Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

422
Kriiger, H. A.
rets Grund. Oprindelig havde han ønsket, at Slesvig skulde bevare
en vis provinsiel Selvstændighed, men han førtes til at indse, »at
der kun er Frelse at søge for os i en inderlig og nøje Tilslutning til
Kongeriget under Danmarks Riges Grundlov«. Dette førte ham
ind i et Modsætningsforhold til »Klosterbrødrene«, blandt hvilke
han havde mange af sine nærmeste Venner. Han indbragte i
Samlingerne 1862 og 1863 et Forslag til »Grundlov for Danmarks
Riges Fællesanliggender«, der dog ikke kom til at nyde Fremme,
men han blev Medlem af det Udvalg, der skulde behandle Novemberforfatningen
i Efteraaret 1863. Her fremsatte han en Række
vidtgaaende demokratiske Ændringsforslag om Valgret og Valgbarhed,
om aarlige Samlinger o. 1. Til Trods for, at de alle blev
forkastede, stemte K. dog for den nye Forfatning. Han valgtes i
Marts 1864 til Medlem af det nye Rigsraad for II. Kreds (Vestjylland),
men kunde paa Grund af Krigen ikke indtage sit Sæde.
Han var under denne først blevet fængslet af Østrigerne og havde
senere maattet give sit Æresord paa ikke at ville forlade sit Hjem.
— Han havde tidligere i lidenskabelige Ord taget Afstand fra
Tanken om Slesvigs Deling, saa man lejlighedsvis kunde høre den
(fejlagtige) Paastand fremsat, at han 1848 havde udtalt, at han
hellere vilde et helt Slesvig sammen med Tyskland end et Slesvig
i to Stykker (jfr. Madvigs Ord i Studenterforeningen 1883 i Forhandlingen
om A. D. Jørgensens Foredrag om den slesvigske
Politik under Frederik VIL). Nu stod han i Efteraaret 1864 bag
en af Cornelius Appel affattet Adresse til Kong Christian IX.,
hvor det hedder: »Har det end holdt haardt for os at gøre os
fortrolige med Tanken om Slesvigs Deling, saa dog meget hellere
den, end at vi skulde overgives i Tyskernes Vold«.
Umiddelbart efter 1864 forholdt K. sig ret passiv og deltog ikke
i de forskellige Aktioner, der blev foretaget fra dansk Side. Men da
Valg udskreves til det nordtyske Forbunds grundlovgivende Rigsdag
i Febr. 1867, var det et almindeligt Ønske i vide Kredse, at
K. skulde opstilles, og han lod sig da ogsaa bevæge til at tage mod
Kandidaturen og valgtes med overvældende Majoritet i Haderslevkredsen.
Gennem Mellemmænd i Føling med den danske Regering
tilrettelagde han nu sammen med Ahlmann i Berlin den Protestpolitik,
hvis ypperste Repræsentant han blev, og som Nordslesvig
fastholdt til hans Død: Paa Grund af Løftet i Art. 5 i Pragfreden
var Nordslesvigs nuværende Forhold af midlertidig Art, og denne
Undtagelsesstilling maatte der i den tyske Lovgivning tages Hensyn
til. Det lykkedes Ahlmann og K. et Par Gange med deres Ændringsforslag
at faa deres Hjemlands Stilling sat under Drøftelse, uden