Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Lange, Villum. 599
han søger at klare de matematiske Begreber over for M. Meiboms
forvirrende Fremstillinger, men selv ikke undgaar Forvirring, f. Eks.
ved at kalde Multiplikation med % f° r Division med %.
C. F. Pechule (Poul Heegaard*).
Lange-Muller, Peter Erasmus, 1850—1926, Komponist. F. 1.
Dec. 1850 paa Frbg., d. 26. Febr. 1926 i Kbh., begr. sst. (Vestre).
Forældre: Overrets-, senere Højesteretsassessor Otto Frederik Muller
(s. d.) og Hustru. Gift 23. Juni 1892 i Marienbad, Bøhmen,
med Ruth Alpha Gudma Block, f. 8. April 1866 i Kbh. (Johs.),
d. 30. Okt. 1921 paa Sophienberg, Rungsted, D. af Kontorist,
senere Dispachørfuldmægtig Johan Carl Møller (1836—70) og
Hansine Frederikke Henriette Petersen (1839—68) og adopt. 31.
Dec. 1887 af Konsul F. H. B. (s. d.) og Hustru.
L.-M. blev opdraget i et Hjem med udpræget Sans for musikalske
Værdier, især var hans Moder musikinteresseret og vakte tidligt
samme Interesse hos den meget modtagelige Søn. Tro mod Slægtens
akademiske Traditioner gik L.-M. dog efter endt Studentereksamen
(1870 fra Metropolitanskolen) ind til det statsvidenskabelige
Studium. Imidlertid var hans Tilbøjelighed for Musikken saa
stærk, at han samtidig søgte ind paa Det kgl. danske Musikkonservatorium,
hvor han — der tidligere havde modtaget Undervisning
af G. Matthison-Hansen — fik Neupert til Lærer i Klaverspil.
Fra Barndommen af var L.-M. svagelig, Sygdom forfulgte ham hele
Livet, og allerede paa et tidligt Tidspunkt af de akademiske og
musikalske Studier brød han derfor af og gik for sit Helbreds Skyld
i Gartnerlære. Medens Statsvidenskaben hermed definitivt blev
lagt paa Hylden, kunde L.-M. derimod ikke slippe Musikken.
Han blev i disse Aar klar over sit kunstneriske Kald, og 1874
debuterede han som Komponist med Udsendelsen af fem Sange
af Ingemanns »Sulamith og Salomon«. S. A. deltog han i Stiftelsen
af Koncertforeningen, hvor han senere blev Meddirigent (1879—
83), den eneste offentlige Musikstilling, han overhovedet har indtaget.
Denne Tilbageholdenhed skyldtes dels den Svagelighed,
han stadig maatte kæmpe med, dels en ejendommelig Skyhed over
for offentlig Fremtræden og Opmærksomhed om sin Person, der
hele Livet var karakteristisk for ham — »Musiker Muller«, som
han beskedent yndede at kalde sig.
Det skulde imidlertid falde i denne stilfærdigt tilbagetrukne
Kunstners Lod at blive en af Folkets udkaarne paa det musikalske
Omraade. Medvirkende hertil var især hans Musik til Drachmanns
»Der var engang —« (Det kgl. Teater 1887, Op. 25), hvis