Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

8 Knuth, Adam Levin.
delte sig, sluttede han sig som født Mecklenburger til den kejserlige,
der repræsenteredes af Frederik Ahlefeldt, Ulrik Frederik Gyldenløve,
Conrad Reventlow, Grev Wedel og Michael Wibe, og som
havde sin Støtte i Kongens umiddelbare Nærhed i Sophie Amalie
Moth. A. L. K.s Modstandere var enige om, at hans Indflydelse
paa Statssagerne foregik underhaanden gennem Paavirkning af
Kongen, og at han udadtil lod, som om han aldeles ikke blandede
sig i dem. Det Billede, som gives af ham og hans Betydning i de
bevarede Indberetninger fra de fremmede Gesandter i Kbh., er
dog saa fortegnet, at det i ingen Henseende fortjener Tiltro. Disse
Diplomater (den svenske, engelske og franske) repræsenterede nemlig
alle den modsatte Lejr af den, som A. L. K. tilhørte, og de
nøjedes ikke med til deres respektive Regeringer at udtale deres
Uvillie mod en politisk Modstander, som var usaarlig, men søgte
samtidig — lidet logisk — at fremstille ham som en politisk Ubetydelighed,
hvis hele Viden indskrænkede sig til »at kende de forskellige
Slags Vine, hvormed han hver Dag fylder sig«. Særlig forbitret paa
A. L. K. var den svenske Gesandt Anders Leijoncloo, fordi han
støttede Direktøren for Øresundstolden under de mangfoldige Stridigheder
om de svenske Handelsskibes Toldfrihed i Sundet. Inden
for Litteraturen beskyldte Andr. Hojer i sit Værk om Frederik IV.
A. L. K. for at have medvirket til dennes daarlige Opdragelse
som Kronprins (»En Prins bruger ingen Videnskaber; at lære
qvæler den naturlige Vittighed«). Disse Samtidens Domme optoges
i en senere Tid af Historikeren og Aristokrat-Haderen Riegels,
der hertil føjede nye Beskyldninger, som at A. L. K. før sin
Død skulde have sørget for, at »hans store Skatte bleve Mecklenburg
til Del«. Gammel, men ubestyrket er endelig Anklagen mod
A. L. K. for at have været medvirkende ved Griffenfelds Fald
II. Marts 1676.
Helt uden Forsvarere har A. L. K. dog ikke staaet indtil vor Tid;
Odin Wolff betegnede ham saaledes som »en giæv og venlig Mand,
uden al Ærgerrighed og Kongen personlig hengiven«. Skønt den
hævdvundne Opfattelse af ham utvivlsomt bør forkastes, er det
imidlertid vanskeligt at sætte en rigtigere i Stedet, i hvert Fald
hvis denne skal have et nogenlunde fyldigt Indhold. Saa meget
staar fast, at det bærende i A. L. K.s Stilling i Danmark var hans
personlige Forhold til Kongen, hvem han var oprigtig hengiven,
og hvis ubetingede Tillid han nød. Ved visse Lejligheder, som da
hans Landsmand Sigfr. Chr. v. Plessen blev sat i Spidsen for
Finanserne, synes han at have lagt et Lod i Vægtskaalen, og der
var Enighed om, at A. L. K. paa alle Maader støttede Plessen i