Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Krognos, Oluf Mouritsen. 367
rup, Bregentved og Clausholm, et Ønske, som Arvingerne næppe
har respekteret. Hans Enke rejste ham et pragtfuldt Gravmæle i
Ringsted Kirke. — Maleri 1561 paa Fr.borg. Gentagelse 1577
af A. Samfleth sst. Epitafium og Ligsten med Portrætfremstilling
i Ringsted K.; Detailleafstøbning paa Fr.borg.
C. F. Bricka: Frederik II.s Ungdomskjærlighed, 1873. G. L. Wad: Breve
til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, I—II, 1893. Gustav Bang: Breve til
og fra Kristoffer Gøje og Birgitte Bølle, 1898—99. Chr. H. Brasch: Gamle
Eiere af Bregentved, ,873. Pmd Q^
Krognos, Oluf Stigsen, d. ca. 1505, Rigsraad. Forældre: Stig
Olufsen K. til Krapperup og Bollerup (d. ca. 1460) og Barbara
Brahe. Gift 1° med Gertrud Knudsdatter Has, d. senest 1488,
D. af Knud Truidsen H. til Østofte (gift 1 ° med Maren Thott,
3 0 med Margrete Vernersdatter (Parsberg), d. tidligst 1501) og
Ingeborg Andersdatter (Hak) (d. tidligst 1501). 2° med Anne
Mouritsdatter Gyldenstierne til Aagaard og Bregentved, d. 1545
paa Skjoldenæs (gift 2° senest 1513 med Rigsraad Predbjørn
Podebusk til Vosborg, s. d.), D. af Mourits Nielsen G. (s. d.)
og Hustru.
O. S. K. forekommer fra 1469, var 1483 Ridder og 1492 Rigsraad.
Han nævnes 1486—1501 som Lensmand paa Varberg og
var 1505 Høvedsmand paa Laholm. Han blev dels ved Arv fra
Forældrene og dels gennem sine rige Giftermaal en af Skaanes
største Herremænd. Han var en godskær Mand, der jævnlig laa
i Proces, og naturligt nok fik den bondefødte Ærkebiskop Birger
Gunnersen i ham en af sine krasseste Modstandere, da han efter
sin Tiltrædelse 1497 søgte at geninddrage alt det Gods, som hans
adelige Forgænger havde bortforlenet eller pantsat til sine Standsfæller,
under Ærkestolen. I denne Strid nær knyttet til sin Fætter,
Rigshofmester Povl Laxmand (s. d.), og den voldsomme Rigsraad
Niels Hak (s. d.) synes O. S. K. ogsaa at have været fælles med dem
om en kritisk Indstilling over for Kong Hans. Umiddelbart efter
Ditmarskertoget (1500) skal Rigshofmesteren over for de to andre
have udtalt sig skarpt om Kongens Politik, og n. A. angav Ærkebispen
O. S. K. for landsforræderske Forbindelser med den oprørske
svenske Adel under Ditmarskerkrigen, en Beskyldning, som
han maatte fri sig fra ved tre Tylvters Ed paa Raadhuset i Kbh.
1501. Da Kongen efter Mordet paa Rigshofmesteren 1502 rejste
Højforræderisag mod den afdøde, vovede O. S. K. ikke at paatage
sig Forsvaret for hans Gerninger. Han var dog ikke mere ydmyget,
end at han snart efter (vistnok 1503) med pralende Prunk fejrede