Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Kuhlau, Frederik. 451
K. at bevare et ejendommeligt selvstændigt Præg. Sammenfatter
man hans Klaver-, Fløjte- og Kammermusikværker, faar vi et
Billede, der paa flere Maader minder om hans store wienske samtidige
Franz Schubert; ikke alene har de Træk tilfælles i hele
Temperamentets og Sindets Rigdom og den lykkelige genialt strømmende
Produktionsevne, men inden for Instrumentalmusikkens
særlige Felt er deres Baggrund og Udvikling beslægtet. Ogsaa K.
voksede frem under stærk Indflydelse fra Wienklassicismens to store
Hovedskikkelser Mozart og Beethoven for ligesom Schubert hurtigt
at omforme disse Idealer i den gryende Romantiks Aand, en Udviklingsgang,
der for K.s Vedkommende i de modnere Aar kommer
til at nærme ham stærkt til Weber. Det romantiske Drag giver sig
især til Kende i Formens ofte store Bredde og indre næsten dramatiske
Spændinger, voldsom Dynamik, stigende Potensering af det
sentimentalt lyriske, stærk Udnyttelse af de modulatoriske Muligheder,
uformidlede Tonalitetsspring o. I., Glæde ved fejende Danserytmer,
rossiniske Marchrytmer og weberske Polaccaer og endelig
en ikke mindst klangligt blændende effektfuld Udnyttelse af Tidens
Virtuos-Stil, den, der paa langt mere udvendig gold Maade repræsenteres
af Kalkbrenner, Mocheles o. 1. De største Udtryk for den
»store« Klaverstil giver K. i Ungdomsværket Klaverkoncerten i
C-Dur, Op. 11, og senere bl. a. i Klaversonaten i Es-Dur, Op. 127.
Ikke mindre betydelig var K. inden for den »lille Form«. Det
lykkedes ham saaledes, i Modsætning til den noget ældre, berømte,
men mindre fantasifulde Italiener Muzio Clementi, at fylde den
pædagogisk anlagte Sonatineform med et rigt og levende kunstnerisk
Indhold, der hæver Sonatineformen op i et lignende Plan
som den wienske Sonate. Tværtimod at hemmes inspireres K. af
de snævre Formgrænser i disse Sonate-Miniaturer for store og smaa,
der i deres Fantasi, Lune og Følsomhed næsten kan fornemmes i
Slægt med den H. C. Andersen'ske Eventyrstil. Her naaede K.
Verdenssucces'en, og disse Værkers Betydning for Romantikkens
»Klaver-Kleinkunst« maa sikkert ikke undervurderes.
K., der var en glødende Naturelsker og ofte, som han selv siger,
»tog Bad i Naturen for at pirre de musikalske Nerver«, beboede
sammen med sin Familie et lille Hus i Kongens Lyngby. De sidste
ensomme Aar blev triste. Han tyngedes til Stadighed af økonomiske
Sorger og ramtes til sidst af en alvorlig Katastrofe, da Huset 1831
brændte, ved hvilken Lejlighed en stor Del af hans Manuskripter
gik tabt. Han døde som en nedbrudt Mand. Sammen med Weyse
danner K. Epoke i dansk Musik, hvor han med sin fremskridtsvenlige
europæiske Orientering danner et Modstykke til Lyrikeren
29*