Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Kroman, K. 38l
Mens Formalvidenskaberne giver os en nøjagtig og sikker Erkendelse,
kommer den realvidenskabelige Erkendelse aldrig ud over
Tilnærmelser og Sandsynligheder. De formale Videnskabers Sikkerhed
beror paa, at der sluttes logisk ud fra de definerede Objekter,
og den logiske Slutnings Sikkerhed er at søge deri, at vi ikke er i
Stand til at forestille os nogen anden Mulighed end den, Slutningen
udtrykker. »Al Tankenødvendighed beror til syvende og
sidst paa Anskuelsesnødvendighed«. Det er denne Grundforudsætning
for hans Erkendelsesteori, der fører ham til at indtage en
polemisk Holdning over for de ikke-euklidiske Geometrier og Einsteins
Relativitetslære. Hvad de forefundne Objekter, Erfaringsgenstandene,
angaar, lærer han, at da det er en absolut Betingelse
for, at vi praktisk kan beherske dem og videnskabeligt forstaa dem,
at de optræder konstant, »saa fatte vi med Selvopholdelsens Styrke
det Haab, at Betingelsen er opfyldt«. Betingelsen er formuleret i
Aarsagssætningen, og denne bliver saaledes »et Postulat, en Begyndelsespaastand,
hvormed vi gaa til al vor Forskning«. Hvor meget
K. end anerkender Aarsagsprincippets Nødvendighed for Realvidenskaberne,
tager han dog et Forbehold, hvor det drejer sig
om Menneskets Villiesliv. Her kan Princippet kun anvendes i
»modereret« Form, idet han med »den relative Determinisme (eller
Indeterminisme)« antager, »at Individets Villen vel i højere eller
ringere Grad er entydigt bestemt ved dets Tilstand og Beskaffenhed,
men at et vist Spillerum dog bestandig maa blive tilbage«.
Vigtige etiske Begreber som Anger, Skyld og Ansvar taber efter
hans Mening deres sædvanlige Betydning, hvis Villien ikke antages
at være fri. — I sin »Etik« bestemmer han den etiske Opførsel som
»den med Menneskets inderste blivende Væsen overensstemmende,
den til syvende og sidst modsigelsesfri« og finder den etiske Drivkraft
i Modsigelsens Smerte eller Selvoverensstemmelsens Glæde.
Jo dybere den enkeltes Selvforstaaelse bliver, des klarere vil han
indse, at hans eget Tarv ikke er vel forstaaet, før det omfatter
samtlige følende Væseners Tarv.
I sine sidste Aar var K. stærkt optaget af Spørgsmaalet om en ny
kirkelig Reformation. Han mente, at en saadan var nødvendig,
»hvis Religionen i Landet ikke skal udsættes for at uddø af Mangel
paa Sundhed og Sandhed«, og i Tale og Skrift slog han til Lyd
for en unitarisk Kristendom. Nogen erkendelsesteoretisk Undersøgelse
af Unitarismens religiøs-dogmatiske Indhold ses han imidlertid
ikke at have leveret. Det var i det hele karakteristisk for
hans pragmatisk farvede Filosofi med den skarpe Adskillelse mellem
Tro og Viden, at Trosproblemet ikke blev gjort til Genstand for en