Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

438 Krøyer, P. S.
Bonnat-Elever, men det førte ogsaa K. til at drive Lyset højere,
til at male saa meget lyst i lyst som muligt, stærkt fremtrædende i
Kunstmuseets Portræt af Baron Rosenørn-Lehn (1891), og derved
forspildtes i Hovedsagen den koloristiske Tendens, han lejlighedsvis
slog ind paa. Han var og blev mere Lysmaler end Kolorist. Fra
90'erne stammer den Række Billeder fra Skagens Strand, hvori
han som ingen anden har skildret den blaa nordiske Sommeraften
(hans Hustru med Hunden, 1892, Glyptoteket; Dobbeltportrættet
af ham selv og Hustruen i Hirschsprungs Saml. og de badende
Drenge i Kunstmuseet, begge 1899). De vandt ham det danske
Folks Hjerte og havde paa den danske Jeu de Paume-Udstilling,
Paris 1928, den franske Kritiks Bevaagenhed. I de samme Aar faldt
de to største Opgaver, der stilledes ham, »Fra Kbh.s Børs« (1895,
Grosserer-Societetet), der vakte liden Tilfredshed, og »Et Møde i
Videnskabernes Selskab« (paabegyndt 1895, afleveret 1897, Vidensk.
Selsk.), som paa ny fastslog hans imponerende Overlegenhed.
I Foraaret 1900 ramte Ulykken K. Han fik sit første Anfald af
Sindssyge, kom sig igen, tog paa Rekreation i Tyrol Efteraaret
s. A. og boede i Taormina Jan.—Marts 1901. Sygdommen slap
ham dog ikke. Ind imellem kunde han gennemføre saa store
Opgaver som »Industriens Mænd« (1904) og »Set. Hansblus paa
Skagen« (1906). Men hans sidste Aar blev pinefulde, og hans
Hustru forlod ham. Han, den personificerede Livsglæde, døde
som en ensom Mand i sit Hus i Skagen.
Inden for Kunstlivet spillede K. en fremtrædende Rolle ved sit
Frisind, sin aabne Forstaaelse af de yngre og af Kunst, der afveg
fra hans egen. Han indtog en oppositionel Holdning. Han hævdede
Fremskridtets Ret i det dengang meget konservative Akademiraad,
hvor han havde Sæde fra 1887 til sin Død, og var samtidig en Hovedstøtte
for de frie Kunstskoler, Akademiets Konkurrent og Fjende
— sad i Charlottenborg Udstillingens Komité 1882—88 og støttede
tillige Den frie Udstilling fra dens Begyndelse 1891 ved til sin
Død at indsende Billeder lige saa jævnlig til den som til Charlottenborg.
K. var selvskreven ved alle Repræsentationer i Udlandet og
til de dermed følgende Udmærkelser, og 1888 modtog han Opfordring
til at male sit Portræt til Uffizierne. Store Særudstillinger
af hans Arbejder afholdtes paa Charlottenborg Jan.—Febr. 1905
og Okt.—Nov. 1910 (Kunstforeningens Mindeudstilling).
K. er Geniet, den lysende Stjerne i dansk Malerkunst fra det
19. Aarhundredes sidste Halvdel. Han var en Mand af Format
og et Menneske uden Svig, elsket af alle; ingen har haft noget
at sige ham paa. Der stod Fest om hans Person, der var en lykkelig