af Aksel Jørgensens nærmeste samtidige. To Malerier
af K. i Kunstmuseet. — Malerier af Gustaf Wolmar 1908, Edv.
Weie 1910, Ingeborg Seidelin 1911. Buste 1911 og Relief paa
Gravstenen, begge af J. J. Bregnø. Adskillige Selvportrætter,
bl. a. 1913.
Sigurd Schultz i Dagens Nyheder 22. Marts 1937. Sigurd Schultz-
Kongslew, Lauritz Laurberg, 1737—83, Retskyndig. F. 19. Aug.
1737 i Nørhaa, d. 4. Marts (el. 4. April) 1783 i Sorø, begr. sst.
Forældre: Sognepræst Troels Christensen K. (1702 el. 04—46)
og Kirstine Dorothea Lauritsdatter Laurberg (1713—76). Gift
19. Aug. 1772 i Torslunde med Helene Margrethe Paludan, f.
1738 i Torslunde, d. 15. Aug. 1793 paa Ødemark, D. af Sognepræst
Jens P. (1697—1782, gift 2° 1755 med Mette Christence
Lønborg, 1726—93) og Charlotte Helene Wichmann Hasebard
(!7io—53).
K. blev Student 1755 fra Aalborg, 1756 Baccalaureus, var Huslærer
og Hovmester hos forskellige jyske Familier, 1765 i Sorø,
Darvsk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 9

130
Kongslew, Lauritz Laurberg.
hvor han 1768 blev Repetent ved Akademiet, 1772 cand. jur.,
s. A. J. Erichsens Efterfølger som Professor ved Akademiet. Som
Skribent optraadte han med det ufuldendte »Den Danske og
Norske Private Rets Første Grunde« (I—II, 1781—82), hvis Sprog
G. L. Baden med Rette finder alt for blomstrende, medens han
ellers anser Skriftet for et Mønster for et juridisk System, et System,
der i øvrigt ikke falder sammen med det senere almindeligt benyttede.
K. har vistnok næret litterær Ærgerrighed, men hans Staccato-Stil
virker næsten irriterende paa en Nutidslæser, og hans
soranske Festtaler, saaledes f. Eks. »Tale i Anledning af Soroe
Academies forbedrede Fundation« (1782), er baade uhistoriske og
fyldte af hule Fraser. Et digterisk Forsøg »Fulla og Brage« (1778
i Mindeskriftet over Kammerjunker F. W. C. v. Reitzenstein)
betegnes med Føje af W. Norvin som »overraskende smagløst«.
H. P. Selmer: Nekrologiske Samlinger 1849, II, 1852, S. 507—10. William
Norvin i: Sorø, II, 1928, S. 210 f. Frantz Dahl i Festskrift i Anledning af
Tohundrede Aars Dagen for Indførelsen af juridisk Eksamen ved Københavns
Universitet, 1936, S. 142 f. L. F. la Cour: Slægten Paludan, 1935, S. 62 f.
Frantz Dahl.
Kongstad, Johan Kristian, 1867—1929, Tegner og Bogtrykker.
F. 9. April 1867 i Kbh. (Frels.), d. 24. Juni 1929 i Holte, begr. i
Petri K.s Kapel. Forældre: Bryggerknægt, senere Brændevinsbrænder
Hans Peter Rasmussen (1837—1901) og Diederikke Hahnsine
Vilhelmine Kongstad (1837—75). Navneforandring 8. Jan.
1901. Gift 21. Marts 1896 i Ordrup (Kat.) med Franzisca Pauline
Friederike Hinné, f. 11. Aug. 1873 i Moskva, D. af Cirkusdirektør
Carl Magnus H. (1819—90) og Friederike Nolte (1835—94).
K. kom femten Aar gammel i Lære hos Malermester E. Schmiegelow
og gik efter at være blevet Malersvend 1886—88 paa Frans
Schwartz' Malerskole, der senere overtoges af Kr. Zahrtmann.
Fra 1888 virkede han som Tegnelærer ved Efterslægtsselskabets
Skole. Hans kunstneriske Fritidssysler førte efterhaanden hans
Interesser ind paa Boghaandværkets Omraade, og 1894 aabnede
han et Atelier for Bogudstyr, der navnlig tog Sigte paa Bogbindenes
Dekoration. Hans Bekendtskab med Bogtrykkeren Simon Bernsteen
vakte imidlertid hans Interesse ogsaa for Bogens Indre. Efter
at have lært sig at skære i Træ og efter et kortere Ophold i Miinchen
nedsatte han sig i Frederiksværk, hvor han paa en primitiv Presse
begyndte at trykke sine Træsnit selv. Efter denne Forberedelse
indrettede han et rigtigt Bogtrykkeri i Fredensborg — senere
flyttedes det først til Helsingør og derpaa til Hillerød — og 1903—20

Kongstad, Kr. 131
udsendte han over 40 Bøger, tilrettelagte, udsmykkede og trykte
af ham selv. — K. var Autodidakt som Bogtrykker. Hans Betydning
ligger dels i den Fornyelse, han bragte i Skriftmaterialet her
hjemme, idet han for en stor Del søgte sine Skrifter fra nye Kilder,
fra engelske, italienske og hollandske Skriftstøberier, dels i den
Helstøbthed, han, der selv tegnede og ofte selv skar sine Illustrationer,
formaaede at faa over en Bog. Han foragtede Illustrationer
efter Fotografier, der fordrede det glatte Papir, og brugte kun
kraftige Tegninger, der sammen med de godt valgte Skrifter paa
et egnet Papir gav hans Bøger et gedigent Præg. Samtidig var han
en meget brugt Illustrator, og i sine senere Aar var han kunstnerisk
Konsulent ved Gyldendalske Forlag uden dog at komme til at
præge dets Produktion synderligt. Han udførte her Tegningerne
til sit største Værk »Den gamle Købstad« (1926, Tekst af Hugo
Matthiesen) med Billeder af gamle Huse og Gadeprospekter, der
efterhaanden var blevet hans Hovedinteresse, og selv om mange
af hans Tegninger bærer Præg af at være gjort efter Fotografi, er
de dog omsat i den ham egne Karakter. — K. var en ypperlig og
kyndig Kritiker. I »Aarbog for Bogvenner« har han 1917—21
behandlet Aarets Bogproduktion, saa enhver Fagmand burde haft
Udbytte deraf. Han maa vistnok betegnes som konservativ i hele
sit Syn paa Bogkunsten, idet hans Interesse mere laa i at nærme sig
det bedste i det gamle end i at benytte moderne Metoder paa en
rigtig Maade. Han foragtede saaledes Sættemaskinen, fordi der i
dens Spor fulgte et unødigt Jag, som førte til Jasken med Arbejdets
Udførelse; men hans hele Virken har været med til at skabe Interesse
for det gode Haandværk. — Selvportræt i Træsnit.
Selvbiografi i Wald. Zachrisson: Boktryckeri-Kalender, 1902—03. Bogvennen,
1929, S. 91 —114. Anders Uhrskov: Kr. Kongstad, 1930. A. Dolleris:
Danmarks Boghandlere, IV, 1919, S. 206 f. II Q u J 'U
Kongstad (ved Daaben Kongstadt) Petersen, Christian, f. 1862,
Tegner. F. 26. Dec. 1862 i Nyborg. Forældre: Købmand, senere
Funktionær ved Statsbanerne Sophus Wilhelm Christian P. (1831
—1916) og Caroline Mathilde Andersen (1833—72). Ugift.
K. P. har gennem mange Aar haft et Levebrød i Statstelegrafens
Tjeneste og dyrket sin Kunst i den Tid, han kunde faa tilovers.
Han begyndte som Aspirant i Nyborg 1878, flyttedes til Fredericia
1879 (Reservetelegrafist 1882) og til Kbh. 1883, hvor han udnævntes
til Telegrafist 1887 og havde Ansættelse til 1920. Sin
første Tegneundervisning fik han hos H. A. Brendekilde, hos hvem
han tegnede efter Gips en Vinter. Okt. 1884 kom han ind paa
9*

132 Kongstad Petersen, Chr.
Kunstnernes Studieskoler under Frans Schwartz, der Nytaar 1885
afløstes af Zahrtmann, og søgte Skolen længe, om end med Mellemrum
— endnu saa sent som Jan.—-Febr. 1900. Kortere Rejser
foretog han 1899 til Rhin- og Ruhregnen, 1913 til Berlin (Museumsbesøg),
1914 til Paris; længere Rejser til Italien Jan.—Maj 1921
(Frascati og Rom sammen med Peter Hansen og Karl Schou,
Firenze), Okt. 1922—Maj 1923 (Firenze, Siena), Sept.—Dec. 1929
(Venezia, Firenze). K. deltog i Høst-Udstillingen af Zahrtmann-
Elever hos Kleis 1892, Studieskolernes Udstilling Okt. 1893, Den
frie Udstilling 1902, 1906—07 og holdt Særudstillinger hos Chr.
Larsen paa Højbroplads Nov. 1913 (sammen med Erik Stæhr-
Nielsen), 1915 og Okt. 1935, i Kunsthallen paa Købmagergade
Okt. 1930 (sammen med S. Danneskiold-Samsøe), i Kunstforeningen
Jan. 1918 og Nov. 1933. Paa Grund af sin Tilbageholdenhed
virkede K. P. temmelig ubemærket, indtil Axel Salto med
stærke Ord slog til Lyd for ham i »Politiken« 4. Okt. 1930. I Tegnestil
staar han Fynboerne meget nær, især Syberg, hans Kammerat
fra Zahrtmanns Skole. Hans Materiale er Pen og Tusch. Af den
gængse Reproduktionsmanér med Krydsskraveringer, hvormed han
begyndte i 8o'erne, har han efterhaanden udviklet en ret varieret,
personlig Teknik. Den kan i visse Tilfælde ved sin brede Behandling
af Stregen minde stærkt om Syberg; til andre Tider naar
K. P. en Lysvirkning eller en grafisk Stoflighed, som ganske er
hans egen, og i de seneste Aar arbejder han helt suverænt med
Materialet, endog med Opskrabning med Kniv i Tonerne, egentlig
ude over Papirets Natur. Han har tegnet mange Slags Ting,
Blomster, Dyr, Landskaber, Figurstudier og Interiører med og
uden Figurer — derimod ikke Portrætter. Hovedgrupperne i hans
Produktion er dels Landskaber, ofte stort sete og med stærkt indre
Liv, dels de Illustrationer, som er det mest karakteristiske, han har
gjort. Dickens er hans Yndling, men ogsaa H. C. Andersen har
beskæftiget ham (bl. a. Tegninger til »Historien om en Moder« i
90'erne). K. P.s litterære Tegninger bliver aldrig til som Illustrering
af Værker. De er Erindringsbilleder, som Fantasien former af
de Indtryk, som Læsning aflejrer. Arbejder af K. P. i Kobberstiksamlingen.
— Maleri af Vilh. Tetens ca. 1895—98. Malede Selvportrætter
1916 og 1920, Selvportræt-Tegning 1916.
Jacob Paludan: Chr. Kongstad Petersens Tegninger, 1937. Sigurd Schultz.
Kongsted, August Julius Helmuth, f. 1870, Apoteker og Fabrikejer.
F. 6. Jan. 1870 i Slagelse. Forældre: Direktør og Købmand
Eiler Ludvig K. (1843—1928) og Johanne Møller (1848—1929).

Kongsted, August. 133
Gift 2. Jan. 1896 paa Frbg. med Ellen Margrethe Ballin, f. 9. Aug.
1871 i Kbh. (Frue), d. 26. Maj 1918 sst., D. af Grosserer Siegfried
Samuel B. (1837—95) og Helene Therese Warburg (1848—1924).
K. lærte Farmacien som Discipel paa Svaneapoteket i Slagelse
1886—89 og blev Kandidat 1892; studerede Kemi paa Polyteknisk
Læreanstalt 1892—93 og manuducerede i samme Fag til 1897,
hvorpaa han s. A. blev Fabrikant i Kbh. 1908 købte han sammen
med A. M. M. C. Antons (Petersen) Løveapoteket i Kbh. S. A.
lagde disse Grunden til Løvens kemiske Fabrik med det indregistrerede
Varemærke »Leo« og 1909 til Løveapotekets Laboratorium
og farmako-fysiologiske Laboratorium. K. fratraadte 1917 som
Apoteker, men blev atter Indehaver af Apoteket, da Antons døde
1920. 1923 medvirkede han ved Oprettelsen af Nordisk Insulin
Laboratorium, der n. A. overgik til en selvejende Institution, i hvis
Bestyrelse K. er livsvarigt Medlem. 1926 flyttedes Løvens kemiske
Fabrik fra Lokalerne under Løveapoteket til egen Fabrik i Brønshøj,
hvortil er knyttet en Række videnskabelige Medarbejdere,
ligesom Firmaet efterhaanden har faaet Samarbejde med lignende
Fabrikker i Norge, Sverige og England. — Med stor Dygtighed
har K. paabegyndt og varetaget Fabrikationen af en Række Lægemiddel-Specialiteter,
som tidligere kun var fremstillet i Udlandet,
og lagde saaledes Grunden til en Virksomhed, som senere har
udviklet sig saa stærkt, at der nu sælges store Mængder af saadanne
Præparater til Udlandet. — Fra 1933 har K. været Formand i
Medicinalfabrikantforeningen. — F.M.G. 1934.
Løveapoteket i Kbh. 1620—1920, 1920, S. 12—16. A. Schæffer: De danske
Apotekers Historie, I, 1925, S. 268. Berl. Tid. 30. Okt. 1934.
Poul Hauberg.
Kongstrand, Søren Christian, f. 1872, Keramiker. F. 16. Febr.
1872 i Ejerslev, Mors. Forældre: Husmand, Møllebygger og Tækker
Peder Sørensen (Konge) (1811—86) og Grete Kristensen
(Strand) (1836—1937)- Navneforandring 2. Dec. 1911. Gift 1.
Okt. 1894 i Esbjerg med Christiane Jensen, f. 4. Jan. 1856 i
Hæstrup, Vendsyssel, D. af Husfæster Jens Sørensen (1810—60)
og Ane Kirstine Jensdatter (1814—77).
K. blev 1892 udlært som Kobbersmed i Nykøbing M. og begyndte
1895 en Isenkramforretning i Esbjerg. Han var blevet
en moden Mand, før han omkring 1907 gav efter for sin Trang
til at arbejde med Leret. Han havde ingen kunstnerisk Uddannelse,
men medens han tjente til Livets Ophold som Købmand,
syslede han med Arbejde i Ler og med kemiske Eksperimenter.

134 Kongstrand, Søren.
Han var blevet 34 Aar, da han tog den afgørende Beslutning, og
i fem Aar ofrede han sig udelukkende for Studiet af Lerbrænding
og Glasurer, der var blevet ham som en Besættelse. Han rejste til
Kbh. med sine Arbejder, som modtoges med Interesse fra flere
Sider, bl. a. erhvervede Kunstindustrimuseet et af hans Arbejder,
og dette gav ham Mod og Lyst til at fortsætte for Alvor. Fra 1912
udstillede han paa Charlottenborg. Det var ikke blot Vaser og
Krukker, men hele Skulpturværker, brændt i eet Stykke med
Glasur, han gav sig i Kast med. Han har udført Buster og større
Figurer, bl. a. en liggende Kvindefigur i naturlig Størrelse, »Det
bødes der for«. K. eksperimenterede meget med Glasurer og
naaede ofte ejendommelige Virkninger i Efterligning af Perlemor,
Mineraler, Metaller og andre Naturfremtoninger. Han er helt
igennem en selvlært Mand, der gennem vedholdende og taalmodigt
Arbejde er naaet frem til en bemærkelsesværdig Plads
blandt danske Keramikere. — Maleri af Sofus Poulsen. Tegninger
af Storm Petersen og Jensenius. Statuette af E. Ølsgaard
!9i3-
Kongstrands Keramik, 1912. 111. Tid. 16. April 1916. Vestkysten 11. Dec.
9 ' Georg Nygaard.
Koning, se Coning.
Konow, Henri, f. 1862, Søofficer. F. 7. Febr. 1862 i Kbh. (Holmens).
Forældre: Skibsreder Hans Jacob Hesselberg K. (1824—97)
og Ida Marie West (1836—98). Gift 21. Okt. 1892 i Kbh. (Holmens)
med Jacobine Cathrine Margrethe Worsaae, f. 28. Sept.
1869 i Kbh. (Frue), D. af Museumsdirektør, Kammerherre J. J.
A. W. (s. d.) og Hustru.
K. blev Kadet 1879, Sekondløjtnant 1883, Premierløjtnant 1884,
Kaptajn 1900, Kommandør 1910, Kontreadmiral 1920 og Viceadmiral
1923. — Efter et Togt til Vestindien 1883—84 med Korvetten
»Dagmar« var han 1886—89 i fransk Tjeneste, dels i Eskadre
i Middelhavet og dels i østasiatiske Farvande. Sine Oplevelser og
Iagttagelser herfra har han samlet i den livligt skrevne Bog »I
Asiens Farvande« (1893). 1890—93 var han Guvernør hos Prins
Carl, Norges senere Konge, Haakon VIL, og i den Tid hver
Sommer med Kadetskibet. 1898 førte han Skoleskibet »Georg
Stage«, var 1899—-1901 Chef for Fiskeriinspektionen inden for
Skagen, 1900 kgl. Kommissarius ved Fastsættelsen af Fiskerigrænsen
mellem Danmark og Tyskland i Hejlsminde og 1901—02 med
Krydseren »Valkyrien« til Vestindien, hvor han var meget virksom

Konow, Henri. 135
paa Hjælpeekspeditionen til Martinique efter det store vulkanske
Udbrud Maj 1902. Efter forskellige Udkommandoer ledede han
1906 og 07 Opmaaling i danske Farvande og var 1909—10 Chef
for Skonnerten »Ingolf« til Vestindien. 1911—15 var han Chef
for Ingeniørelevskolen, 1912 Chef for Krydseren »Heimdal«, Kadetskib,
1913 Stabschef i Eskadren og 1914—15 Chef for Panserskibet
»Herluf Trolle« i Eskadre. 1915—17 var K. Chef for »Valkyrien«
i Vestindien under Verdenskrigen og samtidig hermed 1916— 17 konstitueret
Guvernør over de dansk-vestindiske Øer. Han foretog som
saadan Overdragelsen af Øerne tilU.S.A., et Hverv, som han udførte
med Dygtighed og Takt. Efter Hjemkomsten herfra var han
1917—18 Eskadrechef i danske Farvande under Sikringsstyrken.
•30. Marts—5. April 1920 var K. Forsvars- og Udenrigsminister i
Ministeriet Liebe og blev s. A. Chef for Orlogsværftet, 1923 Flaadeinspektør.
Ved opnaaet Aldersgrænse fik han sin Afsked 1927.
K. var 1914—20 Formand for Bestyrelsen i Søofficersforeningen og
i en Aarrække Medlem af Bestyrelsen for Foreningen til Søfartens
Fremme og af Sømandsforeningen af 1856. Han har overalt ved
Udførelsen af de ham paalagte Hverv i og uden for Tjenesten vist
sig som en dygtig og selvstændig Officer. — R. 1895. DM. 1911.
K. 2 1917. K. 1 1922. S.K. 1925. — Maleri af Otto Bache 1903.
Slægt i Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, 1900, S. 496—504.
Th. Topsøe-Jensen.
Konstantin-Hansen (ved Daaben Constantin-Hansen), Elise, f.
1858, Malerinde. F. 4. Maj 1858 paa Frbg. (Frels.). Forældre:
Maleren Constantin Hansen (s. d.) og Hustru. Ugift.
E. K.-H. undervistes af sin Fader og 1879—80 i Sorø af Chr.
Dalsgaard. En Tid var hun desuden Elev af L. Tuxen og gik Okt.
1888—Jan. 1889 paa Akademiets Modelskole. 1886 studerede hun
i Paris, rejste 1891 med Akademistipendium til Italien (Ophold i
Rom og Firenze) og 1894—95 ligeledes med Stipendium sammen
med Niels Skovgaard og hans Hustru til Italien og Grækenland.
Allerede 1882 var hun begyndt at udstille paa Charlottenborg
(»Før Skoletid. En lille Pige som børster Støvler«), og 1885 fik hun
den Neuhausen'ske Præmie for »Drenge udenfor en Grønthandel«.
1893 gik hun imidlertid over til Den frie Udstilling, som hun siden
har tilhørt som Medlem, og hvor hun med enkelte Aars Mellemrum
har udstillet til 1928. Hun har desuden været repræsenteret
i Udlandet ved Udstillingerne i Paris 1889, Chicago 1893 og den
danske Udstilling i Kunstindustrimuseet i Berlin 1910—11 og
hjemme udstillet i Dansk Kunsthandel 1917 og paa Kvindelige

136 Konstantin-Hansen, Elise.
Kunstneres retrospektive Udstilling 1920. — Fra sin Fader havde
E. K.-H. arvet udpræget dekorative Evner, og allerede tidligt
begyndte hun at tegne Mønstre for Søsteren Christianes og Johanne
Bindesbølls Broderiforretning, i Begyndelsen af 8o'erne ligesom Th.
Bindesbøll overvejende i pompejansk Stil. Omkring Midten af
8o'erne kom hun imidlertid ind paa at arbejde med Keramik
ude i Utterslev sammen med Bindesbøll, Skovgaard'erne o. fl., og
ved gensidig Paavirkning mellem disse Kunstnere opstod nu en
mere frigjort og personlig Stil, en Art dekorativ Naturalisme, som
E. K.-H. var med til at skabe, og hvorved hun efter Joakim Skovgaards
Udsagn med sine Tangornamenter skal have bidraget til
at inspirere Bindesbøll. Hun arbejdede under stærk Indflydelse af
japansk Kunst, og i sin Ornamentik anvendte hun navnlig Fugle,
Smaadyr og Planter. Hendes keramiske Virksomhed kom ikke til
at strække sig over nogen længere Periode, men den betegner
afgjort Højdepunktet inden for hendes Kunst. Blandt de bedste
Arbejder kan nævnes en Tallerken med Søstjernemotiv, et glaseret
Relief med Strandskader, de kraftige og karakterfuldt udformede
Skaale med Gribbe samt den fint modelerede Gruppe med Musene
paa Græskarret. Som Malerinde er hun begyndt med et naturalistisk
Genremaleri, men slog snart over i en rent dekorativ Stil og
fandt særlig Motiver under sine hyppige Besøg paa Venø. Hun
malede særlig Strandfugle, og i sine Strandmotiver med Maager
er hun med sin dekorative Opfattelse og let stiliserede Tegning
beslægtet med den svenske Maler Liljefors. E. K.-H. var opvokset
i grundtvigske Kredse, og 1899, da Valdemar Briicker stiftede sin
Folkehøjskole i Aagaard, knyttedes hun til den og underviste her
i Tegning og Kunsthistorie indtil 1916. Fra 1907 har hun desuden
været Kunstanmelder ved »Højskolebladet« og ogsaa til andre Tidsskrifter
skrevet forskelligt om Kunst. 1937 udgav hun »Samliv
med dansk kunst«. — Fire Barneportrætter 1859—67 af Const.
Hansen, hvoraf et i Hirschsprungs Samling. Akvarel af Susette
Holten ca. 1888. Portrætteret paa Gruppebillede af E. Zeuthen 1936.
Erindringer i Minder og Oplevelser, 1929, og Små kapitler af et langt liv,
1935. Karl Madsen i Tidsskrift f. Kunstindustri, 1888, S. 148 f. Susette
Holten i Højskolebladet 21. Dec. 1028. ,^ , T> J 1
J Merete Bodelsen.
Koop, Andreas Ludvig, 1792—1849, Maler. F. 13. April 1792
i Kbh. (Petri), d. 13. Dec. 1849 i Rom, begr. sst. Forældre: Fuldmægtig,
senere Tømrermester Frederik Caspar Gottlob (Gottlieb)
K. (ca. 1756—1805) og Johanne Bolette Jæger (ca. 1764—1822).
Gift i Rom med Giacinta Maria Francesca Giusti, f. ca. 1790,

Koop, A. L. 137
d. 2. Jan. 1848 i Rom (gift i° ca. 1805 med Bygmester Jacob
Laurids Thrane, 1785—1819 el. 20).
K. begyndte ca. 1807 at besøge Kunstakademiet, men gik det
langsomt og stødvis igennem, saa at han først 1819 og 1820 vandt
den mindre og den store Sølvmedaille. 1818—21 udstillede han
saavel Portrætter, bl. a. et af Ingemann (Fr.borg), som Figurbilleder,
af hvilke flere blev købt af Kongen; et af dem, »Heksen
i Endor viser Saul Samuels Aand« (Kunstmuseet, Magasin), giver
et snurrigt Indtryk af Overgangstiden mellem Abildgaard og
Eckersberg. 1821 fik han en Understøttelse af Fonden ad usus
publicos og rejste derefter til Rom, hvor han boede til sin Død.
Til Udstillingen 1828 hjemsendte han et stort Billede (Kunstmuseet,
Magasin) af Moses, der slaar Vand af Klippen; da Akademiet
ikke vilde agreere ham paa det og Høyen tilmed gav det en
meget nedsættende Omtale i sin Anmeldelse af Udstillingen, synes
K. at have opgivet de egentlig kunstneriske Aspirationer; med
Hjælp af Kongen, formidlet af J. Collin, og i Ly af Thorvaldsen,
der havde ondt af »den arme K.«, klarede han sig kummerligt igennem
ved Kopier efter ældre og nyere Billeder. 1835—3^ opholdt
han sig et Aars Tid i Rieti, hvor han til et Kloster malede flere
Altertavler og andre Billeder. — Breve i Det kgl. Bibliotek. —
Portrætteret paa D. W. Lindaus Akvarel af Kunstnerudflugt fra
Rom 1825 (Fr.borg) og paa E. Meyers Tegning af forskellige
Kunstnere s. A. (sst.), raderet s. A. af Kunstneren.
N. L. Høyen: Skrifter, I, 1873, S. 51—54. Fonden ad usus publicos, II,
1902. J. M. Thiele: Af mit Livs Aarbøger, I, 1917, S. 199. , „
Koopmann, Wilhelm Heinrich, 1814—71, holstensk Biskop og
Generalsuperintendent. F. 4. Sept. 1814 i Tønning, d. 20. Maj
1871 i Hamberge, begr. i Nordhastedt, Nord Ditmarsken. Forældre:
Lærer Christian Heinrich K. (1780—1848) og Maria Otto
(1791—1844). Gift 1° 12. Okt. 1840 i Kiel med Luise Juliane
Christiane Muller, f. 8. Juni 1819 i Kiel, d. 14. Aug. 1853 i
Lauenburg, D. af Købmand Hans Christian Georg M. (1787—
^59) og Anna Katharina Magdalena Capsius (1790—1846). 2 0
10. Nov. 1868 i Barby med Marie Johanne Theodora Hachtmann,
f. 6. Marts 1831 i Gross Wulkow ved Genthin, d. 22.
Maj 1906 i Dessau, Anhalt, D. af Sognepræst Ferdinand H.
(1795—1873) og Karoline Eleonore Amalie Luise v. Zander
(1799—1866).
K. besøgte Gymnasiet i Husum, hvorfra han 1834 kom paa
Kiels Universitet. 1839 D ' ev han cand. theol. og var derpaa Hus-

138 Koopmann, W. H.
lærer hos Amtmand paa Gottorp, senere Minister v. Scheele. 1840
blev han Diakon i Heide, 1845 Præst i Lauenburg, 1854 Præst i
Ottensen. 1855 udnævntes han til Biskop for Holsten med Bolig i
Altona. Han beholdt Embedet 1864, men fik Titel af Generalsuperintendent
og fra 1868 Bolig i Kiel. Ligesom Adler døde han
paa en Visitatsrejse. 1866 Dr. theol. h. c. fra Kiel. — I sin Studentertid
modtog K. en gennemgribende Paavirkning af Claus Harms,
sammen med hvem han stred mod enhver Slags Rationalisme, mod
Afholdsbevægelsen og Katolikkernes Religionsfrihed og for Ortodoksi,
indre og ydre Mission. Han skildres som en kundskabsrig,
hjertevarm og ydmyg Personlighed, der stillede sin Tales Ild i
Brechen mod enhver Forfladigelse af den sande Kristendom. Han
traadte tidligt frem i Dagens Strid ogsaa i Skrift. Som Søn af en
Folkeskolelærer havde han stor Interesse for Ungdommens Oplæring,
skrev en udmærket Katekismus (1860), men fik den ikke
autoriseret. Heller ikke naaede han at se den nye tyske Salmebog
færdig. Før 1864 havde han ingen Interesse for Politik, men følte
ikke dansk, som det paastodes af hans Modstandere. 24. Nov.
1863 opfordrede han i Guds Navn Ministeriet i Kbh. til at tage
Fordringen om Edsaflæggelsen til den nye Konge tilbage, da ingen
turde aflægge Ed paa en omtvistet Forfatningssag. Han var da
endnu sikker paa, at de bedste ønskede at blive ved Danmark,
men ikke længe efter udtalte han, at han nu saa, at Slesvig og
Holsten ikke med Rette hørte til dette. Med god Samvittighed
kunde han da bibeholde sit Embede. Hans Betydning ligger udelukkende
paa Kirkelivets Omraade. Efter hans Død udgav hans
Enke en Samling Prædikener af ham, »Zeugnisse von Christo«
(1876), og heri findes en Levnedstegning af K. ved H. C. Lange.
— R. 1856. — Litografi af Ad. Hornemann.
Allg. Deutsche Biographie, XVI, 1882, S. 653 f. W. H. Koopmann: Meine
Rechtfertigung gegeniiber den Verdåchtigungen der Kreuzzeitung in Betreff
meiner Stellung zur Landessache, 1864. F. Gleiss: Handbuch der Inneren
Mission in Schleswig-Holstein, 1917, S. 406 ff. Bernhard Weiss: Aus neunzig
Lebensjahren, 1927, S. 124 f., 131. H.F.Petersen.
Kopp, Julius, 1837—1932, Grosserer. F. 1. Sept. 1837 i Hillerød,
d. 10. April 1932 i Hellerup, begr. paa Frbg. Forældre: Ritmester,
senere Postmester i Svendborg, Major Johan Siegfred
Julius K. (1808—68) og Ragne Amalie Giede (1804—95). Gift
16. Juli 1875 i Hasle med Emilie Frederikke Siersted, f. 7. Sept.
1856 i Hasle, D. af Førstelærer Hans Christian S. (1815—1907,
gift i° 1840 med Emilie Hiort, 1812—41) og Laurentia Margrethe
Rømer (1818—80).

Kopp, Julius. 139
K. fik 1855—57 Uddannelse ved Konstruktionskammeret paa
Holmen og rejste derefter 1858 som Skibskonstruktør til U. S. A.
I syv Aar var han ansat ved Marineværftet i Brooklyn og gik derfra
ind i aktiv Krigstjeneste i den amerikanske Borgerkrig paa Nordstaternes
Side som Løjtnant ved 28. Regiment. I denne Egenskab
deltog han i Slaget ved Gettysburg 1.—3. Juli 1863. Efter
Borgerkrigens Ophør havde han i U.S.A. Lejlighed til at se, hvorledes
Forretningen med imprægnerede Gummifrakker m. v. tog et
stærkt Opsving, og da han samtidig nærede Ønske om at vende tilbage
til Danmark, blev han hurtigt klar over, at det maatte blive
hans Opgave at starte en Specialforretning i de her nævnte Varer
i Danmark. 1872 løste han Borgerskab som Grosserer i Kbh.
under Firmanavn Julius K., og hertil knyttedes fra 1878 en Detailhandlerbevilling.
I Løbet af en forholdsvis kort Aarrække lykkedes
det K. at oparbejde en Specialforretning i imprægnerede Gummifrakker
m. v. af et betydeligt Omfang, hvilken Forretning han
1917 afstod til sin ældste Søn, Grosserer Hans Angel K. (f. 1876).
K. vedblev dog til sine sidste Leveaar at følge Forretningens Vækst
med levende Interesse. Han har ud over sin Forretning ofret
Folkebibliotekssagen i Gentofte Kommune megen Støtte og Opmærksomhed.
— R. 1928. — Mindetavle i Kommunebiblioteket
i Hellerup 1933. — Maleri af G. Hentze i Firmaet.
Berl. Tid. II. April 1932. Slægtstavlesamlingen, 1931, S. 102.
Jens Vestberg.
Koppel, Josef Alexander (Sander) Jacob, 1846—1931, Generalkonsul.
F. 8. Juni 1846 i Nyborg (Mos.), d. 6. Juli 1931 i Bogota,
begr. sst. Forældre: Købmand Samuel Bendix K. (ca. 1791 —1876)
og Adolfine Warburg (1809—62). Gift 8. Dec. 1875 med Emma
Helene Olsen, f. 10. Jan. 1850 i Kbh. (Frels.), d. 1. Febr. 1909
i Bogota, D. af Skipper Morten O. og Anne Cathrine Lund.
K. kom som ganske ung i Handelslære i det ansete Kerteminde-
Firma Delcomyn og udvandrede derefter i en Alder af 26 Aar til
Colombia, hvor han de første ti Aar opholdt sig i Bucaramanga.
Han blev her Medindehaver af Firmaet K. & Schrader og oparbejdede
med stor Energi og Dygtighed en omfattende Forretning
i Import og Eksport paa Europa. Som en af de faa Europæere,
der blev tilbage i Byen, oplevede han det store Oprør 1879
mod de fremmede i Bucaramanga. 1882 flyttede han til Bogota,
Hovedstaden i Colombia, og hans Forretning omdannedes til
Alexander K. & Co. Ved sin Dygtighed og Retsindighed blev
han en af de ledende inden for Fremmedkolonien i Bogota. I

140
Koppel, Alexander.
mange Aar var han Meddirektør i Banco de Bogota, en af de
største og bedste Banker i Colombia. — K. var en udmærket og
uegennyttig Støtte for sine Landsmænd i Colombia, ligesom han
ogsaa paa enhver Maade, selv om det ikke altid lykkedes, søgte at
indføre danske Varer paa det sydamerikanske Marked. — Efter
en Tid at have været hollandsk Konsul blev han 1893 Konsul og
1894 Generalkonsul for Danmark i Colombia, fratraadte 1922. —•
R. 1913. DM. 1920. K.» 1922. Fr. de Fontenay.
Koppel, Henrik Emil Morris, 1871—1934, Boghandler. F. 22.
Okt. 1871 i Kbh. (Mos.), d. 2. Juni 1934 sst., begr. sst. (Mos.
Vestre). Forældre: Prokurator Menca K. (1833—1904) og Fanny
Rosalie Bendixsen (1835—1907). Gift 11. Maj 1911 i Stockholm
med Forfatterinden Else af Kleen, f. 26. Febr. 1882 i Stockholm
(gift i° 1902 med Arkitekt Torben Andreas Grut, f. 1871 (gift
2° 1909 med Margit Torssell, f. 1878), 3 0 1926 med Statsraad
Fritz Gustav Møller, f. 1884), D. af Forfatteren Dr. med. Emil
Andreas Gabriel af K. (1847—1923) og Grete Ingeborg Johanne
Andrea Gram (1853—1927). Ægteskabet opløst 1914.
K., der havde en lang og grundig faglig Uddannelse bag sig,
fik 1898 af Ernst Bojesen overdraget det Hverv i Stockholm at
omplante Nordisk Forlags »Frem« paa svensk Grund, et Hverv,
han løste med overlegen Dygtighed. Den svenske Udgave fik
Navnet »Ljus«; og allerede 1900 udvidedes Foretagendet til et
Bogforlag af samme Navn, for hvilket K. blev Direktør, og som
ved hans Energi hurtigt fik et betydeligt Omfang. Det udsendte
ikke alene store videnskabelige og populære Værker som Linnés
Breve, Lundelis og Noreens »Svensk Vitterhet« og Brantings »Socialdemokratiens
århundrade«, men ogsaa en Række billige Udgaver
(Enkronesbbckerna) i meget store Oplag af kendte svenske og
udenlandske Forfattere, saaledes f. Eks. Strindbergs »Svenska oden
och åfventyr« i 60 000 Eksemplarer. Ogsaa paa anden Vis blev
der lagt Beslag paa K.s Arbejdskraft, han var saaledes 1906—11
Direktør for Dagbladet »Dagens Nyheter« og var et virksomt
Medlem af Svenska Bokfbrlåggareforeningen. Hans lykkelige og
tilfredsstillende Virksomhed i Sverige blev afsluttet, da han 1914
blev opfordret til at indtræde i Ledelsen af Gyldendalske Boghandel
som Kommitteret; han modtog Opfordringen med Glæde, afstod
sit svenske Forlag til det højtansete gamle Firma P. A. Norstedt och
Soner og vendte hjem til sin Fødeby, opfyldt af Forventning til
sin nye Virksomhed. Hans Arbejde i det Gyldendalske Forlag
blev dog ikke aflang Varighed; allerede 1917 traadte han ud og

Koppel, Henrik. 141
begyndte derefter Forlagsvirksomhed i eget Navn. I de følgende
Aar oparbejdede han et Forlag af lødig Karakter, idet han ikke
veg tilbage for at tage store Opgaver op som f. Eks. Værket »Danske
Herregaarde ved 1920« (1920—23), Emil Hannovers store »Keramisk
Haandbog« i tre Bind (1919—24), en dansk Udgave af
Laurins Kunsthistorie, en Frankrigs Historie i otte Bind, Mario
Krohns smukke Værk »Frankrigs og Danmarks kunstneriske Forbindelse
i det 18. Aarhundrede« (1922), Francis Becketts »Danmarks
Kunst«, I—II (1924—27) og »Koppels Atlas« (en fordansket
Udgave af det tyske Andrées Atlas) (1923). 1927 paabegyndte
han Udgivelsen af Tidsskriftet »Gry«, en direkte Genoptagelse af
den Bojesen'ske »Frem«-Idé, men han havde ikke den Succes dermed,
som han havde haabet, uagtet det bragte saa gode Værker
som Hartvig Frischs Kulturhistorie, Ragnar Spårcks »Nordens Dyreverden«,
Marstrands »Teknikkens Vidunderland« o. fl. Et Særfelt
som Udgiver fandt K. ved at bringe det nye Ruslands Bøger frem
til den danske Læseverden, bl. a. Maxim Gorkis Erindringer, Gladkovs
»Cement«, Ognjefs »Kostjas Dagbog«, og han blev, da mange
tyske Forfattere efter Nationalsocialismens Sejr i Tyskland tog
Ophold i Udlandet, Hovedkommissær for flere af »Emigrant-Forlagene«.
— Som Forfatter er K. optraadt dels med nogle Bøger
om Bridge, blandt hvis Dyrkere han var en af de fineste, dels
med en kortfattet Fremstilling af dansk Boghandels Historie, bygget
over nogle Foredrag, han holdt over dette Emne for unge Boghandlere.
— K.s levende Interesse for sin Stand og dens Gerning
førte ham ogsaa i Danmark ind i Foreningsarbejdet, hvor han
hurtigt kom til at indtage en fremskudt Position; ved sin Retsindighed,
der lod ham grundigt overveje enhver Sag, og sin klare
Forstand, der havde let ved at gribe Sagens Kerne, vandt han altid
Opmærksomhed i Forhandlingerne; 1920—24 var han en interesseret
Redaktør af »Dansk Boghandlertidende«.
Andr. Dolleris: Danmarks Boghandlere, IV, 1919, S. 207 f. Dansk Boghandlertidende
8. Juni 1934. Berl. Tid. 3. og 4. Juni 1934. Dagens Nyheder
og Politiken 3. Juni s. A. Qw ^ ^
Koppel, Valdemar, f. 1867, Journalist, Redaktør. F. 10. Sept.
1867 i Kbh. (Mos.). Broder til Henrik K. (s. d.). Gift 27. Dec.
1902 paa Frbg. (b. v.) med cand. phil. Marie Elise Margrethe Jørgensen,
f. 26. Marts 1880 paa Frbg. (Matth.), D. af Arkivfuldmægtig,
senere Rigsarkivar A. D. J. (s. d.) og Hustru.
K. blev Student 1885 fra Metropolitanskolen og tog 1891 Skoleembedseksamen
med Historie som Hovedfag. Ligesom sin jævn-

142
Koppel, Vald.
aldrende, C. C. Clausen (s. d.), tilegnede han sig i Kr. Erslevs Skole
Sans for Stringens og Nøjagtighed. Det ene af hans Bifag var
Fransk, et Sprog, han senere har dyrket bl. a. under et Ophold
i Paris 1891—92. I sine første Kandidataar underviste han ved
forskellige københavnske Skoler, men han kom allerede 1889 ind
i Journalistik som Medarbejder ved »København«. 1892 knyttedes
han til »Politiken« og virkede her i 45 Aar, i mange Aar som
Redaktør af »Dag til Dag«, fra 1913 som politisk ledende Redaktør
under Cavling, 1927—33 som Redaktør af Bladet sammen med
Ove Rode (fra 1931 tillige med N. Hasager) og 1933—37 som
ansvarhavende. Hans Forfatterskab i Bladet, i Stofvalget flersidigt,
i Formen slebet, viser samtidig tydeligt Personlighedspræg
og en kendelig Udviklingslinie. Han begyndte som den udprægede
Petitjournalist, der greb Dagens Tildragelser og Typer
og med en elegant og smidig Pen præsenterede dem til Underholdning
og mild Forargelse. Under Mærker som Einar, Hektor,
Den ensomme, Observator, Gratulanten har han enkeltvis og i
Serier aftegnet sin Bys Mennesker og Klasser, mest dog Bourgeoisi
og Middelstand; Tonen var maliciøs, men med en hørlig Klang
af Forstaaelse og Medviden. Hans kultiverede Ironi og opfindsomme
stilistiske Illustration har i væsentlig Grad medvirket til
at skabe den Rytme, der var og er »Politiken«s, ligesom den har
fundet en lang Række Efterlignere i den øvrige Presse. Flere af
disse pikante Smaaromaner er udgivet i Bogform, »Christensen. En
Københavners Betragtninger og Tilskikkelser« (1906, dramatiseret
som »Hr. Christensen« af A. Melbye og K. og opført paa Dagmarteatret
1907), »Selskabsliv. Kjøbenhavnske Skildringer« (1907),
»Ornitologen og andre dødelige« (1926). Nævnes kan i øvrigt bl. a.
K.s Højesteretsreferater med spidse Dommerprofiler og hans utallige
Fødselsdagsartikler. Samtidig med at K. gennem Aarene fortsatte
denne Petitjournalistik, naaede han ogsaa ind i mere seriøse Sfærer.
Han skrev politiske Ledere, og hans Indvalg i Borgerrepræsentationen
1917 (udtraadt 1927), hvor han var den radikale Gruppes Ordfører
bl. a. i Spørgsmaal om Skatter og Byens Forskønnelse, lagde
en ny Streng paa hans Bue. Nogle Breve fra en Rejse til Vestfronten
Dec. 1914 udgav han sammen med andre Forfatteres Krigsbreve
1915 i »Verdenskrigen paa nært Hold«. Som Redaktør var
han paa een Gang den sidste Bærer af den Hørup'ske Tradition,
sprogsikker og vidende, den altid vaagne Udkig efter nye Strømninger
af Interesse for Tiden og Bladet og den menneskelig forstaaende
Vurderer og Hjælper over for et stort Personale. Uden
for »Politiken« har K. gjort sig bemærket ved smagfulde Over-

Koppel, Vald. 143
sættelser af Anatole France (»Dronning Gaasefod«, 1899, »Guderne
tørster«, 1912). — Maleri af Ivan Opffer 1932. Tegning af H.
Bendix 1928. Buste af Henning Koppel 1937. — Fru Elise K.
har udgivet en Række Oversættelser og var Medudgiver af »A. F.
Kriegers Dagbøger 1848—80« (I—VII, 1920—25).
Journalisten 15. Nov. 1911 og I. Sept. 1937. Politiken 1. og 3. Okt. s. A.
Gads dsk. Mag., III, 1908—09, S. 690 ff.; XXVIII, 1934, S. 506—15.
Koppersmit, se Cypræus.
Povl Engelstoft.
Korch, Morten Luther Gudmund, f. 1876, Forfatter. F. 17. Jan.
1876 i Over Holluf, Fyn. Forældre: Lærer Ole Rye Aarsleff K.
(f. 1844) og Mette Kirstine Sophie Birgitte Råben (1841—1903).
Gift i° 10. Aug. 1899 i Odense med Elna Marie Frydendahl,
f. 20. Juni 1873 i Odense, d. 7. Febr. 1907 sst., D. af Købmand
Rasmus Christian Theodor F. (1828—1904) og Johanne Augusta
Cathrine Løngreen (1842—1916). 2° 21. Febr. 1908 i Jyllinge med
Petrea Sophie Bruun, f. 8. Jan. 1875 i Vium, D. af Sognepræst,
sidst i Jyllinge og Gundsømagle, Anders Larsen B. (1820—1904,
gift i° 1849 med Claudine Petrea Obel, 1823—62, 2° 1864 med
Sophie Amalie Hedevig Obel, 1825—7 2 ) °g Andrea Frederikke
Christiane Obel (1837—89, > gift 1° 1857 med Skovfoged Frederik
Vilhelm Riegels, 1834—68).
K. kom i Handelslære i Nyborg og blev allerede 1898 Medinteressent
i Wilh. Løngreens Fabrikker i Odense; 1903—09 drev
han selvstændig Grossistvirksomhed, har siden været Direktør for
en Keramik- og Flisefabrik og 1912—13 Indehaver af et Forlag,
men i de sidste Tiaar levet som Forfatter og Foredragsholder.
Lysten til at skrive, der vaagnede allerede i Drengeaarene og for
Offentligheden gav sig de første Udslag i et Par fynske Fortællingsamlinger,
»Fyensk Humor« (1898) og »Fyenbosnak« (1900), lod
sig ikke tvinge i Længden. K. har som Forfatter været overordentlig
produktiv og udgivet en lang Række Fortællinger og
Romaner, hvori han søger at indfri det Løsen, han selv har
sat for sin digteriske Stræben: at blive en god, dansk, folkelig
Forfatter. Betydeligst er de Fortællinger og Skitser, der er
samlet i »Godtfolk« (1920) og »Godtfolk, ny Samling« (1924) —
de er hovedsagelig skrevet paa Forfatterens Hjemstavnsmaal, Østog
Midtfynsk, og udmærker sig ved stor Ægthed i Sprogtonen;
det er lykkedes K. at finde Udtryk for fynsk Lune og Følsomhed
ikke alene i den rent ydre Form, men ogsaa i Personkarakteristikken
og Milieufremstillingen. Saa sikker i kunstnerisk Henseende er K.

144 Korch, Morten.
kun undtagelsesvis i sine Romaner. Alligevel finder man i Bøger
som »Guldglasuren« (1912), »Sejrgaarden« (1913), »En Husmand«
(1915), »En Æreskrans« (1916), »Kongemøllen« (1918), »Fru Sara
paa Enø« (1919), »Der brænder en Ild« (1920), »Uhrene i Rørby«
(1921), »Junker & Co.« (1922), »Det gamle Guld« (1923), »Perler
paa Snor« (1927), »Imorgen faar vi Sol« (1933), »Fruen paa
Hamre« (1937) o. fl. a. sund og styrkende Folkelæsning, der virker
indtagende ved den blide Religiøsitet og det lyse Livssyn, der
er Forfatterskabets vigtigste Kendemærke; hertil kommer en livlig,
omskiftende Handling, der dækker over den Mangel paa Nuancer,
som ofte er følelig nok i Menneskeskildringen. K. har desuden
skrevet en Række folkelige Skuespil, hvoraf kan fremhæves »Det
gamle Guld«. — R. 1936. — Tegning af Gerda Ploug Sarp 1933.
Den dansk-norske Gren af Familien Rye, 1882, S. 79. Selvbiografi i Dansk
Forfatterforening 1894—1919, 1919, S. 190. J. Brøndum-Nielsen i Forord til
Godtfolk, I, 1920. A. Dolleris: Danmarks Boghandlere, IV, 1919, S. 208 f.
Fyns Tidende 19. Sept. 1923. Politiken 24. Sept. 1933. Berl. Tid. 1. Febr.
:933 og 6. jan. 1936. ^ ^ ^
Korfitzen (Korfitsen), Svend Johan Valdemar, 1840—1900, Forfatter.
F. 3. Febr. 1840 i Kbh. (Holmens), d. 18. Marts 1900 sst.,
begr. sst. (Holmens). Forældre: Instrumentmager Johan Peter
Thomas K. (1807—82) og Hanne Tærgesen (1811—47). Ugift.
K., der først blev sat i Borgerdydskolen i Kbh. og senere i det
v. Westenske Institut, blev Student 1858, begyndte at studere
Medicin og debuterede 1862 — under Mærket »Niels Griffel« —
med nogle i alt Fald velformede Vers. 1864 meldte han sig som
frivillig, blev Underskibslæge paa Fregatten »Tordenskjold«, der
deltog i Blokaden af nordtyske Havne, og udfyldte sin rigelige
Fritid med letskrevne Korrespondancer til »Fædrelandet« under
Mærket »Svend Søvant« (samlet 1865 og 1866 i »Til Orlogs«, I—II).
Efter Hjemkomsten opgav han at studere videre og levede siden
som Journalist og Litterat. For Frbg. Morskabsteater og andre
Forstadsscener skrev eller bearbejdede han omkring 1870 henved
halvhundrede Smaastykker, hvoraf Farcen »Jochum« gik videre
til Folketeatret og her — takket være Otto Zinck, der udførte
Titelrollen, og Conrad Møller, der forsynede den med nye Kupletter
— opnaaede ca. 100 Opførelser. Det versifikatoriske Talent
skaffede i Slutningen af 70'erne K. Plads ved »Punch«, hvor han
— bl. a. under Mærket »Satyr« — en Tid blev Højres hvasseste og
vittigste Pen over for Det forenede Venstre. Foruden enkelte, nu
ganske glemte Smaafortællinger (»En Skibbruden« (1870), »Kærlig-

Korfitzen, V. 145
hed« (1880) m. m.) har han endelig i Skitsesamlingerne »Esprit
de Valdemar« (1866), »Forskelligt. En Drivers Dagbog« (1867),
»Kaleidoskopiske Figurer paa Vers og Prosa« (1880) og »Gamle
Minder« (1885) givet en Række »Bidrag til Københavns Physiognomik«,
som hist og her har tidshistorisk og topografisk Stof til
Belysning af 6o'ernes saakaldte »Alhambraperiode« og 70'ernes
Byliv. Men K., der fra først af havde hørt til dette Tidsrums gode
Hoveder og kendte Ansigter, gled med sin svage og ganske udisciplinerede
Karakter efterhaanden ned ad Bakke, betragtede selv sin
Tilværelse som forspildt og havde længe før sin sidste og svære
Sygdom skuffet de Forhaabninger, som Samtiden oprindelig havde
stillet til hans Kundskaber og Kvikhed.
Fortegnelse over Studenterne fra 1858, 1883. København, Vort Land,
Nationaltidende og Politiken 20. Marts iqoo. „ 1 T\ -I
Carl Dumreicner.
Kornbeck, Johan Peter, 1837—94, Arkitekturmaler. F. 5. Jan.
1837 i Kbh. (Trin.), d. 21. Aug. 1894 sst., begr. sst. (Holmens).
Forældre: Murermester, Løjtnant ved det borgerlige Artilleri Johan
Henrik K. (1807—71) og Margrethe Therese Deuntzer (1814—89).
Gift 29. Nov. 1868 i Kbh. (Johs.) med Anna Nathalie Trolle,
f. 7. Maj 1849 i Kbh. (Holmens), d. 16. Febr. 1930 i Hellerup,
D. af Buntmager Christian Adam T. (1813—85) og Dorthea Petronelle
Ramm (1827— J 9°7)-
K. kom i Murerlære hos Faderen og søgte fra Teknisk Skole
ind paa Akademiet for at uddanne sig til Arkitekt, samtidig med
at han arbejdede for H. C. Stilling. Paa Akademiet vaagnede
imidlertid Lysten til at blive Maler, og han gik derfor over i Modelskolen
og begyndte tillige at tegne hos Arkitekturmaler Heinrich
Hansen. 1860 rejste han for egne Midler til Italien, hvor han
opholdt sig i fem—seks Aar, og hvortil han senere gentagne Gange
vendte tilbage bl. a. 1885 med Akademistipendium. K.s Kunst
er præget af hans stadige Rejser og Ophold i Udlandet, hvorfra
han har hentet Størstedelen af sine Motiver, undertiden Interiører
fra Kirker og gamle Huse og Slotte, men som oftest Friluftsmotiver
af gammel malerisk Arkitektur med en rig Folkelivsstaffage. Foruden
i Italien opholdt han sig ofte i Dalmatien og Donauegnene.
Efter 1887 at have afholdt en Auktion over sine Arbejder foretog
han en Rejse til Orienten, som bl. a. bragte ham til Ægypten,
hvor han malede de gamle Tempelruiner samt Gadebilleder fra
Kairo. Paa Charlottenborg udstillede han næsten aarlig fra sin
Debut 1860, og hans Billeder, som var »omhyggeligt gennemførte,
venlige og lyse i Holdningen, om end ikke med udpræget originalt
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. IO

Kornerup. 147
N. C. Christensen: Stamtavle over Købmand i Roskilde Peder Kornerups
Efterkommere indtil Begyndelsen af 1913, 1913. Albert Fabritius: Anders
Andersen Borch's Descendenter, 1933. En Kjøbenhavners Meddelelser om
sit Hjem og sin By 1820—50 (J. Clausen og P. F. Rist: Memoirer og Breve,
XLII), ,924. - Slægtstavlesamlingen, 1931, S. .o2f. Albert Fabritius.
Kornerup, Andreas Nicolaus, 1857—81, Geolog. F. 7. Febr.
1857 i Kbh. (Garn.), d. 3. Sept. 1881 sst. (Garn.), begr. sst. (Garn.).
Forældre: Litograf og Portrættegner Lars Andresen K. (1822—94)
og Anna Margrethe Julie Berentsen (1828—88). Ugift.
K. tog 1872 Præliminæreksamen i Maribo og n. A. Adgangseksamen
til Polyteknisk Læreanstalt, hvorfra han 1878 blev Kandidat
i anvendt Naturvidenskab. N. A. blev han udnævnt til Docent
i Jordbundslære ved Landbohøjskolen, men han fik kun ringe
Lejlighed til at virke i denne Stilling, da han snart efter blev syg
af Lungesvindsot og døde efter tre Fjerdingaars Sygeleje. Trods
den korte Tid, det saaledes var beskaaret K. at leve og virke i,
efterlod han sig dog et anset Navn som Geolog og Grønlandsforsker,
ikke mindst fordi han forstod at illustrere sine geologiske Beskrivelser
ved en Række fortrinlige Tegninger, som senere er blevet
meget anvendt; det samme gælder hans Afbildninger af den grønlandske
Plantevækst. Endnu før han blev Kandidat, deltog han
1876 sammen med K. J. V. Steenstrup og Gustav Holm i den
første Ekspedition, som Kommissionen for Ledelsen af de geologiske
og geografiske Undersøgelser i Grønland udsendte (til Julianehaabs
Distriktet), og 1878 deltog han i J. A. D. Jensen Bildsøes berømte
Isvandring og undersøgte n. A. sammen med Jensen Bildsøe og
R. Hammer Holsteinsborgs og Egedesmindes Distrikter. Om de
paa disse Ekspeditioner udførte geologiske Iagttagelser foreligger
der livligt skrevne Beretninger i »Meddelelser om Grønland«, især
hans »Geologiske Iagttagelser fra Vestkysten af Grønland« i II (1881,
2. Opl. 1915) samt i »Geografisk Tidsskrift« og i »Tidsskrift for populær
Fremstilling af Naturvidenskaberne« (»Om Grønlands Indlandsis«,
1880). K. deltog i det skandinaviske Naturforskermøde i Stockholm
1880, hvor hans Arbejder og Afbildninger vakte Beundring,
og paa Forslag af A. E. Nordenskjold valgtes han — 23 Aar gammel
— til udenlandsk Medlem af Geologiska foreningen. Under
en paafølgende Fjeldtur i Norge brød hans i Grønland erhvervede
Sygdom op igen ved Uforsigtighed, og han maatte dødssyg vende
hjem til Kbh. — 1882 blev flere af K.s større Akvareller fra Grønland
udstillet. Hans Tegninger og Akvareller er 1916 indlemmet i
Handels- og Søfartsmuseet paa Kronborg. — Litografi af L.
Møller 1883 efter ældre Fotografi. Træsnit 1881.

148 Kornerup, A.
Edv. Erslev i Geografisk Tidsskrift, V, 1881, S. 157. Thorvald Kornerup:
Oversigt over Meddelelser om Grønland 1876—1926, 1926. Henrik Pontoppidan:
Hamskifte, ,936, S. 70 ff. R ^ ^ (& ± Andersen*).
Kornerup, Bjørn Stisgaard, f. 1896, Kirkehistoriker. F. 8. Maj
1896 paa Frbg. Forældre: Maleren Valdemar Vincent K. (s. d.)
og 1. Hustru. Gift 15. Juni 1922 i Aarhus med Else Maria Carlsdatter
Hansen, f. 12. Dec. 1897 i Laurbjerg, D. af Sognepræst
Niels Carl H. (1868—1910) og Hilda Augusta Lina Brincker
(1872—1918).
K. blev Student 1914 fra Fr.borg, vandt 1919 Universitetets
Guldmedaille for den teologiske Prisopgave »Augustins religiøse
Udvikling indtil 391« og tog 1921 teologisk Embedseksamen.
1921—25 virkede han ved Det kgl. Bibliotek, De forenede Kirkeskoler
og Rigsarkivet, var 1925—27 Underarkivar ved Landsarkivet
i Viborg, derefter i samme Stilling (fra 1931 Arkivar II) ved
Rigsarkivet. 1925 blev han Bestyrelsesmedlem i Selskabet for Danmarks
Kirkehistorie, og det skyldes i væsentlig Grad hans Initiativ,
at »Kirkehist. Samling er« igen er vakt til Live (1933 ff-) - 1928
tog han den teologiske Doktorgrad, og 1936 deltog han med Hæder
i Konkurrencen om et Professorat i Kirkehistorie uden dog at
sejre. — Foruden talrige Tidsskrift- og Leksikonbidrag har K.
publiceret adskillige større Arbejder, dels om kirkehistoriske Personligheder,
som Biografien i Mindeskriftet »Biskop Otto Fabricius«
(1923), den lærde og lødige Disputats »Biskop Hans Poulsen Resen«
(I, 1928), den meget omfangsrige og nyttige Bibliografi i det af
K. udgivne Skrift »Til Minde om H. F. Rordam« (1930) — dels
om Institutioner, som det af ham redigerede Værk »Vor Frue
Kirkes og Menigheds Historie« (1929—30), hvoraf han selv har
skrevet Hovedparten, og den mønstergyldige »Frederiksborg Statsskoles
Historie 1630—1830« (1933), — endelig kommenterede Udgaver
af kirkehistoriske Tekster og Akter, som »Hans Tausens Oversættelse
af de fem Mosebøger« (1932), »Hans Tausens Postil« (I—II,
1934), »Reformationen i Danmark« (»Fra Rigsarkivets Samlinger«,
I, 1936), »J. P. Mynsters Visitatsdagbøger« (I—II, 1937). — Som
Forsker og Forfatter udmærker K. sig ved Grundighed og Nøjagtighed
og ved sin Evne til uden al Ensidighed at give rammende
Karakteristikker af Mænd af højst forskellig teologisk Retning. Inden
for den danske Kirkehistorie viderefører han Traditionen fra H. F.
Rørdam, hvem han dog overgaar i Akribi og kritisk Metode. —
Medlem af Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie 1937.
Festskrift udg. af Kbh.s Universitet, Nov. 1929, S. 104 ff. R, Paulli.

Kornerup, Ebbe. 149
Kornerup, Ebbe Erland, f. 1874, Forfatter og Maler. F. 20.
Febr. 1874 i Roskilde. Forældre: Maleren og Arkæologen Jacob K.
(s. d.) og Hustru. Gift 9. Marts 1925 i Kbh. (b. v.) med Ada
Camilla Hagen, f. 26. Aug. 1882 paa Frbg., D. af Komponisten
S. A. E. H. (s. d.) og Hustru. Ægteskabet opløst.
K. kom i Malerlære og gik paa Teknisk Skole, besøgte Akademiet
1895—99 og var desuden Elev af Zahrtmann og Willumsen. Han
udstillede paa Kunstnernes Efteraarsudstilling 1917 og 1919 og
har haft Privatudstillinger i Kbh. 1893, 1908, 1916 og 1936. K.,
der har malet Billeder fra saa at sige alle de Egne rundt om paa
Jorden, hvor han har opholdt sig, har et fint malerisk Talent,
der har været i stadig Udvikling; den smukkeste, reneste, modneste
af hans Separatudstillinger var utvivlsomt den sidste (1936 i »Samleren«),
hvor Farverne var saa sart, saa fint afstemt, helt anderledes
end dem, Folk vanligt forbinder med Tanken om det eksotiske.
K. har endvidere udført talrige Ex libris. I øvrigt er han blevet
mere kendt som Forfatter end som Maler. I en lang Række Bind
har han levende og fængslende skildret de Egne, hvor han for
kortere eller længere Tid har slaaet sig ned under sin vidt omflakkende
Tilværelse. Han debuterede med »Hede Zoner« (1909),
og siden fulgte: »Khadia« (1912), »Sydhavs-Øen« (1917), »Ecuador«
(1919), »Indien« (1921), »Filippinerne« (1921), »Nye Japan« (1922),
»Ceylon« (1925), »Latinsk Amerika« (1926), »Siam« (1928), »Birma«
(1934). K. har desuden udgivet: »Thøger Larsen og Breve fra
ham« (1928), et værdifuldt Bidrag til Kendskab til Digterens
Karakter og Liv. — To Selvportrætter.
O. Wang: En dansk Ex-libris Kunstner, 1914. Chr. Rimestad.
Kornerup, Jacob, 1825—1913, Maler og Arkæolog. F. 19. Nov.
1825 i Roskilde, d. 9. Marts 1913 sst., begr. sst. Forældre: Købmand
Ebbe K. (1796—1826) og Inger Caroline Brønniche (1800—
79, gift 2 0 1827 me d Købmand, senere Agent Søren Borch, 1798—
1862). Gift 16. Juni 1869 i Kbh. (Frue) med Augusta Madsen,
f. 9. Marts 1846 i Kbh. (Frue), d. 25. Juni 1906 i Roskilde, D. af
Vognfabrikant August Frederik M. (1795—1873) og Elisabeth
Birgitte Jørgensen (1807—89).
Begge Forældrene tilhørte gamle, ansete Roskildeslægter, og ved
Moderens 2. Giftermaal med den velhavende Købmand, senere
Agent, Søren Borch knyttedes K. endnu fastere til Byens toneangivende
Lag. Han blev Student 1845 fra Roskilde, men følte
ingen Lyst til at gaa den akademiske Vej og blev 1847 Elev paa
Kunstakademiet, hvor han 1852—53 vandt den lille og store Sølv-

Kornerup, Jacob. 15 X
lereskhed, at værne dem og slaa til Lyd for dem i Skrift og Tale.
Foruden »Roskilde i gamle Dage« (1892) kan i denne Sammenhæng
nævnes de to af Arthur Fang udgivne Skrifter »Roskilde
Minder« (1907) og »Fra det gamle Roskilde« (1925), begge med
Optryk — eller Nytryk — af hans lokalhistoriske Foredrag og
populære Afhandlinger. — R. 1877. DM. 1892. — Selvportrættegninger
1852 og 1854 (Fr.borg). Portrætter af Ebbe Kornerup
i Olie, Akvarel og Tegning. Buste af Elna Borch. Portrætteret
paa K.s Tegninger fra Udgravningerne i Jelling (Fr.borg). Radering
af J. Busch 1853. — Monument paa Graven tegnet af
Ebbe Kornerup.
Biografier af Fang i de to ovenn. Skrifter, af hvilke det sidste tillige indeholder
en Bibliografi, Fortegnelse over K.s Restaureringer m. m. Desuden:
Jacob K. in memoriam, 1913. Architekten, XV, 1912—13. Tilskueren, 1925,
II, S. 325—33. Helga Stemann: F. Meldahl og hans Venner, I—II, 1926—27.
M. Mackeprang.
Kornerup, Søren Hansen, 1624—74, Generalfiskal. F. 1624 i
Kornerup, d. 25. Marts 1674 i Glostrup, begr. i Kirken sst. Forældre:
Sognepræst Hans Nielsen Roskilde (d. 1644) og Dorthe (d.
ca. 1682). Gift I66I(?) med Vendelia v. Delden, bisat 25. April
1667 i Kbh. (Holmens K.), begr. i Roskilde Domk.
S. K. dimitteredes 1648 fra Roskilde Skole; kort efter blev han
Hører og 1654 Konrektor sst. Han studerede samtidig Retsvidenskab,
rejste i Udlandet (1654 immatr. i Leiden) og tog 1655
Magistergraden i Kbh. Efter Statsomvæltningen 1660 søgte den
ærgerrige Præstesøn at udnytte de nye Konjunkturer. Han sendte
Frederik III. et »Projekt til Kronens Velfærd«, som i sine Reformforslag
(bl. a. om Vornedskabets Pengeafløsning paa Krongodset)
delvis er inspireret af Tanker, der var fremme paa Stændermødet,
og samtidig retter skarpe Udfald mod den gamle Adelsvælde og
Valgriget, hvori han ser en Usurpation. Et af Forslagene gaar ud
paa, at Undersaatternes Formues- og Gældsforhold i By og paa
Land i fiskalt Øjemed skal kontrolleres af notarii publici, og at
»af alle judicibus notariorum een generalis judex formeres, som
giver til Kende, hvad en hver Steds aarligen tilstaaendes, bortskyldig
og havendes er«. Han vandt Stemning for sig ved Hove
og ansattes før 1. Juli 1661 som »Generalfiskal« med den Opgave,
bistaaet af flere Underfiskaler, at inddrive Skatterestancer og
Mulkter og søge Dom paa Tingene i Tilfælde af Modstand. Da
Peter Børting i Sommeren 1661 havde ladet Hoffet forstaa, at han
sad inde med Kai Lykkes Smædebrev mod Dronningen, sendtes

152
Kornerup, Søren.
Generalfiskalen (med Generaladjutant Mikkel Skov) til ham for
at hente Brevet, og da Kai Lykke blev indstævnet for Højesteret,
optraadte han 2. Sept. 1661 som Anklager og paastod den stævnede
paa Grundlag af hans egen Bekendelse dømt fra Ære, Liv og Gods
for »crimen læsæ majestatis«, en Paastand, som Retten fulgte.
Denne Sag gav rimeligvis Anledning til, at Kongen 21. Okt. s. A.
gav den nedsatte Lovkommission Ordre til at afgive Betænkning
om Indretningen af »jus fiscale«. Kommissionsbetænkningen søgte
at begrænse Majestætsforbrydelsens Begreb og beskære Fiskalens
Paatalemyndighed, mens S. K.td et »Project« gik hensynsløst vidt
i Betoningen af den absolutte Kongemagts Ret og sit Embedes
Kompetence, Synspunkter, som ogsaa præger en Række andre
Udfærdigelser fra hans Haand. 1. Marts 1663 fik han kgl. Missive
om at optegne de Steder i Love, Recesser og Forordninger, som
stred mod »vores souveraine og Arveregering«; og han havde en
væsentlig Indflydelse paa det fra denne Tid bevarede Udkast til
en »Lex Regia«, der er skrapt absolutistisk i hele sin Tendens. —
Men samtidig med at S. K. udviklede Absolutismens Teori, sloges
han over Ende af sin Praksis. Han rejste paa Anstiftelse af den
uhyggelige Peter Børting, der var blevet hans gode Ven, Tyvssag
mod den tidligere Delefoged paa Kai Lykkes konfiskerede Gods
Rantzausholm, Hans Lauridsen. Birkefogeden, som var Børtings
Kreatur, opsatte en Dødsdom, som S. K. truede Meddomsmændene
til at underskrive, skønt de vistnok var ukendte med Indholdet,
og S. K. lod derpaa Hans Lauridsen hænge uden Hensyn til hans
Begæring om Appel (23. Nov. 1661). Længe hindrede han ved
alskens Skurkestreger den afdødes Enke og Venner i at forfølge
Sagen, men i Sommeren 1663 maatte Regeringen lade ham arrestere,
og s. A. dømtes han af den nedsatte Kommission i Nyborg,
som kasserede Birketingsdommen og erklærede den hængte for
uskyldig, i Kongens Naade og Unaade. Kongen lod derefter Højesteret
undersøge Sagen. De fleste Assessorer voterede, at S. K.
burde bøde Liv for Liv og Gods for Gods, men Retten henskød
hans Skæbne til Kongens Afgørelse (Juni 1664). Ved Dronningens
Forbøn beholdt han Livet, men han var allerede 1663 sat fra sit
Embede og maatte Maj 1665 afgive sit Embedsarkiv til sin Efterfølger
Christen Pedersen. Kongeparret slog dog ikke Haanden af
ham. 1666 fik han Ret til som andre Rangspersoner at have
Hofretten som Værneting, 1667 fik han som Erstatning for Løn og
Konfiskationsprocenter overdraget de danske Domkapitlers Kannike-
og Vikarieresidenser, efterhaanden som de blev ledige, og
han vedblev at spille en Rolle som Kronens juridiske Raadgiver.

Kornerup, Søren. 153
Han forfattede, stedse i ultra-absolutistisk Aand, efter kgl. Ordre
kritiske Betænkninger over de forskellige Lovkommissioners Udkast
og udarbejdede selv et Lovbogsudkast i tre Bøger (»Konning Friderichs
Louff«, 1668), som dog har ringe Værd og ikke fik Betydning
for den endelige Danske Lov. Først Regeringsskiftet 1670 slog ham
helt ud. — Man har tillagt S. K. en historisk-national Tænkemaade
og Ideer om et »demokratisk Kongedømme«. Det falder imidlertid
svært at tro paa »demokratiske« og i det hele ideelle Motiver hos
denne samvittighedsløse Stræber, som betonede, at »Kongl. Majt.
kan selv stabilere sin Avantage, hvilket er proprium udi souveraine
Puissance, thi Kongl. Majt. staar intet mer in æquilibrio med hans
Underdane«, og som gjorde sig til en Slags Blodhund for den unge
Enevælde. — Mindetavle i Glostrup K.
S. N. J. Bloch: Bidrag til Roskilde Domskoles Historie, 2. H., 1843, S. 12 ff.;
4. H., 1846, S. 5. Kirkehist. Saml., 3. Rk., V, 1884—86, S. 529, 532 f. N. Rasmussen
Søkilde: Kaj Lykkes Fald med dets Forspil og Følger, 1876. Chr.
Bruun: Kaj Lykke, 1886. V. A. Secher og Chr. Stochel: Forarbejderne til
Kong Kristian V.s Danske Lov, I, 1891—92. K. Fabricius: Kongeloven, 1920.
C. 0. Bøggild Andersen.
Kornerup, Thorvald Otto, f. 1864, Postmand, Forfatter. F. 11.
Marts 1864 i Kbh. (Garn.). Broder til A. K. (s. d.). Gift 18.
Aug. 1896 i Kbh. (Slotsk.) med Johanne Frederikke Lund, f. 12.
Maj 1864 i Stillinge, d. 18. April 1928 i Kbh., D. af Premierløjtnantjohan
Frederik L. (1824—64) og Ida Vilhelmine Augusta
Zahle (1831—94).
K. blev Student 1881 fra Bokkenheusers Kursus og cand. polit.
1885, hvorefter han begyndte sin overordentlig mangesidige Virksomhed
som Assistent i Det statistiske Departement 1886—87. Efter
at have beklædt en Række Hverv, bl. a. som Redaktør af »Vejle
Amts Avis« 1887—88, Assistent i Sparekasseinspektoratet og i
Generaldirektoratet for Postvæsenet og Fuldmægtig i Sygekasseinspektoratet
(1892— 1901), blev han 1901 Postmester i Hjørring
for over Holbæk at avancere til Postmesterembedet paa Frbg.,
som han beklædte 1916—28. 1904—07 var han desuden Formand
for Postmesterforeningen. Ved Siden af sin Embedsmandsgerning
har K. udøvet en ret omfattende videnskabelig Forfattervirksomhed,
der strækker sig over statistiske, historiske, naturvidenskabelige
og akustiske Omraader. Han har bl. a. udgivet »Oversigt over
Meddelelser om Grønland 1876—1926« (1926), kritiske Artikler
om Forholdstalsvalgmaaden, der resulterede i den af ham 1920
angivne Metode, som beror paa en Division af Stemmetallene paa
de forskellige Lister med Differensrækken 2, 5, 8, 11, 14 o. s. v.,

154
Kornerup, Th.
hvor første Nævner er 2, de øvrige stadig 3 større, Afhandlinger om
et Kunstsprog, om postale Emner, bl. a. Forslag til Forbedring af
Postgangen, og 1918 en Artikel, der gik ud paa en Reform af den
gregorianske Kalender. — Hans Navn som videnskabelig Forfatter
er dog i første Række knyttet til hans 1882 paabegyndte
akustiske Undersøgelser, der nævnte Aar for første Gang fik offentligt
Udtryk i »Tidsskrift for Fysik og Kemi« og senere fortsattes i
en Række andre Arbejder, »Hochteilung der Oktave« (1930),
»Acoustic methods of work« (1934), »Acoustique théorique« (1934)
og »Das goldene Tonsystem als Fundament der theoretischen Akustik«
(1935). K.s akustiske Værker drejer sig i det væsentlige om
Tonesystemer. For at faa en Værdimaaler over for de forskellige
Systemer, der skulde afløse det hævdvundne 12-Tonesystem, f. Eks.
19-, 24- og 31-Tonesystemet, konstruerede K. det saakaldte »stabile
(gyldne) Tonesystem«, uendeligt i Toneantal og altsaa ikke bundet
til nogen Temperatur. Ud fra sit »stabile« System kom K. til det
Resultat, at 19-Tonesystemet vilde være for mangelfuldt, da Kvinten
er for lav, medens 24-Tonesystemet var uanvendeligt. Man
maa da fastholde 12-Tonesystemet, da det er nemmest at gennemføre
i Praksis for Sang og Strygeinstrumenter, men »anvende 31-
Tonesystemet paa Instrumenter, hvis man vil opnaa en finere
Intonation ved Transponering af Tone-Intervaller«. Overgangen
til det sidste System vil dog betyde en Revolution inden for vor
hele Bestand af Musikinstrumenter, hvilket muligvis gør Tanken
om en Gennemførelse af det noget problematisk. — R. 1926.
Rivista Musicale Italiana, 1936. Mitteilungen aus dem phonetischen Laboratorium
der Hånsischen Universitåt zu Hamburg, Dec. 1936. Akustischc
Zeitschrift, Jan. i937- Tmhm KwgL
Kornerup, Valdemar Vincent, 1865—1924, Maler. F. 1. Maj
1865 i Kbh. (Garn.), d. 24. Marts 1924 sst., begr. sst. (Garn.).
Broder til A. og Th. K. (s. d.). Gift i° 28. Maj 1895 i Taarbæk
med Agnes Margrethe Stisgaard, f. 18. Maj 1866 i Aabenraa,
d. 4. Sept. 1899 i Aalsgaarde, D. af Apoteker Peter Christian S.
(1820—93) og Johanne Charlotte Algreen-Ussing (1829—81). 2°
2. April 1903 i Kbh. (Frue) med Ada Dorthea Christine Johanne
(Jeanne) Hertz, f. 25. Okt. 1879 i Kbh. (Holmens), d. 15. Febr.
1934 sst., D. af Premierløjtnant i Marinen Carlo Louis Isaac
H. (1851—92) og Johanne Marie Martine Gildsig Timm (1850
—82).
K. kom i Malerlære og i Lære hos Faderen og dimitteredes af
J. L. Busch til Akademiet, som han besøgte fra Okt. 1881 til

Kornerup, Valdemar. 155
Maj 1885 og forlod med Afgang. Tillige malede han Model paa
Kunstnernes frie Studieskole under Krøyer. Et Par Aar var han
ansat som Tegnelærer paa Kleins Tegneskole for Kvinder og havde
derefter 1887—88 som Tegnelærer for Lensgreve Chr. E. Reventlow
Lejlighed til at besøge Tyskland, Frankrig og Østrig-Ungarn
med sin Elev. 1898—1902 opholdt han sig i Norge for at søge
Helbredelse for en Lungesygdom, og 1912 foretog han en Rejse
i Middelhavslandene. 1890 og 1892 modtog han Akademiets Pengepræmier
for Modelfigurer, fik 1890 og 1891 Bielkes Legat, vandt
1891 den lille Guldmedaille for »Abisag fremføres for David«, 1893
Halvdelen af den Eibeschutz'ske Præmie for »Den badende Susanne«
samt 1895 den Neuhausen'ske Ekstrapræmie for »En Billedhugger
(Aksel Hansen) i sit Værksted« (Museet i Liibeck). K.
debuterede paa Charlottenborg 1887 og udstillede her aarlig, foruden
at han 1904, 1907—10 og 1922 var repræsenteret paa Kunstnernes
Efteraarsudstilling. Der var Kunstnere i Slægten, og
han følte sig stærkt knyttet til Traditionen i dansk Kunst.
I sit Debutarbejde »Et Almuebryllup i Vartov Kirke« (Hirschsprungs
Samling), der staar som hans betydeligste Arbejde, viste
han en stærk Tilknytning til 8o'ernes realistiske Milieuskildring.
Han slog dog snart ind paa et Genremaleri i mere gammeldags
Forstand, og skønt han havde Blik for de rent maleriske Værdier,
blev hans Kunst, navnlig da han fandt sig et Speciale i
det nationale Folkelivsmaleri, efterhaanden stærkt præget af
Paavirkning fra Exner og Vermehren. Han var en dygtig Figurmaler
og Kompositør, og hans Skildringer af Almuens Indendørsliv,
i hvilke han søgte at give en Karakteristik af den danske
Bondebefolkning, skaffede ham en betydelig Popularitet. Ofte gik
han stærkt ind paa den rent saglige Gengivelse af Enkelthederne
i Interiøret og kunde med stor Omhu udpensle Mønstret i Bønderkonernes
Hovedtøjer eller Dekorationen paa de malede Bondekister,
og mange af hans Billeder har herigennem en ikke ringe
kulturhistorisk Værdi. I de senere Aar malede K. talrige Interiører
fra sit Hjem, Skansen i Hillerød. Desuden har han malet Landskaber,
bl. a. fra sit Ophold i Norge, og hans Portræt af Pastor
H. F. Rørdam (igi 1) findes i Lyngby Kirke samt paa Fr.borg,
til hvilket Museum han tillige har udført en Række Portrætkopier
efter ældre danske Malere. — Portrætteret paa hans Maleri:
Besøg i mit Atelier, Modellen hviler, 1909.
Fr.borg Amts Avis 30. April 1915. Catalog over Malerier af afdøde Figurmaler
V. K. Auktion. Charlottenborg. 1924.
Merete Bodelsen.

i56
Korsebjerg. Jørgen Christen.
Korsebjerg, Jørgen Christen (egtl. Christensen, Jørgen), ca.
1708—89, Bonde. F. ca. 1708 i Kirkendrup, Næsbyhoved Broby
Sogn, d. 27. Juni 1789 paa Korsebjerggaard, begr. i Ubberud.
Forældre: Gaardfæster Christen Jørgensen (ca. 1687—1752, gift
2° med Maren Rasmusdatter, gift 2° med Gaardfæster Søren
Hansen) og Maren Stephensdatter (d. 1723). Gift 1. Juli 1731 i
Ubberud med Maren Rasmusdatter, f. ca. 1793 i Næsby, d. 19.
Dec. 1774 paa Korsebjerggaard (gift i° med Gaardfæster Oluf
(Ole) Pedersen, Korsebjerggaard, ca. 1665—1729), D. af Gaardmand
Rasmus Jørgensen (d. 1724, gift 2° med Karen Knudsdatter,
d. 1753, gift 2° med Gaardfæster Rasmus Poulsen, d. 1764)
og Maren Larsdatter.
K. tog Navn efter Korsebjerggaard, som han fæstede ved sit
Giftermaal 1731 og købte 1746. I Datidens forkuede og uvidende
Bondestand var han et Særsyn, og i meget synes han at have
været sin samtidige, den sjællandske »lærde Bonde« H. J. Bjerregaard
jævnbyrdig. Han var den første Bonde, hvem Landhusholdningsselskabet
(1771) hædrede som praktisk Agerdyrker, og ved
Selskabets Aarsmøde berettedes der om hans »berømmelige Stræbsomhed
og Flid i Henseende til hans Gaards Opbygning, Træ- og
Frugthaveanlæg, Humle- og Vidjeplantning, Kartoffeldyrkning,
Vands Afledning og anden Rydning i Henseende til levende Gærder
og Stengærders Opførelse med 1200 Favne, Skovopelskning, flittig
Læsning med videre«. Selskabet optog ham som korresponderende
Medlem og skænkede ham Sølvmedaille og Sølvbæger. For at tilfredsstille
sin Lyst til Læsning havde K. efterhaanden samlet sig
en Bogsamling af teologiske, juridiske, medicinske og filosofiske
Værker, og han erhvervede sig et Fond af Kundskaber, »som man
aldrig skulde formode hos en Mand af Bondestanden«. Han nød
da ogsaa megen Anseelse og Paaskønnelse. 1776 overdrog han
Gaarden til sin Søn.
D. E. Rugaard: Fremragende danske Bønder, 1871, S. 56—71. Aarbog for
Historisk Samfund for Odense og Assens Amter, XVI, 1928, S. 510—22.
H. Hertel (Hans Jensen*).
Korsgaard, Kristen Peter Kristensen, 1846—1904, Politiker,
Journalist. F. 16. Sept. 1846 i Kbh. (Garn.), d. 24. Juni 1904 i
Ordrup, begr. i Kbh. (Ass.). Forældre: Soldat, senere Husmand
i Gerlev, Randers Amt, Peder Christensen (Smedegaard) (1817—
63) og Maren Ingvorsdatter (1821—96). Navneforandring fra
Christensen 19. Dec. 1890. Gift 27. Nov. 1874 i Kbh. (Johs.)
med Anna Kirstine Thomsen, f. 25. Febr. 1847 l Kbh. (Holmens),

Korsgaard, K. P. 157
d. 1. Juni 1921 i Hellerup, D. af Høker Peter T. (1796—1850)
og Caroline Lemvig (1818—1911, gift 2° 1860 med Høker Jens
Christian Pedersen, 1827— J 9 12 )-
K. voksede op i Jylland, kom paa Højskole og tog Skolelærereksamen
1866 fra Blaagaard. 1868 blev han Student, dimitteret
af Ludvig Trier, tog Filosofikum n. A. og studerede Filologi og
Nationaløkonomi, men tog ingen Embedseksamen. Han kom ind
paa Journalistik og var fra 1873 Rigsdagsreferent ved »Morgenbladet«.
I de følgende Aar knyttedes han nærmere og nærmere til
C. Berg og blev 1884 »Morgenbladets Redaktør, men afskedigedes
1887 ved Brudet inden for Venstre. Han søgte forgæves Valg
til Folketinget 1872 og 1876 i Rønne, valgtes 1889 i Nykøbing F.
som Bergs Mand. Efter Fratrædelsen fra »Morgenbladet« havde
han 1887 begyndt Udgivelsen af »Aftenbladet«, som han arbejdede
godt i Vejret som det første demokratiske Eftermiddagsblad.
1889—91 var han Medlem af Finansudvalget og tog med Dygtighed
Del i Agitationen ude i Landet. Partidisciplin laa dog ikke
for den stejle og impulsive Mand, og 1891 indtraadte Brud med
Berg. K. var imod Alliancen med Hørup og havde indladt sig i
Forhandlinger med Alberti, som mishagede Berg. Han optraadte
i de følgende Aar som radikal Løsgænger, stemte mod Forliget 1894,
men faldt i sin Kreds 1895 og søgte forgæves Genvalg 1898 og 1901.
1892—1902 udgav han »Nykøbing Venstreblad«. »Aftenbladet«s
Fremgang hemmedes de senere Aar af indre Splid, og 1902 trak
K. sig ud af den daglige Ledelse, hvorefter nye Kræfter genrejste
Bladet. For en Del af den Formue, K. havde tjent paa Bladet,
købte han store Gaarde i Ordrup og Hellerup. Som en Bedrift
fra hans Rigsdagstid kan nævnes Lov om Æresoprejsning uden
Bevilling 1894. K. var evnerig baade som Politiker og Journalist,
og han ansaas en Tid for at være en af Bergs Arvtagere. — Buste
af J. Hoffmann 1894. Træsnit 1889 og paa Billedet af Folketingets
Møde 10. Okt. 1889. Litografisk Karikaturtegning af K.
Gamborg s. A. (Fr.borg).
Nutiden 20. Okt. 1889. Aftenbladet 25. Juni 1904, 29. Juni—3. Juli s. A.
Politiken 26. Juni s. A. N. P. Madsen-Mygdal: Politiske Oplevelser, 1912,
S- 53, 98, 116, 127. C. E. Simonsen: Af min egen Roman, 1927, S. 23—28.
Povl Engelstoft.
Korsgaard, Peder, f. 1874, Politiker. F. 17. Juli 1874 paa
Tøttrupgaard, Thy. Forældre: Proprietær Mads Peter K. (1837—
1916) og Christine Marie Christensen (1840—86). Gift 16. Okt.
1899 i Marslev med Ellen Esther Ingeborg Victoria Elisabeth

158 Korsgaard, P.
Gersdorffv. Cappelen, f. 12. Okt. 1876 i Roskilde, D. af Stationsforstander,
Løjtnant, senere Kaptajn Johan Frederik Peter Adolph
v. C. (1837—93) og Agnes Victoria Gersdorff (1840—88).
K. blev exam. polyt. 1891 og cand. polyt. 1897, var derefter
1899—1904 Stadsingeniør, Bygningsinspektør og Gasværksbestyrer
i Silkeborg. 1904 startede han Dansk Ammoniakfabrik i Nyborg,
hvis Leder han siden har været. 1919 overgik Fabrikken til et
Interessentskab med ham som Direktør. — 1909—17 var han
Medlem af Avnslev-Bovense Sogneraad. 1918 kom han ind i Folketinget,
valgt af Det konservative Folkeparti i Skanderborg Amt,
hvor han siden er genvalgt. Han kom hurtigt til at spille en fremtrædende
Rolle i sit Parti, hvis Ordførerskaber i finansielle og skattepolitiske
Spørgsmaal han med megen Indsigt har bestridt. Han
er siden 1922 med en kort Afbrydelse Medlem af Finansudvalget.
Med særlig Interesse har han beskæftiget sig med Det kgl. Teaters
Forhold; han er fra 1933 Formand for Finansudvalgets Teaterudvalg
og fra 1935 Formand for Teatrets Tilsynsraad. I øvrigt
bidrager han jævnlig til Tingets almindelige politiske Debatter
med Indlæg, der er præget af selvstændige, fordomsfrie Synspunkter.
Han er Medlem af Landsoverskatteraadet fra 1922 og
af Jernbaneraadet fra 1931. Endvidere havde han Sæde i Landbokommissionen
af 1931. — Sine udprægede sociale Interesser skylder
han bl. a. Hvervene som Formand for Asyl- og Arbejdshjemmene
for mandlige Døvstumme ved Nyborg (siden 1916) og for Vridsløselille
og Nyborg Straffeanstalters Fængselsselskaber (siden 1926).
Han er desuden Medlem af Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse
og af Forretningsudvalget for Dansk Arbejde. Endelig er han
Formand for Akts. Bryggeriet Carlsminde, Nyborg, og Medlem
af Kontroludvalget for Landmandsbankens Afdeling i Nyborg. —
R. 1916. DM. 1927.
Berl. Tid. 16. Juli 1934. Dagens Nyheder 17. Juli 1934. />, Stavnstmp.
Kortholt, Christian, 1633—94, Professor. F. 15. Jan. 1633 i Burg,
Femern, d. 31. Marts el. 1. April 1694 i Kiel, begr. i Bordesholm.
Forældre: Købmand Christian K. og Dorothea Pechlin. Gift 26.
April 1664 i Rostock med Anna Kirchof, f. 24. Marts 1646 i
Rostock, d. 28. Jan. 1713 i Kiel, D. af Vinhandler Heinrich K.
(d. 1689) og Anna Blube (gift 1° med Matthias Stavenow,
2° med Vinhandler Albrecht Helm).
Efter at have gaaet i Skole i Slesvig og besøgt Gymnasiet i
Stettin studerede C. K. Teologi i Greifswald og især fra 1652 i
Rostock, hvor han 1656 blev Magister. Et Par Aar opholdt han

Kortholt, Christian. 159
sig derpaa i Jcna, men vendte saa tilbage til Rostock, hvor han
1663 blev Professor i Græsk, s. A. Dr. theol. og 1664 Professor i
Teologi. Allerede n. A. blev han kaldet i samme Stilling til det
nyoprettede Universitet i Kiel, hvor han blev til sin Død og i høj
Grad bidrog til at drage Studenter til den unge Stiftelse. Som
Belønning for sine store Fortjenester blev han 1689 udnævnt til
Universitetets Prokansler, og fem Gange var han Prorektor. Uden
at være nogen original Begavelse fik C. K. en ikke ringe Betydning
som Universitetslærer og Forfatter. I teologisk Henseende repræsenterede
han læremæssig set afgjort den ortodoks-lutherske Linie,
men som praktisk Kirkemand hørte han til Forkæmperne for Reformretningen
inden for den lutherske Kirke, idet han varmt
ønskede, at den korrekte Læreform maatte virke til en Højnelse
af Livet. Han saa derfor med stor Bekymring paa den moralske
Nedgang, som var typisk for de lutherske Landskirker i hans Tid,
men det er uberettiget at henregne ham enten til Synkretismen
eller Pietismen. Som Forfatter udmærkede han sig ved Lærdom
og overordentlig Frugtbarhed, og han har udgivet Skrifter i alle
Teologiens Fag. Mest betydningsfuld var hans Indsats paa det
kirkehistoriske Omraade. Navnlig interesserede han sig for Oldkirken,
specielt Kristenforfølgelsernes Historie, som han har behandlet
i flere Skrifter (»Paganus obtrectator sive de calumniis gentilium
in veteres Christianos«, 1698). Ligeledes er han Forfatter af
talrige dogmatiske og polemiske Arbejder, hvori han med Skarphed
vender sig baade mod Katolikkerne (»Kohl-schwarzes Papstthum«
(1660); »Disquisitiones Anti-Baronianae« (1677) og »Romischer
Beelzebub« (1668)), de Reformerte og Deisterne (betydningsfuldt
er især »De tribus impostoribus magnis« (1680) mod
Herbert af Cherbury, Hobbes og Spinoza). Desuden stod C. K.
i udbredt Brevveksling med talrige lærde, deriblandt ogsaa flere
Danske som Johs. Brunsmand og H. G. Masius. Som ung Magister
havde C. K. 1663 søgt til Danmark og gjort et »svar Anslag paa
den her vacerende cathedram Theologicam«, som det hedder i et
Brev fra Peder Schumacher, hvori han i en mærkelig haanlig Tone
omtaler den senere saa berømte Universitetslærer. — Stik af Joh.
Friedlein efter egen Tegning og af J. C. Bocklin efter Maleri af
P. Schmidt i Kiel.
Johs. Moller: Cimbria hterata, III, 1744, S. 362—76. Wilhelm Halfmann:
C. K. Ein Bild aus der Theologie und Frommigkeit im Ausgang des orthodoxen
Zeitalters, 1930. Dånische Bibliothec, VIII, 1746, S. 566—94. Kirkehist.
Saml., 4. Rk., II, 1891—93, S. 542; VI, 1899—1901, S. 505. Dsk. Mag.,
5. Rk., II, 1889—92, S. 61. Bjørn Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen,

i6o Kortholt, Christian.
I, 1928, S. 232 f. Ernst Feddersen: Kirchengeschichte Schleswig-Holsteins,
II, 1935—36, S. 318—21. — Breve: H. Ratjen: Verzeichniss der Handschriften
der Kieler Universitåtsbibliothek, III, 1865, S. 459 f. r>- %• .
Kortsen, Kort Kristian, f. 1882, Filosof. F. 21. April 1882 i
Hesselbjerg, Mors. Forældre: Bolsmand Niels K. (1842—1919)
og Margrethe Larsen-Haaning (1861—1936). Gift 28. Okt. 1928
paa Frbg. (Solbjerg) med Agnete Koch Brostrøm, f. 20. April
1897 i Ikast, D. af personel Kapellan i Ikast, senere Sognepræst
i Brorstrup og Ravnkilde Axel Rasmus B. (1869—1924, gift 2°
1906 med Cinna Jensen Kaihave, f. 1884) og Amalie Louise
Koch (1872—99).
K. tog 1903 Lærereksamen fra Ranum Seminarium og underviste
i nogle Aar, bl. a. ved Fakse Ladeplads Realskole og Kbh.s
kommunale Skoler. 1907 blev han Student fra Undervisningsanstalten
København og 1912 Magister i Filosofi med Psykologi
som Hovedfag. 1910 fik han Accessit for Besvarelse af Universitetets
filosofiske Prisopgave (»Kierkegaards Opfattelse af det Etiske«)
og n. A. Guldmedaille (»Forholdet mellem Lockes og Kants Erkendelseslære«).
Efter sin Eksamen rejste han til Paris, hvor han
studerede Psykologi og skrev »Etude sur les lois de la liaison et
de la reproduction des etats de conscience« (Overs, over Vidensk.s
Selsk.s Forhandl., 1914). 1916 disputerede han for den filosofiske
Doktorgrad med »De psykiske Spaltninger. En Studie over sygt
Sjæleliv«. I de følgende Aar forelæste han adskillige Gange som
Privatdocent, og efter Kromans Afgang deltog han i Konkurrencen
om det filosofiske Professorat (1922). S. A. blev han Lektor i
Dansk ved Universitetet i Reykjavik, hvor han virkede til 1927.
1925—28 var han Attaché ved den danske Legation sst. 1923
udkom paa Islandsk et af ham forfattet, populært Skrift om S.
Kierkegaard (dansk Udg. n. A.). 1928 blev han, som den første
Professor i Aarhus, udnævnt til Lærer i Filosofi ved Universitetsundervisningen
sst. 1921 var han Formand for Selskabet for psykisk
Forskning og 1928—32 for Jydsk Forening for Sprog og Litteratur.
Han er Medlem af Bestyrelsen for Marselisborg Studentergaard
og Efor for denne. — K.s litterære Arbejder omfatter foruden de
ovennævnte en Række Avisartikler og Tidsskriftafhandlinger, endvidere
»Sjæl og Legeme. Studier over Forholdet mellem det psykiske
og det fysiske« (1930) og »Kortfattet Lærebog i Logik« (1934).
1932 udgav han et Bind »Essays«, der med en enkelt Undtagelse
indeholder tidligere trykte Artikler og Afhandlinger. Han har
desuden oversat H. Bergson: »Les données immédiates« (»Den rene

Kortsen, Kort K. 161
Bevidsthed«, 1917) og W.James: »The Human Immortality« (»Menneskets
Udødelighed«, n. A.). — K., der er paavirket af Bergson
og James, har særlig dyrket den deskriptive Psykologi. Som Filosof
staar han Anti-Intellektualismen nær. Han appellerer gerne til
»den jævne Bevidsthed« som Instans og er interesseret i metafysiske
Spekulationer, bl. a. vedrørende det, han kalder Tilværelsens »formende
Princip«. Han mener, at Menneskets Aand vil kunne
eksistere efter Døden, og at der »intet kan være i Vejen for den
Tanke«, at den legemløse Aand »atter former et nyt Legeme omkring
sig«. — R. 1933. — Maleri af Johan Vilh. Andersen 1920.
Univ. Progr. Nov. 1916, S. 93 f. Studenterne MCMVII, 1932, S. 293 f.
Aug. Wimmer i Hospitalstidende, 5. Rk., VIII, 1916, S. 884 f. Severin Christensen
i Tilskueren, 1930, II, S. 422—26. Ed. Geismar i Teol. Tidsskr., 5. Rk.,
III, 1932, S. 79 f. Jørg. Jørgensen i Social-Demokraten 21. Nov. 1932.
S. V. Rasmussen.
v. Koss, Joseph Albrecht Friederich Christoph, 1787—1858,
Diplomat. F. 4. Marts 1787 i Kristiania, d. 18. Jan. 1858 i Hamburg,
begr. sst. Forældre: Justitiarius ved Overhofretten i Kristiania,
Etatsraad Peter Tønder v. K. (1755—93) °S Hippolyta Christine
Rye (1760—1823). Sønnesøns Søn af Johann v. K. (s. d.).
Gift 20. Febr. 1838 i Meudon med Marie Adéle Charlotte (Caroline)
Canales Oglou Carseman, f. 15. Dec. 1797 i Eyx ved Verdun,
d. 13. Dec. 1884 paa Bourdeland ved Villefranche sur Saone (gift
i° med Marquis Jules Dominique d'Assareto, 2° med Greve Louis
Philibert Giaime de Prolognan), D. af Charles Maria Canales
Oglou og Claudine Collignan.
v. K., der blev Student 1804 fra Herlufsholm og juridisk Kandidat
1807, begyndte 1812 sin diplomatiske Løbebane: 1812—14 Legationssekretær
i Kassel, 1814—16 dels anvendt til flere Kurersendelser,
dels attacheret de danske befuldmægtigede paa Wienkongressen,
1816—28 Legationssekretær i Wien og derefter i Paris, hvor han (efter
i flere Perioder at have fungeret som Chargé d'affaires, bl. a.
ogsaa i Wien 1829—31) 1836 udnævntes til kgl. Gesandt. Hans
betydeligste Indsats som Diplomat var Forberedelserne til Prins
Christian Frederiks (Chr. VIII.) Modtagelse i Paris 1821 (dav. K.
en Tid var Chargé d'affaires her) og Afslutningen paa sin Regerings
Vegne af en Handels-og Skibsfarts-Konvention med Frankrig 1842
samt en lignende med Sardinien 1843. — v. K. var i flere Henseender
en dygtig Diplomat med et klart Blik for politiske Forhold, altid
godt underrettet om den store Politik og politiske Intriger, samt
en meget tjenstivrig Embedsmand, men vel at mærke kun, naar
Dpnsk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. II

162 v. Koss, J.
det gjaldt Virken for højtstaaende Personer og derigennem egen
Vinding. Hans ikke ringe Akkomodationsevne lod ham med Lethed
i Aarene efter Wienkongressen slutte sig til dennes ultrakonservative
og ultralegitimistiske Principper og senere under Julikongedømmet
kaste alt »ultra« over Bord. Han havde en vis Evne
til at komme i intim Forbindelse med Tidens indflydelsesrigeste
Personer, bl. a. med Ludvig Philip og dennes Familie, der behandlede
ham som »un enfant gåté«, — Forbindelser, han i stor Udstrækning
benyttede til Fordel for sit Fædreland og ikke mindst
for sig selv. Yndet af sin Samtid var han langtfra. Hertil bidrog
baade hans ydre Fremtræden — et »bukkende Væsen« — og hans
personlige Egenskaber. Han var en meget egoistisk, fremadstræbende
Natur, der ofte stillede sig selv i et fordelagtigt Lys
paa andres Bekostning, saaledes Forgængeren i Paris, Juels. Ogsaa
hans bestandige Pengeforlegenhed skadede ham, der aldrig havde
haft nævneværdig personlig Formue. Slet Økonomi og ringe Indtægt
af de Godser i Spanien, som hans smukke, fra Tyrkiet stammende
Hustru ejede, førte ham ind paa Spekulationer og hasarderede
Projekter, der tillige med uheldige Forbindelser bragte ham i
stadig dybere Gæld. Tiltagende Rygter om v. K.s Gældsforhold tvang
i Sommeren 1845 Regeringen til at opfordre ham til at søge Orlov og
overdrage Undersøgelsen og Afviklingen af sine pekuniære Forhold
til to Regeringskommissærer. Han blev i Dec. 1845 rappelleret, samtidig
med at Statskassen overtog hans Forpligtelser. I Begyndelsen
af 1847 ordnedes K.-Affæren endeligt: Af hans Gæld paa
300 000 Frc. maatte Staten betale ca. 100 000 Frc., medens en
Trediedel af hans Pension paa 3000 Rdl. aarlig skulde tilbageholdes,
indtil hans Gæld til Statskassen var dækket. Efter sin
Afskedigelse opholdt v. K. sig i Udlandet. — Kammerherre 1821.
— R. 1815. DM. 1828. K. 1836.
Orla Lehmanns efterl. Skrifter. Udg. af Hother Hage, I, 1872, S. 142 f.
L. Daae: Breve fra Danske og Norske, 1876, S. 15, 103 f., 106, 111 f., 126,
: 3 2 > '37- C. van Dockum: Gamle Minder fra Tjeneste-Aarene ombord i
franske Skibe 1823—29, 1888, S. 238 ff. V. Rothe: Mit Livs Erindringer, I,
1888, S. 109. Elise v. Bernstorff: Ein Bild aus der Zeit 1789—1835, 1896,
S. 166 ff. P. Andræ: C. G. Andræ, II, 1909, S. 53, 55; III, 1911, S. 17. Dsk.
Mag., 5. Rk., V, 1904, S. 29 ff., 35 ff.; 6. Rk., III, 1923, S. 327; IV, 1928,
S. 83. Personalhist. Tidsskr., g. Rk., VI, 1934, S. 7, 12, 42, 52, 64, 67. H. J.
Hansen Glædemark: Danske Gesandtskaber i Paris 1820—64 (Danske i Paris
gennem Tiderne, II), .938. ff y H g m m GUdmarkm
v. Koss, Johann Christoph, 1668—1716, Officer. F. 1668 i
Mecklenburg, d. 11. April 1716 ved Akershus, begr. i Modum

v. Koss, Johann. 163
K. Forældre: Adam Jochim v. K. til Wiltz (1634—1712) og Catharina
Elisabeth v. Heinen (d. 1703). Gift med Maria Josepha
de Butcher, d. 21. Nov. 1724 paa Hem, Hof Sogn, D. af
Parlamentsraad i Lille Adam de B. og Elisabeth de Calle.
J. v. K. blev 1683 Fændrik i et norsk Infanteriregiment,
1686 Sekondløjtnant, 1690 Premierløjtnant, 1695 Kaptajnløjtnant,
1698 Kaptajn; men han har samtidig flere Aar i to Overgange
været i fransk Tjeneste ved Regimentet »Royal Danois«. Ved et
Udfald fra Akershus mod de fra Kristiania angribende Svenske
fik han sit Banesaar. — Epitafium i Modum K. — Hans Søn,
Christian v. K., f. 31. Okt. 1698 paa Solberg i Skedsmo, d. 1. Nov.
1758, deltog som Sergent i ovenn. Udfald (1716) og skal have
baaret sin døde eller dødeligt saarede Fader tilbage i Fæstningen;
blev Sekondløjtnant s. A., deltog i Angrebene paa Goteborg og
Stromstad n. A. og faldt senere i Fangenskab, uvist hvor; blev
Premierløjtnant 1718, 1736 kar., 1743 virkelig Kaptajn, fik 1746
Karakter som Oberstløjtnant, 1750 som Oberst og blev 1753 virkelig
Oberstløjtnant (kar. Oberst). Paa en Tjenstrejse 1758 druknede
han i Byglandsfjord i Kristianssand Stift. Han havde flere Gange
foretaget længere Rejser i Udlandet. Han var Medejer af Omdals
og Hyllestads Kobberværker.
Genealog. Nachrichten von der Familie v. Koss, 1789, S. 35, 57 f. Goth.
Genealog. Taschenbuch der adeligen Håuser. Deutscher Uradel, XXVIII,
1929, S. 460—64. L. Daae: Det gamle Christiania, 2. Udg., 1891, S. 145.
Milit. Tidsskrift, XVII, 1888, S. 337. Bidrag til den store nordiske Krigs
Hist., udg. af Generalstaben, VIII, 1927. Rockstroh ( H. W_ Harbou).
Krabbe. Navnet K. har været ført af flere danske Uradelslægter,
af hvilke to endnu lever. Den ældste, Slægten K. fra Østergaard,
som fører en Sølvbjælke i rødt Felt, føres tilbage til Niels Mikkelsen,
der nævnes 1336, hvis Sønnesønner var Biskop i Odense Erik
Jensen K. (d. 1375) og Ridderen Niels Mikkelsen K. (nævnt 1390
og 1434) til Nissum. Dennes Søn, Rigsraaden Morten K. (d. 1483)
til Bustrup og Nissum, var Fader til Ridderen Mogens K. (d.
1505) til Bustrup, Glob K. (d. 1543) til Østergaard (o: Nissum)
og Skovsgaard — hvis Søn var nedenn. Rigsraad Iver K.
(d. 1561) til Østergaard, Krabbesholm og Skovsgaard — og Mikkel
K. (nævnt 1481 og 1523) til Vesløsgaard, hvis Sønnesøns Søn,
nedenn. Statholder Gregers K. (1594—1655) til Torstedlund m. m.
var Fader til nedenn. Oberst Niels K. (1651 —1708) til Hverringe.
Ovenn. Ridder Mogens K. (d. 1505) til Bustrup var Fader til
Ærkedegn i Aarhus, Dr. jur. Morten K. (d. 1517) og til nedenn.

164 Krabbe.
Rigsmarsk Tyge K. (1474—1541) til Bustrup og Vegholm, af hvis
Børn skal nævnes Mogens K. (1513—64) til Vegholm og Skellinge
og de nedenn. Elsebe K. (1514—78), gift med Rigsadmiralen
Peder Skram (d. 1581, s. d.) til Urup, og Rigsraaden Erik K.
(1510—64) til Bustrup, der var Fader til nedenn. Anne K. (1552—
1618), gift med Jacob Bjørn (1561—96) til Stenalt, og til Christian
K. (nævnt 1583 og 1606) til Bjørnholm og Aastrup; hans Søn Erik
K. (1593—1659) til Strandbjerggaard m. m. var Fader til nedenn.
Gehejmeraad Otte K. (1641 — 1719) til Holmegaard m. m., hvis
Datter Charlotte Amalie K. (1689—1709) ægtede Generaladmiral
Ulrik Christian Gyldenløve (1678—1719, s. d.). — Ovenn. Mogens
K. (1513—64) til Vegholm og Skellinge var Fader til Niels K.
(1541—84) til Vegholm — hvis Søn Mogens K. (1576—1614) til
Vegholm var gift med Slægtebogsforfatterinden Lisbet Bryske
(1585—1674, s. d.) — og til Ritmester Tage K. (1553—1612) til
Røssjøholm og Jordbjerg, der var Fader til Karen K. (1597—
1662), først gift med Johan Friis (1585—1635) til Ørridslev, siden
med Holger Rosenkrantz d. Rige (1586—1647) til Glimminge.
samt til de nedenn. Statholderen Iver K. (1602—66) til Jordbjerg
m. m. og Ridderen Niels K. (1603—63) til Skellinge og Bæltebjerg.
Af disse var Hr. Iver Fader til nedenn. Jørgen K. (1633—78) til
Krageholm, der blev optaget i svensk Friherrestand, og til Ritmester
Tage K. (d. 1676) til Gunderslevholm, fra hvem hele den
nu i England og Sydamerika levende Slægt stammer.
Slægten K. af Damsgaard, der muligvis har antaget Navnet i
Kraft af en Forbindelse med den i 15. og 16. Aarhundrede levende
Slægt K. af Herpinggaard, føres tilbage til Christen K. (ca. 1480—
efter 1552) til Damsgaard og Ferringgaard, hvis Sønnesøn Godske
K. (nævnt 1580 og 92) var Oldefader til nedenn. Etatsraad Ole K.
(1656—1728) til Bjerre. Blandt dennes Børn skal nævnes Oberst
Frederik Christian K. (1713—76) — Fader til nedenn. Kommandørkaptajn
Peter Greis K. (1755—1807) — og Kaptajn Henrik
K. (1687—1719), hvis Sønnesøn, Toldforvalter i Ærøskøbing Johan
Henrik Bernhard Ludvig K. (1751—1809) var Fader til Major
Carl Frederik K. (1793—1849), nedenn. Generalløjtnant Oluf K.
(1789—1864) og Frederik Anton Monrad K. (1808—81) til Holgershaab,
hvis Søn var nedenn. Kammerherre Christopher K.
(1833—1913) til Hald. Generalløjtnant Oluf K. (1789—1864)
var Fader til Mathilde K. (1841 —1908), gift med Digteren Christian
Knud Frederik Molbech (1821—88, s. d.), og til nedenn.
Zoolog, Professor Harald K. (1831—1917), hvis Sønner er de nedenn.
Overretssagfører, Kommitteret Jon Haraldsen K. (f. 1874),

Krabbe. 165
Professor Oluf Haraldsen K. (f. 1872), Fyrdirektør Thorvald Haraldsen
K. (f. 1876) — gift med sin Kusine Margrethe K. (f. 1871)
— og Overlæge Dr. med. Knud Haraldsen K. (f. 1885).
Af borgerlige skal nævnes den fra Sognepræst i Kattrup, Ørridslev
og Tolstrup, Provst i Voer Herred Jens Pedersen K. (ca. 1650—98)
stammende Slægt. Provsten, der maaske kan antages at være Søn
af Præsten Peder Johansen K. (d. 1657) i Spandet, var Fader til
Regimentskvartermester Hans K. (ca. 1689—1726), hvis nedenn.
Søn, Gehejmeraad, Admiralitetsdeputeret Frederik Michael K.
(1725—96) var Fader til Margrethe Eleonore K. (1761—1847),
gift med Kammerherre, Amtmand August Adolph Friedrich Hennings
(1746—1826, s. d.), og til nedenn. Statsminister Hans K.-
Carisius (1771 —1845).
Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928, II, S. 7—34; XLVI, ig2g, II, S. 313;
XLVIII, 1931, II, S. 161; XLIX, 1932, II, S. 194; LII, 1935, II, S. 147. —
Samme, XLV, 1928, II, S. 35—67; XLVI, 1929, II, S. 313; LII, 1935, II,
S. 148. — Personalhist. Tidsskr., 8. Rk., VI, 1927, S. 161—68.
Albert Fabritius.
Krabbe, Anne, 1552—1618, lærd Adelsdame. F. 29. Juli 1552
paa Aastrup, d. 17. Febr. 1618 paa Stenalt, begr. i Ørsted K.
Forældre: Erik K. til Bustrup (1510—64, s. d.) og 2. Hustru. Gift
1. Sept. 1588 med Jacob Bjørn til Stenalt (s. d.).
Som Enke styrede A. K. Stenalt Gods, lod især Ørsted Kirke
udsmykke og dyrkede i øvrigt aandelige Interesser. Hun udgav
»En liden nyttig Bøne-Bog« (1612) og (oversat efter Christoph
Fischer) »Haand Postilla« (1616). Større Betydning har hendes
haandskrevne Efterladenskaber, mest besørget af Skrivere. I Rigsarkivet
findes et Bind jyske, sjællandske og fynske Antikviteter
(overvejende Afskrifter af Ligsten og Epitafier), i Det kgl. Bibliotek
et Pergamenthaandskrift med danske Kongebilleder, forskellige
Slægtebogs-Redaktioner, en Kopibog med mange, ellers tabte,
Breve, en Renskrift af hendes Folkevise-Haandskrift, indrettet efter
A. S. Vedels Mønster, samt en Lægebog; begge Steder findes tillige
Rester af hendes (muligvis til Dels egenhændige) Vaabenbog-
Arbejder. Foruden Bibliotek havde A. K. ogsaa et Kunstkammer
og ejede bl. a. Christian I.s Rejsealter (nu i Nationalmuseet). En
Runesten, hun havde ladet flytte ind i Stenalt Have, og hvoraf
kun et Brudstykke er bevaret, har Ole Worm beskrevet. A. K.
hører til de mest fremragende blandt vore lærde Adelsdamer. —
Træskaaret Portræt paa Stolestade i Ørsted K. — Portræt paa
Ligstenen sst.

166 Krabbe, Anne.
Danmarks Adels Aarbog, IV, 1887, S. 95 f.; XLV, 1928, II, S. 17. Fra
Randers Amt, XX, 1926, S. 5—60. Aarb. f. nord. Oldkyndighed, 1926,
S. 77—98. Festskrift til Kr. Erslev, 1927, S. 323—27. Personalhist. Tidsskr.,
9. Rk., II, 1930, S. 26—35. Nordisk tidskr. for bok- och biblioteksvåsen,
XIX, 1932, S. 9—12. Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis,
2. Rk., VIII, 1936, S. 498—507. Lis Jacobsen og Erik Moltke: Danmarks
Runeindskrifter, 1938, Sp. 148. D D ...
ri. raulll.
Krabbe, Christopher, 1833—1913, Politiker. F. 20. Juli 1833
paa Holgershaab, Falster, d. 22. Maj 1913 i Hellerup, begr. i
Finderup ved Viborg. Forældre: Godsejer Frederik Anton Monrad
K. (1808—81) og Vilhelmine Nyrop (1799—1876). Gift 1.
Nov. 1861 i Kbh. (Trin.) med Malerinden Marie Dorothea Boesen,
f. 8. April 1837 paa Højergaard i Herlev ved Kbh., d. 11. Juni
1918 i Ærøskøbing, D. af Gaardejer, Instrumentmager Joachim
B. (1803—77) og Henriette Cathrine Knudsen (1805—65, gift
1° 1824 med Elev ved Det kgl. Teater, senere Told- og Konsumtionsbetjent
i Kbh. Carl Christian Wolberg, 1804—33).
K. blev Student 1852 fra Sorø og cand. juris 1859. Han var
tidligt politisk interesseret i Venstreretning og kom straks efter
Eksamen ind paa journalistisk Virksomhed, var 1859—61 Redaktør
af »Fyns Avis« og April—Juni 1863 af det københavnske Dagblad
»Danmark«, der efter først at have været ejet af Hall var overgaaet
til Blixen-Finecke. Under en Pennefejde med »Berlingske
Tidende« vakte K. Opsigt ved et personligt Overfald paa dette
Blads Redaktør H. Buchheister. Marts 1863 udgav han under
Mærket Saxo Politicus Pjecen »Kort Udsigt over Danmarks Historie
1864—65«, et vittigt og snertende Angreb paa de nationalliberale
Førere og deres famlende Politik over for Tyskland og Sverige.
1864—68 var K. Medarbejder ved »Fædrelandet« og samtidig et
Par Aar Fuldmægtig hos Balth. Christensen, gik derefter helt over
i juridisk Virksomhed, blev 1868 Prøveprokurator, 1870 Overretsprokurator,
1871 Birkedommer paa Fejø, 1876 Byfoged og
Borgmester i Grenaa, 1883 i Skive, 1886 Herredsfoged i Lysgaard
m. fl. Herreder med Bolig i Kellerup, fra hvilket Embede han tog
sin Afsked 1909. 1881—92 ejede han Hald ved Viborg.
Allerede 1861 var K. traadt aktivt ind i Politik, idet han stillede
sig til Folketinget i Brobyværk, men trak sig tilbage inden Afstemningen.
1864 valgtes han i Kalundborg og beholdt Kredsen, til
han 1884 undlod at stille sig; 1864—66 var han tillige Medlem af
Rigsraadet. Han var Ejderdansk, Skandinav og Frihedsmand med
Tilknytning til Bondevennerne, udtalte sig Aug. 1864 mod »Systemet
af 15. Nov.« og var under Grundlovsforhandlingerne en af

i68 Krabbe, Christopher.
Medlem af Finansudvalget og Okt. 1909—Juli 1910 Forsvarsminister
i Ministeriet Zahle. Hans Stejlhed bragte ham i den
sidste Egenskab i et skævt Forhold til flere Officerer og krigsministerielle
Embedsmænd. Det vakte hans Partis Uvillie, at han
ved Ministeriets Afgang lod sig udnævne til Kammerherre, og
han nedlagde s. A. sit Mandat i Folketinget. Han var fra 1897
Medlem af den danske interparlamentariske Gruppe og 1900—10
af det interparlamentariske Raad. — K. var en Mand af rene
Linier og gammel dansk Fornemhed. Sit stærke Temperament
søgte han at tøjle under kølig Selvbeherskelse, men ikke altid med
Held, og hans utvivlsomme saglige Begavelse var ikke forenet med
oratoriske eller diplomatiske Evner. Det skyldtes lige saa meget
denne Mangel som de ugunstige politiske Forhold, naar hans
Ærgerrighed og hans Retsind ikke bragte ham rigere Frugter. —
Kammerherre 1910. — R. 1875. DM. 1892. — Maleri af Marie
D. Krabbe 1891 i Rigsdagen. Buste af Holm i Familieeje.
Bronzebuste af A. Bundgaard 1910 paa Torvet i Kellerup.
Relief af Carl Mortensen ca. 1922 i Rigsdagen. Litografi
paa Gruppebillede af Det forenede Venstres Mænd 1874. Træsnit
1870.
Zodiacus i Nær og Fjern 4. Nov. 1877. V. Topsøe: Politiske Portrætstudier,
1878, S. 205—13. Fr. Bajer i Nutiden 6. Juli 1879. H. Wulff: Den danske Rigsdag,
1882, S. 232—37. Samme i Den interparl. Gruppes Aarbog, III, 1914,
S. 30—35. N. P. Bransager og Palle Rosenkrantz: Den danske Regering og
Rigsdag, 1901—03, S. 267—73. N. Hjort: Krabbe-Affæren, 1905. N. Neergaard:
Under Junigrundloven, II, 1916. A. F. Kriegers Dagbøger 1848—80,
II—VII, 1921—25. Kalundborg Dagblad 22., 23. og 30. Maj 1913. Hans
Lund: Sofus Høgsbro. Brevveksling og Dagbøger, I—II, 1923—24.
Povl Engelstnft.
Krabbe, Elsebe, 1514—78, Adelsdame. F. 12. April 1514 paa
Helsingborg Slot, d. 8. Marts 1578 paa Laholm Slot, begr. i Østbirk
K. Forældre: Tyge K. (s. d.) og Hustru. Gift 2. Febr. 1535
paa Helsingborg Slot med Peder Skram (s. d.).
Som Barn var E. K. i Huset først hos sin Mormoder og senere
hos sin ældre Søster Magdalene. Under den bekendte Herredag
i Kbh. ved St. Hansdags Tid 1533 trolovedes hun under stor
Højtidelighed og i Nærværelse af en talrig og meget repræsentativ
Forsamling med Peder Skram. Den paafølgende Borgerkrig, hvori
hendes Fæstemand i saa høj Grad udmærkede sig, gjorde det længe
nødvendigt at udskyde Brylluppet. Efter Krigens Afslutning boede
Ægteparret i ti Aar paa Helsingborg Slot, som Peder Skram havde
overtaget efter sin Svigerfader; senere var deres Liv mest knyttet

Krabbe, Elsebe. 169
til Halland, hvor E. K. havde bragt sin Mand Herregaarden
Skedal, og hvor han fra 1558 til sin Død var Slotsherre paaLaholm.
Ægteskabet var meget harmonisk og selv efter den Tids Maalestok
usædvanlig frugtbart; E. K. fødte sin Ægtefælle ikke mindre end
atten Børn, hvoraf dog kun de syv overlevede Forældrene; alene
1566 mistede de fire voksne Sønner. Ogsaa paa anden Maade
bragte Syvaarskrigen dem alvorlige Ulykker; Halland hærgedes af
Fjenden, Skedal brændte, og Laholm belejredes baade 1565 og
1568; begge Gange lykkedes det dog at afslaa Angrebet. Til Minde
herom forfattede E. K. en endnu bevaret Takkesalme. Hun havde
i det hele taget sin Slægts udprægede Sans for boglig Syssel i Arv.
Navnlig har hun gjort sig fortjent ved at skildre sin Mands Bedrifter;
men desuden efterlod hun sig i Haandskrift en Samling
danske Ordsprog foruden forskellige Bønner og genealogiske Optegnelser.
Hendes Breve til Veninden Birgitte Gjøe giver et
godt Indtryk af hendes djærve, noget mandhaftige Karakter, hvis
Kraft i Modgang umiskendeligt havde sin Rod i alvorlig luthersk
Gudsfrygt. — Billede paa Gravstenen i Østbirk K., gengivet i
Træsnit. Monument af O. Evens 1886 paa Kgd. sst.
Danmarks Adels Aarbog, XXXIII, 1916, S. 466 f.; XLV, 1928, II, S. 15.
H. F. Rørdam: Monumenta Hist. Dan., 1. Rk., II, 1875, S. 1 —116. Samme
i Personalhist. Tidsskr., 1. Rk., VI, 1885, S. 159 f. Breve til og fra Herluf
Trolle og Birgitte Gjøe, udg. ved G. L. Wad, II, 1893. H Bruun.
Krabbe, Erik, 1510—64, til Bustrup, Rigsraad. F. 22. Nov.
(efter anden Angivelse 9. Aug.) 1510 paa Helsingborg Slot, d. 6.
Jan. 1564 paa Aastrup, Voldborg H., begr. i Soderup K. Broder
til Elsebe K. (s. d.). Gift i° Febr. 1539 paa Valden med Karen
Lykke, d. 1540, begr. i Soderup K., D. af Rigsraad Joachim L.
(s. d.) og 2. Hustru. 2° 1542 paa Holmekloster med Margrethe
Reventlow, f. 10. Febr. 1525, d. 25. Marts 1606, begr. i Jordløse
K., D. af Anders Jacobsen R. til Søbo (d. 1535) og Sidsel Nielsdatter
Lange (d. 1553).
E. K. bestemtes for den gejstlige Stand og sendtes, vistnok 1531,
for sine Studiers Skyld til Frankrig. S. A. fik han, formodentlig
til Bestridelse af Udgifterne ved Rejsen, Domprovstiet i Roskilde
og havde senere ogsaa Præbender i Aarhus (indtil 1540) og i
Viborg. Om hans Studier i Udlandet vides intet nærmere. Han
har uden Tvivl, som vanligt var for Gejstlige, der aspirerede til
højere Stillinger i Kirken, især studeret Jura. Hans Indsigt i dette
Fag og hans alsidige Dannelse tyder paa, at han har benyttet
sin Tid godt, ligesom de gode Sprogkundskaber, for hvilke han

170 Krabbe, Erik.
roses, gør det sandsynligt, at han har besøgt andre Lande end
Frankrig. Han foranledigede under sit Ophold i Udlandet Baseludgaven
af Saxo 1534. Senest 1535 var han igen i Danmark,
hvor Reformationen imidlertid forandrede hans Livsbane. Domprovstiet,
med hvilket siden 1539 fulgte Stillingen som en af
Universitetets Konservatorer, bevarede han vel til 1543, men i
øvrigt gik han inden længe over i Statstjenesten, hvor han blev
en stærkt benyttet Mand, der paa Grund af sine Kundskaber, sin
praktiske Dygtighed og sin Karakter nød stor Anseelse og Tillid.
Vistnok 1541 fik han Aastrup Len i Vendsyssel, 1549 tillige Lundenæs
Len, hvilke han begge beholdt til sin Død. Omkring 1543
blev han endvidere Rigsraad og blev baade før og senere i udstrakt
Grad anvendt som Diplomat; ifølge sin Gravskrift skal han have
deltaget i atten diplomatiske Sendefærd. Særlig er hans Navn dog
knyttet til Forsøget paa at tilvejebringe en almindelig dansk Lovbog
til Afløsning af Landskabslovene og den senere spredte Lovgivning.
Dette Arbejde beskæftigede ham allerede før 1557, men
skønt han allerede da mente at være langt fremme med det, og
skønt det ikke manglede paa kraftige Tilskyndelser fra Kongerne,
naaede han aldrig at faa det færdigt. Han havde ogsaa sat sit
Maal højt, idet han ikke vilde nøjes med en blot mekanisk Sammenskrivning
og systematisk Ordning af de ældre Love, men tilsigtede
at bearbejde dem og navnlig at udfylde dem paa ulovbestemte
Omraader, saa at der kunde fremkomme en fuldstændig
og moderne Lovbog. Der er bevaret omfangsrige Udkast til de
fleste Afsnit af Lovbogen, til Dels i fuldt gennemarbejdet Form,
og af disse ses, at E. K. havde ikke faa Forudsætninger for at løse
Opgaven godt, bl. a. Evne til at formulere Retsreglerne klart og
i et godt Sprog. Af hans Program fulgte, at han paa mange Omraader
maatte gøre Laan fra romersk og anden fremmed Ret,
men hvor ældre brugelige danske Love forelaa, holdt han sig
til dem.
Foruden Lovudkastet haves fra E. K.s Haand en god højtysk
Oversættelse af Jyske Lov, dediceret til Christian III. 1557. Den
var vistnok tænkt som en Afløser af den i Sønderjylland benyttede
plattyske Tekst, men blev først udgivet af P. H. Resen 1684 sammen
med en lille af E. K. forfattet tysk Afhandling om Vrag.
E. K.s Forhold til en tysk Oversættelse af Thords Artikler er derimod
ikke klart. Han digtede ogsaa Salmer, af hvilke fire blev
optagne i Hans Thomesens Salmebog (1571), og Lyskander tilskriver
ham endelig Forfatterskabet til den rimede Kong Hans'
Krønike, der optoges i Udgaven af Rimkrøniken 1533, men Rigtig-

Krabbe, Erik. I7I
heden af denne Tradition er bestridt. E. K. var i det hele en
aandelig interesseret Mand; Niels Hemmingsen, der dedicerede
ham sin »De lege naturæ«, omtaler ham som sin Velgører. Sit
Bibliotek efterlod han til Roskilde Skole. — E. K. blev Ridder ved
Frederik II.s Kroning 1559. Han var Ejer af Fædrenegaardene
Bustrup og Aastrup samt af Parter i Skernegaard og Bjørnholm,
arvede efter den mødrene Slægt. — Ligsten med Portræt i Soderup
K. Maleri paa Fr.borg; Kopi fra 1865 i Familieeje. Stik
fra 18. Aarh.
Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928, II, S. 15. Kong Valdemar den
Andens Jysk Low-Bog, udzat paa Tysk af Erik Krabbe, 1684, Fortalen. T. de
Hofman: Dsk. Adelsmænd, II, 1778, S. 206—10. H. F. Rørdam: Kbh.s
Universitets Hist. 1537—1621, I, 1868—69, S. 415 ff. Kofod Ancher: En
dansk Lov-Historie, I, 1769, S. 193—gg; II, 1776, S. 195. V. A. Secher: Kong
Kristian V.s Danske Lov, 1883, S. 7—12. Danmarks gamle Landskabslove,
VI, 1937, Indledning, S. XXVI ff. D , , , -,
30 ' 6 Poul Jons. Jørgensen.
Krabbe, Frederik Michael, 1725—96, Søofficer. F. 28. Maj 1725
i Esrom, d. 26. Okt. 1796 i Skelskør, begr. sst. Forældre: Regimentskvartermester
Hans K. (ca. 1689—1726) og Margrethe Eleonore
Klein (1689—1761, gift i° med Major Johann Heinrich
v. Harrasofsky (d. Arra), d. 1712). Gift i° 12. Nov. 1759 i Kbh.
(Holmens) med Cæcilie Andrea Bille, døbt 16. Marts 1742 i Assens,
d. 29. Juni 1764 i Kbh. (Holmens), D. af Premierløjtnant, senere
Kontreadmiral Daniel B. (s. d.) og Hustru. 2° 6. Okt. 1766 i
Ormslev med Christiane Charlotte Charisius, f. 28. Juni 1738 i
Ormslev, d. 8. Dec. 1771 i Kbh. (Holmens), D. af senere Konferensraad
Constantin August C. til Constantinsborg (1712—76,
gift 2° 1771 med Else Mariane Falkenskiold, 1737—1801, gift
2° 1784 med Sognepræst i Vinding, Bryrup og Vrads, Provst,
Konsistorialraad Jørgen Melchiorsen Holst, 1710—84 (gift i° 1752
med Johanne Below Reedtz, f. 1720, 2° 1766 med Edvardine Marie
Hoff, 1741—71)) og Baronesse Kirstine Giildencrone (1709—70).
3 0 13. Nov. 1772 paa Broholm med Edel Margrethe Sehested,
f. 20. Febr. 1749 paa Rygaard, d. 7. Nov. 1827 i Skelskør, D. af
Ritmester, senere Oberstløjtnant Anders S. til Broholm (1720—99)
og Vibeke Marie v. Pultz (1729—1811).
K. blev Kadet 1742, var 1746 med Orlogsskibet »Sydermanland«
i Eskadren til Algier under Ulrich Danneskiold-Samsøe og
blev Sekondløjtnant 1749. Da han havde vist særlige Anlæg for
Matematik, blev han paa Admiral U. F. Suhms Anbefaling sammen
med Løjtnant F. C. Kaas udset til at studere Skibsbyggeri,
hvorfor de begge ansattes som Auscultanter i Konstruktionskom-

172
Krabbe, Frederik.
missionen og fik Undervisning af Overskibsbygmester A. Turesen.
1752—56 foretog K. og F. C. Kaas en Studierejse til England,
Frankrig, Italien og Holland. Efter sin Hjemkomst blev han, der
1755 var blevet Premierløjtnant, Medlem af Konstruktionskommissionen,
1758 Fabrikmester efter D. de Thurah og Kaptajnløjtnant
og 1760 Kaptajn. Han byggede tolv Linieskibe og syv
Fregatter m. m., alle gode og smukke Skibe med Benyttelse af
Erfaringer baade fra England og Frankrig. K. var en solid Fabrikmester,
dog uden at være noget Geni, men hans Skibe var gennemgaaende
dyrere end tilsvarende af tidligere Bygning. En vigtig
Forbedring skyldes ham. Da Tredækkerne, hvoraf han byggede
vor sidste, »Christian VIL«, senere omdøbt til »Prøvesteen«, var
meget kostbare at bygge og dyre i Driften og tilmed ret store for
vore indre Farvande, byggede han en Todækker med 80 Kanoner
af ensartet og svært Kaliber, »Den Prægtige«, med større offensiv
Kraft end Tredækkeren med 90 Kanoner. 1767 blev han Kommandørkaptajn,
og 1772 afgik han fra Fabrikmesterstillingen og
udnævntes til 2. Civil-Deputeret i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet,
hvor han 1778 avancerede til 1. Civil-Deputeret. Da
Kollegiet 1781 blev delt i et Admiralitetskollegium og et Kommissariatskollegium,
indtraadte han i sidstnævnte, indtil de atter
sluttedes sammen 1784. N. A. afgik han med Pension. Han havde
været Medlem af forskellige Kommissioner. K. var en Modstander
af Struensee og har efter dennes Fald henledt P. F. Suhms Opmærksomhed
paa Ønskeligheden af at benytte Lejligheden til at
indskrænke Kongemagten, en Tanke, som mødte Modstand hos
Guldberg. Efter sin Afsked trak han sig tilbage til Skelskør, hvor
han skrev sine Memoirer. — Etatsraad 1772. Kammerherre 1774.
Gehejmeraad 1781. — Hv. R. 1781. — Tegning paa Fr.borg.
Maleri forhen hos Slægten Barner.
Fr. M. Krabbe: Levnets-Beskrivelse, 1793. F. Schiern: Bidrag til Oplysning
af Katastrophen den 17. Jan. 1772, i Hist. Tidsskr., 4. Rk., II, 1870
—72, S. 829 f. Personalhist. Tidsskr., 8. Rk., VI, 1927, S. 161—68.
Th. Topsøe-Jensen.
Krabbe, Gregers, 1594—1655, til Torstedlund, Statholder i Norge.
F. 12. Jan. 1594 paa Vesløsgaard, d. 20. Dec. 1655 paa Akershus,
begr. i Aarestrup K. Forældre: Niels K. til Vesløsgaard og Torstedlund
(— 1597-—) og Vibeke Ulfstand (1559—1611). Gift i° 12.
Sept. 1630 i Odense med Helvig Rud, f. 11. Okt. 1613 paa Hindsgavl,
d. Natten mellem 23. og 24. Nov. 1638, begr. i Odense,
D. af Corfitz R. til Enggaard (1573—1630) og Birgitte Olufsdatter

Krabbe, Gregers. 173
Rosensparre (1586—1645). 2 0 1. Febr. 1646 i Viborg med Dorthe
Daa, f. 14. Juli 1617 i Trondhjem, d. 28. Maj 1675, begr. i Aarestrup
K., D. af Rigsadmiral Claus D. til Hverringe (s. d.) og
2. Hustru.
Hjemkommet fra en niaarig Udenlandsfærd (immatr. i Leipzig
1608, i Orleans 1613, i Strasbourg og Padova 1615) blev G. K.
1617 Sekretær i Kancelliet. 1622 forlenedes han med et Kannikedømme
i Lund, 1623 ombyttet med et i Viborg, 1623 med Pandumgaard
(til 1640), 1627 med Hindsgavl (til 1639), 1639 med Riberhus
(til 1651). 1623—25 fungerede han som øverste Sekretær.
Efteraaret 1625 sendtes han til Bremen, fulgte 1626 Christian IV.
i den tyske Krig og ledsagede 1628 Hertug Frederik i Begyndelsen
af hans Udenlandsrejse. Sept. 1638—Febr. 1639 og fra Dec.
1639 var han Krigskommissær ved de til Hertugdømmerne sendte
Unionstropper. Maj 1640 optoges han i Raadet, i hvilket han
talte for Udsoning med Generalstaterne og Hamburg (sml. bl. a.
hans Indlæg af Dec. 1641). Aug.-Dec. 1640 fulgte han Corfitz
Ulfeldt paa hans Ambassade til England, 1641—42 Grev Valdemar
Christian paa hans første Rejse til Rusland. Juli 1643 forhandlede
han i Kolding med gottorpske deputerede om Forlængelse af
Unionen. Aug. s. A. sendtes han med Just Høg til Fredskongressen
i Osnabriick, men maatte paa Grund af det svenske Fredsbrud
allerede Jan. 1644 vende hjem. Aug. s. A. forhandlede han med
de nederlandske Gesandter i Kbh., Sept. blev han Landkommissær
i Jylland. Efter Hannibal Sehesteds Fald blev han efter Raadets
Indstilling Juli 1651 hans Eftermand som Statholder i Norge og
Lensmand paa Akershus. Statholdermyndigheden blev samtidig
stærkt beklippet, og den aldrende Mand satte ikke stærke Spor
efter sig i sit nye Embede. Han gør Indtryk af at have været en
jævnt dygtig og godlidende Mand; af Bønderne i Hindsgavl Len
var han vellidt, skønt han øgede deres Ladegaardshoveri. Han
ejede bl. a. Fuglsang (Musse H.), Enggaard (nu Gyldensteen,
Skovby H.), Torstedlund (Hornum H.) og Sønderlund (sst.). —
Forsvundet Epitafium i Aarestrup K. Maleri af Wuchters (Fr.borg).
Maleri paa Egeskov. Tvivlsomt Portræt paa Ribe Raadhus. Stik
af H. A. Greys fra Ligprædikenen.
H. Stockfleth: Ligprædiken over G. K., 1656. Dsk. Mag., 3. Rk., IV, 1854
(se Register) og 4. Rk., V, 1884, S. 7 f. Kr. Erslev: Aktstykker og Oplysninger
til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV.s Tid, I—III,
1883—90. L. Laursen: Danmark-Norges Traktater 1523—1750, IV, 1917.
E. Bull: Kristianias Historie, II, 1927. Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928,
II, S. 19. O. A. Johnsen: De norske Stænder, 1906, S. 271—83.
J. A. Fridericia (C. 0. Bøggild Andersen*).
r

174
Krabbe, Harald.
Krabbe, Harald, 1831—1917, Anatom og Zoolog. F. 13. Marts
1851 i Kbh. (Garn.), d. 25. April 1917 paa Frbg., begr. sst. (Solbjerg).
Forældre: Kaptajn, senere Generalløjtnant Oluf K. (s. d.)
og Hustru. Gift 21. Juli 1871 i Reykjavik med Kristin Jonsdottir
Gu&mundsson, f. 25. Maj 1841 i Kirkjubær, Island, d. 14. Aug.
1910 i Kbh., D. af Landsretsprokurator, Redaktør Jon G. (1807
—75) °S HolmfriS ur Thorvaldsdottir (1812—76).
K. blev 1848 Student fra Metropolitanskolen, hvorpaa han
begyndte det medicinske Studium, som han afsluttede med Embedseksamen
1855. To Aar efter erhvervede han den medicinske
Doktorgrad paa en Afhandling om Fosforsyremængden i Urinen.
Men hermed afsluttedes hans medicinske Løbebane. K. havde
ingen Interesse for Lægegerningen, hvorimod han igennem sit
Studium og Naturhistorisk Forenings Møder var blevet stærkt paavirket
af Steenstrup og Eschricht og havde faaet levende Interesse
for Anatomi og Zoologi, og det blev paa disse Videnskabers Omraade,
at han til Trods for sin medicinske Uddannelse kom til at
yde den Indsats, der gjorde hans Navn europæisk kendt. Han
foretog 1857—58 en større Udenlandsrejse, paa hvilken han stiftede
Bekendtskab med adskillige førende tyske Zoologer og Anatomer
(Johs. Muller, Virchow, Haeckel, Focke), med hvilke han Livet
igennem bevarede et nært Venskabsforhold. Efter Hjemkomsten
blev han Assistent hos Veterinær- og Landbohøjskolens Lærer i
Anatomi (Bendz), hvilken lavt gagerede Stilling han indehavde i
22 Aar, hvorpaa han blev Bendz' Efterfølger som Lærer, fra 1892
Professor i Anatomi (indtil 1893 tillige i Fysiologi). De mange
Aars Ventetid blev yderligere en tung Tid, fordi K. fik et svækket
Syn, der efterhaanden gjorde ham næsten blind i det centrale Synsfelt
og 1902 tvang ham til at trække sig tilbage fra Professoratet.
K. blev 1863 sendt til Island af Regeringen for at udfinde
Ekinokoksygens Aarsagsforhold, en Rejse, der fik afgørende Betydning
for ham, idet han derved bragtes ind paa det Forskningsomraade,
Indvoldsormene, inden for hvilket hans væsentlige Indsats
ligger. Det lykkedes ham ikke alene at udrede Ekinokoksygens
Aarsagsforhold, men tillige at fremsætte praktiske Forslag til dens
Bekæmpelse, hvilket har bevirket, at denne Sygdom siden da er
trængt stærkt tilbage paa Island. Resultatet af Islandsrejsen samt
af andre helmintologiske Undersøgelser er nedlagt i det store
Arbejde »Helminthologiske Undersøgelser i Danmark og paa Island«
(Vidensk. Selsk. Skr., 1865). Senere blev det navnlig Fuglenes
Bændelorme, som blev hans Hovedarbejdsfelt, idet han herom
har skrevet to store Arbejder: »Bidrag til Kundskab om Fuglenes

Krabbe, Harald. 175
Bændelorme« og »Nye Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme«
(Vidensk. Selsk. Skr. 1869 og 1882). Han blev paa dette
Felt betragtet som en international Kapacitet. Foruden disse større
Arbejder har han skrevet en Række mindre, bl. a. om Sælernes og
Tandhvalernes Spolorme, Husdyrenes Indvoldsorme m. fl. Ogsaa
om Trikiner og om Menneskets Bændelorme har han skrevet.
1866 og 1869 holdt han Forelæsninger paa Universitetet om Indvoldsorme.
1876 blev han Medlem af Videnskabernes Selskab.
Som Naturforsker var K. helt af den førdarwinske Skole, præget
i første Linie af Steenstrup og Eschricht, som Anatom tillige af
Adolph Hannover; han er en af de sidste Repræsentanter for de
som Medicinere uddannede Zoologer. — R. 1883. DM. 1894.
K. 2 1907. — Maleri af Marie D. Krabbe 1890 i Familieeje.
Portrætteret af P. S. Krøyer paa Maleri fra Videnskabernes Selskab
1897 (Videnskabernes Selskab).
Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1857. B. Bang i Overs, over Vidensk.
Selsk. Forhandl., 1917. Hj. Ditlevsen i Vidensk. Medd. fra Naturh. Forening,
LXIX, 1917, S. VI. S. Paulli i Maanedsskr. for Dyrlæger, XXIX, 1917—18,
S. 65—68. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danmarks Zoologiske Litteratur, II,
2, 1875, S. 446; III, 1878, S. 506. St. Friis i Den kgl. Veterinær- og
Landbohøjskole 1858—1908, 1908, S. 287—90. j^ SfjUrck
Ved Siden af sin Indsats som Helmintolog udfoldede K. en
betydningsfuld veterinær-anatomisk Virksomhed. Som Anatom var
K. en absolut Modsætning til sin Forgænger, den meget levende,
impulsive Bendz; hans Forelæsninger var tørre, men havde deres
Styrke i den overskuelige, knappe, klare Form; dette prægede ogsaa
K.s anatomiske Lærebøger, »Erindringsord til Forelæsninger
over Hestens Anatomi« (1885), Tillæg indeholdende Afvigelser hos
de andre Husdyr (1889), »Huspattedyrenes, særlig Hestens Bygning
og Liv (Anatomi og Fysiologi) kort fremstillet« (1892). Simon
Paulli har karakteriseret K.s Anatomi-Kompendium som et Mesterstykke,
men denne koncentrerede Gengivelse af Stoffet er unægtelig
tør i Fremstillingen og kræver intensivt Arbejde ved Læsningen.
1893 udskiltes Fysiologien fra Anatomien, idet det viste sig, at det
store Dobbeltfag efterhaanden var blevet for omfattende til at
bestrides alene af Anatomilæreren. Et andet Fremskridt af Betydning
var, at K., der hos Adolph Hannover havde lært Brugen af
Mikroskopet at kende, 1883 indførte et Mikroskopikursus med Eksamensprøve.
Af K.s mindre anatomiske Arbejder skal nævnes »Knæskalleddet
og dets Forhold under Knæleddets Bevægelser« (1886)
og »Bemærkninger om Tyggeredskabernes og Tyggebevægelsernes
mekaniske Forhold« (1892). K. var en dygtig Præparator; fra hans

176 Krabbe, Harald.
Tid er bevaret smukke opmejslede Tandpræparater og tørrede
Blodkar-Injektionsstykker. Han var Censor i Anatomi ved medicinsk
Eksamen til Universitetet 1871—1909 og holdt 1873—1900
Forelæsninger over Hestens Anatomi paa Kunstakademiet, hvor
han indførte Dyreanatomien, 1875—1907 over samme Emne ved
Ride- og Beslagskolen. Spredt i Emnevalget var i øvrigt K.s veterinærvidenskabelige
Produktion, hvad følgende Afhandlinger viser:
»Miltbrand og Kvægpest« (1865), »Forbruget af Hestekjød i Kjøbenhavn,
sammenlignet med Berlin, Wien og Paris« (1871), »Bradsoten
hos Faarene i Island og paa Færøerne« (1872), »Miltbrandemfysemets
Forekomster i Danmark« (1881); særlig bør dog de
fortjenstfulde Arbejder over »Varmemaaling hos Husdyrene« (1871)
nævnes; K. bestemte Husdyrenes Normaltemperatur, hvilket gav
Anledning til almindelig klinisk Temperaturmaaling ved Husdyrsygdomme.
1871 blev K. Medredaktør af »Tidsskrift for Veterinærer«,
1877—94 Eneredaktør. 1881 —1912 var han Medlem af
det veterinære Sundhedsraad. K. var af Karakter stille, tilbageholdende,
faamælt, en saglig, pligtopfyldende Mand, der i sin Videnskab
var grundigt iagttagende og omhyggeligt beskrivende; al
Fantaseren laa ham fjernt. rj- p ••
Krabbe, Iver, d. 1561, til Krabbesholm, Rigsraad. D. 27. April
1561, begr. i Aasted K. Forældre: Glob K. (d. 1543) og Inger
Fasti. Gift med Magdalene Banner, d. 5. Marts 1597, D. af Erik
Eriksen B. (s. d.) og 1. Hustru.
I. K. nævnes tidligst 1532, da der klagedes over en Jagt, som han
og Hans v. der Wisch havde afholdt paa Øen Fur, og hvorved det
var gaaet haardt ud over Bøndernes Korn og Kreaturer. 1534
blev han i Slaget ved Svendstrup taget til Fange af de oprørske
Bønder, men fik sin Frihed igen ved Aalborgs Indtagelse. Snart
efter finder man ham blandt de mest betroede Lensmænd; 1536
fik han Kbh.s Slot, et Par Aar efter Krogen; 1544 ombyttede han
dette Slot med Koldinghus, som han beholdt til 1555. Desuden
havde han fra 1538 til ca. 1550 Borreby paa Sjælland; 1550 fik
han Skivehus og 1560 Horns Herred i Jylland i Pant, og disse
Panter beholdt han til sin Død. Senest 1555 fik han Sæde i Rigsraadet.
Ved sit Giftermaal erhvervede han Baggesvogn i Vendsyssel
og Skovshoved ved Skive; sidstnævnte Gaard omdøbte han
til Krabbesholm og opførte her den endnu bevarede Hovedbygning.
Desuden ejede han Slægtsgaarden Østergaard. Han roses
af Bugenhagen for sin reformatoriske Iver, der dog ikke synes uden
Sammenhæng med hans Lyst til at erhverve Viborg Domkapitels

Krabbe, Iver. 177
Bøndergods paa Fur. Hans Død antoges foraarsaget ved Trolddom.
— Ligsten med Portrætfigurer i Aasted K.
Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928, II, S. 14. Vendsysselske Aarbøger,
V, 1923—24, S. 27—30. Jul i Skive, 1936, S. 19—22. TJ D ST-L- ,1
y ° v ' o J vo » Henry Bruun (Thiset).
Krabbe, Iver, 1602—66, til Jordbjerg, Statholder i Norge. F. 22.
Marts 1602 paa Øvids Kloster, d. 30. Okt. 1666 paa Gunderslevholm,
begr. i Gunderslev K. Forældre: Tage K. til Jordbjerg
(1553—1612) og Sophie Friis (1576—1611). Gift 25. Aug. 1628
paa Kbh.s Slot med Karen Marsvin til Vemmetofte, f. 30. April
1610 paa Dybæk, d. 16. Sept. 1680, begr. i Gunderslev K., D. af
Otte M. til Dybæk (1573—1647) og Mette Pedersdatter Brahe
(1579— 1641).
I. K. studerede i Udlandet (1624 Orleans, 1625 Padova), blev
1628 Hofjunker og Ritmester, men forlod efter sit Bryllup s. A.
Hofjunkerstillingen og forlenedes 1629 med Laholm, som han 1636
ombyttede med Varberg. 1636 var han Chef for de til Hertugdømmerne
sendte Unionstropper; 1641 fik han Ordre til at inspicere
Bahus Fæstning. Under Torstensonfejden lykkedes det ham ikke
at forene sig med Hannibal Sehesteds Tropper ved Bahus, men
han havde (April 1645) en heldig Træfning med de Svenske ved
Kongsbakke. Efter Bromsebrofreden og Hallands Pantsættelse
maatte han overgive Varberg til Sverige, hvad han gjorde højst
ugerne (Sept. 1645). Han fik 1646 til Erstatning Bahus Len, men
vedblev at give Udtryk for et kraftigt Had til Svenskerne, som
ogsaa 1644 havde afbrændt hans Gaard Jordbjerg (Vemmenhøgs
H.), saa han maatte opføre en ny Hoved- og Ladebygning. Han
var blandt de ivrigste for Revanchekrigen, blev Jan. 1657 Generalmajor
over det søndenfjeldske Norge og kaldtes April s. A. til
Forhandling med Kongen i Kbh. Under Krigen 1657—58 maatte
han dog, af Mangel paa Proviant og Understøttelse fra Skaane og
Akershus, indskrænke sig til mindre Grænseoperationer; Jan. 1658
tabte han Uddevalla Skanse, tog den kort efter igen, men maatte
ved Freden 1658 se hele Bahus Len gaa tabt sammen med Skaane,
hvis førende Personlighed han ved sin Godsrigdom og sine Slægtsforbindelser
var. Han valgte nu at indtage en Holdning, der ikke
kompromitterede ham for stærkt til nogen af Siderne. Karl Gustaf
var ivrig for at vinde ham; han fik Lov til at sidde uantastet paa
sit Gods og holdt sig til Gengæld fra Sammensværgelser og Snaphanebevægelser.
Men han undgik at binde sig til den svenske
Konge ved Ed og Revers og forstod at føre Forhandlingerne om
Overgang til svensk Tjeneste henholdende. Da Freden i Kbh.
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 12

178 Krabbe, Iver.
1660 var sluttet og det store Stændermøde samledes, foreslog Rigsraadet
ham i Sept. til en af de ledige Raadspladser, men Frederik
III. var ikke til Sinds at følge dets Indstilling. Under Mødets
Forhandlinger holdt han som en af Adelens Ordførere paa de
adelige Privilegier, men underskrev dog Erklæringen om Haandfæstningens
Kassation og bar Blodfanen ved Arvehyldingen 18.
Okt. Juli 1661 tilbød han imidlertid ved en Mellemmand den
svenske Resident Duwall at træde i svensk Tjeneste. Frederik III.
stræbte dog nu at knytte ham til sig. Han fik Sæde i Statskollegiet
og den store Lovkommission og udnævntes Sept. 1661 til Niels
Trolles Efterfølger som Norges Statholder. I denne Stilling blev
han, uvist med hvor megen Grund, ilde lidt af den norske Befolkning,
og han havde Fjender i Kbh. — selv nævner han Generalfiskal
Søren Kornerup, andre Christoffer Gabel —, som arbejdede
mod ham; endelig kom han i Kompetencestrid med den kommanderende
General i Norge Claus Ahlefeldt. Jan. 1664 maatte
han overgive Statholderposten til Ulrik Frederik Gyldenløve. —•
Foruden Jordbjerg ejede I. K. i Skaane Krageholm (Herrestads
H.) og Marsvinsholm (Ljunits H.), som han begge fik med sin
Hustru. Paa Sjælland havde han fra 1649 Gunderslevholm (0.
Flakkebjerg H.); af Vemmetofte arvede han Halvdelen 1662 og
købte Resten 1663. — Maleri paa Fr.borg; Kopi 1865 i Familieeje.
Malerier paa Rosenholm og af A. Wuchters 1665 paa Rygaard.
Portrætteret paa Heinr. Hansens Maleri 1880 af Arvehyldingen
1660 (Fr.borg).
P. W. Becker: Saml. til Danmarks Historie under Kong Frederik den
Tredies Regiering, I—II, 1847—57. Chr. H. Brasch: Vemmetoftes Historie,
I, 1859, S. 177—82. A. Cronholm: Skånes politiska historia, II, 1851, S. 34 f.
P. v. Møller: Bidrag till Hallands historia, I, 1874, S. 285—88. K. Fabricius:
Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige, I, 1906, S. 45, 87 f.; II, s. A.,
S. 15. C. Christiansen: Bidrag til dansk Statshusholdnings Historie under de
to første Enevoldskonger, I, 1908, S. 162 f. Danmarks Adels Aarbog, XLV,
1928, II, S. 21. CO. Bøggild Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936.
C. 0. Bøggild Andersen.
Krabbe, J6n Haraldsen, f. 1874, Kommitteret. F. 5. Jan. 1874
paa Frbg. Forældre: Professor, Dr. med. Harald K. (s. d.) og
Hustru. Gift 10. Maj 1899 l Kbh. (Helligk.) med Margrethe
Casse, f. 27. Okt. 1876 i Kbh. (Frue), D. af Overretsprokurator
Peter Frederik Engelbreth C. (1837—1920) og Christine
Bothilde Petrea Winding (1846—1917).
K. blev Student 1891 fra Metropolitanskolen. Gennem sine
Forældre, særlig sin islandske Moder, følte han sig stærkt knyttet

Krabbe, J6n. 179
til Island, og straks efter at have afsluttet sine Studier med baade
juridisk og statsvidenskabelig Eksamen (1896 og 1898) blev han
ansat som Assistent i det dengang under det danske Justitsministerium
sorterende islandske Kontor. Da Island fik sin egen Minister
i Reykjavik 1904, blev dette Kontor konstitueret selvstændigt
som den islandske Ministers Kontor i Kbh., og dettes Bestyrer blev
1909 K., der imidlertid 1903 ogsaa var blevet dansk Overretssagfører.
Siden 1904 havde det vanskelige Arbejde med at etablere
den nye Tilstand, holde de danske Ministre i Kontakt med den
islandske og samtidig bidrage til Styrkelse af dennes Stilling i
Island selv i Virkeligheden paahvilet K. Vanskelighederne forøgedes
meget ved, at den store dansk-islandske Kommission af
1907—08, der skulde have tilvejebragt en endelig Ordning af Forholdet
mellem Danmark og Island, saa aldeles mislykkedes, at den
kun bidrog til at give Islands Selvstændighedskrav en mere aggressiv
Tone. Verdenskrigen 1914—18 rejste en Mængde næsten uovervindelige
Vanskeligheder. Island nød godt af Danmarks Neutralitet,
men det gjaldt om at bevare Vareudvekslingen og den faktiske
Forbindelse mellem de to Lande og om i det hele at opretholde
Islands Forsyning med nødvendige Varer. I disse Aar vandt
K. ved sin Besindighed, sin Forhandlingsduelighed og fremragende
Arbejdsdygtighed en saa stor Tillid baade i Danmark og Island,
at Nyordningen 1918 kun yderligere styrkede hans Indflydelse.
Den Stilling som Kommitteret i islandske Sager i det danske Udenrigsministerium,
som Forbundsloven af 1918 oprettede, overdroges
ganske selvfølgeligt til ham. Da Island 1920 oprettede et Gesandtskab
i Kbh., overtog K. heri Stillingen som Legationssekretær;
da Gesandtposten et Par Aar, 1924—26, var ubesat, fungerede han
endogsaa som Islands Chargé d'affaires. Samtidig oparbejdede
han sin Forretning som dansk Overretssagfører og blev Aktieselskabet
Investors Stifter og meget dygtige Leder. Ved sin Autoritet,
der hviler paa den gennem mange vanskelige Arbejdsaar erhvervede
sikre Indsigt i de Sager, han har med at gøre, og ved den
store Tillid, han nyder baade i Danmark og Island, er det lykkedes
ham at overvinde de Betænkeligheder og Vanskeligheder, som denne
Forening hos een Mand af saa forskelligartede Virksomheder
nu og da har maattet fremkalde. •— Den unge islandske Stat, som
blev undfanget 1904 og født 1918, har meget at takke K. for.
Han har aldrig lagt Skjul paa, med hvilken dyb Sympati han
har fulgt dens Fremvækst, og altid og overalt ydet sit værdifulde
Arbejde til dens Styrkelse. Hvor meget dette er sket efter Direktiv
fra Island eller ved hans eget Initiativ, maa Fremtidens Historie-
12*

i8o Krabbe, Jon.
forskning afgøre. K. har repræsenteret Island i nordisk juridisk
Samarbejde, saaledes i de skandinaviske Familieretskommissioner
1929—34. Men hans største Indsats i Udformningen af den nye
islandske Stat er dog maaske hans bestemte Hævdelse, allerede
inden 1918, af de for største Delen fra Norge til Island overførte
Fiskerilove, hvorved Fiskeriet ved Islands Kyster blev gjort til et
nationalt Erhverv, forbeholdtes paa Islands Søterritorium for Islændingene
selv og dem alene. I sin omfattende Arbejdsvirksomhed
har K. haft Lejlighed til gennem Aarene at gøre
mange Islændinge og Danske meget store Tjenester, men særlig
har adskillige vanskeligt stillede af hans islandske Landsmænd
ham at takke for redebon Hjælp.—R. 1912. DM. 1921. K. 2 1926.
K. 1 1936. — Bronzerelief af Richard Jonsson 1924 i Familieeje.
Bronzebuste af Sigurjon (3lafsson 1934 hos Islands Regering, Reykjavik,
og i Familieeje. Erik Arup.
Krabbe, Jørgen, Friherre, 1633—78, til Krageholm, Adelsmand.
F. 21. Aug. 1633 paa Laholm, henrettet 16. Jan. 1678 i Malmø,
begr. i Tosterup. Forældre: Statholder i Norge Iver K. (s. d.) og
Hustru. Gift 25. Aug. 1661 i Malmø med Jytte Thott til Tosterup,
f. 1644, d. 1707, begr. i Tosterup, D. af Rigsraad Otte T. til Næs
og Eriksholm (1607—56) og Dorte Holgersdatter Rosenkrantz
(1613—tidligst 66).
Efter sin »grande tour« (1653 immatr. i Orleans) blev J. K.
Sekretær i Danske Kancelli. Han gjorde Tjeneste i Kbh. under
Belejringen 1658—60, men underskrev, modsat Faderen og Broderen
Tage, ikke Erklæringen af 16. Okt. 1660 om Haandfæstningens
Kassation, bortskiftede kort efter sine Ejendomme Vest for
Sundet og aflagde Jan. 1661 Troskabsed til den svenske Konge.
Juni 1664 introduceredes han paa Riddarhuset og fik Jan. 1676
Friherrerang. Da Faderen 1666 skiftede sit Gods mellem Børnene,
fik J. K. ved Lodtrækning Krageholm Gods (Herrestads H.); efter
Svigermoderen fik han Tosterup (Ingelstads H.); hertil føjede han
bl. a. Ingelstrup (sst.) og Baldringegaard (Herrestads H.). Som
en af den skaanske Adels rigeste Mænd kunde han 1670 oprette
et Hospital i Glimminge Sogn. Han laante ogsaa den svenske
Krone store Beløb og fik til Gengæld Løfte om at blive Landsdommer
eller Vicepræsident i Gota Hovrått. Paa Rigsdagen 1668
repræsenterede han sammen med Knud Thott den skaanske Adel
og lagde ved denne Lejlighed sit svenske Sindelag for Dagen.
Efter Udbrudet af den skaanske Krig brød den skaanske Adels
spirende Misnøje med det svenske Styre og genvaagnende dansk-

Krabbe, Jørgen. I8I
nationale Sympatier frem. J. K. stod som sin Stands Førstemand,
men hans Holdning var vaklende og usikker. Flere Gange besøgte
han Christian V.s Lejr, men da Karl XI. Sept. 1677 vilde føre
ham og hans Standsfæller til Skaanes Grænse, forsikrede han i
Malmø Svenskekongen om sin Troskab. Svenske Officerer, løsladte
af dansk Fangenskab, beskyldte ham imidlertid for at have
støttet »Snaphanerne«s Angreb. Paa et meget løst Bevismateriale
dømtes han fra Liv og Gods, hvorpaa Karl XI. stadfæstede Dommen
og lod den udføre. Endnu paa Retterstedet vedblev J. K.
at hævde sin Uskyldighed; ellers gjaldt hans Tanker mest Hustruen,
med hvem det formentes ham at tage Afsked.
Deduction mod Hr. Joran K., Malmø 1678. Aletophilus: Replique imod
den falske Deduction, 1678. O. Wolff: Journal for Politik, Natur- og Menneske-
Kundskab, 1825, IV, S. 97—140. A. Cronholm: Skånes politiska historia, II,
1851, S. 198—205. Saml. till Skånes historia, 1870, S. 43—67. K. Fabricius:
Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige, II, 1906, S. 45 f., 56 ff. Danmarks
Adels Aarbog, XLV, 1928, II, S. 25. G. Elgenstierna: Den introducerade
svenska adelns åttartavlor, IV, 1928, S. 263 f. /-.

182 Krabbe, Knud H.
har dog under Paavirkning fra Faderen været Centralnervesystemets
Anatomi, hvor han har ydet en Række selvstændige Undersøgelser
(særlig vedrørende den komparative Anatomi) af betydelig
Værdi, der har gjort hans Navn kendt ogsaa i Udlandet. Ogsaa
som Lærer har han øvet en betydelig Indflydelse, dels som stærkt
søgt Privatdocent 1915—27 og paa ny siden 1929, dels gennem sine
Lærebøger, hvoraf den mest kendte er hans »Forelæsninger over
Nervesygdomme«, der fra 1927 udkom i ikke mindre end fire
Udgaver og 1929 i en spansk Oversættelse. Ogsaa det udmærkede
Afsnit om de endokrine Kirtlers Sygdomme i den nordiske »Lærebog
i intern Medicin« udkom paa Spansk (1926) og paa Fransk
(1925). K. har gennem Aarene foretaget adskillige Studierejser
(London, Paris, Amsterdam, U. S. A., Rusland). Han har været
Redaktør af »Acta psychiatrica et neurologica« siden dets Start
1926 og har desuden beklædt en Række faglige Tillidshverv; bl. a.
er han korresponderende Medlem af Société de Neurologie i Paris
og af Neurologicai Society i Philadelphia. — Malerier af Kristin
Jonsson 1903 og 1913. Tegning af A. Tørsleff 1913. Basrelief af
RikarSur Jonsson 1931. Pasteller af A. Tørsleff 1937 og E. Saltoft
s. A.
Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1915, S. 80 fif. Max Schmidt.
Krabbe, Niels, 1603—63, til Skellinge og Bæltebjerg, Land- og
Generalkrigskommissær. F. 4. Nov. 1603 paa Øvids Kloster, d. 16.
April 1663 paa Bæltebjerg, begr. i Helsingborg. Broder til Statholder
i Norge Iver K. (s. d.). Gift i° 4. Okt. 1635 i Odense med
Lisbet Rud, f. 24. Jan. 1608 paa Hindsgavl, d. 30. Aug. 1649,
begr. i Kbh., D. af Corfitz R. (1573—1630) og Birgitte Rosensparre
(1586—1645). 2 0 27. Juni 1652 i Odense med Mette
Bille, f. 1630, d. 27. Sept. 1657, D. af Rigsmarsk Anders B. til
Damsbo (s. d.) og Hustru. 3 0 14. Sept. 1660 i Kbh. med Mette
Rosenkrantz, f. 22. Dec. 1624 P aa Laholm, d. 14. Febr. 1683,
begr. i Gennarp (gift 1° 1642 med Niels Vind til Grundet, 1615—46,
2° 1651 med Erik Bille til Løgismose, 1629—56), D. af Holger R.
til Glimminge (1586—1647) og Lene Gyldenstierne (1588—1639).
N. K. gik i Viborg Skole, var en Tid i Huset hos Biskop J. Brochmand,
derpaa i Sorø Skole og paa Akademiet, rejste saa i Udlandet
(1622 i Wittenberg, 1624 i Orleans, 1626 i Padova, hvor
han var Syndicus for den germanske Nation) og gjorde Tjeneste
i den spanske Hær i Nederlandene, indtil Christian IV. under
Kejserkrigen kaldte sine adelige Undersaatter hjem. 1628—30 var
han Kammerjunker hos Hertug Ulrik, hvem han 1629 fulgte til

Krabbe, Niels. 183
Nederlandene, 1630—35 Overskænk. 1636—37 var han forlenet
med Laholm, 1637—45 med Halmstad, 1646—48 med Kristianopel,
1648—58 med Sølvitsborg. 1647 blev han Landkommissær i
Skaane. 1651 var han Medlem af den Kommission, som i Norge
undersøgte Hannibal Sehesteds Embedsførelse. Under Krigen 1657
var han Generalkrigskommissær i de skaanske Provinser. Efter
Roskildefreden tog han Ophold i Kbh., under hvis Belejring han
deltog i Troppernes Mønstring og Indkvarteringen. Sept. 1660
var han paa den Indstillingsliste til nye Raader, som Frederik III.
lod ligge. Han underskrev ikke Erklæringen om Haandfæstningens
Kassation 16. Okt. og følte sig efter Statsomvæltningen, skønt han
tidligere havde vægret sig ved som skaansk Adelsmand at aflægge
Ed til den svenske Konge, løst fra sine Forpligtelser til Danmark.
Jan. 1661 rejste han til Skaane for at aflægge Eden. Han søgte
senere gennem den svenske Regerings Mellemkomst at befri sine
danske Godser for nye Byrder. — Han var Ejer af Skellinge (N.
Asbo H.), Bæltebjerg (Luggude H.), Nakkebølle (Sallinge H.) og
Randrup (Middelsom H.) og havde 1645—52 Part i Sandholt
(Sallinge H.). — R. 1648. — Maleri 1665 paa Orebygaard.
Stik fra Ligprædikenen.
T. Tuesen: Ligprædiken over N. K., 1665. Dsk. Mag., 4. Rk., V, 1884,
S. 5 ff., 224, 308. K. Fabricius: Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige,
II, 1906, S. 15 f., 40, 67. Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928, II,
C. 0. Bøggild Andersen (J. A. Fridericia).
Krabbe, Niels, 1651—1708, Officer. F. 2. Dec. 1651 paa Akershus,
d. 13. Febr. 1708 i Kbh. Forældre: Senere Statholder i Norge
Gregers K. til Torstedlund (s. d.) og 2. Hustru. Gift 30. Maj
1679 paa Kbh.s Slot med Hofmesterinde hos Dronning Charlotte
Amalie, Louise Charlotte v. Schlabrendorf, d. 1737, D. af kurbrandenburgsk
Major Otto v. S. (d. 1675) °S Louise Charlotte
v. der Groeben (d. 1668).
N. K. var fra ung knyttet til Hoffet, blev 1667 Hofjunker og
Forskærer og 1670, ved Christian V.s Salving, Kammerjunker.
Juni 1675 var han Ritmester reforme til Disposition og ansattes
kort efter som Ritmester ved Garden til Hest, i hvilken han tjente
lige til sin Død. N. A. deltog han i Krigen i Skaane; blev Major
1677, Oberstløjtnant 1682, stadig i Tjeneste som Kammerjunker
hos Kongen, til hvis nærmeste Kreds han hørte, og 1699 blev en
Del af Overkammerjunkerens Funktioner overdraget ham. S. A.
blev han først Brigader, derefter ved Generalløjtnant Plessens Afskedigelse
Generalmajor og Chef for Garden. Under den kort-

184 Krabbe, Niels.
varige Krig 1700 fik han Kommando over et lille Korps imod
Gottorperne i det sydvestlige Slesvig, men optraadte saa forsigtigt
og tøvende, at det ikke kom til nogen Kamp. Alligevel var han
blandt de højere Officerer, som Kongen efter Karl XII.s Landgang
paa Sjælland sendte til Kbh. til Anvendelse her. Han nød almindelig
Agtelse som en brav, retskaffen Mand, men var mere Hofmand
end Soldat. Han ejede Hverringe paa Fyn. — Hv. R. 1701.
Bidrag til den store nordiske Krigs Historie, udg. af Generalstaben, I, 1899.
C. C. v. Krogh: Livgarden til Hest, 1886. Dsk. Saml., 2. Rk., III, IV og VI,
1873—79. Danmarks Adels Aarbog, XIV, 1928, II, S. 23.
H. W. Harbou (Rockstroh*).
Krabbe, Ole, 1656—1728, Godsejer. F. 14. Nov. 1656 paa Damsgaard
i Vandfuld H., d. 17. Juni 1728 paa Bjerre, begr. i
Tyregod K. Forældre: Henrik K. til Damsgaard og Eva Unger
(1626—94, gift 2 0 med Gjord Galt til Viumgaard, 1622—84).
Gift i° 4. Aug. 1686 i Blenstrup med Margrethe Svichtenberg,
d. ca. 1695, D. af Raadmand i Viborg, Assessor i Kommercekollegiet
Henrik Jørgensen S. til Visborggaard (ca. 1617—86) og
Mette Olufsdatter (d. 1703). 2° 5. Nov. 1697 med Ide Sophie
Giedde, f. 9. Febr. 1675 paa Bodø Kongsgaard i Nordlandene,
d. 10. April 1756 paa Bjerre, begr. i Tyregod K., D. af Amtmand,
Kancelliraad Knud G. til Hastrup (d. 1707, gift i° med Ide Sophie
Ovesdatter Bielke, 1644—65) og Lene Cathrine Jørgensdatter
Kaas (1653—1720).
O. K., der hørte til den lidet ansete Slægt K. af Damsgaard,
var 1674 Volontør i 2. jyske nationale Rytterregiment, 1675 Korporal,
ca. 1676 Kornet i 3. jyske nationale Rytterregiment, blev
ca. 1682 Løjtnant, men fik — vistnok 1683 — Afsked med Ritmesters
Karakter og træffes nogle Aar senere (1688) som Forpagter
paa Hagsholm under Frisenborg. Sin fædrene Gaard havde
han solgt 1681, men 1694 købte han den lille Hovedgaard Nandrup
paa Mors med ubetydeligt Gods, som han forøgede i Aarenes Løb,
og i den følgende Tid erhvervede han syv andre Herregaarde i
Jylland, af hvilke han dog afhændede flere efter faa Aars Forløb,
men Bjerre, som han havde faaet med sin 2. Hustru, Hastrup,
Nandrup og Skaarupgaard i Øster Lisbjerg H., der tilsammen var
13—1400 Tdr. Htk., besad han til sin Død; de to sidstnævnte solgte
hans Enke faa Aar efter, men Bjerre og Hastrup først 1754, Bjerre
til en af sine Sønner. — O. K., som var en meget duelig Mand,
ikke blot naar det gjaldt om at samle Guld og Gods, hævede sin
talrige Efterslægt op i et højere Niveau end det, den hidtil havde

Krabbe, Ole. 185
indtaget. Han brugtes meget af Regeringen som Medlem af mange
af de i Enevældens Tid yndede undersøgende og dømmende Kommissioner
og sad navnlig i Aarene 1717—23 sammen med Amtmand
Jens Jørgensen Seerup (s. d.) i den betydningsfulde Kommission
ang. Rytter- og Relutionsgodset i Jylland, i hvilken han
synes at have udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde, maaske
undertiden paa en noget haardhændet Maade. I øvrigt voterede
han i Højesteret 1715—-17 og var »Inspektionsherre« ved Hansted
Hospital. —Justitsraad 1703. Etatsraad 1714.
Personalhist. Tidsskr., III, 1882, S. 71—79. Danmarks Adels Aarbog, XLV,
1928, II, S. 45. Dsk. Mag., 6. Rk., V, 1930, S. 358, 362, 366ff. „ J\fVBdrd
Krabbe, Oluf (Ole), 1789—1864, Officer. F. 1. Nov. 1789 i
Gamst ved Kolding, d. 30. Marts 1864 i Kbh. (Garn.), begr. sst.
(Garn.). Forældre: Vagtmester i Rytteriet, senere Toldforvalter i
Ærøskøbing og Kaptajn i Landeværnet Johan Henrik Bernhard
Ludvig K. (1751—1809, gift 2° 1808 med Caroline Antoinette
Monrad, 1791—1819, gift 2° 1816 med afsk. Sekondløjtnant, Krigsassessor,
Toldkontrollør i Egernsund, senere i Husum Georg (Jiirgen)
Friederich Wiggers, 1789—1868, gift 2° 1819 med Catharine
Marie Henningsen, 1794—1866) og Anna Marie Marjenhoff (1751
—1806). Gift 21. Maj 1830 i Kbh. (Garn.) med Charlotte Schlotfeldt,
f. 15. Marts 1807 i Dorfgarten ved Kiel, d. 7. Dec. 1888 paa
Frbg., D. af Kaptajn, senere Major, Toldforvalter i Aabenraa,
Justitsraad Rasmus Michael S. (1768—1825) °§ Anna Maria
Dixen (1788—1852).
K. var bestemt til at blive civil Embedsmand og var 1799—1807
Elev i Latinskolen i Rendsborg, men hans Hu stod til Soldaterlivet,
og 1808 udnævntes han til Fændrik uden Anciennitet i Infanteriet,
indtraadte s. A. i Militærinstituttet i Kbh., fik n. A. efter
Officerseksamen Ancienniteten, blev s. A. Sekondløjtnant, 1813
Premierløjtnant. 1814 rykkede han ud med 2., 1815 med 3.
»Auxiliærkorps« og forblev til 1818 ved Besætningskorpset i Frankrig.
1822 blev han Stabskaptajn, 1829 virkelig Kaptajn og Kompagnichef,
overværede s. A. de preussiske Manøvrer i Schlesien,
forbeholdtes 1837 Majors Anciennitet, blev 1842 Major (Ancienn.
1837), '845 Oberstløjtnant. Som Bataillonschef i Slaget ved Slesvig
1848 blev han saaret og fanget og meget mod sin Villie indlagt paa
Lazaret og gik til efter Krigen med en Geværkugle i Foden. Paa
Læssøes Forslag til Krigsminister Hansen fik K. 1849, efter at
have faaet Obersts Karakter, Kommandoen over en Infanteribrigade,
som han førte fortræffeligt mod overlegne Kræfter 6. April

186 Krabbe, Oluf.
ved Ullerup i Sundeved. 1850 hørte Brigaden til Divisionen
Schleppegrell og kæmpede godt ved Vedelspang 25. Juli. Medens
Hovedhæren herefter besatte Danevirkestillingen, blev K.s Brigade
fremskudt ret isoleret over Mysunde. 12. Sept., efter at K. havde
haft Tid til at indrette en Kampstilling, angreb Fjenden med stor
Overmagt. K. trak sig, med Afdelingerne fast i sin Haand, tilbage
til Mysunde, hvorefter han afviste Angrebet, forfulgte Fjenden og
tilføjede ham betydelige Tab. Divisionschefen, de Meza, der ellers
var kølig i sine Udtalelser, noterede herom i sin Dagbog, at K.
»har brugt Konduite og opført sig som en brav Soldat. . ., viist
Præcision i sine Befalinger, Hurtighed i sine Forholdsregler og en
eksemplarisk Konduite«. 1852 blev K. Generalmajor og fik Kommandoen
over Infanteribrigaden i Holsten med Garnison i Rendsborg
og Kiel. 1860 fik han Afsked, da Regeringen mente, at han
ikke længere besad saadan Dygtighed og politisk Selvstændighed,
som de vanskelige Forhold i Hertugdømmerne krævede. Samtidig
udnævntes han til Generalløjtnant. Han forblev boende i Kiel,
blandt hvis Befolkning han befandt sig vel, men flyttede til Kbh.
umiddelbart før Krigen 1864.
K. var ikke af de Førere, der ved et glimrende Ydre eller iøjnefaldende
Beviser paa Mod og Dristighed vinder de undergivne;
han var en beskeden Mand, tilbageholdende, noget mut; et Pligtmenneske.
Hans Haardførhed og Fordringsløshed var almindelig
bekendt, og selv som Brigadekommandør fandt han sig til Rette
i saa primitive Forhold, at Divisionsgeneralen af Hensyn til hans
Stab maatte misbillige »Kostaldslivet«; men desto mere drog han
vaagen Omsorg for sine Afdelinger. Hans fornemme Karakter
træder tydeligt frem i hans Forhold over for den dygtige, men
som undergiven yderst besværlige Oberstløjtnant J. T. Ræder.
Ved hans Død blev det udtalt, at han af Fødsel var en Adelsmand
af god gammel dansk Æt, og hele Livet igennem havde han vist
sig som saadan. — Breve fra K. til Hustruen i Hærens Arkiv. —
R. 1840. K. 1850. DM. 1856. — Blyantstegning af N. Simonsen
1850 (Fr.borg). Maleri af V. Rosenstand 1899 (sst.), gengivet
i Træsnit af H. P. Hansen s. A. Portrætteret paa S. Schacks
Litografi 1850 af den danske Armés højstkommanderende. Litografi
fra Em. Bærenzen & Co. 1853.
Den dansk-tydske Krig 1848—50, udg. af Generalstaben, I—III, 1867—87.
N. P.Jensen: Oberst Frederik Læssøe, 1912, S. 124, 133. Militært Tidsskrift,
1865, S. 243—47; XXXIX, 1910, S. 337—455 XL, 1911, S. 237 ff. Vort
Forsvar 15. Okt. 1899. General de Mezas Krigsdagbøger 1849—51, 1928.
Vort Land 13. Maj igi 1. J. T. Ræder: Krigserindringer 1848—50, 1911.
Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928, II, S. 53. Rockstroh.

Krabbe, Oluf H. 187
Krabbe, Oluf Haraldsen, f. 1872, Retslærd. F. 19. Maj 1872
paa Frbg. Broder til Jon og Knud K. (s. d.). Gift 2. Okt. 1900
i Kbh. (Frue) med Petrea Neergaard, f. 20. Dec. 1878 i Nykøbing
F., D. af Rektor ved Nykøbing Katedralskole Holger Christian
Frederik N. (1830—1901) og Karen Jacobine From (1843—98).
K. blev Student 1890 fra Metropolitanskolen, cand. jur. 1895,
var Sekretær (Assistent) i Landbrugsministeriet 1898—1911, tillige
Assistent ved Overinspektionen for Sorø Akademis Skove 1902—11,
blev Dommer (Assessor) i Kbh.s Kriminal- og Politiret 1911, i
Kbh.s Byret 1919, midlertidig kst. Dommer i Søndre Landsret
1920, Dommer i Østre Landsret s. A., Censor ved de juridiske
Eksaminer 1925, Professor ved Kbh.s Universitet 1925. Han fungerede
som Sekretær i Tiendekommissionen 1900, blev Medlem af
samme 1918, var Medlem af og Sekretær ved Fæstelovskommissionen
af 1910, Medlem af Straffelovskommissionen af 1917, af den
militære Straffelovskommission af 1918 og af Kommissionen til
Forberedelse af en ny Skovlovgivning af 1920. 1937 blev han
Golls Efterfølger som Formand for Dansk Kriminalistforening.
Han var Formand for det af Justitsministeriet 1924 nedsatte
Udvalg til Revision af Presseloven, han var i nogen Tid Formand
for Voldgiftsraadet for Sygekasser og Læger, var 1915—27 fast
Formand for Dansk Ingeniørforenings Voldgiftskommission og er
fra 1928 Næstformand i den faste Voldgiftsret. — K.s litterære
Virksomhed stod oprindelig i nær Forbindelse med hans daværende
Embedsstilling; foruden forskellige Afhandlinger af landboretligt
Indhold i »Ugeskrift for Retsvæsen« og Kommissionsbetænkningen
fra 1911 om Fæstegodsets Overgang til Selveje skrev han et Antal
Artikler i Th. Madsen-Mygdals »Landbrugets Ordbog« (1909—14),
men koncentrerede sig senere om Strafferetten. Baade i »Ugeskrift
for Retsvæsen«, »Nordisk Tidsskrift for Strafferet« og »Svensk Juristtidning«
o. a. offentliggjorde han en Række herhen hørende Bidrag,
f. Eks. om Forbrydelsers Farlighed, om Forsøg og Meddelagtighed
og om Straffens Udmaaling og Forældelse; enkelte af disse udgav
han i Bogen »Betragtninger over Forbrydelser og Straf« (1928).
Medens han alt forinden Fremkomsten af Borgerlig Straffelov af
15. April 1930 havde gjort de fremkomne Forslag til Genstand for
Omtale, udsendte han straks ved Lovens Emanation en Udgave
af den (1930, ny Udg., I—II, 1937; 2. Bind indeholder Domsafgørelser
indtil Udgangen af 1936) og allerede n. A. under Medvirkning
af Carl Rasting en udførlig Kommentar til Loven, »Borgerlig
Straffelov af 15. April 1930 og Lov af s. D. om Ikrafttræden
af Borgerlig Straffelov m. m. samt Lov om Pressens Brug af 3. Jan.

i88 Krabbe, Oluf H.
1851« (1931, 2. Udg. 1935). Fra 1915 har K. udgivet »Dansk
Lovsamling«. Det høje Værd, han tillagde Carl Ussings Liv og
Virke, gav han bl. a. Udtryk i Skriftet »Carl Ussing i Skrift og Tale.
Afhandlinger, Foredrag og Livserindringer« (1935). — Maleri
af Marie D. Krabbe 1890. Buste af V. Gustafsson.
Studenterne fra MDCCCXC, 1915, S. 110. Danmarks Adels Aarbog,.
XLV, 1928, II, S. 60.
Frantz Dahl.
Krabbe, Otte, 1641—1719, Godsejer, Embedsmand. F. 1. Jan.
1641 i Kristianopel, d. 13. Juli 1719 paa Egholm, begr. i Roskilde
Domk. Forældre: Landsdommer Erik K. til Strandbjerggaard
(1593—1659) og Maren Kruse (f. 1606). Gift i° 27. Dec. 1671
i Kbh. med Dorothea Gersdorff, f. 18. April 1654 i Kbh., d. 30.
Juli 1680 i Hannover, D. af Rigshofmester Joachim G. (s. d.) og
Hustru. 2° 25. Maj 1681 med Catharine Cecilie Hahn, f. 16. Juli
1666 i Kbh., d. 29. Maj 1685 sst., D. af Overjægermester, senere
Gehejmeraad Vincents H. (s. d.) og 1. Hustru. 3 0 16. Aug. 1686
paa Vallø med Birgitte Skeel, f. 7. Jan. 1669, d. 26. Jan. 1737,
D. af senere Gehejmeraad Otto S. til Vallø (1633—95) og
Kirsten Bille (1637—1704).
O. K. blev opdraget hos Landsdommer i Skaane Kjeld Krag
(1614—73) paa dennes Forlening Heine Kirke, hvor han blev til
sit 13. Aar. Han blev kort efter Page hos Kong Frederik III.,
fulgte 1662—64 Hannibal Sehested paa hans Ambassade til Frankrig
og blev efter Hjemkomsten atter knyttet til Kongen, om hvis
Person han fra nu af stadig var. I hvilken Grad den enevældige
Konge følte sig knyttet til den unge danske Adelsmand, fremgaar
af de i Ligprædikenen over O. K. opbevarede Træk, at Frederik
III. skænkede ham sin Kaarde, som O. K. altid siden bar, og at
Kongen, kort før han døde i O. K.s Arme, havde sat sin Ring paa
Fingeren af sin tro Page, der et halvthundrede Aar senere tog den
med sig i Graven. Ved Christian V.s Tronbestigelse blev O. K.
Kammerherre og n. A. Amtmand over Tryggevælde, Vordingborg
og Møens Amter. Han fratraadte dog allerede 1672 Vordingborg
Amt og 1685 Møens Amt, men havde forinden 1682 faaet Udnævnelse
til Stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift og Amtmand
over Roskilde Amt samt det i Vordingborg Amt liggende Ryttergods
og Proprietærgods. Tryggevælde Amt afgav han 1695, men
erholdt til Gengæld 1698 atter Vordingborg Amt, som han styrede
til 1710. Han indtog saaledes i mere end en Menneskealder den
øverste Plads i den sjællandske Lokaladministration, og 1695 blev

Krabbe, Otte. 189
han end ydermere Gehejmeraad; forinden var han 1680 blevet
Etatsraad og 1691 Justitsraad.
Som Embedsmand fik O. K. megen Anerkendelse. Han var
altid rede til at bistaa Stiftets Indbyggere med Raad og Daad.
I førstnævnte Henseende hed det om ham, at »hans Lyst var at
sige intet, uden hvad han meente, at sige det paa saa god en
Maade, at ingen fandt sig stødt ved hans Ord«. Hvad angaar hans
Godgørenhed, der skete med klog Betænksomhed, sagde Sjællands
Biskop ved Begravelsen: »Jeg har i Sandhed seet ham gladere derved,
at han havde hjulpet een, der fortiente hans Hielp, end jeg
troer, at den var, som han havde hjulpet«. Fra Prædikestolene i
sine Kirker lod han om Søndagen oplæse Navnene paa dem, som
opfordredes til at henvende sig paa hans Gaard Egholm for at
nyde Almisse. Men han forstod ogsaa at værge sig mod Udnyttelse:,
»Den skulde staa tidlig op, som vilde tage hans Ejendom fra ham,
thi mod al Vold brugte han sin Ret og mod alle Rænker sin Forstand«.
Derimod kan man betvivle, at han var i Besiddelse af egentligt
Initiativ og Handlekraft. Under Svenskernes Landgang ved Humlebæk
1700 viste han vel passivt Mod ved ikke at ænse Kanonkuglerne,
men over for Regeringskommissionen tilraadede han en meget forsigtig
Krigsførelse, der ikke kunde føre til store Resultater.
Som Statsmand blev O. K. navnlig taget i Brug ved Landbosager,
hvortil han baade som Stiftamtmand og Godsejer havde saa
godt Kendskab. Han gjorde sig herved til Talsmand for konservative
Anskuelser. Allerede i Christian V.s sidste Dage bekæmpede
han som Medlem af Raadstuekommissionen Landmilitsens Oprettelse
og angreb de Misgreb, som fandt Sted ved Tiendeopkrævningen,
men navnlig er hans Optræden i den Kommission, der
1701 blev nedsat ang. Vornedskabets Ophævelse, karakteristisk for
ham. Han var villig til selv at frigive sine Vornede, men pegede
paa, at der var mange private Godsejere, for hvem dette var
umuligt paa Grund af de usle Tider. At fraraade Vornedskabets
Ophævelse paa Krongodserne vovede han dog ikke. 1703 blev O.
K. virkelig Gehejmeraad med Sæde i Konseillet, og i de følgende
urolige Aar var han blandt dem, hvem Kongen i sin Fraværelse
betroede Regeringens Ledelse. Saaledes var han det under Frederik
IV.s Italienrejse og under den store nordiske Krig, da han atter
viste sit personlige Mod ved at blive i Kbh. under Pesten 1711.
Han var en Tilhænger af Krigen, men ønskede den ført ind i
Sveriges gamle Provinser. Forgæves advarede han ved dens Udbrud
mod Udstedelsen af Kaperbreve, fordi dette let vilde gaa
ud over fredelige Borgere, og det synes tvivlsomt, om han i dybeste

190
Krabbe, Otte.
Forstand nød Kongens Fortrolighed i den udenrigske Politik, skønt
han klogt, erfarent og arbejdsomt arbejdede paa at lette Krigens
Gennemførelse. Efterhaanden svækkede Alderen hans Kræfter, ikke
mindst fordi Bestyrelsen af Stiftamtmands- og Amtmandsembederne
samtidig hvilede paa ham, og der desuden betroedes ham Tillægshverv
som Kuratelet over Enkedronning Charlotte Amalies Bo
1714. 1717 tog han Afsked fra alle sine Embeder, nedbøjet af Sorg
over at have set alle sine Børn forud for sig i Graven. Han trak sig
tilbage til sine Godser og tog Bolig paa Egholm.
O. K. var nemlig ogsaa en meget velstaaende Godsejer. Nogle
Maaneder før sin Død havde Frederik III. skænket ham Holmegaard
sammen med Broksø, der 1675 blev selvstændig Sædegaard;
de to Gaarde udgjorde ifølge Matr. 1688 tilsammen 66 Tdr. Htk.
fri Hovedgaardstakst og lidt Skov- og Mølleskyld, hvortil kom 750
Tdr. Htk. Bøndergods og seks Kirker. Kun i to Aar (1691—93)
ejede han Bækkeskov, og i tyve Aar (1677—97) Aakær i Jylland;
men han købte 1685 Olstrupgaard (24 Tdr. Htk.), som han fik
Tilladelse til at nedlægge, uden at Jorden derfor mistede sin Frihed,
og Ægteskabet med Birgitte Skeel bragte ham Herregaardene
Egholm og Krabbesholm i Horns Herred (i alt 115 Tdr. Htk.
Hovedgaardstakst), der blev hans Yndlingsopholdssted. Som Godsejer
var O. K. lige saa human som Embedsmand; han brugte
aarlig ca. 1000 Tdr. Korn til sine Bønders Sæd og Sommerføde
og udredede endda samtidig deres Skatter i Sommerhalvaaret.
Hans Enke, der overlevede ham i atten Aar, traadte i hans Fodspor
som en Frue, der var lige saa omhyggelig for sine undergivnes
Vel. Ægteparret staar for os som to meget sympatetiske Skikkelser,
der repræsenterede den gamle danske Adels bedste Egenskaber i
Enevældens ældre Tid. — Hv. R. 1684. Bl. R. 1709. — Maleri
af H. Krock (Fr.borg). Tvivlsomt Maleri fra S vanholm i Skaane
(sst.). Formentlig portrætteret paa Billedet af Christian V.s Aabning
af Højesteret 1697 (Rosenborg). Kopi 1865 (Familieeje)
efter Maleri af B. Denner, som fejlagtigt udgaves for O.K. —
Mindesmærke af Sturmberg i Roskilde Domkirke.
Chr. Willumsøn Worm: Ligprædiken over Otte Krabbe, 1719. Thottske
Sml., 4 0 , 1922 (Ærevers af Jørgen Møiniclien). E. Holm: Danmark-Norges
indre Hist. 1660—1720, I, 1885, S. 147, 150; II, 1886, S. 298 f. Bidrag til den
store nordiske Krigs Historie, udg. af Generalstaben, I—X, 1899—1934.
F. Richardt og T.A.Becker (senere C. E. Secher): Prospecter af danske Herregaarde,
IV, 1850 (Holmegaard); X, 1858 (Bækkeskov); XIV, 1862 (Egholm);
XV, 1863 (Krabbesholm). Danske Herregaarde ved 1920, I, 1922, S. 175
(Holmegaard), 239 (Bækkeskov). Danmarks Adels Aarbog, XLV, 1928, II,
s - 2 4- Knud Fabricius.

192
Krabbe, Th.
og 1900 cand. polyt. som Bygningsingeniør. Efter Eksamen assisterede
han i nogle Maaneder Havneingeniør C. F. Bech i Helsingør
ved forskellige Vandbygningsarbejder, bl. a. Skernaa Deltaets
Regulering. Sept. s. A. fik han Ansættelse hos Burmeister & Wain
og forblev her ca. et Aar. Fra Sept. 1901 og Aaret ud var han
ansat ved Statsbaneanlæggene. Fra Nytaar 1902 kom han til Kbh.s
Belysningsvæsen, hvor han var ansat ved Projekteringen af Anlægget
af Valby Gasværk. 1903—06 var han Sekretær i den tekniske
Forening og Redaktør af Foreningens Tidsskrift. Jan. 1906 blev
han Landsingeniør for Island, i hvilken Stilling han var teknisk
Konsulent for Islands Ministerium og for de islandske Kommuner.
Forinden han tiltraadte Stillingen, var han paa en længere Studierejse
i Norge og Sverige paa Det Reiersenske Fond. Allerede i
Efteraaret 1907 blev K. beskæftiget ved Fyrvæsenet, som dengang
stod meget tilbage, idet der kun fandtes otte af det danske Fyrvæsen
udførte Fyrstationer. Der var betydelig Trang til videre
Udvikling paa dette Omraade under Hensyn til den voksende
Trafik og Fiskeriets da stærke Opsving og tillige stor Interesse derfor.
Endnu i disse Aar, 1907—08, blev der udført nogle Anlæg
under direkte Medvirkning af det danske Fyrvæsen, men da et
islandsk Fyrvæsen ikke i Længden kunde administreres fra Danmark,
overdrog man K. Ledelsen af Nyanlæg og fra Jan. 1910
tillige Administrationen som Fyrinspektør med Bibeholdelse af
Konsulentvirksomhed for Ministeriet og Kommunerne. For ikke
at belaste Fyrvæsenets Budget mere end højst nødvendigt med
de store Driftsomkostninger, som følger med det dengang
de fleste Steder anvendte System med et betydeligt Fyrpersonale
og dertil nødvendige Boliger m. m., gik K. efter Samraad
med daværende Fyrdirektør Ravn ind paa Anvendelsen af
det svenske »Gasaccumulator«s System med Dissousgasfyr, hvis
Betjening er overordentlig enkel og kan udføres af den nærmeste
Bonde. Dette System blev tillempet efter de specielle islandske
Forhold, og da det hurtigt viste sig at rumme store Fordele, blev
der arbejdet ganske maalbevidst efter en forud lagt Plan paa at
belyse Kysterne ved Hjælp af saadanne Fyr. Der er i Løbet af
den lange Aarrække indført de Forandringer og Forbedringer, som
Teknikkens Udvikling har ført med sig, men i Hovedsagen er den
valgte Linie blevet fulgt. Samtidig er der udarbejdet Planer for
Anlæg af Taagesignalstationer og et Radiofyrsystem for hele Landet.
Baade før og under Krigen og under Højkonjunkturerne umiddelbart
derefter udførtes en betydelig Række Nyanlæg, medens Tiden
herefter har været præget af aftagende Byggevirksomhed. Jævn-

Krabbe, Th. 193
sides Udviklingen af Fyrvæsenet gik Konsulentvirksomheden
over til fortrinsvis at omfatte Vandbygnings- og Havnevæsen, som
efterhaanden blev organiseret og ved Lov af 19. Juni 1933 blev
henlagt under Fyrdirektoratet ligesom Ledelsen af det samtidig
— paa K.s Initiativ — organiserede Lodsvæsen. Tillige foregaar
Arbejdet ved Søopmaalingen ved Island og Samarbejdet med Søkortarkivet
i Kbh., som udarbejder og udgiver Islands Søkort, i
nøjeste Tilknytning til Fyrdirektoratet, som for Islands Vedkommende
udgiver Farvandsbeskrivelser, Efterretninger for Søfarende
m. m. Foruden Fyrvæsenet er det navnlig Havnevæsenet, som har
gennemgaaet en stærk Udvikling, idet det er blevet systematiseret
saaledes, at de paa forskellige Steder gjorte Erfaringer bliver opbevaret
og nyttiggjort.
Der er under K.s Ledelse udført et betydeligt Antal Fyrstationer
— 62 Lysfyr, to Taagesignalstationer og tre Radiofyr, foruden at
alle Landets Radiostationer ved Samarbejde med Telegrafvæsenet
paa Rekvisition giver Radiosignaler til Pejling. Desuden er der
udført et stort Antal Havne- og Kajanlæg og Kystsikringsanlæg
under K.s Ledelse. Endelig kan nævnes de af K. planlagte
og udførte Anlæg for Redning af skibbrudne paa de øde Landstrækninger
paa Islands Sydkyst mellem Vik og Ingolfshofåi. Ogsaa
disse Anlæg administreres og vedligeholdes af Fyrvæsenet.
Ved Siden af sin Embedsvirksomhed, fra hvilken han tog sin
Afsked 1937, har K. paa forskellig Vis arbejdet for Udviklingen af
Industrien, specielt Jern- og Skibsindustrien. For den islandske
Ingeniørforening, Verkfræ&ingafjelag fslands, har han været Formand
1914—15, 1920—21 og 1924—25; 1912—15, 1916—21 og
1928—31 var han Medlem af Bestyrelsen. Han har været Medstifter
og Leder af adskillige industrielle Foretagender. 1920—25
var han Medlem af den islandske Kunstforenings Udstillings- og
Byggekomité, 1925—28 Formand for Islands Kunstforening. 1922
-34 var han Bestyrelsesmedlem i Dansk-Islandsk Samfunds Islands
Afdeling og er fra 1932 Formand for Det danske Selskab i Reykjavik.
1930 var han Islands Delegerede ved Folkeforbundets
Konference i Lissabon angaaende ensartet Afmærkning af Kysterne.
Foruden en Del tekniske Afhandlinger har han udgivet nogle personalhistoriske
Arbejder. — R. 1925. DM. 1933. — Buste af Sigurjon
(5lafsson 1931 i Familieeje.
Studenterne fra 1894, 1922. Beretningen om den internationale Redningskongres
Kbh. 1934. A. G. A. Journal, 1937, S. 17. Danmarks Adels Aarbog,
XLV, ,928, II, S. 61. Povl Vinding.
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 13

194 Krabbe, Tyge.
Krabbe, Tyge, 1474—1541, Rigsmarsk og Rigsraad. F. 1474 paa
Bustrup, d. 23. Juni 1541 paa Vegholm, begr. i Strøvelstorp K.
Forældre: Mogens K. til Bustrup (d. 1505) og Elsebe Tygesdatter
Lunge (d. tidligst 1510). Gift 1505 med Anne Rosenkrantz, d.
senest 1550, D. af Niels Eriksen R. til Bjørnholm (s. d.) og Hustru.
T. K. kom ikke paa lærde Skoler, men blev allerede tolv Aar
gammel en af Kong Hans' Smaadrenge og deltog i hans Gotlandtogt
1487. I seks—syv Aar passede han Kongens Hunde. 1495
fulgte han ham til Rigsmødet i Kalmar og 1497 paa Sverigetogtet,
hvor han deltog i Slaget ved Rotebro. Han fik saaledes
en grundig Uddannelse som Kriger og Hofmand, og Kong Hans
var ikke blind for hans Dygtighed. T. K. var vistnok allerede 1501
Lensmand paa Kbh.s Slot, og endnu ikke 30 Aar gammel blev
han Ridder (senest 1503). De følgende Aar var han til Stadighed
med paa Krigstogene til Sverige. Fra ca. 1507 var han Lensmand
paa Helsingborg Slot. Han indlagde sig 1510 stor Fortjeneste ved
som skaansk Befalingsmand at samle Adelsopbudet (400 Ryttere)
og føre det mod Aake Hansson Thott, der med en svensk Rytterstyrke
(700 Mand) var faldet ind over Grænsen. Ved Fantehullet
slog han 27. Aug. 1510 fuldstændig Aake Hansson, der selv faldt.
Det var vel som Belønning for denne Bedrift, at han snart efter
optoges i Rigsraadet. Som Rigsraad deltog han 1512 i et Rigsmøde
i Halmstad, i Fredsmødet i Malmø s. A. og i Rigsraadsmøderne
ved Christian II.s Tiltrædelse.
Da T. K. drog ind som Lensmand paa Helsingborg Slot, ledsagedes
han af sin Hustru Fru Anne, Datter af den ansete Niels
Eriksen Rosenkrantz, Prins Christians Hofmester (da de var beslægtede
i 4. Led, maatte der fremskaffes pavelig Dispensation (1504)
før Ægteskabets Indgaaelse). Den Position, T. K. skabte sig ved
sit Ægteskab og sine offentlige Hverv, underbyggede han økonomisk
ved omfattende Godserhvervelser, dels i Jylland, dels i Skaane
og Halland. Han gik i dette Øjemed ikke af Vejen for Retstrætter.
1514 tiltalte han Kronen for Rigsraadet for det saakaldte Fiskebæk
Gods (tolv Gaarde i Nærheden af Viborg), der med Urette skulde
være fradømt hans Oldefader Niels K. under Dronning Margretes
Godsreduktioner, med det Resultat, at det blev givet ham tilbage.
Dog bestemtes, at Lenets daværende Indehaver Niels Clementsen
fs. d.) skulde beholde det til sin Død. Men efter at denne var
indtraadt 1518, gav Christian II. dog kun T. K. Livsbrev paa
Fiskebæk, og for saa vidt med fuld Ret; thi i Mellemtiden var
Breve kommet for Dagen, der viste, at Fiskebæk var blevet fradømt
Niels K. for Brud paa Ting- og Kirkefreden. Blot begik

Krabbe, Tyge. 195
Christian II. den Undladelsessynd ikke at gaa Rettens Vej. Den
godsgridske T. K. fik snart Christian II.s Ugunst at mærke paa
andre Maader. Da han som Proviantmester under Sverigetogtet
1518 sendtes til Danmark for at fremskaffe ny Proviant, befalede
Kongen samtidig Dronningen at sætte ham i Kbh.s Taarn, om
han skulde vise sig forsømmelig. Saa vidt kom det dog ikke. Men
skønt T. K. i den følgende Tid forstrakte Kongen med Krigslaan
paa i alt 2500 Mk., for hvilke han 29. Febr. 1520 fik Pant i Helsingborg,
fratoges Lenet ham dog med Udgangen af s. A. for at blive
givet til Otte Krumpen, den sejrrige Fører paa Sverigetogtet 1520.
Ikke engang et mindre Len fik T. K. til Erstatning som Sikkerhed
for sit Laan. Det var ingen klog Handling af Christian IL; thi i
hensynsløs Selvhævdelse og brutal Handlekraft havde han i T. K.
mødt sin Ligemand. Efter at T. K. i et Par Aar havde siddet paa
sin jyske Fædrenegaard Bustrup og ruget over sit Had, skred han
til Handling. Christian II.s hensynsløse Lenspolitik og stadig mere
udpræget borgerlige Regimente havde efterhaanden ogsaa vakt
det største Ubehag blandt T. K.s Standsfæller. Til en 9. Nov. 1522
indkaldt Herredag i Kbh. udeblev de jyske Raader for i den
følgende Maaned selv at samles til Raadslagning i Viborg. T. K.s
Maal var Christian II.s Afsættelse, og heri var de jyske Bisper
— med Undtagelse af Ove Bille — enige med ham, medens T. K.s
Svogre Oluf Rosenkrantz og Erik Banner ligesom Mogens Gjøe
kun ønskede Christian II.s borgerlige Raadgivere fjernet. Et ligefremt
Sammensværgelsesbrev, der opfordrede Hertug Frederik til
at sætte sig i Besiddelse af den danske Krone, blev derfor kun underskrevet
og beseglet af T. K. og andre ligesindede verdslige Raader
tillige med de fleste af Bisperne. Med ubændig Kraft fortsatte
T. K. nu Arbejdet paa at blive Christian II. kvit, og dennes Vedholden
ved sine borgerlige Raadgivere, Ubeslutsomhed og Raadvildhed
gjorde, at han forholdsvis let naaede sit Maal. Paa et nyt
Viborgmøde 20. Jan. 1523 udstedte de samme Herrer, som havde
underskrevet Sammensværgelsesbrevet, et ligefremt Opsigelsesbrev
til Christian IL, og T. K. havde vundet sit Spil, da Mogens Gjøe
og hans to Svogre i Løbet af Marts halvt tvunget sluttede sig til
Oprørerne.
T. K. krævede og fik sin rigelige Løn af sin nye Herre Frederik I.
Samtidig med at den foreløbige Haandfæstning udstedtes i Viborg
(26. Marts 1523), udnævntes han til Rigsmarsk. Videre gentoges i
Haandfæstningen Kong Frederiks Løfte af 30. Jan. om at kassere
og tilintetgøre de Breve, som Erik (VII.) af Pommern og Dronning
Margrete havde aftvunget nogle af Adelen. Ved denne Bestem-
13*

196 Krabbe, Tyge.
melse tilsikredes der T. K. den fulde Besiddelsesret til Fiskebæk.
Endelig fik han 12. Juli paa ny Helsingborg i Forlening. Naar
Danmark i de følgende Aar ikke regeredes paa helt saa reaktionær
Vis, som T. K. kunde have ønsket, skyldtes det, at han holdtes i
Skak af den moderate Mogens Gjøe, der 1523 var blevet Danmarks
Riges Hofmester. Men den skaanske Befolkning fik at mærke, at
snæver Klasseegoisme bestemte Helsingborg-Lensmandens Optræden.
Med hensynsløs Brutalitet slog han 1524 de skaanske Bondeopstande
ned. Over for Søren Norbys Angreb n. A. maatte han
derimod gaa over i Defensiven. Forgæves forsøgte han en Belejring
af det af Søren Norby besatte Aahus, men da Bønderne overalt
sluttede sig til denne, maatte han tiltræde et ilsomt Tilbagetog.
Ikke engang Lund kunde holdes, og det lykkedes kun lige T. K.
at slippe ind i Malmø med nogle af Landsknægtene. Malmø og
Helsingborg var derefter de eneste Punkter i Skaane, der var i
Regeringens Besiddelse. Johan Rantzau, der 20. Maj ankom til
Malmø med Landsknægte og Ryttere, har Æren for Skaanes Generobring.
I Slagene ved Lund — hvor T. K. med Dygtighed førte
Rytteriet — og Bunketofte Lund blev Bondehæren slaaet. De
skaanske Rigsraader med T. K. i Spidsen skyldes det derimod,
at der snart efter sluttedes Forlig med Søren Norby paa for denne
hæderfulde Vilkaar. Søren Norby overgav ifølge Forliget Landskrona,
hvortil han havde trukket sig tilbage — det havde været
Johan Rantzaus Ønske at storme Byen. Medens T. K. gerne søgte
Forlig med Søren Norby, nærede han kun de mest hadske Følelser
over for den skaanske Adelsmand Niels Brahe, der havde deltaget
i Opstanden. Ved Herredagsdom — T. K. optraadte under
Proceduren som Anklager paa Kongens Vegne — erklæredes Niels
Brahes Liv og Gods forbrudt, og bagefter var T. K. en af de første
til at gøre sig til gode med Niels Brahes Gods. Han gav sit saaledes
erhvervede skaanske Gods Navnet Vegholm og opførte her 1530
en stærkt befæstet Borg med tre Taarne. Da den landflygtige
Niels Brahe 1529 var taget til Fange, lagde T. K. endnu en Gang
sit uforsonlige Had for Dagen. Han lod ham underkaste Tortur,
inden han halshuggedes i Kbh. Ogsaa Bønderne, der havde deltaget
i Opstanden, for han haardt frem mod med Bødepaalæg.
Da Søren Norby, der ikke kunde finde sig i at sidde som adstadig
Lensmand paa Sølvitsborg, 1526 var flygtet efter et Nederlag til
Søs, maatte T. K. paa ny tvinge hans Folk i Blekinge ind under
Kong Frederik. Derefter oprandt nogle rolige Aar. Men T. K,
der var streng Katolik, fik andre Ting at bekymre sig for. Det
hjalp intet, at han advarede Frederik L, som ogsaa Gustaf Vasa,

Krabbe-Carisius, Hans. 199
kendtlighed. Sin saaledes i Holsten begyndte Uddannelse fuldendte
K.-C. ved Universitetet i Kiel. 1794 sendtes han som Legationssekretær
til Dresden, hvor ogsaa Hennings i sin Tid havde været
ansat; derfra gik han 1798 i samme Egenskab til Stockholm. 1804,
da hans Chef, Otto Blome, forflyttedes til St. Petersborg, fulgte
han med ham og forblev der, til Krigen udbrød. Efter at Freden
med Sverige var sluttet, akkrediteredes K.-C. som Gesandt i Stockholm
6. Maj 1814.
Det var under meget vanskelige Forhold, han tiltraadte denne
Post. Karl Johans Planer var i høj Grad truende for Danmark,
men den danske Regering kunde vente at finde Støtte hos
Stormagterne. At dette faktisk lykkedes, skyldtes for en ikke
ringe Del K.-C, idet han vidste i den Grad at vinde sine Kollegers
Tillid, at han af dem erfarede alt, hvad der foregik mellem dem
og den svenske Regering med Hensyn til de danske Interesser;
de meddelte ham de Instrukser, de modtog, og deres Indberetninger
var ganske i Overensstemmelse med, hvad vi kunde ønske.
Omsider saa Karl Johan sig ved Stormagternes stedse voksende
Pression nødt til at modtage Englands Mægling i Spørgsmaalet
om Norges Andel i den dansk-norske Statsgæld. Forhandlingerne
forlagdes til Stockholm, og 1. Sept. 1819 afsluttede K.-C. og den
norske Statsraad P. C. Holst Konventionen. Det var ikke K.-C.s
Skyld, at Norges Andel kun fastsattes til tre Mill. Sp. Dir., hvad
der efter den norske Statsraad P. Motzfeldts egen Tilstaaelse kun
var en Niendedel af Gældens Beløb, hvorhos Danmark ingen Erstatning
fik for i halvfemte Aar alene at have maattet bære Renten af
den hele. Men det lykkedes ham at fastholde en Rentefod og
Terminer, der var gunstige for Danmark, og om han end ikke
opnaaede Englands Garanti, fik han dog i alt Fald den engelske
Gesandt til, uden Instruks og, som det senere viste sig, mod sin
Regerings Villie, at gaa ind paa, at Obligationerne og Kuponerne
skulde afgives til England som Mellemmand, hvorved altid nogen
Sikkerhed vandtes. — Efterhaanden ordnedes nu ogsaa de andre
Stridspunkter mellem Regeringerne ved Forhandlinger i Stockholm:
Spørgsmaalet om det danske Rigsvaaben og Erstatningskravene
for den svenske Armés Rekvisitioner i Holsten samt for
de danske Orlogsbrigger, der var forblevet i Norge.
Fra 1820 blev Forholdet mellem Regeringerne bedre. 1822 gik
den danske Regering ind paa en anteciperet Betaling og dermed
forbunden Nedsættelse af Restbeløbet af Norges Gæld til Danmark.
Endelig var Grev L. v. Engestrom 1824 blevet afløst af Grev
Wetterstedt som svensk Udenrigsminister. Virkningerne af den

2C0 Krabbe-Carisius, Hans.
forandrede Situation viste sig snart. Det lykkedes K.-C. efter lange
Forhandlinger at afslutte Handelstraktaten af 2. Nov. 1826, der af
alle betragtedes som et stort Fremskridt i liberal Retning. Ligeledes
opnaaede han at fjerne de store Pasvanskeligheder, som den
svenske Regering hidtil havde opretholdt over for Danske, der
vilde rejse ud over Skaanes Grænser. Ved Sveriges Hjælp fik vi
1827 en Handelstraktat med Tyrkiet, og Danmark opfordredes til
i Fællesskab med Sverige at gøre et Søtogt for at tugte de tripolitanske
Sørøvere, hvad vi imidlertid af økonomiske Grunde afslog,
ligesom vi heller ikke gik ind paa et Forslag om at modtage St.
Barthélemy i Bytte for de danske Besiddelser paa Guineakysten,
som Sverige vilde bruge som Deportationssted for Forbrydere. —
Saaledes var den senere Del af K.-C.s Gesandtskabstid rolig. Karl
Johan, der tidligere havde tilsidesat ham paa en fremtrædende
Maade, behandlede ham nu godt, Forholdet til Wetterstedt var
næsten hjerteligt, og med sine Kolleger vedblev han at staa paa
en saa fortrolig Fod, at han kunde indberette om alt, hvad der kom
til deres Kundskab om de almindelige europæiske Begivenheder.
Her hjemme satte ikke blot Rosenkrantz, med hvem han stod i
personlig nær Forbindelse, men ogsaa de andre Ministre stor Pris
paa ham. Da derfor Grev E. Schimmelmann, der efter Rosenkrantz'
Død 1824 interimistisk havde overtaget Udenrigsministeriet,
døde 9. Febr. 1831, faldt Frederik VI.s Valg paa K.-C,
og 17. Maj s. A. udnævntes han til Chef for Udenrigsdepartementet
og Gehejmestatsminister.
I denne Post kom K.-C. imidlertid kun til at spille en lidet
betydelig Rolle saavel inden for sit Departement som overhovedet
inden for Regeringen. Dette hænger sikkert sammen med, at der
ikke forelaa vigtige udenrigspolitiske Spørgsmaal for Danmark i
de elleve Aar, da han var Minister. Spørgsmaalet vedrørende
Hertugdømmerne var foreløbig løst gennem Stænderinstitutionen,
som K.-C. i øvrigt ikke var nogen Ynder af "(han var den eneste
Minister, der ikke vilde feste i Anledning af Forordningerne af
15. Maj 1834). Han stod som en fremmed over for det nye
politiske Liv, og han forstod heller ikke de nye Spørgsmaal, der
skulde rejse sig vedrørende Slesvigs Stilling og den slesvigske Danskhed.
Det er forkert at opfatte hans Tilbagetræden 1842 som en
Protest mod Prinsen af Augustenborgs Udnævnelse til Statholder
i Hertugdømmerne. Grunden til hans Fratræden var en Uenighed
med Kongen angaaende en ubetydelig Forhandling med Sverige
om nogle Fyr, idet han foreslog Indrømmelser til Sverige, hvortil
Christian VIII. ikke fandt Anledning, og hvorover K.-C. blev

202 Krafft, A.
seum ejer hver især en Del af hans Tegninger. Sammenlignet med
jævnaldrende og lidt yngre Kunstnere i Danmark staar K. ikke
stærkt. Hans Arbejde er blegt og vegt; men han var jo ogsaa af
Krop svagelig og døde i en ung Alder. — Selvportræt samt Tegninger
af H. V. Bissen og Reichmann i Kobberstiksamlingen.
Ph. Weilbach (Erik ^ahle*).
Krafft, Johann Melchior, 1673—1751, Præst, Kirkehistoriker.
F. 11. Juni 1673 i Wetzlar, d. 22. Juli 1751 i Husum, begr. sst.
Forældre: Dommer og Raadsherre Johann Jacob K. (d. 1705) og
Anna Barbara Verdriess (d. 1695). Gift i° 17. Febr. 1699 med
Abelia Frese, d. 5. Jan. 1708 i Sandesneben, D. af Købmand og
Skipper i Eckernførde Franz F. 2° 17. Okt. 1708 med Catharina
Margaretha Starcke, døbt 12. Okt. 1682 i Liibeck, begr. 1. Nov.
1725 i Husum, D. af Dansemester David S. og Christina Bart.
3 0 29. Maj 1730 i Husum med Margaretha Ursula Fincke, døbt
30. Sept. 1694 i Husum (gift i° med Diakon i Tetenbiill Christian
Albrecht Harding, d. 1722), D. af Dr. med. Hermann F.
(1663—1701) og Catharina Dorothea Rachel (f. 1667, gift 2°
med Dr. med. Johannes Schmid, d. 1712).
J. M. K. gik først i Skole i Wetzlar, besøgte derpaa fra 1688
Gymnasiet i Giessen, hvorfra han 1691 overgik til Universitetet i
Wittenberg. 1693 blev han Magister og drev derpaa privat videregaaende
Studier dels i Halle, Hamburg og Kiel, dels medens han
var Huslærer forskellige Steder i Holsten og Liibeck. 1698 blev
han Compastor i Siiderstapel, men da han her maatte opleve
adskillige Genvordigheder i sin Gerning, var han glad ved 1706
at blive Præst i Sandesneben i Lauenburg. 1709 kom han til
Husum som Archidiaconus, 1712 blev han tillige Inspector scholæ
sst. og siden s. A. Sognepræst (Hauptpastor) her, 1735 desuden
Medlem af Overkonsistoriet paa Gottorp. J. M. K. var fra sin
Ungdom en meget boginteresseret Mand, der i Tidens Løb samlede
sig et ypperligt Bibliotek, rigt bl. a. paa Originaludgaver af Luthers
og andre Reformatorers Skrifter (trykt Katalog herover, I—II,
1752—53). Han var ogsaa i høj Grad fortrolig med sine Bogskatte
og sad inde med stor Viden især i Kirke- og Lærdomshistorie,
paa hvilke Omraader han har udgivet flere betydningsfulde Skrifter.
I sin »Prodromus Historiæ Versionis Germanicæ Bibliorum«, I—III,
(1714—16) meddelte han gode Bidrag til de tyske Bibeloversættelsers
Historie, og i sin »Ausfiihrliche Historie vom Exorcismo« (1750)
gjorde han med stor Grundighed Rede for den Udvikling, dette
Led af Liturgien havde gennemløbet. Som afgjort Modstander af

Krqfft, Johann Melchior. 203
Exorcismen havde han i mangfoldige Aar samlet Materiale til
dens Historie, og i sin Fremstilling heraf behandlede han ogsaa
udførligt Forholdene i Danmark. Hans Hovedværk er dog »Ein
Zweyfaches Zwey-Hundert-Jåhriges Jubel-Gedachtnis« (1723; 2.
Opl. med ændret Titel 1730) til Minde om Reformationens Begyndelse
i Hertugdømmerne og Luthers Udgivelse af Oversættelsen
af det nye Testamente, begge Dele 1522. Det er den Dag i Dag
et værdifuldt Kildeskrift især til Husum og Omegns Kirkehistorie.
Navnlig har det været af Betydning, at J. M. K. har haft Adgang
til meget haandskrevet Materiale. Som Kirkemand repræsenterede
J. M. K. en maadeholden Pietisme. For dette Standpunkt har
han givet Udtryk i nogle Fejdeskrifter under de heftige Stridigheder
mellem Generalsuperintendenterne H. Muhlius og Josua
Schwartz, hvori han tog Parti for den pietistiske Muhlius. Han
stod i Brevveksling med flere Danske, f. Eks. Søren Lintrup og
J. G. Holstein. — Konsistorialraad 1735. — Maleri i Husum
K.
Selvbiografi i J. M. Krafft: Ein Zweyfaches Jubel-Gedachtnis, 1723, S.
209—27, 564—69. Johs. Moller: Cimbria literata, II, 1744, S. 431—33.
J. Lass: Sammelung einiger Husumischen Nachrichten, 2. Fortzetzung, 1752,
S. 99 f. Staatsburgerliches Magazin, X, 1831, S. 915 f. Kirkehist. Saml.,
4. Rk., II, 1891—93, S. 567; III, 1893—gs, S. 827. H. Ratjen: Verzeichniss
der Handschriften der Kieler Universitåtsbibliothek, I, 1847, S. 278, 279;
II, 1848—54, S. 357. Schriften des Vereins f. schlesw.-holst. Kirchengeschichte,
2. Rk., VIII, 1926—28, S. 348; IX, 3. Hft., 1932, S. 325, 331 ff. Schleswig-
Holstein-Lauenburgisches Kirchen- u. Schulblatt, 1888, S. 179 f. E. Feddersen:
Kirchengeschichte Schleswig-Holsteins, II, 1935 ff., S. 363.
Bjørn Kornerup.
Krafse, dansk Uradelslægt, hvis ældste kendte Led er Ridderen
Niels Nielsen til Skovsbo (nævnt 1396 og 1404), der maaske var
Bedstefader til nedenn. Biskop, Magister Mogens K. (d. 1474) og
hans Broder Jesper K. (nævnt 1471 og vist endnu 1504), der var
Lensmand paa Kbh.s Slot. Hans Søn Ridderen Hans K. (1487
—1530) til Basnæs og Utterslev (Vintersborg) fik sammen med
Henrik Gjøe (d. 1533, s. d.) 1523 overdraget Forsvaret af Sjælland,
men traadte i Frederik I.s Tjeneste og blev Medlem af Rigsraadet.
Hans Sønner var Jesper K. (1522—66) til Basnæs, Lensmand paa
Riberhus, og Eiler K. (1524—99) til Egholm og Assendrup, med
hvis Sønnesøn Ritmester Otto K. (d. efter 1670) til Egholm Slægtens
Mandslinie uddøde.
Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 252—55; XVIII, 1901, S. 564;
XXIII, I9o6, S. 498; XXVIII, ,9, i, S. 572. ^ ^

204
Krafse, Mogens.
Krafse, Mogens, d. 1474, Biskop. D. 1474, tidligst 16. Okt.,
begr. i St. Knuds K. i Odense. Fader: Mogens K.
M. K. studerede i Udlandet, hvor han tog Magistergraden,
var 1453 Christian I.s Kapellan, 1455 Sognepræst i Kettinge paa
Als og fik da reserveret Kanonikater i Roskilde og Kbh. 1458
var han Kongens Kansler og Kannik i Lund, blev n. A. paa
Biskop Henneke Ulfeldts, Odense Domkapitels og Kongens Anmodning
af Paven udnævnt til Koadjutor i Odense og tiltraadte Bispeembedet
1460 ved Henneke Ulfeldts Død, skønt en af de mægtige
Axelsønner, Peder Axelsen Thott, gjorde Krav derpaa som valgt
af Kapitlet. Dennes Intervention i Rom gjorde dog ingen Virkning,
og M. K. besad Stiftet uanfægtet til sin Død. Som Biskop
har han gjort sig fortjent ved Oprettelsen (1466) af et (nu forsvundet)
St. Knuds Kapel ved St. Knuds Kirke, ved Udsmykningen
af Klostret og Domkirken samt ved Grundlæggelse af en
Fattigstiftelse for Odense By. Som Medlem af Rigsraadet har han
tillige taget levende Del i Tidens politiske Begivenheder, og under
alle vigtige Statsakter i Tiden 1464—74 har han hængt sit Segl.
Særlig har han været en indflydelsesrig Raadgiver ved Forhandlinger
med Sverige, og han deltog i Kong Christians Tog til Stockholm
1471. Under de vanskelige indre Forhold, da Axelsønnerne
og Eggert Frille var i Opposition til Kongehuset, stod han paa
Kongens Side.
Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 252 f. Dsk. Mag., II, 1746, S. 1—25.
C. T. Engelstoft: Odense Byes Hist., 2. Udg., 1880. Acta Pontificum Danica,
III, 1908. Will. Christensen: Missiver fra Kongerne Christiern I.s og Hans's
Tid, I—II, 1912—14. Odense Bys Hist., udg. af H. St. Holbeck, 1926.
Mollerup (Povl Bagge*).
Kraft. Den dansk-norske Militær- og Embedsmandslægt K.
stammer paa Spindesiden fra en tysk Præsteslægt K., hvis Stamfader
Pastor Michael K. (d. 1598) i Emezhausen i Franken var
Fader til Præst ved Petri Kirke i Kbh., Musikeren, Mag. Hans
K. (d. ca. 1632), af hvis Børn skal nævnes Sognepræst Michael K.
(1592—1660) og Anna K., der i sit Ægteskab med Sognepræst i
Enebak, Provst Jens Andersen, var Moder til Sognepræst i Hof i
Solør Hans Jensen K. (d. 1675) og Kirsten Jensdatter K. (d. 1696),
hvis Børn med Sognepræst i Enebak Peder Evensen Leuten (Løjten)
(1643—1704) videreførte Navnet. Af disse skal nævnes Major Jens
K. (1673—1751) til Raastrupgaard, Oberst og Kommandant paa
Munkholm Even Pedersen K. (1674—1747) og Kaptajn Anders K.
(1690—1725), hvis Søn var nedenn. Filosof, Matematikeren Pro-

Kraft. 205
fessor Jens K. (1720—65). Oberst Even Pedersen K. var Fader til
nedenn. Godsinspektør ved Sorø Akademi, Justitsraad Peder K.
(1711—64), hvis Søn Vice-Landsdommer, Justitsraad Adam Gottlob
Henrik Severin K. (1752—1828) til Ødemark var Fader til nedenn.
Landskabsmaler Frederik Carl Julius K. (1823—54).
Personalhist. Tidsskr., 3. Rk., II, 1893, S. 264—68; 7. Rk., II, igi7, S. 361;
IV ' I9I9 ' S - 79f - Albert Fabritius.
Kraft, Carl Valdemar, 1849—1924, Retskyndig. F. 30. Maj
1849 i Kbh. (Frue), d. 12. Marts 1924 i Kairo, begr. i Kbh. (Vestre).
Forældre: Overretsprokurator Hans Rudolph K. (1808—61) og
Caroline Elisabeth Brandt (1816—50). Ugift.
K. blev Student 1867 fra Herlufsholm, cand. jur. 1873, 1874
Assistent (Sekretær) i Justitsministeriet, Fuldmægtig 1885, Ekspeditionssekretær
1886, Kontorchef 1889 og Assessor (Dommer) i
den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret 1890, Censor ved de
juridiske Eksamina 1891—96. 1896 skiftede han Land og Stilling.
Han blev Johs. Ussings Efterfølger som Dommer i de internationale
Domstole i Ægypten, først i Mansurah, Præsident sst. 1899, 1901
i Kairo, Vicepræsident der 1908—12 og 1914—16, Præsident
1916—20. Til Brug for en Lovkommission angaaende Indførelse
i Ægypten af livres fonciers skrev K. en »Note« derom (1905) med
dertil hørende »Appendice« (1907). 1910 blev han sammen med
Tyskeren C. Gescher og Spanieren L. Comulada Referent for et
Lovforslag vedrørende Sammensætningen af Domstolenes Kamre
og afgav i den Anledning »Rapports« (1910) og en »Note« (1912).
I Maj 1918 beskikkedes K. til Præsident for en Specialret af elleve
Dommere i Alexandria i et processuelt Principspørgsmaal. Med
Ære havde K. vist sit Fædrelands Farver i det internationale Milieu,
men han attraaede dog uden Resultat forskellige juridiske Embeder
i Hjemlandet, hvor der ved Resolution af 1902 var forbeholdt
ham Plads i Højesteret — 1907 ekstraordinær Assessor sst. —, og
han blev da i Ægypten, indtil han 1920 faldt for Aldersgrænsen.
Han var en Mand af Aand, en lys og levende Intelligens, men
ikke uden en vis stejl Ensidighed og letvakt Saarbarhed, navnlig
naar han fandt sine egne Græsgange uberettiget betraadt. Han
havde lidt den Hovedskuffelse, der prægede ham hele Livet igennem,
at han sammen med cand. jur. J. F. Utke Damm og den
senere Dommer, Dr. jur. H. Sylow blev besejret af Jul. Lassen i
Konkurrencen om det ved Aagesens Død 1879 ledigblevne Professorat.
Ved denne Lejlighed udførte K. sin videnskabelige Hovedbedrift
ved det anselige Værk »Om Hovedprinciperne i den for-

206 Kraft, C.
mueretlige Anordning« (1881), der har størst Betydning ved Kritikken
af Goos' Bestemmelse af den objektivt retstridige Handling
og navnlig ved dets Fremhæven af Betydningen af den handlendes
subjektive Hensigt med Hævden af, at det onde Forsæt maatte
være nok til at gøre en ellers retmæssig Handling retstridig. Særlig
Nordmanden Professor Knoph har i sit Skrift »Hensiktens betydning
for grensen mellem rett og urett« (1921) taget dette af K. behandlede
Problem op til fornyet Drøftelse. En Studierejse til Tyskland,
Frankrig og England paa det Hurtigkarl'ske Legat 1884—86 fulgte
for K.s Vedkommende efter den videnskabelige Væddestrid. Under
Mærket a skrev K. senere i »Berlingske Tidende« Artikler, delvis af
polemisk Natur, fremkaldt ved en Tvangsindlæggelse paa Kommunehospitalet
af en fhv. juridisk Embedsmand. Kbh.s Universitet
var K.s Hovedarving, jfr. Legatfundats af 24. Aug. 1925. —
R. 1893. L>M. 1901. K. 2 1911. K. 1 1919.
Frantz Dahl i Berl. Tid. 17. Marts 1924. Samme i Tidsskrift for Retsvidenskab,
XXXVII, Ny Række, III, 1924, S. 464—68. „ 1 H hl
Kraft, Frederik Carl Julius, 1823—54> Landskabsmaler. F. 8.
Okt. 1823 i Kbh. (Fødsst.), d. 25. Okt. 1854 paa Lille Vodrofgaard
(Frbg.), begr. i Lyngby. Forældre: Justitsraad, Vice-Landsdommer
Adam Gottlob Henrik Severin K. til Ødemark (1752—1828, gift
i° 1781 med Charlotte Amalie Trolle, 1750—1814; Ægteskabet
opløst) og Sophie Frederikke Tronier (1785—1845). Ugift.
K. skulde have været Handelsmand, men Lyst til Kunsten sejrede,
og 1838 fik han Adgang til Kunstakademiet. Her naaede
han vel op i Modelskolen, men havde allerede længe før lagt sig
saa ivrigt efter Landskabsmaleriet, at han 1843 kunde udstille sit
første Billede. Akademiet tildelte ham 1850 en Rejseunderstøttelse
som Anerkendelse af hans Maleri »Færgelunden ved Jægerspris«,
udstillet 1849, købt til Den kgl. Malerisamling. Han kom i Slutningen
af 1851 til Rom; hans Rejseunderstøttelse fornyedes for
andet Aar 1852, og de Billeder, som udstilledes efter hans Hjemkomst
(1853—55), vakte almindelig Opmærksomhed, navnlig »Parti
ved Comosøen«. Men for Eftertiden staar K.s Værk uden stærkt
personligt Præg, som man kan vente sig af en skolet Elev af det
hævdvundne. — Maleri af Johs. Jensen (forhen hos Johan Hansen).
Tegninger bl. a. af Carsten Henrichsen 1854 (Fr.borg) og
Johs. Jensen. Buste af Ernst Bruhn 1847. Marmormedaillon af
L. Prior 1879. Litografi signeret E. V. og af I. W. Tegner 1856
efter Daguerreotypi. ph WeiU)ach (Erik Z(Me*),

208 Kraft, Jens.
Træernes Natur« (sst.) og »Overeensstemmelse imellem visse Principia
af Physik og Metaphysik« (sst.). 1760 udgav han »Kort
Fortælning af de vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke
og Meninger, til Oplysning af det menneskeliges Oprindelse og
Fremgang i Almindelighed« (tysk Overs. 1766, hollandsk Overs.
1779). I denne for sin Tid mærkelige Bog, hvor en Række Problemer
vedrørende primitive Kulturer bliver drøftet paa en Maade,
der virker helt moderne, søger han, foruden at vække Forstaaelse
for primitive Mennesker, ud fra Tanken om en Udvikling at
bidrage til en Paavisning af, at de primitive Folk »ere i vor Tid,
hvad den største Deel af Verden haver været i de ældste«. Af hans
mange oplysende Eksempler er en Del hentet fra Saxo, Snorre,
Egedernes Grønlandsberetninger og det gamle Testamente. — 1761
havde K.s Kollega i Sorø J. S. Sneedorff i sit anonymt udgivne
Tidsskrift »Den patriotiske Tilskuer« udtalt sig om den matematiske
Metodes begrænsede Anvendelighed og prist de skønne Videnskaber,
alt paa en Maade, der forekom K. overfladisk, hvorfor han
tog til Genmæle i ti anonyme »Kritiske Breve til Videnskabernes
Fremvext og Smagens Forbedring« (s. A.), der s. A. efterfulgtes
af »Fortsettelse af Kritiske Breve«, hvortil er føjet »Korte Anmerkninger
over et Svar [fra Sneedorff] paa de 1 o første Kritiske Breve«.
K.s Kritik sigter paa »at give alle Ting sin rette Priis«. Han vil
ikke angribe »Smagen«, men kun »Smagens Misbrug«. »Vi elske
den gode Smag, men vi agte de grundige Videnskabers Methode
over alt«. Denne Metode er, hvor det gælder Virkelighedserkendelse,
den anvendte Matematiks eller den matematisk-naturvidenskabelige
Metode eller, som K. kort siger, »den mathematiske
Methode«, efter hvilken der til Forklaringen af et Fænomen kræves
en Paavisning af, at Fænomenet lader sig indordne som Led i et
deduktivt System. Hvor Emnerne ikke tillader Anvendelsen af den
videnskabelige Metode i denne Form, vil Forskeren dog, mener K.,
være i Overensstemmelse med »den mathematiske Methode«, naar
han under sit Arbejde nøje skelner mellem Viden, Hypoteser og
løse Formodninger. Hvad de skønne Videnskaber angaar, synes
deres Videnskabelighed ham problematisk, da de efter hans Mening
ikke lader sig indordne under almindelige Regler, hvad der til
Dels skyldes deres Fundament, de individuelt varierende Følelser.
Selv om han ikke vil frakende de skønne Videnskaber praktisk
Værdi, mener han dog, at de grundige Videnskaber ogsaa her
bærer Prisen, da et Folks kulturelle Fremskridt først og fremmest
er betinget af de teoretiske og praktiske Videnskabers
Trivsel. — K.s Hovedværk er hans »Forelæsninger over Me-

Kraft, Jens. 209
kanik« (1763, udvidet af og oversat paa Latin af J. N. Tetens,
1773: denne Udg., »hin und wieder verbessert« af og
overs, paa Tysk af J. C. A. Steingruber, 1787), der n. A. efterfulgtes
af 2. Del, »Forelæsninger over Statik og Hydrodynamik
med Maskin-Væsenets Theorier«. Dette Arbejde, særlig 1. Del,
skabte ham et anset Navn ogsaa i Udlandet. Til K.s litterære
Arbejder hører endvidere nogle Lejlighedstaler holdt paa Sorø
Akademi. — K.s Filosofi, der væsentlig er Wolff'sk, men med
tydeligt Præg af vesteuropæisk Paavirkning, frembyder paa flere
Punkter Interesse. Foruden hans Betragtninger over videnskabelig
Metode kan saaledes nævnes hans Lære om Erkendelsens relative
og fænomenale Karakter og Umuligheden af at vide noget om
Tingene »i sig selv« og hans Paavisning af visse Antinomier, Tanken
kan hildes i. Ved sine kritiske Tanker har han utvivlsomt bidraget
til at bane Vej her i Landet for Kant. Som Psykolog foretrak han
en empirisk Psykologi fremfor en spekulativ, og han er vistnok
den første her hjemme, der efterlyser en eksperimentel Psykologi.
— Justitsraad 1761. — Maleri.
P. F. Suhms saml. Skrifter, VII, 1791, S. 375; X, 1793, S. 25 f.; XV, 1798,
S. 287. G. Molbech: Det Kgl. Danske Vidensk.s Selsk.s Hist., 1843, S. 128,
'35) a 39f-> 521. S. A. Christensen: Matematikens Udvikl, i Danmark og
Norge i det XVIII. Aarh., 1895 (se Registeret). O. Hansen: Filosofien i
Danmark, I, 1897, S. 16 f., 22 ff., 50—61, 63, 81 ff., 92, 96 ff. H. Høffding:
Danske Filosofer, igog, S. igf., 21 f. N. Nielsen: Matematiken i Danmark
1528—1800, 1912 (se Registeret). J. Pedersen: Borchs Kollegiums Hist. 1728—
1823, 1916 (se Registeret). F. Bull: Fra Holberg til Nordal Brun, s. A. (se
Registeret). Samme: Norges Litteratur fra Reformationen til 1814, 1928 (se
Registeret). G. Christensen: Den danske Botaniks Hist., 1924—26, I, S. 176;
II, S. 50. J. Lollesgaard: Sprogfilosoferen og Sprogforsken, ig25, S. 25, 31—34,
g6f., 106—10. Luxdorphs Dagbøger ved E. Nystrøm, I—II, igi5—30 (se
Registeret). L. Magon: Ein Jahrh. geist. u. lit. Beziehungen zwisch. Deutschland
u. Skandinavien, I, ig26 (se Registeret). Th. A. Muller i Det danske
Folks Historie, V, ig2g, S. 353, 355 ff., 367, 369 f.; VI, 1928, S. 285, 288,
2gi f. K. F. Plesner: J. S. Sneedorff, ig30 (se Registeret). Ellen Jørgensen:
Historieforskning og Historieskrivning, ig3i, S. 171 f. Sorø. Klostret, Skolen,
Akademiet, II, s. A. (se Registeret). Vilh. Andersen: Den danske Litt. i det
attende Aarh., I934 (se Registeret). $ y Rasmussen.
Kraft, Carl Ludvig, f. 1860, Kirurg. F. 25. Aug. 1860 i Kbh.
(Holmens). Forældre: Løjtnant, senere Kommandør Johan Christian
K. (1820—94) og Pouline Arnoldine Christiane Wolff (1829—
1907). Gift 21. Juni 1905 i Græse med Louise Ramm, f. 25. Juli
1873 paa Frbg., D. af Kaptajn, senere Oberstløjtnant, Direktør
for Frbg. Sporvejsselskab Peter Godfred R. (1834—1917) og Christiane
Marie Wolff (1842—1926).
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 14

210 Kraft, Ludvig.
K. blev Student 1878 fra Metropolitanskolen og studerede først
Polyteknik, samtidig med at han, begavet med kunstneriske Anlæg
og Ven med de bedste af Samtidens Kunstnere, følte sig draget
mod Malerkunsten, slog derefter ind paa Medicin og tog Lægeeksamen
1886. Efter Kandidattjeneste s. A. paa Almindelig Hospital
hos L. J. Brandes var han i de to følgende Aar Kandidat paa
Kommunehospitalet, bl. a. hos Kirurgerne Axel Iversen og Studsgaard;
hos denne sidste modnedes Tanken hos ham om at blive
Kirurg. Han blev derefter Kandidat paa Frbg. Hospital 1889—91
hos Studsgaards ældre Ven Howitz og udarbejdede her sin Disputats
»Experimentelle Studier over acut Peritonitis«, som han 1891
forsvarede for Doktorgraden; til Emnet var han blevet inspireret
af en Artikel af Rovsing i »Bibliotek for Læger«, og Forsøgene
udførtes hos C. J. Salomonsen paa Universitetets Laboratorium for
medicinsk Bakteriologi, der dengang var installeret i et Kælderrum
i Botanisk Haves Laboratorium, og hvor bl. a. Knud Faber og
Johs. Fibiger arbejdede. Efter en Udenlandsrejse og Tjeneste som
Assistent hos Prosektor Borch paa Kommunehospitalets Sektionsstue
var K. Reservekirurg 1891—95 paa Kommunehospitalets
Afd. I hos Studsgaard, en af Datidens dygtigste Kirurger. Til sin
kirurgiske Uddannelse føjede K. nu i Aarene 1896—1903 som
Borchs Efterfølger en rig Erfaring i patologisk Anatomi og var saaledes
grundigt rustet, da han 1903 udnævntes til Overkirurg paa
det nybyggede Frbg. Hospital; da samtidig den medicinske Overlægeplads
besattes med Vermehren, blev hermed indledet et frugtbart
kirurgisk-medicinsk Samvirke. I de over 25 Aar, K. nu
virkede som Overkirurg, til han 1929 trak sig tilbage, fik han rig
Lejlighed til at udfolde ikke alene sine ypperlige Evner som Kliniker,
Kirurg og Administrator, men ogsaa sin originale, hjertevarme
og helstøbte Personlighed, der aldrig var bange for hverken
at tage eller give et Ansvar. K. forstod til fulde at værdsætte og
udvikle Sygeplejerskens Andel i Arbejdet og gjorde foruden sit
utrættede personlige Arbejde for hver enkelt af sine Patienter ogsaa
en stor Indsats i Uddannelsen af sine mange Reservekirurger, der
spredte Landet over som Sygehuslæger har videreført Traditionen
fra Frbg. Hospital. Trods Afdelingens alsidige kirurgiske Belægning,
hvoraf Underlivskirurgi og -betændelse bevarede hans Hovedinteresse,
fandt K. Tid til talrige Foredrag og videnskabelige Meddelelser
fortrinsvis i nordiske Tidsskrifter, der viste, at hans Afdeling
stadig holdtes i forreste Linie. Han foretog talrige Studierejser for
at lære hos sin Samtids bedste (bl. a. Lennander) og var som
Privatdocent en livfuld og inspirerende Lærer for Studenterne ved

212 Kraft, Ole Bjørn.
af et »korporativt« Ting, en Repræsentation for Erhvervene, der
skulde være raadgivende i Lovgivningsarbejdet og i øvrigt have
Ret til at fremkalde Folkeafstemning eller Folketingsopløsning.
Denne Forfatningspolitik er siden i hans Udformning indgaaet i
den konservative Ungdomsbevægelses Program. K.s politiske Syn
er i lige Grad nationalt og socialt præget. Han var 1928—32
Udgiver og Redaktør af Tidsskriftet »Det nye Danmark« og er
det paa ny fra 1934. I et Skrift »Fascismen« (1932) har han skildret
den italienske fascistiske Bevægelses Oprindelse og dens teoretiske
og praktiske Udformning. p StavnstrUp.
Kraft, Peder, 1711—64, Landsdommer, Forfatter. F. 10. Aug.
1711 i Norge, d. 3. Febr. 1764 paa Egholm, begr. i Sæby K. Forældre:
Premierløjtnant, senere Oberst Even Pedersen K. (1674-1747)
og Maren Knudsdatter Kylstrup (d. 1766). Gift 18. April 1748
i Kbh. (Frue) med Birgitte Borthuus, f. ca. 1722 i Kbh., d. 3.
Jan. 1791 i Sorø, D. af norsk Postmester i Kbh., senere Inspektør
ved det norske Postvæsen Severin B. (d. 1745) og Berethe
Simonsdatter Grue.
K. blev Student 1730 i Kristiania og hørte i sin Studietid til den
Kreds af unge Mænd, der paavirkedes af Holberg; han konkurrerede
1738 til den første af denne udsatte Pris for smukke danske
Vers. Hans Læredigt »Menneskets Ufornøjelighed i sin Stand«
opnaaede imidlertid hverken Prisen eller Æren af at blive trykt i
de Holbergske Samlinger, men han udgav det selv mange Aar
efter, 1759. Et andet ubetydeligt didaktisk Digt i Alexandrinere,
»De ugifte Folks Fordele for de gifte«, skrev K. 1744, mærkelig
nok oprindelig som Bryllupsvers. 1742—43 oversatte han det første
Par Aargange af det engelske moraliserende Tidsskrift »Spectator«.
Hans Forsøg slog dog lige saa lidt an som de tidligere Oversættelser
af den hamburgske »Patriot« og Dalins »Svenske Argus«, men udmærker
sig i alt Fald ved et godt Sprog, om ikke ved overlegen
kritisk Indsigt; i en Note betegnes Shakespeares »Othello« som »en
slet Tragedie, hvor Helten græder for sit Tørklæde, som var stjaalet«.
Imidlertid beredte disse Oversættelser Vej for selvstændige danske
Arbejder som Jørgen Riis' danske »Spectator« og Holbergs »Moralske
Tanker«, begge 1744. — J 745 gik K. over i praktisk juridisk
Virksomhed som Kancellisekretær, blev n. A. 2. Vice-Landsdommer
paa Sjælland og Møen og 1747, maaske ved Holbergs Indflydelse,
tillige Godsinspektør ved det genoprettede ridderlige
Akademi i Sorø, hvor hans Fætter Professor Jens K. samtidig
virkede. Han tog sin Afsked som Inspektør 1761, da han ikke

Kraft, Peder. 213
kunde bringe Balance i Akademiets Økonomi og ikke enes med
Overhovmesteren Grev Danneskiold. Han synes at have været en
formuende Mand, der bl. a. ejede Herregaardene Nørager 1751—61
og Kattrup (Raschenberg) fra 1751 til sin Død. —Justitsraad 1752.
P. M. Stolpe: Dagspressen i Danmark, IV, 1882, S. 173. B. C. Sandvig:
Beskrivelse over Øen Møen, 1778, S. 68. Dansk Minerva, Aug. 1816, S. 158 ff.
Sorø. Klostret, Skolen, Akademiet, II, 1931, S. 125, 139 f.
J. Paludan (H. A. Paludan*).
Kraft, Hortensia (Tenna) Kristine Sofie Erogine, f. Frederiksen,
f. 1885, Operasangerinde. F. 16. Maj 1885 i Kbh. (Matth.).
Forældre: Malermester Niels Christian Frederiksen (1859—1911)
og Sophie Frederikke Greisen (1859—1908). Gift 9. April 1927
i Kbh. (Cit.) med Direktør i Det Danske Petroleumsaktieselskab
Frederik Wilhelm K., f. 5. Dec. 1879 i Kbh. (Trin.), Søn af Premierløjtnant,
Bogholder Frederik Wilhelm K. (1840—81) og Anna
Cathrine Schmidt (1851—1923).
Som ganske ung fik den ualmindelig stemmebegavede T. K. sin
grundlæggende Uddannelse hos J. L. Nyrop og Osta Schottlænder
for senere under et Studieophold i Paris hos den berømte
Jean de Reszké at faa sit sjældne Materiale yderligere afslebet.
Hun debuterede paa Det kgl. Teater 4. April 1906 som Elsa i
»Lohengrin«. Hendes hele kunstneriske Særpræg, Stemmens sjældne
gyldne Timbre og lyriske Varme, hendes intuitive Evne til at
levendegøre den elskende og lidende Kvindes Sind blev egentlig
straks fastslaaet ved Debut'en. Aarene har vel uddybet Billedet
og modnet Evnen, men ikke ændret Grundtrækkene i hendes Kunst.
Vi finder den samme Karakter varieret og individuelt udformet i
en lang Række af T. K.s Hovedpartier, først og fremmest Tosca,
en af hendes ypperste Præstationer ogsaa scenisk set, Traviata,
Margrethe i »Faust«, Tatjana i »Eugen Onegin«, en af de skønnest
fortolkede Kvindeskikkelser, dansk Operakunst har at opvise i vor
Tid, Myrtocle i »De døde Øjne«, Desdemona i »Othello«, Elisabeth
i »Tannhåuser«, Elisabeth i »Don Carlos«, Fru Ingeborg i
»Drot og Marsk« og Leonora Christina, et Parti, i hvilket det
lykkedes Kunstnerinden at gennemføre en storstilet Karaktertegning
spændende fra den unge Kvindes stormfulde Lidenskab til
den aldrende Kvindes bitre, men livserfarne Resignation. T. K.,
der fra første Færd havde et ganske naturligt og sikkert scenisk
Instinkt og altid levede stærkt og inderligt med de Skikkelser, hun
skulde fremstille, maatte med sin skønne Røst blive vor Operascenes
førende lyrisk dramatiske Sopran, der sammen med Kræfter

216 Krag.
føres tilbage til Prokurator i Trondhjem Rasmus Knudsen K. (ca.
1663—1719), af hvis Sønner Major Hans Hagerup K. (1714-—87)
paa Rigstad i Meldalen var Fader til residerende Kapellan ved
Trondhjems Domkirke Peder Schnitler K. (1759—1818) — hvis
Efterslægt lever i Norge — og til nedenn. Generalløjtnant Rasmus
K. (1763—1838), af hvis Børn skal nævnes Departementssekretær
i Udenrigsministeriet Wilhelm Huth K. (1800—78). — De to
nedenn. Brødre Fysikeren og Lægen Anders K. (1553—1600) og
Historikeren Niels K. (1550—1602) var Sønner af en Borger Peder
K. i Ribe og tilhørte paa mødrene Side den kendte Ribeslægt Klyn.
Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 258—72; XVIII, igoi, S. 565;
XXIII, 1906, S. 499; XXVIII, 1911, S. 573; XXXII, 1915, S. 605; XL,
1923, S. 551. — Samme, XVI, 1899, S. 255—58. — H. V. Købke: Stamtavle
over Familien Bredsdorff, 1888, S. 10. F. E. Seidelin: Stamtavle over Familien
Seidelin, 1877, S. 31. — Ch. Delgobe: Stamtavle over de Adgangsberettigede
til T. B. Schnitlers og Fru Normandine Thesens Legat, 1902, Tavle IV. Th.
Ffauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, 1900, S. 505—11. — A. Halling: Meine
Vorfahren, I, 1905, S. 60—62. ,,, . ^ , ...
' ' y °' Albert Fabritius.
Krag, Anders, 1553—1600, Professor. F. 1553 i Ribe, d. 8. Juni
1600 i Kbh. Forældre: Borger i Ribe Peder K. og Karine Sørensdatter
Klyn. Gift 13. Nov. 1586 med Elline Mortensdatter, f. 1566,
d. 24. Maj 1615 i Kbh., begr. i Frue K. (gift 2° 1602 med Hans
Jensen Alanus, s. d.), D. af Handelsmand i Kbh. Morten Olufsen.
Ved Forældrenes tidlige Død tog først Domprovst Jesper Mule,
siden Biskop Poul Madsen sig af A. K., der var sat i Ribe Latinskole.
Da Bispen 1569 forflyttedes til Kbh., fulgte A. K. med,
blev Student ca. 1570 og var senere et Par Aar Hører ved Frue
Skole. 1578 studerede han i Wittenberg, hvor han blev Magister,
siden opholdt han sig paa Universitetsstipendium i Strasbourg,
Tiibingen (1579), Basel (1581—82) og studerede Filosofi, Fysik og
Medicin. Som Hovmester for to unge Adelsmænd af Familien
Munk rejste han igen til Basel (1583), Orleans (n. A.), og i Montpellier,
det berømte lægevidenskabelige Centrum (hvorfra han
gjorde en Afstikker til Paris), har han, vistnok som den eneste
Danske, taget Doktorgraden i Filosofi og Medicin 1585. Efter sin
Hjemkomst (over Frankfurt og Basel) tiltraadte han n. A. Professoratet
i Pædagogik og fungerede i nogle Aar tillige som Universitetets
Notarius. 1590 blev han Professor i Matematik og senere
s. A. i Fysik. 1595—96 var han Universitetets Rektor og 1595—
1600 Frue Kirkes akademiske Værge. Desuden praktiserede han
som Læge i Kbh. og synes at have været Læge ved Hoffet, dog
næppe virkelig Livmedicus; 1589—90 ledsagede han Dronning

Krag, Anders. 217
Anna baade paa hendes mislykkede og paa hendes endelige Brudefærd
til Skotland.
Efter en samtidigs Udtalelser har A. K. været den første Danske,
der tilegnede sig Petrus Ramus' videnskabelige Metode, og i
alt Fald er han og Jacob Madsen, af hvis efterladte teologiske Skrifter
A. K. 1589 var Medudgiver, vore to mest fremtrædende Ramister;
betegnende er allerede A. K.s gentagne Ophold i Basel, et af
Ramismens Hovedarnesteder, hvor den væsentligste Del af hans
Forfatterskab ogsaa er udkommet. Ramus, der i Bartolomæusnatten
1572 havde maattet bøde med Livet for sine skarpe Angreb
paa den aristoteliske Skolastik, præger helt A. K.s tidligste Skrifter.
Hans »Rameæ scholæ« (1582) er direkte polemisk, rettet mod den
tiibingske Aristoteliker, Fysikeren Georg Liebler, der i sit ret udbredte
Aristoteles-Udtog havde benyttet Lejligheden til at bekæmpe
de Vildfarelser, hvori Ramus efter hans Mening havde gjort sig
skyldig. I sit følgende Skrift »Aristotelica et Ramea« (1583) bringer
A. K. Uddrag af Aristoteles' og Ramus' Værker og holder dernæst
Opgør med de skolastiske Sofister under Anvendelse af den ramistiske
Logik; hans s. A. udgivne »Horatii Ars poetica« er en Fortolkning
efter Ramus' dialektiske og retoriske Metode. I »Lavrea
Apollinea Monspeliensis« (1586) giver A. K. en detailleret Oversigt
over alle de vidtløftige Prøver og Opgaver, der gik forud for hans
Promotion i Montpellier, idet han inden Doktorgraden maatte
tage Baccalaureus- og Licentiatgraden. Heri findes bl. a. seksten
»Axiomata Ramea paradoxa«; i Forordet hævder han Videnskabens
Frihed, og i sin Slutningstale manifesterer han sig som en før-
Bacon'sk Empiriker; forud for sin Tid er hans rationalistiske Foragt
for Overtroen og hans Paavisning af, at selv de uforklarligste
Fænomener har deres naturlige Aarsager.
Som endnu et karakteristisk Træk — Fremhævelsen af Platon
paa Aristoteles' Bekostning var et af Ramismens Hovedpunkter —
kan anføres, at A. K. 1598 som Grundlag for Forelæsninger lod
trykke en latinsk Oversættelse af Platons »Parmenides«, hvori Studenterne
skulde have en gavnlig Modvægt mod Aristoteles' Metafysik,
som han i Embeds Medfør lige havde læst over. A. K.s Forfattervirksomhed
i hans Professortid er i øvrigt kun nogle Samlinger
akademiske Teses. De store Forventninger, hans Ungdoms
Produktion havde vakt, synes ikke at være blevet opfyldt; hans
tidlige Død, der efter Sigende skal være fremskyndet af hans Hang
til kemiske Eksperimenter, forhindrede ogsaa hans Oprykning til
et medicinsk Professorat, hvortil han har været særlig kvalificeret.
»Laurea« viser, at han inden for denne Disciplin tilfredsstillede

2l8 Krag, Anders.
Tidens strengeste videnskabelige Fordringer; i Praksis hørte han til
Formidlerne mellem den Galen'ske og den Paracelsiske Skole. I det
hele taget var han ingen ensidig Partigænger, ej heller nogen absolut
Forkætrer af Aristoteles. Indgribende Betydning har han næppe
haft her hjemme, hvor Ramismen aldrig blev dominerende; men
han er et interessant Tidsfænomen, dels ved sin Fordomsfrihed,
dels som et Vidnesbyrd om en stor europæisk Bevægelses beskedne
Indslag i dansk videnskabelig Kultur.
J. D. Herholdt og F. V. Mansa: Samlinger til den danske Medicinal-Historie,
I, 1835, S. 35—-43. H. F. Rørdam: Kbh.s Universitets Hist. Registeret i III,
1873—77, samt IV, 1868—74, S. 299 f., 332 f., 365. J. Paludan: Fremmed
Indflydelse paa den danske Nationalliteratur, I, 1887, Registeret. p p //•
Krag, Dorothea (Dorte), 1675—1754. F. 27. Sept. 1675, d. 10.
Okt. 1754 paa Gisselfeld, begr. i Eckernførde K., D. af Oberst
Mogens K. (s. d.) og 2. Hustru. Gift 1° n. April 1694 med
Gehejmeraad Baron Jens Juel (s. d.). 2 0 25. Maj 1701 paa
Kbh.s Slot med Generalfelttøjmester Christian Gyldenløve, Greve
af Samsøe (s. d.). 3 0 1. Juni 1715 paa Gisselfeld med senere Gehejmekonferensraad
Hans Adolf Ahlefeldt til Bukhagen, f. 24.
Okt. 1679 i Kiel, d. 3. Okt. 1761 i Kbh., Søn af Gehejmeraad
Joachim A. (s. d.) og Hustru.
Efter sin 2. Mands Død beholdt D. K. paa otte Aar det ham
1685 overdragne danske Postvæsen. I Modsætning til sin Mand,
der rigtignok ikke havde haft synderlig Lejlighed til at tage sig
af denne Institution, ofrede hun den megen Opmærksomhed, ikke
just af Interesse for Postbesørgelsen og Postgangen, som der med
Føje jævnlig klagedes over, men af Hensyn til Indtægterne, som
hun, hvis Paaklædning i et enkelt Aar — og det endda et Sørgeaar
— omtrent opslugte Indkomsten af Gisselfeld Gods, altid havde
Brug for. Overlod hun end den egentlige Administration til en
Direktør, saa greb hun dog stærkt ind i Forretningerne, naar det
drejede sig om hendes Fordel. Nødig afstod hun derfor Postvæsenet
1711, da Tiden var omme, uagtet hun fik 12000 Rdl.
og en aarlig Pension af 4000 Rdl., som efter Kongens Bestemmelse
1723 gik over paa hendes ældste Søn, Chr. Danneskiold-
Samsøe; det var en ringe Sum i Forhold til, hvad Postvæsenet
aarlig havde indbragt hende. I Henhold til Gyldenløves Testamente
vedblev »hendes høje Naade« at residere paa Gisselfeld,
selv efter at hun havde indgaaet sit tredie Ægteskab, og da hendes
Mand var lige saa ødsel som hun, var Godset ved hendes Død
i en jammerlig Forfatning og Gyldenløves Børns Formue reduceret

Krag, Dorothea. 219
betydelig. Hun skildres for øvrigt som en begavet og aandrig
Dame. der heller ikke manglede Hjerte for sine undergivne. Paa
sine gamle Dage blev hun blind, men efter en Operation 1751 fik
hun sit Syn igen. — Maleri, formentlig af H. Krock (Gisselfeld)
og af Jac. Coning (sst.). Malerier paa Egeskov og i Privateje.
Portrætteret paa Gruppebilledet af den Gyldenløve'ske Familie
(Fr.borg).
O. F. C. Rasmussen: Optegnelser om Gisselfeld, 1868, S. 188—99. Fr.
Olsen: Det danske Postvæsen indtil dets Overtagelse af Staten 1711, 1889,
S. 140—51. Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie, III, 1903, S. 148 f.
Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 271; XLVI, 1929, II, S. 41.
G.L.Wad (S. Nygård*).
Krag, Erik, 1620—72, til Bramminge, Oversekretær i danske
Kancelli. F. 1620, d. 22. Juli 1672 i Kbh., begr. sst. (Trin.).
Forældre: Christen Eriksen K. til Lydumgaard (1595—'645) og
Ellen Christensdatter Vind (d. 1651). Gift 28. Aug. 1653 paa
Endrupholm med Vibeke Rosenkrantz, d. 1708 el. 09 paa Fyn,
D. af Palle Rosenkrantz til Dansted (1588—1651) og Ingeborg
Nielsdatter Krabbe til Vesløsgaard (d. 1651).
Den ret ubemidlede jyske Adelsmandssøn gik fra 1630 i Sorø
Skole og rejste senere i Udlandet (immatr. i Padova 1642). 1643—53
var han Sekretær i Kancelliet, Juni 1653 blev han dettes øverste
Sekretær og var fra nu af i en lang Aarrække dets mest energiske
og kyndigste Kraft, 1657—60, da Kanslerembedet stod ubesat,
ogsaa dets virkelige Leder. 1650 fik han som Løn Dekanatet i
Ribe Domkapitel og Indtægterne af Varde Syssels Provsti. 1655—56
var han forlenet med Skivehus, 1656—-68 med Herrisvad Kloster,
1658—61 med Lundenæs. Under Taastrupfredsforhandlingerne
foreslog han Rigshofmester Gersdorff at sende Rigsraad Oluf Parsberg
til C. Ulfeldt for at vinde denne, men Raadet blev ikke fulgt.
Under Kbh.s Belejring var han med til at mønstre Garnisonen og
senere Medlem af Kvæsthusets Direktion. Sept. 1660 indstilledes
han til en af de ledige Rigsraadspladser, men Kongen lod hele
Indstillingen ligge. Der fortælles, at han under Stændermødet 1660
skal have stillet sig mindre velvilligt over for Understændernes
Fordringer og søgt at undertrykke Forslaget om Arveriget. Hvad
der vides, er, at han var til Stede ved Gersdorffs Sygeleje, da Forslaget
om Aftenen 8. Okt. bragtes denne, at han under de afgørende
Forhandlinger med Raadet gik Bud mellem Kongen og dette, at
han 16. Okt. medunderskrev Erklæringen om Haandfæstningens
Kassation og 20. Okt. hjalp Kongen, Sehested og Gabel med at

Krag, Erik. 221
Bramminge opførte han en ny Hovedbygning. Ved Samlingen af
det store Godskompleks udnyttede han sin Embedsstilling og sin
Ydelse af Laan til Kronen, men det voksede ham til sidst over
Hovedet, og han sad ved sin Død i betydelige økonomiske Vanskeligheder
og efterlod sin Enke i ret knappe Kaar. —- Hv. R. 1671.
— Maleri 1625 (Fr.borg) og af Abr. Wuchters (sst.). Stik efter
sidstnævnte af A. Haelwegh. Maleri paa Endrupholm. Portrætteret
paa Stikket af S. Paulli, der overrækker Frederik III. et Værk.
O. Nielsen: Historiske Efterretninger om Skadst Herred, 1862, S. 118—22.
Leonora Christina Grevinde Ulfeldt's »Jammers-Minde«, udg. af S. Birket
Smith, 3. Udg., 1885. E. Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. Otto
Sperlings Selvbiografi (1602—1673), oversat i Uddrag af S. Birket Smith, 1885.
A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeldt, I, 1893, S. 168 ff. o. fl. St.
Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 261. J. Lindbæk: Aktstykker og Oplysninger
til Statskollegiets Historie, I—II, 1903—09. K. Fabricius: Griffenfeld,
1910. Samme i Den danske Centraladministration, 1921. C. O. Bøggild
Andersen: Statsomvæltningen i .660, .936. Q Q BgggM ^ ^
Krag, Frederik, Baron, 1655—1728, Vicestatholder i Norge. F.
4. el. 6. Marts 1655 i Flensborg, d. 24. Sept. 1728 paa Stensballegaard,
begr. i Vær K. Forældre: Gehejmeraad Erik K. (s. d.) og
Hustru. Gift i° 1. Dec. 1683 i Kbh. med Baronesse Hedevig (Helvig)
Eleonore Juel, f. 22. Nov. 1662 i Stockholm, d. 24. Sept. 1685 i
Haag, begr. i Hunderup K. ved Ribe, D. af Baron Jens J. (s. d.)
og 1. Hustru. 2° Nov. 1690 i Kbh. med Charlotte Amalie Griffenfeld,
f. 1. Maj 1672 i Kbh., d. 21. Sept. 1703 paa Stensballegaard,
begr. i Vær K., D. af Greve Peder G. (s. d.) og Hustru. 3 0 6. Maj
1705 paa Egeskov med Edel Krag, f. 22. Nov. 1686 i Kbh., d. 24.
Maj 1751 paa Stensballegaard, begr. i Vær K., D. af Gehejmeraad
Niels K. (s. d.) og Hustru.
F. K. var fra 1675 som Kavaler attacheret det danske Gesandtskab
i Paris og senere i Nijmegen, blev 1678 Kammerjunker hos
Dronningen, 1683 Ceremonimester og ophøjedes 1684 i Friherrestanden,
da han var kommet i Ægteskab med Baron Jens Juels
ældste Datter, der var Arving til hans Baroni (Juellinge), som han
dog ikke kom til at overtage, da hun døde uden Livsarvinger før
sin Fader. Da denne 1684 sendtes til Holland, fulgte F. K. med,
og han forblev der 1685—88 som Envoyé extraord., da hans Svigerfader
rejste hjem. 1695—1713 var han StiftsbefaUngsmand over
Viborg Stift og Amtmand over Hald Amt, 1697 tillige Gesandt
i Stockholm, og 1713 blev han under vanskelige Forhold Vicestatholder
i Norge, hvilken Stilling han med ringe Berømmelse
beklædte til 1721. Fra norsk Side er han blevet karakteriseret som

222 Krag, Frederik.
»en indskrænket, nærig og temmelig brutal Mand, som paa ingen
Maade var sin høje Stilling voksen« (Norges Historie, fremstillet
for det norske Folk, V, I, 1911, S. 165, jfr. S. 203), og i det mindste
den sidste Del af denne Dom er der Enighed om, men indskrænket
kunde næppe med Rette den Mand kaldes, der havde betjent
flere andre høje Embeder uden nogen Paaklage, og hans Nærighed
overgik ingenlunde, hvad der da og langt senere var almindeligt.
— Med sin anden Hustru skal F. K. have faaet Stensballegaard,
som han helt ombyggede, og ved Køb erhvervede han den
nærliggende lille Hovedgaard Værholm, hvis Jorder han lod drive
under hin. Endvidere ejede han Øen Endelave, som han 1695
havde faaet udlagt fra Kronen, og dér opførte han Gaarden Edelsholm
og ombyggede delvis Kirken. En Skole opførte han i
Stensballe By. Efter hans Testamente oprettedes 1748 af hans
Døtre Vibeke Cathrine og Charlotte Amalie et Stamhus af Stensballegaard,
Værholm og Endelave. — Gehejmeraad 1712. —
Hv. R. 1708. — Maleri af Jac. Coning (Fr.borg); Kopi efter
samme (Gisselfeld). Pastel ca. 1676, formentlig af B. Vaillant
(forhen Frijsenborg). Malerier af Jacob d'Agar o. fl. a. — Epitafium
med Portræt i Vær K.
Marmora Danica, II, 1741, S. 182 f. T. de Hofman: Danske Adelsmænd,
I, 1777, S. 189 f. F. Richardt og T. A. Becker: Prospecter af danske Herregaarde,
III, 1847, Steensballegaard. Danske Herregaarde ved 1920, III,
1923, S. 344. Personalhist. Tidsskr., 2. Rk., II, 1887, S. 79—82. Danmarks
Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 261 f. ^ j ^ Y „ ^
Krag, Jens, d. 1300, Biskop af Roskilde. D. 5. Aug. 1300, begr.
i Sorø K.
J. K. var Ærkedegn i Roskilde Domkapitel, da han 1290 blev
valgt til Biskop. Jens Grand gav ham Konfirmation, uden at
Kongens Samtykke var indhentet, hvorover Kong Erik (VI.) blev
fortørnet. J. K. var paa den Maade straks bragt i et Modsætningsforhold
til Kronen, men han fulgte dog ikke sin Ærkebisp, som
Peder Bang i sin Tid havde fulgt Jacob Erlandsen. Efter Jens
Grands Fængsling synes han nærmest at have staaet paa Kongens
Side, og det var vel for at holde ham fast, at Kong Erik 1295
tilbagegav nogle Skipen, som hans Forfædre havde skænket Roskilde
Domkirke, men som længe havde været den berøvet. Mens
den pavelige Nuntius Isarn var i Landet, optraadte J. K. mæglende
mellem de stridende Parter; Forhandlingerne førtes i Biskoppens
Stad Kbh. — 1294 gav J. K. Kbh. en ny Stadsret, der i nogen
Grad var præget af kanonisk Ret og kraftigt værnede Bispens

Krag, Jens. 2-3
Interesser. Den fremkaldte Uro blandt Borgerne, men 1296 kom
det til Forlig mellem Bispen og hans By. I Roskilde skal J. K.
have forfulgt Graabrødrene med smaalige Plagerier; han var —
som mange andre Bisper — fjendtlig stemt over for Franciskanerordenen,
der havde haft saa stor Fremgang og brød Stiftstyrelsens
Rammer. — Enkelte Sider af hans mangeartede Administration
finder vi belyst ved et Par Blade i Linkoping Stiftsbibliotek,
et Brudstykke af en Bog, vistnok ført af hans Official.
— Ligsten i Sorø K.
A. Krarup og W. Norvin: Acta processus litium, 1932, S. 287. A. Krarup:
Bullarium Danicum, 1932, Nr. 899. Kr. Erslev: Rep. dipl., I, i8g4—95, Nr.
639, 656. J. Langebek: Scriptores rerum Danicarum, IV, 1776, S. 345, 523.
A. Otto: Liber daticus Roskildensis, 1933, S. 59. J. O. Arhnung: Roskilde
Domkapitels Historie, 1937. 7^.; ~,
1 J Luen Jørgensen.
Krag, Mogens (Magnus), 1625—76, til Kaas, Officer. F. 24.
Dec. 1625 i Viborg, d. 8. Aug. 1676 i Kristianssand. Forældre:
Rigsraad Niels K. til Trudsholm (s. d.) og Hustru. Gift i° 29.
Juli 1660 i Kbh. med Dorthe Rosenkrantz, d. 18. Okt. 1667 paa
Kaas, D. af Rentemester, Hofmester paa Sorø m. m. Jørgen R.
til Kjeldgaard (1607—75) og Hustru. 2° 18. Nov. 1668 paa Løjtved
med Helvig v. d. Kuhla, d. 1676, D. af Arent v. d. K. til
Løjtved (1599—1658) og Anne Vind (1622—tidligst 74).
M. K. var fra 1643 paa Udenlandsrejse. 1650 blev han Hofjunker,
n. A. immatrikuleredes han ved Universitetet i Siena, 1652
i Padova. 1657 blev han Oberstløjtnant under Kjeld Lange og
hvervede Mandskab i Jylland til deres Regiment, men forinden
har han uden Tvivl i flere Aar været i udenlandsk, formentlig
fransk, Tjeneste, thi han udtrykker sig skriftlig paa formfuldendt
Fransk. I Felttoget i Stift Bremen deltog han i Indtagelsen af
Bremerforde; men ved Karl Gustafs Fremrykning førtes Regimentet
tilbage til Rendsborg og atter tilbage over Elben til Stift
Bremen, hvor M. K. med en Del Kompagnier havde Kommandoen
i Forskansningerne ved Butzfliet, da Feltmarskal Wrangel 28. Juli
angreb Stedet og efter Beskydning med svært Skyts gik over til
Stormangreb. Besætningen værgede sig tappert: »Pique stod mod
Pique«, berettede Wrangel; men efter at omtrent en Trediedel af
M. K.s Folk var faldet eller saaret, overvældedes de øvrige og overgav
sig. — Da Svenskerne Aug. n. A. angreb Kbh., var M. K. i
Staden og fik som Oberst Kommandoen over et efterhaanden af
Købsvende, Haandværkssvende, Studenter og de af Adel m. fl.
hvervede Folk dannet Korps, deltog i Udfaldene og havde Storm-

224
Krag, Mogens.
natten Kommando over de Styrker, der forsvarede Slotsholmen.
Han havde endvidere efter Kjeld Langes Fald i Sept. 1658 faaet
overdraget dennes Regiment, hvis Rester dog var spredt i Elbegnene,
og som derefter gaves til en Oberst der. Ved Fyns Generobring
deltog han i Feltherre Schacks Stab og fik Patent til
Hvervning af et nyt Regiment i Jylland og blev s. A. Kommandant
i Frederiksodde. Ved Fredslutningen 1660 overtog han med en
Del af sit Regiment det befæstede Køge fra Svenskerne og ledede
Fæstningsværkernes Demolering. — M. K. var velset ved Hove og
stod i godt Forhold til Schack, hvorfor han ved Hærens Omdannelse
efter Enevældens Indførelse og de nationale Afdelingers
Reduktion blev behandlet særlig hensynsfuldt. Efter at have været
uden Kommando fra 1662 fik han 1671 Regiment i Norge og
beholdt det til sin Død. Efter Forældrene arvede han Kaas i
Salling. — Hans Søn af 2. Ægteskab, Mogens Krag d. Y., f. 17.
Marts 1673, d. 21. Aug. 1724, blev 1691 Fændrik ved en af
Bataillonerne i engelsk Tjeneste, 1693 Sekondløjtnant og gik i
fransk Tjeneste, hvor han avancerede til Kaptajnløjtnant. 1697
blev han Kaptajn i Garden til Fods, deltog 1701—08 — fra 1703
som Oberstløjtnant — i Krigen i Nederlandene m. m., havde
1708—09 som Oberst Regiment i kejserlig Tjeneste i Ungarn,
blev 1711 Brigader, udmærkede sig 1712 ved Gadebusch, 1713
ved Tønnings, 1716 ved Wismars Erobring og blev gentagne Gange
saaret. 1716—18 var han som Generalmajor Kommandant i Wismar.
Da Kongen 1719 med Admiral Gabel som Stabschef tog
Overkommandoen ved det kortvarige Felttog i Bohuslen, blev den
krigserfarne M. K. beordret til at deltage og blev Kommandant
i Strømstad. 1724 blev han Kommandant i Gliickstadt. —
Hv. R. 1721.
Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 269 f. Mindeskrift for Stormen paa
Kbh. io.—11. Febr. 1659, 1909. Hist. Tidsskr., 7. Rk., VI, 1905—06, S. 499.
— Bidrag til den store nord. Krigs Hist., udg. af Generalstaben, III, IV,
VII og X, 1906-34. Rockstroh.
Krag, Niels, 1550—1602, Professor, Diplomat og Historiograf.
F. 1550 i Ribe, d. 14. Maj 1602. Broder til Anders K. (s. d.).
Gift i° 2. Febr. 1578 med Kjønne, d. tidligst 1620, D. af Michel
Skriver og Hustru. Ægteskabet opløst 1588. 2° 22. Aug. 1591
med Else Mule, d. 25. Jan. 1605, begr. i Odense (Frue) (gift i°
med Magister Iver Bertelsen, s. d.), D. af Hans M. til Nislevgaard
(d. 1602) og Mette Marcusdatter Kotte (d. 1613).
N. K. tilhørte paa mødrene Side den højt ansete Ribeslægt

Krag, Mels. 225
Klyn'erne og var i øvrigt beslægtet med andre ansete Ribefamilier.
Hans Forældre døde tidligt, og da han var blevet Student 1567,
fik han takket være en Anbefaling fra Ribebispen Povl Madsen,
hvis Hustru han var beslægtet med, straks fra sine Studiers Begyndelse
ved Kbh.s Universitet fri Bespisning i Helliggejsthus. Dog
mistede han 1570 ved Konsistoriums Dom denne Begunstigelse,
fordi han i Hidsighed havde givet en af sine Medalumner en Ørefigen.
Han blev vel derved berøvet det økonomiske Grundlag for
fortsat Studium i Kbh. I hvert Fald vendte han tilbage til Ribe,
hvor han hos sin formaaende og velstaaende Slægt — bl. a. var hans
Søster Anne gift med en Hegelund — fik Understøttelse til Studier
i Udlandet. Han tilbragte derefter halvandet Aar i Wittenberg,
men opnaaede dog, da han 1572 var vendt hjem, kun at blive
Skolemester i Ringkøbing. Allerede 1574 brød den ærgerrige, højtbegavede
unge Mand op herfra og drog med gode Anbefalinger til
Kbh., hvor han gennem Kansler Niels Kaas fik Statsstøtte til en
ny Udenlandsrejse. Under et fornyet Ophold i Wittenberg tog
han 1575 Magistergraden her. Efter sin Hjemkomst ansattes han
takket være en kgl. Anbefaling til Universitetet som Rektor ved
Vor Frue Skole i Kbh. Efter at han 1578 havde giftet sig, maatte
han supplere sine Indtægter ved at give Privatundervisning. Han
udsendte 1578 en latinsk Grammatik og nogle Aar senere en Samling
Sentenser af klassiske Forfattere. Dette sidste Værk tilegnede
han den lille Prins Christian og hans Broder, og det er næppe
uden Sammenhæng hermed, naar han kort efter (Jan. 1582) fik
Ventebrev paa det første ledige Kannikedømme ved Roskilde Domkirke.
Men dette var en Veksel paa Fremtiden, og dermed slog
han sig ikke til Taals. Marts 1582 forlod han Familie og Embede
i Kbh. og drog som Hovmester for den unge Adelsmand Peter
Rud til Udlandet. I de følgende Aar besøgte han flere europæiske
Lande og var bl. a. Hovmester for en måhrisk Adelsmand. Yderligere
erhvervede han ved et udenlandsk Universitet den juridiske
Doktorgrad. 1585 var han en Tid hjemme i Danmark og atter
1586. Han laa da i forbitret Strid med sin Hustru og dennes
Slægt og havde anlagt Sag mod hende ved Roskilde Kapitel —
han beskyldte hende for Tyveri. Hendes Slægt paa sin Side
anklagede ham for at være rejst til Udlandet uden at sørge for
Hustru og Børn og søgte at hindre ham i paa ny at gøre det.
Ogsaa Utroskab anklagede N. K. sin Hustru for og opnaaede paa
dette Grundlag Skilsmissedom (ifølge Gram afsagt af Konsistorium
1588). Han vilde endog ikke senere anerkende Hustruens Børn
som sine. Disse Aars Stridigheder havde beredt ham store økono-
Dansk biograflsk Leksikon. XIII. Jan. 1938. 15

226 Krag, Niels.
miske Vanskeligheder og naturligvis i det hele gjort hans Stillingvanskelig.
Men som Videnskabsmand vandt han stadig større
Anerkendelse. Og han forstod at skaffe sig Forbindelser i de
højeste Regeringskredse. Et April 1589 udsendt Skrift tilegnede
han den unge Kong Christian. Det var dog sikkert først og fremmest
et Udslag af Kansler Niels Kaas' historiske Interesser, naar
N. K. i Juli 1589 beskikkedes til ekstraordinær Professor i Historie
ved Kbh.s Universitet (Løn 200 gi. DL, der skulde udredes af
Rentekammeret), et Fag, som hidtil ikke havde været blandt de
docerede. I de følgende Aar befæstedes N. K.s Stilling yderligere.
1591 blev endelig det Kanonikat i Roskilde, som han havde faaet
Ventebrev paa, ledigt. Og s. A. giftede han sig ind i den højtansete
Muleslægt. Hans anden Hustru Else Mule, Enke efter den
lærde Teolog Iver Bertelsen, var selv en betydelig Kvinde. Endelig
udnævntes han 1592 til ordinær Professor i Græsk, og som saadan
udgav han n. A. sit Skrift om den lakedæmoniske Stat, tilegnet
Kansler Niels Kaas. Men det var ikke blot Oldtidens Historie
og Samfundsforhold, der havde hans Interesse, han var ogsaa
levende interesseret i sit eget Lands Fortid, og naar Tyge Brahe,
der hørte til hans Venner, i Anledning af dette Skrift opkastede
Spørgsmaalet, om han ikke hellere burde anvende sine store Evner
til at give en Fremstilling af Danmarks Historie, tør det vel formodes,
at Spørgsmaalet herom forud har været drøftet mellem de
to Venner.
Netop N. K.s særlige historiske og vel ogsaa statsretlige Viden
gjorde ham brugbar for Regeringen paa et helt andet Omraadc:
som Orator, lærd Raad, der enten kunde ledsage i Statsret og
Sprog mindre bevandrede adelige Raader paa Sendefærd eller selvstændigt
føre saadanne Forhandlinger. Hertil havde man vel hidtil
udelukkende maattet anvende Udlændinge. Allerede 1589 var
N. K. sammen med den tyske Dr. Poul Knibbe med i Prinsesse
Annas Følge, da hun i Eftersommeren afsejlede paa sin Brudefærd
til Skotland. Hindret af Vejr og Vind naaede man imidlertid
kun Norge, og N. K. rejste sandsynligvis sammen med andre af
Følget snart tilbage til Kbh. Men 1593 kom N. K. som Orator
med i et dansk Gesandtskab til Skotland — oprindelig var Dr.
Poul Knibbe udset hertil — for at paatale, at det Gods, der var
anvist Dronning Anna i Morgengave, var behæftet paa forskellig
Maade. N. K. løste denne Opgave paa fuldt tilfredsstillende Vis,
og yderligere afværgede han, der tilfældigt var til Stede, et Overgreb
mod Kongens og Dronningens Personer fra en skotsk Adelsmands
Side. Det Mod og den Aandsnærværelse, han ved denne

Krag, Niels. 227
Lejlighed havde lagt for Dagen, lønnede Kong Jakob ham for ved
at lade ham optage i den skotske Adelstand. Han sendte ogsaa
senere en Anbefalingsskrivelse til Christian IV. for ham. Omkring
Aarsskiftet 1597—98 udsendtes han dernæst til Polen for at føre
Forhandlinger, og i Slutningen af 1598 sendtes han til England for
at paaklage ulovlig Opbringeise af danske Handelsskibe samt underrette
den engelske Regering om, at der var udstedt Forbud mod
Fiskeri under Island. De langvarige Forhandlinger blev ganske
vist resultatløse, men personlig gjorde N. K. det bedste Indtryk
paa den aldrende Dronning Elisabeth, der ved hans Afrejse lod
ham give en Guldkæde. N. K. var dernæst Medlem af Gesandtskabet,
der i Foraaret 1600 skulde have fortsat Forhandlingerne
med Englænderne i Emden. 1601 var han atter i Polen. N. K.
indledede saaledes Rækken af danske borgerlige Diplomater (Oratorer).
Hans Afløser som saadan blev den højt fortjente Dr. Jonas
Charisius, der allerede var med paa Sendefærden til Emden.
Regeringens udstrakte Benyttelse af N. K. i Udenrigstjenesten
maatte virke i høj Grad hindrende paa den store Opgave, han
havde paataget sig som Historiker. 31. Juli 1594 havde han faaet
Bestalling som kgl. Historiograf. Han skulde ifølge denne, saa
vidt overhovedet muligt, i Løbet af seks Aar udarbejde en fuldstændig
Danmarkshistorie paa Latin. Deraf skulde han dog først
udarbejde Christian III.s og Frederik II.s Historie. Han skulde
have en aarlig Løn af 500 Dl. foruden 100 Dl. til to Hjælpere.
N. A. fik han i Stedet det Prælatur ved Ribe Domkirke, som Vedel
hidtil havde haft. — Bestemmelsen om, at N. K. skulde være
officiel Historiker, var taget allerede 29. Juni 1594 — netop den
Dag, Kansler Niels Kaas døde — thi under denne Dato udgik
Brev til alle Adelsmænd, Kapitler og Bymagistrater om at meddele
Dr. N. K. Udskrifter, Kopier og vis Besked af alle de Dokumenter
og Antikviteter, der fandtes hos dem. I Bestallingen hedder det
videre, at der ogsaa skulde meddeles ham Udskrifter og Kopier
af de Dokumenter, der fandtes i Hvælvingen og begge Kancellier.
N. A. fik Anders Sørensen Vedel ogsaa Befaling til at aflevere alle
de Dokumenter og Breve, som havde været ham betroet. Han
fik ogsaa senere Regeringens Bemyndigelse til at fordre Kopier af
islandske Kilder. — Det er sandsynligt, at N. K. allerede da
gennem flere Aar havde syslet med Tanken om at give sig i Lag
med Danmarks Historie. Allerede 1589 er der Vidnesbyrd om
hans Interesse for historiske Spørgsmaal. Under Islænderen Arngrimur
Jonssons Ophold i Kbh. 1592—93 kom han i Forbindelse
med denne og fik Indblik i, hvad der paa Island forefandtes af
15*

228 Krag, Mels.
Kilder til Nordens Oldhistorie. Da Arngrimur Jonsson rejste
hjem, gav N. K. ham Bud med til Bispen af Holar om at støtte
hans Undersøgelser. — Afgørende blev den lærde Skotte Peter
Youngs Sendelse til Danmark 1594. N. K. kendte ham allerede fra
sit Ophold i Skotland 1593. Under Youngs Ophold i Kbh. kom
den en halv Snes Aar gamle Skotlandshistorie af Buchanan til
Drøftelse mellem Young og den københavnske Kreds af Statsmænd
og lærde, hvis Midtpunkt Niels Kaas var. Fra dansk Side paapegedes
Misforstaaelser i Skildringen af Forholdet til Danmark,
men det indrømmedes, at det var en naturlig Følge af, at der ingen
Danmarkshistorie forelaa paa Latin. Man var ganske enig med
Young om det ønskelige i, at en saadan kom til at foreligge. Naar
Regeringen kort efter besluttede sig til at gøre et Forsøg paa at
fremskaffe en saadan og overdrog denne Opgave til N. K., skyldtes
det først og fremmest, at Young stærkt havde fremhævet N. K.
som særlig egnet til at paatage sig en saadan Opgave.
N. K. beholdt sin Stilling som Professor ved Universitetet, men
det er klart, at megen Tid fik han ikke tilovers til sin Lærervirksomhed
bl. a. paa Grund af hyppige Rejser for at indsamle Materiale.
Men da de andre Professorer klagede over, at N. K. ikke passede
sine Forelæsninger, fik han Medhold af Regeringen (1595). Og
da han 1601 valgtes til Universitetets Rektor, kom Christian IV.,
hans Broder og Kansleren med Følge til Stede ved Indvielsen.
Faa Dage efter indviede N. K. som Rektor den nye Kollegiebygning,
som Kongen havde ladet opføre. — Medens N. K. de
første Aar efter sin Udnævnelse til Historiograf ikke udsendtes til
Udlandet, var han 1598—1601 paa den ene diplomatiske Sendefærd
efter den anden, og det kan derfor ikke undre, at han ikke
kunde overholde Seksaarsfristen for Danmarkshistoriens Udarbejdelse.
Men formentlig har det været Meningen, at han, da han
Dec. 1601 udnævntes til Forstander for Sorø Klosters Gods og
Skole, herefter helt skulde kunne hellige sig sine historiske Studier.
Han havde dog næppe tiltraadt Embedet, da han døde. Ved hans
Død forelaa kun de første seksten Aar af Christian III.s Historie
færdigskrevet. Dette Fragment forblev utrykt, indtil Gram drog
det frem fra Glemselen. 1737 udgav han dette dansk »humanistisk
latinsk Historieskrivnings bedste Stykke« (Ellen Jørgensen) med
en udførlig Indledning. Gram berømmer heri N. K. for, at han i
langt større Udstrækning end nogen tidligere dansk Historiker har
benyttet Statsdokumenter og Breve som Grundlag for sin Fremstilling,
og heri har han fuldkommen Ret — for Skildringen af
Grevefejden har N. K. og Huitfeldt dog haft fælles Kilde eller

Krag, Niels. 229
Kilder (Gram, Paludan-Muller) —, men Grams samtidige Ludvig
Holberg har ogsaa Ret, naar han anker over, at N. K. medtager
og giver en alt for bred Skildring af temmelig interesseløse og
ligegyldige diplomatiske Forhandlinger paa Bekostning af den
indrepolitiske Historie. Der kan næppe være nogen Tvivl om, at
af Statsarkivalier er det først og fremmest Tyske Kancellis udenlandske
Registranter, som N. K. har gjort indgaaende Studier i.
Der er saaledes her en Snæverhed i Opfattelsen, som sikkert kan
udledes af N. K.s diplomatiske Virksomhed.
Nicolai Cragii annalium edit. Gram, 1737, Præfatio; dansk Udgave, 1776,
Fortalen. Ellen Jørgensen: Historieforskning og Historieskrivning indtil Aar
1800, 1931, S. 101—06. Hist. Tidsskr., 3. Rk., VI, 1867—69, S. 299—407.
Holger Rørdam: Kbh.s Universitets Historie, III, 1873—77, S. 522—41;
IV, 1868—74, S. 393 f., 401 f., 490—96. L. Laursen: Danmark-Norges
Traktater 1523—1750, III, 1916, S. 12, 367. A. Halling: Meine Vorfahren,
'• '905, S. 60 f. Astrid Friis.
Som Filolog optraadte N. K. 1578 med en Lærebog »Grammaticæ
Latinæ præcepta«, hvori han uden synderligt Held søger at
lette Skoledisciplene Tilegnelsen af den latinske Grammatiks vanskelige
Regler og Undtagelser; Bogen er formet som Spørgsmaal og
Svar, og Reglerne gives for en stor Del i versificeret Form. I en
Samling »Titi Livii Patavini sententiose dicta« (1582) aftrykker
han en Mængde Sentenser, særlig af moralsk Indhold, fra alle
Bøger af Livius' Historie med et Tillæg af lignende fra Sallustius'
Værker. Hans »Differentiæ Ciceronis« (1589) giver Bidrag til den
latinske Synonymik. Hans betydeligste Værk er »De republica
Lacedæmoniorum libri IV« (1593, optrykt paa ny 1670), hvori
han paa Grundlag af et omfattende Kendskab til Oldtidslitteraturen
giver en klar Fremstilling af det gamle Spartas Institutioner.
Hans Rader.
Krag, Niels, 1574—1650, til Trudsholm, Rigsraad. F. 14. Maj
1574 paa Agerkrog, d. 14. Maj 1650 paa Havreballegaard, begr.
i Viborg (Domk.). Forældre: Mogens K. til Agerkrog (1544—
1622) og Sophie Nielsdatter Juel (1544—83). Gift 16. Sept.
1610 i Aalborg med Jytte Høg, f. 19. Nov. 1589 paa Vang, d. 11.
Juli 1659 i Nyborg, D. af Stygge H. til Vang (d. ca. 1630) og
Anne Gregersdatter Ulfstand (d. 1627).
N. K. gik i Skole i Liibeck og studerede, fra 1593 med kongelig
Understøttelse, ved tyske Universiteter (bl. a. Rostock 1590), i
Leiden (immatr. 1595) og i Frankrig. 1596 blev han Sekretær i
Kancelliet, 1603—10 var han dets øverste Sekretær. Som Løn

230 Krag, Niels.
havde han Kanonikater i Roskilde (1603) °§ Ribe (1604). Han
deltog 1597 i Arild Huitfeldts og Christian Barnekows Sendelse
til England, 1599, 1604 og 1607 i Herredage i Norge. 1601—02
var han med Caspar Paslich i Rusland for at forhandle om Christian
IV.s Broder Hans' Ægteskab; 1603 fulgte han Kongen til
hans Hylding i Hamburg; 1601 og 1603 var han Sekretær ved de
svensk-danske Grænsemøder i Flakkebæk; 1601 undersøgte han i
Forbindelse med Grænsemødet Grænseforholdene i Nordlandene.
1608 mødte han med Joachim Hubner som Danmarks Repræsentanter
ved det berammede Møde i Wismar, hvor Hertug Henrik
Julius af Braunschweig-Liineburg skulde mægle mellem Danmark
og Sverige, men forlod Byen, da de svenske Forhandlere lod vente
paa sig. Under Kalmarkrigen fik han 1611 Inspektion over Forsvarsvæsenet
i Lundenæs, Riberhus og Bygholm Len. 1612 forlenedes
han med Arensborg paa Øsel; 1613 blev han Landsdommer
i Nørrejylland med Viborg St. Hans Kloster og Asmildkloster
som Len. Under Kejserkrigen fik han 1628 Bestalling som Generalkrigs-
og Zahlkommissarius ved Hæren. 1640 fratraadte han Landsdommerembedet
og blev Lensmand paa Lundegaard (Mors).
Dette Len ombyttede han 1649 med Aarhusgaard, samtidig med
at han Juni s. A. optoges i Raadet, af hvis Medlemstal Døden
knap et Aar efter atter slettede den gamle og svækkede Mand.
Han var Ejer bl. a. af Agerkrog (0. Horne H.), Trudsholm
(Gerlev H.), Kaas (Rødding H.) og Voldbjerg (Hing H.). —
En vellærd og solid Tjenestemandstype; Forfatter af en Vaabenbog,
nu i Rigsarkivet, Stockholm. — Maleri paa Fr.borg. Stik af
A. Haelwegh.
J. Matthissøn: Ligprædiken over N. K., 1651. Kr. Erslev: Aktstykker og
Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV.s Tid,
I—III, 1883—go. Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 265. Personalhist.
Tidsskr., 9. Rk., II, 1930, S. 10—13.
J. A. Fridericia (C. O. Bøggild Andersen*).
Krag, Niels, 1653—1713, til Voldbjerg m. m., Gehejmeraad.
F. 22. Aug. 1653, d. 22. Febr. 1713, begr. i Roskilde Domkirke.
Forældre: Otte K. til Voldbjerg (s. d.) og Hustru. Gift 8. Febr.
1682 med Sophie Juel til Totterupholm, f. 28. Aug. 1664, d. 5.
Okt. 1722 paa Egeskov, D. af Generaladmiralløjtnant Niels J.
(s. d.) og Hustru.
N. K. var ved sin Faders Død kun tretten Aar gammel. Hans
Morbroder Baron Oluf Rosenkrantz tog sig af hans fortsatte Undervisning
og Opdragelse og opsatte derfor en skriftlig Betænkning

232 Krag, O.
somhed, Forstander for Den tekniske Skole i Nykøbing F. 1918
blev han Rektor ved Metropolitanskolen, hvor han saa det som
sin Hovedopgave at skaffe Skolen en ny, tidssvarende Bygning
inden for den gamle Bys Omraade, en Bestræbelse, der saa ud til
at skulle lykkes, da han ved sin Udnævnelse til Minister 1921
definitivt udtraadte af Skolevæsenet. — K.s pædagogiske Forudsætninger
spores i hans sikre Form ved Redegørelsen for Sager og
Spørgsmaal; hans matematiske Træning har uden Tvivl været
frugtbar ogsaa for hans offentlige Virksomhed, særlig ved Behandlingen
af de økonomiske Problemer i Tiden. I øvrigt er K. en
Mand af vidtstrakt Læsning og kundskabsmæssigt vid Horisont;
hans hele Løbebane grunder sig paa en kraftig intellektuel Udrustning.
K. var tidligt interesseret i Politik, stod en Tid de Radikale
nær, blev 1909 Formand for Venstres Organisation i Nykøbing F.-
Kredsen og var 1912—19 Formand for De samvirkende Venstreorganisationer
paa Lolland-Falster. Som Venstres Kandidat var
han opstillet ved Folketingsvalg 1910 i Stubbekøbing, 1913 i Silkeborg.
1914 blev han Landstingsmand. Han viste sig i Landstinget
hurtigt at være en praktisk Kraft, som der var særlig Brug for under
den daværende parlamentariske Situation, der var præget af Modsætningsforholdet
mellem det oppositionelle Flertal i Landstinget
og det regeringsvenlige Flertal i Folketinget, og hvor snart Krigsforholdene
skulde stille Rigsdagen over for nye Opgaver. En vis
personlig Føling med de Radikale bidrog til at lette ham Forhandlinger
med Regeringen; han var blandt de ledende i meget
Udvalgsarbejde og gentagne Gange valgt til Formand i Fællesudvalg.
Han var bl. a. Ordfører 1916 i den vestindiske Salgssag
og for den vigtige Ulykkesforsikringslov, der reviderede og samlede
tidligere Bestemmelser paa dette Omraade og i det væsentlige blev
præget af K., 1917 for Brændselsloven, 1918 for Skole- og Dyrtidslovene
og i det islandske Spørgsmaal, 1919 i Landstingets Aktion
mod Zahle i den færøske Sag og i Interpellationen om det sønderjyske
Spørgsmaal, 1920—21 for Ulykkesforsikringsloven, Livsforsikringsloven,
Lovene om Udenrigstjeneste og om Sygekasser. Fra
1920 var han Medlem af Landstingets Finansudvalg, fra 1919 af
Militærkommissionen, hvor han forgæves arbejdede paa Forlig om
en Ordning nogenlunde svarende til, hvad der fra Venstres Side
blev foreslaaet i Rigsdagssamlingen 1928—29. Siden 1920 er han
Medlem af Dansk-Islandsk Nævn og af Bestyrelsen for Dansk-
Islandsk Forbundsfond.
18. Juli 1921, efter Sigurd Bergs pludselige Død, blev K. udnævnt
til Indenrigsminister i Ministeriet Neergaard. Han har i

Krag, O. 233
denne Egenskab bl. a. gennemført en saa vigtig social Reform som
Aldersrenteloven af 7. Aug. 1922, der erstattede den tidligere skønsmæssige
Alderdomsunderstøttelse med fastsatte Beløb, Loven om
Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring af 22. Dec. 1921 (samt
senere Ændringer), hvorved Muligheden for Understøttelse blev
udvidet jævnsides med Kontrollen over for Misbrug, Ændringer i
den kommunale Skattelovgivning med Hensyn til de personlige
Skatter, Loven om kommunale Valg af 29. Marts 1.924, hvorimod
det blev forgæves, at han i Overensstemmelse med sit Partis Synspunkter
arbejdede for en Ændring af Ordningen ved Folketingsvalg
i Retning af Valg i Enkeltmandskredse med Suppleringsmandater.
23. April 1924 afgik han sammen med det øvrige
Ministerium, men var fra 14. Dec. 1926 til 30. April 1929 paa ny
Indenrigsminister i den af Madsen-Mygdal ledede Regering. Det
blev nu hans Hovedopgave at gennemføre den Nedskæring af
sociale Udgifter, der af hans Parti blev anset for nødvendig ud
fra de ændrede økonomiske Forhold, og som havde hørt til dets
Valgprogram. Der blev i den Anledning rettet skarpe Angreb
paa hans Politik og delvis ogsaa hans Person; men det var hans
egen kraftigt hævdede Overbevisning, at de Reduktioner, der foretoges,
skete under størst mulig Hensyntagen til alle Sider.
1924 var K. gaaet over fra Landstinget til Folketinget, idet han
blev valgt som J. C. Christensens Efterfølger i Ringkøbingkredsen,
et Vidnesbyrd om hans Position inden for Venstre. Sammen med
Madsen-Mygdal, men langt mere fremtrædende i det saglige Rigsdagsarbejde,
stod K. som den parlamentariske Arvtager efter de
ældre Venstreførere. I Agitationen og over for den store Vælgermasse
gjorde han sig mindre gældende, ikke saa meget fordi han
efter alle sine Forudsætninger stod fjernere fra Landbefolkningen,
som fordi den robuste Intellektualisme, der præger hans Personlighed,
ikke gør ham videre anlagt for de enten stærkt følelsesbetonede
eller stærkt ensidige Synspunkter; hans Taler har først og fremmest
været oplysende, og til hans Overlegenhed over for konkret
foreliggende Spørgsmaal synes i øvrigt ikke at knytte sig nogen
større Sans for at arbejde med mere abstrakt og systematisk
Ideologi. Under den Landbrugskrise, der efter 1930 prægede Vilkaarene
for hans Parti, ønskede han Foranstaltninger gennemført,
der paa vel afvejet Maade tog det dobbelte Sigte at øge Landbrugets
Indtjeningsmuligheder og formindske dets økonomiske Byrder.
Det var Aftaler mellem K. og Socialdemokraten N. Fisker, der
blev Udgangspunkt for det saakaldte Kanslergadeforlig i Jan. 1933,
der uden om de Konservative banede Vej for en omfattende Lovgivning
til Hjælp for paa een Gang Landbrugere og Arbejdere.

Krag, Otte. 235
studerede han juridisk Praksis (1637). Han vendte hjem som en
i Retsvidenskaben og Europas politiske Forhold mere end almindeligt
velbevandret ung Adelsmand og blev 1638 Sekretær i Danske
Kancelli. 1639 sendtes han som Gesandt til Sverige, 1640—41
fulgte han Hannibal Sehested som Ambassadesekretær til Spanien,
1643 Just Høg og Gregers Krabbe til Osnabriick. Fra 1643
fungerede han som Kongens »Rejsesekretær«; Jan. 1645 blev han
Kancelliets øverste Sekretær. Han forlenedes 1645 med Tyholms
Provsti, 1646 med Halsnø Kloster og Hardanger i Norge. Den
værdige og lærde Mand var almindeligt afholdt og respekteret
baade af Christian IV. og Frederik III. og af Corfitz Ulfeldt og
Hannibal Sehested, fra hvilke han dog fjernede sig ved deres Fald
1651. Han omgikkes i disse Aar venskabeligt med den spanske
Gesandt i Kbh. Rebolledo, der betegner ham som »et levende
Bibliotek af teologiske Stridsskrifter« og vistnok rammende karakteriserer
ham saaledes: »han er velstuderet og har et godt Hovede
og holder af at vise det i Disputer, hvori han er saa ivrig, at det
synes, at han tror paa det, som han forsvarer«. Juni 1653 blev han
Rigsraad, hvormed hans Kancellitjeneste ophørte; han synes i de
følgende Aar at have fungeret som en Slags Arkivar for Raadet.
1651 forlenedes han med Bøvling, 1655 med Riberhus, 1658 med
Nyborg. Baade som Øverstesekretær og som Raad anvendtes han
hyppigt i Forhandlinger med fremmede Sendebud. Febr. 1657
nævnes han af den svenske Resident Dureel blandt dem, der raadede
til Krig med Sverige. Fra Juli 1657 var han Medlem af det i
Anledning af Krigen med Sverige nedsatte Rigsraadsudvalg og
sparede sig ikke i den følgende vanskelige Tid; fra Arbejdet i Kbh.
droges han ofte bort ved Sendelser til Provinsen, saaledes til Skaane
Sept. 1657 og især til Fyn. Efter Karl Gustafs Erobring af denne
0 blev han Febr. 1658 hans Fange i Nyborg. Han frigaves efter
Roskildefreden og sendtes kort før Fredsbrudet Aug. 1658 til
Kronborg for at overvaage Slottets Forsvarsberedskab. Under den
nye Krig virkede han med vanlig Energi. Han forhandlede med
Opdam og Puchler om Anvendelsen af den hollandske Flaade og
Hjælpestyrke; Febr. 1659 konfererede han og Rigsraad Mogens
Høg med det københavnske Borgerskabs deputerede om Forstaaelsen
af Byens Stapelstadsprivilegium: senere virkede han paa
den forenede dansk-hollandske Flaade for Nakskovs Undsætning
og rejste med Rentemester Henrik Muller til Liibeck for at paaskynde
Provianttilførselen og Troppernes Overførelse. Han var
ogsaa gentagne Gange i Jylland for at forhandle med Kurfyrsten
af Brandenburg og den polske General Czarniecki og deltog Juli

236 Krag, Otte.
1659 i Planlæggelsen af Angrebet paa Fyn. Nov. 1659 sendtes han
med Godske v. Buchwald først til Hertugerne af Braunschweig-
Liineburg og derfra til Haag for at søge Hjælp for Danmark og
dets belejrede Hovedstad. Begge Steder pressede han kraftigt paa,
og det var ikke hans Skyld, at Resultaterne ikke kom til at svare
til Anstrengelserne. Før han efter Kbh.freden forlod Haag, benyttede
han Lejligheden til at lægge den nye engelske Konge Karl II.
Danmarks Sag paa Hjerte.
26. Aug. 1660 kom O. K. og Buchwald tilbage til Kbh. To Uger
efter aabnedes det Stændermøde, der omdannede Danmarks Forfatning.
O. K. var sammen med Gunde Rosenkrantz og Peder
Reedtz deputeret af Raadet til at forhandle med Stændernes
befuldma'gtigede. Under Forhandlingerne om Konsumtionsskatten
holdt han paa den adelige Sædegaardsfrihed og mødte lejlighedsvis
»de konjungeredes« Paastand om fuld Skattelighed med haarde
Ord (»hvad de indbildede sig, om der ikke burde være Forskel
paa en Herremand og en Bonde«); samtidig var han dog ved
Drøftelsen af Skattesatserne alvorligt bestræbt paa at faa et Kompromis
i Stand. Han nævntes i denne Tid sammen med Reedtz
som Kansleremne. Da Forslaget om Arveriget 8. Okt. fremsattes,
var han uden Tvivl inden for Raadet det faste Punkt, hvori hans
Kollegers vaklende og raadløse Modstandsvillie søgte Støtte; Traditionen
beretter om et Sammenstød mellem ham og Borgmester
Hans Nansen i disse Dage. Til Slut tvang Overmagten ham og
hans Standsfæller til at bøje sig, men han gjorde det med Bitterhed.
Sikkert viste han i denne Skæbnestund Mangel paa Fremsyn
og Statsmandssmidighed, men hans Holdning savner ikke Etos.
I højere Grad end nogen af sine adelige Meningsfæller forbandt han
viril Kraft med juridisk-statsretslig Lærdom, fast Overbevisning
om den aristokratisk-konstitutionelle Statsordnings Fortrin og dyb
Rodfæstethed i den dansk-adelige Kulturtradition. Om hans store
universalhistoriske og statsretslige Kundskaber vidner bl. a. de
Antegnelser, han, sikkert omkring Stændermødets Tid, gjorde til
Frederik III.s Haandfæstning (Ny kgl. Saml. 634c fol.), om hans
nationalhistoriske Interesse flere Optegnelser fra hans Haand. Og
betonede han kraftigt Adelens Ret og harmedes over Angrebene
paa den, viste han i sit hele Liv, at han ogsaa var gennemtrængt
af adelig Pligtfølelse. I Forholdet til sine Bønder skal den meget
myndige Mand til Tider have vist Haardhed, men han tog som
Lensmand ogsaa energisk Ordet for, at Kronens Bønder i Forsvarstjenesten
ikke stilledes ugunstigere end Adelens.
Efter Statsomvæltningen aflagde O. K. paa ny Ed som Rigs-

Krag, Otte. 237
raad, blev Assessor i Statskollegiet og Medlem af Lovkommissionen,
anvendtes i Forhandlinger med den svenske Resident, var 1663
med til at modtage den sachsiske Kurfyrstinde i Kolding og gik
1665 med Reedtz i en Sendelse til Gottorp. Men han mistede 1662
Nyborg Amt og ansaas almindeligt for Hovedskikkelsen blandt
Modstanderne af det nye Regime — »the chief antimonarchical
man, and the best brain among them«, som den engelske Gesandt
Sir Gilbert Talbot skrev ved hans Død.
O. K. arvede efter Faderen bl. a. Voldbjerg (Hing H.); med sin
Hustru fik han Skjoldemose (Sunds H.), hvor han 1662 opførte
den nuværende Hovedbygning i røde Munkesten; 1650 erhvervede
han Agersbæk (Hind H.), 1653 Avernakø og Korshavn (Salling H.),
1655 Vibygaard (Ramsø H.), 1656 Egeskov (Sunds H.), 1663—64
Flintholm (Salling H.). I Kbh. besad han en Gaard paa Østergade.
Som den lærde Mand han var, ejede han et værdifuldt
Bibliotek; det kom 1658 i Corfitz Ulfeldts Hænder og konfiskeredes
senere af den svenske Krone (Rester findes nu i Stockholms Kungl.
Bibi.); vort Kgl. Bibi. ejer dog flere Optegnelser i hans Haand.
Malerier 1649 (Fr.borg), 1666 (Egeskov) og af M. van Haven
1649 (Gyldensten). Portrætteret paa F. C. Lunds Maleri 1887
af Stormen paa Kbh. 1659 (Fr.borg), paa Heinr. Hansens Maleri
af Mødet med Hans Nansen paa Højbro (sst.) og paa sammes
Maleri 1880 af Arvehyldingen 1660 (sst.). Stik bl. a. af A.
Haelwegh efter Maleri af A. Wuchters og af P. Aubry.
Universitetsprogram, 1666. M. Henrichsen: Ligprædiken over O. K., 1668.
Suhms Saml., I, 1. H., 1779, S. 149—64 (O. K.s Relation om hans Sendelse
til Kurfyrsten af Brandenburg Okt. 1659). Ribe Skoleprogram 1835, S. 56 f.
P. W. Becker: Saml. til Danmarks Historie under Kong Frederik den Tredies
Regiering, I—II, 1847—57- Nyt hist. Tidsskr., VI, 1856, S. 232—36. Dsk.
Saml., 2. Rk., II, 1872—73, S. 62—85 (O. K.s Kalenderoptegnelser for 1649,
1656, 1657). Dsk. Mag., 5. Rk., II, 1889—92, S. 363—66, 368—69 (Breve
fra O. K. til Peder Juel 1648—49); VI, 1905, S. 137—78 (O. K.s Dagbogsoptegnelser
vedrorende Krigen 1658—59). E. Gigas: Grev Bernardino de
Rebolledo, 1883. Etatsraad og Landkommissær Johan Monrads Selvbiografi
(1638—1692), udg. af S. Birket Smith, 1888. V. A. Secher og Chr. Stochel:
Forarbejderne til Kong Kristian V.s danske Lov, I, 1891—92. J. A. Fridericia:
Adelsvældens sidste Dage, 1894. Danmarks Adels Aarbog, XVI, 1899, S. 265 f.
L. Laursen: Danmark-Norges Traktater 1523—1750, V, 1920. O. Walde:
Storhetstidens literåra krigsbyten, II, 1920. William Christensen i: Festskrift
til Kristian Erslev fra danske Historikere, 1927, S. 326—29. C. O. Bøggild
Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Personalhist. Tidsskr., 9. Rk., II,
1930, s. 14-19. c 0mBeggadABdersen%
Krag, Palle, 1657—1723, Officer, Stiftamtmand. F. 6. Juli
1657, d. 20. Juli 1723 paa Katholm, begr. i Aalsø. Broder

238 Krag, Palle.
til Frederik K. (s. d.) og Hustru. Gift 8. Okt. 1689 paa Høgholm
med Helle Trolle, f. 10. Juli 1657, d. 26. Okt. 1722, begr.
i Aalsø K. (gift i° 1672 med Baron Iver Juul Høeg til Høgholm,
1652—83), D. af Statholder i Norge Niels T. (s. d.) og
2. Hustru.
P. K. var 1676 Løjtnant i Livregiment (Livgarden) til Fods,
blev saaret ved Indtagelsen af Helsingborg Juli s. A. og fremhævedes
fremfor alle andre i Regimentet for Tapperhed og Mandhaftighed
i Slaget ved Lund, blev n. A. Kaptajn og atter saaret
ved Stormen paa Malmø. 1682—84 var han Overfører i Drabantgarden
og kar. Oberstløjtnant, 1685 som Oberst en kort Tid
Drabanthauptmann, hvorefter han kom paa Vartpenge. 1686—87
deltog han som Volontær i et Par Felttog i Ungarn mod Tyrkerne,
havde 1687—89 Regiment i Norge, derefter i Danmark. 1700
deltog han i Felttoget mod Gottorp, navnlig Stormen paa Frederiksstad,
og blev Brigader. 1703 blev han ved et Springavancement
Generalmajor. For at sætte Fart i Forholdene i Norge under Felttoget
i Skaane 1710 ønskede Kongen, at P. K. skulde tage Kommandoen
deroppe; men da han undskyldte sig med, at hans Kræfter
ikke vilde slaa til over for denne Opgave, blev han Overkommandant
i Fredericia, hvor han var overordentlig virksom med at faa
Fæstningen i forsvarlig Stand, og udnævntes til Generalløjtnant,
hvormed han havde naaet den højeste militære Charge, en danskfødt
Adelsmand kunde naa i hin Tid. N. A. havde han en kort
Tid Overkommandoen i Jylland, deltog derefter i Blokaden af
Stralsund og stemte i Krigsraad for virkeligt Angreb; da dette blev
opgivet, og Hovedhæren førtes tilbage mod Vest, fik han Overkommandoen
over det Korps, der sammen med et sachsisk-polsk
Korps endnu nogle Maaneder fortsatte Indeslutningen, hvorpaa
han med Korpset beordredes tilbage til Holsten og dernæst deltog
i Erobringen af Stift Bremen. I Slaget ved Gadebusch var P. K.
ældst Generalløjtnant i Infanteriet og havde i den første Opstilling
Kommando over Centrums 1. Linie; som Følge af Ændringerne,
inden Slaget begyndte, kom han imidlertid først ved Kampens
Afslutning i Virksomhed; men Overgeneralen, Scholten, udtalte
sig meget anerkendende om denne. Under Felttoget i Hertugdømmerne
(Tønning) 1713 var P. K. Overkommandant i Frederiksort,
senere atter i Fredericia, afskedigedes s. A. og udnævntes
til Stiftamtmand i Viborg og Amtmand i Halds Amt. — Han blev
efterhaanden stor Godsejer. Ligesom sine Søskende var P. K. en
stærkt særpræget Personlighed og skal have været »af et fyrigt og
temmelig kolerisk Naturel«. — Kammerjunker. Gehejmeraad

240
Krag, Peter.
tog han 1910 sin Afsked. — K. er Forfatter til »Frimodt som Præst
og kristen« (1880) og til en fortræffelig Husandagtsbog (»Daglig
Andagt. Minder fra St. Jakobs Kirke«, 1896). — R. 1883. —
Mindetavle i Jacobskirken. — Træsnit 1881 efter Fotografi.
R. W. Winkel: Peter Krag, 1924. Kiisteligt Dagblad 17. —19. Scpt. 1912.
Hans Koch.
Krag, Rasmus, ca. 1680—1755, Søofficer. F. ca. 1680 i Kbh.,
d. 6. Okt. 1755 i Slangerup, begr. sst. Forældre: Skrædder Anders
Christensen K. (d. 1686) og Karen Rasmusdatter (d. ca. 1710,
gift 2 0 med Skrædder Christen Jensen Kaarsberg, d. 1711). Ugift.
K. blev Lærling 1697, var i udenlandsk Tjeneste 1699—1700,
blev ved sin Hjemkomst Sekondløjtnant 1700, Premierløjtnant
1703, Kaptajnløjtnant 1709, Kaptajn 1710, Kommandørkaptajn
1713, Schoutbynacht 1735 og Viceadmiral 1736. — Han havde
altid mægtige Beskyttere, først U. C. Gyldenløve, der betalte for
hans Information i Matematik og Skibsbygning, senere P. Råben
og C. T. Sehested. 1708—09 var K. i engelsk Tjeneste og 1710—12
Skibschef i Østersøflaaden, men har næppe været anset for dygtig,
da han 1712 tre Gange blev forbigaaet ved Avancement. 1714 og 15
var han atter Skibschef og 1717 Stabschef hos Flaadechefen, Admiral
P. Råben. 1720 sendtes han til Marstrand for at lede Optagelsen
af de sunkne svenske Skibe. Da han havde vist nogen Interesse for
Skibskonstruktion og 1726 faaet kgl. Approbation paa Tegningerne
til et 70 Kanoners Skib, blev han ved Admiral Judichærs Afsked
fungerende Fabrikmester. Hans Skibe viste sig imidlertid hurtigt
mindre gode, den langskibs Forbindelse var saa svag, at Skibene
allerede ved Afløbningen blev kølbrudte. Den unge Skibskonstruktør
K. Benstrup (s. d.), der 1728 fik Ordre til at udtale sig om et
af K.s Skibe, gjorde dette saa hensynsfuldt som muligt, men kunde
dog ikke tilbageholde en retfærdig Kritik. Dette glemte K. ikke,
og da Benstrup, der 1729 var blevet Fabrikmester, senere sattes
under Tiltale, satte K. sig et uforgængeligt Skændselsminde ved sin
Votering i Sagen. Han var Medlem af forskellige Kommissioner
og, til Trods for at han ikke havde sejlet til Søs i ca. 30 Aar, 1746
Chef for en af Eskadrerne i Flaaden under General-Admiralløjtnant
Fr. Danneskiold-Samsøe. S. A. fik han sin Afsked med Pension
og bosatte sig i Slangerup. Th Topsøe-Jensen.
Krag, Rasmus, 1763—1838, Officer. F. 9. Aug. 1763 paaGaarden
Øjen i Surendalen ved Trondhjem, d. 3. Jan. 1838 i Kbh. (Garn.),
begr. sst. (Garn.). Forældre: Kaptajn, senere Major, i det norske

Kragballe, C. M. 243
Andagtsbøger og udgav 1855—62 Tidsskriftet »Kirkelig Samler«,
hvor Grundtvig skrev de mærkelige Afhandlinger, der senere er
samlede i hans »Den kristelige Børnelærdom«. Nogle Ytringer af
K., i hvilke Biskop Martensen saa »forvirret og vildledende Tale
i Retning af det donatistiske Sværmeri«, var den nærmeste Anledning
til Martensens og Grundtvigs Strid om Alterbogsdaaben
(1856), og de førte til, at Martensen nægtede at ordinere K., som
skulde have været Kapellan hos P. Rørdam. Senere (1872) ordinerede
han dog K. til dansk Huspræst paa Godset Tyllinge i Sverige,
der ejedes af Løjtnant Rosenmuller, ved hvis politisk-skandinaviske
Bestræbelser 1863—64 K. havde medvirket. Der forblev
K., indtil han 1888 blev kaldet til Sognepræst for Assens
(As) og Klakring ved Horsens. 1895 to S nan Afsked fra dette
Embede. — Maleri af Moe i Familieeje.
H. Martensen: Af mit Levnet, III, 1883, S. 63—68. H. Brun: Biskop
N. F. S. Grundtvigs Levnetsløb, II, 1882, S. 121—39. Breve fra og til Grundtvig,
II, 1924, S. 553 ff. Benj. Balslev: Familien Balslev, 1901, S. 19. L.
Kragballe: Gamle Minder, 1904, S. igf. Historisk tidskrift for Finland,
1937, S. 2-20. Fu helsen (A.J. Rud*).
Krage, Eskil, ca. 1325, Ridder. Levede endnu 21. Febr. 1332.
E. K. var rimeligvis Søn eller Sønnesøn af en Person af samme
Navn, der allerede 1254 nævnes som Vidne under Kbh.s Stadsret
og 1275 var bispelig Foged paa Byens Slot. E. K. selv traadte i
Hertug Christoffers Tjeneste og var hans Foged i Sønderhalland,
da det endelige Brud indtraadte mellem Hertugen og hans Broder,
Kong Erik (VI.) Mændved. 1316 faldt E. K. fra Halland ind i
Skaane og afbrændte den kongelige Borg Ørkellynge; n. A. foretog
han et nyt Angreb, men i 1318 lykkedes det Kongens Drost, Niels
Olufsen Bild, at trænge ind i Halland, hvor han indtog baade
Laholm og Falkenberg; dog lod han E. K. drage frit bort, og denne
har formodentlig nu sluttet sig til Hertug Christoffer, der havde
søgt Tilflugt i Sverige. Da Hertugen besteg Tronen, kom E. K.
til at indtage en fremtrædende Plads blandt hans Raader, og ved
det Forlig, der 1325 blev sluttet med Marsken Ludvig Albertsen
om Hammershus, nævnes han umiddelbart efter de store Rigsembedsmænd.
Han fulgte ikke sin Konge i Landflygtighed 1326;
men da Christoffer atter kom tilbage til Danmark, stillede E. K.
sig straks paa hans Side og hjalp ham bl. a. i en saa mislig Sag
som Fængslingen af Biskop Tyge af Børglum. Han ejede Vallø.
Danmarks Adels Aarbog, IX, 1892, S. 119. Kr. Erslev (Henry Bruun*).
Krage, Nicolaus, se C rage.
i6»

244 Kragelund, Peder Jensen.
Kragelund (Kraglund), Peder Jensen, 1602—81, Biskop. F. 21.
Dec. 1602 i Bergen, d. 13. Sept. 1681 i Ribe, begr. sst. (Domk.).
Forældre: Købmand Jens K. (d. 1618) og Dorete Lauridsdatter
(begr. i Faarevejle). Gift i° 26. Okt. 1628 i Følleslev med
Bodil Nielsdatter, d. 1633, D. af Provst, Sognepræst i Følleslev
Niels Hansen Saxild (d. 1623) og Sidsel N. N. 2 0 27. April 1634
i Kbh. med Lene Thomasdatter, f. 1. Dec. 1613 paa Bregnholm,
d. 7. Maj 1697 i Ribe.
P. J. K. blev Student 1623 fra Bergen, og Skrifter fra senere
Perioder i hans Liv viser, at han aldrig glemte sin Fødeby. Ved
Kbh.s Universitet studerede han flittigt ikke blot Teologi, men
ogsaa Matematik under sin Privatpræceptor Chr. Longomontanus.
1625 re jste han til Rostock, hvor han i to Aar foruden Teologien
dyrkede Medicin, Jura og især orientalske Sprog. Efter forgæves
at have forsøgt at blive Rektor i Bergen blev han 1627 Huslærer
for Rigsadmiral Claus Daas Børn og 1628 ved dennes Hjælp Sognepræst
i Faarevejle og Slotspræst paa Dragsholm. 1635 disputerede
han for Magistergraden i Kbh., 1650 blev han kaldet til Biskop i
Ribe af Frederik III., der oftere havde haft Lejlighed til at høre
ham gunstigt omtale, 1652 fik han Archidiakonatet i Ribe Kapitel
tillagt, og 1653 tog han den teologiske Doktorgrad. I Svenskekrigene
1657—60 maatte han opleve store Genvordigheder: borgerlig
og kirkelig Orden opløstes næsten helt, svære Brandskatter og
Salveguardeafgifter maatte udredes, væsentlige Dele af Bispestolens
Indtægter udeblev, og pestagtige Sygdomme hærgede hans Hjem
og bortrev en af hans Sønner. Efter Krigens Afslutning deltog
P. J. K. i Rigsdagen 1660, men det er dog ikke sandsynligt, at
han — som tidligere antaget — skulde have arbejdet særlig ivrigt
for Indførelsen af Enevælden; som Følge af sin Tilknytning til den
gamle danske Adel har han næppe ønsket dennes Magt formindsket.
1661 afgav han sammen med Stiftets Provster en Erklæring om
de Forandringer, der kunde være ønskelige i den kirkelige Lovgivning.
Dette Aktstykke viser P. J. K. som en Mand, der bestemt
holdt paa den lutherske Ortodoksi — alle, der ikke vilde underskrive
den augsburgske Konfession, vilde han saaledes have forjaget
af Landet —, som en ivrig Værner af kirkelig Ret og Orden
og som en afgjort Tilhænger af, at Provsters og Bispers Magtstilling
yderligere befæstedes. Det samme Præg bærer ogsaa hans
nidkære Stiftsadministration. Nogle Skrifter af opbyggelig Karakter
fra P. J. K.s Haand godtgør, at han har tilhørt Tidens strenge,
især af Jesper Brochmand repræsenterede Bodsretning, der lagde
megen Vægt paa at fremhæve »den ny Lydighed«, der i Livet burde

Kragh, Johannes. 247
hele Dekorationen af Sionskirken, og som Forberedelse til denne
krævende Opgave rejste han til Italien, hvor han studerede gammel
kirkelig Kunst, navnlig den oldkristelige Kunst i Rom og Ravenna
og Freskerne i Firenze og Orvieto. Senere har han udsmykket en
lang Række af vore Kirker, bl. a. 1899 Kristkirken (Apsis), 1921
Kirkeby Kirke (foruden Freskomalerierne Glasmalerier, Granitalteret
og Kalkstensrelief), 1922 Ødis Kirke, 1932 Koret i Østerbølle
og 1933 Koret i Give Kirke, samt udført Glasmalerier til
Kirkerne i Skive (1906), Holstebro (1907—08), Hellerup (1918—28)
og Stefanskirken paa Nørrebro (1923—24). Desuden har han gennem
Aarene udført en Række verdslige Dekorationsarbejder, bl. a.
nogle Panneauer i Tempera med Guldgrund og Dekorationer som
Musik, Sommerens Død og et gammelt Ægtepar, som baade i
Stilen og gennem deres symbolske Indhold viser Tilknytning til
den tyske Jugendstil. I senere Aar har han imidlertid navnlig
dyrket Akvarellen og paa sine Rejser udført talrige Arkitekturstudier
efter de gamle franske og engelske Middelalderkatedraler.
Sideløbende med sin Virksomhed som Maler har K. dyrket Billedhuggerkunsten
og navnlig til Konkurrencer for offentlige Monumenter
udført en Række Udkast, som dog ikke er kommet til
Udførelse, bl. a. Dobbeltsarkofagen for Christian IX. og Dronning
Louise (1908), hvor Bindesbøll hjalp ham med Udformningen af
Sarkofagen, Grundtvig Monumentet (1909), Søfartsmonumentet
sammen med Sven Risom (1923) og Genforeningsmonumenter
(1926 og 34). Desuden har han udført en Række Portrætbuster,
af hvilke Fysikeren Poul la Cour (1908), Sognepræst Otto Møller,
Joakim Skovgaard og Julius Paulsen er paa Fr.borg; paa Kunstmuseet
findes Bronzebuster af Joakim Skovgaard og Løjtnant Aage
Budtz-Jørgensen (1906). Desuden kan nævnes Henrik Gerners
Monument i Birkerød (1917) og Epitafiet for C. F. Tietgen og
Hustru i Gadevang Kirke. — Tre Selvportrætter. Tegning af
Wladimir Szåbo i Familieeje.
Højskolebladet, 1896, S. 353—68; 1923, S. 389—96. Tidsskr. for Kunstindustri,
2. Rk., V, 1899, S. 21—27. Architekten, XI, 1908—09, S. 61—68,
69—72. Johs. Kragh i Skønvirke, II, 1916, S. 65—80; XIII, 1927, S. 97—108.
Kragh, Oluf, se Krag.
Merete Bodelsen.
Kragh, Peder, 1793—1883, Grønlandsmissionær. F. 20. Nov.
1793 i Gimming ved Randers, d. 25. Marts 1883 i Øsby ved Haderslev,
begr. sst. Forældre: Gaardejer Michael K. (ca. 1755—1832)
og Kirstine Pedersdatter (1767—1808). Gift 1° 20. Aug. 1819 i

252 Krak, T.
Mariboes Skole Elev paa den kgl. militære Højskole, gennemgik
Central- og Kommandoskolen i Kbh., blev 1850 Ingeniørløjtnant
og 1853 Premierløjtnant. 1858 udnævntes han — kun 28 Aar
gammel — til Stadskonduktør i Kbh. og fik samtidig Afsked af
Krigstjenesten med Kaptajns Karakter. Gennem 40 Aars Virksomhed
i Kommunens Tjeneste — han tog sin Afsked 1898 — satte
K.s rationelle, ubureaukratiske Organisationstalent, hans Initiativ
og Reformiver paa mange Maader sit Præg paa den rivende
Udvikling, Hovedstaden undergik i denne Periode (Gammelholms,
Voldkvarterernes og »Broernes« Bebyggelse m. m.), selv om en
efterhaanden overhaandtagende Døvhed forhindrede ham i at overtage
Opgaver med mere direkte Rapport til Offentligheden. Han
forestod 1860—66 Opmaalingen af samtlige skattepligtige Bygninger
i Kbh. og tog Initiativet til Indførelsen af fortløbende Gadenumre
1859 — hidtil havde man kun haft de gamle Matrikelnumre
til Orientering. Han havde et aabent Blik for de mange
Forsyndelser, som Tidens forcerede Byggeri gjorde sig skyldig i,
men som han var ude af Stand til at hindre. — 1862 søgte og fik
K. Eneretten paa Udgivelsen af »Vejviser for Kjøbenhavn og
Omegn«, det af Agent Hans Holck 1770 paabegyndte Værk, som
i mere end en Menneskealder havde ført en hensygnende Tilværelse.
Vejviseren blev allerede i K.s første Aargang (1863) helt
omarbejdet og moderniseret, præget af den nye Udgivers Studium
af fremmede Hovedstæders Adressebøger og hans store Indsigt i
Administration og Samfundsforhold, ligesom den vandt et Ry for
Nøjagtighed, der hidtil ikke havde været dens stærke Side. 1902
overlod K. Udgivelsen til sin Søn Ove K. (s. d.). — 1893 udsendte
K. en Bog om Reglerne og Principperne for Whist og 1904 »Veyviserens
Vej«, hvori han har fremdraget et betydeligt Materiale
saavel til Adressebøgernes internationale Historie som til den københavnske
Vejvisers. Han efterlod sig desuden Samlinger til Bogen
»Danmarks ældste Forretninger«, der blev udgivet af hans Søn
1910. — Etatsraad 1892. — R. 1868. DM. 1887. — Tegning af
E. Krause 1899 hos Kraks Legat. Træsnit 1897 efter Fotografi.
111. Tid. 15. Nov. 1908. Tidsskr. f. Opmaalings- og Matrikulsvæsen, V,
1909, S. 174 ff. Hj. Gammelgaard: Vejviseren gennem 150 Aar, 1919.
Hj. Gammelgaard.
Kramp, Johannes Lasenius, 1808—76, Haandværkerlærer. F. 5.
Maj 1808 i Kbh. (Holmens), d. 30. Okt. 1876 paa Frbg., begr. i
Kbh. (Ass.). Forældre: Snedkermester Frantz Sørensen K. (1771—
1850) og Anne Christine Larsdatter Schiwe (1781 —1836). Gift

254
Kramp, Lasenius.
Tegneforeningens øvrige Opgaver. — I det borgerlige Infanteri
avancerede K. 1844 til Premierløjtnant, tog 1847 sin Afsked. —
K., der var udpræget Tilhænger af den gamle Lavsinstitution,
stiftede 1840 Haandværkerforeningen i Kbh. til Kamp mod Næringsfriheden.
Den Kamp gav ingen Sejr, men trods Nederlaget
stod Haandværkerforeningen paa fast Grund. K. var dens Sekretær
til sin Død. Aaret før denne anskaffede og indviede Haandværkerforeningen
en Buste af sin Stifter. — Sin store Bedrift paa
Haandværkerundervisningens Omraade udrettede K., da han 18.
Sept. 1843 grundlagde Det tekniske Selskab, der 1. Nov. s. A.
aabnede Det tekniske Institut med K. som Inspektør. Ved mange
Rejser ydede han ogsaa Bistand med Hensyn til tekniske Skoler
i Provinsen. Til skiftende Tider var han Direktør i De Massmannske
Søndagsskoler. I 1870'erne førte en Nybevægelse paa den
tekniske Undervisnings Omraade til Nedsættelsen af en Komité,
af hvilken K. for øvrigt var Medlem. Resultatet af Komiteens
Arbejde blev Det tekniske Selskabs Skole, en statsunderstøttet
Centralskole for Kbh., til Afløsning af Det tekniske Institut. K.
afgik da 1. Okt. 1876, en Maaneds Tid før sin Død. Paa hans
Grav rejste Repræsentanter for Haandværkerforeningen og Det
tekniske Selskab et Mindesmærke med hans Buste. Ved 100 Aarsdagen
for hans Fødsel, 1908, lod Haandværkerforeningen præge
en Lasenius Kramp Medaille, der uddeles for særlig fortjenstfuld
Gerning inden for det københavnske Haandværk. — Krigsraad
1847. — R. 1868. DM. 1876. — Maleri af H. Olrik i Familieeje,
Kopi ved H. C. Jensen i Haandværkerforeningen. Buste af Vilh.
Bissen i Haandværkerforeningen. Portrætteret paa Medaillen 1908.
Litografi af I. W. Tegner efter Daguerreotypi 1858. Træsnit 1875
efter Fotografi og af G. Pauli 1876.
111. Tid. 5. Nov. 1876. A. Bauer: Snedkernes Tegneforening af 1837, 1887.
Samme: Haandværkerforeningen i Kbh. 1840—90, 1890. C. A. Clemmensen:
Haandværkerforeningen i Kbh. i8go—1915, 1915. F. Hendriksen: Mennesker
og Oplevelser, 2. Udg., 1932. C. Nyrop: Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings
Historie, 1893. M. Rasmussen: Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings
Historie, 1916. Snedkernes Tegneforening af 1837, et Hundredaarsmøde,
den 18. Sept. 1937, Særtryk af Snedkermestrenes Medlemsblad
'5- Se Pt- '937. C.A.Clemmensen.
Kramp, Paul Lassenius, f. 1887, Zoolog. F. 28. Jan. 1887 i
Kbh. (Johs.). Forældre: Arkitekt Oscar Hakon Frederik Ellef K.
(1853—1933) og Johanne Vilhelmine Mathilde Thomsen (1860—
1930). Sønnesøn af Lasenius K. (s. d.). Gift 15. Maj 1913 paa
Frbg. med Marie Bolette Blædel, f. 12. Nov. 1890 paa Nordfeld,

Kramp, Paul L. 255
D. af Forpagter af Nordfeld, senere Stengaarden, Carl Frederik
B. (1850-—94, gift i° 1879 med Vilhelmine Christiane Marie Sophie
Jensen, 1850—80) og Hilda Bolette Olivia Grum (1859—1937).
K. blev Student 1905 fra Borgerdydskolen i Helgolandsgade og
tog 1911 Magisterkonferens med Zoologi som Hovedfag. Efter en
kortvarig Ansættelse 1912—14 i de internationale Havundersøgelsers
Bureau i Kbh. knyttedes han 1915 til Zoologisk Museum, hvor
han siden har haft sin Gerning, fra 1917 som fast ansat ved Museets
2. Afdeling, fra 1933 som Bestyrer af denne. Allerede som ganske
ung kom K. ind paa Undersøgelser over Medusernes og Hydroidernes
Systematik, Morfologi og Udbredelsesforhold, og dette har
stedse været hans Hovedarbejdsfelt, inden for hvilket han har
erhvervet sig et Navn som en anerkendt Specialist. Hans Hovedarbejder
paa dette Omraade er »The Hydromedusæ of the Danish
waters« (Vidensk. Selsk. Skr. Mat.-nat. Afd., 8. Rk., XII, 1927)
og »A revision of the Medusæ belonging to the family Mitrocomidæ«
(Vid. Medd. Naturhist. For., XCII, 1932), for hvilket sidste han
erhvervede Doktorgraden. K. har i øvrigt bearbejdet Materiale
fra en lang Række Ekspeditioner (Ingolf, Thor, Godthaab, Michael
Sars), ligesom han er Medarbejder ved »Zoology of the Faroes«,
»Zoology of Iceland«, »Randers Fjords Naturhistorie« og »Ringkøbing
Fjords Naturhistorie«; i nogle af disse Værker har han
desuden bearbejdet andre Dyregrupper som Alcyonarier og Bryozoer.
Desuden har han skrevet en Række mindre, systematiske og
morfologiske Afhandlinger om Hydroider og Meduser, ligesom han
har behandlet disse Grupper i »Danmarks Fauna« (1935 og 1937).
K. har endelig arbejdet paa et helt andet Felt, idet han i flere Aar
har udført Undersøgelser for Vestkysthavnene vedrørende Angreb
af Pæleorm og Pælekrebs paa Havneanlæggenes Træværk og herom
offentliggjort et Par Afhandlinger i »Ingeniøren« 1937 og i Publikationerne
fra det forstlige Forsøgsvæsen fra s. A. K. deltog 1928
som Zoolog i »Godthaab«-Ekspeditionen til vestgrønlandske Farvande,
ligesom han har deltaget i de zoologiske Indsamlinger paa
Færøerne.
Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1932. R. Spårck.
Kranold, Rudolph Heinrich Carl Conrad, 1819—-89, Embedsmand.
F. 25. Nov. 1819 i Itzehoe, d. 8. Febr. 1889 i Odense, begr.
i Kbh. (Garn.). Forældre: Institutbestyrer, cand. theol. Wilhelm
Heinrich Otto Immanuel K. (1780—1838) og Louise Wilhelmine
Dreesen (1794—1855). Gift 19. Dec. 1851 i Flensborg
med Anne Marie Christiansen, f. 19. Juli 1825 i Flensborg, d. 16.

256 Kranold, R.
Jan. 1885 i Odense, D. af Grosserer, Agent Christian Andreas C.
(s. d.) og Hustru.
K. blev Student 1838 fra Ratzeburg, tog juridisk Eksamen 1842
i Kiel, blev 1843 Volontær i Rentekammeret, 1847 Fuldmægtig i
dettes slesvig-holsten-lauenburgske Revisionskontor, 1849 Bureauchef
under den blandede Bestyrelseskommission for Slesvig, overgik
1850 til den tilsvarende Stilling i den da, med Tillisch som
overordentlig Regeringskommissær, udelukkende i den danske Konges
Navn oprettede civile Styrelse af Slesvig og fungerede tillige
fra samme Tid som Chef for denne Styrelses 2. Departement, udnævntes
1852 til Departementschef i det slesvigske Ministerium.
1862 blev han Generaldecisor for det slesvigske Regnskabsvæsen,
men afskedigedes ved Fredslutningen 1864. 1856—63 var han
Medlem af Rigsraadet, og 1855, 60 og 63 var han kgl. Kommissarius
ved den slesvigske Stænderforsamling. 1864—66 var han
konst. Chef for Det kgl. Teater, fra 1870 til sin Død Amtsforvalter
i Odense. — K. hørte til de »loyale Holstenere«, var tysk uddannet,
men dansksindet. Som kgl. Kommissarius i Stænderforsamlingen
var han helt Regenburgs Mand og optraadte med Kraft mod det
tyske Flertal. Som Teaterchef konstitueredes han paa Anbefaling
af Forgængeren, Tillisch, efter at flere andre havde undslaaet sig.
Under de øjeblikkelige Forhold vakte Valget af ham Indignation,
men i de to Sæsoner, hvori han beklædte Stillingen, skete intet,
der kunde krænke de nationale Følelser. K. var en energisk og
dygtig Administrator, der indførte Gounods »Faust« og optog
Bjørnson med »De nygifte« i Repertoiret. Da Sparebestræbelserne
efter Krigen ogsaa skulde gaa ud over Teatret, trak K. sig tilbage
og overlod Berner at føre den nye økonomiske Politik igennem.
— Kammerraad 1850. Justitsraad 1852. Etatsraad s. A. Konferensraad
1866. — R. 1854. DM. 1860. K. 2 1870. — Maleri af
Holst i Bogense 1880 i Familieeje. Træsnit af O. Andersen.
Hist. Tidsskr., 9. Rk., III, 1925 (se Registeret). Personalhist. Tidsskr.,
g. Rk., VI, 1934, S. 98. A. F. Kriegers Dagbøger 1848—1880, I—IV, 1920—21
passim. Fru Geheimeraadinde Andræs Dagbøger, I, 1914 (se Registeret).
N. Neergaard: Under Junigrundloven, II, 1916 (se Registeret).
Povl Engelstoft (G. Kringelbach).
Kranold, Wilhelm Heinrich August, 1818—50, Officer. F. 12.
Jan. 1818 i Itzehoe, d. 25. Juli 1850 ved Øvre Stolk, begr. i
Ulkebøl. Broder til R. K. (s. d.). Gift 10. Juli 1850 i Holbæk
med Albertine Julie Darre, f. 1. Maj 1821 i Kbh. (Garn.), d. 24.
Aug. 1892 sst., D. af Løjtnant, senere Major Hans Michael

Kranold, Wilhelm. 257
Christian D. (1787—1846) og Emilie Charlotte Juncker (1792
-1827).
K. lod sig 1833 hverve som Aspirant ved Dragonregimentet i
sin Fødeby og blev s. A. Korporal. 1836 fik han Tilladelse til,
med Bibehold af sin Lønning, i Kbh. at forberede sig til Adgangsprøven
til den militære Højskole, og fra 1838 »frekventerede« han
denne som Sekondløjtnant i Artilleriet uden Anciennitet; men paa
Grund af langvarig Sygdom bestod han først 1842 Oprykningseksamen
til Generalstabsafdelingen og fik Sekondløjtnants Anciennitet
(fra 1840). 1844 bestod han Afgangseksamen, blev n. A.
Premierløjtnant å la suite i Artilleriet og gennemgik indtil Foraaret
1848 den sædvanlige praktiske Uddannelse ved de forskellige
Vaaben og Generalstaben. Under Felttoget 1848 var han som
Generalstabsaspirant først Adjudant ved Avantgarden, derefter i
Slaget ved Slesvig og Kampene i Sundeved Stabschef hos Rye,
der stærkt fremhævede hans glimrende Mod og administrative
Dygtighed, og s. A. udnævntes han til Kaptajn II og Adjoint i
Generalstaben. 1849 var han Stabschef ved forskellige Brigader
og deltog i Kampene i Sundeved i April og blev derefter ældst
Adjudant ved Generalkommandoen paa Als. I Felttoget 1850 var
han Stabschef ved Brigaden Baggesen og var 25. Juli, ridende i
13. Bataillons Marchkolonne, passeret gennem Øvre Stolk, da der
overraskende lød stærk Geværskydning fra denne By. Han sprængte
straks tilbage for at erfare Sammenhængen, blev truffet af en Geværkugle
i Brystet og døde paa Stedet. K. havde fremragende militære
videnskabelige og praktiske Anlæg, der lovede en smuk Løbebane;
han var derhos en sjælden smuk Mand, Soldat med Liv og Sjæl,
modig til Dumdristighed, ridderlig i Tænkemaade og Adfærd, agtet
og afholdt af Kammerater, foresatte og undergivne og, skønt født
Holstener, dansksindet til det yderste. — R. 1848. — Maleri i
Familieeje. Portrætteret paa Tegning af Fr. Bauditz 1848 (Fr.borg).
Litografi af I. W. Tegner 1851 efter Daguerreotypi og
paa Gruppebillede fra Hoffensbergs Atelier.
Den dansk-tydske Krig 1848—50, udg. af Generalstaben, III, 1887, S.
1515—18. W. G. O. Bauditz: Livserindringer, 1903, S. 234—39.
Rockstroh (S. A. Sørensen).
Krarup. Præste- og Landmandslægten K. føres tilbage til Forpagter,
senere Ejer af Vormarksgaard Hans Thomsen Lange (ca.
1665—99), hvis Børn i Ægteskab med Inger Hansdatter K. (d.
1730) optog Moderens Slægtsnavn. Hun var Datter af en Hans
Larsen K., der ligesom sin Broder, Kornskriver paa Proviantgaar-
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. '7

258 Krarup.
den og Ejer af Vindum Overgaard Christen Larsen K. (1628-1711)
havde taget Navn efter Fødebyen K. i Tistrup Sogn. Af H. T.
Langes Børn skal nævnes Ejeren af Dejbjerglund Christian K.
(1699—1769), der var Fader til nedenn. Sognepræst til St. Jørgens
og Sørup Jens Henrik K. (1735—91), til Rektor i Aarhus,
Professor Thure K. (1739—1808) og til Sognepræst i Vejrum,
Provst, Konsistorialassessor Niels Bygum K. (1727—99), af hvis
Børn skal nævnes Sognepræst i Gerlev, Provst Janus Balthasar K.
(1774—1852), Stiftsprovst i Aalborg Jens K. (1783—1836) og de
nedenn. Præster Amtsprovst Christian Johan Lodberg K. (1765
—1820) og Konsistorialassessor Christen Nielsen K. (1768—
1833), der var Fader til de nedenn. Sognepræst i Flødstrup, Provst
Ove Thomas Nicolai K. (1799—1862) — hvis Søn var nedenn.
Registrator, Historikeren Janus Frederik K. (1841 —1910) — og
Landøkonomen Niels Bygum Christian K. (1802—65), af hvis
Sønner skal nævnes Overretssagfører Ove Thure Nicolai K. (1833-—
1912) — Fader til nedenn. Højesteretsdommer, Ordensskatmester
Viggo K. (f. 1860) — Forpagter Albrecht Thaer K. (1843—76)
— hvis Søn er nedenn. Bibliotekar Alfred K. (f. 1872) — og Forpagter
Alfred K. (1842—73), der var Fader til Direktør for Statsskovbruget
Johan Frederik Henckell K. (f. 1870) og til Gerda K.
(f. 1871), der i sit Ægteskab med Maleren Niels Pedersen Mols
(1859—1921, s. d.) er Moder til Agnete Mols (f. 1899), gift med
Maleren Johannes Glob (f. 1882, s. d.). -— Ovenn. Amtsprovst
Christian Johan Lodberg K. (1765—1820) var Fader til nedenn.
Skolebestyrer Niels Bygom K. (1792—1842) —hvis Søn var nedenn.
Professor, Ingeniør Nicolai Christian Møhl K. (1831—75) — og til
Manufakturhandler i Kbh. Thure Frederik K. (1799—1863), hvis
Sønnesønner var Generaldirektør for Telegrafvæsenet Thure Frederik
K. (1868—1928) og nedenn. Chef for Telegrafvæsenets tekniske
Afdeling Carl Emil K. (1872—1909). Ovenn. Provst Janus
Balthasar K. (1774—1852) var Fader til Sognepræst i Søften, Provst
Enoch Christian K. (1806—65), af hvis Døtre Marie Sophie Magdalene
K. (1841 — 1901) var gift med ovenn. Professor Nicolai Christian
Møhl K. (1831—75) og Laura Christine K. (1848—1908)
med Borgmester i Kbh. Christian Krarup Øllgaard (1841 —1915,
s. d.). Ovenn. Stiftsprovst Jens K. (1783—1836) var Fader til
nedenn. Landøkonom Janus Balthasar K. (1829—98) og til Sognepræsti
Sanderum Niels Peter K. (1820—1909), hvis Søn var nedenn.
Sognepræst i Sorø, Dr. theol. Frederik Christian K. (1852—1931)-
Christian Krarup: Stamtavle over Efterkommerne af Christian Krarup til
Dejbjerglund, 5. Udg., 1933. Meddelelser om Familien Krarup, 1915—33,
s - 6 > 6 9- Albert Fabritius.

Krarup, C. E. 261
førend han igennem et Samarbejde med senere Rektor paa Polyteknisk
Læreanstalt, Professor P. O. Pedersen fik det Raad at forsøge
at forsyne Kobberledningerne med en tæt Bevikling af tynde
Jerntraade. Det lykkedes ham at faa saavel de danske som de tyske
Teknikere til at acceptere denne Idé, og det første »K.kabel« blev
udlagt 18. Nov. 1902 imellem Helsingør og Helsingborg. Ved
det i Jan. 1903 udlagte dansk-tyske Telefonkabel fra Lolland til
Femern (ca. 20 km) fik K.s Teori sin første praktiske Anvendelse
paa et længere Kabel, og siden da har »K.kablet« opnaaet almindelig
international Anvendelse og er anerkendt som en betydelig
teknisk Indsats i den internationale Telefonteknik. K. selv vurderede
den Indsats meget højt, som Professor P. O. Pedersen gjorde
ved denne Lejlighed.
K. tog endvidere 1904 Initiativet til at ombygge og flytte den
1862 indrettede Imprægneringsanstalt for Telegrafstænger i Sorø
og indførte betydelige Forbedringer med Hensyn til Maskiner og
Drift; Anstaltens Virksomhed er imidlertid nu efter Jordkabelteknikkens
Udvikling indstillet. Han var ogsaa med i de af den
norske Telegrafstyrelse 1903 arrangerede radiotelegrafiske Forsøg
paa Lofoten og deltog endvidere i den første internationale Teknikerkongres
i Budapest 1907. Blandt større Opgaver, som han paatog
sig, var Organiseringen af det islandske Telegrafnet, som han
som Konsulent for den islandske Styrelse planlagde 1903—05, i
hvilket sidste Aar Driften blev aabnet, samt Planlæggelsen af Amtskommunens
Telefonanlæg paa Færøerne 1906 og Telefonanlægget
i Baku 1908. Han planlagde tillige 1906 Opførelsen af et Kabeldepot
i Korsør for Telegrafvæsenet. — K. var Medlem af Meterkommissionen,
den militære Telegraf- og Telefonkommission og
den internationale elektrotekniske Kommissions danske Afdeling.
— I det forholdsvis korte Aaremaal, K. virkede i Telegrafvæsenet,
formaaede han at skabe sig en Position, som sikrer hans Navn
imod Forglemmelse. Hans levende Interesse for tekniske Problemer
i Forbindelse med en udviklet Sans for en praktisk Gennemførelse
af de ved tekniske videnskabelige Forsøg indvundne Resultater og
Erfaringer førte ham tidligt frem i første Række blandt danske
Elektroteknikere, og hans gode Samarbejde med de igennem
Praksis uddannede Telegrafteknikere banede Vejen for de Resultater,
han opnaaede som Leder af den tekniske Forvaltning. Hans
tidlige Død beklagedes stærkt af hans Arbejdsfæller.
D. Hvalsøe: Slægten Hvalsøe—Walsøe, 1914, S. 29 f. Studenterne fra 1890,
1915. Univ. Aarbog 1901—02, S. 219. Berl. Tid. 30. Dec. 1909. Nationaltidende
31. Dec. 1909. Ingeniøren 8. Jan. 1910. Teknisk Tidsskrift, Elektro-

264 Krarup, Chr.
var han assisterende Ingeniør ved Anlægget af Roskilde—Korsørbanen.
1856 blev han konst. som Telegrafassistent ved Statstelegrafen,
hvor han indtil 1865 fungerede som Bestyrer af Stationen
i Vejle, 1865—70 var han tjenstgørende i Kbh. K.s Betydning er
imidlertid særlig den, at han er Skaberen af en dansk rationel og
videnskabeligt begrundet Opvarmnings- og Ventilationsteknik. Det
var nærmest en Tilfældighed, der bragte ham ind paa Studier i
nævnte Retning, idet man under hans Ophold i Vejle stillede ham
den Opgave at befri Byens Klublokale for Tobaksrøg og senere at
konstruere Ventilationsovne for Byens Friskole. Efter en Rejse til
Frankrig, hvor han studerede Ventilationsanlæg under den paa
dette Omraade bekendte Tekniker, General Morin, fik han 1868
den Classen'ske Præmie fra Videnskabernes Selskab for sin Besvarelse
af en Prisopgave om Ventilation af Privatbygninger, og herefter
blev der af forskellige offentlige Myndigheder overdraget
ham saa mange Hverv angaaende Opvarmnings- og Ventilationsanlæg,
at han opgav sit Embede og ganske helligede sig dette
Arbejde. Af de Arbejder, han har udført, bør særlig nævnes hans
Undersøgelser 1869 over Kommunehospitalets Ventilation og Projekteringen
og Udførelsen af Varme- og Ventilationsapparaterne
i flere københavnske Skoler, St. Knuds Kirke i Odense, Folketingssalen
paa Christiansborg Slot, det nye kgl. Teater og den
norske Stortingsbygning, Arbejder, som i flere Tilfælde var særlig
vanskelige, fordi de skulde udføres i gamle Bygninger. Naar Opvarmnings-
og Ventilationsteknikken staar saa forholdsvis højt i
Danmark, kan dette for en stor Del føres tilbage til K.s banebrydende
Indsats, fordi det betydelige Arbejde, der senere er udført
paa dette Omraade her i Landet, i ikke ringe Grad har bygget
paa de af ham opstillede Principper og paa hans Forsøg. — Tit.
Professor 1874. — Træsnit af G. Pauli 1875.
111. Tid. 31. Okt. 1875. Povl Vinding (Ch.Ambt).
Krarup, Janus Frederik, 1841—1910, Arkivmand. F. 6. Marts
1841 i Ulfborg, d. 13. April 1910 paa Frbg., begr. i Kbh.
(Ass.). Forældre: Sognepræst O. Th. N. K. (s. d.) og Hustru.
Ugift.
K. blev Student 1859 fra Odense og tog Magisterkonferens i
Historie 1866. Allerede tre Aar tidligere var han blevet Stipendiar
i Gehejmearkivet; 1870 forfremmedes han til Assistent, 1882 til
Registrator. Ligesom Kali-Rasmussen og Plesner ydede han Forskerne
Hjælp efter Arkivets bedste Traditioner, men han vilde
mere. 1870 blev K. og S. M. Gjellerup som unge arbejdsivrige

266 Krarup, F. C.
overleverede teologiske Metafysik og søgte det faste, formentlig
urørlige Udgangspunkt for Gudstroen i Menneskets etiske Bevidsthed.
Hos Ritschl fandt K., hvad han umiddelbart havde søgt.
Ritschls Teologi virkede som en Udløsning fra de Modsætninger,
mellem hvilke K. havde følt sig klemt inde. Den ældre teologiske
Ortodoksi havde ikke kunnet fængsle ham, og hans Samtids oplyste
Aandsliv var præget af en radikal Skepticisme over for Kristendommen
i dens overleverede Form. K.s selvstændige Discipelforhold
til Ritschl lagde sig for Dagen i hans Disputats (1885): »Om
forholdet mellem det guddommelige og menneskelige i Kristi
person«. 1884 var K. blevet Sognepræst i Mariager og forflyttedes
derfra 1893 til Sorø, hvor han virkede, til han 1922 faldt for
Aldersgrænsen. I et Par Smaaskrifter, han udgav, trak han nogle
Linier op af den ritschlske Teologi: »Om Undergavens Stilling i
den kristne Kirke« (1888), som i Anledning af Pastor A. Schacks
Modskrift efterfulgtes af »Hvori er Underkraften begrundet?«
(1889). Som Lærer i Religion paa Sorø Akademi udgav han
»Grundrids af den kristelige Etik« (1894, oversat til Tysk), der var
tænkt som Ledetraad for Gymnasieundervisningen i Religion, men
ikke fandt større Udbredelse, da den var holdt i en streng filosofisk
Abstrakthed. Som teologisk Forfatter slog K. først igennem med
sin »Religionsfilosofi. En Bog om det religiøse Livs Væsen og Ret«
(1905, 2. Opl. 1921), »det betydeligste Værk i dansk Teologi siden
Martensens Dage« (Edv. Lehmann). Baade i Sprog og Indhold
var det et afklaret og modent Værk, som tolkede Ritschls Værditeologi
paa en selvstændig, paa een Gang kritisk og positiv Maade.
Denne udprægede Personlighedsteologi søger bag om Ortodoksiens
dogmatiske Paragraffer og afskediger Metafysikkens pseudovidenskabelige
Spekulationer for at fremstille den personlige Kristendom,
hvis Kerne godtgør sin Sandhed ved sit etiske, ideale
Krav, der danner Broen til Gudsforholdet og ikke kan skilles
derfra. Fremstillingens apologetiske Sigte maa forstaas paa Baggrund
af Datidens kritiske Alvor. I de følgende Aar offentliggjorde
K. flere mindre Skrifter, blandt hvilke de betydningsfuldeste er
»Skrift og Tro« (1907) og »Jesus, Guds Søn« (1908, Forelæsninger
holdt paa Opfordring af de teologiske Studenter). Det samlede
dogmatiske og etiske Indhold af den kristne Tro fremlagde han
henholdsvis i »Livsforstaaelse« (1915, 2. Opl. 1917) og »Livsførelse«
(1918), det førstnævnte Værk som en »kristelig Troserkendelse« og
det andet som en »kristelig Selvforstaaelse«. I disse Bøger naaede
K. med fortrinlig Klarhed og systematisk Kraft at give Udtryk for
sin Tolkning af Kristendommen som Gave og Opgave, og paa

Krarup, F. C. 267
dette Tidspunkt rakte hans Indflydelse vidt blandt yngre Præster
og akademiske Lægfolk. De senere større Bøger »Kampen om
Kristendommen« (1922) og »Ideal Kristendom« (1926), denne
sidste med det for hans Teologi karakteristiske Motto: »Teologi
er i sin Grund Psykologi«, gav vel ikke noget nyt, men bekræftede
paa hver sin Maade hans Tro paa, at det apologetisk var muligt
at forankre det kristne Livssyn i den etiske Bevidsthed; den kristne
Livsanskuelse skulde begrundes ud fra den kritiske Realismes Standpunkt.
Den naturlige Optimisme, som var Nerven i Idealismen
og den teologiske Humanisme, hørte sammen med en stor Kulturepoke,
men fik med Verdenskrigen og hvad umiddelbart derefter
fulgte et Dødsstød. De to Synspunkter for teologisk Tænkning,
Schleiermachers »fromme Bevidsthed« og Karl Barths »Guds Ord«,
blev absolutte og uforligelige Modsætninger. — 1902—28 var K.
fast Censor ved teologisk Embedseksamen; 1905 kaldtes han af
Universitetet i Kristiania til at gøre Indstilling til det ledige
Professorat i Teologi, og 1911 tildelte samme Universitet ham
Æresdoktorgraden i Teologi. For sin personlige Livsudvikling har
K. gjort Rede i Bogen »Fra Romantisme til Realisme« (1930), et
af vor selvbiografiske Litteraturs mest særprægede Værker, der
viser den ældre Præstekulturs kristelige og humanistiske Dybde.
K.s Teologi svarede til hans Personlighed; begge var præget af
en etisk, frygtløs Alvor og vidnede om en helstøbt, karakterfuld
Kerne. — R. 1912. DM. 1922. — Maleri af H. Vedel 1930
paa Fr.borg. Maleri af Knud Larsen 1919 i Sorø Kirkes Sakristi.
Univ. Progr. Nov. 1885, S. i84f. Otto Ritschl: Albrecht Ritschls Leben,
II, 1896, S. 401, 455. Tilskueren, 1906, S. 921—29. 111. Tid. 9. Okt. 1910.
A. S. Poulsen: Liv og Lære, 1916. Otto Møller og Skat Rørdam: En Brevveksling,
II, 1916, S. 395, 410, 416. T. Skat Rørdam: Kirkelige Lejlighedstaler,
1909, S. 172—75. J. P. Bang: Gyllingpræsten Otto Møller, 1931, S. 218.
S. A. Becker i Berl. Tid. 29. Dec. s. A. H. Mosbech i Dagens Nyheder s. D.
O. Geismar i Politiken s. D. Gads dsk. Mag., 1936, S. 399—407.
Michael Neiiendam.
Krarup, Janus Balthasar, 1829—98, Landøkonom. F. 22. Juli
1829 i Nykøbing M., d. 12. Okt. 1898 i Haslev, begr. sst. Forældre:
Sognepræst i Nykøbing M., senere Stiftsprovst i Aalborg Jens K.
(1783—1836) og Arnoldine Christine Wormslev (1791 —1856).
Gift 31. Juli 1856 i Gelsted med Sophie Elisabeth Caroline
Krag, f. 7. Juli 1832 i Gelsted, d. 8. Maj 1916 i Andst, D. af Sognepræst
Mourits Gotthold K. (1794—1864, gift i° 1819 med Maren
Dorph, 1800—24) og Anna Dorthea Albinus (1801—92).
K. voksede op i smaa Kaar, blev sat i Urtekræmmerlære i Kbh.,

Krarup, J. H. 269
Krarup, Jens Henrik, 1735—91, Præst. F. 19. Febr. 1735 paa
Dejbjerglund, d. 24. Juni 1791 i St. Jørgens, begr. sst. Forældre:
Proprietær Christian K. (1699—1769) og Constance Bygum (1707
—66). Gift 14. Nov. 1766 i Ørbæk med Sophie Hansen, f. 7. Sept.
1745 paa Egeskov (Stenstrup K.bg.), begr. 4. Juli 1806 i St.
Jørgens (gift 2° 1793 med Sognepræst i St. Jørgens og Sørup
Christen Thomsen Barfoed, 1736—1807, gift i° 1774 med Cathrine
Elisabeth Høyer, ca. 1746—93), D. af Forvalter, senere Ejer af
Lindevads Mølle Niels H. (1703—76) og Mette Cathrine Broholm
(ca. 1704—84).
K. gik i Skole i Ribe under den bekendte Rektor Chr. Falster
og blev Student herfra 1751. Teologisk Attestats tog han 1756 og
drev derpaa videregaaende private Studier i de følgende ti Aar,
deraf i fem Aar som Alumnus paa Borchs Kollegium. Han synes
at have beskæftiget sig med meget forskelligartede Discipliner,
baade med Teologi, Matematik og Genealogi. Et Par latinske
Afhandlinger er Vidnesbyrd om dette Studieliv. Særlig bør nævnes
hans Disputatser om Nærværelsens Begreb, specielt med Hensyn
til den guddommelige Allestedsnærværelse, et Arbejde, der blev
meget berømmet i Datiden for dets filosofisk skarpsindige Argumentation.
1765 blev K. Præst paa Avernakø, og 1768 forflyttedes
han til St. Jørgens og Sørup, i hvilket Embede han døde. Han
nød betydelig Anseelse for sine omfattende Kundskaber. Han har
dog ikke efterladt sig større Skrifter, men indskrænkede sig til at
levere mindre Bidrag (om Vejrplove, Arealberegninger, Mønt,
Maal og Vægt o. 1.) til forskellige Tidsskrifter og til at støtte andre
Forfattere i deres Arbejde. Især gjorde han sig fortjent af at indsende
en Mængde Oplysninger til det genealogisk-heraldiske Selskab
til Brug for det af dette udgivne Adelsleksikon.
Meddelelser om Familien Krarup, Nr. 9, 1933, S. 95 f. Bjørn Kornerup.
Krarup, Niels Bygum, 1792—1842, Skolemand. F. 29. Aug.
1792 i Navr, d. 10. Dec. 1842 i Kbh. (Frels.), begr. sst. (Frels.).
Forældre: Præst, Seminarieforstander C. J. L. K. (s. d.) og Hustru.
Gift 21. Nov. 1829 i Kbh. (Frels.) med Christiane Amalia Møhl,
f. 22. Jan. 1803 i Kbh. (Garn.), d. 6. Maj 1876 sst. (Frbg.), D. af
Kontrollør i Kbh.s Havn, senere Kammerraad Hans Christian
M. (1757—1843) og Maria Achton Fabricius (1773—1819).
K. blev Student 1812 fra Aarhus og studerede derefter Teologi,
som han dog snart opgav for med Iver at kaste sig over klassisk
Filologi. 1816 vandt han Universitetets Guldmedaille for en latinsk
Afhandling »De fontibus Dionysii Halicarnassensis« og blev s. A.

270 Krarup, jV. B.
Lærer i Latin ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, hvor han
n. A. fik Ekspektance paa Stillingen som Skolens Inspektør (Bestyrer).
K. laa ved den Tid paa Regensen og deltog i Tidens æstetiske
Diskussioner. Han var en nær Ven af Poul Møller og var en af
»Tylvten«, der udfordrede Jens Baggesen til en Disputats paa Latin.
1821—24 foretog han en videnskabelig Rejse til Tyskland, Italien
og Frankrig og blev i Jena tysk Dr. phil. Efter sin Hjemkomst fik
han sin tidligere Plads som »første Lærer« ved Borgerdydskolen
og blev tillige Inspektør paa Borchs Kollegium, hvor han skrev
et Par grammatiske Afhandlinger og til R. Nyerups »Magasin for
Rejseiagttagelser« Meddelelser om sin Udenlandsrejse. 1828 blev
K. endelig Skolens Bestyrer, efter at han over for Direktionen
havde sikret sig økonomisk Uafhængighed og Ret til at afskedige
Lærere. Da i Slutningen af 30'erne en ny Formand for Direktionen,
Pastor Schack, søgte at faa Indflydelse paa Skolens Ledelse, købte
K. Præstegaarden til Frederiks tyske Kirke paa Christianshavn og
truede med selv at oprette en Skole, hvorefter Direktionen gav op
og indrømmede, at Borgerdydskolen var en Privatskole, der tilhørte
K., og ikke en selvejende Skole. Paa sin Udenlandsrejse havde K.
sat sig ind i fremmede Skoleforhold, særlig det engelske Elevselvstyre,
som han tænkte sig at indføre ved en af ham selv ledet Skole.
Da han blev Bestyrer, kom han til at se anderledes paa Sagen.
Han blev en noget pedantisk Skoleleder, som holdt strengt paa
Orden og gav Regulativer baade i smaa og store Ting. Han
interesserede sig for den indbyrdes Undervisning, forhandlede derom
med Major Abrahamson og søgte at praktisere den i sin Klasse,
dog uden synderligt Held. — En dygtig Latinlærer var han, og
sit Maal »at bringe Skolen i Flor« og dimittere dygtige Studenter
naaede han fuldt ud. Discipeltallet steg 1828—42 fra 78 til 266,
og en Række Studenter udgik fra Skolen, som senere blev kendte
og ansete Mænd. K. forstod at omgive sig med dygtige Medarbejdere;
han skiftede dem uden Persons Anseelse, naar han ikke
syntes, de passede i Ensemblet. I sine Skoleprogrammer skrev han
pædagogiske Afhandlinger, saaledes om »Oprettelse af Elysier eller
Asyler for formuende Folks Børn«, 1842, hvori han anbefaler at
indrette Smaabørnsskoler eller Børnehaver for velhavende Folks
Børn. — Papirer i Vestre Borgerdydskole. — Buste af Chr. Christensen
i Vestre Borgerdydskole.
Johs. Helms: Borgerdydskolen paa Kristianshavn 1787—1837, 1887. Vilh.
Birkedal: Personlige Oplevelser, I, 1890, S. 25 ff. Olaf Carlsen: Niels Bygom
Krarup og hans Undervisningsplan, 1927. Vestre Borgerdydskole 1787—1937,
1937, S. .6-40. Chr B m r ( S B Thr.ge)_

Krarup, N. B. 271
Krarup, Niels Bygum Christian, 1802—65, Landøkonom. F. 12.
Jan. 1802 i Aale, d. 26. Febr. 1865 i Kbh. (Frbg.), begr. paa Frbg.
Forældre: Sognepræst Christen Nielsen K. (s. d.) og Hustru. Gift
27. Sept. 1827 i Søften med Henriette Manniche, f. 20. April
1808 i Hammel, d. 81. Okt. 1885 i Kbh. (Frbg.), D. af Sognepræst,
sidst i Søften og Foldby, Konsistorialraad Johan Gottfred
M. (1766—1850) og Elsebeth Margrethe Christiane Nielsen
(1781 —1863). Separeret.
K. blev Student 1822 fra Aarhus, studerede Teologi et Par Aar
og tog filologisk-filosofisk Eksamen 1823. 1825—35 var han Andenlærer
ved Seminariet i Lyngby ved Grenaa, hvor han samtidig
som Forpagter drev Præstegaardens Landbrug. 1835 forpagtede
han Frijsendal under Frijsenborg, og her oprettede han den første
Landbrugsskole af mere varig Betydning i Danmark. Der var
allerede tidligere gjort forgæves Forsøg paa at oprette Landbrugsskoler,
saaledes i Aarhundredets Begyndelse paa Næsgaard paa
Falster og 1830 paa Mørupgaard ved Sorø, men først for K.
lykkedes det, bl. a. ved den Støtte, han i Skolens første Aar fik
fra Landhusholdningsselskabet. 1839 købte han Hovedgaarden
Haraldslund ved Aarhus, og hertil blev Skolen overflyttet 1840.
Fra 1842 blev den understøttet af Staten og udvidedes n. A. til
25 Elever foruden en Del praktiske Lærlinge, men kunde dog ikke
rumme alle, der ønskede at optages. Det var ingen egentlig Bondeskole,
og de fleste Elever synes at have været Sønner af Embedsmænd
og andre uden for Landbruget. Kursuset var beregnet paa
at vare to—tre Aar med praktisk Arbejde om Sommeren og teoretisk
Undervisning om Vinteren. K. var en kundskabsrig og livlig
Mand, der forstod at gøre Undervisningen tiltrækkende for de unge.
Han var desuden en dygtig Praktiker, som ved Hjælp af sin Tids
Fremskridt, Mergling, Udgrøftning, Planering og Brakning, drev
Haraldslund tillige med en Afbyggergaard, i alt 560 Tdr. Land,
saaledes at Gaarden ogsaa i praktisk Henseende blev et godt Lærested.
Han forestod Skolen til 1855, da han solgte Gaarden, men
den daglige Ledelse blev dog fra 1851 overdraget Fætteren J. B. K.
(s. d.), medens K. bosatte sig i Kbh., efter at han 1850 var blevet
valgt til Landstinget, hvor han som Konservativ havde Sæde til
1855. — K. var tillige Skaberen af de danske Landmandsforsamlinger,
hvis Forbillede han havde lært at kende paa Rejser i Tyskland.
Paa hans Opfordring indbød Randers Amts Husholdningsselskab
til den første Landmandsforsamling i Randers 1845. K.
valgtes til Præsident, og ved den 3. Forsamling i Aarhus 1847 var han
Vicepræsident. 1841 blev han Landvæsenskommissær, 1851 Medlem

272 Krarup, JV. B.
af Stutterikommissionen. Han var 1834—36 Medredaktør af »Ugeblad
for den danske Bonde« og udgav 1844—46 de to første Aargange
af »Landøkonomisk Maanedsskrift for mindre Jordbrugere«.
Om Skolen paa Haraldslund har han skrevet i »Tidsskrift for Landøkonomi«
1844 og 1847. — Kammerraad 1841. — R. 1852.
C. Krarup: Meddelelser om Familien Krarup, 1915—33, S. 43 f., 51.
S. C. A. Tuxen: Unge Landmænds Uddannelse, 1888, S. 14 ff. S. P. Petersen:
Blade af Landbrugets Historie i Aarhus Amt, 1892, S. 42. V. Maar i: Den kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole 1858—1908, 1908, S. 76 ff.
Aksel Milthers (H. Hertel).
Krarup, Ove Thomas Nicolai, 1799—1862, Præst, Landøkonom.
F. 19. Dec. 1799 i Aale, d. 19. Juni 1862 i Flødstrup, begr. sst.
Broder til Landøkonomen N. B. K. (s. d.). Gift 6. Juni 1826 paa
Nørre Vosborg med Susanne Mathilde Tang, f. 24. Juni 1805 paa
Nørre Vosborg, d. 26. Sept. 1899 paa Frbg., D. af Kammerraad,
Godsejer Niels Kjær T. (1767—1814) og Marie Cathrine Meinert
{1776—1855, gift 2 0 1816 med Stiftsprovst, senere Biskop i Ribe
Conrad Daniel Koefoed, 1763—1831, gift i° 1793 med Sophie
Dorothea Frisch, 1776—1815).
K. blev Student 1818 fra Aarhus og teologisk Kandidat 1823,
blev 1825 Præst i Navr og Sir, forflyttedes 1837 til Ulfborg og
Raasted (blev Provst 1845) og 1852 til Flødstrup og Ullerslev,
hvor han var Præst til sin Død. Han var en dygtig og nidkær
Præst, men det er dog som Landøkonom, at hans Navn vil mindes.
Datidens Præster var jo saa godt som alle tillige Landmænd, og
K. tog sig med levende Interesse af denne Del af sin Gerning.
I Halds Beskrivelse af Ringkøbing Amt nævnes han som en dygtig
ung Landmand, og i en ret vid Omkreds var han Foregangsmand
i landøkonomisk Henseende. Det var dog først paa Fyn at hans
Landmandsvirksomhed fik videre Felt. Grundigt havde han sat
sig ind i det engelske Agerbrug, og ivrigt arbejdede han for at
gøre vort Landbrug delagtigt i de engelske Fremskridt. Han
begyndte med at dyrke Rodfrugter i større Udstrækning, han
indsaa Betydningen af Kvægets rigelige Ernæring og den deraf
følgende større Gødningsanvendelse, anstillede systematiske Forsøg
med Kunstgødning og virkede ivrigt for dens Anvendelse o. s. v.
Den intensive Maade, paa hvilken han drev Flødstrup Præstegaards
Jordbrug, vakte betydelig Interesse, om den end, efter
Indførelsen (1858) af kunstig Vanding efter engelsk Mønster, blev
for kostbar. Man valfartede fra alle Egne af Landet til Flødstrup
for at blive bekendt med Fremskridtene der, hvilket K. selv har

Krarup, O. Th. N. 273
beskrevet i »Ugeskrift for Landmænd«. Han skrev en Del, dels i
det nævnte Blad, dels i »Ugeblad for den danske Bonde«, og 1861
udgav han »Bemærkninger om vort danske Agerbrug« og 1862
»Om Kjøbstædernes Skatteforhold, af en Landmand«. Han havde
planlagt Udgivelsen af et Landbrugsblad: »Den danske Bonde«,
da han døde. K. nød megen Anseelse blandt Landmændene, hvad
der bl. a. gav sig Udslag deri, at Svendborg landøkonomiske Selskab
udnævnte ham til Æresmedlem. — Litografi 1863 fra Tegner
& Kittendorff efter Fotografi.
C. Krarup: Meddelelser om Familien Krarup, 1915—33, S. 32 ff. Ugeskrift
for Landmænd, 2. Rk., IV, 1862, S. 53—61. Tidsskrift for Landøkonomi,
3. Rk., X, s. A., S. 303-15. H Hgrtd (Msd Mmhers*)
Krarup, Viggo, f. 1860, Højesteretsdommer. F. 29. Nov. 1860
i Kbh. (Frels.). Forældre: Overretssagfører Ove Thure Nicolai K.
(1833— r 9 12 ) °g Kristiane Krarup (1833—1913)- Gift 3. Juni
1892 i Bodilsker med Hermandine Cecilie Johnson, f. 17. Maj
1871 paa Store Kannikegaard, Bodilsker Sogn, D. af Proprietær
Georg Peter J. (1839—1904) og Caroline Vilhelmine Nielsen
(1847—1931).
K. blev Student 1877 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn,
cand. jur. 1883, Volontær i Justitsministeriet 1886, Assistent (Sekretær)
1889, Fuldmægtig 1893, Kontorchef 1896, Assessor (Dommer)
i Landsover-samt Hof-og Stadsretten 1901, i Højesteret 1912—30.
Sammen med den senere Overformynder M. P. Friis hørte K. i
sine yngre Aar til sit Slægtleds mest søgte og ansete Manuduktører.
Hans store Beskedenhed og Tilbageholdenhed forhindrede ikke,
at han baade i Administrationen og paa Dommersædet virkede som
en stille Magt ved sit klare Blik, sin skarpsindige Tanke, sikre
Kundskab og dybe Retsfølelse. Han var Medlem af den skandinaviske
Familieretskommission 1910—13 og bestrider i øvrigt forskellige
private og offentlige Hverv, baade af juridisk-forretningsmæssig
og af religiøs Karakter. Han er saaledes Medlem af Repræsentantskabet
for det københavnske Kirkefond fra 1901, af Administrationen
for Etatsraad Jacobsens og Frues Fideikommis fra 1901,
Formand fra 1932, af Bestyrelsen for det kgl. oktr. Brandassurancekompagni
fra 1911, Formand fra 1914, af Bestyrelsen for Danmarks
Bibelselskab fra 1917 og af Invalideraadet for de sønderjyske Landsdele
fra 1920, tilsynsførende ved Fru A. Ryans Legat fra 1918,
Medlem af Bikubens Tilsynsraad fra 1930, af Bestyrelsen for Akts.
J. H. Schultz fra 1931 og af Folkekirkeligt filantropisk Forbunds
Raad 1931—34. I Litteraturen er K. optraadt som Medudgiver
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Jan. 1938. l8

Krause, Olivo. 283
vort kgl. Kapel. K. opnaaede 1882 Ansættelse i Kapellet og var
Solooboist fra 1893 til sin Afgang 1919. Som den fintdannede
Musiker, han var, fangedes hans Interesse ogsaa af Kammermusikken,
og med et Ensemble, hvis øvrige Medlemmer var andre
af Kapellets bedste Blæsere, optraadte han jævnlig ved Koncerter.
Han var ogsaa en udmærket Pianist, hvilket Det kgl. Teater benyttede
sig af ved i nogle Aar at anvende ham som Operarepetitør,
men det var dog som Lærer, han paa dette Felt skulde yde sit
betydeligste. Som en Selvfølge havde Konservatoriet sikret sig
ham som Obolærer (fra 1911), men hans Dygtighed som Pianist
og hans omfattende Lærervirksomhed paa dette Instrument medførte,
at han fra 1918 ogsaa underviste i Klaverspil ved Konservatoriet.
Fra hans Haand foreligger nogle Kompositioner: Obostykker,
Klaverstykker, Sange, en Violinsonate og en uopført Opera
»Popoff«. — Kgl. Kammermusikus 1914. — R. 1907. — Maleri
af Sally Philipsen i Familieeje. Tegninger af Emil Krause ligesaa.
Relief af C. J. Bonnesen ligesaa.
Dagens Nyheder 2. April 1907. Musik, 1917, S. 112. J\fUs Schiørring.
Krauthoff, Christoph, ca. 1600—tidligst 66, det slesvigholstenske
Ridderskabs Syndicus. F. ca. 1600 i Mecklenburg-Gustrow, d.
efter 6. Juli 1666. Fader: Raadmand i Rostock K.(?). Gift.
C. K. immatrikuleredes i Frankfurt 1624 °g blev 1629 Lic. jur.
i Greifswald paa en Afhandling, der forsvarer Retten til Modstand
mod en grundlovbrydende Fyrste. 1635 var han Advokat i Kiel
og Raadgiver for Abbedissen af Itzehoe, Prinsesse Maria af Gottorp.
Maj 1639 blev han det slesvigholstenske Ridderskabs Syndicus, en
Stilling, mod hvilken han allerede gennem flere Aar synes at have
stilet. Han blev som Syndicus Ridderskabets Ordfører i dets Strid
mod de regerende Fyrster, der gjaldt disses egenmægtige Paalæg
af Told(»Licente«)afgifter, de lærde Raaders Skattefrihed og Sporteloverskridelser
og Ansættelse af Udlændinge i Amtmandsembeder.
Jan. 1642 forfattede han under Ridderskabets Kontrol et af fjorten
af dets Medlemmer undertegnet »Salvationsskrift«, som især er
rettet mod Hertug Frederik III. af Gottorps Praksis paa det sidstnævnte
Punkt. Støttet paa Folkeretslærere som Althusius, Arumæus,
Besold og Wehner hævdede han her et »monarchomachisk«
Syn paa Forholdet mellem Fyrste og Stænder som et Kontraktforhold,
der gav Stænderne som Folkesuverænitetens Repræsentanter
Ret til Modstand, hvis Fyrsten brød Kontrakten. Det var
talt ud af Ridderskabets Hjerte, men dette havde ikke Magt til
at værne sin Syndicus, da Hertug Frederik i sin Harme lod Kiels

Krebs, Carl. 289
fik han en Pris fra Ligue francaise contre le cancer. Han er Medarbejder
ved »Acta radiologica« og »Hospitalstidende« fra 1931,
Medlem af Bestyrelsen af Aarhus Universitets Samvirke fra 1929,
af Bestyrelsen for Aarhus Universitet fra 1930 og af Bestyrelsen for
Hjemmet og Samfundet for Vanføre fra 1935, var Formand for
Lægeforeningen for Aarhus og Omegn 1931—32. — Maleri af
Gudmundsen Holmgreen 1922.
Univ. Progr. Nov. 1929. Axel Borgbjerg.
Krebs, Conrad Peter Julius, 1809—80, Skolemand. F. 2. Juli
1809 i Kbh. (Garn.), d. 13. Nov. 1880 sst. (Johs.), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Kaptajn, senere Major, Landinspektør Peter Ludvig K.
(1770—1825) °S Manon Linde (1783—1845). Gift i° 27. Okt.
1838 i Kbh. (Frue) med Mathilde Sophie Marcussen, f. 2. Okt.
1819 i Kbh. (Frue), d. 11. Sept. 1841 sst. (Frue), D. af Brændevinsbrænder,
senere Graver, Kaptajn Henrik Marcus M. (1789—
1861) og Eleonora Marie Henckell (1786—1862). 2° 8. Sept. 1843
i Lemvig med Helene Augusta Elisabeth Castberg, f. 13. Sept.
1825 i Frederikstad, d. 10. Maj 1906 i Kbh., D. af Premierløjtnant,
senere Sognepræst, sidst i Sandeherred, Peter Harboe C. (1794—
1858) og Anne Margrethe Zimmer Henckell (1793—1854).
K. blev Student 1826 fra Horsens og begyndte at studere Teologi.
Han maatte undervise for at tjene til sit Underhold og kom
derfor ind paa at studere klassiske Sprog uden dog at tage nogen
Embedseksamen. Han blev snart en anset Lærer, underviste nogle
Gange i Latin og Hebraisk ved Metropolitanskolen, som han senere
blev knyttet til, 1834 som Inspektør, 1837 som Timelærer, 1846
som Adjunkt og 1858 som Overlærer. K. var en fortræffelig Skolemand.
Hans Autoritet som Inspektør var ubestridt, og den Humor,
der gjorde ham saa afholdt i Selskaber, fulgte med ham i hans
Latintimer, som han besørgede med Dygtighed og taalmodig Udholdenhed.
Med rørende Opofrelse tog han sig af tunge Elever.
»Utroligt, hvad den fattige Mand ofrede af gratis Ekstratimer paa
enkelte Elever og hele Klasser«. Da Loven af 1. April 1871 indskrænkede
de lærde Skolers Klassetal fra otte til seks, saa der maatte
stilles større Krav ved Optagelse i yngste Klasse, og Latinskolernes
Lærere derfor oprettede Forberedelsesskoler, trak K. sig 1871 tilbage
fra sin Inspektørstilling og oprettede 1872 en Skole, som
forberedte til Optagelse i Metropolitanskolen, og som han havde
den Glæde at se sine gamle Elevers Sønner strømme til. 1877 fik
han Afsked fra sit Embede ved Metropolitanskolen for helt at
kunne ofre sig for sin egen Skole. — Som Lærer i Latin og Hebraisk
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 19

290
Krebs, Conrad.
har K. udgivet et Par Skolebøger, og som Sekretær i Det søsterlige
Velgørenhedsselskab udgav han 1845—50 Aarsskriftet »Søsterlig
Velgørenhed«. 1848—58 var han Medudgiver af »Borgervennen«.
— Tit. Professor 1877. — R. 1867. — Skulpteret Medaillon
af A. F. Pacht 1879. Litografier af I. W. Tegner 1855 og af J.
Thorsøe 1869. Træsnit 1870 og 1880.
C. A. S. Dalberg og P. M. Plum: Metropolitanskolen gennem 700 Aar,
1916, S. 136—39. 111. Tid. 28. Nov. 1880. J. C. Hostrup: Erindringer, 1891,
S - 6s f - Ckr. Buur (S. B. Thrige).
Krebs, Frederik Christian, 1814—81, Læge og Socialøkonom.
F. 15. Okt. 1814 i Kbh., d. 14. Maj 1881 i Odense, begr. sst.
Forældre: Fuldmægtig, senere Amtsforvalter i Ringsted og Ringkøbing,
Kammerraad Peter Axel Christian K. (1784—1850, gift 2°
1821 med Anna Larsine Bendsen, 1789—1868) og Elisabeth Caroline
Hadsteen (1791—1818). Gift 26. Marts 1846 i Kbh.
(Helligg.) med Forfatterinden Anna Margrethe Borch, f. 24. Juli
^818 i Christianssted, St. Croix, d. 6. Jan. 1891 i Kbh. (Garn.),
D. af Prokurator Gerhard Frederich B. (1782—1852) og Baronesse
Cathrine de Bretton (1792—1863).
K. blev Student 1834 fra Herlufsholm og medicinsk Kandidat
1841. Efter at have været Skibslæge og Kandidat paa Frederiks
Hospital praktiserede han en kort Tid paa Christianshavn, blev
1847 Distriktslæge paa Læsø, 1855 i Skelskør, hvor han som Embedslæge
førte Kampen mod Koleraepidemien 1857. Fra 1871 til sin
Død var han Stiftsfysicus paa Fyn. K.s Evner og Anlæg passede
godt til hans Virksomhed som civil Embedslæge. Hans Hovedinteresse
samlede sig mere om organisatoriske og administrative
Spørgsmaal i Forhold til Lægevidenskaben og navnlig til Hygiejne
end om praktisk Lægegerning. Han interesserede sig stærkt for
det i 50'erne opdukkende Sygekassespørgsmaal, og han organiserede
i sin Kreds Understøttelsesforeninger baserede paa Selvhjælpsprincippet.
Med offentlig Understøttelse foretog han 1863 en
Rejse til England og Belgien, hvor han gjorde yderligere sociale
Studier, hvilke efterhaanden mere og mere lagde Beslag paa hans
Interesse. Han arbejdede ogsaa for en Reform af vort Medicinalvæsen,
som han dog ikke fik gennemført. 1879 var han Medstifter
af Selskabet for Sundhedsplejens Fremme i Danmark. Ved Universitetets
Jubelfest 1879 udnævntes han til Æresdoktor i Medicin.
— R. 1877. — Malerier af J. Th. Lundbye 1839, P. C. Skovgaard
1844 og Johanne Krebs 1870, alle i Familieeje.

296 Krebs, Johanne.
tyve Aar (1888—1908) beklædte hun Stillingen som Skolens Inspektrice.
Om Kvindespørgsmaal har hun foruden i »Politiken« skrevet
i »Tilskueren« og »Kvinden og Samfundet«. — Selvportræt i
Familieje. Portrætteret af Marie Luplau paa Maleriet Fra
Kvindevalgretskampens Tid (Rigsdagen).
Nationaltidende 20. April 1918. Aftenposten 3. April 1924. Merete Bodelsen.
Krebs, Johanne Nathalie, f. 1895, Keramiker. F. 5. Aug. 1895
i Aarhus. Forældre: Kaptajn, senere Generalmajor Frederik (Fritz)
Christian K. (1855—1930, gift 2° 1912 med Sophie Jacobine
Ulrich, f. 1870, gift i° 1899 med Ingeniør Otto Bang Cruse, 1867
—1902) og Johanne Margrethe Busch (1858—1911). Ugift.
Efter at være blevet Student 1913 fra M. Kruses Skole og cand.
polyt. som Fabrikingeniør 1919 fik N. K. sidstnævnte Aar Ansættelse
som Kemiker paa Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik, til
hvilken hun var knyttet indtil 1929, da hun sammen med Billedhuggeren
Gunnar Nylund startede en Stentøjsvirksomhed i Husum,
som hun siden 1931 har drevet alene. De fra hendes Virksomhed
under Kendingsnavnet Saxbo Stentøj udgaaede Arbejder vakte
straks Opmærksomhed om hendes Navn. Uddannelsen som Kemiker
støttede i eminent Grad hendes Eksperimenter med de forskellige
Kobber- og Jernglasurer. Med aldrig svigtende Taalmodighed
prøvede hun sig frem for at finde den bestemte Farve, hun
havde sat sig for at naa, og hvis Forbilleder hun søgte enten i
Naturen eller i en eller anden Kunstners Farvevision. Med Rette
er hendes Keramik blevet sammenlignet med Fortidens bedste
kinesiske Frembringelser. Hun holder sig i de Former, hun vælger,
helst til de ganske enkle og elementære, den kuglerunde, ovale,
pæreformede eller cylindriske. Ved Fremstilling af plastiske Grupper
og Figurer har hun arbejdet sammen med flere yngre Kunstnere,
men det er i de Arbejder, hvor Linier, Form og Glasur er
Hovedsagen, at hun udfolder sine bedste personlige Egenskaber.
Som teknisk Keramiker indtager N. K. ubestridelig en Førsteplads
inden for den danske Keramik. Den Farveskala, hun med
sin tekniske Indsigt og efter utrættede Forsøg naaede frem til,
rækker lige fra den noget tætte grønne, den tunge blaa, hvidgraa,
gulgraa og grønblaa til turkisblaa; en af hendes sidste Erobringer
er en rød Jernglasur. Hvert Stykke, der udgaar fra hendes Ovne,
vidner om den Begejstring, hvormed hun dyrker sin Kunst. Paa
Massefabrikation har hun hidtil ikke indladt sig. I Vinteren
1936—37 byggedes i Herlev en Fabrik med flere Ovne. N. K. har
siden 1930 haft Udstillinger i Kbh., paa Stockholms National-

2g8 Krejdal, Augustus.
gang virkede hans næste Livsbegivenhed dobbelt nedslaaende: han
fik en s. A. indleveret matematisk Doktorafhandling forkastet.
Han søgte nu ud som Lærer i Provinsen, først til Slagelse 1816,
dernæst til Odense, hvor han 1817 blev Adjunkt i Matematik og
Hebraisk. Her genvandt han sin Sindsligevægt. Han lagde sig
efter Arabisk og arbejdede videre paa sin store filosofiske Grundtanke,
at vise Matematikkens Anvendelighed paa de forskellige
Fagvidenskaber. Hvor meget rigtigt der end kan være generelt i
hans Grundtanke, var dog det empiriske Grundlag i Naturvidenskaben
paa hans Tid, bl. a. før Kendskabet til Loven om Energiens
Bestaaen, saa mangelfuldt, at hans Forsøg paa at løse sin kolossale
Opgave maatte føre til Resultater, som kan forfærde moderne
Fagspecialister. Paa et Omraade, hvor han havde særlige Forudsætninger,
i Musikteorien, vilde han maaske have kunnet præstere
noget af blivende Værdi. Han naaede imidlertid kun at faa udarbejdet
den ovenfor omtalte »Pananalysis«. En »Lærebog i Elementararitmetikken«
(1827) er skrevet i en koncis Stil, men med
Datidens almindelige Mangler i systematisk Henseende. K.s misbrugte
Godmodighed som Lærer hang sammen med hans fromme,
kærlige Sind.
Ovenn. Fortale af N. M.; Petersen. H. G. Zeuthen (Povl Heegaard*).
Kremberg (Krainberg, Krenberg, Krengenberg o. s. v.), Jacob,
— 1600—30 —, Billedskærer, virksom ca. 1600—30.
J. K. boede i Lund. Han nævnes første Gang 1603, da han efter
Jørgen Stenhugger i Malmø overtog 500 »Kunststykker« (Kobberstik)
for to Skilling Stk. 1610 medvirkede han ved Udførelsen af
den store Altertavle til Malmø Kirke, der dog mere præges af
Statius Ottos Kunst, og 1609—12 og senere leverede han anselige
Arbejder, Altertavle, Døbefont og Skranke til Gårdstånga Kirke,
hvor Prædikestolen er af Statius Otto. I skriftlige Kilder nævnes
han sidste Gang 1630. Paa Grundlag af de arkivalsk oplyste
Arbejder kan der tilskrives ham talrige andre. Blandt de ældste
af disse er den af Lunds Domkapitel bekostede anselige Altertavle
i Aakirkeby med Aarstallet 1600. De øvrige findes i det nuværende
Skaane (Burløv, Hør, Holmby, o. s. v.). Hans ældste Altertavler
tilhører endnu den gammeldags mangedelte Paneltype, der er
karakteristisk for Øresundsbyerne, og gennem Aarene fastholdt
han i Hovedsagen den Høj-Renæssancestil, han havde lært i sin
Ungdom. J. K. ynder store, stive, højtidelige Hermefigurer og
smykker efter skaansk Skik sine Prædikestole med figurrige Relieffer.
Samarbejdet med Statius paavirkede dog hans senere Værker.

Kremberg, Jacob. 299
M. Weibull i Hist. tidskr. for Skåneland, I, 1903, S. 29—35. Gregor Paulsson:
Skånes dekorative konst, 1915, S. 166—205. Otto Rydbeck i Tidskr.
for konstvetenskap, I, ,9,6, S. ,54-65. ^ Å x d Jemm.
Krenchel, Valdemar, 1844—85, Øjenlæge. F. 18. Marts 1844
i Kbh. (Holmens), d. 19. Marts 1885 sst. (Pauls), begr. sst.
(Ass.). Forældre: Kaptajnløjtnant, senere Kommandørkaptajn
og Havnekaptajn i Kbh. Hendrich Emil K. (1801—64) og Oline
Clausine Hornemann (1823—85). Gift 21. Maj 1875 i Kbh.
(Frue) med Sophie Martine Simony, f. 26. Sept. 1848 i Kbh.
(Garn.), D. af Departementschef, senere Minister C. F. S.
(s. d.) og Hustru.
K. blev Student 1862 fra Metropolitanskolen og tog Lægeeksamen
1868. Umiddelbart efter fik han Ansættelse som Assistent
ved Edm. Hansen Gruts Øjenklinik og fungerede samtidig som
klinisk Assistent ved Fødselsstiftelsen og som Kandidat ved Frederiks
Hospital. 1872—74 studerede han Oftalmologi i Udlandet,
særlig i Utrecht hos Donders, der efter Graefes Død var Europas
førende Oftalmolog. Efter sin Hjemkomst var han atter Assistent
ved Gruts Klinik, og herfra udgik 1876 hans Doktordisputats om
»Amblyopia centralis«, et overordentlig dygtigt klinisk Arbejde,
som fik særlig Betydning derved, at det gav Stødet til en Række
Arbejder af andre over Synsfeltsproblemer, som blev dansk Oftalmologis
Hovedindsats i det følgende Tidsrum. Han holdt 1874—82
Forelæsninger over Oftalmologi og blev 1877 optaget som Medbestyrer
af Gruts Klinik. Ud over sin Disputats har han skrevet
en mindre Række af videnskabelige Arbejder, der alle viser ham
i Besiddelse af en klar kritisk og logisk Begavelse, der prægede
hans Emnevalg i teoretisk Retning. Af disse Arbejder har i alt
Fald eet, om Skeleoperationens Mekanik, beholdt sin Værdi indtil
nu. Hans lovende Løbebane blev imidlertid afbrudt af en tuberkuløs
Lungelidelse, der hemmede hans videnskabelige Arbejde og
medførte hans tidlige Død. — R. 1883.
Univ. Progr. Nov. 1876. Gordon Norrie: Den danske Oftalmologis Historie
indtil Aar iqoo. 1025. TT • n
Henning Kønne.
Kretz, Frederik Emil, 1854—1921, Bureauchef. F. 1. Febr. 1854
i Næstved, d. 3. April 1921 paa Landbolyst ved Hillerød. Forældre:
Arkitekt Johan Georg K. (1810—57) og Marie Posselt
(1817—92). Gift 30. Sept. 1880 i Kbh. (Frue) med Alvilda Theodora
Wellmann, f. 10. Febr. 1852 i Kbh. (Holmens), d. 18. Sept.
1936 i Charlottenlund, D. af Divisionskvartermester ved Holmen,

Krieger, Fr. 305
Død. K. blev Student 1833 fra Borgerdydskolen i Kbh. og tog
1837 juridisk Embedseksamen med Udmærkelse, hvad dengang
var yderst sjældent. N. A. ansattes han som Volontør i Danske
Kancellis 3. Departement. Imidlertid havde han allerede indledet
sin videnskabelige Produktion ved at besvare Universitetets juridiske
Prisspørgsmaal: Kan efter almindelige Retsgrundsætninger
Øvrighedsafgørelser forelægges Domstolene, og hvilke Regler gælder
der herom efter dansk Ret og de vigtigste fremmede Lovgivninger ?
Guldmedaillen tilkendtes ham 1838 med en meget anerkendende
Bedømmelse. 1840 var han Protokolfører ved Stænderforsamlingerne
i Roskilde og Viborg og disputerede n. A. for den juridiske
Licentiatgrad med Afhandlingen »De legibus ad ordines provinciales
referendis«, en Prøvelse af Stændernes Kompetence med
Hensyn til Love. Ved de to nævnte Arbejder havde K. straks lagt
sine Forudsætninger og sit Syn paa Jurisprudensen for Dagen.
Med en usædvanlig Evne til at blive lærd, en sjælden Receptivitet
og stor Skarpsindighed i Fortolkningen forbandt han en udpræget
historisk Betragtningsmaade, dog saaledes, at han fra det forud
givne altid vendte sig prøvende og skabende til det bestaaende og
kommende. Hans Trang til at klargøre først Domstolenes, saa
Stændernes Kompetence hang inderlig sammen med hans levende
Interesse for de statsretlige Problemer og deres Udvikling under
Tidens Brydninger. Han var allerede i Færd med at blive Politiker.
Som Protokolfører i Stænderne havde han faaet Føling med Dagens
Debat, og hans Stilling i den var fra Begyndelsen klar. Som de
faa Aar ældre Lehmann, Monrad og Hall var han liberal, og han
havde 1840 taget Del i det mislykkede Forsøg paa at skabe et
akademisk-liberalt Studentersamfund. Han gennemgik efterhaanden
en lignende Udvikling som sine samtidige og blev nationalliberal,
men Linien i hans Politik blev altid mere end i de andres
det historisk-statsretlige, og Juristen i ham var fuldt saa stærk som
Politikeren. Han gik da ogsaa den begavede Jurists Veje. For at
studere almindelig Retsvidenskab med Henblik paa Danmarks
Retsforhold søgte og fik han Understøttelse til en toaarig Udenlandsrejse
1841—43. Efter at være vendt hjem blev han 1843
ansat i Danske Kancelli og udnævntes 1844 til Lektor ved Universitetet,
1845 t u ekstraordinær og 1847 til ordinær Professor. Han
beklædte denne Stilling til 1855 og var 1853—55 tillige Docent i
slesvigsk Ret, men ud over Ungdomsarbejderne ydede han ingen
fremragende Indsats i dansk Jurisprudens. Hans Forelæsninger,
som han imod Tidens sædvanlige Skik ikke vilde diktere, men
holdt som frie Foredrag, drejede sig især om Privatrettens almin-
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 20

3o6 Krieger, Fr.
delige Del, Nærings- og Vekselret o. 1. Hans uhyre Lærdom gav
sig Udtryk i Indsamlingen af et mægtigt Stof, men han bearbejdede
det ikke i nogen for de studerende tilgængelig Form, og hans
»Grundlag for Forelæsninger over den danske Privatrets almindelige
Del« (1849—50) har Karakteren af en Materialsamling. Hans
Arbejde med den slesvigske Ret satte Frugt i Lærebøger i vigtige
Dele af denne, men heller ikke her ydede han nogen varig Indsats
i den retsvidenskabelige Litteratur. Hans uomtvistede Betydning
som Jurist laa paa det praktiske Omraade og var tæt sammenknyttet
med hans Gerning som Politiker.
K., der 1845 havde ført Forsædet ved Banketten i Christiansborg
Slots Ridehus under det nordiske Studentermøde, traadte 1848
ledende ind i Politik. I Febr. valgtes han til Borgerrepræsentant i
Kbh. og fungerede som saadan til 1855 (Viceformand fra 1853).
I Okt. valgtes han til Medlem af den grundlovgivende Rigsdag for
Køge, indtraadte Dec. s. A. i dens Grundlovsudvalg og valgtes
Febr. 1849 til dettes Ordfører. Allerede forinden havde han gjort
sig bemærket ved at fremsætte Forslag om, at Forfatningsforhandlingen
skulde udsættes, indtil Forholdene i Slesvig blev normale, og
Repræsentanter for denne Landsdel kunde tage Del i Drøftelsen.
Tanken var i og for sig berettiget, men blev forfægtet af K. i en
rent akademisk Tone uden stærk Overbevisning; den støttedes af
Mænd som M. Hammerich og H. N. Clausen, men bekæmpedes
baade af Lehmann, Balth. Christensen, Ørsted og David, og Forslaget
forkastedes med stor Majoritet.
Som Ordfører for Grundlovsudvalget ledede K. Forhandlingen
af alle Udkastets Paragraffer undtagen dem, der angik kirkelige
og borgerlige Retsforhold, og for hvilke Hall var Ordfører. Baade
under Forhandlingerne i Salen og ved Affattelsen af Betænkningen
lagde K. betydelige parlamentariske Evner for Dagen. Han var
de fleste samtidige overlegen i Kendskabet til udenlandske, især
engelske og norske Retsforhold. Han besad i usædvanlig Grad
Evnen til at samle og klargøre divergerende Opfattelser og Motiver.
Han var ikke just veltalende, hvis man derved forstaar Patos,
Glød eller skønt klingende Sprog. Der var i hans Væsen og Tale
noget kantet, til Tider gnavent, som kunde støde bort. Men hans
Betragtninger var altid underbyggede af sikker Logik og ejede
Historiens Perspektiv og rolige Aandedræt. K. var ikke paa alle
Punkter Tilhænger af de Bestemmelser, der blev de endelige. Han
ønskede saaledes Stiftsvalg til Landstinget i Stedet for Amtsvalg,
højere Valgbarhedsalder, Diætløshed og længere Valgperiode. Han
vilde have Ministerraadets Ordning og Statsforretningernes For-

3o8 Krieger, Fr.
Forholdene vanskelige. K. med sin Lærdom havde paa dette som
paa andre Omraader svært ved at tage Stilling. Han stod Halls
Standpunkt nærmest, men han agtede Andræ højere som Politiker,
og hans Tro paa de folkelige Garantier var mindre end Halls
saavel som Lehmanns. Det var en Mæglers besværlige Post, han
indtog i Ministeriet af 18. Okt. 1856, hvori Andræ havde ladet sig
bevæge til at overtage Præsidiet. Opgaven var uløselig. Ofte med
Betænkelighed saa K. Tyngdepunktet glide mere og mere over paa
Halls Side, og efter at denne 13. Maj 1857 havde overtaget Præsidiet,
førte Halls Forslag om at sætte Fællesforfatningen ud af
Kraft for Holsten og Lauenburg til den afgørende Krise Sommeren
1858. K. delte Andræs Ængstelse for at slippe Helstaten, og han
tilbød at støtte ham, hvis han vilde overtage Ledelsen og Ansvaret,
men Andræ foretrak at udtræde af Ministeriet 8. Juli. K. overtog
hans Post som Finansminister, men vendte Maj 1859 tilbage til
Indenrigsministeriet. I det samlede Ministeriums Dec. s. A. paafølgende
Afgang havde K. en væsentlig Del. Hans Forhold til
Kongen og Hoffet var slet. Frederik VII. nærede Antipati mod
den formløse og selvbevidste K., og denne delte i ganske særlig
Grad den almindelige nationalliberale Uvillie mod Grevinde Danner
og Kammerherre Berling. Han gjorde den sidstnævntes Fjernelse
til Kabinetsspørgsmaal, og de andre Ministre fulgte ham.
Da Hall efter den kortvarige Rotvitt'ske Periode Febr. 1860 atter
dannede Regering, tog man det rimelige Hensyn til Kongen ikke
at genoptage K. Han blev Sept. 1860 Assessor i Højesteret, af
hvilken han fra 1856 havde været ekstraordinært Medlem.
K.s saglige Hovedgerning som Minister var Næringsloven af 1857
og den s. A. vedtagne Bane Aarhus—Langaa—Viborg—Struer
med Sidebane til Randers. Den første forsvarede han med Varme
og Dygtighed ud fra de liberale Synspunkter, som var ham i Kødet
baaret, imod Modstanden fra J. A. Hansen og Monrad. Jernbaneloven
var et Kompromis mellem Jydernes Krav omen Længdebane
gennem Halvøen med Forbindelse Syd paa og Øboernes Plan om
Tværbaner Øst—Vest. Den var meget ilde set i Jylland, og K.s
haardhændede Gennemførelse af den og den dermed følgende
Koncession til Englænderen Peto bidrog meget til at gøre ham
upopulær blandt Bondevennerne. Loven blev for øvrigt ikke ført
ud i Livet, men K.s Linie indgik i det væsentlige i Monrads store
Jernbaneordning 1860.
K. var fra Jan. 1857 Medlem af Oktoberforfatningens Rigsraad,
og han havde derfor ogsaa efter sin Afgang som Minister Del i
aktiv Politik. I Aarene efter 1860 fulgte han nølende den almin-

3io
Krieger, Fr.
vidste, hvad de vilde, selv om de ikke gav det tydeligt Udtryk, og
over for et Europa, der til syvende og sidst intet vilde ofre. K. undervurderede
de første og overvurderede det sidste; han kunde ikke
slippe Haabet til England, før det var for sent, og han gjorde sig
ikke paa noget Tidspunkt tilstrækkelig klart, hvor langt Danmark
kunde gaa ned i sit Krav om en forsvarlig Delingslinie. Der er
imidlertid overordentlig vægtige Undskyldninger for ham og hans
Kolleger. Deres Instrukser var uklare, de havde ikke en fast og
enig Regering i Ryggen, og det er et aabent Spørgsmaal, om det
overhovedet havde været muligt at opnaa en Delingslinie, der ikke
maatte føles som en Forsmædelse. Den endelige Bestemmelse om
Brud blev taget ikke af K., men i Kbh., og hvis K. har et Ansvar
for Konferencens Resultatløshed, deler han det i hvert Fald med
det samlede Danmark, ogsaa med sin kloge Raadgiver Andræ,
hvis Handlelyst ikke svarede til hans Skarpsind.
Da Konferencen 26. Juni gik fra hinanden, og Als tre Dage efter
blev erobret af Preusserne, følte K. det som et bittert personligt
Nederlag, og 1864 satte stærke Spor i hans Psyke. Der gik nogle
Aar, hvor han delte de nationalliberale Føreres Lod at haanes
og forkætres. Han var 1863 kommet ind i Landstinget som Medlem
for Kbh. og genvalgtes, til han 1890 trak sig tilbage. Han blev
hurtigt en ledende saglig Kraft ogsaa her, men traadte i de
første Aar ikke stærkt frem. Han tog saaledes ikke fremtrædende
Del i Grundlovskampen 1864—66, men han billigede dens Resultat,
Juliforfatningen. Til det nye Ministerium Frijs nærede han ikke
stor Tillid. Han foragtede Godsejerne, og Grev Frijs selv betegnede
han som en »republikansk Bonde«. Oktoberforeningstanken var
ham afgjort imod, og de nye Tendenser mod et Folketingsflertalsvælde,
der rejste Hovedet inden for Venstre, var Junigrundlovens
Ordfører en konstitutionel Uhyrlighed. Men Grev Frijs' og J. A.
Hansens svigtende Evne til at føre Oktoberforeningspolitikken ud
i Livet i Forbindelse med Frygten netop for denne Uhyrlighed
skabte efter faa Aars Forløb en Situation, der gav de faldne Nationalliberale
en glimrende Oprejsning. Grev Frijs kørte fast som
Regeringschef, den af Godsejerne, der var den virkelige Arvtager,
Estrup, var endnu ikke tilbøjelig til at træde til, men for at hindre
en ny Koalition mellem Godsejerne og Venstre under Holstein
gik han til K. og tilbød ham og hans Del i Regeringen. K. greb
til — paa Betingelse af, at hans Synspunkter blev respekteret.
I Ministeriet Holstein indtraadte 28. Maj K. som Justitsminister,
Hall som Kultusminister og Fenger som Finansminister. Regeringens
Tyngdepunkt laa afgjort hos disse tre og sagligt set mest hos K.

314 Krieger, Fr.
Død hviler for en stor Del paa senere Studier i Statsraadsprotokoller
og Meddelelser fra andre, og for senere Tider, da K.s egne Oplevelser,
Indtryk og Samtaler danner Hovedindholdet, er der stadig
inddraget Stof andensteds fra, der er gjort Notitser og Henvisninger
frem og tilbage i Tiden, givet Oversigter, lejlighedsvis Defensorater
og det modsatte o. s. v. Læseren følger K. ikke blot i de
enkelte Situationer, men ser ham i Udvikling og Selvbespejling.
Det væsentlige af Indholdet er, som sagt, af politisk Art, men
Dagbøgerne rummer ogsaa et betydeligt Stof til Personal- og
Litteraturhistorien. De giver et levende Indtryk af Hovedtrækkene
i K.s Personlighed, hans ofte arrogante Overlegenhed og blodige
Kritik, men ogsaa Fastheden i hans Overbevisning, hans aandelige
Retsind og hans Sandhedskærlighed. I Forening med K.s omfattende
Brevsamling i Rigsarkivet udgør Dagbøgerne en Hovedkilde
til Danmarks Historie under Nationalliberalismen.
K. havde før sin Død ladet A. D. Jørgensen, til hvem han i det
sidste Tiaar af sit Liv stod i fortroligt Forhold, gennemlæse Dagbøgerne,
og til ham testamenterede han dem, for at han kunde
tilegne sig, hvad der havde Betydning, og derefter tilintetgøre dem.
A. D. Jørgensen opfattede, sikkert med Rette, dette som en Bemyndigelse
til Udgivelse af Hovedparten af Optegnelserne; om en
saadan blev der 1911 truffet Overenskomst mellem Jørgensens
efterladte og Aage Friis og P. Munch, og 1920—25 udkom »Andreas
Frederik Kriegers Dagbøger 1848—80«, I—VII, udgivet af A. D.
Jørgensens Datter Elise Koppel, Aage Friis og P. Munch.
I Kredsen af de store Nationalliberale er K. den mindst glansfulde,
men den tungest rustede. Det misvisende Navn, der blev
givet ham og hans Venner, »de doktrinære«, kunde vel passe paa
ham for hans uhyre Lærdoms og hans systematiske Konstitutionalismes
Skyld, men ikke paa den Tænkerens Forsigtighed og Samvittighedsfuldhed,
hvormed han nærmede sig ethvert Problem. Hans
Syn paa Hovedlinierne i dansk Politik laa fast forankret i en
Liberalisme paa godt og ondt, men i Gerningen var han usikker,
fordi han manglede Menneskekundskab og hensynsløs Handlekraft.
Han er den historiske Sammenhængs Mand; tyngede Historien
ham til Tider i levende Live og gjorde hans Bedrifter ringere end
hans Agt, saa staar han i sit Efterladenskab som et Taarn paa det
dybe for den, der vil kende hans og hans Venners Tid.
Papirer i Rigsarkivet.
Etatsraad 1855. Kaldtes fra 1874 jævnlig Gehejmeetatsraad el.
Gehejmeraad. — K. 1857. D.M. 1870. S.K. 1873. — Maleri af
Carl Bloch 1882 (Fr.borg). Portrætteret paa Constantin Hansens

Krieger, Johan Cornelius. 317
i° med Kaptajn i Asiatisk Kompagni Claus Thaae, d. 1742) og
Georgia Elisabeth Schlosser (1695—1750).
K. blev Kadet 1734, Sekondløjtnant 1743, Premierløjtnant 1749,
Kaptajnløjtnant 1754, Kaptajn 1758, Kommandørkaptajn 1767,
Kommandør 1775, Kontreadmiral 1781 og Viceadmiral 1790.
Han var i fransk Tjeneste 1744—47 og 1751—53 næstkommanderende
i Fregatten »Docquen« under Ekspeditionen til Marokko,
hvorfra han 1752 sendtes som Kurer til Kbh. og tilbage med
Depecher til Eskadrechefen. 1754 var han Chef for en Deling af
mindre Skibe for at forhindre Smughandel mellem Ærø og Fyn
og n. A. atter i Middelhavet med Orlogsskibet »Fyen«. Efter en
Del Togter i hjemlige Farvande var han 1759, 60 og 62 Chef for
en Fregat i Eskadren og 1767 Chef for Fregatten »Havfruen« med
Presenter til Marokko. 1770—71 var han Chef for Orlogsskibet
»Sophie Magdalene« i F. C. Kaas' uheldige Ekspedition til Algier
°S ! 773 Chef for Orlogsskibet »Neptunus«, der overførte Statholderen,
Prins Carl af Hessen og Gemalinde, Prinsesse Louise til
Norge og tilbage til Fladstrand. 1779 og 81 var han Chef for
Orlogsskib i Eskadren, blev Divisionschef 1781 og n. A. Medlem
af Regleringskommissionen. 1788 var han Chef for en Eskadre,
der i Køge Bugt forenede sig med en russisk Eskadre under Viceadmiral
v. Dessen under Krigen med Sverige. Da der i de danske
Skibe udbrød en meget alvorlig Epidemi, blev disse hjemkaldt og
oplagt. 1794 var han atter Chef for en Eskadre, som samvirkede
med en svensk Eskadre under Viceadmiral, Grev Wachtmeister
og var udrustet til Neutralitetens Beskyttelse. 1797 blev han
nobiliteret (Patentet blev dog først underskrevet 1809). K. var
en anset og dygtig Sømand og Officer. — Hv. R. 1792.
Th. Topsøe-Jensen (C. With-Seidelin).
Krieger, Johan Cornelius, 1756—1824, Søofficer. F. 7. Juli
1756 i Kbh. (Holmens), d. 9. Juli 1824 sst., begr. sst. (Ass.).
Broder til Anthonius K. (s. d.). Gift 1° 7. Juli 1787 i Kbh.
(Holmens) med Sophia Vilhelmine Caroline Bornemann, f. 18.
Juni 1767 i Kbh. (Frue), d. 2. Juni 1792 sst. (Holmens), D. af
Generalauditør W. B. (s. d.) og Hustru. 2° 28. Nov. 1794 i Kbh.
(Holmens) med Dorothea Sara Marie Meincke, f. 8. Okt. 1777
sst. (Slotsk.), d. 30. Okt. 1809 sst., D. af senere Kommitteret i
Rentekammeret, Etatsraad Lorentz Angel M. (1750—1811) og
Margrethe Amalie Bluhme (1757—1809). 3 0 28. Maj 1811 paa
Frbg. med Anna Cathrine Falbe, f. 18. Aug. 1770 i Kbh. (Slotsk.),
d. 2. Febr. 1843 sst. (Trin.), D. af Kammerraad, senere Etatsraad,

320
Krieger, Johan Wilhelm Cornelius.
Skødstrup, Deputeret i den jyske Stænderforsamling og 1847 Chef
for 1. Division. 1850 var han Medlem af Generalkrigsretten i
Anledning af Eckernførde-Affæren og n. A. af Kommissionen om
Gammelholms Flytning. Han fik 1851 sin Afsked med Kontreadmirals
Karakter og trak sig derefter tilbage til Vosnæsgaard. —
Kammerjunker 1815. Kammerherre 1842. —R. 1829. DM. 1846.
— Maleri af Hans Hansen 1810 i Familieeje. Litografi fra Tegner
& Kittendorff efter Maleri af Aumont 1830.
H. Dahlerup: Mit Livs Begivenheder, I, 1908 (se Registeret). Tidsskr. for
Th. Topsøe-Jensen (C. With-Seidelin).
Kringelbach, Georg Nicolai, 1839—1912, Arkivembedsmand. F.
29. Jan. 1839 i Roskilde Kro, Herstedvester Sogn, d. 14. Nov.
1912 paa Frbg., begr. i Kbh. (Holmens). Forældre: Gæstgiver
Mads Jensen K. (1802—75) og Caroline Amalie Østberg (1812
—73). Gift 16. Maj 1872 i Brønshøj med Olga Caroline Wilhelmine
Sødring, f. 8. Juli 1851 i Helsingør, d. 17. April 1924 i Rungsted,
D. af Klasselotterikollektør, cand. jur. Hans Thomas S. (1810—74)
og Caroline Augusta Wilhelmine Josepha Gierlew (1811—69).
K. blev Student 1857 fra Roskilde, tog juridisk Embedseksamen
1864, var derefter i et Tiaar beskæftiget med journalistisk Virksomhed
(»Dagbladet« og Korrespondancer til danske og norske
Aviser), men samtidig fra 1869 ansat i Arkivvæsenet, først som
Assistent, fra 1883 som Fuldmægtig i Kongerigets Arkiv, blev 1885
Kontorchef, efter Arkivvæsenets Omorganisation 1889 Arkivar og
Chef for Rigsarkivets 2. Afdeling. Af Rigsarkivets dobbelte Virksomhed,
for Administrationen og for den historiske Forskning, var
det den første Side, til hvilken K. følte sig nærmest knyttet. Sit
Liv igennem betragtede han sig som Embedsmanden, pligtopfyldende,
myndig og selvstændig, nøje vaagende over sit Embedes
Kompetence og Anseelse, loyal over for overordnede, omsorgsfuld
for sine underordnede, ivrig for at uddanne og hjælpe dem. Sine
tre Chefer (A. D. Jørgensen, Bricka og Secher) var han en nyttig
Mand, som i Stilhed fjernede adskillige Stene fra deres Vej. I en
Periode, da Samarbejdet inden for Arkivpersonalet havde sine
Vanskeligheder, virkede han formidlende og mæglende. Faa eller
ingen inden for Arkivetaten har haft nøjere Kendskab til Administrationens
Udvikling siden Enevældens Indførelse eller besiddet
større Viden om Kilderne til det 18. og 19. Aarhundredes danske
Historie. Med uselvisk Beredvillighed stillede han sine Kundskaber
til Raadighed for historiske Forskere og har lettet mange af dem
Vejen til fjernt og utilgængeligt Kildestof. Som Leder af en

324
Kristensen, Evald Tang.
ner og Udgiver besad K. en heldig Forening af en Række
Egenskaber: fra Fødselen af var han fortrolig med Almuens
Sprog og Levevis, han var en utrættelig Fodgænger, han var i
Besiddelse af Ordenssans og sund Dømmekraft, dertil myreflittig
og nøjsom; og han havde en glimrende Hukommelse over for
Personer og Steder og skrev hurtigt og tydeligt efter Folks Diktat.
K. søgte og fandt paa sine Rejser megen Støtte hos sine Lærerkolleger.
Det kunde vel undertiden hænde, at han kom til Ulejlighed,
naar han med sin Bogtaske over Skulderen lidt tung og
ludende traadte ind i et fremmed Hjem, men oftest var han til
Opmuntring og blev en velset Gæst. Særlig hos de fattige og
Smaakaarsfolk, hos hvem Folkedigtningen jo altid mest var at
træffe, vidste han at finde sig til Rette. Kunde han end lejlighedsvis
støde an ved Stejlhed og læreragtig Strenghed, ved sin
kantede Utaalmodighed efter hurtigt at komme til Sagens Kerne,
ved sin barokke Sparsommelighed og ved sin efterhaanden lidt
originale, halvt spøgefulde Vane altid at sige sin Mening lige ud,
maatte han til Gengæld selv finde sig i megen uhøflig Behandling.
Han besad i øvrigt en egen humoristisk Sans, og denne
Humor spores ofte bag hans Menneskeskildringer.
K. modtog i en Række Aar af Staten en i øvrigt ret ringe Understøttelse
til Trykning af sit Materiale, men han forstod ved at
forene sin Folkemindeindsamling med Kolportørsalg af egne Folkeminde-Skrifter
paa eget Forlag at skaffe sig en betydelig Ekstraindtægt,
saa han blev i Stand til at øge sin Fremlæggelse paa Tryk
af Folkemindestof i et overraskende Omfang, hvilken Tilgængeliggørelse
har været til megen Gavn for den folkloristiske Forskning.
Foruden Blandingssamlinger (Viser, Eventyr, Sagn og Tro) som
»Jyske Folkeminder« (I—XIII, 1871—97) og »Skattegraveren« (I—
XII, 1884—89) med »Efterslæt« (1890) har han udgivet systematisk
ordnede Hovedværker som »Danske Sagn« (I—VII, 1892—1901),
»Danske Sagn«, Ny Række (I—VI, 1928 ff.), »Jysk Almueliv« (I—VI,
med Tillæg, 1891—1902), »Ordsprog« (1890), »Børnerim« (1896),
»Folkegaader« (1913), »Skjæmteviser« (1901), »Folkeæventyr optegnede
af Folkemindesamfundets Medlemmer« (1888), »Molboog
Aggerbohistorier« (I—II, 1892—1905), »Vore Fædres Kirketjeneste«
(1899), »Danske Skjæmtesagn« (1900), »Kuriøse Overhøringer«
(I—II, 1892—99), »Dyrefabler og Kjæderemser« (1896),
»Gamle Raad for Sygdomme«, desuden populære Smaasamlinger
af Eventyr m. m. som »Mikkel Skrædders Historier« (1890), »Fra
Bindestue og Kølle« (I—II, 1896—97), »Bindestuens Saga« (1897)
og »Fra Mindebo« (1898). En meget betydelig Del af K.s Samlinger

Kristensen, M. K. 329
Herred 1903. 1905—08 var han Planteavlskonsulent for Ribe Amts
vestre Landboforeninger. Idérig og ihærdig tog han fat paa Konsulentarbejdet,
og med udpræget Evne til at faa Landmændene
i Tale fik han hurtigt vakt Interesse for Gennemførelsen af lokale
Markforsøg og organiseret Kursus for bosiddende Landmænd. 1908
flyttede han til Skanderborg, idet han efterfulgte Th. Madsen-
Mygdal som Konsulent i Planteavl for Foreningen af jydske Landboforeninger,
og i denne Stilling varetog han i 25 Aar den vigtige
Opgave at samle og lede Bestræbelserne til Fremme af Landsdelens
Planteavl. Han udfoldede en livlig og virkningsfuld Agitation
som Taler bl. a. med sin store Beretning paa de aarlige Planteavlsmøder
og i Litteraturen især som Medredaktør af »Jydsk Landbrug«.
K. har altid været en ivrig Talsmand for de lokale Markforsøg,
og han organiserede Planteavlsudstillingerne ved de aarlige
Ungskuer, hvor han Gang paa Gang benyttede Lejligheden til ved
Siden af den alsidige Belæring at skabe Interesse for nye Opgaver
som Undersøgelser af Kalk og Mergel, rationel Kartoffelavl, Fremavl
af Sædekorn og Forbedring af Græsmarkerne. Til Støtte for
Fremavlen erhvervede Foreningen 1917 paa K.s Initiativ Gaarden
Godthaab ved Skanderborg, og her indrettedes Gentralkontoret
for det jyske Planteavlsarbejde. Især fra 1916 satte han et Arbejde
ind paa Forbedring af de varige Græsarealer, bl. a. oversatte han
K. Schneiders Bog »Anlæg af vedvarende Græsgange« (1918), og
hans Arbejde førte til, at de jyske Landboforeninger 1919 oprettede
Græsmarkssektionen med K. som Sekretær. 1933, medens hans
Virksomhed endnu var i kraftig Udfoldelse, trak han sig tilbage
fra Stillingen som Planteavlskonsulent for at give Plads for yngre
Kræfter, men han fortsatte Arbejdet i Græsmarkssektionen, som
samtidig udvidedes til ogsaa at omfatte Vejledning i Sædskiftespørgsmaal.
1935 blev han tillige Konsulent for Statens Jordlovsudvalgs
Vildmosekommission. Det jyske Planteavlsarbejde har han
beskrevet i en Afhandling i »Foreningen af jydske Landboforeninger
1872—1922« (1926, S. 435—573). Fra 1917 har han været
Konsulent for Dansk Andels Gødningsforretning, hvis Jubilæumsskrift
(1926) han er Forfatter til, og han har desuden skrevet Smaaskrifter
om Rodfrugtdyrkning og andre Planteavlsspørgsmaal. I
adskillige andre landøkonomiske Virksomheder har K. været en
virksom Deltager, saaledes ogsaa i Statens Redskabsudvalg og i
Bestyrelsen for Nordiske Jordbrugsforskeres Forening. — R. 1922.
J. C. Overgaard i Jydsk Landbrug, XV, 1933, S. 170—73. Anton Christensen
i Ugeskrift for Landmænd, LXXVIII, 1933, S. 117 f. Vort Landbrug,
LII, 1933, S. 89. Aksel Milthers.

330
Kristensen, Marinus.
Kristensen, Nicolaj Christian Marinus, 1891—1928, Redaktør.
F. 12. April 1891 i Nykøbing M., d. 31. Juli 1928 i Kbh., Urne
paa Vestre Kgd. Forældre: Former Nicolaj Christian Marinus
Christensen (1855—1903) og Kirstine Marie Poulsen Kløv (f. 1861).
Gift i° 9. Maj 1913 i Kbh. (b. v.) med Hedvig Margrethe Betty
Jørgensen, f. 15. Okt. 1892 i Rønnede (gift 2° med Reklamekonsulent
Carl Herløv Larsen, f. 1895), D. af Fiskehandler Jens Christian
J. (1871—1934) og Karen Kirstine Marie Andersen (1870—1925).
Ægteskabet opløst 1915. 2° g.Nov. 1917 i Kbh. (b. v.) med Ellen
Lafontaine, f. 24. Okt. 1892 i Kbh., d. 12. April 1919 paa Frbg.,
D. af Skomagermester, senere Barnevognsfabrikant Jacob Lorentz
L. (1854—1901) og Lydia Anna Christine Brandt (f. 1861). 3 0 1.
Okt. 1920 i Kbh. (b. v.) med Anna Margrethe Carstensen, f. 6.
Aug. 1899 i Kbh., d. 2. Aug. 1934 i Usserød, D. af Barbermester
Hagbart Christopher C. (1866—1908) og Kirstine Marie Johansen
(1869—1935).
Allerede da »Marinus«, hvad han blev ved at hedde Livet
igennem, som Typograflærling dukkede op i den socialdemokratiske
Ungdomsbevægelse i Kbh. omkring 1908—09, paakaldte hans
utvivlsomme Naturbegavelse Opmærksomheden. Man lyttede, naar
han talte. Han blev udlært som Typograf hos Bording 1910, men
Sætterkassen øvede ingen Tiltrækning paa ham. I Stedet drog han
til Møder, i Ungdomsforeninger, paa Blaagaardsplads, i Bethesda,
og allevegne rev han Tilhørerne med. I Ungdomsbevægelsens
Blad »Fremad« skrev han Digte og Sange. Nogle Maaneder var
han Elev hos Th. Bredsdorff paa Roskilde Højskole. Og hvad
han læste og lærte hang fast. Under Sporvejsstrejken 1911 organiserede
han den muntre F.F.F.-Bevægelse, Frbg. Fodsports-Forening
til Boycot af Sporvejene. Han fik ved denne Tid Foden
inden for hos »Social-Demokraten«; 1913 blev han Bladets Rigsdagsreferent,
men samtidig var han en altid mobil og oplagt
Agitator, Socialist fra Bydreng af, lige velfunderet og kampberedt,
enten det gjaldt politiske, faglige eller kooperative Spørgsmaal.
Han var Medstifter af Hovedstadens Brugsforening 1916, blev
Medlem af Partiets Hovedbestyrelse 1917 og fik ogsaa Opgaver
overdraget af Fagbevægelsen (»Hvilken Vej skal Fagforeningerne?«,
1919; De samvirkende Fagforbunds Jubilæumsskrift, 1922). 1920
blev han opstillet til Folketingsvalget i Maribo og satte Partiets
Stemmetal betydeligt op. Imidlertid blev han April 1924, ved
Borgbjergs Udnævnelse til Socialminister, dennes Efterfølger som
Redaktør af »Social-Demokraten«. 1925 blev K. Medlem af Kbh.s
Borgerrepræsentation og af Budgetudvalget og leverede en Række

Kristensen, Marinus. 331
vægtige og virkningsfulde Indlæg i Salen. Som Taler var K.
blændende, ildnende, slagfærdig, hans Sprog lyrisk betonet, rigt
paa Billeder, og et Digterord, et Citat af Heine eller Marx havde
han ofte rede. Ikke faa Slagord har han præget, som lever efter
ham (»Valgets Dag kan snart komme — sov med Bukserne paa!«,
»Lillebror maa trave«). Som Journalist var han Borgbjergs Discipel
og betroede Mand, og Chefredaktørens »Ledere« skyldtes ofte hans
Pen. Da han selv blev Redaktør, bestræbte han sig for at modernisere
og popularisere »Social-Demokraten«; han knyttede nye Navne
fra Kunstens og Litteraturens Verden til Bladet som Kronikører,
udvidede Sportsspalter og Søndagssider og gav det i det hele et
nyt og mere levende Ansigt. Da Borgbjerg 1926 vendte tilbage til
Redaktionen, vedblev K. at være den faktiske Redaktør, indtil
Sygdom lammede hans Kraft. Han søgte forgæves Helbredelse i
Syden og døde, før han fik indfriet de store Forventninger, hans
Partifæller endnu satte til ham. — Portrætteret paa Edv. Saltofts
Gruppebillede af Socialdemokratiets Mænd 1934 i Folkets Hus,
Enghavevej.
Social-Demokraten 31. Juli, 1., 2., 5. og 6. Aug. 1928. Th. Stauning:
Tanker og Taler, .932, S. ,99 ff. Oluf Bertolt.
Kristensen, Marius, f. 1869, Højskolemand, nordisk Filolog. F.
27. April 1869 i Lystrup, Elsted Sogn. Forældre: Gaardejer Peder
Andersen Christensen (1845—1927) og Ane Andersen (1845—
1917). Gift 1. Aug. 1899 i Blegind med Anne Marie (Missa)
Hansen, f. 13. Sept. 1872 i Tranekær, Langeland, D. af Kapellan
i Tranekær, senere Sognepræst i Blegind Hans Anthon H. (1840—
1906) og Margrethe Jensine Mathiassen (1846—1924).
K. blev Student 1887 fra Aarhus, cand. mag. med Dansk som
Hovedfag 1894, Dr. phil. 1906 (»Fremmedordene i det ældste danske
Skriftsprog«). Efter et betydningsfuldt Studieophold i Uppsala
blev han 1895 Lærer ved Askov Højskole, hvor han — fra 1915
som Medbestyrer — virkede, indtil han 1928 med livsvarig Gage
fra Carlsbergfondet tog Ophold i Kbh. som fri Videnskabsmand.
Hjælpsomhed, mangesidige filologiske Interesser og omfattende
Viden har gjort ham til et nyttigt og virksomt Medlem af en
Række videnskabelige Institutioner og Foreninger: Formand i Udvalg
for Folkemaal (fra 1909), Medlem af Stednavneudvalget (fra
1910), Formand i Retsknvningsudvalget (1930), Medudgiver af
»Danske Studier«, Bestyrelsesmedlem i Danmarks Folkeminder og
Universitets-Jubilæets danske Samfund og Medlem af Det danske
Sprog- og Litteraturselskab. Som tilsynsførende har han i disse

334
Kristensen, Martin.
R. 1912. — Maleri af Hans Erichsen paa Gedved Seminarium.
Litografi af I. W. Tegner 1892 efter Fotografi.
Gjedved Seminarium 1862—1912, ig 13. Lærerne og Samfundet, I og IV,
1913—14. Familieminder om M. Kr. og hans Slægt, samlede af Sigurd, 1935.
J. Byskov.
Kristensen, Martin Kristian, f. 1888, Bakteriolog. F. 6. Maj
1888 paa Frbg. Forældre: Mag. se, Lærer, senere Skoleinspektør
Kristian Smidt K. (1852—1922) og Maren Hjardemaal (1866—
1933). Gift 31. Dec. 1922 i Kbh. (Garn.) med Henny Cathrine
Marie Kornerup Kruckow, f. 6. Jan. 1893 i Næstved, D. af Mølleejer,
Købmand Peter Nikolay K. (1860—1933) og Karen Dorothea
Johanne Kornerup (f. 1870).
K. blev Student 1906 fra Metropolitanskolen og tog medicinsk
Embedseksamen 1913. 1913—17 gjorde han Kandidattjeneste paa
Rigshospitalet, Boserup Sanatorium, Kysthospitalet ved Refsnæs
og Blegdamshospitalet. 1917 blev han Assistent ved Statens Seruminstitut,
1921 Laborator sst., 1922 Afdelingsforstander. Fra 1929
er han Censor ved medicinsk Embedseksamen i alm. Patologi, fra
1936 Medlem af Videnskabernes Selskab. Han har foretaget Studierejser
til Paris 1922 paa Pasteur-Selskabets Legat og 1929 til Berlin,
Hamburg og London med Studium af Bakteriologi og Serologi
som Hovedformaal. Han har udfoldet en stor videnskabelig Produktion,
hvoraf særlig skal nævnes en Række Arbejder (1918—24)
vedrørende Influenzaens Bakteriologi og den saakaldte Influenzabacil
(Pfeiffers Bacil). Hans Disputats for den medicinske Doktorgrad
1922 (»Investigations into the Occurrence and Classification
of the haemoglobinophilic Bacteria«) handler da ogsaa om denne
Bacil og denne nærstaaende Bakterier. Endvidere har han skrevet
en Række mindre Arbejder vedrørende Tuberkel- og Kighostebaciller,
Meningokokker m. m. Fra 1927 følger en Række meget
betydningsfulde Arbejder over B. Bangs Abortbacil (Brucella abortus
Bang), af hvilke de vigtigste er: Undersøgelser over den Bangske
Abortbacils Rolle som menneskepatogeji Mikrob (Ugeskr. f.
Læger 1927), Bakteriologische und statistische Untersuchungen
uberfb. undulans in Danemark (Centralbl. f. Bakt., I. Abt. Orig.
CXII, 1929), Febris undulans in Danemark (Seuchenbekåmpfung,
VII, 1930), Klassifikation dånischer und anderer Brucellaståmme
(Centralbl. f. Bakt., I. Abt. Orig. CXX, 1931) og Febris undulans
(Bibi. f. Læger, CXXV, 1933).
Da K. 1927 fremlagde sin paa Laboratorieundersøgelser baserede
Meddelelse om Infektion med den Bang'ske Abortbacil, antagelig

338 Kristensen, R. K.
og Maren Rasmussen (1844—80). Gift 2. Nov. 1906 i Kbh. (b. v.)
med Karen Dorthea Møller, f. 21. Dec. 1881 i Vanløse, D. af
Handelsgartner Niels Rasmussen M. (1857—1927, gift 2° 1920
med Irene Malvine Larsen, f. 1885) og Thekla Marie Christine
Bondesen (1850—1907).
K. blev oplært ved praktisk Landbrug, var Elev paa Askov
Højskole 1898—99 og 1899—1900 og blev Landbrugskandidat 1904
efter Studium paa Landbohøjskolen, hvor han fik videre Uddannelse
i Kemi 1906 og i Fejlteori 1910. 1904—12 var han Assistent
ved Askov Forsøgsstation, hvor han som Bestyrer af Laboratoriet
udførte et grundigt og selvstændigt Analysearbejde omfattende
Jord, Afgrøder og Gødningsmidler. Undersøgelser af Staldgødningens
og Ajlens Opbevaring førte til Udarbejdelse af en Metode
til Ammoniakbestemmelse og fik især direkte praktisk Betydning
ved Paavisningen af det store Kvælstoftab fra daarligt dækkede
Ajlekummer. 1913—27 var han Labora toriebestyrer under Statens
Planteavlsudvalg med særlig Tilknytning til Forsøgslaboratoriet og
paabegyndte i disse Aar en Række vigtige Forsøg med Ensilering
af Foderafgrøder. 1928 overførtes hans Virksomhed til Statens
Planteavlslaboratorium i Lyngby, hvor han blev Bestyrer af den
agrikulturkemiske Afdeling. K. har offentliggjort sine omfattende
Undersøgelses- og Forsøgsresultater i et stort Antal Beretninger i
»Tidsskrift for Planteavl« og Artikler især i »Nordisk Jordbrugsforskning«
og »Ugeskrift for Landmænd«. Forsøgsteknik og fejlteoretiske
Problemer har optaget K. stærkt, og han har givet talrige
Bidrag til kritisk Behandling af baade Planteavls- og Husdyrbrugsforsøg.
1922 skrev han i »Tidsskrift for Planteavl« om Nøjagtigheden
ved Stammeforsøgene med Roer og gennemførte her for
første Gang en rationel fejlteoretisk Behandling af Forsøg, der
havde strakt sig gennem en lang Aarrække, idet ensidige eller
systematiske Afvigelser, der ikke virker som Fejl i Forsøget, blev
udskilt og Middelfejlen beregnet efter en af K. angiven Formel.
Hyppigt har hans Arbejde haft en polemisk Karakter vendt mod
andre Forsøgsteknikere i Ind- og Udland (bl. a. E. A. Mitscherlich),
og forskellige Beregningsmaader er herigennem blevet korrigeret,
men han har tillige ved specielle Formler til Middelfejlsberegning
og ved Udjævningsmetoder givet positive Bidrag til Forsøgsteknikkens
Forbedring ogsaa uden for Danmarks Grænser. En
sammenfattende Oversigt gav han 1932 i »Ausgleichung und
Fehlerberechnung beim Feldversuch« i »Archiv fur Pflanzenbau«.
— 1937 har K. i »Tidsskrift for Planteavl« meddelt første Beretning
om Undersøgelser over »Vore Afgrøders Forhold til Klimaet«, ud-

344
Kreck, Hendrik.
ønskeligt, at man disponerede over veluddannede Malere i den
store Stil, og paa Aarepenge (1704—06) sendtes H. K. for tredie
Gang til Italien, sikkert med bestemte Opgaver for Øje. Han
kom i Rom i nært Elevforhold til Carlo Maratta, men samlede sig
ved ivrige Studier, ogsaa af ældre Mestre, en rig Formskat, som
hans senere Produktion hvilede paa; det var dog især den romerske
Senbarok (Ciro Ferri, G. B. Gauli, Lanfranco) og Venetianerne,
som paavirkede hans Opfattelse. Han vendte hjem over Paris,
hvor han vandt nogle Akademipræmier, 1705 eller 1706 og kom
straks i Arbejde for Kongen; i de følgende 30 Aar leverede han en
overmaade stor Mængde store dekorative Plafondmalerier og Dørstykker
til Hoffet, snart i Samarbejde med B. Le Coffre, snart alene
— Løngangen paa Christiansborg (1707), Slotskirken (1708), Rosenborg
(1709; Regaliebillederne paa den lange Sal), Frbg. (1708—12),
Palæet bag Børsen (1712), Kancellibygningen (1721—22), Fredensborg
(1723—25; 11 Billeder til 2000 Dl.), Frydenlund (1724), Det
nye Kbh.s Slot (»Opstandelsen« i Slotskirken 1720, 1722, 1726—28)
og Hørsholm (1732). En stor Del er endnu bevarede paa Stedet,
andre er flyttede som »Jeftas Datter« (1736; fra Hørsholm til Fr.borg
Slotskirke), »Himmelfarten« (1728; nu i Helligaands K.), de fire
store Billeder i Frbg. Kirke (1731, 1732, 1734 og 1735), andre er
forsvundne. Han har ogsaa malet bl. a. »Nadveren« til Tikøb K.,
»Himmelfarten« (1725) og »Oliebjerget« (1714 og 1731) til St. Petri
K., »Den korsfæstede« (1730, Viborg Domkirke), Altertavlen i Fakse
K. (»Nadveren«, 1717), Holsteinborg (»Getsemane«, 1725). Desuden
findes mægtige Malerier af ham bl. a. paa Selsø og Clausholm,
i Abr. Lehns Gaard paa Christianshavn og i »Feyrschous«
Gaard i Lyngby. — H. K. udførte desuden mindre Staffelibilleder
som den store Serie af bibelske Billeder til Vemmetofte Kapel
(1705, 1707, 1708 og 1714), »Pan og Syrinx« (1722) paa Gaunø
og andre paa Ledreborg og paa Kunstmuseet. Endelig malede
han Portrætter som Frederik IV. (Rosenborg, antagelig 1720),
Kronprinsen til Hest (1720), Dorte Krag (Gisselfeld) og Otte
Krabbe (Fr.borg). Det er en Produktion, som er uden Mage i
dansk Kunsthistorie, og den har i nogen Grad bragt H. K. i Miskredit,
thi selvfølgelig maa han have haft Hjælpere til sit Arbejde,
og adskilligt har et noget haandværksmæssigt Præg. Samtiden
beretter, at han maatte have f. Eks. N. Wichmann til at male
Hovederne paa sine Portrætter. Hans Indsats er hans store Kendskab
til Sydens dekorative Værker, som han uden Blusel anvendte
ret uomarbejdede i mange af sine Plafonder, hans kompositoriske
Evner og hans Magt til at bevare Billedernes Enhed trods de sindrige
Perspektivforskydninger. Er der kun lidet af Naturstudier i hans

Krock, Hendrik. 345
Arbejder, findes der des mere førstehaands Gengivelse efter de
store Mestre. Hans Palet er meget rig, med klare, kontrasterende
Farver, der stundom faar en grel og skærende Karakter. Loftsbilledernes
Motiver er som Regel enten sindrige Allegorier til
Monarkens Hyldest eller hentede fra den antikke Gudeverden;
han er saaledes i et og alt Senbarokkens Lærling. Det skal endelig
nævnes, at hans Evner toges i Brug paa mange Omraader; han
dekorerede Møbler (1707); der vævedes Tapeter efter hans Arbejder,
og han synes at have været Hovedmanden i det omtalte gamle
Akademi, som senere havde til Huse i hans Embedsbolig bag Børsen;
ja kort før hans Død opnaaede han formelig kongelig Støtte dertil.
Han var i det hele en -meget anset og estimeret Kunstner, den
bestemmende Faktor for sin Tids Smag her hjemme, Hovedleverandør
til Hof, Højadel og det rige Borgerskab. — Hofskildrer før
1709. Kancelliraad 1722. — Maleri af J. S. Wahl, efter Angivelse
1717 (Fr.boig).
Naahman Prehns Biografi, trykt i Dsk. Mag., III, 1747, S. 142—60, 163-—
71. J. M. Thiele: Kunstakademiet og Heststatuen paa Amalienborg, 1860.
V. Thorlacius-Ussing i Rom og Danmark, I, 1935. C. Elling i Danmarks
Malerkunst, .937, S. 68 ff. O.Andrup.
Krog. Navnet K. føres af flere norske og norsk-danske borgerlige
Slægter, af hvilke den ældste, nu uddøde Slægt føres tilbage til
Munk i Hamar paa Hedemarken Christen K., hvis Sønnesøn
Sognepræst i Aaby, Mag. Niels K. (1615—85) var Fader til Biskop
i Trondhjem, Dr. theol. Peder K. (1654—1731); af Slægten har
adskillige Medlemmer været Præster i Norge og Officerer i Søetaten.
— Fra Købmand i Trondhjem Ove Gerlevsen udspringer
en Slægt K., idet hans Søn Sognepræst i Værdalen, Provst Peder
Offesen K. (1706—79) optog Navnet efter sin Plejefader ovenn.
Biskop Peder K. Hans Datter Inger Maria K. (1743—1801) var
gift med Major Niels Meyer (1735—1801) og Stammoder til
Slægten K. Meyer; deres Søn var Biskop Peter K. Meyer (1780—
1819, s. d.). — Den største af de norske Præsteslægter af Navnet K.
føres tilbage til Borger i Bergen Christen Christensen, hvis Søn
Provst, Sognepræst i Øskog Truels Christensen K. (1637— 1 7°5)
var Oldefader til Sognepræst i Skudenæs Frederik Arentz K.
(1769—1845), hvis Sønnesøn var nedenn. Kunstner Arnold Emil
K. (1856—1931). Ogsaa denne Slægt har optaget Navnet efter
en ældre norsk Præsteslægt.
C. Giessing: Danske, norske og islandske Jubel-Lærere, I, 1779, S. 384,
Tavlen. — Lengnicks Stamtavler. •— Joh. K. Bergwitz: En Slægttavle med biografiske
Oplysninger om Trulseslægten Krog, 1897— 1902. Albert Fabritius

346
Krog, Arnold.
Krog, Arnold Emil, 1856—1931, Arkitekt, Porcclænskunstner,
Landskabsmaler. F. 18. Marts 1856 paa Frederiksværk, d. 7. Juni
1931 i Tisvilde, Urne paa Vinderød Kgd. Forældre: Inspektør paa
Frederiksværk, senere Fabrikejer Hans Jacob Grøgaard K. (1822—
88) og Jenny Meyer (1824—1905). Gift 8. Sept. 1882 i Hvedstrup
med Euphemia Magdalene Henningsen, f. 15. Dec. 1852 i Kbh.
(Helligg.), D. af Farvehandler, Grosserer Frants Christian Ludvig
H. (1820—69) og Hilda Christine Charlotte Schou (1824—80).
Det stod ikke skrevet over Indgangen til K.s Løbebane, at han
skulde blive et af de mest fremragende Navne i det 19. Aarhundredes
europæiske Kunstindustri. Det skete ved et Spil af Tilfældigheder,
og fordi han var en Mand med et let Sind og en
lykkelig Haand. Han begyndte som Arkitekt i den lettere Genre
med dekorative Interesser. Han tog Realeksamen fra Efterslægtsselskabets
Skole 1873, st °d et halvt Aar i Lære hos Murermester
C. Wienberg, dimitteredes af C. V. Nielsen til Kunstakademiet og
gik i dets Arkitekt-Skoler fra Okt. 1874 til sin Afgang Marts 1880.
Paa forskellig Maade fik han Lejlighed til at dyrke Stilstudier.
1877—78 deltog han sammen med Martin Nyrop, H. Kampmann
og Martin Borch i Kronborgs Opmaaling under Hans J. Holms
Ledelse, og paa samme Tid som A. Clemmensen studerede han
Majolika-Dekoration under en Italienrejse 1882—83. Endvidere
tegnede han hos L. Fenger, arbejdede 1878—81 for F. Meldahl
og Heinrich Hansen ved Fr.borgs indre Udsmykning (Riddersal
og Kongefløj) og gjorde sig bemærket ved Indretning af en maurisk
Hal i Panoptikon. Philip Schou, der som Direktør for Fajancefabrikken
Aluminia havde købt Den kgl. Porcelainsfabrik 1882 og
flyttet den ud i Smallegade, søgte ved den Tid en kunstnerisk
Bistand. Tilfældigvis spurgte han en Dag 1884 Xylograf F. Hendriksen,
der henviste til K., og dermed indlededes den største Begivenhed
i dansk Kunstindustris nyere Historie. K. antoges Okt.
s. A. paa Prøve og ansattes fra Jan. 1885 som Den kgl. Porcelainsfabriks
kunstneriske Leder.
Fabrikken førte ved Ph. Schous Overtagelse af den en yderst
beskeden Tilværelse. K. hævede den i Løbet af faa Aar til en
førende Stilling inden for den europæiske Porcelænsindustri og til
Verdensberømmelse. Den fortrinlige keramisk-tekniske Standard,
som franske sagkyndige beundrede 1889, skyldes ganske vist Ingeniør
Ad. Clement (s. d.), som Schou havde knyttet til Fabrikken
1883, men det er K.s Bedrift, at han skabte »det danske Underglasurmaleri«.
Om Anledningen hertil hedder det, at K. sammen med
Ph. Schou forgæves foretog en Rejse til Verdensudstillingen i Antwer-

34«
Krog, Arnold.
duktioner (f. Eks. Genoptagelsen af det ældste københavnske Porcelæn,
fremført 1906; Fremstillingen af Stentøj). Ved Siden af
dette har K. givet Tegning til Møbler, Bogbind og Metalarbejder
og til Danmarks Fontæne til Fredspaladset i Haag (udført paa
Den kgl. Porcelainsfabrik). I sit Otium kastede han sig over Landskabsmaleriet,
malede og raderede, holdt Særudstillinger hos Kleis,
Østergade, 1919 og 1923. I øvrigt udstillede han paa Charlottenborg
Foraarsudstilling 1887, 1891, 1916, 1919—21, 1923, og til
hans 75 Aars Dag arrangerede Kunstindustrimuseet en Udstilling
af hans Arbejder Marts 1931. Akademiet valgte ham til Medlem
af sin Plenarforsamling 1911, og han havde Sæde i Akademiraadet
Febr. 1911—Febr. 1919. Porcelænsarbejder af K. findes i vort
Kunstindustrimuseeum og mange udenlandske Museer og Privatsamlinger;
hans Produktion i 8o'erne er nu lidet kendt her hjemme,
næsten alt solgtes til Udlandet baade 1888 og 1889. — Tit.
Professor 1892. — R. 1890. — Selvportræt paa Underglasurfad
1889 i Kunstindustrimuseet. Portrætteret paa H. N. Hansens Tegning:
Aften blandt Kunstnere 1880 (Fr.borg) og paa Erik Henningsens
Kunstnergruppe 1905 (sst.). Model for Drabantfiguren
paa Trompeter-Gobelinet i Riddersalen (sst.). Plakette af F. Hammeleff.
Statuette af Carl Martin-Hansen 1928. Træsnit af L. B.
Hansen 1910 efter Fotografi.
Slægt i J. K. Bergwitz: Trulseslægten K., 1897—1902. Erindringer i Arkitekten
Martin Nyrop 1849—1919, 1919, S. 71—79, i Gads dsk. Mag., XX,
1926, S. 152—66 og i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri, IV, 1931, S. 37—44.
Karl Madsen i Tidsskrift for Kunstindustri, III, 1887, S. 67—74. F. J. Meier
sst., IV, 1888, S. 73—78. Arnold Krog i Lande og Folk, I, 1910, S. 702—11.
Emil Hannover i Politiken 31. Dec. 1909. Ch. A. Been i 111. Tid. 2. Jan. 1910.
Arthur Hayden: Royal Copenhagen Porcelain, 1911, S. 279—376. F. Dalgas
i Skønvirke, VI, 1920, S. 89 ff. Sigurd Schultz i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri,
IV, 1931, S. 52—64. F. Hendriksen: Mennesker og Oplevelser, ny
Udg. 1932. Ekstrabladet 29. Juni 1929. L. Gudmand-Høyer i Søndag, Tillæg
til Nationaltidende, 14. Marts 1926. Berl. Tid. 17. Marts og 8. Juni 1931.
Nationaltidende 17. Marts og 8. Juni 1931. Danske i Paris. Red. af Franz
v. Jessen, II, ,938. Sigurd Schultz.
Krog Meyer, Peder, se Meyer.
Krogetios, se Krognos.
Krogh. Den adelige Slægt v. K., der særlig har været knyttet
til Militærtjenesten, og hvis Virksomhed for en stor Del er faldet
i Norge, stammer formentlig fra Egnen omkring Osterstade ved
Bremen og føres tilbage til Jiirgen von Kroge, hvis Søn Stadsmajor
i Trondhjem Bernhardus v. K. (d. 1676) var født i Liibeck.

Krogh, A. 351
Prinzipien der exakten Respirationsversuche« (Biochem. Zeitschr.,
VII, 1908), »Ein Mikrorespirationsapparat« (sst., LXII, 1914),
»The quantitative relation between temperature and standard
metabolism in animals« (Internat. Zeitschr. fur physik.-chem. Biol.,
I, 1914) m. fl. Disse Arbejder har han sammenfattet i Monografien
»The respiratory exchange of animals and man« (1916). Igennem
sine Undersøgelser over Respirationen kom K. ind paa de
Undersøgelser over Kapillærerne, som han offentliggjorde i Videnskabernes
Selskabs Biologiske Meddelelser, I, 1918, og for hvilke
han 1920 fik Nobelprisen i Medicin og Fysiologi. Disse Undersøgelser
har han senere yderligere uddybet i »Anatomy and Physiology
of Capillaries« (1922). 1922 foretog K. en Rejse til Amerika,
bl. a. for at give »The Silliman Lecture« ved Yale Universitetet,
hvorved han fik Lejlighed til at sætte sig ind i den dengang netop
opdagede Insulin-Fremstilling. Efter Hjemkomsten til Danmark
satte han et Arbejde i Gang for Forbedring af Insulin-Fremstillingens
Teknik og foranledigede derved Oprettelsen af Nordisk
Insulinlaboratorium. Han har herom skrevet »Insulin, en Opdagelse
og dens Betydning« (Univ. Progr. 1924). 1923 fik Kbh.s
Universitet — i det væsentlige som en Anerkendelse af K.s Virksomhed
— Tilbud fra The Rockefeller Foundation om Bygning
af et nyt Laboratorium; Opførelsen tog sin Begyndelse 1926, og
1928 toges Laboratoriet i Brug. I de senere Aar har K. arbejdet
dels med Ernæringsforholdene og Omsætningen i Havet, hvor han
bl. a. har skrevet flere Arbejder om den Piitterske Ernæringsteori,
og senere er han kommet ind paa Arbejder om Osmoregulationen
hos Vanddyrene. I Anledning af de første Undersøgelser foretog
han 1933 et Togt med det amerikanske Undersøgelsesskib »Atlantis«.
Ved Siden af de ovenfor skildrede Hovedindsatser har K.
arbejdet paa adskillige andre Omraader; 1902 og 1908 foretog
han saaledes Undersøgelsesrejser til Grønland, og han har som et
Resultat af disse udført klassiske Arbejder over Kulsyrespændingen
i Havet (»The tension of carbonic acid in natural waters, and
especially in the sea«, Medd. om Grønl., XXVI, 1904). — K.s
Betydning for den moderne eksperimentelle Zoologi og Fysiologi
ligger ikke alene i de ovenfor skildrede vigtige Arbejder, men
tillige i en fremragende Evne til Konstruktion af de til Løsning af
fysiologiske Problemer nødvendige Apparater; fra hans Laboratorium
er udgaaet en Serie af Apparater (Spirometre, Mikrorespirationsapparater
o. m. a.), som benyttes Verden over og har faaet
stor Betydning for biologiske og fysiologiske Undersøgelser. K. har
selv skildret sin Evne til at løse vanskelige eksperimentelle Opgaver

352
Krogh, A.
som væsentlig beroende paa, at han er i Stand til at se for sig og
gennemprøve »i Hovedet« indtil de mindste Enkeltheder Apparaturen
og at kunne bevare dette, saaledes at han kan efterprøve
det senere. Han er derfor aldrig bundet af Tegninger og skrevne
Planer, hvilket han har tillagt stor Betydning. K. har øvet overordentlig
Indflydelse gennem sin personlige Paavirkning af talrige
Elever fra Ind- og Udland, som har arbejdet i hans Laboratorium.
Ved hans 50 Aars Fødselsdag udgav 22 inden- og udenlandske
Elever et Festskrift, »Physiological Papers dedicated to
Aug. Krogh« (1926).
Paa et helt andet Omraade har K. haft Betydning, idet det
skyldes hans Indflydelse, at Fysiologi ved Almenskoleloven 1903
blev et vigtigt Led i Gymnasiets Biologiundervisning, og han har
skrevet den siden da i samtlige danske Gymnasieskoler anvendte
Lærebog »Menneskets Fysiologi«, der er kommet i talrige Oplag.
K. har nydt stor Anerkendelse for sin Virksomhed, han blev saaledes
1916 Medlem af Videnskabernes Selskab og 1922 Æresmedlem
af Medicinsk Selskab, ligesom han er Æresdoktor ved
Lunds og adskillige andre Universiteter.
K. er ikke alene i Danmark, men overhovedet en af Foregangsmændene
for den moderne eksperimentelle Zoologi og
Fysiologi. Hans Betydning beror navnlig paa, at han har indført
sammenlignende og kvantitative Synspunkter i den eksperimentelle
Dyrefysiologi, noget som delvis skyldes, at han foruden
som Zoolog tillige er uddannet i medicinsk Fysiologi. Omvendt
ligger hans Betydning inden for den medicinske Fysiologi sikkert
for en ikke ringe Del deri, at han med sin almindelige naturhistoriske
Uddannelse har kunnet tilføre dette Omraade videre
Synspunkter.
Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1903 og Organon 1938. R. Spårck.
v. Krogh, Adam Gottlob, 1768—1839, Officer, Toldembedsmand.
F. 16. Maj 1768 paa Mørk, Norge, d. 17. Jan. 1839 paa
Marienlyst ved Helsingør, begr. i Helsingør. Forældre: Oberst,
senere Generalløjtnant Caspar Hermann v. K. (1725—1802) og
Christiane Ulrikke Lerche (1732—1803). Gift 3. Febr. 1797 i
Aastrup ved Haderslev med Magdalene v. Krogh, f. 13. Juni 1775
paa Gram, d. 19. Dec. 1847 paa Marienlyst, D. af Kammerherre,
Hofjægermester, senere Gehejmekonferensraad Frederik (Fritz)
Ferdinand v. K. (1737—1829, gift 2° 1803 med Komtesse Juliane
Marie Holck-Winterfeldt, 1764—1828) og Rosina Elizabeth
v. Frankenberg und Proschlitz (1751—98).

v. Krogh, Adam. 353
v. K. blev 1780 Søkadet, men kunde ikke taale Søluften, hvorfor
han søgte Ansættelse som Sekondløjtnant ved Jægerkorpset i Holsten
og 1786 udnævntes til Fændrik å la suite ved Infanteriregimentet
i Aalborg. N. A. blev han forflyttet til Regiment i Kbh.
paa Underofficerstraktement, opnaaede 1788 Fændrikgage, sattes
å la suite ved Garden til Fods og blev Sekondløjtnant »i Armeen«
(men ved Garden kun Fændrik). 1790 fik han Premierløjtnants
Karakter, blev Kammerjunker og tjenstgørende Kammerpage hos
Kronprinsen, hos hvem han ogsaa forrettede Adjudanttjeneste, og
n. A. blev han endelig Sekondløjtnant og virkelig Premierløjtnant
i Garden. 1793 udtraadte han af Nummer efter Ansøgning paa
Grund af Sygdom med Kaptajns Karakter og Tilladelse til, naar
hans Helbred bedredes, at indtræde i Nummer; men han forblev
i sin Stilling hos Kronprinsen. Ved Slukningsarbejde under Slotsbranden
1794 paadrog han sig en indvendig Beskadigelse, der tvang
ham til at søge civil Ansættelse, og 1796 blev han Kæmmerer ved
Øresundstolden og afskedigedes af Hæren. — Ved det engelske
Angreb paa Kbh. 1801 opstilledes der et Korps af de kongelige og
private Jagt- og Skovbetjente i Sjælland m. m., over hvilket v. K.
fik Kommandoen. Ved Krigsudbrudet 1807 samledes Korpset
atter og dannede et Elitekorps, der under Navnet Herregaardsskytterne,
senere Sjællandske ridende Jægerkorps, under v. K.s
Kommando med megen Udmærkelse og betydelige Tab deltog i
Udfaldene fra Kbh. Ved v. K.s Mod og Konduite blev Korpset
et Mønster for andre. 1807 udnævntes han til Major af
Kavaleriet, ved Korpsets Ophævelse 1814 til Oberstløjtnant
å la suite, og ved Hærreduktionen 1816 fik han Afsked med
Obersts Karakter. I sin civile Embedsstilling, hvortil han
vendte tilbage efter Fredslutningen 1814, var han en nidkær og
duelig Forretningsmand. 1833 blev han Direktør for Øresunds
Toldkammer. — Ligesom flere andre af sin Slægt havde han tidligt
erhvervet sig Kongehusets Gunst, og han bevarede denne til det
sidste. Frederik VI. havde allerede som Kronprins overladt ham
Marienlyst til fast Bolig. — Kammerjunker 1790. Kammerherre
1796. — R. 1809. DM. 1826. K. 1828. S.K. 1836. — Malerier
i Oslo og paa Lekkende.
Personalhist. Tidsskr., IV, 1883, S. 143 ff. Meddelelser fra Krigsarkiverne,
udg. af Generalstaben, I, 1883; III, 1888. J. T. Ræder: Danmarks Krigs- og
politiske Historie .807-09, I, .845. Rockstnh (S. A. Sørensen).
v. Krogh, Gerhard Christoph, 1785—1860, Officer. F. 9. el. 10.
Okt. 1785 paa Aastrup ved Haderslev, d. 12. April 1860 i Kbh.
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 23

354
v - Krogh, Christoph.
(Holmens), begr. i Flensborg. Forældre: Kammerherre, Hofjægermester,
senere Gehejmekonferensraad Frederik (Fritz) Ferdinand
v. K. (1737—1829, gift 2 0 1803 med Komtesse Juliane Marie
Holck-Winterfeldt, 1764—1828) og Rosina Elizabeth v. Frankenberg
und Proschlitz (1751—98). Gift 6. Febr. 1813 i Kbh. (Slotsk.)
med Hofdame Komtesse Siegfriede Victorine Knuth, f. 30. Maj
1790 i Kbh. (Slotsk.), d. 3. Aug. 1866 sst. (Frbg.), D. af Greve,
Kammerherre, Ritmester, senere Gehejmekonferensraad Adam
Christopher K. til Lilliendal m. m. (1755—1844) og Komtesse
Sophie Magdalene Moltke (1765—1829).
v. K. opdroges i Hjemmet til Haardførhed. 1790 blev han
Fændrik å la suite uden Anciennitet ved Kronprinsens Regiment
og fik s. A. tildelt Ancienniteten; 1798 fik han Sekondløjtnants
Karakter (fra 1795). Sept. 1802 kom han i Nummer ved Regimentet
og forblev i dette, til han 1847 blev Generalmajor. 1803
blev han Premierløjtnant, reserveredes 1807 Kaptajns Anciennitet
og blev Stabskaptajn, n. A. virkelig Kaptajn, 1825 reserveredes
der ham Majors Anciennitet, 1828 fik han Majors Karakter,
blev n. A. virkelig Major, fik 1833 Oberstløjtnants Karakter
og Anciennitet og blev 1840 kar. Oberst. 1814—39 havde
han ved Siden af sin militære Stilling været tjenstgørende Kavaler
hos Dronning Marie. 1842 blev han Oberst, 1847 Generalmajor
og Brigadekommandør og var 1848 næstyngst Generalmajor.
Han var af Naturen begavet med meget gode Aandsevner
og det herligste Ydre: høj, kraftig, imponerende og usædvanlig
smuk; hertil en kavalermæssig, fornem, taktfuld og vindende Optræden,
et aabent, frimodigt Væsen, lyst og frejdigt Blik, forekommende
og venlig mod alle uden at bortgive noget af sin naturlige
Værdighed. Han var Soldat med Liv og Sjæl, begavet med et
skarpt Førerblik, forstod at gribe og benytte det rette Øjeblik, sindsligevægtig
og frygtede intet Ansvar. Men han havde stedse holdt
sig fjern fra enhver videnskabelig Syssel, var, hvad hans Bataillonskammerat
J. T. Ræder kalder »doven og bekymrede sig om slet
Ingenting«; en glimrende Rytter og altid fortrinlig bereden. Han
var en daarlig Økonom, letsindig i Pengesager. Trods adskillige
mindre gode Sider hos ham var det almindelig Opfattelse, at han
var meget egnet til Stillingen som højstkommanderende i Krigstid.
Som Emne til Overgeneralstillingen ved Feltkorpset Marts 1848
har Tscherning nævnt bl. a. v. K., men valgte alligevel Hedemann.
Til Gengæld havde Tscherning i Sinde at give v. K. Kommandoen
over Flankekorpset, og v. K. mødte 27. Marts hos Tscherning for
at faa Instruktion; men et Par Dage efter lod Ministeren sig paa-

ti. Krogh, Christoph. 355
virke af en Stemning i Kbh. mod v. K.s Anvendelse, da to af
dennes Brødre havde sluttet sig til Slesvigholstenerne, og valgte
Oberstløjtnant Schleppegrell. v. K. ønskede selv at blive anvendt
i Felten, og da der i Maj var Tale om Skifte i Overkommandoen,
nævnte Tscherning v. K.s Navn til Læssøe, der vel karakteriserede
v. K. som »en talentfuld Mand uden Kundskaber og med en Del
Letsind«, men i øvrigt ikke indvendte særligt mod ham. Da
Tscherning ikke vilde paatvinge Læssøe ham, faldt Sagen bort
foreløbig. I Juni overtog v. K. en Brigade i Armékorpset og gik
loyalt ind under Hedemann, skønt ældre i Anciennitet end denne.
Da Hedemann som Følge af Læssøes m. fl.s Intriger i Juli maatte afgive
Overkommandoen, blev denne overdraget til v. K., der baade var
ældste General i Armékorpset og støttedes af Kongen. Ved Vaabenstilstandens
Indtræden og Armékorpsets Opløsning blev v. K. kommanderende
General i Jylland, tog Ophold i Fredericia og virkede
med Iver for Forbedringen af den meget forsømte Fæstning samt
for Forberedelse til næste Felttog. Læssøe vedblev som Stabschef
hos ham, og Forholdet mellem de to formede sig særdeles godt.
Man kan vanskelig forestille sig stærkere Modsætning paa alle Omraader
end mellem v. K. og Tschernings Afløser som Krigsminister,
C. F. Hansen; men skønt der i den kommende Tid indtraadte
skarpe tjenstlige Konflikter mellem dem, var Forholdet mellem
dem personlig meget godt. Foreløbig bestemtes det, at Felthæren
1849 skulde bestaa af to Armékorps: Nørrejyske under v. K.,
Flankekorpset paa Als under Biilow; men Overkommando udnævntes
endnu ikke.
11. Febr. 1849 beordredes v. K. til at indsende Forslag til Felttogsplan;
denne maa da alt have foreligget færdig, thi et Par Dage
efter indsendtes den, krydset af en Skrivelse fra Krigsministeren
med en af denne udarbejdet Plan. v. K. anmodedes om at udtale
sig om denne og lade Læssøe komme til Kbh. med deres Forslag
for i mundtlig Konference med Hansen at »udvikle og udjævne«
mulige Forskelligheder i Anskuelser. De to Planer afveg imidlertid
meget stærkt fra hinanden; Konferencen fandt ikke Sted, og da
der foreløbig ikke blev truffet nogen Afgørelse, henstillede Læssøe
til Hansen, at der dog udnævntes en Overgeneral, at Hæren inddeltes
i tre Divisioner, hvoraf enten Bulow eller v. K. skulde have
den ene — alt efter som den ene eller den anden af dem blev
Overgeneral. Hansen gik dog ikke ind herpaa. 11. Marts kom
den af Hansen tilkaldte franske Oberst Fabvier til Kbh. som Raadgiver,
og den 17. s. M. mødtes v. K. — uden Læssøe — efter Ordre
i Kbh. til Konference med Hansen og Marineministeren, og det
23*

356 v. Krogh, Christoph.
vedtoges efter Hansens Forslag, at Hærens Hovedstyrke fra Als
skulde overføres til Eckernførde, et mindre Korps rykke frem fra
Nord, Flaaden støtte ved Demonstrationer, navnlig mod Kiel.
Denne Plan mødte imidlertid den stærkeste Kritik fra Læssøes
Side, og selv Hansen blev betænkelig — muligvis under Paavirkning
af Fabvier, der nærmest var stemt for fuldstændig defensiv
Optræden. 29. s. M. mødtes Hansen i Assens med v. K., der
23. var blevet udnævnt til Overgeneral med Læssøe som Stabschef,
og man enedes nu endelig om en Felttogsplan i Hovedsagen omtrent
som v. K.s og Læssøes: Overføring af Hærens Hovedstyrke
fra Als til Sundeved, Indbrud nordfra med et mindre Korps og
en Demonstration fra Søsiden mod Eckernførde. 3. April angreb
Hæren med Held den i Sundeved staaende Modstander, men
Krigsministeren, der var forblevet i Sønderborg, kaldte v. K. til
sig samme Dags Aften og paalagde ham ikke at fortsætte ud over
de vundne Stillinger, da den tyske Rigshær var i Fremmarch.
Stillingen skulde forstærkes ved Forskansninger, v. K. og Læssøe
affattede næste Dag skriftlig Protest mod denne Indgriben i Dispositionerne:
Hvis Overkommandoen ikke fik frie Hænder, ønskede
den at fritages for Kommandoen; men da den første Opbrusen
havde sat sig, undlod v. K. at underskrive. 6. April indtraf Efterretning
om Ulykken ved Eckernførde, der gjorde et yderst nedslaaende
Indtryk paa alle; Krigsministeren befalede nu, at Hærens
Hovedstyrke skulde føres tilbage til Als og kun en mindre Styrke
forblive i Sundeved, v. K. protesterede straks; 7. April holdtes der
Krigsraad i Stenderup Kro, hvor et stort Flertal stemte for at fastholde
Stillingen, men forgæves; Krigsministeren, der støttedes af
den tilstedeværende Konge, fastholdt sin Ordre, og som de Meza
skrev i sin Dagbog: »Protest vilde anses (o: straffes) som Insubordination.«
Den herefter affattede skriftlige Protest mod Krigsministerens
Indgriben blev underskrevet af v. K. og indsendt; men
9. April beordrede Hansen en Omgruppering af Hæren: Hovedstyrken
til Fyn, Flankekorpset paa Als, Overkommandoen tilbage
til Fredericia. Et godt Samarbejde mellem Krigsministeren og
en Overkommando, hvor Læssøe var Stabschef, var udsigtsløst, og
da v. K. gjorde Læssøes Sag til sin, maatte de begge fjernes fra
Overkommandoen. Hertil benyttede Hansen Eckernførdeaffæren,
som han tilskrev Overkommandoens mangelfulde Anordninger —
en Opfattelse, som var ret udbredt i Kbh. og ivrigt støttedes af
Marinen. 12. April indstillede Krigsministeren, at v. K. og Læssøe
afgik fra Overkommandoen og afløstes af Biilow og Oberst Flensborg,
hvad Kongen approberede. I en mandig, værdig og ram-

v. Krogh, Christoph. 357
mende Indsigelse tog v. K. til Orde mod denne ufortjente Krænkelse,
takkede i en Proklamation Hæren, forlangte Overkommandoens
Forhold til Eckernførdesagen undersøgt og rejste til Kbh.
Den under Marineministeriet nedsatte Eckernførdekommission frikendte
ganske Overkommandoen.
Foraaret 1850 var Biilow og de Meza syge, og da Krigsminister
Hansen af Statsraadet hindredes i selv at tage Overkommandoen,
henvendte han sig til v. K, der efter nogen Betænkning gav Tilsagn,
hvormed Sagen var afgjort. Krigsministeren sammensatte
selv Staben, og 24. Maj udnævntes v. K. til Overgeneral over den
hele Hærmagt til Lands. 23. Juli, i Bilskov Kro, drøftede et talrigt
Krigsraad en af Souschefen, Kaptajn H. Kauffmann, udarbejdet
og af v. K. og Flensborg godkendt Slagplan for den næste Dag:
Efter et Par Mils Fremmarch Angreb paa den fjendtlige Opstilling.
Planen blev imidlertid forkastet af Krigsraadet og ændret
til Fremmarch 24., Angreb 25. Under den langvarige Kamp, hvis
meget vekslende Faser gentagne Gange stærkt rystede Stabschefen,
bevarede v. K. sin Ro, Overblikket over Kampens Gang, Afdelingernes
Frem- og Tilbagerykken; ved sin Holdning og Tiltale
virkede han beroligende, opmuntrende og opildnende paa Mandskab
som paa Førerne og opfyldte i rigt Maal de til ham stillede
Forventninger. Under den paafølgende langvarige Besættelse af
Dannevirkestillingen overlod han ganske sin Stab de daglige Forretninger,
indrettede sig hyggeligt og bekvemt, opfyldte sine repræsentative
Pligter og fordrev Tiden med Rambus og L'hombre.
Politiske Hensyn havde forhindret Udnyttelsen i Tide af Sejren
ved Isted, og senere lod v. K. sig kun i ringe Grad paavirke af
Raabene fra Kbh. om nye Angrebsforetagender. Aug. s. A. udnævntes
han til Generalløjtnant, senere fastsat at regnes fra Isteddagen.
Febr. n. A. blev han kommanderende General i Slesvig,
Okt. s. A. i Holsten og Lauenburg med Hovedkvarter i Kiel og
virkede i disse Stillinger med sin sædvanlige Klogskab, Takt og
Værdighed og erhvervede personlig almindelig Anerkendelse.
Under Ministerkrisen Dec. 1854, efter Kongens stærke Sammenstød
med Krigsminister Hansen, blev v. K. af Scheele telegrafisk
anmodet om at komme til Kbh. Det er muligt, at v. K. forud har
ladet Scheele forstaa, at han ikke var uvillig til at afløse Hansen.
Han er »vel ikke noget stort Hoved, men et godt Navn« noterer
A. F. Krieger i den Anledning. Det viste sig imidlertid straks, at
v. K, efter at have talt med Hansen, »gik lige over i Fjendernes
Lejr« (Krieger), og trods Scheeles og Kongens indtrængende Opfordringer
afslog han Krigsministerposten. Han skal samtidig have

358 v. Krogh, Christoph.
opfordret Kongen til under de forvirrede Forhold at abdicere.
Da han 1856 blev ramt af et Slaganfald, blev han foreløbig fritaget
for Kommandoen, og da Følgerne af Sygdommen kun i ringe
Grad hævedes, blev han n. A. stillet til Disposition og flyttede til
Kbh., hvor Kongen overlod ham Bolig i Frederik VI.s Palæ paa
Amalienborg. 1858 bevilgedes der ham ved Lov en Hædersgave
af Staten paa 15 000 Rdl. i Lighed med tidligere Biilows. Marts
1860, kort før sin Død, sattes han å la suite i Armeen med fuld Gage.
Kammerjunker 1809. Kammerherre 1826. — R. 1828. DM.
1840. K. 1845. S.K. 1850. — Maleri af H. A. G. Schiøtt 1860
(Lilliendal); Kopi i Familieeje. Maleri af O. Bache 1889 (Fr.borg),
udgivet i Træsnit af H. P. Hansen 1890. Gipsrelief af H.
V. Bissen paa Soklen til I stedløven (Afstøbning paa Fr.borg).
Tegninger af A. Fritz og af J. Sonne (Officersforeningen). Portrætteret
paa Litografiet fra Em. Bærentzen af den danske Armés
højstkommanderende 1850 efter Tegning af S. Schack. Litografi
1850 efter Tegning af J. M. Graack, Træsnit derefter 1860, moderniserede
med Hensyn til Dekorationer og omtegnede af C.
Bloch og H. Olrik. Medaille 1850 af Allen & Moore paa Bings
Foranstaltning. — Mindesmærke paa Lekkende 1900 med Bissens
Portrætrelief.
Den dansk-tydske Krig 1848—1850, udg. af Generalstaben, I—III, 1867—87.
N. P. Jensen: Oberst Frederik Læssøe, 1912. Historisk Tidsskr., 9. Rk., IV,
1925—26, S. 1—52. A. F. Kriegers Dagbøger, I, 1920; II, 1921; VI, 1925.
E. Bodenhoff: Kongesorger, 1913, S. 104—07 og passim. N. Neergaard: Under
Junigrundloven, I, 1892, S. 339—42 og passim. J. T. Ræder: Krigserindringer
fra 1848—50, 1911. K. C. Rockstroh: General de Mezas Krigsdagbøger
1849—51, 1928. 111. Tid. 22. April 1860. Tidsskr. for Krigsvæsen 1860, S.
194—204. Vort Forsvar 6. Juli 1890. Militært Tidsskr., XXIV, 1895, S.
30 —24. Rockstroh.
v. Krogh, Ferdinand Christian Herman, 1815—91, Genealog.
F. 19. Juli 1815 paa Favervraa i Tyrstrup, d. 19. Juni 1891 i
Minden, Hannover, begr. sst. Forældre: Ritmester, senere Amtmand
og Overstaller, Kammerherre Godske v. K. (s. d.) og Hustru.
Ugift.
v. K. blev Student fra Husum, immatrikuleredes 1833 i Kiel,
senere i Miinchen og tog 1841 slesvigsk juridisk Eksamen i Kiel.
1846 blev han Toldforvalter i Nordborg, 1851 Landfoged og Diggreve
i Stapelholm samt Præsident i Frederiksstad, men fordreves
og fik Afsked 1864 og fik ikke senere noget Embede. Allerede 1857
ønskede v. K. at komme ind i Politik, faldt dog 1863 ved Valg til
Rigsraadet og afslog Monrads Tilbud om Ministerportefeuillen for

360 v. Krogh, G. F.
tilbage, blev Generaladjudant og forrettede Tjeneste i et af de
norske Infanteriregimenter i Holsten. 1760 tilkøbte han sig for en
betydelig Pengesum et Infanteriregiment og sprang herved fra
Kaptajn til Oberst. Med et kombineret norsk Regiment deltog
han 1762 i det kortvarige Felttog i Mecklenburg. 1772 blev han
Generalmajor; n. A. blev han Underkommandant i Trondhjem
og kommanderende General over de fem Infanteriregimenter nordenfjelds.
1781 blev han Generalløjtnant og ved Forberedelserne
til Felttoget 1788 mod Sverige virkelig Kommandant i Trondhjem,
fik Kommandoen over et stærkt Reservekorps og udnævntes til
1. Deputeret i Norske Generalitetskollegium. 1793 blev han General
af Infanteriet. — Ved Krigsudbrudet 1807 foreslog Prins
Christian August forgæves v. K. til Præses i den norske Regeringskommission,
v. K. stod i en Række Aar i stadig og levende Brevveksling
med Frederik VI. som Kronprins og Konge om militære
og politiske Forhold. Under Krigen med Sverige 1808 var han
saa aflægs, at han næsten ikke mere forlod sin Stue, men han
opstillede et Korps til Dækning af Grænsen, som dog ikke blev
angrebet, og gjorde sit bedste for at samarbejde med Christian
August, der havde Overkommandoen søndenfjelds. Da de afgørende
Krigsbegivenheder med Sverige under Karl Johan ved
Slutningen af 1813 stod for Døren, tog v. K. sin Afsked. — v. K.
var en fint dannet, meget sprogkyndig Mand. 1805 udgav han en
Afhandling om Slaget ved Kolin 1757, og Afskrift af hans Felttogsjournal
dette Aar findes i det Deichmanske Bibliotek i Oslo. Hans
»Tanker i Anledning af Norges nuværende Stilling« blev trykt 1813.
— Hofjunker 1753. Kammerjunker 1757. Kammerherre 1768. —
Hv. R. 1774. Bl.'R. 1801. DM. 1808. — Klippet Silhouet (Fr.borg).
Maleri. Litografi af K. Muller (Stockholm) 1822.
Selvbiografi i Norsk milit. Tidsskr., 1882, 8. H. Meddelelser fra Krigsarkiverne,
udg. af Generalstaben, I, 1883; IV, 1890; VII, 1896. J. T. Ræder:
Danmarks Krigs- og politiske Historie 1807—1809, II, 1847. C. J. Anker:
Biogr. Data om norske Generalspersoner 1628—1885, 1885. Olaus Schmidt
i Norsk biografisk leksikon, VIII, .938, S. 36 ff. Rockstwh (S.A.Sørensen).
V. Krogh, Godske Hans Ernst, 1778—1852, Amtmand. F. 1. Jan.
1778 paa Gram, d. 3. Sept. 1852 i Haderslev, begr. i Aastrup.
Broder til Christoph v. K. (s. d.). Gift 5. Okt. 1810 i Karby ved
Eckernførde med Agnes Cecilie Wilhelmine v. Warnstedt, f. 15.
Aug. 1788 paa Løjtmark, d. 12. Febr. 1829 paa Husum Slot, D. af
Jægermester, senere Gehejmekonferensraad Frederik Carl v. W.
til Løjtmark og Espenæs (s. d.) og Hustru.

v. Krogh, Godske. 36l
v. K. kom 1791 paa Kadetakademiet i Kbh. og blev Kornet ved
holstenske Rytterregiment. 1796 blev han kgl. Page med Fændriks
Anciennitet, 1799 fik han Sekondløjtnants Karakter, og 1803 blev
han virkelig Sekondløjtnant. Som Premierløjtnant blev han 1804
forsat til slesvigske Landeværn og kom 1808 med Ritmesters Karakter
til den ridende Afdeling af jyske Jægerkorps, men maatte 1809
forlade Militærtjenesten paa Grund af svag Hørelse. — 1811—15
gjorde v. K. Tjeneste som 2. Ordonnatør for den danske Armé
og var som saadan Medlem af den Kommission, der efter Krigen
1814 skulde tage Hertugdømmerne i Besiddelse. 1816 udnævntes
han til Overvejinspektør for Slesvig, og 1826 blev han Amtmand
over Husum, Svabsted og Bredsted Amter samt Overstaller i Eidersted
og Overdiggreve, og han beklædte disse Poster til kort efter
Rejsningen 1848. v. K., der stod i særlig Gunst hos Christian VIII.,
tog ikke Del i det politiske Liv ud over, at han 1832 var en af de
»erfarne Mænd«, der skulde overveje Forfatningssagen. En Aarrække
ejede han Gaardene Tapsore og Barsbøl, og 1824 overtog
han Administrationen af Gram og Nybøl. — Kammerjunker 1803.
Kammerherre 1826. — R. 1814. DM. 1815. K. 1840. S.K. 1842.
— Miniature i Familieeje i Liibeck.
Krogh, Hendrik, se Krock.
H. R. HiorlLorenzen (SvendLarsen*).
Krogh, Birte Marie, f. 1874, Fysiolog og Læge. F. 25. Dec. 1874
paa Vosegaard, Husby Sogn, Odense Amt. Forældre: Gaardejer
Anders Jørgensen (1830—95) og Ane Christensen (1837—1920).
Gift 24. Marts 1905 i Kbh. (b. v.) med Dr. phil., senere Professor
August K. (s. d.).
M. K. blev Student 1901 fra N. Zahles Skole og tog medicinsk
Embedseksamen 1907, gennemgik i de følgende to Aar Kandidatuddannelse
paa flere københavnske Hospitaler og var klinisk Assistent
paa Rigshospitalet (Chr. Grams Afd.) 1914—15. Allerede
som Student blev hun gift med Fysiologen Aug. K. og deltog i
en Del af sin Mands videnskabelige Arbejde, bl. a. i en Ekspedition
til Grønland 1908, som havde til Formaal at undersøge Eskimoernes
Ernæringsmaade og Stofskifte. Desuden offentliggjorde hun
flere selvstændige Arbejder og blev Dr. med. 1914 paa et dygtigt
respirationsfysiologisk Arbejde (»Luftdiffusionen gennem Menneskets
Lunger«). I de følgende Aar offentliggjorde M. K. Afhandlinger
om forskellige fysiologiske og farmakologiske Emner (bl. a.
om Hæmoglobinbestemmelse og en Række Arbejder over biologisk
Styrkebcstemmelse af Digitalis). 1922 konstruerede Aug. K. et let

Krogh, Torben. 363
ters ligeledes i Udlandet erhvervede Doktorgrad som ækvivalerende
dansk Doktorgrad. K., hvis Interesse stedse har kredset
om Operaen og i Tilknytning dertil om Teaterkunsten som kulturhistorisk
Faktor, virkede indtil 1929 som Operainstruktør ved Det
kgl. Teater. Sin Gerning der har han fortsat som Lærer ved Elevskolen
og som Redaktør af Teatrets officielle Program (fra 1930). K.s
videnskabelige Produktion er allerede meget omfattende. Medens
hans musikhistoriske Studier stort set alle bevæger sig om Operaen, til
hvis kulturelle Historie han besidder et indgaaende Kendskab, er
hans teaterhistoriske Arbejder af mere universel Art. Paa en
lykkelig Maade har hans Sans for, hvor det har været frugtbart at
sætte ind med Undersøgelser, parret med en levende videnskabelig
Fantasi tilsammen været Basis for et betydningsfuldt Forfatterskab.
Musikhistoriske Emner behandler »Det tyske Operaselskabs Besøg
i København under Frederik IV« (Aarbog for Musik 1924), »Reinhard
Keiser in Kopenhagen« (Johs. Wolf-Festschrift 1929), »Ældre
dansk Teatermusik« (Musikhistorisk Arkiv, I, 1931), »Ariearterne
i det 18. Aarhundrede« (Aarbog for Musik 1923) m. fl. I sine
Skrifter vedrørende Teaterhistorien er det lykkedes K. at afvinde
Regieprotokoller og Teaterregnskaber saa meget upaaagtet Stof,
at der paa afgørende Punkter er kastet nyt Lys over Grene af dansk
Teaters Historie. Rækken af disse Arbejder indledes med »Det
kgl. Teaters ældste Regiejournal« (1927) og er blevet fortsat støt
gennem Aarene; mest fremtrædende er »Studier over de sceniske
Opførelser af Holbergs Komedier i de første Aar paa den genoprettede
danske Skueplads« (1929) og »Studier over Harlekinaden
paa den danske Skueplads« (1931). 1930 udgav K. »Jacobo Fabris'
Instruction in der theatralischen Architectur und Mechanique«,
og med »Danske Teaterbilleder fra det 18. Aarhundrede« (1932), K.s
betydningsfuldeste Arbejde, har han været Foregangsmand for
udenlandske Teaterhistorikere. »Forudsætninger for den Casortiske
Pantomime« (1936) giver støttet paa stor Fortrolighed med Pantomimens
europæiske Historie en stofrig Undersøgelse over et meget
specielt, men netop for os Danske højst interessant Emne. Hertil
kommer talrige Tidsskriftartikler (især i Tilskueren) og Aviskronikker,
hvorimellem der findes mange originale Bidrag til dansk
Musik- og Teaterhistorie.
Musik, VIII, 1924, S. 48 ff. Nationaltidende 11. Febr. s. A.
Nils Sr.hiørring.
Krognos, skaansk Uradelslægt, der var ret fremtrædende i 14.
Aarhundrede. Til Slægten hører formentlig Niels Holgersen (nævnt

364 Krognos.
1302 og 20), der medbeseglede Kong Christoffers Haandfæstning,
men den sikre Stamrække begynder først med Stig Pedersen (K.)
(d. 1373) til Togæthorp, hvis Broder Provst i Lund Holger Pedersen
(K.) (d. efter 1346) 1330 forseglede med K.-Vaabenet; en tredie
Broder var formentlig Ridderen Gregers Pedersen (K.) (nævnt
1355) til Vidskøfle, hvis Søn var Ridderen Holger Gregersen (K.)
(d. efter 1381) til Heireholm og Vidskøfle. Ridderen Stig Pedersen
(K.)'s Søn Ridderen Oluf Stigsen (K.) (d. ca. 1423—26), med Tilnavnet
den Rige, var Farfader til nedenn. Rigsraad Hr. Oluf
Stigsen (K.) til Krapperup og Bollerup (d. ca. 1505), hvis Søstre
var Magdalene K. (d. 1465), gift med Rigsraaden Hr. Bent Bille
(ca. 1440—94, s. d.), og Ellen K., der ægtede Rigsraaden Steen
Basse Bille (ca. 1446—ca. 1520, s. d.). Oluf Stigsen var Fader til
Magdalene K. (d. 1510), gift med Rigsraaden Tyge Brahe (d. 1523,
s. d.), til Anne K. (d. efter 1571) til Krapperup, der var gift med
Rigsraaden Claus Podebusk (d. 1540) til Kørup, og til Pernille
K. (d. 1533) til Bregentved og Markie, der ægtede Rigsraaden
Anders Bille (1477—1555, s. d.), samt til nedenn. Ridder Mourits
Olufsen (K.) (d. 1550) til Krapperup, Bollerup og Bregentved,
med hvis nedenn. Søn, Rigsraaden Oluf Mouritsen (K.) (1535—73)
til Bollerup, Bregentved, Clausholm og Lerbæk, Slægten uddøde
i Mandslinien. — K.-Navnet tillægges Slægten — der ikke selv
førte det — af Slægtebøgerne, som undertiden ogsaa kalder den
Stigsen. Vaabenet skal ogsaa være ført af en skaansk Slægt af
Navnet Ged.
Danmarks Adels Aarbog, X, 1893, S. 270—76; XIV, 1897, S. 502; XVIII,
1901, S. 554 f.; XXIII, 1906, S. 492; XLVIII, 1931, S. 158.
Albert Fabritius.
Krognos, Mourits Olufsen, Lensmand, d. 1550. D. 24. Nov. 1550
paa Skjoldenæs, begr. i Ringsted K. Forældre: Oluf Stigscn K.
(s. d.) og Hustru. Gift senest 1534 med Elline Gjøe (s. d.).
M. O. K. kom ikke til at indtage nogen fremskudt Plads i det
offentlige Liv, skønt han tilhørte en anset og godsrig Slægt. Det
forklares maaske delvis ved hans Faders nære Forbindelse med
Fætteren Povl Laxmand, og at hans Stiffader var den konservative
Predbjørn Podebusk. 1525 træffer vi første Gang M. O. K.
offentlig nævnt, idet han var til Stede i Lejren for Landskrona,
da Forliget med Søren Norby sluttedes. Han var da Hofsinde.
Han fik s. A. tilskødet to af Niels Brahes forbrudte Gaarde. N. A.
forlenedes han med Lykaa (fra 1532 for Livstid mod Pant), men
maatte 1540 ombytte det med Skjoldenæs paa Sjælland. I Øje-

366 Krognos, Oluf Mouritsen.
da han beslutter sig til helt at forlade den (Jan. 1562). I Forbindelse
med en tydelig Uvillie mod Kongen mærker man den rige
Adelsmands stolte Uafhængighedsfølelse, hans Glæde over at eje
Midler nok til at være sin »egen Fyrste«. Om Aarsagen til Fjendskabet
over for Kongen tales der kun i dunkle Ord. Betegnende
nok er Fru Ellines Breve et af de faa Steder, hvor Adelens Vrede
over den monarkiske Lensreform 1562 kommer til Udtryk. 1564
—66 deltog O. M. K. i Syvaarskrigen. Efter Moderens Død (1563)
møder vi i Breve til hans Slægtninge, af hvilke han stod Mosteren
Birgitte Gjøe særlig nær, paa den ene Side en heftig Uvillie mod
Kongen, der havde Ansvaret for den langvarige Krig med dens
store Pengeofre og Gang paa Gang stillede Krav om Fremmøde
paa Herredage o. 1., saa at han derover kom til at forsømme Driften
af sine Godser, paa den anden Side en ærlig Begejstring over enhver
dygtig krigerisk Indsats, særlig Daniel Rantzaus Tog til Ostergotland
1567—68, og en varm Kærlighed til hans Fædrenerige;
denne Følelse river ham i den Grad med, at han i Febr. 1568
kunde tænke sig paa ny at drage i Felten og »vare paa Øversten«
(Daniel Rantzau) og blive »en Ridder som Sankt Jørgen«, ogsaa
i det Haab at »faa« en af de svenske Herrer »ved Hovedet« for af
ham at faa Vederlag for alt det, Krigen havde kostet ham. Under
Fredsforhandlingerne i Stettin var O. M. K. Marskal for Hofsinderne.
1571 blev han Lensmand paa Helsingborg — ejendommeligt
nok hans første Forlening af Betydning —, men følte sig
snart besværet af Arbejdet. Juni 1572 blev han Rigsraad. Forfremmelserne
synes ikke at have mildnet hans Følelser over for
Kongen. Umiddelbart efter Udnævnelsen til Lensmand var han
højlig forbitret over, at Kongen havde frataget Birgitte Gjøe hendes
Forlening Ring Kloster, som hun brugte som Enkesæde. 1571 blev
han efter Mosterens Ønske Forstander for Herlufsholm, som han
maatte forsvare mod godsgridske Slægtninge af Stifterinden. Efter
Kongens Bryllup med Sophie af Mecklenburg 1572 besluttede O.
M. K. sig — tilskyndet af Birgitte Gjøe og Rigsraad Jørgen Rosenkrantz,
der begge atter var under stærkt Pres fra Kongens Søster
Kurfyrstinde Anna af Sachsen — efter nogen Tøven til at ægte
Anne Hardenberg. Efter et halvt Aars Ægteskab døde han af en
smitsom Sygdom. Han var en vennesæl Mand, meget afholdt
inden for sin store Familie- og Vennekreds. Han elskede et lystigt
Lag og var i hvert Fald i de unge Aar tilbøjelig til at kigge for
dybt i Glasset. Han var noget af en Grandseigneur, ogsaa i den
Forstand, at han betænkte fattige og syge; i sit Testamente bestemte
han, at der skulde oprettes Hospitaler ved hans Sædegaarde Bolle-

Krognos, Oluf Mouritsen. 367
rup, Bregentved og Clausholm, et Ønske, som Arvingerne næppe
har respekteret. Hans Enke rejste ham et pragtfuldt Gravmæle i
Ringsted Kirke. — Maleri 1561 paa Fr.borg. Gentagelse 1577
af A. Samfleth sst. Epitafium og Ligsten med Portrætfremstilling
i Ringsted K.; Detailleafstøbning paa Fr.borg.
C. F. Bricka: Frederik II.s Ungdomskjærlighed, 1873. G. L. Wad: Breve
til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, I—II, 1893. Gustav Bang: Breve til
og fra Kristoffer Gøje og Birgitte Bølle, 1898—99. Chr. H. Brasch: Gamle
Eiere af Bregentved, ,873. Pmd Q^
Krognos, Oluf Stigsen, d. ca. 1505, Rigsraad. Forældre: Stig
Olufsen K. til Krapperup og Bollerup (d. ca. 1460) og Barbara
Brahe. Gift 1° med Gertrud Knudsdatter Has, d. senest 1488,
D. af Knud Truidsen H. til Østofte (gift 1 ° med Maren Thott,
3 0 med Margrete Vernersdatter (Parsberg), d. tidligst 1501) og
Ingeborg Andersdatter (Hak) (d. tidligst 1501). 2° med Anne
Mouritsdatter Gyldenstierne til Aagaard og Bregentved, d. 1545
paa Skjoldenæs (gift 2° senest 1513 med Rigsraad Predbjørn
Podebusk til Vosborg, s. d.), D. af Mourits Nielsen G. (s. d.)
og Hustru.
O. S. K. forekommer fra 1469, var 1483 Ridder og 1492 Rigsraad.
Han nævnes 1486—1501 som Lensmand paa Varberg og
var 1505 Høvedsmand paa Laholm. Han blev dels ved Arv fra
Forældrene og dels gennem sine rige Giftermaal en af Skaanes
største Herremænd. Han var en godskær Mand, der jævnlig laa
i Proces, og naturligt nok fik den bondefødte Ærkebiskop Birger
Gunnersen i ham en af sine krasseste Modstandere, da han efter
sin Tiltrædelse 1497 søgte at geninddrage alt det Gods, som hans
adelige Forgænger havde bortforlenet eller pantsat til sine Standsfæller,
under Ærkestolen. I denne Strid nær knyttet til sin Fætter,
Rigshofmester Povl Laxmand (s. d.), og den voldsomme Rigsraad
Niels Hak (s. d.) synes O. S. K. ogsaa at have været fælles med dem
om en kritisk Indstilling over for Kong Hans. Umiddelbart efter
Ditmarskertoget (1500) skal Rigshofmesteren over for de to andre
have udtalt sig skarpt om Kongens Politik, og n. A. angav Ærkebispen
O. S. K. for landsforræderske Forbindelser med den oprørske
svenske Adel under Ditmarskerkrigen, en Beskyldning, som
han maatte fri sig fra ved tre Tylvters Ed paa Raadhuset i Kbh.
1501. Da Kongen efter Mordet paa Rigshofmesteren 1502 rejste
Højforræderisag mod den afdøde, vovede O. S. K. ikke at paatage
sig Forsvaret for hans Gerninger. Han var dog ikke mere ydmyget,
end at han snart efter (vistnok 1503) med pralende Prunk fejrede

368 Krognos, Oluf Stigsen.
sin Datter af første Ægteskab Magdalenes Bryllup med Tyge Brahe
til Tostrup (s. d.).
Chr. H. Brasch: Gamle Eiere af Bregentved, 1873, S. 41 ff. A. Thiset:
Danske adelige Brevkister, 1897, S. 166 ff. Danmarks Riges Historie, III a.,
tSoa-taos, S. 75 f., 85. Poul Colding.
Krohn. Navnet paa flere holstenske Slægter, af hvilke her skal
nævnes en fra Brygger i Lunden Hans K. stammende Familie.
Hans Søn, Sognepræst i Koldenbuttel Conrad K. (1680—1751),
var Fader til Generalauditør Ludolph Johann K. (1736—1825),
der var kendt for sin Manuduktionsvirksomhed til Auditøreksamen;
hans Søn Major i Artilleriet Johan Jacob K. (1778—1842) var Fader
til nedenn. Billedhugger og Medaillør Frederik (Frits) Christopher
K. (1806—83), hvis Sønner var Lægerne Mario K. (1846—72)
og Dr. med. Herman Freund K. (1843—77) samt de nedenn.
Museumsdirektør Pietro Købke K. (1840—1905) — Fader til
nedenn. Kunsthistoriker Mario K. (1881—1922) — og Skolemanden
Johan Jacob K. (1841—1925). — En slesvigsk Landmandsslægt
føres tilbage til Claus K. i Tved, hvis Søn Johann Friedrich
K. (d. 1800) i Tolk i Angel var Oldefader til nedenn. Oversergent
Viggo Henrik Victor K. (f. 1859). — Nedenn. Officer August
Friedrich Nicolaus K. (1782—1856), der var Søn af en Advokat i
Neustadt, senere Notarius i Liibeck, var Stamfader til en 1871
og 1891 i den preussiske Adelstand optagen Slægt.
H. Vilh. Købke: Stamtavle over Bagermester Peter Berendt Købkes og Hustru
Cæcilie Margrethe, f. Petersens Efterkommere, 1888. — Slægtstavlesamlingen,
1931, S. 106. — Goth. Briefadeliges Taschenbuch, 1907. ,,, 1 17 U V
Krohn, August Friedrich Nicolaus, 1782—1856, Officer. F. 23.
Febr. 1782 i Neustadt, Holsten, d. 12. Juni 1856 i Ballenstedt,
Anhalt, begr. sst. Forældre: Advokat i Neustadt, senere Notarius i
Liibeck Friedrich Christian K. (1754—1802, gift 2° med Anna
Isabella Schonemann) og Christina Friederike Triihl (d. 1784).
Gift 4. Jan. 1810 i Rendsborg med Charlotte Margaretha Catharina
Thomsen, f. 16. Marts 1789 paa Grambow, Mecklenburg,
d. 30. Maj 1885 i Elmshorn, D. af Godsejer Hans Friederich T.
og Charlotte Christina Louise Callisen.
K. blev 1795 indskrevet som menig i et holstensk Infanteriregiment,
blev Frikorporal og udnævntes 1801, som Elev i Frikorporalskolen
i Rendsborg, til Fændrik å la suite, blev n. A.
virkelig Fændrik, 1803 Sekondløjtnant. Han var særdeles vel
begavet, og allerede 1804 blev han Hjælpelærer, n. A. fast Lærer

Krohn, August. 369
i Matematik m. m. ved nævnte Skole. 1807 blev han Premierløjtnant,
og som Regimentsadjudant udmærkede han sig i høj
Grad paa Toget mod og Stormen paa Stralsund 1809. 1811 blev
han Stabskaptajn, og som Adjudant hos Prins Frederik af Hessen
deltog han i Felttoget 1813, udmærkede sig ved alle Lejligheder
ved Pligttroskab, Omsigt og Energi og øvede i vigtige Momenter
Indflydelse, der skaffede ham almindelig Anerkendelse i Korpset,
ikke mindst hos Prinsen personlig. 1814 blev han virkelig Kaptajn,
og efter at have været ansat i Staben ved Besættelseskorpset
i Frankrig sattes han å la suite og kom herefter ikke mere til praktisk
Tjeneste, men ansattes som Adjudant — først hos Prins Frederik
af Hessen, fra 1825 hos dennes Fader, Generalfeltmarskallen. 1825
fik han Majors Karakter uden, 1829 med Anciennitet, 1832 Oberstløjtnants
Karakter uden, 1840 med Anciennitet, og endelig fik
han 1842 Obersts Karakter. — Marts 1848 stod K. stadig å la
suite i Hæren og var — siden 1836 — Hofchef hos Enkehertuginde
Louise, Christian IX.s Moder, paa Gliicksborg Slot; men ved den
fuldstændige Mangel paa nogenlunde egnede ældre Officerer i den
slesvigholstenske Hær overtog han 26. Marts Stillingen som Brigadechef
for de faa straks disponible Tropper, udnævntes til Generalmajor
og rykkede efter den provisoriske Regerings Ordre frem og
besatte Flensborg. Under højst ugunstige Vilkaar og meget mod
sin Villie nødtes han til 9. April i den fremskudte Stilling ved Bov
at tage Stødet og kastedes tilbage med betydelige Tab. Dette
fremkaldte en saa stærk Misstemning mod K. og Prinsen af Nør,
den egentlige højstkommanderende, at K. nedlagde sin Kommando
og overtog Krigsministerposten, senere Posten som Chef for Krigsdepartementet
og Medlem af Statholderskabet. 1852 udelukkedes
han fra Amnesti og slettedes af Fortegnelsen over Riddere. Han
har bl. a. skrevet »Grundziige der Kriegskunst unserer Zeit«, I—II,
1824—27. — R. 1809. DM. 1825. K - l8 39- — Litografi af F. A.
Hornemann 1851.
Den dansk-tydske Krig 1848—50, udg. af Generalstaben, I, 1—2, 1867—68;
III, 1, 1880. F. L. Bardenfleth: Stormen paa Stralsund 1809, 1846. Meddelelser
fra Krigsarkiverne, udg. af Generalstaben, VII—IX, 1896—1902.
Die vormarzlichen schleswig-holsteinischen Officiere den 24. Mårz 1848, 1885.
Prinz Friedrich von Schleswig-Holstein-Noer: Aufzeichnungen 1848—50, 1861,
S. 81 f., 119—28 og passim. Goth. Geneal. Taschenbuch der briefadeligen
Hauser, I9o7, S. 440. Rockstroh.
Krohn, Cæsius Christian Ludolf, f. 1890, Tandlæge. F. 12. Febr.
1890 i Randers. Forældre: Hospitalsforvalter i Oringe Ludolph
Frederik Hector K. (1850—1915, gift 2° 1899 med Christiane
Dansk biograHsk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 24

370 Krohn, Cæsius.
Emilie Liitzhøft, 1867—1900) og Magdalene Elisabeth (Elise)
Liitzhøft (1856—98). Gift 8. Sept. 1916 i Altona med Tandlæge
Ingrid Schiøttz-Christensen, f. 29. Aug. 1894 i Lemvig, D. af
Herredsfuldmægtig, senere Kancelliraad Hans Frederik Vilhelm
S.-C. (1861—1930) og Charlotte Lassen (f. 1868).
K. tog Tandlægeeksamen 1915, havde Studieophold i Tyskland
1915—17 og praktiserede 1918—37 i Kbh. Han er Tandlæge
for Samfundet og Hjemmet for Vanføre fra 1918 og blev 1934
Chef for Kbh.s kommunale Skoletandpleje. Han har beklædt
mange Tillidshverv inden for sin Stand, var saaledes Medlem af
Kbh.s Tandlægeforenings Bestyrelse 1924—34, de sidste tre Aar
som Formand, er Medlem af og Næstformand i Dansk Tandlægeforenings
Bestyrelse fra 1929 og Formand for Dansk Forening
for Børnetandpleje fra 1937. Af hans Artikler i Fagtidsskrifter
skal nævnes »Behandling af Fractura colli mandibulae, særlig hos
Børn, og Resultaterne af nogle Tilfælde« (Tandlægebladet, XXXVI,
1932, S. 743—60).
H. H. Liitzhøft: Slægten Liitzhøft, 1936, S. 84. Hedvig Stromgren.
Krohn, Frederik (Frits) Christopher, 1806—83, Billedhugger,
Medaillør. F. 4. Aug. 1806 paa Møllergaard ved Sorø, d. 13.
Sept. 1883 i Kbh. (Trin.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Artillerimajor
Johan Jakob K. (1778—1842) og Maren Rasmussen, adopt.
Nielsen (1769—1855). Gift i° 3. Maj 1835 i Kbh - (Trin.) med
Sophie Susanne Dorothea Købke, f. 3. Maj 1807 i Kbh. (Trin.),
d. 15. Juli 1853 sst. (Trin.), D. af Bagermester Peter Berendt K.
(1771—1843) °S Cecilia Margrete Petersen (1779—1867). 2°
31. Juli 1855 i Vester Aaby med Emilie Købke, f. 17. Juli 1812
i Kbh. (Frue), d. 31. Jan. 1880 sst. (Holmens), D. af Postmester,
Kancelliraad Caspar Berendt K. (1765—1826) og Juliane
Dorothea Ratz (1777—1860).
K. kom 1823 til Kbh. for at uddanne sig til Billedhugger ved
Akademiet, hvor han 1825 fik den mindre og n. A. den større
Sølvmedaille samt en Pengepræmie. Paa Opfordring af Præses,
Prins Christian Frederik, lagde han sig efter Medaillørkunsten og
fik heri Vejledning af H. E. Freund. 1833 fik han antaget Skitsen
til en Medaille over Wessel; paa de udførte Stempler vandt han
1835 den store Guldmedaille og fik derefter Rejseunderstøttelse for
halvtredie (forlænget til halvfjerde) Aar. Forinden havde han
udført forskellige Billedhuggerarbejder, saaledes til Kongens Trappe
paa Christiansborg, og en Række Buster af kendte Mænd, deriblandt
af sin Velynder, Prins Christian Frederik. Ligeledes havde

Krohn, F. 371
han skaaret Medailler til Frederik VI.s 50 Aars Regeringsjubilæum
og i Anledning af Negrenes Frigørelse 1834. Efter sit Bryllup rejste
han i Maj 1835 udenlands, først til Berlin, hvor han grundigt satte
sig ind i Møntningsteknikken, derfra over Dresden og Wien til
Miinchen, hvor hans Hustru mødte ham, og videre til Rom. Han
levede et lykkeligt Kunstnerliv i Italien og hjemsendte herfra
Stemplerne til Medailler til Industriudstillingen og til Reformationsfesten
1836. 1839 rejste han hjem over Milano, Paris og
London og blev fra Nytaar 1841 ansat som Medaillør ved Møntværkstederne
i Kbh. og Altona. For Mønten i Altona virkede han
kun til 1852; fra Mønten i Kbh. tog han sin Afsked 1873. Foruden
Stemplerne til de fleste af Datidens Mønter skar han Stempler til
adskillige Medailler, hvoraf kan nævnes Medaillerne i Anledning
af Christian VIII.s Tronbestigelse, Kongeparrets Sølvbryllup 1840
(Bagsiden), Kronprinsparrets Bryllup 1841 (Bagsiden), Christian
VIII.s Død 1848 og de officielle Belønningsmedailler fra Frederik
VII. K. var en ivrig Samler, navnlig af Kobberstik og Raderinger;
hans Søn Pietro K. udgav 1889 hans »Samlinger til en beskrivende
Fortegnelse over danske Kobberstik, Raderinger, Illustrationer
m. m.«. — Tit. Professor 1869. — R. 1873. — Maleri af C.
Købke 1835 (Kunstindustrimuseet). Malerier i Maskeradedragt
af samme 1839 og af Constantin Hansen. Raderinger af Constantin
Hansen 1835 og Pietro Krohn 1865.
Berl. Tid. 14. Sept. 1883. Ph. Weilbach (Georg Galster*).
Krohn, Johan Jacob, 1841—1925, Skolemand, Forfatter. F. 9.
Aug. 1841 i Kbh. (Garn.), d. 6. Jan. 1925 sst., begr. sst. (Ass.).
Forældre: Billedhugger F. K. (s. d.) og 1. Hustru. Gift 3. Nov.
1879 i Odense med Cecilie Margrethe Petersen, f. 4. Dec. 1851 i
Odense, d. 15. Dec. 1895 i Kbh., D. af Købmand, senere Etatsraad
Wilhelm P. (s. d.) og Hustru.
K. blev 1860 Student fra Metropolitanskolen og 1867 cand.
theol. Han var derefter 1868—73 Huslærer paa Bregentved og
1877—80 Forstander for Det kgl. Teaters Læseskole for Balleteleverne.
Han opgav denne Stilling for at overtage Bestyrelsen af
Krebs' (s. d.) Forberedelsesskole, som han ledede i 34 Aar til 1914.
K. var velegnet til at være Lærer for Smaabørn. Han havde i sit
Sind den Barnlighed, som en Pædagog helst maa have for at komme
i Kontakt med de smaa. Han færdedes Dagen lang paa Skolen,
hvor alt var præget af Skønhed og Orden; hver Ting, hvert Billede
havde sin bestemte Plads. Han var i øvrigt den første Skolemand,
som smykkede Klasseværelserne med Billeder. Som han holdt
24*

372 Krohn, J.
Skolens Materiel i Orden, saaledes krævede han Pligt og Orden
af sine Elever. Han forlangte, at Lektierne nøje skulde læres; han
vilde lede Børnene og, om det var nødvendigt, tvinge dem til at
blive gode og nyttige Borgere. Det hændte, at en egenartet Drengenatur
følte sig krænket af K.s Fordringer, f. Eks. til pinlig Orden i
Smaating; men det var Undtagelser. De mange »Krebsedrenge«,
som gennem en Menneskealder har været under hans Vejledning,
husker vel Mangler ved hans Metoder, men mindes ogsaa med
taknemmelig Beundring den brændende Iver, hvormed han gik
op i sit Kald. — K. udgav 1866 anonymt »Peters Jul«, hvis simple
og naturlige Vers Generationer af Børn har lært udenad, og som
stadig udkommer med Tegninger af hans Broder Pietro K. I
Begyndelsen af 70'erne hk han et Par smaa dramatiske Arbejder
opført paa Det kgl. Teater og udgav under Mærket »Klok« »Fortællinger
og Skizzer« (1871). Med Overtagelsen af Forstanderstillingen
opgav han vel ikke sit Forfatterskab, men indskrænkede
sig til at skrive for Børn. Han har saaledes skrevet »Spolerius«
(1884), »Vor Ven Stæren« (1891) og »Fortællinger for Børn« (1894).
Hans Fortællinger for Børn, 1.—6. Samling, udkom i 4. Oplag 1935.
K. var Redaktør af »Børnenes Juleroser« 1884—1906. — R. 1911.
— Maleri af Frants Henningsen 1872 paa Skolen. Maleri som
Barn af C. Købke. Tegning af Pietro Krohn ca. 1860.
Erindringer i Aarsskrift for Metropolitanersamfundet, XII, 1919, S. 20—25.
Meddelelse om Krebs's Skole for Skoleaaret 1924—25. Højskolebladet 12.
Aug. 1921. C. A. S. Dalberg og P. M. Plum: Metropolitanskolen gennem 700
Aar, ,916, Tillæg, S. 208. Politiken S.Jan. ,925. Chr.Buur (S.Bauditl).
Krohn, Mario, 1881—1922, Kunsthistoriker. F. 18. Dec. 1881
i Kbh. (Slotsk.), d. 9. Jan. 1922 i Hornbæk, Urne paa Vestre
Kgd. Forældre: Museumsdirektør Pietro K. (s. d.) og Hustru.
Gift 23. Aug. 1911 i Kbh. (Helligg.) med Asta Heymann, f. 6.
Juli 1872 i Kbh. (Mos.) (gift i° 1898 med Zoologen R. S. Bergh,
s. d.), D. af Grosserer Philip W. H. (s. d.) og Hustru.
Efter Artium 1899 fra Metropolitanskolen studerede K. ved Universitetet
i nogle Aar, men tog ingen afsluttende Eksamen. 1905 blev
han knyttet til Kunstindustrimuseet som Assistent, fra 1907 ved Biblioteket
og Billedsamlingen, hvilken Stilling han opgav 1911. 1912
-15 var han Assistent ved Statens Museum for Kunst, 1916 blev han
Direktør for Thorvaldsens Museum, men tog sin Afsked herfra
allerede 1921 paa Grund af Sygdom. K. var en dygtig Museumsmand,
initiativrig, kundskabsrig og i Besiddelse af en overordentlig,
næsten febrilsk Arbejdsevne, indtil Sygdommen fik Magt over ham.

Krohn, Mario. 373
Han gavnede ikke blot de Museer, ved hvilke han virkede, men
arbej'dedc ogsaa med sjælden Maalbevidsthed for at systematisere
det kunsthistoriske Studieapparat i Kbh. og derved skaffe en
metodisk Kunstforskning bedre Vilkaar her hjemme. Han grundlagde
saaledes 1909 en Seddelregistrant (anbragt i Kunstakademiets
Bibliotek) over den historiske Litteratur vedrørende Udlandets
Kunst, der findes i samtlige københavnske Biblioteker, og
han planlagde og organiserede den 1918 oprettede store og værdifulde
kunsthistoriske Fotografisamling paa Charlottenborg, der dog
kun omfatter Billedkunst, ikke Arkitektur. — Som kunstvidenskabelig
Forsker var K. rigt udrustet, havde et sikkert Blik, en
skarp Hukommelse, en højt udviklet Kvalitetssans og besad en
vid litterær Kultur. Den stringent gennemførte stilhistoriske Undersøgelse
og Bestemmelse af et Kunstværk er det centrale i hans
Forskning, der i en eminent Grad er positivt anlagt. For rent
æstetiske Værdsættelser og teoretiske Overvejelser havde han kun
ringe Smag, og han savnede i øvrigt ogsaa i nogen Grad Sans for
det historiske Milieus Betydning, for Atmosfære og Fortoning —
han var overhovedet mere Analytiker end Syntetiker. Men hans
sunde og skarpe Objektivisme i Undersøgelsen af kunsthistoriske
Problemer, hans strengt faglige Demonstrationer, der (efter Morellis
Eksempel) belyser hver Detaille, betød en tiltrængt Fornyelse af
dansk Kunstforsknings Metodik (hvad Studiet af nyere Billedkunst
angaar) og blev paa sin Vis banebrydende. Hovedværket i saa
Henseende er »Italienske Billeder i Danmark« (1910), et overlegent
Arbejde, hvis Resultater for en stor Del staar urokkede. Fra sin
Slægt havde K. arvet en levende Kærlighed til vor »Guldalder«s
Billedkunst; han udgav 1905 en Fortegnelse over M. Rørbyes
Arbejder og 1915 en fuldstændig, rigt illustreret Katalog over
C. Købkes Malerier. Til Thorvaldsen-Forskningen har han bidraget
med et Par Afhandlinger (i Kunstmuseets Aarsskrift, II og III).
I sine sidste Aar gennemførte K. under store ydre Vanskeligheder
en systematisk, vidtspændende Undersøgelse af et betydningsfuldt,
men hidtil overset Kapitel i vor Kunsthistorie, »Frankrigs og Danmarks
kunstneriske Forbindelse i det 18. Aarhundrede«. Et Værk
med denne Titel forelaa afsluttet i Manuskript ved hans Død og
blev udgivet 1922 i to Bind, af hvilke det ene er en omfattende
Aktstykkesamling. Dette K.s sidste Værk kan i Ordets fuldeste
Forstand kaldes grundlæggende; kun faa andre kunsthistoriske
Arbejder her hjemme har haft en saa afgørende Betydning for
Kendskabet til en bestemt Epokes Kunstforhold. Ogsaa som Bidrag
til den rige franske Kunsthistorie indtager K.s Bog en smuk Plads.

374
Krohn, Mario.
— I sit sidste Leveaar udarbej'dede K. et lille Skrift om vore
Museumsforhold med en Række Forslag til delvis meget radikale
Omlægninger og Nydannelser af Samlinger. Disse Betragtninger,
der vidner om K.s Vidsyn og Ildhu, udkom efter hans Død i et
begrænset Oplag som Privattryk og udsendtes 1924 i Boghandelen
under Titlen »Ordningen af vore Kunstmuseer«. — Maleri af Alb.
Edelfelt ca. 1884; Tegning af samme ca. 1889, begge i Familieeje.
Maleri af H. Vedel ligesaa. Maleri af H. Slott-Møller. Buste
af L. Brandstrup ca. 1889 i Kunstmuseet og i Familieeje. Litograferet
Pennetegning af P. Krohn.
E. Hannover i Tidskrift for konstvetenskap, VII, 1922, S. 1 ff. V. Thorlacius-Ussing
i Gads dsk. Mag., XVII, 1923, S. .88-93. Christian Elling.
Krohn, Pietro Købke, 1840—1905, Museumsdirektør. F. 23.
Jan. 1840 i Kbh. (Trin.), d. 15. Okt. 1905 sst., begr. sst. (Vestre).
Broder til J. K. (s. d.). Gift 12. Jan. 1881 i Kbh. (Garn.)
med Emilie Juliane Bull, f. 11. Sept. 1841 i Kbh. (Frue), d. 12.
Jan. 1910 paa Frbg., D. af cand. jur., senere Kancellist i Generalpostdirektionen
Carl Ludvig B. (1809—79) og Augusta Emilie
Gerson (1815—72).
K. blev Student 1859 fra Metropolitanskolen og gik paa Akademiet
til 1867 under W. Marstrand, J. Roed og P. C. Skovgaard;
han blev Midtpunkt i en Kreds af unge Kunstnere, Hans
Friis, Aug. Jerndorff og især Otto Haslund og Kr. Zahrtmann, og
stod i nært Venskabsforhold til Jul. Lange. Han deltog i Krigen
1864 som Officersaspirant, blev senere Løjtnant og permitteredes
først 1868. Penslen faldt ham ikke let i Haanden; han syslede
des mere med Tegning og Radering. Hans først udstillede Arbejde,
en Radering af Faderen ved sit Arbejde som Stempelskærer,
belønnedes 1865 med Neuhausens Præmie; senere udstillede han
Raderinger og 1867 Maleriet »St. Knudsmarked i Odense«, 1870
»Gadehjørne i Ærøskøbing«, syslede i det hele med Folkelivsbilleder,
hvor han i nogen Grad undgik den Tendens mod Lavkomik,
som enkelte af hans samtidige faldt for. 1870 konkurrerede han
uden Held med Zahrtmann med »Leonora Christina i Fængslet«.
1871 fik han Rejsestipendium for at sætte sig ind i moderne Reproduktionsteknik,
og med O. Haslund og Jul. Lange drog han til Tyskland
og videre til Holland. Han udførte i disse Aar en Del Illustrationer,
især til Børnebøger, i den Richter-Frølich'ske Stil (»Peters
Jul«, 1866 og 1870, »I Skoven skulde være Gilde« 1870 og 1883).
1872 og 1873 havde han større Rejsestipendier fra Akademiet;
han drog til Italien, hvor han blev boende, dels i Rom, dels i

Krohn, Pietro. 375
Bjergbyerne Pappa di Rocca og Anticoli som et opofrende Midtpunkt
i den danske og skandinaviske Kunstnerkoloni, indtil 1878,
skønt der fra Hjemlandet (Vermehren) lød indtrængende Opfordringer
til ham om at gaa videre til Paris for at forbedre sin Malerteknik.
Thi med Maleriet havde han ikke meget Held, skønt han
udstillede, især italienske Genrebilleder, indtil 1878. Han beskæftigede
sig med meget andet Kunstvæsen og leverede bl. a. Akademiet
en Samling Kopier af middelalderlige Miniaturer og Initialer fra berømte
Codices. 1878 var han tilsynshavende ved den danske Afdeling
paa Verdensudstillingen i Paris, hvor han blev stærkt paavirket af
Kunstindustrien, og rejste saa endelig tilbage til Kbh., anerkendt
mindre som Maler end paa Grund af sin omfattende kunstneriske
Viden og sin udsøgte Smag. 1880 ansattes han som Costumier
ved Det kgl. Teater og var 1880—93 desuden dets Økonomiinspektør,
1885—93 endog Operainstruktør, et Hverv, som dog
laa noget fjernt fra hans Hovedinteresser. Samtidig arbejdede
han inden for Kunstindustrien; fra 1885 var han i ti Aar kunstnerisk
Leder hos Bing & Grøndahl. Af hans Arbejder skal nævnes
det berømmelige »Hejrestel« fra Udstillingen 1888, hans Forsøg
med at gengive Thorvaldsens Statuer polykromt (1888) og hans
»Blomsterkopper« (1889). I disse Aar deltog han ivrigt i Kampene
om Dagens Problemer, han var en af Hovedmændene for G. Brandes'
Hjemkaldelse og for Indrettelsen af det Schimmelmann'ske
Palæ som Koncerthus. Der indtraadte imidlertid snart en ny Fase i
K.s Liv. 1890 stiftedes Det danske Kunstindustrimuseum; K. var
Medlem af den snævre første Komité, og det overdroges ham
ulønnet at forestaa Indkøbene. Han var selv en betydelig Samler
og kendt for sin nære Forbindelse med de nyere Strømninger inden
for Kunstindustrien; naar dertil føjes, at han ved Teatret havde
vist betydelige Administrationsevner og var i Besiddelse af en
brændende Ildhu og stor Energi, og man endelig betænker hans
fremskudte Stilling inden for Intelligensmilieuet i Kbh., er det
naturligt, at han valgtes til Museets første Direktør; han tiltraadtc
1893 efter at have afviklet sine Forhold til Teatret. Det er K., der
har Hovedæren for dets Virksomhed i de første Aar og for den
Form, det fik og delvis har bevaret. Hans Hovedinteresser var
unægtelig mere historisk end æstetisk prægede; hans Yndlingsobjekter
var den japanske Naturalisme, specielt Sværdpladerne med
deres sindrige Fremstillinger, og tidlige franske og tyske Litografier;
men ved Siden heraf fyldte han Museet med mangeartede
og fremragende Genstande, ikke mindst til stilhistorisk Belysning.
Ogsaa den levende Kunstindustri tog han sig varmt af, saaledes

376
Krohn, Pietro.
Bindesbølls og Willumsens Keramik; med hele sin Begejstring gik
han — Naturalisten — ogsaa ind for »l'art nouveau«-Bevægelsen,
og ham skyldes det, at Museet paa Parisudstillingen 1900 erhvervede
de ofte omtalte »ny Stiks Møbler, hvilket uanset den skiftende
Smag dog maa staa som en betydelig Bedrift. Mest betegnende
for hans Virksomhed er dog hans Arbejde for at gøre sit Museum
levende. Hans Omvisninger og Foredrag var klare, fængslende og
fængende, hans Evne til at præge Tilhørernes Opfattelse uforglemmelig.
Endelig skal nævnes hans Iver for at oprette og opretholde
de Haandværkerskoler, som knyttedes dertil. Museets Virksomhed
prægedes helt af hans udstrakte Samfundssind. I sine sidste Aar
led han af Sygdom; han syslede dog stadig ivrigt med Farvernes
Verden, lod fremstille Farveprøver og »Farveharmonier« for at
forbedre Malerhaandværkets Muligheder og vendte i sine sidste
Ferier tilbage til sin Ungdomskærlighed Maleriet. — Tit. Professor
1896. — R. 1889. DM. 1900. — Selvportrættegning 1863. Tegning
af Otto Haslund 1863. Relief af Willumsen 1909 i Kunstindustrimuseet.
Pastel af P. S. Krøyer i Familieeje. Maleri af Alb.
Édelfelt (med Sønnen Mario) ca. 1889 ligesaa. Portrætteret af
Erik Henningsen paa den farvelagte Tegning: Bogstaveligheden
(Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen og 1897 efter Fotografi.
E. Hannover: Det danske Kunstindustrimuseum i de første 25 Aar, 1920.
F. Hendriksen: En dansk Kunstnerkreds, 1928. 111. Tid. 22. Okt. 1905. Det
ny Aarh., 1905—06, I, S. 177—80. M. Galschiøt: Skandinaver i Rom, 1923.
0. Andrup.
Krohn, Viggo Henrik Victor, f. 1859, Underofficer, Forfatter.
F. 2. Dec. 1859 i Kbh. (Slotsk.). Forældre: Fhv. Sognepræst i
Nykirke ved Flensborg Johan Theodor Sophus K. (1823—65) og
Ane Marie Elisabeth Truelsen (1823—1910). Gift 22. Dec. 1884
i Kbh. (Cit.) med Augusta Marie Wilhelmine Fuglede, f. 30. Maj
1859 i Kbh. (Frels.), d. 24. Juli 1932 sst., D. af Skibsfører Wilhelm
Julius F. (1826—79) og Nielsine Selmer (1831—70).
K. blev 1880 menig i Fodfolket, 1882 Sergent, 1899 Oversergent,
afskediget 1906 efter Ansøgning og ansat som Skriver i Indenrigsministeriet,
hvorfra han pensioneredes 1930. Han var hele sin
militære Tjenestetid knyttet til Kastellet — deraf hans indgaaende
Kendskab og store Kærlighed til denne ejendommelige Soldaterby.
Han satte sig tidligt det Maal at gøre sit til socialt at højne den
danske Underofficerstand og har ogsaa haft Betingelser for at virkeliggøre
sine Tanker og Planer herom. 1891 stiftede han Underofficerskvartetten
Perpetua, der i Tidens Løb under hans Ledelse
udviklede sig til at blive en Forening, Kbh.s Underofficersforening

Krohn, Victor. 377
(senere Officiantforeningen), og var indtil 1902 dennes Formand.
Den vakte Bevægelse maatte fra første Færd kæmpe mod Snæversind
og gamle Fordomme i visse Officerskredse, men støttedes til
Gengæld af Kredse uden for Hæren, og den tog efterhaanden en
anden Retning end den, K. havde tænkt sig. — Gennem en Aarrækkes
flittigt og maalbevidst Arbejde har K. i Arkiver og Biblioteker
samlet et meget betydeligt Materiale til Kastellets Historie,
bestemt til Opbevaring i Det kgl. Bibliotek, og har paa dette
Grundlag udarbejdet et Antal solidt underbyggede og fornøjeligt
skrevne Afhandlinger om personelle og topografiske Emner, knyttede
til Kastellet og dets nærmeste Omgivelser: i Bogform »Kastellets
Volde og Udenværker« (1917), »Fra Østerport til Store Vibenshus«
(1923), »Kastelskirken og dens Menighed« (1937), medens en
Række mindre dels er optaget i »Historiske Meddelelser om
København«, dels spredt i Dagspressen samt i Soldaterbladet
»Kastellet«. 1926 fuldendte han »Kastellet Frederikshavns Fængselshistorie
gennem 250 Aar« (maskinskrevet i 100 Ekspl.), 1933
en paa et omfattende Forarbejde grundet Fremstilling af den
danske Hærs Signaler, deres Tekster og Historie (trykt Udg.
1933, Suppl. 1935) og skrev i »Tidsskrift for Søvæsen«, CVIII,
1937 »Den danske Flaades Signaler, deres Tekster og Historie«. —
K. er en kundskabsrig, mangesidig interesseret Mand, altid redebon
til at yde Oplysninger fra de Specialer, han behersker, og
han har ved sine Arbejder bidraget til at udbrede Kendskab til
Soldaterlivets gode Sider. — DM. 1916. F.M.S. 1926. — Maleri
af H. Vedel 1911 i Officiantforeningen.
J. Krøier og J. Hinge: Den danske Underofficer, 1918, S. 293—96, 309 ff.,
379 ff Rockstrok.
Kroman, Kristian Frederik Vilhelm, 1846—1925, Filosof. F. 29.
Marts 1846 i Maribo, d. 26. Juli 1925 i Kbh., begr. sst. (Vestre).
Forældre: Skibsfører Levin Christian K. (1810—98) og Elisabeth
Christiane Richardine Krøyer (1810—84). Gift 1. Sept. 1877 i
Kbh. (Johs.) med Marie Louise Bruun, f. 19. Marts 1852 paa
Frbg., d. 2. Okt. 1926 i Kbh., D. af cand. polit., senere Justermester
Ernst Martinus Calvinus Luther B. (1817—94) og Katrine Amalie
Steenberg (1819—1901).
K. gik i Maribo Borgerskole til sit 15. Aar, var en kort Tid i
Købmandslære og blev derefter forberedt til Optagelse paa Jonstrup
Seminarium, hvor han 1865 tog Lærereksamen. Efter et
Aars Huslærervirksomhed paa Lolland rejste han til Kbh., hvor
han paa egen Haand læste til Artium, som han bestod 1869. Det

378
Kroman, K.
var særlig Naturvidenskaberne, der interesserede ham, og han var
oprindelig bestemt paa at søge sit Fagstudium her; men S. Kierkegaards
Skrifter og den hjemlige filosofiske Debat i Forbindelse
med den Omstændighed, at han var kommet i personlig Berøring
med H. Brøchner, førte ham ind paa det filosofiske Studium, og
1874 tog han Magisterkonferens i Filosofi med Psykologi som
Hovedfag. 1877 disputerede han for den filosofiske Doktorgrad
med Afhandlingen »Den exakte Videnskabs Indlæg i Problemet om
Sjælens Existens. En kritisk Undersøgelse«. Han kommer her til
det Resultat, at Problemet ikke kan løses videnskabeligt, hverken
positivt eller negativt. Personlig mente han, at Hypotesen om
Eksistensen af en Sjælesubstans havde størst Sandsynlighed for sig,
en Tanke, han fastholdt Livet igennem. 1882 fik han Videnskabernes
Selskabs Guldmedaille for den filosofiske Prisafhandling »Vor
Naturerkjendelse, Bidrag til en Mathematikens og Fysikens Theori«
(trykt n. A.; overs, paa Tysk s. A.), der er hans filosofiske Hovedværk,
og som skabte ham et anset Navn ogsaa i Udlandet. 1883
blev han, der lige fra sit Rusaar havde manuduceret i Filosofi og
efterhaanden havde oparbejdet en betydelig Manuduktionsvirksomhed,
Docent i Filosofi og efter S. Heegaards Død (n. A.)
Professor, i hvilken Stilling han virkede til 1922. 1884 blev han
Medlem af Videnskabernes Selskab. Foruden Filosofi docerede
han Pædagogik, og 1886—99 var han Kultusministeriets pædagogiske
Konsulent. 1886—1909 var han Medlem af Eksamenskommissionen
for Lærere og Lærerinder og indtil 1914 Lærer i Pædagogik
ved Statens Lærerhøjskole. Desuden underviste han fra 1898
til sin Død ved Statens Gymnastikinstitut.
K.s litterære Arbejder omfatter foruden de ovennævnte bl. a.
følgende. Sammen med Toldkontrollør, senere Toldforvalter A.
Nyholm oversatte han (under Mærket »N. K.«) nogle af H. Taines
Forelæsninger: »Kunstens Filosofi« (1873), »Den italienske Kunsts
Filosofi« (s. A.) og »Om Idealet i Kunsten« (1874). Af Karl Elze
oversatte han under eget Navn »Lord Byron« (1876), et Stykke af
Bogens 2. Udg. i »Ude og Hjemme« (1881), »Shakespeares Billeder«
(sst., 1878), »En Aften i Globe-Theatret« (Fædrel. 28.—29. Juni
s. A.) og »Sir Walter Scott« (s. A.). Til sidstnævnte Oversættelse
havde K. modtaget saa mange Tilføjelser og Ændringer fra Elze,
at Oversættelsen fik Karakter af en ny og forbedret Udgave af
Originalen. Foruden et Par Anmeldelser af danske Byron- og
Shakespeare-Oversættelser (Fædrel. 18. Dec. 1876 og 7. Dec. n. A.)
skrev han nogle populærvidenskabelige Afhandlinger i Industriforeningens
»Maanedsskrift« (»La Cours Fonotelcgraf« (1877), »Den

Kroman, K. 379
mechaniske Varmctheori« (1880), »Om Tidens Udmaaling og Inddeling«
(1882), »Isak Newton og hans Betydning for Videnskaben«
(n. A.) og »Perpetuum-mobile-Tanken og den nyere Fysik« (1884)).
1882 udgav han »Kortfattet Tænke- og Sjælelære«, hvis 2., stærkt
udvidede Udgave (1888 (5. Udg. 1914), overs, paa Tysk 1890)
blev lagt til Grund ved hans Universitetsundervisning, mens Udgaven
»Grundtræk af Sjælelæren med et Omrids af Tænkelæren«
(1889, 7. Udg. 1928) er blevet meget benyttet paa Seminarierne.
En Afhandling »Om Filosofiens Væsen og Betydning« blev trykt i
»Vor Ungdom« 1883 (overs, paa Tysk i Vierteljahrsschr. f. wissensch.
Philosophie, IX, 1885). 1886 udkom »Om Maal og Midler
for den høiere Skoleundervisning og om Muligheden af dens organiske
Sammenknytning med den lavere. En pædagogisk Undersøgelse«.
I en klar og livlig Form tager han her Ordet for en Nyordning,
der er bestemt ud fra fysiologiske, psykologiske og til Dels
etiske Hensyn. Han fremhæver Betydningen af, at Eleverne gennem
en naturlig og helst livlig Undervisning opdrages til Selvvirksomhed,
og mener, at Vægten maa lægges paa de legemlige
Fag (særlig Gymnastik), Matematik, Naturfag, de nyere Sprog og
Kulturhistorie, mens Undervisningen i de klassiske Sprog bør indskrænkes.
Han vil, at Drenge og Piger skal have samme alsidige
Undervisning, men ikke Fællesundervisning, og han er en ivrig
Talsmand for Tanken om en Enhedsskole. K.s Reformtanker, der
i Begyndelsen vakte stærkt Røre, fik i Aarenes Løb øget Tilslutning,
og en Del af dem er blevet virkeliggjort. 1887 fik han Sæde i en
Kommission, der havde til Opgave at fremkomme med Forslag
til en Nyordning af Landets Gymnastikundervisning samt til Oprettelse
af en Gymnastiklæreanstalt. K. var stærkt interesseret i
den Ling'ske Gymnastik, og den af Kommissionen udarbejdede
»Haandbog i Gymnastik« (1899; 3. Udg. I—II, 1915), der væsentlig
er forfattet af ham, indeholder et modificeret svensk System, som
hurtigt blev indført i Landets Skoler, paa Folkehøjskolerne
o. a. St. Gang paa Gang talte K. Lærerstandens Sag, og det
lykkedes ham at faa Ministeriet til at oprette Feriekursus og
senere tillige Aarskursus i Pædagogik, hvori han selv overtog
Undervisningen. — Af K.s Arbejder maa fremdeles nævnes Afhandlingen
»Sur le systéme de nos sensations des couleurs« (Vidensk.
Selsk. Forhandl., 1890; paa Dansk i udvidet og ændret Form som
»Farvernes Verden« (Naturen og Mennesket, III, s. A.)); »Kapseiladsens
Logik, Bidrag til Løsning af Maaleproblemet m. m.«
(1893); »Livsanskuelse og Videnskab«, Tale ved Universitetets Reformationsfest
1900; »Nogle Bemærkninger om Broncelurerne i Na-

3§o Kroman, K.
tionalmusæet i Kbh.« (Aarbøger f. nordisk Oldkyndighed og Hist.,
1902 (opr. paa Fransk i Vidensk. Selsk. Forhandl., s. A.)) og »Et Par
afsluttende Bemærkninger« (sst., 1904); »Fircifrede Logaritmer og
Antilogaritmer« (1902); »Den nye danske Skolegymnastik« (s. A.);
»Begrebet »det etiske«. Undersøgelser angaaende Muligheden af en
videnskabelig Etik« (Univ. Progr., 1903), udg. n. A. som »Etik.
I. Den almindelige Etik« (overs, paa Tysk s. A.); »Some Remarks
regarding the Measuring and the Time-Allowance Questions for
Racing Yachts« (1905); »Den aposterioriske Sandsynlighed« (Vidensk.
Selsk. Forhandl., 1908); »Skrueskibet og de gængse Skrueteorier«
(Ingeniøren, Jan.—Marts 1912); »Organisk Mekanik«
(Gymnastisk Selsk.s Aarsskr., s. A.); »Relativitetsprincipet« (Fysisk
Tidsskr., 1916 og 1917); »Laws of Muscular Action« (Vidensk.
Selsk. Meddel., 1917; paa Dansk i Gymnastisk Tidsskr., s. A.);
»Matematikken og Erkendelseslæren. Til Belysning af den »ikkeeuklidiske«
Geometris Oprindelse« (1920; paa Engelsk i Vidensk.
Selsk. Meddel., s. A.); »Fr. Macody Lund og Genrejsningen af
Trondhjems Domkirke« (s. A.); »Plantrigonometri« (n. A.);
»De store forbogstaver« (1922); »Genrejsningen af Trondhjems
Domkirke« (1923); »Musik og Matematik« (Ingeniøren, s. A.); »Det
menneskelige Øjes Bevægelser. Udgivet af Gymnastisk Selskab«
(s. A.; paa Engelsk i lidt ændret Form i Acta ophthalmologica, n. A.);
og »Trænges der til en ny Reformation?« (Politiken 18.—20. Juni
s. A.). Til hans Forfatterskab hører endvidere en Række fortrinlige
Biografier over danske Filosoffer i »Dansk biografisk Lexikon« og
det selvbiografiske »Fra Studentertiden« i Samleværket »Minder fra
Studenterdagene« (1924).
K.s filosofiske Arbejder fra hans første Manddomstid betegner
en Kursændring inden for dansk Filosofi ved deres bestemte Afvisning
af metafysiske (»lyriske«) Spekulationer og stærke Fremhævelse
af, hvor nødvendigt det er for den Filosofi, der vil bære Navnet
Videnskab, at tilegne sig den naturvidenskabelige Forsknings Eksakthed
og Besindighed. Vel orienteret i de filosofiske Problemer (blandt
Filosofferne nævner han med Forkærlighed Kant, Lotze og Stuart
Mill) og med betydelig Indsigt i Matematik og Fysik tog han en
Række fundamentale erkendelsesteoretiske Spørgsmaal op til en
indgaaende Undersøgelse, der i lige Grad vidner om hans klare
og skarpe Tænkning og hans fortræffelige Fremstillingsevne. Som
Erkendelsesteoretiker skelner han mellem formale Videnskaber, der
er aprioriske og angaar Objekter, vi selv har skabt ved Definition
(f. Eks. de matematiske Begreber), og reale Videnskaber, der er
empiriske og angaar forefundne Objekter (3: Erfaringsgenstande).

Kroman, K. 38l
Mens Formalvidenskaberne giver os en nøjagtig og sikker Erkendelse,
kommer den realvidenskabelige Erkendelse aldrig ud over
Tilnærmelser og Sandsynligheder. De formale Videnskabers Sikkerhed
beror paa, at der sluttes logisk ud fra de definerede Objekter,
og den logiske Slutnings Sikkerhed er at søge deri, at vi ikke er i
Stand til at forestille os nogen anden Mulighed end den, Slutningen
udtrykker. »Al Tankenødvendighed beror til syvende og
sidst paa Anskuelsesnødvendighed«. Det er denne Grundforudsætning
for hans Erkendelsesteori, der fører ham til at indtage en
polemisk Holdning over for de ikke-euklidiske Geometrier og Einsteins
Relativitetslære. Hvad de forefundne Objekter, Erfaringsgenstandene,
angaar, lærer han, at da det er en absolut Betingelse
for, at vi praktisk kan beherske dem og videnskabeligt forstaa dem,
at de optræder konstant, »saa fatte vi med Selvopholdelsens Styrke
det Haab, at Betingelsen er opfyldt«. Betingelsen er formuleret i
Aarsagssætningen, og denne bliver saaledes »et Postulat, en Begyndelsespaastand,
hvormed vi gaa til al vor Forskning«. Hvor meget
K. end anerkender Aarsagsprincippets Nødvendighed for Realvidenskaberne,
tager han dog et Forbehold, hvor det drejer sig
om Menneskets Villiesliv. Her kan Princippet kun anvendes i
»modereret« Form, idet han med »den relative Determinisme (eller
Indeterminisme)« antager, »at Individets Villen vel i højere eller
ringere Grad er entydigt bestemt ved dets Tilstand og Beskaffenhed,
men at et vist Spillerum dog bestandig maa blive tilbage«.
Vigtige etiske Begreber som Anger, Skyld og Ansvar taber efter
hans Mening deres sædvanlige Betydning, hvis Villien ikke antages
at være fri. — I sin »Etik« bestemmer han den etiske Opførsel som
»den med Menneskets inderste blivende Væsen overensstemmende,
den til syvende og sidst modsigelsesfri« og finder den etiske Drivkraft
i Modsigelsens Smerte eller Selvoverensstemmelsens Glæde.
Jo dybere den enkeltes Selvforstaaelse bliver, des klarere vil han
indse, at hans eget Tarv ikke er vel forstaaet, før det omfatter
samtlige følende Væseners Tarv.
I sine sidste Aar var K. stærkt optaget af Spørgsmaalet om en ny
kirkelig Reformation. Han mente, at en saadan var nødvendig,
»hvis Religionen i Landet ikke skal udsættes for at uddø af Mangel
paa Sundhed og Sandhed«, og i Tale og Skrift slog han til Lyd
for en unitarisk Kristendom. Nogen erkendelsesteoretisk Undersøgelse
af Unitarismens religiøs-dogmatiske Indhold ses han imidlertid
ikke at have leveret. Det var i det hele karakteristisk for
hans pragmatisk farvede Filosofi med den skarpe Adskillelse mellem
Tro og Viden, at Trosproblemet ikke blev gjort til Genstand for en

382 Kroman, K.
mere indgaaende Drøftelse, hvad der er blevet opfattet som en
Tilkendegivelse af, at han ønskede at værne om visse overleverede
religiøse Synspunkter.
K. besad som faa de særlige Betingelser, der er nødvendige for
at kunne bidrage til Udviklingen af en videnskabelig Filosofi. Naar
hans Bidrag her alligevel blev forholdsvis faa, og hans filosofiske Produktion
temmelig tidligt standsede, maa Grunden hertil søges dels
deri, at hans mange pædagogiske Gøremaal kun levnede ham ringe
Tid til videnskabeligt Arbejde, og dels maaske navnlig deri, at
hans Interesse for en Viderebehandling af de filosofiske Problemer
ligesom svækkedes med Aarene. Det var Matematik og Fysik, der
havde hans store Interesse. Som Universitetslærer fik han Betydning
for mange ved den Klarhed og Rationalitet, der prægede
hans Undervisning. De, der lærte ham personlig at kende, fik
Indtrykket af en sjælden nobel og retliniet Karakter. — R. 1893.
DM. 1909. — Breve i det kgl. Bibliotek. — Portrætteret paa
P. S. Krøyers Maleri af Møde i Videnskabernes Selskab 1897
(Videnskabernes Selskab).
Arkiv f. Genealogi og Heraldik, I, 1910, S. 162. Univ. Progr., 1878, S.
95 f. Ovenn. Fra Studentertiden. A. F. Kriegcrs Dagbøger, VI, 1925, S. 235,
259, 276 f. H. Høffding i Nord. tidskr., 1878, S. 292—95. Samme: Udv.
Stykker af dansk filosof. Litt., 1910, S. 247—59. Samme: Mindeord i Vidensk.
Selsk. Forhandl., 1926, S. 53—56. Samme: Erindringer, 1928, S. 120, 163,
191, 202. P. Tannery i Revue philosophique, XVII, 1884, S. 432—48. Edv.
Lehmann i Nord. tidskr., 1886, S. 482—87. Samme i Gads dsk. Mag., 1921,
S. 213—19. Samme sst., 1925, S. 430—38. J. L. Heiberg i Vor Ungdom,
1886, S. 194—214. Joak. Larsen: Bidrag til den danske Folkeskoles Hist.
1818—98, 1899 (se Registeret). M. C. Mott-Smith: Metageometrische Raumtheorien,
1907, S. 5, 26, 55, 62, 89 f., 108, 160 f., 179, 186, 218—23, 225 ff.,
229—35, 237. N. Nielsen: Matematiken i Danmark 1801 —1908, 1910, S. 69.
F. Hendriksen: Mennesker og Oplevelser, s. A., S. 60, 154. É. Meyerson:
Identité et réalité, 2.éd., 1912 (se Registeret). Samme: De l'explication dans
les sciences, II, 1921 (se Registeret). Samme: Du cheminement de la pensée,
1931 (se Registeret). A. Sneum i Folkeskolen, 1916, Nr. 12. Jørg. Fr. Jørgensen
i Spectator, I, s. A., S. 384—87. Samme: A Treatise of Formal Logic,
III, 1931 (se Registeret). Vald. Hansen i Ugens Tilskuer, 1917, S. 215—18.
A. Aall: Filosofien i Norden, 1919 (se Registeret). O. Holder: Die mathematische
Methode, 1924 (se Registeret). V. Briicker i Politiken 18. Juli ig25-
C. N. Starcke i Univ. Progr. Nov. s. A. N. Illeris i Gymn. Tidsskr., s. A.,
S. 153—57. K. A. Knudsen sst., S. 157—62. P. J. M. Vinther i Dansk Seminarieblad,
s. A., Nr. 7. Th. Kfierkegaard] i Protestant. Tid., s. A., S. 188 f.
Stig Bredstrup i Højskolebladet s. A., Sp. 1073—80. V. Kuhr i Kantstudien,
S. V. Rasmussen.
Krossing, Niels Brock, 1795—1854, Officer og Litograf. F. 9.
Febr. 1795 i Kbh. (Frels.), d. 6. Juli 1854 i Fredensborg, begr. i

Krossing, N. B. 383
Kbh. (Ass.). Forældre: Købmand Jørgen Christian K. (1762—1817)
og Marie Søgaard (1772—1843). Gift 14. Sept. 1824 i Miinchen
med Marie Anna Sophie Hammel, f. 4. Juni 1793 i Miinchen,
d. 4. Febr. 1871 sst., D. af Løjtnant og Adjudant i det kurfyrstelige
Livregiment, senere Kaptajn og Pladsmajor Andreas H. (ca. 1754
— 1810) og Eva Schreiner.
K. blev Kadet 1806, Stykjunker 1809, Sekondløjtnant 1810,
Premierløjtnant 1818, Kaptajn 1828, Batterichef 1838 og Major
1844. Han tog sin Afsked 1848, men fungerede under Krigen som
Pladskommandant i Middelfart og Kolding. Hans Hovedvirksomhed
falder dog inden for Litografien. 1820 overtog Staten den
første danske litografiske Virksomhed, oprettet af C. C. Lose og
Heinrich Wensler ved kgl. Privilegium. Navnet blev ændret til
Det kgl. Stentrykkeri, Kammerherre Abrahamson blev dets Direktør,
medens K. som Inspektør blev dets tekniske Leder. 1822—23
foretog K. en Rejse til Tyskland og Frankrig for at studere
Litografi, og 1827 udgav han en »Udsigt over Stentrykkerikunsten«.
— Trykkeriet blev ledet rent militært med Officerer som Tegnere
og Underofficerer som Trykkere, og de udførte Arbejder bestod
mest af Landkort. K. forsøgte dog ved Siden af at frembringe
kunstneriske Arbejder ligesom Udlandets litografiske Anstalter,
saaledes en Serie Hesteportrætter fra Det kgl. Stutteri i Fr.borg
af Dyremaleren Gebauer samt »Danske Uniformer« af Løjtnant
Hyllested, og 1831 paabegyndte han en Serie Hæfter med Litografier
efter de kgl. Billedgallerier paa Christiansborg, Fredensborg
og Fr.borg Slotte under kunstnerisk Redaktion af J. L. Lund.
Intet af disse Værker naaede dog et Standpunkt, der svarede til
Litografiens Stade i Udlandet; Trykkeriet var teknisk set ikke godt
nok og de Kunstnere, der skulde tegne Litografierne, uden Øvelse.
Det sidste Foretagende, der medførte mange Udgifter, ophørte
1837 og dermed ogsaa Stentrykkeriets kunstneriske Virksomhed,
og 1843 ophævedes det helt. — Maleri af A. Hunæus. Litograferet
Selvportræt( ?).
Tidsskr. for Kunstindustri, II, 2, 1896, S. i3gf. Litografien i Danmark, 1922.
C. Nyn,p (H. S. Hendriksen*).
Krossing, Nikolaj Ulrik, 1798—1872, Skolemand og Forfatter.
F. 13. Juni 1798 i Kbh. (Frels.), d. 5. Febr. 1872 sst. (Cit.), begr.
sst. (Garn.). Broder til N. B. K. (s. d.). Ugift.
K. blev Student 1816 fra Fr.borg, tog n. A. anden Eksamen og
fik 1819 Embede som Kantor ved Citadelskirken, i hvilket han
forblev til sin Død. Desuden virkede han som Dansklærer, først

384 Krossing, Nikolaj.
og fremmest ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, hvortil han
blev knyttet 1828. Han underviste kun i de lavere Klasser og roses
som en »ypperlig og kærlig Lærer for Smaadrenge«, hvis Undervisning
var præget af »aldrig bristende Taalmodighed, aldrig sagtnende
Utrættelighed og aldrig kjølnet Kjærlighed til Børnene«.
Lærergerningen satte Frugt i en Række Skolebøger, hvoraf den
kendteste: »Poetisk Læsebog til Brug for Skolen« (I—II, 1829—30)
kom i flere Oplag. Fra sin tidlige Ungdom havde K. levende
Interesse for Digtekunsten, vandt 1821 og 1823 Accessit for Besvarelsen
af to af Universitetets æstetiske Prisopgaver, optraadte selv
som Digter med Oehlenschlåger som det store Forbillede, ja,
vovede sig i sin første lille Bog, den flove dramatiske Idyl »Hroars
Kjærlighed« (1820), endda ind paa Mesterens egne Enemærker.
En langlRække mindre Digte saa under forskellige Forfattermærker
Lyset i Tidsskrifter og Blade i Aarene 1819—68; et Udvalg foreligger
i »Digte« (1858). Det meste er Lejlighedspoesi, saaledes Kantater
og Sange til Fr.borg Skole; K.s Vers er umelodiske, kantede og
ubehjælpsomme, men to Børnesange er dog gennem Gebauers
Melodier reddet fra Forglemmelsen: »Ride, ride Ranke —« og
»Søskende jeg kender fem —«. Gamle Elever bevarede hans milde,
elskelige Karakter og beskedne, stilfærdige Væsen i trofast Erindring.
—• Maleri af Exner 1856 i Privateje, af M. Jepsen 1871
(Fr.borg). Portrætteret paa Constantin Hansens Maleri 1860—64
af den grundlovgivende Rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Buste af
Th. Stein 1862. Gipsmedaillon af samme 1871 paa Vestre Borgerdydskole.
Litograferet af I. W. Tegner 1853 efter Daguerreotypi.
Fædrelandet 6. Febr. 1872. J. Helms: Borgerdydskolen paa Kristianshavn,
1887, S. G8—70. A. Abrahams: Minder fra min Barndom, 1895, S. 145 f.
Fængselspræsten Vilhelm Muncks Optegnelser, 1922, S. 4 (Memoirer og Breve,
udg. af J. Clausen og P. F. Rist, XXXVI). P. A. Rosenberg: Erindringer,
I, 1934, S. 38 f. N. Neergaard: Erindringer, 1935, S. 19 f. Vestre Borgerdydskole
.787-193?, 1937, S. »£ R Topsøe-Jensen.
Krossing, Peter Casper, 1793—1838, Komponist. F. 21. Aug.
1793 i Kbh. (Frels.), d. 1. Sept. 1838 sst. (Frue), begr. sst.
(Ass.). Broder til N. B. og Nikolaj K. (s. d.). Ugift.
K. var oprindelig bestemt for Studeringerne, men opgav kort
før Studentereksamen for helt at hellige sig Musikken, som han
fra Barnsben havde vist særlige Evner for. Han blev Elev af
F. L. Ae. Kunzen, som bibragte ham de gode, solide Kundskaber,
han senere byggede videre paa. 1816 blev han Organist ved Frederiks
tyske Kirke paa Christianshavn og 1820 Syngemester ved Det

Krossing, P. C. 385
kgl. Teater. Denne Stilling forlod han imidlertid med Ventepenge
1827, da stadige Stridigheder mellem ham og Lederen af Operaskolen,
Italieneren Siboni, gjorde det nødvendigt at skaffe Ro ved
den ene af Parternes Afgang. K. kastede sig nu over Undervisning
og blev en skattet Sanglærer ved flere københavnske Skoler, bl. a.
Metropolitanskolen og Borgerdydskolen i Kbh.; desuden gav han
Privatundervisning i Sang og havde navnlig som stiv Teoretiker
mange Elever i Harmonilære og Kontrapunkt. Som Komponist
forenede K. en ganske fin personlig Tone med stor formel Dygtighed
med Overvægt mod det sidste, hvad der nok har været medvirkende
til den næsten fuldstændige Glemsel, hans Værker er prisgivet
i vore Dage. Fra de yngste Aar stammer en Instrumentalsats,
hertil kom en Høstsalme og Høstkantate skrevet til en Kirkekoncert
i Slagelse 1814, to Reformationskantater 1817, hans egentlige
Debutværk Kantaten »Tonekunsten« 1818, opført ved »Amatørkoncerterne«
i Vildmanden paa Østergade, derefter en lang Række
andre Kantater, deriblandt »Kunzens Minde«, Korene til Holbergs
Jubelfest 1822 til Tekst af Oehlenschlåger, en Klaverkvintet, en
ganske frisk Symfoni m. m. Af Sange bør især nævnes de 1815
udkomne til Tekster af Ingemann med de kendte »Hjemve« og »Liden
Harpepiges Klage«. Bortset fra disse Sange forblev næsten alt,
hvad K. skrev, Manuskript. Hvad der endnu eksisterer, findes i
Det kgl. Bibliotek.
C. Thrane: Fra Hofviolonernes Tid, 1908, S. 341 f.
Nils Schiørring (G. St. Bricka).
Kruckow, Christence, d. 1621, Legatstifterske. Henrettet mellem
9. Juni og 4. Aug. 1621, muligvis paa Skovbakken ved Aalborg,
begr. i Sønderholm K. Forældre: Axel Nielsen K. til Aarslevgaard
(d. tidligst 1558) og Anne Mogensdatter Bielke til Bellinge. Ugift.
C. K. var som ung i Huset hos Fru Berte Friis paa Nakkebølle.
Denne døde 1582, og 1584 ægtede Enkemanden Eiler Brockenhuus
(s. d.) den unge Anne Bille. Meget tyder paa, at det var Skuffelsen
over ikke at blive den foretrukne, der gjorde C. K. til aktiv Deltagerske
i den Slags Trolddomskunster, hvis Virkningsfuldhed for
de fleste i Datidens Danmark stod som utvivlsom. Alle Fru Annes
femten Børn var dødfødte eller døde kort efter Fødselen, og da
hun gik en af Gaardens Piger paa Klingen, tilstod 1596—97 denne
og en Medtjenerske, at de sammen med C. K. og paa dennes
Anstiftelse havde øvet alskens ondsindet Trolddom mod Fru Anne
i Tiden omkring hendes Bryllup. De to Piger blev brændt, men
C. K.s adelige Slægt fik — trods hendes Tilstaaelse paa et enkelt
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 25

386
Kruckow, Christence.
Punkt — Retsforfølgelsen mod hende standset. 1611 træffes hun
som boende i Aalborg sammen med sin Søster Anne, og der foreligger
troværdige Vidnesbyrd om, at hun d. A. var til Stede ved en
hemmelig Sammenkomst af Borgerkoner fra Aalborg o. a., hvor
man lod en Kvinde »føde« en Voksdukke, der døbtes »Maren« i
det Øjemed at bringe ondt over en aalborgsk Raadmandshustru
af det Navn. To af de implicerede Kvinder brændtes, men C. K.
gik ogsaa nu fri. Hendes Rygte var dog af flere Grunde stærkt
medtaget, og det var maaske for at bedre det, at hun og Søsteren
1615 stiftede et Legat paa 200 Dl. til Hjælp for en fattig Student
fra Aalborg Skole. Først nogle Aar efter, da en Hekseepidemi gik
over store Dele af Jylland, ramtes ogsaa hun. 1618 blev Præsten
ved Aalborgs Frue K. Mag. David Klynes Hustru sindssyg, hvad
han tilskrev C. K.s og hendes Veninders Hekserier. Han fik rejst
Sag mod dem. Fire af de aalborgske Hekses »Rode« brændtes
1619—20, og paa Grundlag af deres Tilstaaelser og andre Vidnesbyrd
dømtes C. K. for baade Nakkebøllekunsterne og sin senere
Virksomhed 9. Juni 1621 paa Herredagen i Kbh. til at have sit
Adelskab forbrudt og henrettes. Kort før Henrettelsen testamenterede
hun 1000 Dl. til fattige Studenters Underhold, og 1623
oprettedes — efter at Udgifterne ved hendes Proces var fradraget —
for Studenter ved Kbh.s Universitet Den halshuggede Jomfrus
Legat paa 500 Speciesdl., der stadig uddeles.
H. Hofman: Saml. af Fundationer og Gavebreve, I, 1755, S. 141. Nye
dsk. Mag., I, 1794, S. 378—91. Hist. Tidsskr., 4. Rk., IV, 1873—74, S. 523,
527—30. Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 217. C. Klitgaard i: Fra
Himmerland og Kjær Herred, II, 1915—17, S. 90—153.
C. 0. Bøggild Andersen.
Krum, Jacob Daniel, 1850—87, Solodanser og Balletkomponist.
F. 2. Jan. 1850 i Kbh. (Fødsst.), d. 22. Marts 1887 i Charlottenlund,
begr. i Gentofte. Forældre: Traadhandler, Statistformand ved
Det kgl. Teater Johanakim Daniel K. (Krumm) (1810—76) og
Anna Margrethe Heidemann (1810—79). Gift 17. Aug. 1875 i
Kbh. (Garn.) med Skuespillerinde Johanne Elisabeth Schmidt,
f. 2. Febr. 1853 i Kbh. (Garn.), d. 24. Sept. 1929 sst. (gift 2° 1890
med Skuespiller, cand. phil. Hans Riber Hunderup, 1857—1902),
D. af Skuespiller Christian S. (s. d.) og Hustru.
Syv Aar gammel kom K. til Balletskolen, hvor han fik Georg
Brodersen til Lærer og snart blev en af de Elever, som Aug. Bournonville
spaaede en Fremtid. 28. Sept. 1870 fik han sin egentlige
Debut som Dansemesteren i »Konservatoriet«, et Parti, der frem-

Krum, Daniel. 387
hævede hans særlige Evne, som gik i koreografisk, ikke i mimisk
Retning. K. var køn, slank og spændstig, en af »mine Fuldblodsdansere«,
som Mesteren kaldte ham, og ved H. Scharffs Bortgang
overtog K. med Held flere af hans Partier, f. Eks. Paolo i »Blomsterfesten
i Genzano«, Helge i »Valkyrien« og Loke i »Thrymskviden«.
K.s tekniske Dygtighed var fremragende, han besad Kraft, Smidighed
og livfuld Kækhed, men som Mimiker hævede han sig aldrig
over det konventionelle. 1874 blev han Solodanser, 1877 Lærer
ved Balletskolen, og s. A. begyndte han med »Baccusfesten« en
kompositorisk Virksomhed, der fortsattes med »I Karnevalstiden«
og »Spillemanden«. Handlingen i disse Arbejder var hverken stærk
eller oprindelig, men Grupperinger og Danse var nydelige i Bournonvilles
Aand. K. stod som Ballettens Førstemand, da han forpint
af sine derangerede økonomiske Forhold søgte Døden i Charlottenlund
Skov. Hans Beck blev hans Efterfølger.
Robert Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie, I, 1921; V, 1930.
Robert Neiiendam.
Krummedige. Den holstenske Uradelslægt K. stammer fra Ottenbiittel
i Aspe Sogn, hvorefter den oprindelig kaldtes, og antog
senere Navnet K. efter Borgen K. ved Itzehoe, der 1410 gik over
til Familien Rantzau. En i Begyndelsen af 13. Aarh. levende Gren
førte Navnet Busche, maaske efter Vaabenet: en Sølv-Lind i blaat
Felt. Slægtens genealogiske Forhold lader sig næppe fuldt klarlægge;
dens ældst kendte Medlem er den 1149 forekommende Hasso
af Ottenbiittel, der antages at have været Farfader til Hr. Hartvig
de Ottenbiittel (el. Busche) (nævnt 1216 og 30) og Hr. Eler de
Ottenbiittel (nævnt 1236 og 61). Fra denne sidste nedstammer
formentlig nedenn. Drost, Rigsraad og Hofmester Erik K. (d. 1439)
til Rundhof, der var Bedstefader til Ridderen Claus K., som faldt
i Ditmarsken 1500, og hvis Søn var nedenn. Rigsraad Erik K.
(d. 1541) til Alnerup og Nebbegaard. Fra ovenn. Hr. Hartvig
de Ottenbiittel stammer formentlig den svenske Linie, som føres
tilbage til Markvard K. (nævnt 1351). Dennes Søn Iven Kencelere,
geheten van dem K. (nævnt 1351 og 76) var Fader til Otte K.
(nævnt 1357 og 86) — fra hvem nedenn. Biskop i Liibeck, Mag.
Albert K. (d. 1489) stammer — og til Markvard K. (nævnt
1381 og 89), som antages at være Fader til norsk Rigsraad, Hofmesteren
Hartvig K. (d. 1476), hvis Søn nedenn. norsk og dansk
Rigsraad Henrik K. (d. 1530) til Vallen var Fader til Sophie K.
(d. 1539), der ægtede Rigshofmesteren Eske Bille (ca. 1480—1552,
s. d.) til Svanholm. Slægten uddøde 1598.
25*

388 Krummedige.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 217—38; XVIII, 1901, S. 565;
XXIII, 1906, S. 499; XXVIII, 1911, S. 573; XXXII, 19x5, S. 605; XL,
I923 ' S - 552 - Albert Fabritius.
Krummedige (Crummedyck), Albert, ca. 1415—89, Biskop i
Liibeck. F. senest 1419, d. 27. Okt. 1489, begr. i Liibeck Domkirke.
Antagelig Søn af Claus K. Ugift.
A. K. gjorde sig i sine yngre Aar bemærket som en ualmindelig
ivrig og heldig Deltager i de adelige Prælaters Embedsjagt. 1455
havde han faaet samlet en halv Snes Præbender, fordelt fra Magdeburg
til Barvedsyssel i Slesvig; samtidig laa han i Proces om Ærkedegnedømmet
i Ribe, som han dog nogle Aar senere synes at have
opgivet. Sin Medgang skyldte han sine gode Forbindelser ved
Pavehoffet i Rom, hvor han i en Aarrække personlig opholdt sig;
en Tid var han endog Notar i den pavelige Rota. Ogsaa med
Christian I. kom han tidligt i Forbindelse; 1462 omtales det, at
han — dog vistnok rent midlertidig •— har tjenstgjort som Kongens
»Orator« ved Kurien; s. A. var han dansk Sendebud i Brandenburg;
1465 kaldes han Kongens svorne Mand og Raad. Det var
da ogsaa med Christian I.s varme Anbefaling, at han 1466 kaldtes
til Biskop i Liibeck. Ogsaa senere benyttede Kongen sig flere
Gange af hans Evner som Diplomat, saaledes især 1477, da han var
med til at afslutte Ægteskabskontrakten mellem den senere Kong
Hans og Christine af Sachsen. Sin vigtigste politiske Indsats kom
han til at yde, da han efter Segebergforliget 1470 mellem Christian
I. og den holstenske Adel ifølge begge Parters Overenskomst
udsaas til Slesvigs og Holstens finansielle Styrer, hvem det paahvilede
at inddrive Kongens Indtægter og deraf afbetale hans
Gæld; som Løn fik han Segeberg Len. Han magtede ikke denne
svære Opgave; han var for afhængig af Christian I. til at hindre, at
Kongen stiftede ny Gæld i Stedet for den gamle, og 1479 traadte
han tilbage for Dronning Dorothea. For at kunne klare Vanskelighederne
maatte A. K. gøre betydelige Udlæg af sine egne Indkomster.
Samtidig havde han kostbare kunstneriske og litterære
Interesser; saaledes udsmykkede han Domkirken i Liibeck med et
endnu bevaret, pragtfuldt Triumfkors og opmuntrede den begyndende
Bogtrykkerkunst. Følgen af al hans Virksomhedstrang blev
da, at han ved sin Død efterlod sit rige Stift næsten paa Fallittens
Rand. — Ligsten med (stærkt udslidt) Portrætfigur i Liibeck Domkirke;
knælende Træskulptur ved Triumfkorset sst.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 232; XXVIII, 1911, S. 573.
H. Meibom: Scriptores rerum Germanicarum, II, 1688, S. 403—05. P. Hasse

Krummedige, Albert. 389
i Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.-Holst. Gesch., VII, 1877, S. 28 f, 40, 44.
Erik Arup i Hist. Tidsskr., 7. Rk., IV, 1902—04. J. Lindbæk: Pavernes Forhold
til Danmark under Kongerne Kristiern I. og Hans, 1907. Die Bau- und
Kunstdenkmåler der Freien und Hansestadt Liibeck, III, 1920.
Henry Bruun.
Krummedige, Erik, d. 1439, slesvigsk Drost, Hofmester. D. 14.
Sept. 1439, begr. i Katharina K. i Liibeck. Forældre: Segebod K.
(d. ca. 1395) og Cecilie Pedersdatter Skram (d. tidligst 1397).
Gift i° før 1397 med Beate v. Thienen, D. af den slesvigske Drost
Johan v. T. (d. tidligst 1404) og Anna (d. ca. 1415). 2 0 med
Cathrine Frille, d. tidligst 1465 (gift 2 0 med Joachim Henriksen
Reventlow, d. ca. 1460), D. af Hakon Christiernsen F. og Elin
Claesdatter Kurck.
E. K. fik som Mødrenearv Hovedgaarden Rundtoft i Angel og
føjede dertil adskilligt andet Gods i samme Egn; som Medejer
af Løgismose paa Fyn havde han tillige en særlig Tilknytning til
Danmark. Slægt og Godsrigdom gav ham en meget fremtrædende
Plads inden for den slesvigske Adel. Efter Hertug Gerhards Død
1404 blev han den ledende Mand blandt Formynderne for hans
Enke og Børn; 1406 kaldes han Drost i Sønderjylland. Fra da af
er hans Navn en Menneskealder igennem uløseligt forbundet med
det omstridte Hertugdømmes Historie. Oprindelig repræsenterede
han her den Retning, der i Danmark vilde søge Støtte mod Enkehertugindens
Svoger Bisp Henrik af Osnabruck; som Løn modtog
han i Forlening Tønder Slot, der var pantsat til Dronning Margrethe.
Ca. 1409 svingede han imidlertid over til en danskfjendtlig
Politik, og i de følgende Aars aabne Kamp deltog han meget
aktivt; 1411 erobrede han ved et natligt Overfald Flensborg.
Endnu i Danehofdommen 1413 nævnes han blandt den danske
Konges Modstandere. Snart efter svigtede han dog sammen med
en Række af sine Standsfæller Hertugslægten og gik over til Erik
(VII.) af Pommerns Parti. Senest 1417 optoges han i det danske
Rigsraad; senest 1419 fik han det rige Aalholm Len paa Lolland,
og 1424 nævnes han med Titlen Hofmester, et Embede, han formodentlig
har beholdt til sin Død. I de endeløse Forhandlinger med
Holstenere og Hansestæder spiller han en Hovedrolle, og han har
utvivlsomt været Drivkraften i hele Kongens sønderjyske Politik,
som jo i højeste Grad berørte hans personlige Velfærd. En Tid
syntes denne Politik at krones med Held; men senere trængte
Holstenerne atter frem, og da det 1431 lykkedes dem at indtage
Flensborg, som E. K. forgæves søgte at undsætte, var Slaget tabt.
S. A. ødelagde Modstanderne hans egen Gaard Rundtoft. Længe

390 Krummedige, Erik.
forinden havde imidlertid E. K. fundet et nyt Hjem i Danmark.
Han synes nu at have knyttet sig nøje til det danske Aristokrati
og at have følt sig helt som dansk Rigsraad; paa Mødet i Kalmar
1436 var han med til at fælde en Voldgiftskendelse, der langtfra
var efter Kongens Ønske, og to Aar efter tiltraadte han sst. en
Unionstraktat i aristokratisk Aand.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 235. Quellensammlung der
Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesellschaft, I, 1862. Kr. Erslev: Dronning Margrethe,
1882, S. 393 f., 397, 402. Samme: Erik af Pommern, 1901, S. 26,
32, 53. 77> !°3» ''O, 136, 201, 243, 256 f., 261, 264 f., 270 f., 291, 363—67,
395. E. Daenell i Zeitschr. d. Gesellschaft f. Schlesw.-Holst. Gesch., XXXII,
1902, . 445. Henry Bruun (Kr. Erslev).
Krummedige, Erik, d. 1541, Rigsraad. D. Okt. 1541 i Kbh.
Forældre: Rigsraad Claus K. (d. 1500) og Else Pedersdatter Thott
til Alnerup (d. 1550, gift 2° 1504 med Rigsraad Thomas Nielsen
Lange, d. 1521). Gift med Sidsel Rosenkrantz, d. 28. Nov. 1557
paa Hønborg, D. af Timme Styggesen R. (d. tidligst 1506) og
Kjøle Jacobsdatter (Gere) til Gunderslev, Skaane.
Vel omtrent saa snart E. K. var naaet til Skels Aar og Alder,
blev han Lensmand paa Familie- og Pantelenct Hønborg (ved
Lille Bælt, Jylland) og oplevede saaledes Kongekrisen 1523 paa
nærmeste Hold. Han giver da ogsaa i sit aabenhjertige Opsigelsesbrev
af 20. Marts s. A. et skarpt ætset Billede af Christian II.s
vankelmodige og svingende Holdning og af, hvorledes denne ved
sin Mistillid til næsten alle — deriblandt ogsaa til E. K. selv —
gav Oppositionen let Spil. Under det ny Regime forlenedes E. K.
1525 med Vester Herred med Varde (egentlig et Arvelen i hans
Stiffaders Slægt). Antagelig havde han ogsaa da overtaget Styret
af sin Moders Slægtsgaard Alnerup. I hvert Fald træffes han 1525
i Skaane tagende aktiv Del i Bekæmpelsen af Oprøret. — E. K.
sluttede sig tidligt til Luthers Lære, og vi finder heller ikke hans
Navn under den berygtede Reces af 3. Juli 1533. Han var paa
denne Tid blevet Medlem af Rigsraadet og var blandt de befuldmægtigede
Raader, der i Dec. 1533 i Kolding udvekslede Unionstraktatdokumenterne
med Hertugdømmernes Repræsentanter.
Straks ved Grevefejdens Udbrud sluttede E. K. sig til Hertug
Christians Parti. Han fulgte med Johan Rantzau over til Fyn,
og det var til ham, den flygtede Præst Hans Madsen fra Svanninge
gav sine vigtige Oplysninger umiddelbart før Slaget ved Øksnebjerg.
E. K. indtog i den følgende Tid en betroet Stilling paa Fyn,
oppebar Skatter etc., men kaldtes i Slutningen af 1535 til Lejren

Krummedige, Erik. 391
for Kbh., hvor navnlig Provianteringen fra Skaane kom til at paahvile
ham. Forleningen med St. Hans Kloster i Odense blev
Lønnen for hans dygtige Arbejde under Grevefejden. 1540 fik
han tillige Næsbyhoved og blev saaledes Stiftslensmand; men hans
Dygtighed som Administrator var parret med Haardhed, og talrige
Retssager vidner om, at han kunde træde andres Rettigheder for
nær. Hans Enke Sidsel Rosenkrantz, der var en dygtig Kvinde,
fik Lov til at beholde Pantelenet Hønborg. Hun var i Besiddelse
af det nærliggende Nebbe og sin mødrene Slægts Ejendom Gunderslev.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 237 f., 411; XXVII, 1910, S. 387.
C. F. Allen: Breve og Aktstykker til Christian II.s og P'rederik I.s Historie,
I, 1854, S. 60 ff. C. Paludan-Muller: Grevens Feide, I, 1853, S. 425 f. Personalhist.
Tidsskr., 2. Rk., III, 1888, S. 156—63. L. Laursen: Danmark-
Norges Traktater 1523—1750, I, 1907, S. 152. Astrid Friis.
Krummedige, Henrik, ca. 1465—-1530, norsk og dansk Rigsraad.
F. ca. 1465, rimeligvis paa Akershus el. Brunlagaard i Norge,
d. mellem 7. Marts og 4. April 1530 paa Mogenstrup, Oxie H.
Forældre: Norsk Rigsraad og Hofmester Hartvig K. (d. 1476, gift
i° med Katarina Buck, 3 0 med Anne Henriksdatter) og Karen
Andersdatter (Hak). Gift 1493 med Anne Rud, d. 1533, senest
10. Marts, paa Mogenstrup, D. af Rigsraad Jørgen R. (d. ca.
1504, s. d.) og Hustru.
H. K. blev 1484 el. 85 Ridder, havde 1487—89 Akershus og
fra 1489 Baahus i Forlening. Samtidig nævnes han som norsk
Rigsraad. Han kom nu til at indtage en lignende Stilling i Norge
som Faderen, arvede hans Strid med Familien Tre Roser og
var ligesom han godskær og havesyg, men en kraftig og energisk
Mand med udstrakt Jordegods baade i Norge og i Danmark (Raade
i Vigen, købt 1500; Eliinge, Haragers H., købt 1511; Valden,
Høgs H., købt 1513; Brunla, Mogenstrup og Assendrup). Da
Krigen med Sverige udbrød 1497, fik H. K. en udsat Stilling paa
Baahus. Fra Maj til Sept. belejrede han i Forening med sin
personlige Fjende Knud Alfsen (Tre Roser) Elfsborg Fæstning
og blev tillige Befalingsmand her indtil 1498. S. A. forlenedes han
paa sin og Hustrus Livstid med Vigen, Nummedal, Mandal, Tune
Skibrede, Raabyggelaget m. m. Knud Alfsen nærmede sig derimod
Sverige og gjorde herfra 1501 et Indfald i Vigen, men blev
fordrevet af H. K. 1502 kom han imidlertid tilbage og rejste en
hel Opstand i Norge; H. K. belejredes paa Baahus, men undsattes
af den unge Prins Christian (II.) og blev derved i Stand til

392 Krummedige, Henrik.
at gøre et Tog mod Knud Alfsen, indtog Tønsberg o6' belejrede
Akershus, medens han havde overladt Befalingen over Baahus til
sin modige Hustru og dennes Fader. Knud Alfsen blev nødt til
under Lejde at give sig om Bord paa sin Dødsfjendes Skib i Oslo
Havn, men her blussede Striden op, og til Trods for Lejdet blev
Knud Alfsen og flere af hans Følge nedhuggede (18. Aug. 1502).
Vel blev der afsagt en Retskendelse om, at Knud Alfsen selv havde
brudt Lejdet, men ingen synes at have villet tro herpaa, og en
Plet var sat paa H. K.s Ære. Opstanden udbrød atter med fornyet
Heftighed, saa at H. K. endog kom i en farlig Stilling paa Baahus.
Under disse Forhold overdrog Kong Hans Befalingen paa Baahus
til H. K.s Svoger Otte Rud og forflyttede ham til Danmark, hvor
han fik Holbæk Len (1503—08) og senere Laholm (1507—18).
Under Søkrigene mod Liibeck udnævnte Kongen harn 1510 ti'
sin øverste Søkaptajn og Høvedsmand. Faa Dage efter Udnæv
nelsen tilføjede H. K. (17. el. 18. Aug.) Liibeckerne et føleligt
Nederlag ved Nakskov. I de følgende Aar opholdt han sig i Reglen
paa Laholm som Grænsevagt mod Sverige, og da Krigen med
dette Land atter udbrød (1517), forlenedes han (30. Nov.) med
Hovedfæstningen Varberg med Nørrehalland; men da han 1519
under et svensk Indfald ikke havde hindret Landets Udplyndring,
fratog Christian II. ham pludselig (Juni 1519) Varberg og de
norske Len, som han og hans Hustru havde Livsbrev paa. Fra nu
af var H. K. Christian II.s Fjende. Marts 1523 søgte Kongen,
der i disse Aar ogsaa havde taget haardt paa H. K.s Svigersøn,
Eske Bille, en Udsoning; H. K. fik atter Brev paa alle sine norske
Len; 31. Marts maatte han derpaa, ligesom andre skaanske Adelsmænd,
sværge Kongen fornyet Troskabsed, men 7. April opsagde
han Kongen Huldskab og Troskab og sluttede sig til Frederik I.
Fra Aug. til Nov. 1523 sendtes H. K. derpaa til det søndenfjeldske
Norge for at bringe Landet under Kong Frederiks Regimente.
Med fremragende Dygtighed løste H. K. den vanskelige
Opgave, mest ved klog Benyttelse af de opløste Forhold og ikke
mindst ved at støtte Almuen over for de daværende Lensmænds
rovgridske Fogeder. Men han vakte hos det norske Selvstændighedsparti
et glødende Had imod sig. Egenmægtig fratog det norske
Rigsraad atter H. K. alle hans norske Len, udstødte ham selv af
Rigsraadet og landsforviste ham. Der rejstes de voldsomste Beskyldninger
for Højforræderi mod H. K. for hans Færd i Fortiden;
men samtidig med at den selvstændige norske Haandfæstning i
Dec. 1524 vedtoges paa Riberhus, fralagde H. K. sig ved to Tylvters
Ed de fremførte Beskyldninger. Af Frederik I. fik han Løfte om

Krummedige, Henrik. 393
atter at faa sine Len, men først efter at Vincents Lunge 1528 var
styrtet, kom H. K. atter i Besiddelse af Lenene. I Mellemtiden
havde han under Kampene mod Søren Norby 1525—26 haft
Stillingen som Arkelimester (Fører for Artilleriet). 1529 havde
han derpaa den Glæde at se sin Svigersøn, Eske Bille, afløse Vincents
Lunge som Statholder paa Bergenhus. Selv ledsagede han
i dette Aar den unge Prins Christian (III.) til Norge, hvor denne
under H. K.s Ledelse skulde søge at bringe nogen Orden i de
opløste Forhold. Dette blev det sidste større Hverv, der betroedes
H. K.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 236 f. C. F. Allen: De tre nordiske
Rigers Hist., I, 1864; IV, 2, 1870. A. Heise: Familien Rosenkrantz' Hist.,
II, 1882. W. Mollerup: Billeættens Hist., I, 1893. M. Birkeland: Hist. Skrifter,
II, 1922, S. 169 f., 179—85. O. A.Johnsen i Norsk biografisk leksikon, VIII,
1938 ' S ' ' 00 fr A. Heise (Povl Bagge*).
Krumpen. Den jyske Uradelsæt K.s genealogiske Forhold er
saa usikkert overleverede, at en Stamtavle næppe lader sig opstille.
Slægten forekommer allerede i 14. Aarh. med flere Medlemmer,
saaledes førte Ridderen, Rigsraad Johannes Eskildsen (nævnt 1377
og 1402) til Skovsgaard K.-Vaabenet: et rødt Møllehjul i Sølv,
ligesom Ridderen Jens Esbernsen (d. før 1360). Omkring 1400
ejede en Linie af Slægten Ravnstrup ved Næstved; til denne hørte
formentlig en 1420 forekommende Peder K., hvis Søn Jørgen K.
(d. senest 1521), der vistnok var Foged paa Mariager Kloster,
var Fader til kgl. Sekretær, Rigsraad, Magister Jacob K. (d. 1518)
og til de nedenn. Biskop i Børglum Stygge K. (d. 1551) og Rigsmarsken
Otte K. (ca. 1485—1569), med hvem Slægten formentlig
uddøde.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 238—42; XVIII, 1901, S. 565;
XXIII, ,906, S. 499; XXXII, I9:5) S. 6o5. Albert Fabritius.
Krumpen, Otte, ca. 1485—1569, Rigsmarsk. F. ca. 1485, d. 29.
Juni 1569, begr. i Mariager K. Forældre: Jørgen K. til Skøtrup
(d. senest 1521, gift 1° med Elne Jepsdatter Thott) og Anne
Styggesdatter Rosenkrantz (d. tidligst 1517). Gift i° ca. 16. Okt.
1521 med Drude Krummedige, døbt 27. Okt. 1493, begr. 18. Maj
1555, D. af Claus K. til Højby (d. 1500, gift i° med Drude Clausdatter
Rønnow) og vistnok dennes 2. Hustru Else Pedersdatter
Thott til Alnerup (gift 2 0 1504 med Thomas Nielsen Lange til
Lydum, d. 1521). 2° 1557 i Kbh. med Anne Lykke (gift i° 1537
med Rigsraad Anders Bille til Søholm, s. d.), D. af Rigsraad Peder
L. (s. d.) og 2. Hustru.

394 Krumpen, Otte.
Der vides intet om O. K.s Ungdom; men det ligger nær at
antage, at han har været knyttet til Tronfølgeren Christian (II.),
thi med dennes Tronbestigelse træder han straks frem af Ubemærketheden.
1514 bar han Kronen ved Christian II.s Kroning, 1515 var
han Chef for et af de Skibe, der hentede den unge Dronning Elisabeth
til Danmark, 1517 fik han, der hidtil kun havde haft en
ubetydelig Forlening paa Mors, det anselige Aalholm Len (til
1521). Naar Kongen dernæst betroede den kun ca. 35-aarige
Mand Overanførselen paa Toget til Sverige 1520 (sammen med
Nordmanden Carl Knudsen af Slægten Tre Roser), tør man gaa
ud fra, at han allerede dengang havde vundet Ry for krigersk
Dygtighed, rimeligvis i fremmed Krigstjeneste, siden han ikke
nævnes i Forbindelse med den foregaaende Tids talrige nordiske
Krigsbegivenheder. Han løste sin Opgave paa saa glimrende
Maade, at Toget staar som en af dansk Krigshistories mest straalende
Bedrifter. Sejrene over Sten Sture ved Bogesund (19. Jan.)
og Bondehæren ved Uppsala (6. April), hvor O. K. selv blev
saaret af to Pileskud, førte i Løbet af nogle Maaneder til Sveriges
Erobring. Efter Christian II.s Kroning i Stockholm (4. Nov.)
blev Sejrherren slaaet til Ridder. Som Lensmand paa Helsingborg
(1521—22) gjorde O. K. sig endnu en Gang fortjent af Kong Christian
ved sammen med Ærkebiskop Johan Veze 1522 at hindre
Lubeckernes Landgangsforsøg ved Raa i Skaane. S. A. blev han
forflyttet til det indbringende Tranekær Len med Langeland (til
1534), hvormed han forbandt et lille Len, Meltofte paa Lolland
{1523—69).
Under Oprøret mod Christian II. maatte O. K. —- som de fleste
østdanske adelige — indtage en forsigtig Holdning. Selv om han
tilsendte Kongen det Brev, hvori de jyske Rigsraader opfordrede
ham til at slutte sig til Opstanden, er der mest Sandsynlighed for,
at hans Sympatier var paa Oprørernes Side; thi der var Tale om
at fratage ham hans Len, ja, hans Svoger Erik Krummedige mente
endda, at der var Fare for hans Liv. Efter Kongens Bortrejse gik
han da ogsaa straks over til de nye Magthavere, og kort efter blev
han sammen med nogle og tyve andre Stormænd optaget i Rigsraadet
(1523). Under Frederik I. betroedes der ham ikke alene
militære, men ogsaa — som saa ofte senere — vanskelige diplomatiske
Opgaver, saa man maa formode, at han har besiddet en
betydelig udenrigspolitisk Indsigt. Efter Deltagelse i Forhandlingerne
med Liibeck 1524 reddede han — i Forening med Holger
Ulfstand — som Fører for Ekspeditionen til Gotland 1525 ved sin
Kløgt denne 0 for Danmark til Lubeckernes store Forbitrelse.

Krumpen, Otte. 395
1529 var O. K. Fører for de Tropper, der ledsagede Hertug Christian
paa hans Rejse til Norge.
O. K. tilhørte ved Slægtskabsforbindelser det gammelkatolske
Parti, og vi finder derfor hans Navn under alle Beslutninger mod
Reformationen og dens Mænd paa Herredagen i Kbh. 1533. Da
Herredagen besluttede sig til at følge Holsten i dets Tilnærmelse
til Nederlandene og tiltraadte det Forslag til en Traktat mellem
Nederlandene og Danmark og Hertugdømmerne, som den holstenske
Statsmand Melchior Rantzau havde hjembragt fra Nederlandene,
blev det O. K. og Utenhof, der som Rigsraadets Delegerede
— i Forening med Melchior Rantzau — afsluttede den
endelige Traktat i Gent (9. Sept.), som truede Liibecks Handelsmagt
i Norden saa alvorligt, at Byen søgte Forbindelse med
Danmarks lavere Stænder, hvad der i sine videre Konsekvenser
førte til Grevens Fejde. Under denne spillede O. K. en mindre
glorværdig Rolle. Uden Nødvendighed overgav han det faste Tranekær
Slot til Grev Christoffers uægte Broder »Lange Hermann«
og modtog som Grevens Mand Aalholm i Forlening. Har han
haabet derved at redde sit Gods, tog han alvorligt fejl. Da Adelsjagten
begyndte, blev han taget til Fange paa en Ridetur uden
for Aalholm og ført til Nykøbing Slot. Hans Ejendomme blev
plyndrede, hvad der — efter hans egen Opgørelse — paaførte
ham et Tab paa 12400 Gylden o: 34000 Tdr. Korn. Selv blev
han i Marts 1535 af Wullenwever ført til Liibeck og senere hensat
paa Slottet Liibtz i Mecklenburg, hvor efterhaanden en stor Del
af de fangne danske Rigsraader kom til at gøre ham Selskab.
Da Fangerne efter Kbh.s Overgivelse 1536 blev udleveret til Christian
III., var O. K. en af de fire, der først blev sat paa fri Fod
nogen Tid efter, at Statsomvæltningen var blevet fuldbyrdet, og
endda kun mod særlige Forpligtelsesbreve (Dec. 1536). Han mistede
sine Forleninger og blev udstødt af Rigsraadet. Da Kongen efterhaanden
udsonede sig med den danske Adel, var han den sidste
af de udelukkede, der blev genoptaget i Rigsraadet (1542). 1544
forlenedes han med Hald Slot, hvortil senere blev lagt Medelsom
og Sønderlyng Herreder. Fra Slutningen af 1540'erne træder han
atter i Forgrunden. Om Kongegunst vidner det, at han repræsenterede
Kongen ved to Bryllupper i Kongefamilien, 1548 paa Christian
III.s Datter Annas Brudetog til Sachsen og 1554 ved Kongens
Søsterdatters Bryllup i Mecklenburg med Hertug Johan Albrecht
af Mecklenburg. 1554 blev O. K. Rigsmarsk, en Stilling, der nu
væsentlig var et Æreshverv; Marsken var kun Chef for Adelsrytteriet,
mens de nu mere betydningsfulde hvervede Tropper var

39 6 Krumpen, Otte.
uafhængige af ham. Betegnende nok var O. K. slet ikke med i Ditmarskerkrigen
1559. Derimod anvendtes han stadig i diplomatiske
Sendelser; saaledes var han 1557 Leder af et Gesandtskab til Polen,
hvor det dog — til Kongens Utilfredshed — ikke lykkedes ham at
faa Regeringen til at støtte Hertug Magnus' Valg til Biskop af Riga.
Endnu under Frederik II. hørte O. K. længe til Rigsraadets
mere fremtrædende Medlemmer. Han deltog 1559—63 i næsten
alle de vigtigste diplomatiske Forhandlinger, saaledes med Hansestæderne
1559—60 og Sverige 1562, og ganske naturligt spurgte
Kongen ham til Raads som sagkyndig i liflandske Anliggender,
før han traf den endelige Afgørelse i Forhandlingerne om Øsels
Overdragelse til Hertug Magnus (1559). Endvidere havde han
baade under Christian III. og Frederik II. oftere med Skatteopkrævningen
at gøre. I de første Aar kunde han ogsaa glæde sig
over den unge Konges Gunst. Han ledsagede Kongen paa en
Rundrejse i Jylland 1560 og var sammen med sin Hustru et Par
Gange Kongens Gæst i længere Tid. Kongens Yndest betød ogsaa
materielle Fordele; 1559 fik han Livsbrev paa Hald, endda yderligere
Spøttrup Len og Rødding Birk kvit og frit. Kort før Syvaarskrigen
var det gode Forhold til Kongen rokket. Da Krigen
stod for Døren, sendte Marsken en Lægeerklæring om, at hans
Helbred ikke foreløbig tillod ham at gøre Tjeneste. Hans Læge
Cornelius Hamsfort kaldte hans Sygdom Melancholia og hævdede,
at Kongens Unaade var medvirkende Aarsag til Marskens Sygdom.
1563 gik der endog Rygte om, at Kongen havde stukket O. K.
ihjel med sin Kaarde. Aarsagen til det daarlige Forhold kender
vi ikke. Nærliggende er det at gætte paa, at den noget pengekære
Marsk har knurret over den af Kongen med stor Iver paadrevne
monarkiske Lensreform 1562. Det tør ogsaa antages, at han har
hørt til Fredspartiet i Rigsraadet 1563. I et Brev af 1. Aug. 1563
beder hans Hustru Statholderen i Kbh. Mogens Gyldenstierne
om at virke til, at hendes Mand blev forskaanet for alt for store
Laan fra Kronens Side; men O. K. blev dog Gang paa Gang i
de følgende Krigsaar nødt til at forstrække Kronen med betydelige
Beløb og at kautionere for endnu meget mere. Ved Krigens Begyndelse
fik han Ordre til sammen med nogle andre Rigsraader at
føre det jyske Adelsrytteri til Kolding, hvis Landet skulde blive
angrebet sydfra. Da Kongen drog til Hæren, blev O. K. ikke Medlem
af Regeringsraadet i Kbh., men fik sammen med de nævnte
Raader Overopsigten med alt i Jylland i Kongens Fraværelse.
I Aarene 1564—67 var han den meste Tid Medlem af Regeringsraadet.
Han anvendtes stadig i diplomatiske Hverv. 1563 og 1564

Krumpen, Otte. 397
udsendtes han som Delegeret til de paatænkte Fredskonferencer i
Rostock, der imidlertid slet ikke fandt Sted paa Grund af Parternes
Umedgørlighed, og endnu 1567 deltog han i det mislykkede Fredsmøde
i Stralsund. Fra Kongen maatte han allerede i Febr. 1564
døje haanlige Ord, fordi han ikke mere gjorde Fyldest som Marsk.
Efter Grev Giinther af Schwarzburgs Afskedigelse i Efteraaret 1564
udnævntes O. K. 14. Dec. 1564 til Hærens øverstkommanderende
med Svogeren Jørgen Lykke som Løjtnant. Da den gamle, svage
Mand bad Kongen om nogle Kommissærer til Støtte for Krigsledelsen,
som Grev Giinther havde haft, fik han at vide, at han
dog ikke var nogen fremmed, men som Rigens Marsk blot havde
at befale; men endnu inden 6. Febr. 1565 var han som øverstbefalende
afløst af Daniel Rantzau. I April 1567 fik O. K. kgl.
Ordre til at lede en militær Ekspedition til Norge, og da den
ca. 82-aarige Mand bad sig fri, maatte han høre, at Kongen fandt
det besværligt, at de, der havde saadanne høje Befalinger, kun
brød sig om Titlen og Fordelen, men ikke vilde gøre, hvad deres
Embede krævede. Dette Brev giver vel Forudsætningen for, at
O. K. i Aug. 1567 som Rigsmarsk maatte vige for Frands Brockenhuus.
Højst sandsynligt staar den nye energiske Magthaver Peder
Oxe her bag ved Kongen. Endnu saa sent som en Maaned før
sin Død maatte O. K. taale den Ydmygelse, at Hald blev taget
fra ham. — O. K. blev ikke mindst gennem sine Hustruer en stor
Godsejer, som var en streng Herre mod sine Bønder, der jævnlig
klagede over hans Overgreb. Fra sin Fader arvede han Trudsholm
(Gerlev Herred), der maaske er bygget paa det gamle Skøtrups
Grund, desuden købte han Hovedgaarden Skarregaard (paa Mors),
som han ejede til 1568, og havde en Tid Andel i Mejlgaard (Nørre
Dyrs Herred). Med sin første Hustru fik han Højbygaard (ved
Rødby) og med den anden, den gerrige og trættekære Anne Lykke,
Demstrup (Gerlev Herred), Brejnholm (Vrads Herred) og Hverringe
(paa Fyn), som hun ejede i Forening med sin Broder Jørgen Lykke.
— Ligsten med Portræt i Mariager K. — Maleri 1562 (Fr.borg).
Afbildningen paa Stik af Frederik 11.s Ligfærd er ikke Portræt.
P. V. Jacobsen i Hist. Tidsskr., V, 1844, S. 409—46. C. F. Allen: De tre
nordiske Rigers Historie 1497—1536, III, 1, 1867; V, 1872. C. Paludan-
Miiller: De første Konger af den oldenborgske Slægt, 1874. Samme: Grevens
Feide, I—II, 1853—54. A. Heise: Familien Rosenkrantz's Historie, II,
1882. Samme i Hist. Tidsskr., 5. Rk., V—VI, 1885—87. Samme i Personalhist.
Tidsskr., 2. Rk., III, 1888. A. Heise og W. Mollerup i Danmarks Riges
Historie, III, a og b, 1899—1906. Emil Madsen i Hist. Tidsskr., 7. Rk., V,
1904—05, S. 201, 217 f., 221 f. L. Laursen: Danmark-Norges Traktater 1523—
.1750, I—II, 1907-12. pml Coldingt

398 Krumpen, Stygge.
Krumpen, Stygge, ca. 1485—1551, Biskop i Vendsyssel. F.
antagelig mellem 1480 og 85, d. 21. Jan. 1551 i Asmild Kloster,
begr. i Mariager K. Broder til Otte K. (s. d.).
S. K. immatrikuleredes 1507 ved Universitetet i Greifswald som
Baccalaureus artium og Kiersker i Børglum Stift (hvor hans Morbroder
Niels Stygge (sen) Rosenkrantz var Biskop). Endnu s. A.
blev han Magister. — Fra ca. 1514 tjenstgjorde han i Kancelliet
som kgl. Sekretær og synes særlig at have haft med Sager vedrørende
Vendsyssel og med Kongens økonomiske Dispositioner til Krigen
mod Sverige at gøre. 1518, da Christian II. forgæves belejrede
Stockholm, overbragte han saaledes denne i Stegesund store Pengesummer.
For sin Tjeneste fik han efterhaanden gode Præbender:
Tranebjerg Kirke (Samsø), et Kanonikat i Aarhus og Helligaandshospitalet
der, Regnskabsprovstiet Skallerup i Vendsyssel og sluttelig
Bispestolen der. 1519 »oplod« Biskop Niels (næppe frivillig) Stiftet
for Søstersønnen, hvem Kongen derpaa skaffede Pavens Udnævnelse
i Juli samt Tilladelse til Indvielse. Morbroderen fik som »Pension«
Provstiet i Børglum Kloster, hvis Indehaver Dr. Ant. v. Fiirstcnberg
trængtes ud; Følgen af den Proces, han begyndte mod de
to Bisper ved Kurien, afværgede Kongen ved at forlange Sagen
paadømt i Danmark. — Trods disse Gunstbevisninger blev S. K.
snart Christian II.s Fjende (hvortil i hvert Fald vel bidrog de nye
Loves kirkelige Indgreb og Vragrets-Reformen, som ramte ham økonomisk).
Han varen af Foregangsmændene ved Oprøret mod Kongen.
Frederik I. forlenede ham som Tak med Aastrup og Hjørring
Købstad i Vendsyssel og Øland-Vig i Thy og unddrog ogsaa Kurien
Fiirstenberg-Sagen. 1524 fik Stiftets vigtige Handelsplads Sæby
Privilegier, saa S. K. 1525 kunde give sine »Undersaatter« der en
Byret som Viborgs. S. A. fik han ogsaa Ekspektance paa Stiftets
næststørste Præbende, Provstiet i Børglum (som han 1533 ved
Niels Stygges Død forenede med sin Bispestilling). — Allerede hans
Hensynsløshed i Gennemførelsen af Frederik I.s økonomiske Krav
gjorde ham forhadt (1525 gik endog Rygtet i Lubeck, at han var
dræbt), men ikke mindst hans Graadighed efter egne Indtægter.
Da Kirkerne paa Læsø, som tidligere havde hørt under hans Stift,
ikke ydede, hvad han forlangte, satte han dem 1523 i Band; Viborg
Kapitels Retssag mod ham i den Anledning gik ham dog sikkert
imod. Hans øgede Brug af Sandemænd i Retssager (for at faa de
store Bøder) maatte Kongen senere forbyde ham. — Med sin
ubestridelige Dygtighed har han sikkert øvet en betydelig Indflydelse
paa Herredagene (ogsaa som Dommer). 1528 deltog han
som Kongens befuldmægtigede i de vigtige Forhandlinger med

Krumpen, Stygge. 399
svenske Afsendinge i Nyløse, og 1529 fulgte han Hertug Christian
(III.) til Oslo, hvor han sad Retterting paa Kongens Vegne.
1528 deltog S. K. i Voldgiftsretten, der skaffede Rønnow'erne Dom
over Biskop Jens Andersen. 1532 afviste han pure Christian II.s
Forsøg paa at vinde ham for sin Sag.
For at bekæmpe Reformationsrøret forsøgte S. K. sammen med
de andre jyske Bisper 1527 at indkalde de navnkundige tyske
Teologer Dr. Eck og Cochlaeus, og da hans Kansler afsendtes med
Indbydelsen, udgik Initiativet dertil vel fra ham. Men da Kongen
krævede religiøs Tolerance, bøjede S. K. sig for de nye kirkelige
Forhold. Han var den første Biskop, der garanterede J. Rønnow
Roskilde Stift, skønt han forpligtede sig til at tolerere Prædikanterne;
til Gengæld afkrævede han ham Løfte om ikke at gifte sig (som han
tænkte paa). Særlig to Vidnesbyrd om S. K.s kirkelige Stilling
foreligger: 1531 medvirkede han til Beskikkelse af Præsten i Skagen,
der udtrykkelig forpligtedes til at prædike »det hl. Evangelium
og Guds klare og rene Ord«, og 1532—33 udstedte han Statutter,
der krævede Prædiken af Evangeliet »uden Drømme og Fabler«,
men ganske vist efter »Kendefædrene«s (Kirkefædrenes) Udlæggelse.
I Klageskriftet 1536 mod Bisperne beskyldes han heller ikke
for Vold mod Prædikanter; men Stiftet var i øvrigt (maaske netop
paa Grund af hans Reformkatolicisme) lidet berørt af egentlig
Lutherdom. Derimod udnyttede S. K. Forholdene til at tilegne
sig Annekspræstegaarde og udsuge Stiftets Nonneklostre brutalt; og
hans Forhold til hans Slægtning Elsebeth Gyldenstierne, som han
samlevede med i Børglum Kloster, vakte megen Forargelse.
Efter Frederik I.s Død blev Forholdene snart trange for S. K.
Paa Herredagen 1533 var han med til at udskyde Kongevalget
og (sammen med J. Rønnow) gennemføre den Reces, der faktisk
gjorde Kirken »tvedelt«, uafhængig af Rom, men underlagt et fornyet
og øget Bispestyre. Grevefejden nødte ham 1534 til i Ry at
tilbyde Christian III. Tronen, og han var endog en af de delegerede,
der overbragte ham Beslutningen. Snart efter rejste »Skipper«
Clement Grevens Sag i Vendsyssel; Bispestolens Gaarde afbrændtes,
og S. K.s Len overdroges andre. S. K. hyttede sig selv ved (sammen
med Elsebeth) at holde sig skjult (»i Peder Ridemands Bagerovn«).
Saa snart Christian III. havde faaet Magten i Jylland, regnede
det ned med Stævninger og Retssager mod S. K., og bl. a. blev nu
Nonneklostrene frataget ham. Paa Rigsdagen Okt. 1536 anklagedes
han ikke blot for sin politiske Stilling 1533, sin Forbindelse
med den norske Ærkebiskop Olaf Ingebritsen og Hertug Albrecht
af Mecklenburg og sit kirkelige Voldstyre, men ogsaa for at have

400 Krumpen, Stygge.
ophidset Bønderne mod Christian III. — Da han (som de andre
Bisper) var fængslet, førtes han til Sønderborg Slot og blev saaledes
Fange sammen med Christian II. Først 1542 kom han ved Forlig
i Odense paa fri Fod og fik Asmild Kloster i Len. Han blev begravet
i Mariager, hvor han sammen med Broderen Otte havde stiftet
et Kapel. Ogsaa mod Sæby Kirke havde han (i øvrigt sammen
med Niels Stygge) vist sig gavmild (Kirkens kostbare nederlandske
Altertavle og Kalkmalerier i Hvælvene skyldes dem). Hans sidste
Leveaar havde mest været optaget af Retstrætter. — Ligsten i
Mariager K.
Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk: Acta pontificum Danica, VI, 1915. Ny
kirkehist. Saml., IV, 1867—68, S. 465—73, 734—39; V, 1869—71, passim.
Kong Frederik den Førstes danske Registranter, 1879. P. F. Suhm: Nye Saml.,
1, 1792. Dsk. Mag., 3. Rk., IV, 1854; 4. Rk., I, 1864. — Om S. K.s Statutter
se P. Laurentsen: En stakket Undervisning, ny Udg. 1890. — Klageskriftet:
H. F. Rørdam: Monumenta Hist. Dan., I, 1873, S. 133—256. Dsk. Mag.,
2. Rk., III, 1810, S. 23, 27. — Mariager Kloster og Bys Historie, 1882. Festskrift
ved Sæby Købstads 400-Aars Jubilæum 10. Aug. 1924, 1924, S. 48 f.
J. Oskar Andersen.
Kruse. Den jyske Uradelslægt K. føres tilbage til Niels K.
(nævnt 1360 og 89), hvis Søn Mikkel K. (d. før 1447) til Balle,
Onsild Herred, antages at være Tip-tip-Oldefader til Christopher
K. (d. før 1546) til Balle og Vingegaard, fra hvem tre Linier af
Slægten udgaar. Hans Søn Enevold K. (d. før 22. Maj 1573) var
Oldefader til Oberstløjtnant Enevold K. (d. 1626) til Tulsted,
der faldt ved Lutter am Barenberg, og til nedenn. Admiral, Landkommissær
i Skaane Gabriel K. (d. 1647) til Tulsted og Hjuleberg
samt til Jørgen K. (1584—1666), der 1661 som Adelens Senior
modtog de nye Privilegier af Kong Frederik III.s Haand. —
Linien til Balle begynder med Peder K. (d. 1562) til Balle — Søn
af ovenn. Christopher K. (d. før 1546) — der var Bedstefader til
Mogens K. (d. 1624) til Balle, hvis Sønnesøn var nedenn. Regimentschef,
Oberst, Amtmand Mogens K. (ca. 1628-—77). Dennes
Søn, nedenn. Generalmajor Ulrik Christian K. (1666—1727) var
Fader til Birgitte Charlotte K. (1711—81) til Lindersvold, gift
med Gehejmeraad, Statsminister, Greve Otto Thott (1703—85,
s. d.) til Gaunø. — Den tredie af Christopher K.s Sønner var
Tyge K. (d. 1610) til Vingegaard, hvis Søn Statholder i Norge
Enevold K. (1554—1621) til Hjermeslevgaard var Oldefader til
Generalmajor Jørgen K. (1686—1751) og til Oberstløjtnant Christian
K. (1685—1729), med hvis Søn Ritmester Henrik Ryse K.
(1719—66) Slægten vistnok uddøde.

Kruse. 401
Af de forskellige borgerlige Slægter af Navnet K. kan nævnes
en Embedsmandsfamilie, hvis Stamfader er Borgmester i Helsingør
Caspar Hansen (d. 1688). Hans Søn, Sekretær i Hofretten Stephan
Casparsen (ca. 1686—1763), var Fader til Apoteker i Stavanger
Caspar Casparsen K. (1720—76) og til Kommandørkaptajn, Overlods
Poul Casparsen K. (1730—1809), hvis Sønner var Kaptajnløjtnant
Stephan Dietrich K. (1765—1813) og nedenn. Forfatter
Lauritz K. (1778—1839). — En særlig til Landbrugsvirksomhed
knyttet Slægt Kruuse føres tilbage til Tobakspinder i Kbh. Peder
Pedersen Kruuse (1723—73), der var født i Rønne; han var Fader
til nedenn. Pastor Manderup Peder Kruuse (1760—1846).
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 243—56; XVIII, 1901, S. 565;
XXIII, 1906, S. 499: XXVIII, 1911, S. 573; XL, 1923, S. 552; LI, 1934,
S. 277. Personalhist. Tidsskr., 3. Rk., IV, 1895, S. 243—45. — Personalhist.
Tidsskr., 2. Rk., V, 1890, S. 126; 3. Rk., VI, 1897, S. 303 f. — Holger Hansen:
Slægten Kruuse af Hojelse, 19.8. Albert Fabritius.
Kruse, Edvard (Evert), 1629—95J Generaltolddirektør. F. 10.
Sept. 1629 i Penzance, Cornwall, d. 9. Okt. 1695, begr. i Kbh.
(Nic). Forældre: Kaptajn i den danske Flaade Cornelis K. (d. vistnok
1662, gift 2° med Birgitte Steffensdatter) og Sarah Duncan
(ca. 1594—1655). Gift i° 1662 el. 63, antagelig i Norge (Bevilling 28.
Sept., Lysning 23. Nov. 1662, Holmens) med Susanne Robbins, d.
1668, D. af Skibsbygger Jacob R. (d. senest 1658). 2° 30. Sept. 1674
med Anna Sophia Winterberg, d. 20. Jan. 1689, D. af kgl. Mundskænk
Henrik W. 3 0 1691 i Aarhus med Karen de Hemmer,
f. 2. Aug. 1627 i Aalborg, d. 19. Jan. 1694 i Kbh. (gift i° 1661 med
Borgmester i Ribe Jesper Hansen, 1608—77 (gift i° med Maren
Nielsdatter, ca. 1588—1659), 2° 1681 med Landkommissær, Kammerraad
Thomas Friis, d. 1689), D. af Borgmester i Aalborg Christoffer
de H. (d. 1658, gift i c med Johanne Jørgensdatter, d. 1622)
og Karen Seehus.
E. K., der paa fædrene Side synes at have været af nederlandsk,
paa mødrene af engelsk Herkomst, kom til Danmark i sit 3. Aar.
Han var Kornet i Svenskekrigen 1658—60 og blev 1662 Tolder i
Larvik og Sandefjord. 1668 indsattes han under Magistratens
Protest som Raadmand i Tønsberg. Fra sit Tolderembede suspenderedes
han en Tid, da Generaltoldforvalteren havde rejst Tiltale
mod ham, men frifandtes og genindsattes 1670. 1672 var han i
Skotland for at reklamere opbragte dansk-norske Skibe og udnævntes
ved denne Lejlighed til Æresborger i Edinburgh. S. A.
byttede han Embede med Helsingørtolderen og fik herved og ved
Dansk biografisk Leksikon. XIII. l-ebr. 1938. 26

402 Kruse, Edvard.
sit 2. Ægteskab nærmere Forbindelse med Hof- og Regeringskredsene.
1677 indrullerede han Baadsmænd paa Sjælland. 1680—89
var han kgl. Køkkeninspektør og sluttede 1682 Kontrakt om
Leverance af Hofspisningen. 1683 fik han sammen med en Række
andre københavnske Borgere Stadfæstelse paa et gensidigt Brandforsikringsselskab.
1690 overtog han Oppebørslen og Forvaltningen
af Konsumtionen (undtagen »de 4 Species«) i Kbh. S. A.
fik han Privilegium paa at anlægge og i seksten Aar at drive seks
Hestemøller i Byen; det forbødes andre i dette Tidsrum at anlægge
Heste- eller Vandmøller i Kbh. og Christianshavn og at male
deres Malt og Rug paa andre Møller eller Haandkværne. 1691
forpagtede han Konsumtionen af »de fire Species« i Kbh., 1692—95
Konsumtionen og Tolden i hele Danmark, 1691—95 Indtægten
af Forstrands- og Forkøbsretten til forulykkede Skibe. Han var
en dygtig Forretningsmand og Toldadministrator og bragte (bl. a.
ved forskellige Takstnedsættelser) Intraderne stærkt i Vejret. 1682
udnævntes han til Assessor i Kammerkollegiet, 1690 til Kammerraad,
1692 til Justitsraad, 1693 & Medlem af Kommissionen til
Handelens Fremme, i hvilken Egenskab han bl. a. udarbejdede en
Betænkning om en Del Poster, ved hvilke »de trafiqverende« i Kbh.
mente, at Handelen besværedes. — Stik af H. Schaten efter Maleri
af Jacob d'Agar.
Universitetsprogram 1695. M. Henrichsøn Tistorf: Liig Prædikener, IV,
1705, S. 249—54. Kbh.s Diplomatarium, VII, 1886. C. Christiansen: Bidrag
til dansk Statshusholdnings Historie under de to første Enevoldskongcr, II,
1922. O. A. Johnsen: Tønsbergs Historie, II, 1934, S. 251. Personalhist.
Tidsskr., 2. Rk., IV, ,889, S. 4. c O. Bøggild Andersen.
Kruse, Frederik Vinding, f. 1880, Retslærd. F. 30. Juli 1880 i
Thisted. Forældre: Toldassistent, senere paa Refshaleøen Christoffer
Vinding (Winning) K. (f. 1849) og Maren Oline Nielsen
(1849—1907). Fornavn Louis slettet ved kgl. Bevilling 2. Juli 1937.
Gift 1920 med Pouline Petersen, f. 24. Febr. 1884 i Helsingør,
D. af Typograf, senere Købmand Peter Christian August P. (1844—
1902) og Ane Marie Frandsen (1840—1914)-
K. tog Præliminæreksamen 1897 og blev 1899 Student som
Privatist, dyrkede ved Siden af Jurisprudensen navnlig Filosofi
og fik 1902 Accessit for Afhandlingen »Sammenligning mellem
Humes Filosofi, saaledes som den fremtræder i hans Treatise og
som den fremtræder i hans Essays«. 1905 blev han cand. jur., var
Assistent i Justitsministeriet og Sagførerfuldmægtig 1907—08, opholdt
sig 1909—11 paa det Hurtigkarl'ske Rejsestipendium i Ud-

Kruse, Fr. Vinding. 403
landet, i England navnlig i London og Oxford og i Tyskland særlig
i Munchen, beskikkedes 1911 som Eksaminator ved de juridiske
Eksaminer, blev 1913 efter Professor L. A. Grundtvigs Død juridisk
Sekretær ved de danske Provinshandelsforeningers Fællesudvalg,
1913 Dr. jur. med Afhandlingen »Arbejdets og Kapitalens Organisation,
retslig bedømt. I. Del. Synspunkter for Retsudviklingen
i Industriens Hovedlande«, 1914 Professor ord. ved Kbh.s Universitet.
1918 afgik han fra den ovenn. Sekretærstilling, men har
stadig paa anden Maade, som Medlem af Repræsentantskabet for
Nordisk Livsforsikrings Aktieselskab, af Kontrolkomiteen for Kbh.s
Hypotekforening og i det hele som juridisk Raadgiver i mange
Erhvervsforhold haft Føling med det praktiske Rets- og Forretningsliv.
I hans Studentertid gjorde Goos størst Indtryk paa ham,
men senere har han i stedse stigende Grad forstaaet og skattet
Ørsted, hvis mærkelige Forening af dybtgaaende filosofiske Studier
og praktisk Sans i K. fandt en kongenial Natur; det var K.s Afsmag
for den blotte Teoretiseren og for rent abstrakte Principper,
der fra den rene Filosofi førte ham over i Retsvidenskabens
Lejr, hvor han fandt sikrere og fastere Bund under Fødderne.
Som Jurist er han i Slægt med den engelske Tænkning med dens
Sans for Livets reelle Værdier og den praktiske Erfarings Guldgruber;
næsten med agitatorisk Styrke indprenter K. Gang paa Gang
Respektløshed over for blotte Teorier eller almene Principper, for
Dogmer af enhver Art, baade juridiske og politiske. Inden for K.s
Forfatterskab kan der efterspores en ganske bestemt Linie, fra hans
Debutarbejde i »Tidsskrift for Retsvidenskab«, XX (1907), »Om
Modsætningen mellem Formuerettigheder og personlige Rettigheder
med særligt Hensyn til Forfatter- og Kunstnerretten. Et
Bidrag til Spørgsmaalet om juridisk Metode«, over Doktordisputatsen
og hans store tingsretlige Skrifter til hans Hovedværk, der
vakte ualmindelig Opsigt i hele Norden og antagelig i dets tyske
og engelske Klædebon ogsaa vil paavirke europæiske Doktriner,
»Ejendomsretten« (I—V, 1929—33; oversat paa Tysk af Knud
Larsen 1931, paa Engelsk 1937), som 1935 skaffede dets Forfatter
den Ørsted'ske Prismedaille. Maalet for dette store Arbejde
er at forene juridisk Metode og Erfaring med nyt socialt
Stof, K. vil grunde en ny Samfundsvidenskab, hvori Erfaringerne
fra en Række forskellige Fagvidenskaber skulde samvirke, Jura,
Nationaløkonomi, Ernæringsvidenskab, Psykologi, Æstetik, Historie
o. 1., ikke som hidtil skilte ved kinesiske Fagmure, og inden for selve
Juraen maa Retshistorie, Fremstillingen af den positive Ret og
Retsfilosofien ikke adskilles. Han hævder, at den materielle Ejen-
26*

404 Kruse, Fr. Vinding.
domsret, som Nutidens og Fortidens Samfund har kæmpet om, i
Fremtiden mere og mere maa afløses af den aandelige og sjælelige
Ejendomsret, hvis Sejr den kommende Tids Mennesketype vil
kæmpe sig frem til. Ejendomsretten, baade i materiel, aandelig
og sjælelig Forstand, bliver saaledes efter K. det grundlæggende
Begreb, Juraens »Formueret« forsvinder som for snæver, Sondringen
mellem Tingsret og Obligationsret er dybere set videnskabelig
uholdbar og afskaffet i K.s »egen« Lov, Tinglysningsloven af 31.
Marts 1926. K. sondrer mellem Ejendomsrettens Indhold og dens
Genstand, og de gamle Begreber opgives her. Hans Værk, der
helt igennem bærer Vidne om hans Evner som Skribent, er
anlagt efter en anden og mere omfattende Plan end tidligere
Fremstillinger af Tingsretten og beslægtede Omraader, hvilket
hænger sammen med Forfatterens nye Ejendomsretsbegreb.
Dette har ogsaa manifesteret sig praktisk. I Udarbejdelsen af Loven
af 7. Maj 1937 om Naturfredning tog K. væsentlig Del, idet han
ønskede meget radikale Lovgivningsforanstaltninger til Værn mod
forraaet og skæmmende Bebyggelse, ligesom den nye Lovs Regler
om Byggelinier langs Stranden er i Overensstemmelse med hans
Lære om Ejendomsrettens Grænser. Ogsaa et af K. med Bistand
af andre Jurister udarbejdet Udkast til Lov om Ejendomsret til
Aandsværker er i Overensstemmelse med K.s videnskabelige
Fremstillinger i hans Værk ved dets Krav om Beskyttelse paa
mange nye Omraader for Aandsarbejde. Allerede i K.s frugtbare
litterære Virke før Fremkomsten af »Ejendomsretten« drog
han i Leding mod en Række hævdvundne og hidtil urørlige Begreber
og Konstruktioner — »Tinglysning samt nogle Spørgsmaal
i vor Realkredit« (1928. Et Afsnit heraf som Universitetsprogram
s. A.), Afhandlingen »Ejendomsrettens Overgang« (Tidsskr. f. Retsvid.,
XXXVII, 1924), »Pant i Løsøre og Rettigheder« (Afh. til
14. nord. Juristmøde i Kbh. 1928) — og han supplerede Hovedværket
med en Række Artikler i »Ugeskrift for Retsvæsen« og »Tidsskrift
for Retsvidenskab«, en Del deraf samlede i Bogen »Ejendomsretsspørgsmaal«
(1934). Han er selv ingen ensidig »Tingsretsspecialist«.
Han har behandlet Livsforsikringsretten 1919, »Den kollektive
Arbejdsaftale« (11. nord. Juristmode 1919), »Aktieselskaber
og Andelsforeninger. Nogle Hovedpunkter af deres Stilling i dansk
Ret« (1920); hans Afhandling om »Ægteskabsloven«, hvor han efter
Sædvane ikke lagde Skjul paa sin fra det gængse og traditionelle
afvigende Mening, gav Anledning til en heftig litterær Fejde mellem
ham og Professor Viggo Bentzon og den svenske Præsident Hj.
Westring. Den kritiske Stilling, K. indtager over for visse Fore-

Kruse, Fr. Vinding. 405
teelser inden for moderne tysk Retsvidenskab og den almindelige
Retslære, der doceres af Forfattere som A. Hågerstrom og
Alf Ross, har han bl. a. lagt for Dagen i Afhandlinger og Anmeldelser
i »Tidsskrift for Retsvidenskab«: »Til Læren om Retskilderne«
(XLIII, 1930), »Til Etikkens og Retslærens Problemer«
(XLVI, 1934); 1916 foranstaltede K. 2. Udgave af V. Bentzons
»Almindelig Retslære« og er nu (1937) sysselsat med selv at udarbejde
en Retslære. K.s store Arbejdsevne er af de skiftende
Regeringer taget stærkt i Brug til legislativ Dont. Foruden
det alt nævnte skal fremhæves, at han havde en væsentlig Indflydelse
paa Hovedreglerne i Lov af 20. Marts 1918, jfr. Lov af 31. Marts
1933, om Bestemmelser mod uretmæssig Konkurrence og Varebetegnelse
og i Lov af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og
Opløsning og virkede energisk for Gennemførelsen af Lov af 29.
Sept. 1917 om Aktieselskaber. Hans Krav fra 1928 om bestemte
Reformer i Presse- og Injurielovgivningen er i vidt Omfang blevet
opfyldt i den senere Lovgivning, saaledes af Straffeloven af 15.
April 1930 og Retsplejelovene af 23. Juli 1932 og 7. April 1936; et
Lovforslag om Sanering af Landbrugets Gældsforhold forelaa fra
hans Pen 1934. Men sin største Indsats som Lovgiver har han ydet
ved den paa Ejendomsrettens og Realkredittens Omraade dybt
indgribende Tinglysningslov af 31. Marts 1926, der er gennemført
uden nogen Kommissions Forberedelse; K. var ogsaa Forfatter
af Anordn, af 26. Nov. s. A.; hans Kommentar til Loven
forelaa allerede 1927, 2. Udg. 1933. 1928 blev K. Medlem af
Undervisningsministeriets Udvalg om Revision af Bernkonventionen
og den danske Forfatter- og Kunstnerlov. Inden for Universitetet
nedlagde han et betydeligt Arbejde paa den ved kgl. Anordning
af 19. April 1918 fastslaaede Reform af de juridiske Eksaminer,
1930 var han Medlem af og Formand for det Udvalg, der
udarbejdede Forslag til den kgl. Anordning af 11. April 1931 og
Bekendtgørelse af 16. s. M. om Nyindretningen af de nævnte
Eksaminer og var ogsaa livligt optaget af de nyeste Reformspørgsmaal
af 1937, der fik juridisk Gyldighed ved kgl. Anordning af
13. Juli 1937, jfr. Bekendtgørelse af 20. s. M. Ogsaa i de ved kgl.
Anordning af 11. Maj 1921 givne Bestemmelser ang. Universitetets
Organisation havde han kraftig Del. 1937 udsendte han
sammen med C. A. Borum »Danmarks Love 1665—I937«» som
kun indeholder de nugældende Love med Udskyden af alle ophævede
Bestemmelser. I Landets indre Politik har K., trods
adskillig Opfordring dertil, ikke deltaget, men i Anledning af det
sønderjyske Grænsespørgsmaal udsendte Ministeriet Neergaard ham

406 Kruse, Fr. Vinding.
1920 som særlig Delegeret til Frankrig og England. 1920—22 var
han Formand for Grænseforeningen, sønderjyske Foreningers Fællesraad;
ved sin Afgang kaaredes han til Æresmedlem af Foreningen.
— R. 1920. DM. 1924. K. 2 1931. — Buste af Jens Lund.
Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1914, S. 1341". Frantz Dahl i Berl. Tid.
30juH I93 °- FranUDahl.
Kruse, Gabriel, d. 1647, Søofficer. D. 1647, senest 20. Nov.
Forældre: Christoffer K. til Vorst og Tulsted (d. 1631) og Anne
Prip (d. 1622). Gift i° 1613 med Agnete Thott, d. 1640, senest
3. Juni (gift i° 1606 med Laurits Grubbe til Røgle, d. senest 1613),
D. af Erik T. til Hjuleberg (d. 1589) og Helle Basse (d. 1581).
2° ca. 6. Juli 1642 med Karen Lykke til Snellerød, d. 1665 i Laholm,
D. af Hans L. (d. 1648) og Johanne Parsberg (d. 1619).
G. K. træffes 1610 som Løjtnant paa »Markatten« og blev s. A.
Kaptajn. 1611 deltog han i Angrebet paa den svenske Flaade i
Elfsborg Havn, 1612 havde han Kommando over ni mindre Skibe
og hindrede bl. a. den lybske Flaades Udsejling. I de følgende
Aar indtil 1630 betroedes der ham en Række sømilitære Hverv.
Saaledes gik han 1615 til Farvandene Nord for Norge for at
standse ulovligt Fiskeri, 1622 fulgte han Christian IV. til Bergen,
1624 førte han ham til Gotland og Bornholm. Under Krigen
1627—29 virkede han som Flaadechef og i mindre Kommandoer
først paa Elben, senere i Østersøen. 1630 sendtes han som Admiral
til Elben for at genere Hamburgerne og deres Søfart; Juli s. A.
blev han Viceadmiral-General i den mod dem samlede store Flaade
og deltog i Operationerne til Okt., da han forlod Flaadetjenesten.
Han var forlenet med Stavanger (1616—21), Gladsakse (1620—21),
Landskrona (1621—27), Roskildegaard (1627—32) og Mariager
Kloster (1632—34). 1622—23 vikarierede han som Befalingsmand
paa Gotland, 1624—25 var han med ved Undersøgelserne over
Krongodsets og Kronbøndernes Tilstand i Skaane og paa Bornholm,
1626 var han sammen med Otte Skeel Kommissær i Stade,
1641 blev han Landkommissær i Skaane. Han skrev sig til Tulsted
(Helium H.), som Faderen dog solgte 1626, og Hjuleberg (Aarstads
H., Halland), i hvilken han fik Part ved sit 1. Ægteskab, ejede
desuden Engeltofte (Bjåre H., Skaane) og Snellerød (N. Aasbo H.,
Skaane) og en Gaard i Kbh.
Dsk. Mag., 4. Rk., V, 1884, S. 280—88. H. D. Lind: Kristian den Fjerde
og hans Mænd paa Bremerholm, 1889, S. 177—81. Danmarks Adels Aarbog,
XVII, 1900, S. 246 f. . , « „ „ . ,
C. 0. Bøggild Andersen (C. F. Bncka).

Kruse, Jens William. 407
Kruse, Jens William, 1775—1823, Skuespiller. Døbt 19. Juni
1775 i Kbh. (Trin.), d. 16. Febr. 1823 sst. (Trin.), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Haarskærer, senere Teaterkontrollør Johan Gottfred K.
(ca. 1735—90) og Inger Marie Svane (ca. 1735—1800). Gift 10.
Jan. 1804 i Kbh. (Nic.) med Lovisa Augusta Frautz, f. 22. Dec.
1781 i Kbh. (Nic), d. 9. Aug. 1847 i Ørslund, Samsø, D. af
Billardholder, senere Toldbetjent Johan Henrich F. (ca. 1742
—-1802, gift i° med Benedicte Marie Leptin, ca. 1739—"77) og
Marie Kreil (1755—1848, gift 2° ca. 1800 med Fuldmægtig, senere
Auditør ved det borgerlige Artilleri Hans Christoffer Sonnin,
1750—1811).
K. var en brutal Kunstnernatur, et Eksempel paa Talentets
Uafhængighed af Kundskaber. Hans Dannelse var ringe, da han
25. April 1797 debuterede som Smeden Bastian i Syngestykket
»De forliebte Haandværksfolk«, men han viste sig i Besiddelse af
en udmærket Basstemme, der siden skaffede ham et betydeligt
Repertoire i den lettere Opera, og han røbede en myndig Personlighed,
hvis Evne til at leve i den givne Situation var fænomenal.
Hans Naturtalent og Fantasi lod ham instinktivt fremdrage det
centrale, det typiske i Figurerne og dækkede til Dels over hans
Plumphed og Mangel paa Kultur. Men i sin Samtids Dragt virkede
han ufin; han skulde ses i Kostume som Karakterfremstiller, for at
den stærke Vælde, der boede i ham, en myndig Urokkelighed,
kunde udnyttes til Kunst. Ærkebispen i »Axel og Valborg« spillede
han med imponerende Højhed, ligeledes den snilde Biskop Popo
i »Palnatoke« og adskillige andre Prælater, som endog fængslede
Tilskuere, der havde set saadanne Typer i de katolske Lande.
K.s Repertoire var meget omfattende, det strakte sig fra Holbergs
Arv og Studenstrup i »Den ellevte Juni« over den skinsyge Mazetto
i »Don Juan« til den snurrige gamle Poul i »Ungdom og Galskab«.
1813 kaldte Direktionen ham »en høj fortient Skuespiller, vor i
alle tre Skuespilarter saa uundværlige K.«. Overalt beundrede man
den Sikkerhed, hvormed han i brede Linier karakteriserede baade
tragiske og komiske Figurer; Bournonville vidner, at han i mange
Roller aldrig er blevet erstattet, f. Eks. som Forvalteren i »Gulddaasen«.
Han vilde være blevet et af Teatrets store Navne, hvis
han ikke i det daglige Liv havde tilsidesat ethvert Hensyn til sit
Helbred; allerede ved 40 Aars Alderen begyndte hans Nedgang,
og da han var uden Forbindelse med det intellektuelle Liv, tog
den Fart; han mistede Hukommelsen, forfaldt og optraadte sidste
Gang 10. Maj 1821 som Poeten i »Barselstuen«. Den udmærkede
Kunstner døde som et Vrag i stor Fattigdom, og Skifteretten

4o8 Kruse, Jens William.
vurderede Boet til fire Rdl. — Tegning af Voss 1815 paa Det
kgl. Teater. Stik af A. Flint efter egen Tegning.
Th. Overskou: Den danske Skueplads, III, 1860; IV, 1862. Samme: Af
mit Liv, II, 1916. Aug. Bournonville: Efterladte Skrifter, 1891, S. 105 f.
Robert Neiiendam: Breve fra danske Skuespillere, I, 1911. Helena Nyblom:
Mina levnadsminnen, I, 1922, S. 20 f. n i , »/• •• J
Roberl Neiiendam.
Kruse, Johan Hinrich Jes, 1805—59, Borger i Flensborg. F. 5.
Nov. 1805 i Eckernførde, d. 21. Aug. 1859 i Flensborg, begr. sst.
Forældre: Grynmøller og Markopsynsmand Asmus Hinrich K.
(1769—1845) og Christine Sophie Dorothea Møller (1773—1845).
Gift i° 10. Nov. 1833 i Eckernførde med Johanna Sophia Caroline
Becker, f. 1. Maj 1813 i Eckernførde, d. 7. Marts 1840 i Flensborg.
D. af Karetmager Carsten Johann B. og Dorothea Elisabeth
Bocken (ca. 1775— I 842, gift i° med Sergent Franz Joseph
Streibig). 2° 2. Maj 1841 i Eckernførde med Anna Magdalene
Christine Becker, f. 8. Dec. 1815 i Eckernførde, d. 13. Jan. 1874 i
Kbh. (Frue), Søster til 1. Hustru.
Efter at have lært Hjulmagerhaandværket i Eckernførde kom
K., der var opdraget paa Plattysk og hele sit Liv ikke talte godt
Dansk, ud som farende Svend og følte sig i det fremmede og i
Revolutionstiden omkring 1830 mere og mere som Dansk. 1833
bosatte han sig i Flensborg og fik n. A. Borgerskab som Karetmager.
Ved sin Dygtighed som Haandværker opnaaede han snart
at faa eget Hus, og den danske Bogtrykker Kastrup indrettede sit
Trykkeri i hans Gaard. Hans djærve Ærlighed, slagfærdige Vid,
muntre Livsglæde og Hjerte for Smaakaarsfolk bevirkede, at han
efterhaanden blev den ledende Mand inden for Flensborgs kongetro
brede Lag, som han skabte et ydre Udtryk for i St. Knuds
Gildet, hvis Oldermand han var fra 1841. Det lykkedes denne
energiske og velbegavede Haandværker at ruske sin Stand op af
den Mindreværdsfølelse, som den rige Handelsstand og tyske Embedsstand
havde holdt den nede i. K. fik saaledes baade social og
national Betydning; hans Indstilling var ren dansk, hverken slesvigsk
eller slesvigholstensk. Forstaaeligt nok maatte han lide personlig
Overlast under Treaarskrigen, hvor han til sidst udmærkede sig
som dansk Sergent. Efter Istedslaget lysnede det for ham selv og
for hans danske Sag: 1850 udnævntes han til Værkmester for
Arbejds- og Straffeanstalten, og 1851 oprettedes den frie danske
Menighed, hvortil 1852 kom Oprettelsen af den danske Borgerskole,
af hvis Skolekommission han blev et utrætteligt Medlem fra
1854. K., der havde Kong Frederik VII.s særlige Bevaagenhed,

410 Kruse, Lauritz.
Kruse, Lauritz, 1778—1839, Forfatter. F. 6. Sept. 1778 i Kbh.
(Holmens), d. 19. Febr. 1839 i Paris, begr. sst. Forældre: Kaptajn,
senere Kommandørkaptajn og Indrulleringschef og Overlods i Bragnæs
Distrikt Poul Casparsen K. (1730—1809) og Mette Benzon de
Thurah (1745—1807). Ugift.
K., der blev Student 1794, privat dimitteret, drev ikke noget
Fagstudium, men interesserede sig især for Teatervæsen og kom
hurtigt i Forbindelse med Tidens litterære Kredse. 1799 udgav
han et Tidsskrift »Dramaturgiske Blade« (seks Hæfter), som han
imidlertid standsede, da Trykkefrihedsanordningen af 27. Sept.
1799 udkom. 1819—24 udgav han et større dramaturgisk Værk
»Theatret, en Oversigt over alt Theatervæsenet vedkommende i
Almindelighed med Hensyn paa Det Kongelige danske Theater«
(I—II), som endnu kan have nogen Interesse for Teaterhistorikere.
K.s nærmeste Ven, Filologen Overlærer N. V. Dorph, mente, at
han burde være Direktør for Det kgl. Teater, hvad han dog ikke
blev. K. skrev en Mængde dramatiske Arbejder: Tragedier og
Komedier, Sørgespil og Lystspil, Syngestykker og Operaer; tolv
af dem opførtes paa Teatret, men naaede aldrig mere end et Par
eller ganske faa Opførelser; det første af hans Stykker, »Emigranterne«,
opførtes allerede 1799; et andet »Ezzelin, Tyran til Padua«,
Tragedie i fem Optog, opnaaede at blive spillet et Par Gange paa
Hofteatret i Wien. men gjorde ikke Lykke. »Niels Lembak, Skuespil
med Arietter i 1 Akt« kan betragtes som en Forløber for
Vaudevillerne. Et Udvalg af sine »Dramatiske Værker« udgav K.
i fire Bd. 1818—20. K.s Teaterstykker er rige paa kunstigt spundne
Intriger og Mystik, paa Sentimentalitet og Patos, men mangler
ægte digterisk Sving. — I sine Fortællinger og Romaner var K.
mere heldig, hans Egenskaber som Forfatter kom ham mere til
Nytte her; Fortællingerne er spændende og psykologisk interessante,
ofte hentende Stoffet fra Kriminaltilfælde; Yndere af Kriminalhistorier
kunde vel nyde dem endnu, hvis der kunde ses bort fra
det gammeldags i Sprog og Stil, moraliserende og didaktiske som
de er; en Titel som »Morderen med koldt Overlæg og dog en
Mand, der fortjener Agtelse, et psycologisk Forsøg, fundet imellem
en Afdøds Papirer« er betegnende. Da den historiske Roman kom
i Mode, fulgte K. med og udgav nogle bindstærke Romaner, som
»Sieben Jahre, ein Beitrag zu d. geheimen Hofgeschichte eines
nordischen Reichs« (I—IV, 1824) °g »Jugendgeschichte des Herrn
de Morbiére, ein Gemålde aus den letzten Jahren der Regierung
Ludwigs XV.« (I—III, 1825— 2 6)- Flere af K.s Arbejder fra de
senere Aar er først kommet paa Tysk. — Størst Betydning for den

Kruse, Lauritz. 411
danske Litteratur havde K. som Oversætter; han oversatte en
Mængde Værker fra Fransk og Tysk til Dansk og gjorde dansk
Digtning kendt i Udlandet ved Oversættelser til Tysk af Oehlenschlåger,
St. St. Blicher, H. C. Andersen, Ingemann og Carl Bernhard.
Han nød da ogsaa ofte offentlig Understøttelse; 1812 af købte
Fonden ad usus publicos ham for 3000 Rdl. 300 Eksemplarer af
hans Oversættelse af Puy Segurs Krigskonst, og i 1830'erne fik
han i flere Aar en Understøttelse paa 300 Rdl. af Finanserne. —
K.s mægtige Produktion havde sin Betydning for Samtiden, men
er ikke ufortjent gaaet til Bunds i Glemselen. Kun paa eet Sted
naar hans Stemme ned til Nutiden: da Mozarts Opera »Don Juan«
opførtes paa Det kgl. Teater (første Gang 5. Maj 1807), var den
danske Oversættelse af Teksten — »et sjældent vellykket Arbejde«
siger P. Hansen — besørget af K., og det er hans Ord, som naar
ud til Publikum i »Sjældent Penge, Prygl des fler«, »Jeg vil, nej
jeg vil ikke; hold op at friste mig« og de andre kendte Sange i den
berømte Opera. — Allerede i sin Ungdom rejste K. meget i
Udlandet, dels af Helbredshensyn, dels for at lære Udlandets
Teatre at kende; 1820 forlod han for stedse Danmark og var
derefter bosat snart i Hamburg, snart i Paris. Oehlenschlåger
antyder, at han havde homoseksuelle Tilbøjeligheder, hvilket kan
have været Grunden til hans Landflygtighed. Hans økonomiske
Forhold var trods al hans Flid altid kun maadelige. — Tit. Professor
1812.
Oehlensclilågers Ungdomserindringer ved L. Bobé, 1915. — P. Hansen:
Den danske Skueplads, II, i88g—96. Gads dsk. Mag., XXIX, 1935, S.
375—86. Alf Henriques: Det danske Skæbnedrama, 1936, S. 39—39.
Holger Hansen.
Kruse, Mogens, til Spøttrup, ca. 1628—77, Officer. F. ca. 1628,
d. 12. Okt. 1677, formentlig i Kbh. Forældre: Otte K. til Balle m. m.
(d. 1628, gift 1° med Magdalene Krabbe, f. ca. 1581) og Sophie
Staverskov (d. tidligst 1668, gift 2° 1635 med Laurids Ebbesen
(Udsen) til Tulstrup, 1559—1646). Gift i° 18. Sept. 1653 i Odense
med Else Vind, d. 9. Sept. 1655, D. af Rigsraad Iver V. (s. d.)
og Hustru. 2° 21. Maj 1661 i Viborg med Helvig Krabbe, begr.
26. Juni 1714 i Taarup, Fjends Herred, D. af Iver K. (ca. 1585
—1641) og Dorthe Juul (1609—64, gift 2 0 1649 med Erik Høg til
Bjørnholm, d. 1673).
M. K. var 1645 Elev i Sorø Skole, 1646 immatrikuleredes han
ved Universitetet i Leiden, n. A. i Orleans, blev 1650 Hofjunker
og opholdt sig atter nogle Aar i Udlandet, antagelig i spansk Krigs-

412 Kruse, Mogens.
tjeneste ved et af de Regimenter, U. C. Gyldenløve hvervede i
Hamburg 1651—52. Ved det nationale Rytteris Genoprettelse
1655 blev han Løjtnant ved jyske Sogneryttere, blev n. A. Kaptajnløjtnant
og fik ved de første Krigsforberedelser 1657 Ritmesters
Bestalling. Foraaret s. A. var han med Kompagniet i Rendsborg
under Hvass' Regiment, men ved dettes Deling i Juli kom han
under Oberst Jens v. Lowenclau, deltog i Erobringen af Stift Bremen,
og da dette gik tabt, førte han Kompagniet ad Søvejen til Frederiksodde
og Fyn. Nov. s. A. blev han Generaladjudant. Da Svenskerne
Jan. n. A. erobrede Fyn, er han formentlig kommet i Fangenskab,
men Maj s. A. fik han og hans Befalingsmænd anvist Kvarter i
Jylland. Ved Krigens Genudbrud begyndte han straks at samle
til et Regiment, men maatte gaa tilbage bag Limfjorden, saa at
Regimentet først n. A. blev komplet, hvorefter han med det deltog
i Fyns Tilbageerobring og udmærkede sig særdeles i Slaget ved
Nyborg. 1660 blev det ham betroet sammen med Oberst Ditlev
Rantzau at føre Corfitz Ulfeldt som Fange til Bornholm. Ved
Hærens Omdannelse efter 1660 blev hans Regiment ligesom de
andre egentlig nationale opløst, og 1664—71 var han Amtmand
over Mors og Thy. Da Kongen 1666 gjorde Skridt til at indløse
en Slags Løfte til Adelen om Genoprettelse af Rostjenesten, benyttede
han M. K. hertil, og det har formentlig været stillet denne i
Udsigt at faa Kommandoen derover; nogen egentlig Udnævnelse
fik han dog ikke. Ved Hærforøgelsen fra 1670 genoprettedes Rostjenesten;
M. K. fik nævnte Aar Bestalling som Oberst for denne,
og gennem sin Indflydelse paa Standsfællerne samt ivrigt og dygtigt
Arbejde opstillede han et Elitekorps af krigserfarne Befalingsmænd
og menige. Da Hæren 1675 gjordes krigsberedt, og de talstærke
Rytterregimenter deltes hver i to, beholdt M. K. det jyske Regiment,
hvormed han 1675 sikrede de jyske Kyster. 1676 deltog
han i Krigen i Skaane, navnlig Slaget ved Lund, hvor Regimentet
kæmpede med største Udmærkelse og under meget store Tab.
Natten før Slaget havde han med Regimentet »Hovedvagten« foran
Hovedkvarteret og fulgte derefter Slagets Gang fra først til sidst,
og ved den store Procedure mod hans mangeaarige Krigskammerat
Anders Sandberg blev han et Hovedvidne. Under meget Besvær
bragtes Regimentet atter paa Fode Vinteren 1676—77, men ved
Overføringen fra Jylland til Sjælland 1677 blev Transporten ved
Samsø overfaldet af svenske Kapere og mistede et betydeligt Antal
Folk og Heste. Skønt M. K. havde været syg om Foraaret, deltog
han dog i Sommerfelttoget i Skaane, hvorpaa han om Efteraaret
var i Kbh., og han er formentlig død her. Ligesom saa mange af

Kruse, Mogens. 413
sine Standsfæller blev han ruineret af Krigene; 1665 maatte han
gøre Opbud, og en Maaned efter hans Død var Liget ubegravet,
da Sønnerne ikke havde Penge til Jordefærden. — Maleri paa
Gaunø.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 250 f.; XXIII, 1906, S. 500;
XXVIII, 1911, S. 573. N. P.Jensen: Den skaanske Krig 1675—1679, 1900.
Militært Tidsskrift, XXX, 1901, S. 35—81 passim. Dsk. Mag., 5. Rk., IV,
1898-190. (se Registeret). Rockstroh.
Kruse, Ulrik Christian, 1666—1727, Officer. Døbt 12. Aug. 1666
i Thisted, d. 17. Aug. 1727 i Frederiksstad, Norge, begr. i Onsø
Kapel. Forældre: Amtmand, Oberst Mogens'K. (s. d.) og 2. Hustru.
Gift 1707 (Tilladelse 20. Juni) med Kirstine Marie Krabbe, f. Okt.
167?, d. 17. Jan. 1736, begr. i Holme Olstrup K., D. af Ritmester,
Godsejer Mogens K. (d. 1676) og Sophie Orning.
U. C. K. blev 1685 menig i Drabantgarden (Fændriks Rang),
1687 Sekondløjtnant i Infanteriet, deltog 1692—99 i et dansk
Hjælpekorps i kejserlig Tjeneste i Ungarn og Polen og gik fra
Infanteriet over til Dragonerne, hvor han 1695 blev Kaptajnløjtnant
og Kaptajn. Ved Hjemkomsten blev han Ritmester i
Rytteriet i Norge, hvor han herefter forblev; blev Major 1701,
1704 Oberstløjtnant i Dragonerne, 1710 kar. og virkelig Oberst
og Chef for det efter ham benævnte K.s nationale Dragonregiment,
som han førte 1711 under det korte Felttog i Bohus Len. Hans
Navn er ved talrige Fortællinger og Anekdoter knyttet til Fægtningen
med Karl XII.s Fortrav i Høland 9. Marts 1716. Faa Dage
i Forvejen havde han faaet Kommando over Tropperne i Grænsedistriktet
om Basmo og havde, som det var almindeligt i Norge
dengang, spredt sine faa Tropper over store Strækninger. 7. og
8. Marts havde han vel faaet en Del Meldinger om fjendtligt Indbrud
over Grænsen, men da nogle af disse viste sig at være blind
Alarm, undlod han at forandre sin Opstilling. Natten til 9. blev
imidlertid en af hans Infanteriførere, Oberstløjtnant Briigmann,
overrasket af Svenskerne, hvorfor U. C. K. ved Morgengry med
to Dragonkompagnier og nogle faa Infanterister rykkede ud mod
Fjenden, der, dækket af Forvagter, hvilede omkring Lejrbaalene.
U. C. K. førte sine Folk ad en smal Bro over et lille Vandløb,
attakerede Forvagterne og kastede dem tilbage; de fik imidlertid
hurtigt Forstærkning, og Kong Karl selv samt Generalissimus Arveprins
Frederik ilede til; det ene Dragonkompagni mistede sine
Officerer, og Mandskabet flygtede, og ogsaa U. C. K.s Kompagni
veg efter heftig Kamp mod Overmagten og flygtede. U. C. K.,

4i4
Kruse, Ulrik Christian.
der havde været den forreste under Angrebet, dækkede personlig
Tilbagegangen og var sidste Mand over Broen. Haardt saaret
slæbte han sig hen til en Gaard, hvor han blev taget til Fange.
Baade Kong Karl og Kong Frederik hædrede den tapre U. C. K.
paa det smukkeste; han blev hurtigt udvekslet, og efter en langvarig
Krigsretsundersøgelse blev han vel idømt en Pengebøde for
den mangelfulde Sikringstjeneste og for at have kastet sig mod
Fjenden med saa utilstrækkelige Styrker, men Kongen eftergav
ham Bøden og forfremmede ham s. A. til Brigader, n. A. til Generalmajor.
— Naar denne lille Kamp Tiderne igennem og endnu
fremhæves saa stærkt i Norge, ligger det i, at norsk Krigshistorie
kun har faa saadanne Episoder at henvise til. Efter Krigen og
indtil sin Død var U. C. K. en af de fire »kommanderende Generaler«
i Norge — fra 1722 tillige Kommandant i Frederiksstad. —
Hv. R. 1721. — Tvivlsomt Maleri paa Gaunø.
Danmarks Adels Aarbog, XVII, 1900, S. 251; XXIII, 1906, S. 500. Bidrag
til den store nordiske Krigs Historie, udg. af Generalstaben, VIII—X, 1927—34.
Personalhist. Tidsskr., 3. Rk., IV, 1895, S. 243 ff. J. Schiøtz: Oplandenes
Dragonregiments Historie, udg. af Forsvarsdepartcmentet, 1929, S. 47—55.
Rockstroh (H. W. Harbou).
Kruse, Vibeke, d. 1648, Christian IV.s Elskerinde. D. 28. April
1648 i Kbh., begr. paa en Forstadskgd., 1652 ført til Kølstrup K.
V. K.s Herkomst er ubekendt, men hun synes at være af tysk
Afstamning og af ringe Æt. Hun var i Tjeneste hos Christian IV.s
Hustru Kirstine Munk, men blev 1629 forjaget fra sin Stilling
sammen med det øvrige Tjenerskab, vel sagtens fordi Kirstine
Munk frygtede for, at de skulde røbe hendes Kærlighedsforbindelse
med Rhingreven. V. K. blev derefter optaget i Ellen Marsvins
Husstand, og da Kongen kort efter paa Grund af de forestaaende
Krigsoperationer opholdt sig i Svendborg, indbød Ellen Marsvin
ham til sig paa Kærstrup (Maj 1629), °S ner paabegyndtes Forholdet
mellem V. K. og Kongen. 1630 fødte hun Kongen Sønnen
Ulrik Christian Gyldenløve (s. d.) og 1633 Datteren Elisabeth
Sophie. 1631 tillagdes der hende et aarligt Deputat paa 500 Rdl.,
der n. A. blev forhøjet til 600 Rdl. 1633 skænkede Kongen hende
Godset Bramstedt i Holsten, 1636 en Gaard i Kbh. og 1644 en
Have uden for Østerport. I øvrigt kender man meget lidt til
V. K. og hvilke Egenskaber hos hende det er, der har fængslet
Kongen, men hun synes at have haft en betydelig Magt over ham.
Hun var ofte med paa hans Rejser, baade i Holsten og Norge,
saaledes lod Kongen, da Skibet »Trefoldigheden« blev udrustet

Kruse, Vibeke. 415
Jan. 1644, et Rum indrette til hende ved Siden af sin Kahyt.
I et Brev fra 1645 siger den franske Gesandt de la Thulliére, at
Kongen ganske lader sig beherske af den Kvinde, som han har
hos sig. Da Hertug Frederik 1646 søgte at faa flere Penge fra sin
Fader, paalagde han sin Afsending Hans Bremer at negociere
Sagen hos V. K. — Kirstine Munk og hendes Børn nærede et
bittert Had mod V. K. og beskyldte hende for at have fortrængt
Fru Kirstine fra Kongens Gunst. Da Christian IV. døde 28. Febr.
1648, lod Corfitz Ulfeldt V. K., som da var syg og sengeliggende,
sammen med Datteren bortjage fra Rosenborg efter at have ladet
deres Gods forsegle. 13. April fordrede Kirstine Munk og hendes
Parti, under Trusler om Selvtægt, en ekstraordinær Rettergang
mod hende med Tilsidesættelse af de almindelige Procesregler.
Dette Krav blev afvist af Rigsraadet, der erklærede, at Sagen maatte
gaa sin lovlige Gang, men allerede samme Maaned døde V. K.
Corfitz Ulfeldt lod hende begrave om Natten uden Ceremonier.
— Nogle Miniaturer fra 18. Aarh. udgives med tvivlsom Ret
for V. K.
S. Birket Smith: Leonora Christina, Grevinde Ulfeldts Hist., I, 1879, S.
36 f., 171—76. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste Dage, 1894, S. 4,
13—16. Dsk. Mag., IV. Rk., 4, 1878, S. 354—58. C. F. Bricka og J. A. Fridericia:
Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve, IV—VII, 1882—91.
v. Kruus, se Crusius.
Hugo Andersen.
Kruuse, Manderup Peder, 1760—1846, Præst. F. 14. Dec. 1760
i Kbh. (Frels.), d. 14. April 1846 i Højelse, begr. sst. Forældre:
Tobakspinder Peder Pedersen K. (1723—73) og Johanne Christensdatter
(1722—98). Gift 3. Okt. 1787 i Kbh. (Garn.) med Inger
Ørslew, f. 24. Juni 1765 i Kbh. (Helligg.), d. 23. Juni 1847 i Højelse,
D. af Lærredshandler Abraham 0. (ca. 1724—89) og Karen
Lynow (1743—1809, gift 2° med Kaptajn, senere Toldinspektør
i Larvik Caspar Frederik Brueneck, 1752—1832, gift 2° 1810 med
Else Bolette Brinck, f. 1775).
K. blev Student 1777 fra Roskilde, men tog først teologisk
Attestats 1786. I sin Studietid deltog han meget i Klublivet, kom
i Forbindelse med førende litterære Kredse — blev bl. a. god Ven
med K. L. Rahbek —, spillede gerne og med Talent Komedie i
private dramatiske Selskaber og vandt et vist Navn ved de Drikkeviser
og andre Sange, han skrev. Kort efter Attestats fik han ved
Enkedronning Juliane Maries Protektion 1787 det store Sognekald
i Højelse og Lellinge ved Køge (under Vallø Stift), hvor han

Kriick, Friedrich Carl. 417
1768 fik Stillingen som 2. Sekretær i Landbokommissionen for
Slesvig og Holsten. 1772 blev han Enesekretær og Medlem af
Kommissionen og udnævntes derpaa til Medlem af Overretten i
Slesvig. 1775 kaldtes han af A. P. Bernstorff til Kbh. som 1. Ekspeditionssekretær
i Tyske Kancelli. Hvad Bernstorff behøvede, var en
Mand, der kunde skrive, som kendte de tyske Provinser godt, og
som havde et godt personligt Omdømme. Alt dette fandt han
hos K., og Brevene fra de følgende Aar strømmer over af Ros.
1776 blev K. Deputeret, og fra 1780 besørgede han Korrespondancen
om det tyske Riges Sager. 1795 blev han Overprokurør
for Slesvig og Medlem af Overbankdirektionen og 1796 Medlem
af Kanalkommissionen. I alle større Lovgivningsarbejder, ogsaa
de kongerigske, blev han taget med paa Raad, og i den vigtige
Trykkefrihedslov, der fremstod som et samlet Produkt af Bidrag
fra forskellige Sider, havde K. foreslaaet Bestemmelsen om, at en
Person, der en Gang havde faaet en Straf for en Presseforseelse,
skulde næste Gang straffes med livsvarig Censur. Han blev 1801
Kansler i Slesvig. K. førte en klar og knap Pen, naar han konciperede
Love, blev anset for en administrativ Førstekraft og var
ved Siden heraf en alsidig interesseret Aand, der beskæftigede sig
baade med litterære og filosofiske Studier. — Dr. phil. h. c. i Kiel
1815. — Overretsraad 1774. Kancelliraad 1774. Justitsraad 1777.
Etatsraad 1779. Konferensraad 1789. Gehejmekonferensraad 1811.
— Hv. R. 1803. DM. 1812. — Tegning (Fr.borg).
E. Holm: Danmark-Norges indre Historie 1720—1814, VI, 2, 1909. Aage
Friis: A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Samme: Bernstorff'ske
Papirer, III, 1913. L. Bobé: Efterladte Breve fra den reventlowske Familiekreds,
VII, 1906. E. Holm: Den offentlige Mening 1784—99, 1888.
Harald Jørgensen.
Krygell, Johan Adam, 1835—1915, Komponist. F. 18. Sept.
1835 i Næstved, d. 27. Juli 1915 paa Frbg., begr. i Kbh. (Vestre).
Forældre: Musiker ved Lansenererne Johan Ernst August K.
(1805—37) og Karen Marie Thornam (1804—92, gift i° 1822
med Korporal, senere Vagtmester Jens Jensen, ca. 1792—1822).
Gift 29. Okt. 1875 paa Frbg. med Ulrika Christina Pihl, f. 1.
Dec. 1846 paa Tingdal, Bjørnekulla Sogn, Skaane, d. 14. Okt.
1906 paa Frbg., D. af Proprietær, Fanejunker Gustaf P. (1818
—92) og Johanne Charlotte Ekberg (ca. 1808—74).
K. opnaaede i sin Opvækst ingen systematisk Musikundervisning,
saaledes som det rimeligvis har været hans musikalske Moders
Ønske; paa Grund af de trange Forhold, Familien kom i ved
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 193S. 27

418 Krygell, J. A.
Faderens tidlige Død, blev han sat i Malerlære. Lidt Violinspil
fik han dog lært og forlystede Egnens Bønderbefolkning ved at
spille til Dans og af og til overraske dem med nogle Danse og
Marcher af egen Komposition. At han helt kom til at hellige sig
Musikken, skyldes en haardnakket Sygdom, som, efter at han var
blevet Svend, tvang ham til at opgive sin Profession. Han lagde sig
til at begynde med efter Orgelspillet og blev 1863 Organist ved
Herlufsholm, men hans Ærgerrighed strakte sig videre nu, da han
følte sig paa sin rette Hylde, og han studerede til at begynde med
paa Kbh.s Musikkonservatorium 1867—68. Senere, da man i
videre Kredse havde erkendt hans Dygtighed, kom han paa det
Ancker'ske Legat til Tyskland og Italien (1874). 1880 blev han
Organist ved den nybyggede Matthæuskirke i Kbh. og beklædte
denne Stilling til sin Død. Fra 1889 fik han Komponistgage af
Staten. K. var en meget frugtbar Komponist, og i Tidens Løb
kom hans Produktion til at omfatte næsten alle Arter, deriblandt
Violinkoncerter, Strygekvartetter, Strygesekstet, Symfonier o. a.
for Orkester, een- og flerstemmige Sange, et Oratorium, Messe,
Requiem, Kantater, en uopført Opera »Kong Saul« og endelig
Orgelkompositioner, hvoriblandt Fugaværket »Moll und Dur«
(1893), 24 Satser i alle Tonearter, et meget dygtigt og kunstnerisk
værdifuldt Arbejde, der viser baade K.s tekniske Kunnen og hans
Musikalitet. K.s Arbejder er kun for en mindre Dels Vedkommende
trykt, Størstedelen findes i Ms. i Det kgl. Bibliotek. Det
meste er dog i Tidens Løb blevet opført her hjemme eller i
Udlandet. — Tit. Professor 1895. — Maleri af Sally Philipsen
1907 i Familieeje. Portrætteret af Carl Wolff paa Gruppebillede
i Kvindelig Læseforening. Tegning af samme. Buster af Flora
Jacobsen 1913 og 1915.
Nutiden, 2. Sept. 1888. G. Lynge: Danske Komponister i det 20. Aarh.s
Begyndelse, 1917, S. 507—19. M. Galschiøt: Skandinaver i Rom, 1923, S.
116—20. Berl. Tid. 22. Okt. 1900. Dannebrog 18. Sept. 1905.
Nils Schiørring (G. St. Bricka).
Kriiger, Christian Julius, 1849—1936, Skolemand. F. 24. Juni
1849 i Kerteminde, d. 18. Febr. 1936 i Helsingør, Urne paa
Nøddebo Kgd. Forældre: Købmand Johan Peter K. (1817—93)
og Sophie Wilhelmine Birta Hansen (1820—92). Gift i° 16. Okt.
1885 i Fredensborg med Sophie Hedevig Utke Dahl, f. 19. Nov.
1855 paa Broløkke, Hindsholm, d. 29. Nov. 1886 i Helsingør, D.
af Proprietær Johan Ernst Utke (1804—64) og Maren Kirstine
Madsdatter (1829—66, gift 2° 1865 med Premierløjtnant, senere

Kruger, Chr. 419
Ritmester, Godsejer Allan Aly Henrik Dahl, 1826—96, gift 2°
1879 med Andrea Florentine Christine Tommerup, 1842—80, 3°
1880 med Eulalie Jacobine Sørine Langeland, 1854—1915), adopt.
Dahl 28. Dec. 1866. 2° 23. Juli 1896 paa Frbg. med Ada Elisabeth
Hvid, f. 6. Aug. 1867 i Kbh. (Johs.), d. 27. Febr. 1912 i
Kbh., D. af Tømrermester Vilhelm Theodor Petersen (d. tidligst
1912) og Augusta Johanne Hviid. Navneforandring til Hvid 16.
Juni 1896. 3 ? 1. Maj 1913 i Holbæk med kgl. Translatrice Johanne
Katrine Dithmer, f. 6. Okt. 1868 i Holbæk, d. 11. Aug. 1919 i
Odense, D. af Murermester Hans Peter D. (1837—1925) og Sofie
Kirstine Clausen (1839—1904).
K. dimitteredes 1867 fra Odense Katedralskole og tog 1876
Magisterkonferens i Matematik. Under sit Studium var han
1870—73 Huslærer og 1873—76 Lærer ved Haderslev Læreres
Skole. Efter sin Eksamen underviste han 1876—83 ved Hauchs
Latin- og Realskole og vikarierede 1881—83 ved Metropolitan -
skolen. 1883 blev han, kun 34 Aar gammel, Bestyrer — Rektor —
ved Helsingør Realskole, som det nævnte Aar atter oprettede den
1839 nedlagte Latinlinie og blev en Latin- og Realskole, fra 1903
højere Almenskole. K. beklædte denne Stilling, til han 1919 søgte
Afsked paa Grund af Alder. Med fast Haand bragte han snart
Skolen i god Form; han havde fremragende administrative og
disciplinære Evner, var streng i sine Krav til Elever og Medlærere
og en dygtig Vejleder for begyndende Lærere. Flere Gange havde
han Tilbud om større Rektorater, men blev i Helsingør, hvis
Skoles Elevtal under hans Ledelse voksede fra 74 til 411. K. var
Medstifter af De lærde Skolers (Gymnasieskolernes) Lærerforening,
Medlem af dens Bestyrelse 1890—1908 og spillede en indflydelses-,
rig Rolle ved Foreningens Efteraarsmøder under de mange Forhandlinger,
som fandt Sted i Aarene umiddelbart før Vedtagelsen
af Almenskoleloven af 1903. Han var 1902 tilkaldt af Ministeriet
som sagkyndig ved Forberedelsen af denne Lov og satte sit Præg
paa Udformningen af Kravene ved den nye Skoleforms Eksamen
i Matematik og Fysik. Han var Medlem af Udvalgene angaaende
den Reform af Karakterskalaen, som indførtes ved Skolerne efter
1903, og angaaende Kravene ved Studentereksamen. 1889—1925
var han Medlem af Opgavekommissionen for de højere Skolers
Eksaminer, 1910—24 Censor ved Skoleembedseksamen og 1917—24
Formand for Censorerne ved det matematisk-naturvidenskabelige
Fakultet. — Han har udgivet »Lærebog i Matematik for Gymnasiets
matematisk-naturvidenskabelige Linie«, I—V, 1910—14. —
K. arbejdede for Klasseundervisning, Elevernes Selvvirksomhed og
27*

420
Kriiger, Chr.
direkte Iagttagelse paa et Tidspunkt, da dette endnu ikke var en
Selvfølge. Han var en ivrig Tilhænger af Fællesskolen og af den
højere Skoles Tilknytning til Folkeskolen, med gratis Skolegang
som denne, saaledes som det praktiseredes i Helsingør. Han var
stærkt inde paa Tanken om større Valgfrihed inden for Fagene og
saa, vistnok af den Grund, med Uvillie paa Genindførelse af den
Ørsted'ske Karakterskala (1917) ved Skolernes Eksaminer, da den
binder Eleverne stærkere til at lægge samme Vægt paa alle Fagene
end den Skala, han var med til at forme i Aarene efter 1903. —
Tit. Professor 1892. — R. 1908. DM. 1919. — Maleri af H. Dohm
1919 i Helsingør højere Almenskole.
Helsingør Dagblad 24. Juni 1919. Bed. Tid. 24. Juni 1919. Gymnasieskolen
20. Juni 1929 og 5. Marts 1936. Aarsberetning fra Helsingør Gymnasium
1936. Helsingør Avis 19. Febr. s. A. sy, n
Kriiger, Hans Andersen, 1816—81, nordslesvigsk Politiker. F. 6.
April 1816 i Bevtoft Kro, d. 27. Aug. 1881 i Bevtoft, begr. sst.
Forældre: Kroejer Andreas K. (1790—1823) og Ellen Andersen
(1794.—1877, gift 2 0 1829 med Kroejer Georg Christian Brandt,
1796—1841). Gift 26. Juli 1840 i Gram med Bolette Christine
Thomsen, f. 28. Aug. 1821 i Skodborg, d. 19. Dec. 1907 i Bevtoft,
D. af Gaardejer, Sognefoged Thomas T. (1781—1855) og
Cicilia Maria Termansen (1787—1836).
K. voksede op i et velstillet Storbondehjem, hvor der en Tid
blev holdt Huslærer til hans og en ældre Broders Undervisning.
Sin praktiske Uddannelse fik han dels efter Tidens Skik paa en
Gaard i Angel, dels, for at lære Brænderi, paa Østerbygaard ved
Vamdrup. Efter en Tid at have bestyret Magstrup Kro overtog
han 1841 efter Stiffaderens Død Fædreneejendommen, hvor Krohold,
Brændevinsbrænderi og Landbrug var forenet. Han udvidede
senere sin Ejendom ved Køb af Bevtoft Mølle (1854) og byggede
endvidere Nustrup Mølle. K. var i Besiddelse af stor praktisk
Dygtighed, og flere af hans Eksperimenter vakte almindelig Opsigt.
Navnlig havde Engvandingen hans Interesse, og det lykkedes ham
bl. a. paa en meget sindrig Maade og med ringe Udgifter at forvandle
ca. 30 Tdr. Land gold Hede og Mose til et frugtbart Engareal.
I det økonomisk-faglige Fællesarbejde var K. fra første Færd
Deltager. Paa hans Egn oprettedes 1846 den første Landboforening
i Slesvig — »den nordslesvigske« —, og han blev dens første Viceformand.
N. A. stiftedes Den nordslesvigske Brandkasse — ogsaa
kaldet Bevtoft-Kassen — med Støtte i de samme Egne og med K.
blandt de ledende.

Kriiger, H. A. 421
Det var som den praktisk dygtige Bonde, K. først blev kendt og
agtet. Men hurtigt blev hans Kræfter taget i Brug ogsaa paa
andre Felter. 1846 blev han Kredsformand for den slesvigske
Forening for Bevtoft, Agerskov og Toftlund Sogne, og 1847 valgtes
han til Stænderdeputeret for 1. slesvigske Valgkreds. Han kom
dog foreløbig ikke til at tage Sæde i Stænderne, idet disse ikke
blev indkaldt før Krigen. Lige ved Oprørets Begyndelse fløj K.s
Navn over Lande. Ved Hertugdømmernes Stænders Fællesmøde
i Rendsborg 18. Marts 1848 havde han givet Møde som den eneste
dansksindede foruden Agent Jensen fra Flensborg, og han protesterede
her i denne ophidsede Forsamling dristigt mod Beslutningen
om Slesvigs Indlemmelse i det tyske Forbund: »Det er klart
af alt, hvad her er sket, at de Herrer helt overser, at langt over
Halvdelen af Slesvigs Indbyggere er dansk og dansksindet og vil
ikke ind i det tyske Forbund, men vil fremdeles blive ved og
knyttes fastere til Kongeriget Danmark«. Straks efter sin Hjemkomst
manede han i et Opraab sammen med Nis Lorenzen og
Laurids Skau sine Landsmænd til trofast at staa sammen med
Kongeriget, og paa et Folkemøde i Agerskov nogle Dage efter fik
han vedtaget et Forslag om Oprettelse af en Landstorm — uden
at det dog fik praktisk Betydning. Selv maatte han efter Slaget
ved Slesvig forlade sit Hjem. Han opholdt sig under det meste af
Krigen ved den danske Hær og kom til at yde det danske Efterretningsvæsen
værdifulde Tjenester. Bl a. sluttede han et nært
Venskab med Oberst Læssøe under Ryes Tilbagetog 1849.
1851 blev K. Medlem af Notabelforsamlingen i Flensborg og
genvalgtes kort efter til Stænderdeputeret for sit gamle Distrikt,
som han fortsat repræsenterede indtil 1864. I Stænderne fik han
under en voksende Rivalisering med Laurids Skau efterhaanden
en Førers Plads ved Siden af denne. I de første Samlinger søgte
han at samle Bønderne fra begge nationale Lejre i et Samarbejde
om praktiske Forhold — han fik bl. a. vedtaget et Forslag om
Ophævelse af det navnlig i Sydslesvig ilde anskrevne Gendarmeri
— men da senere de nationale Modsætninger tilspidsedes, optraadte
han med lidenskabelig Voldsomhed mod det slesvigholstenske Flertal.
Han var samtidig Medlem af Rigsraadet fra dets Oprettelse
(1855), og ogsaa her virkede han med praktiske Forslag til Gavn
for sin Hjemstavn; bl. a. fik han overført visse Indtægter fra Fælleskassen
til Landsdelens særlige Kasser. Han paavirkedes i disse Aar
gennem Tscherning og Gert Winther i stærk demokratisk Retning,
og baade i Rigsraadet og i Stænderne stillede han Forslag om
Stænderklassevalgenes Afløsning af Valg paa den almindelige Valg-

422
Kriiger, H. A.
rets Grund. Oprindelig havde han ønsket, at Slesvig skulde bevare
en vis provinsiel Selvstændighed, men han førtes til at indse, »at
der kun er Frelse at søge for os i en inderlig og nøje Tilslutning til
Kongeriget under Danmarks Riges Grundlov«. Dette førte ham
ind i et Modsætningsforhold til »Klosterbrødrene«, blandt hvilke
han havde mange af sine nærmeste Venner. Han indbragte i
Samlingerne 1862 og 1863 et Forslag til »Grundlov for Danmarks
Riges Fællesanliggender«, der dog ikke kom til at nyde Fremme,
men han blev Medlem af det Udvalg, der skulde behandle Novemberforfatningen
i Efteraaret 1863. Her fremsatte han en Række
vidtgaaende demokratiske Ændringsforslag om Valgret og Valgbarhed,
om aarlige Samlinger o. 1. Til Trods for, at de alle blev
forkastede, stemte K. dog for den nye Forfatning. Han valgtes i
Marts 1864 til Medlem af det nye Rigsraad for II. Kreds (Vestjylland),
men kunde paa Grund af Krigen ikke indtage sit Sæde.
Han var under denne først blevet fængslet af Østrigerne og havde
senere maattet give sit Æresord paa ikke at ville forlade sit Hjem.
— Han havde tidligere i lidenskabelige Ord taget Afstand fra
Tanken om Slesvigs Deling, saa man lejlighedsvis kunde høre den
(fejlagtige) Paastand fremsat, at han 1848 havde udtalt, at han
hellere vilde et helt Slesvig sammen med Tyskland end et Slesvig
i to Stykker (jfr. Madvigs Ord i Studenterforeningen 1883 i Forhandlingen
om A. D. Jørgensens Foredrag om den slesvigske
Politik under Frederik VIL). Nu stod han i Efteraaret 1864 bag
en af Cornelius Appel affattet Adresse til Kong Christian IX.,
hvor det hedder: »Har det end holdt haardt for os at gøre os
fortrolige med Tanken om Slesvigs Deling, saa dog meget hellere
den, end at vi skulde overgives i Tyskernes Vold«.
Umiddelbart efter 1864 forholdt K. sig ret passiv og deltog ikke
i de forskellige Aktioner, der blev foretaget fra dansk Side. Men da
Valg udskreves til det nordtyske Forbunds grundlovgivende Rigsdag
i Febr. 1867, var det et almindeligt Ønske i vide Kredse, at
K. skulde opstilles, og han lod sig da ogsaa bevæge til at tage mod
Kandidaturen og valgtes med overvældende Majoritet i Haderslevkredsen.
Gennem Mellemmænd i Føling med den danske Regering
tilrettelagde han nu sammen med Ahlmann i Berlin den Protestpolitik,
hvis ypperste Repræsentant han blev, og som Nordslesvig
fastholdt til hans Død: Paa Grund af Løftet i Art. 5 i Pragfreden
var Nordslesvigs nuværende Forhold af midlertidig Art, og denne
Undtagelsesstilling maatte der i den tyske Lovgivning tages Hensyn
til. Det lykkedes Ahlmann og K. et Par Gange med deres Ændringsforslag
at faa deres Hjemlands Stilling sat under Drøftelse, uden

Kriiger, H. A. 423
at der dog kom andet Resultat ud deraf, end at de to Mænd fik
Lejlighed til over for Rigsdagen at bekende deres Danskhed. Ogsaa
til den preussiske Landdag valgtes K. for første slesvigske Kreds,
men da der krævedes Ed paa den preussiske Forfatning for at kunne
indtage sit Sæde der, og de nordslesvigske Deputerede nægtede at
aflægge denne Ed, blev de trods stadige Genvalg ikke Medlemmer
af denne Forsamling, og denne »de tomme Stoles Politik« blev fortsat
til efter K.s Død. Derimod indtog K. sin Plads først i det nordtyske
Forbunds Rigsdag og senere i den tyske Rigsdag, begge
Steder som Danskhedens eneste Repræsentant. Forhandlingerne
mellem Regeringerne om Udførelsen af Art. 5 blev han hurtigt
skeptisk overfor, og han ønskede, at den danske Regering officielt
skulde afbryde dem, for at Spørgsmaalet kunde rejses paa anden
Maade. Det var først hans Tanke, at en Deputation skulde henvende
sig til Regeringen i Wien, men da denne Plan blev opgivet,
havde han til Hensigt selv at rejse til Paris for paa det danske
Nordslesvigs Vegne over for den franske Regering at klage over
Tilsidesættelsen af Fredstraktatens Bestemmelser. I Nordslesvig
vakte Planen almindelig Glæde, men i danske Regeringskredse,
hvor K.s formentlige Ubesindighed og Selvraadighed gennem
Aarene vakte mange Bekymringer, søgte man at holde ham tilbage,
og Planens Virkeliggørelse trak da ogsaa saa meget i Langdrag,
at Krigsudbrudet 1870 hindrede dens Gennemførelse.
K. stod i disse Aar i sin Manddoms fulde Kraft. I det fremmede
blev han — »den tyske Rigsdags eneste Bonde« — den nordslesvigske
Bondebefolkning en smuk og værdig Repræsentant. »En
høj, kraftig Vækst, brede Skuldre, mellem hvilke det ikke store
Hovede sad lavt, en høj, tilbageliggende Pande, hvorunder der
bag buskede Øjenbryn lynede et Par Øjne frem, hvis hvasse Blik
kun faa stod imod, en krum, fintskaaren Næse, en stor, men smuk
Mund, som kunde kruses til et indtagende Smil, men omkring
hvilken Vreden kunde lægge strenge Folder, en blød, men kraftig
Røst, som det sønderjyske Landsmaal gav Malm — denne Kriiger
var en Sønderjyderne værdig Type« (H. R. Hiort-Lorenzen).
Hjemme i Nordslesvig var han Genstand for en enestaaende Tillid
— »den ukronede Konge i det slesvigske Bondekongerige«. Med
instinktiv Sikkerhed evnede han i Ord og Handling at give Udtryk
for, hvad Befolkningen umiddelbart følte var sandt og rigtigt.
Gennem Skuffelser og Nederlag bares han oppe af en usvigelig
Overbevisning om, at Retten — den Ret, der var givet i Art. 5 —
nok skulde sejre til sidst, og han evnede at meddele andre den
samme Tillidsfuldhed.

426 Krætzmer, Andrea.
Krætzmer (Kretzmer, Kretschmer), Andrea Marie, f. Møller,
1811—89, Solodanserinde. F. 15. Marts 1811 i Slagelse, d. 25.
Jan. 1889 i Kbh. (Matth.), begr. sst. (Vestre). Forældre: Værtshusholder,
Skovfoged, senere Bademester Hans Andersen M. (ca.
1769—1836) og Inger Andersdatter. Gift 27. Febr. 1829 i Kbh.
(Holmens) med Oboist, kgl. Kapelmusikus, senere Organist Jens
Frederik Christian K., f. 7. Okt. 1808 i Kbh. (Garn.), d. 22.
Juli 1853 sst. (Trin.) (gift 2° 1833 med Operasangerinde Caroline
Marie Keck, 1812—95), Søn af Værtshusholder Johan
Gottfried K. (ca. 1761—1839) og Marie Jensdatter (Lyngbye)
(ca. 1765—senest 1834). Ægteskabet opløst 1833.
Fru Heiberg giver i sine Memoirer en Skildring af A. K., der
under Vejledning af Solodanserne Larcher og Funck var hendes
jævnaldrende Kammerat paa Balletskolen ved Det kgl. Teater:
En kølig, stolt Natur, uregelmæssig smuk med en fin, spinkel
Skikkelse og dertil den dygtigste paa Holdet. Allerede tretten Aar
gammel udførte hun et af Hovedpartierne i Galeottis Ballet »Bjergbøndernes
Børn og Spejlet« (23. Jan. 1824), og efter at Aug. Bournonville
havde overtaget Ballettens Ledelse, blev hun (1830) hans
første Solodanserinde, da hun var brudt totalt igennem ved sit
Udtryk for jomfruelig Inderlighed som Bondepigen Therese i
»Søvngængersken«. Det var navnlig i mimisk Henseende, at A. K.
var en stor Begavelse, og det er sandsynligt, at hendes yndefulde
Kunst paavirkede Frederik Paludan-Muller, da han skrev Digtet
»Danserinden«. Foruden Therese beundrede Bournonville især
hendes Virginie i »Paul og Virginie« og Margrethe i »Faust«, samtidig
med at han fremhævede hendes »gratiøse Dans og interessante
Personlighed«. A. K.s Fremtid syntes straalende, men alligevel
skulde hendes Liv mest blive et hyppigt behandlet Sensationsstof,
der ikke har noget med Kunstens Historie at gøre. Aarsagen
hertil var fra hendes Side dels pinagtige private Forhold, dels en
trodsig Selvhævdelse, der gav sig Udslag, som Bournonville og
med ham Chefen, Kammerherre Holstein, ansaa for Insubordination,
og da hun ikke vilde bøje sig for Teatrets Tarv, straffede de
hende haardt med en Maaneds Arrest i Blaataarn (1831). C. Molbech
var blandt Direktørerne den eneste, der havde Forstaaelse af
hendes stridbare Væsen, og den, som saa mest menneskeligt paa
Affæren; han fik Sagen bragt til Afslutning, hvorefter Blaataarnsstraffen
aldrig mere kom i Anvendelse blandt Personalet. Oplevelsen
mildnede dog ikke Haardheden i A. K.s Sind, tværtimod; hun
kolliderede snart paa ny med den hidsige, imperatoriske Balletmester,
og den Stejlhed, de begge besad, kunde Molbech ikke ud-

Kratzmer, Andrea. 427
jævne; for Bournonville var hun nu »et hadefuldt og uopdragent
Fruentimmer«, og hun foragtede hans Magtudfoldelse, naar han
f. Eks. søgte at sætte hende i Skygge ved at tildele hende mindre
gode Partier. Da Stridighederne bestandig fortsattes, og de Mulkter
og Irettesættelser, Frederik VI. dikterede, ikke forbedrede Forholdet,
afskedigedes A. K., kun 24 Aar gammel, efter eget Ønske
uden Pension (Marts 1835). 17. Nov. 1834 havde hun optraadt
sidste Gang inden Afgørelsen. Hun drog til Udlandet, dansede
paa Operaen i Stockholm, St. Petersborg og Moskva, men det
Navn, hun vandt, stod ikke Maal med den europæiske Berømmelse,
hendes Efterfølger, Lucile Grahn, erobrede, da hun nogle
Aar senere ligeledes brød med Bournonville. Sept.—Okt. 1845
optraadte A. K. som Gæst paa Det kgl. Teater i sine Glansroller
i »Søvngængersken« og »Faust«; hendes Genkomst blev dog ikke
betragtet som en Fornyelse, men som en Afslutning. Resten af sit
lange Liv levede hun af Renterne af en Sum, som man mente
en af hendes intime Venner fra Ungdommens Dage havde sat fast
for hende, og det var vel ogsaa en saadan økonomisk Støtte, der
betingede hendes trodsige Handlinger mod Teatrets Ledelse.
Aug. Bournonville: Mit Theaterliv, II, 1865, S. 64. Johanne Luise Heiberg:
Et Liv, I, 1891, S. 11. O. C. Molbech i Tilskueren, XVIII, 1901, S. 832—40.
F. Paludan-Muller: Poetiske Skrifter i Udvalg ved Carl S. Petersen, I, 1909,
S. 490 ff. Knud Bokkenheuser: Det kgl. Theaters sidste Blaataarnsfange, 1911.
Robert Neiiendam.
Krøier, Johannes, f. 1880, Underofficer, Administrator. F. 12.
Juni 1880 i Kbh. (Johs.). Forældre: Lejetjener, senere Hovmester
Vilhelm Carlsen (1850—1917) og Anna Maria Johansen (1842 —
1913). Ved Daaben: Johannes Karl Kristian Vilhelm Afzelius
Carlsen, Navneforandring til K., Johannes 23. Nov. 1911. Gift
22. Nov. 1907 i Kbh. (b. v.) med Jensine Søndergaard, f. 29. Maj
1867 i Faarup, Nørhald Herred, D. af Gaardejer Kristen Pedersen
S. (1833—92) og Kirsten Foged (1840—1912).
K. gik paa Hærens Elevskole 1895—98 og blev Sergent i Artilleriet
1900, var til Tjeneste ved Generalstaben 1901 og blev Guide 1905,
tog sin Afsked 1916. 1917—21 var han Lejrinspektør for Lazaretlejren
for russiske Soldater og Flygtninge ved Horserød, blev 1921
Kommunesekretær i Hørsholm og 1922 Kæmner i Haderslev. Han
indtog en fremskudt Plads inden for Underofficerernes Organisationsbevægelse
og var sammen med J. Hinge Udgiver af Værket
»Den danske Underofficer« (1916). Som Kæmner i Haderslev blev
han 1929 Formand for den sønderjyske Teaterforening, hvorved

Krøpelin, Hans. 429
givende; under sit Ophold i Stockholm sidst paa Aaret fratog
Kongen ham i hvert Fald Befalingen over Slottet. Ganske samtidig
udstedte imidlertid det svenske Rigsraad med »Købstadmænd
og Rigets menige Almue« et Beskyttelsesbrev for ham, hvori det
bevidnedes, at han havde vist sig »som en retskaffen Dannemand«;
med god Grund antages det, at dette og lignende Breve har dannet
Grundlaget for Karlskrønikens Lovprisning: »De Bønder monne
Hans takke; med Uret lod han dem ej beskatte; han gjorde dem
Naade, hvor han maa; de andre Fogeder gjorde ej saa; hvor han
hørte nogen trætte, gerne skilte han dem ad med Rette«. I sig selv
er dette Kildested under Hensyn til Krønikens almindelige Tendens
et stærkt Vidnesbyrd om, at H. K. i sine sidste Aar stod i et venskabeligt
Forhold til den Raadsgruppe, der havde sit Midtpunkt
i den unge Karl Knutsson. Det peger i samme Retning, at det
synes at have været ved Marskens Mellemkomst, at det svenske
Rigsraad 1436 forlenede ham med Aabo Slot, som han beholdt
til sin Død. Han opholdt sig dog stadig meget i Sverige og fortsatte
sine Bestræbelser for at mægle mellem Kong Erik og det
svenske Aristokrati, som bekendt uden Resultat. I 1430'ernes politiske
Forvirring har denne mecklenburgske Væbner med Fasthed
fulgt sin egen Linie og spillet en ikke helt ringe Rolle. Kr. Erslev
har givet vægtige Grunde for den Hypotese, at han maa være
Forfatteren af det ejendommelige anonyme Udkast til en Unionsakt
fra ca. 1437.
C. G. Styffe: Bidrag till Skandinaviens historia, II, 1864, S. XCIV, CI ff.,
CV, CVIII f., CXI. Kr. Erslev: Forslaget til en ny Unionsakt (Hist. Tidsskr.,
7. Rk., III, 1900, S. 81—98 og Hist. Afhandlinger, II, 1937, S. 42—53).
Samme: Erik af Pommern, 1901, navnlig S. 337, 354, 360, 371, 374, 387.
Bidrag til Åbo stads historia, 2. serien, XI, 1912, S. 48—52. Ingvar Andersson:
Kållstndier till Sveriges historia, 1928, S. 283 f. Erik Lonnroth: Sverige och
Kalmarunionen, 1934, S. 86, 90, 147 f., 167, 174, 193 f. Svenska medeltidsregester
1434—1441, utg. av Sven Tunberg, 1937. Henry Bruun.
Krøyer, Hans Ernst, 1798—1879, Komponist. F. 31. Jan. 1798
i Kbh. (Fødsst.), d. 24. Marts 1879 sst. (Frue), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Bogholder og Kasserer ved Pram- og Stenførerinteressentskabet
Bernt Hansen K. (1773—1839) og Johanne Margrete
Schrøder (1774—1813). Ugift.
K. blev Student 1815 fra Borgerdydskolen i Kbh. og tog n. A.
filologisk-filosofisk Eksamen uden senere at fortsætte sine Studier.
Hans musikalske Interesser opslugte ham helt, og han forstod at
gøre Brug af sine Evner i de Omgivelser — især Studenterkredse —,
hvor han færdedes. I Kbh. havde man paa den Tid først for nylig

430 Krøyer, H. E.
stiftet Bekendtskab med Mandskorsangen, og særlig et tysk »Qyintchordium«s
Besøg 1819 satte Liv i Sagen. Man dannede Qyartchordier,
Mandskvartetter — allerede parodieret af J. L. Heiberg
i »Aprilsnarrene« —, og K. blev Medlem af en saadan Kvartet,
hvis øvrige Medlemmer var Skuespilleren Chr. N. Rosenkilde, Digteren
Chr. Winther og Romanisten, den senere Notarius publicus N. C.
L. Abrahams. I denne Kreds passede K. fortræffeligt ind ved sit
tørre Lune, men da især ved de Sange, han skrev for dette Ensemble,
og hvoraf mange har holdt sig til vore Dage. Der er nogle meget
indtagende Stykker der imellem, f. Eks. »Her under Nathimlens
rolige Skygge«, der blev sunget ved det Gilde i Regensgaarden
5. Juni 1820, der gav Stødet til Studenterforeningens Stiftelse,
endvidere »Muser har Glæden, Druen kær« og den lystige »De
første Prygl, vi i Skolen fik«. Næsten alle K.s Sange er fra 20'erne,
ogsaa hans berømteste Sang til Oehlenschlågers Tekst, »Der er et
yndigt Land«, der fra Mødet paa Skamlingsbanken 1844 kan
datere sig som Nationalsang ved Siden af Ewald-Kuhlaus Kongesang.
Flere af hans Melodier gik over i Vaudeviller og Syngespil
som f. Eks. den til Oehlenschlågers »Velkommen i din Ungdoms
Lund« (i Anledning af den senere Christian VIII.s Bryllup), som
Hostrup benytter i »Genboerne« til »I denne Vinter har vi ha't«.
Foruden Sangene foreligger trykt et Hæfte »Sex Valtse« med nogle
melodiøse Danse. K.s nydelige Talent for den følsomme Romance
burde have skænket os langt flere Kompositioner, end det gjorde.
Hans Lyst til at komponere svandt hurtigt hen, og efter at han
1844 var blevet Kantor ved Slotskirken, holdt han næsten helt
op med at komponere. Den ensomme Ungkarl trak sig tilbage fra
sine Venn«r, plagedes af Sygelighed og mistede sin Ungdoms
Humør. Men til det sidste bevarede han sin Hjælpsomhed over for
fattige og trængende. — R. 1869.
A. Abrahams: Minder fra mine Forældres Hus, 1894, S. 68—71. Nic.
Bøgh: Chr. Winther, I—III, 1893—-1901 (se Registeret). H. C. A. Lund:
Studenterforeningens Historie 1820—70, I, 1896, S. 103, 272 f. 411.
Nils Schiørring (G. St. Bricka).
Krøyer, Henrik Nikolaj, 1799—1870, Zoolog. F. 22. Marts 1799
i Kbh. (Nic), d. 14. Febr. 1870 sst. (Frels.), begr. sst. (Ass.).
Broder til H. E. K. (s. d.). Gift 1. Juni 1833 i Brønshøj med
Bertha Cecilie Gjesdahl, f. 19. Maj 1817 i Stavanger, d. 28. Dec.
1891 i Kbh. (Jac), D. af Tømrer Per Persen G. (1775—1836)
og Sidsel Pedersdatter Selvig (1793—tidligst 1861).
K.s Moder døde, da han var fjorten Aar gammel, og kort efter

Krøyer, H. N. 431
rejste Faderen til Vestindien, hvorefter den kendte Læge, Etatsraad
F. L. Bang tog sig af Sønnen. Drengen kom i Borgerdydskolen
i Kbh., hvor han blev stærkt paavirket af den daværende
Rektor M. Nielsen. Han dimitteredes 1816 og paabegyndte det
medicinske Studium, samtidig med at han tog ivrigt Del i Studenterlivet.
K., der paa Regensen var Kontubernal med Chr. Winther,
havde saaledes en betydelig Andel i Studenterforeningens Stiftelse
1820. Efter et Par Aars Studium opgav han Medicinen og gav sig
i Kast med klassisk Filologi; han bevarede Livet igennem stor
Interesse for og Kundskab i den græsk-romerske Litteratur, i hans
Arbejder findes ofte Citater fra den klassiske Litteratur. Typisk
for K. var det, at han blev grebet af stærk Begejstring for Grækernes
Frihedskamp, og at han førte denne ud i Praksis ved 1821 at
begive sig paa en eventyrlig Rejse, der til Dels foregik til Fods,
ned gennem Europa for at slutte sig til Grækerne. Han ankom i
Jan. 1822 til Navarino, men blev overordentlig skuffet dels over
Grækerne, der kun i ringe Grad mindede ham om Oldtidens Hellenere,
dels over de fleste andre Filhellenere, saa at han snart efter
vendte tilbage til Danmark. Hjemrejsen varede dog halvandet
Aar, idet han næsten et Aar opholdt sig i Heidelberg. Efter Hjemkomsten
1823 genoptog han sine klassisk-filologiske Studier, men
han førte dem ikke igennem til nogen Eksamen. 1827 paatog han
sig en Stilling som Adjunkt i Stavanger. Allerede under Opholdet
i Heidelberg havde K. begyndt at faa Interesse for Naturhistorie,
og i Stavanger anvendte han en stor Del af sin Fritid til zoologiske
Indsamlinger og Iagttagelser, og disse tog ham i de følgende Aar
stedse mere fangen. Han begyndte saaledes sin zoologiske Virksomhed,
da han var næsten 30 Aar og — saaledes som det dengang
ofte var Tilfældet — uden noget forudgaaende Studium eller
Uddannelse.
Under Opholdet i Stavanger blev K. syg. Han opgav sin
Adjunktplads og vendte 1830 tilbage til Kbh. Han begyndte nu
at undervise i Naturhistorie forskellige Steder (Landkadetakademiet,
Metropolitanskolen og Borgerdydskolen i Kbh.), og han
udgav til Brug for denne Undervisning forskellige Lærebøger i
Zoologi. 1834 blev han af Rentekammeret sendt ud for at foretage
Indsamlinger til Belysning af Fiskerierne i de danske Farvande, en
Virksomhed, der fortsattes i de følgende Aar. 1838—39 deltog K.
i Gaimards Ekspedition til Spitzbergen paa det franske Orlogsskib
»La Recherche«, og 1840 var han med som Naturforsker paa den
danske Korvet »Bellona«s Togt til Sydamerika. 1842 blev han
Inspektør ved Det kgl. naturhistoriske Museum. Et Par Aar i

432
Krøyer, H. jV.
Forvejen var han blevet Medlem af Videnskabernes Selskab og
Æresdoktor ved Universitetet i Rostock. K., der i 30'erne overhovedet
viste en meget initiativrig Virksomhed paa mangfoldige
Omraader, havde været virksom i Naturhistorisk Forenings første
Aar, han var bl. a. flere Gange Medlem af dens Direktion og
skænkede betydelige Samlinger til dens Museum; 1836 stiftede han
»Naturhistorisk Tidsskrift«, saaledes at Danmark nu igen fik et
videnskabeligt Tidsskrift for disse Fag, efter at Naturhistorie Selskabets
Skrifter var ophørt at udkomme for 30 Aar siden. Samtidig
paabegyndte han i disse Aar en omfattende Publikationsvirksomhed,
dels en Række Afhandlinger over Krebsdyr, f. Eks. Grønlands
Amphipoder (Vid. Selsk. Skr. 1838, for hvilken han fik Selskabets
Guldmedaille), en Monografi af Slægten Hippolytes nordiske Arter
(sst. 1842), om Cyamus (Naturhistorisk Tidsskr., 1843), om Pycnogonider
(sst. 1844), dels over Fisk, idet han paabegyndte Udgivelsen
af sit store Værk »Danmarks Fiske« (1838—53). Endelig kom
ogsaa i disse Aar Bogen »De Danske Østersbanker« (1837).
Da det zoologiske Professorat ved den ældre Reinhardts Død
blev ledigt tillige med Stillingen som Overinspektør ved Det kgl.
naturhistoriske Museum, mente K. sig i Betragtning af sin ovenfor
skildrede Virksomhed selvskreven til disse Stillinger, og det var
ham en overordentlig Skuffelse, at han ikke fik nogen af dem, idet
Professoratet besattes med den langt yngre Steenstrup og Stillingen
ved Museet med Pingel. Denne Skuffelse paavirkede den
sære og stridbare K. paa en saadan Maade, at han kom i et Modsætningsforhold
til Steenstrup, der i Aarenes Løb uddybedes saaledes,
at K. ansaa sig for forfulgt, hvilket atter gav Anledning til
den Strid mellem Schiødtes og Steenstrups Kreds, der i Menneskealdre
prægede den danske Zoologi. Efter dette Tidspunkt indskrænkedes
K.s Virksomhed stedse mere, og i de sidste 25 Aar af
sit Liv publicerede han kun faa Arbejder ud over, at han fuldendte
det store Værk om Danmarks Fisk. Tidsskriftet gik ind 1849
(for 1861 at genopstaa under Schiødtes Redaktion). 1853—54
foretog K. en Studierejse til Nordamerika. Som ældre blev hans
Helbred daarligt, og dette bidrog sammen med hans Skuffelser
og Bitterhed til den Uvirksomhed, der prægede hans senere Leveaar.
Hans stridbare og polemiske Aand var dog vaagen til det
sidste, og endnu umiddelbart før Døden var han beskæftiget med
polemiske Arbejder mod Steenstrup.
K. var blandt de danske Zoologer den første betydelige i det
19. Aarhundrede efter den store Tilbagegang for denne Videnskab
i det 18. Aarhundredes Slutning og det ig. Aarhundredes

Krøyer, H. JV. 433
Begyndelse. Hans Indsats falder i det væsentlige paa to Omraader;
dels er han den første egentlige Faunist i dansk Zoologi, hans
Arbejde »Danmarks Fiske« er et ikke alene af de første, men tillige
blandt de mest omfattende inden for dette Omraade, dels inden
for Krebsdyrenes Systematik, hvor han for flere Grupper, Pycnogonider,
Amphipoder, Snyltekrebs, Cumaceer, har udført grundlæggende
Arbejder; han har f. Eks. paavist, at den sidstnævnte
Gruppe er en selvstændig Krebsdyrgruppe. Det skyldes utvivlsomt
K., at Naturhistorisk Forening og derigennem de offentlige Museer
anlagde danske faunistiske Samlinger. K. er saaledes uden Tvivl
en af de betydelige blandt Danmarks Naturforskere. Paa Grund
af Modsætningsforholdet til Steenstrup og K.s tragiske Alderdom
kom han for Schiødtes Kreds til at staa som en Martyr og tillige
som en Slags Modkonge mod Steenstrup, og man har derfor utvivlsomt
fra den Side været tilbøjelig til at overdrive K.s Betydning.
K. havde overordentlig store historiske Interesser, hvilke præger
hans Arbejder, men undertiden gør dem unødigt omstændelige.
I sin Indstilling var han øjensynlig nærmest paavirket af fransk
Zoologi, hvilket yderligere øgede Modsætningen til de nationalliberale
Universitetskredse, der var paavirket af den tyske Naturfilosofi.
Gennem sit stejle og undertiden grovkornede polemiske
Væsen har K. utvivlsomt, hans Indsats i øvrigt ufortalt, bidraget
til den bidske og utaalsomme Tone, der igennem to—tre Generationer
beherskede selv faglige Debatter mellem danske Zoologer.
Kort før hans Død traadte en Del Venner sammen for at lade præge
en Medaille, men K. døde, inden den blev færdig. — Efterladte
Papirer i Det kgl. Bibliotek. — Tit. Professor 1853. —• Maleri af
C. F. Christensen 1861 i Privateje. Malerier af P. S. Krøyer 1868
(Fr.borg), 1869 og 72 i Privateje. Tegninger af samme i Hirschsprungs
Samling 1868 og Skagens Museum 1869. Portrætteret
paa E. Henningsens Maleri af Naturforskermødet i Roskilde 1847
(Fr.borg og Universitetet). Træsnit af H. P. Hansen 1870. Medaille
af H. Conradsen 1870; Træsnit derefter af H. P. Hansen.
Selvbiografi i Erindringer fra H. N. Krøyers Liv, 1870. V. Bergsøe i 111. Tid.
27. Febr. 1870. C. C. A. Gosch: Danmarks zoologiske Literatur, II, 2, 1875,
S. 186—319; III, 1878, S. 344—55. K. Stephensen i Naturens Verden, IV,
1920, S. 49—55. R. Spårck: Dansk Naturhistorisk Forening i København
1833—1933, 1933, S. 26 ff. H. C. A. Lund: Studenterforeningens Historie,
I-II, .896-98. R. Spårck.
Krøyer, Peder Severin (Søren), 1851—1909, Maler. F. 23. Juli
1851 i Stavanger, d. 21. Nov. 1909 i Skagen, begr. sst. Forældre:
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 28

434
Krøyer, P. S.
Fattigfoged i Stavanger, tidligere Guldsmed Niels Iversen Solberg
Hjorth (1802—72) og Ellen Cecilie Gjesdahl (1824—92).
Adopteret 15. April 1872 af Mosteren Bertha Cecilie K. (1817
—91), Enke efter H. N. K. (s. d.). Gift 23. Juli 1889 i Augsburg
med Malerinden Marie Martha Mathilde Triepcke, f. 11.
Juni 1867 paa Frbg. (Petri) (gift 2° 1912 med Komponisten Hugo
Emil Alfvén, f. 1872, gift 2° 1936 med Hedvig Catharina (Carin)
Wessberg, f. 1891, gift i° med Tandlæge Ernst Adolf Adolphsson),
D. af Væveridirektør Wilhelm August Eduard Max T. (1834—
91) og Minna Augusta Kindler (1841—1909). Separeret 1905.
K.s Forældre var norske. Ved hans Fødsel var Moderen indlagt
paa Sindssygeasylet i Stavanger, og som Fader nævner
Kirkebogen Byens Fattigfoged. Allerede før Barnets Fødsel bestemtes,
at det skulde sættes i Pleje hos Mosteren i Kbh.; hun adopterede
ham 1872, men først 1889 fik han dansk Indfødsret. I sit
tiende Aar begyndte Drengen at hjælpe Plejefaderen med naturhistoriske
Tegninger og tegnede Plancherne til hans »Bidrag til
Kundskab om Snyltekrebsene« (Naturhist. Tidsskr., 1863—64;
Løvendal sculp.). Da han var fyldt ti Aar, fik han en kort Tid
Vejledning af F. F. Helsted, men Vinteren 1861—62 optoges han
i det tekniske Institut, hvorfra han Maj 1864 dimitteredes med
Præmie for Tegning til Kunstakademiet. Derefter gennemgik han
dettes Skoler Okt. 1864 til sin Afgang 2. Juli 1870 under F. Vermehren
og Vilh. Marstrand. 1871 debuterede han paa Charlottenborg
med et Portræt af Frans Schwartz (Hirschsprungs Saml.), og
1873 erhvervede han Akademiets mindre Guldmedaille for en
Karton »David fremstiller sig for Saul efter at have dræbt Goliath«.
Sine første Sporer vandt K. med Portrætter, især Blomstermaler
O. D. Ottesens, udført 1873 paa Bestilling af Charlottenborg Udstillingens
Komité, et karakteristisk Eksempel paa den danske
Skoles vederhæftige Formdygtighed og beskedne Ærlighed, men
ogsaa farveløse Maleri, som den var dengang under Carl Blochs
og Vermehrens Hegemoni. Det affødte en Række andre Portræt-
Bestillinger. Sommeren 1872 malede han i Arildsleje ved Kullen,
men for øvrigt er den første Periode i K.s Kunst alt overvejende
knyttet til Hornbæk. Her fandtes i 70'erne en Kunstnerkoloni,
som Viggo Johansen gav Stødet til, da han tog derop 1873 med
K., Zahrtmann, Holger Roed, Frants Henningsen, Bernh. Middelboe
og Sigurd Konstantin-Hansen. Hornbæk blev ret hurtigt opgivet
og langt overfløjet af Kolonien paa Skagen, som Karl Madsen
og Michael Ancher stiftede i de samme Aar. Men K. malede der
i Somrene 1873—76 Studierne til sin første Ungdoms Hovedværker,

Krøyer, P. S. 435
»En Fisker stamper Orm« (1874), »Fra Smedien i Hornbæk« (1875),
»Fiskere ved Stokken i Hornbæk« (1875), »Morgen ved Hornbæk.
Fiskerne komme i Land« (1875) og »Hornbækfiskere paa Sildefangst«
(1877). De betegner en ejendommelig Videreudvikling af
den danske Skole i Tilknytning til Eckersbergs, som den var i
30'erne og 40'erne; de viser Vermehrens stærke Stilling dengang
og rehabiliterer i vore Øjne til Dels Vermehren som Lærer. Men
Tegning og Form var det afgørende, Farven bleg og akvarelagtig,
Malemaaden laserende og nærmest en Kolorering. Dog har Kunstmuseets
Fiskerhoved fra Nov. 1875 en fyldigere stoflig Behandling.
Det kan maale sig med Eckersberg-Elevernes bedste Ungdomsarbejder
og peger frem mod det kommende.
K. fandt hurtigt en Støtte i Familien Hirschsprung. Den købte
hans Billeder, den har Æren af at have finansieret hans voldsomme
Udvikling i det følgende og skabt det økonomiske Grundlag,
som er nødvendigt for en Kunstner af K.s Format. Maj—Juni
1875 havde K. været en Tur til Sachsisk Schweiz og Tyrol. Da
han af personlige Grunde fandt en Luftforandring ønskelig og af
Akademiet fik det treaarige Stoltenberg'ske Legat for 1878—80,
rejste han — skønt ung Maler allerede da med et Navn over for
Offentligheden — i Maj 1877 over Holland og Belgien til Paris.
L. Tuxen fik ham ind paa Bonnats Skole, hvor han arbejdede
ihærdigt fra Juni s. A. til først paa Aaret 1878, kun afbrudt om
Efteraaret af en Tur til St. Malo i Bretagne, hvor Tuxen opholdt
sig. I første Halvdel af Febr. 1878 tog K. sammen med Jul. Lange
og Frants Henningsen til Madrid, hvor han under et seks Ugers
Ophold kopierede Velasquez, og fortsatte over Cordoba og Sevilla
til Granada. Her boede han fra midt i April til sidst i Sept., især
optaget af Kunstmuseets »Søndagmorgen udenfor en Ghitanobolig
i Granada«, der skal være gjort færdig i fri Luft, og vendte saa
tilbage til Paris. Den følgende Vinter genoptog han Arbejdet paa
Bonnats Atelier og malede samtidig »Daphnis og Chloe« (med
Motiv, som Karl Madsen anviste ham, fra Paul Louis Couriers
Udgave af Hyrderomanen), et Forsøg paa selvstændigt Arbejde
med Erfaringerne fra Bonnats Atelier. Billedet blev udstillet paa
Salonen 1879, svarede ikke rigtigt til Forventningerne, men den
Studietur, K. om Foraaret og Sommeren s. A. foretog i Selskab
med Zacho og en Del franske Kunstnere, blev et Triumftog for
ham. De besøgte Cernay la Ville (Maj—Juni), videre Pont Avent
(Juli) og Concarneau (Aug.—Sept.) i Bretagne. K. imponerede
Franskmændene ved sin Vitalitet og utrolige Tegnefærdighed,
malede »Kunstnerfrokost i Cernay la Ville«, »Franske Skovarbej-
28*

Krøyer. P. S. 437
fra nu af i stigende Grad hans faste Tilflugtssted, hvor han 1894
indrettede eget Hus. I et kunstnerisk set frugtbart Samliv med
Anchers, Tuxen, med Chr. Krohg, Eilif Peterssen og andre danske
og skandinaviske Malere blev en Række anselige Værker til, »I Købmandens
Bod, naar der ikke fiskes« (1882), »Fiskere trække Vaad
paa Skagens Nordstrand«, »Skandinaviske Kunstnere ved Frokosten
i Brøndums Hotel«, der i malerisk Henseende rangerer blandt K.s
bedste Bedrifter, det monumentale »Fiskere paa Skagens Strand,
sildig Sommeraften« (Kunstmuseet), hvor han første Gang gav den
Skildring af de lyse Nætter, som er en af hans Hovedfortjenester
(alle tre 1883), »Skagboer gaa ud paa Nattefiskeri« (1884; Luxembourg-Museet
i Paris), »Hip! Hip! Hurra!« (1888; Goteborg Museum).
K. var den ledende i Kredsen, baade som Kunstner og i
det glade Liv, de talløse Fester, som han arrangerede, og som
skabte Ry om Skagen og om hans Person, men der er ingen Tvivl
om, at Skandinaverne, ikke mindst Krohg, omvendt ogsaa har
betydet adskilligt for K.s Figurstil og Opfattelse af Sommerlyset.
Tillige malede K. i de Aar en Række figurrige Interiørbilleder,
»Musik i Atelieret« (1886; Nationalgalleriet i Oslo), »En Duet«
(1887, Kunstmuseet), »Selskab paa Ny Carlsberg« (1888, Glyptoteket)
og »Komiteen for den franske Kunstudstilling i Kbh. 1888«
(Glyptoteket), der urokket hævder sin Rang af Mesterværk. De
fastslog yderligere hans Position, og med dem og andre Billeder
vedligeholdt han Forbindelsen med Paris. Han og Viggo Johansen
vendte den Vind, der stod dansk Kunst saa haardt imod dernede.
»Musik i Atelieret« paa Salonen 1887 °g en samtidig afholdt Separatudstilling
hos Georges Petit skaffede K. en enestaaende Sejr i
den franske Kunstkritik. »Det er dog ene og alene K., der har
aabnet dansk Kunst Kredit i Paris, først og fremmest ham, der
har banket vort Lands Navn fast i franske Kunstvenners Hukommelse«,
skrev Karl Madsen 1888. Paa Verdensudstillingen i Paris
1889 fik K. Grand Prix.
For K.s maleriske Frigørelse havde Mødet med Velasquez i
Rejseaarene en dybere og inderligere Betydning end Bonnat.
Impulserne fra Velasquez skimtes i visse mesterlige Skitser fra
90'erne, men desuden sker der en ny Udvikling i K.s Kolorit
under en Rejse til Italien 1890. Her maledes »Gade i Torello«
(Kunstmuseet), »Vinstue i Ravello« (Hirschsprungs Saml.) og under
et længere Ophold i Civitå d'Antino i Aug. sammen med Zahrtmann
»Tærskning i Abruzzerne« (Kunstmuseet), der har Zahrtmanns
blaa Skygger og gule Reflekser. Italien og Sydens Sollys
uddybede hans Farvesans ligesom hos Joakim Skovgaard og andre

438 Krøyer, P. S.
Bonnat-Elever, men det førte ogsaa K. til at drive Lyset højere,
til at male saa meget lyst i lyst som muligt, stærkt fremtrædende i
Kunstmuseets Portræt af Baron Rosenørn-Lehn (1891), og derved
forspildtes i Hovedsagen den koloristiske Tendens, han lejlighedsvis
slog ind paa. Han var og blev mere Lysmaler end Kolorist. Fra
90'erne stammer den Række Billeder fra Skagens Strand, hvori
han som ingen anden har skildret den blaa nordiske Sommeraften
(hans Hustru med Hunden, 1892, Glyptoteket; Dobbeltportrættet
af ham selv og Hustruen i Hirschsprungs Saml. og de badende
Drenge i Kunstmuseet, begge 1899). De vandt ham det danske
Folks Hjerte og havde paa den danske Jeu de Paume-Udstilling,
Paris 1928, den franske Kritiks Bevaagenhed. I de samme Aar faldt
de to største Opgaver, der stilledes ham, »Fra Kbh.s Børs« (1895,
Grosserer-Societetet), der vakte liden Tilfredshed, og »Et Møde i
Videnskabernes Selskab« (paabegyndt 1895, afleveret 1897, Vidensk.
Selsk.), som paa ny fastslog hans imponerende Overlegenhed.
I Foraaret 1900 ramte Ulykken K. Han fik sit første Anfald af
Sindssyge, kom sig igen, tog paa Rekreation i Tyrol Efteraaret
s. A. og boede i Taormina Jan.—Marts 1901. Sygdommen slap
ham dog ikke. Ind imellem kunde han gennemføre saa store
Opgaver som »Industriens Mænd« (1904) og »Set. Hansblus paa
Skagen« (1906). Men hans sidste Aar blev pinefulde, og hans
Hustru forlod ham. Han, den personificerede Livsglæde, døde
som en ensom Mand i sit Hus i Skagen.
Inden for Kunstlivet spillede K. en fremtrædende Rolle ved sit
Frisind, sin aabne Forstaaelse af de yngre og af Kunst, der afveg
fra hans egen. Han indtog en oppositionel Holdning. Han hævdede
Fremskridtets Ret i det dengang meget konservative Akademiraad,
hvor han havde Sæde fra 1887 til sin Død, og var samtidig en Hovedstøtte
for de frie Kunstskoler, Akademiets Konkurrent og Fjende
— sad i Charlottenborg Udstillingens Komité 1882—88 og støttede
tillige Den frie Udstilling fra dens Begyndelse 1891 ved til sin
Død at indsende Billeder lige saa jævnlig til den som til Charlottenborg.
K. var selvskreven ved alle Repræsentationer i Udlandet og
til de dermed følgende Udmærkelser, og 1888 modtog han Opfordring
til at male sit Portræt til Uffizierne. Store Særudstillinger
af hans Arbejder afholdtes paa Charlottenborg Jan.—Febr. 1905
og Okt.—Nov. 1910 (Kunstforeningens Mindeudstilling).
K. er Geniet, den lysende Stjerne i dansk Malerkunst fra det
19. Aarhundredes sidste Halvdel. Han var en Mand af Format
og et Menneske uden Svig, elsket af alle; ingen har haft noget
at sige ham paa. Der stod Fest om hans Person, der var en lykkelig

Krøyer, P. S. 439
Kunnen, en inspireret Livsglæde i hans Kunst, et sjæleligt Ligeløb
uden Hemninger, uden Smaalighed. Han sejrede stort, skønt han
kom paa en Tid, hvor Carl Bloch nød en Populaiitet som ingen
dansk Maler før ham. Alligevel fik hans Liv personligt en tragisk
Slutning, og Eftertiden har ud fra ændrede Kunstanskuelser kritiseret
hans Værk haardt uden dog at rokke ved hans Position som
den, der frem for nogen rehabiliterede dansk Malerkunst i Udlandets
Øjne efter en alvorlig Nedgangsperiode.
K.s kunstneriske Efterladenskab solgtes ved Auktion 5.Dec. 1910.
De største Samlinger af hans Arbejder findes i Kunstmuseet, Hirschsprungs
Samling og Skagens Museum; for øvrigt ejer de fleste større
danske Kunstmuseer Billeder af ham, ligesom ogsaa Museerne i
Oslo, Goteborg og Stockholm. — R. 1891.
Mange Selvportrætter, bl. a. Tegninger fra ca. 1863, 1865 og
1867 (K.s Hus, Skagen), Malerier ca. 1865 (sst.), 1869 (Kunstakademiet),
1870 (Skagens Museum), 1871 (sst.), Tegninger 1871
og 76 (sst.), paa »Aftenakademiets Medlemmer«, Tegningen fra
1883 i K.s Hus, paa »Musik i Atelieret« 1886 (Nationalgalleriet,
Oslo), paa »Aftenselskabet paa Ny Carlsberg« 1888 (Glyptoteket),
»Hip! Hip! Hurra!« (s. A., Goteborg Museum), Portrættet paa
Uffizierne (s. A.), paa Skitsen til Komiteen for den franske Kunstudstilling
1888 (Hirschsprung; det færdige Billede fra 1890, Glyptoteket),
Portræt 1889 (forhen hos Johan Hansen), paa Pastellen
»Frokost i Civitå d'Antino« (Hirschsprung), Portrætter 1892,
1897 (Udstillingskomiteen paa Charlottenborg; Skitsen hos Hirschsprung),
1898: »I Klitten«, »Skagensjægerne« (Aarhus Museum,
Kartonen hos Hirschsprung), 1899: paa »Sommeraften paa Skagen
Strand« (sst.), 1903: paa Pastellen »Hos Bjørnstjerne Bjørnson
paa Aulestad«, 1907, Tegningerne 1909 (Hirschsprung; »Selvportrættet
til Michael Ancher«). — Malerier bl. a. af O. Bjorck (1884,
Brøndums Hotel, Skagen) og Wilh. Peters (sst.), Anna Palm (1885),
Viggo Johansen paa »Aftenpassiar« (1886, Kunstmuseet) og i en
Kultegning (1888, Hirschsprung), Michael Ancher paa »Barnedaaben«
(1888, Ribe Museum; Skitsen i Skagens Museum) og paa
»Den første Jagtdag« (1905, sst.), i flere Enkeltportrætter (1893,
Hirschsprung, 1901 og 1905), paa »Kunstdommere« (1906, Fr.borg
og Skagens Museum) samt »Paa Dødslejet« (1909). Endvidere
portrætteret af Hustruen paa Dobbeltmaleriet fra Ravello (1890),
af P. Fischer »I Atelieret« 1893(98?) (tidl. Johan Hansen), af N. V.
Dorph i Tegning fra 1898, af L. Tuxen i et Maleri (1902) og i en
Pastel (1904, Skagens Museum) og paa Billedet: »K. malende St.
Hansbaalet«; af Jul. Paulsen »K. tegnende Viggo Johansens Gæster«

440 Krøyer, P. S.
(1886, Krøyers Hus) og Portrættet paa Fr.borg (1907); af Eilif Peterssen
i Rødkridtstegning (1910), af Vilh. Pacht »K. modelleres i
sit Hjem« (1907) og af Vibeke Krøyer i Pastel (1907) og Maleri
(1908). Endelig har F. L. Peslin 1879 indmalet K. paa hans Billede
»Kunstnerfrokosten i Cernay la ville«. Selvportrættet paa Komitébilledet
fra 1888 skyldes en Skitse af Alfred Roll. Lerbuste af
Pasquale Fosca, Sora (1880, Skagens Museum). Bronzebuste af
Alma Pfaff (1907, K.s Hus) og af L. Tuxen (s. A., sst.), Dobbeltstatue
med M. Ancher af L. Tuxen (1908, Skagens Museum).
Buste af Gyde Petersen (1907, Kunstmuseet, K.s Hus,
Skagens Museum). Radering: Fem Portrætter fra Hornbæk 1885,
hvor K. er udført af Jul. Paulsen. Raderede Selvportrætter 1898
og 1899. Akvatinta-Stik af O. T.Jørgensen 1921. Træsnit 1881
efter Fotografi og af H. P. Hansen samt 1895 a ^ A. Bork efter
Fotografi. — Gravmæle, efter Tegning af Th. Bindesbøll, paa
Skagens Kirkegaard.
Breve i 111. Tid. 19. Dec. 1909; Kunstbladet, 1909—10, S. 303—11; Tilskueren,
XXVIII, 1911, II, S. 143—48; XLII, 1925, I, S. 64—71, 104—09,
348—62, 413—18. Sigurd Muller i 111. Tid. 4. Sept. 1881. Nutiden II.—25.
Dec. 1881. Karl Madsen i Nordisk tidskrift, 1888, S. 34 f., 92. S. Schandorph:
Oplevelser, II, 1898, S. 275—81, 313—16, 357—61. N. V. Dorph i Kunst,
I, 1899. M. Galschiøt og Emil Hannover i Tilskueren, XVI, 1899, S. 125—32.
Breve fra Julius Lange. Udg. af P. Købke, 1902. Ernst Goldschmidt i Tilskueren,
XXI, 1904, S. 563. Francis Beckett i Det ny Aarhundrede, Okt.
1904—Marts 1905, S. 717—27. V. Wanscher i Ord ochBild, 1906, S. 195—205.
Politiken 21. Nov. (af Nic. Lutzhøft), 22. Nov. (af Emil Hannover), 23. Nov.,
24. Nov. (af Georg Brandes), 25. Nov. (af Karl Madsen), 26. Nov. (af Georg
Brandes), 27. Nov., 29. Nov. (af Sten Drewsen) 1909. Nationaltidende 21.
Nov. s. A. Dannebrog 22.—23. Nov., 24. Nov. (af Fritz Magnussen) s. A.
111. Tid. 19. Dec. s. A. (af L. C. Nielsen, Harald Høffding, Carl Locher, Sten
Drewsen). L. Tuxen i Kunstbladet, 1909—10, S. 289—302. Chr. Krohg i
Samtiden, 1909, S. 5g6—604. Karl Madsen i Gads dsk. Mag., IV, 1909—10,
S. 199—210. L. Tuxen sst., 1910—11, V, S. 6g—74. P. S. Krøyer, 1910
(Smaa Kunstbøger, Nr. 1). Alba Schwartz: Skagen, I—II, 1912—13. Axelline
Lund: Spredte Erindringer, 1917, S. 143 ff. Kristian Zahrtmann. En Mindebog,
udg. af F. Hendriksen, 1919. H. Chr. Christensen: P. S. Krøyer. Fortegnelse
over hans Oliemalerier, 1923. L. Tuxen: En Malers Arbejde gennem
tredsindstyve Aar, fortalt af ham selv, 1928. Karl Madsen: Skagens Malere
og Skagens Museum, 1929. F. Hendriksen: Mennesker og Oplevelser. Ny Udg.,
1932. Stavanger Aftenblad 10. Marts 1933. Danske i Paris. Red. af Franz
von Jessen, II, .938. Sigurd Schultz.
Krøyer Kielberg, Ferdinand Michael, f. 1882, Handelsmand.
F. 2. Jan. 1882 i Skanderup Sogn, Hjelmslev Herred. Forældre:
Gartner, senere Børnehjemsforstander Orluf August Kielberg (1842
—1927) og Annesine Marie Krøyer (1844—1923). Gift 3. Aug.

Kreyer Kielberg, F. M. 441
191 o i St. Hilarys Church, Liscard, Cheshire, med Dora Margaret
Corfe, f. 14. Maj 1884 i Thornton House, England, D. af Thomas
C. og Sarah Ann Adcock.
K. K. voksede op og modtog sin første baade teoretiske og praktiske
Uddannelse i Danmark, men allerede i 24-Aars Alderen rejste
han til England, hvor han fandt rige Muligheder for Udfoldelsen
af sine Evner og naaede frem til en meget anset og indflydelsesrig
Stilling i Forretningsverdenen. Efter 1897 at have taget alm.
Forberedelseseksamen i Skanderborg var han 1898—1902 i Lære
i en Købmandsforretning i samme By. Derefter rejste han til Kbh.,
hvor han supplerede sin Uddannelse ved to Aars Studier paa de
Brockske Handelsskoler og to Aars Ansættelse hos Firmaet H. F. C.
Schacke. 1906 søgte han til Udlandet, var først paa et Kontor i
Leipzig, men havnede n. A. i Liverpool, hvor han fik Ansættelse
som udenlandsk Korrespondent i Firmaet Marquis, Clayton & Co.
Han tog Pladsen »for at lære Engelsk«, men Skæbnen havde videre
Hensigter med ham. Han vandt Ledelsens Tillid i den Grad, at
han allerede efter kun tre Aars Forløb 1909, da Marquis døde,
modtog og accepterede et Tilbud om at indtræde i Firmaet som
Medindehaver. 1915 stiftede han sit eget Selskab, British Molasses
Go. Ltd., og 1921 oprettede han tillige The Pure Cane Molasses
Co. Disse to Firmaer sammensluttedes 1926 til The United Molasses
Co. Ltd. med Domicil i London, for hvilket K. K. blev Præsident
og administrerende Direktør. United Molasses Co. Ltd.
naaede hurtigt en dominerende Position i Verdens Melassehandel.
Filialer oprettedes paa Java og Philippinerne, og K. K. sikrede
efterhaanden sit Selskab afgørende Indflydelse i en Række andre
betydelige Selskaber i samme Branche. Takket være K. K.s forretningsmæssige
Erfaring og den Tillid, han skabte om sin Person,
har United Molasses Co. og tilsluttende Selskaber ogsaa under
nedadgaaende Konjunkturer formaaet at fastholde sin Position i
engelsk Forretningsliv som i Verdenshandelen i det hele taget.
Aktiekapitalen er 8 Mill. £, Tonnagen over 280 000 Tons D.W.
Foruden United Molasses dirigerer K. K. følgende Selskaber:
Solvent Products Ltd., London, Distillers Ltd., Edinburgh, The
British Sugar Corporation, London, og Mac Fie & Sons, Ltd.,
Liverpool. —• K. K. har paa forskellige Omraader udfoldet en
storstilet Gavmildhed. 1926 skænkede han sin smukke Bolig med
stor Park i Liverpool — foruden en kontant Sum — til et Rekreationshjem
for syge Børn. Til Earl Haigs Fond til Oprettelse af et
Hjem for Krigsinvalider har han skænket 35 000 £. Den danske
Klub i London og Anglo Danish Society, London, for hvilke to

442 Krøyer Kielberg, F. M.
Organisationer K. K. henholdsvis 1927—29 og 1928—30 var Formand,
har han skænket meget betydelige Beløb. Som Udtryk for
sin Taknemmelighed over den Uddannelse, han fik ved Niels
Brocks Handelsskole, har han stiftet et Fond paa 200 000 Kr. til
Fordel for Elever paa denne Skole, som han anser for en af de
bedste Handelshøjskoler i Verden. — De Egenskaber, der har skaffet
K. K. en saa anselig Position i engelsk Forretningsverden, er ikke
alene faglig Dygtighed, men tillige hans sjældne Evne til med
Dristighed og Sikkerhed at udnytte de Muligheder, der melder sig
for en Købmand, forbundet med medfødt Flid, Troskab og Arbejdsglæde
over for de Opgaver, Livet stiller ham. — K. 2 1928.
A. Kamp.
Kuhlau, Daniel Frederik f Friedrich) Rudolph, 1786—1832, Komponist.
F. 11. Sept. 1786 i Uelzen, Hannover, d. 12. Marts 1832
i Kbh. (Petri), begr. sst. (Ass.). Forældre: Regimentsoboist Johann
Carl K. (1747—1830) og Charlotte Dorothea Seegern (1752—
1830). Ugift.
K. kom til Verden under saare fattige Forhold. Faderen, der
var Søn af en Regiments-Oboist i Leipzig, var en temmelig jævn
og udannet Mand, hvorimod Moderen var en særpræget og begavet
Kvinde, der Livet igennem øvede en stærk Indflydelse paa Sønnen.
Da Drengen var henimod syv Aar, flyttede Familien til Liineburg,
hvor der indtraf en ulykkelig Hændelse, der imidlertid fik afgørende
Indflydelse paa K.s hele fremtidige Udvikling. En Aften faldt
han paa en Trappe og knuste en Flaske mod Hovedet, saa han
mistede det højre Øje. Under Sygelejet satte man et lille Klaver
tværs over Sengen, og Forældrene opdagede nu, hvilke rige musikalske
Evner der slumrede i Drengen. Ifølge en Tradition bestemtes
det herefter, at han skulde gaa Musikervejen, og man lod ham faa
regelmæssig Klaverundervisning hos Organisten ved Heiligen-Geist-
Kirche i Liineburg, Hartwig Ahrenbostel. Muligvis har ogsaa
Faderen givet ham lidt Begynderundervisning paa Fløjten, det
Instrument, der kom til at spille saa stor en Rolle i hans senere
Komponisttilværelse; han skal allerede, medens han gik i Skole i
Liineburg, have komponeret nogle Danse og Smaastykker for
dette Instrument til en fløjtespillende Urtekræmmer, der som
Vederlag forsynede ham med Rosiner og Mandler. Da K.s talrige
senere Fløjtekompositioner baade spilleteknisk og klangligt ligger
saa ualmindelig godt for Instrumentet, og han aldrig nogen Sinde
vides personlig at have dyrket Fløjtespillet, tyder meget paa, at
han netop i Barndomshjemmet har levet sig intenst sammen med

Kuhlau, Frederik. 443
dette Tidens stærkt foretrukne Modeinstrument. Naar Faderen
kaldes »Oboist«, betyder dette jo ifølge Datidens Terminologi kun,
at han har været Militærmusiker og udmærket godt kan have haft
Fløjten som Hovedinstrument. 1796 blev Faderens Regiment forflyttet,
og vi har ingen sikker Hjemmel for K.s Liv i de nærmest
følgende Aar. I April 1802 dukker imidlertid hans Navn op i
Braunschweig, hvor han i et Skoleprogram anføres som Primaner
paa Katharineum, hvilket tyder paa, at han i sin Ungdom, stik
imod den traditionelle Opfattelse, har faaet et endog ret solidt
Dannelsesgrundlag. Dertil kommer, at han som Katharineum-
Elev sandsynligvis har sunget med i Koret paa Braunschweig-
Teatret, hvor man paa dette Tidspunkt bl. a. opførte Værker af
Gherubini, Boieldieu, Paér, Mozart og Gluck, Komponister, fra
hvilke der i alle Tilfælde spores tydelige Paavirkninger i den unge
K.s første dramatiske Arbejder. Fra Tiden i Braunschweig stammer
det første autentiske Bevis paa K.s mere og mere ivrige Beskæftigelse
med Komposition. Tilskyndet af Vennernes Begejstring tilbyder
han i et Brev af 12. Jan. 1802 det berømte Musikforlag
Breitkopf og Hårtel i Leipzig nogle Arier, en Henvendelse, der dog
blev resultatløs. Fra Braunschweig drog K., uvist hvilket Aar, til
den som nordtysk Musikcentrum adskilligt mere tillokkende By
Hamburg, hvor han gennemgik et saare betydningsfuldt musikteoretisk
Studium hos G. F. G. Schwencke, Kantor ved det navnkundige
Johanneum og Kirkemusikdirektør i Hamburg. Som Elev
af K. Ph. E. Bach og J. Ph. Kirnberger var han en grundlærd Teoretiker
og desuden en ualmindelig frygtet og skarp Kritiker. K.s
tidlige, næsten virtuose Beherskelse af det musikalske Stof skyldes
sikkert i høj Grad Schwencke. Forbavsende tidligt maa K. have
slaaet an i Hamburg og det baade som Klaverspiller og som
Komponist; allerede 3. Marts 1804 medvirkede han i begge Egenskaber
ved en offentlig Koncert i Deutsches Schauspielhaus, og
vi kan indtil 1810 paavise i alt seks—syv store Koncertoptrædener
i Alsterbyen. Ved disse Koncerter opførtes der følgende Række
egne Værker, af hvilke desværre flere synes at være gaaet tabt:
Ouverture til den »nye« Opera »Amors Triumph« (1804), Klavervariationer
(1804), en Symfoni (1804), en Klaverkoncert (1806,
muligvis identisk med den som Op. 7 senere trykte C-Dur Koncert),
en Symfoni (1808, muligvis en Genopførelse af den førnævnte)
samt Variationer for Pianoforte: Auf Hamburgs Wohlergehen
(1810). Denne Oversigt viser allerede den unge Komponists betydelige
Vingefang og Alsidighed. 1810 syntes det, som om K. endelig
stod foran den afgørende almene Anerkendelse i Tyskland; dette

444 Kuhlau, Frederik.
Aar fik han trykt sit Op. i, typisk nok en Klaverrondo, hos Hofmeister.
Men just som Vejen syntes banet for en straalende
Karriere i Tyskland, skete der en Begivenhed, som fuldkomment
ændrede alle Fremtidsplaner. Efter Preussens Nederlag 1806 var
Hamburg 1810 blevet indlemmet i det franske Kejserrige. Napoleon
lod udskrive Soldater blandt de hamburgske Borgere, og da K.
erfarede, at han trods sin legemlige Skavank stod paa Indkaldelseslisterne,
flygtede han under det paatagne Navn Kaspar Meier
over Hals og Hoved til Kbh.
K. søgte hurtigt efter sin Ankomst Forbindelse med Det kgl.
Teater, Brændpunktet for vort Musikliv, og fik Tilladelse til at give
en Koncert paa Komediehusets Scene 23. Jan. 1811. Ved denne
Lejlighed spillede han sammen med det kgl. Kapel sin Klaverkoncert
i C-Dur og »Uvejret paa Havet«, et musikalsk Maleri,
saa at sige et maritimt Sidestykke til Beethovens »Pastoral-Symfoni«.
K. gik frem med megen politisk Klogskab; han viste sine Kompositioner
til den indflydelsesrige Kapelmester Kunzen, der blev
stærkt interesseret, og tilegnede Weyse sin Klaverkoncert, der udkom
med Dedikation hos Breitkopf og Hartel 1813. At Weyse,
der senere paa flere Maader kom i et vist Modsætningsforhold til
K., oprindelig følte en glødende Beundring for den unge Kollegas
Evner, ses klart af følgende Citat fra et Brev skrevet til J. L. Heiberg:
»K. er en af de faa Kunstnere, som med Bach, Haydn, Mozart,
Gluck, Schulz og — med ganske smaa Bogstaver — Weyse har
udvalgt sig til Symbolum: tragt først efter Gemyttet, saa kommer
Effekten af sig selv«. At Forholdet til Kunzen, hvem K. i de første
Aar betegnede som »ein sehr wiirdiger Mann«, ligeledes undergik
en stærk Forandring, ses klart af K.s Spottekanon over Kunzens
lange Næse og »vandklare Melodier«. Saa hurtigt fæstede K. Rod
i danske Forhold, at han i Begyndelsen af 1812 besluttede at blive
i Danmark. 20. Febr. 1813 udnævntes han ved kgl. Resolution
til Kammermusikus, foreløbig dog uden Gage, og 3. Marts s. A.
fik han ved Naturalisationspatent dansk Indfødsret.
Naturligvis har det været K. meget om at gøre at opnaa en nær
Tilknytning til Teatret paa Kongens Nytorv. Allerede i Febr.
1811 meldte han sig som den ene af de to Ansøgere til den nyoprettede
Stilling som Lærer i Klaverspil ved Teatrets Syngeskole
mod den yderst ringe Løn af 300 Rdl. aarlig for to Timer daglig.
Trods en meget varm Anbefaling fra Kunzen, som skrev, at han
ansaa det for en Fordel, »naar Folk af Talent droges til I. andet«,
fik dog K.s mindre evnerige, men af Hoffet protegerede Rival
Forster Pladsen. Fik K. ikke den attraaede Stilling, blev han til

Kuhlau, Frederik. 445
Gengæld en stærkt benyttet Koncertspiller, en straalende Stjerne
i Datidens københavnske Musikliv. Koncerten paa Det kgl. Teater
23. Jan. efterfulgtes saaledes af en anden i Nov., ved hvilken han
bl. a. spillede første Sats af en ny, som det synes desværre
sporløst forsvunden Klaverkoncert, der i sin Helhed blev fremført
ved Kapelmusikus Barths Koncert i Det musikalske Akademi i
April 1812. Vort temmelig konservativt og provinsielt prægede
Koncertliv. saaledes som det bl. a. formede sig i Det musikalske
Akademi, modtog en Række betydningsfuldt fornyende Impulser
gennem K.s hele kunstneriske Virke. Ikke mindst spores der en
mærkbar Opgang i Dyrkelsen af Kammermusikken, den Musikform,
inden for hvilken K. selv skabte saa fremragende Værker
som f. Eks. Klaversonaterne, de tre Klaverkvartetter, de tre Fløjtekvartetter,
Fløjtesonaterne og Strygekvartetten. Gennem sin passionerede,
under vore Himmelstrøg revolutionerende Fortolkningskunst
skabte K., ikke mindst som Koncertspiller, en gryende Omvurdering
af Tidens store radikale Musikgeni Beethoven, hvem
den noget ældre, i vide Kredse toneangivende Weyse, Mozarttilbederen,
karakteriserede som en nærmest gal Mand, der snart
»skulde bindes«. K. følte det især i de unge Aar som et ligefrem
helligt Kunstnerkald at tolke den store Wienermesters Værker.
Det er betegnende for K., naar han selv i et Brev fra April
1814 skrev, »at det især er fra Teatret, at Musikken virker paa den
almindelige Smag og Hiertets Forædling«. Det blev Adam Oehlenschlåger,
der kom til at bane ham Vejen til Det kgl. Teaters Scene.
Oehlenschlåger var en stor Beundrer af K., som opmuntret af
Digterens Begejstring bad ham om at skrive sig en Syngespiltekst.
Oehlenschlåger valgte et romantisk ridderligt Emne, som han
havde fundet i Heynes Roman »Adelheid und Aimar«, som Grundlag
for den Tekst, han tiltænkte K. »Røverborgen«, som for største
Parten blev til om Sommeren 1813 paa Løvenborg ved Holbæk,
havde Premiere 26. Maj 1814. Dette ægte romantiske Syngespil
betød en for sin Tid overordentlig frugtbar Nyorientering inden
for dansk Musikdramatik. Det nye i Forhold til Kunzen og Weyse,
den sidste repræsenteret ved Standpunktet »Sovedrikken«, bestaar
i det væsentlige i følgende Faktorer: en langt mere dybtgaaende
Overtagelse af den radikale Side af Mozarts musikdramatiske Stil,
en mærkbar Paavirkning fra den yngre Beethoven, en ejendommelig
Forudgriben af C. M. von Webers germansk-romantiske Tone og
endelig en aabenlys Tilslutning til nyere fransk Musikdramatik,
dels til Boieldieus flotte teatermæssigt opsatte musikalske »Ridderstil«
med dens punkterede, marchagtige Rytmer og melodiske Elan,

446 Kuhlau, Frederik.
dels og ikke mindst til den dramatisk spændte, voldsomt accentuerede
musikalske »Revolutionsstil«, som kulminerede i Cherubinis
Musikdramatik med dens meget dristige, kromatisk betonede
Harmonik og dens stort anlagte, ofte stærkt symfonisk gennemarbejdede
Sats, især i Ensemblerne. I »Røverborgen«, der emnemæssigt
tilhører den lige fra Revolutionstiden saa yndede Kategori
»Befrielsesoperaen«, dominerer typisk nok de større, paa dramatisk
vigtige Knudepunkter anbragte Ensemblesatser, jævnsides enkelte
Arier, formede som bredt anlagte, stærkt bevægede flersatsede Soloscener
og strofiske Sange i typisk Syngespilstil. Disse sidste viser
K.s Evne til ogsaa i knap Form at give en træfsikker Karakteristik
f. Eks. i de »skumle« Røveres Sange, den gamle Ridder Bernhards
komiske Vise »Mit Barn paa Bryllupsdagen«, hvor K. ligefrem er i
Pagt med dansk Syngespiltradition, eller i Adelheids lyriske Romance
»Kong Ludvig drager med sin Hær«, holdt i tidstypisk fransk
6 /8 Mol-Chansontone. Det kosmopolitiske Drag, der allerede er over
»Røverborgen«, og som i stigende Grad kom til at præge K.s
Produktion, hænger nøje sammen med Komponistens hele urolige,
impulsive Temperament og faar yderligere Næring gennem en
Række store Rejser, bl. a. til Sverige, hvor han blev Medlem af
det musikalske Akademi. Betydningsfulde blev dog især de to store
Rejser 1821 og 1825. Paa den første, der vist oprindelig gjaldt
Italien, ankom han til Wien midt i den altoverskyggende Rossinirus
og tager interessant nok, set paa Baggrund af hans egen gradvis
stigende Rossini-Paavirkning, i et Brev kategorisk Afstand fra
Succes-Maestroen, i hvis Operaer, navnlig »Den tyvagtige Skade«,
Trompeter uophørligt knaldede, Pauker tordnede og Stor- og Lilletromme,
Bækken og Triangel larmede i den Grad, »at man maatte
kalde Vagtparaden for blid Musik«. Paa den anden Rejse til
Wien naaede K. det saa længselsfuldt imødesete Maal: Mødet
med Beethoven. Det skete i Baden, hvor Beethoven var paa
Kurophold; alt gik overordentlig gemytligt til, man strejfede
rundt i Bjergene, Champagnen flød, og man kappedes om at
komponere Kanons, et Felt, paa hvilket K. var berømt viden om.
K., der 1814 tog sine Forældre og sin yngste Søster herop,
kæmpede Livet igennem med Pengesorger. Ofte bliver denne Kamp
ligefrem tragisk, som naar han f. Eks. maatte sælge sig paa haarde
Vilkaar til de førende Musikforlag og skrive Modemusik, hvor
han var bundet til en gængs, letløbende, lidt udvendig Stil, ja endog
til bestemte Antal Tryksider. 1816 ansattes han imidlertid under
Kunzens Sygdom som Syngelærer ved Teatret i dennes Sted, men
nedlagde dog Hvervet kort Tid efter, da Claus Schall, hvem K.

Kuhlau, Frederik. 447
stod i spændt Forhold til, 1817 blev kongelig Kapelmester. 25. April
1818 tillagdes der ham dog ifølge kgl. Resolution en aarlig Gage
paa 300 Rdl. som Kammermusikus, for hvilken han maatte forpligte
sig til foruden naar som helst at spille Pianoforte i Den
kongelige Majestæts Kabinetter ogsaa at »komponere en geistlig
eller anden Leilighedsmusik for Hoffet, men naar dette et eller
andet Aar ikke befales da at komponere Musik til et Stykke for
det kongelige Teater«.
Ifølge disse Forpligtelser maatte altsaa Scenen paa Kongens
Nytorv blive K.s fornemste Virkefelt. 1817 efterfulgtes »Røverborgen«
af »Trylleharpen«, hvis Tekst Baggesen oprindelig havde
givet til Kunzen, og som paa Grund af Intriger mod Forfatteren
kun oplevede ganske faa Opførelser. 1820 fremkom Syngespillet
»Elisa« eller »Venskab og Kærlighed« til Tekst af Seminarielærer
Caspar Boye. Den udramatiske og rytmisk uopfindsomme Teksts
Mangler, der medførte Værkets Henlæggelse efter kun fire Opførelser,
maatte naturligvis i nogen Grad influere paa Kompositionen
— og dog vidner mangt og meget om K.s stigende indre
kunstneriske Vækst. Den musikalske Stil viser paa væsentlige
Punkter nye Træk sammenlignet med »Røverborgen« og delvis
»Trylleharpen«. Ifølge Operaens Art maatte Hovedvægten lægges
paa det stærkt lyrisk følsomme, og det er ejendommeligt, i hvor høj
Grad K. her har søgt at lytte sig ind til Weyses sværmerisk-poetiske
Romancetone; desuden møder vi en Tilnærmelse til den førrossiniske
Italieneropera-Stil hos Komponister som Simon Mayer,
Paér og Mercadante, en Stil, der navnlig giver sig Udslag i en
rigelig Brug af virtuose, til Tider noget karakterløst udglidende
Figurationer og Løb, ligesom vi træffer et overraskende klart Udtryk
for den egentlig personlige K.-Stil, der senere kulminerede i
»Elverhøj«-Musikken, en Stil, hvis væsentligste Kendemærke er
festligt klingende Akkordfølger i punkterede Rytmer, ofte anlagte
som harmoniske Sekvenser, et af K.s med Aarene mere og mere
yndede Virkemidler. Denne pompøse Festspilstil præger ikke mindst
den ypperlige Ouverture, der i Modsætning til den fra »Røverborgen«
er anlagt i »Potpourriform«, o: bygger paa Temaer fra
selve Syngespillet.
Hvilede der allerede et romantisk Skær over K.s tidlige dramatiske
Arbejder, saa slaas Portene op paa vid Gab for Romantikkens
Aand og Tone i hans næste store Syngespil »Lulu«, et af hans
ypperste Værker, der havde Premiere 29. Okt. 1824. Gand. jur.
Carl Frederik Giintelbergs ofte dramatisk virkningsfulde Tekst
hviler paa den samme Fortælling fra Wielands »Dhjinnistan«, som

448
Kuhlau, Frederik.
dannede det oprindelige Udgangspunkt for Mozarts »Tryllefløjten««:
Dansk Musikdramatik fik med »Lulu« sin store, ægte romantiske
»Eventyr- og Trylleopera«, hvis friske Inspirationskilde er den
fremstormende tyske Romantiks Dyrkelse af det overjordiske, af
den koglende Alfeverden og de mørke »farlige« Naturdæmoner,
Gnomer, Hekse og Kobolder. Selve Tonesproget præges af en
betagende Friskhed, en dramatisk Slagkraft og en momentvis fuldkommen
genial Dristighed. Det ny og epokegørende i »Lulu«
beror for en væsentlig Del paa Paavirkningen fra Webers ungromantiske
Tone og Stil, f. Eks. hans karakteristiske Opsving paa
Nonen som Melodiklimaks, desuden paa en stærk Udvidelse af
de mere og mere »frie« Former og en radikal Fornyelse af de harmoniske
Muligheder bl. a. i Form af talrige farvestraalende, højst
frapperende harmoniske Sekvenser og pludseligt opdukkende, uformidlede
Tonalitetsspring, beslægtede med Schubert, og endelig i
en til Tider næsten uforbeholden Tilslutning til den rossiniske
Modestil med dens stadig tilbagevendende Rekvisitforraad af ganske
bestemte, paagaaende Melodifloskler, Koloraturløb og evindelige
Kaskader af parallelle Terts- og Sekstgange ofte i Triol-Rytmer.
Det var da ogsaa denne for os meget tidsbundne Side af det ellers
saa straalende friske »Lulu«-Partitur, der vakte en stærk Kritik,
ikke mindst fra den Mozart-orthodokse Weyse-Fløj; typisk nok
falbød »Sjoverne« deres Billetter til den anden Forestillingsaften
med »Garanti for Udpibning«.
K.s sidste Værk i den store romantiske Syngespilform »Hugo og
Adelheid« opførtes første Gang 29. Okt. 1827. C. Boyes Libretto,
i hvilken en Riddersmand Hugo for at frelse sin elskede, Købmandsdatteren
Adelheid, udgiver sig for at være Tyv og fængsles, var mat.
Først havde Weyse afvist den, da »det var ham modbydeligt at
sætte Musik til ømme Følelser hos et Menneske, der kunde finde
sig i at gaa for en Tyveknægt«. Værket gjorde da ogsaa kun ringe
Lykke. Naar Musikforeningen allerede ved sin Start besluttede
at udgive et Klaverudtog af Værket, var dette dog et Udtryk for
det dannede, musikelskende Publikums høje Vurdering af K.s
Arbejde, der vel i stilistisk Henseende ikke tilføjer væsentligt nyt
sammenlignet med »Lulu«, men adskiller sig ved sine noget mere
enkle og knappe Former, der paa ny viser tilbage til K.s oprindelige
Udgangspunkt: Mozart—Cherubini, og sin mere modne Afbalancering
af de før nævnte Paavirkninger, ikke mindst den rossiniske.
K.s fantasifulde Musik til den store Fængselsscene, i hvilken de
hujende Fanger bag Jernstængerne spottende jubler over den nye,
»fine«, adelige Kammerat, virkede for voldsomt paa Publikum, den

450 Kuhlau, Frederik.
hvor Komponisten ikke mindst ved Forstærkning af Melodiernes
Kurver og Toppunkter og en virkningsfuld Stramning og Differentiering
af Rytmerne opnaar forbløffende Resultater. Weber, hvis
Jæger-Romantik i høj Grad paavirkede K., var i øvrigt med sin
Anvendelse af »Heil dir im Siegerkranz« i sin »Jubel-Ouverture«
det direkte Forbillede ved Anbringelsen af »Kong Christian stod
ved højen Mast« i »Elverhøj«-Ouverturen. Allerede i sit Op. 16
havde K. skrevet en Variationsrække for Klaver over Nationalmelodien
i en af dens ældre Skikkelser; 1822 var der skabt fornyet
Interesse om Melodien gennem Forfatteren Søtofts Anvendelse af
den i Stykket »Christian den Fjerdes Dom«, hvor den ganske ligesom
i »Elverhøj« benyttes som Slutsang og ifølge et Notat ligeledes
skulde anvendes i Ouverturen. I sit Op. 92, der netop stammer fra
denne Tid, en Introduktion og Rondo brillant for Klaver over
særlig populære danske Melodier, karakteristisk nok betitlet »Les
charmes de Copenhague«, lader K. et Brudstykke af Nationalmelodien
dukke op som Slutapoteose omranket af løbende Figurationeri
»Elverhøj«-Stil; en af de største og mest fængende Virkninger
i »Elverhøj«-Musikken er saaledes vel forberedt. »Elverhøj«-Ouverturen
fremtræder som en kunstnerisk fuldmoden Sammenfatten
af de mest personlige og karakteristiske Stilejendommeligheder fra
hans tidligere lange Række fremragende Ouverturer, bl. a. i formal
Henseende, Sonateform med tre Temagrupper i den ægte kuhlauske
festivo-Stil med dens farvestraalende, festligt rytmiserede Harmonifølge
og dens blændende, Weber-paavirkede Orkesterbehandling,
der ikke mindst blev grundlæggende for Niels W. Gade.
K.s sidste Værk for Scenen var Musikken til Oehlenschlågers temmelig
mislykkede Lystspil »Tvillingbrødrene fra Damaskus« fra 1830.
Som Instrumentalkomponist hørte K. til Tidens mest spillede.
Hans Indsats paa dette Omraade kan inddeles i tre Grupper:
Underholdningsmusik i let salonagtig Modestil, pædagogisk betonede
Værker og Arbejder dikterede af en fri kunstnerisk Villie.
En Produktion af denne Art maa naturligvis være af højst uegal
Karakter, den svinger fra Værdier, der ligger i Plan med Beethoven
og Schubert, til en ganske rutinemæssig Udnyttelse af Tidens dels
sødladent sentimentale, dels virtuosmæssigt effektfulde Gennemsnitsstil,
hvad der ikke kan undre, naar K. saa ofte maatte bøje
sig for Forlæggerens Krav om Publikumshensyn. Betød K.s Operamusik
en frisk europæisk, udpræget »moderne« indstillet Nyorientering
i dansk Musikliv, saa gælder det samme i lige saa høj Grad
hans Instrumentalmusik, ogsaa den repræsenterer en europæisk
orienteret »Blandingsstil«, inden for hvilken det dog er lykkedes

Kuhlau, Frederik. 451
K. at bevare et ejendommeligt selvstændigt Præg. Sammenfatter
man hans Klaver-, Fløjte- og Kammermusikværker, faar vi et
Billede, der paa flere Maader minder om hans store wienske samtidige
Franz Schubert; ikke alene har de Træk tilfælles i hele
Temperamentets og Sindets Rigdom og den lykkelige genialt strømmende
Produktionsevne, men inden for Instrumentalmusikkens
særlige Felt er deres Baggrund og Udvikling beslægtet. Ogsaa K.
voksede frem under stærk Indflydelse fra Wienklassicismens to store
Hovedskikkelser Mozart og Beethoven for ligesom Schubert hurtigt
at omforme disse Idealer i den gryende Romantiks Aand, en Udviklingsgang,
der for K.s Vedkommende i de modnere Aar kommer
til at nærme ham stærkt til Weber. Det romantiske Drag giver sig
især til Kende i Formens ofte store Bredde og indre næsten dramatiske
Spændinger, voldsom Dynamik, stigende Potensering af det
sentimentalt lyriske, stærk Udnyttelse af de modulatoriske Muligheder,
uformidlede Tonalitetsspring o. I., Glæde ved fejende Danserytmer,
rossiniske Marchrytmer og weberske Polaccaer og endelig
en ikke mindst klangligt blændende effektfuld Udnyttelse af Tidens
Virtuos-Stil, den, der paa langt mere udvendig gold Maade repræsenteres
af Kalkbrenner, Mocheles o. 1. De største Udtryk for den
»store« Klaverstil giver K. i Ungdomsværket Klaverkoncerten i
C-Dur, Op. 11, og senere bl. a. i Klaversonaten i Es-Dur, Op. 127.
Ikke mindre betydelig var K. inden for den »lille Form«. Det
lykkedes ham saaledes, i Modsætning til den noget ældre, berømte,
men mindre fantasifulde Italiener Muzio Clementi, at fylde den
pædagogisk anlagte Sonatineform med et rigt og levende kunstnerisk
Indhold, der hæver Sonatineformen op i et lignende Plan
som den wienske Sonate. Tværtimod at hemmes inspireres K. af
de snævre Formgrænser i disse Sonate-Miniaturer for store og smaa,
der i deres Fantasi, Lune og Følsomhed næsten kan fornemmes i
Slægt med den H. C. Andersen'ske Eventyrstil. Her naaede K.
Verdenssucces'en, og disse Værkers Betydning for Romantikkens
»Klaver-Kleinkunst« maa sikkert ikke undervurderes.
K., der var en glødende Naturelsker og ofte, som han selv siger,
»tog Bad i Naturen for at pirre de musikalske Nerver«, beboede
sammen med sin Familie et lille Hus i Kongens Lyngby. De sidste
ensomme Aar blev triste. Han tyngedes til Stadighed af økonomiske
Sorger og ramtes til sidst af en alvorlig Katastrofe, da Huset 1831
brændte, ved hvilken Lejlighed en stor Del af hans Manuskripter
gik tabt. Han døde som en nedbrudt Mand. Sammen med Weyse
danner K. Epoke i dansk Musik, hvor han med sin fremskridtsvenlige
europæiske Orientering danner et Modstykke til Lyrikeren
29*

Kuhr, Victor. 453
»Modsigelsens Grundsætning« (»Kierkegaardstudier« udg. af P. A.
Heiberg og V. Kuhr, II, 1915), »Herakleitos fra Ephesos« (1917)
og »Æsthetisk Opleven og kunstnerisk Skaben. Psykologisk-æsthetiske
Undersøgelser« (1927, overs, paa Tysk 1929). Foruden Levnedstegninger
af K. Kroman (»Kantstudien«, 1926), C. N. Starcke
(Univ. Progr. Nov. s. A.), Cl. Wilkens (sst., 1929), H. Høffding
(sst., 1931, med Smaaændringer overs, paa Tysk i »Kantstudien«,
1932) og P. A. Heiberg (»Søren Kierkegaards Papirer«, X, 3, 1927)
har han forfattet adskillige Afhandlinger i Tidsskrifter o. a. St.,
bl. a. »Filosofien« (»Universitetet og Samfundet«, 1929), »Die Welten
des Kunstlers und des Wissenschaftlers« (»Studier tillågnade
Efraim Liljeqvist«, II, 1930), »Musikens ethiske Betydning« (Nordisk
tidskr., 1931) og »Harald Høffding som Livsfilosof« (»H. Høffding
in memoriam«, 1932). Endvidere har han ydet filologisk
Bistand ved V. Maars Udgivelse af Stenos »Opera philosophica«
(1910), været Medudgiver af Johs. Ewalds Skrifter (1914—19) og
er fra 1909 Medudgiver af S. Kierkegaards Papirer. 1917—28
medvirkede han ved Redaktionen af »Vor Ungdom«. — J 934—35
var han Medlem af Bestyrelsen for Kant-Gesellschaft, og fra 1935
er han Bestyrelsesmedlem i det internationale filosofiske Selskab
Philosophia. — Han har siddet i Bestyrelsen for Studenternes
sociale Sekretariat (1916—24) og er fra 1934 Medlem af Bestyrelsen
for Selskabet Philadelphia, fra 1921 af Pædagogisk Selskabs
Repræsentantskab, fra 1924 af Repræsentantskabet for
Ensomme Gamles Værn, fra 1927 af Foreningen Nordens Skolenævn
og fra 1936 af dens Repræsentantskab. Han er Efor
for Elers' Kollegium fra 1923, Medlem af Dansk Koncertforenings
Repræsentantskab fra 1927, af Bestyrelsen for Den danske
Richard Wagn er-Forening fra 1933 og af Studenter-Sangforeningens
Repræsentantskab fra 1936. — Som Universitetslærer har K.
bl. a. læst over antik Filosofi. Det er dog særlig psykologiske Emner,
der har hans Interesse, og hans filosofiske Standpunkt kan betegnes
som kulturpsykologisk Relativisme. — R. 1928. DM. 1936. —
Malerier af Asger Bremer 1925 og K. O. Hilkier 1934. Portrætteret
paa Karton af Aksel Jørgensen 1923 paa Studentergaarden.
Buste af Helen Dohlmann 1926. Træsnit af Al. Garff 1932.
Stamtavle over Familien Glud gennem 400 Aar, 1933, S. 10. Univ. Progr.
Nov. 1912, S. 162 ff. Studenterne fra Aar 1900, 1925, S. 219. Sev. Christensen
i Hovedstaden 7. Nov. 1915. F. Brandt i Akadem. Ugeblad 5. Juni 1918.
H. Høffding i Tilskueren, 1927, I, S. 396—404. Fr. Kreis i Kantstudien,
XXXV, 1930, S. 532. [Joseph] Ffrobes] i Scholastik, VIII, 1933, S. 152.
J. Elmgren i Theoria, I, 1935, S. 72. Hj. Helweg: Om Mennesketyper, s. A.,
S. 12—35. V. C[avlin]g i Politiken 4. Maj 1937. g y Rasmussen.

454
Kunckel, Johan.
Kunckel (v. Lowenstern-Kunckel), Johan, ca. 1630—1702, Kemiker.
F. ca. 1630 i Hiitten ved Rendsborg, d. 20. Marts 1702
paa Dreissighofer, Livland. Faderen, der formentlig var af livlandsk
Slægt, var Kemiker og Alkemist hos Hertug Frederik III.
af Gottorp. Gift (?).
J. K. kastede sig fra sin Ungdom over kemiske Studier, blev,
som dengang naturligt, uddannet i Farmaci, men besøgte samtidig
ivrigt Glasværker og studerede Metallernes Kemi med alkemistisk
Formaal. Næsten hele sit Liv var han ansat hos forskellige fyrstelige
Personer som Medhjælper ved deres alkemistiske Forsøg, saaledes
fra 1659 hos Hertugerne Frans Carl og Julius Henrik af
Lauenburg som Kammertjener, Kemiker og Farmaceut og derefter
hos Kurfyrst Johan Georg II. af Sachsen som Leder af dennes
Laboratorium i Dresden. Han maatte forlade denne Plads, fordi
hans Fjender beskyldte ham for at have fundet »De Vises Sten«
og holde den hemmelig, og holdt nu i kort Tid, 1677—79> Forelæsninger
over Eksperimentalkemi ved Universitetet i Wittenberg,
hvorpaa han modtog Ansættelse i Berlin hos Kurfyrst Frederik
Vilhelm som Alkemist og Leder af Glasværkerne og Laboratoriet.
Inden for Glasindustrien gjorde han flere betydningsfulde Opfindelser
angaaende Fremstilling af farvet Glas, der gjorde ham til en
velhavende Mand, men ogsaa skaffede ham mange Misundere,
som efter Kurfyrstens Død synes at have foraarsaget en Ildebrand,
der ødelagde hans Laboratorium og Glashytte. Han forlod nu
Berlin og købte sig en Herregaard, men allerede 1688 tog han
efter Indbydelse af Karl XI. til Stockholm. Her blev han udnævnt
til Bjergraad og 1693 adlet under Navnet v. Lowenstern(-K.).
Han blev i Sverige næsten til sin Død, der indtraf paa hans
Gods i Livland. J. K. var en dygtig Eksperimentator. Særlig maa
nævnes hans Fremstilling af Fosfor (der vel var kendt tidligere,
men holdtes hemmelig) og, som ovenfor nævnt, af Kunstglas.
Derimod er Teori og Ræsonnement hans svage Side. Han var
opdraget som Alkemist og troede selv paa Muligheden af Metalforvandling,
men da han var ærlig i sine Undersøgelser, lykkedes
det ham at afsløre flere alkemistiske Bedragerier. Trods dette optog
Academia Leopoldina-Carolina naturæ curiosum ham som Med-
1 em under Navnet »Hermes III«. Hans vigtigste Skrifter er »Niitzliche
Observationes oder Anmerkungen von den fixen und fliichtigen
Salzen« (1676), »Chymische Anmerkungen« (1677), »Ars
vitraria experimentalis« (1679) og især den indholdsrige og for
Metallernes ældre Historie vigtige »Laboratorium chymicum«, som
han allerede tidlig paabegyndte, men først fuldendte i Stockholm,

Kunckel, Johan. 455
og som først blev udgivet 1716. Hans Skrifter er i Originaludgaverne
affattede paa Tysk; det er kun Titlerne, der af og til er latinske.
— Stik fra Hamburg af H. W. og af N. v. Wehrd efter Maleri
af L. v. Lhibenau.
J. Moller: Cimbria literata, I, 1745, S. 319—22. Allg. Deutsche Biographie,
XVII, 1883, S. 376 f. J. F. Gmelin: Geschichte der Chemie, II, 1798, S.
153—70. H. Kopp: Beitråge zur Geschichte der Chemie, III, 1875. F. Hoefer:
Histoire de la chimie, 2. ed., II, 1869, S. 191—205. J. M. Stillman: The story
of early chemistry, 1924, S. 417—20. G. Elgenstierna: Svenska adelns åttartavlor,
V, 1930, S. .38. s M.Jørgensen (Slig Veibel*)-
Kunzen, Friedrich Ludwig, Aemilius, 1761—1817, Komponist.
F. 24. Sept. 1761 i Ltibeck, d. 28. Jan. 1817 i Kbh. (Helligg.),
begr. sst. (Ass.). Forældre: Organist ved Mariekirken Adolph Carl
K. (1720—81) og Anna Charlotte Aubery. Gift 1793 (Lysning
3. Marts i Frankfurt a. M.) med Sangerinden Johanna Margaretha
Antonetta Zuccarini, f. ca. 1766, d. 6. Okt. 1842 i Kbh. (Helligg.),
D. af Hofmusikus i Trier Jacob Z.
K.s fra Faderen og Bedstefaderen nedarvede musikalske Evner
viste sig allerede i den tidlige Barnealder; han fantaserede paa
Klaveret, inden han kunde Noderne, og begyndte syv Aar gammel
at nedskrive smaa Kompositioner. Da Faderen nødigt saa sin Søn
gaa Musikervejen, fik han kun sparsom Opmuntring og maatte
nærmest paa egen Haand lære sig de grundlæggende Regler for
Komposition. Saa ihærdig var han imidlertid, at han elleve Aar
gammel kunde komponere et fugeret Koralforspil. Var Faderen
end modvillig over for Drengens Fremtidslyster, undsaa han sig
dog ikke for at søge at slaa Mønt af sine Børns musikalske Talent;
1768 drog han saaledes paa Koncertrejse til London, hvor han
ikke alene præsenterede sin syvaarige Søn som Vidunderbarn, men
ogsaa sin Datter.
Til Trods for, at K. aldrig fik nogen virkelig grundig Undervisning,
vakte han dog paa Grund af sine Evner tidligt Opsigt som
Klaverspiller; bl. a. optraadte han ved Hoffet i Ludwigslust og
havde i en ganske ung Alder komponeret »nogle Koncerter for
Flygel og seks Sonater for Klaver«. Han respekterede imidlertid
i saa høj Grad sin afdøde Faders Villie, at han 1781 begyndte et
juridisk Studium ved Universitetet i Kiel; men Skæbnen vilde,
at han netop her i den meget musikinteresserede Professor C. F.
Cramer mødte en Mand, der bevidst nærede hans dybe Ønske
om at give sig Musikken i Vold. Personlig hjalp Cramer ham paa
forskellig Maade, bl. a. ved flere Gange at nævne ham fordelagtigt
i sit kendte Tidsskrift »Magazin der Musik« og endvidere

456
Kunzen, F. L. Ae.
ved at benytte hans Hjælp ved forskellige musikalske Publikationer.
1783 udgav Cramer saaledes Salieris Opera »Armida« i Samlingen
»Polyhymnia« i K.s Bearbejdelse, medens en anden Samling »Flora«
indeholdt nogle af Klopstocks »Barditen«. Som Tegn paa sin Taknemmelighed
satte K. Musik til en Række religiøse Digte af
Cramers Fader.
Blandt Professor Cramers personlige Venner var ogsaa Tidens
førende Liedkomponist J. A. P. Schulz, der i Sommeren 1784,
da han endnu var Kapelmester i Rheinsberg, aflagde Besøg i Kiel,
hvilket fik stor Betydning for den unge K. Schulz beretter, at
han »ofte havde Lejlighed til at beundre hans ferme Klaverspil,
hurtige Nodelæsning, hans Fantaseren, hans grundige Indsigt i
Kompositionen, som han havde erhvervet sig ved egen Flid, hans
Udarbejdelser af forskellig Art, med et Ord hans store Geni«, og
paa Schulz' Opfordring opgav K. endelig sit Universitetsstudium.
Det blev besluttet, at han skulde prøve paa at vinde et Musikernavn
i Kbh., hvor Musikinteressen paa dette Tidspunkt stod højt,
og hvor man regnede med store Fremtidsmuligheder for et virkeligt
Talent. K. havde i øvrigt gjort flere danske Bekendtskaber i Kiel,
hvor han bl. a. havde boet Dør om Dør med Rahbek og Samsøe,
der begge i Okt. 1784 forsynede ham med Anbefalingsbreve til
Skuespiller Rosing.
K. havde til at begynde med Lykken med sig i Kbh.,
hvor han bl. a. spillede ved Hoffet. Hans kunstneriske Ærgerrighed
var imidlertid ikke tilfredsstillet ved at blive beundret
som Klaverspiller i en Række af Byens fornemste Huse; han vilde
først og fremmest vise sig som Komponist. I denne Egenskab
traadte han første Gang frem for den danske Offentlighed 1785
med en Sørgekantate over Grev O. Thott til Tekst af Rahbek;
1786 udgav han derefter en Samling »Viser og lyriske Sange« til
Tekster af Storm, Thaarup, Baggesen, Riber m. fl. I Fortalen
gør han Rede for sine Synspunkter, som aabenbart er stærkt paavirkede
af de folkepædagogiske Anskuelser, der laa til Grund for
Schulz' »Lieder im Volkston«. K. hævder saaledes at være blandt
de første, der i Danmark bragte Musikken nærmere til sin sande
Natur og udbredte Sangen blandt Folket. Han erkender, at Schulz
er det store Forbillede, som han stræber hen imod, men dog ikke
mener at have naaet. 1787 vakte hans Dirigentevner Opsigt, da
han ledede Schulz' Musik til Racines »Athalie« ved en Opførelse
i det Schimmelmann'ske Palæ. Da de medvirkende for Størstedelen
var Dilettanter, kostede dette Foretagende store Anstrengelser,
men Møjen lønnede sig over al Maade.

Kunzen, F. L. Ae. 457
Da Schulz 1787 blev kgl. dansk Kapelmester, voksede K.s
Chancer som dramatisk Komponist ganske betydeligt. K., der
allerede tidligere med en Berlinopførelse for Øje havde komponeret
en »malerisk og rig« Musik til Sanders tyske Oversættelse af
Ewalds »Fiskerne«, fik sin egentlige Debut paa den danske Skueplads
31. Marts 1789, da hans og Baggesens Opera »Holger Danske«
opførtes første Gang med saa fremragende Kunstnere som Jfr.
Møller, Mad. Preisler og Rosing i Hovedrollerne. Stoffet til denne
Opera havde Baggesen taget fra Wielands »Oberon«. I sin Blanding
af ridderlig Patos, Tragik, eventyrligt Feeri og drastisk Komik, det
sidste navnlig repræsenteret i den komiske Tjenerfigur Kerasmin,
giver denne Tekst Komponisten rig Lejlighed til Udfoldelse af alle
Evner. K. fastslog ogsaa i dette Arbejde til fulde sit Talents Rækkevidde;
den baade melodiøse og dramatisk slagkraftige Musik viser
hans sikre Teaterinstinkt og hans alsidige Orientering inden for
Tidens musikdramatiske Strømninger. Særlig betydningsfuld er
Indflydelsen fra den elegant pointerede franske Syngespiltone hos
Komponister som Grétry og Monsigny, Paavirkningen fra den
tyske Balladetone og endelig den uforbeholdne Tilslutning til
Gluckskolens nyklassiske Holdning, om end nærmest i den let
sentimentale Form, i hvilken vi navnlig finder den hos Komponister
som Salieri og Naumann. Det er virkelig lykkedes K. at
sammensmelte de mange forskellige Elementer fra det 18. Aarhundredes
rige musikdramatiske Forraadskammer til en sjældent
fasttømret Helhedsvirkning, hvor Rokokotyrkeriet, Udnyttelsen af
Balletmomentet, ikke mindst i den tvungne Dans, Kerasmins leporelloagtige
Komik og Oberons Skovtrylleri danner den typiske
Tidskolorit. Kunstnerisk set staar »Holger Danske« som et Mesterværk
inden for vor tidlige Operalitteratur. Naar Operaen kun
opførtes seks Gange, skyldtes dens Vanskæbne først og fremmest
den ufordragelige og stærkt personligt farvede Fejde, den saakaldte
»Holgerfejde«, der opstod i Anledning af den svorne Operafjende
Rahbeks skaanselsløse Kritik af Baggesens Tekst og af de lokale
Operaforhold, en hidsig Strid, der kaldte mange Penne i Marken,
bl. a. P. A. Heiberg med Parodien »Holger Tyske«.
Skæbnen var i det hele taget K. højst ugunstig under hans
første Kbh.ophold. Han søgte saaledes 1787 Stillingen som Sanglærer
ved Teatret; Zinck fik imidlertid Pladsen, og Teaterchef
Numsen begrunder i en Skrivelse til Kongen Afslaget med det
slette Resultat, K. havde opnaaet som Sanglærer for sin Søster
Louise, hvis Optræden i en Klub havde vakt saa stærkt Mishag,
at man ikke ønskede at høre hende igen. Skuffet over al den megen

458 Kunzen, F. L. Ae.
Modstand henvendte K. sig til Schulz, der raadede ham til at
rejse til Berlin og medgav ham en Anbefalingsskrivelse til den
berømte Kapelmester Reichardt.
1789 bosatte K. sig endelig i Berlin, hvor han kom til at staa i
et paa mange Maader befrugtende Venskabsforhold til Reichardt,
sammen med hvem han grundlagde en Musikhandel og et Nodetrykkeri
og 1791 udgav Tidsskriftet »Musikalisches Wochenblatt«.
Under dette Berlinophold blev det af særlig Betydning for K.s
Udvikling som Komponist, at han lærte Mozarts og Dittersdorfs
Værker at kende. Indflydelsen fra Dittersdorfs djærve og sprudlende
Humor og hele udviklede Syngespilteknik spores allerede umiskendeligt
i hans Syngespil »Der dreifache Liebhaber«, som paa Reichard
ts Foranledning blev opført 3. Febr. 1791 ved en Beneficeforestilling
i Nationalteatret. Det var dog mindre som Komponist,
langt mere som Klaverspiller, K. gjorde sig berømt i den preussiske
Hovedstad, hvor han bl. a. 1791 gav en Række offentlige Koncerter
i Lokalet »Stadt Paris« sammen med den mecklenburgske Hofmusikus
Braun. En hel Række Forsøg paa at faa Fodfæste i Berlin
mislykkedes; bl. a. søgte Reichardt forgæves at skaffe ham Stillingen
som Klaver- og Sanglærer hos Prinsesse Friederikke, ligesom
man, trods Kongens Ønske, fik forpurret Opførelsen af »Holger
Danske«. Da ligeledes Udsigten til at vikariere som Operakapelmester
for Reichardt bristede, drog K. 1792 til Frankfurt a. M.,
hvor man vilde grundlægge et Nationalteater og derfor havde
sikret sig hans Medvirken som Kapelmester eller, som det hedder,
»Direktor des Singetheaters«.
Det var en anselig Række Kapelmesteropgaver, der ventede K.
i Frankfurt, bl. a. Opførelsen af Mozarts »Tryllefløjten« og Haydns
»Den rasende Roland«. Opholdet i denne By bød ham den Fordel,
at han, som Schulz siger, »paa det nøjeste blev bekendt med
Geniet i Mozarts Syngestykker«. Hvor betagende navnlig den fortryllende
Mozart'ske Ynde og Melodiøsitet virkede paa K., føles
klart i det Syngespilværk, »Das Fest der Winzer oder die Weinlese«
(»Vinhøsten«), som han komponerede til Tekst af Frankfurtskuespilleren
Ihlee, og som ved Premieren af Hensyn til en truende
Teaterkabale blev opført under et fremmed Komponistnavn.
K. fastslog virkelig sit Navn i Frankfurt, ikke mindst som Kapelmester;
men da man efter et Par Sæsoner nægtede ham en lovet
Gageforhøjelse, modtog han det smigrende Tilbud som Dirigent
ved Teatret i Prag, hvor hans Hustru samtidig ansattes som første
Sangerinde. 1794 ankom han til Bøhmens Hovedstad, der paa
dette Tidspunkt var fuldstændig fortryllet af Mozarts geniale Kunst.

Kunzen, F. L. Ae. 459
Saa meget større var K.s kunstneriske Sejr, da hans Frankfurtsyngespil,
»Die Weinlese«, ved Opførelsen i Prag blev en virkelig
Succes, saa stor, at Komponisten blev fremkaldt efter Premieren,
en dengang meget stor Æresbevisning.
K. havde dog hele Tiden baaret paa en hemmelig Kærlighed
til Kbh. Allerede under Frankfurtopholdet havde han skrevet et
Brev til den daværende Teaterchef Grev Ahlefeldt, i hvilket han
paa meget indtrængende Maade tilbyder sin og sin Hustrus Tjeneste
til et Land, som engang »var mig mere end mit Fædreland«. Muligheden
for at vende tilbage til Danmark kom, da Schulz 1794 syg
og nedbrudt vilde tage sin Afsked og anbefalede K. som sin Efterfølger.
Som kgl. dansk Kapelmester skulde K. ifølge en Instruks af
24. Sept. 1795 forpligte sig til aarlig at levere et stort Stykke til
Kongens Fødselsdag eller i alle Tilfælde to mindre Syngespil foruden
Passionsmusik, Kirkemusik og anden Musik af Lejlighedskarakter.
Allerede i Sæsonen 1796—97 opførtes tre af K.s vægtigste Syngespil,
»Hemmeligheden«, »Vinhøsten«, oversat af Frankenau og
bearbejdet for den danske Scene med Balletindlæg af Galeotti,
og »Dragedukken« med Tekst af Enevold de Falsen. Dette sidste
Syngespil med dets Blanding af yndefuld fransk Syngespiltone og
en til Tider næsten citatagtig Overtagelse, ikke mindst af den
følsomme Side af Mozartstilen, er et af K.s bedste og mest charmerende
Værker. Han har her i Skildringen af en lille københavnsk
Skomagerfamilies haarde Kamp for Tilværelsen givet et tidstypisk
Genrebillede, i hvilket en næsten overvældende rørende Sentimentalitet
blandes med ægte borgerlig københavnsk Humor, en Milieubeskrivelse
gjort med stor kunstnerisk Finfølelse. »Dragedukken«
er musikermæssig set et overmaade modent Værk, gennemført
med usvigelig Sikkerhed, lige fra de smaa liedagtige Former op til
de store kombinerede Ensembler, med hvilke Mozarts blændende
musikdramatiske Teknik og Orkesterbehandling fastsloges paa den
danske Syngespilscene.
Disse Værker efterfulgtes dels af en lang Række Syngespil som
»Jockeyen« (1797), »Naturens Røst« (1799), »Min Bedstemoder«
(1800), »Hjemkomsten« (1802) og »Kærlighed paa Landet« (1810),
dels af Skuespilmusik i større Stil som »Eropolis« (1803) og »Gyrithe«
(1807), hvortil kommer K.s sidste Opera i den store Stil, »Erik
Ejegod« (1798) til Tekst af Baggesen. I dette sidstnævnte Værk,
hvis ypperlige Ouverture har holdt sig til vore Dage, krydses de
Gluck'ske Strømninger fra Ungdomsværket »Holger Danske« med
de modne Aars stærkere og stærkere Mozartpaavirkning. Det blev

460 Kunzen, F. L. Ae.
K., der som Kapelmester skaffede Mozarts Musik Borgerret paa
den danske Skueplads. Trods stærk Modstand fra Sangernes Side
lykkedes det ham 19. Okt. 1798 at gennemføre en mislykket Opførelse
af »Cosi fan tutte«; men 1807 naaede han sit store Maal,
at føre Mozart frem til Sejr i Kbh., hvilket skete med Opførelsen
af »Don Juan« med Du Puy i Titelrollen.
Der var noget friskt og ungdommeligt over K.s musikalske Tone
i de unge Aar. I det hele taget betød hans, i Forhold til Schulz,
langt mere farverige Orkesterbehandling, hans glimrende Beherskelse
af de store Ensembleformer og hans »nordiske« Balladetone,
der direkte forberedte Weyse, en afgjort kunstnerisk Fornyelse.
K.s Udviklingsmuligheder var dog saa begrænsede, at han, da nye
Strømninger satte ind, ikke mindst fra Cherubini, Beethoven og
Kuhlau, uhjælpeligt maatte blive Reaktionens og Konservatismens
Mand, hvad Kuhlau haanede ham for i en Kanon, hvor der tales
om K.s »vandklare« Melodier i Modsætning til Cherubinis moderne
»kromatiske« Musik. Ved Siden af de dramatiske Værker og de
mange Viser og Sange skrev K. flere instrumentale Værker, bl. a.
en endnu bevaret Symfoni i G-Mol, og et stort Korværk »Skabningens
Halleluja« (1797) til Tekst af Baggesen, et Arbejde, der
med sine holdningsfulde Kor, stærkt paavirket af den tyske Komponist
Grauns religiøse Korstil, fik stor Betydning for Weyses Kantatekunst.
K., der kom til at staa mere og mere isoleret i det københavnske
Musikliv, blev med Aarene irritabel og bitter. Han døde
umiddelbart efter en ophidsende Strid med Baggesen angaaende
Teksten til Syngespillet »Trylleharpen«, der oprindelig var tilbudt
ham, men senere til K.s Ærgrelse blev komponeret af Kuhlau. —
Tit. Professor 1809. — R. 1811. — Stik af H. Lips efter Tegning
af M. Henrichsen.
J. Baggesen: Trylleharpens Historie, 1818. Th. Overskou: Den danske
Skueplads, III—IV, 1860—62. V. C. Ravn i Barnekows Udtog af Musikken
til »Gyrithe«, 1875. Samme: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid,
1886. C. Thrane: Fra Hofviolonernes Tid, 1908. L. Bobé: Frederikke Brun,
1910. Torben Krogh: Zur Geschichte des dånischen Singspiels im 18. Jahrhundert,
1924. ^ ^ ^ ^
Kupferschmidt, se Cypræus.
Kuss, Christian, 1769—1853, historisk Forfatter. F. 30. Okt.
1769 i Sønderborg, d. 18. Dec. 1853 i Segeberg, begr. sst. Forældre:
Bager Hans Ernst K. (ca. 1734—1813, gift i° med Catharina
Maria Oest, ca. 1735—67) og Catharina Maria Martini
(1741—1824). Gift 6. Dec. 1809 i Kellinghusen med Catharina

Kuss, Christian. 461
Sophie Frederikke Busch, f. 25. Febr. 1780 i Kellinghusen, d. 26.
Okt. 1842, D. af Sognepræst Johan Andreas B. (1740—1815)
og Christiane Elisabeth Stemann (1740—83).
K. blev Student 1787 fra Kiel, tog teologisk Eksamen paa Gottorp
1793 og fungerede derpaa som Skoleholder i Gliicksborg, til
han 1801 blev Kateket i Reinbeck. Fra 1809 til han 1839 tog sin
Afsked, var han Diakon i Kellinghusen. — K. gjorde sig fortjent
ved den omfattende Forfattervirksomhed, som han paabegyndte
1817 med nogle Naturbeskrivelser over Hertugdømmerne, og som
1825—26 fortsattes med »Jahrbuch denkwiirdiger Naturereignisse
in den Herzogthumern« i to Bind. Han skrev en lang Række
Afhandlinger vedrørende Menneskets Forhold til Jordbunden, Jordens
Omdannelse under Kulturpaavirkninger, Kolonisationen og
Grænseegnenes Historie. Som Mønsterafhandlinger fremhæves »Beitråge
zur physischen Geschichte Eiderstedts« (Staatsburgerliches
Magazin, II, 1823) og »Ueber den District zwischen Eyder und
Schley« (Neues Staatsburgerliches Magazin, III, 1835). Hans
Arbejder udmærker sig ved kiitisk Sans og stor Ædruelighed i
Fremstillingen. — Æresdoktor ved Kiels Universitet 1833.
Svend Larsen (P. Lauridsen).
Kvist, Anton, f. 1878, Forfatter og Foredragsholder. F. 29. Okt.
1878 i Nibe. Forældre: Murermester Lars Peter K. (1845—1912)
og Jensine Hedevig Christensen (1850—1932). Gift 2. Nov. 1907 i
Chicago med Laurette Christine Margrethe Røgelhede, f. 16. Febr.
1879 i Aalborg, D. af Cigarmager, senere Musikdirektør Adolph
Laurits R. og Marie Petrine Aanst.
K. gik i Landsbyskolen og blev derefter uddannet som Murer.
1902 rejste han til Amerika og arbejdede i sit Fag derovre, var
dog i Vinteren 1905—06 paa den danske Ungdomsskole i Des
Moines, Iowa. Hans Lyst stod til litterært Arbejde, og allerede fra
1903 skrev han Digte i dansk-amerikanske Blade og Tidsskrifter.
Hans første Digtsamling, »Fyr og Flamme«, udkom 1910; senere
kom »Fred og Fejde« (1916), »Danske Strænge« (1923), alle paa
eget Forlag. 1927 udkom »Lurerne kalder« hos Gyldendal. Hans
Digte er ikke blot Lyrik, fra et letbevægeligt og følsomt Sind, men
som Titlerne angiver, kan de munde ud i varm Lovprisning eller
harmfuld Protest. 1933 udgav K. »World Fair Year Book« samlet
til den danske Nationalkomité for Verdensudstillingen i Chicago.
Nogle Aar forinden var han slaaet ind paa en udstrakt Foredragsvirksomhed.
1930 talte han mange Steder her i Landet om Danskes
Liv og Færd i Amerika, og de følgende tre Aar rejste han rundt i

462 Kvist, Anton.
Staterne — opmuntret og støttet af Dr. M. Henius —, opsøgte
gamle danske Pionerer og deres Slægt og samlede derved et stort
Materiale til Belysning af Pionértidens Typer og Forhold. Samtidig
holdt han Foredrag om Danmark for Udvandrerne. Et Resultat
af disse Rejser var Bogen: »Den gamle Pionér fortæller« (1935).
Men den langvarige økonomiske Krise afbrød denne Virksomhed.
K. lever nu i Chicago. M. F. Blichfeld.
Kvist, Laurs Sørensen, 1854—1926, Politiker. F. 28. Maj 1854
i Abildgaarde ved Støvring, d. 23. Marts 1926 i Kbh., begr. i
Øster Hornum. Forældre: Gaardfæster Søren Laursen Quist (1817—
1904) og Maren Kirstine Jensdatter (1829—68). Gift i° 19. Dec.
1879 i Øster Hornum med Maren Christensen, f. 13. Jan. 1854
i Estrup, d. 11. Dec. 1904 sst., D. af Gaardejer Christen Olesen
(1820—98) og Maren Nielsdatter (1821—65). 2 0 23. Okt. 1915 i
Kbh. (Frederiks) med Helga Kathrine Jensen, f. 28. Sept. 1876
i Malle, D. af Gaardejer i Malle, senere Møllecjer i Vognsild
Hans Peter J. (1829—1902) og Karen Madsdatter (1837—83).
K. gik i Folke- og Aftenskole, købte 1880 en Gaard i Estrup ved
Støvring, som han ejede til 1916, skoledes offentligt som Medlem
af Øster Hornum Sogneraad (Formand 1885—89 og 1897—1906),
ved Ledelse af Brandforsikringer og Deltagelse i den begyndende
Andelsbevægelse. Han var Folketingsmand for Aalborg Amts 5.
Kreds (Nibe) 1890—1918 og derefter til sin Død for Aalborg
Amtskreds. Han tilhørte fra 1895 Venstrereformpartiet, var udpræget
J. C. Christensens Mand og nød almindelig Tillid som klog,
stilfærdig Politiker; han var Sekretær i Folketinget 1894—1908 og
1909—26. Sin væsentligste Indsats gjorde han som politisk Repræsentant
for Afholdssagen. Han var Medlem af Ædruelighedskommissionerne
af 1903 og 1914, sympatiserede ikke med Forbud, men
var med til at præge Beværterlovene af 1912 og 1924. Han var
Medlem af Hovedbestyrelsen for Danmarks Afholdsforening 1907
—22, af Bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers Landsforbund
1912—19 og i en Aarrække meget benyttet som Taler ved Af holdsbevægelsens
store Møder. — Portrætteret paa Oscar Matthiessens
Maleri af den grundlovgivende Rigsdag 1923 (Rigsdagen). Maleri
af samme i Familieeje. Relief paa Gravstenen 1927.
N. P. Bransager og Palle Rosenkrantz: Den danske Regering og Rigsdag,
1901—03, S. 276 f. Aalborg Amtstidende 24., 25. og 30. Marts 1926. Folkevennen
26. Marts s. A.
Hans Jensen.

Kvolsgaard, C. M. C. 463
Kvolsgaard, Christian Martinus Christensen, 1854—1918, Seminarielærer.
F. 27. Marts 1854 i Lild Sogn, Vester Han Herred,
d. 1. Maj 1918 i Ranum, begr. sst. Forældre: Husmand Christen
Christensen og Johanne Nielsdatter (1818—56). Plejesøn af Gaardejer
Niels Christophersen (1821—66) og Margrethe Madsdatter
(1814—85). Navneforandring 6. Dec. 1904. Gift 28. Okt. 1881
i Ajstrup, Vendsyssel, med Maren Christiansen, f. 2. Juni 1862
i Ajstrup, d. 13. Juli 1924 i Løgstør, D. af Gaardejer, Sognefoged
Christian Jørgen Simonsen (1816—94) og Anne Marie
Nielsdatter (1819—1900).
K. dimitteredes 1874 fra Ranum og var derefter i tre Aar dels
Huslærer, dels Hjælpelærer forskellige Steder og 1877—90 Lærer
i Ajstrup. Da Kultusminister Scavenius 1890 afskedigede Seminarielærer
Niels Guldbrandsen (1849—1913) for hans politiske
Agitations Skyld, blev K. hans Eftermand som Lærer i Dansk ved
Ranum Seminarium. Han var alt andet end Systematiker og dygtig
Lærer i den Forstand, at han paa ligelig Maade gennemarbejdede
Stoffet med sine Elever. Han kunde være langsommelig og træg,
men ogsaa til Tider vittig eller patetisk, saa han gav betagende
Analyser af et Værks Stil og Aand. Han interesserede sine Elever
paa Grund af sit mangesidede Væsen, og de holdt af ham for hans
Hjælpsomhed. K. optraadte som Forfatter 1884 med »Historien
om Johannes«, en Skildring af hans Fødesogn Lild. To Aar efter
udkom »Fiskerliv i Vester Hanherred, skildret i Egnens Mundart«
og 1891 »Spredte Træk af Landbolivet, skildret i jysk Mundart«.
Begge Bøger er udgivet af Universitetsjubilæets danske Samfund.
De udmærker sig især ved fortræffelig Gengivelse af Han Herreddialekten,
men ogsaa de kulturhistoriske Oplysninger er af stor
Interesse. K. opmuntredes til Udsendelse af disse Arbejder af
H. F. Feilberg. Paa den anden Side gav dennes »Dansk Bondeliv«
(1889) baade Anledning til, at han maatte indskrænke sit Manuskript
til Træk af Landbolivet og nøjes med Beskrivelse af sin Hjemegn,
og vistnok ogsaa til, at han lagde sine folkloristiske Interesser
til Side. Han gav dog værdifulde Bidrag til H. F. Feilbergs Ordbog
over jyske Almuesmaal. Hans senere Forfatterskab indskrænker
sig til Jubilæumsskriftet »Seminariet i Snedsted og Ranum 1812—98«
(1898).
Lærerne og Samfundet, I, 1913, S. 143, 409 f.; IV, 1914, S. 42, 53. Ranum
Statsseminariums Aarsberetning 1917—18, 1918. (-,, n
Kikhler, Albert, 1803—86, Maler. F. 2. Maj 1803 i Kbh.
(Petri), d. 16. Febr. 1886 i Rom, begr. sst. Forældre: Snedker-

464 Kuchler, Albert.
mester Christian K. (ca. 1772—1845) °S Mette Cathrine Andreasdatter
Terkelsen (Thorkelin) (ca. 1762—1849). Ugift.
K. begyndte som Snedkerlærling hos sin Fader, men søgte samtidig
Undervisning ved Kunstakademiet, hvor han gik over til
Modelskolen og derefter fik Privatundervisning hos Eckersberg.
1821 vandt han den lille Sølvmedaille, n. A. den store, og 1823 udstillede
han for første Gang, bl. a. et ikke antaget Guldmedaillearbejde.
Den lille Guldmedaille opnaaede han 1824. K.s Omraade
i disse Aar var det historiske Figurmaleri med Motiver fra det
gamle Testamente, Ossian og Oehlenschlåger. Sit Gennembrud
fik han paa Udstillingen 1828 med »En Amagerpige, som vil sælge
Frugt i en Malers Atelier« (Kunstmuseet). Vi har her et rent
Programbillede, hvor K.s to Kammerater Wilh. Bendz og Chr.
Holm figurerer i deres kunstneriske Omgivelser, og den forfjamskede
Amagerpige indføres som et humoristisk Element. Det er paa
een Gang Romantikkens Kunstnerdyrkelse og det lystige Genrebillede,
K. præsenterer os for, begge Dele formentlig under Indflydelse
fra Akademikammeraten Ditlev Blunck, der sammen med
de portrætterede dannede en lille Romantiker-Klike. Succes'en
forfulgtes med en endnu gemytligere »Scene paa Nørrefælled«,
samtidig med at Akademiuddannelsen afsluttedes med et Guldmedaillearbejde
1829, »Jesus helbreder de Syge«. Salg og Bestillinger
muliggjorde en Rejse over Miinchen til Italien 1830, skønt
Rejsestipendiet først faldt 1. Jan. 1831. Venskabet med Blunck fortsattes
i Rom, men Lystigheden ændredes gennem Sentimentalitet til
stærk religiøs Følelse, der blev afgørende for K.s kunstneriske Produktion.
Springet fra Elevforholdet til J. L. Lund over til Dyrkelse
af Nazareneren Overbeck var i Virkeligheden heller ikke langt.
Thorvaldsen viste K. meget Venskab, købte flere af hans Billeder
(Thorvaldsens Museum) og sørgede 1838 for, at K. agreeredes ved
Akademiet med Udskydelse af det pligtige Medlemsstykke til Hjemkomsten.
Hjem kom han dog aldrig, Rom indfangede ham ganske,
ikke alene kunstnerisk, men ogsaa religiøst, saa at han 1844 gik
over til Katolicismen og 1851 indtraadte i Franciskanerordenen.
Efter Prøveaar i Schlesien blev han Munk i San Bonaventura-
Klostret paa Palatin i Rom, hvor han blev boende ogsaa efter
Klostrets Ophævelse 1866, og hvor han stadig havde Forbindelse
med rejsende Landsmænd. — K.s Plads i dansk Kunsthistorie
er kun beskeden. Hans Yndest hos Samtiden skyldes mest de saare
elskværdigt opfattede Folkelivsbilleder fra Italien, hvis maleriske
Svagheder Nutiden vanskeligt kan se bort fra. Som Tegner naaede
han aldrig ud over det nydelige. — Arbejder af K. i Kunstmuseet,

Kiichler, Albert. 465
Kobberstiksamlingen, Hirschsprungske Samling, Thorvaldsens Museum,
Glyptoteket og paa Fr.borg. — Breve i Det kgl. Bibliotek.
— Tegning af H. V. Bissen (Kobberstiksamlingen). Tegnet Selvportræt
1829 (Hirschsprung). Maleri af J. Roed 1830 (sst.). Maleri
af Const. Hansen 1831 (Fr.borg). Tegning af samme 1837
(Kobberstiksamlingen). Tegning af Edv. Lehmann 1844 (Fr.borg).
Maleri af J. Roed 1862 (Thorvaldsens Museum), raderet af
Kunstneren med Hjælp af E. C. W. Eckersberg, og 1883 (Fr.borg).
Tegning af F. C. Lund 1871 (Hirschsprung) og 1873,
udg. som Træsnit s. A., Malerier af samme 1886 og 1878 (Fr.borg).
Maleri af A. Helsted 1878 (hos Udstillingskomiteen paa
Charlottenborg). Portrætteret paa Const. Hansens Maleri: Kunstnere
i Rom 1837 (Kunstmuseet; litograferet af A. Kittendorff) og
paa D. Bluncks Billeder af Thorvaldsen og hans Kreds paa Osteriet
La Gensola 1836 (Fr.borg) og 1837 (Thorvaldsens Museum),
litograferet af A. Kittendorff. Gipsbuste af Chr. Christensen 1833
(Fr.borg). Marmorfigur af Nic. Schmidt 1876. Træsnit 1886.
— Mindesmærke af Thuren med Portrætmedaillon af Aarsleff
paa Theofilus Hansens Vej.
Nic. Bøgh: Mellem Siljan og Sorrent, 1883, S. 66—109. Sig. Muller: Nyere
dansk Malerkunst, 1884, S. 198—203. Det 19. Aarh., 1876—77, S. 38—
42. 111. Tid. 19. Jan. 1873, 22. Juli 1877, 28. Febr. 1886. Museum,
1892, II, S. 261—65; 1894, Hj S. 195—99. Vor Fremtid, I, 1907—08, S.
240—48. Axelline Lund: Spredte Erindringer, 1917, S. 64 ff. H. Scharling:
Livsminder, 1919, S. 193 f. M. Galschiot: Skandinaver i Rom, 1923, S.
159—70. Carl V. Petersen: Italien i dansk Malerkunst (Kunst i Danmark),
1932, Afb. 28—34. H. Bramsen: Landskabsmaleriet i Danmark, 1935, S. 65 f.
L. Bobé: Rom og Danmark. II. 1937, Afb. 10, 16, 61. «. n ,
B vo " Jørn Rubou,.
Kyed, Johannes Carl Christian, f. 1878, Politiker. F. 16. Nov.
1878 i Aarhus. Forældre: Politibetjent Niels Henrik Christensen
K. (1852—1926) og Ane Kirstine Christensen (f. 1851). Gift
30. Aug. 1908 i Lønne med Charlotte Louise Schmidt, f. 7. April
1883 i Brørup, D. af Købmand Peter S. (1845—1913) og Caroline
Augusta Grot (f. 1852).
K. gik i Realskole, besøgte Ladelund Landbrugsskole 1897—98
og Landbohøjskolen fra 1899, blev Landbrugskandidat 1901, Lærer
og Mejeribestyrer ved Ladelund Landbrugsskole 1901—03, var
Assistent hos Statskonsulent i Mejeribrug Nissen Dall, Fredericia,
1903—04, Direktør for Mælkeforsyningen Godthaab i Aarhus
1904—06, Lærer ved Dalum Landbrugsskole 1906—17 (den allermeste
Tid med Madsen-Mygdal som Forstander), var tillige Kontorchefved
Kontoret for Mejeristatistik 1907—18, Leder af Smør-
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Febr. 1938. 3°

466 f • Kyed,J.
eksportudvalgets Kontor 1915—18, Sekretær for Osteeksportudvalget
1915—19. Han har bl. a. udgivet »Mejeri, Maskinlære«
(1912, 2. Udg. 1918) og »Mejeribogen« (1913, 4. Udg. 1933).
Fra 1917 er han Ejer af Bondegaarden Skovvang ved Beldringe
samt af Mejeriet Nordfyn. Med de Forudsætninger, der ligger i
en saa omfattende praktisk og teoretisk Virksomhed inden for
Landbrug og Mejerivæsen, suppleret med Læsning, Sprogkundskaber,
usædvanlig vidtstrakte Rejser, har K. deltaget paa fremtrædende
Maade i det politiske Liv som tilhørende Partiet Venstre.
Han er fra 1924 Folketingsmand for Skanderborg Amt (opstillet
i Østbirkkredsen). Han valgtes 1927 til Finansudvalget og fik i
øvrigt et naturligt Speciale i de vanskelige Spørgsmaal, der under
Kriseforholdene skulde rejse sig vedrørende Landbrugets Stilling.
Som Medlem af Landbokommissionen af 1931 gjorde han sig
stærkt gældende ud fra det Grundsynspunkt, at Landbrugets Rentabilitet
burde genskabes ved en samlet Ordning, der fordelte
Mulighederne nogenlunde lige inden for de forskellige Egne og
inden for de forskellige Arter af Landbrug. Han stillede særlige
Forslag i denne Retning, underskrev dog sammen med de andre
Venstremænd i Kommissionen dens Indstilling til Landbrugsministeren
(om end samtidig en Udtalelse om Betænkeligheder og Forbehold).
Paa Linie med denne Kommissionsvirksomhed ligger det,
at K. i Folketinget for sit Parti har varetaget vigtige Udvalgsposter
og Ordførerskaber i Spørgsmaalene vedrørende de forskellige
»Ordninger« og »Foranstaltninger« med Hensyn til Landbrugets
Produktion og Gældsforhold. K.s hele Gerning og Stilling som
Politiker og Parlamentariker har først og fremmest været præget
af hans erhvervsøkonomiske Interesse og Indsigt, og det er i Udvalgene,
ikke i Folketingssalen eller paa Vælgermøder, han har
gjort sig mest bemærket. Hans Jensen.
Kyhl, Henrik Larsen, 1793—1866, Urmager. F. 8. Aug. 1793
i Søsum ved Ølstykke, d. 12. Febr. 1866 paa Frbg., begr. sst.
(Solbjerg). Forældre: Hjulmand, senere Forpagter Lars Henrik
Hansen (ca. 1764—1812, gift i° med Mette Rasmusdatter, ca.
1763—92) og Maren Jensdatter (ca. 1773—1841). Gift 26. Febr.
1817 i Kbh. (Garn.) med Sophie Dorothea Grosskopf, f. 3. Dec.
1792 i Kbh. (Petri), d. 18. Dec. 1861 paa Frbg., D. af Tøjmagermester
Christian Philip G. (ca. 1747—1821) og Anna Dorothea
Schiønning.
K., der tidligt viste Opvakthed og mekanisk Begavelse, blev
sat i Urmagerlære i Kbh. og etablerede sig 1818 som Taarnur-

Kyhl, Henrik. 467
fabrikant. I »Magazin for Kunstnere og Haandværkere« offentliggjorde
han i Aarenes Løb flere nye Forbedringer og Opfindelser
paa Urmageriets Omraade; bl. a. opfandt han et Kileindgribningssystem.
Særlig vandt et Taarnur, han udstillede paa Verdensudstillingen
i London 1851, stor Opmærksomhed. Det anbragtes
senere i Metodistkirken i Rigensgade, hvor det ødelagdes ved
Kirkens Brand 1914; paa Grundlag af Resterne rekonstrueredes
det i Tegning. 1827 konstruerede K. en Reflektor-Gadelygte, der
fra 1828 til Gasbelysningens Indførelse 1857 anvendtes ved Kbh.s
Gadebelysning. K. var Oldermand i Urmagerlavet 1832—38, og
1837—59 var han et initiativrigt Medlem af Borgerrepræsentationen,
hvor han bl. a. 1841 fremsatte Forslag om en ny Brolægningsmetode
med Anvendelse af Asfalt. Forslaget nedstemtes, dets Tid
var endnu ikke kommet. 1844 og 1846 deltog han i Stænderforsamlingen
i Roskilde. Han var en overmaade virksom og paa
mange sociale Omraader interesseret Mand, der tilhørte Tidens
frisindede Retning. Han var saaledes 1835 Medstifter af Selskabet
til Trykkefrihedens rette Brug, 1838 af Industriforeningen, i hvis
Repræsentantskab han var en af de mest virksomme. Ogsaa af
Tivolis første Bestyrelser var han et flittigt Medlem. Den saglige
og roligt overvejende Forretningsmand kom ganske naturligt ofte
i Opposition til den iltre og temperamentsfulde Georg Carstensen,
der til sidst maatte fortrække, hvorefter K. i flere Aar, til 1857,
ledede Tivoli som Direktør. 1848 var han Medstifter af Det skandinaviske
Selskab, og s. A. valgtes han til Medlem af Valgbestyrelsen
for Kbh. ved Valget af Deputerede til den bebudede Rigsforsamling.
Ved Siden af denne omfattende offentlige Virksomhed
syslede han til det sidste med forskellige fysiske Forsøg.
J. E. A. Hansen i Industriforeningens Tidsskrift 1888, S. 227—32. C. Nyrop:
Industriforeningen i Kbh., 1888. Samme: Vor Haandværksstands Historie
før 1857, 1914. Villads Christensen: København 1840—57, 1912. C. A.
Clemmensen: Tivoli gennem 75 Aar, 1918, S. 41 f. Samme: Stiftelsen for
gamle Håndværksmestre, ,935. Q m g Nygmrd_
Kyhl, Peter Larsen, 1797—1847, Guldsmed. F. 28. Marts 1797
i Ballerup, d. 27. Jan. 1847 i Kbh. (Frue), begr. sst. (Ass.). Broder
til Henrik K. (s. d.). Gift 30. Jan. 1821 med Ane Magdalene
Elisabeth Schmidt, f. 19. Maj 1797 i Kbh. (Holmens), d. 19.
Jan. 1849 sst. (Frue), D. af Baadsmandsmat Johan Tobias S.
og Agnete Christiansdatter.
Efter at være udlært som Guldsmedesvend etablerede K. sig
1821 i Kbh. Han gjorde sit Navn bekendt ved en Opfindelse, det
30*

468
Kyhl, Peter.
saakaldte Naturselvtryk, idet han ved at udsætte Blade, Blomster,
Insektvinger, vævede Stoffer e. 1. Genstande for et stærkt Pres
mellem en haard Jernplade og en blødere Metalplade (af Kobber,
Zink, Tin eller Bly) fik et Aftryk af Genstanden i det bløde Metal.
Dette kunde da bruges til Dekoration paa Metalgenstande, men
den største Betydning laa i, at der kunde tages Aftryk deraf paa
Papir i Kobbertrykpressen, hvorved man dels sparede den da nødvendige
sene Kobberstikning, dels opnaaede en korrekt Gengivelse
af Originalen. 1834 udstillede han saadanne Naturselvtryk paa
Charlottenborg og opnaaede en Anbefaling af Kunstakademiet.
Han forelagde ogsaa sin Opfindelse for Videnskabernes Selskab,
der tilstod ham en Understøttelse til videre Forsøg. K. fik ikke
noget ud af sin Opfindelse, men betegnende er det, at tyve Aar
senere gjorde Direktøren for Hof- og Statstrykkeriet i Wien, Aloys
Auer, nøjagtig den samme Opfindelse, der da blev benyttet til
Fremstilling af Billedtavler til botaniske Værker.
Beretn. fra Dansk fotografisk Forening, VI, 1890—gi, S. 389, 484. F. R.
Friis: Bidrag lil dansk Kunsthistorie, 1890—1901, S. 115.
H. S. Hendriksen (C. Nyrop).
Kyhl, Svend Sofus Marius Lier, 1876—1937, Officer, Direktør.
F. 1. Okt. 1876 i Fredericia, d. 8. Maj 1937 i Kbh., begr. paa
Frbg. Forældre: Overtelegrafist, senere Telegraf bestyrer i Helsingør
Hendrik Theodor K. (1829— 1 9 11 ) °g Thora Vilhelmine Frederikke
Lier (1841 —1925). Sønnesøn af Henrik K. (s. d.). Gift
25. April 1916 i Kbh. (Holmens) med Else Margrethe Ammerup,
f. 23. Jan. 1892 i Kbh., D. af Fabrikant, Grosserer Axel Georg
Sophus A. (1,857— J 9 2 3) °S Alma Helene Louise Steenberg (1865
—1930)-
Efter at have gennemgaaet Hærens Officerskoles næstældste
Klasse 1895—97 blev K. sidstnævnte Aar Sekondløjtnant og Premierløjtnant
i Fodfolket. Aug. 1900—Sept. 1901 var han uden for
Nummer, gennemgik 1906—08 Stabsafdelingen, forsattes 1909 til
Generalstaben med Tjeneste i Krigsministeriet, blev n. A. Kaptajn
og Kompagnichef, var 1911—13 og 1916—18 (som ansat i Generalstaben)
til Tjeneste hos Kommandanten i Kbh. 1918 blev han efter
Ansøgning forsat til Hærens Forplejningskorps, udnævnt til Overintendant
og Stabschef ved dette, 1919 til Stabsintendant; 1922
afskedigedes han efter Ansøgning paa Grund af Svagelighed og
med Pension. I Stillingen som Stabschef havde han Lejlighed til
at vise ualmindelig Arbejdsdygtighed og fremragende administrative
Evner. 1918—20 havde han været Lærer i Krigskunst ved

Kyhl, Svend. 469
Officerskolens næstældste Klasse. Af hans militære Afhandlinger
er trykt »Den militære Situation ved (Verdens)Krigens Udbrud:
Fæstningerne« L »Studier over Verdenskrigen«, 1918, og »Danmarks
militær-politiske Stilling og Landets Forsvar«, 1922. Inden Afgangen
fra^Hæren var K. blevet Direktør ved Selskabet Forenede
danske Motorejere (fra 1919), senere for Aktieselskabet Forenede
danske Motorejeres Forsikringsafdeling (fra 1920); yderligere var
han Medlem af Bestyrelsen for Aktieselskabet Forenede Tidsskrifters
Forlag, for Dansk Trafikforening og for Femernrutekomiteens danske
Afdeling samt Medlem af det justitsministerielle Udvalg til
Motor- og Færdselslovens Revision. I disse Stillinger viste han sig
trods visse Mangler som en initiativrig, handlekraftig og myndig
Personlighed, en vældig Arbejdskraft, en Leder og Fører, hos hvem
Kamplyst og Kampglæde fandtes forenet med Smidighed, stor
Forhandlingsdygtighed og Veltalenhed, og ogsaa her støttedes han
af sine omfattende og grundige Kundskaber — ikke mindst paa
det sproglige Omraade. — R. 1919. DM. 1923. K. 2 1934. —
Maleri af H. Vedel 1935 hos Forenede danske Motorejere.
Bcrl. Tid. og Politiken 9. Maj 1937. Rockslroh.
Kiihle, Søren Anton Van der Aa, 1849—1906, Bryggeridirektør.
F. 27. Okt. 1849 i Aalborg, d. 12. April 1906 i Kbh., begr. sst.
(Vestre). Forældre: Premierløjtnant, senere Oberst Nicolai Seyer
K. (1815—83) og Margrethe Emilie Kofoed (1828—1900). Gift
4. Dec. 1875 i Helsingør med Johanne Emilie Wibroe, f. 27.
Marts 1851 i Helsingør, d. 2. Okt. 1933 paa Montebello, D. af
Brygger, Agent Carl W. (1812-—88) og Christine Wilhelmine
Magdalene Klentz (1818—78).
Efter at have gaaet paa Sorø Akademi kom K. ind paa Officerskolen
og blev nitten Aar gammel Sekondløjtnant, udtraadte
1876 af Hæren og fik 1887 Kaptajns Karakter. Han lærte
Brygning hos Wibroe i Helsingør og var i en Aarrække Bestyrer
af Rabeshave Bryggeri, indtil han 1. April 1879 blev
ansat paa Gamle Carlsberg. Allerede n. A. udpegede Brygger
J. C. Jacobsen ham som sin Efterfølger i en Kontrakt, der blev
underskrevet 18. Maj 1880, men skulde gælde fra 1. Okt. 1881.
K. ansattes som Driftsbestyrer under Navn af Direktør under Jacobsens
Overledelse med den Tilføjelse, at han skulde være eneste
Leder af Bryggeriets Drift efter Stifterens Død, og Kontrakten
paalagde ham at lede Bryggeriet efter de i Jacobsens Testamente
fastsatte Grundsætninger: uden Hensyn til øjeblikkelig Fordel at

470 Ktih.lt, S. A. v. d. Aa.
holde Fabrikationen paa et højt Niveau. Efter Jacobsens Død
1887 overtog K. Ledelsen, fra 1901 som Overdirektør, og arbejdede
i nær Forbindelse med Bryggeriets nye Ejer, Carlsbergfondet. Hans
Maal var at fortsætte i Jacobsens Aand, ikke blot ved tekniske
Forbedringer, men ogsaa ved at finde nye Veje i administrativ og
merkantil Henseende. Han havde sammen med Emil Chr. Hansen
ført dennes grundlæggende videnskabelige Arbejde ud i praktisk
Anvendelse, bl. a. ved Konstruktionen af et Rendyrkningsapparat
for Gær. Han saa, at man ikke bestandig kunde fastholde det
Princip, at »det gode 01 skulde sælge sig selv«; under den stigende
Konkurrence maatte der søges andre Metoder, ikke mindst af
Hensyn til Carlsbergfondet, hvis Formue, saa vidt muligt, burde
sikres mod Rystelser. K. beretter selv, at han med Fondets Formands,
Professor Edv. Holms Billigelse søgte Tilnærmelse til Ny
Carlsberg, som dengang var den nærmeste Konkurrent, og Brygger
Carl Jacobsen udtalte, at Carlsberg Bryggerierne ikke burde være
Konkurrenter, men forbundne. Dette Spørgsmaal fik sin smukke
Løsning, da Carl Jacobsen virkeliggjorde sin længe nærede Tanke
om at skænke sit Bryggeri til Carlsbergfondet, samtidig med at han
oprettede Ny Carlsbergfondet (20. Jan. 1902). Æren herfor tilkommer
naturligvis alene Carl Jacobsen, men K. havde sin Andel
i den Maade, hvorpaa det blev udført, idet han var en betydende
Deltager i Forhandlingerne mellem Fondets Direktion og Carl
Jacobsen, og efter Udtalelser af Carl Jacobsen tør man antage, at
hans Samtaler med K. ikke var uden Indflydelse paa hans Beslutning
om at lade Overdragelsen finde Sted paa et saa tidligt Tidspunkt.
K. gjorde en stor Indsats for at grundlægge det Samarbejde,
der — som han selv udtrykker det — skulde føre til, at Carlsberg
Bryggerierne blev en virkelig Helhed, hvad de ifølge Sagens Natur
ogsaa efterhaanden maatte blive. Bestræbelsen for at. bringe Konkurrencen
ind under ordnede Former førte ham yderligere til at
optage Forhandlinger med andre Bryggerier — Forhandlinger, som
førte til forskellige Overenskomster til Begrænsning af den usunde
og tøjlesløse Konkurrence. Carlsbergfondets Direktion gav over
for K. ved hans 25 Aars Jubilæum 1904 Udtryk for sin Anerkendelse
af den store Betydning, hans Gerning havde for Fondet, og
udtalte i sit Brev til ham, at hans Navn var uopløseligt forbundet
med Carlsbergs Historie. K. fik et smukt Eftermæle; som hans
fremtrædende Egenskaber nævnes Mandighed, Klogskab, Retsind
og Ridderlighed. — R. 1894. — Malerier af O. Haslund i GI.
Carlsberg Laboratorium og af Luplau Janssen paa Carlsberg.
Buste af Max Andersen, rejst 10. Nov. 1937 paa 90 Aarsdagen

Kiihle, S. A. v. d. Aa. 471
for den første Brygning paa Carlsberg, i Mindehallen paa Bryggerierne.
Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, 1900, S. 51a f. Fr. Sander.
Kyhn, Knud Carl Edvard, f. 1880, Maler, keramisk Billedhugger.
F. 17. Marts 1880 paa Frbg. Forældre: Urmager Ludvig Johan
K. (1824—1913) og Marie Eline Ursin (1853—94). Gift i° 5. Maj
1905 med Malerinden Else Blume, f. 4. Dec. 1881 paa Pederstrup
(gift 2° 1910 med Overretssagfører, senere tillige Kreditforeningsdirektør
Peter Valdemar Sandholt, f. 1877), D. af Godsforvalter
Niels Mauritz Sophus B. (1853—85) og Charlotte Frederikke
Elisabeth Liitzen (f. 1855). Ægteskabet opløst 1910. 2°
1910 med Malerinden Johanne (Jo) Valeur Bruun, f. 30. Maj
1886 i Nykøbing F., D. af Købmand Jørgen Emilius B. (1857
—92) og Anna Charlotte Petrea Valeur (1860—1902, gift 2°
1899 med Boghandler i Grenaa Ib Christian Valeur Fausbøll,
1857—1901). Ægteskabet opløst 1922. 3 0 18. Dec. 1922 i Næstved
med Malerinden Juliane (Julie) Constance Vilhelmine Bloch,
f. 19. Jan. 1882 i Helsingør (gift x° med Landskabsmaler Vilhelm
Poul Jørgen Christian Jensen, f. 1886; Ægteskabet opløst
1919), D. af Tegner og Fotograf Theodor Carl Christian B.
(1854—1906) og Juliane Nielsine Frederikke Møller (f. 1863).
K. færdedes i Farbroderen Vilh. K.s Atelier, og i Sekstenaarsalderen
begyndte han at faa Tegneundervisning hos Harald Foss,
af hvem han dimitteredes til Kunstakademiet. Dets Skoler besøgte
han Efteraaret igoo—Foraaret 1902. De næste to Vintre gik han
paa Kunstnernes Studieskole under L. Tuxen. Han var Skolekammerat
med Sigurd Swane og deltog i de Udstillinger, der mere
eller mindre er knyttede til hans Kreds, de fra Charlottenborg
afvistes Udstilling 1905, Ung dansk Kunst Dec. 1910, Moderne
dansk Kunst 1925. I øvrigt udstillede han paa Charlottenborg
Foraarsudstilling 1906—07, Kunstnernes Efteraarsudstilling 1908,
1916—19, 1922—23, Den frie Udstilling 1908—14, Grønningen
1915—21 og har fra 1922 atter sluttet sig til Den frie Udstilling.
Udenlands deltog han i de danske Udstillinger i Berlins Kunstgewerbemuseum
1910—11, Brighton 1912, hos Liljevalch i Stockholm
1919, i Toronto 1929, den skandinaviske Udstilling i New
York 1912. Større Privatudstillinger afholdt K. Febr. 1917 og
Febr. 1920 hos Anton Hansen, Marts 1923 i Kunstboden i Hyskenstræde,
Dec. 1932 i Kunstforeningen og Okt. 1933 i Den frie Udstilling.
April 1910 tog K. paa Studierejse til Berlin og Paris.
1919 tildelte Akademiet ham Aarsmedaillen for Akvarellen »Tiger-

472 Kyhn, Knud.
par«. — K. er Dyremaler, især Fuglemaler. Hans Produktion tegner
Billedet af en Mand, der strejfer om paa de vaade Strande og modtager
stærke Indtryk af Naturen, følger Fuglenes Flugt og de løsgaaende
Heste. Store Syner præger sig i hans Fantasi, og han
gengiver dem efter Hukommelsen med sikker Viden om Dyrenes
Udseende og Væsen. I sit Oliemaleri har han til en vis Grad,
maaske i Tilslutning til Sigurd Swane, optaget Pointillisternes
Teknik. Farven er for ham ikke saa meget koloristiske Værdier
som Bevægelse og Rytme, et Stof, som Rytmerne vugger paa, og
som tvinges af Penslen. Haandelaget spiller en betydelig Rolle,
og gennem Haanden, der fører Penslen, kommer Rytmen, Bevægelsen,
der hos ham er Sindets og Stemningens Forløsning. Først og
fremmest har han dog dyrket Akvarellen, og her slaar Farven
stærkere igennem som koloristisk Egenværdi og som Fortolker af
det raa Vejrlig. — Tidligt begyndte K. at modellere Dyr til Keramik,
til Stentøj, mest eksotiske Dyr fra Zoologisk Have, navnlig Aber,
Elefanter, Tigre, og gjorde det med et udmærket Blik for keramiske
Værdier og med betydelig keramisk Kunnen. Han har arbejdet
i Tilknytning til Den kgl. Porcelainsfabrik 1904—10, 1924—32 og
siden 1936. I Mellemtiderne fik han brændt sine Ting forskellige
andre Steder, hos Nordstrom, hos Bing & Grøndahl (særlig 1908
—15, 1933—35^ og hos Kåhler. Højdepunkterne betegner den fortrinlige
Samling rødt Stentøj fra Kåhler, han udstillede 1923, og
som hører til det ypperste, der er præsteret af keramisk Plastik her
i Landet, samt de polykromt glaserede Arbejder, hvormed han
deltog under Den kgl. Porcelainsfabrik paa Verdensudstillingen i
Paris 1925. En Række smaa Bronzer af Dyr, som han udførte
omkr. 1919, nød fortjent Anseelse. Arbejder af K. findes i Kunstmuseet,
Kunstindustrimuseet og forskellige Provinsmuseer. — Farveradering
af E. V. Bøgh.
A. Hellemann: Genealogiske og personalhistoriskc Meddelelser, a, Udg.,
,925 ' S - Ioa Sigurd Schultz.
Kyhn, Peter Vilhelm Carl, 1819—1903, Landskabsmaler. F. 31.
Marts 1819 i Kbh. (Ty. Ref.), d. 11. Maj 1903 paa Frbg., begr.
sst. Forældre: Opsigtsbetjent ved den kgl. grønlandske Handel Carl
Gotlieb K. (1790—1866) og Sara Marie Henriksen (1792—1875).
Gift 11. Sept. 1853 i Kbh. (Trin.) med Petrine Pauline Leisner,
f. 9. April 1821 i Kbh. (Trin.), d. 27. Juli 1894 paa Frbg., D. af
Fuldmægtig- Peter L. og Pauline Sophie Rummelhoff.
Allerede som ung nærede K. Kunstnerdrømme, blev imidlertid
sat i Handelslære, men kom senere i Lære hos Kobberstikker

474 Kyhn, Vilhelm.
stilling fik skriftligt Udtryk i de to Smaaskrifter, han udgav (»Dansk
Kunst og Kunstudstillingen paa Charlottenborg«, 1876, og »Dansk
Kunst. Svar til den danske Kunstner«, 1877). Det sidste indeholdt
en Imødegaaelse af en anonym Pjece (af Maleren Vilh. Groth),
som var blevet fremkaldt af det første Skrift, der var rettet mod
den franske Indflydelse paa de yngre Malere. Ikke desto mindre
harmonerede mange af K.s egne Principper, f. Eks. hans overvejende
naturalistiske Syn, med de nye kunstneriske Bestræbelser,
og det viste sig da ogsaa, at han til en vis Grad fulgte de nye
Signaler i Praksis, bl. a. ved at være tilbøjelig til at male selv store
Billeder færdige i fri Luft. Imidlertid blev dog de udtalt realistiske
Bestræbelser inden for den yngre Malerkunst Aarsagen til, at han
1882 trak sig ud af Akademiet, hvor han var blevet Medlem 1870;
Anstødsstenen var Krøyers »Italienske Markarbejdere«. Han blev
dog senere (1887) Medlem af Akademiets Plenarforsamling.
Det var i Overensstemmelse med K.s nationalromantiske Ideer,
at han 1845 malede et Billede af Fr.borg Slot, praktisk talt det
eneste Arkitekturbillede, han malede. Ideerne fik ogsaa Udtryk i
»Vikingesnekkernes Hjemkomst« fra 1848 og i enkelte andre Landskabers
historiske Staffage. Ellers spiller Figurstaffage meget ringe
Rolle i hans Kunst. Af Portrætter har han kun malet enkelte og
ligeledes af Figurbilleder. Af disse sidste maa nævnes det meget
store »I Lysthuset« fra Begyndelsen af 6o'erne. Det minder i Motivopfattelsen,
men ikke i Farven, som er uden større Værdi, om samtidig
fransk Kunst. Paa samme Maade er hans Landskaber blevet
sammenlignet med den franske Maler Harpignies' Arbejder. K.s
kunstneriske Hovedbestræbelser gik ud paa det stemningvækkende,
og han foretrak en egen »storartet«, men blid Stemning med et
let vemodigt Skær. En ren litterærromantisk Motivopfattelse, ofte
forenet med en kraftig Kolorit, gør sig til Tider gældende, saaledes
bl. a. i hans Vinterbilleder, af hvilke Kunstmuseet har to store,
karakteristiske Eksempler. I disse synes Mindelser om J. C. Dahls
Vinterbilleder at have gjort sig gældende. Ellers synes Paavirkninger
fra anden Kunst ikke at have haft nogen Betydning for
hans Stil. En enkelt Gang gør dog Indtryk fra Claude Lorrain
sig meget stærkt gældende. Som Helhed er K.s Kunst karakteristisk
ved at gaa mere i Bredden end i Dybden. Hans Motivforraad
var stort og udvidedes til Stadighed. Han skildrede utallige
Former for dansk Natur og specialiserede sig ikke i bestemte Dagseller
Aarstider, og han var lige interesseret i de store, vidtstrakte
Udsigter og i de smaa, intime Naturudsnit. En tilsvarende Energi
som den, han lagde i Varieringen af Motiverne, træftes imidlertid

Kyhn, Vilhelm. 475
ikke paa det rent maleriske Omraade. Ligesom hans Kunst som
Helhed ikke forandrede sig væsentligt gennem Aarene, betjente
han sig til Stadighed af en ret ubehjælpsom malerisk Teknik. Hans
Sans for Naturens Farver, Lys og Former var utvivlsomt højt
udviklet, men han formaaede i Almindelighed ikke at give sine
Indtryk en dækkende Form. Usikkerhed i Farve og en vis
Inkonsekvens i Landskabernes plastiske Udformning kendetegner
ofte hans Billeder. Han kan dog, ikke mindst i de smaa Billeder
og i Særdeleshed ved Skildringen af Lys og Atmosfære, naa ret
forfinede Resultater. Hans Billeder paa Kunstmuseet giver et
fyldigt Indtryk af hans Kunst som Helhed. K. har desuden virket
som Raderer; hans Arbejder paa dette Omraade er blevet udgivet
af Raderforeningen. Han havde talrige Elever og samlede en Kreds
af unge om sig, som for nogles Vedkommende blev stærkt paavirket
af ham. — Breve til F. Hendriksen i Det kgl. Bibliotek.
— R. 1879. DM. 1889. — Maleri og Tegning af L. Frølich 1851
(Fr.borg). Maleri af Const. Hansen 1856 (sst.), benyttet 1860—
64 til en af Tilhørerfigurerne paa Maleriet af den grundlovgivende
Rigsforsamling 1848 (sst.). Maleri af K. i Atelieret ca.
1860 af Hans Jensen (forhen hos Johan Hansen). Tegninger af
Edv. Petersen 1863 og af G. Achen 1880 (forhen hos Johan
Hansen). Malerier af L. Thornam 1883, af Ane Marie Hansen
1933. Tegning af Jul. Paulsen 1888 (Hirse hsp rungs Saml.). Maleri
af P. S. Krøyer 1898 (sst.), af H. Siegumfeldt 1883 (hos
Udstillingskomiteen paa Charlottenborg). Tegning fra Atelieret
af Tom Petersen 1887. Flere Malerier af Anna Ancher (1901,
02, 03, Kunstmuseet, Fr.borg og Skagens Museum); Studier
dertil. Tegning af G. Blom. Buste af L. Brandstrup 1889
(Kunstmuseet); Tegning derefter af Tom Petersen s. A. Relief
af L. Brandstrup 1907. Litografi afj. Skovgaard 1890 paa Frølich-Hyldesten.
Radering af P. S. Krøyer 1898. Træsnit 1878
efter Fotografi, 1884 hos C. Poulsen og 1889 af G. Pauli efter
Fotografi. —- Gravmæle efter Tegning af L. Frølich. Mindesmærke
med Portrætrelief af L. Brandstrup 1910 ved Lynghoved nær
Rye Station.
111. Tid. 31. Marts 1889, 17. Maj 1903 og 4. Sept. 1910. Kunstens Historie
i Danmark. Red. af Karl Madsen, 1901—07, S. 264—69. C. A. Been og
E. Hannover: Danmarks Malerkunst, 1902—03, II, S. 12, 61—67. Jylland,
1891—92, S. 193—97. Sigurd Muller: Nordens Billedkunst, 1905, S. 114 ff.
Tilskueren, 1903, S. 429—39. Kunstmuseets Aarsskrift, 1916, S. 158; 1917,
S. 116 f. F. Meldahl og P. Johansen: Det kgl. Akademi, 1904, S. 501. Karl
Madsen: J. Th. Lundbye, 1895, S. 39, 125. Vilhelm Kyhn. Malerier og Tegninger.
Auktion Oktober 1903. Med Indledning af Karl Madsen. Vilhelm

Kiihnel, Arnold. 477
Efterfølgere. Hans Andel i de mangfoldige og bevægede Forhandlinger
i Forsvarskommissionen af 1902 kan ikke følges gennem de
tilgængelige Akter; men det kan ikke betvivles, at hans omfattende.
Viden, saglige Form og overordentlig vindende Personlighed har
været af meget stor Betydning. I tidligere Tjenestestillinger havde
han arbejdet meget med Hærlovsforslag, og et Arbejde af ham
herom, »Foredrag om Forsvarets Ordning«, udkom 1901. Hvad der
navnlig skilte ham fra Flertallet i Kommissionen (Venstre), var
hans Hævdelse af Nødvendigheden af at opretholde Kbh.s Landbefæstning;
men et indflydelsesrigt Medlem af dette Flertal har
karakteriseret K. som en Hædersmand, en nobel, elskværdig Personlighed.
Han døde, inden Hærens tilforordnedes »Betænkning til
den af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag
afgivne Betænkning« (»Forsvarskommissionen af 1902, Bilag«, S. 470
—820) blev indgivet, men den er udarbejdet af hans medtilforordnede
paa Grundlag af det almindelige Samarbejde mellem dem
og Forslag udarbejdet af dem i Forening. — K. havde en usædvanlig
smuk og værdig Fremtræden, og hertil svarede lige saa tiltalende
Karakteregenskaber, en fin, ridderlig Tænkemaade, et godt
Hjertelag; han kunde være streng i tjenstlig Bedømmelse og stille
store Fordringer til undergivne, men han stillede endnu større til
sig selv. Han havde haft en enestaaende militær Karriere; men det
var almindelig erkendt, at han var den fødte Fører, der hurtigst
burde frem i Spidsen. — R. 1891. DM. 1896. K. 2 1903. K 1 . 1906.
F.M.G. 1908. — Posthumt Maleri af Frans Schwarz 1910 (Fr.borg).
Relief paa Gravstenen.
N. P. Madsen-Mygdal: Politiske Oplevelser, 1912, S. 189 fl'. 111. Tid.
9. Aug. 1903, 12. Nov. 1905 og 14. Juni 1908. Berl. Tid. 3. Nov. 1905 og
4. Juni 1908. Militært Tidsskr., XXXVII. 1908, S. 249—52. Nationaltidende
4 ' Jum s ' ' Rockstroh.
Kylling, Peder Lauridsen, ca. 1640—96, kgl. Botaniker. F. ca.
1640 i Assens, d. 18. Okt. 1696 i Kbh. (Frue), begr. i Frue K.
Forældre: Raadmand i Assens Laurids K. (d. senest 1673) og Hustru
(d. 1675). Ugift.
P. K. blev Student fra Odense 1660, studerede Teologi og løste
sit Testimonium publicum 1666. Det fortælles, at han 1670 blev
kaldet til Præst i Højrup i Slesvig og at hans Kaldsbrev straks efter
blev kasseret; Rigtigheden heraf har dog ikke kunnet paavises.
Om hans Livsførelse i de følgende Aar vides intet, men Thomas
Bartholin kalder ham 1673 en meget flittig Botaniker, værdig til
bedre Lykke, og fortæller, at han i Assens har virket som Urte-

478 Kylling, Peder.
doktor og anvendt danske Lægeplanter med Held. Hans Urtekendskab
var ogsaa kendt af Ole Borch og Mathias Moth, og de
skaffede ham 1680 Valkendorfs Stipendium med Fribolig paa Kollegiet
mod Forpligtelse til at holde dets Have i god Stand, og 1682
fik Moth ham udnævnt til kgl. Botanicus med en aariig Løn af
300 Rdl. Han skulde som saadan udarbejde et Katalog over alle
i Danmark og Norge voksende Urter og Træer. 1684 udgav han
vor første trykte Lokalflora, Gyldenlund, en alfabetisk Navneliste
over de i Gyldenlund (Charlottenlund) og nærmeste Omegn fundne
Planter, et lille Skrift, der er en af den danske Litteraturs største
Sjældenheder. 1688 udkom hans »Viridarium Danicum«, en Fortegnelse
over de i Danmark kendte Planter. Denne vor ældste og
i hundrede Aar vor eneste Flora er dog meget ufuldstændig, skønt
mange Bidragydere som Peder Syv, Henrik Gerner og Apoteker
Herforth meddelte P. K. deres Fund, men »Viridarium« maa ogsaa
opfattes som en Forløber for et større Værk med Kobbertavler,
som dog aldrig udkom. P. K. levede som Alumnus perpetuus paa
Kollegiet lige til sin Død, og vi kender ikke stort til hans Liv i
disse Aar ud over, at han efter Ole Borchs Død 1690 fik overdraget
at lede de botaniske Ekskursioner med Studenter og Apotekerdrenge.
Af et Par bevarede Begravelsesvers (optrykt i »Naturens
Verden«, 1921, S. 166 ff.), der er mere humoristiske end vemodige,
fremgaar det, at P. K. indsamlede Lægeplanter til de københavnske
Apoteker, og at han var en original Person, vel kendt i Datidens
Kbh. — Planteslægten Kyllingia er af Rottbøll opkaldt efter P. K.
— Tegning, formentlig af Holger Jacobæus, paa Ekskursionsbilledet
med Ole Borch ca. 1672 (Kgl. Bibi., »Itinerarium Oligeri Jacobæi«).
Carl Christensen i Naturens Verden, 1921, S. 159—68. Samme: Den danske
Botaniks Historie, 1924—26, I, S. 51—54; II, S. 28 f. (med Henvisninger til
ældre Litteratur). ^ ./,•>.
' Larl Christensen.
Kynghorn, se Kinghorn.
Kyrning, Jacob Nielsen, d. 1361, Ærkebiskop. Forældre: Niels
K. (d. 1354) og Christine. D. 23. Jan. 1361 paa Hammershus.
J. K. var Søn af en skaansk Herremand og knyttet til Lund
Domkirke som Kannik. Hans Liv faldt i urolige Tider og blev
fuldt af Genvordigheder. Som adskillige andre adelige Sønner
studerede han i Paris, men blev paa Hjemvejen ca. 1344 sammen
med nogle Studie- og Rejsefæller overfaldet og i mere end et Aar
slæbt fra Sted til Sted. 1355 valgtes han til Ærkebiskop. Skaane
laa paa den Tid under Sveriges Konge, og Ærkebispen af Lund,
den danske Kirkes Overhoved, havde en yderst vanskelig Stilling.

Kyster, Anker. 481
førte Bogbind og Adresser efter egne og andres Tegninger; fremhæves
kan hans Indbinding af Grundloven 1915 (i Rigsarkivet og
paa Christiansborg). Arbejder af ham findes i det danske og
mange udenlandske Kunstindustrimuseer. K. har været blandt
Foregangsmændene i Bestræbelserne for at højne vort Bogudstyr;
i en Tid, da Maskinerne truer med at kvæle det gamle Haandværk,
staar han sammen med Xylograf F. Hendriksen og enkelte andre
som dettes trofaste Ridder. I en lang Aarrække har han undervist
i Fagskolen for Boghaandværk og er i Bestyrelsen for denne samt
for Forening for Boghaandværk, har tidligere siddet i Bestyrelsen
for Foreningen for Kunsthaandværk og Teknologisk Institut samt
været Formand for Kbh.s Bogbinderlavs Voldgiftsret og Æresret. I
en lang Aarrække var han Medlem af Industriforeningens Repræsentantskab
og har Fællesrepræsentationens Medaille for Fremme af
Haandværk og Industri i Danmark. Forskellige Tidsskriftafhandlinger
(bl. a. om Spejlbindene fra Holbergs Tid i »Aarbog for Bogvenner«,
II; 1918) vidner om hans store Erfaring og historiske Viden, og
i de tre Hæfter »Om Indbinding af Bøger« (1920—35) har han i en
ejendommelig personlig præget Fremstilling fortalt om sit Haandværk,
som det øves i vore Dage, og som de gamle Mestre gjorde det.
Endvidere har han 1917 udgivet »Ex-libris tegnede af Th. Bindesbøll«
samt 1931 i Samarbejde med Sofus Larsen »Danish Eighteenth
Century Bindings«, et fortræffeligt og stateligt Værk, baade som
Haandbog for Samlere af gamle danske Bogbind og som Kunstbog.
1938 udkom »Book-bindings in the public collections of Denmark.
Vol. I.: The Royal Library, Copenhagen«, K.s smukkeste Bidrag
til Bogkunstens Historie. — R. 1930. — Maleri af S. Wandel 1916.
Tegninger af H. Tegner ca. 1897, R. Christiansen 1914, Gerda
Ploug Sarp ca. 1924, Otto Christensen ca. 1932 og Carl Jensen
1934.
Dekorative Kunst, 1897. Tidsskr. f. Kunstindustri, 2. RL, IV, 1898, S.
14—18. The Studio, 1900—01. L'art décoratif, 1900. Papier-Zeitung, 1901.
Rud. Kautzsch: Die neue Buchkunst, 1902. Zeitschr. fur Bucherfreunde, N. F.,
II, 1, 1910, S. 128 f. G. A. E. Bogeng: Der Bucheinband, 1913, S. 117, 179.
Aarbog for Bogvenner, V, 1921, S. 16 f. Samleren Juli 1933. Berl. Tid. 14.
Marts 1934. Politiken 15. Marts s. A. Bogvennen Marts 1934, S. 21 f.
Edward C. J. Wolf.
Kåhler, Herman August, 1846—1917, Lervarefabrikant. F. 6.
Marts 1846 i Næstved, d. 16. Nov. 1917 sst., begr. sst. Forældre:
Pottemager og Kakkelovnsfabrikant Joachim Christian Herman K.
(1808—84) og Mariane Sophie Copmann (1817—84). Gift 1. Juni
1873 i Kbh. (Trin.) med Jansine Elisabeth Christine Berg, f. 7.
Dansk biograflak Leksikon. XIII. Febr. 1938. 3'

482 Kakler, Herman A.
Febr. 1848 i Kbh. (Trin.), d. 11. Marts 1901 paa Frbg., D. af
Stolemagermester Christoffer B. (1815—64) og Oline Marie Wibroe
(1817—1900).
Allerede som Dreng gav K. sig hjemme hos Faderen af med
Pottemageri, og det fulgte ganske af sig selv, at han blev sat i Lære
hos Faderen og gik i Teknisk Skole i Næstved. 1864—65 besøgte
han Teknisk Skole i Kbh. og lærte samtidig Modelering i H. V.
Bissens Atelier. Efter Datidens Haandværkerskik vandrede han
1865—67 gennem Tyskland og Schweiz, undervejs arbejdende paa
de store Lervarefabrikker, bl. a. Charlottenburg ved Berlin og i
Ziirich. Efter Hjemkomsten arbejdede han i Faderens Forretning,
som han overtog 1872. Han fortsatte med Fabrikationen af Kakkelovne
og Bygningsornamenter; men paa Foranledning af Arkitekten
Vilh. Klein forsøgte han sig med Brænding af Majolikafade og
Tallerkener, væsentlig Kopier efter italienske Renæssancearbejder,
hvilket efterhaanden førte ham ind paa Tilvirkning af dekorative
Fade og Vaser med Farver og Glasurer. Det lykkedes ham at genfinde
den glemte Fremstillingsmaade af metalliske Lustrer. Han
betragtede sig dog stadig som Haandværker, Pottemager, som han
kaldte sig, og han var tilfreds, naar det lykkedes ham at fremstille
»et godt Stykke Lustre«. Sine Krukker drejede han oprindelig
selv, men søgte Tid efter anden Assistance hos forskellige Kunstnere,
saaledes begyndte han 1886 et Samarbejde med Carl O. J. Lund,
der var oplært som Porcelænsmaler paa Den kgl. Porcelainsfabrik,
og fra 1888 knyttedes K. Hansen Reistrup som kunstnerisk Leder
til Fabrikken. Den stigende Interesse for keramisk Kunst førte
bl. a. til, at Kunstnere som Th. Bindesbøll, H. A. Brendekilde,
L. A. Ring o. fl. lod Arbejder brænde hos K. Paa Udstillingen 1888
vakte K.s Keramik stor Opmærksomhed, hans Berømmelse voksede
paa Udstillingen i Paris 1889 og i Chicago 1893, hvor det efter
Lorens Frolichs Tegning af Hansen Reistrup udførte store Flisemaleri
»Ægir og hans Døtre« (nu i Kbh.s Raadhus) var udstillet.
Et andet af K.s større Arbejder er Hansen Reistrups Frontespicer
paa Aarhus Teater. K. beherskede i sin Teknik mangfoldige farvede
Glasurer og metalliske Lustrer; særlig er hans Navn knyttet til den
røde Kobberlustre. Han blev en Foregangsmand inden for dansk
Keramik, og hans meget prisbillige Prydvarer vandt stor Udbredelse
baade hjemme og i Udlandet. 1913 omdannedes Firmaet
til et Aktieselskab med K. som en af Direktørerne. I denne
Stilling efterfulgtes han af Sønnen Herman Hans Christian K. (f.
12. April 1876 i Næstved). Ved Siden af Fabrikation af almindelige
Lervarer og teknisk Keramik fortsatte og udvidede denne

Kåhler. Herman A. 483
Fremstillingen af kunstnerisk Keramik. Han slog sig ikke til Ro
med de Sejre, som Faderen havde vundet paa Glasurens og Lustrernes
Omraade, men eksperimenterede videre og har navnlig
haft smukke Resultater at opvise med Anvendelsen af Tinemailler.
Der knyttedes en Række Kunstnere til Virksomheden, Kai
Nielsen, Knud Kyhn, Svend Hammershøj o. fl. K.s yngste Søster
Stella K. (f. 1886) er ogsaa Keramiker og blev en betydelig
Hjælp i Virksomheden. Et stort Fremstød i kunstnerisk Henseende
gjorde den K.ske Keramik, da den fremragende Keramiker
Jens Thirslund (s. d.) knyttedes til Virksomheden 1913 og
n. A. ægtede Stella K. — Af Herman A. K. to Pasteller af P.
S. Krøyer (den ene s. m. Sønnen) og Tuschtegning af L. Find
(Fr.borg). Af H. H. C. K. to Malerier af Aage Bertelsen. Buste
af Kai Nielsen 1921 (Kunstmuseet).
A. Waidtlow: Efterkommere af Cathrine Copmann og Poul Svendsen, 1892,
S. 20. Tidsskrift for Kunstindustri, I, 1885, S. 80, 191; IV, 1888, S. 131 f.;
2. Rk., III, 1897, S. 188—93. m - Tid - 27. Sept. 1891. Skønvirke, II, 1916,
S. 33—42; VI, 1920, S. 81—88. Berl. Tid. 21. Dec. 1937.
Georg Nygaard.
Købke. Slægten K. indvandrede til Danmark med Caspar K.,
der var født i Svensk Pommern, og som omkring 1720 nedsatte sig
som Bagermester i Kbh. Af hans Børn skal nævnes Bagermester
Jacob Berendt K. (ca. 1733—86) — hvis Søn Sognepræst i Mern
Johan Peter K. (1763—1829) var Farfader til nedenn. Generalintendant
Johan Peter K. (1824—98) — og Bagermester Carl
Adolph K. (1735—89), hvis Søn Bagermester og Bestyrer af Det
militære Bageri i Citadellet Peter Berendt K. (1771—1843) var
Fader til Sophie Susanne K. (1807—53), gift med Medailløren
Frederik Christopher Krohn (1806—83, s. d.), Conradine Antoinette
Caroline K. (1809—56), der ægtede Sognepræst i Kirke
Helsinge og Drøsselbjerg Nicolai Laurentius Feilberg (1806—99),
nedenn. Maler Christen Schiellerup K. (1810—48) samt til Sognepræst
i Ibsker og Svaneke Carl Adolph K. (1804—40) og Kommandør,
Overlods Waldemar Hjartvar K. (1813—93).
H. Vilh. Købke: Stamtavle over Bagermester Peter Berendt Købkes og
Hustru Cæcilie Margrethe, f. Petersens Efterkommere, 1888.
Albert Fabritius.
Købke, Christen Schiellerup, 181 o—48, Maler. F. 26. Maj 1810
i Kbh. (Trin.), d. 7. Febr. 1848 sst. (Trin.), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Bagermester Peter Berendt K. (1771—1843) °S Cecilia
Margrete Petersen (1779—1867). Gift 7. Nov. 1837 i Kbh. (Trin.)
31*

4»4
Købke, Christen.
med Susanne Cecilie Købke, f. 30. Juli 1810 i Kbh. (Frue),
d. 16. Maj 1849 sst. (Trin.), D. af Kontorchef, senere Postmester,
Kancelliraad Caspar Berendt K. (1765—1826) og Juliane Dorothea
Ratz (1777—1860).
K.s kunstneriske Tilbøjeligheder viste sig tidligt, under en langvarig
Gigtfeber i Elleveaarsalderen tegnede han saa ivrigt, at hans
velstillede Forældre lod ham komme paa Kunstakademiet. Fra
Jan. 1822 arbejdede han her i Tegneklasserne og blev snart efter
Elev af C. A. Lorentzen. Hans tidligste Billeder fra omkring 1827
er Portrætter af hans Søster og viser, at han har gjort Bekendtskab
med Lorentzens Kopier efter Greuze; i Mormoderens Portræt, lidt
senere, er en skarp umiddelbar Iagttagelse allerede et Vidnesbyrd
om, at han er paa Vej bort fra de fra det 18. Aarh. overleverede
Formler, som den gamle Lorentzen kunde lære ham. Kort efter
døde denne, og K. blev 2. Juni 1828 Elev af Eckersberg. Med Rette
er det sagt, at han havde Grund til at fejre denne Dag som Thorvaldsen
sin romerske Fødselsdag, thi meget hurtigt viste det sig,
at Eckersbergs Undervisning kaldte det bedste frem i hans Evner;
allerede under en Rejse 1829 *il Aarhus malede han udmærkede
Portrætter og især Interiøret fra Aarhus Domkirke (Kunstmuseet),
fuldendt bagefter i Kbh. 19 Aar gammel har K. her malet et
Billede, der er smukt i den kompositionelle Afskæring og i Behandling
af Farven og Lystonerne har en sjælden Renhed og Følsomhed;
det taler i lige Grad om Eckersbergs Betydning som Lærer og om
K.s overordentlige maleriske Evner. Kunstforeningen købte det
og gav ham dermed trods hans Ungdom en Støtte, som den siden
trofast vedblev at yde ham. De følgende Aar er rige paa Arbejder,
der viser, at hans Evner hurtigt modnes; hans Basis er bestandig
det skarpe og præcise Studium af Formen og Valørerne, som
krævedes af Eckersbergs Elever, men saavel i sine Landskaber som
Portrætter er den unge Akademielev, der endnu modtog opmuntrende
Medailler, langt ude over Begynder-Stadiet; der er nok i
disse tidlige Landskaber, til hvilke han fandt saa dejlige Motiver
i Udsigterne fra Kastellets Volde, en Omhu for Detaillen, der er
karakteristisk for den ganske unge, men der er samtidig en saa
intens Fremdragning af de koloristiske Skønheder og en saadan
Finhed i Lysstudiet, at de i Stemningsrigdom gik ud over, hvad
Eckersberg havde naaet; de betyder noget helt nyt i dansk Landskabskunst.
Lignende Egenskaber havde de talrige smaa Portrætter,
han malede paa denne Tid, og om end baade C. A. Jensen
og navnlig Eckersberg paa dette Omraade havde præsteret det
ypperlige, saa er der dog i de bedste af K.s Portrætter en større

Kebke, Christen. 485
Sikkerhed i Formen end hos C. A. Jensen, der i øvrigt har paavirket
ham, og igen her et rigere malerisk Temperament end hos
Eckersberg. Man kan som Eksempler nævne det i Lystonerne
henrivende Portræt af Ida Thiele (1832, Kunstmuseet), det straalende
farverige af Maleren Sødring (1832, Hirschsprungske Samling),
Portrætterne af Høyens Moder (1832, Kunstmuseet), af en
gammel Bondekone (1832, Randers Museum), af Antoinette Købke
(1833), af Etatsraadinde Pløyen (1834, Kunstmuseet).
Efter disse Aars lykkelige umiddelbare Udfoldelse følger ganske
naturligt en Periode, i hvilken K. mere bevidst søger at arbejde
med og klargøre sig de kompositionelle Virkninger, idet han tillige
tager fat paa større Opgaver. Samtidig med Portrætterne af hans
Fader og Moder (Kunstmuseet), der fuldt ud har de tidligeres
spirituelle, levende Karakter, maler han det anselige Portræt af
Søsteren Cecilie Margrethe (1835, Kunstmuseet), enkelt i Farveholdning
og Opbygning og det betydeligste af disse Monumentalarbejder;
lignende Bestræbelser er udtrykt f. Eks. i Ribe-Museets
Portræt af Constantin Hansen i næsten hel Figur eller i Kunstakademiets
Helfigursportræt af H. E. Freund; netop Bekendtskabet
med ham og hans i Studiet af Antikken inspirerede Stilbestræbelser
har i disse Aar i høj Grad paavirket K.; en vis Haardhed i Farven,
som af og til spores — f. Eks. i det nævnte Portræt af Const. Hansen
— skyldes vel snarest Paavirkningen fra C. A. Jensen. I K.s Landskaber
gør lignende Monumental-Bestræbelser sig gældende, i Partiet
af den nordre Kastelsport (1834, Glyptoteket), de store Udsigter
fra Fr.borg Slot (Kunstindustrimuseet), »Frederiksborg Slot
ved Aftenbelysning« (1835, Hirschsprungske Samling), omtalt af
ham i Breve til J. Roed, der giver os et levende Indtryk af hans
Slid med Gennemførelsen af Billedet, og endelig som det værdifuldeste
Resultat af dette kompositionelle Arbejde det store Østerbro-Billede
fra 1836 i Kunstmuseet. Det er dog ikke alene i Landskaberne
af større Format, at han søger den faste Opbygning, det
samme kendetegner de mange fortrinlige Billeder fra Sortedamssøen,
som han malede i disse Aar, blandt dem Kunstmuseets »Udsigt
mod Nørrebro« (1838) og det henrivende Parti af Kalkbrænderiet
(ca. 1836, Nivaagaard).
I Eftersommeren 1838 drog K. sammen med Hilker ud paa den
obligate Italienrejse, der varede i to Aar; i Sept. 1840 var han igen
i Kbh. Med den Retning, Freund havde givet hans Interesser,
er det forstaaeligt, at navnlig den antikke Malerkunst i Napoli og
Pompeji drog ham stærkt, og han fik senere hen, da han deltog i
Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, Brug for, hvad han saa-

486 Kebke, Christen.
ledes havde lært — men ellers bragte Opholdet i Syden næppe
hans Kunst nogen Vinding. Enkelte udmærkede Skitser, som
Kunstmuseets af Castell delFUovo, viser, at han havde bevaret
sin fine Sans for Farve og Lys, men de store Billeder, han efter
Hjemkomsten udførte efter sine Capri-Studier, hører langtfra til
hans bedste. Der er i det hele taget Tegn nok paa, at han befandt
sig i en kunstnerisk Krise, adskillige af de senere Portrætter staar
ved deres brunlige urene Farver langt under de tidligere — et
grelt Eksempel er det store Portræt fra 1847 af den yngre Freund —,
men naar han genoptog sine gamle Motiver fra Søerne og Blegdammen,
genfandt han sine Evner, f. Eks. i de ypperlige Studier
af Havetrappen og Gaarden paa Blegdammen, og der er enkelte
Billeder fra disse senere Aar, der hører til hans bedste, som det lille
Portræt fra 1842 af Johanne Sundbye og det bredt malede Studie
fra Falkoneralleen (begge i Kunstmuseet).
1846 havde Akademiet tilføjet ham den grove Uret at kassere
hans Medlemsbillede, et Parti fra Capri; hans ikke stærke Helbred
led derved, og et Par Aar efter lagde en Lungebetændelse ham i
Graven. Saa ung han end døde, havde han dog naaet at hævde
sig som en af de fineste Malerbegavelser i dansk Kunst; ogsaa naar
vi ser ham i Forhold til den internationale Udvikling, er hans
Stilling interessant, fordi han ved sin fine og bestemte Sansning
af Farven i dens Forhold til det atmosfæriske og sin levende Behandling
af det momentane til en vis Grad skiller sig fra de samtidige
og placerer sig som en Forløber for Impressionismen. Ogsaa i sine
udmærkede Blyantstegninger opnaar han lignende Virkninger med
en ejendommelig og raffineret Stregføring, som med sitrende Haand;
en betydelig Samling af dem, tillige med hans faa Raderinger og
Litografier, ejes af Kobberstiksamlingen.
Tegnet Selvportræt 1829. Malet Selvportræt ca. 1833 (Kunstmuseet).
Tegninger i Kobberstiksamlingen af Marstrand 1836 og
Const. Hansen (1838—39). Maleri af Marstrand 1839 (Kunstmuseet;
Radering derefter afj. Roed 1848; Træsnit derefter fra F. Hendriksens
Værksted 1884). Tegning af P. C. Skovgaard, gengivet i
Træsnit fra F. Hendriksens Værksted (1884) og af Hilker (Fr.borg).
H. P. Selmer: Nekrologiske Samlinger 1848—4g, S. 341. Ude og hjemme
1884, Nr. 337. E. Hannover: Christen Købke, 1893. Jul. Lange: Udvalgte
Skrifter, I, 1900, S. 196. Politiken 26. Maj 1910. Kunstmuseets Aarsskrift,
særlig I, 1914, S. 1, og XX—XXI, 1934, S. 122. Mario Krohn: Fortegnelse
over Christen Købkes Arbejder, 1915. Holger Petersen: Min Slægtebog, 1918.
Karl Madsen: Tegninger af Christen Kobke, 1929. H. Bramsen: Landskabsmaleriet
i Danmark 1750—1875, 1935- Danmarks Malerkunst ved E.
Zahle, 1937. LeoSwane.

Købke, Peter. 487
Købke, Johan Peter, 1824—98, Officer. F. 5. Okt. 1824 i Fredericia,
d. 3. Aug. 1898 i Viborg, begr. i Asmild. Forældre: Stabskaptajn,
senere kar. Oberstløjtnant i Ingeniørkorpset Niels Christian
K. (1793—1849) og Mette Marie Bruun (1798—1888). Gift
1. Maj 1851 i Kbh. (Helligg.) med Kirstine Marie Bruun, f. 6. Okt.
1828 paa Bruunshaab, d. 14. Marts 1919 i Farum, D. af Fabrikant
Johannes B. (s. d.) og Hustru.
K. blev 1842 Elev i Højskolen og Sekondløjtnant uden Ane.
å la suite i Artilleriet; efter Oprykningseksamen 1844 fik han
Anciennitet fra 1842 og var, med en Afbrydelse 1845—46, Elev i
Ingeniørafdelingen indtil 1848, da han udnævntes til Premierløjtnant
i Ingeniørkorpset (Ane. 1846) og deltog i Fægtningerne i
Sundeved. Vinteren 1848—49 var han i Fredericia ved Generalkommandoen,
blev Adjudant ved Overkommandoen i Foraarsfelttoget
1849, deltog ved Fcltingeniørdetachementet i Udfaldet
fra Fredericia og i Felttoget 1850, hvilket Aar han reserveredes
Kaptajns Anciennitet og kort efter blev Kaptajn II. Efter Tjenesterejse
til Udlandet 1851 deltog han i Udarbejdelse af Planer for
Kbh.s Befæstning, særlig Søbefæstningen, der gennemførtes i Rigsraadet
1853. Dette Aar blev han Kaptajn I og Adjudant ved
Ingeniørkorpset, fra 1861 Stabschef; 1853—55 var han Lærer i
Vandbygning ved Højskolen, i Aarene omkring 1860 Sekretær i
Kommissionen om Nedlæggelse af Kbh.s Landbefæstning og Bebyggelsen
af Demarkationsterrænet. Som Borgerrepræsentant i Kbh.
1863—67 tog han meget ivrigt Del i Drøftelserne af Havneforholdene,
navnlig Konstruktionen af den nye Knippelsbro (Klapbro—
Svingbro), hvorom han 1865 udsendte Pjecen »Om Knippelsbros
Ombygning«, Regulering af Strømforholdene (Fremspringet ved
Sukkerhuset), Uddybning af Kallebodstrand, hvortil han allerede
1860 havde søgt Laan rejst i England. 1866 fratraadte han som
Stabschef, fungerede en kort Tid som Direktør for »Kommandoen«
i Krigsministeriet, udnævntes n. A. til Chef for Armeens Intendantur
(i Krigsministeriet) og umiddelbart efter til Oberst uden for
Nummer i Ingeniørkorpset og Chef for den nye Institution Hærens
Forplejningskorps. 1868 udnævntes han til Generalintendant. I en
Plan for Korpsets Ordning havde han foreslaaet, at Chefstillingen
forbandtes med Departementschefspost i Ministeriet; men Krigsminister
Raasløff vilde have Korpset helt udskilt. — For Organiseringen
af Korpsets Virksomhed havde K. mange Forudsætninger:
en skarp Forstand, udpræget logisk Sans, streng Retfærdighedsfølelse,
Arbejdsvillie, en sjælden Arbejdsevne og stor Forhandlingsevne,
og i sin Stilling som Stabschef havde han vist betydelige

488 Købke, Peter.
administrative Evner. Ved sin kraftige, myndige Personlighed
gjorde han sig hurtigt gældende og skabte Korpset Respekt i
Hæren. Han krævede meget af andre, men ydede selv det overordentlige;
støttede altid sine undergivne og svigtede dem aldrig;
var ikke j'ust en af de undergivne »elsket« Chef, men omgivet af
Respekt og Estime. — Han fortsatte sine militære Studier og foretog
flere Udenlandsrejser for at undersøge Administrationsforhold i
fremmede Hære; begyndte paa Indførelsen af den militære Kostforplejning,
der efterhaanden er udstrakt til hele Hæren, indførte
Brugen af Bagagekøkkenvogne for Feltforhold o. 1. og virkede med
Kraft og gode Resultater for Forbedring af Kaserneringsforholdene.
Hans Administrations- og Arbejdsevne gav sig ogsaa paa andre
Omraader Udslag, saaledes skyldes Oprettelsen af Officersforeningen
i Kbh. navnlig hans Initiativ; en lang Aarrække var han
Bestyrelsesmedlem og Formand i Krigsvidcnskabeligt Selskab og
har ydet mange Bidrag til Selskabets Tidsskrift, bl. a. om Indkvarterings-
og Kaserneforhold i Kbh. siden 1658, »En dansk
Ingeniørofficers Levnedsløb i det forrige Aarhundrede« (Uddrag;
fuldstændig i L. Bobé og C. Dumreicher: »Gemt og Glemt«, 1916),
foruden Nekrologer og militærpolitiske Artikler. — 1889 afskedigedes
han paa Grund af Alder fra Stillingen som Oberst, med Generalmajors
Karakter, men forblev i sin Stilling som Generalintendant
og Chef for Forplejningskorpset; afgik 1894 efter Ansøgning paa
Grund af Alder fra sine Stillinger. — R. 1848. DM. 1858. K. 2
1869. K. 1 1878. S.K. 1894. — Maleri af Constantin Hansen
1845 i Familieeje.
V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og Ingeniørkorpset 1684—1093, 1893.
G. Brammer: Den danske Hærs Intendanturtjeneste 1848—1918, 1919. Det
krigsvidenskabelige Selskab 1871—1921, 1921. A. F. Kriegers Dagbøger,
II—IV, 1921. Militært Tidsskrift, IX, 1880; XXI, 1892; XXV, 1896;
XXVII, 1899. Berl. Tid. 21. Juli 1892 og 5. Aug. 1898. Rockstroh.
Køedt (ved Daaben Koedt), Andreas Peschcke Matthiesen, 1845-
1929, Forretningsmand, Politiker. F. 22. Sept. 1845 i Adelby ved
Flensborg, d. 10. Maj 1929 i Charlottenlund, begr. i Taarbæk.
Forældre: Skibsfører Matthias Matthiesen Koed ^Koedt) (1799—
ca. 1854) og Anne Marie Peske (Peschcke) (1807—77). Gift 10.
Sept. 1879 i Chicago med Elisabeth Ellen Duval, f. 10. Nov. 1843
i Manchester, d. 16. Jan. 1925 i Charlottenlund, D. af Portrætmaler
Charles Allen D. (1808—72) og Elisabeth Johnstone.
Efter at K. havde faaet sin første Købmandsuddannelse i Flensborg,
rejste han til England og begyndte 1864 som Korrespondent

Køedt, A. Peschcke. 489
i Manchester, til hvilken By han kom til at faa sin Tilknytning i
adskillige Aar. 1875 etablerede han sammen med P. A. Poulsen
(d. 1901) og A. Hilligsøe (d. 1896) to en gros Manufakturfirmaer,
nemlig Paulsen, K. & Co. i Manchester og Hilligsøe, K. & Co.
i Kbh., og knyttede hertil fra 1881 Detailmagasinet Messen paa
Købmagergade, som i Aarenes Løb under værdifuld Medvirkning
af W. Smitt blev en af de største Manufakturdetailforretninger i
Danmark. I Forbindelse med denne Virksomhed oprettede K.
desuden Kbh.s Gardinfabrik. Til Trods for, at K. gennem de her
nævnte Virksomheder saaledes udfoldede et meget betydeligt Initiativ,
formaaede dog Forretningslivet langtfra alene at fylde hans
Interesse. Fra Manchesteraarene havde han i sin engelsk-fødte
Hustrus Hjem stiftet Bekendtskab med flere af Cobdens Venner,
og de Tanker, der i denne Kreds gjorde sig gældende med Hensyn
til Frihandelsideerne, fik i K. en usædvanlig ivrig og dygtig Talsmand.
Rustet med sine Erfaringer fra det praktiske Liv og med
Udbyttet af en omfattende Læsning kastede han sig fra Slutningen
af 8o'erne med stor Iver ind i Agitationen for Frihandelsbevægelsen
baade som Skribent og Taler. Hans første betydende Skrift var
»Tolden og Tiderne« (1887), som siden efterfulgtes af en Række
andre af større eller mindre Omfang. S. A. stiftedes paa hans
Initiativ Toldreformforeningen, og heri beklædte han Formandshvervet
lige til 1903. Denne Forenings Program var i sig selv meget
moderat, idet den bl. a. skulde virke for Afskaffelse eller Nedsættelse
af Tolden paa Raa- og Hjælpestoffer, men de Taler, der
ved flere Lejligheder siden blev holdt af Foreningens ledende Mænd
rundt omkring i Landet, var til Gengæld langt videregaaende, og
derfor fandt hele den Bevægelse, som udgik fra denne Forening,
nok saa megen Sangbund hos Deltagerne i de store Landbomøder
som inden for den københavnske Handelsstand, hvilket bl. a. saas
af Forløbet af den ekstraordinære Generalforsamling inden for
Grosserer-Societetet 20. Febr. 1890, som var indkaldt netop paa
Toldspørgsmaalet. Det maa dog utvivlsomt fastslaas, at K. ved
sit Arbejde for Frihandelssagen bidrog til, at de protektionistiske
Ideer, som omkring 1890 gjorde sig ret udpræget gældende i vore
Nabolande, kun gjorde ringe Fremskridt her i Landet. — ^95
valgtes K. ind i Rigsdagen som Repræsentant for Slagelsekredsen
og deltog umiddelbart efter sit Valg i Stiftelsen af Venstrereformpartiet,
hvis Navn han skabte. 1897 var K. Formand og Ordfører
for det Folketingsudvalg, der behandlede det af Finansminister
Liittichau fremsatte Forslag til en ny Toldlov, og havde den væsentligste
Del i den Overenskomst, der opnaaedes mellem Regering

490 Køedl, A. Peschcke.
og Folketing om Hovedpunkterne i Toldloven. Ved Ministeriets
Fald og Landstingets Modstand trak Sagen imidlertid i Langdrag,
og senere udviklede der sig mellem K. og det Parti, han tilhørte,
en Modsætning paa et andet Beskatningsomraade, nemlig Brændevinsbeskatningen,
som førte til, at K. 1900 udtraadte af saavel
Venstrereformpartiet som Toldudvalget. Sit Folketingsmandat
bevarede han dog til 1901. I de følgende Aar tog han kun sporadisk
Del i politisk Drøftelse, saaledes skrev han 1908 i »Politiken« imod
Lassens, Neergaards og Hey's Toldlov, og 1918 og 1919 rejste han
kraftige Protester imod Ministeriet Zahles Handelspolitik, bl. a.
Kædehandelsforordningen af 19. Maj 1917, ifølge hvilken han selv
1919 blev idømt en Bøde paa 200 000 Kr. Ved Siden af sin handelspolitiske
Skribentvirksomhed udfoldede K. ogsaa i Aarenes Løb
paa andre Omraader en Virksomhed bl. a. for det nordiske Samarbejde
og Forsvarssagen. Som Polemiker og Agitator var K.
utvivlsomt i et usædvanligt Format. Hans Form var altid overmaade
levende, og han ejede en sjælden Evne til at stille selv det
tungeste Stof i Relation til det daglige Livs Tildragelser og lade
det gennemstraale af den Lyrik, som havde saa dyb en Sangbund
i hans Sind. Hans store Karakterstyrke og ideelle Livssyn bidrog
samtidig til at give hans Profil en sjælden Klarhed. — Buste af
H. Wederkinck 1919.
Erindringer i Mit Hjem, 1912. Jul. Schovelin: Tidens Hjul og Tietgen,
1929, S. 421, 520—31. Berl. Tid. og Borsen 11. Maj 1929. ~ r/^
Køhl, Torvald (døbt Thorvald) Heinrich Johan, 1852—1931,
Astronom. F. 7. Okt. 1852 i Kbh. (Trin.), d. 19. Marts 1931 i
Odder, begr. sst. Forældre: Skræddermester Jørgen Johan K.
(1828—1904) og Ida Mathilde Dithmer (1827—97)- Gift i° 15.
Okt. 1875 i Kbh. (Frue) med Karentine Sophie Madsen,
f. 10. Jan. 1856 i Sønder Longeise, Langeland, d. 12. Jan. 1892
i Odder, D. af Gaardejer Mads Jørgensen (1816—70) og Christine
Jørgensen (1817—78). 2° 11. Maj 1894 i Odder med Victoria
Emanucla Snitker-Petersen, f. 27. Maj 1860 i Hornsyld, D. af
Læge i Hornsyld, senere Distriktslæge i Odder Jens Christian S.-P.
(1827—1911; Navneforandring fra Petersen 1892) ogjørgine Madsine
Thomsen (1834—1926).
Efter Konfirmationen kom K. paa Blaagaards Seminarium, hvis
Afgangsprøve han bestod 1871. Allerede helt fra sin Ungdom havde
han haft en glødende Interesse for astronomiske Studier, og disse
fortsatte han nu ved Siden af sin Lærergerning. Først var han et
Par Aar Huslærer paa Landet, dernæst 1873—81 Lærer ved Privat-

Køhl, Toruald. 491
skoler i Kbh., 1881—83 ved Frbg. kommunale Skolevæsen. Det
opslidende Skolearbejde i Forbindelse med et anstrengende Nattearbejde
med astronomiske Observationer angreb imidlertid hans
Nerver, saa han søgte Ansættelse paa Landet. Han blev Forstander
for den kommunale Realskole i Odder, og i denne Stilling virkede
han til 1903. Under hans interesserede Ledelse voksede Skolen
betydelig, men han fik alligevel Tid til ogsaa stadig at virke for sin
Interesse for Astronomien. Allerede i Kbh., hvor Professor d'Arrest
og Observator Schjellerup nærede hans astronomiske Kundskabstørst,
havde han begyndt at holde astronomiske Kursus, og disse
fortsatte han stadig med. I alt har han holdt henimod 2000 populærastronomiske
Foredrag. Hans store Evne til at vække Publikums
Sans for Himmelfænomenerne blev understøttet af en Kikkert, som
han 1876 fik anbragt i Tagetagen af Faderens Ejendom, Brolæggerstræde
2. Senere føjede han hertil et Lysbilledapparat, dengang
noget forholdsvis ukendt. Ved Siden heraf begyndte han en Virksomhed
som Forfatter af populære Fremstillinger af Astronomien i
Tidsskrifter, Aviser og selvstændige Bøger. Det store Antal Privatobservatorier,
som findes i Danmark, kan i Hovedsagen føres tilbage
til den Ild, med hvilken K. virkede for Udbredelsen af Kendskab
til Astronomien. Ved Siden af denne Populariseringsvirksomhed
arbejdede K. ogsaa med selvstændig Observering. Hans instrumentelle
Udrustning bedrede sig ganske vist i Tidens Løb. Saaledes
byggede han paa Realskolen i Odder et mindre Observatorium,
som han kaldte »Carina-Observatoriet« efter den Del af
Stjernebilledet »Skibet Argo«, som paa Latin hedder Carina, o:
Kølen — en lille Vittighed, som bar Vidne om det elskværdige
Lune, hvormed han gik gennem Livet. Men hans Instrumenter
var dog altid af en forholdsvis beskeden Art. Han staar imidlertid
som en af de Privatastronomer, som forbilledlig har vist, hvor meget
virkelig værdifuldt Arbejde der kan præsteres med enkle Hjælpemidler,
naar man vælger sig passende Opgaver og møder frem med
offervillig Flid. Særlig kendt er hans Arbejde med Indsamling af
Beretninger om Meteorer og Ildkugler og Beregning af deres Baner.
I Videnskabernes Selskabs Forhandlinger er optaget en Fortegnelse
over Ildkugler og Stjerneskud over Danmark og nærmeste Omland
1875—1912. Siden 1875 har han samlet i alt ca. 7000 Meteoriagttagelser.
Endvidere iagttog han Stjernernes Variationer i Lysstyrke
og Farve og foretog Maalinger af Planeters og Kometers
Plads. Fra 1903 kunde han helt hellige sig sin Yndlingsvirksomhed,
idet han ved Understøttelse fra Staten og Aarhus Amt blev sat
i Stand til at opgive sit Skolearbejde. Som spredte Beviser paa

496
Kølle, C. A.
1860—61 var han i Italien og opholdt sig særlig i Rom og de omliggende
Smaabyer (bl. a. Palestrina): blandt Kobberstiksamlingens
mange Tegninger af ham er adskillige fra denne Rejse. 1867 var
han i Biarritz og 1869 paa en Baderejse til Aachen. Han blev
Medlem af Kunstakademiet 1871. Som Landskabsmaler fortsætter
K. uden Fornyelse det Arbejde, som var ydet af tre lidt ældre:
P. C. Skovgaard, Rump og Kyhn. Han dvæler i det idylliske og
søger i sit Arbejde snarere at give en Naturstemning end at
forme en selvstændig Billedvirkning. Enkelte smaa Raderinger
ligger paa Linie med hans Malerier. Han er repræsenteret paa
Kunstmuseet, i den Hirschsprungske Samling, paa Nivaagaard og i
forskellige Provinsmuseer. —• Selvportræt forhen hos Johan Hansen.
Tegning af N. A. Lutzen 1854. Træsnit 1884, udført hos C. Poulsen.
Fortegnelse over C. A. Kølles efterladte Oliemalerier, 1873 (Auktionskatalog)
- Erik Zahle.
v. Koller, Ernst Matthias, 1841—1928, preussisk Overpræsident
og Minister. F. 8. Juli 1841 paa Kantreck i Pommern, d. n. Dec.
1928 i Stettin, begr. i Kammin. Forældre: Generallandskabsdirektør
Ernst Matthias v. K. (1797—1883, gift 2° 1867 med Marie
v. Piaten, 1830—99) og Juliane Mathilde v. Wedel (1803—59).
Gift 18. Sept. 1869 paa Schwenz med Martha Albertine v. Koller,
f. 30. Juni 1852 paa Schwanteshagen, d. 10. Jan. 1925 i Kammin,
D. af Generallandskabsdirektør Hugo Matthias v. K. til
Schwenz (1828—-1910) og Albertine Ida Karoline v. Wurmb
(1826—1903).
v. K., der tilhørte en pommersk Uradelslægt, studerede 1860—63
i Heidelberg og Berlin, var 1869—88 Landraad i Kammin i Pommern
og 1888—89 Politipræsident i Frankfurt am Main paa en
Tid, da social Spænding skabte urolige Forhold i Byen. Han var
derefter Understatssekretær i Elsass-Lothringen, til han 1894 udnævntes
til preussisk Indenrigsminister. 1881—88 repræsenterede
han en pommersk Valgkreds i Rigsdagen og var her det yderste
Højres haandgangne Mand. Som Minister havde han ikke Heldet
med sig, og allerede 1895 maatte han trække sig tilbage. Det var
(fter eget Ønske, han 1897 overtog den vanskelige Post som Overpræsident
i Provinsen Slesvig-Holsten. Det var hans Hensigt at
skabe Ro i Grænselandet. Den danske Bevægelse havde først i
90'erne oplevet en ret stærk Fremgang, men efter v. K.s Mening
var hele Røret kun Agitatorers Værk og kunde bringes til Ophør
ved en fast Fremfærd fra Myndighedernes Side. 1898 slog han til,
talrige danske Undersaatter udvistes, væsentlig Tjenestefolk for at

v. Kåller-Banner, Ludvig. 499
til at hævne denne — det er muligvis den »kongelige Ordre«, som
han Natten til den 17. oplæste for sine Officerer. Aftenen den 16.
havde hans Regiment Slotsvagten; koldblodigt og behersket havde
han under Ballet siddet og spillet Skak med en af sine Officerer
og samlede Kl. tre om Morgenen de ikkevagthavende i sit Hjem,
gennemgik for dem sin Plan, fordelte Rollerne til dem og førte dem
til Slottet, hvor han personlig arresterede Struensee og Brandt. Alt
var af ham forberedt saa omhyggeligt og gennemførtes saa energisk,
hurtigt og stilfærdigt, at der intet mærkedes dertil i Byen. Samtlige
militære Deltagere belønnedes med Forfremmelse: v. K.-B. til Generalløjtnant,
Medlem af Generalkollegiet som Chef for Infanteridepartementet
samt Kongens Over-Generaladjudant, og for sin
»besynderlige Troskab og Nidkærhed« optoges han i den danske
Adel med Navnet K.-B., idet det tillodes ham at forene den Ⱦldgamle
danske Bannerske Families Skjold, Hjælm og Vaaben« med
hans eget. Han blev yderligere Præses i en Kommission til Forbedringer
ved Det kgl. Teater. — I Kollegiet havde v. K.-B. til
Kollega en anden af Hovedmændene 17. Jan., H. H. Eickstedt.
Denne indsendte Maj 1772 Forslag om, at hans Vaaben, Rytteriet,
fremtidig skulde have tildelt samtlige udskrevne Karle, hvad v.
K.-B. paa Embeds Vegne og i Overensstemmelse med sine tidligere
Anskuelser paa det bestemteste maatte modsætte sig. Da de to
Herrer hver holdt fast ved sit, skulde Prins Carl af Hessen søge
at tale v. K.-B. til Rette, men dette mislykkedes ganske, og da
et Forsøg fra Prins Carl af Beverns Side heller ikke førte til en
Udjævning, nedsattes der en blandet Kommission, hvori sad to
Medlemmer af Konseillet, Grev Thott og Schack-Rathlou, der
begge var svorne Modstandere af den nationale Udskrivning,
og v. K.-B.s Forslag forkastedes. I sin voldsomme Ophidselse
og Fortvivlelse søgte v. K.-B. endnu at vinde Enkedronningen og
Arveprinsen; men trods al deres Taknemmelighed mod ham maatte
de nu lade ham falde; han beordredes til »straks« at rejse til Rendsborg
som midlertidig Guvernør. Kun to Aar efter vedtog en af
civile og militære bestaaende Kommission en Hærordning meget
lig v. K.-B.s; men da sad han i en Slags Forvisning i Rendsborg,
først som midlertidig, derefter fast Guvernør og Generalinspektør
over Infanteriet i Hertugdømmerne. Han blev afholdt af Borgerskabet
i Rendsborg, og Arveprinsen viste paa mange Maader sin
Erkendtlighed mod ham, men Generalkollegiet vedblev at være
ham fjendtlig sindet. Jan. 1775 var han i Kbh. og søgte Afsked
fra sin Stilling, da han ikke kunde godkende Principperne for
Hærens Ledelse — dog at han ogsaa herefter forblev til Raadighed
32*

500
v. Koller-Banner, Ludvig.
for »alvorlige Tilfælde«. Med Fremhævelse af hans store Tjenester
bevilgedes Ansøgningen paa særdeles gunstige Vilkaar, og han forblev
til Raadighed. 1777 fik han efter Ansøgning fuldstændig
Afsked, som General af Infanteriet, med fuld Gage plus Tillæg for
Livstid, og gentagne Gange senere viste Kongehuset ham sin
Erkendtlighed. Han opholdt sig herefter dels i Stettin i Nærheden
af sine store Godser, dels i Altona, hvor han ejede et meget stort
og smukt Landsted. Han bevarede stedse et vist Nag til dem, han
havde hjulpet den 17. Jan. Hans Død fremkaldtes ved nogle Saar,
han i en Slags Afsind havde tilføjet sig. — Hv. R. 1772. — Portrætteret
paa Stikkene af Struensees Arrestation 17. Jan. 1772,
men med tvivlsom Portrætværdi.
L. Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, VIII, 1917,
Tillæg, S. 90 f.; endvidere se Registeret i X. J. K. Høst: Geheimekabinetsminister
Grev Joh. Fr. Struensee og hans Ministerium, I—III, 1824. Carl af Hessen:
Mémoires de mon temps, 1861. Dsk. Mag., 5. Rk., III—IV, 1893—1901.
Flist. Tidsskr., 3. Rk., III, 1862—64, S. 260 f., passim; IV, 1865—66, S. 421 ff.,
427 ff. og passim. E. Holm: Danmark-Norges Hist. 1720—1814, IV—V,
1902—06. Museum, 1891, S. 1 — ig. A. Friis: Bernstorffske Papirer, I—III,
1904—13. J. O. Schack-Rathlous Arkiv 1760—1800, udg. af Th. Thaulow
og J. O. Bro Jørgensen, 1936. K. C. Rockstroh: Den nationale Hær, III, 1926.
Personalhist. Tidsskr., 5. Rk., VI, 1909, S. 47 f. Holger Hansen: Inkvisitionskommissionen
af 20. Jan. 1772, I—IV, 1927—36. Rockstroh
Kolpin, Alexander, 1731—1801, Kirurg. F. 8. Juli 1731 i Uetersen,
d. 20. Jan. 1801 i Kbh. (Petri), begr. i Petri K. Forældre:
Rektor Frederik Christopher K. (1682—1743) og Cathrine Margrethe
Ewers (d. 1765). Ugift.
Som ganske ung kom K. i Lære dels i Uetersen, dels i Hamburg,
men flyttede til Kbh. 1752, hvor han studerede paa Theatrum
anatomico-chirurgicum og samtidig skal have nydt godt af Bergers
og Wohlerts Undervisning. 1755 tog han kirurgisk Eksamen, og
n. A. blev han Regimentskirurg ved Jyske Infanteriregiment i
Rendsborg, hvor han var til 1763. Denne Tjeneste har været
meget lærerig, da der i Holsten 1758—63 var koncentreret store
Hærstyrker af Hensyn til den truende Krig med Rusland. 1763
kom han tilbage til Kbh., blev Student og tog medicinsk Eksamen.
Det var hans Mening at disputere for Doktorgraden, og han skrev
en latinsk Afhandling i den Anledning. Det blev dog ikke til noget
med Disputatsen, da han fik et Rejselegat og var borte 1763—66.
Han rejste over Hannover og Strasbourg til Paris, hvor han studerede
under Tidens mest kendte Kirurger (bl. a. Petit, Moreau
og Louis). Derpaa tog han til Rouen, hvor han særlig studerede

502 Kolpin, Alexander.
kirurg, blev han altsaa den Professor, som skulde succedere Hennings,
men dette var i Strid med det Løfte, som var givet Callisen.
En ny smuk Bygning for Akademiet opførtes paa en Grund i Bredgade,
skænket af Enkedronningen, og indviedes 1787 ved en stor Fest,
hvor K. holdt en stor latinsk Tale om Kirurgiens Udvikling. Callisen
laa imidlertid ikke paa den lade Side, men indgik med det ene
Andragende efter det andet om at faa sin Stilling fastslaaet, og det
lykkedes ham 1791 at blive udnævnt til Professor ved Akademiet
med Rang og Sæde efter Hennings. K. trak sig fornærmet tilbage
og søgte sin Afsked som Professor 1794. Han vedblev dog at
praktisere.
Det er ikke umuligt, at et Operationsuheld, som K. havde 1791,
har været medvirkende til, at Callisen naaede sit Maal. Den meget
ansete Livmedicus J. C. J. v. Berger (s. d.) led meget af Tunghørighed
og stærk Øresusen, og han bad derfor K. om at operere
ham efter en Metode, som nylig var blevet meget omtalt. K. foretog
meget samvittighedsfuldt en Række Undersøgelser af Kranier
og gjorde adskillige Operationer paa Kadaver, før han gik ind paa
at udføre Operationen. Omsider blev den foretaget, men i de
følgende Dage kom der Saarfeber, og v. Berger døde. Dette vakte
stor Opsigt, og K. blev stærkt angrebet fra en Side og forsvaret
fra anden. K. offentliggjorde hele Sygehistorien, og der kan ikke
være Tvivl om, at Døden skyldtes en Infektion, som man dengang
ikke havde Midler til at undgaa, og der er intet at bebrejde K.
Sine sidste Aar levede K. stille navnlig paa sin Ejendom i
Utterslev, hvor han var ivrig Havedyrker og fik Bønderne til at
lægge sig efter Havebrug. Han var overordentlig godgørende og
hjælpsom. Hans store Bibliotek skænkedes til Kirurgisk Akademi
og kom derfra til Universitetsbiblioteket. — Æresmedlem af Kgl.
med. Selskab 1775. Medlem af Videnskabernes Selskab i Stockholm
1791. — Justitsraad 1774. —• Maleri og Buste paa Universitetet.
Stik af M. Haas 1784 efter Tegning af Corn. Høyer.
A. Kolpin: Leben und Character des Justitzrath Alexander Kolpin, 1810.
W. Meyer i Congrés périodique internationale des sciences médicales, 8.
session. Compte rendu, IV, 1886, section d'otologie, S. 56—62. G. Norrie:
Kirurgisk Akademis Historie, I—II, 1923. p , V '
Kønechen (Kiim), Jesper Baltzersen, 1629—1715, religiøs Sværmer.
F. 9. Aug. 1629 i Kbh., d. 26. Sept. 1715 i Lubeck. Fader:
Baltzer K. (d. 1645). Gift i Lubeck med Lucia Pasche, døbt 9.
Jan. 1657 i Lubeck, D. af Købmand Jost P. og Garderut.
Da J. B. K.s Fader ved sin Død efterlod sin Familie i stor Armod,

Kønechen, Jesper Baltzersen. 503
tog Biskop Jesper Brochmand sig af J. B. K. og hjalp ham til at
blive Student 1647. Siden var han i en Række Aar Huslærer i
forskellige ansete Huse. Selv studerede han flittigt og erhvervede
sig navnlig et meget grundigt Kendskab til Bibelen; tillige optraadte
han som dansk og latinsk Poet. Under Paavirkning af Niels Svendsen
Chronich (s. d.) og andre separatistisksindede Personer og ved
Læsning af tyske Skrifter, der gik i samme Retning, dannede han
sig en religiøst bestemt Livsanskuelse, i Henhold til hvilken han
fordømte Krigstjeneste og optraadte mod Kristnes Udøvelse af
verdslig Øvrighedsmagt. Da alle Forsøg paa at bringe ham paa
andre Tanker strandede, blev han 1663 efter Frederik III.s Ordre
indstævnet for det akademiske Konsistorium, som dømte ham til
Relegation in perpetuum og indstillede ham til Kongens Naade
eller Unaade. Ifølge kgl. Befaling blev han efter nogen Tids Fangenskab
frigivet mod Forpligtelse til at rømme Kongens Riger og
Lande. Han drog nu først til Skaane og siden til Holland, hvor
han i Amsterdam ernærede sig ved Børneundervisning og Korrektørarbejde.
Ogsaa her optraadte han som Indehaver af et
universelt Apostelkald til at forene alle Kristne til en fælles Bekendelse
og til at stifte Fred mellem Folkene og bringe det nye Testamentes
Kristendom tilbage til Jorden. 1677 gjorde han et Forsøg
paa at vende tilbage til Kbh.; men da det atter kom til Sammenstød
mellem ham og Præsterne, fik han paa ny Tilhold om at
rømme Landet. Han drog nu til Liibeck, hvor han ernærede sig
som Auktionsholder. Men hans urolige Aand fandt ikke Hvile.
Han laa i bestandig Strid med Præsterne, og der blev holdt Kollokvier
og Forhandlinger med ham i det uendelige. Sine Særmeninger
har han fremsat i en Række Smaaskrifter i det danske,
latinske, hollandske og tyske Sprog.
Dånische Bibliothec, VIII, 1746, S. 663—74. Kirkehist. Saml., 2. Rk.,
III, 1864—66, S. 225—6t; 3. Rk., VI, 1887—89, S. 565—71; 5- Rk-, H>
1903—05, S. 767. P. W. Becker: Saml. til Danmarks Historie under Kong
Frederik den Tredies Regiering, I, 1847, S. 264 f.
H. F. Rørdam (Bjørn Kornerup*).
Konig, Johann Gerhard, 1728—85, Botaniker. F. 29. Nov. 1728
paa Godset Lemenen (Ungernhof) i daværende polsk Livland, d.
25. el. 26. Juni 1785 i Jagrenatporum i Forindien. Forældre:
Gerhard K. fra Kurland og Anna Alexandrina Wilde. Gift i° med
Mariane Mørch. 2° 26. Dec. 1768 i Trankebar med Catharine
Elisabeth de Titoho (gift i° 1761 med Pastor Frederik Dannefer
Boeg, ca. 1726—68).

506 v. Konigstein, Johann Ludwig.
(gift i° ca. 1689 med gottorpsk Hofraad Jacob v. Massow, d.
1693), D. af Dr. med. Nicolaus Adolph B. (1634—83) og Anna
Wiese (1630—83).
J. L. v. K., der tilhørte en i Slutningen af 16. Aarh. fra Hessen
til Gottorp indvandret Embedsmandsslægt Pincier (Pintziger), gik
i Skole i Liibeck og studerede derefter i Kiel og ved flere udenlandske
Universiteter, bl. a. Leiden. 1686 blev han Hofmester
for den femtenaarige Hertug Frederik IV., hvem han 1687 fulgte
paa hans Udenlandsrejse. 1690 blev han Hof-, 1693 Kancelliraad,
efter den unge Hertugs Tronbestigelse (1694) Jan. 1695 Gehejmeraad,
senere Amtmand i Tønder og (1696) Generalkrigskommissær.
Varm Ven af en nøje Tilslutning til Sverige ophøjedes han i svensk
Adelstand og blev 1698 svensk Friherre under Navnet v. K. Han
deltog i Fredslutningen i Travental 1700. Da Styrelsen efter Frederik
IV.s Død 1702 gik over til Administratoren Christian August
og det af Wedderkop, Bannier og Gortz bestaaende Gehejmeraadskollegium,
sluttede han sig nær til Wedderkop, som var hans
Søsters Mand, og blev som denne en Modstander af Gortz. Efter
Svogerens Fængsling 1709 søgte han Kong Frederik IV.s Beskyttelse,
blev 1710 dansk Gehejmeraad og 1714 Præsident for Overretten
paa det af Danmark besatte Gottorp og Amtmand over
Aabenraa og Løgumkloster. 1723 fratraadte han sine Embeder
og levede siden tilbagetrukket i Liibeck, hvor han fra 1701 var
Domprovst. Han var Ejer af Godserne 0 og Dollerød i Slesvig.
— Hv. R. 1713.
J. Moller: Cimbria literata, I, 1744, S. 495 f. P. v. Kobbe: Schlesw.-Holsteinische
Geschichte vom Tode des Herzogs Christian Albrecht bis zum Tode
Konigs Christian VII. (1694 bis 1808), 1834, S. 5, 8, 20, 23, 25, 42, 56, 70.
G. Elgenstierna: Den introducerade svenska adelns åttartavlor, V, 1930, S. 710.
Pincier: Ltibeckische Geschlechter (Ms. i Land- und Stadtamt i Liibeck).
C. 0. Baggild Andersen.
Køning (Kønig), Mourits, 1637—72, Biskop. F. Juni 1637 i
Krogstad ved Moss, d. 2. Maj 1672 i Aalborg, begr. sst. (Budolfi
K.). Forældre: Tolder Peder Jørgensen K. og Anne Frandsdatter
Christophersen (mulig gift 2° med Præst i Kongsberg Peter Muller,
1594—1653). Gift i° 24. Juli 1667 i Kbh. med Anna Mortensdatter,
d. ca. 1670, D. af Biskop i Aarhus Morten Madsen (s. d.)
og Hustru. 2° 26. Okt. 1671 i Thisted med Margrethe Pedersdatter
Brøndsdorf, d. 1675 (gift i° med Ridefoged over Ørum
Amt Peder Madsen).
M. K. dimitteredes 1656 fra Viborg Skole, deltog som Student
i Kbh.s Forsvar og tog 1658 teologisk Attestats paa meget hæder-

5o8 Køppen, Adolph.
stianshavn drog han til Miinchen, hvor han levede af Informationer.
Da han 1834 besøgte Grækenland, blev han af Kong Otto ansat
som Lærer ved det militære Akademi paa Ægina, senere i Piræus,
men da Folket under Urolighederne 1843 forlangte de tyske Embedsmænds
Afsættelse, mistede K. sin Post. Han foretog en Rejse
til Syrien og Palæstina (beskrevet i Schouws »Dansk Ugeskrift«,
2. RL, VIII), drog derpaa til Kbh. og, da her ingen Virksomhed
fandtes for ham, til Nordamerika, hvor han paa Indbydelse af
det historiske Selskab i Philadelphia holdt Forelæsninger over det
gamle og nye Athen og Attica. Disse Forelæsninger gentog han
ved lærde Institutter og Universiteter i Boston, Washington o. a. St.;
ligeledes holdt han Forelæsninger over Middelalderens Historie og
udgav en historisk Geografi, »The world in the middle ages« (I—II,
med Atlas, 1854), der vidner om megen og forskelligartet Læsning.
Han ansattes som Lærer i Historie og tysk Litteratur ved Franklin
and Marshall College, Pennsylvania. Samtidig med at græske Udsendinge
tilbød Prins Vilhelm (Georg I.) Grækenlands Trone,
viste K. sig atter i Kbh. (1863); han blev Lærer i Græsk for Kong
Georg og fik en Stilling som Privatsekretær hos Grev Sponneck,
senere hos Kongen; derpaa blev han dennes Bibliotekar.
Fra Fredensborg til Athen (Jul. Clausen og P. Fr. Rist: Memoirer og Breve,
), 19 > pas lm. Johannes Steenstrup (Povl Engelstoft*).
Korber, Jochim, d. 1670, Officer. Mulig f. i den kongelige Del
af Holsten, d. 10. Marts 1670 i Tønsberg. Gift med Catharina,
der overlevede ham.
J. K. tjente 1625 i Christian IV.s Hær i Tyskland, hvorefter
han gik i kejserlig, spansk og kurkølnsk Tjeneste; men omkring
1640 tjente han i det kongelige Rytteri i Holsten som Ritmester,
var 1645 Kaptajnløjtnant under Ærkebiskop Frederik (III.) i Bremen,
derefter atter i udenlandsk Tjeneste. Som Oberstløjtnant i
Hans Rantzaus Regiment faldt han 23. Juli 1657 i Rytterkampen
ved Fuhlsbiittel i Fangenskab, men blev hurtigt udvekslet, fik
Kommandoen paa Samsø og udnævntes n. A. til Oberst over
Resterne af F. v. Buchwalds jyske Sognerytterregiment i Holsten.
Efter Roskildefreden blev dette Regiment opløst, og i Juni blev
K. Kommandant i Nakskov, paa hvis Fæstningsværker han straks
lod arbejde med Kraft, samtidig med at han støttede Lensmændene
og Befolkningen paa Øerne i den virksomme Modstand mod de
svenske Udskrivninger. Paa Efterretning om Angrebet paa Kbh.

510 Korber, Jochim.
C. C. Haugner: Nakskov Købstads Historie, I—II, 1934—35. J. Nordentoft
i Milit. Tidsskr., 1936—37, S. 51 f., 54—62, 65 f., 78 ff., 83 f.,
86 f., 89 f., 92. K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale Hær, I,
1909. Samme i Vort Forsvar 17. og 31. Marts, 14. April 1901, 22. Marts,
5. og ,9. April 1908. Rockstroh.
Kørbing, Johannes Alfred, f. 1885, Rederidirektør. F. 16. Nov.
1885 i Kbh. (Vartov). Forældre: Snedkermester Lars Peter Christensen
(1850—1931) og Karen Sophie Larsen (f. 1853). Navneforandring
13. April 1918. Gift 15. Aug. 1914 i Hellerup med
Hanna Holmen Lohmann, f. 14. Marts 1889 i Sarpsborg, d. 15.
Okt. 1935 i Kbh., D. af Bladudgiver, Redaktør Rudolf Johannes
L. (1854—1902, gift 2 0 med Signe Rasmussen) og Hanna Holmen
(1852—89).
K. gennemgik Ingeniørskolen paa Orlogsværftet 1903—07,
studerede Skibsmaskin- og Skibsbygning ved Technische Hochschule
i Charlottenburg 1908—10 og blev efter fra 1907 at have
været Ingeniørassistent ved Orlogsværftet 1912 udnævnt til Værftsingeniør
og 1919 til Underdirektør sst. 1921 overtog han Stillingen
som teknisk Direktør i Det Forenede Dampskibs-Selskab og
udnævntes efter Direktør A. O. Andersens Død 1934 til administrerende
Direktør i nævnte Selskab. Samtidig indtraadte han som
Formand i Bestyrelsen for forskellige til det knyttede Aktieselskaber,
deriblandt Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri og Frederikshavns
Værft og Flydedok. Endvidere indtraadte han som Næstformand
i Bestyrelsen for Dansk Dampskibsrederiforening og som
Formand for Søfartsraadet og i Kulkomiteen af 1933 samt som Bestyrelsesmedlem
i forskellige til Skibsfartserhvervet knyttede Foreninger,
saaledes i Foreningen til Søfartens Fremme og i Bestyrelsesraadet
for Statens Skoleskib »Danmark«. Endelig er
han Medlem af Kbh.s Havnebestyrelse og Statens Isnævn og
var en af den danske Regerings Delegerede ved Konferencen
i London 1929 angaaende Sikkerheden til Søs og 1930 angaaende
Dødvægts-Lastelinie for Skibe. Til Bestridelse af disse forskellige
meget krævende Stillinger og Hverv har K. ikke alene
medbragt sin store tekniske Indsigt, men har samtidig lagt betydelige
Evner for Dagen baade som Forhandler, Administrator og
Organisator. — R. 1920. DM. 1930. j e m Vestberg.
v. Korbitz, Johan Christoph, 1612—82, Rigsmarskal. F. 13.
Aug. 1612 i Meissen, d. 20. Aug. 1682, begr. i Kbh. (Trin. K.).
Forældre: Kursachsisk Hofmarskal Hans Caspar v. K. til Schmiede-

v. Korbitz, Johan Christoph. 5"
berg, Falkenhayn og Hausdorf (1581 —1639, gift 2° 1627 me d
Elisabeth Blancken) og Maria v. Loss til Pillnitz (d. 1626). Gift
7. Okt. 1649 paa Nykøbing Slot med Kirstine Liitzow, f. 1615,
d. 16. Okt. 1693 i Kbh., begr. sst. (Trin. K.) (gift i° 1646 med
Hofmarskal Knud Ulfeldt til Hverringe og Hellerup, 1600—46),
D. af Hofmarskal Hartwig L. til Thurow og Anna Schack (d. tidligst
1632).
Efter Skolegang i Merseburg 1623—27 og Privatundervisning i
Dresden 1627—29 studerede J. C. v. K. 1629—31 ved Universitetet
i Wittenberg. Trediveaarskrigen afbrød hans Studier, og han
tog nu Tjeneste hos den øverstbefalende over den sachsiske og
brandenburgske Hær General Hans Georg v. Arnim til 1634, da
han paa sin Faders Initiativ blev Hofjunker hos den udvalgte
Prins Christian af Danmark og fra Okt. s. A. Kammerjunker hos
dennes Hustru Magdalena Sibylla af Sachsen. 1637—38 og 1639
rejste han med Orlov i Holland, Frankrig og England og overtog
derpaa Aug. 1639 Stillingen som Prinsens Hofmarskal; 1646 udnævntes
han tillige til hans Raad. Juni 1646 naturaliseredes han
som dansk Adelsmand. 1647 ledsagede han sin Herre paa dennes
Kurrejse til Sachsen og førte efter hans Død (paa Slottet Korbitz)
Liget tilbage til Danmark. Han var Enkeprinsessens Hofmarskal
og Gehejmeraad til 1652, da hun ægtede en tysk Hertug, men
levede mest paa Gaarden Hellerup (Vindinge H.), som han havde
faaet med sin Hustru. Kong Frederik III. havde imidlertid fattet
Tillid til og Godhed for sin afdøde Broders Raadgiver, anvendte
ham i flere Sendelser til tyske Fyrster og forlenede ham 1655 med
Ide og Marker Skibreder i Norge. Febr. 1657 blev han Generalkommissær
over den kongelige Hær, Jan. 1658 kgl. Hofmarskal og
Lensmand over Kbh.s Len (hvortil 1665 føjedes Ibstrup Gaard).
Under Hovedstadens Belejring havde han, som han selv skriver,
»usigelig stor Arbejd, Møje og Umage« i militære Hverv, især efter
at han Aug. 1659 var blevet Medlem af Krigsraadet. Statsomvæltningen
1660 gav Kongen Magt til yderligere Ophøjelse af sin
sachsiske Tillidsmand. 22. Nov. d. A. blev han Rigsraad, Rigsmarskal
og Assessor i Højesteret, Stats- og Krigskollegiet. 1661
fulgte han Prins Christian til Norge; s. A. blev han Medlem af
en Kommission til Nyindretning af Kancelliet. 1662 fik han Roskilde
Amt og blev Stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift; 1662—66
var han tillige Administrator af det tidligere Svendstrup Len,
1664—71 Inspektør over Merløse H., fra 1665 over Skovene i
Fr.borgAmt, 1675—81 Administrator af Abrahamstrup Amt. Alle-

512
v. Korbitz, Johan Christoph.
rede 1661 havde han deltaget i Forhandlinger angaaende de gottorpske
Klager; 1663 var han med i Forhandlingerne om Ægteskabstraktaten
med Kursachsen; 1664 gik han med H. Vind til
Sachsen for at besigtige Prinsesse Anna Sophies Livgeding; 1666
førte han efter Brylluppet hende og Kurprinsen til Sachsen; s. A.
forhandlede han (sammen med K. Hesse) om det hessiske Ægteskab,
og 1667 repræsenterede han ved Vielsen i Kassel Brudgommen
Kronprins Christian. S. A. satte Chrf. Gabel under Kansler
Lentes Sygdom ham midlertidig i Spidsen for Tyske Kancelli.
1669 var han paa en diplomatisk Sendelse til Gottorp. Til den
inderste Kreds af Frederik 111.s Raadgivere hørte han ikke, men
som den betroede og i Kurialier erfarne Hofleder havde han en
fast Position, som bevaredes under Christian V. Maj 1670 blev
han Medlem af det nyoprettede Gehejmeraad. 1671 fik han atter
Forsædet i Tyske Kancellis Kollegium. Han deltog 1670 i de
pfalziske Ægteskabsforhandlinger og førte 1671 Prinsesse Vilhelmine
Ernestine til Heidelberg. Han anvendtes ogsaa i Forhandlingerne
med Pløn og Brandenburg og var med til at afslutte
Allianqetraktaterne med Generalstaterne og Kejseren 1673 og 1674.
I ydrepolitisk Henseende hørte han til den kejserligsindede Fløj
af Konseillet. Han stod her sin Chef i Krigskollegiet Schack nær,
og i Statskollegiet fulgte han i Reglen ogsaa denne eller Kansler
Reedtz. En Særstilling indtog han kun 1671, da han som bigot
Lutheraner (med H. Vind) var mod Oprettelsen af et katolsk Kapel
ved den franske Ambassade i Kbh. Som Amtmand gav han lejlighedsvis
Udtryk for sin Betænkelighed ved det haarde Skattetryk,
som hvilede paa Bønderne; 1674 var han med til at gennemføre
en Lettelse i Godsejernes Rostjenestebyrde. Af hans militære Erfaring
blev der, foruden i Krigskollegiet, gjort Brug, da han 1673
blev Medlem af Kommissionen til Søetatens Nyordning og 1674
som en af de tre Generalkommissærer sattes i Spidsen for Hærens
Regnskabs- og Forplejningsvæsen. Han fulgte Christian V. til
Rendsborg 1675 og paa Felttoget til Skaane 1676. Efter Griffenfelds
Fængsling deltog han med Fr. Ahlefeldt i Forseglingen af
hans Papirer. Ved Ahlefeldts Udnævnelse til Kansler (Maj 1676)
fratraadte han sit Præsidium i Tyske Kancelli. Kun en kort Tid
varetog han (med H. Vind) Inspektionen over Kongens Skatkammer.
1677 nedlagde han under Alderens Tryk ogsaa Generalkommissariatsembedet,
da ogsaa Holmens og Søetatens Forvaltning
lagdes under dette. Han anvendtes dog vedblivende i en
Række Hverv. 1678 blev han Leder af Kronprins Frederiks Hof-

v. Korbitz, Johan Christoph. 513
stat; s. A. overdroges det ham (med H. Vind og v. Stocken) at
optage Statslaan hos formaaende Mænd; 1679 blev han Medlem
af Kommissionen til Styrelse af Hærens Finanser, 1680 af Kommissionen
til Revision af Rentemesterregnskaberne. Han ledsagede
ogsaa Kongen paa Rejser til Hertugdømmerne og Tyskland. I
Gehejmeraadet var han dog nu en sjælden Gæst. — K. var i den
unge danske Enevælde Hofmanden par excellence, en formfuld
og værdig Leder af Hoffets Forvaltning og Forretninger, tillige,
uden at være en Begavelse af større Dimensioner, en pligtopfyldende
Embedsmand, som ikke savnede administrative Evner. Som
en fremmed i det danske Samfund skyldte han Kongehuset sin
Position, og dette kunde altid trygt stole paa hans Loyalitet. Den
danske Adel protesterede 1662, da han i Rangforordningen sattes
over de gamle Rigsraader, og tvang Kongen til et delvist Tilbagetog,
men han hørte, Aristokrat til Fingerspidserne som han var og
mere Hof- end Statsmand, ikke til de fremmede, hvis Ophøjelse
virkede mest udæskende paa den. — Bl. R. 1663. — Maleri
af H. Dittmers (Fr.borg); Stik derefter af A. Haelwegh. Buste
sst. Portrætteret paa Maleriet af den udvalgte Prins (Orebygaard),
paa Heinr. Hansens Maleri 1880 af Arvehyldingen 1660
(Fr.borg) og paa et af Stikkene fra Kiels Universitets Indvielse
1665. Miniature i Gotha. — Hellerup tilfaldt efter J. C. v.
K.s Død uden Børn hans Halvbroder Hans Caspar v. K. (1629—
91), som Broderen havde ladet opdrage i Danmark, men som
1652 gik i sachsisk Tjeneste, og som døde som Arveskænk i
Henneberg. Dennes Søn Johan Christoph v. K. (d. 1726) blev
1723 dansk Generalmajor og 1725 Overkrigssekretær.
Selvbiografiske Optegnelser i Dsk. Saml., 2. Rk., VI, 1877—79, S. 279—85;
jfr. sst. S. 116—41, 369—79. Universitetsprogram over J. C. v. K., 1682.
A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld, I, 1893, S. 411 f. o. fl. St.
C. Christiansen: Bidrag til dansk Statshusholdnings Historie under de to første
Enevoldskonger, I—II, 1908—22. J. Lindbæk: Aktstykker og Oplysninger til
Statskollegiets Historie 1660—1676, I—II, 1903—10. L. Laursen: Danmark-
Norges Traktater 1523—1750, V—VI, 1920—23. Danmarks Adels Aarbog,
XL, 1923, S. 489 f- c 0. Bøggild Andersen.
Køster, Carl Janus Adolf, 1839—70, Farmaceut. F. 7. Juni 1839
i Randers, d. 2. Nov. 1870 sst., begr. sst. Forældre: Apoteker,
senere Landstingsmand, Justitsraad Schack Luneborg K. (1801
—76) og Henriette Petrine Winkel (1804—65). Gift 28. Dec.
1866 i Randers med Kirstine Marie Margrethe Juliane Rasmussen,
f. 20. Okt. 1845 i Randers, d. 11. Aug. 1902 sst., D. af Sko-
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Maris 1938. 33

516 Laage-Petcrsen, Holger.
har han utvivlsomt været den danske og specielt den københavnske
Engroshandel en fortrinlig Repræsentant, udadtil som en energisk
og værdig Talsmand for Handelsstandens Interesser i en for denne
overordentlig vanskelig Tid, indadtil som den, der mere end nogen
anden har formaaet at forlige de forskellige Modsætninger ved den
for ham typiske Blanding af Fasthed og Langmodighed. Som Formand
for Grosserer-Societetets Komite er han blevet draget ind
i meget andet Arbejde, dels vedrørende det nordiske Samarbejde,
dels som Præsident for Det internationale Handelskammers danske
nationale Komité, Hverv, som han omfatter med megen Interesse,
og dernæst som Formand for Tietgen Fonden og for Femern-Rute-
Komiteens danske Afdeling samt som Bestyrelsesmedlem i Otto
Mønsteds Fond. I en lang Aarrække har L.-P. desuden været
Medlem af Bestyrelsen for Foreningen af danske Manufaktur-
Grossister og fra 1934 for Bestyrelsen af Det forenede Dampskibs-
Selskab, hvis Formand han blev 1936. — R. 1927. DM. 1934. —
Maleri af H. Vedel 1935.
Holger Petersen: Min Slægtebog, 1918, S. 309. Jens Vestberg.
Laale, Peder, ca. 1350, Ordsprogsamler. Navnet P. L. nævnes
tidligst i et latinsk-svensk Glossar fra ca. 1440, knyttet til tre Ordsprog,
som stammer fra den Ordsprogsamling, der ogsaa i Danmark
har gaaet under hans Navn, siden den første Udgave, »omhyggelig
gennemrettet af lærde Mænd ved Kbh.s Universitet«, udkom 1506.
Han har ikke kunnet identificeres med nogen af de Mænd af
samme Navn, som kendes fra middelalderlige Breve; og om den
Titel »legista«, som tillægges ham i de ældste Udgaver, skal angive,
at han har været lovkyndig, eller om den blot stammer fra, at de
første Ordsprog angaar Lov og Ret, ved vi ikke. Snarest har han
været Skolemand og vel altsaa gejstlig, efter hans Latin at dømme
vist uddannet i Frankrig; og da hans Bog i udvidet Form er overført
til Sverige ikke længe efter 1400, og intet i den danske Sprogform
taler derimod, er den rimeligvis blevet til omkring 1350.
Gennem et Par Hundrede Aar har Bogen i flere Gange udvidet
Form været brugt som latinsk Lærebog, idet hvert dansk Ordsprog
ledsages af en »Oversættelse« i latinske Vers. Hensigten med disse
Vers var at indprente sjældne Ord, og derfor er Versene ofte vanskeligt
forstaaelige og lidet værdifulde for Disciplene. Derfor vilde
ogsaa Kong Christian II. have den udryddet af Skolerne, men
endnu ca. 1530 har Herluf Trolle lært efter den i Kbh.s Skole.
Han og hans samtidige har dog, ligesom Eftertiden, mest fæstet
sig ved de danske Ordsprog. Af de over 1000 forskellige Ordsprog,

Laale, Peder. 517
som den endelige Form rummer, er ganske vist en Del klassiske,
bibelske, kirkelige eller skolepædagogiske Sentenser, men Størstedelen
er ægte folkelige Fyndsprog, og som den ældste større nordiske
Samling af saadanne vil P. L.s mislykkede Skolebog altid have
en enestaaende Værdi. — Ordsprogsamlingen er udgivet 1506,
1508, 1515 (af Christiern Pedersen), 1614 (optrykt 1703), 1828
(af R. Nyerup), 1889—94 (af Axel Kock og Carl af Petersens)
og 1929 (af Aage Hansen og Chr. Behrend).
Ostnordiska och latinska medeltidsordspråk utg. av Axel Kock och Carl
af Petersens, 1889—94. Danske Studier, 1916, S. 87—96; 1930, S. 95 f.; 1936,
S. 129—37. Peder Laales danske Ordsprog, 1929, S. 7—12.
Marius Kristensen.
de La Beautnelle, Laurent Angliviel, 1726—73, Forfatter. F. 28.
Jan. 1726 i Valleraugue, Languedoc, d. 17. Nov. 1773 i Paris,
begr. sst. (Protestantisk Kgd.). Forældre: Købmand Jean Angliviel
(d. 1757) og Suzanne d'Arnal (d. 1729). Gift 23. Marts 1764 i
Toulouse med Rose-Victoire de Lavaysse (gift i° med Jacques
Nicol), der overlevede ham.
de La B. var opdraget i Jesuitterkollegiet i Alais, men havde
siden studeret reformert Teologi i Geneve. 1747 kom han til Kbh.
som Hovmester for Overjægermester v. Grams Sønner. Beleven
og ærgerrig som han var, fik han hurtigt Indpas i fornemme Kredse
og vakte desuden en vis litterær Sensation ved Udgivelsen af »La
Spectatrice Danoise ou l'Aspasie moderne«, et lille Blad, der (med
Afbrydelse) udkom to Gange om Ugen 1748—50. Indholdet er
meget broget, Formen spirituel, de La B. hylder Montesquieu
og har i øvrigt lært af La Rochefoucauld og La Bruyére; han har
været et journalistisk Talent, der uden dybere Overbevisning forstod
at arrangere Oplysningsideer i let Servering og give Underholdningen
et feminint-galant, undertiden frivolt Anstrøg. I Foraaret
1750 udnævntes han til Professor i fransk Sprog, »dog uden
at have noget enten med Academiet eller Consistorium at bestille«.
Fra Jan. n. A. holdt han under stort Tilløb Forelæsninger paa
Charlottenborg. Men allerede det følgende Efteraar var han færdig
i Kbh. Man havde baaret over med, at han i sin »Spectatrice«
ugenert havde kritiseret danske Forhold og luftet frisindede Anskuelser,
men da han Sept. 1751 udsendte Aforisme-Samlingen »Mes
Pensées«, hvor det vrimlede med dristige Udtalelser, og hvor der
stod Ting, som Censor havde strøget i Manuskriptet, maatte han
fortrække. Han tog først til Berlin, siden til Frankrig; »Mes Pensées«,
der især blev kendt under sin Kolumnetitel »Qu'en dira-t-on«,

5i8
de La Beaumelle, Angliviel.
opnaaede europæisk Succes og udkom i mindst tolv Udgaver i
Berlin, Paris, Amsterdam og London. I fransk Litteraturhistorie
mindes de La B. imidlertid kun som en prominent Fjende af
Voltaire, der to Gange skaffede ham i Bastillen, men som ikke
kunde hindre, at han til sidst opnaaede kgl. Understøttelse som
Mme Dubarrys Protegé. I Danmark havde han vakt Holbergs
Mishag, dels som Projektmager, dels ved at tage de Reformerte og
Frimurerne i Forsvar over for ham og ved en meget nærgaaende
Skildring af Forfatteren »Plautiberg«, der tydelig nok skal være
Holberg, hvem han andetsteds med Navns Nævnelse kalder »l'illustre,
le grand, l'incomparable«. Ogsaa ved sin noget overlegne
Omtale af den danske Skueplads krænkede han Holberg; men
han har i øvrigt Æren af at indføre dramaturgisk Kritik i Kbh.
Hans Indflydelse har næppe været stor. Hvor berettiget hans
Kritik af Lakajismen, Rangsygen, Bøndernes Undertrykkelse o.s.v.
end er, har den dog været for letbenet til at gøre Virkning. Hans
andenhaands Behandling af gammelnordisk Litteratur var heller
ikke af Betydning; i den Retning blev han ganske overfløjet af
Mallet (s. d.). Blandt de La B.s efterladte Papirer vidner en ufuldendt
historisk Roman »Mémoires du grand chancelier de Danemarck
écrits par lui-méme et traduits du Danois« (1754) om, at
han siden lejlighedsvis mindedes sit Ophold her, som blot var en
mindre væsentlig Episode i hans omtumlede Liv. — Stik af Augustin
de Saint-Aubin 1775.
P. M. Stolpe: Dagspressen i Danmark, IV, 1882, S. 128, 244—51. Hist.
Tidsskr., 7. Rk., I, 1897—99; II, 1899—1900 (se Registrene). J. Paludan:
Fremmed Indflydelse paa den danske Nationallitteratur, II, 1913 (se Registeret).
Archiv fur das studium der neueren sprachen, 136.—137. bd., 1917—18
(med yderligere Litteraturhenvisninger). Edda, XXIX, 1929, S. 207—15.
Hakon Stangerup: Romanen i Danmark i det 18. Aarh., 1936 (se Registeret).
Frederik Schyberg: Dansk Teaterkritik, 1937 (se Registeret). P P ir
Lachmann, Niels, 1691—1763, Præst, historisk Samler. F. 29.
Jan. 1691 i Gudum, d. 2. Maj 1763 i Vester Tørslev, begr. sst.
Forældre: Sognepræst, Mag. Jørgen L. (1659—1715) og Ellen
Namesdatter Rud (d. 1715). Gift 1° 17. April 1720 i Kbh. (Trin.)
med Margrethe Seiling, f. 20. Juli 1680 i Viborg, d. 23. Febr.
1726 i Vester Tørslev, antagelig D. af Sværdfeger Christen S.
2 0 10. Okt. 1727 i Mariager med Ide Kirstine Friedlieb, døbt 11.
Maj 1709 i Ansager, d. 28. Nov. 1748 i Vester Tørslev, D. af
Sognepræst i Ansager, senere i Mariager, Konsistorialraad, Provst
Philip Heinrich F. (1676—1750) og Christiane Elisabeth Borncmann
(1693—1769).

520 Lacoppidan, Adolph.
gerningen, men hans mangeaarige Arbejde i Landbrugsskolens
Tjeneste. 1856—79 var han Overlærer ved Den Classenske Agerbrugsskole
paa Næsgaard, og til Lærergerningen var han fortrinlig
egnet. Hans grundige teoretiske Kundskaber og praktiske Erfaring,
hans lyse Forstand og livlige Sind skaffede ham stor Indflydelse
baade paa Eleverne og de mange Landmænd, som han kom i
Berøring med, og i væsentlig Grad bidrog han til at skabe Ry om
Skolen paa Næsgaard. Paa Landhusholdningsselskabets Opfordring
skrev han en »Agerdyrkningslære«, der udkom 1860, og som
med sin store Udbredelse (16 000 Eksemplarer) og mange Oplag
(6. Opl. 1883) kom til at indtage en særlig fremtrædende Stilling
i Tidens Landbrugslitteratur. Den var i lange Tider det mest
læste danske Landbrugsskrift og blev af megen Værdi for alle
Klasser af Landmænd, selv om den særlig var beregnet for de mindre
Jordbrugere. Baade i England og Sverige udkom den i Oversættelse.
L.s Fortrin som Landbrugsforfatter skyldtes for en væsentlig
Del hans særlige kemiske Uddannelse, der gjorde det muligt
for ham at udnytte og popularisere de store Fremskridt i Agrikulturkemien,
som bl. a. ved Liebigs Arbejde havde fundet Sted omkring
Midten af Aarhundredet. — R. 1869. — Maleri og Blyantstegning
af Wenzel Tornøe i Familieeje. Træsnit 1881.
Stamtavle over Familien Lacoppidan, 1914, S. 22 f. Ugeskrift for Landmænd,
6. Rk., IX, 1885, S. 54 ff. Gamle Minder eller det Hammerum Herred,
som forsvinder, ,889, S. 152 f. ^ ^ M M r ø (ff ^ f e / ; >
la Cour, se Cour, la.
Ladiges, Hinrich, 1731—1805, Sukkerraffinadør. Døbt 14. Jan.
1731 i Altona, d. 4. Marts 1805 i Kbh. (Petri), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Sukkerbager Ditmer L. (ca. 1698—1764) og Margaretha
Homann. Ugift.
Den i Tyskland oplærte unge Sukkerraffinadør fik allerede 1752
Eneret paa Anlæggelse af et Raffinaderi i Aalborg og i Viborg.
Kun det sidstnævnte blev til Virkelighed, og med Regeringens
Billigelse forlagde han 1757 sin Virksomhed til Kbh., hvor han fra
1776 drev to Raffinaderier. Han tjente en Formue paa denne
Virksomhed og blev en af Landets rigeste Mænd. Han ejede den
smukke Købmandsgaard Gammel Torv Nr. 14, og han forblev
ugift til sin Død, efter at et Frieri til J. L. Zinns unge Datter
Sophie var blevet afvist af denne, skønt Faderen varmt støttede
sin gamle Forretningsforbindelse i dette for begge Parter saa vigtige
Anliggende. Ved sin Død efterlod L. sig henved 1 % Mill. Rdl.

de La Fouleresse, Jean Payen. 523
chargé d'affaires i London og oplevede her Bogens Succes. Blandt de
Modskrifter, »An Account« foranledigede, var det betydeligste forfattet
af en ung engelsk Aristokrat, Will. King, Dr. jur. fra Oxford;
han var af den dansk-norske Præst i London, Iver Brinck (s.d.1, og af
de La F. blevet forsynet med Oplysninger om danske Forhold til
Polemikken mod Molesworth. Kings »Animadversions On a Pretended
Account of Denmark« (1694) blev nu af de La F. oversat
til Fransk, idet han hjemmefra tillige blev forsynet med Materiale
til Belysning af den engelske Gesandts Person og Virksomhed
i Kbh. Dette blev indarbejdet i Kings Skrift, og den saaledes
udvidede franske Udgave udkom (anonymt) 1696 under Hovedtitlen:
»Deffence du Danemark«; en ny, yderligere udvidet Udgave
udsendtes s. A. Det dygtige lille Arbejde bidrog til at bøde
paa den Skade, Molesworth havde voldt Danmark. Allerede til
Anden-Udgaven af »Deffence« var knyttet en Redegørelse for
Stridighederne mellem den danske Krone og Gottorp. Paa Foranledning
af v. Ehrenschild og T. B. v. Jessen udgav de La F. 1696
(1697) og 1700 andre franske Smaaskrifter om samme Emne. —
de La F. synes at have forladt dansk Tjeneste kort efter Tronskiftet
1699. Den franske Minister i Kbh. omtaler 1689 de La F. som
Kammerjunker; sandsynligvis har Titlen været fransk. I Gehejmeregistraturen
for Febr. 1697 kaldes han Kancelliraad. — Hans
Skæbne efter 1700 er ukendt; Formodningen om, at han efter at
have forladt Danmark skulde have taget Ophold i Holland, hvor
hans sidst kendte Skrifter er udgivet, bekræftes ikke af de derværende
fransk-reformerte Samfunds Registre.
Chr. H. Brasch: Om Robert Molesworth's Skrift, 1879. Franz v. Jessen:
Bibliographie de la Littérature francaise relative au Danemark, 1924, S. 146 ft'.
Samme: En slesvigsk Statsmand, I, 1930, S. 150 ff. Louis Bobé: L'immigration
des Francais en Danemark (i Le Danemark dans ses rapports avec la France,
'935, • 33)- Franz v. Jessen.
Lalide, Gerhard Ludvig, 1765—1833, Kobberstikker. F. 19. Okt.
1765 i Bremen, d. 30. Nov. 1833 i Kbh. (Frue), begr. sst. (Ass.).
Forældre: Skræddermester Johann Friedrich L. og Catharina
Margrethe Drucker. Gift i° 5. Juli 1796 i Kbh. (St. Hans Hosp.)
med Anna Charlotta Diederica Eleonora Werner, døbt 19. Febr.
1777 i Grabow, d. 8. Aug. 1803 i Kbh. (Petri), D. af Skomagermester
Frantz Peter W. (ca. 1753—97) og Margaretha Elisabeth
Hadermann (ca. 1750—94). 2° 1. Nov. 1820 i Kbh. (Trin.) med
Marie Taanum, f. Larsen, antagelig f. 22. Okt. 1789 i Kbh.
(Fødsst.), d. 8. Okt. 1876 i Haderslev, D. af Brygger L.

524 Lah.de, G. L.
Efter at have gaaet syv Aar i Latinskole i Bremen blev L. sat i
Guldsmedelære i Kiel, hvor han blev Svend. Da han ønskede at
uddanne sig som Kunstner, tog han 1787 til Kbh. og kom ind paa
Kunstakademiet, hvor han bl. a. lærte den unge Thorvaldsen at
kende. For at tjene til sin Uddannelse arbejdede han samtidig
som Guldsmed, men med ringe økonomisk Resultat. Han gennemgik
Modelskolen og lærte at stikke i Kobber hos J. F. Clemens.
1791 fik han den store Sølvmedaille og 1792 den lille Guldmedaille
for det ret grove Kobberstik »Abraham og Hagar«. 1792 fik han
dansk Indfødsret. Hans akademiske Løbebane var fuld af Modgang.
1793 stak han Jens Juels Portræt af Aug. Hennings og forsøgte
uden Held at blive agreeret ved Akademiet med dette, og
1796 indleverede han, ogsaa forgæves, det ret tomme, store Stik
efter Graffs Portræt af Hertugen af Augustenborg. Til Gengæld
havde han Heldet med sig som Portrætstikker og Tegner. 1799
blev han Hofkobberstikker, 1803 var han paa en Udenlandsrejse
for Fonden ad usus publicos, og 1805 var han i Stand til at købe
sig et Hus i Gothersgade, hvor de unge Malere C. W. Eckersberg
og J. H. Senn boede hos ham og arbejdede for ham. Han drev
ved Siden af sit Kobberstikkerarbejde en ret omfattende Udgivervirksomhed.
— Trods al Færdighed i at arbejde med og kombinere
de grafiske Teknikker er L.s kunstneriske Betydning kun ringe,
mens hans Arbejder historisk og kulturhistorisk set er af Værdi.
Hans talrige smaa Portrætter, ikke blot udført som Stik og Raderinger,
men ogsaa tegnede Miniaturer, gør med deres omhyggelige
Udførelse et troværdigt Indtryk, og hans populære topografiske,
historiske og satiriske Blade interesserer ved deres Præg af Aktualitet.
Mange af hans Arbejder, der ofte er haandkolorerede af hans
Døtre eller Medhjælpere, fremkom i Serie- eller Bogform som
f. Eks. Christiansborgs Brand 1794, Branden i Kbh. 5.—7. Juni
1795, »Samling af fortjente Mænds Portraitter« (1798—1806, udg.
sammen med R. Nyerup), »Mindesmærker paa Assistentskirkegaarden
ved Kjøbenhavn« (1801—11), »Portrætter med Biografier«
(1805—06), »Tolv Figurer efter Thorvaldsen« (1814), Elementarværk
i Tegnekunsten 1815, Broderimønstre etc. Desuden bør
nævnes talrige Vignetter (ofte efter Abildgaard), Scener fra Kbh.s
Bombardement 1807 og Englænderkrigene, patriotiske Mindeblade
samt forskellige Rækker med danske Klædedragter. Udførelsen af
disse med L.s Navn signerede Krigs- og Dragtbilleder samt Suiten
»En falden Piges Historie« har Maleren Sophus Jiirgensen for nylig
tilskrevet J. H. Senn; Problemet er endnu ikke afklaret og bliver
det muligvis aldrig paa Grund af det intime Samarbejde, der har

Lahde, G. L. 525
været mellem de to Kunstnere. — Maleri og Tegning i Familieeje.
To tegnede Silhouetter (Fr.borg). Tegning af Senn, som
kaldes G. L. L., maa antages at forestille Fr. Matthison (sst.).
Akvarel, formentlig af Senn (sst.). Stik af Senn. Radering af W.
Heuer, formentlig efter tegnet Selvportræt.
Katalog over L.s Dødsbo Auktion 30. April 1834. F. C. Krohn: Saml. til
en beskrivende Fortegnelse over danske Kobberstik, Raderinger m. m., I,
1889, S. 134—42. Sophus Jiirgensen i Samleren, I, 1924; II, 1925; VIII,
1931, S. 168—73; IX . !932, S. 20—26, 40—46, 65—74, 105—09, 123, 185—92.
Jørgen Sthyr.
Lahn, Johan Mathias, 1728—1802, Handskemager og Legatstifter.
F. 10. Dec. 1728 i Hamburg, d. 1. Okt. 1802 i Odense,
begr. sst. Forældre: Gæstgiver Johan Mathias L. (gift 1° 1716
med Catharina Christina Biinger, d. senest 1723) og Margrethe
Dibbern (Dober) (ca. 1681—1769, gift 2° med Musikant ved
General Neubergs Regiment Christian Schaaf). Ugift.
Efter sin fattige Faders tidlige Død kom L. sandsynligvis med
Stiffaderen til Regimentets Kvarter i Odense, hvor en Moster og
hendes Mand Trompeter Volchmar ved Flid og Dygtighed samlede
en Formue væsentlig ved at sy og forhandle Handsker. Dette
barnløse Ægtepar tog L. til sig og oplærte ham i Musik, saa at han
efter 1746 at have faaet Lærebrev i at blæse paa Trompet og slaa
Hærpavker blev Trompeter ved General Neubergs Regiment, og
desuden kom han ogsaa ind i Handsketilvirkningen. Efter Plejeforældrenes
Død overtog han 1763 som Universalarving en Gaard
i Nedergade samt deres Handel og Formue med Forpligtelse til ikke
at gifte sig og at lade de efterladte Midler blive til Hjælp for
trængende. Han tog nu sin Afsked fra Regimentet og udvidede
ved streng Orden og Økonomi i væsentlig Grad Virksomheden,
idet han handlede med Handsker ikke blot i Tyskland, men paa
Holland, Triest og Livorno. Forholdene var saa store, at der ved
hans Død fandtes 16 000 Par færdige Handsker og en Kassebeholdning
paa 15 000 Rdl. Han var en godgørende og gudfrygtig Mand,
der elskede Musik og Bøger, men saa korpulent og astmatisk, at
han fra sit 42. Aar kun forlod sit Hus for om Søndagen at gaa i
Frue Kirke, og fra 1787 maatte han ogsaa opgive dette. Hans
Testamente, oprettet 1799, indeholdt meget detaillerede Bestemmelser
om »Lahns Stiftelse for hjælpeløse Børn«, der skulde indrettes
i Ejendommen i Nedergade, og Fundatser for to Legater paa
henholdsvis 20 000 Rdl. og 10 000 Rdl. for gamle Mænd og
Enker og for fattige Jomfruer, mens Resten af hans Formue, der

526 Lahn, Johan Mathias.
ved hans Død beløb sig til ca. 10 ooo Rdl., tilfaldt Stiftelsen, der
skulde give fattige Børn i Odense Kost, Klæder og Undervisning,
og som siden har bestaaet, støttet ved tilkomne Legater, og nu
væsentlig er en Bespisningsanstalt og et Fritidshjem. — Maleri,
maaske af C. A. Lorentzen, i Stiftelsen. — Monument paa Vor
Frue Kirkegaard, Odense.
Christian Iversen: Tale holden ved Examen i Lahns Stiftelse 10. Dec. 1807,
1808. Fundatzer for afgangne Handskehandler Johan Mathias Lahns 3de
Stiftelser, 1805. Jubelfesten i Lahns Stiftelse 11. Dec. 1854, S. 31—50. C. T.
Engelstoft: Odense Byes Historie, 2. Udg., 1880, S. 362 f., 434 f., 462 f. S. Hempel:
Lahns Stiftelse gennem hundrede Aar, 1904.
C. Nyrop (Hans Knudsen*).
Lambek, Hans Christian Laurids Christensen, f. 1870, Filosof.
F. 10. Okt. 1870 i Sønder Lem. Forældre: Gaardejer Jens Christian
Christensen (1830—1916) og Mette Kirstine Nielsen (1830—
191 o). Navneforandring 26. Okt. 1891. Ugiff.
L. blev Student 1889 fra Døckers Kursus, tog Filosofikum n. A.
og studerede et Par Aar Filosofi ved Universitetet, men tog ingen
afsluttende Eksamen. 1894—97 var han Skolebestyrer i Jyderup,
1899—1902 Lærer ved Det danske Selskabs Skole i Kbh. og
1908—26 Bestyrer af Horslunde Realskole. 1902—04 var han
Udgiver og Redaktør af »Tidsskrift for Aandskultur og Menneskekundskab«
og 1919—20 Redaktør af »Retsstaten«. — Foruden en
Digtsamling (»Vide Egne«, 1892), nogle litterære Essays (»Fire
kritiske Studier« (1896) og »Bidrag til Ibsen-Kritiken« (1899)),
en dansk Læsebog for Begyndere (1903) og »Tilføjelser til dansk
Sproglære« (1922) har L. offentliggjort talrige Artikler, Afhandlinger
og Skrifter, overvejende af psykologisk og filosofisk Art, af
hvilke følgende skal nævnes: »Udkast til en sjælelig Bevægelseslære«,
I—III (1901—06), »Supplementhefte til Tidsskrift for Aandskultur«
(1904), »Verdsligt Aandsliv« (1906), »Indledning til Kulturens
Filosofi« (1908), »Om social Retfærdighed paa Grundlag af Ejendomsret«
(s. A.), »Om psykologiske Beviser« (1909), »Personlig
Kultur« (n. A., 3. Udg. 1933; svensk Udg. 1924 (3. uppl. 1929)),
»Fremskridt« (1912), »Dagligdagen. Smaa Studier over Sammenhæng
og Opløsning i Sjælelivet« (1914), sammen med Sev. Christensen
og Axel Dam »Retsmoral i Privatliv og Statsstyre« (1916;
paa Svensk s. A.), »Retsmoralske Grundrids« (1918), »Om Vurderingsproblemet«
(1921), »Livsvurdering« (1923), »Religion. En
Vurderingsbetragtning« (1924; svensk Udg. s. A.), »Træk af vor
Erkendelses Psykologi. Til Afvisning af det logiske Princips Overherredømme
i Erkendelsen og Livsvurderingen« (n. A.), »Menneske-

528 Lambak, Mads.
og samfundsmæssige Spørgsmaal og var Elev paa Vallekilde Højskole
1884—85 og paa Askov Højskole 1888—89. J 885 overtog
han Gaarden Gammel Bjerg i Lem, som han drev til 1920. Hans
solide Dygtighed som Landmand tillige med hans Karakters Redelighed
og hans gode Evner til Samarbejde skabte ham en sikker
Position særlig blandt de jyske Landmænd, der valgte ham til en
lang Række vigtige Tillidsposter i det landøkonomiske Foreningsarbejde.
1902—18 var han Formand for Ulfborg-Hind Herreders
Landboforening og fortsatte derefter som Næstformand. 1902—05
og 1917—19 var han Formand for De samvirkende Landboforeninger
i Ringkøbing Amt. 1905 blev han Medlem af Bestyrelsen
for Foreningen af jydske Landboforeninger, og fra 1917 til sin Død
var han Foreningens Næstformand og var samtidig Medlem af
De samvirkende danske Landboforeningers Bestyrelse og Forretningsudvalg.
1919 blev han tillige Medlem af Landbrugsraadet.
Andelsbevægelsen havde i L. en virksom Forkæmper, og han havde
Del i Ledelsen bl. a. af Jydsk Andels-Foderstofforretning. Ogsaa i
Arbejderforsikringsraadets Landbrugsafdeling havde han Sæde og
fra 1931 i Hedeselskabets Bestyrelse. 1918—24 sad han i Folketinget,
valgt af Venstre i Skanderborg Amt. L. var en jævn og
vennesæl Mand, der ikke gjorde sig gældende ved kraftig Fremtræden,
men var respekteret for sit dygtige saglige Arbejde. —
R. 1928.
Ugeskrift for Landmænd, LXXVIII, 1933, S. 458. Vort Landbrug, LU,
s. A., S. 378. Jydsk Landbrug, XV, s. A., S. 48o f. Ahg[ Mmhers,
Lamm, Aron Frederik, 1856—1928, Vekselerer, Kommunalpolitiker.
F. 3. Maj 1856 i Kbh. (Mos.), d. 7. April 1928 sst. Urne
paa Frbg. Kgd. Forældre: Vekselerer David L. (1817—80) og
Betty Geber (1822—1907). Gift 15. Maj 1896 paa Frbg. med
Anne Marie Pedersen, f. 8. Juli 1860 i Herlev, d. 19. April 1931
i Kbh., D. af Husmand, senere Mælkeforpagter Lars P. og Maren
Sophie Simonsen.
L. blev uddannet som Vekselerer i Faderens Forretning, Firmaet
M. H. Cohen & L., der var etableret 1854. 1880 indtraadte han
i Firmaet, hvis Eneindehaver han blev 1903. Hans ansete Stilling
inden for Fagfællernes Kreds medførte, at han blev Medlem af
Kursnoteringsudvalget og dettes Næstformand indtil 1920 og derefter
Næstformand i Fondsbørsmedlemmernes Repræsentantskab
og Medlem af Kbh.s Fondsbørs efter den ved Lov af 4. Okt. 1919
trufne Ordning. Endvidere var han Medlem af Grosserer-Societetets
Komite 1914—19. Som mangeaarig Tilhænger af Socialdemo-

Lamprecht, Lilly. 531
April 1911; det blev et Parti, hun kom til at synge mange Gange
ogsaa ved Friluftsforestillingerne i Dyrehaven 1915. L. L. tilhørte
Operaen til 1931 og udførte i den Tid en lang Række Partier.
Som vigtigste Aktiv i hendes Kunstnerløbebane maa regnes en
sikker musikalsk Følelse, der sammen med hendes lyse Sopran og
betydelige dramatiske Evner placerede hende blandt Operaens
Hovedkræfter. Inden for et særligt Felt, Drengerollerne, opnaaede
hun sikkert sine største Sejre, hvor langt de end kunde ligge fra
hinanden i Karakter og Temperament, lige fra Mozarts Cherubino
over Hyrden i »Tannhåuser« og Gemmy i »Wilhelm Tell« til
Drengene i »Pelléas og Melisande« og »Boris Godunof« og for at
nævne et dansk Eksempel Jan i Fini Henriques' »Stærstikkeren«.
Af øvrige vigtige og skelsættende Partier i L. L.s Teatertid maa
nævnes Madame Butterfly, Margrethe i »Faust«, Aase i »Drot og
Marsk« og Sophie i »Rosenkavalleren«, fire betydelige Ydelser,
endvidere Grevinden i »Susannes Hemmelighed«, Eurydike og Eros i
»Orpheus og Eurydike«, Papagena, Manon Lescaut, Antonia i »Hoffmanns
Eventyr«, Rosina i »Barberen i Sevilla«, Anuna i »Kaddara«
og den Rolle, hvori hendes musikalske og dramatiske Evner mere
end andet Sted supplerede hinanden paa fortræffelig Vis, Rich.
Strauss' Salome. L. L. har ogsaa efter sin Afgang fra Det kgl.
Teater en enkelt Gang ladet sig høre fra sin gamle Scene og har
i øvrigt sunget i Radio og ved Koncerter. — Kgl. Kammersangerinde
1922. — Ingenio et årti 1937.
Nationaltidende 25. April 1919. G. Lynge: Det kgl. Teaters Operafører, 1919.
Nils Schiørring.
V. d. Laricken, Egidius (Ægidius), 1580-1631, gottorpsk Overhofmester
og Gehejmeraad. F. 17. Aug. 1580, d. 15. Nov. 1631 i Preetz,
begr. i Kiel (Nikolai K.). Forældre: Gottorpsk Hofmester, Raad
og Amtmand Egidius v. d. L. d. Æ. (d. 1586) og Gertrude Wittorp.
Gift i° 1616 med Lucia Blome, f. 18. Marts 1576, d. 2. Dec. 1624,
begr. i Kiel (gift i° med Matthias Rantzau til Hohenfelde, 1568—
1615), D. af gottorpsk Landraad og Amtmand Heinrich B. til
Oppendorf m. m. (1545—1600, gift 2° ca. 1580 med Abel Rantzau,
d. tidligst 1626) og Adelheid v. Buchwald (1553—77). 2° 1625
med Margaretha Reventlow, d. senest 1633, D. af Iven R. til
Stocksee, Lammershagen m. m. (d. 1628) og Anna Bertramsdatter
Pogwisch til Doberstorf (d. senest 1623).
E. v. d. L. tilhørte en uradelig riigensk Slægt, som var udbredt
i Mecklenburg og Pommern og kom til Gottorp med hans Fader.
Efter Forældrenes Død tog Enkehertuginde Christine sig af hans
34*

532 v. d. Lancken, Egidius.
Opdragelse; han gik i Bordesholmgymnasiet og studerede siden i
Tiibingen, Frankrig og Padova. 1604 blev han Raad og Kammerherre
hos Ærkebiskop Johan Frederik af Bremen, senere Amtmand
i Cismar, Neustadt og paa Femern. 1616 valgtes han til Domprovst
i Liibeck og fik s. A. Bestalling som Hertug Frederik III.s
Overhofmester (et nyt, for ham oprettet Embede) og Gehejmeraad,
samtidig med at han beholdt sine bremiske Embeder. 1622
blev han tillige Amtmand i Kiel og Bordesholm, 1625 Klosterprovst
i Preetz, 1629 (ifølge Moller) Amtmand i Gottorp. Han var i
Kraft af sine Embeder den ledende Personlighed i gottorpsk Hofog
Finansforvaltning og havde ogsaa en afgørende Indflydelse paa
Hertugens Ydrepolitik. Han vilde hævde Gottorps Selvstændighed
over for den danske Konge i nær Tilslutning til Kejseren og blev
derfor snart ilde lidt af Christian IV. Da han 1617—21 søgte at
faa Hertugens Broder Adolf gjort til Koadjutor i Bremen i Stedet
for Kongens Søn Frederik, skrev Kongen (1620) om ham: »Den
Ægidius regerer alt Spillet. Hvorhen han inklinerer, derved bliver
det«. Efter Christians Valg til Kredsoberst i den nedersachsiske
Kreds 1625 betonede E. v. d. L., at Kredsdefensionen ikke skulde
forstaas som rettet mod Kejseren; da Krigen kom, stræbte han
efter Evne at holde de gottorpske Lande uden for den og at mægle
mellem Konge og Kejser. I dette Øjemed drog han Okt. 1626 til
Tilly og fik 1627 Kurfyrsten af Sachsen til at overtage Mæglerhvervet.
1628 indlod han sig i Forhandlinger med Wallenstein,
hvem han bl. a. var villig til at give Ret til Skibsbygning i Frederiksstad,
og bidrog til at faa Fredsmødet i Liibeck i Stand.
Her mødte han som Leder af de gottorpske befuldmægtigede, og
skønt Kongen, mod de danske Raadsforhandleres Ønske, arrigt
afviste hans bona officia, fik han hemmelige Underhandlinger i
Gang mellem Wallenstein og Danskerne og havde sikkert en ikke
ringe Andel i den endelige Fred. Kongens Naade vandt han dog
aldrig trods baade Hertugens og de danske Raaders Mellemkomst;
flere Aar efter hans Død gav Christian IV. Udtryk for sit usvækkede
Had. Sin Herres Naade bevarede han derimod til det sidste i
fuldt Maal, skønt han skal have været forhadt af Almuen for sit
»tyranniske pharaoniske« Regimente. Med sin 2. Hustru kom han,
dog vistnok ikke uden Skyld fra hendes Side, i bitter Strid; hun
flygtede fra ham og fik ved den paafølgende Proces hans Gods
Stocksee sekvestreret (1630). Han døde barnløs.
P. Griiger: Christliche Leichsermon auf Å. v. d. L., 1632. J. Moller: Cimbria
literata, I, 1744, S. 323 f. J. A. Fridericia: Danmarks ydre politiske
Historie 1629—1660, I, 1876. C. F. Bricka og J. A. Fridericia: Kong Christian

Landt, Jørgen. 535
historiske Afdeling endnu har Værd. En engelsk Oversættelse under
Titlen »A description of the Feroe Islands, containing an account
of their situation, climate, and productions, together with the
manners and customs of the inhabitants, their tråde etc, by the
Rev. G. Landt« udkom 1810. I Naturhistorie-Selskabets Skrifter,
IV, 1. Hæfte, 1797, S. 38—43, h?r L. desuden skrevet »Om
tvende færøske Bløddyr«. Antm Dggn
Lang, Bo Mogensen, d. 1423, Biskop i Aarhus. D. 1423, begr.
i Aarhus Domkirke. Forældre: Borger i Roskilde Mogens L. og
Mærede.
B. M. L. drog til Udlandet for at studere; hans Navn staar indskrevet
i det juridiske Fakultets Matrikel i Prag 1378. Han opnaaede
Kanonikater i Roskilde og Ribe og blev 1395 Biskop i
Aarhus; senere hed det, at Kapitlet havde valgt en anden, men
at B. M. L. »paa eget Æventyr« rejste til Rom og fik Embede og
Vielse af Paven. Formodentlig har Dronning Margrete støttet
ham. I B. M. L.s Tid fik Aarhus Domkirke betydelige Gaver til
Bygning og Gudstjeneste af Dronningen, men Biskop og Kapitel
maatte paa den anden Side forstrække Kronen med Laan. B. M.
L. byggede et Kapel ved en Bro over Gudenaa (Vor Frue Kapel
ved Bræstenbro) og opførte ved Domkirken et Kapel med Alter,
hvortil han lagde meget Gods. Han ejede mange Gaarde rundt
om i Jylland og havde Skanderborg og Bygholm i Len af Kronen.
Til Bispestolen erhvervede han — bl. a. ved Hjælp af Laan hos
Slægtninge — Aakær, der siden lige til Reformationen var Aarhusbispernes
Borg. Men under alt dette havde han næppe altid nøje
Rede paa, hvad der hørte Bispestolen til, og hvad der var hans eget,
et Forhold, der efter hans Død gav Anledning til Strid mellem
Kronen og Aarhus Bispestol. — B. M. L.s Ligsten findes endnu i
Aarhus Domkirke. Den har en Indskrift, som er stærkt slidt, og
et Billede af Bispen i fuld Figur; ved hans højre Side ses hans
Vaaben: et Dyrehoved over et tværdelt Felt. Hans Broder Kanniken
Jens Mogensen førte samme Vaaben.
Scriptores rerum Danicarum, VI, 1786, S. 515. Ældste dsk. Archivregistraturer,
II, 1860, S. 165. Dsk. Mag., 4. Rk., I, 1864, S. 353—59. Kr.
Erslev: Erik af Pommern, 1901, S. n8f. Henry Petersen: Danske gejstlige
Sigiller fra Middelalderen, 1886, Nr. 732, 733, 751.
Ellen Jørgensen (Kr. Erslev).
Lang, Mads, d. 1557, Biskop i Aarhus. D. 16. April 1557, begr.
i Aarhus Domkirke. Gift med Karine, der overlevede ham.

536 Lang, Mads.
Troværdig Aarhustradition meddelte (ca. 1592), at M. L. var
fra Hardsyssel og havde været Rektor i Slagelse inden sin reformatoriske
Virksomhed. Da hans Gravskrift bekræfter, at han først
»styrede Skoler«, har han sikkert haft Tidens almindelige klerikale
Uddannelse, hvorfor Paulus Helie's Betegnelse af ham (1531) som
»en ulærd Mand« ikke kan tages bogstaveligt. I alt Fald før Sommeren
1529 var M. L. luthersk Prædikant i Randers og fremkaldte,
sammen med en tidligere Franciskaner, en saa stærk Bevægelse,
at Magistraten allerede i Begyndelsen af 1531 vilde forbyde al
katolsk Gudstjeneste. Efter M. L.s og hans Fælles Opfordring
indbød man dog først, men forgæves, Paulus Helie til offentligt
at »disputere« med dem om Messens Forsvarlighed. Virkningsløst
blev dennes Forsvarsskrift til Randers (om Messens »Kanon«) med
det Indledningsbrev af 18. April, der advarede mod »de forløbne
Skalke og ublu Hunde«, som var Skyld i Byens Frafald. Den af
Prædikanterne, der kaldes »en selvgjort Præst«, er M. L. (som en
Tilskrift i et Eksemplar af Skriftet viser). M. L. havde altsaa ikke
katolsk Præstevielse; antagelig var han da ordineret ved »Introduktion«
af Hans Tausen (der senest Sommeren 1529 forlod Jylland)
efter at have modtaget en formelig »Kaldelse« af Randers
Magistrat. Muligvis har han forinden faaet evangelisk Undervisning
i Jørgen Sadolins Præsteskole i Viborg. 31. Maj 1530 kaldte
Rigshofmesteren, som Kongen havde givet Graabrødrekloster, M. L.
til Præst ved Kirken der.
At Samtiden regnede M. L. til de ypperste blandt »Prædikanterne«,
viste hans Indkaldelse til »Konvokatsen« Jan. 1537 i Odense,
der udarbejdede Udkastet til Danmarks nye Kirkeordning. Hans
Navn staar da under den latinske »Kirkeordinans« af 1537; samtidig
(2. Sept.) indviedes han i Kbh. af Bugenhagen til Superintendent
i Aarhus. Da Bispegaarden overgik til den kgl. Lensmand,
fik M. L. vel Bolig i den Kapitelsgaard Syd for Kirken,
som Christian III. 1558 fastslog som stadig Bisperesidens. Som
Biskop deltog M. L. i de »Nationalsynoder« (Bispemøder), som traf
yderligere Bestemmelser om Kirkeforholdenes Nyordning. Foruden
af Kirkevisitatserne var M. L. ligesom de andre Superintendenter
særlig optaget af at ordne de lærde Skoler og Hospitalsvæsenet.
1541 oprettedes i Aarhus gamle Dominikanerkloster et »Hospital«
for hele Stiftet, hvorfor Helligaandshusene i Randers og Horsens
med deres Gods henlagdes til denne Stiftelse (et Forhold, der efter
M. L.s Død ophørte). Om Tidens Vanskeligheder med at fremkalde
det Fromhedsliv, man ventede af Evangeliets Sejr, viser den
(tyske) Klageskrivelse, M. L. (vel 1547) indsendte til Kongen, hvori

Lang, Theodora. 539
Aarsskrift for Th. Langs Skoles Samfund, 1932, S. 4—16. Th. Langs Skoler
i Silkeborg 1882—1932, 1932, S. 5—75. Lærerne og Samfundet, IV, 1914,
S. 201—08. Bog og Naal, 1936, Nr. 1, S. 2 ff. ^y «
Lange. Blandt den jyske Uradel kendes Slægten med de tre
Roser i Skjoldet allerede i Begyndelsen af 14. Aarh. Dens Medlemmer
førte, som det saa ofte er Tilfældet, forskellige Tilnavne,
saaledes Bomøve, Eisen, Friis og Frost; da de faste Slægtsnavne
kom i Brug, antog en Gren af Slægten Navnet Munk (s. d.), en
anden kaldte sig L. Slægtens ældste Led lader sig næppe med
Sikkerhed udrede; den synes at kunne føres tilbage til Thomas
Iversen (nævnt 1371 og 92), der var Fader til Ridderen Iver
Thomsen (nævnt 1377 og 1406) — hvis Søn var nedenn. Biskop
Jens Iversen L. (d. 1482) — og maaske ogsaa til Niels Thomsen
(nævnt 1405 og 16) til Lydum, der var Bedstefader til Ridderen
Niels Gundesen (d. 1511) til Lydum og Hennegaard, og Fader til
Mogens Nielsen (d. før 1486) til Hennegaard. Denne sidste var
Tipoldefader til Erik L. (d. 1613) til Engelsholm og Solvig, som
var gift med Slægtebogsforfatterinden Sophia Brahe (ca. 1556—
1643). Hr. Niels Gundesen var Bedstefader til nedenn. Rigsraad
Niels L. (d. 1565) til Kærgaard og Faddersbøl og til Gunde L.
(d. 1564), hvis Sønnesøn nedenn. Gunde L. (1576—1652) til Brejning,
Kølbygaard og Pederstrup var Fader til Oberst Kjeld L.
(d. 1658), der faldt under Københavns Belejring, hvor han anførte
Studenterkorpset, og til Peder L. (d. 1661) til Kærgaard. Slægten
uddøde formentlig i Begyndelsen af 18. Aarh. — Ovenn. Rigsraad
Niels L. (d. 1565) til Kærgaard havde en illegitim Søn Christen L.
(d. 1604) til Bramminge, der 1572 blev optaget i Adelstanden
med een Rose i Skjoldet. Hans Efterslægt uddøde formentlig i
Mandslinien med Henrik L. (1650—97) til Vennergaard.
En ikke bevist Tradition hævder, at den fra Hollænder paa Egedegaard
Hans Rasmussen L. (d. tidligst 1692) stammende Slægt tilhører
den nævnte Uradelslægt. Hans Rasmussen L. var Fader til
Forpagter af Vibygaard Rasmus Hansen L. (ca. 1680—1739) og
til Forpagter af Vemmetofte Mathias Hansen L. (1686—1739), af
hvilke den første var Bedstefader til Rasmus Carlsen (1739—89)
til Gammel Køgegaard. Han var Fader til Birthe Rasmusdatter
(1772—1822), gift med Farver og Sæbefabrikør, Agent Lauritz
Holmblad (1770—1827), og til Christen Rasmussen Carlsen (1777—
1818), der 1817 blev adlet med Henvisning til denne Tradition
og med den gamle Adelsæts Vaaben. Af hans Børn skal nævnes
Ane Marie Elise Carlsen (1813—54), der i andet Ægteskab var

550
Lange, Erik.
valtede hans danske Fordringshavere; 1596 dømtes han derfor til
at have Bygholm forbrudt. Hvad der havde bragt den oprindelig
ansete og velstaaende Mand saa langt ud i Uføret, var utvivlsomt
for en stor Del hans Interesse for Guldmagerkunsten, hvoraf han
ogsaa ventede sin Redning; ved Siden heraf tumlede han med en
fantastisk Plan om et stort Handelsselskab, der skulde drive Handel
paa Grønland, Kina og Japan foruden paa andre Lande, som først
skulde opdages. Sidst i 90'erne mente han som Frugt af sine fortsatte
kostbare Eksperimenter at have opdaget en »Kunst«, hvis
Hemmelighed han forgæves forsøgte at sælge til Christian IV.;
samtidig virkede en Medhjælper med lige saa ringe Held ved
Kejserhoffet. Omtrent ved denne Tid opsøgte Sophia Brahe ham,
og nogle Aar efter giftede de sig pludselig. Nogen nævneværdig
Bedring i E. L.s økonomiske Stilling indtraadte næppe, men Parrets
senere Historie er i øvrigt lidet kendt. Man ved dog, at E. L.
1608 opholdt sig i Prag, hvor han da antagelig er forblevet til
sin Død. — Fremstillingen paa Stikket af Frederik II.s Ligfærd
er ikke Portræt.
Danmarks Adels Aarbog, XVIII, 1901, S. 251 f. F. R. Friis i Saml. til jydsk
Hist. og Top., 3. Rk., II, 1899—1900, S. 495—507. Se i øvrigt Artiklen
op 1a ra e. Henry Bruun (C. F. Bricka).
Lange, Frederik Olaus, 1798—-1862, Skolemand. F. 21. Okt.
1798 i Kbh. (Nic.), d. 11. Febr. 1862 sst. (Garn.), begr. sst.
(Garn.). Forældre: Skræddermester Rasmus L. (1753—1823) og
Rebekka Tommerup (1774—1846). Gift 24. April 1832 i Aarhus
med Lovise Paludan-Muller, f. 26. Aug. 1803 i Kerteminde,
d. 17. Sept. 1862 i Kbh. (Garn.), D. af Lærer ved Vajsenhuset,
senere Biskop Jens P.-M. (s. d.) og Hustru.
L. blev Student 1815 fra Borgerdydskolen i Kbh., hvis myndige
Bestyrer, Michael Nielsen, øvede en stor Indflydelse paa ham og
bibragte ham Interesse for Filologien, som han ogsaa ivrigt dyrkede
ved Universitetet, samtidig med at han underviste i Græsk ved
Borgerdydskolen, uagtet han efter sine Forældres Ønske valgte
først Juraen, senere Teologien til sit Brødstudium. Efter 1825 at
have taget teologisk Embedseksamen kastede han sig for Alvor
over filologiske Studier. 1826 udgav han en græsk Grammatik,
som udkom i fire Oplag og længe blev benyttet i danske og norske
og i Oversættelse ogsaa i svenske Skoler. Hertil sluttede sig hans
»Materialier til at indøve den græske Formlære« (1830). Under
sin Syslen med det græske Sprog kom han imidlertid ind paa den

Lange, Frederik. 55i
Tanke at udarbejde en »almindelig Grammatik«, som han mente
vilde have stor pædagogisk Betydning, men hans Studier blev
afbrudt af en Øjensygdom, for hvilken han forgæves søgte Helbredelse
paa en længere Udenlandsrejse (1828—29). Uagtet han
efterhaanden blev næsten blind, var han dog, især ved sin Hustrus
Hjælp, i Stand til at fortsætte sine Studier, ligesom han ogsaa efter
sin Hjemkomst genoptog sin Skolevirksomhed. Han opnaaede,
uden at have filologisk Embedseksamen, Tilladelse til at søge overordnede
Skoleembeder og udnævntes 1833 til Overlærer ved Vordingborg
lærde Skole og 1841 til Rektor sst. Men da Skolen blev
nedlagt 1846, blev han afskediget med Ventepenge og flyttede til
Kbh. Han roses for sin klare og grundige Undervisning og for sin
store Humanitet; hans Stræben gik ud paa at modne Disciplene
og paavirke dem i etisk Henseende. I Skoleprogrammer udgav
han Brudstykker af den almindelige Grammatik, som ogsaa var
Genstand for hans Disputats »De casuum universis causis et rationibus«
(1836). Efter sin Afskedigelse kastede han sig over den teoretiske
Pædagogik og beskikkedes 1847 til at holde pædagogiske
Forelæsninger ved Universitetet, hvilket han vedblev med lige til
sin Død; fortrinsvis læste han over Pædagogikkens Historie, og hans
Forelæsninger vandt stor Tilslutning. Han udgav 1856 det vægtige
pædagogiske Arbejde »Skolen og Livet«, hvori han paa en aandfuld
Maade gør Rede for Skoleopdragelsens Maal og Midler. Han
betragtede det som Skolens Opgave at danne og modne Disciplene
og udvikle deres Evne til Selvopdragelse. Kundskabsmeddelelsen
var for ham af underordnet Betydning; men for at bibringe
Disciplene i den højere Skole den bedst mulige Dannelse burde
man supplere den da næsten eneraadende sproglig-historiske Undervisning
med en Undervisning i Naturfagene, ikke af Hensyn til
deres praktiske Nytte, men fordi ogsaa de tjente til at udvikle
Aanden. Han advarede mod den strenge Gennemførelse af Faglærersystemet
og krævede Samarbejde mellem Lærerne i de forskellige
Fag. 1849—54 var han Formand for Selskabet til den
danske Litteraturs Fremme. — Tit. Professor 1849. — R. 1856.
— Maleri af J.Roed 1850 (Fr.borg), gengivet i Træsnit 1862 af
Nielsen. Litografi fra Tegner og Kittendorff efter Daguerreotypi
1863.
Selvbiografi i Acta solennia ved Universitetets Reformationsfest 1836. 111.
Tid. 23. Febr. 1862. Tidsskr. for Philologi og Pædagogik, IV, 1863, S. 92 ff.
Nordisk Universitets-Tidskrift, IX, 1, s. A., S. 125—31. N. Bøgh: Christian
Winther, I og III, 1893-190.. ff R ^

Lange, H. O. 559
1930. — R. 1927. — Maleri af Jul. Paulsen paa Nordisk
Fjerfabrik.
Børsen 19. Marts 1926, 30. April 1937. /». Koch Jensen.
Lange, Hans Wilhelm, 1815—73, Teaterdirektør. F. 18. Jan.
1815 i Kbh. (Helligg.), d. 29. Jan. 1873 sst. (Frue), begr. sst.
(Garn.). Forældre: Skomagermester Peter Casper I.. (1784—1852)
og Flimine Magdalene Bryde (1790—1864). Gift i c 24. Juli 1835
i Kristianssand med Skuespillerinde Juliana Maria Michaelsen, f. 4.
Juni 1799 i Kbh. (Petri), d. 14. Jan. 1866 sst. (Garn.), D. af
Skræddermester Christian Frederik M. (ca. 1768—1841, gift 2°
181 o med Charlotte Svendsdatter) og Johanna Christina Jiirgensen
(ca. 1778—1808). 2 0 19. Okt. 1867 i Kbh. (Garn.) med
Skuespillerinde Julie Lumbye (se Hansen, Julie).
Udgaaet fra fattige Kaar — der var ti Børn i Hjemmet — blev
L. allerede før sin Konfirmation sat i Vinhandlerlære, senere forsøgte
han at blive Konditor, men gav saa efter for Teaterlysten
og debuterede ved Titchens Selskab i Vordingborg 5. Maj 1832
som Baronen i »Den skinsyge Ægtemand«. Noget Dannelsesgrundlag
havde han ikke at bygge paa, men et lyst Hoved, megen Energi
og et udmærket Sceneydre, der overalt i Provinserne, hvor han ved
J. P. Mullers Selskab spillede Folkekomediehelte (bl. a. Titelrollerne
i »Don Cæsar de Bacan« og »Ørkenens Søn«), skaffede ham
Kendenavnet »Smukke-Lange«. Professor C. Molbech saa ham
optræde i Lund og udvirkede 9. Jan. 1839 en Debut for ham paa
Det kgl. Teater som Luceval i »Frierens Besøg«, men skønt Direktionen,
hvori Molbech havde Sæde, stillede sig velvilligt over for
ham, foretrak L. det frie Liv uden for Statsscenen med dets Muligheder
for hans friske Initiativ. Som Skuespiller i Odense vandt
han bl. a. Kronprins Frederiks Bevaagenhed; han anbefalede ham
til en kgl. Bevilling, og 30. Juli 1845 startede L. i Helsingør med
»Kong Renés Datter« og »En Komedie i det Grønne« sit eget Selskab,
der rummede udmærkede unge Talenter (f. Eks. Kr. Mantzius,
Chr. Schmidt og Wilh. Wiehe) og snart blev Provinsens bedste;
hans Ry som Leder bredte sig til Hovedstaden, og 2. Juledag
1848 aabnede han i Carstensens mislykkede »Vinter-Tivoli«, Casino,
Kbh.s første Privatscene inden for Voldene med Nestroys Tryllefarce
»Talismanen« paa Programmet. Trods Modstand og Vanskeligheder
lykkedes det L. at skabe et levedygtigt Foretagende, der
byggedes paa Opførelsen af Folkekomedier og Sangspil. H. C.
Andersen (»Mer end Perler og Guld«, »Ole Lukøje«), C. Hostrup

566 Lange, Jens Iversen.
han bevidnede sin ældre Broder, Ribe-Kantoren Jep Iversens Kapelstiftelse
til den hl. Birgittes Ære, var han Ærkedegn. — 1448—49
var han i Rom som »Orator« for Christian I. og opnaaede, at visse
betydningsfulde »Pavesager« fremtidig skulde afgøres ved Dom i
Danmark (først senere synes Begrænsningen »i 1. Instans« tilføjet);
han skaffede Kongen og Rigshofmesteren Otte Nielsen Rosenkrantz
personlige kirkelige Begunstigelser og sig selv Ventebrev paa et
Kanonikat i Roskilde. — Endnu 1449 udnævnte Paven ham til
Biskop i Aarhus efter Kongens Anbefaling; pavelige Breve fra Nov.
godtgør, at J. I. L. da var præsteviet og foruden Ærkedegnedømmet
sad inde med Kanonikater i Ribe og Viborg samt flere Sognekald.
Endnu 1448 kaldes han kun Magister, senere (1462) ogsaa Licentiatus
decretorum, men det vides ikke, naar og hvor han har
erhvervet denne akademiske Grad. — Som biskoppeligt Medlem
af Rigsraadet nævnes J. I. L. som Deltager i en Række Herredage
mellem 1451 og 1476 og i Unionsforhandlingerne med Svenske
paa Møder mellem 1450 og 76 i Halmstad, Ronneby og Kalmar;
1469 forhandlede han med Karl Knutson i Ltibeck og var Voldgiftsmand
mellem Kongen og Grev Gerhard paa et Møde i Segeberg;
men fra 1476 synes han, vel paa Grund af Alder, ikke at
være brugt i diplomatisk Tjeneste. — Som Biskop gjorde han sig
meget fortjent af Stiftet og hører sikkert til de betydeligste af Senmiddelalderens
Bisper; men han var meget nøjeregnende i sine
Retskrav og skyede ikke at anvende Bandsmagt for at hævde dem;
saaledes i en Strid med Familien Rosenkrantz om Patronat til den
af Hr. Otte opførte Marie Magdalene Kirke ved Randers, men
her gik det kgl. Retterting mod ham og paalagde ham at gøre
Rosenkrantz Afbigt. Med Aarhus' Borgere havde han gentagne
Stridigheder om Afgifter og Brug af Bymarken ligesom baade med
Magistraten der og Hasle Herreds Bønder om Markskellet. Kongen
havde nemlig pantsat Aarhus By til Kapitlet. 1459 blev Pantet
vel fradømt dette, da J. I. L. egenmægtig tillod et Fetaljebroderskib
at udsejle af Havnen, men J. I. L. opnaaede senere Forlig
med Kongen, og i alt Fald 1469 betaltes Byskatten atter til Stiftet.
Saavel 1465 som 1466 bekræftede Kongen ogsaa Bispestolens og
Kapitlets Privilegier. — Ca. 1458 var J. I. L. Voldgiftsmand i en
Strid mellem Kantoren i Kbh.s Kapitel og Roskilde Kapitel, og
i den aarelange Strid mellem Rosenkrantz'erne og den brutale
Lauge Brock var J. I. L. gentagne Gange Voldgiftsmand (1460,
1464) og stillede sig paa Rosenkrantz'ernes Side. — Han støttede
Bursfelder Observantsens Indførelse i Vor Benediktinerkloster 1462
og fik 1482 Karmeliterklostret i Aarhus oprettet. Sin Broders
Stiftelse i Ribe fornyede han 1454 og øgede Messerne ved Gaver;

Lange, Jens Iversen. $6j
allerede da viste han sin fremtrædende liturgiske Interesse. — Hans
senere Aars Virken gjaldt dog frem for alt Aarhus Domkirkes
storslaaede Ombygning. Det mægtige Vesttaarn menes nu væsentlig
opført, inden Koret og Skibet ombyggedes, men kalkmalede Aarstal i
Hvælvene vidner, at Koret ombyggedes 1467—71, og at Skibet var
færdigt 1477, og samtidig stiftede J. I. L. Gudstjenesterne ved Altret
i det af ham opførte Mariekapel ved Kirkens Sydvestside. Vesttaarnet
(med St. Clemens' Anker og J. I. L.s Vaaben, de 3 Roser)
bar nu et mægtigt Spir; kun Ombygningen af Tværskibet blev
ikke færdig i hans Tid. Udsmykningen af Kirken optog hans sidste
Aar; han skænkede den 1479 det pragtfulde Alterskab (færdigt
1482) af Bernt Notke fra Ltibeck (med J. I. L.s Billede) og 1481
Malmdøbefonten (med hans Navn og Vaaben). — Ligsten med
Billede i Aarhus Domkirke. Kopi af Alterbilledet af Magnus
Petersen 1889 (Fr.borg). En Figur paa Altertavlen i Østbirk K.
forestiller mulig J. I. L. (Afstøbning paa Fr.borg).
Danmarks Adels Aarbog, XVIII, 1901, S. 244—45; XXIII, 1906, S. 501.
Acta pontificum Danica, II, 1907; III, 1908; IV, 1910. Kirkehist. Saml.,
4. Rk., 5, 1897—99, S. 99. P. Helie's Skrifter, VI, 1937, S. 60. Scriptores rer.
Dan., VII, 1792, S. 213. K. Barner: Familien Rosenkrantz's Historie, I,
1874, S. 152 f. Hist. Tidsskrift, 2. Rk., 5, 1854, S. 226. J. Kinch: Ribe Bys
Hist., I, 1869, S. 311, 328. J. Hoffmeyer: Blade af Aarhus Bys Historie, I,
1906, S. 167. J. R. Hubertz: Aktstykker vedk. Aarhus, I—II, 1845. Fr.
Beckett: Altertavler i Danmark fra den senere Middelalder, 1895, S. 26—
41. J. B. Løffler: Danske Gravstene fra Middelalderen, 1889, PI. XXVI.
J. Oskar Andersen.
Lange, Johan Martin Christian, 1818—98, Botaniker. F. 20.
Marts 1818 paa Ødstedgaard, Bredstrup Sogn, d. 3. April 1898
paa Frbg., begr. sst. Forældre: Godsejer Jens L. (1786—1848)
og Margrethe Dorthea Bredsdorff (1792—1879). Gift 3. Juli
1856 i Sorø med Eline Cathrine Bredsdorff, f. 12. Juli 1835 i
Sorø, d. 18. Marts 1912 paa Frbg., D. af Lektor J. H. B. (s. d.)
og Hustru.
Ti Aar gammel blev L. optaget som Plejesøn af sin Morfader,
Præsten i Vester Skerninge, M. T. Bredsdorff, det samme Hjem,
hvor hans Moders Morbroder, Botanikeren J. W. Hornemann
50 Aar før var blevet opdraget, og som denne fik han i den i
Naturhistorie stærkt interesserede Familie tidligt Sans for Indsamling
af Dyr og Planter. Han blev privat undervist der og blev
Student 1836. I Kbh. kom han i Huset hos Hornemann og begyndte
at studere Teologi, men snart fik Botanikken Overhaand, og tilskyndet
af sin Grandonkel Jonas Collin helligede han sig nu helt
til dette Fag. Han tog dog ingen afsluttende Eksamen, men

568 Lange, Johan.
begyndte tidligt at virke som Lærer ved Skoler i Kbh. og i et Par
Somre (1841 og 1843) ved Landbrugsinstituttet paa Haraldslund.
1842—44 var han Vikar for Liebmann ved Veterinærskolen og
1846—48 konst. Docent ved Sorø Akademi. I Febr. 1851 blev han
ansat som Assistent og Bibliotekar ved Botanisk Have i Kbh., og
en Maaned efter drog han ud paa en toaarig botanisk Rejse til
Sydfrankrig og Spanien, hvilket sidste Land han under mange
Besværligheder gennemrejste paa Kryds og tværs. Han vendte
hjem i April 1853 med store botaniske Samlinger. 1856 blev han
konst. Direktør for Botanisk Have, en Stilling, han beholdt, da
de botaniske Embeder, der var ubesatte siden Liebmanns Død
1856, blev endeligt besat, skønt Direktørstillingen altid før havde
været forenet med det botaniske Professorat, en Deling, der paa
flere Maader viste sig uheldig, ikke mindst derved, at der opstod
et spændt Forhold mellem Professoren, A. S. Ørsted, og L. I den
voldsomme Kampagne mod Ørsted i 1860'erne tog L. dog kun i
ringe Grad Del. Det faldt i L.s Lod at lede Flytningen af den
botaniske Have fra Charlottenborg til dens nuværende Plads, hvor
den aabnedes 1874, men det ses ikke, at han har haft videre Indflydelse
paa dens Planlæggelse. 1876 blev han med kort Varsel
afskediget af Kultusminister Fischer og var derefter udelukkende
knyttet til Veterinær- og Landbohøjskolen, hvor han ved dens
Oprettelse 1858 var blevet ansat som Docent, og hvor han virkede
til 1893, fra 1892 som Professor; Professortitlen havde han dog
faaet allerede 1860.
L. var i næsten et halvt Aarhundrede en Forgrundsfigur i dansk
Botanik. Han var den sidste Repræsentant for de ældre linnéanske
Botanikere, hvis Interesser og Kundskaber næsten helt var begrænset
til den floristiske Systematik, og de nye Retninger, som navnlig
af Warming blev taget op, blev ham fremmede. Hans Virksomhed
som Lærer var præget deraf, den blev tør og kedelig. Men inden
for sin Begrænsning var han meget vidende og en flittig Forsker,
hvis Hovedværker indtager en fremragende Plads i vor botaniske
Litteratur. Hans ret anselige litterære Produktion handler overvejende
om tre Emner: Danmarks, Spaniens og Grønlands Flora.
Allerede 1840 var L. en af de otte Stiftere af Det naturhistoriske
Selskab, der senere fik Navnet Botanisk Forening, hvis Formand
han var 1848—50 og igen efter dens Reorganisation 1865—93.
Under hans Styrelse bidrog den og dens Bytteforening i meget høj
Grad til Udforskningen af Danmarks Flora, hvortil L. evnede at
knytte en lang Række ivrige Amatørflorister. Han ansaa dette
Arbejde for Foreningens vigtigste Opgave og blev meget fortørnet,

Lange, Julius. 573
don, Paris, Firenze og Rom; den fik grundlæggende Betydning for
hans Udvikling. Vendt tilbage til Danmark i Efteraaret 1868 blev
han paa Meldahls Foranledning midlertidig ansat som Lærer i
Kunsthistorie ved Akademiet og offentliggjorde i de følgende Aar
flere Arbejder, bl. a.' den fortrinlige Afhandling »Danmarks Malerkunst
fra Abildgaard til Eckersberg« (Dagbladet 1869), senere
suppleret med et Arbejde om Eckersberg, foranlediget ved Udstillingen
af dennes Arbejder i Kunstforeningen 1871 (sst. 1871).
Ved Høyens Død 1870 var L. da selvskreven som dennes Arvtager.
Han blev s. A. Docent ved Kunstakademiet (1871 Medlem
af samme) og knyttedes ligeledes til Universitetet (midlertidig
Docent 1871, fast ansat 1875, ekstraord. Professor 1888). Fra
1874 var han tillige Sekretær ved Akademiet, men maatte forlade
denne Stilling 1882, efter at et af ham udarbejdet, ret radikalt
Forslag til en Reform af Akademiet var blevet nedstemt af dettes
Plenarforsamling. I Museumsverdenen øvede L. selvsagt ikke
ringe Indflydelse; han var (fra 1878) Medlem af den til Den
kgl. Malerisamling knyttede Gallerikommission og arbejdede i
sine senere Aar energisk for Oprettelsen af Statens Afstøbningssamling,
hvis første Leder han blev 1895. Dengang aktuelle,
endnu lærerige Betragtninger over vore Museers Opgaver og indbyrdes
Forhold har han offentliggjort i sit lille Lejlighedsskrift
»Om vore Skulptur- og Malerisamlinger, især deres fremtidige Indretning«
(1893). _
Baade paa Universitetet og Kunstakademiet samlede L. en stor
og trofast Tilhørerkreds om sit Kateder, men i øvrigt var hans
Foredragsvirksomhed ikke saa omfattende som Høyens; han raadede
heller ikke over dennes impulsive, straalende Fremstillingskunst.
Men L.s akademisk formfuldendte, noget emfatiske Veltalenhed,
der ikke sjældent blev farvet af hans dybt oprindelige,
barokke Humor, var baaret af en saa levende menneskelig Indføling
i det kunstneriske Emne og præget af en saa stor Originalitet
i Iagttagelsen, at han som Forelæser kom til at virke lige saa stærkt,
som Høyen havde gjort.
I Modsætning til Høyen besad L. en levende litterær Meddelelsestrang.
Han var den benaadede Pennens Mand, som Prosaist
en af vore ypperste. Hans Produktion er ogsaa meget omfattende.
Den er spredt, for saa vidt han kun naaede at udgive faa større
Fremstillinger og fortrinsvis behandlede de mange Problemer, der
faldt inden for hans vidtspændende Interessekreds, i Form af
mindre Afhandlinger i Tidsskrifter, ikke sjældent fremkaldte udefra.
Men set under eet samler langt den største Del af L.s Arbejder sig

Lange, Julius. 575
Bøger«. Saa stor Vægt tillægger han »Æmnet« i Kunstværket, at
han i sit aandfulde Programskrift »Om Kunstværdi« (1876) har
kunnet opbygge hele sin Værdi-Teori med det som Grundlag.
Det er ligeledes betegnende for hans Syn, at »Idealismen i Kunsten«
kræver særlig Respekt, »fordi den har behersket Hjerterne
og Fantasien«. For rene Formproblemer og overhovedet for Kunstens
artistiske Side havde han kun ringe Interesse og vel kun
ringe Sans.
Da L. i 1880'erne systematisk arbejdede paa sin Fremstilling af
Menneskefigurens Kunsthistorie — »det er mit egentlige Kærneliv«
—, udformede han, overvejende selvstændigt, en ejendommelig
monografisk Forskningsmetode. I sine unge Aar havde han ønsket
»at bukke begge Ender sammen paa Skulpturens Historie (Menneskets
Historie)«; nu prøvede han denne Kunst med Udsnit af
Emnet. Hverken »Skolernes« eller »Genrernes«, men »Motivernes«
Historie gennem Tiderne, paa tværs af alle Stilgrænser, blev Genstand
for en Række Undersøgelser, der er at regne blandt L.s
betydeligste. Det er de udtryksfulde Legemsbevægelser som Eksponenter
for Sindsrørelser, der i særlig Grad fængsler ham; sandsynligvis
har Broderen C. Langes Skrift »Om Sindsbevægelser« (1885)
og Darwins »The expression of the emotions« (1872) stimuleret
hans Interesse for Problemerne. L. har bl. a. behandlet »Haanden
paa Brystet« (Tilskueren, 1887), »den skrævende Stilling« (Nord.
tidskr., 1888) og »den opadvendte Bevægelse« (Tilskueren, 1895).
Til disse »Biografier af Motiver«, originale Bidrag baade til Billedkunstens
Fraseologi og til Kulturpsykologien, slutter sig et Par
mindre Studier af beslægtet Karakter som »Løven i Kunsten«
(Tidsskr. for Kunstindustri, 1893) og »Rytter og Rytterbilleder«
(Ude og Hjemme, 1884).
Jævnsides med disse Afhandlinger offentliggjorde L. adskillige
Arbejder om Verdenskunstens store Mestre, saaledes »Studier over
Michelangelo« (Det 19. Aarh., 1875), »Michelangelo og Marmoret«
(1876), en dybtgaaende Undersøgelse, »Leonardo da Vinci« (Tilskueren,
1886), »Tizian og Karl V.« (»Billedkunst«, 1884) og »Correggio«
(Tilskueren, 1885). Det bebrejdes Correggio, at han »overhovedet
opgav Respekten for det menneskelige«, en for L. betegnende,
rent etisk begrundet Kunstdom. L. savnede Følelse for
de rent dekorative Værdier, fældede derfor haarde Domme over
Barokken og Rokokoen og forstod hverken den eksotiske eller
den fjerne Orients Kunst; »om Japanerne lod der sig vel skrive
en smuk og kuriøs Bog«, mere kunde han ikke indrømme (jfr. hans
Anmeldelse af K. Madsen: »Japansk Malerkunst«, 1885). — Om

Lange, Julius. 577
hvis Køb til Galleriet L. søgte at hindre). Uden nogen Sinde at
opgive sin uafhængige Stilling bevarede L. dog rent personlig sin
Ungdoms Tilknytning til førende Skikkelser i Frisindets Lejr; han
var 1890 den ledende Kraft i den Kreds af G. Brandes' Venner,
der søgte at skaffe denne et Professorhonorar af Staten, og han
stod i venskabelig Forbindelse med den unge Kunstkritiks Mænd,
Karl Madsen og Hannover, ogsaa efter at deres Veje som Kunstbetragtere
var skilt. — Som skønlitterær Forfatter optraadte L.
med flere Lystspil (bl. a. »Kunst og Politik«, 1885), af hvilke et
enkelt (»Hvorhen?«) blev opført paa Det kgl. Teater 1885, dog
uden Held.
Hele sit Liv igennem øvede L. stærk Indflydelse paa de Mennesker,
der kom i Berøring med ham. Han var et Menneske i ustadig
Ligevægt, en Mand, der altid sanddru udtrykte sig selv. Hans
Forfatterskab kan ikke ældes som aandshistorisk Værk, thi det
er støbt over en plastisk Forskerskikkelse og helt gennemtrængt
af rig Menneskelighed og levende Skønhedsglæde.
Udvalgte Skrifter, I—III, 1901—02, ved P. Købke. — Efterladte
Papirer i Det kgl. Bibliotek og i Hirschsprungs Museum.
— Medlem af Videnskabernes Selskab 1877. — Dr. phil. h. c.
1886. — R. 1878. — Buste af J. Smith 1875. Pennetegning af
Joak. Skovgaard 1887. Portrætteret af P. S. Krøyer 1888 paa:
Aftenselskab i Ny Carlsberg Glyptotek (Glyptoteket) og 1897 paa:
Møde i Videnskabernes Selskab (Videnskabernes Selskab). Blyantstegninger
af samme, bl. a. 1898 (Fr.borg). Buste af L. Brandstrup
(Kunstmuseet, Fr.borg). Maske af A. Bundgaard (Kbh.s
Raadhus). Radering af G. A. Clemens 1901. Medaille af G.
Jensen s. A.
Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1887 og i Udvalgte Skrifter, I, 1900.
Karl Madsen i Tilskueren, XIII, 1896, S. 659—69. G. Brandes: Julius
Lange, 1898. F. Hendriksen: Mennesker og Oplevelser, 1910, ny Udg. 1932.
Breve fra Julius Lange, ved P. Købke, 1902—03. Vilh. Andersen: Tider og
Typer af dansk Aands Historie. Goethe, II, 1916. M. Rubin: Nogle Erindringer,
1914, S. 174—80. Gads dsk. Mag., XXVIII, 1934, S. 379—92.
Christian Elling.
Lange, Lars Rasmus, 1826—90, Industridrivende. F. 11. Aug.
1826 i Faaborg, d. 7. Aug. 1890 i Svendborg, begr. sst. Forældre:
Hattemager i Faaborg, senere i Svendborg og Nykøbing F. Hans
Henrich L. (1781—1854) og Johanne Kirstine Bendixen (1782—
1840). Gift 27. Okt. 1852 i Magleby, Langeland, med Mathia
Margrethe Qvist, f. 18. Jan. 1828 paa Bernekildegaard, Vester
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Maris 1938. 37

57§
Lange, L.
Skerninge Sogn, d. 17. Nov. 1896 i Svendborg, D. af Forpagter
paa Bernekildegaard, senere Godsforvalter paa Nordskov Henrik
Fich G\ (1794—1883) og Hedvig Sophie Bondo (1793—senest
1850).
L. voksede op i Svendborg, hvortil Forældrene flyttede i hans
tidlige Barndom. Oprindelig besluttet paa at gaa Skolevejen blev
han 1843 Huslærer hos en Jernstøber i Nykøbing F., men snart
efter tog den praktiske Virksomhed hans Interesser, og han drog til
Kbh., hvor han blev Støbemester hos D. Løvvener & Co. 1848
kom et nyt Brud paa hans Løbebane, idet han meldte sig som
frivillig i Treaarskrigen, men 1850 vendte han tilbage til sin Barndomsby,
hvor han 1850 sammen med Købmand Qyade og Hattemager
J. J. Lange startede Jernstøberiet og Maskinfabrikken L.
Lange & Co., af hvilket Firma han fra 1860 og til sin Død var
Eneindehaver. Medens Svendborg hidtil ikke havde haft Haandværk
eller Industri af Betydning, udvidede L. sit Firma til et stort
Foretagende med en landskendt Produktion, navnlig af Kakkelovne,
som ogsaa fandt Vej til Udlandet. I det hele var han meget virksom
i den Erhvervsudvikling, som i Slutningen af det 19. Aarhundrede
karakteriserede Svendborg. Han var 1872 Medstifter af Byens
første Bank, 1874 af Svendborg Dampmølle, som han selv ledede
de første Aar, og 1875 af Sydfynske Dampskibsselskab, hvis første
Formand han var. Endvidere var han Medstifter af Industri- og
Borgerforeningen i Svendborg. Til sine mange Arbejdere stod
han i et godt Forhold præget af den Tids patriarkalske Tænkemaade,
og han stiftede 1873 en god Alderdomsforsørgelseskasse for
dem. — Efter L.s Død fortsattes Firmaet af hans Sønner Jens og
Valdemar L., til det 1898 blev Aktieselskab, som i sig optog Aarhusfirmaet
H. P. Jensen & Co. 1906 optog denne Sammenslutning
yderligere J. A. Hermansens Sønner, Næstved, Christianshavns
Jernstøberi og Maskinværksteder og Jernstøberiet Godthaab, der
alle forenedes i Aktieselskabet De forenede Jernstøberier med Hjemsted
i Kbh. 1916 udskiltes Svendborg-Fabrikken igen og overtoges
af Akts. Lange & Co., Svendborg Jernstøberi, der 1918
sammensluttedes med Firmaet Anker Heegaards Jernstøberi og
Emailleværk. Selskabet likviderede 1926, hvorefter dets to Hovedbestanddele
fortsattes hver for sig af nystiftede Selskaber, Akts.
L. Lange & Co., Svendborg Jernstøberi af 1927 og Akts. Anker
Heegaard, Frederiksværk. Sidstnævnte sammensluttedes 1930 med
De forenede Jernstøberier, hvis Hovedkontor 1934 flyttedes til
Frederiksværk. — R. 1888.
Svendborg Amtstidende 8. Aug. 1890. P. Koch Jensen (C. Nyrop).

582 Lange, Michael.
landet opfattede Borgerrepræsentationens Handlemaade som aabent
Oprør. De Liberales Paaskønnelse af Overpræsidentens uegennyttige
Patriotisme blev dog kun kortvarig, og L. selv holdt sig
i øvrigt fjernt fra Martsbevægelsens Mænd. At den energiske og
dygtige, maaske tillige noget stædige Personlighed dog ikke stod
helt uforstaaende over for en ny Tids nye Tanker, viser især hans
vel gennemtænkte Udkast af 14. Aug. 1852 til en temmelig vidtgaaende
Omordning af Kbh.s Kommunestyre. Som Formand for
det Udvalg, der skulde overveje dette Spørgsmaal 1855, døde han
1856. — Konferensraad 1841. — R. 1828. DM. 1836. K. 1840.
S.K. 1847. — Maleri af A. Hunæus ca. 1835. Maleri af C. A.
Jensen (Fr.borg) brændte 1859; et reddet Maleri af samme angaves
fejlagtig at forestille M. L.
Berl. Tid. 4. Febr. 1853. Villads Christensen: Kobenhavn 1840—1857,
1912 (se Registeret). Johs. Fibiger: Mit Liv og Levned, 1898, S. 221 f. Fuldstændig
Dagbog over Begivenhederne i Danmark fra 91. Marts 1848, 1848,
S. 15 f. Hist. Meddelelser om Kbh., 1. Rk., III, 1911—12, S. 300—02; 2. Rk.,
III, ig27—28, S. 408; V, 1931—33, S. 463 f. Hans Jensen: De danske Stænderforsamlingers
Historie 1830—1848, I, 1931, S. 23, 549; II, 1934, S. 316, 575.
L. Koch: A. S. Ørsted, 1896, S. 57, 66, 99, 132, 179. Samme: Den danske
Kirkes Historie 1817—1854, 1883, S. 251, 255 f. Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters
Forhandlinger 1848—49, Anhang, S. 3. O. Muller i Hist. Tidsskr.,
3. Rk., VI, 1867—69, S. 150 f., 153—57. N. Neergaard: Under Junigrundloven,
I, 1892, S. 105 f., 147—49. M. Rosenørn: Løsrevne Blade af Livsminder,
1888, S. 33 f. Herman Trier: Ved Tronskifte, 1906, S. 78 f., 91 ff.
Flemming Dahl.
Lange, Niels, d. 1565, Rigsraad. D. 11. Juni 1565, begr. i
Hunderup K. Forældre: Hans Nielsen L. til Lydum og Kærgaard
(d. 1535) og Maren Christensdatter Spend (d. mellem 1552 og
1562). Gift 3. Okt. 1535 paa Holmgaard med Abel Skeel, d. 7.
Febr. 1585, begr. i Hunderup K., D. af Søren S. til Holmgaard
(d. 1524) og Kirsten Maltesdatter Juel (d. tidligst 1548).
N. L., hvis Slægt hørte hjemme i Ribe Stift, blev ligesom sin
Fader biskoppelig Lensmand. Han havde 1532 Bøvling og 1536
tillige Visselbjerg, som han allerede 1531 havde faaet Ven tebrev
paa. Dette sidste beholdt han ogsaa som Kronlen efter Reformationen.
Han har sikkert hurtigt sluttet sig til Hertug Christian
— ellers havde han næppe allerede ved Aarsskiftet 1535—36 siddet
som Vicelensmand paa Nyborg i Christoffer Huitfeldts Forfald.
Han blev den virkelige Styrer heraf efter dennes Afrejse til Norge
Foraaret 1537, indtil det i Slutningen af 1538 overdroges til Mikkel
Brockenhuus. N. A. fik N. L. Dueholm Kloster som Pantelen

Lange, Niels. 583
(Pantesummen forhøjedes efterhaanden til 2500 DL). Hans offentlige
Hverv i 4.0'erne var faa, men han var dog 1548 med i Brudetoget
til Sachsen. Hans voksende Rigdom og Indflydelse i hans
egen Landsdel skaffede ham imidlertid 1552 Plads i Rigsraadet.
Han ledsagede 1554 Dronningen til Mecklenburg og forlenedes
s. A. med Trøjborg, som han dog atter afgav 1558; men han
gjorde et godt Bytte, idet han n. A. forlenedes med det langt
vigtigere Riberhus (med Segeberg). 1557 var han blandt de tilforordnede
Raader, der repræsenterede Kongen paa Landdagen i
Flensborg, 1559 befuldmægtigedes han ligesom Holger Rosenkrantz
til at forhandle med jyske Adelsmænd om Laan til Kronen. S. A.
blev han Ridder. — N. L.s Lokalkendskab har utvivlsomt gjort
ham til en særdeles habil, om end maaske ikke særlig behagelig
Lensmand paa Riberhus. Sin fædrene Ejendom Kærgaard, som
laa i Ribes umiddelbare Nærhed, har han utvivlsomt afrundet til
en anselig Ejendom. Han erhvervede 1559 Birkeretten til Godsets
Sogn Hunderup. Efter sin Farbroder Gunde L. arvede han 1547
Tornumgaard; endvidere kom han gennem sin Hustru i Besiddelse
af Faddersbøl i Thy. Likvide Midler synes han altid at have haft
til sin Raadighed, hvilket i hans sidste Leveaar skaffede ham
anselige bekvemt beliggende Pantelen, saaledes 1562 Møgeltønder
(for 8258 Dl.) og Hundsbæk, som han indløste fra de tidligere
Panthavere. Alligevel var han ved Syvaarskrigens Udbrud i Stand
til at laane Kronen 4000 Dl., hvormed Pantet i Møgeltønder forhøjedes.
1564 afgav han Møgeltønder, og hans Pant heri overflyttedes
til Lundenæs, hvori han desuden overtog et tidligere Pant
paa 5000 Dl. Hans Enke beholdt dette og Dueholm Kl. til sin
Død. Hun lod 1568 opsætte et pragtfuldt Gravmæle med Portræt
(udført i Firenze) i Hunderup K.
Danmarks Adels Aarbog, XVIII, 1901, S. 249 f., 411; XXXV, 1918,
S. 424. J. Kinch: Ribe Bys Historie, I, 1869, S. 375, 487, 540, 577, 605;
II, 1884, S. 29 f., 68, 76, 78—83, 108. O. Nielsen: Historisk-topografiske
Efterretninger om Hjerm og Ginding H., 1895, S. 174 f.
Astrid Friis (0. Nielsen).
Lange, Ole Pedersen, 1703—66, Præst, Grønlandsforfatter. F. 7.
Jan. 1703 i Hillerød, d. 14. Okt. 1766 i Sørum, begr. sst. Forældre:
Provst og Slotspræst paa Fr.borg, Mag., senere Stiftsprovst
i Kristiania Peder Willumsen L. (1657—1718, gift i° 1686 med
Mette Hedvig Meiners, d. senest 1689) og Karen Olufsdatter
Torm (1672—1755). Gift ca. 1732 i Sørum med Johanne Jacobsdatter
Post, f. 1. Aug. 1712 (efter en anden Kilde 9. Febr. 1699)

584 Lange, Ole.
i Sørum, cl. 1. Jan. 1767 sst., D. af Sognepræst Jacob P. (1668
— r 735) °g Mette Colbjørnsen (d. tidligst 1735).
Efter Undervisning i Hjemmet sattes L. 1711 i Fr.borg Skole,
men blev, da Faderen s. A. udnævntes til Stiftsprovst i Kristiania,
overflyttet til denne Bys Katedralskole, hvorfra han blev Student
1720. Efter anden Eksamen var han Huslærer i Norge til 1724,
da han atter rejste til Kbh. og i Juni s. A. tog teologisk Embedseksamen.
Derefter var han paa ny to Aar Huslærer i Norge, men
tog saa tilbage til Kbh. og lod sig indskrive blandt Alumnerne paa
det medicinske Kollegium. Da der 1728 blev truffet store Anstalter
»til Grønlands Opkomst og Peuplering«, tog han imod et Tilbud
om at blive Missionær deroppe og ordineredes i Maj s. A., hvorefter
han udsendtes til Godthaab. Her var han Hans Egede en
skattet Medarbejder, til han 1729 ansattes som Præst ved den da
anlagte nye Koloni Nepisene. Her kom han snart i Kontakt med
Egnens indfødte Befolkning og vandt adskillige for Kristendommen,
men maatte allerede 1731, da Kongen ophævede Kolonisationen,
vende tilbage til Kbh. Her blev han en ivrig Talsmand for Missionens
Fortsættelse; det skyldes i ikke ringe Grad hans Bestræbelser,
at Christian VI. blev omstemt til Fordel for dens Genoptagelse.
— 1732 blev L. Sognepræst til Urskog i Akershus Stift,
tog sin Afsked 1750 og bosatte sig paa Gaarden Børgen i Sørum
Præstegæld, hvor han hjalp Præsten i hans Embedsgerning. —
L. er Forfatter til en interessant versificeret Grønlandsbeskrivelse
paa Latin, som tryktes sammen med Niels Egedes »Tredie Continuation«
af Faderens Relationer (1744), ligesom der i Poul Egedes
»Continuation« som Indledning findes et latinsk Digt af ham
til Forfatterens Pris. Han efterlod ved sin Død »3de Journaler,
holden i Grønlande, men disse er, saa vidt vides, forsvundet.
H. M. Fenger: Hans Egedes og den grønlandske Missions Historie, 1879,
S. 108 ff. H. Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie, 1921,
S - 35 ' 38 ' 4 °- H. Ostermann.
de Lange, Johan Philip, omkring 1700—66, Arkitekt. F. omkring
1700, antagelig i Omegnen af Strasbourg, d. 10. Dec. 1766
i Kbh. (Frels.), begr. sst. (Frels.). Gift i° 2. April 1724 i Haag
med Jacomine Pieters (gift i° (trolovet 1713) med Soldat Adrian
van der Spijk, d. 1720), D. af Jacob P. og Maria Kams. 2° 4. Sept.
1738 i Kbh. (Petri) med Anna Lucia Ehlers, f. ca. 1714, d. tidligst
1787.
de L., der synes uddannet i Holland, hørte til de fremmede
Murermestre, som strømmede til Kbh., da det efter Branden 1728

536 Lange, Sven.
(1896—98 Redaktør) ved det radikale satiriske Vittighedsblad
»Simplicissimus«.
Omkring Aarhundredskiftet begyndte hans journalistiske Virksomhed
i Kbh. Igennem tredive Aar skrev han Teateranmeldelser
og, om end i langt mindre Maalestok, Boganmeldelser i »Politiken«.
Da Edv. Brandes 1904 trak sig tilbage, blev han Bladets Hovedteateranmelder.
Men samtidig med denne journalistiske Virksomhed udgav han
en Række Skuespil, Romaner og Fortællinger. Som Dramatiker
debuterede han med »En Martyr« (1896), hvorefter fulgte »Kærlighedens
Narre« og »Iris« (begge 1897), »De stille Stuer« og »En
Forbryder« (begge 1902), »Kvindelykke« (1903), »De Umyndiges
Røst« (1906), »En Digters Kærlighed« (1907), »Samson og Dalila«
(1909), »Fru Majas Hævn« og »Pressen« (begge 1912), »Kærligheden
og Døden« (1914). Disse Stykker blev alle opført paa Kbh.s
Teatre (Det kgl. Teater, Dagmarteatret, Folketeatret), men med
Undtagelse af »En Forbryder« og »Samson og Dalila« fik de ikke
nogen gunstig scenisk Skæbne.
L.s Gennembrud som Romanforfatter skete med »Hjertets Gerninger«
(1901). Den efterfulgtes af de mindre Arbejder »Sommerleg«
(1902), »Barnets Gave« (1908), »Fru Gerda og hendes Moder«
(1915) og »Eros' Ansigter« (1921). Hans anden store Roman
var »De første Kampe« (1925). Isoleret i hans Romanproduktion,
der ellers kun har Nutidsemner, staar »En Dag paa Hirschholm
Slot« (1923), der blev dramatiseret og opført paa Det kgl. Teater
1926, og »Amor og Bacchus«, to Arbejder, der begge giver danske
Interiører fra det 18. Aarh.
En væsentlig Del af L.s journalistiske Produktion er (i Udvalg
ved O. Thyregod) samlet i de omfangsrige Bind »Meninger om
Teater« og »Meninger om Litteratur« (1929). Man faar gennem
disse to Bind et levende og fyldestgørende Indtryk af det, der var
Ledetraaden i hans kritiske Virksomhed. Han talte i sine Teateranmeldelser
overmaade ofte om »Poesien«. Men han opfattede
dette Ord paa en helt anden Maade, end det almindeligvis fortolkes.
For ham var »Poesien« ikke det skønne, ikke det, der
kildrede eller mættede den æstetiske Trang, ikke de »store« Følelser,
de smukt klingende Ord, men udelukkende det sande. Han opfattede
ikke dette sande som en Fordring om den nøjagtigt kopierede
og den direkte fotograferede Virkelighed, men han forlangte, at
Personernes indre Væsen skulde være i Overensstemmelse med
Menneskets virkelige Verden. Derfor blev han i mangfoldige Tilfælde
en haard Kritiker af Teatret, thi en uoverskuelig Række

588 Lange, Sven.
»Et rigtigt Menneske« (1932) og »Ingeborg« (1937) samt Digtsamlingerne
»Bekendelser« (1929) og »Fortrolige Ord« (1936). Prosaen
er hans naturlige Form; hans bedste Arbejde er »Ingeborg«,
en fin lille psykologisk Roman, i hvis Kunst og Diktion man genkender
en Arv fra Faderen. — Per L. (f. 30. Aug. 1901 i Rungsted)
har udgivet Digtsamlingerne »Kaos og Stjærnen« (1926), »Forvandlinger«
(1929), »Orfeus« (1932). Hans sparsomme Produktion
er udsøgt, hans Finhed i Form og i Stof, hans Strofers suggestive
og udpræget musikalske Skønhed kan bringe Rainer Maria Rilke
i Erindring.
Selvbiografi i Selvportrætter og andre Portrætter, 1901, S. 18, og i Dansk
Aand, I, 1912, S. 7—11. C. E.Jensen: Vore Dages Digtere, 1898, S. 211—18.
C. Rimestad: Digtere i Forhør, 1906, S. 40—43. Politiken 6. Jan. 1930 og
27. Marts 1937. Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik, s. A. Tilskueren, s. A.,
*' S - 4I9 ff - Chr. Rimestad.
Lange, Thomas, 1829—87, Forfatter. F. 30. Nov. 1829 i Kbh.
(Holmens), d. 25. Aug. 1887 i Lyngby, begr. sst. Forældre: Postsekretær,
Kontorchef under Generalpostdirektoratet, senere Postmester,
Kancelliraad Thomas L. (1793—1840) og Ulricca Margrethe
Andreasen (1809—92). Gift 6. Jan. 1856 i Kbh. (Holmens)
med Fanny Gjellerup, f. 9. Marts 1836 i Odense, d. 12. Dec. 1889 i
Vordingborg, D. af Hospitalslæge, senere Kancelliraad Carl Adolph
G- (1799—1849) og Concordia Conradsen (1812—62).
L. var kun et halvt Aar, da han kom i Huset hos Morbroderen,
Pastor Andresen i Ho ved Varde; her knyttedes han saa stærkt til
Omgivelserne, den ejendommelig storslaaede Natur mellem »Tavlebjærget
i Nord og Horns Bjærge i Vest«, at han følte det, som om han
rykkedes op med Rode, da han i Elleveaarsalderen kom til Ringkøbing,
hvor Plejefaderen havde faaet Kald; en tilsvarende Fornemmelse
havde han, da han et Par Aar senere kom paa Latinskolen
i Viborg, og det var først efter at han havde gjort den
Opdagelse, at Naturen omkring den gamle Domkirkeby i sit Grundvæsen,
Ensomhed og Storhed, var nær beslægtet med den Natur,
han var opvokset i, at han fandt sig til Rette i de nye Omgivelser.
L. blev Student 1848, men Tidens nationale Vækkelse gjorde ikke
synderligt Indtryk paa ham, sandsynligvis fordi Følelsen for Hjemstavnen
var stærkere udviklet hos ham end den egentlige Fædrelandskærlighed.
Økonomisk velstillet som han var — L. ejede
bl. a. det Hus paa Hjørnet af Købmagergade og Skindergade, hvor
Kafé »Helvede« havde Lokaler — gav han sig god Tid til Studierne
og tog kraftig Del i Studenterlivet; først 1857 tog han teologisk

Lange, Thomas. 589
Attestats. L. gjorde dog aldrig Brug af sin Embedseksamen, thi
selv om han ikke folte sig i nogen Uoverensstemmelse med Folkekirken,
var han en saa uafhængig Natur, at han ikke kunde tænke
sig nogen Art af Vanetilværelse; han vilde leve en Digters frie Liv.
L. debuterede 1858 med »I Ungdommen«, der efterfulgtes af
»Modepræsten, et Slags Novelle« (1859), »Smaaskitser« (1860) og
»Poetiske Naturer« (1863) — det er Dialoger og Fortællinger, der
ikke vidner om større Selvstændighed, men om flittig Læsning af
Kierkegaard, fra hvem de utvivlsomt har hele deres spekulative,
psykologisk-eksperimenterende Karakter. Sit egentlige Gennembrud
fik L. først med »Æventyrets Land, et Billede af Livet og
Naturen ved Blaavandshuk« (1865), hvor han giver et fint afstemt,
poetisk Billede af Barndomslandet, saaledes som han ser det for
sig i Fjernhedens forklarede Skær: Naturen er ikke blot Baggrund
for, men aktiv Deltager i Handlingen; Knud Thisenius, den gamle
Degn, der er Hovedperson i Fortællingen, forstaas kun i Sammenhæng
med den omgivende Natur. I de Bøger, L. derefter udsendte,
er Hovedmotivet stadig bestemt af dette Sammenspil mellem Mennesket
og Naturen. I »Aaen og Havet« (1870) er det Naturens
»dæmoniske Magt« over Menneskesindet, L. har forsøgt at give
Lidtryk, mens det i »De lyse Nætter« (1875) er Naturens rensende
og forædlende Indflydelse; L. har dog vovet sig saa langt ud i
Spekulationer over Aanden og Naturen i disse to Fortællinger, at
det gaar ud over Klarheden i Kompositionen. Langt betydeligere
er den Fortælling, der oprindelig offentliggjordes i Vilh. Møllers
»Nyt dansk Maanedsskrift« og senere optryktes i »Romantiske Skildringer«
(1872) under Titlen »De faldende Blade« — det er et
Stykke Prosalyrik af høj Rang, hvor det er lykkedes L. at faa
Naturen og Mennesket til at tone sammen i en skøn Harmoni;
det Suk, der møder Vandringsmanden, da han ved Aftenstid træder
ind i den stille Præstegaardshave, hvor Bladene falder, er Naturens
deltagende Suk ved den unge Præstedatters Død. L. udgav endnu
en lang Række Bøger, hvori han søgte at uddybe dette Syn paa
Naturen, men han naar ikke i noget af disse senere Arbejder op
paa Højde med »De faldende Blade«. Størstedelen af, hvad der
forekommer i de to store Fortællinger »Nyt Liv« (1879) og »En Kjærlighedshistorie«
(1882) saavel som i de mindre Novelle-Cyklus'er
»Af Livet og Naturen« (1876), »Et Symposion« (1877), »Sølvbrylluppet
paa Højgaard« (1883), »Fortællinger« (1885) og »Jagtselskabets
Fortællinger« (1887), kan nærmest betegnes som Variationer
over Temaer, L. tidligere har gennemspillet med større Kraft og
Myndighed. Men der er alligevel en saa oprindelig Styrke i Op-

590 Lange, Thomas.
fattelsen og Gengivelsen af det indbyrdes Forhold mellem Mennesket
og Naturen, at det næppe er tilstrækkelig udtømmende at
karakterisere L. som en romantisk Epigon; ganske vist kommer
han Gang efter Gang ind paa Problemer, der optog vore
Guldalderdigtere, og prøver bl. a. paa at forklare den store Sammenhæng
i alt og alle, men han gør det paa en Maade, der tydeligt
viser, at han ikke er helt upaavirket af de nye Strømninger i
Litteraturen; Redegørelsen for Sammenspillet mellem Mennesket
og Naturen er af en saa udpræget psykologisk-analytisk Karakter,
at det maaske vilde være rimeligere at betragte L. som en Art
Real-Romantiker. Hvor han er bedst, lykkes det ham at finde
Udtryk for sin særegne Naturopfattelse i et Sprog af en næsten
gammeltestamentlig Klang. — Udvalgte Skrifter i to Bind, 1906
—07. — Gravmæle tegnet af Lor. Frølich. Mindesmærke med
Buste af Becher Smith ved Ho Præstegaard 1930. — Træsnit
1876, af H. P. Hansen efter egen Tegning 1880, af C. Hammer
1883 og af H. P. Hansen 1884 og 1888.
Peder Hesselaa: Essays, 1924, S. 49—72. Samme i Morgenbladet 30. Nov.
1929. Aug. F. Schmidt i Fra Ribe Amt, VI, 1923—27,8.586—602. III. Tid.
14. Maj 1876 og 4. Sept. 1887. Danmark, udg. af Journalistforeningen, II,
1888, S. 51—56. Ny svensk tidskr., s. A., S. 16—33. Forfatterbogen, 1898,
S. 46 ff. C. Dumreicher i København 14. Sept. 1920, Nationaltidende 30.
Juli 1923 og 30. Nov. 1929, Ribe Amtstidende 2. Dec. 1929 og 7.—8. Juli
1930. P. A. Rosenberg: Erindringer, I, 1934, S. 109. Peder Hesselaa
Lange, Thor Næve, 1851—1915, Filolog, Forfatter og Oversætter.
F. 9. April 1851 i Kbh. (Trin.), d. 22. Febr. 1915 paa Selo Napadovka
i Ukraine, begr. 1927 i Kbh. (Vestre). Forældre: Præst
ved Almindelig Hospital og Abel Cathrines Boliger Johan Nicolai
L. (1814—65) og Maria v. Holtzendorff (1816—69). Gift 22.
Febr. 1883 i Moskva med Nathalia Michailovna de Protopopov,
f. 29. Aug. 1855 paa Selo Napadovka, d. 25. Sept. 1937 paa Frbg.,
D. af Oberst i Garden, senere Adelsmarchal i Distriktet Iwenigorod,
Godsejer Michael Vassiljevitsch de P. og Nathalia Ivanovna
Alferiev.
L. blev Student 1869 fra Metropolitanskolen, kom efter Moderens
Død i Huset hos Faderens Ven, Pastor L. Schmidt ved Holmens
Kirke, og begyndte — sprogbegavet som han var og sproginteresseret
allerede fra Hjemmet — paa det filologiske Studium, hvor
særlig J. N. Madvig og J. L. Ussing var hans Vejledere og Velyndere.
Hans nærmeste Omgang i Studenteraarene var dels Skolekammeraterne,
bl. a. Forfatteren K. G. Brøndsted, Filologen og
Arkæologen Christian Jørgensen, Komponisten P. E. Lange-Miiller

Lange, Villum. 599
han søger at klare de matematiske Begreber over for M. Meiboms
forvirrende Fremstillinger, men selv ikke undgaar Forvirring, f. Eks.
ved at kalde Multiplikation med % f° r Division med %.
C. F. Pechule (Poul Heegaard*).
Lange-Muller, Peter Erasmus, 1850—1926, Komponist. F. 1.
Dec. 1850 paa Frbg., d. 26. Febr. 1926 i Kbh., begr. sst. (Vestre).
Forældre: Overrets-, senere Højesteretsassessor Otto Frederik Muller
(s. d.) og Hustru. Gift 23. Juni 1892 i Marienbad, Bøhmen,
med Ruth Alpha Gudma Block, f. 8. April 1866 i Kbh. (Johs.),
d. 30. Okt. 1921 paa Sophienberg, Rungsted, D. af Kontorist,
senere Dispachørfuldmægtig Johan Carl Møller (1836—70) og
Hansine Frederikke Henriette Petersen (1839—68) og adopt. 31.
Dec. 1887 af Konsul F. H. B. (s. d.) og Hustru.
L.-M. blev opdraget i et Hjem med udpræget Sans for musikalske
Værdier, især var hans Moder musikinteresseret og vakte tidligt
samme Interesse hos den meget modtagelige Søn. Tro mod Slægtens
akademiske Traditioner gik L.-M. dog efter endt Studentereksamen
(1870 fra Metropolitanskolen) ind til det statsvidenskabelige
Studium. Imidlertid var hans Tilbøjelighed for Musikken saa
stærk, at han samtidig søgte ind paa Det kgl. danske Musikkonservatorium,
hvor han — der tidligere havde modtaget Undervisning
af G. Matthison-Hansen — fik Neupert til Lærer i Klaverspil.
Fra Barndommen af var L.-M. svagelig, Sygdom forfulgte ham hele
Livet, og allerede paa et tidligt Tidspunkt af de akademiske og
musikalske Studier brød han derfor af og gik for sit Helbreds Skyld
i Gartnerlære. Medens Statsvidenskaben hermed definitivt blev
lagt paa Hylden, kunde L.-M. derimod ikke slippe Musikken.
Han blev i disse Aar klar over sit kunstneriske Kald, og 1874
debuterede han som Komponist med Udsendelsen af fem Sange
af Ingemanns »Sulamith og Salomon«. S. A. deltog han i Stiftelsen
af Koncertforeningen, hvor han senere blev Meddirigent (1879—
83), den eneste offentlige Musikstilling, han overhovedet har indtaget.
Denne Tilbageholdenhed skyldtes dels den Svagelighed,
han stadig maatte kæmpe med, dels en ejendommelig Skyhed over
for offentlig Fremtræden og Opmærksomhed om sin Person, der
hele Livet var karakteristisk for ham — »Musiker Muller«, som
han beskedent yndede at kalde sig.
Det skulde imidlertid falde i denne stilfærdigt tilbagetrukne
Kunstners Lod at blive en af Folkets udkaarne paa det musikalske
Omraade. Medvirkende hertil var især hans Musik til Drachmanns
»Der var engang —« (Det kgl. Teater 1887, Op. 25), hvis

6oo Lange-Miiller, P. E.
Popularitet er stadig usvækket; desuden en Række af hans Sange,
der i Løbet af forbløffende kort Tid naaede en enestaaende Udbredelse.
Denne stærke Koncentration af Opmærksomheden om
enkelte af L.-M.s Kompositioner baade gavnede og skadede deres
Autor. Samtidig med, at disse Værker brændte sig fast i Nationens
Bevidsthed, trængtes hans øvrige Kompositioner saa stærkt i Baggrunden,
at mange af dem nu nærmest maa siges at være forglemte.
Medvirkende hertil var maaske ogsaa, at L.-M.s Stil ikke altid
fandt den rette Forstaaelse i faglige Kredse, præget som den er af
Overgangen mellem Senromantikken og den nyere Tid, med
tydelige impressionistiske Indslag — en Stil, der paa den ene
Side ikke helt honorerede Højromantikkens Fordringer, paa den
anden Side heller ikke passede ind i de Krav, den frembrydende
moderne Musik stillede. En Nyvurdering af L.-M.s Livsværk vil
sikkert stille hans Musik i gunstigere Belysning.
L.-M. var en meget produktiv Komponist, hans Kompositioner
omspænder baade dramatisk Musik, Instrumentalmusik, Korværker
og Sange. Allerede i sin pureste Ungdom var han saare
teaterinteresseret, og hans Værker for Scenen viser tidligt en udpræget
Sans for dramatisk Virkning. 1878 opførtes hans Syngestykke
»Tove« (med Tekst af Komponisten). Det fik en krank
Skæbne og opførtes kun faa Gange, men det viser som i Svøb
L.-M.s musikalske Fysiognomi: Udgangspunktet i den danske Højog
Senromantik, med Gade, Hartmann og Heise som Forbilleder,
men samtidig særpræget ved den egenartede Kolorit, der farver
det lige fra Ouverturen til det afsluttende Kor. Desuden ved den
Paavirkning fra dansk Folketone — saaledes som Romantikken
forstod denne —, der tydeligt kommer til Hørelse i de viseagtige
Indlæg og folkelige flerstemmige Satser. I Virkeligheden har man
her allerede »den hele L.-M.« som i en Nøddeskal. Ogsaa den
vemodige, ligesom slørede Tone, der genfindes saa hyppigt i L.-M.s
senere Værker, og som er et af de mest karakteristiske Træk i hans
Musik, er her forudgrebet, om end i svagt intoneret Klang. Heller
ikke de langt udspundne, blidt rytmisk vuggende Taktinddelinger,
som L.-M. forfølger og udnytter til yderste Grænse senere hen
(Serenaden i »Der var engang —« og i »Renaissance«), eller den
herimod opstillede hurtige Veksel af Motivindhold — et ægte
impressionistisk Træk — mangler i hans første Teaterarbejde.
I de efterfølgende sceniske Værker træffes disse karakteristiske
L.-M.ske Træk i stedse stigende Grad og i stedse mere afklaret
Form; hertil kommer desuden nye Drag, som f. Eks. den friske og
fornøjelige Tone i Musikken til Bauditz' »I Mester Sebalds Have«

602 Lange-Muller, P. E.
til Sangpartierne, hvilket atter øjensynligt har tvunget L.-M. til
at tage større Hensyn til melodisk-selvstændige Linier end til Klangchatteringer.
I Sangpartierne spores i øvrigt tydelige Forsøg paa
Anvendelse af »Talesang« og »Uendelig Melodi« i Wagner'sk Forstand
(Romancernes Antal er ogsaa paafaldende formindsket), og
Ledemotivteknikken, om end i spæd Udformning, er taget i Brug
(f. Eks. Svanekors-Motivet). Smukt gjort er Karakteristikken af
Østerland og Norden — et lidenskabeligere, sjæleligt mere hektisk
Norden end det mytisk-stoute hos J. P. E. Hartmann, hvem Værket
er tilegnet. »Vikingeblod« betegner Højdepunktet, Afklaringen, i
L.-M.s dramatiske Komposition. De to senere Arbejder: Musikken
til »Middelalderlig« (Op. 55, Tekst af Drachmann, Det kgl. Teater
1896) og »Renæssance« (Op. 59, ligeledes Drachmann, Dagmarteatret
1901) kom hverken i Omfang eller Indhold paa Højde med
de foregaaende Arbejder; det sidstnævnte — »Renæssance« —
opnaaede en betydelig Popularitet, især Ouverturen og Serenaden.
Foruden de allerede nævnte Teaterarbejder skrev L.-M. Sange til
Kaalunds »Fulvia«, Drachmanns »Østen for Sol og Vesten for
Maane«, Ibsens »Gildet paa Solhaug«, Einar Christiansens »Peter
Plus« og »Letizia« o. a. samt Reckes »Hertuginden af Burgund«.
Inden for Instrumentalmusikken gennemløb L.-M. en lignende
Udvikling som inden for sin Teatermusik •— fra en Stil, der her
paa dette Omraade nærmest kan karakteriseres som romantisk i
Leipzigskolens Betydning (Schumann, Gade), saaledes udpræget
endnu i »12 Klaverstykker«, Op. 8, til en Stil, hvor Klangene
oftest i saare raffineret Farvning faar Overhaanden over
det motiviske (Klaverværkerne »Meraner-Reigen«, 4-hdg. Op. 26;
»Syv Skovstykker«, Op. 56; »Dæmpede Melodier«, Op. 69).
Dog forudgriber en Række Enkeltheder i de ældre Klaverværker
den senere Udvikling, paa samme Maade som Orkestersuiten
Op. 3 »I Alhambra« (1876) med sin klassisk-sluttede
Form allerede tydeligt — ved sine »malende« Orkesterklange —
varsler den langt mere koloristisk bestemte Orkestersuite »Weyerburg«
(Op. 47, 1894), de to Symfonier »Efteraar« (Op. 17, 1882)
og D-Mol Symfonien (Op. 33, 1889) samt Klavertrioen i F-Dur
(Op. 53, 1898). Violinkoncerten (Op. 69, 1904) og Violinromancen
(Op. 63, 1899) betegner inden for Instrumentalmusikken et lignende
Stadium som »Vikingeblod« inden for den dramatiske Musik,
især med Hensyn til den orkestrale Sats, der tydeligt giver Vidnesbyrd
om den Udvikling, L.-M. i Mellemtiden havde gennemløbet.
Allerede paa et tidligt Tidspunkt i sin Kunstnerbane kastede
L.-M. sig med Iver over Komposition af Vokalmusik (Kor og

Langebek, Jacob. 605
Langebek, Jacob, 1710—75, Gehejmearkivar, Historiker. F. 23.
Jan. 1710 i Skjoldborg, d. 16. Aug. 1775 i Kbh., begr. sst. (Frue K.).
Forældre: Sognepræst Frederik L. (1673—1727, gift 2 0 1727 med
Sabine Marie Stoltzig, ca. 1698—1766, gift i° 1714 med Sognepræst
i Aars og Havbro Vincens Rønnebech, d. 1716, 3° 1729 med
Sognepræst i Skjoldborg og Kallerup Ole Kamp, 1696—1749) og
Else Schytte (1684—1726). Gift 1° 16. April 1755 i Kbh. (Nic.)
med Helene Marie Paulli, f. 3. Febr. 1731 i Kbh. (Trin.), d. 21.
Aug. 1766 sst., begr. i Trin. K., D. af Bager Poul Frederik P.
(ca. 1689—1751) og Anna Larsdatter Lindberg (1696—1740,
gift i° 1713 med Garver Jørgen Eilersen Høffding, ca. 1674
— 1715 (gift i° med Martha Christophersdatter Brøchner),
2 0 med Bager Joen Torstensen Angelberg, d. 1718 (gift i° med
Elisabeth Liebendahl, d. 1717, gift 1° med Bager Claus Bløcher)).
2 0 24. Febr. 1773 i Kbh. (Frue) med Marie Wulff, døbt 1. Dec.
1721 i Kbh. (Helligg.), d. 24. Nov. 1792 sst., begr. i Frue K.
(gift 1° med Klokker ved Frue K. i Kbh. Niels Glud, ca. 1692—
1771, gift i° 1736 med Sara (Arildsdatter ?) Hansen, ca. 1698—
1749), D. afSkrive- og Regnemester Hans W. (d. senest 1759) og
Elisabeth Maria Svendsdatter Lorentzen (ca. 1695—1765).
J. L.s Barndomshjem var en beskeden nordjysk Præstegaard,
hvor han modtog den første Undervisning indtil sit 16. Aar. Derpaa
blev han sat i Nykøbing M. Skole under den fortræffelige
Rektor, Mag. Vilhelm Rogert, der dimitterede ham til Universitetet
1728. Til sit akademiske Studium mødte han med gode
Kundskaber, særlig i Latin, 1731 tog han anden Eksamen og allerede
1732 teologisk Attestats. Hans Hu stod imidlertid ikke til at
træde i Kirkens Tjeneste, fra sin tidlige Barndom havde Studiet af
Danmarks Historie været hans dybe Kærlighed, og hans Maal var
med alle Kræfter at tjene Fædrelandet som historisk Samler og
Forsker. Uden at lade sig hemme af sine trange Kaar, forældreløs
som han tilmed var, kæmpede han sig utrættelig fremad. Skønt
han maatte tjene Brødet ved slidsom Privatundervisning, anvendte
han en betydelig Del af sin Indkomst paa at købe sig Bøger, og
med ukuelig Flid søgte han at tilegne sig alle Slags Kundskaber,
som kunde blive af Værdi for hans historiske Studium. Saaledes
lærte han Oldnordisk af en islandsk Student og paa egen Haand
Fransk og Tysk samt Oldengelsk. Af stor Betydning blev ogsaa
de Velyndere, han vandt sig. Udviklende i mere end een Henseende
var saaledes Forbindelsen med Fr. Rostgaard. Vel maatte han ofte
finde sig i at blive brugt som en Slags Kommissionær i højst forskellige
Ærinder, men Omgangen med den rigt dannede Rost-

6o6 Langebek, Jacob.
gaard, de talrige Ophold paa dennes smukke Lystgaard Krogerup
og den gode Lejlighed, han fik, til at fordybe sig i Ejerens store
Bog- og Manuskriptsamling udvidede i høj Grad hans Kundskaber
og hele aandelige Synskreds. Endnu mere værdifuldt for J. L. var
det dog, at han 1735 traadte i nært Forhold til Hans Gram. Han
vandt Grams Velvillie ved at tilegne ham en haandskreven Oversættelse
af »Kristnisaga« og ved tillidsfuldt i Fortalen hertil at fortælle
ham om sin Barndoms og Ungdoms »inderlige Lyst og
Inklination« til Fædrelandets Historie. Med den Interesse for
lovende unge Mennesker, der var saa ejendommelig for Gram,
tog han sig ogsaa varmt af J. L., skaffede ham en Stilling som
Amanuensis ved Det kgl. Bibliotek og gav ham 1739 Plads i sit
eget Hjem, hvor det daglige Samliv med den berømte Videnskabsmand
og den stadige Adgang til hans fortrinlige Bibliotek fik
afgørende Indflydelse paa J. L.s hele Udvikling.
Snart begyndte J. L. at træde frem for Offentligheden. Sammen
med en jævnaldrende, Ludvig Harboe, udsendte han 1738 første
Hæfte af et litterært Tidsskrift til Oplysning især for Udlandet om
den ældre og nyere danske Kirke- og Lærdomshistorie »Dånische
Bibliothec«, hvoraf tre Bind kom til at foreligge fra de unge Udgiveres
Haand. Derpaa syslede J. L. med Tanken om at udgive
en Række større og mindre Kildeskrifter til Danmarks Historie
under Titlen »Monumenta Danica«, som man kan se af en blandt
hans Papirer fundet »Conspectus«. Det lykkedes ham dog ikke
foreløbig at faa Midler til at stille en saadan Udgave paa Benene,
og han havde vel heller ikke endnu den fornødne Modenhed til
at gennemføre den. Først langt senere, især i »Scriptores rerum
Danicarum«, fik han virkeliggjort en Del af sine Planer. Desuden
maatte han i disse Aar ofre megen Tid paa Arbejdet med den
danske Ordbog, som Fr. Rostgaard havde overdraget ham. Dette
Arbejde var lige saa tarveligt lønnet, som det var endeløst for en
enkelt Mand, og saa lidt som for Forgængerne lykkedes det J. L.
at føre det til Afslutning. Han fik dog redigeret Manuskriptet til
Bogstaverne A—N (heraf bevaret 21 Foliobind), og de store Forarbejder,
han derved havde skabt, kom siden til Nytte ved Udgivelsen
af Videnskabernes Selskabs Ordbog. Den Plan, J. L. har
udarbejdet for Ordbogen, viser, at han har været en afgjort Tilhænger
af det saakaldte »Akademiprincip«, der fra Ordsamlinger
vil forvise alle de Ord, som ikke kan anerkendes som »sprogrigtige«.
J. L.s betydeligste Indsats i disse Aar blev dog Stiftelsen af
Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie. 1742 var Videnskabernes
Selskab blevet grundlagt, og da J. L. følte sig skuffet, dels

Langebek, Jacob. 607
over ikke at være blevet optaget i dette (hvad der var udelukket
ifølge Datidens sociale Syn paa en »ubefordret Studiosus« som J. L.),
dels over, at en Plan om at stifte et Societas antiquitatum et historiarum
patriæ var blevet opgivet, gav dette Stødet til, at fire yngre
Mænd under hans Forsæde i Dec. 1744 traadte sammen for at
danne Selskabet til det danske Sprogs og den danske Histories
Forbedring (officiel Stiftelsesdag 8. Jan. 1745). Mand og Mand
imellem kaldtes dette »Det lille Selskab« i Modsætning til Videnskabernes
Selskab, men allerede 1746 modtog det et kgl. Beskyttelsesbrev
og tilkæmpede sig i Løbet af ganske faa Aar en smuk
Plads i den almindelige Bevidsthed. Dets Formaal var dels at indsamle
Bøger, Haandskrifter og andre Ting, der kunde oplyse Fædrelandets
Fortid, dels at udgive større eller mindre historiske Kildeskrifter
i et Samlingsværk under Titel »Danske Magazin«. J. L.
blev Selskabets »Forstander« og som Udgiver af Magasinet den,
der kom til at trække det tunge Læs, og da han 1748 udsendte et
større Skrift »Det Kongelige Danske Selskabs Begyndelse og Tilvext
i de tre første Aar«, var det med berettigec Stolthed, at han
kunde pege paa de betydelige Resultater, Selskabets Indsamlingsarbejde
og hele Virksomhed havde ført til. Særlig værdifuld var
Udgivelsen af »Danske Magazin«, dette rige Skatkammer for vor
indre Historie, men en Overgang havde dette Værk givet Anledning
til alvorlige Genvordigheder for Selskabet og dets ledende
Aand. J. L. havde jævnlig benyttet Lejligheden til i »Danske
Magazin« at anføre Rettelser til Erik Pontoppidans lidet nøjagtige
»Annales ecclesiæ Danicæ«, og da han et Sted havde talt hvasse
Ord — dog uden Navns Nævnelse — om den Grundighed og Kritik,
der maatte kræves ved Bearbejdelsen af vor ældre danske
Kirkehistorie, tog Pontoppidan ham dette meget unaadigt op og
skrev anonymt et »Brev angaaende den Dristighed, med hvilken
A. Huitfeldt og andre Historieskrivere korrigeres af det Danske
Magazins Forfattere«. Herpaa svarede J. L. med »Selskabets Anmerkninger
over et Brev, som nyligen er udgivet imod det Danske
Magazin« (1746), der tydeligt vidner om, at det er skrevet af en
Mand, der var fyldt af ungdommeligt Kampmod og fast Tro paa sin
Sags Retfærdighed. Sin Modpart behandler han ret overlegent,
og med stor Djærvhed tager han Ordet for Nødvendigheden af
den grundige og upartiske historiske Undersøgelse. Pontoppidan
blev i højeste Grad forbitret over dette Svar og indgik til Kong
Christian VI. med en Klage over den beskæmmende Maade, hvorpaa
han var blevet behandlet. Da tilmed J. L. paa sin Side indsendte
en Ansøgning om at blive ansat som Professor i Fædre-

oS Langebek, Jacob.
landets Historie og Sprog, dog uden Forpligtelse til at holde Forelæsninger,
blot mod aarlig at levere en passende Mængde litterært
Arbejde i sin Videnskab, blev ogsaa Kongen fortørnet og befalede,
at J. L. skulde indkaldes for Konsistorium og gøre Pontoppidan
Afbigt, medens begge Parters Fejdeskrifter skulde undertrykkes.
J. L. maatte da gaa den ydmygende Gang til Konsistorium, men
dermed var Sagen ogsaa endt. Den almindelige Mening var paa
J. L.s Side, han og Pontoppidan glemte snart deres Strid og
traadte senere i venskabeligt Forhold til hinanden, og i sit Skrift
»Videnskabers Tab i Konning Christian VI.s Dødsfald« (1746)
berømmede J. L. stærkt den afdøde Konge for hans Interesse for
Videnskabens Fremme. Heller ikke Danske Selskab blev hindret
i sin Fremgang, idet den nye Konge Frederik V. 24. Febr. 1747
tog det under sin Beskyttelse og meddelte det en Række vigtige
Privilegier.
1748 døde J. L.s trofaste Velynder Hans Gram, og s. A. udnævntes
i Henhold til den afdødes Ønske J. L. til hans Efterfølger
som Gehejmearkivar og fik som Forgængeren Tilladelse til at gøre
litterær Brug af Arkivets Skatte. Som Gehejmearkivar kom J. L.
ikke til at yde nogen nævneværdig Indsats med Hensyn til Arkivets
Ordning, derimod fortsatte han paa storslaaet Maade et Værk,
der var gaaet i Arv til ham fra Hans Gram, den Samling Afskrifter
af ældre Breve og Dokumenter, som siden med Rette er blevet kaldt
»Diplomatarium Langebekianum«. I en længere Aarrække synes
dette Arbejde at have været hans Hovedinteresse. »Danske Magazin«
førtes vel frem til 1752, men derpaa følger en mærkelig Standsning
i Selskabets Virksomhed, som i første Række maa forklares derved,
at J. L.s Kræfter saa ganske overvejende blev taget i Brug ved
Diplomatariet. Fra sin Tiltrædelse af Embedet som Gehejmearkivar
kastede han sig med den største Energi over denne Opgave: med
egen Haand afskrev han i Hundredvis af Dokumenter, og ved
andre lod han tage talrige Afskrifter af Originaler baade i private
og offentlige Samlinger overalt, hvor han kunde komme over dem,
og han har derved reddet Kendskabet til meget Kildestof, som
siden er gaaet tabt. 1753 mente han at være naaet til en relativ
Afslutning, saa at man snart kunde skride til Trykningen af en
Del af Materialet, men han ønskede dog først at gøre sig bekendt
med, hvad der fandtes bevaret i Sverige. Det blev derfor af stor
Betydning for ham, at han opnaaede en kgl. Understøttelse til,
ledsaget af Arkivtegneren Søren Abildgaard, at foretage en vidtløftig
Rejse i Sverige og Østersølandene 1753—54. Længst opholdt
han sig i Sverige, især i Stockholm, og han hjembragte en rig Høst

6lO Langebek, Jacob.
af sit Liv var han optaget af det Værk, som mere end noget andet
har bevaret J. L.s Navn, »Scriptores rerum Danicarum«. Gennem
Aarrækker havde han syslet med at tilvejebringe og til Udgivelse
at forberede en Samling af de vigtigste middelalderlige Kildeskrifter
til Danmarks Historie, 1771 lod han trykke en »Intimatio«
til en saadan Udgave, og da P. F. Suhm med vanlig Liberalitet
tilbød at afholde Fremstillingsomkostningerne, var Døren aabnet
for dens Fremkomst. Før Døden bortrev J. L., naaede han selv
at faa udgivet 3 Foliobind (1772—74), Resten, IV—VIII, maatte
udgives af andre 1776—1834, men alt efter den af J. L. lagte Plan.
Blandt de Kildeskrifter, som J. L. har fremdraget, kan især nævnes
»Necrologium Lundense«, Kong Valdemars Jordebog, Roskildebispens
Jordebog og Dele af hans Dombog. Tekstbehandlingen i
»Scriptores« udmærker sig ved Omhu og Kyndighed og staar fuldt
ud Maal med det bedste, der i Datiden blev ydet udenlands, og i
Indledningerne har han nedlagt Frugten af mange Aars grundige
Undersøgelser. Hvad der gennem Aarhundreder havde staaet som
et uigennemførligt Ideal for en hel Række historiske Samlere, blev
til Virkelighed gennem J. L.s Indsats, og for lange Tider skabte
han i »Scriptores« et nyt Grundlag for Studiet af Danmarks middelalderlige
Historie. At senere Tiders Forskning ikke længere har
kunnet finde hans Teknik tidssvarende, formindsker ikke hans
Fortjeneste, men er blot et Udtryk for Historievidenskabens almindelige
fremadskridende Udvikling.
Scriptores-Værket belyser ogsaa paa karakteristisk Maade J. L.s
Ejendommeligheder som Historiker. Han var ikke skabt for den
brede, monumentale Historieskrivning, trods al Tilknytning til den
kritiske Gram'ske Skole følte han ikke som sin Lærer Trang til at
underkaste et enkelt Emne en dybtgaaende, analytisk Behandling,
først og sidst var han Samleren, Bearbejderen og Udgiveren af
historisk Kildestof, men netop ved maalbevidst og utrætteligt at
virke inden for den Begrænsning, der var givet med hans Natur,
har han været i Stand til at yde det ualmindelige. Som Menneske
var J. L. jævn og fordringsløs, grunddansk af Væsen, konservativ i
politisk og religiøs Henseende. Dommen over hans ægte og ærlige
Personlighed, der ogsaa træder tydeligt for Dagen i hans mange
Breve, lyder mærkværdigt enstemmig. Hans Venner — og til hans
Venner og Velyndere hørte Mænd som Gram, Rostgaard, Suhm,
Schiønning, Hielmstierne, Luxdorph o. fl. — taler stærke Ord om
hans Beskedenhed og Oprigtighed, om hans store Hjælpsomhed
især over for andre lærde og om hans utrolige Arbejdsomhed.
Aldrig var han ørkesløs, siger Suhm, og i sine senere Aar læste og

612 Langeland, Rasmus.
L. hørte til Korsør Bys driftigste Borgere i det 18. Aarhundrede.
Han fik 1759 Privilegium paa at indføre Vine og sendte selv Skib
afsted, som imidlertid blev opbragt af Englænderne. 1768 oprettede
han i Korsør et grønlandsk Kompagni, der skulde drive Hval- og
Robbefangst, med tilhørende Trankogeri, og han var Medejer
af Færgeforbindelsen med Fyn. L. tog ivrig Del i Byens Liv.
Ikke alene bidrog hans mange Foretagender til hele Byens Trivsel,
men han gjorde meget for ved Byggeri at udvikle Byen yderligere,
og han købte 1764 Korsør Fæstning. Mest kendt er hans Navn
blevet ved den haardt tiltrængte Forbedring, han gennemførte i
de rejsendes Bekvemmeligheder, naar ugunstigt Vejr opholdt dem
i Korsør. Han fik 1759 Bevilling til at holde Gæstgiveri og Værtshus,
og gennem Aarene tog flere af Rigets Stormænd ind hos ham.
Til Trods for, at han paa Højdepunktet af sit Liv var en af Byens
Matadorer, maatte ved hans Død Boet erklæres fallit. — Miniature
paa Papir i Familieeje. — Gravsten indmuret i Huset Algade
25, Korsør.
Aage Friis: Bernstorffske Papirer, I, 1904. L. Bobé: Efterladte Breve fra
den reventlowske Familiekreds, IX, 1922, S. 347. Th. Hauch-Fausbøll i Berl.
21. juni 1933. G. L. Grove (Harald Jørgensen*).
Langeland-Mathiesen, Henrik Aage, 1868—1933, Arkitekt. F.
22. Maj 1868 i Aarhus, d. 19. Juni 1933 i Liseleje, begr. paa Frbg.
Forældre: Bygningsinspektør i Kbh. Rasmus Langeland M. (1834—
1911) og Elisa Petrea Kabell (1839—96). Navneforandring 13.
Aug. 1926 til Langeland Mathiesen, 26. Marts 1928 til Langeland-Mathiesen.
Gift 1° 5. Nov. 1890 i Kbh. (Johs.) med Mathilde
Amalie Westergaard, f. 21. Okt. 1868 i Kbh. (Trin.), D. af Musiker
Niels Christian W. (1830—1911) og Alvilda Vilhelmine Eline
Petersen (1838—1915). Ægteskabetopløst. 2 0 2. Juni 1926 i Kbh.
(b. v.) med Erna Christine Østberg, f. 9. Sept. 1886 i Kbh.
(Fødsst), D. af Ølhandler Johan Frederik Vilhelm 0. (1843—
1912) og Jensine Marie Nielsen (1858—1933)-
L.-M. fik en grundig Uddannelse som Tømrer (Svend 1886)
og Murer, dimitteredes fra Teknisk Selskabs Skole og besøgte
Arkitekturskolen fra 1884 med Afgang 1895. ^97 vandt han
Neuhausenske Konkurs. — Større kunstnerisk Værdi har L.-M.s
Arkitektur ikke. Noget af det bedste er Ejendommene paa begge
Sider af Kirken paa Blaagaardsplads, Nr. 2—6 og 8—12 (1902),
sandsynligvis paavirket af Plesner. Senere sluttede L.-M. og Plesner
sig sammen; i Fællesskab opførte de bl. a. Studenterforeningen og
Kvindelig Læseforening. L.-M. har sikkert bidraget væsentligt til

Langeland-Mathiesen, Aage. 613
den praktiske og tidssvarende Indretning af disse Bygninger. Foruden
at passe en ikke ringe Praksis som Arkitekt har L.-M. udført
en Række historisk-arkæologiske Arbejder af Værdi: Undersøgelser,
Opmaalinger og Restaureringer, til Dels for Nationalmuseets 2.
Afdeling, hvortil han var knyttet i femten Aar, endvidere Afhandlinger
i »Aarbøger f. nord. Oldk. og Historie« og »Fra Arkiv og
Museum« samt det store Værk om »Det kongelige kjøbenhavnske
Skydeselskab og danske Broderskab 1334—1934« (1934) (L.-M.
var Arkivar i Foreningen). L.-M. dyrkede tillige Tegning og
Akvarel. Han var ogsaa blandt de ledende inden for Motorverdenen
og 1909—19 første Vicepræsident i Forenede danske
Motorejere. Han var en stor Arbejder og i Besiddelse af meget
Initiativ. — R. 1922. — Mindesmærke med posthumt Relief af
A. Bundgaard paa Graven 1934. — Malerier af H. Vedel ca. 1925
og Maria Thymann ca. 1928. Relief af A. Bundgaard ca. 1888.
Arkitektforeningens Tidsskrift (Bygmesteren), I, 1908, S. 267. Dansk Arkitektur
gennem 20 Aar, 1892—1912, S. 75. Arkitekten, XXXV, 1933, U.,
S. 122. Motor, XXVIII, 1933, S. 413. Berl. Tid. 21. Juni s. A. Vagn Bruhn:
Peter Johansen til Petersgaard, 1921, S. ia Kmd jrø^
v. Langen, Johann Georg, 1699—1776, Forstmand. F. 22. Marts
1699 i Oberstadt, Grevskabet Henneberg, Sachsen, d. 25. Maj
1776 paa Jægersborg, begr. i Gentofte K. Forældre: Riddergodsbesidder
Johannes Ludwig v. L. og Anna Charlotte v. Seebach.
Ugift.
Faderen lod v. L. undervise i »Skov-, Jagt- og andre Videnskaber«,
og han blev tidligt Jagtpage hos Hertuginden af Sachsen-Meiningen,
senere hos hendes Broder Hertug Ludvig Rudolf af Braunschweig,
der sendte den 20-aarige Page til Hofferne i Stuttgart, Munchen
og Wien for at studere Jagten der. Hjemkommen blev han 1721
udnævnt til Hof- og Jagtjunker, men synes tidligt at have sat Skovbruget
over Jagten; 1726 nævnes han som Forstmester, og med stor
Iver kastede han sig over at frede Skovene, befri dem for Servitutter
og forbedre deres Dyrkning, bl. a. ved Indførelsen af fremmede
Træarter saasom Lærk og Ædelgran. Dernæst foretog han
en Opmaaling, Taksation, Beskrivelse og Planlægning for de blankenburgske
Skove og var saaledes sysselsat paa alle de Omraader,
der skulde gøre hans Navn berømt. I Stedet for den gammeldags
Plukhugst, ved hvilken man fældede enkelte Træer rundt om i hele
Skoven, indførte han den regelmæssige Hugstinddeling, saaledes
at der hvert Aar skulde hugges paa større samlede Flader: Naaleskoven,
naar den var 80 Aar, Løvskoven i 40 Aars Alderen, dog

614 v. Langen, J. G.
saaledes, at der blev overholdt enkelte Træer i 80, 120 eller 160
Aar, for at de kunde give svært Gavntræ og kaste Frø (altsaa en
Slags »Mellemskov«). — 1735 berejste L. Schweiz, Frankrig og
England.
Da Christian VI. ønskede gennemført en Forbedring af de norske
Skove, bad han sin Fætter Grev Christian Ernst af Stolberg-
Wernigerode skaffe et Par kyndige tyske Forstmænd, som kunde
forestaa Arbejdet. Grev Stolberg henvendte sig til Hertug Carl I.
af Braunschweig og foreslog, at v. L. skulde træde i dansk-norsk
Tjeneste, hvilket ogsaa skete 1737. Ledsaget af sin Broder, Franz
Philip v. L. (1709—51), og flere bekendte tyske Forstmænd drog
v. L. til Norge, hvor de to Brødre, der var udnævnt til Hofjægermestre,
først dannede en Forstkommission, men fra 1739, i Forening
med flere Embedsmænd, et General-Forstamt, som blev udrustet
med en stor Myndighed og i vigtige Sager kunde sende Forestillinger
og Forslag direkte til Kongen; fra 1744 blev det endog en
Slags Overret i forstlige Sager. Med stor Dygtighed arbejdede
man paa at opmaale Landet, beskrive det og udarbejde Kort over
det, hvilket ogsaa blev udført for store Deles Vedkommende; de
v. L.ske Kort, i Maalestok ca. 1 : 100 000, findes endnu i Norge.
Af Hensyn til Kongsberg Sølwærk tog man sig med særlig Iver af
denne Egns Skove, for hvis Drift der blev lagt en fast Plan. Ogsaa
for Behandlingen af Landets andre Skove blev der givet gode
Forskrifter, og man ansatte et ret talrigt Forstpersonale, v. L. omfattede
i det hele Norges Forhold med megen Interesse; bl. a. var
han Medlem af Direktionen for det norske Kompagni, der skulde
drive mange Slags Bjergværks- og Fabriksdrift. Den virksomme
Mand, der hensynsløst greb ind i mange Forhold, mødte imidlertid
megen Modstand, og Gejstligheden klagede til Kongen over, at
han ikke gik i Kirke og til Alters. 1744—46 har han i alt Fald til
Dels arbejdet i Tyskland, men han vedblev at staa i dansk-norsk
Tjeneste, indtil General-Forstamtet blev ophævet 1746, og har vist
ogsaa deltaget i dets Arbejder efter 1744.
Efter at have lagt Plan for de wernigerodeske Skove traadte
v. L. som Overjægermester i braunschweigsk Tjeneste og ordnede
Driften af hele Hertugdømmets Skovareal. Han fulgte her lignende
Fremgangsmaader som de ovenfor omtalte, men nærmede sig ved
Bevarelse af et større Antal Overstandere til Højskovsdriften. Ved
Kulturerne foretrak han Plantning for Saaning, gjorde stadig Forsøg
med fremmede Træarter, af hvilke Hvidellen blev indført fra
Norge, og søgte at skaffe Beboerne Vederlag for Afsavn af Skovgræsning
ved mellem Planterækkerne at avle Græs, Kornsorter,

v. Langen, J. G. 615
Kartofler, Bælgplanter m. m. Med Aarene kastede han sig tillige
over flere og flere andre Erhverv. Ved Anlæg af Veje og Savværker,
ved Forbedring af Flaadningen paa Weser søgte han at
lette Skoveffekternes Afsætning, men han var ogsaa sysselsat med
at brænde Tørvekul, Potaske, Kalk, Gips og Brændevin, drive
Teglværk, Jernværk og Glasværker, fabrikere Spejle, Stivelse og
Cikorie, slibe Sten, dyrke Grønsager, Tobak og Frugttræer. 1750
grundlagde han ved sin Bolig Fiirstenberg en Porcelænsfabrik og
knyttede dertil en Tegne- og Malerskole. Fabrikken, der skulde
konkurrere med Meissen, gav imidlertid Underskud; v. L. havde
i Braunschweig som i Norge vanskeligt ved at arbejde sammen med
højtstaaende Embedsmænd; Syvaarskrigen forstyrrede hans Virksomhed,
og en af hans undergivne rettede nærgaaende Beskyldninger
imod ham. Skuffet og misfornøjet forlod han da for sidste
Gang sit Fædreland og drog atter til Danmark.
1762 havde Overjægermester C. C. v. Gram indtrængende
anbefalet, at der blev foretaget en ny »Indretning« af de danske
Skove, som end ikke kunde forsyne Hovedstaden og Hoffet med
Brænde. Han ønskede til Hjælp en ung Forstmand og foreslog,
at man gennem v. L. skulde faa Anvisning paa en saadan; men
Frugten af Forhandlingerne blev, at v. L. selv kom til Danmark
i Efteraaret 1763 og tog Ophold paa Jægersborg. I Løbet af de
næste tre Aar blev under hans og v. Grams Ledelse de nordøstsjællandske
Statsskove, ca. 27 000 ha, inddelt, opmaalt, beskrevet,
takseret, ligesom der blev udarbejdet Kort og Driftsplaner for de
enkelte Skovdistrikter. Fremgangsmaaden var omtrent som den
tidligere beskrevne, dog skulde den største Del af Skovene drives
som Højskov. De v. L.ske Driftsplaner med tilhørende smukke
Kort, i Maalestok ca. 1 : 20 000 (maaske 1 : 19 200) findes i Rigsarkivet.
Der blev ansat 10 unge Førstere, som til Dels var uddannede
af v. L., og paa Jægersborg oprettede han et »Forstseminarium«,
hvor unge Medhjælpere blev oplært. Kulturerne,
der blev indhegnede, udførtes især ved Plantning, senere dog ogsaa
ofte ved Saaning; jævnlig anvendtes Blanding af Løvtræ og Naaletræ;
v. L. er den første, der i stor Udstrækning har dyrket Rødgran,
Ædelgran, Skovfyr og Lærk i vore Skove. Mellem Planterne
indvandt man Græs og gjorde lejlighedsvis Forsøg med at dyrke
Rodfrugter, ja endog Kommen, »Jordæbler«, Jordbær og Agurker.
Samtidig søgte man at faa indfredet Skovene, afløst Servitutter,
forbedret Retstilstanden og Transportvæsenet. Ogsaa ved den
senere kgl. Porcelainsfabrik søgte man at benytte v. L.s Indsigt
i Fabrikationen og hans Kendskab til dens Hemmeligheder, hvilket

Langer, Viggo. 617
Louise Frederikke Caroline du Plessis de Richelieu, f. 1. Juni 1854
i Løjt, d. 19. Marts 1933 paa Frbg., D. af Sognepræst, sidst i
Vester Egede og Braaby, Louis Armand Emanuel Septimany du
Plessis de R. (1821—59) og Frederikke Karen Elisabeth Chiistiane
Ulstrup (1829—1910). Ægteskabet opløst. 2° 28. Jan. 1899 paa
Frbg. (Lucas) med Amalie Christiane Heckscher, f. 31. Maj 1862
i Kerteminde (gift 1 ° 1888 med Overretssagfører Albert Heckscher,
s. d.), D. af Købmand Peter Nielsen (1830—94) og Louise Caroline
Mortensen (1833—1927).
L. kom tre Aar gammel til Kbh. og fik Indfødsret 1891. Han
blev sat i Malerlære Jan. 1876 hos Schmiegelow, gik paa det
tekniske Institut, tegnede hos Vilh. Kyhn og optoges Juni 1877
paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik Okt. s. A.—
Maj 1886. Samtidig malede han hos Carl Bloch 1884—85. Paa
Rejser har han flere Gange besøgt Italien, desuden 1893 Paris,
1911 Kaukasus (Baku, Tiflis, Adjekent, boede en Snes Dage hos
en Tartar i Schichowo), 1920 Vårmland, 1933 Menton. Han
debuterede paa Charlottenborg Decemberudstilling 1881 og har
siden 1882 næsten aarlig udstillet paa Charlottenborg raarsudstilling
(i Begyndelsen under Navnet O. V. P. Han; 1 eller
Viggo P. Hansen); deltog endvidere i den nordiske Udstilling i
Kbh. 1888, Raadhusudstillingen 1901 og Kunstnernes Efteraarsudstilling
1907—09. I sine unge Aar vakte L. Opmærksomhed
med Billeder fra Lellingeegnen; senere har han særlig hentet sine
Motiver i Dyrehaven og fra 1913 sluttet sig til Foreningen Dyrehavens
Malere og dens Udstillinger. Tillige tegnede han Illustrationer til
Tidsskrifter og Værker, især »Illustreret Tidende«, »Ude og hjemme«,
»Verden og vi«, og virkede som Tenorsanger (Elev af Algot Lange
og Leopold Rosenfeld). I 90'erne optraadte han meget ved Koncerter,
paa Dagmarteatret og paa Det kgl. Teater, hvor han i
mange Sæsoner sang Balthazar Zorns Parti i »Mestersangerne i
Nurnberg«. Kbh.s Raadhus ejer et Par Malerier fra den gamle
Ladegaard, Det kgl. Teater en Karton med Portrætter af de optrædende
i »Mestersangerne«. — Selvportræt 1929. Maleri af Paul
Fischer 1893. Buste af J. J. Bregnø 1930.
Th. Hauch-Fausbøll: Slægthaandbogen, 1900, S. 867. Rejseerindringer fra
Kaukasus i Verden og vi 5. Juli .9.2. Sigurd Schultz.
Langgaard, Johannes Peter, 1811—90, Mekaniker og Industridrivende.
F. 12. Maj 1811 i Kbh. (Helligg.), d. 24. Juli 1890 paa
Frbg., begr. sst. Forældre: Urmager Jens Bertelsen L. (d. 1824)
og Marie Christiane Harm (d. ca. 1820). Gift i° 17. Dec. 1835 i

6i8 Langgaard, J. P.
Kbh. (Slotsk.) med Henriette Catharine Frederikke Conradine
Treschow, f. 17. Dec. 1818 i Kbh. (Slotsk.), d. 12. Marts 1847
paa Frbg., D. af Fuldmægtig ved den kgl. Chatolkasse, senere
Toldkasserer i Holbæk Andreas T. (1794—1846) og Anne Marie
Wendel (1797—1864). 2 0 20. Marts 1849 i Kbh. (Garn.) med
Charlotte Sophie Magdalene Seydewitz, f. 26. Okt. 1826 i Slesvig,
d. 12. Sept. 1891 paa Frbg., D. af Major Carl Christian S.
(1777—1857) og Sophie Amalie Møller (1792—1863).
Faderen tog med sin Familie til Tyskland (Landsberg an der
Warthe); efter hans tidlige Død blev L. sat i Urmagerlære, rejste som
Svend til Kbh. og fik sine yngre Søskende hertil. 1834 grundlagde
han den første ortopædiske Anstalt her i Landet paa Store Tuborg,
»Retterstedet«, hvortil han fik Eneret i 1 o Aar. Han forestod denne
Anstalt med kyndig Lægehjælp indtil 1851. Han lagde sit mekaniske
Snilde for Dagen i en Række Opfindelser. 1849 fik han saaledes
Eneret paa en ortopædisk Maskine, som paa Verdensudstillingen
i London 1851 vakte stor Opmærksomhed. For Tivoli konstruerede
han en Kraftprøve, »Tyrehovedet«, og udtog Patenter i Aarenes
Løb paa Rørdampkedler og forskellige Oprindelser, der stod i Forbindelse
med hans Interesse for Lerindustrien. 1847 havde han
købt Bondegaarden Hakkemose ved Taastrup, hvis Omegn var
kendt for sit gode Ler, og her anlagde han et af Landets største
Teglværker, væsentlig baseret paa Murstens- og Lervarefabrikation.
Det udvidedes efterhaanden til ogsaa at omfatte Fabrikation af
Terrakottavarer og Fajanceovne. Værket solgtes 1895 af L.s Arvinger
til et engelsk Konsortium. — Virkelig Kammerraad 1838.
Justitsraad 1854. Etatsraad 1886. — F.M.G. 1846. — Maleri af
C. A. Schleisner 1838. Buste af E. H. Bentzen 1882.
C. Nyrop: Camillus Nyrop, 1884. Chr. Langgaard: J. P. Langgaard, 1911.
Georg Nygaard.
Langgaard, Rued (ved Daaben Rud) Immanuel, f. 1893, Komponist.
F. 28. Juli 1893 i Kbh. Forældre: Kammermusikus Siegfried
L. (s. d.) og Hustru. Gift 16. Febr. 1927 (Holmens) med
Valborg Constance Olivia Tetens, f. 3. Dec. 1891 i Kbh. (Matth.),
D. af Postbud Malthe Peter T. (1860—1922) og Vilhelmine Marie
Tietgen (1863—1934).
Efter en Uddannelse hos sine Forældre, der begge var betydelige
Musikere, og Studier bl. a. hos C. F. E. Horneman og Gustav
Helsted debuterede L. i en Alder af tolv Aar som Orgelspiller og
skrev n. A. sin første større Komposition »Musae triomphantes«
for Soli, Kor og Orkester. Femten Aar gammel skrev han sin
første Symfoni; som tyveaarig holdt han egen Kompositionsaften

620 Langgaard, Siegfried.
i Teori. 1874—76 gennemgik han Konservatoriet, og fra 1881 til
sin Død var han selv Lærer ved dette. Særlig Betydning for L.s
kunstneriske Modning fik Somrene 1878 og 79, da han søgte yderligere
Uddannelse hos Fr. Liszt i Weimar. Gennem sine Studier
hos den højt bedagede Mester blev han ledet ind paa den senromantiske
Klaverstils særlige Interpretationsteknik og blev dens
første Repræsentant i Danmark. L. debuterede ved en Koncert i
Casino 1878 og optraadte i de nærmest følgende Aar ret hyppigt,
undertiden sammen med sin Hustru. Men da hans pædagogiske
Virksomhed efterhaanden naaede et betydeligt Omfang, saaledes
at han snart blev og til sin Død var en af Kbh.s mest søgte Klaverlærere,
opgav han hurtigt al offentlig Optræden. Det er ikke
mærkeligt, at L. som Liszt's Elev og Beundrer ogsaa selv forsøgte
sig som Komponist. Hans ret talrige trykte Kompositioner omfatter
især Klavermusik, hvoriblandt en Koncert i E-Mol med
Orkester, men fælles for dem alle er, at de mere giver et Bidrag til
Forstaaelsen af L.s egen pianistiske Kunnen, end de er i Stand til
at fængsle ved deres musikalske Indhold. — Kgl. Kammermusikus
1889.
G. Hetsch: Det kgl. danske Musikkonservatorium 1867—1917, 1917, S.
79 fif. Berl. Tid. 6. Jan. 19.4. Politiken 7. Jan. s. A. Mis Schiøtring.
Langhoff, Boe Søren, 1797—1864, Boghandler. F. 1. Sept. 1797
i Helsingør, d. 4. Maj 1864 i Kbh. (Frue), begr. sst. (Ass.). Forældre:
Byfogedfuldmægtig Niels Sørensen L. (ca. 1765—1803) og
Birthe Cathrine Starup (ca. 1762—1838). Gift 18. Dec. 1828 i
Kbh. (Helligg.) med Marie Elisabeth Schubothe, f. 19. Aug. 1803
i Kbh. (Petri), d. 18. Maj 1877 sst. (Frue), D. af Boghandler
Johan Heinrich S. (s. d.) og Hustru.
L. lærte Boghandelen hos Kancelliraad Hempel i Odense og
kom med Anbefaling derfra 1817 til Boghandler Schubothe, der
havde sin Boglade paa Børsen i Kbh. I denne gamle og betydelige
Boghandel (grundlagt 1728 af F. C. Mumme) forblev L. nu hele
sit Liv, først som Medhjælper, senere efter Schubothes Død 1828
som Chef, idet han, samtidig med at han overtog Forretningen,
ægtede Schubothes Datter, med hvem han længe havde været forlovet.
Under det gamle ansete Firmanavn førte L. Forretningen
videre med stor Dygtighed og udvidede paa alle Omraader Forlaget,
der omfattede næsten alle Litteraturens Grene. Han forlagde
Henrik Hertz', J. L. Heibergs og Carl Bernhards Skrifter
og paabegyndte et betydeligt Forlag saavel af Skolebøger som af
tekniske og landøkonomiske Skrifter, saaledes udgav han fra 1830
»Tidsskrift for Landøkonomi«. Ved Købet af Universitetsbog-

Langhoff, Søren. 621
handler Fr. Brummers Boghandel kom han i Besiddelse af bl. a.
Shakespeares Tragedier i Foersoms Oversættelse, og hans sidste
Foretagende var Paabegyndelsen af en ny Udgave af alle Shakespeares
dramatiske Arbejder i Oversættelse ved Edv. Lembcke.
1855 solgtes Børsen til Grosserer-Societetet, og L. maatte da som
den sidste af Boghandlerne paa Børsen flytte bort derfra, hvor han
havde virket i næsten 40 Aar; han var da allerede svag og afstod
1862 Forretningen til sin eneste Søn Johan Heinrich Schubothe L.
(1833—77). L., der var almindelig anset og afholdt for sin retskafne
Karakter og Vandel, var 1837 en af de københavnske Boghandlere,
der stiftede Boghandlerforeningen, og var flere Gange
dens Formand; ogsaa af Forlagsforeningen og af Selskabet til
Udgivelse af Oehlenschlågers Skrifter var han Medstifter. Den
Schubotheske Boghandel fortsattes efter L.s Død af hans ovenn.
Søn og efter dennes Død af hans Søn Poul Bo Henrik Schubothe L.
(1862—94), under hvem der paabegyndtes Forbindelse med det
unge litterære Danmark, men svagt Helbred afbrød tidligt begges
Virksomhed, og 1893 overtoges den mere end 150-aarige gamle
Boglade af Aage Hirschsprung og J. L. Lybecker.
Nordisk Boghandlertidende 4. Juni 1864, 12. Okt. 1877, 22. Febr. 1894,
28. Jan. 1909. O. H. Delbanco: Boghandlerforeningens Festskrift, 1887, S.
141 ff. A. Dolleris: Danmarks Boghandlere, I, 1912, S. 186 ff.; II, 1893,
S. 112 f.; III, 1906, S. 203 f. C. Nyrop: Bidrag til den danske Boghandels
Historie, II, 1870, S. 95 f. Otto B. Wroblewski: Om Boghandelen i Danmark
i det 19. Aarhundrede, 1901, S. 2 f. Arthur G. Hassø: Den danske Boghandlerforenings
Historie gennem Hundrede Aar, 1937, S. 24 f., 146.
Ove Tryde.
Langkilde. Den fynske Landmandslægt L. føres tilbage til Rasmus
Hansen, Fæster af Gaarden Langkilde, hvoraf Navnet. Hans
Søn Hans Rasmussen L. (1710—78), der ligeledes var Fæster af
denne Gaard, var Fader til Rasmus Hansen L. (1744—1820) til
Biskopstorp — hvis Sønner var Stænderdeputeret Hans Peter L.
(1777—1852) til Julskov og Niels L. (1782—1857) tu " Biskopstorp
— og til Ejer af Langkilde, Forpagter af Egeskov Hans Hansen
L. (1752—1826), hvis Søn Proprietær Rasmus L. (1795—1853)
paa Kroghenlund i Stenstrup Sogn var Bedstefader til nedenn.
Gymnastikinspektør, Oberstløjtnant Hans Peter L. (f. 1879). —
Ovenn. Stænderdeputeret Hans Peter L. (1777—1852), der var
barnløs, adopterede den senere Etatsraad, Direktør for Fynske
Grundejeres Kreditforening Niels Rasmussen Hellfach L. (1810
—92) til Bramstrup, af hvis Sønner Etatsraad Hans Peter Egelykke
L. (1836—1924) ejede Julskov 1864—1918 og Etatsraad William
August L. (1842—1925) til Bramstrup var Fader til Direktør for

622 Langkilde.
Akts. Fakse Kalkbrud, svensk Vicekonsul Niels L. (f. 1877), Godsejer
Karl L. (f. 1884) til Bramstrup og Lektor Kirsten L. (f. 1873),
der har været Medlem af Frbg. Kommunalbestyrelse og fremtrædende
i Forsvarsdebat og Kvindesagspolitik.
C. V. Langkilde: Stamtavle over Familien Langkilde, 1889.
Albert Fabritius.
Langkilde, Hans Peter, f. 1879, Gymnastikinspektør. F. 25. Marts
1879 P aa Kroghenlund i Svendborg Amt. Forældre: Proprietær
Rasmus Theodor L. (1841—1919) og Regine Benedicte Octavia
Elfride Petersen (1842—1914)- Gift 14. Sept. 1904 i Køge med
Else Møller, f. 29. Sept. 1882 i Køge, D. af Tobaksfabrikant
Christian Emil M. (1852—1914) og Henriette Dorothea Frederikke
Heuchendorff (1855—1918).
L. nærede i sin tidlige Ungdom Planer om at gaa Militærvejen
og blev 1898 Sekondløjtnant; efter en kort Tjeneste ved Hæren
besluttede han sig til at blive Lærer og dimitteredes 1902 fra
Skaarup Seminarium, gennemgik n. A. Statens etaarige Kursus
i Gymnastik og vendte derefter tilbage til Skaarup som Lærer ved
Seminariet. Efter Henvendelse fra den engelske Regering meddeltes
der ham 1906—07 Orlov, i hvilken Tid han gjorde Tjeneste som
Instruktør ved den engelske Hærs Gymnastikskole i Aldershot og
her medvirkede ved Indførelsen af den Ling'ske Gymnastik og ved
Udarbejdelsen af et nyt Gymnastikreglement for Hæren. 1908
genoptog han sin Virksomhed ved Seminariet, men ledede i de
følgende Somre en Række Feriekursus for engelske Lærere i Scarborough;
han knyttede herved Forbindelse med Skolemyndighederne
i West Riding (Yorkshire) og blev af disse, efter at have
taget sin Afsked fra Skaarup, ansat som Gymnastikkonsulent (Organizer),
i hvilken Stilling han virkede til Krigsudbrudct 1914. Under
Verdenskrigen gjorde han Tjeneste ved den danske Sikringsstyrke og
udnævntes 1915 til Kaptajn (Oberstløjtnant 1929); to Gange under
Krigen foretog han tjenstlige Studierejser til England og Frankrig.
1916 var han blevet udnævnt til Adjunkt ved Roskilde Katedralskole,
men kom først til at tiltræde denne Stilling i Krigens sidste
Aar, og allerede 1919 udnævntes han til Gymnastikinspektør i
Kbh. — Den nære Forbindelse med engelske Skoleforhold og Paavirkningen
af engelske Opdragelsesidealer har præget L.s Lærerpersonlighed;
med sine udtalte pædagogiske og organisatoriske
Evner har han i betydelig Grad medvirket til en Højnelse af sit
Fag inden for Hovedstadens Skolevæsen; særlig kan nævnes hans
Organisation af de københavnske Skolers aarlige Idrætsstævner
(siden 1928). Det maa endvidere fremhæves, at han inden for de

Langkilde, H. P. 623
praktiske Gymnastiklæreres Kreds var blandt de første, der optog
de Retningslinier for Skolegymnastikken, som paa videnskabeligt
Grundlag var givet af Professor J. Lindhardt, og han har i den
faglige Diskussion med Konsekvens fastholdt Kravet om denne
nøje Forbindelse mellem Fagets Teori og Praksis. — Ved Siden af
sin Embedsgerning har L. udfoldet en ret omfattende Virksomhed
som personal- og skolehistorisk Forfatter (»Byens Skole«, s. m. Hans
Kyrre, 1926), »Legemsøvelsernes Historie 1500-1800« (1932), Artikler
i Blade og Tidsskrifter). Hans skriftlige Fremstilling er præget af
Grundighed og betydelig formel Evne. — R. 1928. uans K\rre
Langkjer, Svenné, 1808—83, Handelslærer. F. 29. Febr. 1808
i Bedsted, Aabenraa Amt, d. 29. April 1883 i Kbh. (Holmens),
begr. paa Frbg. Forældre: Husinderste Christen Nissen Langkier
(f. 1780) og Mette Marie Jepsdatter. Gift 29. Marts 1840 paa
Frbg. med Kirstine Margrethe Møller, f. 26. April 1807 i Lyngby,
d. 11. Dec. 1858 i Kbh. (Trin.) (gift i° 1828 med Guvernements-
og Hovedvagtsskriver Johan Henrich Hassel, 1796—1834),
D. af Maler Niels Rasmussen M. (1775—senest 1840) og Maren
Abrahamsen (ca. 1773—tidligst 1845).
L. kom 1827 paa Seminariet i Tønder og virkede senere som
Lærer forskellige Steder i Landet, til han 1835 tog til Kbh. for at
studere. Forskellige Omstændigheder bragte ham til at opgive
den akademiske Bane og lægge sig efter Handelsfagene. Han
besøgte forskellige kommercielle Undervisningsanstalter i Tyskland
for at gøre sig bekendt med deres Indretning og stiftede ved sin
Hjemkomst 1842 det første københavnske Handelsakademi, som
han derefter ledede i en meget lang Aarrække, og som til Tider
var stærkt besøgt. Han udgav adskillige Skrifter, dels af elementært
matematisk Indhold, dels omhandlende Handelsregning, Bogholderi
og tysk Sprog og Grammatik. 1855 tog han Borgerskab som
Grosserer. — Kommerceraad 1848. E MeygJ. (Marius Vibek*).
Langkjær, Hans Christian Marius, f. 1865, Bogtrykker, Arbejdsgiverleder.
F. 18. Febr. 1865 i Vejle. Forældre: Murermester Carl
Christian L. (1822—1902) og Mette Marie Sørensdatter (1825—
1906). Gift 10. April 1895 i Kbh. (b. v.) med Marie Cathrine
Olsen, f. 24. Juni 1869 i Horsens, D. af Farver An thon O. (1839—88)
og Dorthe Marie Wramdrup (1845—80).
L. stod i Lære hos Arnold Jørgensen i Horsens og indfangedes i
disse Aar af den stærke liberale Bevægelse, som var rejst her af Emil
Bojsen. Efter udstaaet Læretid gik Vejen over Kbh. til Berlin,
Leipzig og Wien (en Overgang ogsaa Paris), hvorfra L. vendte

624 Langkjær, H.
hjem ikke alene med en solid faglig Uddannelse, men ogsaa præget
af moderne litterære og æstetiske Strømninger, som han med sin
alsidige Intelligens havde indsuget under Opholdet i Verdensbyerne.
Grafisk Kunst & Forlagsanstalt C. J. Kihl & L., som han
1893 startede i Forening med J. Kihl, var lagt an paa at give det
unge aandelige Røre en Tumleplads, og her udkom bl. a. det af
Johannes Jørgensen redigerede »symbolistiske« Maanedsskrift »Taarnet«.
Forlagsfirmaet ophævedes 1900, hvorefter L. i eget Navn
fortsatte Bogtrykkeriet, som under hans Ledelse har vundet et
stort fagligt Renommé, og hvorfra er udgaaet en Række fornemme
Arbejder, hvis Udførelse tjener dansk Boghaandværk til Ære. —
Som Organisationsmand blev L. tidligt en Forgrundsfigur. Han
var 1903 med til at starte Kbh.s Bogtrykkerforening, blev s. A.
dens Næstformand og 1904 Formand. Han redigerede i disse Aar
tillige Foreningens Medlemsblad. Da han 1906 vilde træde tilbage,
opfordredes han gennem en Adresse fra samtlige Medlemmer af
Bogtrykkerforeningen til at forblive, og han bevarede da Formandsposten
til 1908. Han ledede saaledes Foreningen under
Konflikten 1908, som fik sit Særpræg derved, at Hovedparten af
den borgerlige Presse standsede en Uge. L. blev Medlem af den
efter Konfliktens Afslutning nedsatte Kommission, der 191 o resulterede
i Oprettelsen af den faste Voldgiftsret og Forligsinstitutionen.
Af Bogtrykkerforeningens Bestyrelse var han Medlem til 1932.
I Arbejdsgiverforeningen begyndte L. 1906 som Revisor og kom
1907 ind i Forretningsudvalget, hvor han 1918 blev Næstformand
og 1920 Formand. Forud for hans Overtagelse af Formandsposten
var gaaet et intensivt og frugtbringende Arbejde. 1909 fremsatte
han Forslag om offentlig Arbejdsanvisning under Medvirken og
Kontrol af Fagene, 1916 fulgte Reorganisation af Arbejdsgivernes
Ulykkesforsikring, 1917 oprettedes Pensionsforsikringsanstalten og
1919 det social-politiske Udvalg. Som Arbejdsgiverforeningens
Repræsentant var han Medlem af den faste Voldgiftsret 1910
—21, af Arbejderforsikringsraadet 1917—20, af Socialraadet
1919—29 og af Industriraadet fra 1920. Hans Formandstid i
Arbejdsgiverforeningen, der strakte sig over tolv Aar — længere
Tid end nogen af Forgængerne — var rig paa store Begivenheder.
Da han tiltraadte. truedes Landet af en Generalstrejke, og siden
fulgte bevægede Arbejdskonflikter 1921, 1922 og 1925, præget af
de stærke Brydninger mellem Arbejdsgiver og Arbejder, som maatte
opstaa i disse Aar, hvor Højkonjunkturen var under Afvikling, og
hvor Arbejdslønningerne skulde afpasses efter det nedadgaaende
Prisniveau. Paa den fremskudte og vanskelige Post virkede L.
med stor Dygtighed. Han blev ikke alene kendt som en smidig

Langkjær, H. 625
Forhandler og et klart Hoved, en Arbejdsgiverleder, der med Virkning
kunde tale Foreningens Sag udadtil; ogsaa indadtil opnaaede
han betydelige Resultater i sine Bestræbelser for at udvikle og udbygge
Arbejdsgiverforeningens Rammer og Formaal. Hans udprægede
sociale Indstilling gjorde det muligt for ham selv under
det skarpe Modsætningsforhold, som Kampaarene nødvendiggjorde,
at bevare den Føling med Modparten, der i det lange Løb maa
være Forudsætningen for en sund Udvikling af Arbejdsforholdene.
Da han traadte tilbage 1932, hædredes han med den kun een Gang
før anvendte Udnævnelse til Æresmedlem, hvortil føjedes livsvarigt
Medlemsskab i Arbejdsgiverforeningens Repræsentantskab og Hovedbestyrelse.
— R. 1912. DM. 1921. K. 2 1928. — Malerier af
Knud Larsen 1921 i Dansk Arbejdsgiverforening, H. Vedel 1933
i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og L. Find 1935 sst.
Sophus Agerholm og Anders Vigen: Arbejdsgiverforeningen gennem 25 Aar,
1921. Dansk Arbejdsgiverforening gennem Aarene 1921—1936 (Tillæg til
Arbejdsgiveren), 1936. De grafiske Fag 1. Marts 1928. Arbejdsgiveren 13.
Febr. 1925, 8. April 1932, 3- Juni .932. p KochJem
Langseth, Alex Villy, f. 1895, Kemiker. F. 7. Febr. 1895 i Kbh.
(Jac). Forældre: Malermester Anders Peter Jensen (f. 1870) og
Karen Langseth (1864—1923). Navneforandring 30. Okt. 1930.
Gift 4. April 1924 i Roskilde med Harriet Elisabeth Jacobsen, f.
19. April 1894 i Bjerreby, Taasinge, D. af Lærer, senere i Roskilde,
Jens J. (f. 1868) og Thora Nielsine Krabek (1873—1929).
L. blev Student 1913 fra Roskilde og tog Filosofikum 1914.
Allerede 1917 fik han Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen
af det fysiske Prisspørgsmaal (en eksperimental Opgave), og 1922
fik han Guldmedaillen for Besvarelsen af det kemiske Prisspørgsmaal
(en historisk-teoretisk Opgave). S. A. blev han Assistent ved
Universitetets kemiske Laboratorium og fik herigennem gode Arbejdsbetingelser
til saavel eksperimentelt som teoretisk at fortsætte
de Arbejder om Reaktionsmekanisme, som det sidste Prisspørgsmaal
havde haft til Genstand, og til at paabegynde en Række
Arbejder med det Formaal at kaste Lys over et af de centraleste
Problemer i Kemien: Beskaffenheden af Bindinger mellem Atomer
i Molekylerne. Han studerede 1928—29 Spektrokemi hos Professor
V. Henri i Ziirich med Understøttelse fra Rockefeller Foundation,
og Resultatet af dette Studieaar blev Doktorafhandlingen »Spektrografiske
Studier« (1930). Senere har han, delvis i Samarbejde med
Niels Bohr og hans Skole, gennemført en Række betydningsfulde
Arbejder, hvor Ramanspektrene er benyttet som det eksperimentelle
Hjælpemiddel, i de seneste Aar under Inddragen af Deuterium,
Dansk biografisk Leksikon. XIII. Marts 1938. 4°

626 Langseth, A.
»tung Brint«, som et andet nyttigt eksperimentelt Hjælpemiddel.
Resultaterne af disse Arbejder er teoretisk overordentlig betydningsfulde,
ikke mindst paa Grund af den meget store Nøjagtighed,
som L. har opnaaet under Anvendelse af Apparater, der er konstrueret
af ham selv. For Problemet Benzolringens Struktur er hans
Resultater fundamentale, og de har skaffet ham et internationalt
højt anset Navn. Hans Arbejder er offentliggjort i udenlandske
Fagtidsskrifter og i Videnskabernes Selskabs Meddelelser. 1937
blev han Medlem af Videnskabernes Selskab. Fra 1933 er han
Lektor i Kemi ved Universitetet.
Univ. Progr. Nov. 1930, S. 196. Universitetets Aarbog 1932—33, S. 25 f.
Stig Veibel.
Langsted, Adolf Christoffer, 1864—1919, Forfatter. F. 4. Febr.
1864 i Kbh. (Garn.), d. 7. April 1919 sst., Urne paa Holmens
Kgd. Forældre: Ritmester, senere kar. Oberst Lauritz Christian L.
(1812—90) og Ida Vilhelmine Leth (1829—1915). Gift 3. Dec.
1892 i Kbh. (Holmens) med Hedevig Margrethe Toxværd, f. 25.
Okt. 1874 i Kbh. (Johs.), d. 9. Juli 1923 sst., D. af Skibsfører
Hans Jensen T. (1838—84) og Michelle Marie Predbjørn
(1850—1924).
L. blev Student 1882 fra Borgerdydskolen i Kbh. og n. A. cand.
phil. Han studerede Fransk og underviste ved forskellige Skoler,
1889—95 som Inspektør ved Mariboes Latin- og Realskole, 1895- —97
som Leder af de instruktive Kursus for danske Haandværkere i
Paris. Stærkt paavirket af Rousseaus Skoleideer søgte han at praktisere
dem i sin Undervisning, især i sin 1897 oprettede »Nye Skole«
paa Svineryggen i Kbh., hvor han ogsaa indførte moderne Undervisningsformer.
Skolen blomstrede en kort Tid; men 1903 afstod
han Pigeskolen og 1905 Drengeskolen. — Derefter levede han mest
for sine litterære og journalistiske Interesser og opholdt sig i flere
Aar i Paris som Korrespondent. Han oversatte Bøger af Racine,
Th. de Banville, F. Coppée og C. Mendés. — Hans egen Produktion
omfatter Skrifter af vidt forskellig Art, Skolebøger og Børnebøger:
»Konger uden Land« (1884) og »Fortællinger og Skildringer for Ungdommen«
(1900), Noveller: »Hjemløs« (1905) og »Lykkedrømmen«
(1918), Digtsamlinger: »Vedbend« (1890), »Bukkar« (1894), »Lyng«
(1901) og »Asters« (1915), større Digte: »En Valfart til Bibelens hellige
Land« (1891) og »Liv. En Præstegaardsidyl« (1895), Versdramaer:
»Et Korstog« (1887) og »Karl af Valois« (1888), Rejseskildringer:
»Rivieraen« (1912) og »Glædens Stad i Lys og Skygge. Spredte
Indtryk fra Paris før og efter Krigen« (1917) samt Kunstnermonografier:
»Asta Nielsen« (1917) og »Sarah Bernhard« (1918). Uden

Langsted, Adolf. 627
større Originalitet fortæller L. om sine forskellige Emner i et let
og flydende, ofte noget pynteligt Sprog. Versene er oftest formsikre
og bærer Bud fra et poetisk og religiøst Sind. — Maleri af
E. Lehmann i Familieje.
Lærerne og Samfundet, I, 1913, S. 306. Berl. Tid. 7. April 1919.
K. K. Nicolaisen.
Lanzky, Axel Waldemar, 1825—85, Kontrabassist, Kordirigent.
F. 19. Maj 1825 i Kbh. (Slotsk.), d. 30. April 1885 sst., begr.
sst. (Garn.). Forældre: Fagottist, kgl. Kapelmusikus Johan Traugott
L. (ca. 1798—1858) og Caroline Juliane Wilhelmine Gerlach
(ca. 1805—1871). Gift 30. Okt. 1852 paa Frbg. med Hansine
Marie Rosent, f. 4. Jan. 1822 i Kbh. (Trin.), d. 27. Jan. 1881
sst. (Garn.), D. af Malermester Hans R. (1787—1856) og Birgitte
Beck (ca. 1795—1831).
L. uddannedes til Musiker af sin Fader, der var en dygtig
Fagottist, og kunde allerede forsørge sig selv som Sang- og Musiklærer
fra sit 16. Aar. Samtidig spillede han i forskellige mindre
Orkestre og lagde sig efter Kontrabasspillet, som han drev med saa
stort Held, at han 1866 konkurrerede sig ind i Det kgl. Kapel.
Det blev imidlertid som Sangdirigent, L. fik sin egentlige Betydning
i dansk Musikliv. Igennem mange Aar dirigerede han Odeon,
Jydsk Sangforening og 5. Juni-Foreningen, og da det 1859 lykkedes
ham at samle de københavnske Mandskor under en Centralstyrelse,
blev det naturligt, at han ved de store fælles Korstævner indtog
Stillingen som Overdirigent. L. har komponeret enkelte Sager
som en Kantate for Mandskor og Orkester til Universitetets Jubelfest,
firstemmige Korsange, Smaasange og Klaverstykker, men
intet deraf skaffede ham den Anseelse som hans særlige Instrumentations-
og Arrangementsevner, der blev taget i Brug af
mange af vore hjemlige Komponister med N. W. Gade og Heise
i Spidsen. — F.M.G. 1877. — Litografi af I. W. Tegner 1886
efter Fotografi fra før 1883. Træsnit 1874 efter Fotografi.
Søndagsposten 26. Juli 1874, 5. Aug. 1883. Frits Bendix: Af en Kapelmusikers
Erindringer, ,9,3, S. 135. Mis SchiørrinR (G. St. Bricka).
Larcher, Louise, se Jacobson.
Larcher, Pierre (Peter) Joseph, 1801—47, Solodanser. F. 29.
Dec. 1801 i Hamburg(?), d. 15. Juni 1847 i Kbh. (Petri), begr. sst.
(Petri K.s Kapel). Forældre: Værtshusholder Johan Gabriel L.
(Laché) (d. 1807), formentlig indvandret fra Frankrig, og Cecilie
Larsdatter (ca. 1767—1850). Gift 18. Aug. 1830 i Kbh. (Slotsk.)
40*

628 Larcher, Peter.
med kgl. Skuespillerinde Frederikke Nicoline Lange, f. 24. April
1812 i Kbh. (Petri), d. 13. Marts 1892 sst., D. af kgl. Bogholder,
senere Amtsforvalter i Kalundborg, Kammerraad Johannes Melchior
L. (1779—1824, gift i° 1800 med kgl. Skuespillerinde Johanne
Marie Nick, se Spindler) og Anne Magdalene Trie (1788—1880).
L. blev 1811 Balletelev under den ældre Bournonville og avancerede
1823 ved Hjælp af sin smukke lille Skikkelse og sin Elasticitet
i Bevægelse og Spring til Solddanser. Han søgte videre Uddannelse
i Berlin og Paris, hvor han, som Aug. Bournonville skrev, tilegnede
sig »et moderne Sving, der, forenet med fysisk Styrke og Udholdenhed,
tiltalte Publikum«. Men Ansigtet var udtryksløst, og ud over
en gratiefyldt Udførelse af Demi-Karakterpartier naaede L. ikke.
Hans Virksomhed tilhørte Ballettens Overgangsperiode mellem
Galeotti og Bournonville, og de Forsøg, han — ligesom Dahlén og
Funck — gjorde paa at forny Repertoiret, var bygget paa fremmede
Forbilleder og savnede Originalitet. Hyppigst, 42 Gange, opførtes
hans Divertissement »Kærlighed paa Landet«. L. var Dansemester
hos Hertugen af Augustenborg, og paa Teatret gav han Lucile
Grahn og den senere Fru Heiberg de første Begreber om Dans.
— Pastel i Familieeje. Litografi. — Hans Hustru, Frederikke L.,
f. Lange, debuterede femten Aar gammel 14. Aug. 1827 som
Nathalie i »Korsikanerne« paa Det kgl. Teater, hvor hun 1832
blev kgl. ansat, og som hun tjente i 30 Aar. Mellem Fru Heibergs
gnistrende Verve og Fru Holsts statuariske Skønhed fik F. L. en
Stilling i Repertoiret, der byggedes paa hendes nydelige Ydre og
elskværdige, naturlige Væsen, hele den Godmodighed, som var
udbredt over hendes Personlighed, og som blev støttet af hendes
klare Diktion, den, hendes Datter, Skuespillerinden Louise Jacobson,
tog i Arv. F. L. hørte ikke til Teatrets betydelige Kunstnerinder,
men til de nyttige; hun passede udmærket til Holbergs
Leonore og Barselkonen, spillede de unge Piger i Overskous Komedier,
Laura i »Eventyr paa Fodrejsen« og fik sin største Succes som
den forældreløse Pige i Scribes Drama »Yelva« (1835). Da Ungdomsaarene
var forbi, indskrænkedes hendes Repertoire, og 15. Jan. 1857
optraadte hun sidste Gang som Leonore i »Henrik og Pernille«. —
Maleri af Em. Bærentzen som Yelva 1838; Litografi derefter af
Kunstneren. Portrætteret paa D. Monies' Litografi af fem danske
Skuespillerinder. Litografi efter Tegning af F. Vermehren 1851.
Th. Overskou: Den danske Skueplads, IV—V, 1862—64. Aug. Bournonville:
Mit Theaterliv, III, 2, 1877, s - 5 2 - Fru Heiberg: Et Liv, I, 1891, S.
3(5—42. Louise Jacobson i Tilskueren, XXXVIII, 1921, S. 50—60, 188—204.
Robert Neiiendam.

S. 347: L. 3 f. o.: efter 1921 tilføjes: , gift 1° 1879 med Vilhelmine Frederikke
Augusta Suhr, 1845—89.
- 349: - 13 f. n.: efter: 1906 tilføjes: gift 1° 1853 med Ane Sørensdatter,
1825—60.
- 374: - 17 f. o.: Johs. Kragh, læs: Johanne Krebs.
- 492: - 5 f. n.: 1781, læs: 1780.
- 492: - 5 f. n.: efter: Kbh. tilføjes: (Holmens).
- 612: - 14 f. n.: Vincentino, læs: G. Busato.
- 612: - 14 f. n.: 1835, læs: 1834.
V. Bind:
S. 311: L. 12-14 f. o.: Thomas Clausen blev Generalsuperintendent allerede 1.
Febr. 1721.
- 374: - 17 f. o.: Kbh., læs: Taarnby.
- 545: - 14 f. o.: tilføjes: Henry Boisen: Kristendom og Humanisme, 1922,
S. 49—61.
s. 135
- 145
- 186
- 186
- 186
- 358
- 387
- 455
- 554
VI. Bind:
L. 5 f. o.: Kruck, læs: Kriick.
- 7 f. n.: tilføjes: — R. 1880.
- 16 f. o.: d. Nov., læs: begr. 10. Nov.
- 18 f. o.: efter: I. tilføjes: (d. senest 1708).
- 18 f. o.: efter: Arvedsdatter tilføjes: (d. 1720).
1 f. n.: E., læs: H.
- 20 f. n.: Fem, læs: Ni.
- 19 f. n.: Sorø, læs: Mørkøv.
1 f. n.: Kammerraad, læs: Etatsraad.
VIL Bind:
S. 617: L. 12 f. o.: Elisabeth, læs: Elizabeth.
- 629: - 1 f. n.: efter: Marie tilføjes: Christiane.
S. 198:
- 350:
- 467:
- 555:
S. 100:
- 100:
- 264:
- 450:
- 625:
L.
•
L.
-
9 f. 0.:
19 f. n.:
7 f. 0.:
15 f. n.:
21 f. n.:
19 f. n.:
4 f. n.:
8 f. 0.:
15 f. 0.:
VIE. Bind:
1836, læs: 1835.
tilføjes: — Portrætteret af Marie Luplau paa Gruppebilledet:
Fra Kvindevalgretskampens Tid (Rigsdagen).
1900, læs: 1909.
1662, læs: 1661.
IX. Bind:
Gotschalck, læs: Gotschalk.
Kierulff, læs: Kierulf.
5., læs: 3.
Cotugno, læs: Mancini.
tilføjes: Zeitschrift des Vereins fiir Volkskunde, XI, 1901,
S. 252—62. Sitzungsberichte der preussischen Akademie
der Wissenschaften, Phil.-hist. Klasse, 1933, S. 398 f.

S. 143: L. 17 f. o.:
- 228
- 228
- 228
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
285
466
502
503
503
503
503
503
507
507
507
508
509
514
514
516
516
518
518
537
537
539
- 18 f. n.:
- 18 f. n.:
- 17-18 f. n
7 f. n.:
- 16 f. 0.:
- 19 f. n.:
- 14 f. 0.:
- 16 f. 0.:
- 19 f. 0.:
- 20 f. n.:
- 17 f. n.:
- 1 f. 0.:
- 8 f. n.:
- 6 f. n.:
- 1 f. n.:
- 18 f. n.:
- 19 f. 0.:
- 21 f. n.:
- 13 f. n.:
- 12 f. n.:
- 20 f. n.:
- 5 f - n -
- 19 f. n.:
- 19 f. n.:
4 f. n.:
S. 115: • 3 f. 0.
- 214: • 8 f. 0
- 241: 2 f. O
- 277: - 4 f. n
- 357= - 9 f- n
- 357= •
- 357:
- 357= •
- 45«: •
- 633:
7 f. n
6 f. n
6 f. n
10 f. 0
4 f. n
X. Bind:
efter: 2° tilføjes: 7. Sept. i Kbh. (Frels.). — Hermed
bortfalder Rettelsen til dette Sted i X. Bind.
kasserer, læs: mester.
(Andreas) udgaar.
(ca. 1767—1844, gift 2° med Johanne Marie Poulsen),
læs: (ca. 1769—1836).
1708, læs: 1707.
Lembcke, læs: Lincke.
efter: Adolph tilføjes: Vilhelm.
1815, læs: 1812.
Holmgaard, læs: Holmegaard.
(—1621—), læs: (d. 1616).
Kehstin, læs: Kesslin.
Gehejmeraad, læs: Gehejmekonferensraad.
efter: 1700 tilføjes: i Oldenburg.
efter: 1678 tilføjes: i Kiel.
90, læs: 91.
1758, læs: 1760.
Julie, læs: Juliane.
6., læs: 25.
Itzehoe, læs: Waterneverstorf.
i Lubeck, læs: paa Liibtz.
efter: 1725 tilføjes: paa Eskemose.
to, læs: ti.
efter: 1734 tilføjes: paa Vrejlev Kloster.
efter: 1664 tilføjes: paa Futterkamp.
25., læs: 23.
I Stedet for: Nu kendes intet Billede af H. læses: Maleri
paa Waterneverstorf.
XI. Bind:
1909, læs: 1901.
Suzanne, læs: Suzan.
(Kobberstiksamlingen), læs: (Ny kgl. Saml. 802 8°).
(Garn.), læs: (Cit.).
efter: Stoumann tilføjes: (gift 2° med Søren Iversen
Horsted).
Hattemager, læs: Hof-Hattemagermester,
ca. 94, læs: 94.
efter: Gudmandsdatter tilføjes: (gift 1° med Jacob Friedrichsen).
efter: Baggesen tilføjes: (ca. 1779—1859).
1844, læs: 1843.
XII. Bind:
S. 45: L. 12 f. n.: efter: Gift tilføjes: i°.
45: - 8 f. n.: tilføjes: 2° 1921 med Maria Magdalene Degenkolw, f. 8.
Juli 1870 i Aarhus, d. 25. Dec. 1934 i Holte, Søster til
1. Hustru.

S. 49 : L. 12 f. 0. 06, læs: 16.
- 289 . - 11 f. 0. tilføjes: Frantz Dahl: Frederik VI. og A. S. Ørsted i
1826, 1929.
- 338 : - 3 f. n. 1914, læs: 1910.
- 387 : - 9 f. 0. Vilhelmine, læs: Wilhelmine.
- 387 : - 9 f. 0. efter: Lefland tilføjes: (Lifland).
- 402 - 10 f. 0. »Tilskueren«, læs: »Vor Tid«,
- 460 - 17 f. 0. ca. udgaar.
- 460 - 17 f. 0. efter: 1° tilføjes: 1755.
- 460 • - 18 f. 0. efter: Hamburg tilføjes: 1709—61.
- 469 : - 7 f. n. efter: Ladewig tilføjes: (d. 1808).
- 476 - 1 f. n. J. A. Lund, læs: J. L. Lund.
- 494 - 10 f. n. 1854, læs: 10. Dec. 1854 i Sønder Vinge.
- 494 - 7-8 f. n. Bertelsen, læs: Christensen,
- 494 7 f. n. efter: Christensen tilføjes: (1801—77).
- 494 7 f. n. efter: Johanne tilføjes: Agathe,
- 494 7 f. n. efter: Jespersdatter tilføjes: (1799—'875).
- 5°5 - 4-6 f. n. skal læses: Gaardejer Claus Jensen (Frimand) (ca. 1806
—95, gift i° med Jacobine Kristine Møller, 2° 1831 med
Dorthe Kristine Jacobsdatter, ca. 1811—48, 4° med
Karen Marie Henriksen, ca. 1825—99).
ca. 1660 udgaar.
- 532
- 543
- 545
- 554
- 556
- 57°
- 570
- 572
- 578
- 579
- 593
- 605
- 615
- 615
- 615
- 615
- 11 -12 f. 0
- 6 f. 0.
- 12 f. n.
- 1 f. 0.
- 12 f. 0.
- 12 f. 0.
- 12 f. 0.
- 10 f. n.
- 18 f. n.
- 8 f. n.
- 8 f. n.
- 9 f. n.:
- 3 f - °- :
- 3 f. 0.:
- 3 f. 0.:
- 3 f. 0.:
efter: Gift tilføjes: 1° 8. Dec. 1819 i Kbh. (Garn.) med
Maren Sophie Simonsen, f. ca. 1784, d. 10. Jan. 1821
i Kbh. (Garn.). 2 0 .
Winthern, læs: Winthem.
fra Efterslægtsselskabets Skole, læs: , privat dimitteret,
læs: 1581.
Støtberg, læs: Støttrup.
efter: af tilføjes: J.
efter: Freske tilføjes: fra ca. 1200.
tilføjes: Kors tegnet af V. Koch rejst 1902 ved Haraldsted
af Thor Lange.
Cathrine, Knud Lavards Datter, læs: en Datter af Knud
Lavard, vistnok Cathrine.
1890, læs: 1897.
tilføjes: Tegning af P. S. Krøyer (Hirschsprungs Saml.).
efter August tilføjes: Christian Frederik,
efter: A. tilføjes: (1828—70).
efter: Thora tilføjes: Cecilie.
efter: Guldberg tilføjes: (1833—1921, gift 2° 1872 med
Bagermester Heinrich Wilhelm Hørmann).
XIII. Bind:
S. 10: L. 17 f. o.: efter: (Christiansborg) tilføjes: og paa Maleriet af Christian
V. præsiderende i Højesteret 1697 (Rosenborg).